Anders Andersen og Ane Poulsen

Eventyret Truelsholm 1904-2002. Eventyret begyndte da 2 unge mennesker, min morfar Anders Andersen og min mormor Ane Poulsen, traf hinanden på Askov Højskole. En beretning om Truelsholms drift og besætning over tre generationer. Gør ejerskabskrav på erindring

Eventyret Truelsholm 1904-2002.

 

VIL DU KENDE DIT VÆSENS ROD,
DA TÆNK PÅ DE SKATTE DE EFTERLOD

 

Havde vores gamle fynske digter H.C. Andersen levet i dag kunne han helt sikkert have skrevet et pragtfuldt eventyr om Truelsholm, om stedets lange liv og de mange begivenheder, om hvordan det hele startede, om de mange frø der i årenes løb har spiret og groet op, ikke alene i den fynske muld, men i det ganske land. Nogle frø spirede langsommere end andre, ukrudtet blev hurtigt luget væk. Allerhelst havde vores gamle digter skrevet om alle de grønne spirer der voksede og blev til prægtige blomster der voksede frem, kastede frø der lagde sig netop der hvor fremtiden var, for at endnu flere blomster kunne vokse og modnes og stå mål med det bedste fra fortiden.

Jeg skal forsøge at gå i H.C.A.s fodspor og berette om dette vidunderlige eventyr som jeg har hørt om og selv delvis har oplevet.

Eventyret begyndte da to unge, min morfar Anders Andersen og min mormor Ane Poulsen traf hinanden på Askov Højskole. Han var væver og husmandssøn fra Ferritslev, tilhørte slægten “De sorte Ferritslever”. Hun gårdmandsdatter fra Sdr Nærå.

Han havde fået en god praktisk uddannelse i såvel mejeribrug som landbrug, var elev fra Dalum Landbrugsskole. l en årrække bestyrede han Tarup mejeri, såvel som sin svigermors gård i Sdr Nærå.

I slutningen af 1880 solgte landmændene omkring Langeskov deres mælkeproduktion til et lille fællesmejeri på Bytoftegård, situationen blev pludselig akut, idet Frk. Jensen bestyreren af mejeriet, uden forudgående varsel ophørte med at drive mejeri. Gode råd var nu dyre, men af omveje bl.a. Aksel Lindø, Vøjremosegård (nu Danefeldt) kom man i kontakt med morfar. Han havde lysten, men var dog betænkelig ved at vove sine spareskillinger. Man fandt en løsning, og den 12. maj 1896 leveredes den første mælk til Langeskov mejeri. I begyndelsen satsedes der på smørproduktionen, men meget hurtigt blev morfar klar over at den største fordel var, at ikke alene fremstille en kvalitetsvare, men også en specialitet. Resultatet blev Langeskov Taffelost.

Osten blev hurtigt kendt og eftertragtet over det ganske land for sin gode kvalitet. Endnu når jeg træffer gamle mejerifolk eller deres slægtninge huskes og lovprises denne ost.

Sammen skabte ægteparret et attraktivt arbejdssted og blev af Landhusholdningsselskabet, som også senere Truelsholm blev, udnævnt til lærested for unge mejerister og landmænd.

Truelsholm

Det oprindelige navn var Bakkegården, men blev i en kort periode også kaldt Højgård, men da man begyndte at kalde mormor for Fru Højgård protesterede hun og da morfar nylig havde tilkøbt et husmandssted Truelsholm, fik gården sit endelige navn.

Selvom driften af mejeriet lagde stort beslag på morfars arbejdskraft forblev drømmen om et landbrug ikke mindre og den 3/3 1905 købtes den kgl. privilegerede kro – den lå lige udenfor Langeskov – med nedrivning for øje, da den var stærkt misligholdt. Med i købet fulgte 5 tdr. hartkorn, diverse inventar, samt forskellige dyr. (Købesum 25.000kr).

Meget af morfars interesse blev nu lagt over på opbygning af gården og daglig tog han turen med sit Islænder forspand ud og deltog i opbygningen. I 5 år ledede han begge virksomheder, men i 1910 antog han mejerist P Nielsen til at bestyre det daglige arbejde. Regnskabet og den forretningsmæssige side beholdt han til sin død i 1933. I 1939 afhændede mormor mejeriet.

Gården blev tilkøbt og opbygget i etaper, men selve stilen i opbygningen bibeholdtes og Truelsholm blev ved ægteparrets fælleshjælp meget hurtigt til et mønsterbrug. Alle kendte denne smukke gård med den smukke hovedbygning der var bygget helt på tværs af fynsk stilart. Mange kom også fra udlandet for at se og lære om denne helt enestående bedrift der her var skabt, det bevidner bl.a. de mange takkekort vi i tidens løb har modtaget og mange unge har her fået en god og grundig landbrugsuddannelse.

Gården lignede som sagt ikke fynske gårde. Stuehuset var omgivet af en kæmpe arkitekttegnet have og en stor frugtplantage. Et stykke fra stuehuset lå avlsbygningerne. Disse var bygget som en lang lade med en bred kørergang midt igennem, ud til siderne lå hestestald, kostald og en stald for ungkreaturerne og en meget stor svinestald (svineforsøgsstation), samt en række forskellige rum f.eks. garage, pumpehus, hughus, cykelstald m.m. Ovenpå fandtes en række værelser, de kunne alle opvarmes, hvor landbrugsmedhjælperne boede. Desuden fandtes et højt magasin med en stor møllekværn, her opbevaredes halm, korn m.m. l dette magasin holdtes også årets store høstfest, hvortil alle der i årets løb havde hjulpet til på gården blev indbudt. Ovenover hestestalden fandtes noget så moderne som et selvfodringsanlæg. Anlægget blev dagligt fyldt op med hakkelse, valset havre og klidmelasse. Det påhvilede den elev der gik sidst i seng at udløse faldmekanismen, så hestene havde noget at gumle i og samtidig samle energi til morgendagens arbejde. Alt markarbejde foregik ved hestekraft, så det var vigtigt at hestene altid var i god kondition. l det hele taget blev der sørget godt for alle dyr. Køerne blev striglet hver morgen og deres yvere omhyggelig afvasket inden malkningen, denne foregik pr håndkraft. Malkemaskine var anskaffet, men fodermesteren mente det var for hårdt ved dyrene, så den blev stillet på loftet. Dem der færdedes i staldene skulle altid være iført renvasket tøj og støvler. Vinduerne skulle vaskes en gang om ugen og væggene jævnligt kalkes.

Køerne var i begyndelsen af racen Jersey – Mejeribrugets Dronning – 24 Jersey køer blev straks efter ejendommens ibrugtagning indskibet direkte fra øen Jersey. Min mor har fortalt mig, at dyrene led stærkt af søsyge ved ankomsten. Dansk Jersey har for nylig fejret 100 års jubilæum og i det store skrift der i den anledning udkom, nævnte man bl.a. morfar som en af jerseyracens pionerer. Uheld og sygdom medførte at Jerseybesætningen blev udsat og erstattet af RDM. Denne besætning udsattes i 1941 da en lov påbød at alle danske køer skulle være tuberkulosefri.

Nævnes bør også at i 1908 blev der etableret en vindmølle der skulle levere el til gårdens elektricitetsværk, med henblik på lys og kraft. En sjældenhed på en gård dengang.

Morfars virketrang spændte videre end til de få tdr. land der fulgte med kroen, og stik imod datidens tendenser til at sprede, gik han den modsatte vej og tilkøbte i stedet jord. Gården var nu på knapt 200 tdr. land og fik prædikatet “proprietærgård”.

Ved siden af dyreholdet drev morfar et alsidigt landbrug. Jorden var sandmuld og ofte i forårsstormene et offer for sandstorme. Mange beklagede morfar den dårlige jord, men svaret var altid – at over en 10 års periode var sandjord ligeså rentabel som lerjord og så var den i tilgift meget nemmere at arbejde med – Det var dengang. Det er blevet mig fortalt at i tørketider havde morfar det dårligt, trak gardinerne for og blev på sit kontor. Jeg har det lidt på samme måde.

Som tidligere nævnt levede Truelsholm i alle henseende op til ordet, en mønsterbedrift. Morfars motto var – ARBEJDETS GLÆDE NÅS ALDRIG VED SJUSKERI. Hver ting havde sin plads. Truelsholm var et sted hvor man stillede krav, men hvor der til gengæld også var et ægtepar der selv efterlevede disse krav.

Som årene gik blev morfars rige evner i høj grad taget i brug også udadtil. Det vil føre alt for vidt at nævne alle de tillidsposter han kom til at varetage. Han var en forhandlingernes mand og hans medfødte diplomati gjorde, at man havde tillid til ham, ligesom han var forstående og hensynsfuld overfor anderledes tænkende. For blot at nævne hans alsidighed.

Formand for Danske mejeriejere og mejeriforpagtere, for sukkerroedyrkerforeningen, Fyns Stift Landbrugstidende, Landsudvalget for svineavlens ledelse, De danske svineslagteriers arbejdsgiverforening, medlem af repræsentantskabet for Nyborg Bank, Fyns stifts patriotiske selskab osv. osv.

Morfars kæreste virke udenfor hjemmet, havde han som formand for Odense eksport slagteri, et foretagende der var meget røre om, men man havde der ubegrænset tillid til ham. Han varetog formandsposten fra 1919 til hans død i 1933.

Desforuden var han meget politisk interesseret, var blandt medstifterne af Det Radikale parti, men dette fortrød han, blev senere medlem af venstre og da Madsen-Mygdal skulle danne regering blev han opfordret til at varetage landbrugsministerposten. Han takkede nej.

De der kom ham nær lærte også et menneske at kende med et varmt og kærligt hjerte. Ved en lejlighed, da morfar passerede en af årstallenes milepæle, huskede en elev i en meget smuk hilsen, hvad morfar og mormor havde været for ham. Det var et sted hvor der stilledes krav, men hvor der til gengæld også var noget at se op til.

I Nekrologen over morfar kan læses følgende:

Han var sin stand en fremragende og trofast repræsentant, stærkt vil han blive savnet mellem sine mange venner og Fyns offentlige liv har mistet en ridderlig mand.

Morfar døde den 15/6 1933 af gigtfeber.

Inden sin død havde han den store glæde af kongen, Christian den 10. at blive dekoreret med Ridderkorset.

Mormor

Et jævnt og muntert virksomt liv var fra barndommen, ja hele livet, hendes leveregel. Man har sagt om ægteparret at de klædte og supplerede hinanden. Han var mørk med spillende brune øjne, hun lys, munter og myndig og medens morfar var stærkt optaget af sine mange offentlige hverv, var ofte på rejser, påtog mormor sig ansvaret for gården og de mange unge der var i familiens brød. Hun elskede, lige til det sidste, ungdom og ville gerne gøre det hyggeligt og hjemligt for dem, så de ikke skulle fristes til at skeje ud. Hun holdt hyggeaftener med sang, dans og kaffebord. Hun sagde altid at et lykkeligt hjem er hvor den ånd råder, der kan give både store og små et lys at følge. Det var ikke sjældent at biler fra nær og fjern standsede op for at hilse på deres gamle arbejdsgivere.

Foruden denne store opgave var mormor, ligesom ægtemanden, levende interesseret i alt hvad der rørte sig ude omkring i samfundet politisk som åndeligt og de sluttede sig til den grundtvigske kreds. Senere, da hun blev enke og selverhvervende kvinde blev hun meget optaget af soroptimist klubbens arbejde for freden i verden, og blev på sin 80 års dag udnævnt som æresmedlem.

Derhjemme havde hun stor interesse for haven. Drivhus, mistbænke ja alt blomstrede under hendes kærlige omsorg, ligeså gjorde høns, gæs og ænder. Hun havde rugemaskine og udrugede alt, havde 3 hønsehuse hvoraf det ene endnu består (næsten 100 år gammel), i de få stunder hvor hun ikke var optaget af regulært arbejde fandt hun sin gamle rok frem – et klenodie hun fik af sin far da hun blev 9 år, og hun kartede, spandt, strikkede og hæklede. Til gengæld så jeg aldrig mormor svinge en grydeske, hun var godt nok i 1908 på kursus på Kærholm Husmandsskole. I en dagbog derfra kan læses, at madlavningstimerne pjækkede hun ofte fra, derimod gik hun tit ud til dem der passede svinene, hønsene og gartneren for at få gode råd.

En af hendes store passioner var skak og bridge. Det sidste dyrkede hun hver torsdag i sin lille Langeskov klub – det var bestemt ikke en selskabsklub for ve den der snakkede under bridgespillet.

Efter sin mands død, gårdens brand og salg af mejeriet nåede mormor også sine ønskers mål, at se Sicilien og besøge Cannes og om ikke hun også skulle forsøge sig ved rouletten i Monte Carlo. Hun har udtalt, at på disse pragtfulde rejser, blev hun mere og mere ydmyg og følte sig “som et sandkorn i ørkenen”.

Kristeligt var de begge som sagt tilknyttet det Grundtvigske. De fik et særdeles godt forhold til den kendte præst, Pastor Geismar i Rønninge, men da han senere fik et embede i København løstes sognebånd til Birkende kirke, hvor også familiegravstedet ligger. Det blev i øvrigt skænket af mejeriforeningen da morfar døde, og stadig på særlige mærkedage huskes han med kransenedlægning.

Børnene

I ægteskabet fødtes 3 børn. Alle født på mejeriet. Maren, min mor var den ældste, senere kom Poul og Ingrid til.

Poul blev Landbrugskandidat, lærer på Dalum Landbrugsskole og fik senere som forskud på arven Hesbjerg Slot, som morfar også havde tilkøbt og drevet i en årrække. Senere solgte Poul stedet og blev inspektør på Elsesminde, Odense kommunes forsøgsgård.

Ingrid den yngste kom på højskole, husholdningsskole, selskabsdame på Valdemar slot, og tog senere uddannelsen som sygeplejerske.

Min mor var en meget udadvendt pige altid frisk og munter, der skulle ske noget hvor hun var. Hun havde mange interesser såvel litterære som historiske og i tilgift siges der, var hun meget, meget smuk, havde sin fars spillende øjne. Medens Poul studerede på Landbohøjskolen lejede morfaren lejlighed i København og min mor førte så hus for ham alt imens hun studerede musik og sang og morede sig. Litterært var hun stærkt optaget af Henrik Pontoppidan og Georg Brandes, datidens rebeller. Hendes Motto var:

Det er bedre at vove et terningekast
end at sygne hen i sin stue.
Det er vakrere at høre en streng, som brast,
end aldrig at spænde en bue.

Atter hjemvendt til Truelsholm varetog hun sammen med Frk. Jensen (senere gift med Forstander Dalum) gårdens regnskaber. På gården var der på det tidspunkt en ung svensk landvæsenselev. Han blev hendes skæbne. De blev under stor festivitas gift Sct. Hans aften 1927 i Odense Domkirke, de flyttede til Sverige og boede der indtil morfars død.

Børnebørnene

Efter 4 års ægteskab begyndte børnebørnene at arrivere. Jeg var den ældste, 2 måneder efter ankom min fætter og senere kom der endnu en kusine. Vi forblev alle enebørn, så i dag er vi ikke nogen stor familie og det mærkelige har været at siden min fætters fødsel blev der ikke født drenge i 60 år, kun piger.

Jeg blev født i Sverige den 1/7 1931 og blev 10 dage gammel døbt Ingrid, Elisabeth, Ane, Emilia Uggla. På 12. dagen foretog jeg min første udenlandsrejse hjem til Truelsholm, det blev siden til adskillige rejser.

Det påstås at mine første ord var: “Nu er vi hemma“. Jeg har altid og gør stadig, elsket Truelsholm. Livet på gården var for mig en daglig glæde. Jeg er født med jord under neglene, levede med i alt hvad der foregik, travede på mine små ben ud i marken for blot at få lov at ride på hestene hjem. Gik i kostalden “hjalp” i det små med at malke. Folkene på gården forkælede mig ud over alle grænser, men de lærte mig også unoder f.eks. at bande endda så godt at det også for dem blev for slemt. Jeg fik ikke lov at ride, de ville ikke gynge mig o.s.v. hvis jeg ikke holdt op.

Hverdagen på en herregård

Der var som tidligere nævnt altid mange unge på gården og det fra alle egne af landet, men også fra Finland, Norge, Sverige ja endog en Russisk greve kom der. Greven var nu særligt interesseret i mejeriet og især osteproduktionen. Også fra de Baltiske lande kom unge landbrugsstuderende.

Folkeholdet bestod foruden forvalteren, der ledede og fordelte arbejdet, af 4 landvæsenselever, karle, husmænd og fodermester. Dagene startede kl. 5 om morgenen. Allerførst skulle dyrene røgtes. Først når det var gjort, stod morgenmaden parat i folkestuen. Efter måltidet fordeltes arbejdet, alt efter årstiden. Hver elev havde ansvaret for sit spand heste og alle skulle igennem deres læretid lære at tage ansvar for pasningen af de forskellige dyrearter. I marken tildeltes hver især et markskifte, lærte at tilberede, tilså og herunder at indstille de forskellige maskiner. Efter brug skulle alle maskiner afrenses evt. repareres og smøres ind, så de var klar til næste gang. Overalt skulle der være som blæst. Det ser godt ud og det er samme ulejlighed, var morfars ord.

En forhenværende forvalter har fortalt mig at morfar yndede at lave akkorder med de unge. Kunne de udføre et stykke arbejde på kortere tid end aftalt var de indvundne timer, frihed.

Dyrskuerne var et af årets højdepunkter, så skulle alle mand af gårde med bl.a. køer og heste. Mange fine præmier er i årenes løb hentet hjem. Fra et af dyrskuerne nævnes, en for morbror Poul særlig pinlig episode. Sammen med en medhjælp skulle de tage ansvar for gårdens Jerseytyr. Der skulle være vagt ved den og medens den anden så sig om på pladsen skulle Poul så passe tyren. Under denne vagt havde han lagt sig til at sove på noget halm, da han pludselig blev vækket af nogle stokkeslag. l den tro at det var den anden medhjælp, svarede han “Lad være med det din store kraftidiot” udbruddet blev hilst med megen latter. Fortumlet og søvndrukken rejste Poul sig op og så at foran ham stod Statskonsulent Aksel Appel og Forstander for Dalum Landbrugsskole Madsen–Mygdal. I sin store forvirring udbrød han, “Det må de undskylde. Det var en helt anden idiot jeg ventede.”

Samme morbror Poul kom en dag tudbrølende hjem fra skole. Læreren havde skældt ham ud fordi han havde sagt at grisen var en drøvtygger.

Alle måltider foregik i folkestuen, den varme mad spistes sammen med familien. Folkestuen blev også benyttet som samlingsrum om aftenen, hvor mormor eller morfar læste højt.

I husholdningen regerede husjomfruen, 2 stuepiger og en køkkenhjælp. Ved større arrangementer såsom selskaber, storvask m.m. hentedes hjælp udefra. En storvask kunne strække sig over mange dage.

Husjomfruen bar altid kappe og hvidt forklæde. Stuepigerne var om eftermiddagen omklædt i sort kjole, hvidt pynteforklæde og en lille kappe. Køkkenpigen tog sig af det mere grove, skrællede kartofler, ordnede grøntsager, vaskede op m.m. På loftet var indrettet 4 pigeværelser med eget vaskerum og toilet. Husjomfruen boede på 1.salen sammen med den øvrige familie.

Til haven var ansat en gartner – altmuligmand – der tog sig af alt det grove. Når frugttræerne skulle beskæres blev der sendt bud efter en professionel.

Køkkenhaven var kæmpestor med alt lige fra asparges bærfrugter og afskæringsblomster. Der blev syltet og henkogt i lange baner. Æbler blev lagt på store træhylder i et særligt rum, og grøntsager opbevaredes i en jordkule hvor temperaturen altid lå omkring 5-7 gr. der blev naturligvis også slagtet og tilberedt gris, kalv og ko. Kødet blev saltet, henkogt og røget. På loftet står stadig de store lukkede kasser. Disse blev fyldt op med byg og her blev røgvarerne opbevaret. Var der en gris der døde fremstilledes sæbe på den, og langt de fleste tyrekalve der fødtes blev efter et par dage slagtet og indgik i husholdningen. Jeg tror ikke at mange var særlig begejstret for dette slaskede kød. Selv erindrede jeg det, sammen med Norsk øllebrød, som noget af det værste man kunne få.

Ligeledes blev der brygget øl, lavet æblemost og pæresirup samt lavet spegepølser. Såvel æbler som pærer blev tørret på komfuret. Det var det eneste slik vi fik. Daglig fik vi valle hjem fra mejeriet ikke alene til grisene men også i husholdningen blev produktet anvendt til fremstilling af myseost. Jeg erindrer tydeligt den store gryde der stod hele dagen på centralkomfuret og småsimrede.

Jul og nytår var helt specielle højtider. Vi var jo altid mange samlet. Kun det allernødvendigste arbejde blev udført, Folkene på gården kunne selv vælge om de ville holde fri i jul eller nytår.
I hele julemåneden blev der stegt, kogt og bagt, mormor pyntede op alle vegne bl.a. husker jeg kartofler med røde crepe-papir-huer sat imellem forsatsvinduerne. Mormor sørgede også for at der blev købt gaver ind til alle. Juleaften foregik i fællesskab vi fik altid gås og ris-a-la mande, mormor læste juleevangeliet, vi dansede om juletræet, sang julens dejlige melodier og min mor spillede til, fik gaver, nød de tørrede frugter, dadler, figner og andet juleknas.

Nytårsaften var vi alle samlet på ny. Menuen stod på kogt torsk med tilbehør og Hekseskum (Mannagrød pisket op med æggehvide og saft dertil cremesovs) Efter middagen var der tallotteri med mange smågaver som mormor selv havde sørget for. Klokken 24 ønskede vi hinanden godt nytår. Derefter gik alle hver til sit.

Branden

Søndag den 14. december 1941 glemmer jeg aldrig. Jeg tror ikke der en dag uden den er i mine tanker, da brast hele min verden, ja den brast for os alle. Ingenting skulle nogensinde blive som før, på mindre end et par timer var hele gården omspændt af flammer. Branden var så kraftig at den gav genskær helt til Odense. Endnu kan jeg høre råbene fra landevejen,”brand, brand“. Vi troede i første omgang at det var kattejammer, men det blev ved og da vi så ud af vinduet blev vi mødt af voldsomme flammer fra den nordlige del af avlsbygningerne. Alle avlsbygninger på nær den sidst tilbyggede svinestald nedbrændte. Jeg hører endnu braget da den tonstunge møllesten faldt 10 meter ned. Jeg kan endnu se de mange, til døde brændte dyr heste og svin ligge, mærke brand røgen, der i måneder hang overalt. Vi kunne i al det forfærdelige glæde os over at der på det tidspunkt ikke var køer i stalden. Der var som tidligere nævnt, nemlig lov om at alle danske kvægbesætninger skulle være tuberkulosefri og sidste frist var 1/1 1942.

Krigen rasede i Europa, med dårlige materialer til følge. Mormor besluttede derfor at udstykke jordtilliggenderne. Fordums herlighed smuldrede på et par timer og omkring ligger nu småparceller som før 1905. Tilbage resterer 24 tdr. land skov og mark. Den store prægtige hovedbygning ligger nu ganske umotiveret for de fleste, og kun dem der kender historien ved hvorfor.

Nutid

I mellemtiden havde jeg fået en uddannelse i København som sygeplejerske og ikke landmand, som jeg havde drømt om, men i stedet havde jeg truffet Ole “og det var i grunden ikke så galt”. Mormor holdt et stort bryllup, hendes højeste ønske blev opfyldt, og det blev også hendes sidste fest, ½ år senere døde hun.

Et jævnt og muntert liv var slut. Hun var mit livs store holdepunkt det menneske jeg har elsket og respekteret højst af alle.

Mine forældre overtog gården, flyttede ind i hovedbygningen og drev den resterende jord som frilandsgartneri, senere kom der også drivhuse på grunden.

Ole og jeg flyttede et par år senere hjem og ind i Bungalowen. Vi fik begge job i Odense. Vi havde aldrig drømt om at vi engang skulle flytte ind i hovedbygningen, men mine forældre magtede til sidst ikke det store hus og Ole og jeg overtog gården – “Vi byttede hus.”

Ole og jeg blev landmænd, men ikke i det format jeg havde drømt om. På en gård skal der være dyr og får havde altid haft min interesse. De første dyr at racen Dansk Shropshire blev indkøbt og det blev til mange flere. Besætningen er i dag på 50 moderdyr og regnet som en af de bedste i Danmark, med export af avlsdyr foreløbig til Tyskland, Finland og Sverige og nu også til England og måske Bulgarien.

Ved et tilfælde blev jeg involveret i foreningsarbejde på Landsplan, indenfor fåreavl. Det tog om sig, så jeg også underviste på forskellige landbrugsskoler. Udstillede på dyrskuerne både på Fyn og i Herning. Blev kåringsdommer og dyrskuedommer omkring i landet. Fortiden gentages om end i en noget mindre målestok.

Ole blev stærkt involveret i Rudolf Steiner Skolen, Lindved og havde der sit daglige virke gennem 25 år.

Nu er vi begge gået pension.

I de mange, mange år der er gået, er der adskillige personer uden hvis trofaste hjælp alt dette ikke har kunnet lykkes. Nævnes skal to der har fået stor betydning for Truelsholm:

Johanne vores trofaste husjomfru. I mere end 50 år varetog hun husholdningen både den daglige og til fester. Da hun havde været her et par måneder skrev hun hjem til sine forældre “Her bliver jeg kun et halvt år“. Johanne passede og plejede mormor lige til det sidste. l den sidste svære tid sov hun på en madras udenfor mormors soveværelse. Den dag mormor blev begravet, havde hun sin første sygedag. Johanne var vores alles hjørnesten, men trods det meget gode forhold os alle imellem, ønskede hun ikke at blive på gården nu mormor ikke var mere. Hun flyttede hjem til sit barndomshjem i Jordløse på Sjælland.

Et andet trofast medlem af Truelsholm er Anton Johansen, kendt af de allerfleste i Langeskov og omegn. l mere end 57 år og 3 generationer har også han trofast tjent os alle, og på enestående vis varetaget Truelsholms interesser. Hans store fingersnilde og ordenssans har været en uvurderlig hjælp. Med stor tålmodighed har han taget mod mine til tider helt tossede og for mange umulige ideer, og omvæltningen fra gartneri, som jo var hans erhverv, tog han i stiv arm. For denne store indsats modtog Johansen på sin 75 års fødselsdag Det Kgl. danske Landhusholdningsselskabs fortjenstmedalje. En særlig begivenhed ved denne lejlighed var, at overrækkelsen fandt sted på Truelsholm af Proprietær Sand, han var formand for landhusholdningsselskabet og tidligere forvalter på gården (1928-1931). En af de mange hvortil kontakten har været bevaret.

Hundrede år er en lang tid, længere end dette mit eventyr kan spænde over, især når årene har været så fulde af begivenheder. Det har været nødvendigt at sortere, med risiko for at glemme eller at vælge forkert.

 

EVENTYRET I GÅR ER FORBI, I MORGEN IKKE KOMMET.

SE AT FÅ NOGET UD AF I DAG.

 

Signeret Truelsholm den 6-11-2002.

Elisabeth Ebbesen

 

Fødselsdag:

1904-2002

Erindringen ønskes afleveret til:

Langeskov Lokalhistoriske Arkiv