Jeg hedder BENT MELHOLT ANDERSEN, og jeg er født søndag den 16. januar 1944 kl. 00.45 på 1. sal i huset på Lærkevej 5 i Ran­ders som eneste barn af pølsema­ger AXEL MELHOLT ANDERSEN og dennes hustru BETTY MELHOLT ANDERSEN, født LARSEN. Fra mine to-tre første leveår husker jeg ikke særskilt meget; dog kan jeg erindre lejligheden på Lærkevej samt børnehaven på Reiersensvej, hvor jeg kom i en alder af knap 3 år. I gården stod et stort træ omgivet af en rund træ­bænk, og jeg hu­sker, at vi legede der, ligesom vi sang og la­vede papirklip m.m. i et lo­kale i kælderen. Jeg har også nogen erindring om mine forældres første slagterbutik, der lå på Tjær­byvej i Dron­ningborg, der dengang var en selvstændig kom­mune i den østlige ud­kant af Randers.

Jeg husker også mormors og bedste­fars kolonihave ude ved Doktor­parken. Den lå i et stort koloni­have-område, hvor nu det tidligere Kærsmindebadet og en lang række flotte villaer ligger. Her var familien ofte på besøg, og jeg fik lov til at cykle på min 3-hjuler op og ned ad havegangen. Også mine bed­ste­forældres have på Bojesvej i Vorupkær har jeg en svag erin­dring om med bærbuske i den smalle del af haven, der vendte ud mod jern­banen og med en art haveskur op mod beboel­sen. Langs Bo­je­s­vej var der et vand­løb, velsagtens en grøft eller lignende.

Og apropos min 3-hjulede cykel har jeg en oplevelse, der knytter sig til maski­nerne på bryg­geriet Thor, som vi passerede i barnevognen på vejen hjem fra byen. Min alder har været ca. 1 år, og min mo­der måtte hver gang stoppe for at lade mig komme op for at se “maskinerne, der hoppede”. Disse ma­skiner stod bag store vin­duer ud mod Thorsgade og vir­kede imponerende store. De må have gjort indtryk på mig, for en dag foretog jeg, i en alder af 2½ år, en udflugt på egen hånd på min 3-hjulede barnecy­kel fra Lærkevej til Thors­gade for at se de vældige ma­skiner i ar­bejde. Det var flotte, blanke og po­lerede dampmaskiner, der fore­tog mange be­syn­derlige og impone­rende bevægelser. En nabokone så mig der, og tog mig med hjem i sik­ker­hed på Lær­kevej.

På et tidspunkt erhvervede mine forældre en lille slagterforretning på Tjærbyvej i Dron­ning­borg ved Randers. Som barn kom jeg hver dag med ud i forretningen, hvor jeg tilbragte megen tid i et lille baglo­kale på blot nogle få kvadratmeter omgivet af kolde varer og varme gryder, hvilket var den begrun­delse min mor anvendte, da hun fik mig anbragt i børnehaven på Reier­sensvej, på trods af at jeg endnu ikke var fyldt 3 år, hvil­ket dengang var et krav. Se­nere til­bragte jeg mange timer på de nærlig­gende bold­ba­ner ved Dronningborg Boldklub (DB). Vi var nogle drenge på 5-6 år, der le­gede der. En dag var jeg klat­ret op i et højt gitter­hegn bag målet, hvor min trøje pludselig hang fast i en skrøbelig løkke. For at “vise mig” for de øvrige drenge slap jeg hegnet med hænderne, slog ud med armene og faldt pladask til jor­den, hvor jeg landede på ryg­gen og slog mig be­vidstløs. En anden gang efter at være flyttet til P. Knud­sen­svej og efter at have fået et lille hobbysæt med værktøj til enten jul eller fød­selsdag, løb jeg og le­gede med disse ting omkring boligblokken. I kælderhalsen var der en nedkørsel til cykler, og den løb vi drenge op og ned ad. Af en eller an­den grund havde jeg anbragt en lille sav i mun­den, medens jeg løb ned ad nedkørs­len med det resultat, at jeg tør­nede ind i bagvæggen, og saven trængte ind i ga­nen ca. 1 mm fra hovedpulsåren. Og ved en anden lejlighed lykke­des det mig at stoppe papir­kugler ind i hovedet via næsen, så jeg måtte på sygehuset for at få dem fjernet. Joh, jeg har sik­kert nok været en “farlig karl” og noget af en vildbasse.

Efter nogle år på Tjærbyvej startede mine forældre en slagterforretning på Hermann Stil­lingsvej, og privat flyttede familien fra Lærkevej til P. Knudsensvej 22, st. tv.. Jeg har vel været 7-8 år, da vi drenge løb og legede på arealet langs hegnet til Junchers klædefabrik. Langs boligkar­re­erne hang storvask til tørre i den friske vind. Dengang vaskede man storvask i gruekedel og med blånelse, et ganske slidsomt og kræ­vende arbejde. Den pågældende dag havde det reg­net, og før jeg vidste af det, havde jeg en stor gren i hånden, som jeg dyppede i en vandpyt, hvor­ef­ter jeg be­gyndte banke tøjet! – Senere, da min far blev konfronteret med en rasende vasketøjsejer, var der endnu en gang “bank” i vente og en bestemt legemsdel antog en høj­rød farve. Fortjent, ja vist, men smertefuldt og far måtte betale damen for at få vasken gjort om.

På det areal, hvor nu boligblokkene på Mærsk Andersens vej ligger, var der den­gang åben mark, hvor der tidligere havde været dyrskueplads. Dette område benyt­tede vi drenge til at grave huler i; store huller, dækket med grene og græstørv og indvendig med hylder og gange. I disse huler foregik de mærkeligste ting, og der var kun adgang til fællesskabet for “vennerne”. I hulerne stod stumper af stearinlys, og vi knækkede hyldegrene af træerne, ud­hu­lede dem og stoppede tørt hø i, hvorefter vi “røg” disse pinde og vistnok følte os meget voksne. Af og til, når andre havde trådt fællesska­bets “ære” for nær, samledes de større drenge fra Møllevænget (sådan hed boligforeningen), og så drog vi “i krig”, typisk mod dren­gene fra Scandiagade. “Krigen” foregik med store grene, hvor vi så “stormede” modstanderne – eller omvendt. Det var også almindeligt med slangebøsser, og når det blev rigtigt “barsk”, blev disse ladt med metalkramper. Vore våben kunne også være pla­stic-pusterør, hvortil vi brugte tørrede ærter.

Hvor der i dag på P. Knudsensvej ligger et ældrecenter, var der dengang en fodboldbane med slagger belægning, som blev flittigt anvendt af os børn. Umid­del­bart derved stod der ved et mindre, ældre hus et stort valnøddetræ, der ofte var mål for vi drenges udflugter, ligesom de omkringliggende haver i om­rådet op mod det nybyggede Centralsy­gehus ofte i sæsonen måtte holde for, når vi drenge gik på “moller” (æblerov) ofte med ri­siko for en lussing, hvis vi blev taget.

I de første år jeg boede på P. Knudsensvej, kom der hver dag en hestetrukken mælkevogn, der med sin klokke gjorde opmærksom på sin tilstedeværelse. Så kom husmødre og børn strømmende til, og via haner bag på vognen tappedes mælk over i de medbragte behol­dere. Af og til lykkedes det os drenge at hægte os fast bag på vognen, hvorved vi fik en “gratis kø­re­tur”. Man har også kunnet købe mælk i glasflasker, for vi drenge kunne da samle mæl­ke­kapsler, som kunne anvendes på cyklernes eger, der derved gav en skraldende lyd fra sig, og dermed efterlod indtryk af enorm fart og farlighed. Indsamlede kapsler kunne på et tids­punkt afleveres på politistationen i Vestergade, hvor vi fik udbetalt et mindre beløb eller rationerings­mær­ker af en art. Grunden har sikkert været den, at landet havde brug for ind­samling af rå­materialer af mange slags efter de 5 krigsår. I hvert tilfælde kan jeg ty­deligt huske ratione­ringsmærker i mine første barneår. Far fik også nogle mærker, når han solgte kød- og ben-affald fra slagter­forretnin­gen til Løgstrups produkthandel på den sydlige side af Randers Fjord. Mod aflevering af disse mærker samt mod betaling af 25 øre kunne man erhverve sig en pakke med 5 stykker amerikansk Wrigley-tygge­gummi hos en købmand i Strømmen.

Af og til kom der også en isbil for at aflevere en isblok på dørmåtten hos de for­holdsvis få mennesker, der havde råd til den luksus at have et privat isskab. Om husholdningskøleskabe fandtes dengang ved jeg ikke, men i så fald har det været forbeholdt ganske få mennesker. Mest almindeligt var det at opbevare fødevarer i et flueskab på altanen, hvilket satte ganske naturlige grænser for, hvad og hvor meget en familie købte ind på en gang. Mine forældre var dog heldigt stillede, de vi jo rådede over et stort kølerum i slagterforretningen.

Min far havde diabetes, hvilket dengang var en særdeles alvorlig sygdom. Han skulle derfor dag­ligt have insulin-indsprøjtninger. Det har selv­føl­gelig ikke været særligt rart, hvorfor han næsten var villig til alt for at undgå dette. I slut­ningen af 40-erne dukkede der rygter op om, at “kloge mænd” i Tyskland havde fundet den vidundermedicin, der en gang for alle kunne kurere sukker­syge, og selvfølgelig var far in­te­resseret. Han foretog derfor et par rejser første gang i bil sammen med sin søster Jeanne og dennes mand Tage til Nordtyskland. Han kom hjem med sin medicin, der desværre ikke havde den ønskede vidundereffekt, men også med en klase bananer, som jeg aldrig før havde set endsige smagt. Jeg husker tydeligt, at smagen ikke forekom videre delikat, men under alle omstændigheder skulle jeg have en banan med ned på gaden, og bananen blev omhyggeligt skrællet i måbende overværelse af de andre børn på vejen. Far fortalte, at der lige ovre på den anden side af grænsen i Kruså/Kupfermühle var en lille træbod, hvori der stod en mand og solgte ba­naner. Det var Poetsch, forløberen til den bu­tik der stadigvæk betjener danske kunder med at­trak­tive, lavt beskattede varer. Jeg husker også, at far havde en mekanisk bil med fjederoptræk med hjem, lyseblå, med 5 knap­per på bag­smækken, så man via disse kunne bestemme bilens køreretning. Nürnberg-kram; sådant avan­ceret lege­tøj var be­stemt ikke almindeligt dengang.

Da far senere endnu engang ville til Tyskland for at søge hjælp hos naturlægerne der, skulle mor og jeg med på turen. Et sted mellem Flensborg og Slesvig kom vi forbi et hospital eller plejehjem, hvor en række mænd stod stillet op langs muren med krykker under ar­mene – og uden ben. De var iført gamle tyske uniformsjakker samt de karakteristiske kasket­ter. Det må have været sidst i 40’erne, og jeg pla­gede mine forældre om at få en hue magen til den de tyske tidligere soldater udenfor hospitalet havde på. Jeg fik et høfligt, men bestemt afslag på mine bønner; det var nok for tæt på besættelsen at komme hjem til Randers med en sådan hue. I stedet fik jeg et par praktiske skistøvler med en for os ganske ny og anderledes snø­ring. Se, det var der fornuft i, mente mine forældre, men da jeg kom hjem og ned på ve­jen med støv­lerne på, blev jeg drillet af mine legekammerater, for sådan et par mærkelige støvler havde de ligegodt aldrig set før.

Da jeg var omkring 10 år, blev jeg den lykkelige ejer af et dukketeater med papfigurer og -kulisser, og med det som centrum blev der arrangeret teaterforestillinger i familiens kæl­der­rum under P. Knudsensvej 22, hvor de øvrige børn, formedelst be­taling af 5-10 øre, kunne få ad­gang til at overvære den gribende opførelse af Hans og Grethes eventyr. Betaling kunne dog også finde sted i naturalier, f.eks. i form af et par karameller eller lignende. Jeg spillede selv alle rol­lerne, idet jeg læste op med varie­rende stemmeføring af et til­hørende teksthæfte, og samti­digt styrede jeg alle fi­gurerne, der var fastgjort til lange smalle papstykker, frem og tilbage på den lille scene. Senere blev repertoiret udvidet med endnu et nummer, idet figurer og tekst­hæfter kunne kø­bes separat. I dag husker jeg dog ikke titel på det nye nummer i repertoi­ret.

I det selv samme kælderrum holdt jeg også mine første stævnemøder. Hun hed Susanne, og vi sad på en bordplade af træ i kælderrummets tusmørke sammen med et andet ungt par, holdt i hånden og så hinanden dybt i øjnene, medens vi alvorligt aftalte, at Susanne og jeg skulle giftes, flytte til Amerika, hvor jeg skulle være maler. Vi var vel begge 11-12 år, og frem­tidspla­nerne var der intet i vejen med – men de nåede aldrig over planlægningsstadiet. Jeg genså ikke Susanne siden, men hun blev vist uddannet sygeplejerske og gift til anden side. Ak ja, hvem ved, måske skulle man have holdt fast i planerne fra dengang?

I 1951 kom jeg i skole Nørrestrædes Skole, der nu var blevet en blandet drenge- og pigeskole. Min klasselærer var Jens Schou, og den­gang forekom det mig, at han var en gammel mand, hvilket nok skyldes datidens påklædning med butterfly og sort jakke. Han har sikkert ikke været mere end omkring 40 år, hans holdning var rank og hans skridt hurtige og målbevidste. Han forekom retfærdig og var i stand til at styre klassen alene med sine per­son­lighed. Jeg har i alle tilfælde in­gen erindring om ørefigner o.l. fra hans hånd. Jens Schou le­vede i endnu mange år, og jeg tænker stadig med stor glæde tilbage på hans undervisning. Jeg hilste ofte senere på ham, når vi senere mød­tes, idet han også efter sin pensionering “afpatruljerede” gaderne i Randers i flot og rank stil. Vi havde bl.a. lærer Schou til dansk og skrivning. I de første år brugte vi blyant, men da vi fik diktat, skulle vi lære at skrive med blæk. Det foregik med penneskafter, dyppet i det blækhus der var indsat i vores 2-mands pulte. Disse pulte var en simpel træbænk med plads til to børn udført i et stykke med fast træryg­læn samt en skråtstillet plade som ar­bejdsbord, hvor der foroven var en ind­bygget fla­ske til blæk dækket af et metallåg, og som duksen havde ansvar for at fylde op, in­den skriveti­men be­gyndte. På en krog på siden af pulten hang skoletasken. Engang vi skulle have en vikar, havde vi alle sat os op på det spidse ryglæn med fødderne på sædet, spændt af­ventende vi­ka­rens ankomst og reaktion. Han kom –  så – og konstaterede, at det åbenbart var kutyme at sidde sådan i vor klasse, så derfor måtte vi hellere gøre det samme i hele hans time. Det gjorde vi så – hele timen – og jeg tror, vi alle fik en klar fornemmelse af, hvordan tidli­gere tiders bønder må have haft det på træhesten!

Til sang havde vi lærer Buus og til håndgerning frk. Bundgård. Også drengene skulle del­tage i håndgerningstimer, og jeg fik syet en pose til gymnastikstøj flot forsy­net med mine ini­tia­ler i korssting. Jeg husker også vores gårdvagt, lærer Pehn, som alle havde respekt (frygt) for. Han uddelte gevaldige lussinger med mild hånd efter først at have hevet drengene op at ba­lancere på tåspidserne ved at hive dem i håret ved ørene. Til sløjd havde vi en lærer, som vi drenge respektløs (og når ingen andre hørte det) kaldte lærer Lokum. Han ved W.C. Chri­stensen, og han sad ofte ved katederet i sløjdkælderen og vippede frem og tilbage på sin stol, medens han over­vågede vi drenges indsats med hammer, sav og høvl. Alt arbejde foregik i ek­sercertakt til lærer Lokum’s højttælling. I løbet af to år fik jeg fremstillet en duekasse og en malkeskammel.  Af og til sendte han en af os drenge ned efter en flaske dansk vand i den lille for­retning i Fabriksstræde. Udvælgelsen af buddet foregik ved, at lærer Lokum med et stemme­jern overraskende bankede ned bagfra i en høvle­bænk og udpegede den dreng, der skulle fun­gere som hans bud. Me­dens drengene havde sløjd gik pigerne til køkkengerning, og jeg tror det må være i den periode, at min manglende interesse for at udføre decideret håndværk blev udviklet.

Efter enhver gymnastiktime stod den på obligatorisk afvaskning i badet, forestået af bademester Andersen, som jeg mener tog rundt på Randers kommunale skoler for at fore­stå bad­ningen der. Han fungerede også som bademester ude på Gudenå-badet om som­me­ren. Han var en be­stemt herre, der også af og til kunne give en hånd for at hjælpe en genstridig dreng på vej. Ind­sæb­ning foregik med en art svagt skummende sæbe påført med en tot stiv træuld efter­fulgt af kollektive afskylninger under langsom pas­sage af en række kolde brusere i loftet. Om ikke andet har det da sikkert stimule­ret blodomløbet.

Vi måtte selvsagt ikke forlade skolens grund i skoletiden, men af og til lykke­des det os drenge, under stor risiko for at blive opdaget og få tildelt en lussing eller en sveder, at snige os ned ad Nørrestræde, tværs over Fabriksstæde, og ind i gården til Randers Vaffelba­geri, ret overfor byens brandstation. Her kunne man for 5-10 øre købe en stor pose “vaffel-smuld” (itugåede/mislykkede isvafler), hvis man altså selv kom med posen, og perso­na­let var i humør dertil. Salget foregik ud gennem virksomhedens vinduer, og vi opdage hur­tigt, at posen blev fyldt op næsten uanset størrelsen, så der var rift om store papirsposer.

En anden ting fra min skoletid står også prentet klart i min hukommelse. Dengang fik vi skolemælk, en vitaminpille samt, for nogles vedkommende, en madpakke. I en time med lærer Karl Erik Thor­sen blev duksen som sædvanligt sendt ned i skolens kælderetage for at hente klassens mælkefor­syning. Det drejede sig om små 1/5 li­ters klare glasflasker med stanniolkapsler. Den dag fik jeg en flaske mælk, hvor jeg på indersiden af glasset kunne se en grøn, ulæk­ker klat. Jeg sagde til lærer Thor­sen, at den ville jeg ikke drikke, hvilket blev be­svaret med en rungende ørefigen og en besked om, at sådan var der ikke noget, der hed. Jeg blev sat til at drikke fla­skens indhold, hvorefter jeg måtte ud i gården for at kaste op. Siden dengang har jeg kun nød­tvunget drukket mælk af en flaske; det vokser simpelthen i munden på mig. Jeg har senere, midt i 70’erne, besøgt Nørrestrædes Skole, der da fungerede som en slags voksen­un­dervis­ningssted, og jeg kunne sta­digvæk umiskendeligt erindre lugten af sur tavleklud med kridt, kombi­neret med aromaen fra den obligatoriske ostemad. Min barndoms skolelugt hang endnu ved bygningen. Pud­sigt som dufte også kan udløse erindringer. I dag er Nør­restrædes Skole borte og erstattet af bygninger, som ligger på det nuværende Thors Bakke.

I skolen var jeg ikke særskilt interesseret i de fag, der krævede håndens indsats, og hver­ken sløjd, håndgerning, tegning eller gymnastik var min stærke side. Deri­mod holdt jeg meget af dansk, historie, regning og fristil. I de fag hentede jeg pæne karakterer; jo, også i min tid fik børn i 3. til 5. klasse skam karakterbog med hjem til underskrift – hvert kvartal.

Jeg gik i skole 6 dage om ugen, altså også om lørdagen. De første år i 4 timer, fra kl. 12 til 16, dernæst i 6 timer fra kl. 8 til 14. Timernes længde var 50 minutter, hvorefter der var 10 mi­nutters frikvar­ter. Det store spisefrikvarter var på 20 minut­ter. I frikvartererne legede vi sang­lege, eller vi drenge slåsede, medens pigerne så til, eller vi spillede med marmorkugler, hønseringe eller “S’er” op ad enhver ledig mur. Den der kom tættest på muren vandt alle hønseringene. Når frikvar­teret var slut blev der ringet ind til undervisning med en klokke, der hang ved en stenforhøj­ning midt for skolebygningen, hvorefter alle stillede op klassevis to-og-to. På skole­bygningens væg var klasseværelsernes nummer malet, og vi stillede op ud for det klasseværelse, hvor vi skulle være i den næste time og gik så ind til undervisning i samlet flok overvåget af lærernes falke­skarpe blik.

Fra 5. klasse kunne egnede elever deltage i en optagelsesprøve til Mellemskolen, der bl.a. bestod af skriftlige regneopgaver, diktat og fristil, og der har sikkert også været en art mundt­lig overhøring. Hvor mange der deltog i prøven fra min klasse, erindrer jeg ikke, men den 17. fe­bruar 1956 fik jeg meddelelse om, at jeg havde be­stået prøven og derfor var optaget på Mel­lemskolen fra næste skoleår. Den samme dag fik jeg et eksemplar af Hjemmets leksi­kon af min far og mor til erindring om min optagelse på Mellemskolen.

Hidtil havde mellemskolen været placeret på Hobrovejens Skole, men Randers kom­mune havde bygget en ny skole, Østervangsskolen, beliggende på Dronning­borg Boulevard, og den skulle tages i brug efter sommerferien 1956. Skolen var ikke helt færdig ved skoleåret begyn­delse, specielt var skolegården kun en enkelt strimmel be­ton resten var bar mark. Toiletterne i går­den var heller ikke færdige, hvorfor der var opstillet toiletvogne i gården. I forbindelse med det varme vejr og de mange trængende børn gav de en ganske ubehagelig stank fra sig hele den som­mer. Det var ikke tilladt at opholde sig indendørs i frikvartererne.

Nå, i gang kom vi. Jeg kom i 1. mellem C med lærer Verner Peder­sen som klasselærer. Ham havde jeg som klasselærer, indtil jeg forlod skolen, og jeg satte stor pris på hans facon og evne til at gøre undervisningen levende. Jeg har siden spø­ge­fuldt fortalt, at han kunne opføre 30-års kri­gen foran tav­len på 50 minutter. Verner Pe­dersen døde nogle år efter, jeg var gået ud af skolen, men forinden havde han, som vist­nok den første person i Danmark, fået ind transplanteret en ny nyre på syge­huset i Århus.

Fra den 6. til 13. august 1959 foretog klassen en skoleudflugt til Gudhjem på Bornholm. Vi havde sparet op til turen gennem nogen tid, idet vi i klassen købte sparemærker, der blev indsat i en til formålet oprettet sparemærkebog. Udturen foregik med tog til Århus, færge År­hus-Kalund­borg, tog derfra til København og se­nere med natbåden ”Rotna” til Rønne. Undervejs gjor­des et par timers ophold i København med et besøg i Tivoli. Hjemrejsen foregik med tog via Fyn. Vel ankommet til hverdagen i skolen fik vi efterfølgende til opgave at skrive en stil om rej­sen, og for mit vedkom­mende blev det til en detaljeret beskrivelse af turen i form af et hæfte, der er i behold den dag i dag, og hvori der blev indsat effekter og klip fra tu­ren. Bl.a. sid­der der endnu i 1997 et blankt sildeskind fra et silderøgeri i Gud­hjem, og på næst­sidste side er indklæbet en prisliste fra Wagons-Lits Restaurant og Bar, en restau­rant-vogn der i 1959 fulgte med toget Nordpilen til Randers. Af denne frem­går følgende pri­ser:

 

Kaffe eller The komplet, med marmelade     3,50 kr.

Frokost. med brød, pålæg, steg og ost ..      7,75 kr.

Middag. suppe, steg og dessert ………..      8,25 kr.

Svinekotelet, a la carte ………………….       6,75 kr.

Engelsk eller fransk bøf …………………      6,75 kr.

Skinke med 2 spejlæg …………………..       4,00 kr.

Lille varm ret ……………………………..       4,50 kr.

Smørrebrød, fra …………………………        1,10 kr.

Kaffe eller the ……………………………       1,40 kr.

 

Min første længere udenlandsrejse var også i skolens regi. Efter hjem­komsten fra Born­holm var vi nogle elever, der havde fået blod på tanden, og det blev beslut­tet, at vi i 1960 skulle med lærer Karl Erik Thorsens parallelklasse til Østrig. Også til denne tur blev der spa­ret op, og på trods af, at jeg jo egentlig det år var gået ud af skolen og var begyndt at ar­bejde på Randers Amtsavis som pressefo­tograf, lykkedes det alligevel at komme afsted på turen.

Jeg hu­sker tydeligt, at jeg til lommepenge til de 14 dage havde opsparet den for­midable sum af 250,- kr., der omregnet ved kurs ca. 24 svarede til lige godt 1000 østrigske Schil­ling. Den østrigske valuta bestod bl.a. af 20-schillings-sedler, en værdi jeg aldrig havde set på en pengeseddel før. Jeg fik vekslet mine 250 kr. til 50 stk. 20 schilling-sedler, et antal der lige netop kunne dække hele min seng der­hjemme, når de blev bredt ud til forundret beskuelse. Jeg følte mig som Krøsus, og forventningens glæde var stor. Jeg fik en fornemmelse af, hvor­dan de rige amerika­nere måtte føle, idet prisniveauet i Østrig dengang gjorde, at disse 1000 schil­ling reelt gjorde os til små “Krøsusser”. Jeg havde faktisk penge med hjem til Dan­mark igen, og for at illustrere forholdet vil jeg give et letfatteligt eksempel: Jeg var nu blevet 16½ år, var på ferierejse i det store udland, og tiden var nu kommet til at prøve at gå på værtshus med vennerne. En aften sad vi på det lokale Gasthaus “Zum Seewirt” i Zell am Moos, og jeg og et par andre bestilte hver “ein grosses Bier”, hvilket er et glas med indhold af ½ liter øl. Det blev til 3 sådanne glas på ca. en time, hvorefter jeg bukkede under. Det var min første og indtil nu største bran­dert, og den stod mig i ca. 2,15 kr. “Ein grosses bier” kostede dengang nemlig 3 schilling (72 øre). Hvis man, lidt populært ganske vist, omregner mine 250 kr. til dagens kø­bekraft, hvor en halv liter fadøl på et værtshus vel koster 30 kr., ja så kunne jeg for mine 1000 schilling altså ha’ købt 333 glas øl. Omregnet kunne købekraften altså omsættes til små 10.000 kr. i dagens værdi. Jeg var 16½ år og alene i byen. Nå, godt man ikke skal leve af øl alene.

Efter på udrejsen at have passeret den dansk/tyske grænse skulle mine skole-tysk-kundskaber selvfølgelig straks sættes på prøve. Det skulle ske i en græn­se­kiosk be­liggende ca. 100 meter inde i Tyskland, og hvor jeg med stor kon­centration og på formfuld­endt tysk udtalte disse gribende ord : “Guten tag, ich möchte gern zwanzig Pall Mall cigaret­ten kaufen !” Jeg mener, er man i Tyskland eller … ? Sva­ret lød på noget der umiskendeligt min­dede om dansk: “Det mærk fø­rer wi intj hier, ka Do ick bruck et antj marke”? Så meget for værdien af at kunne tale fremmede sprog. Nå, senere fik jeg nu nok lejlighed til at øve mig i praksis og er vel faktisk nu ret ferm til at tale tysk. Turen foregik med bus ned gennem Tyskland med en enkelt overnatning undervejs af og til på brostensbe­lagt motor­veje og på lange stræk­ninger i midt- og Sydtyskland på landeveje gennem gamle landsbyer, hvor kærrer blev trukket af okser styret af sortklædte kvinder. Også på markerne sås et overtal af disse sortklædte kvin­der. Det var helt tydeligt, at mændene var i undertal, hvil­ket jo nok må tilskrives krigen 1939-45.

Vi kom frem til den lille by Zell am Moos, der ligger i for­bundslandet Ober Öster­reich, og hvor vi skulle bo privat indkvarteret. Vi skulle bl.a. alle udfylde en “Meldeschein” til myndig­hederne. Det var en formular, hvor der i det ene hjørne var en stor sort plamage, og hvor man, hvis man holdt sedlen op mod lyset, underne­den kunne skimte den tyske ørn med hagekorset i klø­erne. På blanketten var der plads til at anføre foræl­dres og bedsteforældres race­mæssige baggrund, men de behøvedes ikke at blive udfyldt (!). De kunne åbenbart stadigvæk bruges, når man nu havde et lille restoplag, så intet gik til spilde i det lille sam­fund. Først i 1955 var Østrig sluppet fri af den besæt­telse landet havde været un­derlagt si­den krigsafslut­ningen i 1945, hvor landet, i lighed med Tyskland, havde væ­ret delt i besættelses­zo­ner mellem bl.a. Sovjetunio­nen og USA.

Fra turen til Østrig i 1960 har jeg mange gode og sjove oplevelser. Bl.a. kørte vi gennem byen Hallein ved Salzburg, medens byen samtidig havde besøg af den daværende sovjeti­ske ministerpræsident Nikita Krustjov. Vi var jo på ste­derne inden masseturismen for al­vor slog igennem, hvilket gjorde ople­velsen af landet og befolkningen langt mere intens og spon­tan. Jeg blev så glad for stedet, musikken, gemytlig­he­den og livsformen, at jeg siden ofte er vendt tilbage til området ved Mondsee og Zell am Moos. Til stedet og egnen knytter der sig derfor rigtigt mange personlige oplevelser og erindrin­ger.

Året efter, i 1961, kørte min far, mor, en skolekammerat (Jørn Kjær) og jeg selv igen til Østrig i egen bil for første gang. Året efter var moster Inger, onkel Peder og kusine Ulla sammen med min familie på gården, og i 1963 deltog Lillian, min senere hustru, som jeg blev ringforlovet med i Østrig det år. I perioden 1989-94 var jeg ikke i Østrig, og det hidtil seneste besøg var i sommeren 1996, da jeg kørte ned til mit 31. besøg på gården. Her har jeg boet hos den samme fami­lie Knupfer, i Guggenberg ved Mond­see stort set hvert eneste år siden 1960 med undta­gelse af de år, hvor jeg af­tjente min værnepligt, og i 1968 da Lillian og jeg var på ferie i Wales samt et enkelt år, hvor vi blev indkvarteret hos noget familie i den anden ende af Mondsee. Jeg har des­uden haft den glæde, at en stor del af min familie og senere vennekreds har væ­ret med på fe­rie i på gården i Mondsee. Gennem tiden siden 1960 har der været 3 ge­nerationer af bøn­der med deres familier på gården. Når den sidste i den ældste ge­neration døde, flyttede den næ­ste generation ind i aftægtshuset, hvorefter den næ­ste generation overtog ansvaret for går­dens drift.

I 1958 var familien flyttet til Århusvej 57 i Kri­strup, hvor mine forældre havde over­taget en igangvæ­rende slagterforretning. Kristrup var den­gang en selv­stændig kommune, hvorfor det kom på tale, at jeg skulle flyttes fra Østervangsskolen til Kristrup skole. Imidlertid lykkedes det at få alle implicerede overtalt til, at jeg kunne afslutte min skolegang på Øster­vangsskolen selv om det medførte en me­get lang skolevej, som jeg tilbage­lagde på cykel. Ef­ter sko­letid havde jeg et ulønnet job som cykel­bud i for­retnin­gen, og fra dengang husker jeg ty­deligt to priser, nemlig 3,30 kr. for et pund flæ­skekød, og 3,40 kr. for et pund oksekød. Lever­postej kunne købes i portioner for hhv. 25- eller 50 øre, men så var den også hjemmelavet. Mange er de budture jeg har taget med ”for 25 øre le­verpostej og for 50 øre afskåret pålæg”.

Hver dag efter lukketid kl. 17,30 (lørdage dog al­lerede kl.14,00) var det min op­gave at hjælpe med til at rydde salgslokalet for rustfrie fade, vaske dem af og rengøre dem i sprit samt at skure hugge­blokken med et stålbørste og til sidst feje gulvet og strø nyt savsmuld på. Ellers bestod dagligdagen i disse år pri­mært af lek­tielæsning og skriftlige skolear­bejder, herun­der fristil og hjemmeopgaver in­denfor regning, geometri og aritmetik. Egentlig kom jeg vist ganske let over lektielæsningen, idet jeg altid har haft let ved at huske ting, der er blevet mig fortalt. Og da specielt læ­rer Verner Peder­sen var en fantastisk fortæller, kunne jeg mange gange nøjes med hans oplæg til den efterføl­gende time.

Jeg tjente dengang små lommepenge ved i forretningens baglokale at lave flæskesvær i små cellofanposer, som jeg så solgte for 10 øre pr. stk. i skolen den efterfølgende dag. Pro­duk­tet var afpudset griseskind, der blev kogt i fedt, herefter saltet, hvorved det blev sprødt og vel­sma­gende.

Lige fra jeg kan huske, er jeg kommet hos begge mine hold bedsteforældre. Mors forældre kaldte jeg mor­mor og bedstefar, og fars forældre blev kaldt bedstefar og bedstemor. Hver mandag gik jeg fra Nør­restrædes Skole ud til mormor, hvor også min mor, mo­ster Inger, fætter Åge og ku­si­ne Ulla kom. Mormor havde lavet middagsmad, og især husker jeg mannagrød med ka­nel og en smør­klat og dertil et glas saftevand eller hvidtøl. Det var en himmerigsmund­fuld. Lej­lig­he­den var ik­ke ret stor. Den bestod af en lille entre, en stue med kakkelovn (der blev senere ind­lagt fjernvarme), en mørk gang hvorfra der var adgang til soveværelse, køkken og WC. I en­treen havde morfar en gasmaske og en tysk stål­hjelm hæn­gende, og det legede vi to drenge med. Des­uden blev toilettet, hvor der se­nere blev in­stalleret en håndbruser, brugt som lege­plads, idet det fungerede som enten flyvema­skine eller ubåd. Der er ingen grænser for, hvad en nymodens indretning som en håndbruser kan gøre det ud for i raske drenges fantasi. Ellers legede Åge og jeg med soldater og byggeklod­ser ude på mormors køkkenbord, medens mormor hyggede sig med sine piger, og da vi blev større, fik vi lov til at lege ovre på “altanen” el­ler løbe ned på Banegården for at se de store damploko­motiver, der kom brusende ind til perro­nen. Dengang var mit største ønske at blive damplo­ko­motivfører, når jeg blev stor. Bag palæet på Vester Altanvej var der og­så en bun­ker fra kri­gens tid, der gav mulighed for mange fantasifulde lege.

I mormors og bedstefars lejlighed stod der på den ene langvæg en sofa med en stor pølle i hver ende, kombineret med træskærerarbejde, og i et hjørne under ra­dioen stod en lille reol, hvorpå morfar havde en række tidsskrif­ter stå­ende med il­lustration af opfindelser og po­pu­lære naturvidenskabelige em­ner. Jeg hus­ker disse bøger som meget interessante at få lov at blade i. Bag kanterne fra krigens mørklægningsgardiner sad en kipafbryder til ra­dio-anten­nen. Li­ge­ledes havde morfar mange post­kort og andre effekter fra sin navertid, som han gerne viste frem og kommen­terede. Disse effekter blev opbevaret i et skab placeret på lang­væggen mod­sat divanen, forsynet med glaslåger i midten, og hvor mormor opbevarede por­ce­læn og anden effekter til brug i stuen.

I barneårene gik turen ofte ud til bedstefar og bedstemor i Vorup. På et tidspunkt var de flyttet fra Bojesvej i Vorupkær til Strømmen 30 i Vorup lige overfor Skanse-Bio. Den­gang hed biografen dog Skanse-Teatret, og de første gange jeg var i biografen her, var der ingen num­mererede pladser. Ville man have en god plads, gjaldt princippet om “den der kom­mer først til mølle …”. De forreste 5 rækker blev populært kaldt cowboy-ræk­kerne.

I Strømmen 30 havde mine bedsteforæl­dre en hesteslagterforretning med tilstø­dende lej­lig­hed. Selv om jeg har nogle svage erin­dringer om Vorupkær, er det til Strøm­men 30 mine barn­domserindringer omkring bedstefar og bedstemor knytter sig. Den lille butik var på ganske få kvadrat­me­ter, og den tilstø­dende lejlighed bestod af en stue, et soveværelse og et køkken. I køk­kenet, hvorfra der var adgang til en bag­trappe, der førte ud til gården og ha­ven, stod bedste­mor ofte og smeltede heste­flomme til fedt, der blev pakket til salg i butikken.

I stuen var en divan med et broderet tæppe opsat på væggen som “ryg”, et spisebord samt et par lænestole. I stuens hjørne en kamin og i vinduerne kaktusplanter. Fra stuen var der ad­gang til soveværelset gennem en dør med en portiere, og i sovevæ­relset stod bedstefars og bedste­mors store dobbeltseng, hvor jeg som dreng til­bragte flere nætter i revnen mellem mine bed­ste­forældre. Inden bedstefar gik i seng, blev lommeuret trukket op og hængt på sen­gestolpen, og uret gik senere i arv til min far, og nu ligger det hjemme i min natbordsskuffe. På væggen ind mod stuen stod en servante med kande og vaskefad til morgentoi­lettet og under sengen en potte til natlige aftrædelser. I de første mange år bestod lejlighe­dens vandforsy­ning af køkkenets manuelle vand­pumpe, der skulle betjenes med store tværgående bevægel­ser for at pumpe vand op i vasken.

På et tidspunkt må jeg være blevet vurderet til at være musikalsk vistnok byg­gende på den kendsgerning, at jeg ofte enten dirigerede musikken i radioen, eller at jeg med to blomster­pinde eller andre umiddelbart for hånden værende materialer, som henholdsvis violin og bue spillede med på musikstykkerne i radioen. Ligeså fortælles det, at jeg, når jeg var med mine forældre i byen, og hvor der var le­vende musik, ikke var til at trække væk fra musikken, hvor jeg stod/sad og slog tak­ten i gulvet.

Hvad var da mere nærliggende for mine forældre end at forære mig en violin? Selv om min mor ganske vist kom fra et hjem med klaver skulle violinen altså være mit instrument. Det skyld­tes nok blomster­pindene, hvorom alting er, begyndte jeg at få vio­linundervisning hos spillelæ­rer Pedersen, der boede i Strømmen, på hjørnet af Kristrupvej lige overfor mine bed­steforæl­dres slagterfor­retning. Musiklærer Peder­sen var violinist i Randers Byorkester, og mon ikke han havde sit hyr med mig, idet jeg hurtigt opdagede, at jeg kunne spille så godt som alle melodier efter gehør, af hvil­ken grund jeg ikke bekymrede mig særligt meget om selve noderne, når jeg øvede hjemme. Det kunne spillelæreren selvfølgelig høre ved de ugentlige un­dervis­nings­timer. Nok kender jeg noderne men spille flydende efter dem, det kunne og kan jeg ikke specielt godt.

Se­nere begyndte jeg også, kortvarigt, at få under­visning i klaverspil hos datte­ren frk. Pe­der­sen, der ligeledes var violinist i Randers byor­kester. Det blev aldrig en succes, igen fordi jeg bare spillede efter gehør, hvil­ket gav frk. Pe­dersen anledning til stedse at fremhæve, “du skal øve Dig noget mere hjemme”. I den samme periode var jeg blevet medlem af Frivilligt Drenge For­bund (FDF). De første år som poge, se­nere som Pilt, afsluttende som Væbner. Vi holdt pe­rio­diske møder i Missionshuset “Tabor” på Mariagervej, og der lærte jeg at spille på lille­tromme. Denne færdig­hed blev opdaget og an­vendt af den lille søndagsskole i kælderen hjemme på P. Knudsensvej, der med mig fik sig en villig trommeslager til at gå i spidsen, da søn­dagssko­len et år til jul marcherede i trop fra P. Knudsensvej til Sct. Peders Kirke.

Disse forsøg på at stimulere mine musiske færdigheder gav, om ikke andet, anled­ning til, at jeg på min cykel med violinkassen spændt på bagagebæreren hver uge kom på besøg hos mine bed­steforældre.

Bedstefar var som nævnt hesteslagter med forretning i Strømmen 30, men nok mest handelsmand. Han havde sin faste kunde­kreds i egnen omkring Væth, Værum og Je­bjerg, hvortil han kom i tilfælde af dår­ligt vejr på cy­kel men ellers i bil for at købe kreaturer op med henblik på salg om ons­da­gen i kvæghallerne på Randers Kvægtorv. Jeg ser endnu tydeligt min bedstefar for mig, iført hvid kittel, den ene hånd i lommen, stokken hængende over armen og med en cigar i mun­den. Medens bedste­far drev krea­turhandel, pas­sede bedstemor forretningen derhjemme.

Mange søndag middage besøgte mine forældre og jeg bedstefar og bedstemor, og jeg kan endnu lukke øjnene og smage den stegte kylling, som dengang var en decideret luksusspise, suppleret med bedstemors hjemmelavede rabarber­kompot – og til dato findes ikke dens magen. Til dessert ofte en citronfromage e.l.

Ofte var også faster Jeanne og onkel Tage med kusinerne Lone og Anette samt fætter Sten samt onkel Folmer og tante Ellen med kusinerne Kirsten og Vibeke på besøg. Vi børn var jo alle jævnaldrende og brugte haven og gården bag Strømmen 30 til legeplads.

På et tidspunkt da jeg har været omkring 10 år, blev bedstefar syg, og på et tidspunkt blev han indlagt på sygehuset i Århus, hvor det viste sig, at han havde fået kræft. Under en lang­va­rig operation fik bedstefar fjernet den ene lunge og fik sit hjerte skrabet. Han blev ud­skre­vet og kom hjem. Forretningen blev afhændet, og bedstefar og bedstemor fik en lille lej­lig­hed på Hermann Stillingsvej 64 i Randers. En dag hentede min far og jeg bedstefar, og så gik turen ud til bønderne i Værum, Væth og Jebjerg. I bilen, en kongeblå ’52 Opel Olympia (den nye model med ud­vendigt bagagerum) var der forinden blevet installeret et avanceret ekstraudstyr nemlig et elektrisk varmeapparat! Bedstefar blev placeret på forsæ­det med et tæppe omkring sig, og med far ved rattet og mig på bagsædet kørte vi ud på, hvad der skulle vise sig at blive min bedstefars afskedstur til sit livs gode venner og forretningsfor­bindelser. Hvert eneste sted, hvor vi kom frem, blev der udvekslet hjertelig ord og gode hånd­tryk og gode ønsker om snarlig hel­bredelse blev udtalt. For bedstefar blev det en dejlig dag, men de lykkelige timer skulle dog vise sig at vare kortvarigt, idet han umiddelbart efter blev indlagt på Randers Cen­tralsygehus.

Nogen tid efter var jeg kommet for skade at brække min arm, hvorfor jeg i den anledning var på skadestuen for at lagt armen i gips. Efter indgrebet spurgte jeg om lov til at gå op at besøge min bedstefar, som jo altså var indlagt på samme syge­hus. Det fik jeg lov til, og da jeg kom på af­delingen, spurgte jeg en sygeplejerske ef­ter, hvor min bedstefar lå. Sygeplejerske så på mig og sagde, at det da vist måtte være Julius Andersen, jeg skulle besøge, hvilket jeg jo kunne bekræfte. Min bedste­far og jeg fik ord for at ligne hinanden meget. Jeg fik hilst på min bedstefar, for sidste gang skulle det vise sig, for han døde dagen efter, den 24. april 1955, på Randers Centralsygehus.

Mine forældre havde bestemt, at jeg på grund af min alder (11 år) ikke var stor nok til at deltage i min bedstefars begravelse. Men de havde ikke tænkt på, at netop den dag gik min skolevej hjem ad Udbyhøjvej forbi kirkegården. Jeg overværede derfor noget af min bedste­fars begravelse ude fra vejen hoppende op-og-ned for at kunne se over kirkegårdens høje sten­dige. Bedstefar ligger begravet på Randers Østre Kirkegård.

Bedstemor blev boende i den nye lejlighed på Hermann Stillingsvej 64, men heller ikke hun gik ram forbi, hvad syg­dom angår. På et tidspunkt blev hun bundet til sen­gen hjemme i lejlig­he­den, og da den situation syntes at skulle blive permanent, flyt­tede hun til sygeafdelingen på “De gamles Hjem” i Søren Møllers­ Gade i Randers. Jeg husker et besøg hos bedstemor, hvor hun lå stille i sin seng og gerne ville ha’ noget at drikke. Men af en eller anden årsag måtte hun ikke få det, hvorfor far måtte nøjes med at væde læberne på sin mor med sin finger dyppet i vand. Bedstemor døde den 7. august 1958 og ligger begra­vet på Randers Østre Kir­kegård ved siden af bedstefar i det gravsted, hvor senere også far blev stedt til hvile.

Julen som barn var selvfølgelig noget ganske særligt. Det var dengang alminde­ligt, at man promenerede i byen for at se på juleudstillinger i byens butikker. Den sidste søndag før ju­leaften måtte butikkerne jo holde åbent fra kl. 16 til 20, og i så godt som alle vinduer var der flotte juleudstillinger, som byens borgere tog i måbende øjesyn under spadsereturen gennem byen. Især Flens­borg-lageret, byens største legetøjsforretning på hjørnet af Råd­hustorvet og Kloster­gade, havde vi børns store in­teresse. I dagene op til jul var der en stor juleud­stilling af alle tænkelige legesager, sammen med bl.a. et arbejdende nisse-værksted med bevægelige nisser, og efter nogle år kom der også en elektrisk model-jernbane til. Der var sort af menne­sker i byen denne søndag før jul, og byens flotte julebelysning syntes at stråle i en ganske sær­lig glans. Dengang be­gyndte julen først rigtigt op under jul, og ikke som i vore dage al­le­rede midt i oktober må­ned. I skolen kunne vi bestille julehæfter som f.eks. I julelampens skær m.fl., som vi så fik med hjem kort før jul, og som der blev læst højt af i hjemmet. Op mod jul var det også tradition, at vi kunne lokke vore lærere til at læse jule­historier højt i klassen, og et absolut høj­depunkt var, hvis der skulle vises film. Det var 16 m/m-film med varie­rende indhold, mest rejsefilm o.l., og et ganske særligt højdepunkt var, hvis vi kunne formå lære­ren til at vise filmen baglæns. Det vakte altid megen morskab, for det var jo før fjernsy­net gjorde den slags morskab til en hverdags-begivenhed. En anden tradition var også, at skolerne den sidste dag før jul gik i samlet trop til julegudstjeneste i kirken. Vi fra Nør­restræ­des skole gik til Sct. Mortens kirke.

Så godt som alle juleaftner i min barndoms- og ungdomsår blev holdt i min mors forældres lille lejlighed på Vester Altanvej 8. Med mormor, bedstefar, mor, far, moster Inger, onkel Peder, fætter Åge, kusine Ulla og jeg selv var vi 9 mennesker i den lille stue. Pladsen tillod ikke et rigtigt ju­le­træ, men graner flot pyntede og arrangeret i en gulvvase var placeret på det lille skab i hjørnet bag døren ud til mel­lemgangen og gjorde udmærket fyl­dest som jule­træ. Efter morfars død opstod der mulighed for at få en stue fra nabolejligheden lagt til mor­mors lejlighed, og det tilbud benyttede hun sig af. Derved fik mormor i sine sidste år væsent­lige mere plads, idet lej­ligheden fik nu både en spise- og en daglig­stue.

I min reol herhjemme har jeg to effekter stående, der for mig altid vil være for­bun­det med erindringen om julen hjemme hos mormor og bedstefar: 2 blankpolerede mes­sing-gasha­ner! Sagen var jo, at vi børn nok har været utålmodige efter, at ju­le­man­den skulle komme med gaver, og han kom først, når der var ryddet af bordet, der var va­s­ket op og tørret af, og når alt var sat på plads. Jeg har sikkert syntes, at det gik forfærdeligt lang­somt, så et år kom­men­te­rede jeg køkkenak­tivite­terne med et spørgs­mål, “om ikke også gas­hanerne skul­le poleres før julemanden kom”.  Joh, og det blev de så og grundigt, alt imedens morfar gik ud for at lede efter julemanden. Og pludselig stod har der, julemanden, overfor 3 overordentligt høflige børn, der bukkende kunne svare bekræftende på, at de havde opført sig endog særdeles ek­semplarisk i det for­gangne år. Vi børn undrede os vist egentlig ikke over, at det aldrig lykkedes bedstefar at komme hjem fra sin søgen inden julemandens ankomst – år senere måtte sand­heden jo så frem om, at det var bedstefar der var inden i jule­manden.

Da elektriciteten senere afløste bygassen i Randers, blev mormors gashaner overflødige, og de kunne derfor kasseres. Jeg reddede dem fra en grum skæbne, og de står i dag i min bolig som et me­mento om min barndoms jul og selvfølgelig velpudsede.

I mine barne- og ungdomsår havde mor­mor og bedste­far et som­mer­hus på Ahornvej i Grenå. Huset hed “Servus” efter en gammel Naver-hilsen, som bedstefar havde lært i sin navertid, og som kan betyde alt fra “goddag, vær hilset, på gensyn, farvel” osv. Det var indbegrebet af et rigtigt som­mer­hus, og det indeholdt en lille stue, et enkelt kø­je­rum med 4 køjer, samt et køk­ken. WC var et das omme bag­ved med udskåret hjerte i dø­ren. Moderne hjælpe­midler, som man ser dem i mange af dagens som­mer­hu­se, fand­tes ikke. Hver morgen gik turen med sæ­be og tand­børste til den fæl­les vandpost midt på vejen, og hvor morgen­toilettet fore­gik ved den kolde vandhane. Vand til mad­lavning stod i en overdækket spand i køkkenet, og køleskabet be­stod af en lem i gulvet, ned i den sandede jord, hvor tem­pera­turen kunne holdes accepta­belt lav. Den varme mad blev tilberedt på køkkenets primus, der dog i de seneste år blev er­stattet med flaskegas.

Elektricitet fandtes ikke i området, men petroleums­lam­per gi­ver, for­uden en særlig duft, også et hyg­gel­igt lys. Når jeg i dag lukker øjnene, kan jeg endnu genkalde mig den ganske særlige duft af petroleum og tjære i mine bedsteforældres lille sommerhus. I som­mer­huset havde mormor og morfar en efter datidens må­lestok moderne radio drevet af et stort firkantet Hellesens batteri, og som stort set kun blev brugt til af­lyt­ning af Pressens Ra­dio­avis og om søndagen Ønskekoncerten Giro 413. Når bedstefar lyttede til radioavisen skulle der her­ske absolut ro i huset. I et stort, muret hus for enden af Ahornvej var der ind­lagt tele­fon, og denne kunne vist­nok bru­ges i absolutte nøds­til­fæl­de. Ellers måtte man ind til telefon­boksen ved Hav­lund.

Mormor og bedstefar opholdt sig i sommerhuset gennem det meste af sommerhalvåret fra maj til september, og i den periode tog mormor bussen fra Grenå til Randers og retur en gang om måneden, når hun skulle hente aldersrente og betale husleje hjemme i Randers. Bedste­far levede faktisk hele sommeren i Grenå, og han var et rigtigt natur­menneske.

Jeg husker, at morfar tog mig med op i skoven tidligt om mor­genen, hvor vi sad gan­ske stille og han viste mig sko­vens dyr, når de kom frem i lysningen. Morfar lærte mig at lave dra­ger af brunt papir og med hale af sammenkrøllet avis­papir. Og man­gen en mor­gen tog han mig med ned på stran­den for at grave sandorm, som senere på da­gens skulle bru­­ges som mad­ding, når vi på molen i Grenå havn fiskede efter makrel og horn­fisk. Fis­ke­­stangen var et kapitel for sig. Den blev fremstillet af en gammel konservesdåse med en pind sømmet fast på tværs i åbningen øverst oppe og med fi­skesnøren viklet omkring dåsen. Som vægt an­vendtes en møtrik af pas­sende stør­relse. Snøren svang jeg i cirkler over ho­vedet, hvorefter den blev ka­stet så langt ud som muligt, medens jeg holdt dåsen ud fra krop­pen i strakt arm. Med dette fi­ske­red­skab hentedes lige så mange fisk på molen som de lyst­fi­skere, der havde mo­derne fiske­stænger, og disse fisk ud­gjorde sam­men med nyopgravede kartofler ofte da­gens lækre mål­tid. Desserten om søndagen kunne være jordbær, der blev indkøbt hos de cyklende sæl­gere, der kørte rundt i sommerhusområ­det. Men når prisen for et pund jordbær sidst på sæsonen oversteg 1,- kr. var den fest slut. Mere end 1,- kr. pr. pund ville mormor sim­pelthen ikke betale for jord­bær.

Det var også en ofte brugt fornøjelse at spadsere ind til havnen for at se færgerne “Marsk Stig” og “Isefjord” lægge til kaj, hvor de spy­ede deres last af biler og passa­gerer ud. Det var spæn­dende at se de mange biler af forskellig slags, der strøm­mede ud fra færgen. Vi syn­­tes næ­sten, at havnen havde internationalt præg, så me­get var der at se på. Dengang kunne man på bilernes nummerplader se, hvilket amt de kom fra. Også is­fabrik­­­ken på havnen var spæn­dende, idet man her fremstil­lede is i store blokke, som blev taget ombord af de mange fiske­kuttere i havnen, som brugte dem til nedkø­ling af fangsten ude på havet.

Hovedvejen mellem Randers og Grenå var ikke asfaltbelagt i hele sin udstræk­ning, da jeg som barn i bil gjorde turen til Grenå sammen med mine forældre. En del var sandvej, en del belagt ved brosten, hvilket, kombineret med bilernes formåen dengang gjorde, at bilturen på de ca. 60 km tog flere timer. Dertil kom, at der måtte afsættes tid til undervejs at indtage med­bragt for­plejning. En passende skovstrækning omkring midtvejs blev udvalgt, og den med­bragte madkurv blev fortæret. Når vi nåede på den anden side af Auning var der tradition for, at vi standsede ved et ganske bestemt hus, et sted som vi kaldte vores private ismand, for at købe isvafler. Han havde et lille træskur, hvor man først skulle ringe på en klokke til privaten for at få betjening.

Dagene i Grenå var fyldt med lys, sommer, solskin og lykkelige minder. Aldrig si­den erin­drer jeg mig himlen mere blå, vandet varmere og klarere og sandet lunere end i min barn­dom, fyldt med ubekymret leg sammen med mine forældre og min øv­rige familie. Turene gik fra som­merhuset til fods ned til stranden, iført badetøj og ba­dekåber, gennem granduftende plantager og over rene, sandede klitter, medbringende diverse forplejning samt oppustede bil­ringe til badebrug. Vi børn benyttede enhver lejlighed til at bade i Kattegats bølger, der dengang var rene og klare. Ved stranden til­bragte vi mange, lange og lyse ti­mer, og det var også under disse besøg i Grenå, at jeg af far fik lov til at styre famili­ens bil, en Opel Olympia model 1952 – med udven­digt kuf­fer­trum –  splinterny, konge­blå og ekstrem elegant og anskaf­fet på ind­købstilladelse fra varedi­rek­toratet. Jeg var 8-9 år og kunne knapt se ud ad forru­den gennem rattet, så de første par gange foregik det siddende på fars skød, men nogle år senere fik jeg lov til en enkelt rundtur eller to på som­merhusve­jene – alene. De timer kom mig sik­kert til go­de, da jeg senere skulle have kørekort. (Jeg havde 3 ti­mers køreundervis­ning). Trafikin­tensi­teten på sommerhusvejene var særdeles lav, og det skete kun sjældent, at der kom en fremmed bil forbi mine bedsteforældres sommerhus.

I Mellemskolen fik jeg en god kammerat, Jørn Kjær, der boede på Tøjhushavevej. Jørn delte min interesse for fotografering, og på et tidspunkt havde vi ind­rettet et lille mørke­kammer i et tag­værelse hos ham. Hans far havde et radioværk­sted, SP-radio i en gård i Storegade i Ran­ders, og hvor jeg engang i 1955 så et underligt syn – en kasse med billeder på – et fjern­syn, der viste et ur samtidig med, at Timernes Dans lød ud fra højttaleren. Det havde jeg al­drig oplevet før, og jeg for­talte begejstret mine forældre om min mageløse oplevelse.

Det var i de følgende år, at TV for alvor begyndte at vinde indpas i de danske stuer, og folk valfartede ind til byen lør­dag af­ten for, gennem butiksvinduerne, at få et glimt af det mærkelige syn, og det gjaldt om at komme i god tid, hvis man ville sikre sig en god plads foran butiksruden. I 1956 gjorde be­folk­ningen i Ungarn opstand mod den sovjetiske undertrykkelse, men opstanden blev slået ned med hård hånd af de sovjetiske styrker med stor nød, elendighed og mange flygtninge til følge. Danmarks Radio gik ind i hjæl­pear­bejde ved at til­lade noget dengang ganske uhørt – re­klamefjernsyn. Firmanavne kunne frit nævnes, hvis der blev ydet et passende beløb til Ungarnshjælpen, og den popu­lære Svend Peder­sen forestod løjerne fra koncertsalen i Tivoli i København sam­men med bl.a. Sejr Volmer Sørensen og Arne Honoré. Disse Ungarnsudsendelser tryl­lebandt en hel nation til radioforretningernes udstillingsruder og til kondi­torier med fjernsyn.

Min begejstrede beretning om oplevelsen hos SP-radio var medvirkende til, at familien an­skaffede sit eget fjernsyn i 1956, og hvilken begivenhed det var. Model­len var dansk, et SP-fjernsyn, selvfølgelig i sort/hvid – farvefjernsyn blev først kendt mange år senere – og med indbygget mellembøl­geradio og grammofon i en skuffe nederst. Foruden jeg selv havde kun en af mine klassekammerater fjernsyn der­hjemme. Jeg husker tydeligt, at Jørn’s far havde fortalt, at man kunne se biograffilm i fjern­synet. Stor var derfor min skuffelse, da det gik op for mig, at man ikke bare kunne stille ind på Slots-Bio el­ler Kino-palæet efter lyst og behov, men måtte nøjes med, hvad andre i København fandt det for godt at udsende.

Det var som nævnt også i denne periode, jeg begyndte at interessere mig for foto­grafe­ring, og jeg fik af og til lov at indrette vort badeværelse på Århusvej 57 til et lille interimistisk mørkekammer. Jeg havde for nogle af mine sparsomme midler anskaffet en 6×9 cm kopiramme, et fremkalder- og fixer-pulver, ligesom en rød pære blev sat i badevæ­relsets fatning. En træ­plade fra spisebordet blev lagt over badekar­rets ene halvdel, så den kunne fungere som bord, me­dens jeg sad nede i badekarret med frem­kalder og fixer foran mig i to dybe køk­ken-tallerkener. Kopi­papir og familiens gamle 6×9-negativer blev sat i kopirammen i den røde lampes skær, hvoref­ter tu­ren gik op af badekarret, ud i en­treen, hvor kopirammen blev holdt op mod den hvide entrélampe me­dens se­kunderne taltes. Herefter trykkede jeg kopirammen mod mit bryst og returnerede til siddepladsen i bade­karret for at frem­kalde mester­vær­kerne. Bille­derne blev tørret ved opklæb­ning på badevæ­relsets fliser.

I foråret/sommeren 1958 begyndte jeg at gå til konfirmationsforberedelse hos pa­stor Jens Arberg i præstegården på Udbyhøjvej, den samme præst som havde kon­firmeret min far. Og den 28. september 1958 blev jeg så konfirmeret i Sct. Mortens Kirke i Randers. De ord, som præsten rettede til mig, var de samme, som han i sin tid havde givet min far ved hans kon­fir­mation, nemlig “Ydmyg dig, så skal Du blive ophøjet”. Gæsterne ved min konfirmation var mormor, morfar, onkel Tage, faster Jeanne, kusi­nerne Anette og Lone, fætter Steen, moster Inger, onkel Peder, fætter Åge og kusine Ulla, on­kel Fol­mer og tante Ellen, kusinerne Kirsten og Vibeke, hr. og fru slagtermester Thøt samt hr. og fru slagterme­ster Laursen.

Gaverne jeg modtog var 2 punge, en brevåbner, et cigaretetui, et fotoalbum, en æske med 25 stk. 1-kr. mønter, en kransekage fra Svip (min hund) samt kontanter i alt Kr. 451,15. Her­un­der en spare­kassebog med et indestående på 75,- kr. fra min bedstemor, der var afgået ved døden en måneds tid før konfir­mationen.

Dagen efter, blå mandag, var jeg inde i byen for at give den som verdensmand. Vi var 3-4 flotte kavalerer i mørkt tøj med hvid skjorte og slips, der bl.a. i en butik i Østergade splejsede til en pakke med 5 stk. Eifel-cigaretter. Prisen herfor androg 1,- kr. Pludselig så vi pastor Ar­berg komme imod os på gaden, og det kan nok være, at cigaretterne hurtigt kom om på ryg­gen, medens vi, røde i hovederne, bukkende passerede pastoren. Jo, den fik ikke for lidt, og bl.a. var vi på Cafeteria Rowenta på hjør­net af Burchesgade og Brødregade for at drikke Tiger Milk og høre musik fra en jukeboks.

For nogle af mine gavepenge investerede jeg i et Franka kamera til 68,- kr. Et rigtigt 24×36 ka­mera der for mig var indbegrebet af den højeste teknik og videnskab. Nu stod hele verden da vist åben for en ung, håbefuld fotograf med udstyr og entu­siasme i behold.

Hverdagen fortsatte i mellemskolen på Østervangsskolen, og i årene 1959-60 blev der skrevet meget om, hvor svært det var at skaffe tilstrækkeligt med lærepladser til de store år­gange fra krigens tid, når de nu skulle ud for at skabe sig en fremtid. Selv dem med en flot re­aleksa­men kunne det vist komme til at knibe for. Nå, men jeg skulle jo have min realeksamen, men da så jeg en annonce i Randers Amtsavis, der søgte en pressefotografelev. Jeg har in­gen erin­dring om diskussioner herom i mit hjem, og jeg fik lov til at søge pladsen, selv om det be­tød, at jeg måtte forlade skolen med en Mellemskoleeksamen i stedet for en Realeksamen. Mit argument var, at jeg ville være bedre stillet med en sådan og en læreplads end med en realeksamen uden læreplads.

Jeg søgte pladsen og blev indkaldt til personlig samtale hos direktør Jens Randrup på Randers Amtsavis, og jeg fik jobbet i konkurrence med adskillige andre ansøgere, hvorfor jeg den 10. juni 1960 startede på mit første egentlige job, endnu nogle dage før jeg var helt fær­dig med skolen. Det sidste fag jeg var oppe i var tysk, hvor min årskarakter ikke var den allerbedste. Jeg havde ikke været flittig nok i min lektielæsning, hvilket min læ­rer, Oscar Stentoft, havde bemærket. Imidlertid la­vede jeg en ganske flot præstation ved selve eksamensbordet, hvorfor lærer Stentoft lovede mig, at han personligt og egenhændigt skulle sørge for, at jeg blev hørt i hver eneste tysk­time næste år i realklassen. Det var med slet skjult fryd jeg kunne kundgøre, at jeg efter denne time nu kun manglede at få udleveret mit eksamensbevis, hvorfor han derfor ikke fik den fornøjelse. (Oscar Steentoft blev senere skolein­spektør i Ikast, hvor han døde i oktober 1997). Jeg forlod mellemskolen den 20. juni 1960 med mit eksamensbevis påført en eksamenskarakter MG, sva­rende til 5 på en 6-skala (6=UG).

Mit veltjente Franka kamera blev nu skiftet ud med et avanceret Rolleiflex 6×6-kamera samt en Braun Hobby elektronblitz med akkumulator på de­stilleret vand, og så begyndte min karriere som pressefotograf på Ran­ders Amtsavis. Senere anskaffede jeg en Leica M2. På avisen var endnu en fo­to­graf, Kaj Gro­sen, der havde en fortid som fotohand­ler hos firmaet Jo­han Christensen i Vester­gade i Ran­ders. Imidlertid fik jeg ikke ret megen støtte og vej­ledning, idet jeg blev smidt ud i opgaverne i takt med, at disse opstod. Rent faktisk kan jeg kun erindre en lejlig­hed, hvor jeg var med Kaj Grosen, og hvor han gav sig tid til at for­klare og instruere. Ellers måtte jeg klare mig selv bedst muligt. En egentlig læreplads var der faktisk ikke tale om. Det var måske godt det samme, for jeg har senere erfa­ret, at learning by doing ikke er den mindst ringe måde at tilegne sig viden og erfaringer på.

Jobbet var sjovt, spændende og afvekslende, men bestemt ikke nogen dans på roser. Re­gu­lerede arbejdstider var en by i Rusland. F.eks. havde jeg 2 fri-hellig­dage om året, en i ju­len og en i på­sken, el­lers var weekenden den allertravleste tid. Jeg mødte på re­daktionen kl. 7 om morgenen, og i dagens løb skulle diverse op­ga­ver løses. Herunder at modtage telefotos fra alverden på et mo­derne anlæg, der stod i forbindelse med typisk Nordisk Pressefoto i det Ber­lingske Hus. I sommeren 1960 var der Olympiske Lege i Rom, og billederne strømmede ind via telefoto. Jeg husker især et billede, der gjorde en stort indtryk på mig, nemlig et der viste den danske cykelrytter Knud Enemark, der omkom under konkur­rencerne i Rom på grund af et hedeslag. Jeg var jo bare 16 år og slet ikke så moden (hærdet), som det er tilfældet med nutidens 16-årige.

Når dagens avis var kommet på gaden ved 13-tiden, blev redakti­onen tømt for folk, men jeg fik typisk besked på at blive tilbage til kl.16, såfremt der skulle ske noget. Utallige er de dage, hvor jeg blot har siddet i vindueskarmen i rummet ved siden af mør­kekam­meret og set ud på livet i Store Voldgade uden at have noget fornuftigt at tage mig til el­ler blot har siddet på redakti­o­nen og læst dagens øv­rige aviser. En pligt havde jeg dog i den sammenhæng, nemlig dagligt at skifte billederne i udhængsskabene i porten, der hang side om side med dagens avis og for­syne disse med maskin­skrevne billed­tekster. Efter kl. 16 gik turen hjem, inden aftenens ar­bejde indled­tes. Langt de fleste aftener var der typisk travlhed med fotografe­ring af diverse aktiviteter til næ­ste dags avis. Men specielt weeken­den var travl. Hver lørdag eftermiddag var der fo­togra­fering af bru­depar i alle byens kirker. Det foregik, indtil jeg som 18-årig fik kø­rekort, al­tid på cykel. Mange gange startede der bryllup i 3 kirker samtidig, men så var lidt lokalkendskab jo ikke af vejen. Jeg lærte hurtigt, at pastor Bor­chsenius i Sct. Peders Kirke var den suverænt hurtigste (rekorden var på ca. et kvarter), medens præsterne i Hornbæk og Vorup i for­hold var utroligt langsomme (af og til op mod en time). Denne viden muliggjorde, at det som regel var muligt at nå alle bryl­lupperne, men der skulle med garanti trampes geval­digt i cyk­lens pedaler.

Lørdag aften holdt byens og oplandets foreninger ofte fester med præmieover­rækkel­ser og lignende, ligesom landboforeningerne om efteråret holdt præmieover­rækkelse fra sæsonens plø­je­konkurrencer. For ikke at tale om søndagen, når Freja spillede 1.divisionsfodbold på Ran­ders Sta­dion. De kampe var Kaj Grosen jo selvskreven til at dække (for der var jo salg af bille­der til aviserne i hoved­staden), hvorfor jeg fik alle kam­pene i forstæderne og i oplandet. Før jeg fik kørekort, foregik det med en journa­list ved rattet, men efter 16. januar 1962 kørte jeg selv, dels i avi­sens lille grønne Citroen varebil, (kaldet et vaskebræt pga. de riflede sider), indtil jeg i maj måned 1962 an­skaf­fede min egen scooter, en moderne Vespa Gran­d Luxe!

Efter endt indsats gik turen tilbage til mørkekammeret, hvor bil­le­derne fra week­endens ak­tiviteter skulle laves for efterfølgende at blive afleveret på redaktionen, hvor sportsredaktør Finn Ebbe­sen havde det sidste ord om billedvalg og -størrelser. Og når jour­nali­sterne sent om aftenen havde endt deres skrivearbejde, fik jeg ma­nuskripter ud­leveret til fremstilling af så­kaldte Magnoscop­-over­skif­ter, der blev fremstillet af rent foto­grafisk vej. Den gang meget avance­ret, men også utroligt tidskrævende. Ofte arbej­dede jeg til både kl. 2 og 3 om natten, før jeg var færdig i mørke­kammeret, men trods det var der jo alligevel mødetid næste morgen kl. 7. Ved enkel­te lej­ligheder har jeg overnat­tet på et bord i det bagerste mør­ke­kammer, idet jeg ikke kunne nå at tage hjem før næste dags redak­tionsarbejde startede. Ikke noget med at tage bi­len hjem, nej den skulle altid pænt par­keres i garagen på toppen af Hadsundvej, og når det var overstået, gik der sjældent bybusser til Vo­rup på den tid af døgnet. Nå, efter jeg i maj måned 1962 an­skaffede min egen scooter blev det lille problem da løst.

Overarbejdspenge, afspadsering eller “tak” var alle ukendte faktorer. Og når jeg en yderst sjæl­den gang gik i biografen, skulle jeg lægge besked om, hvor jeg var at træffe for sæt nu … Jo, jeg er ved flere lejligheder blevet trukket ud af biografen for at blive sendt til il­debrand eller bil­ulyk­ker, og ikke engang udgiften til den delvist ubrugte biografbillet blev tilbudt refunderet. Det blev betragtet som en erhvervsrisiko.

I øvrigt måtte jeg selv betale mit eget fotogrej. Kaj Grosen betragtede nemlig avi­sens ud­styr som sit eget private, og bl.a. tog avisens nyerhvervet og dengang meget avanceret Novoflex tele­objektiv med tilhørende Leica-kamera med på sin ferie. Mange journalister bebrejdede mig i den periode, hvor jeg jo var alene på skan­sen, at jeg ikke kunne levere de samme billeder som Kaj Grosen kunne. De kendte ikke bag­grunden, og jeg fik skylden.

I februar måned 1961 finder jeg så ud af, at min uddannelse ikke er anerkendt. Det betød, at der ikke kunne udstedes noget svendebrev efter endt læretid. For at få et sådant skulle man først stå fire år i lære hos en fo­tografmester, og det kunne arbej­det som pressefotograf på Randers Amtsavis ikke sidestilles med, sagde man. Det var der ingen der fortalte ved min ansættelse. Om det var år­sagen til, at avisen gav mig ungarbejderløn, der var en anelse højere end en lærlingeløn, ved jeg ikke. Men jeg ved, at den fyrstelige månedsløn det første år udgjorde kr. 285, det an­det år kr. 325, det tredje år kr. 345 for at slutte med kr. 375,- det fjerde og sidste år. Og af dette beløb afholdt jeg selv udgifter til køb af kameraer o.l. Amtsavisen betalte samtlige materialer til billedfremstillingen, ligesom positive udlæg un­der arbejdets udførelse blev godtgjort. Til gen­gæld mente avisen nok, at jeg havde gode chan­cer – sær­de­les godt chancer – i et erhverv, der er i god udvikling, som det hed i min fratrædelsesudtalelse fra avi­sen, kort før jeg skulle ind som soldat.

Af og til havde jeg dog en chance for at tjene en ekstra skilling, når andre aviser ønskede billeder af begivenheder i og omkring Randers. Jeg har således leveret ad­skillige fotos via Nordisk Pressefoto til BT og Ekstrabladet (Polfoto) samt andre hovedstads­aviser. En enkelt gang også fotos til Chicago Herald Tribune i USA. Det bedste scoop var i forbin­delse med en skypumpe, der hærgede byen Får­vang ved Kongensbro mellem Randers og Sil­ke­borg. Ved den lejlighed var jeg en af de første på plettet og tjente en skilling, der dengang svarede til en god måneds­løn.

En anden opgave var, at kontorchef Poul von Spreckelsen bad mig gennemfoto­gra­fere hele den gamle bydel omkring Trangstræde og Karolinegade, før dette blev renove­ret. Disse bille­der blev overgivet til Randers Byhistoriske arkiv uden bereg­ning men med mit navn bagpå.

Men af og til kom Kaj Grosen i vejen, specielt når billederne blev forudbestilt, og selv om det egentlig var mig der var sat på begiven­heden. F.eks. stillede han sig på en frisøn­dag (sådan nogle havde han) op på Randers Stadion, klods op ad mig, tog de tre-fire billeder han skulle bruge til en Københavneravis, hvorefter han tog ind på avisen og lavede billederne alene til sin kunde. Ved en anden lejlighed, da Dansk Salt offentlig­gjorde sine planer om pla­cering af sin nye fabrik i Assens ved Mariager Fjord, havde en Kø­ben­havneravis set mine bil­le­der, som de bestilte. Men Kaj Gro­sen tog selv til Assens, stil­lede sig på de steder jeg havde stået og tog så sine egne bille­der, som han så solgte videre. Kaj Grosen var også særdeles øm­skin­det overfor lørdagsforsiderne, der tradi­ti­o­nelt var bil­leder, der bar fo­tografens navn på tryk på avisens forside. Langt de fleste leve­rede han, og kun sjældent måtte han nødtvungent give plads for andre. En undtagelse var et billede, som jeg havde ta­get af en snedækket Spentrup Kirke, og som redaktør Thor Møller havde re­serveret til en prestigefyldt helsi­desgengivelse på avisens kom­mende juletillæg det pågældende år. Men der blev heller ingen bukser af det skind – det fik Kaj Grosen forpurret, men billedet blev dog senere bragt som en almindelig lørdagsforside. Joh, der var mange sjove, lærerige oplevel­ser i den periode.

Min far havde lovet mig at betale for et kørekort, såfremt jeg ikke var begyndt at ryge, før jeg fyldte 18 år. Det havde jeg lovet, og løftet blev holdt med min blå-mandags cigaret som und­ta­gelse, hvorfor jeg i begyndelsen af 1962 startede køreundervisning hos køre­læ­rer Ha­rald Niel­sen. Jeg var oppe til den teo­retiske prøve et par dage før min 18 års fødsels­dag, og den be­stod jeg, men selve den praktiske køreprøve kunne ikke aflægges før man var fyldt 18 år. På selve fødsels­dagen, den 16.januar 1962, bestod jeg køreprøven efter 3 timers praktisk under­vis­ning i en Fol­kevogn med moderne synkroniseret gear, dog med undta­gelse af 1. gear, der stadigvæk skulle skiftes med dobbelt udkob­ling. Mit kørekort blev ud­stedt på selve min 18-års fødselsdag, og jeg kørte stolt familiens bil hjem fra den gamle poli­tistationen i Vester­gade til Skanse Alle i Vo­rup.

Den 5. december 1963 havde jeg for øvrigt en grim oplevelse i trafikken, idet jeg kørte galt på hovedvejen nord for Randers. Jeg havde for avisen været til indvielse af Rytterskolen i Helsted og på vejen hjem til redaktionen for at lave mine billeder, dukker der pludselig en mørklagt knallertkører op i lyset fra Amtsavisens bil, en Renault R4 varevogn. Jeg havde ikke en chance for at undgå at ramme knallertkøreren, som kommer slemt til skade ved ulykken, og ved ankomsten til Randers Centralsygehus var han død. Betjentene på ulykkesstedet skønnede ikke, at der var behov for at få taget en spiritus­prøve, hvorfor jeg selv fordrede en sådan gennemført. Jeg fik at vide, at når jeg krævede prø­ven, måtte jeg selv betale for den, hvilket jeg accepterede. Prøven var selvfølgelig ne­gativ, idet jeg udelukkende havde drukket sodavand ved receptionen, hvilket dels skyldes at jeg (dengang!) sjældent drak spiritus, bl.a. fordi jeg af mine forældre stedse havde fået indprentet at lade bilen stå, såfremt jeg havde nydt blot den mindste smule spiritus.

Heldigvis, og især for mig, var første vogn på ulykkesstedet en af rigspoliti­ets uniformerede færdselspatrul­jer i en Ford Zephyr. De kunne siden i retten bevidne, at min hastighed på ulyk­kesstedet var lavere end deres havde været, ligesom de kunne bevidne, at sigtbarheden var på over 800 meter, idet man fra ulykkesstedet tydeligt kunne se lysene i vinduer i Buchtrups maskin­fa­brik i den nordlige udkant af Randers. Disse forhold fik be­tydning i en efterfølgende retssag, hvor afdødes enke krævede den på det tidspunkt hidtil største erstatning for tab af forsørger.

På et tidspunkt under rettens behandling af sagen blev jeg spurgt, om jeg ville påtage mig halvdelen af skylden for ulykken, idet enken derved kunne få udbetalt en erstatning af bilens forsikringsselskab. Efter nøje overvejelsen, og efter mine forældres rådgivning, afviste jeg dette, for selv om jeg sagtens kunne forstå enkens situation, var det væsentligt for mig at kunne leve videre uden at være delvis skyldig i et andet menneskes død. Da der i 1965 afsagdes dom i sagen blev jeg pure frikendt, og end ikke en bøde for ikke at have kørt efter forholdene blev det til.

Nå, jeg har fået mit kørekort, er 18 år, vi er i begyndelse af 60-erne, og min far handler med biler, så skulle den jo være helt i vinkel. Men nej, jeg får klart og tyde­ligt tilkendegivet, at fars biler er til salg og ikke til brug for mig. Vil jeg køre bil bliver det min egen sag. Og hvor­dan an­skaffe en bil som ung i 1962? Ja, jeg tjente jo nok næ­sten 400 kr. om måneder, betalte lidt for at bo hjemme, men havde jo også mine udgifter til fotoudstyr. En ny Opel Rekord kostede på det tidspunkt 20.000 kr. i nypris, og selv en brugt bil var langt uden for rækkevidde, så en­hver kan jo forstå, at anskaffelse af egen bil var lige så umuligt som at rejse til må­nen.

I erkendelse heraf begyndte jeg, selvfølgelig for egen regning og uden forudgående accept fra mine forældre, at tage køretimer hos Ha­rald Niel­sen. Denne gang på scooter idet jeg på sigt anså anskaffelsen af en brugt motor­cykel som indenfor mulig rækkevidde. Jeg glemmer aldrig fars ansigtsudtryk, da jeg den første gang svingede omkring hjørnet på Skanse Alle med kørelæreren på bagsædet. Men kommen­teret blev det vist aldrig, bare stumt iagtta­get. Men i maj måned 1962 gik jeg op til kø­reprøven til motorcykelkørekort og be­stod. Men jeg var stadigvæk ikke kørende, men så trådte far alligevel til. Han spurgte mig, hvad jeg havde forestillet mig, og jeg svarede, at jeg nok mente at turde binde an med at købe en brugt Vespa scooter på afbetaling hos Brdr. Floor på Østervold.

Far spurgte, hvor meget jeg mente at kunne afse til afdrag hver måned, og det fortalte jeg ham. Så bad far mig følge med ind til Ove Floor, som han kendte, og her blev ind­købt en fa­briksny Vespa Grand Lux med diverse ekstraudstyr og chrome. Betalt kontant af far, til hvem jeg efterfølgende hver måned punktligt skulle betalte de aftalte afdrag inkl. renter. Renter var specificerede således, de kunne dokumenteres overfor skattevæ­senet, for far mistede jo renter i banken ved at have taget pengene ud og lånt dem til mig. Ri­meligt nok og meget lærerigt!

Dengang var der ikke nogen kildeskat; enhver indbetalte sin skat i 10 årlige rater, idet juli og januar måned var skattefrie. Vi nærmede os julen 1962, og selv for en fattig foto­graf skulle der jo indkøbes julegaver til familien. Derfor bad jeg mindeligt far om ikke at skulle betale afdrag på lånet i de­cember måned. Det var han helt be­stemt positivt indstillet overfor, for så kunne jeg jo bare betale dobbelt i januar, når der nu hel­ler ikke skulle betales skat den måned. Vespa’en blev betalt – det var min helt alene – med hjælp, javel – men med egne midler.

Blandt ungdommen i Randers var Cafeteriaet på Erik Menveds Plads særdeles populært. Det var mødestedet, hvor man talte sammen og lyttede til musik, og hvor man kunne møde jævnaldrende. Jeg havde ved et par lejligheder talt med en pige, der hed Lissy, som kendte en af mine kammerater, og mere var der ikke i det. Men Lissy kom alligevel til at spille en af­gø­rende rolle i mit liv.

En aften i oktober 1962 skulle jeg for Amtsavisen ud i Håndværkerforeningen i Vester­gade, hvor jeg skulle fotografere fra Søren Møllersgade Skoles årlige skole­fest. Det havde jeg gjort tilsvarende så mange gange før, og jeg tror jeg kendte “Folk og røvere i Kardemomme By” udenad – både forfra og bagfra. Så jeg fik ret hurtigt gjort mig færdig, fik taget mine billeder og gik ud til Vespa’en for at køre til avisen for at gøre billederne færdige til næste dags avis. Tu­ren er kort og hurtig, så på vejen stoppede jeg foran Cafeteriet på Erik Menveds Plads, da en pige, lidt stakåndet, kom lø­bende hen til mig for at spørge, om jeg havde set Lissy? Hun sagde, hun hed Lillian, og at hun gik i klasse med Lissy, og hun skulle meget gerne have fat i hende, og om jeg da ikke havde set hende? Jeg tilbød pigen plads på Vespa’ens bagsæde, så kunne vi da lige trille byen rundt for at lede efter Lissy.

Vi fandt ikke Lissy, og det vidste Lillian godt, for det var nemlig aftalt spil mellem hende og Lissy. Lillian var løbet hele ve­jen fra Håndværker­for­eningen til Erik Menveds Plads for at stille mig det spørgsmål. Hvorom alting var, så fandt vi altså ikke Lissy, men Lillian fandt mig. I 1966 blev vi gift, men at historien så ikke fik nogen happy ending, ja, det er så en ganske anden sag.

Dengang fik vi da aftalt, at vi skulle gå i biografen en aften, hvor jeg så skulle hente Lillian ud for Søren Møllers Gade 22a, hvor hun boede. Jeg kom til tiden, ven­tede lidt på afstand, men Lillian kom ned og sagde, at jeg skulle komme med op, for hen­des far ville først se mig an. Jeg vægrede mig, men hun sagde, at hun kun måtte komme med, hvis hendes far havde set mig først. Helt ærligt – jeg kunne være købt for en 25-øre – men jeg gik med op, fik mig pla­ceret yderst på en stolekant og blev godkendt. Vi fik i hvert tilfælde lov til at gå i biografen sam­men. Jeg mener, vi var i Slots Bio, men hvad vi så der, erindrer jeg ikke i dag.

Min barndom og ungdom var nok præget af en venlig men også streng opdra­gelse. Det var ikke populært at stille spørgsmål eller at svare igen, og ofte havde jeg nok følt det lidt uretfærdigt, hvis jeg engang imellem havde beklaget mig, og kun var blevet mødt med ordene “jamen, hvad har du så selv gjort?”. Jeg havde altid faste retningslinjer for, hvor jeg måtte være og hvor længe, og det var bestemt heller ikke populært at komme for sent hjem. Heller ikke i min tidligste ungdom blev der til­ladt udskejelser. Selv efter at være blevet forlovet og være pænt på den anden side af myndighedsalderen på 18 år, føltes far streng. Jeg husker en be­stemt lejlig­hed i kælderen på Skanse Alle. Lillian og jeg skulle et eller andet sammen, og far sagde som sædvanligt, at så er Du hjemme inden kl. 23. Jeg har jo nok svaret lidt fla­bet, at det sku’ jeg da nok selv bestemme – jeg er jo trods alt myndig. Det tog far til efterretning, men rakte så sin hånd frem for at bede om nøglen til fordøren, inden vi gik. Jeg svarede, at så kunne jeg jo ikke komme ind, når jeg kom hjem. Fars svar var ligetil: jeg havde jo påpeget at være myndig, hvorfor han ikke læn­gere havde forpligtelser overfor mig. Men så længe jeg boede i hans hus, var det hans regler, der gjaldt. Jeg beholdt nøglen – og var hjemme til tiden.

Min fars forhold til mig undergik en ændring den 3. august 1964. Den dag kl. 12 var jeg blevet indkaldt til at møde på Flyvevåbnets Rekrutskole i Gedhus på Fly­vestation Karup til aftjening af min militære værnepligt. Da jeg tidligt om morgenen forlod mit hjem og gik tværs over marken bag Elmely, stor far og mor i stuevinduet og vin­kede farvel. Først den dag tror jeg egentlig det gik op for far, at hans dreng var blevet stor, og siden den dag behandlede far mig mere som sin ligemand end som sit barn.

Dengang mødte der 4-500 unge mænd hvert kvartal ved Flyvevåb­net, så der var et råben og leben den første tid. “Al gang foregår i løb” var en standardbemærkning i de dage. Og vi løb, og vi løb. Vi var 12 mand på hver sin uopvarmede belægnings­stue med fælles badefa­cili­te­ter med udelukkende koldt vand – et held at det var sommer nu, men en vinter ventede forude. Mit soldaternummer er 642386, og jeg fik ud­leveret mit gevær, Garand M/50 nr. 223. Jeg glemmer aldrig de numre. Om man så vækker mig kl. 3 om natten nu 35 år efter og spør­ger mig, så kan jeg det stadig­væk udenad – sådan blev det ter­pet ind i hovedet på os. Jeg er også sikker på, at jeg sta­digvæk kan udføre den ind­lærte geværeksercits til punkt og prikke. Re­krut­skolen i Flyvevåbnet var dengang en hård infan­teriuddan­nelse, der efter sigende knap-og-nap kunne måle sig med rekruttiden ved den Kgl. Liv­garde, hvad hårdhed angik.

Dørene til vore 12-mands belægningsstuer var udvendigt forne­den forsynet med et spar­ke­be­slag, hvil­ket vore befalingsmænd med stor fornøjelse benyt­tede sig af, når de om morge­nen (i den første tid kl. 5) skulle vække os. En af vore sergenter kunne en hel remse, som jeg tydeligt hu­sker den dag i dag. Den lød således: “God morgen – så står vi op – op at balance på den spidse ende – fuglene synger fra kvist – og der er dejlig havregrød i kost­forplejningen“. Pudsigt, hvad man sådan går og hu­sker på.

Skabsorden var i henhold til en skriftlig instruks efter princippet hver­-ting­-på­-sin­-plads­-og-­en­-plads­-til-­hver-­ting, og selv den såkaldte private skuffe samt kassen med toilet­artikler og den lille plastic æske med ørepropper blev kontrolleret ugentligt for udskift­ning af rent papir i bunden! Undertøj og mundering lå sta­blet i skabet, enkeltvis forsynet med et stykke stift pap i enden således stablen kunne se ordentlig og reglementeret ud. Joh- joh, orden og system det var der skam.

I rekruttiden havde vi korporalskabstjeneste mindst en gang om ugen gerne i forbin­delse med klargøring til orlov. Det bestod bl.a. i fremlæggelse af udrustning og mundering til kontrol. Proceduren var den, at vi alle i løb hentede en ting ad gangen på belægningsstuen, løb ud i gården, stillede op på 3 geledder og fremviste den beordrede effekt til kontrol, hvoref­ter vi i løb blev beordret på stuerne for at hente den næste ting. Hvis det ikke gik hur­tigt nok, ja, så begyndte vi bare forfra. Sådan kunne det meste af en formiddag gå. Og havde vi efterfølgende lørdag/søndagsorlov skulle vi forinden stille renvaskede, nypressede og top gejlede (som det kaldtes), hvorunder rensning af negle, korrekt sammenlægning af lom­metørklæder samt barbering og hårklipning blev kontrolleret. Kontrol af barberingens kvalitet kunne f.eks. ske ved hjælp af en stykke vat, som en befalingsmand kørte omkring den nybar­beredes hage. Hvis der hang den mindste smule vat fast, var man nærmest at betragte som en usoigneret klump, der ikke kunne slippes løs, før man efter flere timer kunne få lov at omstille med sit nye ansigt. Men da var prærie-ekspressen (toget mellem Herning og Vi­borg) for længst kørt fra Gedhus trinbræt, hvorefter der kun var tommelfingeren tilbage.

Nå, den barske rekruttid fik omsider en ende, området Øst for Gedhus med tyrens røvhul (som var en kloak af lange betonrør fyldt med ildelugtende slam, som man skulle krybe igennem) var snart kun ubehage­lige minder, og snart fortsatte tjenesten i Stationseska­drillen i Karup, hvor jeg var så heldig at komme på Eskadrillens kommandokontor. På bag­grund af rekrutti­dens for­hold var det næsten som at være civilist igen bare iklædt den blå uniform, og borte var al rekruttidens hersens og regeren. Nu blev man trods alt behandlet som et voksent menneske med et selvstændigt ansvar for de pålagte opgaver.

I begyndelsen af min soldatertid fik jeg udbetalt 18 kr. om ugen til personligt un­derhold. Kosten var en del af lønnen og blev indtaget i kostforplejningen, i rekrutti­den under kom­mando, herefter under frie forhold. Der blev serveret en fast menu, som blev placeret på ens bakke, medens man i en lang række sidelæns defilerede forbi gryder og pander, hvorfra køk­ken-soldater øste op på ens tallerkener. En gang om måneden kunne man få en 5 kr. bil­let, der gjaldt fra ens tjenestested til en valgfri station indenfor landets grænser. Rejser derud over var for egen regning. Det var derfor en stor for­bedring, at vi det sidste halve år af min sol­datertid fik frikort til DSB. Mod slutningen af tjene­stetiden steg lønnen endog til 21 kr. om ugen.

I min soldatertid skulle vi til stadighed bære uniform både i og udenfor tjenesten. For vær­nepligtige var civilt tøj bandlyst på tjenestestedet, og kun såfremt en orlov var på mere end 24 timer, måtte vi iklæde os civilt tøj, når vi var kommet hjem. Udenfor orlovsperioder var det plig­tigt at overnatte på Flyvestationen hver nat, hvor normal sengetid var kl. 22. På de afte­ner hvor man var tjenestefri, kunne der søges nattegn, der gjaldt til kl. 01. Og om afte­nen førte befalingsmænd tilsyn på stu­erne for at kontrollere, at alle var mødt og lå i deres seng på det befalede tidspunkt. Kun un­der or­lov behø­vede man ikke at sove på Fly­vestatio­nen. Det var mange gange et race, hvis busser og tog bare var lidt forsinkede, for det hele hang jo sam­men. Mistede man en for­bindelse i Langå, var der ingenting, der passede i Vi­borg. Så var der bare en ting at gøre: hurtigst mu­ligt ud på Her­ningvej og frem med tom­melfingeren. Heldigvis var mange trafikanter flinke til at tage uni­formerede soldater med, og som regel lyk­kedes det jo at nå i seng i Karup inden kl. 1 nat.

Soldatertiden varede fra den 3. august 1964 til den 28. september 1965, i alt 14 må­ne­ders værnepligt. Som altid står den bagefter i et mildere skær, men medens den endnu varede, var det ikke lutter lagkage. Ingen orlov de første 5 uger, men kun 3 timers udgang til KFUM’s sol­daterhjem i Gedhus efter 3 ugers indespærring på Flyvestationen. Begrundelse vi fik var, at vi skulle være i stand til at kunne aflægge korrekt hilsen (honnør), når vi gik gennem hovedvagten.

Den 28. september 1965 blev jeg hjemsendt fra Flyvevåbnet til mine forældres adresse på Skanse Alle 12a i Randers med den formidable sum af kr. 276,75 i hjemsendelsespenge efter 14 måneders værnepligt – klar til at starte på det næste afsnit af mit liv.

 

Læs videre i slægtens historie herunder:

 

Læs moderen Betty Larsens erindring her:

https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/betty-larsen/

Læs mormoderen Anna Larsens erindring her:

https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/laurentiigade-12-8900-randers-anna-larsen/

Læs tipoldeforældrene Marie Petrine og Mathias Sørensens erindring her:

https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/marie-petrine-og-mathias-soerensen/