Aase Kjeldsen

Jeg har skrevet om min barndom og ungdom fra 50'erne, op gennem 60'erne og lidt af 70'erne. Mine forældre startede i 1957, som nogle af de første, campingplads. Der er mange morsomme og tankevækkende episoder fra dengang min verden var ung, fuld af The Beatles, for byens unge måtte gerne øve sig hos mor og far og campingtiden var primitiv og enkel. Jeg slutter med at skrive lidt om, hvorfor vi sælger campingpladsen, samt hvad jeg savner fra dengang. Elsker historie - hermed lidt om min egen... Gør ejerskabskrav på erindring

Til Lokalarkivet i No

I starten jeg var på facebook, det kom jeg for ca. 10 år siden, var jeg egentlig ret begejstret, indtil det efterhånden gik op for mig, at det også havde visse konsekvenser, når jeg meldte ud med egne ting, eller jeg responderede på andres. En overgang var jeg medlem af diverse grupper, som jeg fulgte med stor interesse… Lige indtil en dag, der blev vist et postkort af mit fødested, Æblehaven, hvilket jeg kommenterede en smule. Pludselig fik jeg en medkommentator, der hårdnakket påstod, at hendes svigerfar havde tilplantet Æblehaven, og da jeg ikke på nogen som helst venlig facon kunne få damen forklaret, at det måtte dreje sig om en misforståelse, skrev jeg i en lille privat note til hende, at jeg var blevet meget ked af hendes kommentarer, men hvis hun havde lyst, kunne hun kontakte mig, så vi kunne få udredt data. Jeg hørte aldrig mere fra hende. For øvrigt hed min fars jord Kjærsig Frugtplantage fra 1932 indtil 1957, hvor plantagen blev lavet om til Æblehavens Camping.

Men den fremmede dame satte nogle tanker i gang vedrørende, at nu var det vist på tide, at få min beretning om Kjærsig Frugtplantage/Æblehavens Camping gjort færdig, inden flere tilfældige personer begynder at bryste sig med, at stedet er opdyrket af helt andre end min far, for han har – om nogen – så ærlig fortjent, at blive mindet til eftertiden.

Familien Kjeldsen og Æblehavens Camping

I 1920 besluttede min farfar, Jakob Kristian Kjeldsen, at søge arbejde som politibetjent. Da der var 2 embeder ledige, ét i Lemvig og ét i Ringkøbing søgte han dem begge, og fik dét i Ringkøbing.

Min fars familie havde en kort overgang boet i Middelfart, men oprindeligt stammede både min farmor og farfar fra egnen ved Tjæreborg, senere Esbjerg. Min rigtige farmor døde allerede som 29årig i 1914 af tuberkulose, da farfar, der var maler af profession, ikke tjente penge nok på sit erhverv. Min farmor, Olga Katrine, kom sig aldrig rigtig helt over min fars fødsel, og familien mener, at hun døde af tæring, fordi hun ikke fik nok at spise. Farfar forsøgte sig med at tjene ekstra penge ved at være natpatrouille betjent i Middelfart, men det var ikke rigtig nok til at få økonomien til at hænge sammen. Han giftede sig igen ret kort efter min rigtige farmors død, da han ellers skulle have haft en husbestyrerinde, men opgav dette forehavende (efter sigende), da min farfar var en meget pæn mand og damerne alle ville giftes med ham. Min fars stedmor var en lidt bestemt type, der var vant til at få sin vilje, og fast besluttet på at ville rette op på familiens skrantende økonomi, fik hun hurtigt solgt familiens hus, med fortjeneste endda, og hun og farfar bestemte, at de måtte rykke teltpælene op. Farfar havde nu fået sig en lidt striks kone, men én med god forstand på tal og papirer. Familien Kjeldsen flyttede ind på Kirksvej i Ringkøbing. (Det er en anden bygning, der ligger der i dag). Senere flyttede de ud på Rindum siden i det hus, der hed Yrsa, i dag grå med karnap, som ligger lige over for anlægget, og lige foran huset, der hedder Fern.

Min far, Henning, var 10 – og min faster, Erna 15 år, da de startede i skole på Kirkepladsen i Ringkøbing. Min faster var mønsterelev, mens det kneb mere med min fars koncentration med skolearbejdet. Han og nogle andre drenge syntes, det var sjovere at sejle rundt et par timer på Fjorden i skoletiden, uagtet konsekvenserne. Til gengæld var drengene, der oftest var barbenede om sommeren, rigtig
gode til at klare sig til vands, til lands – og f.eks. på skøjter om vinteren. Den gik ud over isen med skøjtesejl – og far kunne huske de specielle holmsland skøjter, holmlændere, der var lavet specielt på Holmsland, der ligger mellem Søndervig og Ringkøbing, og som var længere end de almindelige skøjter. Alle skøjter blev blot snøret på støvlerne, da der ikke var noget, der hed kunstskøjter. Far kan huske at når fjorden frøs helt fast, dvs. der kun var sejlrenden ude midt på, der var fri, blev der sat lygtestandere op ude på fjorden, så man kunne boltre sig på skøjter om aftenen. Skøjtningen var så populær en overgang, at der også blev sat telte op ude på isen, hvor der var arrangementer med levende musik og skøjtedans. Det må have været et festligt syn!

Om sommeren blev der spillet bold efter alle kunstens regler. Der var også kommet gymnastik på skoleskemaet, og når banerne ved skolen var ledige, blev der spillet fodbold dér. Da der ikke var råd til fodboldstøvler, spillede drengene fodbold med de bare fødder. Den kunst kunne far langt op i årene uden at få ømme tæer. Da far startede i skolen i 1920, som ti-årig, var han en af de bedste til gymnastik. De evner havde han ikke fra fremmede, da min farfar også var en dygtig gymnast og bl.a. havde kørt cykelløb på bane på Esbjerg Ring. Det sidste fik min farmor at mærke, da farfar om natten sommetider satte sig op i sengen og cyklede løs, og farmor skulle aldeles ikke blande sig, når farfar lige var ved at indhente ham foran! Betjent rollen blandede farfar også ind i sine drømme, da han en nat fangede min farmor (røveren) og holdt hende fast, og da hun ville protestere reddede hun sig et blåt øje!

Far har fortalt mange sjove historier om skoletiden, bl.a. at da der blev foretaget udgravninger til Landbobanken på Torvet, løb drengene rundt og forskrækkede pigerne med gamle kranier og deslige… Præsten havde sit besvær med at kalde drengene til orden, mens de fik konfirmandundervisning. En gang far og Ernst Bank (hans klassekammerat) havde glemt tiden, og begge skulle skynde sig hjem, skød de genvej gennem den nuværende kirkegård, og blev vældigt forskrækkede, da et stort, mørkt, buldrende væsen pludselig rejste sig op! Det var såmænd blot en kvindelig spritter med tilnavnet Kat’kvæler, der var blevet forstyrret i at sove rusen ud….! Det varede et stykke tid, før de tog den genvej igen. Til gengæld var drengene mere kry, når de til Nytår fremstillede hjemmelavede sejlgarnsbomber (de havde ikke ret meget krudt), som de malede sorte og forsynede med en lang lunte. De havde kun råd til at lave 2, men til gengæld kunne den ene rydde en hel banegård, og den anden hele Ringkøbing Torv, når de fik den smidt ind ad smøgen!

Min far og min fasters barndom var præget af en barndom, hvor der ikke blev ruttet med hverken penge eller energien. De måtte læse bøger i gadelampens skær, da lyset blev slukket ved sengetid, og heraf stammer sikkert senere familiemedlemmers trang til at berette og fortælle, da min faster ofte underholdt min far med alle de historier, hun kunne finde på. Faster klarede sig altid flot i skolen med næsten rent UG i alle fag, og blev efter skolen ansat på dommerkontoret i Ringkøbing, et lignende job, som min fars rigtige mor også bestred i Esbjerg, allerede omkring år 1900, indtil hun mødte min farfar. Alle pigerne i min familie, også langt tilbage, har været præget af stor selvstændighed, selvom det ikke har været alle, der har fået sig en uddannelse. Måske har min farfars anden kone været præget af et hjem med mange børn, men også i særdeles hed af Indre Mission, der resten af hendes liv kom til at overskygge mange af hendes ellers så gode egenskaber og karakter. At hun indvendig boblede af energi, virkelyst og en trang til at anerkendelse på mange led, hersker der ikke tvivl om. En intelligent pige, der kunne have fået sig en fremragende karriere, hvis altså ikke det kristne islæt hjemmefra, i stedet havde påbudt hende den traditionelle kvinderolle – hun måtte se at blive gift, hvis hun ville hjemmefra. Og det blev hun – i en alder af 19 år, hvor hun samtidig med at føre hus også skulle passe 2 halvstore børn. Hun er måske især blevet husket for sin sparsommelighed, men det har nok været nødvendigt. Hendes dygtighed i at føre hus fornægtede sig ikke og nogle af hendes håndarbejder, især broderier, er noget af de flotteste med meget nøjagtige sting. Inde bag facaden anede jeg både en humoristisk og godhjertet person, blot
vidste hun ikke altid, hvordan hun skulle tackle det. Men vi fandt en rytme og en samklang på hendes ældre dage, som jeg i dag er glad for at se tilbage på. Dengang jeg var et ungt menneske, tænkte jeg imidlertid ikke så meget over, hvad ensomhed betyder, og det husker jeg desværre både hos hende og senere min mor, så måske samfundet skal til at revurdere betydningen af, at flere generationer atter kan have fordel og fornøjelse af at bo under samme tag.

Far var glad for at gå i skole, det til trods, at karakterer ikke sagde ham ret meget, men én af lærerne gjorde for evigt indtryk på ham. Fars klasselærer var meget stolt af sin klasse, der var ene drenge dengang, og ingen skulle på nogen måde vove at bilde ham ind, at der var noget i vejen med HANS elever. På et tidspunkt var klasselæreren på orlov i nogle måneder, vikaren var derimod ikke videre begejstret for den urolige klasse, han var blevet tildelt, og der blev noteret et ukendt antal krydser i den sorte bog. Da klasselæreren vendte tilbage fra orlov blev han straks præsenteret for den sorte bog af vikaren, der nok havde regnet med, at klassen fik en ordentlig opsang. Men klasselæreren blev derimod meget forundret over de mange krydser, og slog en streg over dem alle, mens han forarget udbrød: Det er ikke MINE elever, – de opfører sig altid ORDENTLIGT.

En anden af de voksne der var god til at tage fat i de unge drenge, for at få dem til at fordrive tiden med noget fornuftigt, var spejderleder Anders Grimstrup. Far var med spejderne var på mange lejre og cykelture, og lærte for livet den kunst altid at kunne tænde bål, selv i det voldsomste regnvejr, når blot man kender til den kunst, at brændet skal være absolut helt tørt. Far fortalte også tit om maden, som han lavede på lejrturene, hvor han fik nogle fif af farmor Ottilie med på vejen, og hun gav ham ekstra krydderier med, så far fik ros for, at maden smagte godt og desuden var hurtigt færdig. Der var som regel nogle stykker, der ikke rigtig kunne få dét der til at lykkes og som så fik lov at spise med. Far syntes, de så så sultne ud.

Da en bil var en luksus ting, cyklede man til alting, og det var oftest på dårlige veje og på gamle cykler. Far fik brug for at kunne både skifte hjul, sætte kæde på – og lappe sin cykel, endda sommetider af forhåndenværende materiale, og hvis ikke andet forefandtes, fortalte far, måtte han binde sin lommeklud om hjulet, selvom det bumpede noget resten af vejen. Ikke mange havde lys på cyklen, nogle havde karbid-lamper. Min farfar, der var betjent, gik meget op i, at folk skulle have lys på, og i sine velmagtsdage kunne han indhente folk på cykel ved at løbe dem ind.

Da far var glad for at være på farten og at cykle, regnede han det ikke for noget at smutte en lille tur til Esbjerg for at hjælpe sin bedstefar i haven og hjem igen samme dag. En cykeltur på 164 km. Han cyklede også fra Ringkøbing til Horsens, og senere til København, hvor min faster hhv. boede, efter hun var blevet gift, og tilbage til Ringkøbing i samme weekend, dvs. fra lørdag middag, når far fik fri fra sit job på orgelfabrikken på St. Blichersvej, hvor han var kommet i lære som klaver- og orgelstemmer.

I 1932 købte min farfar og min far 14 tønder land sand og hede i det sydøstligste hjørne af No Sogn af hhv. Kjær og Sig, da min farfar mente, at det kunne være en idé at anlægge en frugtplantage dér, og jorden var billig og uopdyrket. Der blev desuden givet tilskud til anlæg af plantager – for bl.a. at stoppe sandflugten i Vestjylland. Lidt nordøst for ligger for øvrigt No Klit p.t. Fra 1933 foreligger en kvittering fra en brøndboring, foretaget af brøndborer Viggo Larsen (vores senere nabo i Store Skovgaard, der ligger i Velling sogn). Der blev over brønden opsat en pumpe, som fungerede til husholdningen indtil 1964, hvor mine forældre fik indlagt koldt vand til køkkenet. En senere boring blev foretaget i lige linje mod vest, hen til den senere vindmølle, der pumpede vandet op. Fra 1957 blev vandet fra møllen ledt over over i en vandtønde, og videre her fra til den toiletbygning, der tidligere fungerede som lade.

Jorden, der var sand og hede, var ikke meget værd. For at få vand til planter og træer, måtte far med
hjælp af min farfar i gang med at bryde den hårde al, et jordlag, der lå ca. ½ spadestik nede. Det var et hårdt arbejde, men ellers kunne rødderne ikke trænge ned i jorden og hente vandet. Herefter plantede far alle læ-bælter af el og inddelte ca. hver tønde land i ét felt. Felterne fik navne efter frugten og sorten. Enkelte pladser stod fri. En med lyng til bierne, en anden til nyttebuske og en til jordbær. Midt på byggede far et lille træhus, hvor han kunne opholde sig, mens han arbejdede i plantagen. Her var, så han kunne lave mad og overnatte, men for det meste ventede farmor på, at far kom hjem for at spise, en lille cykeltur gennem Femhøjesande og ind til villa Yrsa på ca. 4 km. En gang havde han arbejdet så hårdt, at han faldt i dyb søvn, dvs. han sov 2 dage i træk, og min farmor kunne ikke begribe, hvor han var blevet af.

Spejderturene med Anders Grimstrup gjorde også sin virkning på den måde, at far nød at opholde sig udendørs. Cykelturene og arbejdet i plantagen gjorde, at far havde en god fysik, han ville have fået selveste Johnny Weismüller i rollen som Tarzan til at blegne. I 1933 blev far indkaldt til militærtjeneste i København, hvor han tog kørekort ved militæret, da han skulle være chauffør for en af officererne. Far fik succes ved et idrætsstævne, da han pludselig måtte dublere en idrætsmand, der var blevet syg, og hans overordnede var vældig stolt over, at far var tæt på at vinde både 100 meter løb og længdespring. Af og til besøgte han sin søster, Erna, der var højgravid med barn nr. 3, så folk havde ondt af den stakkels soldat, der jo blot gjorde sin søster en tjeneste ved at køre med barnevognen.

Min mor, Inga Jensen, født i Ry Mølle den 13. februar 1919, drømte i 1935 om at færdiggøre sin realskole i Kjellerup, hvor min bedstefar havde mel og korn/lager, og studere videre, som sin storesøster, Edith. Men da mor var færdig med realskolen, hvor hun dengang bl.a. lærte flere sprog, hvilket ikke var særlig almindeligt dengang, ville min bedstefar pludselig ikke betale for mere uddannelse. Af grunde, vi børn aldrig fik at vide, blev hun i stedet sendt et halvt år på Silkeborg Missionshotel for at lære husholdning.

Mor havde allerede slået sig i lidt i tøjret, da hun i forvejen undrende havde spurgt min mormor hvorfor i alverden hun skulle lære at lappe og omforandre tøj, men min mormor insisterede, da hun mente, at det kunne man altid få brug for. Året efter, i 1936 ville min bedstefar igen bestemme over min mors planer, og forbød hende denne gang at tage på ferie hos sin kusine Helga i Købehavn, da denne storby var et farligt sted for unge piger! Resultatet blev derfor, at min moster Edith tog affære, og fik lov til at tage mor med på ferie i et sommerhus ved Søndervig! Der mødte mor så min far, der lå i lejr dér med Ringkøbing-spejderne! 14 dage efter ferien mødte min far op hos min farmor og bad om penge til en ny skjorte, hvilket min farmor undredes over. Far skulle jo blot et lille smut på cykel til Horsens, hvor hans søster, Erna, nu boede. Det vil sige, han slog også lige et slag omkring Kjellerup…. Min bedstefar var ikke videre begejstret, men det var sikkert ligegyldigt, hvem min mor havde valgt.

