Bent Melholt Andersen
Bent Melholt Andersen giver en levende beskrivelse af sit liv fra 1940'erne og frem til han afsluttede sin soldatertid i 1965. Det er blandt andet en erindring om en anderledes skolegang i forhold til i dag, om hvordan han som pressefotograflærling på Randers Amtsavis arbejdede til langt ud på natten og om en soldatertid, hvor nutidens rekrutter godt vil kunne genkende flere elementer. Gør ejerskabskrav på erindringJeg hedder BENT MELHOLT ANDERSEN, og jeg er født søndag den 16. januar 1944 kl. 00.45 på 1. sal i huset på Lærkevej 5 i Randers som eneste barn af pølsemager AXEL MELHOLT ANDERSEN og dennes hustru BETTY MELHOLT ANDERSEN, født LARSEN. Fra mine to-tre første leveår husker jeg ikke særskilt meget; dog kan jeg erindre lejligheden på Lærkevej samt børnehaven på Reiersensvej, hvor jeg kom i en alder af knap 3 år. I gården stod et stort træ omgivet af en rund træbænk, og jeg husker, at vi legede der, ligesom vi sang og lavede papirklip m.m. i et lokale i kælderen. Jeg har også nogen erindring om mine forældres første slagterbutik, der lå på Tjærbyvej i Dronningborg, der dengang var en selvstændig kommune i den østlige udkant af Randers.
Jeg husker også mormors og bedstefars kolonihave ude ved Doktorparken. Den lå i et stort kolonihave-område, hvor nu det tidligere Kærsmindebadet og en lang række flotte villaer ligger. Her var familien ofte på besøg, og jeg fik lov til at cykle på min 3-hjuler op og ned ad havegangen. Også mine bedsteforældres have på Bojesvej i Vorupkær har jeg en svag erindring om med bærbuske i den smalle del af haven, der vendte ud mod jernbanen og med en art haveskur op mod beboelsen. Langs Bojesvej var der et vandløb, velsagtens en grøft eller lignende.
Og apropos min 3-hjulede cykel har jeg en oplevelse, der knytter sig til maskinerne på bryggeriet Thor, som vi passerede i barnevognen på vejen hjem fra byen. Min alder har været ca. 1 år, og min moder måtte hver gang stoppe for at lade mig komme op for at se “maskinerne, der hoppede”. Disse maskiner stod bag store vinduer ud mod Thorsgade og virkede imponerende store. De må have gjort indtryk på mig, for en dag foretog jeg, i en alder af 2½ år, en udflugt på egen hånd på min 3-hjulede barnecykel fra Lærkevej til Thorsgade for at se de vældige maskiner i arbejde. Det var flotte, blanke og polerede dampmaskiner, der foretog mange besynderlige og imponerende bevægelser. En nabokone så mig der, og tog mig med hjem i sikkerhed på Lærkevej.
På et tidspunkt erhvervede mine forældre en lille slagterforretning på Tjærbyvej i Dronningborg ved Randers. Som barn kom jeg hver dag med ud i forretningen, hvor jeg tilbragte megen tid i et lille baglokale på blot nogle få kvadratmeter omgivet af kolde varer og varme gryder, hvilket var den begrundelse min mor anvendte, da hun fik mig anbragt i børnehaven på Reiersensvej, på trods af at jeg endnu ikke var fyldt 3 år, hvilket dengang var et krav. Senere tilbragte jeg mange timer på de nærliggende boldbaner ved Dronningborg Boldklub (DB). Vi var nogle drenge på 5-6 år, der legede der. En dag var jeg klatret op i et højt gitterhegn bag målet, hvor min trøje pludselig hang fast i en skrøbelig løkke. For at “vise mig” for de øvrige drenge slap jeg hegnet med hænderne, slog ud med armene og faldt pladask til jorden, hvor jeg landede på ryggen og slog mig bevidstløs. En anden gang efter at være flyttet til P. Knudsensvej og efter at have fået et lille hobbysæt med værktøj til enten jul eller fødselsdag, løb jeg og legede med disse ting omkring boligblokken. I kælderhalsen var der en nedkørsel til cykler, og den løb vi drenge op og ned ad. Af en eller anden grund havde jeg anbragt en lille sav i munden, medens jeg løb ned ad nedkørslen med det resultat, at jeg tørnede ind i bagvæggen, og saven trængte ind i ganen ca. 1 mm fra hovedpulsåren. Og ved en anden lejlighed lykkedes det mig at stoppe papirkugler ind i hovedet via næsen, så jeg måtte på sygehuset for at få dem fjernet. Joh, jeg har sikkert nok været en “farlig karl” og noget af en vildbasse.
Efter nogle år på Tjærbyvej startede mine forældre en slagterforretning på Hermann Stillingsvej, og privat flyttede familien fra Lærkevej til P. Knudsensvej 22, st. tv.. Jeg har vel været 7-8 år, da vi drenge løb og legede på arealet langs hegnet til Junchers klædefabrik. Langs boligkarreerne hang storvask til tørre i den friske vind. Dengang vaskede man storvask i gruekedel og med blånelse, et ganske slidsomt og krævende arbejde. Den pågældende dag havde det regnet, og før jeg vidste af det, havde jeg en stor gren i hånden, som jeg dyppede i en vandpyt, hvorefter jeg begyndte banke tøjet! – Senere, da min far blev konfronteret med en rasende vasketøjsejer, var der endnu en gang “bank” i vente og en bestemt legemsdel antog en højrød farve. Fortjent, ja vist, men smertefuldt og far måtte betale damen for at få vasken gjort om.
På det areal, hvor nu boligblokkene på Mærsk Andersens vej ligger, var der dengang åben mark, hvor der tidligere havde været dyrskueplads. Dette område benyttede vi drenge til at grave huler i; store huller, dækket med grene og græstørv og indvendig med hylder og gange. I disse huler foregik de mærkeligste ting, og der var kun adgang til fællesskabet for “vennerne”. I hulerne stod stumper af stearinlys, og vi knækkede hyldegrene af træerne, udhulede dem og stoppede tørt hø i, hvorefter vi “røg” disse pinde og vistnok følte os meget voksne. Af og til, når andre havde trådt fællesskabets “ære” for nær, samledes de større drenge fra Møllevænget (sådan hed boligforeningen), og så drog vi “i krig”, typisk mod drengene fra Scandiagade. “Krigen” foregik med store grene, hvor vi så “stormede” modstanderne – eller omvendt. Det var også almindeligt med slangebøsser, og når det blev rigtigt “barsk”, blev disse ladt med metalkramper. Vore våben kunne også være plastic-pusterør, hvortil vi brugte tørrede ærter.
Hvor der i dag på P. Knudsensvej ligger et ældrecenter, var der dengang en fodboldbane med slagger belægning, som blev flittigt anvendt af os børn. Umiddelbart derved stod der ved et mindre, ældre hus et stort valnøddetræ, der ofte var mål for vi drenges udflugter, ligesom de omkringliggende haver i området op mod det nybyggede Centralsygehus ofte i sæsonen måtte holde for, når vi drenge gik på “moller” (æblerov) ofte med risiko for en lussing, hvis vi blev taget.
I de første år jeg boede på P. Knudsensvej, kom der hver dag en hestetrukken mælkevogn, der med sin klokke gjorde opmærksom på sin tilstedeværelse. Så kom husmødre og børn strømmende til, og via haner bag på vognen tappedes mælk over i de medbragte beholdere. Af og til lykkedes det os drenge at hægte os fast bag på vognen, hvorved vi fik en “gratis køretur”. Man har også kunnet købe mælk i glasflasker, for vi drenge kunne da samle mælkekapsler, som kunne anvendes på cyklernes eger, der derved gav en skraldende lyd fra sig, og dermed efterlod indtryk af enorm fart og farlighed. Indsamlede kapsler kunne på et tidspunkt afleveres på politistationen i Vestergade, hvor vi fik udbetalt et mindre beløb eller rationeringsmærker af en art. Grunden har sikkert været den, at landet havde brug for indsamling af råmaterialer af mange slags efter de 5 krigsår. I hvert tilfælde kan jeg tydeligt huske rationeringsmærker i mine første barneår. Far fik også nogle mærker, når han solgte kød- og ben-affald fra slagterforretningen til Løgstrups produkthandel på den sydlige side af Randers Fjord. Mod aflevering af disse mærker samt mod betaling af 25 øre kunne man erhverve sig en pakke med 5 stykker amerikansk Wrigley-tyggegummi hos en købmand i Strømmen.
Af og til kom der også en isbil for at aflevere en isblok på dørmåtten hos de forholdsvis få mennesker, der havde råd til den luksus at have et privat isskab. Om husholdningskøleskabe fandtes dengang ved jeg ikke, men i så fald har det været forbeholdt ganske få mennesker. Mest almindeligt var det at opbevare fødevarer i et flueskab på altanen, hvilket satte ganske naturlige grænser for, hvad og hvor meget en familie købte ind på en gang. Mine forældre var dog heldigt stillede, de vi jo rådede over et stort kølerum i slagterforretningen.
Min far havde diabetes, hvilket dengang var en særdeles alvorlig sygdom. Han skulle derfor dagligt have insulin-indsprøjtninger. Det har selvfølgelig ikke været særligt rart, hvorfor han næsten var villig til alt for at undgå dette. I slutningen af 40-erne dukkede der rygter op om, at “kloge mænd” i Tyskland havde fundet den vidundermedicin, der en gang for alle kunne kurere sukkersyge, og selvfølgelig var far interesseret. Han foretog derfor et par rejser første gang i bil sammen med sin søster Jeanne og dennes mand Tage til Nordtyskland. Han kom hjem med sin medicin, der desværre ikke havde den ønskede vidundereffekt, men også med en klase bananer, som jeg aldrig før havde set endsige smagt. Jeg husker tydeligt, at smagen ikke forekom videre delikat, men under alle omstændigheder skulle jeg have en banan med ned på gaden, og bananen blev omhyggeligt skrællet i måbende overværelse af de andre børn på vejen. Far fortalte, at der lige ovre på den anden side af grænsen i Kruså/Kupfermühle var en lille træbod, hvori der stod en mand og solgte bananer. Det var Poetsch, forløberen til den butik der stadigvæk betjener danske kunder med attraktive, lavt beskattede varer. Jeg husker også, at far havde en mekanisk bil med fjederoptræk med hjem, lyseblå, med 5 knapper på bagsmækken, så man via disse kunne bestemme bilens køreretning. Nürnberg-kram; sådant avanceret legetøj var bestemt ikke almindeligt dengang.
Da far senere endnu engang ville til Tyskland for at søge hjælp hos naturlægerne der, skulle mor og jeg med på turen. Et sted mellem Flensborg og Slesvig kom vi forbi et hospital eller plejehjem, hvor en række mænd stod stillet op langs muren med krykker under armene – og uden ben. De var iført gamle tyske uniformsjakker samt de karakteristiske kasketter. Det må have været sidst i 40’erne, og jeg plagede mine forældre om at få en hue magen til den de tyske tidligere soldater udenfor hospitalet havde på. Jeg fik et høfligt, men bestemt afslag på mine bønner; det var nok for tæt på besættelsen at komme hjem til Randers med en sådan hue. I stedet fik jeg et par praktiske skistøvler med en for os ganske ny og anderledes snøring. Se, det var der fornuft i, mente mine forældre, men da jeg kom hjem og ned på vejen med støvlerne på, blev jeg drillet af mine legekammerater, for sådan et par mærkelige støvler havde de ligegodt aldrig set før.
