Anna Larsen

Anna Larsens beretning giver et spændende indblik i en piges barn- og ungdom i Randers i begyndelsen af 1900-tallet. Den er samtidig en del af en firdobbelt slægtshistorisk erindringsfortælling. Find links til de tre andre sidst i erindringen. Gør ejerskabskrav på erindring

Jeg er født i Randers den 22. september 1897 og opvokset hos mine bedsteforældre i Laurentiigade 12. Min bedstefar var skrædder. Vi boede i en to-værelses lejlighed med for- og bagtrappe. Der var ingen entre, så man gik lige fra fortrappen og ind i stuen. Vi havde en pæn stue med pæne møbler, betrukket med rødt stof. Her var vi kun om søndagen. Om vinteren blev der kun fyret i den på søn- og helligdage. Vi havdet et soveværelse med dobbeltseng og en slagbænk med låg i køkkenet. Den blev om dagen brugt til siddeplads, og om aftenen blev låget taget af, og den blev brugt som seng. Der sov jeg, til jeg blev 15 år. Da døde min bedstefar, og jeg fik plads i dobbeltsengen.
Mine bedsteforældre havde syv børn, men aldrig en større lejlighed. Da min bedstemor flyttede, havde hun boet der i 52 år. Alle børnene fik gode stillinger, selv om ingen af dem fik en særlig uddannelse. Deres yngste, en søn, og jeg blev opdraget på samme tid. Han blev født i 1892 og blev i en ung alder direktør for De Danske Spritfabrikker i Aalborg. Alle syv søskende er nu døde.

 

Bedstefar arbejdede for Crome & Goldschmidt i Torvegade. Der var mange svende på værkstedet, og min bedstefar sad hjemme i det lille soveværelse, hvor der var et hvidskuret bord og en trædesymaskine.
Vi havde et lille køkken med komfur og en skammel, hvorpå der stod en spand med drikkevand. Vi hentede vand i gården nogle gange om dagen.
Jeg glemmer aldrig, da vi fik lagt vand ind i køkkenet. Jeg var 11 år, og skulle mange gange ud og prøve at tage vand, indtil jeg fik at vide, at vandhanen ikke var legetøj.

 

Vi fik en god og nærende kost. Altid to retter mad, som f.eks. byggrød kogt i vand med æbler og sødmælk til, øllebrød og sagovælling. Vi fik skiftevis hver uge oksekødsuppe, hvidkålssuppe, gule ærter og grønkålsuppe. Efter disse retter blev der altid kød til pålæg til aftensmanden – i hvert fald til bedstefar.  Når vi havde fået frikadeller, havde vi altid til et par aftener derefter.
Bedstemor lavede selv rullepølse. Hun havde en lille træbalje med saltlage, og når en rullepølse om aftenen blev taget op af lagen, for at blive lagt i vand til næste dag og blive kogt sammen med flæsk til gule ærter, så blev der lagt en anden rullepølse i baljen.
Bedste var en meget økonomisk husmor. Intet gik til spilde. Der skulle passes godt på, at ikke en unødig øre blev brugt. Bedstefars ugeløn svingede fra 9 til 12 kroner. Han fik hver eneste aften en snaps til sin aftensmad. Det var en lille klar flaske, der rummede en pægl og kostede 11 øre. Hver fredag skulle jeg købe en rulle normal skrå til 12 øre hos Dommerby.
Bedstemor købte al kødet på torvet på Frederiksplads. Her stod slagterboderne i to rækker, og hun handlede altid hos Pedersen fra Mellerup. Hans kone var altid med – både sommer og vinter.

 

Når jeg havde fri fra skole, kom jeg med på torvet, og det var den helt store oplevelse! Jeg husker tydeligt, at når der blev købt oksekød til suppe, bøf og rullepølse, så blev det gerne 2 kroner. Når der så var købt kød, gik turen om til grønttorvet, hvor der hos en bestemt kone blev købt en snes store og mørke æg. Så blev der købt lidt æbler, og når der var bær, blev der købt til syltning.
På hjørnet ved Helligåndshuset stod en mand med et apparat, der huggede hovedet af levende høns, når de fine fruer havde udset sig en god høne. Dengang var fjerkræ en dyr spise.
På Frederiksplads 5 var et pænere værtshus – det tålte i alt fald ikke berusede personer. Her kom slagterne ind med deres madpakke og købte kaffe til. Imens passede konerne slagterboden. Når mændene var færdige med at spise, kom konerne ind to ad gangen. De sad ved et lille rundt bord i køkkenet og nød deres medbragte mad og en knaldtår, og der blev drøftet datidens problemer.

 

En dag havde jeg været nede med sytøj for min bedstefar. Da jeg kom op ad Torvegade, mødte der mig et mærkeligt syn. Fra Rådhusstræde og ned ad Torvegade kom et køretøj, der kørte helt af sig selv uden heste for. Alle folk kom ud af deres forretninger, tjenerne inde fra Hotel Dagmar kom farende ud, vinduer blev åbnet, og folk hang langt ud for at følge vidunderet. Det var mit første møde med en bil. Jeg mener det var i 1905.
Jeg husker også da der kom elektrisk belysning i den indre by i stedet for gaslygter, som lygtetænderne både tændte og slukkede
Lige uden for vores stuevindue var der en lygte, og lygtetænderen boede i nr. 14, så vores lygte blev altid tændt først. Om vinteren kunne den oplyse hele stuen, så den savnede vi meget, da den blev fjernet.

 

En anden ting, jeg aldrig har glemt, var, når trommen kom i gaden. Trommeslageren hed Mogensen. En mand med ildrødt hår og skæg, og en røst, der skar igennem alt. Jeg husker tydeligt, at han først slog en vældig hvirvel på trommen, så folk kunne nå at få vinduerne på klem. Så lød det: ”En stor ladning levende torsk udsælges billigt ved Sønderbro”, eller ”Dags eftermiddag klokken to afholdes offentlig auktion i Elysiums lokaler over effekter fra forskellige dødsboer”.
Om vinteren, når der var faldet sne og føret glat, lød det: ”Det pålægges grundejerne at bestrø fortovene med grus, sand, aske eller lignende. Randers politikammer”, og så lød der igen en trommehvirvel. Mogensen stod altid midt i en gade, og det kunne høres fra den ene ende til den anden. Han stod altid lige uden for vores gadedør, og en dag sad jeg alene på trappestenen, sagde jeg ”punktum”, da han var færdig. Det blev til et hårdt slag med en trommestik over fingrene på den ene hånd. Det gjorde ondt, og den eneste trøst jeg fik, da jeg kom op, var, at sådan fik man, når man var næsvis.

 

Da jeg var seks år, kom jeg i skole på Markedsgades Skole, og der gik jeg til jeg forlod den i 1911 og blev konfirmeret. Vi lærte godt i skolen. Vi lærte at stave, læse og skrive dansk, danmarkshistorie, geografi, naturhistorie, kirkehistorie, religion, salmevers og katekismus. Det var en lille tynd bog med skriftsteder, som vi skulle lære udenad. Vi havde også fysik, gymnastik og sang. I hele min skoletid sang vi morgensang. Jeg gik i skole fra klokken otte om morgenen til klokken 13 middag. Vi havde nogle rare lærere og lærerinder, selv om der altid var et par stykker, man var lidt mere glade for end andre. Jeg var meget glad for at gå i skole. Jeg gik i syvende klasse i to år. Længere kunne man ikke komme dengang, og jeg var jo også kommet tidligt i skole. Vi var kun piger på Markedsgades Skole. Vi sad to ved siden af hinanden med hver sin pult, hvori vi havde vores stile, regnehæfter og andre bøger. Der var et blækhus i hver pult, som ordensduksen skulle sørge for at fylde op. Penneskaft skulle vi selv have, men dem kunne vi købe hos læreren for to kroner pr. styk. Vi skrev diktat, og i sjette og syvende klasse blev det til fristile om forskellige emner.
Vi fik ikke klø i den klasse, jeg gik i. Vi havde den samme klasselærer i fem år, og vi havde stor respekt for hende. En lussing kunne hun godt give, men dem fik jeg nu ingen af. Svedetimer, eller eftersidning, som det hed dengang, har jeg haft nogle stykker af. Jeg var temmelig lattermild og hviskede lidt for højt, når min sidekammerat, eller hende, der sad foran mig, trængte til lidt hjælp. Det var flovt at sidde efter, det følte vi vist alle sammen. Det var heller ikke pænt at komme hjem klokken 14 i stedet for klokken 13, og få kold middagsmad, og somme tider en på siden af hovedet.
De fleste af os legede sammen i frikvartererne. Vi havde en meget streng lærer som gårdinspektør. Han havde et falkeblik. Jeg tror, han kunne overskue gården fra den ene ende til den anden, og han kunne slå en lussing, så det kunne høres. Under besættelsen var han et år nede på biblioteket i Vestergade, hvor jeg tit kom, og han så ikke mindre blid ud med årene. En stor ting skete i sjette klasse. Der blev oprettet et skolekøkken, der blev bygget ved siden af Nørrestrædes Skole. En høj bygning, hvor der nederst var badeanstalt, i midten gymnastiksal og øverst skolekøkken.
En gang om ugen var vi der en time. Her lavede lærerinden den eller de retter vi så skulle lave et par dage senere, hvor vi var der fra klokken 11 til 14. Vi var inddelt i fire familier med syv-otte i hver, og på skift lavede vi mad, bagte, vaskede duge og viskestykker, rullede, lagde pænt sammen og lagde på plads. Især skulle dugene være meget nøjagtig rullet. Den mad vi havde lavet, spiste vi ved nydeligt dækkede borde, og den der stod ved bordenden øste op, og en bar rundt. Så var der opvask og rengøring af det store gaskomfur, hvor hver familie havde sit blus. Vand- og gashaner skulle have med en spritklud og endelig det store gulv, som vi var fire om at vaske. Havde vi bagt, måtte vi få brødet med hjem. Det var en særdeles dygtig og rar lærerinde – venlig og tålmodig, hvis vi havde problemer ved gryderne.

 

For at komme på skoleskovtur, skulle man gå i tredje klasse. Jeg kan ikke huske, at vi var andre steder end i Hobro. Vi syntes der var en meget lang vej fra banegården til Markedsgades Skole. Vi marcherede i rækker – fire i hver række fra skolegården til banegården. Mange mødre mødte op uden for skole for at følge os til toget og se, at vi kom godt afsted. Dagen efter skovturen skulle vi først møde klokken ni.

 

Fra tredje klasse fik vi hver måned karakterbøger med hjem, og fire gange om året blev vi flyttet, alt efter dygtighed. Det var altid meget spændende, hvem der blev flyttet op eller ned, eller beholdt sin plads, eller hvem man skulle sidde ved siden af.

 

Alt mit tøj, lige fra undertøjet til kjole og forklæde, var hjemmesyet. Jeg havde altid forklæde på, hjemmestrikkede sorte strømper og blankpudsede træsko, og så havde jeg også kludesko med høj skaft.

 

Kludeskoene var der vist ingen af mine kammerater, der kunne hamle op med. Min bedstemor lavede dem selv. Først blev sålerne syet af flere lag svært stof med en sadelmagernål. Overdelen var fint plys og kantet med bånd af samme farve. Og så var de foret med flonel, et brunt stof man også lavede natkjoler af.
Når skoene var færdige, blev sålerne ferniseret og hængt op over komfuret, og næste dag fik de atter fernis, og så var de klar til brug. Jeg fik et par om året, men altid med forskellige farver plys, og dem var jeg meget stolt af.

 

Da jeg var 12 år, fik jeg et par købte strømper i julegave. De måtte kun bruges søn- og helligdage, og så til eksamen.
I sommerferien 1911 kom jeg ud af skolen – en sorgens dag, syntes jeg. Jeg blev også konfirmeret i 1911, og fik lige efter min første plads i huset hos to enlige damer i Markedsgade 14, frk. Fischer Nielsen og frk. Bunch. Fischer Nielsens far havde været murermester, og ud over at have bygget den smukke ejendom i Markedsgade, havde han også bygget Sct. Peders Kirke.
Det var et meget smukt og stort hjem. Fem store stuer plus køkken og et stort spisekammer. Der var meget arbejde for en 14-årig pige, men det var et dejligt sted at være.
Om vinteren skulle der fyres i to kakkelovne, og hver dag bæres brænde op og aske ned. Store og små tæpper skulle bankes i gården. Alle vinduer skulle pudses både ind- og udvendig, to store gulve uden tæpper skulle bones. Det kunne godt være hårdt for knæene, og det store køkkengulv skulle holdes med fernis. Det var en halvdags-plads, og jeg mødte kl. 7.30 og skulle være der til kl. 13.30. Jeg fik 6 kroner om måneden. Da jeg havde været der i to år steg jeg til 8 kroner om måneden. Da jeg efter fem et halvt år forlod pladsen, var lønnen steget til 12 kroner. Det havde været en dejlig tid, og selv om der havde været så meget at lave, lærte jeg både at lave mad, sylte og bage og holde et hjem rent.
Jeg spiste aldrig et måltid i køkkenet, undtagen når der var selskab, så havde vi gerne en kogekone, og det lærte jeg meget af.

 

I 1917 fik jeg plads som enepige med eget værelse og 25 kroner i løn om måneden.

 

Min bedstefar døde i 1912, så jeg knyttede mig tæt til min bedstemor, som kun var 61 år. Hun var ung af sind, selv om man dengang syntes, at hun var en gammel kone. Men hun kunne more sig med os unge, når der var veninder på besøg. Bedstemor døde 88 år gammel i 1937.
Min bedstefar stod i sine unge år i Håndværkersangforeningen, hvor han sang sammen med bagermester og landstingsmand Hermann Stilling. Et år før bedstefar døde, svigtede kræfterne. En dag han mødte Stilling på gaden, kunne han godt se, at bedstefar ikke var rask, og sagde til ham, at han skulle søge om lidt aldersrente, som det hed dengang, og Stilling ville gøre, hvad han kunne, for at han blev tilkendt 6 kroner om måneden – en god hjælp til huslejen.

 

Jeg var enepige til 1918, hvor jeg blev gift, og boede stadig i Laurentiigade 12, hvor begge mine to døtre er født. Det var umuligt at finde en lejlighed efter 1. verdenskrig. Så byggede kommunen en stor ejendom i Fyensgade. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg løb bygningsinspektør Kock på dørene på hans kontor i den gamle brandstation. En dag sagde han, at vi måtte se, om der kunne blive en lejlighed. Jeg blev ved med at gå derned. En dag sagde han så, at han ikke ønskede mit besøg mere. De får en lejlighed i nr. 4 på anden sal Og så flyttede vi 1. april 1920 ind med vores piger på 20 måneder og tre måneder.

 

Læs videre i slægtens historie her:

 

Læs datteren Betty Larsens erindringer her:

https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/betty-larsen/

Læs bedsteforældrene Marie Petrine og Mathias Sørensens erindring her:

https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/marie-petrine-og-mathias-soerensen/

Læs barnebarnet Bent Melholt Andersens erindring her:

https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/bent-melholt-andersen/

 

Laurentiigade 12
Randers 8900 DK
Get directions

Fødselsdag:

1897

Erindringen ønskes afleveret til:

Randers Stadsarkiv