Mor kom herefter i huset hos borgmester Dalgaard-Knudsen på Mylius Erichsens Vej 13 i Ringkøbing. Fruen håbede, at min mor ville være med på at flytte ind, mens huset endnu var under opførelse, da hun ikke stolede helt på håndværkerne..! Således kom min mor til at tjene den siddende borgmester og passe en kommende og hans søster. Selv om fars forældre nu også hørte til nogle af byens spidser, behagede det stadig ikke min bedstefar af komme af med sin yndlingsdatter. Bedstefar brillerede sågar til mine forældres bryllup, Nytårsaftensdag 1939, ved at fortælle min far, at han ikke syntes om, at han ville slæbe Inga ud til det skur der ude. Den bemærkning glemte min far aldrig! Fars lille hus var i mellemtiden blev noget større. Der var gravet kælder ud under en ny længe, så huset nu fremstod som vinkelhus med både køkken, gang, stue og soveværelse og et lille loft. I kælderen var viktualierum, og opbevaringsrum samt et das, da der ikke var indlagt vand. Al vandforsyning fik mine forældre fra en pumpe foran huset. Der var heller ikke elektrisk lys. Huset blev opvarmet med kakkelovn i stuen samt brændekomfur i køkkenet. Det kunne knibe med at holde varmen i soveværelset om vinteren, da huset ikke var isoleret, men så fik man en varmedunk med i seng. Vinduerne var enkeltlags, som de fleste steder, og i vinterperioden kunne de være halvt dækket af is. Da mine forældre var helt unge tog de brusebad i regnvejr. Vi børn kom i bad i en zinkbalje eller blev katte-vasket ved køkkenvasken om aftenen.

Da krigen kom kort efter mine forældre var blevet gift, fik min mor i en lang årrække høj grad brug for sine færdigheder med at kunne reparere tøj, men det var guld værd at have gode naboer. Både min far og senere også min mor kom hurtigt til at føle sig godt tilpas på plantagen, da de begge blev godt modtaget i No og hele nabolaget omkring. Mine forældre faldt godt i hak med alle folk derude, og så man gennem fingre med, at de måske nok var lidt moderne efter den tid. Far var ikke bleg for at tage et viskestykke og deltage i opvasken både hjemme og hos naboerne, desuden kunne han også lave mad, gøre rent, var med til fødslen af alle sine børn, og i Ringkøbing by var folk ved at falde ud af vinduerne, da han i 1941 kom trillende med min søster i barnevognen. Mor glemte dog aldrig, at hendes anstrengelser med at forstå det vestjyske endte i stor morskab, da hun engang troede, at der blev talt om en åen, der viste sig at være en AND.

Mine forældre cyklede til No om ad vejen gennem Noklit, for at deltage i diverse arrangementer. Bl.a. spillede de til bal, far på violin og min mor på klaver. Senere spillede mor i mange år til gymnastik. Om vinteren lå ofte store snedriver på ruten, men frem og tilbage kom de. Naboerne blev en vigtig del af vores liv og tryghed, da vi børn bl.a. ofte blev passet rundt omkring, eller havde barnepige fra en naboejendom. Manglede en nabo ét eller andet, var der altid en anden nabo, der kunne bidrage eller hjælpe. Naboerne var en slags levende avis, da de vanligt gik på aftenkaffe hos hinanden, ca. ved 20-tiden, for at sludre om alt mellem himmel og jord – det var inden TV blev almindeligt. Det skortede ikke på gode ideer, der blev f.eks. købt ét ugeblad pr. husstand, som efter brug blev byttet med ugeblade fra en anden nabo, hvilket var en udmærket bytteordning, undtagen når der lige manglede et nummer, så man blev snydt for fortsættelsen af sin yndlingsroman. Naboerne var fast inventar til alle runde dage, på nær ved konfirmation, hvor de som regel var med til 2. dags gilde. Det er mit indtryk at lige i dét område, hvor jeg voksede op, var alle lige værdige, uanset titel eller formue.

Far havde ikke mange penge i starten af mine forældres ægteskab. Likvide midler interesserede ham ikke stort. Men han var parat til at tage ansvar for at få sit projekt med frugtplantagen til at køre. Far var dygtig til træerne, til plantning, til beskæring af træerne og til at sortere æbler og anden frugt rigtigt. Min far var aldrig smålig, så han gjorde bestemt en dyd ud af at aflevere det allerbedste. Når han skulle aflevere en sending med toget foregik det på cykel, to kasser bagpå og to kasser på styret, til han havde leveret det hele hos godsbanen, – det var en tur på 4-5 km frem og tilbage mange gange!!! Trods mine fars stædige og ihærdige anstrengelser bistået af min mor, lykkedes det aldrig at få plantagen til at give det store overskud. De var meget uheldige med høsten af og til. Frosten kunne komme sent og ligge i bælter over fars jord, men ikke hos naboen på den anden side af hovedvejen, eller der kunne komme dyr eller skab i bladene. Et år var høsten kun på 2 kasser æbler, da de fleste knopper var blevet frosset af i det tidlige forår og det kunne de jo ikke leve af. Min far begyndte derfor at være havemand hos folk, og at stemme klaverer her og der. I min tidlige barndom høstede mine forældre en del bær til salg og husker også at de slyngede honning i kælderen, men da jeg var ca. 6-7 år blev bistaderne hentet af Ernst Bank, da det ikke gik i tråd med at have campingplads.

Den barske vestjyske natur havde været et chok for min mor, da alle hendes medbragte planter hjemmefra tilsyneladende enten havde svært ved at trives eller blæste i stykker. Det var først fra min fødsel i 1954, over 20 år efter, at min far var startet med frugtplantagen, at læbælterne endelig gav ordentlig læ og alting begyndte at trives bedre og vokse til. Men efter krigen og med 4 børn, var og blev pengene meget små, og da det var umuligt at forudsige om høsten blev god eller dårlig de kommende år, blev mine forældre nødsaget til at tænke i andre baner. Naboejendommen, Schuberts Plantage, stod nu ledig og blev udbudt i forpagtning af Ringkøbing Kommune, hvilket mine forældre blev enige om at give bud på. I 1955, da jeg var ca. 1 år gammel, flyttede familien derfor i en periode til Schuberts Plantage. Huset var i 2 etager med stort køkken, bad og toilet og større og bedre isoleret end vores eget. Foran var en stor veranda og på den ene side var tilbygget en stor, aflang pavillon med glasvinduer hele vejen rundt. Inde fra huset, kunne man gå ind ad en dør fra køkkenet, ellers gik man ud og ind gennem verandaen. Desuden fandtes i gården både ekstra toiletter, redskabsrum og et lille hønsehus. Selve Schuberts Plantage var plantet en del år før min fars af C.M. Schubert, en købmand fra Ringkøbing, som havde doneret stedet til Ringkøbing Kommune, fordi der skulle ligge et børnehjem på stedet. Som de fleste ved, kom børnehjemmet til at ligge i Ringkøbing – sikkert af skolehensyn. Uden for var en stor plæne foran med flagstang og en mindehøj med en stor sten. Folk kom og gik, mange tog på cykeltur fra Ringkøbing, fik en spadseretur i plantagen og drak kaffe i restaurationen (pavillon). En restauration kunne ikke få spiritusbevilling. Mor og far havde dog i tidens tand anskaffet sig et par morskabsautomater og to 10-øres og en 25-øres enarmede spilleautomater, da der efterhånden også kom en del unge mennesker. I sommerperioden var der desuden kiosk ud til verandaen, hvorfra blev solgt is og slik.

Mine første erindringer

Det er her fra Schuberts, mine første erindringer stammer fra. Jeg husker især vores Sct. Bernhardshund Molly, som vi unger græd øjnene ud over skulle aflives, og vores lille Lassie (collie), som far skyndsomst måtte købe på børnehjemmet i Ringkøbing, for at dæmpe os. Med hønsene og grisene gik det ligedan, det var en jammer, hver gang vores forældre slagtede et dyr, de skulle i hvert fald ikke fortælle os hvad det var, vi spiste. Lassie lå trofast ved min barnevogn, og holdt øje med mig, da jeg begyndte at stavre omkring uden for, og at jeg ikke løb for langt væk, for så hentede den mig tilbage i min krave, som var jeg en anden hundehvalp. Dog fandt jeg hurtigt ud af at lave andre streger, hvor jeg forsøgte mig med alt fra at kravle baglæns ned ad trappen fra soveværelset i mørke, hvilket indkasserede mig en endefuld, til at indynde mig hos gæsterne, der sad og drak kaffe i den overdækkede pavillon. Her havde Botha ophængt et 17 tommers fjernsyn af hensyn til gæsterne, der sad tæt pakket, når der var Ungarns udsendelser. Ib og Peer, mine brødre, lå oppe på taget og strakte hals for at se TV ind ad vinduerne – det gjorde ikke noget, at alting vendte på hovedet, for det var bare spændende….. Jeg troede mig vel uset ved at snige mig op på skødet af en tilfældig gæst, men blev hurtigt opdaget og sendt i seng og forstod ikke meningen med, at jeg ikke måtte være oppe. Engang var min far alene hjemme og skulle servere kaffe og lagkage for Ringkøbing Husmoderforening. Heldigvis var far færdig i god tid og manglede blot lagkagen, da han uheldigt snublede over dørtrinnet ind til pavillonen. Gode råd var dyre, for der var ikke tid at lave en ny lagkage, så far samlede kagen op, lappede den pænt sammen, piskede ny fløde, pyntede den og serverede den. Husmoderforeningen var for øvrigt yderst tilfredse med lagkagen.

Mindre heldig var min søster, når hun var alene hjemme og skulle passe hele foretagendet og sine yngre søskende. Mine brødre havde fundet en fidus, til at tømme automaterne, når de var næsten fulde, hvilket min søster overraskede dem i, så de af lutter forskrækkelse tabte alle pengene ud over hele verandaen. De to drenge kunne sætte grå hår i hovederne på enhver. Jeg var lettere at gøre tilpas, for til gengæld havde min søster fundet den fidus med mig, at når hun spillede alle sine sidste nye singler for mig, så var jeg lykkelig, hvilket var vores hemmelighed, når mor og far var i byen.

Min søster startede i huset i Aarhus og mine brødre gik i skole i Ringkøbing, som min søster også havde gjort. Mor var meget patentlig med vores sprogkundskaber, så hun ville sikkert ikke risikere, at vi lærte vestjysk, før vi kunne rigsdansk, derfor valgte mine forældre Ringkøbing Skole, selvom de kom til at betale skolepenge for de første 7 års skolegang for os alle 4, da vi tilhørte No Kommune. På det tidspunkt blev børn ikke vaccineret for f.eks. mæslinger, skoldkopper, skarlagensfeber, fåresyge, kighoste og røde hunde, så mine brødre slæbte den ene børnesygdom hjem efter den anden, med det resultat, at vi ofte lå 3 syge børn samtidig. Var man syg, blev man også puttet i seng, og kom ikke op før man som minimum var feberfri. Vi fik utallige æggesnaps, som vi selv måtte røre, men ellers var der ikke meget at give sig til. At være syg var noget af det kedeligste. Da jeg nogle år senere selv kom i skole, var jeg en lille splejs, og røg de første par skole år tit i seng med enten bronchitis eller lungebetændelse. Nogle gange kunne jeg ikke tåle medicinen, så det det var den rene elendighed, bortset fra at jeg nu kunne beskæftige mig med at læse, hvilket stadigvæk er yndlingsbeskæftigelse, når jeg rigtig skal hygge mig.

Mine forældre fik nu telefon med nummeret 230 y, en part-telefon, der var delt af 3 abonnenter hhv. x, y og z. Men det var et problematisk arrangement, da telefonen enten kunne være optaget, eller der muligvis var med-lytter. I forvejen gik sladderen mellem naboerne, at på telefoncentralen havde været en dame ansat, som kom til at kommentere en samtale med et: Det passer æt! Derfor fik mine forældre snart deres eget nummer 420. Min farmors nr. var 613 og Hans Post og Grethes var 842. Telefonen var en stor sort boks mærket med Jysk Telefon. Når man løftede røret og drejede en omgang på håndtaget til højre på boksen, fik man en telefondame i røret. Hvis man ikke kunne finde et nummer, kunne man spørge oplysningen. Nu fik mine forældre imidlertid et andet problem, da telefoncentralen i No begyndte at bytte rundt på numrene 420 og 407. Nummer 407 tilhørte ornecentralen, og utallige gange blev vi ringet op af en gårdmand der lige manglede en wunnie, og som ikke kunne begribe, hvorfor vi æt håd sån jen?

Sidst i 50’erne fik min far endnu en idé, nemlig at tage rundt og sprøjte frugttræer, hvilket han gjorde i en periode, og anskaffede sig en landrover til formålet. I dag ville man have rullet med øjnene og korset sig – der var ingen ordentlig kontrol med sprøjtegifte og ej heller vidste man ret meget om beskyttelse. Far pådrog sig for evigt lidt vrøvl med balancenerven, men heldigvis fik den stærke mand ikke yderligere vrøvl med helbredet. Men far stoppede dog hurtigt med sprøjtningen. Dengang var man desværre heller i klar over, hvor giftigt det var og ej heller hvor stor ødelæggelse, det skabte. Heller ikke den idé var fremtiden. Far fortsatte dog med at ordne haver og beskære frugttræer, og der var bud efter ham, til han næsten ikke længere kunne holde på en beskærersaks.

 

Starten på Æblehavens Camping

På plænen foran Schuberts begyndte der at komme rejsende, der gerne ville slå et lille telt op og overnatte, og mine forældre sagde derfor ja tak til en lille ekstra indtægt. Den vedblivende strøm af campister, som det hed, fik mine forældre til atter at tænke i andre baner, og da min far var gammel spejder og også havde muligheden for at afprøve ideen, blev min fars lade på frugtplantagen bygget om til en toiletbygning med indlagt koldt vand i et herre- og et dame-toilet. I begge rum var en lang zinkvask med flere haner og selve toiletterne var med cisterne og træk-og-slip, håndtagene var små hjerter.

Den første campingsæson med Æblehavens Camping startede i sommeren 1957, mens vi stadig boede i Schuberts. I huset på plantagen kunne folk gå inden for i entreen, hvor der var en telefon og et nummer, der kunne ringes til, så kom lejrchefen – min far på cykel. En familie på 4 fra Køge, der var ankommet om aftenen til campingpladsen i Ringkøbing, kunne ikke få plads, og kørte derfor tilbage til den campingplads uden for byen, de lige havde hørt om. Her var masser af plads, Familien Nielsen tilbragte herefter alle deres ferier i næsten 40 år på Æblehaven.

Drikkevand til os selv hentede vi ved en pumpe foran huset, hvor stuen lå. Vi børn skiftedes til at pumpe vand op ved brønden, for at bære det ind i køkkenet til mor, og jeg fik min egen lille grønne spand, som jeg lige akkurat kunne slæbe, når den blev fyldt til randen. Ib og Peer viste mig hvorledes, de kunne svinge den store vandspande 360 grader rundt i luften med en hurtig bevægelse, uden vandet faldt ud – til stor undren for mig. Uden at kende til fysik og til centrifugalkraften, røg den første spandfuld vand ned over hovedet af mig, til stor morskab for mine brødre, men jeg lærte hurtigt kunsten, og demonstrerede det til alle, der havde lyst at prøve.

Året efter i 1958 flyttede vi tilbage til frugtplantagen, der nu hed Æblehavens Camping. Det var lettere for mine forældre med den stigende strøm af campister, men far måtte om vinteren arbejde bl.a. i skoven, hvor han fældede træer. Far var så dygtig og så hurtig til at arbejde på akkord, så skovfogeden ofte underbød ham i pris. Desværre gik det også hårdt ud over min fars hænder og fingre, der blev så hærdede af arbejdet, at far fik svært ved at spille på violinen. Men noget af dét, jeg nød, var når far kom hjem og duftede så dejligt af harpiks.

 

Juleminder

Far bundtede også pyntegrønt og solgte til private og til gartnerne ved juletid – det var dengang byen duftede af granguirlander, og alle el-forretningerne havde travlt med at pynte op med de guirlander, de fik fra gartnerne… Til jul kom far først med juletræet juleaftensdag om eftermiddagen, fordi træet skulle være frisk hele julen. Det lykkedes ham altid at ramme plet med det helt rigtige træ, der skulle nå helt op til loftet. Julepynten var hjemmelavet, på nær lidt glimmer. Mens mor lavede risengrød og flæskestegen og anden var i ovnen pyntede vi børn træet og lagde gaver under – især i den grad i forventning om den dejlige mad! Til maden fik vi saft og en enkelt nisseøl – ellers drak vi aldrig alkohol, da der ikke var råd til den slags ekstravagance, men vi savnede det heller ikke. Vi var altid 7 juleaften, da min farmor var med.

Det sjoveste var altid, når mor serverede risengrøden. Min farmor var mindst lige så spændt på mandelgaven, som vi børn, men det endte oftest med at far fik den. For at forsøge at del sol og vind lige blev det nu til 2 mandelgaver, hvor min mor puttede en mandel i min farmors tallerken. Min far, der var en stor drillepind, fik nu farmor overbevist om, at mandelen lige præcist stak op af hans tallerken, hvilket fik min farmor til – i sidste øjeblik, før far satte skeen i – at bytte rundt på tallerkenerne. Nu fik far mandelen igen! Henning! sagde min mor, og så vidste vi unger, at det var halv-alvorligt, men ingen af os kunne holde masken!

Når mor sagde: ”Dennemand” – min fars første udtale af sit eget navn – var det mere alvorligt. “Dennemand” var et af mors synonymer for bandeord, – for vi måtte ikke bande hjemme hos os. Når der var ryddet af bordet, kom hovedretten ind. Det var altid lækker flæskesteg og and med god sovs, rødkål, brunede – og hvide kartofler samt lidt surt til. Vi spiste os en pukkel til. Men oftest havde jeg allerede ondt i maven om eftermiddagen af bare spænding. Engang havde jeg også ørepine, og mor blev lidt irriteret over at blive afbrudt i travlheden ved komfuret. Men der var ingen vej uden om, vi måtte til vagtlægen, hvor jeg fik skyllet øret ud. Jeg havde fået en appelsinkerne i øret, der sad lige ved trommehinden. Vi havde jo været ved købmanden for at købe både juleappelsiner, som regel blodappelsiner fra Israel, der altid var pakket ind i papir og kandis, der hang fra lange snore ned under loftet hos I.A. Jensen i Bredgade.

Som regel tændte far lysene i træet og efter vores tradition sang vi salmerne først og så til allersidst “Nu er det jul igen”, så det gik hurtigere og hurtigere og vi blev helt forpustede. Nu kom det store øjeblik. Vi var ved at sprække af hemmelighedskræmmeri, når gaverne skulle åbnes, for ofte havde vi været sammen om at give gave til hinanden, for at få pengene til at række så langt som muligt. Papiret var noget vi gemte, og nogle gange havde både papir, sløjfer og bånd været brugt flere gange før. Da jeg var lille satte vi grød op til nisserne på loftet, når vi hentede julepynten ned. Vi hyggede os med gaver, der blev blandet slik i skåle og der blev serveret kaffe, småkager og sodavand. Jeg var altid glad for mine gaver. Ofte lå der også en lille gave under træet fra naboerne eller mine gudforældre.

Dengang var helligdagene rigtig hellige, for der var lukket allesteder. Der sænkede sig en dejlig fred og ro over det hele. Der var tid til fordybelse, tid til at hygge med familien og til at nyde blot at være.

Nytår

Nytåret blev også fejret, men med en helt anden menu, end så mange andre. Mine forældre foretrak grønlangkål og medisterpølse. Bordet var festligt dækket, der var skillinget sammen til lidt serpentinere og nogle bordbomber, og vi holdt lidt sjov med hinanden. Der kom besøg fra naboerne, der lige kom og gjorde lidt halløj og i starten var det kun min søster, der fik lov at gå ud. Vi fyrede også nogle raketter af derhjemme, selvom vi ikke var sikre på, om de kunne ses af ret mange andre end os selv. Det var sjovt at høre far og mor fortælle om de nytårsløjer, de selv gjorde, da de var børn. Ellers hyggede vi os bare og ventede på, at klokken skulle slå 12.

Da jeg blev lidt større skiftedes vi med at holde nytår hos enten naboen eller Hans Post og Grethe. Engang jeg havde haft lidt lommepenge, havde jeg købt nogle knaldhætter, som jeg puttede i nogle af deres cigaretter og cerutter, – og da de så lidt små ud disse knaldfiduser, kom jeg for en sikkerheds skyld en 3 stykker i hver og glemte alt om episoden, da ingen til min skuffelse, blev budt røgelse den aften. Men… En skønne dag tog Hans Post fat i mig, og spurgte med en barsk mine om det var mig, der havde været på spil. Det måtte jeg så indrømme, hvorefter Hans gav sig til at skraldgrine, – det var hans svigermor, der lige skulle tænde sig en cerut – og fru Mikkelsen var nær væltet bagover i stolen af skræk.

Fru overpostmester Mikkelsen og min farmor, fru kriminalassistent Kjeldsen – sådan tiltalte de hinanden – var veninder, og fru Mikkelsen kunne godt lide at ærgre min farmor lidt, da hun mente at farmor var lidt for fedtet af sig. Når begge damer var til kaffe hos mor og far, kunne fru Mikkelsen finde på at hive en 50’er op af tasken, og give den til mig, lige foran næsen på min farmor, der var ved at tabe underkæben… Den slags morskab begav min farmor sig ikke af med.

 

Sparsomme tider

Selvom mine forældre nu havde fundet fast indtjening om sommeren, var pengene stadig små om vinteren, og selvom vi fik god mad at spise, kan jeg huske, at vi forsøgte at fordrive tiden med at lege, for vi kunne næsten ikke vente på at maden blev serveret, og vi var sultne, når vi gik til bords. Ofte fik vi 2 retter mad om aftenen og der var ikke ret meget kød. Men mor var dygtig til at trylle god mad ud af ingenting. Far kunne også lave mad. Men vi måtte bruge, hvad vi havde uden for døren, selv kunne dyrke og de svampe, vi kunne finde i skoven, som regel kantareller. Af og til kom en nabo med en hare og andre med fisk, som bytte for noget pyntegrønt.

Langt op i 50’erne hjalp jeg, som lille, min mor med at trevle gamle trøjer op, så garnet kunne dampes og anvendes på ny. Rigtig kaffe var stadig en mangelvare, så derfor købte mine forældre Richs kaffeerstatning og blandede i den rigtige kaffe. Det bedste ved Richs var Disneys samlebilleder, som vi børn klistrede i bøger med historier om Askepot, Snehvide og Peter Pan og Dumbo. Peter Pan var min store helt, akkurat som Superman blev for mine børn, og jeg elskede at høre om Wendy og hendes søskende, som Klokkeblomst dryssede med tryllestøv, så de kunne flyve op på Big Ben og derfra til Ønskeøen med den farlige Kaptajn Klo. Jeg hjalp også mor med at lave saft, og gik til hånde, det jeg kunne. Men det var ikke spor sjovt at få fingrene i vridemaskinen, når der blev vasket tøj. På et tidspunkt, før de fuldautomatiske vaskemaskiner kom på markedet, anskaffede mine forældre sig en centrifuge. I sommertiden, når der var allermest travlt, fik vi vasket ved Trikohl i Ringkøbing.

 

Naboerne

Campinglivet gjorde efterhånden også, at vi så mindre til naboerne. Jo flere gæster, jo mere skrumpede overskuddet til at holde kontakten til omgivelserne. Mor gjorde dog mange – også lidt desperate forsøg – men det blev aldrig helt det samme. Til sidst var det kun de allernærmeste, vis så. Mor var desuden kommet i overgangsalderen, og havde brug for en middagslur ind imellem. Som den yngste husker jeg de sidste rester af nogle af dem, som vi så mindre og mindre til.

Dagny og Jens Engelbreth Nielsen
Ved Klitmosesøen, der senere blev drænet væk, og hvor mine søskende løb på skøjter om vinteren, boede et ældre ægtepar, Dagny og Jens Engelbreth Nielsen i en meget lille hvid gård, Mariesminde, med 4½ tdl. jord med nogle få dyr og høns. Stuehuset var meget lille, hvor der var meget lavt til loftet. Engelbreth havde købt gården og jorden i 1946 og han og Dagny havde 4 børn, som dog var voksne, da jeg var barn, og som jeg ingen erindring har om, men jeg husker at stedet var meget lille og fattigt. Dog var der ingen tvivl om gæstfriheden. Alt hvad Dagny lavede af mad, var hjemmelavet. Oftest ude på landet dengang, var der et utal af fluer i sommertiden, og den gode Dagny ville gøre det så godt, engang da mor havde taget mig med på besøg. Hun serverede hjemmelavede boller og æblekage med flødeskum, mor fik kaffe og jeg fik mælk. Jeg kunne ikke hverken drikke eller spise, mælken var varm og tyk med fløde og fluerne hang tykt på en snoet fluefanger ned fra loftet… Mor var utrolig flov over mig, men der var ikke noget at gøre ved det, og jeg var ikke gammel nok til at forstå, at det var pinligt og uhøfligt.

Dagny var ikke rask, og døde nogle få år senere. Da Engebreth var blevet enkemand solgte han derfor stedet og flyttede ind til Ringkøbing, hvor han gik til hånde på Aldershvile – og i øvrigt fandt sig en ny kone.

I forvejen havde vi børn besked på at opføre os ordentligt. Til alle runde dage mødte naboerne troligt op i stiveste puds – for mændenes vedkommende altid i det nålestribede, noget af det havde vist hængt tæt op af kostalden, og kvinderne i deres fineste kjoler, smykker osv. Mange af mændenes hænder var lidt svedige og kunne ikke vaske staldlugten væk. Vi var jo vant til far, der altid duftede frisk af skov eller gran.

Jørgen Hansen og Elly, Jens og Else
Jeg undrede mig altid, når jeg hørte ordet “Noklit”. Det var først i mit voksenliv, det gik op for mig, at klitterne havde nået langt længere ind i landet, – meget af dét, som jeg nu kunne se, var blevet beplantet, med henblik på at hindre sandflugten i Vestjylland. Vi omgikkedes naboerne både fra Store – og Lille Noklit. Jørgen Hansen, der boede i Lille Noklit havde 2 marker mod øst, klos op ad mine forældres jord.

På et tidspunkt, da jeg var lille, skete der et kone-bytteri, naboerne var meget optaget af. Elly, Jørgens kone, tog deres yngste søn, Ib, med sig og flyttede sammen med Jens i nærheden af Spjald. Jørgen blev tilbage med de to ældste børn, Erna og Hans. Der gik ikke ret længe førend Jens’ kone, Else, flyttede ud til Jørgen med sin ældste datter, Jonna. De fik yderligere en lille dreng og Jens og Elly fik også et par stykker. Jørgen glemte af flere omgange at vande sine køer, og selvom der var tråd for ind til campingpladsen, brød køerne igennem, når de var tørstige. Sommetider stod der derfor både køer på fodboldbanen og i mors blomsterbede. Så måtte mor i telefonen: Jørgen! Det hjalp dog kun en tid, så glemte han det igen.

Meta og Kristian Pedersen med børn
I Store Noklit boede Meta og Kristian Pedersen med deres 6 børn, 1 pige, Ketty, og 5 drenge, Svend Erik, Villy, Vagn, Verner og Arne. Vi piger syntes, de drenge dér så rasende godt ud, så der er nok blevet knust nogle pigehjerter her og der. Meta og Kristian kendte mor og far mest fra fest og bal i No Forsamlingshus, og mange år senere hentede far altid kartofler dér, de fineste Bintje sandjords kartofler. Den yngste af mine brødre gik i klasse med Villy i realskolen i Ringkøbing, så de mødtes for enden af Femhøjesande ved Kærbyvej og fulgtes resten af vejen til skole. Villy kom i øvrigt i lære som typograf, akkurat som jeg selv, men på Dagbladet. I 1984 gik vi 4 søskende sammen med Meta og Kristian om at købe en Vindmølle hos Vestas, og den gav fuld valuta for pengene indtil vi sløjfede den i 1998. Vi havde derfor vores eget lille vindmøllelaug i flere år. Det gav mange hyggelige timer til fornøjelse for alle parter.

Barnepigen Karen og familien Steffensen
Vores faste barnepige, Karen, kom fra den nærmest liggende nabogård mod nord. Her boede familien Steffensen. Ane Kirstine (Stinne) og Christen – boede i en lille hvid gård, lidt nordvest for campingpladsen, ved No Plantage. Gården havde navnet ”Madhøj” (mad betyder eng).

Stinne og Christen blev gift i 1928, havde begge gået på den grundtvigianske højskole, og boede de første 8 år på Ledgaard, Gl. Sogn på Holmsland, fordi Stinne var en Ledgaard (Legaard, som vestjyderne udtaler det, var både slægtsgård og slægtsnavn), hendes mand, Christen, var bestyrer af gården, og det var oprindeligt meningen, at parret skulle have arvet denne gård, hvor de de første 4 af deres børn er født. Men der kom ”noget i vejen”, som det sommetider sker, så det i stedet blev det en bror til Stinne, der arvede denne gård. Men hverken Stinne eller Christen omtalte det nogensinde.

Det år Karen, det 5. barn, blev født flyttede Steffensens derfor til den lille hvide gård, hvor de kunne brødføde sig selv ved en forholdsvis lille besætning, 4 køer, et par heste, en halv snes svin og nogle høns, og der blev dyrket rug, byg, havre, roer, gulerødder og på en del af hedejorden var det særlig fordelagtigt at dyrke kartofler. Ane og Christen fik ialt 7 børn: Jens i 1929, Johanne 1931, Anna 1932, Iver 1934, Karen 1936 og tvillingerne Alfred og Anders kom til verden i 1938. Både læge og jordemoder, gik kort efter fødslen af tvillingerne da de ikke kunne gøre mere, og anså børnene for dødfødte, men kort efter kom hjemmesygeplejersken og fandt tvillingerne pakket ind i vat, som man anvendte for at små børn kunne holde varmen, og hun fik liv i dem begge to. Alle børnene kom til at gå i No Skole.

Adressen ude på landet kunne somme tider give anledning til en del forvirring, hvilket Steffensens oplevede, da Johanne, den ældste datter, var au pair-pige i England, og sendte breve hjem til adressen: Christen Steffensen, No, Danmark, hvilket det engelske posthus opfattede som ingen adresse, og familien var ved at fortvivle, fordi der gik mange uger, før de endelig hørte livstegn fra Johanne.

Børneflokken var nogle år ældre end os, så derfor var flere af pigerne ofte barnepige for os, når mor og far skulle noget. Der var kun knap en km at cykle tværs gennem No Plantage. En sommeraften var Karen barnepige for Ulla og Peer, og på det tidspunkt var hun kun 10 år gammel, men hun husker tydeligt, at en tyveknægt var på vej ind ad sovekammervinduet, som kun lige akkurat nåede at stikke det ene ben ind ad det åbne vindue, da Ulla, der kun var 6 år, opfattede situationen og fik Sct. Bernhardshunden, Molly, pudset på den ubudne gæst, der blev bidt og hurtigt trak benet til sig, og forsvandt i fuld fart i retning af Femhøjesande. Ingen fandt nogensinde ud af, hvem der havde været på spil, men Karen fik sig en forskrækkelse, og var næsten mere bange end Ulla. Jeg blev også nogle gange passet af Steffensens, og indtil jeg var 6-7 år hentede Stinne mig, og jeg sad på bagagebæreren på hendes cykel, mens hun trådte til i pedalerne gennem skoven, som om hun overhovedet ikke kunne mærke den ekstra vægt.

Mine brødre, Ib og Peer, har mange gange fortalt om, at der altid skete noget spændende hos Steffensens. Den ene af sønnerne købte sit eget private fly, og når han besøgte forældrene, så landede han lige dér på marken i Vestjylland…. Det var først i 60’erne. Christen blev desværre meget syg de sidste år af sit liv. En dag han gik og pløjede marken bag hestene, blev de forskrækkede af et skud fra en jæger i nærheden, og stejlede så vognen blev væltet rundt, og Christen kom til at rulle rundt neden under den og brækkede derved ryggen. Han kom sig aldrig rigtigt over det, og Stinne måtte nu passe gården alene.

Jeg kan huske, at nogle gange, især ved aftensmads tid, hvor vi sad ved køkkenvinduet og kiggede ud, så fik vi øje på Christen, der gik søgende rundt, og min far sagde: ”Nå, der har vi Steffensen igen, der går og leder efter sine køer, så jeg må hellere lige få fat i ham og følge ham hjem til Stinne”… Christen havde fået Altzheimers…

Da Christen døde, solgte Stinne gården og flyttede ind til Ringkøbing. Stinne Steffensen solgte gården til kunstneren Henrik Have, der vakte furore i Ringkøbing og omegn med sine meget originale kunstneriske ideer. Ikke alle var lige begejstrede. Bl.a. fik han opstillet kunstværket Kuben i rundkørslen neden for Isager Bakke. Grantræerne ned mod Æblehaven blev alle opstammet, – det syntes min far nu ikke om. Kunstneren samlede også gammel sats og sættekasse m.m. i den overbevisning, at kunne starte et lille trykkeri…, men… det var nu vist nok lidt for sent, og det er ikke bare sådan lige at sætte op, – det ved en udlært håndsætter, som jeg selv! Sommetider dukkede Have mere eller mindre påvirket op til forskellige arrangementer, hvis han i det hele taget kom…. Men det var bestemt ikke i nogen ond mening, selvom han ikke var let at blive klog på. Det lykkedes ham i sine sidste leveår at finde en ung kone og få barn… Have døde i 2014. Enken har nu gården til salg.

Marie og Harald Plauborg
Nogle af mine forældres allernærmeste naboer var Marie og Harald Plauborg, Klitmose. Plauborgs boede også ved Klitmosesøen, som Hedeselskabet – efter utallige protester fra de lokale, afvandede. Ved mosens og søens afvanding blev ejendommen, der lå nord for Klitmosesøen nedlagt, og en del af jorden kom under Noklit. Hedeselskabet stod i øvrigt for alt for mange afvandinger af søer og åer, hvilket ikke var lige populært, mens de kørte frem med deres slogan: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”.