Da jeg var omkring 10 år, blev jeg den lykkelige ejer af et dukketeater med papfigurer og -kulisser, og med det som centrum blev der arrangeret teaterforestillinger i familiens kælderrum under P. Knudsensvej 22, hvor de øvrige børn, formedelst betaling af 5-10 øre, kunne få adgang til at overvære den gribende opførelse af Hans og Grethes eventyr. Betaling kunne dog også finde sted i naturalier, f.eks. i form af et par karameller eller lignende. Jeg spillede selv alle rollerne, idet jeg læste op med varierende stemmeføring af et tilhørende teksthæfte, og samtidigt styrede jeg alle figurerne, der var fastgjort til lange smalle papstykker, frem og tilbage på den lille scene. Senere blev repertoiret udvidet med endnu et nummer, idet figurer og teksthæfter kunne købes separat. I dag husker jeg dog ikke titel på det nye nummer i repertoiret.
I det selv samme kælderrum holdt jeg også mine første stævnemøder. Hun hed Susanne, og vi sad på en bordplade af træ i kælderrummets tusmørke sammen med et andet ungt par, holdt i hånden og så hinanden dybt i øjnene, medens vi alvorligt aftalte, at Susanne og jeg skulle giftes, flytte til Amerika, hvor jeg skulle være maler. Vi var vel begge 11-12 år, og fremtidsplanerne var der intet i vejen med – men de nåede aldrig over planlægningsstadiet. Jeg genså ikke Susanne siden, men hun blev vist uddannet sygeplejerske og gift til anden side. Ak ja, hvem ved, måske skulle man have holdt fast i planerne fra dengang?
I 1951 kom jeg i skole Nørrestrædes Skole, der nu var blevet en blandet drenge- og pigeskole. Min klasselærer var Jens Schou, og dengang forekom det mig, at han var en gammel mand, hvilket nok skyldes datidens påklædning med butterfly og sort jakke. Han har sikkert ikke været mere end omkring 40 år, hans holdning var rank og hans skridt hurtige og målbevidste. Han forekom retfærdig og var i stand til at styre klassen alene med sine personlighed. Jeg har i alle tilfælde ingen erindring om ørefigner o.l. fra hans hånd. Jens Schou levede i endnu mange år, og jeg tænker stadig med stor glæde tilbage på hans undervisning. Jeg hilste ofte senere på ham, når vi senere mødtes, idet han også efter sin pensionering “afpatruljerede” gaderne i Randers i flot og rank stil. Vi havde bl.a. lærer Schou til dansk og skrivning. I de første år brugte vi blyant, men da vi fik diktat, skulle vi lære at skrive med blæk. Det foregik med penneskafter, dyppet i det blækhus der var indsat i vores 2-mands pulte. Disse pulte var en simpel træbænk med plads til to børn udført i et stykke med fast træryglæn samt en skråtstillet plade som arbejdsbord, hvor der foroven var en indbygget flaske til blæk dækket af et metallåg, og som duksen havde ansvar for at fylde op, inden skrivetimen begyndte. På en krog på siden af pulten hang skoletasken. Engang vi skulle have en vikar, havde vi alle sat os op på det spidse ryglæn med fødderne på sædet, spændt afventende vikarens ankomst og reaktion. Han kom – så – og konstaterede, at det åbenbart var kutyme at sidde sådan i vor klasse, så derfor måtte vi hellere gøre det samme i hele hans time. Det gjorde vi så – hele timen – og jeg tror, vi alle fik en klar fornemmelse af, hvordan tidligere tiders bønder må have haft det på træhesten!
Til sang havde vi lærer Buus og til håndgerning frk. Bundgård. Også drengene skulle deltage i håndgerningstimer, og jeg fik syet en pose til gymnastikstøj flot forsynet med mine initialer i korssting. Jeg husker også vores gårdvagt, lærer Pehn, som alle havde respekt (frygt) for. Han uddelte gevaldige lussinger med mild hånd efter først at have hevet drengene op at balancere på tåspidserne ved at hive dem i håret ved ørene. Til sløjd havde vi en lærer, som vi drenge respektløs (og når ingen andre hørte det) kaldte lærer Lokum. Han ved W.C. Christensen, og han sad ofte ved katederet i sløjdkælderen og vippede frem og tilbage på sin stol, medens han overvågede vi drenges indsats med hammer, sav og høvl. Alt arbejde foregik i eksercertakt til lærer Lokum’s højttælling. I løbet af to år fik jeg fremstillet en duekasse og en malkeskammel. Af og til sendte han en af os drenge ned efter en flaske dansk vand i den lille forretning i Fabriksstræde. Udvælgelsen af buddet foregik ved, at lærer Lokum med et stemmejern overraskende bankede ned bagfra i en høvlebænk og udpegede den dreng, der skulle fungere som hans bud. Medens drengene havde sløjd gik pigerne til køkkengerning, og jeg tror det må være i den periode, at min manglende interesse for at udføre decideret håndværk blev udviklet.
Efter enhver gymnastiktime stod den på obligatorisk afvaskning i badet, forestået af bademester Andersen, som jeg mener tog rundt på Randers kommunale skoler for at forestå badningen der. Han fungerede også som bademester ude på Gudenå-badet om sommeren. Han var en bestemt herre, der også af og til kunne give en hånd for at hjælpe en genstridig dreng på vej. Indsæbning foregik med en art svagt skummende sæbe påført med en tot stiv træuld efterfulgt af kollektive afskylninger under langsom passage af en række kolde brusere i loftet. Om ikke andet har det da sikkert stimuleret blodomløbet.
Vi måtte selvsagt ikke forlade skolens grund i skoletiden, men af og til lykkedes det os drenge, under stor risiko for at blive opdaget og få tildelt en lussing eller en sveder, at snige os ned ad Nørrestræde, tværs over Fabriksstæde, og ind i gården til Randers Vaffelbageri, ret overfor byens brandstation. Her kunne man for 5-10 øre købe en stor pose “vaffel-smuld” (itugåede/mislykkede isvafler), hvis man altså selv kom med posen, og personalet var i humør dertil. Salget foregik ud gennem virksomhedens vinduer, og vi opdage hurtigt, at posen blev fyldt op næsten uanset størrelsen, så der var rift om store papirsposer.
En anden ting fra min skoletid står også prentet klart i min hukommelse. Dengang fik vi skolemælk, en vitaminpille samt, for nogles vedkommende, en madpakke. I en time med lærer Karl Erik Thorsen blev duksen som sædvanligt sendt ned i skolens kælderetage for at hente klassens mælkeforsyning. Det drejede sig om små 1/5 liters klare glasflasker med stanniolkapsler. Den dag fik jeg en flaske mælk, hvor jeg på indersiden af glasset kunne se en grøn, ulækker klat. Jeg sagde til lærer Thorsen, at den ville jeg ikke drikke, hvilket blev besvaret med en rungende ørefigen og en besked om, at sådan var der ikke noget, der hed. Jeg blev sat til at drikke flaskens indhold, hvorefter jeg måtte ud i gården for at kaste op. Siden dengang har jeg kun nødtvunget drukket mælk af en flaske; det vokser simpelthen i munden på mig. Jeg har senere, midt i 70’erne, besøgt Nørrestrædes Skole, der da fungerede som en slags voksenundervisningssted, og jeg kunne stadigvæk umiskendeligt erindre lugten af sur tavleklud med kridt, kombineret med aromaen fra den obligatoriske ostemad. Min barndoms skolelugt hang endnu ved bygningen. Pudsigt som dufte også kan udløse erindringer. I dag er Nørrestrædes Skole borte og erstattet af bygninger, som ligger på det nuværende Thors Bakke.
I skolen var jeg ikke særskilt interesseret i de fag, der krævede håndens indsats, og hverken sløjd, håndgerning, tegning eller gymnastik var min stærke side. Derimod holdt jeg meget af dansk, historie, regning og fristil. I de fag hentede jeg pæne karakterer; jo, også i min tid fik børn i 3. til 5. klasse skam karakterbog med hjem til underskrift – hvert kvartal.
Jeg gik i skole 6 dage om ugen, altså også om lørdagen. De første år i 4 timer, fra kl. 12 til 16, dernæst i 6 timer fra kl. 8 til 14. Timernes længde var 50 minutter, hvorefter der var 10 minutters frikvarter. Det store spisefrikvarter var på 20 minutter. I frikvartererne legede vi sanglege, eller vi drenge slåsede, medens pigerne så til, eller vi spillede med marmorkugler, hønseringe eller “S’er” op ad enhver ledig mur. Den der kom tættest på muren vandt alle hønseringene. Når frikvarteret var slut blev der ringet ind til undervisning med en klokke, der hang ved en stenforhøjning midt for skolebygningen, hvorefter alle stillede op klassevis to-og-to. På skolebygningens væg var klasseværelsernes nummer malet, og vi stillede op ud for det klasseværelse, hvor vi skulle være i den næste time og gik så ind til undervisning i samlet flok overvåget af lærernes falkeskarpe blik.
Fra 5. klasse kunne egnede elever deltage i en optagelsesprøve til Mellemskolen, der bl.a. bestod af skriftlige regneopgaver, diktat og fristil, og der har sikkert også været en art mundtlig overhøring. Hvor mange der deltog i prøven fra min klasse, erindrer jeg ikke, men den 17. februar 1956 fik jeg meddelelse om, at jeg havde bestået prøven og derfor var optaget på Mellemskolen fra næste skoleår. Den samme dag fik jeg et eksemplar af Hjemmets leksikon af min far og mor til erindring om min optagelse på Mellemskolen.
Hidtil havde mellemskolen været placeret på Hobrovejens Skole, men Randers kommune havde bygget en ny skole, Østervangsskolen, beliggende på Dronningborg Boulevard, og den skulle tages i brug efter sommerferien 1956. Skolen var ikke helt færdig ved skoleåret begyndelse, specielt var skolegården kun en enkelt strimmel beton resten var bar mark. Toiletterne i gården var heller ikke færdige, hvorfor der var opstillet toiletvogne i gården. I forbindelse med det varme vejr og de mange trængende børn gav de en ganske ubehagelig stank fra sig hele den sommer. Det var ikke tilladt at opholde sig indendørs i frikvartererne.
Nå, i gang kom vi. Jeg kom i 1. mellem C med lærer Verner Pedersen som klasselærer. Ham havde jeg som klasselærer, indtil jeg forlod skolen, og jeg satte stor pris på hans facon og evne til at gøre undervisningen levende. Jeg har siden spøgefuldt fortalt, at han kunne opføre 30-års krigen foran tavlen på 50 minutter. Verner Pedersen døde nogle år efter, jeg var gået ud af skolen, men forinden havde han, som vistnok den første person i Danmark, fået ind transplanteret en ny nyre på sygehuset i Århus.
Fra den 6. til 13. august 1959 foretog klassen en skoleudflugt til Gudhjem på Bornholm. Vi havde sparet op til turen gennem nogen tid, idet vi i klassen købte sparemærker, der blev indsat i en til formålet oprettet sparemærkebog. Udturen foregik med tog til Århus, færge Århus-Kalundborg, tog derfra til København og senere med natbåden ”Rotna” til Rønne. Undervejs gjordes et par timers ophold i København med et besøg i Tivoli. Hjemrejsen foregik med tog via Fyn. Vel ankommet til hverdagen i skolen fik vi efterfølgende til opgave at skrive en stil om rejsen, og for mit vedkommende blev det til en detaljeret beskrivelse af turen i form af et hæfte, der er i behold den dag i dag, og hvori der blev indsat effekter og klip fra turen. Bl.a. sidder der endnu i 1997 et blankt sildeskind fra et silderøgeri i Gudhjem, og på næstsidste side er indklæbet en prisliste fra Wagons-Lits Restaurant og Bar, en restaurant-vogn der i 1959 fulgte med toget Nordpilen til Randers. Af denne fremgår følgende priser:
Kaffe eller The komplet, med marmelade 3,50 kr.
Frokost. med brød, pålæg, steg og ost .. 7,75 kr.
Middag. suppe, steg og dessert ……….. 8,25 kr.
Svinekotelet, a la carte …………………. 6,75 kr.
Engelsk eller fransk bøf ………………… 6,75 kr.
Skinke med 2 spejlæg ………………….. 4,00 kr.
Lille varm ret …………………………….. 4,50 kr.
Smørrebrød, fra ………………………… 1,10 kr.
Kaffe eller the …………………………… 1,40 kr.
Min første længere udenlandsrejse var også i skolens regi. Efter hjemkomsten fra Bornholm var vi nogle elever, der havde fået blod på tanden, og det blev besluttet, at vi i 1960 skulle med lærer Karl Erik Thorsens parallelklasse til Østrig. Også til denne tur blev der sparet op, og på trods af, at jeg jo egentlig det år var gået ud af skolen og var begyndt at arbejde på Randers Amtsavis som pressefotograf, lykkedes det alligevel at komme afsted på turen.
Jeg husker tydeligt, at jeg til lommepenge til de 14 dage havde opsparet den formidable sum af 250,- kr., der omregnet ved kurs ca. 24 svarede til lige godt 1000 østrigske Schilling. Den østrigske valuta bestod bl.a. af 20-schillings-sedler, en værdi jeg aldrig havde set på en pengeseddel før. Jeg fik vekslet mine 250 kr. til 50 stk. 20 schilling-sedler, et antal der lige netop kunne dække hele min seng derhjemme, når de blev bredt ud til forundret beskuelse. Jeg følte mig som Krøsus, og forventningens glæde var stor. Jeg fik en fornemmelse af, hvordan de rige amerikanere måtte føle, idet prisniveauet i Østrig dengang gjorde, at disse 1000 schilling reelt gjorde os til små “Krøsusser”. Jeg havde faktisk penge med hjem til Danmark igen, og for at illustrere forholdet vil jeg give et letfatteligt eksempel: Jeg var nu blevet 16½ år, var på ferierejse i det store udland, og tiden var nu kommet til at prøve at gå på værtshus med vennerne. En aften sad vi på det lokale Gasthaus “Zum Seewirt” i Zell am Moos, og jeg og et par andre bestilte hver “ein grosses Bier”, hvilket er et glas med indhold af ½ liter øl. Det blev til 3 sådanne glas på ca. en time, hvorefter jeg bukkede under. Det var min første og indtil nu største brandert, og den stod mig i ca. 2,15 kr. “Ein grosses bier” kostede dengang nemlig 3 schilling (72 øre). Hvis man, lidt populært ganske vist, omregner mine 250 kr. til dagens købekraft, hvor en halv liter fadøl på et værtshus vel koster 30 kr., ja så kunne jeg for mine 1000 schilling altså ha’ købt 333 glas øl. Omregnet kunne købekraften altså omsættes til små 10.000 kr. i dagens værdi. Jeg var 16½ år og alene i byen. Nå, godt man ikke skal leve af øl alene.
Efter på udrejsen at have passeret den dansk/tyske grænse skulle mine skole-tysk-kundskaber selvfølgelig straks sættes på prøve. Det skulle ske i en grænsekiosk beliggende ca. 100 meter inde i Tyskland, og hvor jeg med stor koncentration og på formfuldendt tysk udtalte disse gribende ord : “Guten tag, ich möchte gern zwanzig Pall Mall cigaretten kaufen !” Jeg mener, er man i Tyskland eller … ? Svaret lød på noget der umiskendeligt mindede om dansk: “Det mærk fører wi intj hier, ka Do ick bruck et antj marke”? Så meget for værdien af at kunne tale fremmede sprog. Nå, senere fik jeg nu nok lejlighed til at øve mig i praksis og er vel faktisk nu ret ferm til at tale tysk. Turen foregik med bus ned gennem Tyskland med en enkelt overnatning undervejs af og til på brostensbelagt motorveje og på lange strækninger i midt- og Sydtyskland på landeveje gennem gamle landsbyer, hvor kærrer blev trukket af okser styret af sortklædte kvinder. Også på markerne sås et overtal af disse sortklædte kvinder. Det var helt tydeligt, at mændene var i undertal, hvilket jo nok må tilskrives krigen 1939-45.
Vi kom frem til den lille by Zell am Moos, der ligger i forbundslandet Ober Österreich, og hvor vi skulle bo privat indkvarteret. Vi skulle bl.a. alle udfylde en “Meldeschein” til myndighederne. Det var en formular, hvor der i det ene hjørne var en stor sort plamage, og hvor man, hvis man holdt sedlen op mod lyset, underneden kunne skimte den tyske ørn med hagekorset i kløerne. På blanketten var der plads til at anføre forældres og bedsteforældres racemæssige baggrund, men de behøvedes ikke at blive udfyldt (!). De kunne åbenbart stadigvæk bruges, når man nu havde et lille restoplag, så intet gik til spilde i det lille samfund. Først i 1955 var Østrig sluppet fri af den besættelse landet havde været underlagt siden krigsafslutningen i 1945, hvor landet, i lighed med Tyskland, havde været delt i besættelseszoner mellem bl.a. Sovjetunionen og USA.
Fra turen til Østrig i 1960 har jeg mange gode og sjove oplevelser. Bl.a. kørte vi gennem byen Hallein ved Salzburg, medens byen samtidig havde besøg af den daværende sovjetiske ministerpræsident Nikita Krustjov. Vi var jo på stederne inden masseturismen for alvor slog igennem, hvilket gjorde oplevelsen af landet og befolkningen langt mere intens og spontan. Jeg blev så glad for stedet, musikken, gemytligheden og livsformen, at jeg siden ofte er vendt tilbage til området ved Mondsee og Zell am Moos. Til stedet og egnen knytter der sig derfor rigtigt mange personlige oplevelser og erindringer.
Året efter, i 1961, kørte min far, mor, en skolekammerat (Jørn Kjær) og jeg selv igen til Østrig i egen bil for første gang. Året efter var moster Inger, onkel Peder og kusine Ulla sammen med min familie på gården, og i 1963 deltog Lillian, min senere hustru, som jeg blev ringforlovet med i Østrig det år. I perioden 1989-94 var jeg ikke i Østrig, og det hidtil seneste besøg var i sommeren 1996, da jeg kørte ned til mit 31. besøg på gården. Her har jeg boet hos den samme familie Knupfer, i Guggenberg ved Mondsee stort set hvert eneste år siden 1960 med undtagelse af de år, hvor jeg aftjente min værnepligt, og i 1968 da Lillian og jeg var på ferie i Wales samt et enkelt år, hvor vi blev indkvarteret hos noget familie i den anden ende af Mondsee. Jeg har desuden haft den glæde, at en stor del af min familie og senere vennekreds har været med på ferie i på gården i Mondsee. Gennem tiden siden 1960 har der været 3 generationer af bønder med deres familier på gården. Når den sidste i den ældste generation døde, flyttede den næste generation ind i aftægtshuset, hvorefter den næste generation overtog ansvaret for gårdens drift.
I 1958 var familien flyttet til Århusvej 57 i Kristrup, hvor mine forældre havde overtaget en igangværende slagterforretning. Kristrup var dengang en selvstændig kommune, hvorfor det kom på tale, at jeg skulle flyttes fra Østervangsskolen til Kristrup skole. Imidlertid lykkedes det at få alle implicerede overtalt til, at jeg kunne afslutte min skolegang på Østervangsskolen selv om det medførte en meget lang skolevej, som jeg tilbagelagde på cykel. Efter skoletid havde jeg et ulønnet job som cykelbud i forretningen, og fra dengang husker jeg tydeligt to priser, nemlig 3,30 kr. for et pund flæskekød, og 3,40 kr. for et pund oksekød. Leverpostej kunne købes i portioner for hhv. 25- eller 50 øre, men så var den også hjemmelavet. Mange er de budture jeg har taget med ”for 25 øre leverpostej og for 50 øre afskåret pålæg”.
Hver dag efter lukketid kl. 17,30 (lørdage dog allerede kl.14,00) var det min opgave at hjælpe med til at rydde salgslokalet for rustfrie fade, vaske dem af og rengøre dem i sprit samt at skure huggeblokken med et stålbørste og til sidst feje gulvet og strø nyt savsmuld på. Ellers bestod dagligdagen i disse år primært af lektielæsning og skriftlige skolearbejder, herunder fristil og hjemmeopgaver indenfor regning, geometri og aritmetik. Egentlig kom jeg vist ganske let over lektielæsningen, idet jeg altid har haft let ved at huske ting, der er blevet mig fortalt. Og da specielt lærer Verner Pedersen var en fantastisk fortæller, kunne jeg mange gange nøjes med hans oplæg til den efterfølgende time.
Jeg tjente dengang små lommepenge ved i forretningens baglokale at lave flæskesvær i små cellofanposer, som jeg så solgte for 10 øre pr. stk. i skolen den efterfølgende dag. Produktet var afpudset griseskind, der blev kogt i fedt, herefter saltet, hvorved det blev sprødt og velsmagende.
Lige fra jeg kan huske, er jeg kommet hos begge mine hold bedsteforældre. Mors forældre kaldte jeg mormor og bedstefar, og fars forældre blev kaldt bedstefar og bedstemor. Hver mandag gik jeg fra Nørrestrædes Skole ud til mormor, hvor også min mor, moster Inger, fætter Åge og kusine Ulla kom. Mormor havde lavet middagsmad, og især husker jeg mannagrød med kanel og en smørklat og dertil et glas saftevand eller hvidtøl. Det var en himmerigsmundfuld. Lejligheden var ikke ret stor. Den bestod af en lille entre, en stue med kakkelovn (der blev senere indlagt fjernvarme), en mørk gang hvorfra der var adgang til soveværelse, køkken og WC. I entreen havde morfar en gasmaske og en tysk stålhjelm hængende, og det legede vi to drenge med. Desuden blev toilettet, hvor der senere blev installeret en håndbruser, brugt som legeplads, idet det fungerede som enten flyvemaskine eller ubåd. Der er ingen grænser for, hvad en nymodens indretning som en håndbruser kan gøre det ud for i raske drenges fantasi. Ellers legede Åge og jeg med soldater og byggeklodser ude på mormors køkkenbord, medens mormor hyggede sig med sine piger, og da vi blev større, fik vi lov til at lege ovre på “altanen” eller løbe ned på Banegården for at se de store damplokomotiver, der kom brusende ind til perronen. Dengang var mit største ønske at blive damplokomotivfører, når jeg blev stor. Bag palæet på Vester Altanvej var der også en bunker fra krigens tid, der gav mulighed for mange fantasifulde lege.
I mormors og bedstefars lejlighed stod der på den ene langvæg en sofa med en stor pølle i hver ende, kombineret med træskærerarbejde, og i et hjørne under radioen stod en lille reol, hvorpå morfar havde en række tidsskrifter stående med illustration af opfindelser og populære naturvidenskabelige emner. Jeg husker disse bøger som meget interessante at få lov at blade i. Bag kanterne fra krigens mørklægningsgardiner sad en kipafbryder til radio-antennen. Ligeledes havde morfar mange postkort og andre effekter fra sin navertid, som han gerne viste frem og kommenterede. Disse effekter blev opbevaret i et skab placeret på langvæggen modsat divanen, forsynet med glaslåger i midten, og hvor mormor opbevarede porcelæn og anden effekter til brug i stuen.
I barneårene gik turen ofte ud til bedstefar og bedstemor i Vorup. På et tidspunkt var de flyttet fra Bojesvej i Vorupkær til Strømmen 30 i Vorup lige overfor Skanse-Bio. Dengang hed biografen dog Skanse-Teatret, og de første gange jeg var i biografen her, var der ingen nummererede pladser. Ville man have en god plads, gjaldt princippet om “den der kommer først til mølle …”. De forreste 5 rækker blev populært kaldt cowboy-rækkerne.
I Strømmen 30 havde mine bedsteforældre en hesteslagterforretning med tilstødende lejlighed. Selv om jeg har nogle svage erindringer om Vorupkær, er det til Strømmen 30 mine barndomserindringer omkring bedstefar og bedstemor knytter sig. Den lille butik var på ganske få kvadratmeter, og den tilstødende lejlighed bestod af en stue, et soveværelse og et køkken. I køkkenet, hvorfra der var adgang til en bagtrappe, der førte ud til gården og haven, stod bedstemor ofte og smeltede hesteflomme til fedt, der blev pakket til salg i butikken.
I stuen var en divan med et broderet tæppe opsat på væggen som “ryg”, et spisebord samt et par lænestole. I stuens hjørne en kamin og i vinduerne kaktusplanter. Fra stuen var der adgang til soveværelset gennem en dør med en portiere, og i soveværelset stod bedstefars og bedstemors store dobbeltseng, hvor jeg som dreng tilbragte flere nætter i revnen mellem mine bedsteforældre. Inden bedstefar gik i seng, blev lommeuret trukket op og hængt på sengestolpen, og uret gik senere i arv til min far, og nu ligger det hjemme i min natbordsskuffe. På væggen ind mod stuen stod en servante med kande og vaskefad til morgentoilettet og under sengen en potte til natlige aftrædelser. I de første mange år bestod lejlighedens vandforsyning af køkkenets manuelle vandpumpe, der skulle betjenes med store tværgående bevægelser for at pumpe vand op i vasken.
På et tidspunkt må jeg være blevet vurderet til at være musikalsk vistnok byggende på den kendsgerning, at jeg ofte enten dirigerede musikken i radioen, eller at jeg med to blomsterpinde eller andre umiddelbart for hånden værende materialer, som henholdsvis violin og bue spillede med på musikstykkerne i radioen. Ligeså fortælles det, at jeg, når jeg var med mine forældre i byen, og hvor der var levende musik, ikke var til at trække væk fra musikken, hvor jeg stod/sad og slog takten i gulvet.
Hvad var da mere nærliggende for mine forældre end at forære mig en violin? Selv om min mor ganske vist kom fra et hjem med klaver skulle violinen altså være mit instrument. Det skyldtes nok blomsterpindene, hvorom alting er, begyndte jeg at få violinundervisning hos spillelærer Pedersen, der boede i Strømmen, på hjørnet af Kristrupvej lige overfor mine bedsteforældres slagterforretning. Musiklærer Pedersen var violinist i Randers Byorkester, og mon ikke han havde sit hyr med mig, idet jeg hurtigt opdagede, at jeg kunne spille så godt som alle melodier efter gehør, af hvilken grund jeg ikke bekymrede mig særligt meget om selve noderne, når jeg øvede hjemme. Det kunne spillelæreren selvfølgelig høre ved de ugentlige undervisningstimer. Nok kender jeg noderne men spille flydende efter dem, det kunne og kan jeg ikke specielt godt.
Senere begyndte jeg også, kortvarigt, at få undervisning i klaverspil hos datteren frk. Pedersen, der ligeledes var violinist i Randers byorkester. Det blev aldrig en succes, igen fordi jeg bare spillede efter gehør, hvilket gav frk. Pedersen anledning til stedse at fremhæve, “du skal øve Dig noget mere hjemme”. I den samme periode var jeg blevet medlem af Frivilligt Drenge Forbund (FDF). De første år som poge, senere som Pilt, afsluttende som Væbner. Vi holdt periodiske møder i Missionshuset “Tabor” på Mariagervej, og der lærte jeg at spille på lilletromme. Denne færdighed blev opdaget og anvendt af den lille søndagsskole i kælderen hjemme på P. Knudsensvej, der med mig fik sig en villig trommeslager til at gå i spidsen, da søndagsskolen et år til jul marcherede i trop fra P. Knudsensvej til Sct. Peders Kirke.
Disse forsøg på at stimulere mine musiske færdigheder gav, om ikke andet, anledning til, at jeg på min cykel med violinkassen spændt på bagagebæreren hver uge kom på besøg hos mine bedsteforældre.
Bedstefar var som nævnt hesteslagter med forretning i Strømmen 30, men nok mest handelsmand. Han havde sin faste kundekreds i egnen omkring Væth, Værum og Jebjerg, hvortil han kom i tilfælde af dårligt vejr på cykel men ellers i bil for at købe kreaturer op med henblik på salg om onsdagen i kvæghallerne på Randers Kvægtorv. Jeg ser endnu tydeligt min bedstefar for mig, iført hvid kittel, den ene hånd i lommen, stokken hængende over armen og med en cigar i munden. Medens bedstefar drev kreaturhandel, passede bedstemor forretningen derhjemme.
Mange søndag middage besøgte mine forældre og jeg bedstefar og bedstemor, og jeg kan endnu lukke øjnene og smage den stegte kylling, som dengang var en decideret luksusspise, suppleret med bedstemors hjemmelavede rabarberkompot – og til dato findes ikke dens magen. Til dessert ofte en citronfromage e.l.
Ofte var også faster Jeanne og onkel Tage med kusinerne Lone og Anette samt fætter Sten samt onkel Folmer og tante Ellen med kusinerne Kirsten og Vibeke på besøg. Vi børn var jo alle jævnaldrende og brugte haven og gården bag Strømmen 30 til legeplads.
På et tidspunkt da jeg har været omkring 10 år, blev bedstefar syg, og på et tidspunkt blev han indlagt på sygehuset i Århus, hvor det viste sig, at han havde fået kræft. Under en langvarig operation fik bedstefar fjernet den ene lunge og fik sit hjerte skrabet. Han blev udskrevet og kom hjem. Forretningen blev afhændet, og bedstefar og bedstemor fik en lille lejlighed på Hermann Stillingsvej 64 i Randers. En dag hentede min far og jeg bedstefar, og så gik turen ud til bønderne i Værum, Væth og Jebjerg. I bilen, en kongeblå ’52 Opel Olympia (den nye model med udvendigt bagagerum) var der forinden blevet installeret et avanceret ekstraudstyr nemlig et elektrisk varmeapparat! Bedstefar blev placeret på forsædet med et tæppe omkring sig, og med far ved rattet og mig på bagsædet kørte vi ud på, hvad der skulle vise sig at blive min bedstefars afskedstur til sit livs gode venner og forretningsforbindelser. Hvert eneste sted, hvor vi kom frem, blev der udvekslet hjertelig ord og gode håndtryk og gode ønsker om snarlig helbredelse blev udtalt. For bedstefar blev det en dejlig dag, men de lykkelige timer skulle dog vise sig at vare kortvarigt, idet han umiddelbart efter blev indlagt på Randers Centralsygehus.
Nogen tid efter var jeg kommet for skade at brække min arm, hvorfor jeg i den anledning var på skadestuen for at lagt armen i gips. Efter indgrebet spurgte jeg om lov til at gå op at besøge min bedstefar, som jo altså var indlagt på samme sygehus. Det fik jeg lov til, og da jeg kom på afdelingen, spurgte jeg en sygeplejerske efter, hvor min bedstefar lå. Sygeplejerske så på mig og sagde, at det da vist måtte være Julius Andersen, jeg skulle besøge, hvilket jeg jo kunne bekræfte. Min bedstefar og jeg fik ord for at ligne hinanden meget. Jeg fik hilst på min bedstefar, for sidste gang skulle det vise sig, for han døde dagen efter, den 24. april 1955, på Randers Centralsygehus.
Mine forældre havde bestemt, at jeg på grund af min alder (11 år) ikke var stor nok til at deltage i min bedstefars begravelse. Men de havde ikke tænkt på, at netop den dag gik min skolevej hjem ad Udbyhøjvej forbi kirkegården. Jeg overværede derfor noget af min bedstefars begravelse ude fra vejen hoppende op-og-ned for at kunne se over kirkegårdens høje stendige. Bedstefar ligger begravet på Randers Østre Kirkegård.
Bedstemor blev boende i den nye lejlighed på Hermann Stillingsvej 64, men heller ikke hun gik ram forbi, hvad sygdom angår. På et tidspunkt blev hun bundet til sengen hjemme i lejligheden, og da den situation syntes at skulle blive permanent, flyttede hun til sygeafdelingen på “De gamles Hjem” i Søren Møllers Gade i Randers. Jeg husker et besøg hos bedstemor, hvor hun lå stille i sin seng og gerne ville ha’ noget at drikke. Men af en eller anden årsag måtte hun ikke få det, hvorfor far måtte nøjes med at væde læberne på sin mor med sin finger dyppet i vand. Bedstemor døde den 7. august 1958 og ligger begravet på Randers Østre Kirkegård ved siden af bedstefar i det gravsted, hvor senere også far blev stedt til hvile.
Julen som barn var selvfølgelig noget ganske særligt. Det var dengang almindeligt, at man promenerede i byen for at se på juleudstillinger i byens butikker. Den sidste søndag før juleaften måtte butikkerne jo holde åbent fra kl. 16 til 20, og i så godt som alle vinduer var der flotte juleudstillinger, som byens borgere tog i måbende øjesyn under spadsereturen gennem byen. Især Flensborg-lageret, byens største legetøjsforretning på hjørnet af Rådhustorvet og Klostergade, havde vi børns store interesse. I dagene op til jul var der en stor juleudstilling af alle tænkelige legesager, sammen med bl.a. et arbejdende nisse-værksted med bevægelige nisser, og efter nogle år kom der også en elektrisk model-jernbane til. Der var sort af mennesker i byen denne søndag før jul, og byens flotte julebelysning syntes at stråle i en ganske særlig glans. Dengang begyndte julen først rigtigt op under jul, og ikke som i vore dage allerede midt i oktober måned. I skolen kunne vi bestille julehæfter som f.eks. I julelampens skær m.fl., som vi så fik med hjem kort før jul, og som der blev læst højt af i hjemmet. Op mod jul var det også tradition, at vi kunne lokke vore lærere til at læse julehistorier højt i klassen, og et absolut højdepunkt var, hvis der skulle vises film. Det var 16 m/m-film med varierende indhold, mest rejsefilm o.l., og et ganske særligt højdepunkt var, hvis vi kunne formå læreren til at vise filmen baglæns. Det vakte altid megen morskab, for det var jo før fjernsynet gjorde den slags morskab til en hverdags-begivenhed. En anden tradition var også, at skolerne den sidste dag før jul gik i samlet trop til julegudstjeneste i kirken. Vi fra Nørrestrædes skole gik til Sct. Mortens kirke.
Så godt som alle juleaftner i min barndoms- og ungdomsår blev holdt i min mors forældres lille lejlighed på Vester Altanvej 8. Med mormor, bedstefar, mor, far, moster Inger, onkel Peder, fætter Åge, kusine Ulla og jeg selv var vi 9 mennesker i den lille stue. Pladsen tillod ikke et rigtigt juletræ, men graner flot pyntede og arrangeret i en gulvvase var placeret på det lille skab i hjørnet bag døren ud til mellemgangen og gjorde udmærket fyldest som juletræ. Efter morfars død opstod der mulighed for at få en stue fra nabolejligheden lagt til mormors lejlighed, og det tilbud benyttede hun sig af. Derved fik mormor i sine sidste år væsentlige mere plads, idet lejligheden fik nu både en spise- og en dagligstue.
I min reol herhjemme har jeg to effekter stående, der for mig altid vil være forbundet med erindringen om julen hjemme hos mormor og bedstefar: 2 blankpolerede messing-gashaner! Sagen var jo, at vi børn nok har været utålmodige efter, at julemanden skulle komme med gaver, og han kom først, når der var ryddet af bordet, der var vasket op og tørret af, og når alt var sat på plads. Jeg har sikkert syntes, at det gik forfærdeligt langsomt, så et år kommenterede jeg køkkenaktiviteterne med et spørgsmål, “om ikke også gashanerne skulle poleres før julemanden kom”. Joh, og det blev de så og grundigt, alt imedens morfar gik ud for at lede efter julemanden. Og pludselig stod har der, julemanden, overfor 3 overordentligt høflige børn, der bukkende kunne svare bekræftende på, at de havde opført sig endog særdeles eksemplarisk i det forgangne år. Vi børn undrede os vist egentlig ikke over, at det aldrig lykkedes bedstefar at komme hjem fra sin søgen inden julemandens ankomst – år senere måtte sandheden jo så frem om, at det var bedstefar der var inden i julemanden.
Da elektriciteten senere afløste bygassen i Randers, blev mormors gashaner overflødige, og de kunne derfor kasseres. Jeg reddede dem fra en grum skæbne, og de står i dag i min bolig som et memento om min barndoms jul og selvfølgelig velpudsede.
I mine barne- og ungdomsår havde mormor og bedstefar et sommerhus på Ahornvej i Grenå. Huset hed “Servus” efter en gammel Naver-hilsen, som bedstefar havde lært i sin navertid, og som kan betyde alt fra “goddag, vær hilset, på gensyn, farvel” osv. Det var indbegrebet af et rigtigt sommerhus, og det indeholdt en lille stue, et enkelt køjerum med 4 køjer, samt et køkken. WC var et das omme bagved med udskåret hjerte i døren. Moderne hjælpemidler, som man ser dem i mange af dagens sommerhuse, fandtes ikke. Hver morgen gik turen med sæbe og tandbørste til den fælles vandpost midt på vejen, og hvor morgentoilettet foregik ved den kolde vandhane. Vand til madlavning stod i en overdækket spand i køkkenet, og køleskabet bestod af en lem i gulvet, ned i den sandede jord, hvor temperaturen kunne holdes acceptabelt lav. Den varme mad blev tilberedt på køkkenets primus, der dog i de seneste år blev erstattet med flaskegas.
Elektricitet fandtes ikke i området, men petroleumslamper giver, foruden en særlig duft, også et hyggeligt lys. Når jeg i dag lukker øjnene, kan jeg endnu genkalde mig den ganske særlige duft af petroleum og tjære i mine bedsteforældres lille sommerhus. I sommerhuset havde mormor og morfar en efter datidens målestok moderne radio drevet af et stort firkantet Hellesens batteri, og som stort set kun blev brugt til aflytning af Pressens Radioavis og om søndagen Ønskekoncerten Giro 413. Når bedstefar lyttede til radioavisen skulle der herske absolut ro i huset. I et stort, muret hus for enden af Ahornvej var der indlagt telefon, og denne kunne vistnok bruges i absolutte nødstilfælde. Ellers måtte man ind til telefonboksen ved Havlund.
Mormor og bedstefar opholdt sig i sommerhuset gennem det meste af sommerhalvåret fra maj til september, og i den periode tog mormor bussen fra Grenå til Randers og retur en gang om måneden, når hun skulle hente aldersrente og betale husleje hjemme i Randers. Bedstefar levede faktisk hele sommeren i Grenå, og han var et rigtigt naturmenneske.
Jeg husker, at morfar tog mig med op i skoven tidligt om morgenen, hvor vi sad ganske stille og han viste mig skovens dyr, når de kom frem i lysningen. Morfar lærte mig at lave drager af brunt papir og med hale af sammenkrøllet avispapir. Og mangen en morgen tog han mig med ned på stranden for at grave sandorm, som senere på dagens skulle bruges som madding, når vi på molen i Grenå havn fiskede efter makrel og hornfisk. Fiskestangen var et kapitel for sig. Den blev fremstillet af en gammel konservesdåse med en pind sømmet fast på tværs i åbningen øverst oppe og med fiskesnøren viklet omkring dåsen. Som vægt anvendtes en møtrik af passende størrelse. Snøren svang jeg i cirkler over hovedet, hvorefter den blev kastet så langt ud som muligt, medens jeg holdt dåsen ud fra kroppen i strakt arm. Med dette fiskeredskab hentedes lige så mange fisk på molen som de lystfiskere, der havde moderne fiskestænger, og disse fisk udgjorde sammen med nyopgravede kartofler ofte dagens lækre måltid. Desserten om søndagen kunne være jordbær, der blev indkøbt hos de cyklende sælgere, der kørte rundt i sommerhusområdet. Men når prisen for et pund jordbær sidst på sæsonen oversteg 1,- kr. var den fest slut. Mere end 1,- kr. pr. pund ville mormor simpelthen ikke betale for jordbær.
Det var også en ofte brugt fornøjelse at spadsere ind til havnen for at se færgerne “Marsk Stig” og “Isefjord” lægge til kaj, hvor de spyede deres last af biler og passagerer ud. Det var spændende at se de mange biler af forskellig slags, der strømmede ud fra færgen. Vi syntes næsten, at havnen havde internationalt præg, så meget var der at se på. Dengang kunne man på bilernes nummerplader se, hvilket amt de kom fra. Også isfabrikken på havnen var spændende, idet man her fremstillede is i store blokke, som blev taget ombord af de mange fiskekuttere i havnen, som brugte dem til nedkøling af fangsten ude på havet.
Hovedvejen mellem Randers og Grenå var ikke asfaltbelagt i hele sin udstrækning, da jeg som barn i bil gjorde turen til Grenå sammen med mine forældre. En del var sandvej, en del belagt ved brosten, hvilket, kombineret med bilernes formåen dengang gjorde, at bilturen på de ca. 60 km tog flere timer. Dertil kom, at der måtte afsættes tid til undervejs at indtage medbragt forplejning. En passende skovstrækning omkring midtvejs blev udvalgt, og den medbragte madkurv blev fortæret. Når vi nåede på den anden side af Auning var der tradition for, at vi standsede ved et ganske bestemt hus, et sted som vi kaldte vores private ismand, for at købe isvafler. Han havde et lille træskur, hvor man først skulle ringe på en klokke til privaten for at få betjening.
Dagene i Grenå var fyldt med lys, sommer, solskin og lykkelige minder. Aldrig siden erindrer jeg mig himlen mere blå, vandet varmere og klarere og sandet lunere end i min barndom, fyldt med ubekymret leg sammen med mine forældre og min øvrige familie. Turene gik fra sommerhuset til fods ned til stranden, iført badetøj og badekåber, gennem granduftende plantager og over rene, sandede klitter, medbringende diverse forplejning samt oppustede bilringe til badebrug. Vi børn benyttede enhver lejlighed til at bade i Kattegats bølger, der dengang var rene og klare. Ved stranden tilbragte vi mange, lange og lyse timer, og det var også under disse besøg i Grenå, at jeg af far fik lov til at styre familiens bil, en Opel Olympia model 1952 – med udvendigt kuffertrum – splinterny, kongeblå og ekstrem elegant og anskaffet på indkøbstilladelse fra varedirektoratet. Jeg var 8-9 år og kunne knapt se ud ad forruden gennem rattet, så de første par gange foregik det siddende på fars skød, men nogle år senere fik jeg lov til en enkelt rundtur eller to på sommerhusvejene – alene. De timer kom mig sikkert til gode, da jeg senere skulle have kørekort. (Jeg havde 3 timers køreundervisning). Trafikintensiteten på sommerhusvejene var særdeles lav, og det skete kun sjældent, at der kom en fremmed bil forbi mine bedsteforældres sommerhus.
I Mellemskolen fik jeg en god kammerat, Jørn Kjær, der boede på Tøjhushavevej. Jørn delte min interesse for fotografering, og på et tidspunkt havde vi indrettet et lille mørkekammer i et tagværelse hos ham. Hans far havde et radioværksted, SP-radio i en gård i Storegade i Randers, og hvor jeg engang i 1955 så et underligt syn – en kasse med billeder på – et fjernsyn, der viste et ur samtidig med, at Timernes Dans lød ud fra højttaleren. Det havde jeg aldrig oplevet før, og jeg fortalte begejstret mine forældre om min mageløse oplevelse.
Det var i de følgende år, at TV for alvor begyndte at vinde indpas i de danske stuer, og folk valfartede ind til byen lørdag aften for, gennem butiksvinduerne, at få et glimt af det mærkelige syn, og det gjaldt om at komme i god tid, hvis man ville sikre sig en god plads foran butiksruden. I 1956 gjorde befolkningen i Ungarn opstand mod den sovjetiske undertrykkelse, men opstanden blev slået ned med hård hånd af de sovjetiske styrker med stor nød, elendighed og mange flygtninge til følge. Danmarks Radio gik ind i hjælpearbejde ved at tillade noget dengang ganske uhørt – reklamefjernsyn. Firmanavne kunne frit nævnes, hvis der blev ydet et passende beløb til Ungarnshjælpen, og den populære Svend Pedersen forestod løjerne fra koncertsalen i Tivoli i København sammen med bl.a. Sejr Volmer Sørensen og Arne Honoré. Disse Ungarnsudsendelser tryllebandt en hel nation til radioforretningernes udstillingsruder og til konditorier med fjernsyn.
Min begejstrede beretning om oplevelsen hos SP-radio var medvirkende til, at familien anskaffede sit eget fjernsyn i 1956, og hvilken begivenhed det var. Modellen var dansk, et SP-fjernsyn, selvfølgelig i sort/hvid – farvefjernsyn blev først kendt mange år senere – og med indbygget mellembølgeradio og grammofon i en skuffe nederst. Foruden jeg selv havde kun en af mine klassekammerater fjernsyn derhjemme. Jeg husker tydeligt, at Jørn’s far havde fortalt, at man kunne se biograffilm i fjernsynet. Stor var derfor min skuffelse, da det gik op for mig, at man ikke bare kunne stille ind på Slots-Bio eller Kino-palæet efter lyst og behov, men måtte nøjes med, hvad andre i København fandt det for godt at udsende.
Det var som nævnt også i denne periode, jeg begyndte at interessere mig for fotografering, og jeg fik af og til lov at indrette vort badeværelse på Århusvej 57 til et lille interimistisk mørkekammer. Jeg havde for nogle af mine sparsomme midler anskaffet en 6×9 cm kopiramme, et fremkalder- og fixer-pulver, ligesom en rød pære blev sat i badeværelsets fatning. En træplade fra spisebordet blev lagt over badekarrets ene halvdel, så den kunne fungere som bord, medens jeg sad nede i badekarret med fremkalder og fixer foran mig i to dybe køkken-tallerkener. Kopipapir og familiens gamle 6×9-negativer blev sat i kopirammen i den røde lampes skær, hvorefter turen gik op af badekarret, ud i entreen, hvor kopirammen blev holdt op mod den hvide entrélampe medens sekunderne taltes. Herefter trykkede jeg kopirammen mod mit bryst og returnerede til siddepladsen i badekarret for at fremkalde mesterværkerne. Billederne blev tørret ved opklæbning på badeværelsets fliser.
I foråret/sommeren 1958 begyndte jeg at gå til konfirmationsforberedelse hos pastor Jens Arberg i præstegården på Udbyhøjvej, den samme præst som havde konfirmeret min far. Og den 28. september 1958 blev jeg så konfirmeret i Sct. Mortens Kirke i Randers. De ord, som præsten rettede til mig, var de samme, som han i sin tid havde givet min far ved hans konfirmation, nemlig “Ydmyg dig, så skal Du blive ophøjet”. Gæsterne ved min konfirmation var mormor, morfar, onkel Tage, faster Jeanne, kusinerne Anette og Lone, fætter Steen, moster Inger, onkel Peder, fætter Åge og kusine Ulla, onkel Folmer og tante Ellen, kusinerne Kirsten og Vibeke, hr. og fru slagtermester Thøt samt hr. og fru slagtermester Laursen.
Gaverne jeg modtog var 2 punge, en brevåbner, et cigaretetui, et fotoalbum, en æske med 25 stk. 1-kr. mønter, en kransekage fra Svip (min hund) samt kontanter i alt Kr. 451,15. Herunder en sparekassebog med et indestående på 75,- kr. fra min bedstemor, der var afgået ved døden en måneds tid før konfirmationen.
Dagen efter, blå mandag, var jeg inde i byen for at give den som verdensmand. Vi var 3-4 flotte kavalerer i mørkt tøj med hvid skjorte og slips, der bl.a. i en butik i Østergade splejsede til en pakke med 5 stk. Eifel-cigaretter. Prisen herfor androg 1,- kr. Pludselig så vi pastor Arberg komme imod os på gaden, og det kan nok være, at cigaretterne hurtigt kom om på ryggen, medens vi, røde i hovederne, bukkende passerede pastoren. Jo, den fik ikke for lidt, og bl.a. var vi på Cafeteria Rowenta på hjørnet af Burchesgade og Brødregade for at drikke Tiger Milk og høre musik fra en jukeboks.
For nogle af mine gavepenge investerede jeg i et Franka kamera til 68,- kr. Et rigtigt 24×36 kamera der for mig var indbegrebet af den højeste teknik og videnskab. Nu stod hele verden da vist åben for en ung, håbefuld fotograf med udstyr og entusiasme i behold.
Hverdagen fortsatte i mellemskolen på Østervangsskolen, og i årene 1959-60 blev der skrevet meget om, hvor svært det var at skaffe tilstrækkeligt med lærepladser til de store årgange fra krigens tid, når de nu skulle ud for at skabe sig en fremtid. Selv dem med en flot realeksamen kunne det vist komme til at knibe for. Nå, men jeg skulle jo have min realeksamen, men da så jeg en annonce i Randers Amtsavis, der søgte en pressefotografelev. Jeg har ingen erindring om diskussioner herom i mit hjem, og jeg fik lov til at søge pladsen, selv om det betød, at jeg måtte forlade skolen med en Mellemskoleeksamen i stedet for en Realeksamen. Mit argument var, at jeg ville være bedre stillet med en sådan og en læreplads end med en realeksamen uden læreplads.
Jeg søgte pladsen og blev indkaldt til personlig samtale hos direktør Jens Randrup på Randers Amtsavis, og jeg fik jobbet i konkurrence med adskillige andre ansøgere, hvorfor jeg den 10. juni 1960 startede på mit første egentlige job, endnu nogle dage før jeg var helt færdig med skolen. Det sidste fag jeg var oppe i var tysk, hvor min årskarakter ikke var den allerbedste. Jeg havde ikke været flittig nok i min lektielæsning, hvilket min lærer, Oscar Stentoft, havde bemærket. Imidlertid lavede jeg en ganske flot præstation ved selve eksamensbordet, hvorfor lærer Stentoft lovede mig, at han personligt og egenhændigt skulle sørge for, at jeg blev hørt i hver eneste tysktime næste år i realklassen. Det var med slet skjult fryd jeg kunne kundgøre, at jeg efter denne time nu kun manglede at få udleveret mit eksamensbevis, hvorfor han derfor ikke fik den fornøjelse. (Oscar Steentoft blev senere skoleinspektør i Ikast, hvor han døde i oktober 1997). Jeg forlod mellemskolen den 20. juni 1960 med mit eksamensbevis påført en eksamenskarakter MG, svarende til 5 på en 6-skala (6=UG).
Mit veltjente Franka kamera blev nu skiftet ud med et avanceret Rolleiflex 6×6-kamera samt en Braun Hobby elektronblitz med akkumulator på destilleret vand, og så begyndte min karriere som pressefotograf på Randers Amtsavis. Senere anskaffede jeg en Leica M2. På avisen var endnu en fotograf, Kaj Grosen, der havde en fortid som fotohandler hos firmaet Johan Christensen i Vestergade i Randers. Imidlertid fik jeg ikke ret megen støtte og vejledning, idet jeg blev smidt ud i opgaverne i takt med, at disse opstod. Rent faktisk kan jeg kun erindre en lejlighed, hvor jeg var med Kaj Grosen, og hvor han gav sig tid til at forklare og instruere. Ellers måtte jeg klare mig selv bedst muligt. En egentlig læreplads var der faktisk ikke tale om. Det var måske godt det samme, for jeg har senere erfaret, at learning by doing ikke er den mindst ringe måde at tilegne sig viden og erfaringer på.
Jobbet var sjovt, spændende og afvekslende, men bestemt ikke nogen dans på roser. Regulerede arbejdstider var en by i Rusland. F.eks. havde jeg 2 fri-helligdage om året, en i julen og en i påsken, ellers var weekenden den allertravleste tid. Jeg mødte på redaktionen kl. 7 om morgenen, og i dagens løb skulle diverse opgaver løses. Herunder at modtage telefotos fra alverden på et moderne anlæg, der stod i forbindelse med typisk Nordisk Pressefoto i det Berlingske Hus. I sommeren 1960 var der Olympiske Lege i Rom, og billederne strømmede ind via telefoto. Jeg husker især et billede, der gjorde en stort indtryk på mig, nemlig et der viste den danske cykelrytter Knud Enemark, der omkom under konkurrencerne i Rom på grund af et hedeslag. Jeg var jo bare 16 år og slet ikke så moden (hærdet), som det er tilfældet med nutidens 16-årige.
Når dagens avis var kommet på gaden ved 13-tiden, blev redaktionen tømt for folk, men jeg fik typisk besked på at blive tilbage til kl.16, såfremt der skulle ske noget. Utallige er de dage, hvor jeg blot har siddet i vindueskarmen i rummet ved siden af mørkekammeret og set ud på livet i Store Voldgade uden at have noget fornuftigt at tage mig til eller blot har siddet på redaktionen og læst dagens øvrige aviser. En pligt havde jeg dog i den sammenhæng, nemlig dagligt at skifte billederne i udhængsskabene i porten, der hang side om side med dagens avis og forsyne disse med maskinskrevne billedtekster. Efter kl. 16 gik turen hjem, inden aftenens arbejde indledtes. Langt de fleste aftener var der typisk travlhed med fotografering af diverse aktiviteter til næste dags avis. Men specielt weekenden var travl. Hver lørdag eftermiddag var der fotografering af brudepar i alle byens kirker. Det foregik, indtil jeg som 18-årig fik kørekort, altid på cykel. Mange gange startede der bryllup i 3 kirker samtidig, men så var lidt lokalkendskab jo ikke af vejen. Jeg lærte hurtigt, at pastor Borchsenius i Sct. Peders Kirke var den suverænt hurtigste (rekorden var på ca. et kvarter), medens præsterne i Hornbæk og Vorup i forhold var utroligt langsomme (af og til op mod en time). Denne viden muliggjorde, at det som regel var muligt at nå alle bryllupperne, men der skulle med garanti trampes gevaldigt i cyklens pedaler.
Lørdag aften holdt byens og oplandets foreninger ofte fester med præmieoverrækkelser og lignende, ligesom landboforeningerne om efteråret holdt præmieoverrækkelse fra sæsonens pløjekonkurrencer. For ikke at tale om søndagen, når Freja spillede 1.divisionsfodbold på Randers Stadion. De kampe var Kaj Grosen jo selvskreven til at dække (for der var jo salg af billeder til aviserne i hovedstaden), hvorfor jeg fik alle kampene i forstæderne og i oplandet. Før jeg fik kørekort, foregik det med en journalist ved rattet, men efter 16. januar 1962 kørte jeg selv, dels i avisens lille grønne Citroen varebil, (kaldet et vaskebræt pga. de riflede sider), indtil jeg i maj måned 1962 anskaffede min egen scooter, en moderne Vespa Grand Luxe!
Efter endt indsats gik turen tilbage til mørkekammeret, hvor billederne fra weekendens aktiviteter skulle laves for efterfølgende at blive afleveret på redaktionen, hvor sportsredaktør Finn Ebbesen havde det sidste ord om billedvalg og -størrelser. Og når journalisterne sent om aftenen havde endt deres skrivearbejde, fik jeg manuskripter udleveret til fremstilling af såkaldte Magnoscop-overskifter, der blev fremstillet af rent fotografisk vej. Den gang meget avanceret, men også utroligt tidskrævende. Ofte arbejdede jeg til både kl. 2 og 3 om natten, før jeg var færdig i mørkekammeret, men trods det var der jo alligevel mødetid næste morgen kl. 7. Ved enkelte lejligheder har jeg overnattet på et bord i det bagerste mørkekammer, idet jeg ikke kunne nå at tage hjem før næste dags redaktionsarbejde startede. Ikke noget med at tage bilen hjem, nej den skulle altid pænt parkeres i garagen på toppen af Hadsundvej, og når det var overstået, gik der sjældent bybusser til Vorup på den tid af døgnet. Nå, efter jeg i maj måned 1962 anskaffede min egen scooter blev det lille problem da løst.
Overarbejdspenge, afspadsering eller “tak” var alle ukendte faktorer. Og når jeg en yderst sjælden gang gik i biografen, skulle jeg lægge besked om, hvor jeg var at træffe for sæt nu … Jo, jeg er ved flere lejligheder blevet trukket ud af biografen for at blive sendt til ildebrand eller bilulykker, og ikke engang udgiften til den delvist ubrugte biografbillet blev tilbudt refunderet. Det blev betragtet som en erhvervsrisiko.
I øvrigt måtte jeg selv betale mit eget fotogrej. Kaj Grosen betragtede nemlig avisens udstyr som sit eget private, og bl.a. tog avisens nyerhvervet og dengang meget avanceret Novoflex teleobjektiv med tilhørende Leica-kamera med på sin ferie. Mange journalister bebrejdede mig i den periode, hvor jeg jo var alene på skansen, at jeg ikke kunne levere de samme billeder som Kaj Grosen kunne. De kendte ikke baggrunden, og jeg fik skylden.
I februar måned 1961 finder jeg så ud af, at min uddannelse ikke er anerkendt. Det betød, at der ikke kunne udstedes noget svendebrev efter endt læretid. For at få et sådant skulle man først stå fire år i lære hos en fotografmester, og det kunne arbejdet som pressefotograf på Randers Amtsavis ikke sidestilles med, sagde man. Det var der ingen der fortalte ved min ansættelse. Om det var årsagen til, at avisen gav mig ungarbejderløn, der var en anelse højere end en lærlingeløn, ved jeg ikke. Men jeg ved, at den fyrstelige månedsløn det første år udgjorde kr. 285, det andet år kr. 325, det tredje år kr. 345 for at slutte med kr. 375,- det fjerde og sidste år. Og af dette beløb afholdt jeg selv udgifter til køb af kameraer o.l. Amtsavisen betalte samtlige materialer til billedfremstillingen, ligesom positive udlæg under arbejdets udførelse blev godtgjort. Til gengæld mente avisen nok, at jeg havde gode chancer – særdeles godt chancer – i et erhverv, der er i god udvikling, som det hed i min fratrædelsesudtalelse fra avisen, kort før jeg skulle ind som soldat.
Af og til havde jeg dog en chance for at tjene en ekstra skilling, når andre aviser ønskede billeder af begivenheder i og omkring Randers. Jeg har således leveret adskillige fotos via Nordisk Pressefoto til BT og Ekstrabladet (Polfoto) samt andre hovedstadsaviser. En enkelt gang også fotos til Chicago Herald Tribune i USA. Det bedste scoop var i forbindelse med en skypumpe, der hærgede byen Fårvang ved Kongensbro mellem Randers og Silkeborg. Ved den lejlighed var jeg en af de første på plettet og tjente en skilling, der dengang svarede til en god månedsløn.
En anden opgave var, at kontorchef Poul von Spreckelsen bad mig gennemfotografere hele den gamle bydel omkring Trangstræde og Karolinegade, før dette blev renoveret. Disse billeder blev overgivet til Randers Byhistoriske arkiv uden beregning men med mit navn bagpå.
Men af og til kom Kaj Grosen i vejen, specielt når billederne blev forudbestilt, og selv om det egentlig var mig der var sat på begivenheden. F.eks. stillede han sig på en frisøndag (sådan nogle havde han) op på Randers Stadion, klods op ad mig, tog de tre-fire billeder han skulle bruge til en Københavneravis, hvorefter han tog ind på avisen og lavede billederne alene til sin kunde. Ved en anden lejlighed, da Dansk Salt offentliggjorde sine planer om placering af sin nye fabrik i Assens ved Mariager Fjord, havde en Københavneravis set mine billeder, som de bestilte. Men Kaj Grosen tog selv til Assens, stillede sig på de steder jeg havde stået og tog så sine egne billeder, som han så solgte videre. Kaj Grosen var også særdeles ømskindet overfor lørdagsforsiderne, der traditionelt var billeder, der bar fotografens navn på tryk på avisens forside. Langt de fleste leverede han, og kun sjældent måtte han nødtvungent give plads for andre. En undtagelse var et billede, som jeg havde taget af en snedækket Spentrup Kirke, og som redaktør Thor Møller havde reserveret til en prestigefyldt helsidesgengivelse på avisens kommende juletillæg det pågældende år. Men der blev heller ingen bukser af det skind – det fik Kaj Grosen forpurret, men billedet blev dog senere bragt som en almindelig lørdagsforside. Joh, der var mange sjove, lærerige oplevelser i den periode.
Min far havde lovet mig at betale for et kørekort, såfremt jeg ikke var begyndt at ryge, før jeg fyldte 18 år. Det havde jeg lovet, og løftet blev holdt med min blå-mandags cigaret som undtagelse, hvorfor jeg i begyndelsen af 1962 startede køreundervisning hos kørelærer Harald Nielsen. Jeg var oppe til den teoretiske prøve et par dage før min 18 års fødselsdag, og den bestod jeg, men selve den praktiske køreprøve kunne ikke aflægges før man var fyldt 18 år. På selve fødselsdagen, den 16.januar 1962, bestod jeg køreprøven efter 3 timers praktisk undervisning i en Folkevogn med moderne synkroniseret gear, dog med undtagelse af 1. gear, der stadigvæk skulle skiftes med dobbelt udkobling. Mit kørekort blev udstedt på selve min 18-års fødselsdag, og jeg kørte stolt familiens bil hjem fra den gamle politistationen i Vestergade til Skanse Alle i Vorup.
Den 5. december 1963 havde jeg for øvrigt en grim oplevelse i trafikken, idet jeg kørte galt på hovedvejen nord for Randers. Jeg havde for avisen været til indvielse af Rytterskolen i Helsted og på vejen hjem til redaktionen for at lave mine billeder, dukker der pludselig en mørklagt knallertkører op i lyset fra Amtsavisens bil, en Renault R4 varevogn. Jeg havde ikke en chance for at undgå at ramme knallertkøreren, som kommer slemt til skade ved ulykken, og ved ankomsten til Randers Centralsygehus var han død. Betjentene på ulykkesstedet skønnede ikke, at der var behov for at få taget en spiritusprøve, hvorfor jeg selv fordrede en sådan gennemført. Jeg fik at vide, at når jeg krævede prøven, måtte jeg selv betale for den, hvilket jeg accepterede. Prøven var selvfølgelig negativ, idet jeg udelukkende havde drukket sodavand ved receptionen, hvilket dels skyldes at jeg (dengang!) sjældent drak spiritus, bl.a. fordi jeg af mine forældre stedse havde fået indprentet at lade bilen stå, såfremt jeg havde nydt blot den mindste smule spiritus.
Heldigvis, og især for mig, var første vogn på ulykkesstedet en af rigspolitiets uniformerede færdselspatruljer i en Ford Zephyr. De kunne siden i retten bevidne, at min hastighed på ulykkesstedet var lavere end deres havde været, ligesom de kunne bevidne, at sigtbarheden var på over 800 meter, idet man fra ulykkesstedet tydeligt kunne se lysene i vinduer i Buchtrups maskinfabrik i den nordlige udkant af Randers. Disse forhold fik betydning i en efterfølgende retssag, hvor afdødes enke krævede den på det tidspunkt hidtil største erstatning for tab af forsørger.
På et tidspunkt under rettens behandling af sagen blev jeg spurgt, om jeg ville påtage mig halvdelen af skylden for ulykken, idet enken derved kunne få udbetalt en erstatning af bilens forsikringsselskab. Efter nøje overvejelsen, og efter mine forældres rådgivning, afviste jeg dette, for selv om jeg sagtens kunne forstå enkens situation, var det væsentligt for mig at kunne leve videre uden at være delvis skyldig i et andet menneskes død. Da der i 1965 afsagdes dom i sagen blev jeg pure frikendt, og end ikke en bøde for ikke at have kørt efter forholdene blev det til.
Nå, jeg har fået mit kørekort, er 18 år, vi er i begyndelse af 60-erne, og min far handler med biler, så skulle den jo være helt i vinkel. Men nej, jeg får klart og tydeligt tilkendegivet, at fars biler er til salg og ikke til brug for mig. Vil jeg køre bil bliver det min egen sag. Og hvordan anskaffe en bil som ung i 1962? Ja, jeg tjente jo nok næsten 400 kr. om måneder, betalte lidt for at bo hjemme, men havde jo også mine udgifter til fotoudstyr. En ny Opel Rekord kostede på det tidspunkt 20.000 kr. i nypris, og selv en brugt bil var langt uden for rækkevidde, så enhver kan jo forstå, at anskaffelse af egen bil var lige så umuligt som at rejse til månen.
I erkendelse heraf begyndte jeg, selvfølgelig for egen regning og uden forudgående accept fra mine forældre, at tage køretimer hos Harald Nielsen. Denne gang på scooter idet jeg på sigt anså anskaffelsen af en brugt motorcykel som indenfor mulig rækkevidde. Jeg glemmer aldrig fars ansigtsudtryk, da jeg den første gang svingede omkring hjørnet på Skanse Alle med kørelæreren på bagsædet. Men kommenteret blev det vist aldrig, bare stumt iagttaget. Men i maj måned 1962 gik jeg op til køreprøven til motorcykelkørekort og bestod. Men jeg var stadigvæk ikke kørende, men så trådte far alligevel til. Han spurgte mig, hvad jeg havde forestillet mig, og jeg svarede, at jeg nok mente at turde binde an med at købe en brugt Vespa scooter på afbetaling hos Brdr. Floor på Østervold.
Far spurgte, hvor meget jeg mente at kunne afse til afdrag hver måned, og det fortalte jeg ham. Så bad far mig følge med ind til Ove Floor, som han kendte, og her blev indkøbt en fabriksny Vespa Grand Lux med diverse ekstraudstyr og chrome. Betalt kontant af far, til hvem jeg efterfølgende hver måned punktligt skulle betalte de aftalte afdrag inkl. renter. Renter var specificerede således, de kunne dokumenteres overfor skattevæsenet, for far mistede jo renter i banken ved at have taget pengene ud og lånt dem til mig. Rimeligt nok og meget lærerigt!
Dengang var der ikke nogen kildeskat; enhver indbetalte sin skat i 10 årlige rater, idet juli og januar måned var skattefrie. Vi nærmede os julen 1962, og selv for en fattig fotograf skulle der jo indkøbes julegaver til familien. Derfor bad jeg mindeligt far om ikke at skulle betale afdrag på lånet i december måned. Det var han helt bestemt positivt indstillet overfor, for så kunne jeg jo bare betale dobbelt i januar, når der nu heller ikke skulle betales skat den måned. Vespa’en blev betalt – det var min helt alene – med hjælp, javel – men med egne midler.
Blandt ungdommen i Randers var Cafeteriaet på Erik Menveds Plads særdeles populært. Det var mødestedet, hvor man talte sammen og lyttede til musik, og hvor man kunne møde jævnaldrende. Jeg havde ved et par lejligheder talt med en pige, der hed Lissy, som kendte en af mine kammerater, og mere var der ikke i det. Men Lissy kom alligevel til at spille en afgørende rolle i mit liv.
En aften i oktober 1962 skulle jeg for Amtsavisen ud i Håndværkerforeningen i Vestergade, hvor jeg skulle fotografere fra Søren Møllersgade Skoles årlige skolefest. Det havde jeg gjort tilsvarende så mange gange før, og jeg tror jeg kendte “Folk og røvere i Kardemomme By” udenad – både forfra og bagfra. Så jeg fik ret hurtigt gjort mig færdig, fik taget mine billeder og gik ud til Vespa’en for at køre til avisen for at gøre billederne færdige til næste dags avis. Turen er kort og hurtig, så på vejen stoppede jeg foran Cafeteriet på Erik Menveds Plads, da en pige, lidt stakåndet, kom løbende hen til mig for at spørge, om jeg havde set Lissy? Hun sagde, hun hed Lillian, og at hun gik i klasse med Lissy, og hun skulle meget gerne have fat i hende, og om jeg da ikke havde set hende? Jeg tilbød pigen plads på Vespa’ens bagsæde, så kunne vi da lige trille byen rundt for at lede efter Lissy.
Vi fandt ikke Lissy, og det vidste Lillian godt, for det var nemlig aftalt spil mellem hende og Lissy. Lillian var løbet hele vejen fra Håndværkerforeningen til Erik Menveds Plads for at stille mig det spørgsmål. Hvorom alting var, så fandt vi altså ikke Lissy, men Lillian fandt mig. I 1966 blev vi gift, men at historien så ikke fik nogen happy ending, ja, det er så en ganske anden sag.
Dengang fik vi da aftalt, at vi skulle gå i biografen en aften, hvor jeg så skulle hente Lillian ud for Søren Møllers Gade 22a, hvor hun boede. Jeg kom til tiden, ventede lidt på afstand, men Lillian kom ned og sagde, at jeg skulle komme med op, for hendes far ville først se mig an. Jeg vægrede mig, men hun sagde, at hun kun måtte komme med, hvis hendes far havde set mig først. Helt ærligt – jeg kunne være købt for en 25-øre – men jeg gik med op, fik mig placeret yderst på en stolekant og blev godkendt. Vi fik i hvert tilfælde lov til at gå i biografen sammen. Jeg mener, vi var i Slots Bio, men hvad vi så der, erindrer jeg ikke i dag.
Min barndom og ungdom var nok præget af en venlig men også streng opdragelse. Det var ikke populært at stille spørgsmål eller at svare igen, og ofte havde jeg nok følt det lidt uretfærdigt, hvis jeg engang imellem havde beklaget mig, og kun var blevet mødt med ordene “jamen, hvad har du så selv gjort?”. Jeg havde altid faste retningslinjer for, hvor jeg måtte være og hvor længe, og det var bestemt heller ikke populært at komme for sent hjem. Heller ikke i min tidligste ungdom blev der tilladt udskejelser. Selv efter at være blevet forlovet og være pænt på den anden side af myndighedsalderen på 18 år, føltes far streng. Jeg husker en bestemt lejlighed i kælderen på Skanse Alle. Lillian og jeg skulle et eller andet sammen, og far sagde som sædvanligt, at så er Du hjemme inden kl. 23. Jeg har jo nok svaret lidt flabet, at det sku’ jeg da nok selv bestemme – jeg er jo trods alt myndig. Det tog far til efterretning, men rakte så sin hånd frem for at bede om nøglen til fordøren, inden vi gik. Jeg svarede, at så kunne jeg jo ikke komme ind, når jeg kom hjem. Fars svar var ligetil: jeg havde jo påpeget at være myndig, hvorfor han ikke længere havde forpligtelser overfor mig. Men så længe jeg boede i hans hus, var det hans regler, der gjaldt. Jeg beholdt nøglen – og var hjemme til tiden.
Min fars forhold til mig undergik en ændring den 3. august 1964. Den dag kl. 12 var jeg blevet indkaldt til at møde på Flyvevåbnets Rekrutskole i Gedhus på Flyvestation Karup til aftjening af min militære værnepligt. Da jeg tidligt om morgenen forlod mit hjem og gik tværs over marken bag Elmely, stor far og mor i stuevinduet og vinkede farvel. Først den dag tror jeg egentlig det gik op for far, at hans dreng var blevet stor, og siden den dag behandlede far mig mere som sin ligemand end som sit barn.
Dengang mødte der 4-500 unge mænd hvert kvartal ved Flyvevåbnet, så der var et råben og leben den første tid. “Al gang foregår i løb” var en standardbemærkning i de dage. Og vi løb, og vi løb. Vi var 12 mand på hver sin uopvarmede belægningsstue med fælles badefaciliteter med udelukkende koldt vand – et held at det var sommer nu, men en vinter ventede forude. Mit soldaternummer er 642386, og jeg fik udleveret mit gevær, Garand M/50 nr. 223. Jeg glemmer aldrig de numre. Om man så vækker mig kl. 3 om natten nu 35 år efter og spørger mig, så kan jeg det stadigvæk udenad – sådan blev det terpet ind i hovedet på os. Jeg er også sikker på, at jeg stadigvæk kan udføre den indlærte geværeksercits til punkt og prikke. Rekrutskolen i Flyvevåbnet var dengang en hård infanteriuddannelse, der efter sigende knap-og-nap kunne måle sig med rekruttiden ved den Kgl. Livgarde, hvad hårdhed angik.
Dørene til vore 12-mands belægningsstuer var udvendigt forneden forsynet med et sparkebeslag, hvilket vore befalingsmænd med stor fornøjelse benyttede sig af, når de om morgenen (i den første tid kl. 5) skulle vække os. En af vore sergenter kunne en hel remse, som jeg tydeligt husker den dag i dag. Den lød således: “God morgen – så står vi op – op at balance på den spidse ende – fuglene synger fra kvist – og der er dejlig havregrød i kostforplejningen“. Pudsigt, hvad man sådan går og husker på.
Skabsorden var i henhold til en skriftlig instruks efter princippet hver-ting-på-sin-plads-og-en-plads-til-hver-ting, og selv den såkaldte private skuffe samt kassen med toiletartikler og den lille plastic æske med ørepropper blev kontrolleret ugentligt for udskiftning af rent papir i bunden! Undertøj og mundering lå stablet i skabet, enkeltvis forsynet med et stykke stift pap i enden således stablen kunne se ordentlig og reglementeret ud. Joh- joh, orden og system det var der skam.
I rekruttiden havde vi korporalskabstjeneste mindst en gang om ugen gerne i forbindelse med klargøring til orlov. Det bestod bl.a. i fremlæggelse af udrustning og mundering til kontrol. Proceduren var den, at vi alle i løb hentede en ting ad gangen på belægningsstuen, løb ud i gården, stillede op på 3 geledder og fremviste den beordrede effekt til kontrol, hvorefter vi i løb blev beordret på stuerne for at hente den næste ting. Hvis det ikke gik hurtigt nok, ja, så begyndte vi bare forfra. Sådan kunne det meste af en formiddag gå. Og havde vi efterfølgende lørdag/søndagsorlov skulle vi forinden stille renvaskede, nypressede og top gejlede (som det kaldtes), hvorunder rensning af negle, korrekt sammenlægning af lommetørklæder samt barbering og hårklipning blev kontrolleret. Kontrol af barberingens kvalitet kunne f.eks. ske ved hjælp af en stykke vat, som en befalingsmand kørte omkring den nybarberedes hage. Hvis der hang den mindste smule vat fast, var man nærmest at betragte som en usoigneret klump, der ikke kunne slippes løs, før man efter flere timer kunne få lov at omstille med sit nye ansigt. Men da var prærie-ekspressen (toget mellem Herning og Viborg) for længst kørt fra Gedhus trinbræt, hvorefter der kun var tommelfingeren tilbage.
Nå, den barske rekruttid fik omsider en ende, området Øst for Gedhus med tyrens røvhul (som var en kloak af lange betonrør fyldt med ildelugtende slam, som man skulle krybe igennem) var snart kun ubehagelige minder, og snart fortsatte tjenesten i Stationseskadrillen i Karup, hvor jeg var så heldig at komme på Eskadrillens kommandokontor. På baggrund af rekruttidens forhold var det næsten som at være civilist igen bare iklædt den blå uniform, og borte var al rekruttidens hersens og regeren. Nu blev man trods alt behandlet som et voksent menneske med et selvstændigt ansvar for de pålagte opgaver.
I begyndelsen af min soldatertid fik jeg udbetalt 18 kr. om ugen til personligt underhold. Kosten var en del af lønnen og blev indtaget i kostforplejningen, i rekruttiden under kommando, herefter under frie forhold. Der blev serveret en fast menu, som blev placeret på ens bakke, medens man i en lang række sidelæns defilerede forbi gryder og pander, hvorfra køkken-soldater øste op på ens tallerkener. En gang om måneden kunne man få en 5 kr. billet, der gjaldt fra ens tjenestested til en valgfri station indenfor landets grænser. Rejser derud over var for egen regning. Det var derfor en stor forbedring, at vi det sidste halve år af min soldatertid fik frikort til DSB. Mod slutningen af tjenestetiden steg lønnen endog til 21 kr. om ugen.
I min soldatertid skulle vi til stadighed bære uniform både i og udenfor tjenesten. For værnepligtige var civilt tøj bandlyst på tjenestestedet, og kun såfremt en orlov var på mere end 24 timer, måtte vi iklæde os civilt tøj, når vi var kommet hjem. Udenfor orlovsperioder var det pligtigt at overnatte på Flyvestationen hver nat, hvor normal sengetid var kl. 22. På de aftener hvor man var tjenestefri, kunne der søges nattegn, der gjaldt til kl. 01. Og om aftenen førte befalingsmænd tilsyn på stuerne for at kontrollere, at alle var mødt og lå i deres seng på det befalede tidspunkt. Kun under orlov behøvede man ikke at sove på Flyvestationen. Det var mange gange et race, hvis busser og tog bare var lidt forsinkede, for det hele hang jo sammen. Mistede man en forbindelse i Langå, var der ingenting, der passede i Viborg. Så var der bare en ting at gøre: hurtigst muligt ud på Herningvej og frem med tommelfingeren. Heldigvis var mange trafikanter flinke til at tage uniformerede soldater med, og som regel lykkedes det jo at nå i seng i Karup inden kl. 1 nat.
Soldatertiden varede fra den 3. august 1964 til den 28. september 1965, i alt 14 måneders værnepligt. Som altid står den bagefter i et mildere skær, men medens den endnu varede, var det ikke lutter lagkage. Ingen orlov de første 5 uger, men kun 3 timers udgang til KFUM’s soldaterhjem i Gedhus efter 3 ugers indespærring på Flyvestationen. Begrundelse vi fik var, at vi skulle være i stand til at kunne aflægge korrekt hilsen (honnør), når vi gik gennem hovedvagten.
Den 28. september 1965 blev jeg hjemsendt fra Flyvevåbnet til mine forældres adresse på Skanse Alle 12a i Randers med den formidable sum af kr. 276,75 i hjemsendelsespenge efter 14 måneders værnepligt – klar til at starte på det næste afsnit af mit liv.
Læs videre i slægtens historie herunder:
Læs moderen Betty Larsens erindring her:
https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/betty-larsen/
Læs mormoderen Anna Larsens erindring her:
https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/laurentiigade-12-8900-randers-anna-larsen/
Læs tipoldeforældrene Marie Petrine og Mathias Sørensens erindring her:
https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/marie-petrine-og-mathias-soerensen/