Bendt Nielsen

Bendt Nielsen gik på Bispebjerg Skole i 1950erne, og fortæller indgående om skolens lærere, gode som dårlige, om vold og et forældet menneskesyn. Skolens toiletforhold var et kapitel for sig, og i så dårlig stand, at børnene foretrak at holde sig hele dagen. Bendt fortæller også om arbejderkvarteret og fabrikkerne omkring Rentemestervej og Frederiksborgvej, om spritterne og tiggeriet i gaderne. Gør ejerskabskrav på erindring

Bispebjerg skole, og København Nordvest kvarter.

 

Jeg fornemmer, der ikke er så meget fra den årgang, hvor jeg gik i skole. Derfor har jeg følt trang til at knytte nedenstående kommentarer.

På Bispebjerg, nærmere betegnet hjørnet af Frederiksborgvej og Rentemestervej flyttede vi til.

Vi, min mor, far, og søster, flyttede fra Islands Brygge (”Bryggen”) i 1949. Min søster startede med det samme på Bispebjerg skole. Hun havde tidligere gået på Amagerbroskolen på Amager.

Min søster var meget glad for skiftet til Bispebjerg skole. Hun var 7 år ældre end jeg, så det var ikke meget, vi så til hinanden, mens vi gik i skole. Nu var det jo heller ikke tilladt at overskride den gule stribe i skolegården. Alligevel hørte jeg en del om de lærere, hun havde. I flæng kan jeg nævne Rantvig, Thurborg Jørgensen, Laura Nielsen, viceinspektør Sand, Sigrid Jelshøj. Sigrid Jelshøj var min søster specielt meget glad for.

På skolen var toiletforholdene under al kritik. De var mere eller mindre ødelagte. Muligvis blev de gjort rent, men jeg er ikke sikker på, at det var ret meget. Jeg ved at min søster nægtede at gå på toilet i skoletiden. Kunne hun ikke holde sig, gik hun på lærernes toilet. Jeg mener, hun fik en “sveder” for det, men det var hun ligeglad med. Hun nægtede simpelthen at gå ind på elevtoiletterne.

På et tidspunkt blev de gamle lokummer i skolegården lukket, og drengene fik toiletter under sanglokalet, hvor der før havde været cykelkælder for lærerne. Det skal nævnes, at mange af lærerne kørte på cykel til skolen, men det ændrede sig. Bilen blev, som i det øvrige samfund, også lærernes transportmiddel.

Jeg vil ikke sige, jeg var ked af at gå i skole. Der var bestemt lærere, som jeg ikke havde megen respekt for. Ikke fordi jeg var nogen ballademager, men deres menneskesyn, som de med al tydelighed udviste overfor os børn, kunne jeg på ingen måde respektere. Det var bestemt ikke noget, man tillod sig at gøre opmærksom på, men det var noget, jeg selv var meget opmærksom på, da jeg mange år efter selv, skulle have børn i skole.

Påfaldende var det, at forholdene blev forandret ret hurtig efter jeg gik ud af skolen, og mærkelig nok kunne lærerne også ændre adfærd. Om det også skete på Bispebjerg skole har jeg ikke haft føling med, men min fornemmelse er, at en vis sandpapirsag i Hvidovre generelt satte skub i en ændret opførsel hos lærerne.

Jeg kan huske min første dag på Bispebjerg skole. Vi var samlet forældre og børn bag gymnastiksalen, hvor der normalt spilledes rundbold.

Jeg startede i 1951 i 1.A, og var på Bispebjerg skole til 4. mellem, som det hed dengang.

Min klasselærer var Karl Henriksen. Klasseværelset var nummer 27. Det lå oven over sanglokalet.

Karl Henriksen havde vi i alle timerne det første skoleår. For os, der gik sammen fra 1.A, var han vores klasselærer indtil 9. skoleår. (4. mellem.)

Karl Henriksen var en fremragende lærer. Efter 5. klasse havde vi ham kun i matematik, men det var han til gengæld også god til at undervise i.