Marie og Harald var nogle af mine forældres allernærmeste og mest trofaste venner, hvilket Maries mange breve sidenhen vidner om.

Mor og far havde fået en hest, som åbenbart var blevet hvervet i krigens tjeneste, men i virkeligheden var det en gammel cirkushest. Ingen vidste helt, hvor hesten stammede fra, men den fik navnet ”Russer” efter de russiske soldater, som efterlod den ved krigens afslutning. Efterhånden blev det for meget med hesten, og mine forældre besluttede, at den skulle på aftægt hos Harald og Marie, hvor mine søskende måtte komme og besøge den.

Harald havde ry for at kigge lidt dybt i flasken, og var i fuldskab faldet af hestevognen ved Viadukten i Velling efter en køretur til Ringkøbing, men hestene kunne selv finde hjem, så heste og hestevogn tilbage til gården til hustruen Marie, uden ejermanden. Harald blev aldrig rask efter den dramatiske køretur, og døde kort efter, hvilket kom fuldstændig bag på Marie. Mine forældre, som var nærmeste nabo, kunne høre Maries højlydt klagen og gråd helt over til Schuberts, hvor vi boede dengang, og jeg husker endnu, at hun stod i køkkenet, og fyldte lommetørklædet, den ene gang efter den anden, så det dryppede ned på gulvet, foran et undrende tre-års barn, som var mig… Marie kom altid med søde tvebakker til mig, og hun lovede mig endda nogle, på den sorteste dag i sit liv, mens hun klappede mig på hovedet, velvidende at jeg ikke rigtigt forstod alvoren i, hvad der var sket.

Det indre missionske havde slået stærke rødder i Vestjylland, især på Skjern-egnen og ude langs den jyske vestkyst, i en strækning fra Harboøre til Nymindegab for enden af Ringkøbing Fjord. Men Indre Mission var ikke så udbredt på min fødeegn, og min mine forældre var lidt mere moderne og bekendte sig til den grundvigianske trosretning, men Marie stod fast i sin indre missionske tro, der fulgte hende hele livet. Når hun skrev jule- eller fødselsdagsbreve til mine forældre eller mig, blev teksten indledt med ”Gode kjærlige Venner” eller ”Kjære søde bette Aase” og afsluttet med ”Eders hengivne Marie Plauborg”, samtidig fulgte der et lille helligt skrift med, som jeg aldrig nærlæste, men lod ligge i brevene, som jeg stadig gemmer.

Mine brødre, der var nogle år ældre end jeg, havde nået drillealderen, og gjorde lidt nar af Marie, efterlignede hendes vestjyske tungemål, og holdt lidt sjov med hende, da det gik op for dem, at de kunne forskrække hende med lidt af hvert. I julen 1957, mens vi endnu boede i Schuberts, havde de begge fået en mekanisk grå mus i julegave, der havde den finesse, at når den blev trukket op kunne den spæne over gulvet og ende i et gevaldigt hop. En dag Marie Plauborg var på besøg til kaffe, gemte drengene sig bag hver sin lænestol, da de havde fundet en glimrende anledning til at afprøve musenes effekt, hvilket de skulle få mere held med, end de havde forestillet sig. Begge mus blev trukket op, hvorefter de løb henad gulvet i den retning, hvor Marie sad og drak sin kaffe, mens hun på vanlig vis klagede sin nød til mine forældre. Pludselig sprang den ene mus op i skødet på hende, så Marie væltede kaffekoppen ud over bordet, og fløj op på stolen med et frygteligt skrig, der vel omtrent kunne høres i hele nabolaget, til mine brødres store morskab. En landmandskone, der var så bange for en bette mus, – det havde mine brødre alligevel ikke troet.

Marie kom sig aldrig over tabet af sin mand, hvilket hun ofte gav udtryk for i sine breve, og dagene forekom meget triste for hende, men som årene gik kunne hun dog godt have humørfyldte dage. Engang da hun besøgte mor og far i Æblehaven, insisterede hun på, at gå ned ad den smalle trappe til kælderværelset, som jeg havde arvet efter mine brødres og afprøvede endda min sækkestol, selvom hendes kondition var meget ringe, og jeg måtte trække hende op på benene igen.

Marie Plauborg flyttede til Bølling på sine aftægtsdage, og Svend, den ældste søn, overtog for en periode gården.

Mine forældre og jeg bevarede kontakten til hende, til hun døde engang i 80’erne. I No boede en datter, Kirstine, som fik 3 børn, Otto, Jette og Else. Else blev gift med Villy Birkmose, og fik to børn. Deres datter, Lisbeth Birkmose, har Lighthouse Foto i No.

 

Som den mindste, at en flok på 4, syntes jeg nu nok sommetider, at jeg blev snydt for en hel del, når mine brødre berettede om alle de naboer, som fyldte dem boller og kager, og at de også havde haft en sø at skøjte på i nærheden, før Hedeselskabet gjorde kort proces og fik søen ført i rør, kort sagt afvandet, trods mange protester, da der efter sigende skulle have vokset mange sjældne planter. Om de havde været oppe at flyve, aner jeg ikke, men vi havde en anden nabosøn, i gården der lå syd for campingpladsen og Femhøjesande, Store Skovgaard, som nu ejes af Henning Hammelsvang, Aage Larsen, der fløj med modelfly. Aage, der var i lære ved tømmerhandler Kjeldsen i Ringkøbing, spillede desuden badminton og tog på ferierejser sydpå… På et tidspunkt drog Aage endog til Thule Basen i Grønland.

Æblehaven i 60’erne

I begyndelsen af campingtiden, var det primitivt lejrliv, og præcis dét mine forældre havde lyst til. Det blev moderne at campere for kernefamilien, og en billig og sund ferieform. Mange ankom på cykler med rygsæk og fuld oppakning, andre igen kom på motorcykel med sidevogn. I 60’erne blev det bedre tider for den almene danske befolkning, og snart kom mange også i bitte små biler. Tagbagagebæreren blev læsset med det allermest nødvendige campingudstyr: Primus, soveposer, tæpper, kogegrej, telt, pløkke, barduner og teltstænger samt en sammenklappelig kuffert, der indeholdt 4 klapstole uden ryg, 4xtallerkener, – kopper og – bestik samt en lille dug. Selve kufferten blev klappet op som bord. Teltet eller teltposen blev spændt over læsset og holdt på plads af enten snore eller elastikker. Teltene var små, enten 2-mands – eller 4-mands telte uden bund og uden oversejl. Regnvejr kunne betyde mere end blot våde tæer.

Snart herefter kom de første telte med imprægnering og ekstra oversejl. Kan huske at min far i dårligt vejr periodisk var travlt beskæftiget med at hjælpe folk med at grave render uden om teltene, så regnvandet ikke løb inden for. Mine brødre fik en lille fortjeneste ud af at udleje hø, der kunne bruges som soveunderlag. Senere kunne de endda udleje flere halmmadrasser og 2 luftmadrasser. Høet blev skrabet sammen efter brug og brugt igen. Som regel havde folk en lommelygte, når de skulle på toilettet en mørk aften, for der var ikke noget der hed elektrisk lys på pladsen.

Æblehaven blev snart berømt for sit læ, og især når det var rigtig blæsevejr ude ved havet, så kunne det i den grad regne ind med gæster. Nogle spurgte forbavsede hvorfor, vi havde numre på vejene her ovre, da de havde kørt noget rundt efter No 2, No 4, No 3, osv.

Æblehavens Camping var en meget stor, naturlig og dejligt beliggende campingplads. Far og mor omplantede på en måde spejderlivet til pladsen. Æblehaven var et af de første steder, hvor der blev arrangeret lejrbål, sunget sange ved bålet, leget med børnene og de voksne og bagt snobrød. I 1964 blev pladsen udvidet med 18 minigolfbaner. I forvejen var der både en lille og en stor legeplads, en stor boldbane og flere sandkasser. Ligeledes blev bygget en opholdsstue i 1966, lige oven for bålpladsen og ved siden af et ekstra køkken med 3 toiletter bagved.

I 60’erne startede sommersæsonen ved Pinse, hvor vi havde allerflest gæster, og sluttede ved høsten, sidst i august/først i september. Om sommeren var det ferie gæster, der havde ferie i 14 dage eller længere, og perioden strakte sig over 7 uger fra sidst i juni til ca. midt i august. Gæsterne var glade, fornøjede og fyldt med optimisme. Ofte kom de samme gæster år efter år. Således oplevede jeg, at mit barndomshjem om sommeren blev fyldt med legekammerater, og også international. Hele verden kom til os.

Ungerne behøvede de voksne ikke spekulere så meget på, når de blev sluppet løs i Æblehaven, vi underholdt os selv, og aftensmaden blev slugt i en fart, hvis der var et lille håb for, at man lige måtte lege lidt bagefter. Mærkværdigvis nok var det sjældent, nogen kom til skade. Vi løb om kap, legede skjul, klatrede i træer, sprang om kap ud af gyngerne eller gik balancegang på vipperne – og der kunne sidde mange på den store vippe! Da jeg var ca. 10 år var det en sport at hoppe ud fra taget på min fars garage, der var gravet ind i en skrænt, og der blev bygget huler både over – og under jorden. Jeg kan heller ikke mindes, at nogen blev bidt af en hugorm eller at tæger dengang var noget problem. Det værste kunne være myg eller hvepse, der dog kun huserede i større mængder nogle få somre. Om aftenen var vi så sorte over hele kroppen, som tænkes kunne, da det fine sand efterhånden var blevet blandet med muld, og jeg blev skrubbet helt lyserød, inden jeg kom i seng. Det foregik ved køkkenvasken, hvor fra mor kunne holde øje med gæsterne. Min søster var min store skræk, for hun var meget hårdhændet med neglebørsten, og jeg forsøgte at gemme mig for hende, når det var ved at være sengetid, som regel blev jeg puttet i seng ved 20-tiden.

Hverken mine legekammerater eller jeg selv havde mange lommepenge, så det gjaldt om at være lidt opfindsom. Vi forsøgte alt muligt, lige fra blomstersalg til at gå ærinder eller skrælle kartofler. Nogle gange fik vi blot lidt ekstra eller en is en gang i mellem. Det var derfor især spændende, når der kom besøg af sodavandsmand, ismand, kagemand, fiskemand, ostemand og coca-cola bilen. Vi børn fik som regel altid en prøve af sodavands- og ismand og nogle gange måtte vi smage lidt ost. Somme tider fik vi for sjov lov at putte tør-is i en balje vand med strenge ordrer på ikke at røre ved det. Sodavand og øl blev båret eller kørt ned i kælderen, hvor der altid var koldt. Vi støttede altid Aktiv Sodavandsfabrikken i Ringkøbing, og af øl var det altid Ceres, selvom nogle brokkede sig lidt, så kunne de dog godt drikkes.

Men hvor der er forretning, følger som regel også sælgere af alle afarter. Allerede sidst i 50’erne kom mange rejsende i foråret, der solgte forskellige artikler med souvenirs, hvorpå kunne males -, væves – eller påtrykkes firmanavn osv. Samtidig med velstandens opblussen, steg også salgsmetoderne, og tror nogle gange min mor følte sig lidt presset, for det var ikke alt, der var lige kønt, men som hun alligevel bestilte, for at få sælgeren ud af døren. Det var værste var telefonsælgerne, der uden blusel forsøgte at sælge hvad som helst, også en overgang oprettelse i telefonbøger, som ikke eksisterede.

Gregersen

Hovedvejen, A15, ruten fra Århus til Ringkøbing, var mere befærdet end nogensinde, og flere og flere turister fandt vej til det vestjyske, så det kunne knibe de mange hjemløse, som oftest sprittere, der tidligere havde haft fredeligere stunder i skove og grøfter, og flere af dem fandt nu vej til Æblehaven, nogle solgte småting, andre sleb sakse og knive, og en helt 3. kategori, de der kun drak, oftest sprit, da der ikke var råd til andet, og og de havde ikke andre muligheder end at søge ly og læ hos tilfældige folk, når vejret var dårligt, det var vinter, eller de savnede mad og drikke og lidt omsorg, og en skønne dag fik vi besøg af Gregersen, der med det samme gjorde et vældigt indtryk på mig, selvom jeg nok skulle vare mig for at komme for tæt på grundet lugten alene.

Alligevel fascinerede han mig dybt, mens han sad ved køkkenbordet og passiarede med mine forældre. Hans øjne svømmede som i vand, og det lange hår og krøllede lange skæg glinsede om kap med popstjernen Cliff Richards hår.. Jeg var stum og målløs, for jeg havde aldrig set sådan en før! Og hver gang han skulle besøge mor og far, gjorde Gregersen sig særligt umage med at gøre sig rigtig fin, og han kom som regel direkte fra spjældet, hvor han havde sovet rusen ud, fået sig et bad og lidt at spise, men så var også ovre med fængslets omsorg indtil næste gang, han kom på disse kanter. Fra fængselscellen gik Gregersen ind og købte et pund margarine, som han gned godt ind i hår og skæg, i håb om at gøre størst mulig indtryk… Sommetider spillede han fodbold med mine brødre, men for det meste sad han oftest og hang ved køkkenbordet hos mine forældre og fortalte historier, mens han drak kaffe med en sjat sprit i, indtil der viste sig nogle gæster, så fortrak han skyndsomst enten til laden eller skuret, hvor han gerne måtte sove…

Gregersen syntes, at Æblehaven var hans allerbedste sted, selvom mor ofte hersede med ham, da der følgelig røg flere våde varer indenbords end mad. Da A-spritten ikke længere var tilgængelig på hylderne hos købmanden, måtte han i stedet købe husholdningssprit, der ikke er ren sprit, til at hælde i kaffen, men den blanding tålte hans mave ikke for godt, så min mor brillerede med at ville styre Gregersens spritforbrug ved at gemme flaskerne, og kun tillade ham at drikke lidt ad gangen… Men en spritter er en spritter, og da Gregersen foretrak dårlig mave frem for delirium, kontrol og rationering, forsvandt han herefter sporløst, og vi så ham aldrig siden.

 

Alle dyrene

Vi havde altid forskellige dyr, hunde, katte og høns. Vi havde hønsehold og hønsehus i årevis, men hvis ikke rævene tog en høne af og til gik det galt på andre måder. Hønsene larmede, eller hanerne galede eller kom op at slås. Engang gik en af de store italienske haner til angreb på min bror, Peer, og gav sig til at hakke ham oven i hovedet, så han måtte til lægen og sys. Praktisk var det jo ikke ligefrem, da pladsen i større eller mindre grad efterhånden blev besøgt af flere og flere gæster. Fra større høns, anskaffede mine forældre sig derfor nogle dværghøns, som skulle være lettere at passe, og mindre aggressive. De gik for det meste frit om dagen og blev lukket ind i hønsehuset om aftenen. Ofte måtte vi lede efter ekstra reder, som de lavede rundt omkring. Æggene var små, men med orange blommer og en lækker spise. Jeg har ikke tal på antal katte, vi havde med tiden. Nogle katte kom tilløbende, hvor vi beholdt flere generationer, andre igen måtte mine forældre hente, da hundene absolut ikke kunne eksistere uden deres elskede kat at sove ved, hvis katten af uransagelige årsager forsvandt eller simpelthen gik andre veje.

Lassie var en af de klogeste hunde, vi havde. Den var klog, til at stole på og passede godt på, men var for det meste reserveret og undgik både gæster og biler. Lyden af en bold kom til at bryde hundens ellers så store snusfornuft… Hun kunne styrte i raketfart tværs gennem alle hække, over på fodboldbanen ved lyden af første bump af bolden på boldbanen, blande sig i den grad i kampen, fange bolden i luften, skyde mål og lægge bolden død med snuden, før nogen kunne overhovdet kunne nå at opsnappe den bold… Selvom Lassie afgjort var den dygtigste spiller, der slog saltomortaler i luften og løb allerhurtigst, var hun jo så diplomatisk at holde med begge hold, skød mål i begge ender og var umulig at fravriste bolden. Til sidst måtte Peer og Ib lukke hunden inde i stuen i huset, for ellers kunne de ikke spille en fodboldkamp i fred.. Lassie kunne nemlig også finde på at sætte af ud over halvdøren fra køkkenet….

Lassie fik pludselig hvalpe, da den havde været i byen, – uden min far kunne helt regne ud, hvor den havde været. Vi beholdt den sidste hvalp, en lille lysegul klump, som blev kaldt Fikke – efter dens bedstemor. Mine forældre holdt på at denne gang måtte hvalpen lære at blive transporteret i bil fra starten, og var med fra den var 9 dage gammel. Siden var hunden ikke til til at slæbe væk fra fars biler og mente, at den havde førsteret til forsædet – ved siden af far naturligvis. Den brummede noget, når min mor satte sig ind ved siden af den, så den måtte nøjes med at sidde i midten. Den var højst utilfreds, når den blev henvist bag i bilen, oven på motoren, hvor jeg ofte sad. Dens bedste ture var derfor, når far og Fikke kørte selv. Hver gang far skiftede gear, drejede eller gik ned i hastighed, støttede Fikke sig med den ene pote på frontpanelet, – der var kun én gang, hvor far måtte bremse op, og Fikke røg ned i bunden, da så den godt nok fornærmet ud, da den kom op sædet. Min farmor ringede engang til min mor, da en dame havde kontaktet farmor, fordi hun havde set min far køre rundt med en rødhåret dame på forsædet, og ville vide hvad det drejede sig om… Mor kunne jo så fortælle farmor, at hun bestemt mente, at det måtte være Fikke!

