Bendt Nielsen

Familien Nielsen flyttede i 1985 fra Glostrup til Jungshoved ved Præstø. Bendt fortæller om den store omvæltning for både de fire børn og familiens to voksne. Fra rækkehus til husmandssted med jord, landsbysammenhold og lokalpolitik. Bendt engagerer sig i socialdemokratiet i Præstø, hvor han fra starten laver rav i den, med stærk kritik af det aktuelle valgprogram.

København Nordvest – Glostrup, Ejby – Præstø.

 

Af Bendt Nielsen

I 1985 kom Vi, Anna Lise og Bendt Nielsen fra Glostrup til Præstø med 4 børn. Vi blev gift i 1966. I Ejby i Glostrup havde Vi bygget eget hus og var faldet godt til i lokalområdet. Men fru Nielsen ville alligevel gerne på landet.

Et nedlagt husmandssted

Det sidste flyttelæs var pakket. På traileren var de sidste ting stuvet sammen, og på tagbagagebæreren, var en ny plastictraktor bundet fast. Familien Nielsen sad inde i bilen. En Lada stationcar, som til en normal familie var rigelig. For Familien Nielsen var det den største bil til den billigste pris. Ikke fordi, der nogensinde havde manglet mad på bordet, men selv mindre forbrugsgoder blev nøje prioriteret. Fru Nielsen satte en ære i, at familien så ordentlig ud i tøjet og fik noget godt og sundt at spise. Ligeledes fandt venner og bekendte altid rigelig med mad og drikke og hyggeligt samvær i hjemmet. Anna Lise var i stand til at få pengene til at række langt.

Vi var blevet enige om at flytte fra den trygge tilværelse i parcelhuset i Glostrup til den noget mere usikre tilværelse på et nedlagt husmandssted med 10 tønder land i Jungshoved nær Præstø.

Anna Lise var den, som havde talt om det længst.

Skønt vi selv havde stået som bygherre til parcelhuset i Ejby, havde Anna Lise længe haft en drøm om at flytte på landet. Et sted hvor vi kunne prøve at have høns og måske nogle grise og køer.

Når vi om sommeren havde camperet, var vi ofte taget ud og se på gamle bondehuse. Anna Lise havde tit haft følere ude, om ikke jeg syntes, det kunne være romantisk at bo i sådan et gammelt hus, og eventuelt have nogle dyr rundt om mig.

Jeg troede i starten, at det var en spøg. Vi boede jo godt i Ejby, havde nogle gode naboer, og var i det hele taget aktive i livet i det kvarter, vi boede i. ”- Hva´ fanden skal vi flytte til Præstø for, når vi har alt, hvad vi ønsker her”, sagde jeg. Desuden har vi ikke en skid forstand på at have dyr. Det eneste vi kender til grise er med sprød svær. Den kanariefugl vi havde, kunne vi jo ikke engang holde liv i. Vi kommer jo begge to fra stenbroen. Måske skal vi have en parlør for at kunne forstå de mennesker på landet. Måske kan vi ikke blive accepteret, fordi vi bliver betragtet som nogle københavnersnuder.

På en af vores campingture havde vi mødt nogle mennesker på en Kalundborg – Juelsminde overfart.

De mennesker, Rikke og Jens, havde et lille husmandssted. Ofte besøgte vi dem i Jungshoved, og pludselig var der et hus til salg der, som Anna Lise syntes om.

 

Børnene

Tommy på 15 år var den ældste af børnene. En høj lyshåret dreng med store blå øjne. Ikke vild med lektier, men kunne godt lide fodbold. Han skulle starte i 10. klasse på Abildhøjskolen i Præstø.

Tommy syntes det kunne være spændende at flytte på landet. Nok havde han kammerater i Glostrup, men ikke nogle han var meget knyttet til. Tommy havde godt nok et arbejde med at gå med aviser, men han mente nok, at han kunne finde noget arbejde i Præstø.

Dorthe var 12 år. Eneste pige, og havde en piges evne til at arrangere alt for sine brødre. Dorthe var ikke meget for at flytte. Hun mente, at det var en flok snobber, hun skulle gå sammen med i Præstø.

Desuden havde hun en god veninde, Carina, som hun havde været sammen med i tykt og tyndt siden hun var helt spæd.

Dorthe var nok det af vores børn, som ville være mest knyttet til Ejby i kraft af sin veninde Carina, men vi håbede, dels at de kunne bevare tilknytningen til hinanden, selvom det nødvendigvis blev mere sporadisk, dels at både Carina og Dorthe ville komme over flytningen.

Ole på 9 år var familiens klovn. Han ønskede rent faktisk at være klovn, og var bestemt ikke dårlig til det. Han var i stand til at forstyrre enhver undervisning i skolen, men vidste også, når læreren havde fået nok. Aldrig var der noget ondskabsfuldt i hans drillerier, men han kunne bare ikke lade være.

Ole mente bestemt ikke, at han kunne få nogle venner, hvis vi flyttede.

Musikalsk var Ole lidt af et naturtalent. Han kunne ikke noder, men elskede at spille på familiens gamle opretstående klaver og gjorde det godt.

Jonas var 3 år. En dreng med glade øjne, og Dorthes lille øjesten.

På taget af Ladaen var spændt en plastictraktor fast. Den var til Jonas. Det havde han ikke fået af vide, tværtimod. Han havde fået at vide, at det var en traktor, vi skulle have med til Thobjørn, som var Rikke og Jenses søn. Jonas var af gode grunde sur over, at den ikke var til ham.

Det skal nævnes, at plastictraktoren på vej til Jungshoved var spændt fast på taget af Ladaen. Uheldigvis sprang snoren, mens vi kørte på Vordingborgvejen, så den faldt af. Heldigvis skete der intet med den, så den blev blot sat fast igen.

Da vi nåede Ambæk Mark, spændte vi plastictraktoren af, og gav Jonas den. Det skabte bestemt glæde hos den lille dreng.

Jeg tror altid Jonas vil forbinde Ambæk Mark med sin plastictraktor. Den blev i bogstaveligste forstand slidt op.

Det skal nævnes. Vi fik sidenhen tvillingerne Jacob og Nicolai, hvor Ambæk Mark blev deres barndomshjem.

 

To ”politiske” postbude

Som politisk engageret tilflytter var det interessant at vide, hvad partiet stod for i Præstø i forhold til de andre partier.

Anna Lise og jeg havde fået postkassen fyldt med mere eller mindre farvestrålende propaganda fra de forskellige politiske partier. Svenningsen, som delte post ud til os, stillede op til kommunevalget for de Radikale. I det skjulte blev der hvisket om, at han prøvede at kapre stemmer på sin postrute. I et af de andre sogne kørte Egon ”Post” Hansen, og han var glødende socialdemokrat. Han havde før siddet i byrådet sammen med Svenningsen. I al gemytlighed var det et par rare stridsmænd postvæsenet havde. Hvorvidt postvæsenet havde delt distrikterne efter politisk overbevisning, eller den politiske overbevisning var kommet efter postomdelerne vides ikke.

Hos os havde Svenningsen ingen problemer. Den socialdemokratiske avis, Aktuelt, skulle afleveres hos os. Posten, som jeg fik i min egenskab af tillidsmand, kunne ikke skjules for et nysgerrigt postbud.

Den lokale valgpropaganda var let læsning, men svært at stadfæste politisk. Intet parti søgte at markere sig særligt stærkt. Noget kunne tyde på, at man mere stemte på en person, end hvad denne person stod for politisk. Givet var det for Socialdemokraterne, at det helst ikke skulle virke for aggressivt. Ville de generobre magten, skulle de bejle til de borgerlige vælgere.

Jeg læste valgprogrammet fra mit eget parti, Socialdemokratiet, som var sendt ud, og kunne ikke undlade at ryste lidt på hovedet. Anna Lise stod og rørte i gryderne. Jeg fortalte Anna Lise, da jeg havde læst det, at sådan noget lort kunne man sku’ da ikke sende ud til tilsyneladende fornuftige mennesker.

 

Anna Lise

Anna Lise kendte min evne til at rage uklar med andre mennesker. På mit udbrud var hun nærmest ligeglad. Det interesserede hende ikke ret meget. Hun kunne lide at lave mad, passe sine børn og ordne sin have. Her kunne hun se noget gro. Politisk snak var kun omsvøb. Dog havde hun allerede på nuværende tidspunkt været i kontakt med kommunen.

Anna Lise havde spurgt, om der var dagplejebørn at passe, eller måske en dagplejemor hun kunne vikariere for.

Anna Lise var enig med mig i at børnene skulle have en voksen at komme hjem til. I øvrigt havde lille Jonas i lighed med de andre af vores børn aldrig været passet i institution. I perioder havde det dog været svært at finde legekammerater, da de andre børn var i institution.

For Oles vedkommende havde han gået 2 år i børnehaveklassen. Uofficielt fordi han ikke havde nogen at lege med. Officielt var der plads i klassen, men Ole fik mange gange af vide, at han skulle gå i klassen igen, når de andre børn skulle i 1. klasse, da han var for ung.

Anna Lise kedede sig bestemt ikke derhjemme, men ville gerne have en indtægt til at forsøde tilværelsen for familien.

På kommunekontoret havde en arrogant mandsperson sagt, at der ikke var brug for dagplejemødre i Jungshoved. Der var én, og det var nok.

Undrende havde Anna Lise spurgt, om dagplejemoderen aldrig blev syg. Skrankepaven havde afvist Anna Lise med den bemærkning, at det måtte blive forældrenes problem.

Anna Lise havde derfor ikke det bedste indtryk af kommunekontorets personale, selvom hendes grundlag var meget tyndt.

 

Jeg går til valgmøde

Der var informationsmøde om valgprogrammet i den socialdemokratiske partiforening. Jeg ville op og høre, hvordan de havde fået så mange ord til at sige så lidt.

På mødet i SID huset var samlet ca. 70 medlemmer. Fra fotografierne i valgprogrammet kunne man se, at kandidaterne var mødt talstærkt op. Én enkelt person var et meget kendt ansigt. Præst i byen. Forhenværende journalist på TV- avisen. Nu byrådskandidat Poul Zebitz Nielsen.

Jeg sad længe og betragtede mødedeltagerne. Jeg fornemmede, som den fremmede jeg var, at manges øjne hvilede på mig. Hvem var jeg, og hvor kom jeg fra? Ingen kendte mig.

Mødet startede. Partispidserne forklarede, hvilke lyksaligheder borgerne i Præstø i den næste 4 årige periode ville blive udsat for, hvis Venstre blev vippet af pinden.

Jeg syntes stadigvæk det var noget bras, hvis alt hvad de kunne berige befolkningen med var valgprogrammet. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville sige noget.

Et nuværende byrådsmedlem, Peter Madsen, roste ”lortet” med en utrolig lang tale med en bunke tillægsord. Peter Madsen var midt i 40erne. Overlærer på Bøgestrømsskolen og besad åbenbart en evne til at tale længe uden at komme ind på noget væsentligt. En høj, pæn mand. Enhver svigermors drøm.

Til sidst bad jeg om ordet. Ironisk gav jeg udtryk for, at det var godt at partiets navn stod i valgprogrammet, så man ikke var i tvivl. Der var næppe nogen, der kunde stemme præcis på Socialdemokratiet, når de stod med ”pappet” i hånden inde i boksen efter at have læst vores valgprogram.

Det var svært at tolke, hvordan mit indlæg var blevet opfattet, men på benzintanken dagen efter kom en reaktion. Byrådsmedlem Vagn Andersen ejede benzintanken. Han var mangeårigt medlem af byrådet valgt ind for Socialdemokratiet. Vagn Andersen havde startet sin karriere i det tidligere Skibinge sogneråd, men efter kommunesammenlægningen var han valgt ind i Præstø byråd. Han stod ofte ret langt nede på partilisten, men sprængte den med mange personlige stemmer. En hyggelig fyr, hvor man altid kunne få en god snak, når man skulle fylde benzin på bilen, eller have repareret den. Vagns værksted lignede en roekule, men Vagn havde system i rodet.

”Nå, du fik ordentlig sat rav i forsamlingen i går. Du sagde jo det, som ingen ville sige, og hvor var det befriende”.

 

Abilhøjskolen

Det var 14 dage før skoleferien, men vi havde besluttet, at Ole og Dorthe skulle starte på Abildhøjskolen i Præstø.

Tommy skulle have afsluttet sin 9. klasse i Glostrup, og skulle først starte i 10. klasse efter sommerferien på Abildhøjskolen i Præstø.

Jonas var ikke gammel nok til at starte i skolen, så han kom til at gå derhjemme.

Dorthe kom hjem fra skole, og var til vores store glæde vildt begejstret. Pigerne i skolen var ikke snobbede. De lignede til forveksling de børn på godt og ondt, som hun havde gået sammen med i Glostrup. Godt var det for både Dorthe og Ole, at de startede de 14 dage inden sommerferien. De skulle ikke gå en hel sommerferie og muligvis danne sig nogle negative forventninger om deres fremtidige skolegang. Derimod kunne de glæde sig til, at skolen begyndte igen efter sommerferien. Samtidig havde de allerede fundet sig nogle venner og veninder.

Tommy derimod måtte vente til efter sommerferien med at gå i skole på Abildhøjskolen. Han skulle starte i 10. klasse.

Hen på efteråret havde han fundet sig nogle kammerater. Dels nogle fra fodbold, dels fra skolen. I hvert fald kom en hel del drenge hjem og besøgte Tommy.

Jacob og Nicolai kom ca. 1½ år efter vi var flyttet til Ambæk Mark.

 

Ambæk Mark 1

Da hele familien Nielsen kom til Ambæk Mark 1, som var vores nye adresse, skulle der foretages en del praktiske ting. Ambæk Mark, i daglig tale Marken lå ca. 6 km. fra Præstø, og 3 km. fra Jungshoved. Faktisk var det blot en lukket vej mellem landsbyerne Ambæk og Stensved. Landsbyer var måske en voldsom betegnelse.

Ambæk bestod af nogle få huse og et par gårde. Det største aktiv var en stor kostald, hvor ca. 500 køer gik frit i en kæmpestor stald.

Bygningerne var relativt nye, men passede overhovedet ikke til den lille landsby med gamle bondegårde og små huse, hvor nogle var med bindingsværk. Etisk virkede staldens betonbygninger helt forkert og skæmmede landsbyen på en måde, så folk næppe ønskede at flytte til idyl på landet i Ambæk.

Heldigvis lå ”Marken” lidt over 1 km. fra Ambæk – Stensved virkede langt mere idyllisk.

Huset, vi havde købt, skulle først kun males og tapetseres indvendigt. Måske skulle køkkenet ændres en del.

Allerede få uger efter vi var flyttet ind, var huset i gang med at blive udhulet.

 

Den lokale bule Roxy

I dette virvar af væltede skillerum kom Tommy med sine kammerater. Kammeraternes opfattelse af familien Nielsen fra København virkede meget højtidelig.

Drengenes alder gjorde, at de så småt var begyndt at drikke øl fredag aften, inden de arriverede til den lokale bule, Roxy. Alle syntes det var et røvsygt sted, men for ungersvendene var det stedet, hvor man så de lokale ”larver” og kunne brillere overfor dem.

Tommys kammerater mente, at folk fra storbyen var lidt overlegne, så ungersvendene måtte hellere behandle os med en vis respekt udadtil, hvis de ville komme hjemme hos os.

Skulle drengene have transporteret nogle flasker humle ind i københavnernes hjem, så de kunne få skyllet en byge ned, inden de skulle på Roxy, så var flaskerne altid pakket meget omhyggeligt ind i plasticposer. Frygten for at de kunne rasle var selvfølgelig til stede, men de troede selvfølgelig, at de naive forældre kun troede, det var sodavand de drak, skønt man skulle både være døv, blind og have manglende lugtesans, hvis man ikke vidste, hvad der foregik.

Tommy kendte sine forældre fra en noget anden vinkel.

Han vidste, at vi ikke ønskede vores, eller andres børn skulle starte deres karriere, som alkoholikere, men at drikke en øl med kammeraterne, hvor forældrene var i hjemmet, kunne accepteres.

Drengene skulle selvfølgelig hverken være fulde eller tossede, men vi fandt, at det var bedre, at det foregik åbenlyst i hjemmet end i det skjulte.

Selvfølgelig var det svært for os at følge med i, hvad der foregik på Roxy, men visse overrislings tendenser kunne vi ane hos de unge mennesker, når de kom hjem meget tidligt om morgenen.

”Fjolletobak” ville vi bestemt ikke have accepteret.

Tommy undrede sig godt nok over sine nye kammeraters ærbødighed overfor hans forældre, når det blot drejede sig om et par høkerbajere.

En dag greb jeg fat i drengene, da de gik gennem køkkenet med plasticposerne.

Du, unge mand, når du slæber sodavand i plasticposer ind i vores hjem, så plejer der at være øl til min kone og mig. Den unge mand blev rød i hovedet, da jeg ønskede at se indholdet i plasticposen.

Næh, er der så mange bajere til os forældre!

Min tone virkede meget bestemt.

Da drengene kunne se, at Tommy var ved at kvæles af grin, og Anna Lise havde svært ved at holde masken, kunne de fornemme, at det ikke var så galt.

Da munterheden havde lagt sig, fik de af vide, at næste gang tog de forhåbentlig ikke øller ind gemt i plasticposer. Drengene åndede lettet op, og tonen blev i fremtiden mere fri. ”Marken” var et stykke ude på landet, og mange ungersvende og ungmøer kunne finde på at overnatte. Specielt natten til helligdage.

Lidt groft sagt: Søndag ved morgenbordet vidste Anna Lise og jeg aldrig om der var 25 munde der skulle mættes med 4 rundstykker, eller vi sad alene med et helt fad fyldt med rundstykker. Det var altid spændende at vide, hvor mange fremmede vores børn havde slæbt med hjem.

 

Den vanskelige Sydsjællandske dialekt

Få dage efter vi var flyttet ind, blev hele ”Marken” budt til kaffe. Her oplevede vi det sammenhold, som havde udviklet sig på Marken, som vi nu blev en del af.

Ole Olsen – også kaldet Pløje-Ole – var også med den aften. Han var et ejegodt menneske. Vi havde aftalt med ham, at han skulle passe markerne for behørig betaling.

Anna Lise havde talt med Pløje Ole i de få dage, vi havde boet på landet. Pløje Oles tungemål var meget sydsjællandsk, og samtalen mellem ham og Anna Lise var gået på korn, roer, og dyrenes foderstand. Anna Lise havde suget godt til sig og kunne efterhånden begå sig i det sydsjællandske som en indfødt og vidste efterhånden alt om jordens afgrøder og dyrenes behandling.

Til festen havde Pløje-Ole sat sig ved siden af mig. Han begyndte at tale om dyrkning af forskellige afgrøder, som han syntes jeg skulle indvies i. Det var sku’ ikke helt let for mig at følge med. Dels havde Pløje-Ole i dagens løb fået erhvervet sig en pæn brandert. Måske var jeg også selv blevet lidt overrislet og samtidig havde jeg meget svært ved at forstå det sydsjællandske, når stemmeføringen lød, som om et skab blev trukket hen over gulvet. Retfærdigvis skal siges, at jeg ikke havde en skid forstand på det emne, som Pløje Ole syntes jeg skulle belæres om.

Jeg gik en ekstra gang ud og tisse i håb om at få fred, men næppe var jeg kommet ud af døren før undervisningen af kornsorternes forvandling fortsatte. Anna Lise syntes godt nok, at jeg burde svare denne nye nabo med andet end ja og nej, og det var end ikke altid på de rigtige steder.

På et tidspunkt da Pløje Ole ville hente ny forsyning af drikkevarer, så Anna Lise strengt på mig. Du kan da i det mindste lade, som om du hører efter, selvom om han vrøvler og gentager sig selv.

Jamen for fanden jeg forstår ikke en skid af, hvad det er han siger. Han kunne ligeså godt tale urdu til mig. Du ka´sku´ sagtens. Du har kunnet gå og øve dig på de svære ord og eventuelt slå dem op i en parlør.

Resten af aftenen gik godt, og fremtiden ville vise, at jeg efterhånden bedre og bedre kunne forstå sydsjællandsk. I øvrigt blev Pløje Ole en hyppig gæst i vores hjem, og jeg lærte at sætte pris på ham som menneske, og som en god hjælp for os, der ikke havde nogen erfaring i landbrug.

Hovmarken
Præstø 4720 DK
Get directions

Fødselsdag:

1944

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv