Arne Pedersen

Arne Pedersen fortæller om sin barndom og skolegang i Bedsted i 1940'erne. Arne voksede op langt ude på landet ved Bedsted. Faren var postbud og moren hjemmegående. Børnene deltog i arbejdet i huset og på marken fra de var små, men der var også tid til leg. Gør ejerskabskrav på erindring

Materialet har været trykt i Sydthy Årbog 2016. Som er en bog der hvert år udsendes til Egnshistorisk forening for Sydthy ca. 300 medlemmer.

Barndom og skolegang i Bedsted i 30 og 40’erne

 

Jeg vil i det følgende fortælle lidt om min barndom og skolegang i 1940’erne, sådan som jeg i dag husker det.

Jeg hedder Arne Pedersen er født den 21. september 1936 i Bedsted som søn af Frida og postbud Richard Pedersen.

Min bedstefar var spillemand Viggo (Post) Pedersen som er omtalt i Sydthy Årbog 2002.

Mine forældre boede, dengang da jeg blev født, i en lille lejlighed ovenover en butik der lå lige over for mekanikeren på hjørnet af nuværende Vestervigvej og Østergade, der hvor nuværende Vestervigvej 79 ligger. Huset vi boede i er for længst revet ned.

Vi flyttede dog ret hurtigt ud på det, der i dag hedder Vestervigvej nr. 52, hvor vi boede i stuen og Karen Marie, der ejede huset, boede ovenpå.

Det er meget begrænset, hvad jeg kan huske derfra.

Der boede vi så et par år, inden vi flyttede langt ud på landet, til det der i dag hedder Vestervigvej 27.

Det var derude hele vores barndom foregik. Vi blev efterhånden 5 søskende, 4 drenge og 1 pige. Vi havde også en søster til, men hun døde natten efter hun var blevet døbt.

Det var et meget lille landbrug på 5½ tønde sæde, hvad der vistnok svarer til ca. 21.670 kvadrat meter.

Vi havde 2 køer, 2 grise, ca. 100 høns, nogle duer og en overgang en lille hest.

Huset vi boede i var et lille hus, hvor der var beboelse i ca. halvdelen og stald og lade i resten.

Beboelsen bestod af 2 små stuer et lille soveværelse, et meget lille køkken og et smalt bryggers i hele husets bredde. I et lille stykke af stalden blev der lavet et vaskehus, hvor der i et hjørne var lavet et lokum, som dog sjældent blev brugt. Vi besørgede i stalden, i grebningen bag køerne.

I dagligstuen var der et spisebord med seks stole, en divan, et skab og et lille tobaksbord. I den ”pæne” stue var der nogle gamle kurve møbler bestående af et rundt bord og fire stole, en kommode og overdelen fra et stort skab.

I køkkenet var der et køkkenbord med underskabe, en tallerkenrække og brændekomfur.

I bryggerset stod saltkarret, ovenover var der en hylde hvor vandspanden og en litermål stod, derudover var det et gammelt klædeskab. Her stod bl.a. et lerfad med komælken, samt andre madvarer og køkkenredskaber.

I soveværelset var der en stor dobbeltseng samt en enkelt seng og et klædeskab, når der var småfolk også en barneseng, og naturligvis en natpotte.

Far og mor sov i halvdelen af dobbeltsengen i den anden halvdel lå der op til tre børn, 2 foroven og en i fodenden. I enkeltsengen sov de største af os.

Sengene var med fjeder bunde hvorover der var tang madrasser, ovenover madrassen var der en underdyne. Overdynerne var vist ikke dundyner, de var meget tunge, men dejlig varme, så vi frøs ikke når først sengen var varm. Og var det rigtig kold fik én varmedunk der gik på omgang. Det kunne da hjælpe lidt med at varme det lidt op.

 

Fars postrute

Far var postbud, hans rute, dengang, gik faktisk ud fra Morup Mølle, men da hans post først ville komme derned når Langballe kom med den fra Bedsted, mødte han altid op nede på stationen i Bedsted, hvor de så sorterede posten inden de kørte ud, det kostede far nogle ekstra kilometer om dagen, men han kom før i gang, og så fik han jo også samværet med de andre postbude.

Ruten var det man kaldte en C tur. Det blev regnet ud efter hvor mange kilometer ruten var på, men også hvor mange afleverings steder der var, så selv om far kørte rigtig mange kilometer var der jo langt mellem husene og det trak så ned.

Far tog hjemmefra ved halv syv tiden, når han havde malket vores 2 køer og spist morgenmad. Han tog mælkejungen, på Cykelstangen, med op til landevejen hvor mælkekusken så tog den.

Postbudene var dengang et helt posthus, ud over breve havde de også aviser, ugeblade postordre kataloger og lignende med.

De havde også penge der blev sendt på girokort med, ligesom de modtog indbetalinger. Dengang blev termin indbetalinger kun fortaget 2 gange om året, nemlig til ”fandens” fødselsdag 11 juni og 11 december. Så kunne de godt have rigtig mange penge med rundt. Og far skulle først afregne når han kom på posthuset næste morgen. Han havde det ikke altid godt med, at have så mange penge liggende hjemme.

I de år jeg var barn, spiste far aldrig til middag hjemme, der var altid et er andet sted ude på ruten, der inviterede på middag, ud over det fik han utrolig mange kopper kaffe.

Mange steder var han næsten en del af familien.

Det oplevede jeg selv engang efter jeg var flyttet her til København. Jeg var hjemme på juleferie, og var kommet hjem nogle dage før jul. Jeg lånte så mors cykel og kørte med far på turen. Da havde han fået en anden rute der gik til bl.a. til Tandrup, Visby m.m. Ude på ruten fik jeg så posten til gårde der lå langt fra vejen, og hvor han viste der ikke var andre opgaver end at aflevere posten. Det var jo en god hjælp, for der var jo dengang rigtig meget post op til julen.

Midt på formiddagen sagde han, at det næste sted skulle vi begge to ind, for der skulle vi have vores formiddagskaffe.

Dengang låste man ikke dørene, så vi gik bare ind, han kaldte på konen, men der kom ikke noget svar. Så gik far i gang med at lave kaffe, gik ud i spisekammeret for at finde noget brød og pålæg frem. Hun kom hjem og undskyldte, at hun var faldet i snak og derfor var blevet forsinket. Hun overtog arbejdet med at lave kaffe og far fandt posten til hende frem. Der var vel 10 -15 julekort, hun bad far om lige at løbe dem igennem for, at se om der var nogen hun ikke havde fået skrevet til, han fandt to som han ikke mente hun havde skrevet til. Hun spurgte ham om han ikke lige kunne skrive dem, hvad han gjorde, han satte frimærker på, fik penge for dem og ordnede så resten, sådan var det at være postbud dengang.

Fars mange bekendtskaber ude på ruten betød også, at mor og far var med til utrolig mange fødselsdage, sølvbryllupper m.m., der var ikke mange uger hvor de ikke var afsted flere aftener.

 

Når far kom hjem fra postruten.

Tidspunktet kunne naturligvis svinge meget, men det var for det meste mellem 14 og 15, og så var det med at komme i gang på ”godset”.

Og der var jo nok at lave. For eksempel blev alt kornet høstet med le. Far svang leen og mor rev det med en lille rive med fire tænder, (krøljern) sammen i bunker der passede til et neg, og så gik vi børn bag ved, vi tog en lille håndfuld strå i hver hånd, viklede det om hinanden og så rundt om neget, snoede det en omgang og stak enderne ind under, så var det færdigt. Negene var nogle gange større end vi var. Vi lagde den ned og så var det videre til den næste.

Når vi nåede til aften skulle negene sættes sammen i råer, så det kunne tørre.

Når det var godt tørt blev det kørt hjem og sat i en stak.

Så kunne vi bare vente på at det omrejsende tærskeværk kom i vores område. Så det kunne blive tærsket. Det tærskede korn blev i store sække båret op på loftet over soveværelset, det kunne jo altid isolere lidt. Halmen kom på loftet i laden. Avnerne blev lagt i et hjørne på gulvet i laden, det blev mest brugt til strøelse. Det var os børn der skulle bære det derind. Og ih hvor det støvede, og når det var bygavner stak og kløede det gevaldigt.

 

Børnenes lod og del i arbejdet

Dengang var det jo meget almindelig, at børnene deltog i arbejdet.

