Anette Visborg Madsen

Anette Visborg Madsen kom til Skanderborg som barn, hvor hendes far åbnede en herreekviperingsforretning i Adelgade. Hun fortæller om hvordan hendes barndom og skolegang var i byen, og hvordan hun som ung i en periode også var karl på en gård. Senere åbnede hun egen forretning, hvor hun solgte symaskiner og stof sammen med sin mand, som var sælger. Gør ejerskabskrav på erindring

Interview med Anette Visborg Madsen, Vestergade 17 den 26/3 2018 ved Kirsten Thomsen.

 

KOM TIL SKANDERBORG SOM BARN

Hvad hedder du, hvor og hvornår er du født?

Jeg hedder Anette Visborg Madsen, og jeg er født den 22/11 1944 i Viby J. Kort tid efter, jeg var ikke mere end to år, flyttede min far og mor til Lemvig, og der var vi til jeg var 6 år. Så fandt min far ud af han gerne ville være selvstændig, og fandt et lokale i Skanderborg, en konkursforretning, som han kunne købe til fornuftige penge. Han og mor flyttede til Skanderborg, og var der i en måneds tid, som jeg husker det, hvor min søster og jeg boede hos venner de havde i Lemvig. Da de havde fået etableret sig i Skanderborg, blev vi hentet herned, og har været her siden 1951. Det vil sige, da jeg kom, var jeg seks år, og var startet i første klasse i Lemvig, men der var jeg kun en måneds tid eller to, og startede så nede på den gamle skole på Torvet. Det var lidt svært at komme som ny pige i en klasse, der var startet. Det var ikke så let at få venner, og jeg var i forvejen en meget genert pige og en af de yngste i klassen.

 

SKOLEN PÅ TORVET

Jeg husker skolegården med to store træer i midten med bænke rundt om, og jeg husker en sal, hvor der var bespisning af elever i de første år. Jeg husker, jeg skulle lære at skrive, og jeg skrev med venstre hånd, fordi jeg er venstrehåndet. Det betød, jeg skrev en stejlskrift, faktisk en meget flot skrift; men fordi jeg skrev med venstre hånd, fik jeg at vide, jeg skulle gå hjem og skrive om, fordi det var skrevet for pænt. Han kunne se, lærer Tågholt som han hed, at jeg havde skrevet med venstre hånd, og det måtte jeg ikke. Jeg skulle gå hjem og skrive om, og skrive det hele med højre hånd, og så kom det til at se mærkeligt ud. Jeg fik aldrig en pæn skrift, fordi jeg blev tvungen ud i at skrive med højre hånd.

Jeg kan tydelig huske de forfærdelige toiletter i skolegården, og jeg kan huske legen i skolegården. Jeg kan huske, vi stillede op på rækker, når vi skulle ind og klokken ringede, og skolelæreren stod forrest og sagde, at nu måtte vi gå op i rækker, som børnene slet ikke kender i dag.

 

BARNDOMSHJEMMET

Mine forældre boede på Adelgade 86, og det første år var det i et lille baghus nede bagved hovedhuset. Bag hovedhuset ved hovedgaden, hvor forretningen lå, der lå omme i gården hen over en brolagt gård et lille hus, og det var der vi boede det første år. Der var en lille gang ned til haven, hvor fru. Overgaard kunne gå ned til hendes fantastiske have nede bagved, der gik helt ned til søen med store kæmpe æbletræer og et vanvittigt spændende lille lysthus, som vi børn sneg os ind i, når hun ikke kunne se os, for at opdage hele den der lukkede verden, der var inde i det høje græs. Hun var en gammel dame, så der var højt græs og gamle æbletræer. Det var lige som et eventyr, at springe over stakittet og liste der ned, og det var absolut forbudt.

Hvor boede fru. Overgaard?

Hun boede i forhuset på første sal ovenover forretningen. Det var hendes hus, og far var kun til leje det første år i huset. Jeg ved ikke hvad det hedder, han har måske købt forretningen, men ikke ejendommen. Sådan tror jeg det var.

Havde I børn hver jeres værelse?

Nej, vi sov i soveværelset sammen med far og mor, og jeg kan huske lige så tydeligt, at når vi blev lagt i seng, og far og mor skulle hygge sig inde i stuen i det lille baghus, så var der Siva-skriget, et hørespil de hørte. Da kom vi altid tidligt i seng, for det skulle de høre, og så blev der lavet kaffe, og de skulle sidde og hygge sig. Så listede jeg mig hen og lukkede døren på klem, for det måtte jo være sindssygt spændende, og sad nede på gulvet med øret ind i døren. Jeg fattede ikke en skid; men jeg var sikker på det måtte være spændende, når vi skulle så tidligt i seng, og de absolut skulle høre det hørespil.

