Agnes Isabella Grundahl

Denne erindring handler om en episode, jeg oplevede i 5-klasse. Den ændrede mit syn på lærere og mennesker. Gør ejerskabskrav på erindring

Agnes Isabella Grundahl går på Skovvejens Skole, og har skrevet en erindring i forbindelse med klassens deltagelse i Giv det videre 2017s skolekonkurrence.

Stenbolden

 

Frikvarteret var som sædvanligt fyldt af tomhed og et brændende ønske om at være ældre end 5-klasse, så man ikke behøvede at være ude og finde på idéer at lave i den ellers øde skolegård. Tanken om at stå alene på de store grusbaner, mens de andre spillede fodbold, var dengang mavevridende. Der var altid en usikkerhed i de ufrivillige pauser. Jeg var nok altid bange for at blive efterladt alene i myldret af børn, der havde noget at tage sig til. Derfor prøvede jeg altid at pege mine veninder den retning af beskæftigelse, som jeg ønskede, så det ikke endte op med mit skrækscenarie.

Mine tre veninder: May, Freya og Ida prøvede altid at finde et andet sted at opholde sig end udenfor. På gangen, ved 8-klasserne eller bag biblioteket. Mulighederne var mange på den store skole i den lille by Egebjerg, hvor alle byens børn var samlet seks timer om dagen. Store stole i mørke blå farver dannede en mur, som vi flittigt gemte os bagved, da lærere passerede os som patruljerende fængselsvagter. Og vi ønskede, at deres påståede ”falkeblik” ikke ramte os, da de drejede hovedet af Freyas medrivende grin. Denne gang blev vi dog taget og ført ud i gården, som fanger der havde prøvet at stikke af fra deres celle.

Som forventet var skolegården fyldt af en tyk luft af kedsomhed, og ikke engang mit dengang fantasifyldte hoved kunne finde en idé i denne tåge af tomhed. C-klassen havde overtaget lagkagebanen. Spillet der dannede et ubevidst hierarki med de bedste på toppen, og de mindre trænede konstant smidt ud med trætte øjne, når bolden hoppede forbi deres næser, før deres hænder kunne nå at fyre den tilbage mod de andre felter. Vi stillede os i køen med blikke limet fast til os, som var vi dyr i en zoologisk have. Da jeg nåede det første felt, gik der ikke lang tid, før jeg blev bedt om at gå: ”Det er kun C-klassen, der må spille!” sagde en lille mørkhåret dreng, som jeg aldrig havde lært navnet på, selvom jeg havde gået på skolen i 1,5 år på det tidspunkt. Det har aldrig været min stærkeste side at modtage ordre, især ikke for 3 år siden. Provokationen blussede op i mig, og jeg mærkede de mange grimme ord, der skulle til at gå ud over en lille uskyldig dreng. Men i stedet holdt jeg dem tilbage og rettede dem mod en anden, som så ud som om, han kunne tage det. Mine veninder stod bag mig, som var vi en gruppe, og jeg var lederen. Selvom vores venskab egentlig ikke var et hierarki, vi var som regel lige gode om de fleste ting. Jeg kiggede mod den lidt større dreng. Observerede hans ansigtsudtryk og fandt den ting, der ville ramme ham. Hans udseende. ”Det en flot numsehage du har i ansigtet hva’?” Pigerne grinte bag mig, og jeg trak på smilebåndet. Han udtrykte forvirring og prøvede at fremstamme noget, men det interesserede mig ikke, jeg havde taget det første træk, og jeg havde ramt ham rigtigt. Hvad jeg ikke vidste var, at noget ville ramme mig om få sekunder. Bogstaveligt talt. En dreng der stod skråt over for mig havde vist fået nok. Han tog sit tilløb. Tog bolden over armene.

Stødet gik igennem min krop, da den brune bold ramte mig i hovedet, som var det en sten, der var blevet kastet med. Jeg kiggede ned, og der kom et stik i maven, som havde noget vendt sig derinde. Min iPhone 4, som jeg havde haft i hånden, da stenbolden ramte mig, lå knust. I et sløret syn af vand fra mine øjne samlede jeg de stykker, der var tilbage af den, op. Løb ind i klassen, for de andre skulle nødig se mig græde. Det var en af de største rædsler, hvilket egentlig var underligt, for det er jo klart man græder, når man får en bold i hovedet? Men det var et svaghedstegn, og du skulle ikke være svag. De næste øjeblikke husker jeg bare som billeder. Af folk der kigger efter mig. Griner. Af mig?

En lærer, hvis hensigt aldrig havde været god, kom hen imod mig. C-klassens lærer. Hun stod med drengen, der havde kastet den. Stenbolden. Aede ham på ryggen, som var det ham der havde slået sig, som var han et lille forslået lam. Hun så medlidende på ham, og så op på mig med et mindre følelsesladet ansigt. Det samme gjorde drengen, men trak dog sin ene mundvig opad, da han kiggede skævt op på mig. Som var han en snu kat, der havde narret sig til endnu en godbid. I en lang bevægelse rejste jeg mig op, stod i et sekund og så på det lysegrå vinylgulv og gik mod det rum, den afstumpede lærer henviste mig til.

Hvorfor havde du ikke cover på?” sagde hun, og så på mig med trætte men bestemte øjne. Hun hentydede til, at dette var min fejl. Jeg følte mig hjælpeløs. Hvis det havde været i dag, havde jeg ikke siddet i rummet mere. Jeg var gået ud med en mellemfinger pegende i hendes retning, mens den blå dør ville kreere en vind, af dens smæk, i hovedet på hendes lamslåede ansigt. Men min reaktion var mere barnlig og måske mindre modig, end den havde været i dag? Tårerne pressede sig på, og jeg mærkede den klump i min hals, jeg modvilligt sank. Jeg fik fremstammet: ”Jamen, det var jo ham? Ham der kastede bolden på mig?” Hun rystede på hovedet og lagde igen den moderlige hånd på hans ryg med kærlige langsomme stryg, og jeg kunne næsten høre ham spinne, som den sjofle kat han opførte sig som. Hun sukkede og smilede koldt og dannede ord, der stadig i dag kan vrænge mig: ”Det kan jo ske for alle ikke?

Jeg har aldrig følt mig så uretfærdigt behandlet, og det ændrede mit syn på lærere. De er også mennesker, og mennesker er ikke retfærdige, fordi mennesket har følelser, og det vil altid påvirke ens dømmekraft. Så måske kunne den lærer ikke gøre for hendes irrationelle tankegang?

 

Egebjergvang 80
Ballerup 2750 DK
Get directions

Fødselsdag:

2000

Erindringen ønskes afleveret til:

Ballerup Stadsarkiv