For mig var Karl Henriksen den optimale lærer at have. En stille, rolig, uafbrudt piberygende mand. Han røg Singleton. Meget sjældent kunne han finde på at løfte stemmen. Det var ikke nødvendigt. Han indgød respekt, og han havde en fantastisk evne til at lære fra sig, specielt i matematik, som vi fik i de større klasser. Han havde en evne til at fortælle matematikken i form af historier. Jeg kan i dag med succes fortælle de samme beviser og matematiske læresætninger til mine børnebørn, med Henriksens historier. I den forbindelse har det også haft en gavnlig virkning.

I underskolen havde jeg ham også i dansk, og her var hans evner på samme niveau. Det var bestemt hans fortjeneste, at jeg fik en vis tro på, at jeg både kunne læse og skrive nogenlunde korrekt dansk.

I 1. klasse kom vi ikke i gymnastiksalen. Vi kom i tumlesalen, som lå i hjørnet af pigegården. Nede i en kælder.

I 2. klasse blev vi rykket ned i barakkerne, som lå bagved opgangen til sanglokalet.

Fra 2. klasse fik vi Ernst Svendsen, som sanglærer, og skulle selvfølgelig også være i sanglokalet. Formodentlig havde jeg, i lighed med så mange andre, ikke den store sangstemme. Jeg blev sat ned bag i lokalet, og skulle helst ikke synge for højt.

Ernst Svendsen var en lærer, vi betragtede som lidt af en original. Meget patentlig, men sær.

I gymnastik fik vi gymnastikinspektøren. Bestemt ikke en lærer jeg ser, som et positivt bekendtskab. Meget selvhøjtidelig, vrængende og nedladende overfor eleverne.

I tegning fik vi Heilesen. En udmærket lærer, men jeg tror næppe hans temperament kunne accepteres af forældre, som har børn i skolen i dag. Ej heller dengang jeg selv havde børn i skolen.

Et enkelt år i underskolen (1.-5.klasse) havde vi en relativ ung lærer frøken Bollerup i naturhistorie og Zoologi.

I sløjd og i religion fik vi Andersen. En meget lunefuld lærer. Lige så flink og venlig han kunne være, ligeså ondskabsfuld var han også. Det var måske ikke det værste, men det værste var, at det kunne komme, som dug fra en klar himmel, og det var umuligt at finde årsagen.

Indtil 5. klasse skiftede vi med at have klasseværelse oven over sanglokalet, og i barakkerne.

Efter 5.klasse blev hele klassetrinnet delt i frimellem og eksamensmellem, og klasseværelset blev flyttet til hovedbygningen. For mit vedkommende blev cirka halvdelen af de klassekammerater, jeg havde gået sammen med siden 1. klasse, slået sammen med cirka halvdelen fra en anden klasse.

I 1. mellem fik vi engelsk. Vores engelsklærer havde vi for øvrigt også i geografi i 1. mellem. Vores engelsklærer burde aldrig have været lærer. Hans undervisning var under al kritik. Formodentlig gad han ikke undervise, så vi lærte intet. Fysisk var han voldelig og utilregnelig. Det kan ikke være ukendt for de øvrige lærere, men de valgte åbenbart at lukke øjnene. Når jeg i dag tænker over det meget omtalte mobberi i skolen, så bliver det præciseret, at de skyldige selvfølgelig er dem, som mobber, men dem, der kan stoppe mobberiet, og har et ansvar, er dem, som er medløbere eller vender ryggen til. Det skulle lærerne nok have tænkt over dengang.

Forældrene havde selvfølgelig et stort ansvar, men for mange forældre var læreren en patriark. En ophøjet person. Det var de færreste forældre, som formåede at tage kampen op mod en lærer.

I tegning fik vi Nymann Eriksen.

I fysik og religion havde vi først Schletser. Da han gik på pension fik vi frøken Bruun i religion og historie, og Jørgen Hansen i fysik.

Frøken Mynter havde vi i naturhistorie. Hun var meget dygtig, men hun havde svært ved at holde ro i klassen.

Lorenzen havde vi i tysk. En god lærer. Måske for nogen, en lærer man kunne drille, men Lorenzen lod sig ikke drille. Derfor kunne man ikke undgå at lære noget hos ham. Hans lidt gebrokkede sprog, har måske haft sin virkning.

I dansk havde vi Jelshøj. En dygtig og pligtopfyldende lærer har jeg læst, at andre har ment, hvilket jeg til dels godt kan være enig i, men jeg ville bestemt ikke have, at én af mine egne børn skulle have haft ham i dansk. På trods af hans mange gode sider ville han have haft godt af et pædagogisk grundkursus. Jeg tillægger ham skylden for, at jeg, i mange år efter jeg gik ud af skolen, ikke skrev noget som helst. Erindringen om, at de stile jeg afleverede, på det nærmeste lignede abstrakte malerier efter hans gennemsyn, gjorde, at lysten til at skrive var totalt ødelagt. I dag har jeg svært ved at se formålet med, at den røde kuglepen skulle tvære rundt i stilen, og dermed nedgøre arbejdet på en meget upædagogisk måde. Han har formodentlig gjort det ud fra hans faglige vurdering, som jeg dengang ikke forstod og slet ikke forstår i dag.

Jeg skriver meget og har gjort det i mange år, men det er ikke på grund af min dansklærer. Det er mere på trods af ham. Jeg tror ikke han har været klar over, hvor meget han ødelagde, men han har desværre ikke vidst bedre.

I mellemskolen fik vi Mogens Kruse i gymnastik og geografi. En lærer, som jeg kun har positive ting at sige om.

En dygtig og meget retfærdig lærer både i geografitimerne og gymnastiktimerne.

Andre lærere har jeg periferisk haft noget at gøre med, men det har mest været som vikarer.

Hagensen havde jeg på et tidspunkt i gymnastik.

Jeg har været på skolens lejrskole i Gilleleje

På feriekoloni har jeg været på Eriksminde ved Rørvig.

En oplysning, som muligvis i dag kan virke ejendommeligt, hvor de fleste familier har bad i hjemmet. Hver anden torsdag blev samtlige i vores klasse sendt i badekælderen, og blev vasket med træuld og et lille stykke firkantet sæbe. Det stoppede dog, mens jeg gik i skole.

 

Jeg har læst nogle af indlæggene i forbindelse med den vold lærerne udøvede overfor skolebørnene. Jeg kan ikke på nogen måde forsvare de overgreb, der blev foretaget. Retfærdigvis skal siges: Tidsånden var en anden. Voksne fandt det naturligt, at fysisk afstraffelse var en del af opdragelsen. I den retning var lærerne ikke en skid bedre, tværtimod, selvom det lovmæssigt ikke var tilladt. Det er muligt lærerne på Bispebjerg skole var en særlig afart af racen, men jeg tror deres lige også fandtes andre steder.

Alligevel var der en meget stor forskel på lærerne. Nogle lærere havde det mål at få ro i klassen, så de kunne give en god undervisning. Desuden havde de den forkvaklede opfattelse, at de bogstavelig talt kunne banke viden ind i ungerne, hvis deres pædagogiske evner ikke formåede det på anden måde. Man kan sige, at målet for dem helligede midlet.

Den anden gruppe af lærere burde aldrig nogensinde have noget med andre mennesker at gøre. For dem var målet at bevare deres gode velnærede job. Ungerne var et nødvendigt onde. Til gengæld skulle ungerne holde deres kæft og forstyrre så lidt som muligt. Det kunne læreren lettest gøres ved at virke truende og voldelig.

Den sidste gruppe lærere var dem, som reagerede i effekt. Ikke fordi det kan retfærdiggøre handlingen, men vi var nogle meget store klasser, og nogle af børnene kunne vel også overskride grænserne for det tilladelige.

Set i bagklogskabens klare lys, er det uforståelig for mig, at forældre og lærere ikke på daværende tid greb ind. Umiddelbart så det ud som om, at den eneste mulighed forældrene havde, var, at flytte barnet til en anden skole, som muligvis havde en anden indstilling. Det var der også forældre der gjorde.

 

Siden 1985 har jeg boet i Præstø. Interessant er det, at vi mindst er tre elever fra samme årgang, der har gået på Bispebjerg skole, og bor i Præstø. En lille by på cirka 7000 indbyggere. Vi har dog ikke gået i samme klasse.

En enkelt klassekammerat fra 1. klasse ser jeg endnu.

Min kone har via et kursus hun gik på for 30 år siden fået kontakt med en pige, som har gået i min parallelklasse på Bispebjerg skole. Hende og hendes mand kommer vi en del sammen med, og historier fra Bispebjerg skole bliver periferisk vendt, når vi er sammen.

 

Jeg boede på hjørnet af Rentemestervej og Frederiksborgvej. I modsætning til Bryggen, som min familie flyttede fra, var det udover at være et solidt arbejderkvarter, også kvarteret, hvor fabrikkerne lå tæt.

Jeg boede lige overfor C.Schous Fabrikker. C.Schous Fabrikker var en stor arbejdsplads. En fabrik som fremstillede sæbe, lys, og parfume. Det kan nævnes, at mange steder i København lå Schous Sæbehuse. I provinsen hed de samme sæbehuse ”Tatol”. Også de forretninger leverede Schous Fabrikker varer til. Jeg har siden hørt, at forskellen var, at ”Tatol” var selvejende forretninger. Dog indkøbt af Schous Fabrikker, og lejet ud til en bestyrer. ”Tatol” handlede ofte med egne varer, men skulle også forhandle Schous fabrikkers varer.

Schous fabrikker havde deres egen kørselsafdeling med omkring tyve lastbiler. Mange ufaglærte var ansatte på denne fabrik.

Flere andre fabrikker i området var ejet af Schous fabrikker. Plastik fabrikken ”Plastika”, som fremstillede plastikbaljer og toiletsæder i plastik. Pladeselskabet “Tono”. Begge de fabrikker lå på hjørnet af Dortheavej og Frederiksborgvej. “Ilka” fremstillede barbersæbe. Den lå på Bisiddervej.

Længere oppe af Dortheavej lå fabrikkerne “Ira” og “Hema” senere “Ægir”, som var børstefabrikker. På hjørnet af Peter Ibsens alle´ og Møntemestervej fremstillede Schous fabrikker vaskepulver. Det skal nævnes, at Benmøllen også blev opkøbt af Schous fabrikker. Den stank af helvede til om sommeren.

Schous fabrikker havde i øvrigt også deres egen børnehave, som lå på Dortheavej.

Udover de nævnte fabrikker var også andre småfabrikker tilknyttet Schous fabrikker. Området var meget præget af den fabrik, men derudover lå der også mange andre fabrikker.

Cloud og Marstrand, som fremstillede gulvspande. “Thor” vaskeriet. Mejeriet Enigheden. Tekno biler. Blot for at nævne nogle af de største fabriker.

Cloud og Marstrand lå på et meget stort område omkranset af Rentemestervej, Frederiksborgvej, Rebslagervej og Drejervej. Sidenhen blev området brugt til teknisk skole.

Min fornemmelse var, at Cloud og Marstrand for mange mennesker var lidt af en gennemgangslejr i 1950 erne. Lønnen var af helvede til, og arbejdet var bestemt ikke særlig attraktivt, så de fleste mennesker fandt noget andet arbejde så hurtig som muligt.

I 1950erne, var der en tilgang af mennesker fra provinsen, og på Cloud og Marstrand kunne man stort set altid få arbejde. Desuden var der mulighed for at få et værelse at sove i. Afvises kan det heller ikke, at brudte ægteskaber gjorde, at Cloud og Marstrand havde en vis tiltrækning, især hvis personen af forskellige grunde ønskede at flytte langt væk fra en tidligere ægtefælle.

I forbindelse med værelserne, som i stor udstrækning var beboet af folk, der arbejdede på Cloud og Marstrand, har jeg oplevet det miljø, da jeg gik med morgenaviser i ejendommen.

Ejendommen lå på hjørnet af Rentemestervej og Frederiksborgvej. I stueetagen lå Løve kroen. På første sal lå til omkring 1960 en danseskole. Derefter flyttede pastor Harald Søby ind med sin frikirke. Harald Søby var smidt ud af den Danske Folkekirke. Han ville ikke velsigne kongen. Desuden velsignede han det første lesbiske par. En hel del presseomtale var der om Harald Søby, men jeg fornemmede ikke, der var så mange kunder i hans prædikebiks. Alligevel har han nok haft en vis indflydelse på en vis liberalisering af den dengang meget patriarkalske Danske Folkekirke.

Ovenover danseskolen, boede værtshusholderen. På kvisten, eller måske var det et tidligere loftrum, var værelserne, hvor nogle af arbejderne fra Cloud og Marstrand boede.

Hvor meget privatliv, der har været i det miljø, er temmelig tvivlsomt. Værelserne var meget små. Skillerummene var formodentlig ikke andet end en spånplade. Når jeg kom med morgenaviser, var der et farligt hullumhej. Jeg blev aldrig klar over, hvem der skulle på arbejde, eller hvem der kom fra nathold, for der var kun et lokum, og alle skulle samme vej.

Mejeriet Enigheden lå på hjørnet af Rentemestervej og Lygten, og var efter sigende en god arbejdsplads. Det var en kooperativ virksomhed.

Udover mange store virksomheder var der også mange enkeltmands virksomheder, som lå i kældre, og bagbygninger. En lille lædervarefabrik. Et firma, som fremstillede korkpropper. En metalsliber.

Hele dette blandede bolig og fabrikskvarter, var omgivet af værtshuse.

Fra Frederikssundsvej op ad Frederiksborgvej lå Cafe´ Fredensborg, Bondestuen, Pigalle, Løve kroen. Viggos vinstue. På Glasvej lå Glaskroen. På Rentemestervej lå Rentemesterkroen.

Min fornemmelse var, at deres store ugentlige fortjeneste lå om torsdagen, når lønningsposerne blev uddelt.

Billardbordene var besat, og der blev drukket tæt. Ofte stod konerne udenfor fabrikken om torsdagen for at redde en del af ugelønnen. Ukendt var det ikke, at der var slagsmål udenfor kroen, men som regel gik de ind og drak videre, når de havde raset af.

Jeg boede overfor Løve Kroen. Udenfor vores soveværelsesvindue, som lå i stueetagen, var der sporvognsstoppested for linje 16 og 19. Når Løve Kroen smed de sidste gæster ud, var det ikke ukendt, at der kunne være noget højrøstet tale. Man skulle i hvert fald ikke være den store strateg for at finde ud af, hvor de kom fra. Der kunne spores en vis uenighed mellem ”fyldebøtterne”, men det var nu ikke de store kulturelle emner, der var uenighed om. Det var ikke altid let at finde ud af, hvori uenigheden bestod. Umiddelbart lød det heller ikke, som om, det var helt let for de sene natteravne at finde en linie i uenigheden.

Det skal nævnes. Jeg har ikke bemærket, at beboerne i det område jeg boede i, var særlig tørstige. Enkeltpersoner kunne selvfølgelig altid udpeges.

Overfor, hvor jeg boede på hjørnet af Rentemestervej og Frederiksborgvej lå produkthandleren i nogle år. Sidenhen flyttede den til Brofogedvej i nærheden af værtshuset Bondestuen.

Hos produkthandleren kom ”Syvtallene”.

”Syvtallene” var dem, som gik og rodede i skraldebøtterne. Deres universel værktøj var en tynd jernkrog, så de kunne rode rundt i skraldebøtterne. Deraf deres navn. Oftest på en trehjulet ladcykel kørte de rundt. På ladet var der en hel del bøtter. Fra skraldebøtterne samlede de klude, jern og metal, gamle aviser, flasker, og gammelt brød.

”Syvtallene” generede ikke nogen. Typisk var de lidt tørstige, og havde åbenbart fundet en indtægtskilde ved at samle ting sammen fra skraldebøtterne. Nogle af dem havde lejligheder. Andre fornemmede jeg sov i produkthandelen. Én havde sit soveværelse på ladet af sin trehjulede cykel. Den trehjulede cykel blev kørt ind i et hak på Bisiddervej. Han tog ikke noget tøj af. Ej heller kasketten. To sække var hans nattøj. Den ene trak han på nedefra og op. Den anden trak han nedover hovedet. Sengen var ladet på cyklen.

En vis skillelinje mellem ”Syvtallene ”, ”Skærsliberne” og ”Spritterne” var der i det område omkring Rentemestervej. I dag vil man nok samlet kalde dem en befolkningsgruppe, som lever på en alternativ måde. Lidt på kanten af samfundet.

Min fornemmelse var, at skærslibercyklen gik på omgang mellem ”Spritterne”, når der skulle samles penge ind til fornødenhederne.

”Spritterne” drak kogesprit, så det har været hård kost for de indre organer. De holdt for det meste til på Rebslagervej ved Lygten. Påfaldende var det, at nærmeste nabo var mejeriet ”Enigheden”, men den har de nok gået en stor bue udenom. Sidenhen blev der blandet noget i kogespritten, så den ikke kunne drikkes. Jeg er ikke vidende om, hvordan spritterne efterfølgende klarede hverdagen.

Også ”Spritterne” var ret uskadelig. Vi kunne opleve, at de kom og tiggede ved gadedøren. Jeg kan huske, at min mor smurte nogle gange en madpakke til dem. Dog måtte hun holde op med det, for de havde slået et kryds på dørkarmen. Åbenbart mente de, at min mor lige så godt kunne fodre alle ”spritterne” i området, når nu hun var i gang.

Når jeg gik med morgenaviser, var det ikke ukendt, at der lå mennesker i opgangen og sov. I opgangene var der sjældent noget lys. Pærerne manglede, men man kunne altid finde hen til brevsprækken, hvor avisen skulle ind. Problemet var, at man for sent opdagede, at der lå én og sov. Ofte var det en brandert der skulle dampe af.

Én af notabiliteterne. En ”spritter” ved navn Lange Frank. Mange historier gik der om ham. De fleste børn og voksne kendte ham. Han var absolut uskadelig, men så man ham for første gang, kunne han virke meget faretruende.

Lange Frank var meget høj, og havde et ansigt, der så rimelig brugt ud. Normalt havde han en kæmpe brandert på. Når han kom balancerende hen af fortovet, havde han den ene arm ude til siden, som en vingeskudt fugl. Formodentlig var det for at holde balancen.

Det forekom, at ”salatfadet” kom og hentede ham. Typisk, når han i sin brandert var faldet omkuld, og ikke kunne rejse sig op. Jeg erindrer engang, han havde tabt sine bukser og sad i en stor snedrive. Det måtte politiet løse. De kendte ham, og tog ham bare med.

Det siges, at han var kommet fra en temmelig velstående familie, og havde haft en lovende fremtid for sig, men et eller andet med ulykkelig kærlighed, havde slået ham helt ud, og han var havnet, som ”spritter”. Jeg kan huske han ofte tiggede om at få en halv krone. Mange forskellige skæbner har der formodentlig været blandt ”spritterne”. Næppe nogen har ønsket den karriere, de har fået.

Vi var en hel del børn på Rentemestervej, men friarealerne til at lege på var meget ringe. Godt nok var der en gård, men ofte hang der vasketøj, og så var det begrænset, hvor meget der var plads til at udfolde sig. Spillede man bold eller larmede lidt for meget, så blev beboerne vrede. Heldigvis var der i starten ikke så mange biler på vejene, og Schous fabrikker var lukket om søndagen, så Rentemestervej kunne bruges i fuld udstrækning.

Da vi blev ældre tog vi på fodboldbanerne i Utterslev, og spillede fodbold.

Om vinteren var vi på skøjtebanen i Ringertoften, når det vel og mærke var frostvejr.

Der var forskellige ungdomsforeninger i det område. Jeg var selv blevet medlem af FDF, som holdt til i Kapernaumskirken. Sidenhen blev FDF flyttet til Utterslev Børnegård.

Den økonomiske grundsten til Utterslev Børnegård blev lagt af pastor Klausen ved, at han samlede frimærker. Han blev også kaldt Frimærkepræsten.

Jeg ved, der også var noget der hed TK.

DUI, De grønne og gule spejdere var også repræsenterede.

I FDF mødtes vi cirka én gang om ugen. Vi gjorde gymnastik én gang om ugen på en af skolerne, og om sommeren spillede vi fodbold på Nøkkerosevej.

I sommerferien, påske og pinse var vi på ture med overnatning.

Ja, det var blot lidt af det jeg kunne bidrage med.

Skulle nogen have yderlig interesse for den årgang, jeg tilhører, står jeg selvfølgelig til rådighed, hvis jeg kan hjælpe med oplysninger. Området jeg boede i, var Rentemestervej – Frederiksborgvej – Glasvej.

Hovmestervej 30
København 2400 DK
Get directions

Fødselsdag:

1944

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv