Anni Hove Mikkelsen

Anni Hove Mikkelsen fortæller åbenhjertigt om, hvordan hun blev ramt af kræft i bugspytkirtlen, en sygdom, som hun ikke kunne helbredes for. I dagbogen, der strækker sig over knap tre år, beretter Anni både om de mange nedture, sygdommen medførte, men også om glæderne sammen med sin mand, familie og venner samt om hendes og Egons rejse til USA i september måned 2015. Her er fremhævet et uddrag - teksten kan læses i sin fulde længde ved af følge linket i bunden. Gør ejerskabskrav på erindring

Annis dagbog

De sidste år i et liv med kræft

 

November 2013

Jeg vil starte med torsdag den 14. november 2013. Den dag viste sig nemlig at blive skelsættende for mig og min familie på en eller anden måde.

Jeg tog på arbejde om morgenen efter en træls nat, men jeg tænkte, at det nok skulle gå. Jeg arbejdede som pædagog på Bredballe Bofællesskaber. Jeg havde lidt mavevrøvl, og det ville bare ikke gå over, så jeg var nødt til at køre hjem igen efter kun tre timer. Jeg gik i seng, lige da jeg kom hjem og tænkte, at det nok ville udvikle sig til opkast eller diarré, men det blev bare ved med at ulme og ulme indtil lørdag morgen, to dage senere. Så kom opkasten til den helt store guldmedalje. En tanke strejfede mig: Opkasten var gul galde, og smerterne var som galdesten. Men… Galdesten havde jeg fået fjernet i 2004, så det undrede mig noget.

Torsdag den 21. november 2013

Efter at jeg havde haft mavekneb i en uge, tog vi til scanning på Vejle sygehus. Det tog ikke lang tid; lidt kontrastvæske i armen og ind i scanneren. Ud igen efter 15 min. Besked hos lægen om 3 hverdage. Sådan fungerer det, og det er der jo ikke ret meget at gøre ved.

Samme eftermiddag omkring klokken 15.30 ringede det på vores dør herhjemme. Jeg gik ud for at åbne og så, at det var min læge, Lars, der stod udenfor. Jeg tænkte: ”Han er da gået forkert,” men åbnede døren helt og inviterede ham indenfor. Han spurgte, om Egon var hjemme. Det var han. Vi gik ind i, og jeg bad Lars om at sætte sig. Egon kom, hilste på og spurgte, om han måtte byde på en kop kaffe. Det ville Lars gerne have. Først her gik det op for mig, at noget måtte være galt, så jeg kiggede på Lars og sagde: ”Det er vist alvorligt, siden du kommer her.” Lars svarede: ”Ja, det er det. Jeg er glad for, at I begge to er hjemme.”
Lars havde fået svar fra scanningen. Der sad en tumor på min bugspytkirtel. Ingen vidste, om den var ondartet eller harmløs, men alvorligt var det under alle omstændigheder der, hvor den sad. Han tegnede og forklarede meget præcist og meget menneskeligt for os, hvad han mente, der skulle og kunne gøres. Han sagde også, at han var på vores side og ville hjælpe os med komme igennem det. Alle billederne og teksten var allerede blevet sendt til Odense Universitetshospital. Nu var der bare brug for, at jeg sagde okay, og så ville tingene gå i gang: Undersøgelser og prøver af tumoren, så de kunne få konstateret, hvad den bestod af.

Det er helt fantastisk at have en læge, der viser, at man ikke bare er et nummer i rækken, men et menneske, der både har brug for faglighed og medmenneskelighed.

Det var vigtigt for mig, at børnene fik besked af mig, og det skulle være hurtigt. . Thomas var taget til Års, så vi ville ikke ringe og give beskeden til ham den aften, men vente til det blev morgen. Preben og hans familie kom hjem til os kort efter, at Egon ringede efter dem. Det var rigtig svært at fortælle det, og børnebørnene græd da også. Det gjorde jeg selvfølgelig også. Selvom vi endnu ikke vidste, hvad beskeden ville komme til betyde, så vidste vi dog, at det ikke var en ligegyldig besked. Vi fik snakket rigtig godt sammen om det hele.

Jeg er overbevist om, at åbenhed er godt for os alle, selvom det er svært. Vi står sammen om det sjove og skal vel også gøre det, når tingene er svære.

 

 

I 2015 har Anni været igennem operation, og hun er rask nok til at rejse med Egon til Oahu på Hawaii, med destinationer i New York og San Francisco i et par dage. Men Anni er begyndt at få smerter i siden, og skal til scanning igen lige efter hjemkomsten.

Torsdag den 10. september 2015

Endelig kom den uge, hvor vi skulle rejse. Vi skulle til New York, og målet var at se Frihedsgudinden, Central Park og World Trade Center med det nye Freedom Tower. Vi havde ikke bevidst rejst efter at være der den 11. september, men det var vi, og så skulle vi da selvfølgelig se, om der var noget mindehøjtidelighed. Vores hotelværelse på 7. etage lå lige i Manhattans hjerte og lige op til Times Square. Det var utroligt, hvor meget blink og liv der var hele døgnet rundt. Gaden ved siden af vores hotel var Broadway. Der var mange mennesker på gaden, der spiste. Musik og dans overalt. Vi følte nærmest, at vi gik i kø overalt. Vi blev trætte i hovedet af alle de indtryk og var godt tilfredse med, at vi kun skulle være der tre dage.

Fredag den 11. september til mandag den 14. september 2015

Den 11. september var en speciel oplevelse. Der var spærret af, da vi kom frem til World Trade Center, for at pårørende og andre berørte kunne holde mindekomsammen i fred og ro. Der var usandsynligt meget politi i gaderne, og der var vagter overalt. Da de åbnede for offentligheden, var vi inde i parken, som emmede af respekt og medfølelse for de mennesker, der var gået til, men også for de pårørende, der stadig var i parken. Det var et imponerende syn at stå lige der og lige den dag. Så fantastisk flot det var lavet.

Frihedsgudinden ”Lady Liberty” kunne man sejle ud til for at fotografere og se på tæt hold, men da vi så hvor mange turister de ”proppede” i de både, syntes vi nu ikke, vi havde lyst til det. Vi kunne faktisk også fint se hende fra land, så med vores nye fotoapparat klarede vi det uden sejltur.
Central Park gik vi ud til. Det var slående, hvor stille der var. Det var midt i byens larm, men kun ganske kort inde i parken fornemmedes larmen overhovedet ikke. Folk lå på græsset, sad på bænke og læste eller cyklede og løb på stierne derinde. Vi gik cirka halvdelen af parken igennem. Der var mange små oaser med bænke, der var søer, og så var der mange skulpturer. Der var lavet en lille mindeplads for John Lennon, hvor der sad en og spillede guitar og sang hans sange. Det var hyggeligt og meget stemningsfyldt.

Vi gik ud for at spise til alle måltider, og det var for os en forfærdelig larm at begå sig i. På caféer og spisesteder var der så højt musik, at man ikke kunne føre en samtale. Tjenerne måtte råbe for at kunne ordne vores bestilling.

 

Lørdag den 19. september til onsdag den 30. september 2015

Lørdag nat fløj vi i fem timer til San Francisco. Der var vejret også fint. De sagde, at det var sjældent, de havde over 20 grader, men de første to dage vi var der, nåede vi omkring 25 grader, så vi havde solen med os. Heller ikke der var hotellet klar til at modtage os, men han havde vist lavet en fejl, som han efter en time forsøgte at bøde lidt for. Vi fik opgraderet vores værelse til et med frit internet på 8. etage. Hold da op, det var fint.

I San Francisco skulle vi se Golden Gate Bridge (orange hængebro), Alcatraz (fængsels øen) og Lombard street (gaden med otte hårnålesving og trapper i stedet for fortov). Egon skulle prøve at køre med Cable Car, som var kabeltrukkede sporvogne. Det havde jeg ikke behov for i de bakkede gader.

Efter tre dage kunne vi sætte tjek ved Golden gate, Lombard street og Cabel car. Alcatraz kunne vi ikke komme over til før den 28. september, og der var vi jo rejst hjem. Vi havde godt nok også fået anbefalet at bestille hjemmefra, men mit helbred og manglende kræfter betød, at det var lidt svært, så det havde vi ikke fået gjort. Nå, det måtte vi så leve med. Vi så det udefra, og indenfor måtte vi sikkert ikke fotografere alligevel.

10 timers flyvetur hjem. Jeg havde vist lidt feber. Måske af træthed, selvom jeg havde fået slappet af.
Det har været en oplevelsesrig tur, og det tog en del på kræfterne. Heldigvis kunne jeg bevilge mig selv et par omsorgsdage, da vi kom hjem.

Herhjemme igen stod den på blodprøver om fredagen og så lige den scanning om tirsdagen. Lægen fra Odense Universitetshospital ville ringe, når de havde kigget på det, så der var igen ventetid.

 

Læs Annis Dagbog i sin fulde længde lige her: Annis Dagbog

 

Nybovej 53
Bredsten 7182 DK
Get directions

Fødselsdag:

1958-2016

Erindringen ønskes afleveret til:

Lokalhistorisk Arkiv og Forening for Nørup Sogn