Bent Rasmussen

Bent Rasmussen, født 1932, fortæller om sin opvækst i en arbejderfamilie. Bent blev uddannet som grovsmed, var med til at færdiggøre Stevnsfortet i 1950'erne, blev senere montør og sælger af landbrugsmaskiner. Som pensionist var Bent med til at stifte foreningen Minibyen i Maribo, for hvilken han var aktiv i 20 år. Gør ejerskabskrav på erindring

Jeg er født den 11. juni 1932 ude i Koholt hos min morfar og mormor. Det var en hjemmefødsel, som var normalt dengang. Min mor var ikke atten år ved min fødsel, og mine forældre var ikke gift. Der står i papirerne, at jeg er et uægte barn. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan jeg kan være uægte. Da min søster blev født 10 år senere, var hun ikke uægte, selvom hun havde de samme forældre. Uægte er et mærkeligt ord.

 

Mor og far

Dengang skulle man have kongebrev for at blive gift så tidligt. Det skulle der ansøges om, og det havde mine forældre så ikke lige fået gjort. De blev ved med at rende rundt om hinanden uden at kunne beslutte sig. Til sidst tog min morfar og min farmor sig ligesom af sagen. Min far og mor blev gift i september 1933, 15 måneder efter min fødsel.

Da de blev gift flyttede de til Reersnæs. De havde lejet førstesalen hos en skomager Hansen. Skomagerparret var flinke til at passe mig, når mine forældre skulle på arbejde. Jeg opholdt mig meget i skomagerværkstedet. Engang blev skomageren dog godt tosset, fordi jeg have slået en masse små blåsøm i hans arbejdsbord. Hans kone sagde bare ”la’ ham dog, la’ ham dog”. Det kunne de blive uenige over.

Min far cyklede ned til havnen i Bandholm for at søge arbejde. Når der var arbejde at få, så var det som regel ved fiskeeksporten på Bandholm Havn. Han hjalp til med at ordne fisk. Det var dengang, der var rigtigt fiskeri fra Bandholm. Der blev solgt fisk til København, fragtet med jernbanevogne.
Ålene, man fiskede, blev opsamlet i ålekvaser. De blev solgt nede i Tyskland. Man sejlede dem til Kiel i en åben båd med en lille motor. Forude havde båden en lille kahyt. Derinde kunne ligge 2 mand, mens en tredje styrede. Min far har været med på sådanne ture flere gange. De varede 3-4 dage. Senere bliver han havnearbejder og løsarbejder hos Qvade.
I roekampagnen var han ved Maribo Sukkerfabrik. Han cyklede til fabrikken i Maribo. Senere fik han mere fast tilknytning til Qvade på havnen i Bandholm, selvom de ikke direkte fastansatte arbejdsmænd. Der var han resten af sin arbejdsliv.

Indtil min fødsel havde min mor været ung pige i huset i forskellige huse og gårde. Efter giftermålet lavede min mor alt muligt. Hun hjalp til i roerne og i høsten oppe i Reersnæs. Hun gik ud og vaskede for folk, hun gik ud og lavede mad og hun var medhjælper på Parkhotellet i Bandholm. Parkhotellet var et privatejet hotel, der lå midt i Bandholm, Hotellet havde både værelser og sale. Masser af fest og ballade. Dengang kom flere handelsrejsende, som skulle have mad. Det hjalp min mor med til. Da vi nærmede os krigen, var der ikke så meget aktivitet, men der var altid nogle, som havde råd til det. Så gik min mor og lavede mad for de mennesker, min mor var god til at lave mad.

