Anne-Berit Høj Nielsen

Anne-Berit fortæller om sin opvækst i 1950erne og frem til 1970erne, og beskriver hvordan meget står i kontrast til, hvordan man gør og tænker i dag. Gør ejerskabskrav på erindring

Min mand er født i Vojens i 1949, jeg selv i Bogense i 1953. Vi er fra før alting – eller efter!

Vi er begge fra små provinsbyer, med hjemmegående mødre og hårdtarbejdende fædre.

Vi havde, begge, en barndom i stor frihed. Hvis vejret var til det, blev man sendt ud at lege, selv i førskolealderen. Ingen voksne blandede sig i legen – og by, land, skov og strand hørte naturligt til hverdagens legeområder. Hvad der skulle leges blev der forhandlet om – dog var der et klart hierarki, baseret på alder, opfindsomhed og lederevner; med indflydelsen fulgte også et ansvar: Den, der bestemte legen kunne se frem til en gedigen faderlig “røvfuld”, hvis nogen kom til skade. Spørgsmålet: “og hvem fandt så på det?” var helt sikker, hvis man kom hjem med huller på bukser og knæ.

Vi sagde De, titel og efternavn til vore lærere, og var absolut stille, når vi først havde fået lov til sætte os ned. Arbejdet foregik disciplineret og i ro, så vi havde sjældent hovedpine når vi gik hjem (for vi gik eller cyklede – det sidste krævede en særlig tilladelse baseret på størrelsen af skolens cykelskur og afstanden mellem hjem og skole). Og så var det med at finde en balance mellem lektier (som vi absolut ikke fik hjælp til – ud fra devisen: Det er dit ansvar at lære)  – og leg.

Vi oplevede aldrig at blive spurgt om vi kunne lide skolen – men ofte om hvad vi ville være, når vi blev voksne – det lå i kortene at noget skulle man uddanne sig til. Vi er fra før sabbatåret. Og vi skulle ikke komme hjem og sige at vi vidste ikke rigtigt… og at det var svært at vælge… i begge hjem ville det have givet vulkanske rystelser – det var uacceptabelt og utænkeligt; når muligheden var der, så havde vi pligt til at udnytte de evner vi have; vi skulle være til nytte for samfundet!

Hvad angik måltider, så var det utænkeligt at der ville blive lavet særlige retter til børn, eller at børn kommenterede maden ved bordet, alt vi havde at sige var det afsluttende “tak for mad” – og en stille forhåbning om noget,  man bedre kunne lide i morgen, hvis middagen ikke lige havde været noget man kunne lide. Vores mødre var kærlige men absolut ikke curlingmødre – de satte en personlig ære i at have velopdragne og rene børn med gode karakterbøger. Måske er det derfor vi begge har erindringer om generalskideballer fra vore mødre.

Senere skulle vi træffe valg – mange valg om uddannelser, flytninger, boliger, kærester, venner, rejser (om end ikke så mange og ikke så langt væk – vi er fra før interrailen) job og økonomi. Ingen af os kunne forvente økonomisk bistand hjemmefra, studielån var vejen til livslang gæld (tårnhøje renter), SU-en var beskeden og der var lange dage på uddannelsesinstitutionerne – med mange lærertimer.

Det var til gengæld let at komme ind på videregående uddannelser, der var stort set ingen særlige adgangskrav, man kunne springe til en anden uddannelse og SUen var ikke tidsbegrænset. Der var et stort frafald, hvilket lærerne på uddannelserne ikke tog sig af – vi er fra før taxameterordningen – så man skulle lære at bide sig fast.

Det var hårde år – og vældig lærerige (og ret sjove) – vi fandt ud af, at vi kunne stå på egne ben, skabe nye relationer og vi lærte at kunne måle indsats og udfald på en personlig tilfredshedsskala – vi behøvede ikke andres anerkendelse hele tiden – vi er fra før alle talte om drømmeuddannelser/-job og ingen forventede at noget eller nogen skulle være perfekt.

Efter endte uddannelser blev vi begge offentlige ansatte, og startede før New Public Management-tænkningen blev tænkt, så blev vi mødt med tillid til, at vi ville arbejde for at løse opgaverne – og påtog os dermed et ansvar for de opgaver vi fik.

Fra vore hjem fik vi begge en opdragelse,der tilsagde at vi skulle gøre vores pligt og først derefter kræve vor ret, at man skal være nysgerrig og åbensindet, respektere andre og andres valg, stå ved sine egne valg og handlinger – og glæde sig over alt det, der er at glæde sig over.

Vi har bare været så heldige…..

 

Bogense 5400 DK
Get directions

Fødselsdag:

1953

Erindringen ønskes afleveret til:

Bogense Lokalhistoriske Arkiv
Odense Stadsarkiv