Hans Christian Petersen

Hans Christian Petersen fortæller her sin dramatiske historie, om den nat i 1961, hvor det fornemme Hotel Valdemar i Vordingborg brød i brand. Hans Christian forsøgte at slukke ilden, mens den endnu kun havde fat i en papirkurv og lidt af portierlogen, men flammerne fik hurtigt tag og udviklede sig til et rasende inferno. Hans Christian var den sidste til at forlade den brændende restauration, og var hurtig til at hente en brandstige for at hjælpe indespærrede gæster på 2. salen ud af vinduerne, indtil brandvæsnet kom. Gør ejerskabskrav på erindring

Historien om branden på Hotel Valdemar i Vordingborg

 

Dette er historien om et af provinsens fornemmeste hoteller, som ved indvielsen var et normsættende hotel for datidens danske provinshoteller og en pryd for Vordingborg.

Hotellet blev 61 år gammelt og endte sine dage i en voldsom brand en januarnat 1961.

Det oprindelige Hotel Valdemar var forpagtet af en Hr. Mathisen fra ca. 1890 og Mathisen købte hotellet i 1897 og gjorde straks klar til en større ombygning af hotellet. På dette tidspunkt var det en 1 etages bygning med 10 gæsteværelser og Mathisen havde store planer for et nyt Hotel Valdemar, som ville blive skelsættende i den danske provins.

Det nye Hotel Valdemar, som blev tegnet af  en af landets fornemste hotelarkitekter, nemlig Arkitekt Achen, blev opført tidsnok til at kunne danne platform for den store amtsudstilling, som i 1901 blev afholdt på det store areal syd for Kirkeengen . Dette areal blev senere til den nuværende ” nye kirkegaard” ved Skovvej.

Et stort hotel som Hotel Valdemar, havde selvfølgelig egen droskekørsel og kørsel med store flotte landauere, som i mange år var en udbredt fornøjelse for Vordingborgs borgere og i hotellets første år, var det min morfar NP Olsen, som på dette tidspunkt selv ejede og drev Hotel Færgegården i Masnedsund, der drev denne forretning med vognmands- og personkørsel for Hotel Valdemar. Min mormor drev en lille beværtning i Hotel Valdemars baggård ved navn ” Bagslaget”, som serverede mad og drikke til ansatte på hotellet og folk fra gaden.

Grunden til at jeg nævner min morfars forbindelse med Hotel Valdemars begyndelse, er den at hans barnebarn og forfatter til denne historie, HC, var den sidste til at forlade den brændende restauration på Hotel Valdemar, den skæbnesvangre aften d. 11 januar 1961. Mere herom lidt senere.

Da Hotel Valdemar blev bygget omkring århundredeskiftet var der endnu ikke et vandværk i Vordingborg, men hotelejer Mathisen forsynede sit hotel med eget vandværk fra en dyb boring under hotellet. For at skaffe rindende vand til hele bygningen, byggede man en stor vandbeholder helt oppe under taget og Hotel Valdemar kunne så reklamere med værelser med varmt og koldt vand og toiletter på alle værelser. En virkelig bedrift på den tid.

Og så ville skæbnens ironi, at på selve brandaftenen, kunne to spejdere, nemlig Niels Ole Kajhøj og undertegnede HC, ikke skaffe vand nok fra køkkenkælderen til at fylde to spande og komme  hurtigt op ad den meget smalle køkkentrappe, således at vi hurtigt kunne have slukket ilden, som på dette tidspunkt kun havde fat i en papirkurv og lidt af  portierlogen, men herefter gik det hele fantastisk hurtigt og branden udviklede sig på nogle få sekunder til et rasende inferno.

Hotel Valdemar havde, som tidligere nævnt, en rigtig teatersal med et godt scenerum med plads til at sætte kulisser op og omklædning bag scenen og plads til mange mennesker i teatersalen, som stod i  forbindelse, via en mindre sal, med hotellets restauration, så når der var fester og anden kalas var der et leben i hele stueetagen på Hotel Valdemar.

Hotellet lagde i mange år lokaler til forskellige danseskoler og revyarrangementer i 30’erne og efter krigen blev teatersalen flittigt brugt til mange optrædener bl.a. forestillinger arrangeret af Vordingborg Husmoderforening og så selvfølgelig alle de gode spejderfester i 50’erne.

Hvert år arrangerede Kong Volmers Trop nogle ganske underholdende spejderfester i januar måned, hvor det alligevel ikke var til at sove i telt ude i naturen. Til disse arrangementer var hele troppen involveret lige fra ulveunger til de store spejdere. Her er fremvist mangt et stort skuespillertalent, til stor morskab for både de deltagende og tilskuerne.