Vi begyndte at hjælpe fra vi var helt små. Vi skulle bl.a. vaske op og skrælle kartofler, og det startede vi med før vi kunne nå op til køkkenbordet, vi måtte stå på en skammel for at nå derop. Da vi begyndte at gå i skole stod vi op kl. lidt i seks. Vi kom altid i seng senest kl. 19, så vi var udsovet. Når vi havde spist vores havregrød, var det om at komme i gang med at vaske op og skrælle kartoflerne, det skulle vi have klaret inden vi gik i skole, og det var med ikke at komme for sent i skole. Hvis vi gjorde det, fik vi en dask i nakken af lærerinden. Vi havde vel omkring knap 2 km. til skolen, og det var på gåben, vi havde ikke cykler før vi var konfirmeret.

Når vi kom hjem fra skole, skulle der muges ud i stalden, køer skulle flyttes, mælkejungen hvori der nu var valle skulle hentes oppe ved vejen og så videre, der var altid noget at lave. Mange gange når far kom hjem fra postturen, skulle vi ned i byen, med ting som far havde lovet at klare for nogle af kunderne på turen, f.eks. til skomageren med et par sko der skulle forsåles, til urmageren med ur til reparation, hente en halv pund fars hos slagteren og lign.

Hver dag skulle en af os ned til toget fra Thisted når det ankom sidst på eftermiddagen, for at hente Thisted Amt Tidende, Thisted Amtsavis og Socialdemokraten, det var aviser, som far skulle have med ud på postruten næste morgen. Han havde en aftale med nogen på ruten om at han måtte læse deres aviser inden de fik dem.  Vi skulle endvidere have Thisted Amtsavis med til Andreas som boede i det der blev kaldt Lille Blander, i dag Morup Møllevej 53. I dag fatter jeg ikke hvordan vi, om vinteren, som 6-7 årig i bælgravende mørke, under krigen var alt jo mørkelagt, så der kom ikke bare en lille lysstribe ud, som man kunne orientere sig mod. Vi skulle ned over vores egen mark, finde en lille overgang, der var over en å, der blandt andet bestod af kloakvandet fra Bedsted, gå ca. 150 m langs med åen til en markvej, når vi havde fulgt den et par hundrede meter, kunne vi fortsætte ligeud, men det var langs med et bredt læbælte, der var uhyggeligt, så vi drejede som regel til venstre når vi nåede til læbæltet, så kunne vi følge en markvej der til sidst drejede til højre og så var det ligeud til vi nåede gården og fik afleveret avisen, og så var det samme vej tilbage. I alt en tur på vel omkring 2 km.

Vi havde ganske vist en lygte, men batterier var dyre, og på lygten måtte der under krigen kun være en lille sprække på vel ½ x 2 cm. Så det lyste jo ikke noget, så det hjalp ikke at tage den med.

Men man lærte da ikke at være mørkeræd.

Vi skulle naturligvis også hjælpe i roerne, kartoflerne m.m. ja der var sådan set ingen opgaver vi ikke blev betroet. En af mine faste opgaver var at passe haven, jeg tror det var der grunden til min interesse for havearbejde blev grundlagt, for min have er stadig min store interesse.

Da vi blev en 8-9 år fik vi også budplads. Vi skulle bl.a. hver dag hente en kasse med medicin på stationen og bære den op til håndkøbsudsalget.

Vi løb også med fisk, for fiskehandleren der boede under Thylands banken på hjørnet af Vestervigvej og Thylandsgade.

Man kan godt nogen gange tænke på det, når man i dag snakker så meget om børnearbejde i udviklingslandene. Jeg tror bestemt ikke vi tog skade af det.

Om vinteren skulle vi som regel i gang med snerydningen, for den gang faldt der jo masser af sne og vi skulle rydde de omkring 500 meter til den nærmeste nabo som var Martha og Niels Bjerregård. Det var en næsten uoverkommelig opgave, da der kunne være driver der var flere meter høje, men det skulle jo til, far skulle jo på arbejde og vi skulle i skole. Dengang var der ikke noget med at man bare blev hjemme.

Når vi så kom kolde hjem var det jo dejlig at komme ind i varmen, selv om det var meget svært at varme huset op, da det ikke var isoleret, og da det under krigen var næsten umuligt at skaffe brænde, var der kun varme i et rum af gangen, Tidlig om morgenen blev der tændt op i komfuret i køkkenet og så var der varme der om formiddagen, når vi havde spist varm mad kl. 12 blev der tændt op i stuen og komfuret brændte så ud så den kunne blive så kold at den kunne blive slebent med smergellærred inden den blev pudset med stålblank. Messingstangen rundt om komfuret blev jævnlig pudset med Brasso.

Aftensmaden der bestod af resterne fra middagsmaden blev varmet på en Primus, var der ikke nok i det blev der suppleret med rugbrød med ost eller syltetøj.

Når man ser det på papiret i dag, kommer det til at lyde som om det ikke var andet end arbejde, sådan følte vi det bestemt ikke dengang. Og der blev da også tid til leg.

Som sagt toiletbesøg foregik i grebningen bag køerne, skulle man derud om natten, var det en kold omgang at komme igennem en kold køkken, bryggers og vaskehus og ud i stalden hvor dyrenes varme gjorde, at der var lunere.

 

Under krigen

Bedsted var under krigen en meget lille by, der var ikke over 150 huse. Af veje/gader var der det, der i dag hedder Vestervigvej, hvor der kun var spredte bebyggelse mellem den gamle skole og ud til skovvejen f.eks. var fra bebyggelsen ved korsvejen kun i alt 189 huse til den anden side var der ca. 20 huse. Ved Morup Møllevej var der vel også kun en snes stykker, derudover var der Østergade, Tværgade, Stationsvej, Thylandvej og syd for banen var der Ringvejen. Det var vist hvad der var.

Huset hvor butikken lå i er for længst revet ned, men det lå der, hvor nuværende hus Vestervigvej 79 ligger. Det lå lige over for mekanikeren på hjørnet af Vestervigvej og Østergade.

Der var rigtig mange tyskere i Bedsted under krigen, jeg har hørt, at der på visse tidspunkter skulle være omkring 1200. Det lyder af rigtig mange, og jeg er heller ikke sikker på at det kan være rigtig, i en lille landsby der dengang bestod af ca. 150 huse. Årsagen til de mange skulle være, at Bedsted station var den station, der lå tættest på Vestkysten.

De mange soldater skulle jo have husly, hvorfor de tog bl.a. skolen, kroen, missionshuset en lille Zion, derudover blev der på markerne der dengang lå bag ved missionshuset bygget en barakby.

En sådan invasion af soldater betød jo at det næsten var umuligt at opdrive alle fornødenheder. Det være sig madvarer, og brændsel og lign.

Jeg kan huske at min far var lykkelig da han skaffede et læs kvas fra skoven. De tørv vi en overgang fik var næsten halv jord, hvad der jo ikke gav varme. Jeg husker tydeligt at på et vist tidspunkt måtte vi fyre med halm i kakkelovnen i stuen. Som jeg ser det i dag var det nærmest livsfarlig for selv om man rullede en stor håndfuld godt sammen, var det næsten som at komme benzin på bålet, men i 30 – 40 graders frost skulle der noget til i et hus der ikke var isoleret. Hele vinteren kunne vi ikke se ud af vinduerne, der var centimeter tyk lag is på vinduerne.

Hele Bedsted var indhegnet med pigtråd, så det kun var muligt at komme ud af og ind i byen gennem hovedfærdsels årerne, hvor der så var vagt af tyske soldater. De voksne skulle vise et legitimationskort for at komme ud og ind.

 

Skolegang

Da min storebror Tage, der er 17 måneder ældre end mig skulle i skole, begyndte vores mor i god tid at lære ham bogstaverne. Han var ikke særlig interesseret, så der skulle terpes meget, jeg var til gengæld meget interesseret og sad ved siden af og lyttede med. Jeg havde naturligvis fået besked på ikke at blande mig, det var svært, men alternativet var at jeg ikke måtte være tilstede, så jeg sad bare og sugede til mig. Og glædede mig til at det snart var mig der skulle i skole.

Nu var det bare sådan dengang at man skulle være fyldt 7 år, inden første september for at kunne begynde skolegangen, den 1. april hvor skoleåret dengang startede.

Det var jeg meget ked af, og blev ved med at plage om at få lov til at komme i skole, og mine forældre talte med den gamle lærer Pedersen om sagen, og jeg fik lov til at komme med Tage i skole en dag i et par timer. Jeg fik lov at side nede bagved med et stykke papir jeg kunne skrive på, men skulle holde mig fuldstændig i ro. Det lykkedes mig åbenbart for læreren indvilgede i at hjælpe mine forældre med at søge dispensation.

Vi fik besked på at jeg så skulle gå 8 år i skole og ikke som det den gang var normal 7 år. Men det var jeg jo den gang ligeglad med, bare jeg fik lov at komme i skole. Det viste sig senere at det bestemt ikke var sjovt, men det kommer vi ind på senere.

Men jeg kom så i skole som 6 årig og begyndte april 1942. Bedsted skole havde dengang 3 klasseværelser til 5 klasser, 1. og 2. klasse deltes om et værelse, 2. klasse gik så om formiddagen og 1. klasse om eftermiddagen. Vores lærerinde var Sofie Jensen, som havde været på skolen siden 1919, samme år som skolen blev indviet.

Hun var lidt af en sadist, hun sad altid og med en neglefil som hun vel skubbede neglerødderne tilbage med, men altid med det resultat at det blødte, det dubbede hun op med et lommetørklæde, der altid var rødt af blod.

Hendes afstraffelsesmetoder var, hvis man hviskede sammen med sidemanden, kom hun ned og man skulle så lægge hånden på skolepulten og så fik man et rap med trælåget fra penalhuset.

Hvis man kom til at vende sig om til den, der sad bagved, kom hun ned og tog fat i hagen på en, hun satte neglen ind i hagen og, man fik besked på at kigge op på hende, man prøvede at holde ud, til man ikke kunne tåle smerten længere, for idet man kiggede op, fik man en på kassen. Havde man lavet værre ting var det pegepinden der kom i brug. Og hun blev ved til man skreg. Vi havde dog en, Frank Jensen, som hun ikke kunne få til at skrige af smerter, en gang blev hun ved til pegepinden knækkede.

Vi startede skolegangen 1. april 1942, men allerede først i juni, kom der en dag nogle tyske officerer og kiggede på skolen. Kort tid efter blev vi sendt hjem med besked om at vi ikke skulle komme mere før vi hørte nærmere, og det blev ikke før efter sommerferien. Da jeg var meget glad for at gå i skole var det jo en nedslående besked at få.

Vi skulle helt hen i september inden vi fik besked på at vi skulle gå i skole i en gammel udtjent jernbanevogn, der stod på gården næst efter skolen, der hvor nuværende Vestervigvej 126 ligger. Jeg mener det var en af de gamle modeller, hvor der var kupeer, og togføreren gik på et trinbræt uden på vognen, hvor der udefra var dør ind til kupeen.

Alt indmaden var pillet ud, så det var et stort rum. Der var så stillet nogle bukke op ned midt i vognen, derpå var der lagt bordplader, ved siden af var der bænke uden ryglæn. Pigerne sad på den ene side og drengene på den anden.

Der var så sat en kakkelovn op, der prøvede at varme rummet op i de meget kolde vintre vi havde i 40’erne. Lys fik vi med en karbid lampe.

Men vi lærte da at stave og regne. Det meste foregik jo på små tavler som vi skrev på med grifler. Vi havde dog også papir, det var ark papir hvorpå der var tryk en hel del linjer, hvor mange der var kan jeg ikke huske i dag. Det lignede noget hen af nodeark. Vi startede på nederste linje og skulle vi f.eks. skrive a ???.

Når vi skulle i skole i jernbanevognen skulle vi jo forbi vores skulle vores gamle skole. Dengang var der ikke bebygget på den modsatte sid af vejen, det benyttede tyskerne sig af, for de satte skydeskiver op på marken, så kunne de stå inde i gangene og lave skydeøvelser, men det betød så, at mens de skød var vejen spærret, så måtte vi stå og vente til de holdt pause. Det betød så at vi kom for sent i skole, men det tog Frøken Jensen ikke som en gyldig grund, så burde vi bare være gået før hjemmefra. Ja sådan var det altså den gang.

 

Bedsted by

Forretninger i Bedsted i 40’erne var der bl.a. 3 slagterbutikker, 1 Brugsforening, 3 købmandsforretninger, 3 bagere, 2 manufakturforretninger, 3 skomagere, 2 smedjer, 1Tobaksforretning, 3 lingeri, 1 broderi og Boghandel og Øldepot.

2 mekanikere, 1 cementstøberi, Mejeri, 2 Karetmagere, 1 sadelmager, 1 fiskehandler + en på cykel, 1 urmager, 2 gartnerier, 1 Bankfilial, 1 håndkøbsudsalg, 1 elektriker, 1 ishus, han lavede også cykler m.m. 2 skræddere, 1 Cykelhandler m.m.

 

Madlavning og tidens teknologi

Madlavningen fandt sted på en gammeldags brændekomfur. Set i dag var det jo fantastisk at man kunne lave så god mad på en sådan indretning. Der var ikke noget med termostater, termometer eller lign. moderne tiltag.

På komfuret var der to ildsteder med 5-9 ringe og et rundt støbt dæksel der passede til den midterste ring.

Bagved var der en vandbeholder, hvor der vel kunne være en fem seks liter vand, så havde man altid varmt vand når der var ild på komfuret. I højre side var ovnen, Den fik både varmen fra ildstedet og under ovnen var der også et lille rum hvor der også kunne fyres, det gav undervarmen

Gryderne man brugte var runde i bunden til ca. op midt på hvor der sad en ring. Man styrede så varmen ved at kunne hæve gryden ved at sætte flere ringe på, så kom gryden jo længere væk fra gløderne.

Når der skulle bages, og mor skulle undersøge om ovnen havde den rette temperatur, skete det ved at rive et lille hjørne pergament papir af og lægge det ind i ovnen, hun kunne så ved at se hvor hurtigt det blev brunt se om den var klar til at bage i.

Billedet af hvordan et komfur så ud, er taget i Landsbyen ved Holbæk.

Hver dag når formiddagen var gået og madlavningen var overstået, og komfuret var blevet så nogenlunde koldt, fik den først en omgang med fint smergellærred og derefter blev den pudset med noget der hed stålblankt. Messing gelænderet blev jævnligt pudset med Brasso.

 

Lidt mere om skolegang

Da min skolegang i 40’erne var meget speciel, og der vist nok aldrig er skrevet om det, har jeg i sinde at skrive lidt om det, og sende det til Sydthy Årbog, der bringer folks erindringer om gamle dage.

Jeg er født i 1936 i Bedsted Thy, hvor jeg også gik i skole.

Det specielle er at vi, da tyskerne tog alle bygninger, hvor der kunne være flere mennesker i, f.eks. skole, missionshus, kro m.m. Vores skole blev derfor, for de to mindste klasser, en gammel jernbanevogn, som en bondemand havde købt for at bruge den som lysthus. Al indmaden var pillet ud, der var så sat nogle bukke op hvorpå der var lagt bordplader, ved siderne var der bænke uden ryglæn. Pigerne sad på den ene side og drengene på den anden.

Det er kun lykkedes mig at skaffe 2 billeder, det ene er fra den tid vi gik i den, det andet billede viser det meget senere, da vi gik i skole stod den der, hvor den nye bygning er.

Jeg mener vognen var en model fra den gang hvor konduktøren gik uden på vognen og ind i de enkelte kupeer.

Det ville jo være sjov hvis, hvis i ud fra de 2 billeder kunne fortælle mere om vognen. Og hvis jeg evt. kunne få en foto kopi af en sådan vogn.

Ude fra os var der langt til skole jeg vil tro der var omkring 3 km. Og det på små gåben.

Når vi om vinteren kom hjem fra skole var det mange gange om at få fat i skovlen og i gang med at rydde sne. Vi skulle jo rydde de ca. 500 m. til den nærmeste nabo som var Martha og Niels Bjerregård. Det var næsten en uoverkommelig opgave, da der kunne være driver der var flere meter høje. Jeg kan huske en gang hvor mor var meget bange for at vi skulle ramme op i de elektriske ledninger.

Skolegangen blev det første år jo afkortet med 1½- 2 måneder. Ca. 3 uger inden sommerferien og jeg mener først vi kom i gang igen en gang i september. Nogle var glade for det men jeg tror nok de fleste savnede at komme i gang igen.

Det vi havde mest af i hele vores skolegang var religion egnen var dengang jo meget præget af Indre Mission. Gammel og Ny testamentet blev pløjet igennem, vi blev daglig hørt i det så det var om at huske at læse på lektien derhjemme, katekismus og salmevers havde vi næsten også hver dag.

Men vi lærte naturligvis også at regne og skrive

Danmarks historie var også noget man gik meget op i, vi skulle kunne hele kongerækken uden ad og deres regeringstid. Verdenshistorien gennemgik vi også, derudover havde vi Geografi, hvor vi skulle kunne alle lande, hovedstæder, floder, bjerge m.m. Det meste vi lærte var vel ikke noget de fleste af os kunne bruge senere i livet, men vi lærte da at lære, så det var vel ikke så ringe endda.

Der skete jo så også det at alt det, de i dansk havde fået terpet ind i hovederne på os, pludselig i 1948 blev ændret så vi kunne begynde forfra igen. Før den tid skulle alle navneord skrives med stort – det skulle de jo som alle ved ikke længere. Før i tiden hed det “kunde”, “skulde” og “vilde”, nu hedder det “kunne”, “skulle” og “ville” og så videre. Nu havde vi lige fået det andet ind på rygraden, så det tog langt tid at få det ud igen.

For mit eget vedkommende skete der det, at fordi jeg absolut ville i skole, skulle jeg da jeg kom i 4. klasse går der i 2 år. Det var skrækkeligt. 2 år med nøjagtig samme pensum intet nyt. Et år hvor man overhovedet ikke blev hørt i noget som helst, jeg kunne sidde med min finger oppe, men blev fuldstændig overset. Det år kunne jeg godt have undværet. Det var straffen for at jeg absolut ville i skole dengang.

 

Mors sy-foretagende

Mor, der i hendes unge år bl.a. havde arbejdet en tre år i manufaktur og trikotage forretning, begyndte under krigen at sy for ”fremmede”. Når der skulle holdes sølvbryllup, guldbryllup, store fødselsdage m.m. kom kvinderne med f.eks. ugeblade og lignende med billede af store kjoler, som de gerne ville have. Så måtte mor i gang med målebåndet og i gang med at lave papirmønstre, som så blev hæftet på kunden med knappenåle, de blev så rettet til, inden man begyndte at klippe stoffet ud.

Når der var kunder til prøvning blev vi børn sat uden for døren, så vi ikke kom til at se damer i underkjole, det ville jo være forfærdelig. Sådan var det dengang.

Mor syede også det meste af tøjet til os unger. Hun havde nogle veninder som forærede hende deres mænds aflagte tøj. Det blev så sprættet op, og så kunne der blive de flotteste jakkesæt til os. På billedet ses hele familien, alt tøjet med undtagelsen af fars jakkesæt har mors selv syet af brugt tøj. Det kan man da kalde genbrug!

Der var jo rigtig meget tøj, der skulle sprættes op, det blev jeg meget ofte sat til, min storebror havde ikke tålmodighed til sådan noget. Dengang foregik det med et barberblad og evt. en brodersaks.

Bagerst er det min storebror Tage (1935) undertegnede (1936) foran vores mors Frida (1911- 1985), Else (1945-2015) Eigil (1943), Far Richard (1910-1985) og Henning (1939-2004).

Mor sad mange gange til kl. både 2 og 3 om natten for at få roben klar til den store dag, for det blev som regel altid bestilt i sidste øjeblik.

 

Legetøj

Legetøj var der ikke råd til meget af, men en lille ting blev der da altid til jul. Men ellers var sten med et hul i meget velegnet som køer og heste.

Et bundt klude bundet godt sammen som en kugle, fungerede som fodbold. Jeg kan huske nogle gange fik vi, grisens blære, når der blev slagtet til jul. Så var det vores fodbold, indtil den ikke kunne mere. Dengang var rigtige fodbolde jo også svineblære, men med sammensyede læder uden om, den var så lukket med snører således at man kunne åbne den og pumpe mere luft i blæren. Det var ikke sjov når man nikkede til bolden hvis panden ramte snøren, det kunne gøre nas.

 

Vestervigvej 27
Bedsted Thy 7755 DK
Get directions

Fødselsdag:

1936

Erindringen ønskes afleveret til:

Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune