Arnold Christensen

Bandholm er en lille havneby på det nordlige Lolland, men for Arnold Christensen og de andre børn i byen var det en by, hvor der hele tiden skete noget. Der var stor aktivitet på havnen, og i byen mange butikker. Arnold Christensen kommer i sin erindring om Bandholm rundt i hele byen, som han oplevede den i børnehøjde i 1940'erne og 1950'erne.

Bandholm i børnehøjde i 40’erne og 50’erne

Af Arnold Christensen

 

Jeg er født i Reersnæs i et såkaldt indeklemt husmandssted på Kirkevej. En meget stor del af min barndom tilbragte jeg af forskellige årsager hos min onkel og tante i Bandholm.

Bandholm var set fra børnehøjde en stor by – selvfølgelig ikke så kæmpestor som Maribo – men den havde alt i forretninger og en masse aktivitet på havnen. Den havde oven i købet en jernbane.

Min onkels skomagerværksted lå på hjørnet af Jernbanegade og Panumsgade. Det var et gråpudset hus med mansardtag. Han var aldrig blevet gift, men her levede han med sin søster, der heller ikke var blevet gift.

Nabo til skomageren var familien Mortensen, hvor manden i huset arbejdede på havnen, medens sønnen, Børge Mortensen, drev Bandholm Fiskerøgeri. Herfra kørte han rundt i sin røde varevogn og solgte sine varer ved døren.

På hjørnet overfor ligger der et stort rødstenshus. Det var en blanding af købmandshandel og ismejeri. Her holdt købmand Lars Andersen til. Han havde en lille gul varevogn, som blev brugt til at køre ud og sælge ost fra. Osten blev leveret fra Firmaet Jensen & Rosengaard i Nakskov. Det var noget vi børn holdt øje med. Jensen og Rosengaard havde nemlig den største varevogn, vi nogensinde havde set. Den havde tvillinghjul på bagakslen. På førstesalen i huset boede en af lærerne fra Bandholm Skole.

I Panumsgade ved siden af Lars Andersen var der Jørgensens herreskrædderi. Her kom de fine i bil og fik syet tøj. Grev Knuth i sin fine Ford V8 og en anden meget fin mand i en Studebaker. Studebaker havde et design, der virkelig adskilte sig fra tidens biler.

Det med biler gik vi knægte meget op i. Dengang var biler ikke almindelige. Lægen og dyrlægen havde naturligvis personbil. Det samme gjaldt de 2 største købmænd, selv om den enes kun var en DKW. Og så må man ikke glemme bankdirektøren. Med enkelte undtagelser var det alle sammen førkrigsmodeller.

I Panumsgade ved siden af familien Mortensen boede Vognmand Kjeld Jørgensen. Han havde en enkelt men i vore øjne kæmpestor lastbil sædvanligvis af mærket Ford Thames. De var altid pyntet lidt ekstra op med for eksempel en ekstra forkromet kofanger.  Så kom der på den anden side en efter vor målestok en stor garage, hvor Bandholm Lillebil ved hr. Henriksen holdt til. I Panumsgade var der i nordenden nogle ens gule tofamilieshuse. I det første af dem var der pensionat, så også ugifte kunne få noget mad.

For enden var der på venstre side et kalkbrænderi og på højre dyrlægen i en større villa.

Omkring vor lille verden i skomagerforretningen og Panumsgade skete der alverdens ting.

Det, der synede af mest, var jernbanen. Maribo-Bandholm Jernbane var først og fremmest godsbane fra Maribo til havnebyen Bandholm. Det betød, at det kunne være tog på både 8 og 10 vogne, der ankom eller kørte. Der var altid en personvogn og en pakvogn med. Personvognen havde træsæder, men en dag, hvor vi knægte var meget dristige, lukkede vi døren op til den anden kupe, nemlig 1. klasse. Her var der lædersæder. Så lærte vi det om standsforskel.

Bandholm Station var dengang en arbejdsplads med adskillige ansatte.

Vi var altid ved stationen, når der skete noget spændende.

I den nordlige ende af stationen var der pakhuset, hvor nogle brædder kunne skubbes ud og danne en rampe over til pakvognen. Bag varehuset lå den imponerende stationsforstanderbolig. Mod syd kom man så til stationsbygningen, hvor et lokale var afsat til posthus. I stationsbygningen var der ventesal og billetsalg i den gamle edmonsonske stil. Det var kakkelovnsfyret, og gulvet var terrassogulv.

Lidt længere henne var der et skur til redskaber og toiletter af den gammeldags model type Lokum. Det var altid en sport for os knægte at komme først over at se, om de havde låst lokummerne nytårsaften. Hvis ikke, så fik de en ordentlig klat gær ned i spanden. At det var noget svineri, tænkte vi ikke på. Heller ikke på dem, der skulle gøre rent nytårsdag.

Så var der et par ramper. Den tættest på stationen var parallel med sporene. Den var rigtig god som kælkebakke om vinteren.  Den ende af rampen, hvor togvognene stødte til, havde skrå betonsider, som vi brugte som rutsjebane. Det var dog ikke populært derhjemme, for en eftermiddag på rutsjebanen kunne godt koste et par bukser, og tøj var dyrt lige efter krigen. Den anden rampe lå lidt nærmere Birketvej og var vendt 90 grader i forhold til sporene for at få varerne ud af de lukkede godsvogne.. Den kunne ikke bruges til noget for os.

Vi kendte selvfølgelig alle lokomotiverne – det var damp. Det var nummer 10, 11, 12, 14, 15, 16, 18, 19, 20, 21 og 22. Og så havde man en lille rangertraktor, der tog sig af driften, når der kun var personvogn og pakvogn. Hvis der var et langt tog, der skulle sætte i gang, så var det spændende at se, om det “fedtede”.

Over for stationen lå byens elværk med to enormt store motorer og en lidt mindre og mere moderne. Foran elværket var der et stort rundt bassin til kølevandet. Det var spændende at gå indenfor hegnet og kigge ned i vandet for at se på guldfisk.

Elværket var et jævnstrømsværk, der nok på byggetidspunktet havde været stort nok. Men det kneb dengang i 40’erne. Når der blev losset kul om natten med den store kulkran, så dæmpede lyset temmelig meget i hele byen, når grabben blev hevet op. Så snart den var oppe, så var der fuldt lys på lamperne i de små hjem igen, og radioen sagde, som den skulle.

I Jernbanegade overfor min onkels hus lå Kiosken. Den havde simpelthen alt i aviser, ugeblade og tidsskrifter. Den blev drevet af en ældre dame og hendes næsten lige så gamle ugifte datter. For os var alle over 30 frygtelig gamle.

Jernbanegade var også adresse for byens telefoncentral. Den var bestyret af hr. Carlsen og var en del af hans rødstensvilla. Telefoner var heller ikke almindelige dengang. Det var hovedsaglige virksomheder og selvstændige erhvervsdrivende, der havde sådan en.

Alt dette var en stor verden lige uden for døren.

Hvis vi bevægede os ned på Havnegade, som vi dengang kaldte Hovedgaden, så åbnede der sig endnu mere. Det var en blanding af beboelse og en meget stor del af byens erhvervsliv

Starter man helt oppe ved hjørnet, hvor Skibevejen bliver til Birketvej, så lå der en forretning. Jeg husker ikke længere, hvad de solgte. Den blev også brugt til kulisse for nogle scener til filmen ”Kristiane af Marstal”. Optagelserne fandt sted en pinse i starten af halvtredserne.

Lidt længere nede af Havnegade ved hjørnet til Åsmarkegade, lå der på venstre side en slagter. Vi unger var vældig imponerede af det guld-oksehoved, der sad på muren.

Nede i Åsmarkegade var der en træskomager – en ganske lille forretning. Der var tit kunder derinde, hvis man kom forbi. Træsko var jo almindeligt fodtøj dengang. Lidt længere nede lå Bandholm Brugsforening. Vi vidste ikke meget om den, fordi vor tante altid handlede hos købmand Andersen nede ved havnen. I den østlige del af Åsmarkegade var der en smed.

På det nordlige hjørne af Havnegade og Åsmarkegade kom der en trikotagebutik i slutningen af 40’erne. Ved siden af den lå så købmand Rasmussen – en stor flot gul bygning i to etager. Han havde bil – det var ham med DKW’en.. Over for ham havde barberen forretning. Her blev vi klippet. Kort i nakken og skilning. Nogle af de fine kom der om morgenen for at blive barberet – med skum og en enorm farlig kniv, som oven i købet blev slebet ofte.

Næsten nede ved Jernbanegade holdt cykelsmed Bauch til.

Ved siden af cykelsmeden var der en kæmpestor bygning – Parkhotellet. Vi unger vidste ikke rigtigt, hvad et hotel var for noget. Alligevel kendte vi bygningen og salen. Det var her rejsebiografen viste film en gang om ugen. Den kom i en Ford A med tagbagagebærer til filmlærredet. Vi børn så mest danske lystspil og så ikke at forglemme cowboy-film. De tre første rækker kostede kun 50 øre, og der sad vi og råbte ”Skyd ham John Wayne” – også selv om han slet ikke var med i filmen.

Hotellet blev også brugt til forskellige begivenheder, men det var ikke for børn. Vi kom kun til en eller anden forenings juletræsfest.

Ved siden af Parkhotellet lå ”Det gule palæ”. Det hed det nok ikke, men det var det navn, vi hørte de voksne bruge. Huset var 2 etager højt. Det var ikke særligt vedligeholdt. Her boede folk til leje. Det var altså folk, der ikke havde råd til eget hus. Dem skulle man ikke omgås for meget, fik vi børn at vide, uden at vi forstod hvorfor. Vi syntes da også, at de unger fra ”Det gule palæ” var mere uartige end os andre, så det var fjenderne, hvis vi skulle lege krig.

I forlængelse af palæet var byens blomsterforretning og bageren. Det med blomster interesserede ikke os unger – men bageren. Den var stensikker med en bolle, når vi kom ind og sang fastelavnsviser. Det var ren luksus.

I det sydlige hjørne af Havnegade/Thousigvej havde Landmandsbanken filial og på den nordlige side holdt lægen til.

Det næste hus var Bandholm Bogtrykkeri. Vi børn var meget imponerede over, at der blev lavet bøger i Bandholm, men da min onkel fik trykt regningsblanketter dernede, falmede glansen lidt. Det var her en af drengene dummede sig en nytårsaften – han klistrede vinduerne til med tape. Det var en sjov ide, altså hvis han ikke havde skrevet sit navn med tapen på vinduerne.

Den næste virksomhed synede godt i gadebilledet. Det var trælasten. Datidens byggemarked.

Det sidste hus var et kornmagasin. Det gjorde sig bemærket ved at brænde en sommeraften. Vi unger legede omme ved Panumsgade, da vi hørte udrykningshornene. Op gennem Jernbanegade så vi, at de kørte mod havnen og vi kunne også se en røgsky i den retning. Det skulle vi ned og se på. Selv med brandbiler fra hele Lolland, var der intet at gøre. Magasinet udbrændte i løbet af nogle timer. Det blev senere genopført. Tømrerarbejdet blev lavet af Edwin Steens tømrerfirma. Steen var nevø  til min onkel og dermed også min far.. En dag vi var med vor onkel en tur på havnen, spurgte min onkel tømrermesteren, om ikke der manglede en skråstiver i bindingsværket ved en port på førstesalen. Tømrermesteren blev ret chokeret, og vi lovede ikke at sige noget til nogen. Den mangler endnu.

Vestsiden af Havnegade fra Jernbanegade og næsten helt ned til, hvad der i dag hedder Stationsvej var brugt til kornmagasiner. Det var firmaet C.A. Quade, der brugte dem. Der var dog en undtagelse. LMAF – Landmændenes Andels Frøforsyning – havde også et magasin på strækningen. Det var en hvid bygning med sort mansardtag

Vejen, der hedder Bjørnestræde, var ikke længere end til kalkbrænderiet dengang i 50’erne. Hvad den egentlig hed, fik vi aldrig at vide, men vi fik at vide, at den hed Bjørnetrækkerstræde. Når de voksne fortalte det, så var det altid med et svedent grin. Det har nok noget at gøre med, at der var en krostue i hotellet ved siden af.

Fra Bjørnestræde og ned til havnen fyldte Bandholm Hotel det hele. Der var rejsestalde. Der var krostue, Der var værelser, hvoraf nogle havde en fremragende udsigt over havnen og vandet. I bygningen var der desuden en kombineret HOKI-købmand og skibsprovianteringshandler. Der var også en sal, hvor der blev holdt juletræer og gymnastikopvisninger.

Så var vi kommet til havnen. Havnen var stedet, hvor der virkelig skete noget i Bandholm. Der var et liv og aktivitet og maskiner, som vi drenge elskede at se på.

Når vi gik til højre umiddelbart efter det genopbyggede magasin, lå den ene af byens to fiskeeksportører i en lidt tilbagetrukket villa. Det var Christian Jørgensen. Han var en ældre kraftig mand, der hver dag i roligt tempo fragtede nogle kasser fisk op til jernbanen på sin grønmalede trækvogn. Vi unger syntes, at det var en herlig spøg, at nogen havde fået fat i en etiket fra varehuset på stationen med teksten ”Lyntog” og klistret den på trækvognen.

Det næste var et kæmpestort kornmagasin. Herfra førte en lukket bro over til et tårn ved havnebassinet. Fra det tårn kunne man så enten hente korn op fra skibslaster med nogle spilkopper, og så kom de over i magasinet med et transportbånd i den lukkede bro. Der kunne også lastes. Så blev kornet sendt ned i lasten gennem et rør. Vi unger syntes, at det var meget teknisk. Skibene ved kornkajen var normalt ret små skibe som kuf eller tjalk.

Efter magasinet stødte Thousigvej til og derefter skibsmægler Hovmand og så til sidst en ældre mand, der var havnefoged. Vi vidste ikke, hvad sådan en mand lavede, med han var vist noget stort ved havnen.

Der var lidt afstand fra denne vej og over til havnen. Her var der græs. Når kornet kom ind til Quade ved høsttid, var magasinerne ikke store nok. Så blev kornet lagt her i de sække, det kom i – Det var hundredvis af sække i de kæmpestakke. Når det så skulle ind i magasinerne, var vi knægte nede og kigge. Det var rigtig sjovt, for der var altid en masse mus imellem sækkene. Dem prøvede arbejderne så at ramme med nogle skovle, men det var spændende at se, hvor mange, der slap væk. Nogle af dem, der slap væk, blev så fanget af mågerne.

I havnens sydøstlige hjørne var der et slæbested og en bådebro af træ. Ved den lå en hel del små fiskejoller. Vi vidste hvem alle ejerne var. Når vi lagde os ned på broen, kunne vi se småfiskene nede i vandet. Der lå også nogle hyttefade, hvor man kunne opbevare levende fisk.

For enden af broen lå byens anden fiskeeksportør. Vi forstod ikke rigtig dette her med eksport. Vi lærte i skolen, at eksport var noget med salg til udlandet, og det kunne vi ikke få til at passe med de to virksomheder på havnen. Fiskeeksporten var et stort gult hus, hvor Aage Fisker regerede – vi måtte ikke sige Fisker, for han hed Jørgensen.

Fiskeeksporten var noget finere kørende end Christian Jørgensen. De havde en lastbil til at køre fiskene på stationen. Det var en Ford A fra sidst i 20’erne. Når de så os lege på fortovet i Panumsgade, så fik de motoren til at lave et ordentligt brag, når de kørte forbi. Og vi jublede hver gang.

På den østre side var der så kulpladsen. Her var der store bunker af kul, koks og cinders. De var kommet med nogle store dampere. De skibe var nemme at kende, for de var altid sorte af støv og godt rustne. Kulpladsen havde en meget stor kulkran med udligger. Så sad kranføreren højt oppe i en vogn med et hejseværk med en grabbe til at hente kullene op. Vognen kørte ud på udliggeren for at komme ud over skibet. Grabben gik ned med en speciel lyd, som kunne høres over det meste af byen. Når den så skulle op igen, krævede den som tidligere nævnt så meget strøm, at lyset næsten forsvandt i byen. Kullene blev så lagt i de bunker, hvor de hørte hjemme.

Somme tider skulle kullene til Maribo. Så blev grabben tømt over et system af rør, der fik indholdet ned i en banevogn.

Vi skulle altid ned og se, når der kom kul. Det kunne jo være, at det var en damper, der havde været der før, og som vi kendte. Det var også spændende at se rangeringen af banevognene. Det foregik med heste.

Den sidste store bygning på den østre kaj var kagemagasinet. Hvorfor det hed sådan, var vi ikke helt klar over. Kager var noget med hjemmebag eller bageren nede i byen. I magasinet blev opbevaret masser af store lysebrune skiver, der støvede. De kom også med skib. Det var de fleste gange skonnerter eller galeaser med motor.

Så gik molen ellers ud og bøjede lidt til venstre. Derude på spidsen var en flagstang og et fyr.

Man kunne dreje om bag kagemagasinet og i svinget lå Bandholm Roklubs grønne klubhus efterfulgt af et savskæreri. Det var imponerende at se den store bloksav forvandle de store kævler til brædder.

Der var en hel del trafik på havnen, men vi fik lært at sørge for ikke at stå i vejen.

Bag ved kulpladsen var byens skraldeplads, hvor folk kørte deres skraldespand ned og tømte den.

Tilbage til Havnegade.

Hvis man fortsatte ligeud fra Havnegade, krydsede man nogle spor, og så havde man toldboden på sin højre side. Der var flere mennesker ansat, og de var altid i uniform. Der var en smuk udsigt fra toldboden og over mod Askø.

Så krydsede man flere jernbanespor, og kom til den inderste krog af havnen, hvor postbåden holdt til. Det var det lille motorskib Femøsund. Den sejlede to gange dagligt fra Bandholm til Askø, Fejø og Femø og retur. Den havde 4 mands besætning. Kaptajn, styrmand, maskinmester og matros. Den var indrettet, så agterdækket var i højde med kajanlæggene ved normal vandstand. Det betød, at den kunne have 2 personbiler med på åbent dæk.

Vi skulle gerne ned og se, når den kom ind om aftenen, for så var der en mulighed for, at den havde biler med. Det bedste var, hvis det var en mindre lastbil med læs. Den holdt så med bagsmækken ud over rælingen. Når den kørte i land med største forsigtighed, flyttede den vægten så meget, at det så ud som om skibet kæntrede. Det gjorde det aldrig, men det var spændende, og der var noget at fortælle i skolen næste dag. Det skete også engang, at de havde en tredje personbil – en Chevrolet 6 1928 – med på fordækket, der lå et godt stykke under kajkanten. Det lykkedes at få den i land. Matrosen sagde, at når den var kommet ned, så kunne den også komme op.

Ved den vestlige kaj kom der næsten kun sukkerbåde. Det var sukkerfabrikkernes små lastdampere, der leverede kalksten til Maribo Sukkerfabrik og hentede råsukker til raffinaderierne. Vi kendte navnene på dem alle sammen. August, Gustav, Adolf, Toto, Henriette. Henriette var dobbeltskruet og fladbundet for ikke at stikke for dybt af hensyn til Sakskøbing Fjord, fik vi at vide. Alle sammen dampskibe. Så var der motorskibene Erik og Carl. Det var småskibe, men de fyldte godt i Bandholm havn.

Efter et par hundrede meter ragede en mole ud i havnen. Vi fik at vide, at det var grænsen mellem den gamle og nye havn. På molen lå Bandholm Skibsværft, der foretog reparationer af træskibe. Det havde en ophalerbedding og nogle lukkede værksteder. Yderst på molen havde Gulf et olielager. På den anden side af molen kunne man se værftet fra den aktive side.

Vi kom så til det som de gamle kaldte den gamle havn. Fra værftet ragede en bådebro ud, og den var liggeplads for lystbådene fra Bandholm Sejlklub og lodsbåden.

Ved den yderste kaj lå et par større fiskerbåde og stenfiskerens Valkyrien, som mest hentede sand. Som afslutning på molen havde man bygget et molehoved af træ.

På ydersiden af molen var Bandholms badeanstalt med et blåt badehus og omklædningsrum. Det var her vi knægte fik vort første viden om kvindelig anatomi ved at kikke gennem møjsommeligt borede små huller i trævæggen. På vestsiden af molen var endnu et savskæreri.

Inde ved toldboden gik der en vej til venstre langs stranden. Her var en række store flotte huse med en rigtig flot udsigt. De blev ejet af nogle af de fine i byen. Mellem husene og stranden var der anlægget. Det var plæner, der var opdelt med hybenbuske. Her kunne vi rigtig ligge og sole os og bade. Det var et godt sted at bade, for der var lavvandet næsten helt over til Askø.

Oppe ved havnefogeden gik der en alle op til Knuthenborgs Bandholmport.  På østsiden var der godsets 7,5 kilometer lange kampestensmur og til vest haverne til husene på Thousigvej og de andre med grunde fra Havnegade. Vi havde det fint med at bruge alleen. Det var vidunderligt at gå og sparke til de mange blade, som vi også brugte til at bygge hytter af.

Alleen gik helt op til Skibevejen og endte ved nogle gule huse, som tilhørte godset. I det ene havde frøken Fleksner en pogeskole, hvor vi kom, før vi skulle starte på skolen i første klasse.

Birketvej startede ved godskontoret. Inden jernbanen fandt man præstegården, hvor pastor Møller residerede. Desuden et langt gult hus, som godset også ejede. Hjørnet ved baneoverskæringen var et sted, hvor vi opholdt os en del. I Bandholm var det absolut det bedste sted at skrive bilnumre ned. Biler med L som bogstav var der nok af. Hvis man havde en god dag, kunne man se en bil med nummerplader fra Sjælland eller København. Hvis man havde fået en Fyn- eller Jyllandsplade, så kunne de andre godt gå hjem og lægge sig. Det var også her vi lærte alle de forskellige bilmærker at kende, så vi vidste rigtig meget om biler.

På Birketvej skete der herudover ikke meget, som kunne interessere os unger. Det var mest beboelseshuse af forskellig alder på begge sider. Der lå en købmand et stykke ude, og ved siden af ham en karetmager. Hvad han levede af, forstod vi ikke, for vi havde aldrig set en karet hos ham. Derimod var der nogle landbrugsvogne og hjul af træ, men det lå noget fra vor opfattelse af en karet.

Knuthenborg havde en gård et stykke ude af Birketvej – Grantoftegård – Den skabte lidt ekstra liv i byen, da den brændte en gang sidst i fyrrerne.

Som noget af det sidste Bandholm lå Kirken. Det var ikke et sted, som vor familie brugte meget, vi kom der dog. Kordegnen og forsangeren var førstelærer Bentsen, og organisten var lærer Petersen. De havde ofte et problem med at blive enige om tempoet i de forskellige salmer. Det lød ganske sjovt.

Overfor kirken lå alderdomshjemmet med en flot udsigt over Svanevig. Det rummede samtidig kommunekontoret med kommunekassereren og en medarbejder mere.

Nogle hundrede meter længere fremme fandtes et par fredede vikingehøje, og kort efter kom man til skolen. Her sluttede Bandholm. Næste by på Birketvej – Reersnæs – startede her. Bandholm Skole var en næsten ny skole, der under krigen havde været brugt af tyskerne til lazaret. Den var i rødsten og blankt blåt tag.

Skolen havde klasser fra første og til og med syvende, hvor skolegangen stoppede for de fleste. Så kom de ud at tjene bønder, eller de kom i håndværkerlære. Nogle enkelte kom i gymnasiet i Maribo. Skolen blev ledet af førstelærer Bentsen. Desuden boede på skolen lærer Petersen og frøkenerne Thunberg og Christensen. En femte lærer boede nede i Bandholm by. Det var spændende at komme i skole og lære at skrive og regne på skifertavler med en griffel, som blev brugt til første klasse.

For os børn var Bandholm som nævnt i indledningen en storby. Der skete rigtig meget. Byen var ikke større, end at vi kunne følge med i det meste. Hvis der skete noget, var jungletelegrafen straks i gang, så vi allesammen kunne få fornøjelse af begivenheden. Der var mange muligheder for at se noget. At være barn under de forhold var måske en rigtig god måde at lære livet på.

Bandholm 4941 DK
Get directions
Fødselsdag:
1940
Erindringen ønskes afleveret til:
Maribo Lokalhistorisk Arkiv