Både Lassie og Fikke var vant til katte og også til hønsene, som de var meget ømme over. Når min faster og onkel kom på besøg med deres meget dyre, men også meget uvorne, cocker spaniels, som straks satte efter hønsene, blev begge hunde i den grad sat på plads af vores – de to gæster skulle hverken røre hønsene eller katten! Mor føjede endnu en fjer i hatten ved at sætte en klemme i cockernes ører, mens de spiste, så de ikke slæbte vand og mad ud over hele køkkengulvet. Det huede ikke rigtigt min onkel.

I forvejen var onkel Johs., der desuden var oberst i hjemmeværnet, vant til at gøre, lige hvad der passede ham, pånær når mor lige hængte hans grønne ost, der lugtede af at kunne gå selv, op i birketræet uden for, eller forbød ham at smide hendes nystegte frikadeller ned på gulvet til hundene – så der ikke var til familien. Onkel havde desuden fundet den smarte fidus, at tage bad i vandtønden med drikkevand. Det gik lige indtil en skønne dag, da han blev iagttaget af en ældre dame, der undredes over at onkel først sæbede sig godt ind ved vandhanen neden for møllen, og bagefter entrede trappen til tønden med et håndklæde, som han anbragte på kanten af tønden, og sprang i… Da damen fandt ud af, at det var drikkevandet onkel badede i, tabte hun cigaren og spurgte far, hvad meningen var… Far undskyldte sig med at vandet i tønden var beregnet til noget andet og fik fat i min onkel, der fik læst og påtalt at han kun måtte bade i tønden – uden for sæsonen.

Fikke blev lejrchef nr. 2, da hunden vidste præcist, hvem der havde indskrevet sig eller afregnet, og viste tænder, hvis folk ikke havde meldt sig. En gang mine forældre var taget til Ringkøbing for at handle, lod de den blå halvdør til køkkenet stå åben, og det kunne de roligt gøre, da Fikke nok skulle passe på. Da de kom hjem ca. 2 timer senere sad i køkkenet 2 tilfangetagne, min fars fætter og en kammerat, der havde vovet sig inden for i køkkenet, og der måtte de pænt blive, til far havde sagt god for dem. Fikke blev trafikvant som helt lille, fordi jeg lærte den at se sig for ved hovedvejen, da den ofte fulgte mig fra – eller til skole. Vi kunne være rolige ved, at selvom der lokkede en godbid ovre på den anden side af vejen, hos Larsens på Store Skovgaard, så skulle hunden nok klare det.

 

Hjemmet – kontor og opholdsstue

For at løse problemet med et kontor i de første campingår, anvendte mine forældre vores egen stue, der blev ryddet og anvendt til både kontor og en slags opholdsstue. Om dagen måtte vi derfor kun opholde os i køkkenet, gangen ligeledes var indrettet til gæstebrug, nemlig en slags telefonboks. Som regel skrev alle gæsterne i gæstebogen efter endt ferie og afregning. Der skulle enten indløses nye pas eller købes nye årsmærker til pas, man havde i forvejen. I øvrigt en meget praktisk foranstaltning, der gjorde, at vi altid havde styr på gæsterne. Det var min mor, der stod for ind- og udskrivning. Passene stod i en lille kasse på et lille rødt bord med klap, dertil hørte 4 stole. Stuen var, i sommertiden, dekoreret med flotte forstørrelser af fotografier af omegnen, som Anders Grimstrup, fars spejderleder, havde foræret mor og far. Grimstrup, der boede alene, brugte rigtig meget tid på at fotografere og der findes en større samling af hans fotografier i dag hos hans nevø, Mogens Grimstrup, som blev udlært typograf hos Jacobsens Bogtrykkeri, Nygade 37 i Ringkøbing, samme sted, hvor jeg senere startede i lære.

Allerede i campingtidens vår var der utrolig mange regler og servitutter, som skulle nøje overholdes. Bl.a. blev hvert år nøjagtig indført på lange skemaer antal gæster og hvor de kom fra, og indberettet til Danmarks Statistik. Antal overnattende gæster skulle stemme med overens toiletfaciliteter, antal toiletter og vaskeforhold, som i øvrigt blev strengere og strengere år for år. Stuen kunne dog blive noget trang de år, hvor der kom sportsudsendelser i TV, og især OL i Rom i 1960 blev det helt store tilløbsstykke, hvor Danmark var med i finalen i fodbold og vandt sølv. I 1964, der også var OL år, gik det helt galt. Både stue og soveværelse blev inddraget til opholdsstue, så der var plads til alle, og min bror Peer måtte op på taget og dreje på antennen, så der kom sne på skærmen, for at få de sidste gæster ud, så vi kunne komme i seng. En aften faldt min mor oven i købet i søvn på en fremmed mands skulder.

 

Mørke på pladsen

Selvom det var de lyse nætters tid, kunne der somme tider være bulder ravende mørkt, men tog ingen så højtideligt dengang. Der var jo ferie, og det var afslapning. De fleste havde lommelygter, eller små olielamper, men sommetider måtte man klare sig uden. Campisterne skulle derfor også vide, hvor de havde lagt deres ting i teltet, så de kunne finde rundt, når de gik til ro. En morgen kunne en mand berette om, at han var vågnet ved, at han forundret lå og klappede sin kones hårbørste. Det viste sig at være et pindsvin, der havde forvildet sig ind i teltet.

Far og mor arrangerede bålaftener Pinselørdag, Sct. Hans aften og hver lørdag aften i sommerferien. Min far var utrolig dygtig til at sætte bål op og bruge det helt rigtige træ, der var tilpas tørt. Efterhånden var der også masser af brænde at tage af. Vi startede altid med at synge, og det var vores opgave at få folk til at synge med. Folk medbragte enten et tæppe eller små opklappelige taburetter til at sidde på. Min søster eller andre gæster underholdt med lege, sjove historier eller musikalske indslag. Når bålet var brændt ned til gløder, kom mine forældre frem med dej på bakker til snobrød. Pindene havde far snittet af elletræ, og spidset enderne til. Mens vi sad dér og stegte snobrød og så gnisterne flyve op mod de klare stjerner, lod man sine tanker og ønsker flyve. Fornemmelsen af en højtidelig, varm og vidunderlig stemning kan fylde mig endnu blot ved tanken… Især ved pinsetid kunne Æblehaven være særpræget ved sine dufte i starten af sæsonen, duft af forår, duft af kaprifolium og duft af den helt lysegrønne bøgeskov, der lå som baggrund ved Femhøjesande. Når regnen sommetider satte sit præg på sommeren, evnede far ikke blot at tænde bålet, men også at få det til at brænde i timevis, mens regnen stod ned i stænger og vi stod i ly i wig-wam sammenklappelige plastiktelte, som far havde lavet til formålet, og stegte snobrød der ud fra.

Elforsyningen fra No var nærmest elendig, og trods flere henvendelser til El-selskabet, kunne det næsten ikke lade sig gøre at få en tykkere ledning ført til campingpladsen. Da vi endelig fik elektricitet i vores eget hus, blev lyset i lamperne svagere, når mor enten havde gang i støvsugeren eller komfuret. Mange ting blev ført på kun en enkelt fase og vi måtte regne med, at i tordenvejr kunne hele forsyningen være i vanskeligheder.

 

Nye tider og nye toner – mode, musik, skole og  pædagogik

60’erne var det årti, hvor der hurtigst skete både omvæltninger og forandringer. Selvom man skulle tro at No og Æblehaven lå uden for lands lov og ret, er det alligevel min fornemmelse, at når vi fik gæster fra øen, var de længere bagud i viden end os. Jylland var et sted i Langbortistan og folk der ovre fra vidste som regel ikke ret meget om hverken steder, byer eller historien bag de feriesteder, de besøgte. Til ø-boernes overraskelse matchede vi vestjyder dem selv både i tøjstil, musik- og sportsinteresser, og vi var i den grad med! På alle fronter.

I 1961 havde min kusine Gudrun været i Tyskland og havde anskaffet sig et par herre cowboybukser og et smart sort bælte, som hun stillede i på campingpladsen. Der var lynlås foran, hvilket vi piger aldrig havde set før, – og nøj, hvor var hun bare smart! Et år senere havde et par lærerinder i Ringkøbing Skole dristet sig til at møde op i hver deres par smarte slacks, og de blev begge kaldt på kontoret hos skoleinspektøren. Men det hjalp ikke stort, snart var der en hel del andre lærerinder, der også viste sig i lange bukser. Ellers var jeg selv blevet godt drillet med, at jeg aldrig selv havde kjole på, men det skyldtes at jeg i lange perioder i de første skoleår havde været en del syg, og jeg var så lille, at både min mor og lægen var bekymrede for mit helbred. Derfor gik jeg til højfjeldssol på lysbadeanstalten, der lå ved vandtårnet på Tangsvej, åbenbart for at få ekstra Dvitaminer.

Efter sommerferien i 1964 stillede de fleste af pigerne i enten slacks eller lange bukser og året efter igen, i 1965, gik vi alle i cowboybukser og Beatles T-shirts, – nogle af drengene havde endda fået Beatles støvler.

Pludselig skete der her en markant overgang fra det autoritære skolevæsen, til en mere behagelig skolegang, hvor der bl.a. kom en hel sværm af lærere, just udklækket fra seminariet, med helt andre tanker om undervisning af børn. Fra at vi stillede op på række, sang morgensang, blev hevet i øret og skulle stå skoleret for småting, blev vi pludselig taget hånd om på en anden måde.

Beatles kom som det helt afgørende slag: Vi gik fra at være børn til tidlige teenagere, og var midt i en revolution, vi ikke anede, hvor førte hen. Men én ting var vi enige om: Pigtrådsmusikken var pragtfuld og fantastisk! DR smed det første Beatles album med Please Please Me LP’en i papirkurven, – da man anskuede at det blot var en døgnflue…! Så musikken var ikke let tilgængelig dengang, og virkede spændende og lidt forbudt…. Vi drønede derfor hjem fra skole hver eftermiddag og for at lytte til Efter Skoletid med Jørgen Mylius. Det var det eneste pop musik, der blev sendt fra DR. Nogle havde en transistor og hørte Radio Luxemburg eller Radio Caroline, – det skrattede godt nok rigtig meget…

En af lærerne, Jens Jacob Børsting, kom til at lægge en stor grundsten til min allerede spirende musikinteresse. I efteråret 1966 startede jeg i 6. klasse og fik nu også den længe ventede engelsk undervisning, og i foråret 1967 havde jeg og min far overværet Børstings pigekor synge i drengenes gymnastiksal. Jeg drømte bare om, at komme til at synge i dét kor! Efter sommerferien, da jeg rykkede op 7. klasse, vi ligeledes rykkede over i den store skolegård – nu kunne vi vigte os lidt af at være blandt de større elever, meddelte Børsting, at han manglede stemmer til sit kor, og derfor ønskede at eleverne i de ældste klasser, 6.-10. alle skulle aflægge en lille stemmeprøve i sangtimen. Da turen kom til mig, spurgte Børsting forbavset, hvorfor i alverden jeg da ikke havde fortalt ham, at jeg kunne synge – og min drøm gik i opfyldelse! Jeg var lykkelig! Året efter, i foråret 1968 vandt Ringkøbing Skoles Pigekor et landsstævne i Varde for skolekor. Fornemmelsen af det dejlige kor, og en vanvittig dygtig dirigent, har aldrig sluppet mig siden. En af årsagerne til Børstings succes med os, var, at vi ikke måtte medbringe noderne, men skulle kunne stemmerne og teksten udenad. Han ønskede ikke dét raslen med papir, men at opmærksomheden blev rettet 100% mod dirigenten.

Der var også kommet andre nye toner i skolen i 1965, nemlig at der for første gang i skolens historie, måtte oprettes et elevråd – og det blev der! Elevrådet fik travlt, og da det var i starten af 60’er oprøret, var noget af det første, der blev arrangeret, en pigtrådskoncert med The Poisons, der var Jyllandsmestre i pigtråd, og en af guitaristerne var Henning Stærk. Drengenes gymnastiksal blev igen rammen om en koncert, der denne gang kunne høres over hele byen!!! Skoleinspektøren, Chr. Christensen, var rasende, og på et tidspunkt så han sit snit til at slukke for strømmen! Far hentede mig derfor stående ude i læskuret i frostvejr, det var i februar måned 1966. Min mor fik ikke ret meget at vide, for så var det sikkert blevet mig forbudt, men et skolebal var ret uskyldigt, og der blev solgt sodavand og røde pølser med brød i pausen. Chr. Christensen nedlagde herefter elevrådet, men det genopstod hurtigt igen, da skolerne gerne måtte have elevråd ifølge loven.

Allerede i efteråret samme år var elevrådet på krigsstien igen, denne gang var det en koncert med Those Gnags med Peter A.G. Nielsen i spidsen. Det blev en kæmpe succes, og bl.a. afholdt Peter A.G. lårkort konkurrence på scenen, som Eva Kirk i øvrigt vandt …. ved at trække godt op i kjolen! Chr. Christensen kunne intet stille op, hverken mod cowboybukserne eller musikken… Og målet var nået, da Peter Belli kort efter holdt koncert i Vesterhavshallen, med to topløse go-go danserinder på hver side… Chr. Christensen skældte igen ud, men det gjorde vist kun det negative udtryk. Ved et tilfælde, ganske uforvarende, kom jeg med i hallen den aften Peter Belli optrådte, da jeg overnattede i huset hos bekendte, og den ældste datter, blev nødt til at tage mig med, da hun allerede havde allieret sig med flere af sine veninder og fået sin yngste søster passet andetsteds. Men jeg fik besked på, at jeg skulle holde mund med, hvor jeg kom, og hvad jeg så og hørte, for ellers fik jeg ikke lov at blive indviet i pigernes hemmeligheder en anden gang….

Nu begyndte tiden, hvor mange teenage piger og drenge drømte om at danne deres eget orkester. Nogle gjorde det bare, selvom det i starten nok nærmest lød, som når man trak en kat i halen… 2 af drengene, der dannede orkester, var Kaj – og Ebbe Milter Jensen, der boede på Vejskillingen 19 i Ringkøbing. Man kunne altid droppe ind til Hans og Grethe, nårsomhelst, også selvom de ikke var hjemme, for de låste aldrig døren. Vi har jo alligevel ikke noget, som nogen gider stjæle, sagde Grethe altid. Men de havde bl.a. et imponerende møbel, som jeg aldrig havde set før: TV, radio og pladespiller i et 3-i-en arrangement – næsten akkurat som en negleklipper – TV-et var der jalousilåger for. Under TV’et sad radioen, og pladespillereren, der var placeret allernederst var desuden monteret med en ekstra arm, så der kunne påsættes hele 10 singleplader, den selv kunne skifte. Disse singler blev nok temmelig ridsede, når de var raslet rundt dér massevis af gange. Da pigtrådsmusikken ikke var særlig tilgængelig, hverken i radio eller på TV, var det derfor et must at bestille den sidste ny single hjem hos Erwin Botha, der var meget lydhør over for de unges ønsker. Men musikken kostede penge, mange penge, så derfor var en single noget, man ønskede sig til fødseldag, til jul eller konfirmation, hvis man da ikke var så heldig, at have lidt ekstra lommepenge i form af småjobs, såsom avisbud, barnepige osv.

Nuser kvartetten

Hans Post, som kørte postbil i No og omegn, var også nærmest Æblehavens Postkontor, og vi kom til at kende Hans og hans kone Grethe særdeles godt. Begge var alletiders positive mennesker, og især alle vi unge nød godt af dem på mange måder. Hjemme hos dem var rollerne også byttet lidt om. Grethe havde et godt job ved amtet i Ringkøbing, og gik meget op i sit arbejde, men til gengæld var hun ikke en god kok, – det var Hans til gengæld. Det var også ham, der i sine unge dage havde været en særdeles god sportsmand, men det var vist ved spejder, Hans og Grethe havde lært hinanden at kende. Derfor interesserede campinglivet både Hans og Grethe, der begyndte at campere på campingpladsen i deres blå villatelt. Hans var opofrende på alle måder og begyndte at hjælpe til med ideer til underholdningen ved bålet om lørdagen. Da far hørte om, at drengene ikke måtte øve deres pigtrådsmusik inde i Ringkøbing, tilbød han, at de da gerne måtte øve i opholdsstuen, de kunne så til gengæld spille for gæster lørdage i sommerperioden.