Efter Reersnæs flyttede vi til det dengang sidste hus på Thousigvej i Bandholm. Næsten alle huse i gaden blev opført i 1934-35. Alle blev bygget med overlejlighed til udlejning for at hjælpe med prioriteterne. Der var stor boligmangel dengang, så det var nemt at få udlejet. Mine forældre boede hos fru Clausen, som lige var blevet enke. Hun sad lidt hårdt i det. Clausens havde haft et savværk nede på havnen, bag de nuværende siloer. Fru Clausen bliver senere bestyrerinde på alderdomshjemmet. Mine forældre bliver senere sagt op, da fru Clausens søn og svigerdatter skulle have lejligheden. Så flyttede vi i 1936 op på Birketvej hos en skræddermester Viklund. Også i en overlejlighed, hvor vi boede ca. 3 år. Der blev vi også sagt op, da andre skulle have lejligheden. Vi flyttede så lidt længere ned ad gaden til en ny lejlighed. Vi flyttede nogle gange på Birketvej.

 

Barndom og skolegang

Jeg var begyndt i skole, da krigen kom i 1940. Skolen var lige blevet ombygget i 1938-39. Der blev opført en ny bygning med sløjdlokale og toiletter i kælderen, på førstesalen blev indrettet skolekøkken for pigerne og øverst en stor spisesal, så eleverne kunne spise inde i dårligt vejr. Det var dog ikke ofte vi fik lov at opholde os inde. Skoleåret startede ca 1. april. Så gik vi i skole 2-3 måneder, inden vi fik sommerferie i 5-6 uger. Ligesom i dag.
Jeg gik i skole, et pænt stykke vej for en lille dreng. Der var dog altid nogle at følges med. Det værste var at passere et hus på vejen, hvor der boede nogle større drenge, som altid ville slås. Det gik, vi var ikke så sarte dengang. Når man var havnet på bagdelen, ja så havde modparten vundet og så var det glemt. I dag ved slåskampe bliver man ofte ved, indtil ofret er slået halvt ihjel.

Vi boede dengang halvvejs op mod kirken. Det var slemt at gå om vinteren. Fra kirken og ud til skolen var der fuldstændigt bart ud mod stranden. En forårsdag var vejen helt oversvømmet. Vi troede ikke vi kunne komme i skole, men det kunne vi alligevel. En mand, der boede lidt nede af Koholtvej, kom kørende med sin hest foran sin stive vogn og kørte os i skole. Senere er vejen blevet hævet og der er gravet af kirkebakken. Vi har været udsat for at vejen var oversvømmet, så vi ikke kunne gå der.

Vi havde ikke rigtigt noget fodtøj. Vi havde træsko eller gummistøvler, som var meget kolde. Så dukkede det op, som blev kaldt fedtlæderstøvler, halvhøje snørestøvler, men de kostede det hvide ud af øjnene. Det var ikke alle, som havde råd til at købe sådan nogle. De arme piger havde lange strikkede strømper og et stykke bart lår og strømpebånd. Det var meget koldt for dem. Vi drenge havde dog lange bokser eller halvlange shorts. Vi børn havde ikke meget tøj dengang. Vi børn af arbejdsfolk havde ikke råd til tøj.

I min skoletid havde vi de to isvintre, hvor det hele var lagt til med sne og is. Der, hvor vi boede på Birketvej, var der telefontråde i den ene side af vejen. Der var så meget sne og trådene lå oven på sneen. Så højt var sneen kastet op. I den anden side af vejen løb jævnstrømsledningerne. Der måtte sneen ikke kastes så højt, da disse ledningerne ikke måtte røre sneen. Ind til huset hvor vi boede, måtte vi grave igennem en stor snevold. Dengang var der ingen huse ved stranden. Når vi fik en nordenstorm og havet var isbelagt kom sneen fygende helt fra Sjælland. Når havet var lagt til med is blev Bandholm fyldt med sne. Vi kunne kælke fra tagrygningen udover baghuset, udover en hæk og ud på en mark. Sneen var hård at gå på. Når foråret kom blev der oversvømmelse.

Jeg var meget hos min farmor, som boede i et hus lige ved siden af Parkhotellet. Der var jeg en stor del af min barndom. Min mor gik meget på aftenarbejde og min far var ikke så god til at passe mig. Det var en god tid med mange legekammerater. Vi var altid ude at lege. Der var en stor gårdsplads til farmors hus, hvor vi kunne boltre os. Foruden var vi jo tæt på alléen og Knuthenborg Park. Vi børn hoppede bare over muren og ind i parken. Det kunne ske, at den gamle portner kom og sagde, at nu kunne vi godt hoppe tilbage igen. Vi havde også havnen som legeplads. Vi spiller fodbold, rundbold, og hvad det nu hedder alt sammen. Vi legede bl.a. på den trekant, som nu er indkørslen til byen. Det var en god legeplads, en stor grøn græsplæne. Der spillede vi rundbold, fodbold og stangtennis. En meget frisk pige lavede turneringer, men uden præmier. Om vinteren løb vi på skøjter ude på stranden, spillede ishockey med en kæp. Lige indenfor i parken ligger en stor høj, som vi brugte som kælkebakke. I dag ser man ikke mange børn ude.

Da jeg var barn var der meget mere liv i Bandholm. Byen havde bl.a. 4 købmandsforretninger, to bagere og en cykelsmed. I Reersnæs var der to købmænd og en brugsforening. Bandholm havde også 2 hoteller. Min farmor var hjemmegående husmor med mange små bijob. Hendes datter, min faster, boede der også og havde en lille kjolesalon. Hun havde haft muskelsvind som lille, kom på syskole i Nykøbing og syede nu kjoler, forklæder og kitler. Det hjalp min farmor med til. Min farmor havde haft en lille butik i Nykøbing, hvor der blev solgt knapper, bændler o.s.v. Hun fik et barn uden for ægteskabet og flyttede til Bandholm, hvor min farfar senere kommer ind i billedet. Min farfar havde gået i skole sammen med Peter Freuchen i Nykøbing. Farmor var fra Hillested.

I 1942 skete katastrofen. Der skulle jeg have en lillesøster. Det var noget af en omvæltning. Jeg var jo blevet 10 år. På det tidspunkt havde vi flyttet 5-6 gange. En dag siger min mor til min far: ”Nu gider jeg ikke dette flytteri mere. Nu må vi finde ud af noget andet”. Min far syntes ikke vi havde råd, de tjente jo ikke mange penge. I Panumsgade ligger de såkaldte skibsværftshuse. Dengang der var skibsværft i Bandholm blev der bygget 3 dobbelthuse til de ansatte. Min far og en kammerat kunne købe et dobbelthus for 12.000 kroner, men det havde de ikke råd til. Året efter købte mine forældre det halve hus for 10.000 kr. Der var kommet store prisstigninger på grund af krigen. Der blev diskuteret meget i familien om købet. Min mor opsøgte sognerådsformanden Jørgensen, som tillige var godsforvalter på Knuthenborg. Han var meget vellidt, lyttede til alle og forsøgte at hjælpe alle uanset stand. Det var så heldigt, at min morfader også sad i sognerådet sammen med godsforvalteren. Min mor spørger godsforvalteren, hvordan de kan låne pengene til huset. Godsforvalteren var juridisk uddannet og skulle skrive skødet. Han bad om et møde med min morfar. Hushandlen faldt på plads.
Da min mor var arbejdsklar igen efter fødselen, ville hun ikke igen gå ud og hjælpe folk med madlavning. Hun startede et pensionat. På dette tidspunkt var der mange unge mennesker ansat hos skibsmægler Hovmann, hos Qvade, på banen og hos skrædderen. Pensionatet var kun spisning, 3 måltider om dagen. Hun startede med 16-17 stykker og endte med nogle og tyve. Det var det normale. Og det var også lørdag og søndag. Nogle af de unge rejste hjem i weekenden, men de fleste blev, da både banen, toldvæsnet og skibsmægleren havde skiftende arbejdstider. Jeg har sandelig lært at skrælle kartofler. Min mor kunne dog ikke sige nej til at være kogekone ude hos folk. Hun tjente styrtende med penge. Det var hos proprietærer, forpagtere, savværksejere og hvad de nu hed. De tjente rigtigt mange penge i starten af krigen. Hun tjente 200 kr. for at lave mad en hel dag, det var mange penge dengang, og tit fik hun også 200 kr. i drikkepenge.

 

Krigen

Dette med at folk havde det dårligt under krigen, har vi slet ikke oplevet. Der var jo altid rester. Min morfar havde et lille landsted med 9 tdr. land. Her var der altid et par grise eller ænder, som skulle fedes op. Vi fik rationeringsmærker for gæsterne, meget mere end vi kunne bruge. Så byttede min mor mærkerne for varer hos mælkemanden og slagteriudsalget. Vi har aldrig manglet mad. Når min kone, som stammer fra det gule hus, som vi siger, talte om gamle dage med sine kollegaer i Maribo Kommune, fatter de slet ikke talen om nød under krigen. Som sagt mærkede vi ikke meget til krigen. Der kom en patruljebåd med nogle tyske soldater engang i mellem, de kiggede lidt og sejlede så videre. Først i de sidste måneder af krigen havde vi en slags fast garnison her i Bandholm, ca. 50 mand. Det var gamle mænd, de yderste reserver, eller meget unge mænd. De var slet ikke interesseret i krigsvæsenet.

Vi havde ikke de store oplevelser i krigen. Vi havde nogen nedkastning inde i Knuthenborg parken. Greven var nazist. Han havde en lejlighed i København, hvor han opholdt sig for det meste. Ironisk nok blev der nedkastet til modstandsbevægelsen i hans park. Der var en port i alle fire hjørner, portene var låst, så der kun kom dem ind, som skulle ind. Hvis tyskerne kom midt om natten på grund af opdagede nedkastninger, kunne der nemt gå lidt tid, inden portneren fik lukket op. Så havde han måske nået at få ”lygtet” til de forskellige, som skulle afhente det nedkastede. Der blev kastet en masse våben ned i parken, de skulle fordeles, og det blev de også.

Det var kun den sidste uge vi mærkede krigen. Ca. 8 dage før krigen endte, skete der noget. I ca. 1 år havde der ligget 3 gamle fragtbåde i havnen, lagt op med lidt besætning på. Besætningen spiste af og til hos min mor. De deltog også i byens liv, både på Parkhotellet og på det andet hotel, 2-3 af dem spillede også fodbold på en af byens to fodboldhold. Da tiden nærmede sig for, at de skulle i gang med skibene igen, holdt de en fest for alle fodboldspillerne. Så kom tyskerne og foretog en razzia. Der blev anholdt ca. 50 mennesker, bl.a. de to fodboldhold. Nogle blev løsladt næste dag, andre blev ført til København. Tyskerne havde fået fat i nogle af de rigtige. Heldigvis sluttede krigen 8 dage efter, og alle kom tilbage. Hvis krigen var fortsat, var nogle af de anholdte aldrig kommet hjem igen. Det var meget heldigt. Det var den mest dramatiske begivenhed, som fandt sted i Bandholm. Her var også 3-4 tyskerpiger.

Vi havde mange skibsanløb med meget kul fra Polen. Kullene kunne ikke komme andre steder fra. Qvade havde en meget stor oplagsplads til kul. Sukkerfabrikken i Maribo skulle bruge kul til deres produktion, også fabrikken i Holeby. Det kom også ind over Bandholm Havn. Jeg kan huske far, når han kom hjem efter at have losset kul. Så var han sort som en neger. Så måtte vi have fat i den store zinkbalje og have fyret op ude i vaskehuset.

Vi havde også de såkaldte sukkerbåde. Sukkerfabrikkerne havde deres egne skibe. De hentede kalksten i Sverige, som var neutralt, så det kunne godt lade sig gøre. Ad den vej fik vi også lidt gode varer ind.

Bandholm havde eget elektricitetsværk og en vindmølle, støbt i beton. Den stod hvor nu fjernsynsmasten er placeret. Bandholm Elværk ejede vindmøllen, som var den anden i kongeriget. En tilsvarende var bygget i Gedser.

Min morfar og mormor fik indlagt jævnstrøm under krigen. Jeg kan huske de tærskede derude. I starten havde de en lokomobil, der blev trukket rundt med heste. Så fik de en gammel traktor. Lige efter krigen stod der nogle rundt om, bl.a. Fordson og enkelte Munktell. Så mener jeg, at de gik over til strøm. Man havde et bræt med to kroge på. Brættet blev løftet op og sat på de to ledningen. Et kabel førte ind til en elmotor, som havde en måler på. Med en stang kunne man få krogene over ledningerne. Det kørte man med til starten af halvtredserne, hvor vekselstrømmen blev lagt ind. Det hele blev elektrificeret. Og Bandholm Elværk bliver nedlagt.

I april 1945 kom en hulens masse flygtninge, som boede i jernbanevogne. Vognene holdt ovre på stationen. Senere beslaglagde de Bandholm Hotel og skolen til flygtningene. Men vi skulle jo stadigvæk gå i skole. Så vi gik tre dage om ugen inde på Parkhotellet, oppe i kirken og omme i præstegården. Jeg mener vi gik mandag, onsdag og fredag formiddag, henholdsvis det ene eller andet sted i 1½-2 måneder. De fik først ryddet skolen i sommerferien. Der skulle disinficeres m.v. De arme flygtningene døde som fluer.

 

Ungdom, læretid som grovsmed og militær

I 1946 blev jeg konfirmeret og kom derefter i lære fra 1. juni som ”knokkel- og beslagsmed” ude i Vestergade 44 i Maribo hos Ejner Olsen. Dengang kom man i lære enten som grovsmed eller kleinsmed, jeg som grovsmed. Jeg cyklede til Maribo. Det var meningen, at jeg skulle følges med farfar, der også boede i Bandholm. Farfar var fastansat på Maribo Sukkerfabrik. I kampagnen var han smøremand og passede på maskinerne. Hvis en af de store drivremme knækkede, skulle den sys sammen med såkaldte ”kattetarme”. Udenfor kampagnen var han isolatør af de mange damprør. Vi skulle begge møde kl. 7. Farfar kørte dog allerede kl. 6, så betids at han kunne nå en punktering og alligevel kunne møde rettidigt. Det varede kun den første uge. Så gad jeg ikke komme en ½ time for tidligt. Der var også mange andre at følges med. I dårligt vejr kørte jeg med toget. Om morgenen ankom et godstog, som returnerede fra Bandholm lidt i kl. 8. Med dette tog kørte alle de skoleelever, som gik i skole i Maribo. Så kom jeg først til Maribo kl. 8.30, måtte tage imod en skideballe og måtte naturligvis blive længere tid på arbejdspladsen og tage sidste tog hjem kl. 19.

Hos Ejner var jeg i 5 år, 4 år i lære og et år som svend. Det første år i lære fik jeg 15 kr. om ugen. Jeg betalte 5 kroner for at bo hjemme, så var der 10 kr. til mig selv. For det beløb kunne jeg gå til bal hjem lørdag og blive fuld. Da jeg var blevet udlært havde firmaet ikke så meget arbejde, levede på 2-3 lærlinge og et par svende. Jeg var jo blevet svend og skulle have noget mere i løn. Min mester sagde, at han ikke ville fyre mig, men hvis jeg kunne finde noget andet, så var det OK.

På sessionen mødte jeg en skolekammerat, hvis far var smed ude i Reersnæs. Han spurgte, om jeg ikke ville med til København og arbejde. Så i foråret 1951 holdt jeg op hos Ejner Olsen. Min kammerat havde to søstre i København, som kunne skaffe os arbejde og husly. Vi rejste til København og blev ansat på Titan indtil 1. oktober 1951, hvor jeg skulle ind som soldat. Vi boede på et pensionat. Titan lå på Tagensvej og en af Titans bygninger blev senere en af de første rockerborge. Jeg blev indkaldt som soldat ved kystbefæstningen. Det betød at blive indkaldt som marinesoldat på forskellige forter som Middelgrunden, Flakfortet, Dragør osv. Vi skulle have haft kvartet på Holmen, men om sommeren havde de haft den store minesprængning med mange døde og ødelagte bygninger til følge. Soldaterne på Holmen blev derfor flyttet til Lynetten, og vi andre blev forflyttet til Arresødal ved Frederiksværk. Her boede vi i telt i 3 måneder. Sengene var 3-etager køjesenge. I den øverste lå man med næsen lige under loftet. Opvarmningen var med en ovn, hvori der blev fyret med brunkul. Det røg mere end det varmede. Dem i den øverste køje var ved at dø af kulilteforgiftning. Efter 1½ måneds tid bliver alle smede, maskinarbejdere og elektrikere kaldt til et foredrag og samtale, hvor vi blev tilbudt at fortsætte ved militæret på kontrakt i en 3-årig periode.

Vi fik ingen penge som rekrutter. Jeg overvejede det meget, fordi jeg var forlovet og kæresten var ikke meget for at undvære mig 3 år mere. På den anden side var næsten umuligt at få arbejde først i halvtredserne. Som rekrut fik jeg ingen løn. Det endte med, at jeg skrev under på en 3-årig kontrakt. Efter et halvt års skoletid i Frederikshavn blev jeg udkommanderet til Stevnsfortet, som ikke var færdigbygget. Vi fik station inde på Lynetten og var derinde som en slags reserve helt hen i november måned før der var så meget plads, at vi kunne komme ned til Stevnsfortet. Der skulle de til at begynde at udruste fortet. Vi sov i nye sovesale, men spisesalen var ikke færdig. Vi spiste i en gammel grisestald, som var blevet kalket. Vi var 30 mand og havde to gode hovmestre. Os fra ”maskinen”, som det hed, var med til at installere motorer, der skulle trække kanoner, lave elværk, indrette værksted osv. Det lavede jeg så i de sidste godt to år, hvorefter jeg blev hjemsendt fra Stevnsfortet. Et halvt år før kontraktens udløb blev vi tilbudt fortsættelse og at komme på sergentskole. Jeg sagde nej, da jeg syntes at miljøet var lidt for indelukket. Jeg blev hjemsendt nytårsaften 1954.

 

Fra montør til sælger

Da havde vi fået vores dreng ca. et halvt år før. Jeg blev gift lige før min hjemsendelse. Min kæreste var flyttet til Køge. Da hun blev gravid, lejede vi en lejlighed i Rødvig og boede dernede i 5 måneder. Vi skulle nu finde nyt arbejde og ny bolig. Min kones søster var damefrisør i en salon i Helsingør. Gennem en kunde, en viceværts kone, fik vi en lejlighed i Helsingør. Den 1. marts flyttede vi til Helsingør uden at kende andre end min svigerinde. Jeg skulle finde arbejde og gik til Helsingør Skibsværft. Jeg forklarede mig med min baggrund som smed og 3 års militærtjeneste. Jeg fik arbejde med start allerede næste dag kl. 7. Det var hurtigt og nemt. Jeg var der ca 2½ år.

I en sommerferie hjemme i Bandholm besøgte jeg min gamle læreplads hos Ejner Olsen. Min gamle mester var død, og hans enke og en plejesøn ville køre firmaet videre. Nu søgte de en smed. Jeg var lidt træt af arbejdspladsen i Helsingør. Det var som at være ved militæret, et lidt indelukket miljø. Man blev låst inde kl. 7 og kom ud igen kl. 16. Man kunne intet bestemme selv. Jeg fik jobbet i Maribo. Jeg tog med til Helsingør efter sommerferien og fortalte mester, at jeg havde fået nyt job i Maribo. Min kone havde fået job i Helsingør, drengen blev passet af svigerinden. Vi kunne bo hos vores forældre, indtil vi kunne finde en bolig. Der var dog dårlige forhold på arbejdspladsen. Enken og plejesønnen skændtes hele tiden, og det kneb med at få udbetalt løn. Det gik ikke uden løn. Så måtte jeg vende tilbage til værftet og fik arbejde igen med det samme.

Efter 2-3 år fik firmaet Ejner Olsen en ny chef, jeg opsøgte dem igen en sommerferie, fik job og var ansat der i 10 år. Arbejdet bestod for det meste i reparation af traktorer og landbrugsmaskiner. Vi blev kaldt montører. Vi var fem ansatte. Firmaet havde ændret sig derhen, at det ikke havde nogen lærlinge længere, kun nogle arbejdsdrenge. Vi kørte over hele Lolland-Falster og reparerede og samlede landbrugsmaskiner. Der var gang i landbrugets mekanisering og først i tresserne kom så de større traktorer som Fordson Major, Volvo osv. til.

Efter 10 år havde jeg ikke lyst til at blive beskidt mere. Leo Due i Nakskov, som også solgte og servicerede landbrugsmaskiner, søgte en sælger. Jeg fik stillingen og var der fra 1968 og 26 år frem, både som sælger og driftleder. Det var et firma, hvor de ansatte havde mange forskellige funktioner. Firmaet Leo Due gik fallit 3 år før jeg stoppede i 1991. Et andet firma overtog Leo Due, og det blev omdøbt til Maskincenter Nakskov. Vi havde filialer i Nakskov, Nykøbing F og Øster Ulslev samt i Ringsted.
Jeg samarbejdede ikke godt med den nye chef. Vi kunne næsten ikke tåle at se hinanden, men det gik så nogenlunde.

I 1992 kunne jeg gå på pension, men syntes godt at jeg kunne klare nogle flere år på arbejdsmarkedet. Min chef ville af med mig, men ville ikke fyre mig, da jeg på grund af min lange ansættelse skulle have en større aftrædelsessum. Det sidste nummer han lavede med mig var at han ville forflytte mig til Ringsted for at blive driftsleder. ”Det lyder godt”, sagde jeg, ”hvad vil du give for det?” – ”Du får en bil at køre i og samme løn”. Det tyggede jeg lidt på. Næste morgen sagde jeg lidt frækt: ”Det vil jeg godt, jeg kører hjemmefra som om jeg skal møde i Nakskov, og så kører jeg en time før fyraften hjem igen. Tror du virkelig jeg vil spilde min ungdom på landevejen midt om natten. I øvrigt vil jeg have en lønforhøjelse”. ”Det vil jeg tænke over” sagde han. Jeg regnede faktisk med at få en fyreseddel. Den kom dog ikke. I stedet blev jeg tilbudt en stilling i firmaets afdeling i Øster Ulslev, fordi der gennem nogen tid havde været for meget svind i reservedelslageret. I Øster Ulslev var der 3-4 mand på værkstedet, en sælger og så mig som reservedelsmand og altmuligmand. Så var jeg ¾ år nede i Øster Ulslev, og så gad jeg ikke mere og
holdt op 1. januar 1993.

 

Huset på Thousigvej

Huset, jeg bor i her på Thousigvej, købte vi i 1960. Da vi kom hjem fra Helsingør, købte vi et lille hus i Maglemer for 15.000 kr. Der boede vi i godt 2½ år. Så blev dette hus til, en bungalow, sat til salg. En onkel i Maribo, der var ejendomsmægler, oplyste, at prisen for huset var 40.000 kr. Husets ejer, der var tømrer hos Qvade, døde pludselig, og hans enke ville flytte ind til en datter i København. Keld, min onkel, kom et dage senere og meddelte, at jeg kunne købe huset for 38.000 kr. med indflytning en måned senere. Jeg var lidt skeptisk, det var jo mange pengene. “Det hele er ordnet“, sagde min onkel. “Jeg har talt med Diskontobanken (i dag Danske Bank). Du skal bare skrive under et eller andet sted“.

Jeg var naturligvis nødt til at sælge mit daværende hus i Maglemer. Til det havde min onkel allerede en køber. Ude ved Hunseby Stand, ved rensningsanlægget, lå nogle statshusmandsbrug. En landmand derudefra var blevet alene, og havde fået en polsk husbestyrerinde, og de var interesseret i huset. En måned før havde min farbror, der boede ved havnen i Bandholm, revet sit køkken ud og bygget et nyt. Det gamle køkken med rigtige skabe og låger fik jeg. Indtil da havde vi kun haft en bordplade med gardin nedenunder som køkken. Min farbror hjalp med at montere det gamle køkken i huset, og vi fik det hele malet. Den polske husbestyrerinde blev meget begejstret for køkkenet. Sådan et flot køkken havde hun aldrig haft. Det endte med at de købte huset for 18.000 kr. Det var heldigt både at få købt og solgt indenfor kort tid. 1. september 1960 flyttede vi ind på Thousigvej.

I 1984 var økonomien så god, at vi fik høj rejsning på huset. Indtil da havde jeg bygget værelser til børnene i kælderen, samt et badeværelse. Jeg har bygget stort set det hele selv, kun spærrene fik jeg en tømrer til at lave. Lofthøjden i kælderen gjorde at det faktisk var ulovligt at bo der. På loftet fik vi nu indrettet soveværelse og badeværelse. Vi havde i forvejen et toilet med træk og slip, som blev installeret, da Bandholm blev kloakeret først i halvtredserne.

 

Minibyen i Maribo

Lokalhistorie har altid interesseret mig. Da jeg havde gået hjemme et års tid arrangerede LOF i Maribo en kursusrække på 5 aftener om gamle bygninger i Maribo. Første aften startede vi med en rundtur for at se på gamle huse. Næste aften besøgte vi domkirken og fik noget at vide om den. En anden aften var vi forsamlet i foredragssalen i Museumsbygningen, hvor det blev foreslået, at vi skulle lave en kopi af domkirken i miniformat. Det mente vi var for en stor mundfuld. Den femte og sidste mødegang var en ekskursion til Varde, som har den ældste miniby i kongeriet. Her fik vi nogle tips om, hvordan huse kunne fremstilles i miniformat. På vej hjem i bussen fra Varde var vi nogle stykker, som besluttede at oprette foreningen Minibyen i Maribo. En uge senere indkaldte vi til en stiftende generalforsamling. Det var i 1995. Jeg har dog ikke selv været med til at bygge husene, men har derimod altid været god til at sætte andre i arbejde.

Sammen med en gammel smedekollega i Maribo, Hans Hansen, som havde afhændet sit VVS-firma til Johnny Rasmussen, lavede jeg en mængde bukke og borde til foreningen i hans gamle værksted på Hjulsporet. Vi brugte også en del tid på at søge om økonomisk støtte til materialer m. m. Noget af det første vi fremstillede var en maskine, som mest af alt lignede en gammel kødhakker. Den skød en stråle ud, som blev hakket over i passende længde til mursten. I Minibyen har jeg været med i 4 formiddage om ugen indtil for 2 år siden. Efterhånden var der kommet nye og lidt yngre til, som havde en lidt anden opfattelse af, hvordan tingene skulle foregå. Det kunne jeg ikke helt blive enige med dem om, så jeg valgte at trække mig efter 20 års arbejde for minibyen.

 

kræmmer

Så tænkte jeg: ”Hvad skal jeg så lave?” I Nakskov havde min datter lejet sig ind i et gammelt bageri sammen med nogle andre kræmmere, hvor de afholdt kræmmermarked. Jeg begyndte at hjælpe hende, men kun om lørdagen. Desværre var lokalet så koldt om vinteren, at det uudholdeligt at være der. I stedet begyndte vi at køre rundt til kræmmermarkeder. Tingene opbevarede min datter i sin garage. Men det med at køre ud til kræmmermarkeder, er jeg også ophørt med. Ofte skulle varerne bæres langt ind til den opstillede bod, og det er jeg ikke så god til mere. For 1½ år siden begyndte jeg selv at være kræmmer på torvet i Maribo hver onsdag og lørdag. Min kræmmerbutik har jeg indrettet på min trailer og i kælderen har jeg et lager, så jeg kan skifte med forskellige ting. Så nu jeg har de to dage på torvet i Maribo – hvis det ikke er regnvejr.

 

Bandholm 4941 DK
Get directions

Fødselsdag:

1932

Erindringen ønskes afleveret til:

Maribo Lokalhistorisk Arkiv