 

Mangt et show er gået over scenen på Hotel Valdemar og et af de mere fantasifulde optrin blev døbt “The Yellow Ham Swingers” og var et rigtigt Can-Can nummer opført af de store spejdere.

Disse spejderfester var virkelige tilløbsstykker, som kunne samle flere hundrede mennesker og et år var tilstrømningen så stor at brandvæsenet måtte lukke dørene. Efter optræden var der en stor indmarch og så fortsatte dansen til Rene Christoffersen’s store orkester. Jo, der var stil over disse spejderfester, som samlede alle spejdere , både piger og drenge, fra hele Sydsjælland og Møn. Hele Christoffersen familien har i flere generationer forsynet Vordingborg med musik.

Brandnatten i 1961

Det var netop under forberedelserne til spejderfesten i 1961 at vi blev vidner til starten på den skæbnesvangre brand på Hotel Valdemar.

Hele Kong Volmers tropsråd var forsamlet i Marinestuen for at lægge hånd på de sidste forberedelser til lørdagens spejderfest. Tropsrådet bestod af en række forældre som sørgede for et godt bagland til ulveunger og spejdere og hjalp til med det praktiske i det daglige spejderarbejde. I “gamle dage” hed spejderne fra Det Danske Spejderkorps i Vordingborg, Kong Wolmers Trop og derfor havde man et tropsråd og en tropsfører og nogle tropsassistenter. Men ordet trop har den politiske korrekthed nu omdøbt til en gruppe, så nu er spejderne blevet mere “stuerene”, i en gruppe, forstå det hvem der kan.

Tilstede ved dette møde var også tropsfører Niels Ole Kajhøj, i daglig tale kaldt “SOLE” og undertegnede som tropsassistent.

Da mødet var ved at være slut , sådan lidt over 9 lød der pludselig råbet “BRAND” ude fra restaurationen og vi kiggede alle på hinanden, sådan nærmest forundrede.

Else Nath, som var leder af ulveungerne, sad nærmest døren ind til restaurationen og rejste sig stille og kiggede ind i restaurationen og satte derefter i et enormt spring ud af døren og alle os andre som kendte Else som en rolig og afbalanceret person, blev pludselig klar over at der var noget helt galt.

Alle forlod vi hurtigt Marinestuen og kunne se at der var flammer henne ved portierlogen, kommende ned fra en papirkurv under disken. Tjener Mathisen gjorde nogle voldsomme fakter og prøvede forgæves at vifte til flammerne.

SOLE og jeg skyndte os begge to ned i køkkenet, som lå i kælderen og fandt to gulvspande som vi prøvede at få fyldt så meget som muligt med vand, hvorefter vi skyndte os op af den smalle køkkentrappe, blot for at konstatere , at nu havde ilden fået fat i den lakerede trætrappe op til værelserne, som befandt sig lige over portierlogen.

Jeg skyndte mig tilbage til Marinestuen for at redde mine notater til spejderfesten og på vej ud af restaurationen var restaurationens  flotte glaslofter begyndt at springe i småstykker p.g.a. varmen, så det regnede med glasskår ned over mit hoved.

Direktør fru Vera Nielsen havde sekunder før siddet i restaurationen og gjort dagens omsætning op og jeg fik senere at vide at jeg var passeret forbi et større pengebeløb på et af bordene.

Det hele gik så sindssygt hurtigt at flammerne allerede nu var på vej op ad de gamle lakerede trætrapper og røgen spredte sig på gangene ovenpå og der var nu gæster som hang ud af vinduerne og råbte om hjælp. 

Fra mine unge “legeår” på Kirketorvet , var jeg godt kendt med samtlige haver og gårde fra Færgegårdsvej til Kirketorvet, vi havde sågar en øvelse med hvem der kunne komme hurtigst fra Kirkestræde til Torvestræde over tagene. Steen Friis havde hurtigst tid. Så fra gammel tid vidste jeg , at der nede i gården bagved brandstationen på Kirketorvet, stod en gammel skydestige på to store hjul, som var i stand til at nå 2 sal , så Sole og mig og et par andre mennesker skubbede denne store træstige op ad Kirketorvet og Kirkestræde og begyndte at hejse stigen op til de skræmte gæster.

Da vi kom om på Kirketorvet var der endnu ikke noget at se til Nielsen, som passede brandstationen og altid kørte brandbilerne ud på Kirketorvet, så de var klar når det frivillige brandmandskab nåede frem. Fra gammel tid, når vi legede på Algade, var vi altid klar over at der var brandalarm, når en bestemt brandmand, som arbejdede på Garveriet, kom kørende ned af Algade på sin cykel i den forkerte side af gaden.

Men denne gang var vi de første til at hente en brandstige og redde folk ud fra hotelværelserne. Takket være denne hurtige indsats kostede branden ingen menneskeliv og ingen forsøgte at springe ud af vinduerne.

Da brandvæsenet kort tid efter ankom, fik de hurtigt den helt store stige op til kvistværelserne, og en af de kvindelige ansatte fra hotellet, klamrede sig så kraftigt til den reddende brandmand, at hun nær havde kvalt ham.

Hotelejer Mathisen havde også indrettet forretninger og lejligheder i den store bygning. Hotel Valdemar var indrettet i hele vestfløjen af bygningen og på den modsatte side af den store port var der i stueetagen og kælderen en manufakturhandel, nemlig Kontantforretningen og Urmager L.A. Nielsen’s  forretning. På førstesalen havde tandlægerne Gerda og Uffe Jørgensen både bolig og klinik. På andensalen boede Vordingborg’s pensionerede politimester Kaas Pedersen. Denne politimester vidste jeg var i besiddelse af mange dyre malerier og ægte tæpper. Jeg er født og opvokset i Algade 78, som genbo til Hotel Valdemar, så jeg var rigtig godt kendt med kvarteret og alle beboerne.

Tandlæge Jørgensens ene datter Birgitte, befandt sig på sit kvistværelse , da branden brød ud og da den store bygning ikke var brandsektioneret i tagetagen, bredte branden sig hurtigt til kvistetagen ovenpå lejlighederne. Den pige, som nær havde kvalt den reddende brandmand, var blevet på sit værelse, da hun kunne mærke røgen, men Birgitte fortalte mig ,at hun stort set var rullet ned af alle trapperne , og på den måde havde undgået branden, men måtte bagefter behandles for røgforgiftning.

Da der blev pøset store mængder vand på den østlige ende af bygningen, hvor ilden kun havde fået fat i tagetagen, begyndte dette vand at sive ned igen bygningen og forvolde store skader. Jeg kom til at tænke på politimesterens dyre malerier, så jeg løb over i Algade 78 og hentede min fars hjemmeværnsgasmaske, som senere viste sig slet ikke at være  beregnet til røg, og løb op ad køkkentrappen til Kaas Petersen’s lejlighed for at prøve at redde nogle af de dyre malerier, da politimesteren ikke var hjemme den aften branden brød ud.

På vej op ad trapperne mødte jeg OB Larsen (overbetjent PH Larsen), som forbavset spurgte, hvad jeg dog lavede der og jeg  fortalte om mit ærinde og det eneste OB svarede var “Godt Hans Christian, fortsæt

Inde i lejligheden samlede jeg alle familiens malerier sammen i soveværelset på dobbeltsengen og dækkede dem til med politimesterens ægte tæpper. Dette reddede malerierne fra at blive ødelagt af vand og  jeg blev jeg senere belønnet af familiens forsikringsselskab, da det sparede selskabet for en større erstatning.

Algade 78, hvor jeg boede overfor ovenpå Vordingborg Avis, blev natten igennem overdænget med vand, på grund af de store mængder af gnister fra branden, som regnede ned over de gamle bygninger, men heldigvis skete der ikke skade eller antændelse på bygningerne.

Senere på natten da det meste var overstået , og jeg vendte næsen hjemefter, måtte vi have besøg af vores læge , Reinar Clausen omme fra Kirketorvet,  så jeg kunne få en indsprøjtning mod røgforgiftning.

 

Alle de flotte pressefoto fra branden blev taget af Steen Friis, som arbejdede for fru Inger Andersen i Polyfoto. Filmene blev i hast fremkaldt nede i Polyfoto og sendt med taxa til København, så de dagen efter kunne vises på forsiderne af alle de store dagblade.

Et par dage efter skaderne var blevet besigtiget viste det sig at en af de store gesimser på Hotel Valdemar, var i fare for at styrte ned på den afspærrede Algade, hvorfor min lærermester, tømrermester Laurits Madsen , fik til opgave at bygge et solidt stillads op under gesimsen, så på den måde var jeg også med til at sikre de sørgelige rester af  Vordingborg’s  stolte Hotel Valdemar, som havde mødt sin skæbne en mørk januarnat i 1961.

 

 

Algade 85
Vordingborg 4760 DK
Get directions

Fødselsdag:

1941

Erindringen ønskes afleveret til:

Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv