Else Astrid Danielsen

Else Astrid Danielsen, født Hansen d. 6. juni 1925 i Hvalsø Sogn, blev gift d. 7. januar 1950 med gårdejer Daniel Danielsen, Brydegaard Nakke. Else arbejdede som landhusmor. Brydegaard med karle og løsarbejdere summede af daglige aktiviteter i hus, have, stalde fulde af dyr og på marker i takt med årstiderne skiftede. Hun drog omsorg for sine og Daniels tre børn og tog del i socialt arbejde. Hun døde i 1983. Gør ejerskabskrav på erindring

Af Annie Brydegaard Danielsen

 

MIN MOR –  Else Astrid Danielsen

Min Mor hed oprindelig Else Astrid Hansen. Hun var født den 6. juni 1925 i Hvalsø sogn. Men hun voksede op sammen med tre søskende i et fattigt hjem i Taastrup Huse på Midtsjælland. Hendes mor og bedstemor drev en lille gård, imens hendes far arbejdede som tømrer. Allerede som barn kom Mor ud og tjene penge ved siden af, at hun gik i skole. Pengene blev gemt til en konfirmationskjole. Dagen efter sin konfirmation rejste hun hjemmefra og skulle klare sig selv.

I 1946 var Mor ansat som stuepige hos Marie og Erik Henningsen på Postfunktionærernes Feriehjem i Rørvig. Der var orden i sagerne, livligt, morsomt, og tilfredse kunder. Fru Henningsen stod selv for madlavningen, og hun var en god lærermester. Var der tid efter rengøringen af værelserne, så hjalp Mor gladeligt til i køkkenet. Når solen skinnede, trak hun og husholdningseleven en stor zinkbalje ud på gårdspladsen, hvor de sad i græsset og skrællede kartofler. Maden var klar et kvarter før serveringen, så stuepigerne kunne blive vasket og iført ens sorte kjoler og små hvide blondeforklæder.

Ugens syv arbejdsdage var skemalagte. Når aftenkaffen om lørdagen var afsluttet, kunne de livsglade stuepiger lige nå ned på kroen og få sig en svingom. På sin ugentlige frieftermiddag tog Mor som regel ud til sin veninde Rie Andersen på Slettemosegård i Nakke. Der slappede hun af og ladede op.

Mor havde hele tiden vidst, at hendes ansættelse udløb 1. november 1947. Midt i oktober betroede hun Rie, at tiden bare var strøget af sted, så hun ikke havde fået søgt en ny plads. Det havde Rie råd for. Hun havde lige hørt, at den unge Daniel Danielsen, der netop havde købt Brydegaard, søgte en husbestyrerinde.

Far var blevet noget overrasket, da Mor kom anstigende og sagde: ”Jeg er lige den husbestyrerinde, som du står og mangler.” Han havde endnu ikke selv set sin annonce på tryk. Han fik taget sig sammen til at vise hende gården, haven og stuehuset. Inden de skiltes, havde hun fået sin kontrakt i hånden.

Den 1. november 1947 flyttede Mor ind i pigeværelset på Brydegaard. Hun skulle tilrettelægge alt arbejdet i hus og have, samt deltage ved malkning og jungevask. Til at hjælpe sig havde hun en ung pige. I det daglige stod hun for madlavningen til Far, 2 karle, 1 pige og Christoffer i aftægtshuset. Det var simpelthen for meget. Mor havde lært at sige fra. Hun fik Far til at forstå, at nu han havde installeret helt nyt malkemaskineanlæg, så måtte han selv kunne eftermalke.

Mor var hunderad for at gå i nødtørftsrummet, som var i den ene ende af svinehuset. Om aftenen måtte hun tage en flagermuslygte med til at oplyse det lille rum. Bag bræddevæggen kunne hun høre et par får gumle hø i sig. En aften, hvor hun sad på brættet med underbukserne nede om haserne, stirrede pludselig to store skindende gule øjne på hende i mørket. Stiv af skræk skreg og skreg hun, så det kunne høres gennem det stjerneklare frostvejr helt ind i stuen, så Far kom løbende. Da Far trak lokumsdøren til side, flygtede en bæver mellem benene på ham. Mor blev rasende, da han bare grinede og sagde. ”For fanden da, det var bare en bæver.” I lang tid efter måtte mor have husassistenten med ved sengetid. Heldigvis var det et såkaldt selskabsdas med to huller i brættet over hver sin tønde, så de kunne snakke sammen.

Mor og Far blev hurtigt glade for hinanden. En morgen, da Christoffer skulle køres til Nykøbing, måtte han til sin overraskelse vente på sin søn. Derfor gik han hen på gården og bankede på vinduet ind til min Fars kammer og opdagede, at Mor også lå derinde. Sikke et postyr. Dengang skulle folk være gift, når de sov sammen. Men sladder og forargelse kunne Mor ikke tage sig af.

Først i sommeren 1949 fandt Mor det passende, at de forlovede sig. Ikke noget med en ring og blomster, bare være smaskhamrende forelsket. Far offentliggjorde den glædelige begivenhed overfor sin far, Christoffer, og gårdens tjenestefolk i folkestuen. Far sagde altid, at det havde taget så hårdt på hans hjertesvage far, at han havde rejst sig og var lige så stille gået over i aftægtshuset, hvor de havde fundet ham død næste morgen. I den situation var et bryllup på Brydegaard utænkeligt.

Mor og Far kørte i jumbe til Nykøbing, hvor de tog toget med forbindelse til København, hvor de blev gift i Frederikskirken den 7. januar 1950 kl. 12. Uden familie! De måtte give 75 kr. for at blive viet under ½ belysning til korsang og med kirkens folk som vidner. Men Far sagde altid, at det var alle pengene værd.

Alle folk i Nakke var blevet så overraskede over, at Else og Daniel var blevet gift i København. Lige bort set fra Kristian Vejmand, for den gode mand vidste nemlig godt hvorfor. Men allerede der gav jeg Mor de første bekymringer. Hun havde troet, at med et sexliv og en vielsesattest, så måtte hendes menstruation udeblive. Da hun endelig gik til lægen med sit problem, sagde doktor Lind: ”Gå hjem Else. Tag den med ro, så skal du nok blive gravid.”

Den 29. oktober 1951 kl. 2 om natten lod jeg mig føde i min Fars seng. Det var der, jordemoderen bedst kunne komme til. Der var ingen tvivl om, at Rie, der havde ført mine forældre sammen, skulle være min gudmor. Den 16. december 1951 blev jeg båret op af kirkegulvet til døbefonden i Rørvig Kirke. Under skrig og skrål modtog jeg navnene Annie Brydegaard Danielsen, imens mine forældre, gudmor og faddere stolte og glade så til, at vandet rislede over mit hoved. Idyllen blev dog brudt, så snart de bar mig ud i vinterkulden, hvor de gamle tanter i familien udbrød: ”Hvor kunne I kalde hende Brydegaard, så dør hun jo.” Tanterne troede fuldt og fast på, at havde min Far fået navnet Brydegaard, så var han død ligesom sine bitte små brødre. Mor, der havde fundet på, at genoptage familiens tidligere mellemnavn, svarede: ”Ja, den vej skal vi jo alle!”

Af naturlige årsager kan jeg ikke huske noget fra de første år af mit liv. Men jeg kan endnu huske duften af Mor og trykheden, når hun tog mig på armen. Jeg kom dog til at dele Mor med Nina, der blev født i 1956, og Brita i 1960. Vi tre søskende levede udmærket med navnet Brydegaard Danielsen.

Brydegaard summede af daglige aktiviteter i stalde, have, hus, 68 tdl. agerjord, mose og eng i takt med årstiderne skiftede. Besætningen var på 27 højtydende røde malkekøer, kvier, kalve, fedesvin, æglæggende høns, gæs, ænder, kaniner, katte, hund og frederiksborgheste med føl. Hver lørdag blev der fejet og revet omkring gården, så der så pænt ud.

Vi tre børn og vores forældre betragtede gårdens uundværlige faste arbejdsmand og karl, som en del af familien. Et fælleskab, der blev udvidet med ekstra mandskab af begge køn i høsten, ved tærskning, gødningsudkørsel, slagtning og hovedrengøring.

Man fik varm mad kl. 12 præcis, og Mor regnede altid med 3-4 personer ekstra. Hun vidste aldrig, hvornår Far inviterede en nabo, en skærslipper, kunstmaler eller politiker til at spise med. Alle var lige og skulle behandles ens. Blev der mad til overs, blev det til lidt lunt ved siden af spejlæg, rugbrød og pålæg til aftensmaden.

Mine forældre havde en af de 450 bokse i frysehuset på Odsherreds Andelssvineslagteri. En slagtegris blev udvalgt og sendt til slagteriet, hvor den blev aflivet og parteret. På slagteriet røg de flæskestykker og hambergryg, og resten af kødklumper, stege og ben blev lynfrosset. På slagtedagen kunne Mor få det hjem, hun ville tilberede. Blodet blev rørt med rugmel, byggryn, krydderier. Massen blev stoppet i tarme, der blev lukket med slåentorne, hvorefter blodpølserne blev kogt i gruekedlen i vaskehuset.

Om fredagen ringede Mor efter frostpakker, som ankom med rutebilen, hvor vi fik udleveret dem af chaufføren. De lynfrosne varer havde en temperatur på minus 40 og kunne holde sig 1 uge i køleskabet.

Slagteriet sendte sine andelshavere og ansatte en julehilsen. Ugen op til jul stod vi børn spændt og iagttog, at Mor åbnede den store brune flade papkasse. Fikse ideer som 1 filetkniv eller 1 spækbræt med spegepølse lå mellem et udvalg af slagteriets mange produkter og bornholmerlaks og røget hellefisk. Vi var så heldige at få to pakker hvert år, fordi Far sad i bestyrelsen.

Men der var et lille minus. Man kunne kun have kød liggende på slagteriet, som var slagtet der, så Mor opbevarede fjerkræ, grønsager og bær i Nakke Frysehus. Da slagteriet blev nedlagt i 1969, købte Mor en Atlas 410 L’s kummefryser.

Når en gris skulle hjemmeslagtes, så ringede Mor til slagtermester Hans Verner Jørgensen i Rørvig, som sendte sin slagtersvend sammen med sin yngste søn, når han kom hjem fra skole. Lille Bent og Fagerholm aflivede grisen, skoldede og hængte den op i garagen. Fagerholm og Bent kom igen næste dag og hjalp med parteringen, imens formidlede Fagerholm nye ideer til anvendelsen af stege, kogeflæsk og paneret flæsk.

Mor havde en Master-Mixer, et vidunder af en røremaskine, der kunne hakke kød, røre leverpostej og presse metervis af medisterpølser ud. Til middag fik vi langtidsstegte skinkeschnitzler med blødeløg og ujævnet sovs. Næste dag blev tilberedt sylte, rullesteg og rullepølse til fryseren.

Mor opdrættede 15-20 gæs hvert år. De kom som daggamle i en kæmpe papkasse med rutebilen, hvor vi hentede dem. Havde producenten ikke haft gæslinger nok, blev der bestilt et antal ænder. Men ænderne svinede så meget, når de åd skråning og drak vand, at Mor ikke ville have flere af dem end højst nødvendig.

I løbet af sommeren voksede de bitte små gule dunede gæslinger til store hvide skræppende gæs. De kom, når Mor kaldte: ”Hvor er mors gæs!” I november blev gæssene aflivet en for en i løbet af to dage. Vingerne blev skåret af, gemt og brugt til at fjerne spindelvæv med.

En gås måtte ikke skoldes. Den skulle plukkes, mens den endnu var varm, ellers sad fjerene meget fast. Mor og en kone sad i den varme kostald, og dem, der havde et ærinde, skulle åbne og lukke døren forsigtigt, så dunene ikke fløj, og derved blev beskidte og måtte kasseres. Efterhånden voksede mængden af dun, der kom i lærredsposer, og fjerene i en stor balje. I køkkenet blev gæssene svedet, renset, skåret op og gjort klar til at komme i fryseren.

På forhånd havde Mor og Brødhans handlet om, hvor mange gæs han skulle havde i bytte for en stor kalkun på 18-20 kg. Normalt gik to gæs på en kalkun. Hverken Hans eller Mor måtte føle sig snydt, det skulle hver gang være en fornøjelse at købslå.

Med års mellemrum købte Mor fint og let dynelærred hos Holger Dam i Nykøbing, Mor brugte kun dun i kanalsyet dyner og puder. Far roste altid Mors arbejde med dunene, fordi han erindrede, hvor tunge olmerdugsdynerne var at ligge med.

Hønsene bidrog på mange måder til livets opretholdelse. Der gik i hundredevis oppe på loftet i svinehuset, og deres æg blev solgt til Odsherreds Ægpakkeri i Nykøbing. De daggamle kyllinger købte Mor af en avler, som sendte dem med rutebilen til os. De dunede gule kyllinger blev til store æglæggende Hvide Italienere. Mor slagtede løbende hanekyllingerne, som blev serveret med brun sovs. De største og fedeste høns røg i suppegryden. Når hønsene var 3 år, havde de lagt så mange æg, at æglægningen faldt, og de blev sendt til Ringsted Fjerkræslagteri.

Mor havde et motto: ”Man skal ikke overlade til andre, hvad man selv kan nå.” Det efterlevede hun. Men hun var samtidig god til at sætte andre i arbejde. Vi børn og vore legekammerater var ikke ret gammel, da vi blev sat til at plukke bær og samle spandevis af æbler. Vi benyttede tjansen til at spise af de små pærer, som smagte vidunderligt lige før, de blev modne. Fik vi eller de voksne brug for et hurtigt mellemmåltid, så stod der altid rødgrød og mælk til fri afbenyttelse i køkkenet.

I Tuti Fruttien forvandlede Mor solmodne ribs, hyldebær, blommer til koncentreret saft, som hele vinteren igennem kunne fortyndes til at slukke vores uendelige tørst.

Grønsager var der nok af. Asier, drueagurker, græskar, rødbeder blev syltet, og et stykke peberrod virkede som konserveringsmiddel i 4-10 L’s krukker. Blommer, moreller, kirsebær blev rengjort, pærer skrællet og lagt i henkogningsglas med sukkerlage. Efter en tur i henkogningskedlen var glassene lufttætte, så indholdet kunne holde sig i op til flere år. Intet kom i nærheden af sidste holdbarhedsdato.

På træerne voksede gråpærer, madæbler, gamle æblesorter som Filipa og Gråsten, der i takt med de modnede, forsigtigt blev plukket og lagt i trækasser, der blev opbevaret på loftet. Frisk frugt var ikke til at kimse af.

Søndagshyggen omkring Mors kaffebord med sandkage og lagkage tiltrak venner og naboer, som bier omkring en sukkerskål. Når adventskransen blev tændt, sang alle salmer af karsken bælg.

På et familieråd mellem mine forældre, min moster og onkel blev det bestemt, at Mormor flyttede ind hos os og fik sin egen stue. Når Mormor ind imellem boede et stykke tid hos min moster, så savnede vi hende at snakke med. Modsat var det, når hun forlod Hvalsø, så var det mine to fætre og kusine, der længtes efter Mormor.

Mors hverdag var andet end vask, rengøring og madlavning. Hun var aktiv i Rørvig Husholdningsforening og tog ivrigt del i socialt arbejde. Far havde utallige offentlige hverv, hvor hun ind imellem ledsagede ham til de store begivenheder.

Kagekasserne bugnede året rundt af hjemmebagte lagkagebunde, sprøde skaller og medaljebunde. Lige til at fylde med creme eller flødeskum i en håndevending, når Far holdt møder i stuen, eller uventede gæster dukkede op.

I december blev der bagt brunekager, chokoladefløjter, finskbrød, vaniljekranse, kokoskranse, runde hvide specier med kakaocirkler. Der blev lavet juledekorationer med kogler, grene og mos, som vi samlede i Amtsplantagen, og leret blev gravet ud af Skredbjerg skrænt. Ustandselig pakkede Mor småkager i poser og tog ud med dem og en juledekoration til folk, som hun lige skulle ønske glædelig jul.

Man kan undre sig over, hvordan Mor kunne have så meget overskud. Men overskuddet kom af at gøre de ting, der gav mening og skabte glæde hos mennesker. Min Mor levede og åndede for os tre børn, barnebarnet –  og sin humoristiske ægtemand, der værdsatte og elskede hende.

Fødselsdag:

1951

Erindringen ønskes afleveret til:

Odsherred Lokalarkiv, Gl. Nykøbing-Rørvig Kommune
image/svg+xml