Den alliance kom der meget godt ud af. Drengene blev ellevilde, stedet og opholdsstuen var perfekt, men der var et problem. Hvor skulle de få el fra? Det nærmeste stik var i mine forældres stue. Den første forbindelse, der bestod af flere ledninger, blev sat i inde i stuen, ført ud gennem det øverste vindue, der dermed altid stod lidt på klem, tværs over vejen, op ad stien til opholdsstuen, hen langs med bygningen og gik ind af det sidste vindue. Herfra fik al strøm den allerførste sommer. Min mor, der ville gøre det så godt, gjorde det til en vane, at de skulle komme over i køkkenet og få deres kaffe, når de holdt pause. Når mor slukkede for strømmen et par gange, var det tegnet! Lige bortset fra en enkelt gang, hvor mor syntes, de spillede for højt, så hun slukkede for strømmen… Straks kom alle 4 galoperende, blot for at få at vide, at de skulle skrue ned! Det tog de med højt humør!

Efterhånden fik gruppen et dansk-klingende navn: “Nuser kvartetten”, da det efterhånden også var blevet lidt moderne at synge på dansk, f.eks. Kjeld Heik, Peter Belli, Hitmakers og Defenders. Personligt syntes jeg, at der var lidt ærgerligt, men musikken var udmærket at danse til, for dét lærte jeg også, da min far ikke syntes om det der tripperi.

Drengene fra Nuser, brødrene Thomas og Peder Munkholm, Kaj Milter Jensen og Bent Lambæk udgjorde bandet efter nogle få udskiftninger på singleguitaren, og lidt efter lidt begyndte de også at tjene gode penge. Ebbe Milter Jensen, der var lidt yngre startede op med Cassiopheia med bl.a. Tom ”Hundehus” Sørensen, Jens Chappe og Jørn Ole. Ebbe og co. blev ved deres første optræden til en privat fest i Ringkøbing tilbudt en helt 10’er hver – for at pakke sammen og gå hjem! Min fars og Hans Posts idé kom til at bære frugt langt ud over, hvad de sikkert havde forestillet sig.

Ud af de grupper, der startede på Æblehaven er indtil flere konservatorieuddannede eller spiller stadig – også på Æblehaven inkl. flere familiemedlemmer, der har tilknytning til musikken. Det er nu mere end 50 år siden. Vi har haft så mange gode og ubeskriveligt gode timer sammen – og sammen med campisterne. Musikerne holder stædigt på, at der er en ganske særlig akustik i opholdsstuen.

Når der blev spillet musik, skulle der også danses… Da jeg var vild med at danse i en tidlig alder og var god til at tegne, blev det min opgave at sørge for plakater…. Jeg lavede nogle vældige farvestrålende plakater med vældige overskrifter, hvor der bl.a. stod: Bal i det grønne…. og jeg fik ofte god hjælp af min lille sommerveninde, Karin Stokkebro Hansen, fra Haderslev, da jeg pludselig også fik bestilling på plakater til ophæng i No. Det var Villads Kristensen, vognmand og hestemand, som var så sød, at gøre os den tjeneste. Jeg glemmer aldrig Villads. Han var et af de sødeste og ærligste mennesker, jeg nogensinde havde truffet. Far og Villads havde været gode venner siden dengang Villads Kristensen læssede sit første læs grus af på Æblehaven. Far strøg straks ud ad døren, greb sin skovl og gav sig til at hjælpe til. Villads havde nær tabt kasketten: Nu havde han da aldrig i hele sit liv oplevet noget lignende, – at nogen ville hjælpe ham, det var første gang nogensinde! Far mente jo, at det måtte være en naturlig ting. Der begyndte at strømme flere gæster til end blot campisterne, også en hel del fra No. I begyndelsen blev der enten samlet lidt ind eller der blev taget en lille entré til fordel for musikken. Vi morede os og havde det sjovt til ca. kl. 01, for der skulle jo også være nogenlunde ro på campingpladsen. Mine forældre havde heller ikke spiritusbevilling på campingpladsen, men folk måtte gerne medbringe kaffe og kage, og det gav bare en helt exceptionel god følelse og helt anden stemning, at der overhovedet ikke var spiritus indblandet. Men det tænkte vi ikke over dengang.

 

Hans post og Grethe

Hans Post og Grethe – Jensen – var nogle af vores allerbedste venner. Hans blev postbud hos os omkring det tidspunkt, da jeg starter i skolen, men når jeg så på Hans, der var trind, rund, lille og lavbenet med en stor pibe i munden, som han altid røg på, kunne jeg overhovedet ikke forestille mig, at han havde været en atlet, men til gengæld var posten (det kunne kun være Hans) en meget gemytlig mand, der kunne fortælle historier og anekdoter i dagevis, hvis han havde kunnet få lov til det, og derfor blev det en tradition – eller vane – at han efter Larsens kørte ned til mor og far som nr. 2 på listen, og så sad han og drak kaffe, røg pibe, hyggede sig, fortalte historier og sorterede post samtidig…

Landposten var dengang et omvandrende postkontor, for han havde både breve og pakker med i bilen, udbetalte tipspenge, tog imod indbetaling af anvisninger, solgte frimærker og julemærker, og medtog al post og pakker hele ruten rundt, som skulle videresendes, både indlands- og udlands. Hans var den eneste, der med sikkerhed nok skulle komme igennem sneen, selvom vejen skulle være føget til ved Jørgens mark, for han kørte med en fart, der kunne være en nytårsraket værdig, og vi gruede hver eneste dag for, at far og han skulle støde sammen i svinget, lige ved udkanten af plantagen, for de kørte begge to meget stærkt…. Og så en dag sker det – næsten! – for netop som far var forsvundet fra min synsvidde – kommer Hans drønende ind på pladsen, og han sluttede gerne af med at bremse bilen, når han nåede huset, så gruset fløj rundt til alle sider… Både Hans og far havde det til fælles med biler, at kareterne skulle kunne køre og starte, og om bilerne nu eller trængte til anden vedligeholdelse end påfyldning af benzin i ny og næ, var der ingen af dem der kerede sig særlig meget om.

Sommetider hold Hans sjov med mor ved at knalde tobaksdåsen ned i køkkenbordet med vilje, fordi han vidste, at hun blev forskrækket hver eneste gang! Og så grinede han…! ”Altså Hans!”, sagde mor en dag, ”nu gør du ikke det der en gang til, for så bliver jeg sur på dig” Det gjorde Hans heller ikke, før ca. 1 års tid efter, da han regnede med at hun havde glemt det… Lige pludselig en morgen, da Hans skulle ud af døren, knaldede han tobaksdåsen ned i bordet med et ordentligt brag. Og mor kvitterede ved at give ham en knaldende lussing. Hans stod med åben mund, tog sig til kinden, og grinede så lidt alligevel – det havde han alligevel ikke regnet med, at mor kunne finde på.

En morgen kom Hans og talte 147 kr. op i pungen og gav til far. ”Hvad skal jeg have dem for?”, spurgte far… ”Du har da vundet i tips”, svarede Hans…! ”Har jeg det?”, svarede far forbavset ”ja men, det var da dejligt, for så har jeg til at handle ekstra ind til weekenden”. Tipstjenesten sendte automatisk pengene pr. postanvisning, selvom tipskuponen ikke altid blev kontrolleret.

Når faster Erna sendte breve, var der næsten altid en hilsen på bagsiden til posten… En gang modtog mine forældre et postkort med adressen: Til Adam og Eva, Abildgården, Ringkøbing, fra min fars fætter Johan, der godt kunne lide at holde lidt sjov med folk, og den eneste på hele postkontoret, der havde gættet, hvem kortet var stilet til, var Hans. Hans var socialdemokrat om en hals, derom ingen tvivl, så da han og far på et tidspunkt diskuterede EF op til afstemningen i 1972, så det gnistrede, og ingen af dem ville lytte til hinanden eller give sig på nogen punkter, blev de heldigvis enige om, at politik ikke var værd at ofre et venskab på. Men samtalerne og historierne tog til med årene, for engang da de begge var blevet i den alder, hvor det var rarest at sidde på en bænk kunne de stadig fortælle historier og diskutere uden at ænse andet omkring dem, når Grethe kom 3 timer efter for at prikke Hans på skulderen for at sige, at nu skulle de hjem, så begge forbavsede på Grethe, og Hans rejste sig med et: ”Henning vi har jo næsten ikke
fået snakket sammen, det må vi gøre om en anden gang”!

 

Gæster fra hele verden

Man kan sige, at No er et lille sted i verden, men verden kom sådan set til No – til os! Der kom folk fra alle verdenshjørner, og jeg havde hele sommeren fornøjelsen af samværet med en kreds af jævnaldrende, – især en stor flok, der vendte tilbage år for år. Ens sprogkundskaber var ikke noget problem, for der var altid en udvej for at kommunikere via tegnsprog og gestikuleren eller via musikken. Dog kom vi af og til i vanskeligheder, når der var finske gæster, for de kunne kun tale og forstå finsk. En enkelt gang kom en finne, der også kunne tale tysk, og jeg brændte for at vide, hvorfor det forholdt sig sådan… Jo, svarede han, dengang Finland var underlagt russisk dominans – dem derborta – kunne det kun lade sig gøre at lære andre sprog, hvis man kom på universitetet, – hvilket var de færreste forundt.

Efter krigen blev Vestjylland desværre et sted, hvor der siden har været stor leflen for de tyske turisters opmærksomhed. Da campingpladsen ikke lå ved havet, havde vi ikke den store bevågenhed hos tyskerne, men til gengæld stor mas med at forklare de der kom, at Vesterhavet var farligt, og at man skulle tage sikkerhedsrådene seriøst. Tyskerne har desuden den underlige indstilling, at alting skal være lige som i Tyskland, og kan ikke begribe hvorfor danskerne har lukket på diverse helligdage eller andet kan være anderledes end hos dem selv. Mærkværdigt virker det for os, men det med at sætte sig ind i et andet lands særpræg, er måske noget nordisk? Vi har da selvfølgelig haft besøg af mange flinke tyskere, en del har vi også har været venner med, men tankegang og spisevaner er helt anderledes end vores. Hvad maden angår ville jeg i hvert fald nødigt bytte. En overgang fik vi rigtig mange hollændere og nordmænd, senere svenskere på besøg. Briter og skotter var mere sjældne besøgende end til eksempel amerikanere og australiere.

Der var aldrig den store ballade på campingpladsen. Min far, der var lejrchefen, gik flere runder om dagen med hunden, for at sikre sig, at alt fungerede, som det skulle. Ofte var det nok, at far blot viste sig, eller én af hundene, der gik frit omkring. En enkelt gang blev Lassie dog fristet over evne, da den havde listet rundstykkerne op af en papirspose, far havde stillet uden for teltet, uden man kunne se det. Måske var det fordi, den ikke brød sig om manden inde i teltet, for Lassie stjal ellers aldrig.

 

Husgerning og håndgerning i skolen

I skolen i Ringkøbing var husgerning et fag, vi piger så hen til. Ikke fordi vi ønskede at blive små husmødre, nej, nej, det var snarere et godt tidsfordriv på 2-3 timer pr. uge, og desuden fik vi gratis mad og sommetider vores arbejde med hjem i form af et franskbrød eller lignende. Jeg begyndte også at lege kok derhjemme. Den ene gang forblev min grønne gelérand dog kun som en slags suppe, for jeg havde et frygteligt bøvl med husblasen, men efterhånden fik jeg et helt godt tag på at lave æblemos og stege pandekager. Det skulle absolut gøres hver lørdag og det varede et stykke tid før, det gik op for mig, at jeg sikkert svinede lige så meget som jeg mente, at jeg gjorde gavn.

Håndgerningens mareridt var imidlertid blevet erstattet af noget mere spændende. Jeg lærte nemlig ikke at sy, fordi jeg ikke var dygtig nok til at stille mig forrest i køen til symaskinerne, så mine arbejder blev aldrig færdige. Jeg har så kunnet læse i Lise Nørgaards bog, Kun en Pige, at jeg åbenbart ikke har været det eneste fjols på Guds grønne jord, der har fået mit sytøj smidt i nakken med besked om at få det færdiggjort derhjemme til fremlæggelse på den årlige udstilling for håndarbejder i gymnastiksalen…. Ved afslutningen af 4. klasse, det sidste håndarbejdsår, havde jeg fået to ufærdige arbejder med hjem, og på det tidspunkt var min fætter Hans og hans kone, Jytte, på besøg hos mine forældre. Jytte blev noget forarget over den måde, jeg blev behandlet på af en uansvarlig lærerinde. På resolut nordjysk maner, bad hun om at måtte låne min mors symaskine, mens hun skældte ud over min lærerinde, aldrig havde hun set noget lignende… Så, sagde hun, da hun var færdig, nu afleverer du dét her, og siger bare, at du selv har syet det færdigt!

 

Ridning og ringridderstævne

Min ældste bror, Peer, begyndte på et tidspunkt at gå til ridning i No Rideklub ved Villads Kristensen. Jeg husker, at jeg har været en 11-12 år, da jeg også fik tilbud om at komme med. De var godt nok store de heste…. Men jeg stolede på Villads, selvom jeg godt nok havde ondt af hesten, der skulle slæbe mig på ryggen. Ikke at jeg var særlig stor, og det var spændende i ridehallen, når Villads dirigerede os rundt, og vi lige skulle lave en lille volte til venstre, men jeg følte mig utryg, når jeg var ude i det fri, når Villads ikke var der. En enkelt gang havde jeg fået lov til at ride lidt alene på Maki, der var lidt af strigle, og da den kunne dufte stald i retning af No helt omme fra campingpladsen, ville hesten hjem, og jeg landede med næsen i græsset… Da jeg faldt af, stod hesten alligevel stille, som den skulle. Og jeg kom godt nok op igen, men slog mit kraveben og den ene arm… – så jeg fandt et lille påskud til at holde op. Min bror, derimod, fortsatte mange år endnu.

Da min far og Villads var så gode venner blev der også her lavet alliance. Villads fik lov at få ridebane og stald på Æblehaven, og til gengæld ville No Rideklub gerne afholde Ringridderstævne. Alle sejl blev sat til… Der blev lavet de fineste baner. Stalden blev rigget til. Vi fik indrykket annonce og arrangeret at garden skulle komme, lavet plakater der blev sat op allevegne, mens Villads stod for tilmeldinger, præmier og ringrider relikvier. Der var masser af tilmeldte og ringridningen tiltrak massevis af mennesker fra hele omegnen inklusive campinggæsterne. Det var spændende at se, hvem der var dygtigst til at ramme den lille ring, der blev isat mindre og mindre for hver runde. Hvem blev kongen og hvem skulle have trøstepræmien…? I pausen solgte vi is og sodavand. Jeg husker selvfølgelig nok bedst den allerførste ringriderfest Æblehaven afholdt, hvor en stor sort hingst løb med førstepræmien og en lokal, Jens Lyn Lauridsen fra No, havde fået sig en islænder, der kun ville sætte i gang, når den fik øje på hingsten der måtte placeres i den anden ende af banen. Selvom Jens inkasserede stor moro fra publikum, fik han vist også en nogenlunde placering, fordi hesten kun ville gå i skridtgang, og Jens fik lettere ved at ramme ringen. Jens, der var ungkarl, men søn af en stor gårdmand fra No, havde masser penge, som han af og til strøede om sig med, men der var ikke rigtig nogen piger, der faldt for hans charme. Desuden ejede han en blå sportsvogn med soltag, der kunne klappes helt ned og en speedbåd. Der var heller ikke rigtig nogen, der ville med ud at sejle i hans spedbåj, som han sagde. Ofte mødte Jens også op til lørdagsbal på Æblehaven og heller ikke her var der nogen fangst. Engang kom han til at byde en langhåret dreng op til dans, – han troede vist, det var en pige. Så efter et stykke tid opgav Jens sit forehavende.

 

Boldspil

Da jeg ikke længere gik til ridning, var der en helt anden interesse, der fangede mig. To dansk/svenske drenge, med navnene Allan og Brian, begyndte af holde ferie på campingpladsen i 1966. Vi piger syntes jo, de var vældigt charmerende, med deres lidt lange og krøllede hår og med disse blødt og lidt svensk klingende navne, der ikke rigtigt var blevet moderne i Danmark endnu, hvor de fleste på vores alder hed Peter, John, Jens eller Erik eller de fleste havde besværlige dobbeltnavne, der blev forkortet til Sjønne, Sjappe, Solle eller dét der var langt værre: Sninge, Buller, Bimse, Bingsy, Dølle osv., og desuden var de to drenge rasende dygtige med en fodbold…. – og de ville gerne lære os at spille det, så vi trænede hele sommeren, og dannede både blandede – og hele pigehold hele sommeren. De svenske drenge drillede os ikke med vores interesse og gjorde heller ikke nar af os, som man somme tider oplever danskerne gør. Stædige blev vi også, for ingen skulle sige om os, at vi ikke kunne spille….

Det gik der et par sæsoner med, ….. så mødte vi nogle andre unge, som var meget mere interesserede i håndbold, – og så begyndte vi at spille håndbold i stedet. Vores fodboldbane var ganske vist ikke målt op og målene var uden net, så det gav ekstra løbeture for målmanden i begge mål. Nogle gange når bolden ramte stolpen eller overliggeren, faldt vores kat ned med et ordentligt brag, for så at lægge sig derop igen et øjeblik efter. Men hverken katte, hunde eller forstyrrende køer kunne ødelægge vores fornøjelse ved at spille på banen. Med årene måtte jeg dog se i øjnene, at nogen dygtig boldspiller blev jeg aldrig, og helt galt var det, hvis vi skulle spille rund- eller langbold. Jeg kunne hverken ramme – eller gribe bolden. Det var helt galt med mit boldøje. Til gengæld var jeg rigtig god til volleyball og især til spring og spydkast i atletik, – og en rimelig god danser, fordi jeg har været velsignet med at få rytme i kroppen som vuggegave.

 

Familien Alf

Mange pinser og somre i træk havde jeg fornøjelsen af besøg fra Haderslev, og mine to aller bedste veninder fra den tid. Det var omkring 1965 familien Hansen besøgte os for første gang, i øvrigt efter
at de var blevet anbefalet af familien Knudsen fra Ballerup. Jeg husker tydeligt farven på deres lille bil, en turkis blå Opel…., der lige akkurat kunne rumme den lille familie på fem plus oppakning. Som regel ferierede de i en af hytterne, gerne hytte 3, der også var den, der var mest hyggelig. Familien Alf, som min mor kaldte dem, bestod af faderen Alf, moderen Gerda, pigerne Jette og Karin og lillebror Jan. Jeg har aldrig set så smukke og yndige piger. Begge havde langt lyst hår, blå øjne og var slanke. Deres tøjstil var enkel og pæn, men ikke spor opstyltet. Det behøvede de heller ikke så smukke, som de var, – og hele familien var så ægte og varmhjertede at det var ubeskriveligt. Hvordan kunne nogen være sådan og så naturlige? Det animerede selvfølgelig mig til at se lidt grundigere på mig selv, og jeg ønskede sådan, at jeg havde langt, lyst og glat hår som pigerne fra Haderslev.

Jeg lod mit hår gro langt, det vil sige i første omgang nåede min mor at få mig at få mig slæbt ind til frisøren, trods mange protester, hvor jeg blev klippet totalt kort i foråret 1966, fordi hun ikke mente, at jeg selv kunne passe et langt hår. Og jeg var rasende! Jeg bestemte mig for, at hun aldrig nogensinde mere skulle have lov til at blande sig i, hvor langt mit hår skulle være. Men både Jette og Karin var meget forstående og sagde, – det gjorde da ikke noget, jeg kunne hurtigt få langt hår igen, – og det fik jeg, meget langt!

Jeg glædede mig altid så meget til pigerne kom, og vi måtte gerne få en kop kakao hos Alfs, så vi lige kunne få snakket og grinet ud. Især var Karin verdensmester i at få alle til at grine, og jo mere vi grinede, jo mere opfindsomme blev vi, når det drejede sig om morskab. Da vi ikke kunne gå hele dagen og efterligne stemmer eller holde sjov med folk, fandt vi vores rette hylde i både at male plakater til dansen, mens vi snakkede om de drenge, vi havde et godt øje til og senere også, da vi fandt på at det kunne være sjovt at opføre et teaterstykke i opholdsstuen. Da vidste jeg med mig selv, at jeg under ingen omstændigheder ville kunne holde masken uden at begynde at grine midt i et akt, blev fordelingen, at jeg skrev stykket, med lidt hjælp, og Karin og Jette m.fl. opførte stykket.

Vi fik rigtig travlt med at rigge rekvisitter og lave plakater til forestillingen. Det kunne have være blevet vores levevej. Karin var utrolig dygtig til at spille skuespil og klovn, og når jeg var ved at knække af grin over hende, var jeg samtidig taknemmelig for, at jeg stod backstage, bag scenen, og kunne se på hvorledes mit stykke blev opført.
I et af stykkerne skulle Karin spille gammel dame, og havde lånt et par høje hæle, en hat og min mors mosters gamle udtjente pels, og hun gjorde det så godt, at folk var vældigt begejstrede. Vores små skuespil blev i øvrigt en vældig succes.

Lille Jan, blev sommetider lidt ked af, at han var for lille til helt at følge med, og gav sig til at græde, når vi ikke kunne have ham med. Jeg mener, at han vist måtte spille hund eller træ i nogle af stykkerne – og så var han glad.

Vi var i overgangen fra store børn til teenagere, og der var følgelig rigtig meget at udveksle erfaringer om. Fru Alf tilbød gerne os unge, uanset om vi havde fået samlet et par drenge op i sjakket i løbet af dagen, at sidde og få en kop chokolade eller aften-te uden for hytten ved halv-ni tiden om aftenen, og hverken hun eller Alf blandede sig i hvor mange vi var, eller hvad vi talte om. Den bette Jan er sikkert blevet lagt til køjs imens, eller er måske blevet snakket i søvn. Det var utrolig hyggeligt, men for mit vedkommende også forbudt, da jeg skulle være indendørs allerede kl. 8 om aftenen. Da der ikke længere skulle være opholdsrum i vores stue og soveværelse, valgte min mor ofte af få en lille blund om aftenen, da hun altid var tidligt oppe. Far var ofte på toiletterne for at rengøre dem til dagen efter, og bagefter vækkede han mor og serverede aftenkaffe for hende.

For ikke at blive til grin mellem mine jævnaldrende, ventede jeg blot på, at min mor skulle falde i søvn foran TV’et efter aftensmaden, så jeg kunne åbne vinduet og hoppe ud den vej. Der var 25 meter over til hytten….! Det gjorde jeg et par gange, uden mor opdagede det. Men hun var også ekstrem med sine forbud…. Fru Alf, Gerda, blev min ganske særlige favorit blandt mine veninders mødre. Tænk – én sommer gav hun sig tid til – midt i sin egen ferie – at sy et ekstra buksesæt i hvidt sækkelærred til mig, fordi jeg syntes at Jette og Karins dragter, som hun selv havde syet, var så flotte!! Jeg har aldrig glemt hende for det. Nogle mennesker har bare et stort hjerte. Det var så dejligt, hvad hun gjorde for mig – og dejligt at tænke tilbage på…. Vi 3 piger var bare så flotte i det tøj!!! Teenagere vokser både i højde, drøjde og sind samtidig, og det var især spændende at tale med det andet køn samtidig med at tiden var i oprør og moden jo virkelig skiftede meget på et enkelt 10-år.

Til gengæld var det ikke kedeligt. Vi piger med vores lange, smalle stænger kunne sagtens trække i en lårkort, uden at vi dermed ønskede at signalere, at vi var et let bytte – snarere tværtimod – lårkort var et signal om frihed til at være, frihed til at være kvinde, frihed til at være lige. Ingen af vi unge mennesker brugte ret meget make-up, det drejede sig højst om en enkelt læbestift og en brush til vipperne. Havde man ikke selv, kunne man selvfølgelig altid låne venindens, men det var kun lørdag aftener, hvor der var bål og sommetider dans bagefter, at vi stadsede os lidt ud. En overgang drøftede vi endog om vi selv skulle gå i gang med at eksperimentere med parfumer, da vi havde så mange rosenbuske – men drengene brugte kernerne til at drille pigerne med, ved at putte nogle frøkerner ned langs nakken, klappe eller gnide vedkommende lidt på ryggen, så det kunne begynde at klø, og det kunne virkelig klø, – især når man ikke lige kunne få tøjet af og få frøene fjernet… Men det ødelagde ikke sammenholdet, at vi gjorde lidt grin med hinanden, for der var så meget spændende i tiden, samtidig drejede en del af samtalerne sig også ind på det politiske – det kunne ikke undgås – det hele lå i musikken. Så vi lærte som meget unge også at allerede at tage stilling til Vietnam-krigen, apartheid, black-power bevægelsen osv. samtidig med, at vi diskuterede ligestilling så det bragede. Der var ikke nogen blandt de unge mennesker, der havde nogen mening om, at en kvinde absolut skulle placeres bag kødgryderne. Men der var heller ikke så mange af min årgang, der lige slavisk fulgte kvindefrigørelsen med Bh-løse eller topløse demonstrationer eller tillagde os de lilla bleer. Jeg synes, at vi mere fulgte vores helt egen stil – vi var også 3-4 år yngre end den ’68 generation, der virkelig gjorde oprør. Men de ældre piger banede vejen for os. Hvis dén reklame fra Danske Spil – hvor de åbenlyst gør nar af alle kvinder, der jo åbenbart ikke forstår ret meget, var dukket op dengang, så var Danske Spil sørme ikke sluppet af sted med! Det er jo også under al kritik – og det er vel sagtens kun pengene, der gør, at de ikke er blevet meldt til ligestillingsrådet for længst!

 

Den første forelskelse

1968 var et ganske specielt år, skæbneår, skelår, konfirmationsår. I foråret var vores pigekor fra skolen blevet danmarksmestre, og på en måde var jeg selv fulgt af held med en stor pil opad. Jeg var også fundet egnet til at gå videre i realen. Og jeg var vokset i højden og ud af al mit tøj. Jeg lignede næsten en pige på 17, – eller i hvert fald sprang jeg ud dét år. Jeg var ikke længere barn, men en lang, lidt ranglet teenager, der ikke helt vidste, hvilket ben, jeg skulle stå på. Selvfølgelig endte det med den sommer – i 1968 – at jeg blev truffet af amors pil. Jeg sammenlignede mig lidt med prinsesse Anne-Marie, der blev så tidligt forelsket i sin Konstantin. Karin var den eneste, jeg betroede mig til. Hun syntes også, han var flot! Mine brødre ville sikkert have skreget af grin, og jeg begyndte at blive nervøs for min mors reaktion. Bange for at hun enten ville gøre mig til grin eller ødelægge alt. Den unge fyr, jeg havde fået øje på var nemlig 3-4 år ældre end jeg, – og i lære som typograf! Han var blevet inviteret med på ferie af en familie, der vanligt kom på campingpladsen, og var ankommet et par dage før alene. Far hentede ham inde på stationen, og han skulle spise til aften med os. Mine forældre var blevet gjort opmærksomme på, at den unge mand ofte gik i søvne. Jamen, det skal jeg nok klare, bemærkede min far, der skulle sove i telt med ham. Ganske rigtigt. I løbet af natten forsøgte den unge fyr at komme ud af teltet, men far fik ham standset… Og så ved morgenmaden, syntes jeg da at det var lidt synd for ham, at han sad der alene… så han skulle da lige have et lille smil…. Og så skete dét, de fleste påstår er umuligt: Lynet slog ned!! i os begge samtidig!!! Han var ved at tabe sit rundstykke, og skiftede fra at have været totalt kølig over for al snak fra min side, til med ét at blive vældig interesseret…. Og det var han stadig et helt år efter. En ung mand er ikke så opmærksom over for en helt ung pige, hvis han ikke mener det. Ét var at jeg lignede en unge pige på 17, men modenheden haltede langt bagefter. Genert var jeg også, og den unge mand ligeså. Men jeg fik lov at gå i en lykkerus i et helt år – uden nogen kontakt til den udkårne ganske vist, men helt sikker på, at det skulle være ham, og at han ville komme igen og ventede på mig. Jeg fik ret i det meste, men turde alligevel ikke, da det kom til stykket… Min unge fyr blev så vred på mig, at han ikke talte til mig resten af ferien året efter og ej heller viste sig på campingpladsen mere. Jeg ved stadig ikke, hvad han hed til efternavn, eller hvor jeg skal finde ham, for – i hvert fald – at give ham en undskyldning, da han aldrig fik nogen forklaring på min dårlige og feje opførsel. Nu snart 50 år efter tænker jeg stadig på ham som en af mine allerbedste og
sødeste ungdoms oplevelser. Det var bare så rent, ærligt og ægte!

 

KOnfirmation

I efteråret 1968 stod min konfirmation for døren. Jeg skulle konfirmeres i Ringkøbing Kirke den 28. september. Festen skulle holdes i opholdsstuen og alt blev skuret, malet og gjort rent. Jeg hjalp alt dét, jeg kunne. Malede paneler, malede stole, malede vægge og hjalp med alt forefaldende. Der var sendt indbydelser ud til hele den nærmeste familie og de nærmeste naboer. Mor og jeg købte to sæt tøj hos Hertz og to par sko hos Nygaard Sko. Konfirmationstøj og andendagstøj – det var en hel udskrivning. Desuden fik jeg en ny frakke. Jeg var meget spændt og også meget nervøs for, om jeg nu kunne huske, hvad jeg skulle i kirken. Selvom jeg havde gået til præst en hel vinter, var det ikke lykkedes mig at huske ret meget af, hvad præsten havde fortalt. Men jeg var træt af den realklasse, jeg var havnet i. Noget af årsagen var, at jeg var vokset med flere kvantespring i min sommerferie, end jeg overhovedet havde tiltroet mig selv, og anså de fleste af drengene for barnlige drillepinde. Der var i øvrigt kommet en hel sværm fra både Rindum og No. Senere er jeg blevet fortalt af den enlige pige fra No, Anna Siig, at hun var den eneste pige fra den årgang, der fik lov at komme i realen, men kun fordi hendes far talte dunder til førstelæreren fra No. Verden var åbenbart helt anderledes kun nogle få kilometer væk.

Konfirmationen oprandt. Jeg var så fin, som jeg kunne blive – i min lårkorte kjole – efter en del tovtrækkeri med min mor fik jeg min vilje og fik kjolen lagt op til præcist dér, hvor jeg gerne ville – ved at sætte overliggeren lidt højere! Jeg var dog en smule vred over, at få mit hår sat op i to rottehaler, men der var ingen kære mor, – jeg måtte ikke have mit hår løst. Det fandt jeg mig så i en periode, men ikke ret længe. Herefter måtte min mor tage til takke med den forklaring, at jeg nok selv skulle passe mit hår, og for øvrigt kunne jeg også selv både vaske og stryge mit eget tøj. Det var også blevet lettere at vaske, selvom vaskemaskinen kun var halvautomatisk, dvs. den var uden centrifuge. Vi fik derfor en centrifuge, så vi nu kunne klare os uden vridemaskinen. Problemet dengang var blot, at man enten aldrig havde ledninger eller stik nok, for det var en dyr anskaffelse. En gang fik jeg regulært stød, da stikket ikke var i orden, men blev reddet ved at have sans nok til at springe op på et træbræt, som vi stod på, når vi vaskede os ved håndvasken i kælderen.

Vi havde også fået varme, da mine forældre for en periode fik oliefyr installeret, ét i kælderen og ét i køkkenet. Kort før jeg skulle i kirke kom Villads Kristensen og én fra No Rideklub iklædt fineste ride uniform på to heste og afleverede et flot telegram. Det glemmer jeg aldrig Villads for – at han var med til at gøre min konfirmationsdag så festlig. Det sagde noget om, hvor højt han satte mine forældre.

Opholdsstuen på campingpladsen kunne nu rumme alle gæsterne. På selve konfirmationsdagen ankom den nærmeste familie plus onkler og tanter, nogle vennepar og et par af de nærmeste naboer. Da jeg er den yngste på begge sider af mors og fars familie, var ingen fætre eller kusiner repræsenteret, kun mine søskende. Som ved så mange andre højtider trådte naboerne også her i karakter. Nogle udlånte duge, andre fade, lysestager, stofservietter etc., så hvad skulle vi dog have gjort uden dem. En enkelt, fru Anna Larsen, Skovgaard, hjalp kogekonen i køkkenet, og Viggo Larsen, husbonden, havde plads ved bordet. Jeg fik overvældende mange flotte gaver og mange penge. Min faster Erna og min min kusine Gudrun havde kreeret en sang til mig, som jeg blev meget glad for. Efter middagen blev gæsterne bænket i huset, hvor der var dækket op til kaffe. Og jeg var vældig stolt af vores ny gulvtæppe, og at der var malet og fint overalt. Dagen efter, om mandagen, kom alle naboerne fra Rindum, No og Velling for at spise rester, få kaffe og bese mine gaver. Det var dét, man kaldte andendagsgilde. Jeg nåede også lige at passe mit sangkor samme aften…. og som den eneste konfirmand dukkede jeg op, da jeg bare var vild med dét kor. Jeg fik også stor ros for det af vore dirigent, hr. Børsting.

Ugen efter kørte min mor, min søster og jeg en tur over grænsen til Tyskland, for at handle dér. Jeg købte mig en orange mini-cykel, som var top-moderne, men egentlig noget værre bras at køre på. Men smart, det var den…. Jeg følte mig noget større og ældre end året før, men af efteråret husker jeg ikke så meget af andet, end jeg glædede mig til at komme ind i det nye år, så jeg snart kunne kunne få lov at se min udkårne igen.

 

1968-1969

Men i december måned var det store spændingsmoment hvor vidt Apollo 8 kunne komme rundt om månen med de 3 astronauter i rumkapslen. Der blev i hvert fald meget stille, både i Houston og i mange små hjem, da Apollo 8 forsvandt for kort tid bag den sagnomspundne måne. Lykkeligvis gik det hele godt. Efter nytår bliver vores dirigent syg, han blev jævnligt tjekket for tuberkulose, så vi fik forskellige vikarer både i fysik og i sang. Børsting kom desværre aldrig tilbage igen. Da han blev rask, flyttede han med sin kone til Struer, hvor de adopterede 2 piger. Det var ærgerligt at skulle give slip på dét sangkor, som jeg var så glad for.

Året 1968 havde jo været meget markant på mange områder, omtrent som det år i 1992, da Danmark bl.a. vandt EM i fodbold. Det var et lykkeår for mig. Det blev det næste år ikke ligefrem. Det var som om, der var gået en skygge for solen. Jeg blev igen lidt halvdoven i skolen og følte ikke rigtigt, at der var nogen udfordringen mellem mine jævnaldrende skolekammerater. Vi var nu næsten nogle af de ældste elever, og en del af de, jeg kendte havde allerede forladt skolen efter 7. klasse og en stor flok i toppen var gået gymnasievejen efter 9. skoleår. Noget af dét, der bar mig igennem de sidste skoleår var vores gruppearbejde i de 3 realklasser, hvor vi alle 3 år i realen skulle skrabe penge sammen til vores afsluttende tur efter realen. Der var kun forbeholdt de allerdygtigste elever at komme på gymnasiet, selvom der selvfølgelig også luskede sig et par farisærere ind iblandt, dvs. hvis ophav var noget ved musikken. Vores studievejleder, Sudergaard, der kom på besøg nogle gange, havde en meget fast holdning til problemet: Han mente, at vi jo alle altid kunne komme på et kontor. Underforstået, at når vi nu ikke kunne finde ud af at komme på gymnasiet, så var der jo dette alternativ.

Foråret inklusive alle eksaminer kom og gik og dette år blev vores hytter, kort før Pinse, hvor der altid var fuldt hus på campingpladsen, fyldt med sort støv alle vegne på grund af en konstant stærk østenvind. Støvet stammede fra Jørgen Hansens mark, som endnu ikke var tilsået. Støvet, der var meget fint sort sand, havde listet sig ind allevegne i de lidt dårligt isolerede hytter. Alt var blevet sort, inkl. de hvide vægge og lofter. Far startede med at spule alle hytterne udvendig med en vandslange – og så gik vi ellers i gang. Først skulle vi rydde alle hynder, service, rengøringsartikler, måtter, spejle og kogeblus ud. Al hyldepapir skulle fjernes. Derefter skulle alting først støvsuges – det var lidt svært med en hel masse forlængerledninger, – og bagefter rengøres. Jeg har aldrig nogensinde før set noget, der kunne blive så beskidt, så hurtigt. Vi var derfor lykkelige, da det var overstået – nu måtte det gerne blive Pinse! Men vejret snød os – østenvinden støvede alle hytter til endnu engang. Vi måtte atter i gang, mor og jeg… Samme arbejde, alt skulle rengøres forfra…. Nu troede vi os sikre, men… næ, næ – et par dage efter skete det samme én gang til: Vinden drejede atter om i øst og gjorde alle hytterne sorte for 3. gang. Åh, nej! Min mor var grædefærdig! Og det samme var jeg! Emmy Jensen fra Holmsland tilbød på sin stille og rolige facon at komme og hjælpe os. Det skal nok gå, sagde hun! Måske var der held ved Emmy – hytterne blev aldrig nogensinde støvet til igen! Far fik vist også talt et par alvorsord med Jørgen Hansen fra Noklit, at det dér med de tomme marker og sandflugten – der sommetider om vinteren kunne blive til snefygning – var ikke så rart, om han da ikke kunne lave lidt om på det! Nu blev det Pinse!

Sommerferien stod nu for døren, og jeg husker selvfølgelig, at jeg var spændt på, om han også kom, uden jeg aner årsagen, havde jeg mistet al håb om, at jeg stadig kunne være the one and only… men det var jeg – til min store overraskelse – men var dårligt kommet mig over chokket, da jeg afviser den unge fyr… Af skræk for, hvad andre ville sige sige – hvor åndssvag har man lov at være? Jeg kunne have kravlet i et musehul af skam, og jeg fandt ud af, hvad hjertesorg er – det gør så ondt! Selvfølgelig ville han ikke tale med mig mere. Jeg kunne ikke gøre det om – ikke få afleveret en undskyldning og syntes, jeg opførte mig aldeles fjollet hele sommerferien. Der var ikke meget ved bålaftenerne længere og heller ikke duften af kaprifolierne eller sågar veninderne kunne få mig i bedre humør den sommer. Men jeg fortalte det ikke til nogen. Derimod forsøgte jeg at dreje mine tanker hen på helt andre ting.

Jeg var nogenlunde god til sprog, til gymnastik og til musik. I juli 1969 skulle Apollo 11 landsætte den første mand på månen. Vi en hel flok i opholdsstuen hele natten for at få lov til at se Neil Armstrong sætte sin fod på månen, da han inden havde placeret et kamera ved foden af stigen, så alle kunne se med. Det var rigtig spændende!

I september skulle realklasserne 1 uge på lejrskole i Tranum Klit, for at ryste eleverne lidt sammen. Det var en udmærket tur, men der var stadig stor forskel på modenheden hos drenge og piger. Da jeg gik meget op i gymnastiktimerne, valgte jeg at ignorere den flok tøser, der altid pjækkede for enten det ene eller det andet, og syntes i øvrigt det var smadder synd for vores søde, unge lærerinde.

Til jul fik jeg bl.a. et par kunstskøjter, som jeg havde ønsket mig, og for første gang kunne jeg få lov at løbe frit omkring på en fuldstændig tilfrosset Ringkøbing Fjord. Mor havde ikke tidligere været meget for det, da jeg havde været meget syg af alt muligt som mindre. Men jeg var stærkt i gang med at klippe navlesnoren over.

Trods en næsten totalt pletfri opførsel i skolen, lykkedes det mig alligevel at indkassere 2 svedere med 14 dages mellemrum, blot for at protestere en smule over et par urimelige lærere.

 

1970 – 1971 – 1972

Nu går vi mod et nyt årti – 1970. Det betød bl.a. kommunesammenlægning af alle de små kommuner rundt om Ringkøbing, der i en symbolsk reklame blev samlet under én hat, Ringkøbing Storkommune! Slut med sogneråd og meget andet. I årene, der fulgte blev f.eks. de små mejerier samlet til Ringkøbingegnens Mejeriselskab, folkedanserne rundt omkring til Ringkøbingegnens folkedansere og telefoncentralerne blev samlet i én stor central i Ringkøbing. Ringkøbing brystede sig også af i en lang årrække at være amtsby og der syntes at være fremgang alle vegne, et godt værft, gode trykkerier, en stor avis, et stort mejeri og godt nok havde Ringkøbing da også lige fået sig et supermarked, Hovedstadens Brugsforening – HB Brugsen, men de små forretningsfolk og butikker klarede sig i den periode rigtig godt.

Ringkøbing havde også Vesterhavshallen, hvor rigtig mange arrangementer foregik – og hvor vi så spændende håndboldkampe hver vinter, da Ringkøbing havde et fantastisk dygtigt håndboldhold. Skolen var også blevet kæmpe stor og skoleinspektøren blev udnævnt til Stadsskoleinspektør.

Musikken begyndte også at lyde anderledes og mere professionelt af de unge grupper, der var startet op i 60’erne. Til gengæld voksede den store gruppe af unge, der protesterede imod alt muligt, lige fra Vietnam til ulighederne på arbejdsmarkedet. Provoer, blomsterbørn, hippier og det meste af den røde fløj, bortset fra socialdemokraterne, demonstrerede især imod Danmarks indmelding i EF.

I juni 1971 tog jeg realeksamen, og inden de afsluttende prøver i mundtlig, var alle 3 realklasser på turen til Østrig i en uge i maj måned. Det var en rigtig god tur, – først dér, følte jeg, at vi var ved at være i balance med nogle af drengene, aldersmæssigt. Jeg husker, at jeg tænkte, da jeg for sidste gang sendte et blik tilbage ind i skolegården – at skolen ville jeg aldrig komme til at savne. Mine forældre syntes dog ikke, at jeg skulle gå og dandere den, så jeg kom til at tilbringe endnu et år i skole, nemlig 1-årig handelsskole, fordi det ville være så praktisk! Og jeg var faktisk skoletræt, men på én eller anden forunderlig måde klarede jeg mig igennem, selvom jeg var ved at gå til af kedsomhed.

I sommerferien 1972 kom jeg på ferie hos min kusine Olga på Ærø. Efter 14 dage, hvor jeg ellers havde hygget mig gevaldigt, blev der ringet hjemmefra, at der var en læreplads til mig. Det Jacobsens Bogtrykkeri i Nygade, der havde brug for en lærling. Jeg aflagde prøve, og bestod. Jeg kunne begynde med det samme – det vil sige de første måneder som alt-mulig-pige, en slags arbejdsdreng, som det hed, for at snuse til faget… Det var så meningen, at jeg efter evt. endt læretid skulle videre på Grafisk Højskole, da jeg var så glad for at tegne og male. Men… jeg kom aldrig videre – det at være typograf – eller grafiker, som det senest hed, kom til at tiltale og fange mig helt og aldeles. Her havde jeg det som en fisk i vandet – og så fik jeg oven i købet ligeløn uden at skulle kæmpe for det!

 

At ens familie ejer en campingplads er jo ikke kun sjov og ballade, – vi måtte alle hjælpe til, og efterhånden som mine søskende begyndte at læse i hhv. Aarhus og Rebild, og min ældste bror kom i lære hos Botha, som radiomekaniker i Ringkøbing, var der efterhånden kun mig til fast at aflaste mor og far. Det var sin sag at skulle have ansvaret for en stor kiosk eller kontoret. For det meste gik det godt, men det var jo pinligt, hvis jeg lavede en fejl, og det var ikke særlig sjovt, hvis jeg skulle ekspedere en sur eller utilfreds gæst. Men jeg lærte bl.a. dét af det, at jeg den dag i dag lynhurtigt aflæser folk.

I slutningen af 60’erne kom begge mine brødre ind og springe soldat samtidig, og der kom i en periode flere og flere gæster, selvom de første primitive telte nu var skiftet ude med villatelte, og der begyndte at komme nogle få og meget små campingvogne eller camplets. Den første campingvogn, jeg så, var nok en VW folkevognsbus, der var indrettet som både opholds- og soverum. Engang blev mine forældre inviteret inden for af familien Brock, der ejede bussen, og vi kom til at sidde inde i den i mere end 2 timer, da der pludselig kom skybrud, og vi ikke kunne gå uden for en dør. En af de mest hyggelige stunder, jeg husker fra min barndom. Det var i 1966.

 

Det lakker mod enden

Med udviklingen fulgte flere og flere krav fra camping unionen og fra gæsterne, og tilstrømningen begyndte at stagnere, stå stille. Til et stykke op i 70’erne kunne vi holde udviklingen lidt stangen ved, at pladsen som minimum tjente sig selv ind hver år, og vi ikke havde alt for mange udgifter. Men i 80’erne begyndte kravene at skifte karakter for alvor. Det primitive campingfolk, der drog på sund folkeferie var efterhånden skiftet totalt ud med folk med kæmpe store campingvogne, og nu skulle der være varmt vand og strøm alle steder, kiosken skulle være næsten som et lille supermarked, der skulle være swimmingpool og meget andet. På et tidspunkt fandt også spiritusbevillingen vej til campingpladsen, hvilket igen gjorde, at der kom et nyt klientel oven i det gamle. Begrebet “fastliggere” blev en nødvendighed for at holde økonomien kørende, da campingpladsen samtidig havde udvidet med en helt ny toiletbygning, hvor der bl.a. nu også kunne vaskes – og tørres tøj. For at styre det varme vand og andre maskiner, strøm m.m. blev campingpladsen nu et sted med mere kontrol, – automater her og der, låse på her og der – og der begyndte at ske tyverier på toiletterne, selvom folk kun lige havde efterladt deres ejendele i få minutter. Vi måtte også låse alting inde om aftenen – ikke engang de ekstra snobrød på bakkerne til bålaftenerne kunne folk lade være i fred. Nogle grupper drak og drak meget – dog uden den store uro – men det skabte skel og lidt utryghed. Værre var det at visse fastliggere efterhånden mente, at de bestemte – også over lejrchefen selv – og derfor så det som deres gode ret at fryse nogle andre gæster totalt ud fra pladsen – dog uden vores vidende. Glæden, hyggen og fortryllelsen var borte… Vi besluttede i 1997, at det skulle være slut – vi måtte tænke på vores egne familier og os selv. Pladsen måtte sælges.

Mors og fars opskrift på en hyggelig dansk campingferie var en stor succes, især i årene fra 1957 til ca. 1972 – i 15 år. Men set i bakspejlet burde vi nok have stoppet, mens legen var god. Far fik på et tidspunkt flere tilbud fra folk, der gerne ville købe hele – eller dele af pladsen, men dengang var vi endnu ikke parate til at sælge…. Arbejdet med og på campingpladsen gik også ud over vores ellers gode kontakt til en del naboer, da ingen kan både blæse og have mel i munden samtidig. Æblehavens gode minder kan ingen dog tage fra os….!

 

Glæden ved Historie

Det glæder mig utrolig meget, at nogen viser interesse for historie og måske især historien bag ens familie og pårørende… og ens opvækst. Jeg har valgt – i første omgang – at nedskrive lidt om min barndom, lidt om mit barndomshjem, og den egn hvor jeg er født og har gået i skole – og det drejer sig om 4 forskellige kommuner! – og da jeg er den mindste i flokken, har jeg desværre heller ikke haft så mange kontakter til No, som mine ældre søskende og mine forældre – og yderligere mistede vi en del kontakt i campingtiden. Det er lidt ærgerligt, men til gengæld har jeg skrevet dét ned, som jeg kan huske om det hele samlet. Det var især naboerne omkring os som prægede mig ud over mine forældre, mine legekammerater på pladsen og skolen. Desuden er 50’erne og 60’erne to specielle årtier, som er uden sammenligning. 70’erne kommer tæt på. I dag kan jeg godt savne, at folk turde tage teten, selv turde gøre noget for at flytte sig og i det hele taget være mere sig selv. Tøjmoden, for eksempel, er ikke skiftet væsentligt de sidste 17 år. Danskerne er blevet et oppustet folkefærd i dynejakker og -frakker, så alle ligner Michelïn manden, resten af tøjet er mørkt, stramt, tilsat fisede lyse farver, og har kedelige faconer. Det meste tøj er af dårlig kvalitet, dårligt syet og meget af det holder hverken facon eller farve efter vask. Men det vender forhåbentlig igen…. Nu er der da i det mindste nogle der igen går i gang med at lave kålretter. Det næste må blive, at man igen syer sit eget tøj – og gerne må være lidt mere ægte og sprælsk! Farver er jo godt for humøret, sindet og inspiration til at være, til at turde og i sidste ende at huske. Hvis tingene ser ens ud for længe – hvem husker så dét?

Gennem min barndom har jeg fået at vide, at jeg lignede enten det ene eller det andet familiemedlem, men ingen i min familie eller folk ude fra har været enige om, hvem jeg egentlig skulle ligne? Jeg ved det egentlig heller ikke helt selv, selvom jeg dog ved, at min verdslige side slægter min fars familie på. Nogle gange kan man synes, at man ligner enten den ene eller den anden i familien, andre gange kan familiemedlemmer være meget ens, men selvom vi børn har været præget af omtrent den samme barndom, er det måske aldersforskellen der har været den afgørende for, hvilken tidslomme vi husker fra, refererer til eller har præget os til de personer, vi er i dag.

Vi fire søskende, Ulla, Peer, Ib og jeg er nemlig meget forskellige. Så forskellige, at folk mange gange direkte har spurgt, om vi i det hele taget var søskende. Vi har vidt forskellige interesser, forskellige madvaner, forskellige musik interesser, forskellig tøj smag, forskellig humor, forskellige traditioner vi holder i hævd osv., og selvom vi samles mange gange i løbet af året med vores børn og nu også børnebørn, kan jeg nogle gange undre mig over, hvad det egentlig er, der binder os sammen… Det eneste ord, eller synonym, jeg umiddelbart kan finde på er ordet HYGGE, åbenbart et dansk fænomen – vi hygger os sammen, børnene og børnebørnene hygger sig sammen og med os, hvor forskellige vi end er – måske har vi ikke kun lært det hjemmefra men også af familien Larsen, familien Jensen, 3xfamilien Pedersen, familien Plauborg, familien Steffensen, Smal Ejnar Rejkjær – og resten af vores gode naboer…!

Vi har meget at takke vores ophav for! Derfor skal historie blive ved med at blive fortalt og bevaret til de næste i rækken.

 

Herningvej 105
Ringkøbing 6950 DK
Get directions

Fødselsdag:

1954

Erindringen ønskes afleveret til:

No Lokalhistoriske Arkiv