I mellemgangen var der et svaleskab, hvor ting blev sat ud i gennemtræk, så det kunne holde sig nogenlunde køligt.

Det blev bare kølet ved gennemtræk, der var ikke is i?

Jeg kan huske ved særlige lejligheder, hvis vi virkelig havde noget, der skulle køles ned, så kørte vi op til frysehuset ved Godthåb, eller på Banegårdsvej i nærheden af Banegården. Jeg er lidt i tvivl om hvor det var, men der var et frysehus, hvor vi kørte op og hentede en blok is. Der var også mejeriudsalget på den anden side, hvor man blev sendt over efter flødeskum i en lille bøtte. Der var alle de gamle forretninger, træskomageren, slagteren med for 25 øre leverpostej. På det tidspunkt var Adelgade brolagt, der var slagteriet i den anden ende, der hvor Kvickly er nu. Udenfor min fars forretning var hestemarked, og ved siden af fars forretning var Hotel Gammelgaard, så når der foregik hestemarked udenfor med håndslagning, da var det kæmpestort. Det var virkeligt sjovt at se på, og være med til og høre på. Der blev slået håndslag og så gik de ind og drak på Hotel Gammelgaard. Når det var sidst på dagen, og de gik halvdinglende derfra, så var det sjovt for os børn at rende efter dem, og råbe af dem. Vi løb på rulleskøjter, så de kunne aldrig fange os.

 

FADEREN ERIK HANSEN OG HANS FORRETNING PÅ ADELGADE 86

Hvad var det din far hed, og hvad hed hans forretning?

Min far hed Erik Hansen og hans forretning hed Erik Hansen, og det var herretøj, herrebeklædning, og min mor hed Karen Visborg Hansen. Det var de første år fra 1951-1963, at det var herreekviperingshandel. Der startede en butik i Skanderborg som hed Boston, og min far havde i forvejen haft hårde tider. Det gik godt, men det gik ikke så godt. Da Boston startede, gik det slet ikke godt. Så gik det faktisk lidt i stå, og det bekymrede ham meget. Min far og mor havde nogle meget gode venner, det var Erik E, som havde dametøjsforretning inde ved siden af, og han siger: ”Erik, du skal sgu da sælge sko. Vi mangler sko her i byen, og det er da noget, du kan få succes med”. Så gik far og tænkte lidt over det, og i 1963 solgte han alt herreekvipering ud, det eneste han havde tilbage, det var to par ragsokker og en butterfly. Alt andet blev solgt, og så startede han op med sko. Han ansatte en fru Beck, som var uddannet i skotøj, for det var han jo ikke selv. Han tog en masse kurser om læder, om fodtøj om alt muligt. Så startede han med sko, og det havde han til 1984. Det blev en succes for ham, da havde han en virkelig god butik.

 

UNGDOMSÅR OG UDDANNELSE

Hvis vi går tilbage til dig, du går ud af skolen. Hvornår gjorde du det?

Jeg tog realeksamen.  Min mor fik en baby det år, så det har været i 1961, for hun fik Kirsten i 1961. Da gik jeg ud af skolen, og startede på idrætshøjskole i Vejle, og der var jeg i fire måneder. Der mødte jeg en pige, som jeg blev gode veninder med. En dag vi står og skal ringe hjem til vores forældre, så ringer hun til sin far, og så kan jeg godt høre det er galt, der mangler hjælp på gården, og det er helt tosset, og så kommer jeg til at sige, om de ikke kan bruge mig. Hun siger til sin far, hun har en veninde på skolen, som måske godt ville tage med hjem og hjælpe med forårsklargøringen. Mine forældre blev tosset. Det var slet ikke noget, men jeg insisterede, det havde jeg virkelig lyst til, det kunne jeg godt tænke mig, så jeg var på landet i det meste af et år ovre ved Slangerup. Det hed Kvinderup, og det lå mellem Slangerup og Manderup i Nordsjælland, meget idyllisk. Gårdmanden syntes, at sådan en bypige kunne han sgu ikke bruge til noget, så han havde sagt til min veninde, at hun måtte selv sørge for, at jeg lavede noget, fordi han gad ikke se på en, der ikke kunne finde ud af det. Jeg var virkelig interesseret i det, så jeg lærte både at svinge rundt med mælkespande, malke køer, hakke roer, tærske, køre traktor, og køre med alle mulige landbrugsmaskiner, med hø-venderen, tromlen og hente roer ind fra marken, det kunne jeg godt finde ud af, og det gjorde jeg så; men jeg pløjede ikke. Det var med en lille grå Ferguson, så det var ikke så vildt, som det man ser i dag.

Du var faktisk karl?

Ja, jeg var faktisk karl. Når det regnede var jeg inde og hjælpe indendørs, det var vi alle sammen, så var det ind og hjælpe mor med at gøre rent, pudse vinduer eller røre i gryden, eller hvad der nu skulle laves. Vaske tøj nede i vaskekælderen mellem skrubtudserne, det var meget primitivt derovre, det var det virkeligt. Det var også med høstbindemaskine. Det var en gård fra dengang i 1950’erne.

Dengang var der fire børn, og de to drenge gik stadig i skole, og de cyklede hver dag 15 km til Frederikssund og tilbage igen i al slags vejr, der var ikke noget der hed, at blive kørt.

Havde de bil?

De havde en bil, men man kørte ikke børn i skole. Den kom ud en gang imellem om søndagen eller hvis der skulle handles i Langtbortistan, så kunne man tage den frem. Jeg glemmer aldrig til at begynde med. De gik meget i byen, ægteparret spillede meget kort, og i begyndelsen sagde hun altid: ”Vi går bort i aften”, det var jo i Nordsjælland. Bort. Jeg syntes det var et uhyggeligt udtryk, for mig betød det noget ganske andet; men det betød altså, de skulle i byen. Det er noget jeg husker bedst.

Jeg havde et lille kammer oppe på loftet. Om morgenen var der rim på væggene, og der var rim på dynen. Der var et bord, et skab og en seng, og absolut ikke andet.

Havde de badeværelse?

De havde et badeværelse, og der var et badekar, kan jeg huske. Det badekar blev mest brugt til at skolde høns i. Nede i kælderen var der sat en interimistisk bruser op ved siden af vaskemaskinen imellem alle tudserne, og der kunne man gå ned og tage et brusebad, hvis det var det man ville. Der var bal i forsamlingshuset hver lørdag aften. Så tog vi brusebad hver lørdag morgenen, og satte curlers i håret og tørklæde om hovedet, og ud og malke, fodre grise og alt muligt andet, og gik til bal om aftenen. Vi havde jo ikke hårtørrer, det var lufttørring, og det kunne godt tage sin tid. Jeg havde langt hår dengang, der blev rullet op på spoler, vi har set godt ud.

Hvor kom du så hen derfra?

Min far og mor kom og hentede mig lige før jul, og de fik nærmest et chok, da de så alle de baltegn jeg havde. Lige efter jul, da jeg var kommet hjem, kom jeg til England, for jeg havde en moster i England, og jeg ville gerne lære sprog. Jeg havde nemlig fået at vide i skolen, at det eneste jeg aldrig kunne lære, det var engelsk. Jeg ville faktisk så gerne lære det; men jeg har aldrig været god med bøger. Fordi min moster boede i England, måtte jeg godt komme derover. Jeg var kun 17 år, og jeg måtte bestemt ikke komme derover på egen hånd, medmindre der var nogen til at tage imod mig, og det var der så. Så boede jeg ved min moster i tre måneder, og det var simpelthen for kedeligt, fordi de boede på et slot, der var lavet om til udenrigstjenesten, regeringens kursuscenter for udlændinge i England. Det var min moster og onkel meget engageret i på forskellig vis, men det betød, jeg gik meget alene. Vi boede i et lille cottage ved siden af slottet, men jeg var bare alene altid, og det eneste jeg skulle, var at sørge for skoletøjet til to børn, mine fætre og kusiner, men de var i skole hele dagen, og så gik jeg fuldstændig alene rundt. Jeg fandt så, eller min moster hjalp mig med at finde, et sted i Ipswich ved en advokatfamilie, hvor jeg så var resten af året, indtil jeg kom hjem igen lige før jul året efter. Efter jeg kom hjem, har jeg faktisk haft rigtig meget fornøjelse af det engelsk jeg lærte dengang, og det går rimelig godt.

Du kunne godt lære engelsk?

Jeg kunne godt lære engelsk.

Da jeg kom hjem efter det, sagde min far: ”Hvad vil du så”? Og jeg anede ikke en pind om hvad jeg ville. Så sagde han, at jeg var så kreativ, så jeg måtte være dekoratør, jeg skulle på dekoratørskolen. Han tog mig med til Larsen i Beringbro ude i Hørning i hullet dernede. Der var Nordisk Dekoratørskole ved Carlo Larsen. Det tog et halvt år, og så var jeg uddannet dekoratør. Det var man jo ikke efter et halvt år, men det var hvad skolen varede, og så fik jeg en plads i Herning, hvor jeg faktisk blev mobbet ud fra. Min far var lige startet med sko eller skulle starte, det var i 1963, og han kørte mig til Herning til en skotøjsforretning for at besøge den, hvor jeg skulle være for at snakke med ejeren deroppe og høre lidt om det. Han troede min far kom fordi jeg ikke turde komme alene, så han var faktisk meget modbydelig, han mobbede mig ud, så jeg var der kun tre måneder. Så fik jeg en plads ved Salling i Aarhus, og flyttede til Aarhus i et værelse i en lejlighed med fælles køkken og bad med familien, det var meget primitivt. Så boede jeg derinde i en fire år, og blev selvstændig dekoratør, freelance, som det hed, og så tog jeg jobs rundt omkring og lavede vinduer for forskellige butikker her i byen og i Aarhus, og så fandt jeg John og vi blev gift.

Hvor kom han fra?

Han kom fra Holstebro. Han arbejdede i Aarhus ved IBM, og det gjorde min onkel også, og det var der jeg traf ham, fordi jeg somme tider var nede at se til min onkel. Der stod så en dejlig ung mand, som jeg ikke kunne stå for, og det var gensidig. Vi begyndte at komme sammen, at gå i biografen, og så endte det med, at vi blev gift. Fandt en lejlighed her i byen, et dødsbo på Adelgade 21, hvor skomageren Frederik Nielsen boede. Vi overtog hans dødsbo, hele hans interiør stod der, og hans opvask stod på bordet, og hans tøj var i skabene. Jeg kan se det endnu, en hvid smoking og en sort smoking og hvide handsker. Han var en meget fin mand åbenbart, gik til noget forskelligt. Hans skomagerbutik med skabene står nede i museet nu. Det var meget fantastisk at flytte derind, og der boede vi i to år. Vi gjorde i stand dernede, og fødte vores to første børn dernede, vi boede der 2 ½ år måske. Så flyttede vi til Vestergade 37, købte huset for vel 150.000 kr., det var ikke ret mange penge, simpelthen småpenge set med dagens øjne. Der boede vi til 1984 hvor Frandsen solgte det hus her, og i det hus derhenne havde vi i mellemtiden fået tre børn, og så blev det sådan at to af børnene skulle dele værelse, og det gav problemer jo større de blev. Frandsen flyttede ned i Nørregade, så det her hus blev til salg, og så købte vi det. Bent Dalgaard købte vores hus, han flyttede fra Adelgade 90 og ned i vores hus på Vestergade 37, og Bottke flyttede op i hans hus. Der var en rokering, det skete samme år, hvor vi rykkede om i tre forskellige huse. Det var 1983 eller 84.

Det var jeres private beboelse. I skulle leve af noget, og det blev så forretningen?

Ja, i begyndelsen arbejdede John ved far. Han blev hentet inde fra IBM ned og hjælpe far. Der gik nogle år, og det blev ikke et særligt lykkeligt forhold, så han kom ud til Banholdt Sko i Aarhus og var meget glad for at være der, og de var glade for ham. Far blev faktisk lidt interesseret i at få ham hjem igen, fordi han måske syntes, at nu var det tid at skifte. Han havde hørt fra Banholdts, at John var rigtig god, men da John kom hjem igen, var han alligevel ikke god nok, så han fik ikke lov til at overtage forretningen. Så var det symaskineforretningen kom ind i spillet. Jeg var nede ved Jensens Symaskineforretning, og han sagde, jeg bare kunne købe forretningen, for nu holdt han. Jeg vidste ikke, hvor jeg så skulle få lavet min symaskine mere. Så sagde jeg til John, at hvis vi skulle være selvstændige, kunne vi overtage den forretning dernede på Banegårdsvej, og begynde at sælge stof og symaskiner. John var fuldstændig ligeglad med, hvad han skulle sælge, bare han blev selvstændig.

Men han var en god sælger?

Ja en fantastisk dygtig handelsmand i det hele taget. Så overtog vi den forretning, det hele foregik indenfor en uge. Det gik bare så stærkt. Det var jo vanvittig spændende og vanvittig frustrerende, da vi skulle sælge Jensens stof ud, for det stank af cigarrøg, så vi kunne ingen steder være. Al stof blev lagt ud på borde i gården, fordi vi simpelthen ikke kunne være i stue med det. Vi solgte det derude fra, samtidig med vi gik og malede, satte nye hylder op og gjorde ved, men det var virkelig op ad bakke at købe varer ind til en butik, fordi vi anede intet om det. Jeg var jo selv meget glad for at sy, og jeg havde været oppe ved Bjørns Stoffer, som det hed her i byen dengang, for at spørge om han ikke kunne få strækstoffer hjem. Fordi jeg syntes til børnene var det dejligt at sy i strækstoffer. Jeg havde været ude ved Harlev Kludemanden, for at købe nogen stumper og stykker og sætte sammen, jeg syntes det var sjovt at sy i; men det kunne man ikke sy i, så det skulle han ikke have i huset. Jeg sagde til John, da vi startede: ”Det første du skal gøre, er at køre ud til Vestkysten”, for der var så mange kludekræmmere, og så mange firmaer der lavede jerseystof. Han fandt nogle adresser, og kom rundt til nogle forskellige, og blev rigtig gode venner med dem. Han kom slæbende hjem med den ene store rulle strækstof efter den anden, og så begyndte jeg ellers at sy modeller. Et af de første år vi havde forretningen, var der erhvervsmesse på Niels Ebbesenskolen, og jeg har simpelthen beklædt hele standen med patchwork og broderet ”Pfaff-symaskiner”. Det var et kæmpe arbejde, og det var sindssygt flot. Vi vandt den flotteste stand deroppe. Jeg havde lavet en model i strækvelour, en bluse og en nederdel, og så sagde jeg til folk, at de kunne komme, så kunne jeg lige tage mål af dem, og så kunne jeg klippe det for dem, og så kunne de sy det, når de kom hjem. Jeg klippede modeller til jeg ved ikke hvor mange, men det var af to kæmpe ruller stof, en rulle rød velour og en rulle blå velour. Jeg tror der var 60 eller 70 meter i hver rulle, og jeg bare klippede og klippede og klippede. Det var så morsomt.

Vi lavede modeopvisning deroppe på standen, vi lavede modeopvisninger i butikken, vi gjorde rigtig meget. Jeg syede og jeg syede og jeg sov ikke ret meget. Når vi kom hjem fra butikken, sad jeg og syede. Drengene hjalp med at lægge stof sammen, som John hentede på fabrikkerne. Det kom i store ruller, som vi lagde dobbelt. Det var mange, mange timer vi brugte på det, men det var sjovt. Vi fik ansat en, der kørte kurser for os. Hendes mand var ansat ude ved Pfaff Jensens søn, og han ville gerne have sin pige til Skanderborg, men hun manglede et job, og hun var uddannet på Skals Håndarbejdsskole. Hun lavede kurser for os i baglokalet i gården dernede, og jeg møder stadig folk fra de kurser der siger, at de har mappen endnu dengang de lærte at lave gylp i bukser eller at sy lynlås i og stolpelukninger. De fik prøvebøger med hjem med syprøver i, som de havde lært at lave og som de kan bladre i. Dem kan jeg møde i Netto den dag i dag, det er lidt skægt.

Da blev det pludseligt for trangt der, og så blev den som nu er marskandiser på Adelgade 117 ledig, der havde været dyrehandler. Den fik vi gjort i stand, og fik en rigtig dejlig butik med et dejligt butikslokale, værksted, kursuslokale og køkken. Det var virkelig godt, men vi havde spurgt far inden vi flyttede, om han havde tænkt at holde, men det havde han absolut ikke. Vi var der kun i to år, så havde han tænkt at holde, og så syntes vi ikke, at vi kunne lade chancen gå fra os. Vi fik min lillesøster til at starte i nr 117. Hende og hendes mand Jørn ville gerne være selvstændige også, og vi sagde at de kunne overtage vores lokale, som vi lige havde gjort i stand, og så rykker vi op til far.

Din søster startede med blomster?

De fik Blomsterværkstedet i nr 117 på Adelgade, og vi rykkede op i fars butik i slutningen af 1983. Der fik vi ellers en kæmpe butik, og blev faktisk lidt landskendte indenfor branchen. Der var meget snak om os, og der kom faktisk folk fra andre byer for at se, hvordan vi gjorde og hvad vi gjorde, vi var meget ”in” dengang. Lene har kørt det videre nu, hun kører præcis det samme spor, og har også taget internettet ind. Det kunne vi ikke overskue dengang, fordi det var vi ikke opvokset med, som hun var. Det har hun lagt til som det nye, og det er til stor gavn for hende.

Hvornår var det skift, hvor I solgte til Lene?

Det var 2006.

Hvor hun så rykkede til en anden adresse?

Ja, det var hun nødt til, og grunden til det blev i 2006, var at vi hele tiden har vidst, at Lene skulle overtage butikken, hun ville så gerne. Det var en nichebutik, en der ikke var nem at sælge, så vi var enige om, at når Lene kom og sagde, at det er nu, så er det nu. Så kom hun og sagde, at hun havde fundet det lokale hun gerne ville være i, som hun troede hun kunne få det til at fungere i, og så blev det der. Det var nok lige to år før vi havde regnet med, men det var sådan det var. Så hjalp jeg Lene i otte måneder til jeg var 62, og så kunne jeg gå på efterløn, og så var det fint.

 

JOHN SOM HANDELSMAND

Jeg var så heldig, at være gift med John, som var en vanvittig dygtig handelsmand, og han fandt simpelthen så mange kontakter, vi købte et halvt rugbrød eller kassebil, og så kørte han rundt. Det kunne være til butikker, der var gået konkurs, det kunne være fabrikker, der havde et restlager eller andet. Han kørte rigtig tit ud, og når han kom hjem, stod vi oppe i vinduerne, og så var det ligesom juleaften. Hvad er det vi skal ned og kikke på? Han har købt kæmpe partier hjem. En gang købte han en DSB-lastbil fyldt med skråbånd, og da det kom hjem fyldte det en dobbeltgarage. Han havde selvfølgelig ikke givet så mange penge for det, så det drejede sig jo bare om at få solgt noget af det. Det var dengang vi havde en, der hed Lene Thim ansat, og det var deres nye dobbeltgarage, der blev fyldt dengang med alt det der skråbånd, og der stod det i kassevis fra gulv til loft, det var helt vildt, så meget der var. John gjorde det, at han lavede nogle pakker med 10.000 m på store ruller i alle mulige forskellige farver, og så kørte han rundt til alle vores kollegaer og solgte dem, og inden for en uge havde han alle sine penge hjemme, og så havde vi stadigvæk en dobbeltgarage fyldt med skråbånd. Lene og jeg tænkte så, “hvad gør vi, hvad gør vi“? Det var skråbånd fra Sødahl, og det var foldet på midten, så vi gav os til at sprække det op i folden med en opsprætter nål og vandt det på en garnvinder, og strikkede bluser af det. På det tidspunkt var båndstrik det hotteste fra Paris, så Brændgaard garn kom over til os, og spurgte os, hvor vi dog havde fået det båndgarn fra, fordi det var da helt vildt, så godt det var. Der stod vi så bare selv og sprættede skråbånd op og strikkede af, og vi hæklede badeværelsesmåtter. Vi strikkede mange bluser, og fik taget billeder af dem og lavet fotostater og mønstre til. Det var en kæmpe succes.

En anden gang kommer han hjem og har købt noget, og så er der lynlåse for alle pengene i bilen, eller var der ribkanter. Vi havde noget der hed JGS, det var Johns Gamle Skrammel, hvis der var noget vi ikke vi lige kunne finde ud af, hvordan vi skulle anvende, eller også var det ”Jenne Gue Sager”. Det var altid JGS, når vi mærkede vores ting. Det var meget stof, han kom hjem med, og noget af det syntes vi, det skulle vi bare have lavet noget af for at få det solgt; men der var også noget af det, han ikke havde givet ret meget for, så alle de mærker der sad på det stof John havde haft med hjem, det stod der JGS på, og så vidst vi selv, at det var noget vi udmærket godt kunne sætte ned og sælge billigt. Han har været en formidabel handelsmand. En dag han kom hjem, havde han været oppe på en fabrik og købe jeg ved ikke hvor mange ruller cowboystof, men det kunne vi selvfølgelig ikke selv omsætte. Så ringede han til et firma, som han vidste brugte cowboytøj, og så solgte han dem cowboytøjet en krone dyrere end han selv havde givet. Han fik det fragtet rundt, og var nede og aflevere stoffet og fik en check, som han gik op til Holger i Sparekassen med, og sagde han gerne ville betale alt hvad han skyldte. Så blev kassekreditten betalt ned til nul, og Holger sagde: ”Jamen John hvad har vi da gjort forkert? Hvad har vi gjort forkert”? – “Bare rolig“, sagde John, “i morgen kommer der en regning, som skal betales“; men der var lige en dag, hvor vi havde fuldstændig ren bord. Sådan har han lavet mange sjove ting, han har virkelig været fantastisk på det plan.

Det han også gjorde i butikken var salg og servicering af symaskiner?

Ja, det var det nemlig, og det var han også god til. Vi havde en mand, der hed Børge som hjalp os, og han var rigtig dygtig mekaniker til alt. John kunne det mest almindelige, men så snart det var nede i det mere tekniske, var det Børge. Lene har ham stadigvæk, og det er lidt sjovt, han startede 1985 eller 86 og nu sidder han nede ved Lene, og kommer stadigvæk og hjælper med symaskinerne, og kan slet ikke undvære det. Jeg tror ikke han har så mange mere, men dengang havde han forskellige rundt omkring i landet, han tog ud til og hjalp med at reparere symaskiner. Vi havde ham en dag om ugen, og da tog han rundt; men nu tror jeg faktisk kun han har Lene tilbage, fordi han er ved at være en voksen mand.

Der var fuld fart på, og det gik godt med stof?

Ja, der var fuld fart på, det gik rigtig godt, og vi holdt modeshow to gange om året, og vi var med alle mulige vegne, det var sjovt.

Hvordan er tendensen nu, er der stadigvæk lige meget hjemmesyning?

Det tror jeg. Men fra dengang vi startede, hvor det var noget med, at man syede for man godt ville spare penge, så er det i dag mere syning for den kreative. Nu kan du ikke spare penge ved at sy, du kan købe det billigere en du kan sy det stort set. Men hvis man har den åre i sig, man vil bare lave et eller andet og kreere noget og har mange ideer, så er det den herligste måde både at sy og strikke. Vi fik jo også garn til sidst, så det var en kombination af garn og stof, og alt det kreative var helt vildt sjovt. I dag er det jo den kreative, der bruger symaskine. Man kan brodere på dem, og man kan lave så mange sjove ting, så det er absolut den kreative side, der har vundet.

Er der også kommet nyt liv i det gennem nogle fjernsynsprogrammer?

Ja, også det, og hvis man godt kan lide at gøre lidt som er anderledes, fordi det er jo meget lig hinanden, det der hænger i butikkerne. Det ligner jo hinanden alt sammen, og det er jo heller ikke altid, det er ens smag. Måske har man heller ikke altid faconen til at hoppe i det, der er moderne lige nu.

 

FAMILIE- OG FRITIDSLIV

I havde travlt med forretningen, var der så tid til at holde ferie sammen med børnene? Kom I ud at rejse, eller havde I sommerhus?

Nej, vi var i sommerhus en uge maks. Da børnene var små, var de som regel en uge oppe ved farfar og farmor i Holstebro; men ellers var de ikke på ferie ud over en uge med os. Det var hvad det kunne blive til.

Det var tre drenge, og de har været fantastiske til at lege. Jeg synes det er ufatteligt, jeg stadig har tre drenge. Dengang var det noget med at rende i skoven, fiske i søen og klatre i træerne. Det var absolut uden redningsbælte, og det var med snor i jakken, det tænkte man ikke over kunne være farligt. De legede jo overalt.

De gik måske heller ikke i fritidsordning efter skoletid?

Nej, det gjorde de ikke, for når de kedede sig herhjemme, kom de ned i butikken til os. De kunne færdes og gå til spejder og selv cykle over og sejle. De blev ikke kørt rundt, de cyklede rundt og klarede fritidsordningerne, de gik til badminton og til fodbold. Det gjorde de bare selv, og når de havde brug for os, vidste de, hvor vi var. Vi havde en skolepige til at begynde med, som var her ved den bette. Da vi startede butik, var han syv år, så i begyndelsen havde vi en skolepige, der kom og var her når han fik fri og sørgede for han fik noget at spise, og så købte hun ind for mig til aftensmaden. Ellers har vi ikke haft nogen.

Var der så ret meget fritidsliv?

Det var der ikke noget af. John og jeg spillede badminton sammen oppe i hallen, ikke sammen men samme tid, og der tog vi børnene med op. Ellers var der ikke tid til noget som helst af fritidsinteresser.

Så var der foreningslivet. Var der noget i Handelsstandsforeningen?

Vi var med i Handelsstandsforeningen, og jeg var med i bestyrelsen for en kort periode. Vi var altid med til de møder der var, og deltog aktivt, også med hensyn til renovering af Adelgade. Det har været oppe og vende så mange gange, så det er helt vildt. Min far har også været med til at renovere Adelgade, og været med i udvalg. Men da den blev renoveret, var vi meget kraftigt involveret i det; men vi havde ikke rigtig nogen indflydelse, for det var jo kommunen der bestemte i den sidste ende. Vi følte, at vi var med i det, og syntes jo nok også, at alle de kloge hoveder sagde, at det var den rigtige løsning, men vi ville jo nok gerne have haft det på en lidt anden måde, vi var meget kede af den der snoning, og vi var meget kede af, at der skulle stå de der grønne pullerter.

Der var også aktiviteter i forbindelse med Handelsstandsforeningen og Kræmmermarkeder.

Vi var med fra starten til Kræmmermarked, og i de første år, og da var det noget med, at vi stod klædt ud som gamle kræmmere. Det første år syede vi noget tøj med blomstrende badehætter med blonde rundt om, et forklæde, en nederdel og en sort bluse til. Det bruger Lene stadigvæk hvert eneste år på Kræmmermarked, så det har været med alle årene. Jeg tror ikke der er ret mange andre, der klæder sig ud mere. Det holdt igen, men det gjorde vi i mange år dengang, og det var med til at gøre det lidt festligt på gaden. Man stod jo uden for på gaden og solgte og snakkede og råbte.

 

TIDEN SOM PENSIONIST

Så blev I begge pensionister samtidig?

Ja, det gjorde vi. Det vil sige John fik et job ved vores søn, hvor han tog ud og ordnede noget. Han havde nogle håndværkere, der gjorde huse i stand, og han tog ud og sørgede for de havde det de skulle bruge. Det gjorde han et års tid; men jeg blev pensionist.

Uheldigvis fik vi et barnebarn, som fik meningitis, så det tog to år, hvor jeg var rigtig meget på med hensyn til det barn, hun var døden nær. Hun er i dag en fin og frisk pige, men der var lige to år, hvor den lille familie havde meget brug for hjælp, så jeg var lykkelig for jeg var gået på pension, og kunne give dem den hjælp, de havde brug for på det tidspunkt.

 

Da det var overstået, og blevet normale tider igen, hvis man kan sige det, så begyndte jeg at ro. Det har været noget af det bedste for mig. Jeg har stået oppe i vinduet og kikket ned på søen, jeg ved ikke hvor mange gange, og tænkt: ”Hold da op, hvor kunne det være dejligt, hvis man kunne sidde der ude og hygge sig lidt på vandet ”, for jeg er vokset op ved vandet. Da min far overtog ejendommen, fik han eventyrhaven med helt ned til søen, og min far og mor byggede et sommerhus nede ved søen, så jeg er vokset op ved søen og ved vandet. Min far havde en kano dengang med faste årer, og jeg har pjasket rundt på den sø. Men nu begyndte jeg at ro rigtigt i en inrigger robåd fra roklubben, og det har været en kæmpe fornøjelse for mig. Jeg har været i udlandet og ro, i Norge på Sognefjorden og på de tyske floder og på Bodensøen.

Er det udflugter roklubben laver?

Nej, jeg er kommet med i en flok fra forskellige roklubber i landet, som jeg ror med.

Ror du stadigvæk?

Ja, jeg ror stadigvæk.

 

ERINDRINGSGLIMT FRA BARNDOMMEN

Du nævnte et hus nede ved søen; men det er jo bypark i dag.

Ja, de eksproprierede haverne dernede, da de lavede bypark. Alle de gamle haver blev nedlagt; men dengang var der en have til alle Adelgadehusene. Alle husene med lige numre havde jord, der gik ned til søen. Det var et eldorado. Der var bl.a. tømmerhandlen, der var vores yndlingslegeplads, et forbudt område, og det er altid det, der er mest spændende. Der var Gammelgaards have, der var Erik E’s have, og Hoffmeyers have. Alle haverne havde et lysthus nede ved søen, og inde i Hoffmeyers, han var jo sejlsportsmand, der var en sejlbåd i modeludgave, det var simpelthen så spændende. Et flot hus.

Jeg kan også huske, vi kom hjem fra skole til sommerferien især, jeg tror vi fik fri lidt før. Jeg kan fornemme en duft, for der var bageri inde ved siden af, hvor vi boede på det tidspunkt, når Andersen var færdig med hindbærsnitterne. Inden man gik op til mor, gik man ned til Andersen og fik endeskorperne fra hindbærsnitterne, så der var ikke plads til så mange rugbrødder. Det var helt vildt godt, jeg kan simpelthen dufte det. Også det gamle køkken inde ved Hoffmeyers, hvor den gamle fru Hoffmeyer stod og lavede kaffe i Madam Blå, husker jeg.

For der var også konditori?

Ja, det var der. Valdemar Hoffmeyers skidne æg nede i kælderen, de stank så jeg ved ikke hvad, han havde et stort kar fyldt med æg, og der var somme tider et, der var råddent. Den stank i kælderen fra æg er en sjov erindring, der kommer ind imellem.

Den nederste del af haverne blev eksproprieret, kan du huske årstallet cirka?

Jeg kan ikke huske det nøjagtigt, men det må have været først i 1980’erne måske 1982, for min far fik nogle penge for ekspropriationen, og dem brugte han til at købe et sommerhus i Dyngby. Et gammelt bjælkehus. Far og mor begyndte at være derude tre måneder om sommeren, og det gik lidt ud over forretningen, og de blev enig med sig selv om, at det var bedre at holde, end at den gik ned af bakke, og så holdt han. Han holdt 1983-84 for vi overtog det i januar 1984, så han har holdt lige der omkring. Jeg tænker han har fået pengene 1981-82, så det er dengang, han har købt sommerhuset, og det er i den forbindelse, at haverne dernede forsvandt. Huset dernede i haven var simpelthen hans alfa og omega. Kunne han bare være der, så behøvede han ikke andre sommerferier. Det var simpelthen det bedste i verden, og mor var der jo hele tiden. Det har været omkring det tidspunkt haverne forsvandt, og så blev der bypark.

Og så var det, at I flyttede jeres butik Stof & Sy op i de lokaler?

Ja i 1984 og 2006 overtog Kirsten og Jørn lokalet, og lavede det om til Blomsterværkstedet. Det har været i familiens eje siden 1951, og er det stadigvæk.

Ja, men så vil jeg sige tak for i dag.

 

Fødselsdag:

1946

Erindringen ønskes afleveret til:

Skanderborg Historiske Arkiv
image/svg+xml