Betty Larsen

Betty Larsen, datter af William og Anna Larsen blev født 17. juli 1918 i sine oldeforældres hjem i Laurentiigade 12 i Randers. Hun blev døbt den 6. oktober 1918 i Sct. Peders Kirke i Randers af pastor Wilhjelm, den samme præst som den samme dag viede hendes forældre. På sin søns opfordring har Betty i perioden fra vinteren 1994 og frem til påsken 1998, i en alder af knap 80 år, nedskrevet sine erindringer om sine barne- og ungdomsårs, suppleret med historien om sit ægteskab og senere liv. Gør ejerskabskrav på erindring

Jeg er født den 17. juli kl. 7 om morgenen i året 1918, det sidste år af 1. verdenskrig, og fødtes således den nat, den russiske zar-familie blev myrdet. Jeg kom til verden i Bedstes dobbeltseng, hvor de fleste af Bedstes børn også var født. Når jeg skriver Bedste, drejer det sig i virkeligheden om min oldemor, men da min mor var opvokset hos sine morforældre og altid sagde Bedste, var det også den betegnelse jeg og min lillesøster, Inger, som blev født den 3. januar 1920, altid brugte. Og hun var min elskede, dejlige bedste, og som det første oldebarn blev jeg Bedstes pige, indtil hun døde, da jeg var 19 år gammel.

l sagens natur husker jeg intet om de ca. 1½ år min mor, far, Inger og jeg selv boede i “kammeret” hos Bedste. Men så fik vi jo, som beskrevet af min mor, en lejlighed i et nybyggeri i Fyensgade nr. 4. Jeg vil tro vi boede der i ca. 4 år, og det husker jeg meget fra.

En dag havde mor vasket storvask nede i vaskekælderen, og herefter båret tøjet op på tørreloftet. Efter tørringen blev tøjet lagt pænt og meget omhyggeligt sammen, og herefter blev alt sengelinned, håndklæder og viskestykker hentet af rullekonens bydreng, for at blive leveret tilbage efter rulning. Nu skulle mor så til at stryge, og det foregik altid i køkkenet; hun havde to små strygejern af jern: først blev det ene anbragt på gasapparatet, og når det var varmt og mor havde begyndt strygningen, blev det andet strygejern sat over ilden, og således blev de to strygejern skiftevis varmet og brugt. Jeg var i køkkenet hos mor, og jeg husker, at jeg havde fået køkkenstolen lagt ned på gulvet, hvor jeg så fik mig anbragt så jeg kunne “lege bil”. Der må ha’ været noget der irriterede mor, eller jeg var måske kommet for nær til strygebrættet, i hvert fald lagde mor an til en lussing, men hun må ha’ gjort en forkert bevægelse, for i det samme gav hun et skrig fra sig af smerte, og klagede sig voldsomt. Hendes skulder var gået af led! Jeg blev sendt ned efter fru Steffensen lige nedenunder, og hun fik på en eller anden måde sendt bud efter en læge. Han kom hurtigt, og jeg så til med skræk og rædsel, da han med en saks klippede mors bluse op. Herefter foretog han en voldsom drejning af mors skulder og arm, og armen gik på plads igen. Der blev ikke strøget færdig den dag!

Min far var jo skrædder og havde altid nok at lave, og mor var hjemme og passede hus og os børn. Af og til hjalp mor med rengøring og storvask – nogle gange i sin første plads – og senere en gang om ugen hos en familie i Voldbrohus. Far kom hjem for at spise til middag, og det skulle være kl.12. Aftensmaden blev indtaget kl.18. En aften, hvor mor ville kalde Inger og mig op for at spise til aften, var jeg ingen steder at finde! Jeg husker, at jeg og to andre piger på min egen alder – det var den sommer jeg fyldte 4 – havde vovet os ned omkring hjørnet ved Viborgvej. Der så vi et underligt syn, der måtte undersøges nærmere. En købmand Darling, der havde en god købmandsforretning på hjørnet af Viborgvej og Sennelsgade, var død. Det var rustvognen, der holdt udenfor, forspændt to heste med sorte dækkener, hvorefter kisten med blomster blev båret ud. Mange mennesker var samlet, og flere kom til, og så satte optoget sig i gang. Jeg kan ikke huske, om vi tre små piger overhovedet sagde noget til hinanden, for vi var fuldstændigt benovede over dette syn, og som den naturligste ting af verden tog vi hinanden i hånden og sluttede bagtrop – lige til en dame i sidste række fik øje på os, da følget drejede fra Udbyhøjvej op mod kapellet på Randers Østre Kirkegård! Jeg husker hun meget bestemt sagde til os: “Kan l så gå hjem”. Vi blev bange, og løb over på det andet fortov. Der kom en stor hund løbende, hvorfor vi skyndte os ind i en opgang og gemte os, jeg ved ikke hvor længe? Jeg husker kun turen ind ad Udbyhøjvej, ikke hvilken vej vi ellers fulgte. Fyensgade var i oprør. Tre små piger var væk, og grusgraven, hvor nu Vesterport ligger, blev undersøgt og Vestparken gennemsøgt. Alle var af huse for at hjælpe. Alt dette husker jeg. Min mor har så senere fortalt, at vi troppede op lidt i kl. 23 om aftenen, men hvordan “modtagelsen” foregik, husker jeg ikke. Men mon de dog ikke blev glade for at se os hjemme i god behold? l dag fatter jeg ikke, at vi kunne gå efter et ligtog fra Viborgvej til Østre Kirkegård uden nogen reagerede.

Jeg husker også, at jeg var syg på et tidspunkt. Vor læge, dr. Quade, kom hver dag og så til mig, men efter en tid sagde han til mor: “Det barn har en skjult sygdom; De kan godt la’ hende komme op”. Da mor stod og bandt sløjfen på mit forklæde faldt jeg besvimet om. Der blev så sendt bud efter en anden læge, som tog en urinprøve – (det var ikke blevet gjort tidligere) – og konstaterede en svær nyrebetændelse, hvorfor jeg omgående skulle indlægges. Om der ikke var ambulancer dengang, ved jeg ikke, og taxa har der ikke været råd til, så mor lånte en barnevogn hos en kone i ejendommen, og jeg husker, at jeg godt pakket ned blev kørt til “villaen”, der hørte ind under sygehuset på Hobrovej – det var under overlæge Svindt – og rask blev jeg jo.

En anden lille episode: Jeg sad og legede i den lille stump have udenfor gadedøren, da der kom en kat løbende og lagde sig på trappestenen, og vips var der også en lillebitte kattekilling, der blev slikket og så taget i nakkeskindet, og så var de væk igen. Jeg anede ikke, hvad der foregik, men det syn har i den grad brændt sig ind på min nethinde, som var det i går jeg så det. Det er, hvad jeg kan huske fra Fyensgade.

Fornyelig har jeg af min søster fået fortalt, at far ikke havde betalt huslejen til tiden, så derfor blev vi sagt op! l hvert fald flyttede vi til Neder Hornbæk tæt ved kirken. Nedenunder var to lejligheder, hvor ejeren af huset, en snedkermester og hans kone, boede i den ene, og sønnen med kone og to piger på alder med os, i den anden lejlighed. Vi boede altså ovenpå i en lille to-værelsers lejlighed uden entre, meget småt. Men jeg syntes, vi havde en god tid der, og om sommeren legede vi i haven, og om vinteren kælkede vi. Vi legede også på den store gård nedenfor kirken, hos Anders Lassen, men vi hørte og opfattede det som Ajslassen. Der var vi med til at give de små nyfødte lam sutteflaske.

Da jeg var 6 år gammel, kom jeg på min første sommerferie. Min far var jo født og opvokset på Mors, så turen gik til mine bedsteforældre i Nykøbing. De havde et lille hus på Nørrebro, med en have til. Jeg rejste alene med tog fra Randers til Nykøbing, og mor havde allieret sig med en flink togbetjent, der nok skulle sørge for, at jeg kom godt til Nykøbing. Jeg havde lært remsen “skift i Skive og Glyngøre” udenad; det var jo før broernes tid. Fra ferien husker jeg, at jeg måtte plukke og spise bær og ærter i haven; sådan noget havde jeg jo aldrig prøvet før, og da jeg kom hjem til Randers kunne jeg stolt berette, at jeg havde fået friskbagt franskbrød med rigtig mejerismør.

Året efter drog jeg atter til Mors, denne gang til min onkel Henry, dennes kone og deres to børn. Jeg var knap kommet ind ad døren før min onkel anbragte mig på en stol: “Nu skal du høre radio, Betty”. Jeg anede jo ikke, hvad radio var, men jeg fik øretelefoner på, og foran mig blev stillet et krystalapparat, og så hørte jeg landbrugsforedrag! Det gjorde ikke det helt store indtryk på mig dengang – men nu havde jeg altså hørt radio! Jeg var hos dem i seks uger – alt for længe – for jeg længtes hjem, men på deres spørgsmål om jeg havde hjemve svarede jeg klart “Nej!”. Jeg var der også på min fødselsdag den 17. juli, og jeg fik mange gaver fra hele familien, der omfattede endnu en onkel og en tante, begge med deres familier. Bl.a. havde min tante syet en fin sommerkjole til mig. Da jeg efter denne ferie endelig kom hjem til Randers morede familien sig over, at jeg talte udpræget morsingmål, bl.a. “æ færg” og “æ huus” osv.

Så kom tiden, hvor jeg skulle begynde i skolen, og der var ikke andre muligheder end “den stråtækte” i Over Hornbæk, hvor man kun gik i skole hver anden dag, men det passede ikke skrædder Larsen. Hornbæk hørte dengang under Viborg Amt, så vi skulle i hvert fald flytte tilbage til Randers inden også Inger skulle i skole.

Jeg kom i en lille pogeskole hos frk. Buch i Dytmærsken. Hun boede selv privat i stuelejligheden, og oppe på 1. sal var der indrettet skolestue. Vi har været mellem 14 og 18 børn, og vi lærte ualmindeligt godt at stave, læse lidt, ligesom jeg fik lært alle Europas hovedstæder udenad, og alle piger lærte desuden at brodere. Jeg broderede to puder til en kurvestol derhjemme – en til ryglæn og en til sædet – med store solsikker, og jeg tror, at mor var meget stolt. Skønt kun 6 år og lille af alder gik jeg hver dag fra Hornbæk til Dytmærsken og hjem igen, når skolen var forbi. Det skete at jeg kom op at køre med enten sagfører Aage Bech eller direktør Olivarius Jürgensen, som begge boede i Hornbæk, og som vidste hvem jeg var. Fra skolen husker jeg bedst en dreng, der hed Christian. Han tissede i bukserne, selv når vi gik ud på svalegangen og ned i gården for at gøre gymnastik, der stod Christian og tissede i bukserne. En dag, da vi kom til skolen, sagde frk. Buch, at vi skulle lære en ny sang. Det var på en trist baggrund: Christians lillebror havde fået dækslet af en kloak, var faldet i – og var druknet. Så lærte vi at synge “Lyksalig, lyksalig”. Jeg kan aldrig senere kunnet høre den salme uden at mindes denne begivenhed.

Selv om lærerinden hed frk. Buch havde hun dog en datter, som havde en hattebutik i Houmeden. Denne datter hed Dora Buch, og hendes mand, Georg Quist, havde en ret stor isenkramforretning i Markedsgade. De havde tre børn: Ebba, Inger og Georg. På et tidspunkt fik den lille Georg lungebetændelse, som dengang var en meget alvorlig sygdom, for der fandtes jo ikke penicillin – så hver dag skulle jeg gå op i Sukkerhuset – overfor posthuset – hvor de boede privat, neje og spørge hvordan Georg havde det. Han kom over krisen og blev rask. Til en af børnenes fødselsdag blev jeg inviteret derop at spise, og selv om jeg havde min fineste fløjlskjole på pyntede frk. Buch mig med en fin hvid blondekrave, inden jeg var “fin nok” til at gå til “selskab”. Så var skoletiden i den lille pogeskole til ende.

Da jeg var en 8-9 år havde far købt et fire-mands telt, så nu skulle hele familien til Grenå Strand på ferie. Det foregik med rutebilen Randers-Grenå, med telt, sengetøj, gryder, potter og pande samt primus. Når møllen på bakken før Grenå kom til syne, jublede Inger og jeg, det var en kæmpeoplevelse. Når vi ankom til teltpladsen, som dengang lå placeret lige bag de første klitrækker, var det første far foretog sig at hente noget hø på en nærliggende gård. På hølaget blev anbragt et underlag, og ovenpå dette vort sengetøj, herefter blev der lavet en lille afskærmning foran teltåbningen, hvor primussen samt en kasse med de nødvendigste kolonialvarer blev opbevaret. Så blev der gravet en rende rundt om teltet, som eventuel regn kunne samle sig i. Så gjaldt det om at finde badetøjet frem og komme ud i bølgerne. Vi var i vandet mange gange hver dag, og nogle gange travede familien i vandkanten helt ud til Katholm Slot 5-6 kilometer syd for Grenå – og tilbage igen. Mor havde mad med på disse ture, og vi var alle fire godt trætte, når vi kom hjem, hvorfor vi lange os på rad og række inde i teltet, og det varede ikke længe før vi faldt i søvn. På denne måde holdt vi ferie i en række år, og et år var min veninde, Gerda, med, så der var trængsel i teltet.

Vi var flyttet fra Hornbæk tilbage til Randers og fået en lejlighed på hjørnet af Nørrebrogade og Frederiksgade. Det var hos en bager Nielsen, der havde forretning og privat beboelse i underetagen, og vi fik som sædvanlig en lille to-værelses ovenpå. Min søster og jeg skulle nu indskrives i Markedsgades Skole. Inger blev indskrevet til 1. klasse, men da mor ytrede ønske om, at “den store” jo helst skulle i 2. klasse, da jeg jo var 1 år ældre, mente skoleinspektøren ikke, at “de små pogeskoler er meget værd”, men vi kunne da godt prøve, og ellers måtte jeg jo gå et år om! Det viste sig imidlertid, at jeg kom til at sidde nr. et på nær en gang, da jeg blev placeret som nr. to. Denne førsteplads holdt jeg til jeg fra 4. klasse var til optagelsesprøve på Randers Mellem- og Realskole på Hobrovej. Der var kun den ene skole, foruden Randers Statsskole, hvor man kunne tage realeksamen. Det blev til fem dejlige år, idet jeg holdt meget af skolen, og nu begyndte vi at lære engelsk, og fra 2. mellem også tysk. Min klasselærer var lærer Bagge.

På Markedsgades Skole kom jeg til at sidde ved siden af en pige, der hed Gerda, og vi sad sammen lige til vi begge kom på mellemskolen. Også der sad vi sammen, og vi blev veninder. Vi kom meget i hinandens hjem, sov hos hinanden og var somme tider på ferie sammen med familien. Nu, i foråret 1995, har vi været veninder i 70 år. Begge er vi nu enker, og begge bor vi i Nørreriis her i Randers. Vi er endnu sammen i mange weekends, og har også været på flere rejser sammen.

Med til skoletiden hørte også den årlige skoleskovtur. Vi var enten i Hobro eller Silkeborg, og der var en mægtig stemning, når alle vi børn marcherede fra skolen ned til banegården med bøgegrene, flag og orkester. Mange mødre var mødt op på banegården for at vinke farvel, og med os havde vi – eller rettere sagt jeg – to sodavand og en god madpakke, og i pungen 1,50 kr. samt måske en ekstra 25-øre fra Bedste. Når vi nåede frem, var det første jeg købte en ballon. Jeg var besat af balloner, der dengang var gasballoner. Mor har fortalt, at en dag hun, min søster og jeg havde været inde i byen skulle vi med bybussen hjem til Hornbæk. Udenfor en manufakturforretning i Torvegade hang et stort bundt balloner, og jeg havde skabt mig temmelig meget, fordi jeg ikke kunne få en af dem.

En af de helt store begivenheder var skoleballet, hvor pigerne var i lange balkjoler. På et tidspunkt skulle der danses kotillon-dans, hvorfor pigerne skulle ind i et andet lokale, hvor de fik hæftet små buketter af friske blomster på kjolerne, og så marcherede vi parvis ind i den store sal i Håndværkerforeningen, som bygningen i Vestergade kaldtes dengang. Jeg husker engang hvor jeg fik hovedpine og blev dårlig tilpas af blomsterduften, så jeg måtte tage hjem. Et andet år skulle jeg have været med i et optrin på scenen, men netop det år havde mine forældre købt hus på Skanse Alle i Vorup, så der var ikke råd til balkjole.

l løbet af mine skoleår havde jeg bestemt mig for at jeg ville være lærerinde. Men der var fem mellemskoleklasser, og en del børn forlod skolen, hvorfor en af klasserne skulle deles, og det blev vores. To piger og to drenge kom ind i en ny realklasse med nye lærere og anderledes undervisningsmetoder. Den ene af pigerne var mig, og den anden var ikke Gerda! Vi græd begge så ynkeligt, at lærer Bagge fik foranstaltet, at der blev byttet rundt, så vi to også kunne være sammen i realklassen. Med da havde jeg tabt interessen for at læse videre. Jeg tog min eksamen med et pænt MG+ samt en fin anbefaling fra lærer Bagge, og så var tiden kommet til et nyt afsnit i mit liv.

l tidens løb var familien flyttet mellem Fyensgade og Nørrebrogade til Niels Brocks Gade, senere til Fjordgade, Mariagervej og Skanse Alle. På min søster Ingers 14-års fødselsdag blev det i Palæbygningen på Vester Altan Vej vi flyttede ind, og der boede vi indtil såvel min søster som jeg blev gift, og far og mor boede der indtil de døde i hhv. 1973 og 1981.

Da Inger var blevet konfirmeret gik turen endnu engang til familien i Nykøbing Mors. Far og mor var med denne gang, og vi blev indlogeret hos fars søster, Alma, og hendes mand, onkel Otto, der arbejdede på Morsø Jernstøberi. Desuden var der vores kusine Esther og fætter Willy. Far og mor skulle blive i 3 dage, medens Inger og jeg kunne se frem til 14 dage. For første gang i vort liv havde vi to piger et værelse helt for os selv, så vi var meget stolte!

l de dage far og mor var hos os var det sankthansaften, så hele familien samt fætter Willys forlovede, Doris, drog afsted og promenerede langs stranden i det skønneste sommervejr, efter at have overværet et sankthans-bål og sunget Midsommersangen skulle vi på Pavillonen for at drikke kaffe. Senere på aftenen brød “den ældre generation” op, men Inger og jeg fik lov til at blive, hvis Willy ville passe godt på os? Det ville han, og det første han sagde da “de gamle” var gået var: “Nå piger, nu ska’ vi ha’ en sjus!”. Det var vores første, men hvad den bestod, af tænkte vi ikke over. Nå, vi fik jo kun den ene af slagsen, men til gengæld dansede vi uafbrudt hele aftenen. Da det var slut, kom en af kavalererne hen til Willy og spurgte:”Nå Willy, ka’ du godt klare de tre piger?” Det kunne Willy godt, så vi kom alle pænt hjem.

En eftermiddag var vi sammen med kusine Esther inde i byen, og Inger og jeg var ved at knække sammen af grin, da Esther udbrød:”Neeej, se den kjole, er den ikke lejfi'” – så havde vi lært det. Tante Alma boede til sidst alene i sit hus, og passede både det og haven, samt vaskede selv storvask, til hun blev et godt stykke over 90 år.

Medens vi boede i Fjordgade fik vi en stor overraskelse. Mor havde sagt, at vi skulle være oppe i lejligheden om eftermiddagen, og på et tidspunkt ringede det på døren, og to mænd kom bærende med et klaver fra Hornung & Møller. Det skulle straks prøves af. Inger kunne spille efter gehør, og det var jo melodierne fra de første danske tonefilm. Vi fik en spillelærer, der hed Ovesen, der kom en gang om ugen, hvor vi så hver fik en times undervisning. Vi skulle jo først lære noderne, og så gik det hurtigt fremad. Så havde mor lavet kaffe, som hr. Ovesen var meget glad for. Så kom det øjeblik, hvor Inger og jeg helst skulle undgå at kigge på hinanden, for når hr. Ovesen havde konsumeret fire kopper kaffe og mor spurgte, om det ikke skulle være en kop kaffe mere, løftede han pegefingeren op (som en anden elev) og sagde “Tak, jeg har rigeligt”. Og det var hver eneste gang! Vi lærte bl.a. at spille “An der Schönen Blauen Donau” firehændigt, ellers fra Danmarks Melodibog samt marcher m.v. Til slut spillede hr. Ovesen nogle dejlige numre for os, hvor der rigtigt blev “hamret på tangenterne”.

l vore børne- og ungdomsår gik familien utroligt meget. Næsten hver søndag eftermiddag tog vi kaffe og brød med, og så gik turen til Fladbro. Af og til med Fladbro-båden den ene vej, og så spadserede vi den anden vej. Far kendte Brdr. Randrup, der ejede båden – eller var der to? – så vi to søstre “hjalp” af og til med at styre båden sikkert frem. Oftest gik vi dog begge veje, ad Viborgvej og Fladbrovej derud, og hjemad ad Engvejen. Når vi travede disse ture kommanderede far: “Ryggen rank – skuldrene tilbage – brystet frem – maven ind”. Vi følte os begge som et par soldater, der var på marchtur. Vi var jo ved at være store piger og ville allerhelst have haft lov til at gå for os selv, men det kunne der ikke blive tale om. Vi måtte følge trop indtil vi blev ca. 16-18 år. Men hvor har jeg dog taget min fars råd til mig, når jeg i dag, i en alder af 76 år, går tur, og prøver at leve op til hans anvisninger. Det går godt med ryggen, skuldrene og brystet – det sværeste er at trække maven ind – den er blevet lidt for rund!

Far var en stor naturelsker, og han viste os viberederne nede på engene, men vi måtte jo endelig ikke røre ved æggene. Far kendte alle slags fugle. Utallige er desuden de spande med ål han har slæbt hjem, når han roede helt op i Nørreåen for at stange ål; eller også sad han til langt ud på natten for at “tatte ål”. Vi piger var med til at lave tatter (stikke en nål gennem ormene og samle snoren til en stor klump). Vi blev også ganske vakse til at flå disse “slanger”, der tit vejede ½ pund.

Efter vor konfirmation, og de næste 4 år, var far meget streng og vogtede nærmest over os. Legede eller pjattede vi lidt med drenge blev vi kaldt op, og vi fik ikke lov til at deltage i ret meget. Dog fik vi lov til at gå på danseskole, men til afdansningsballet skulle vi være hjemme senest midnat, og ikke 5 minutter over! Jeg husker en aften, hvor vi havde fået lov til at gå i Kino-Palæet for at se en dansk film sammen med en veninde – selvfølgelig til 19-forestillingen. l avisen havde vi læst, at et omrejsende tivoli var i byen, og at der var en person der skulle gå på line mange meter oppe i luften. Vi var jo ikke forvænt med noget sådant, og vi mente, at såfremt vi løb hjemad, kunne vi nok lige nå at se det efter biografen. Men ak, tiden blev overskredet, og jeg fik en syngende lussing af far med den besked, at jeg, som den ældste, ikke burde have tilladt dette!

Da Inger og jeg var blevet henholdsvis 15 og 16 år, havde vores mormor i København bedt far og mor, om vi ikke måtte komme over på en ferie hos hende. Far havde en gang tidligere sagt nej, men han gav os nu lov til at tage over at besøge hovedstaden. Vi skulle sejle med Cimbria fra Randers Havn til København. Mor var med nede ved havnen for at vinke farvel til sine to fine piger, i nye jakker, og lyse stråhatte med bånd ned ad ryggen. Det var tidligt om morgenen, og den dag var vejret godt nok lidt diset. Vi havde en forventning om en pragtfuld tur i stil med et mindre krydstogt i tankerne, men vi skulle blive frygteligt skuffede. Da Cimbria forlod Randers Fjord til fordel for Kattegat, var tågen så tæt, at skibets sirene hylede hvert 3. minut under hele overfarten. Vore nye stråhatte klappede helt sammen, og jeg har ingen erindring om, hvorvidt de senere var brugbare. Vi ankom til København en del forsinket, men mormor stod tålmodigt og ventede på os, hvorefter vi kørte i taxa til hjemmet på Frederiksberg.

Mormor havde fire sønner og to døtre med sin mand, som vi aldrig har set eller siden har hørt meget om. De fire af børnene var gift, den yngste søn, Fridtjof, var marinesoldat, og den yngste datter, Edith, boede stadigvæk hjemme, og hun var kun 4 år ældre end mig.

Efter ankomsten fik vi hvilet lidt ud efter den barske tur med Cimbria, som jo var sket på dæksplads. Men herefter skal jeg love for at vi fik meget at se. Vi var i Tivoli en hel dag med medbragte madpakker, lige indtil festfyrværkeriet havde sluttet dagen af, og der var ikke den forlystelse vi ikke havde prøvet i dagens løb. Vi var også på Bakken. Min mormor havde en bror (min mors onkel), der var stadsrevisor med kontor på Københavns Rådhus, så min moster Edith, hendes veninde Ellen samt Inger og jeg blev vist rundt på hele rådhuset med privat guide, og selv i rådhustårnet ovenover tårnuret var vi. Thorvaldsens Museum, Glyptoteket, Kronborg Havbad med harmonikamusik og hvide sejlerkasketter og meget mere. Så måske var denne oplevelse en form for afbigt for det, hun i sin tid gjorde overfor vores mor?

Vi havde 14 herlige dage, men turen tilbage til Randers blev om muligt endnu værre end turen til København: vi var så søsyge, at vi hang ud over rælingen og kastede op, indtil en venlig sømand fulgte os hen midtskibs, hvor han fik os lagt ned på en træbænk, hvor vi faldt i søvn af udmattelse. Da vi kom hjem på Vester Altanvej blev vi begge puttet i seng, men også den gyngede!

Jeg vil slutte min omtale af barndommens feriedage med at fortælle, at senere lejede far og mor et sommerhus, stadigvæk ved Grenå Strand. Et par gange under opholdet fik vi piger lov til at gå hen på Havlund, hvor der var musik og dans. Der var petroleumslamper, og ingen spiritusbevilling, og vi købte gerne en sodavand og senere en kande orangeade, og således kunne vi danse og more os en hel aften for den fyrstelige sum af 95 øre.

l april 1932 blev jeg konfirmeret, et par måneder før jeg fyldte 14 år. Det var medens vi boede på Mariagervej nr. 41. Det foregik i Sct. Peders Kirke, hvor jeg var blandt pastor Bjørnbaks første hold konfirmander i Randers. Jeg havde en fin, hvid taftkjole på, og da vi stod efter højde, stod jeg først – jeg var jo den mindste. Jeg husker præstens ord til mig: “Din største glæde skal være at se dine børn vandre i sandhed”. Alle fik vi jo et ord med på vejen. Efterfølgende var der ikke den helt store fest. Bedste var med i kirken og derefter hjemme til middagen. Om aftenen havde vi så tanter og onkler samlet. Jeg fik rigtigt mange gaver, også fra far og mor, af hvem jeg fik et sølvsæt bestående af klædebørste, hårbørste, spejl og kam. Om mandagen skulle vi skoleveninder jo til byen og drikke kaffe, og kl. 17 i biografen. Det var i Kosmo-Palæet i Brødregade, hvor vi så ” Skal vi vædde en million” med den unge Marguerite Viby og Hans W. Pedersen. Jeg havde også fået en ny kjole til denne dag, men ingen ny frakke som de andre. Far havde ca. et halvt år før syet en frakke til både Inger og mig, helt ens og meget flotte. Stoffet var en slags astrakan, der var fløjlskrave og bøffelhornsknapper. Det var virkeligt skrædderarbejde. Den skulle jeg jo så bruge denne dag. Jeg var godt mellemfornøjet, jeg ville hellere have haft en billig “klud”, bare den havde været ny. Ja, så utaknemmelig kan man være i den alder. Jeg husker også, at der lige over for vores lejlighed, hvor nu Boulevardgården ligger, lå nogle røde træbarakker, hvor der boede mange børnerige familier. Hos en af disse familier – der blev sagt de havde 24 børn – havnede frakkerne, da vi var vokset fra dem.

Da jeg var fyldt 18 blev jeg gode venner med en ung mand på min egen alder. Han boede i stueetagen i samme opgang som os på Vester Altanvej 8. Hans navn var Max, og han og jeg ville en sommeraften gå en tur, hvorfor vi travede i retning af Vestre Boulevard og ned ad vejen langs stadion. Da min søster og jeg var jævnaldrende plejede vi altid at følges ad, når vi skulle ud, men da hun denne aften kom op alene spurgte far straks, hvor Betty var? “Det vidste hun ikke”, og far tog straks hat og jakke på, og forlod lejligheden. Max og jeg mødte far næsten nede ved hjørnet af Viborgvej. Igen fik jeg en ordentlig lussing, og Max fik besked om at holde sig fra hans datter!

Det var egentlig nogle svære år, men mor kunne godt se, at far var alt for streng, for vi gjorde jo ikke noget galt. Mor holdt hånden over os, og hjalp os på alle måder. Vi tre kunne snakke og le sammen. Men i bakspejlet kan man jo nok se, at de ikke har været særligt enige om børneopdragelse, men sådan var det altså. Med til barndommen hører da også, at vi arvede slagbænken fra Bedste, og i den sov min søster og jeg indtil jeg var 19 år, på hvilket tidspunkt Bedste døde. Og så overtog jeg mine oldeforældres ægteseng.

Jeg kan også huske at nu, hvor jeg var blevet en stor pige, skulle jeg ikke gå med korselet mere. Mor havde syet seks lærreds-særker og hæklet fint mellemværk. Aller underst havde jeg undertrøje, dernæst særken og så en hofteholder. Der var brede elastikbånd med knaphuller, og i strømperne blev der syet en knap i foran og bagpå, der så blev knappet på strømpebåndene. Så kom en underkjole, og endelig kjolen. Ordet “trusser” var vist ikke opfundet dengang, nej, det var lyserøde bukser med elastik i livet og i benene. Jeg tror nu ikke der gik mere end 4-5 år, så begyndte vi at blive noget mere modebevidste. Særken røg sig en tur, vi nøjedes med undertrøjen. Benklæderne og underkjolen var af en slags silke, der blev kaldt englehud, og elastikken forsvandt fra buksebenene ligesom strømperne blev tyndere. Og vi blev smartere!

Efter realeksamen blev jeg ansat på kontor hos A/S Chr. Boldsens Eftf. Det lå lige nøjagtigt der, hvor nu den flotte jyske hingst er placeret. Jeg var da knap 16 år. På kontoret var en ældre dame, frk. Larsen, samt en lidt yngre dame. Jeg blev anbragt ved de meget store hovedbøger, hvor jeg skulle føre ind og tælle sammen. Man kunne ikke have to personer ved navn frk. Larsen, hvorfor jeg fra den første dag hed “Bette Larsen”, og det navn blev hængende, så længe jeg var i firmaet. Senere kom der flere elever, både kvindelige og mandlige, og vi unge havde det rart og sjovt sammen. Der var to direktører, Christian og Aksel Boldsen. Uden at forklejne den første var det Aksel Boldsen, der var den mest myndige, men samtidig rar og retfærdig. Da jeg havde været i firmaet et par år, blev der indført et nyt bogføringssystem på en maskine, benævnt Taylorix. Det passede jeg så et stykke tid, og lærte samtidigt at stenografere. Det var noget nyt i firmaet, så jeg overtog korrespondancen. En overgang sad jeg også i forkontoret og passede omstillingsbordet.

Af og til skete der, at der lød sang i gården. Det var “Dronningborg-Peter”, der kom for at tjene nogle småmønter. Han sang pivfalsk, men var selv stolt over sine præstationer. De fleste af personalet løb ned i gården eller åbnede vinduerne, og hvis der vankede godt med mønter kunne vi af og til få ham til at danse “Svanens død”. Det var et syn for guder, og resulterede som regel i ekstra mønter til Peter. Der var på den tid flere originaler i byen, f.eks. “Tante Jette”, der havde sit øgenavn efter sin påklædning, der mest bestod af flæser, blonder og sløjfer, og ikke mindst af den mængde smykker hun var behængt med. Så var der Anna Søndergaard, der var en ældre kvinde af mere “tvivlsom art”; det blev sagt, at hvis en “kunde” kom med et franskbrød og en flaske fløde, så kunne de blive “betjent”. Den sidste jeg husker var “Bette Kresten”; hvis en dame stillede sig op for at betragte et butiksvindue stillede “Bette Kresten” sig ved siden af hende, og så kom det: “Psst – psst – 1 krone?”. Om nogen efterkom hans anmodning ved jeg ikke.

Jeg har aldrig været god til at sige fra, og vi var efterhånden blevet mange på kontorerne. Så når nogen kom og sagde “bette Larsen, kan De ikke lige gøre dette eller hint”, ja, så gjorde jeg det! Firmaet var i mellemtiden flyttet ned på Havnegade, hvor vi fik mere plads, og lige udenfor vinduerne lå jernbanesporene, hvor jern, rør o.l. kunne læsses på vogne. Vi havde en repræsentant ved navn Hans Rasmussen, der som regel kom sent tilbage til kontoret, hvorefter der skulle skrives breve. Han havde den vane at gå frem og tilbage medens han dikterede, og samtidig blev der læsset varer på godsvognene, der rangeredes frem og tilbage lige udenfor vinduerne – og det larmede. Vi havde middag fra 12-13.30, hvor jeg var hjemme for at spise. En morgen, medens jeg var på vej til kontoret, svulmede min overlæbe voldsomt op, og i løbet af formiddagen blev mine balder hårde som sten, ildrøde og brændende varme. Jeg viste det for min mor om middagen, og hun bad mig gå til lægen, når jeg havde spist. Han begyndte med at spørge mig ud, og jeg kan huske, at jeg græd og fortalte, at jeg ikke turde sige “hvabehar” mere end én gang når Hans Rasmussen dikterede. Lægen syntes, at jeg skulle væk fra det hele et par måneder, og det skulle være på Kuranstalten i Hald ved Viborg. Mor havde ringet til direktør Aksel Boldsen og fortalt, at jeg havde været hos lægen, samt hvad denne havde ordineret, og de to havde fået en god snak. Jeg mødte op på kontoret den næste dag, og da Aksel Boldsen kom, blev jeg kaldt ind til ham. Han var umådeligt rar ved mig, og jeg fik besked på at tage en uges ferie, og så gav han mig 50 kr. – næsten en hel månedsløn – (ferien dengang var én uge årligt), og så foreslog han, at jeg kunne få stilling i filialen i Holstebro, når jeg kom tilbage fra Hald. Alle var meget søde ved mig og kunne godt se, at jeg havde haft alt for meget at lave, idet jeg jo tit sad til kl. 18.30 inden jeg var færdig med dagens arbejde. Jeg kom til Hald og var der i 3 måneder for nervesammenbrud, hvad jeg da heldigvis aldrig senere har mærket noget til. Jeg kom dog hverken til Holstebro eller tilbage til Boldsen. Jeg søgte – og fik – kontorplads hos Wilh. Nellemann i cykelafdelingen i Hospitalsgade i Randers, og havde også der en række gode år.

I disse år blev de populære og kendte “Smederevyer” opført på forsamlingsbygningen Jylland, og min søster, der i mellemtiden var blevet forlovet med en ung mand ved navn Peder, var sammen med denne, mine forældre og jeg en aften nede at se forestillingen. Det var dygtige amatører der optrådte, og de var rigtig gode. Efter forestillingen var der bal, og far og mor tog hjem, men vi tre blev tilbage for at more os. Vi var efterhånden blevet 20-22 år, så far kunne ikke blive ved med at bestemme over os. Vi har begge haft vore sværmerier, når vi lørdag aften var på Nørreriis eller i Kuppelsalen på Hotel Randers. Det var tider! Vi dansede til de store orkestre, som vi også hørte i radioens middagskoncerter, og så var der solistoptræden i topklasse. Traktementet var gerne to stykker smørrebrød med en sodavand, og senere en Caloric-sjus eller en “ismajor”. Unge damer kunne skam ikke sidde og drikke øl på de pæne steder. Joh, skrædder Larsens to piger var eftertragtede. Jeg husker en aften, hvor nogle af pigerne fra kontoret og jeg havde været i Kuppelsalen. Da vi skulle til at bryde op kom der en piccolo og gav mig et lille kort. Jeg tog ingen notits af det – troede vel at det var en reklame eller lignende – og lagde det i min taske. Først da jeg kom hjem og tog kortet op viste det sig at være et visitkort fra en dengang ret kendt advokat i Aarhus. Bagpå stod: “Kære – ring venligst i morgen på tlf. xxx”. Jeg blev noget overrumplet, men vist også lidt stolt. Jeg talte med én af pigerne om det, og vi blev enige om, at jeg skulle ringe – han boede på Hotel West End – og så skulle jeg sige: “Jeg har modtaget et kort fra Dem, men det tror jeg ikke min forlovede vil bryde sig om.” For det første havde jeg ingen forlovede, og da jeg ringede fik jeg at vide, at “den herre er rejst”. Ærgerligt!

Men tilbage til Smederevyen: da musikken begyndte kom en ung mand og inklinerede for mig, og vi dansede sammen næsten hele aftenen. Den sidste nye schlager “Jeg vil bygge en verden” blev spillet et par gange. Den må ha’ gjort indtryk på os begge, for der blev givet et lille klem og kigget dybt i øjnene et par gange. Det blev “vores melodi”, og den fulgte os i vor tid sammen. Den unge mand hed Axel Melholt Andersen, og han var pølsemager-svend på Randers Privatslagteri, hvor Søpavillonen også lå. Til påske samme år blev jeg inviteret hjem til hans forældre til middag, hvor også hans ældre bror og dennes kone samt en ældre søster også var til stede. På et tidspunkt kom min svigermor in spe med en lille buket violer og sagde, at det var havens første blomster, og dem skulle jeg have. Vi begyndte at komme hos hinanden, og vore forældre mødtes også og blev fine venner.

Inden jeg beretter mere om alt dette vil jeg skrive om noget andet: Jeg og min søster boede stadig hjemme. Mor havde på et tidspunkt et morgenjob på gasværket i Jernbanegade, hvor hun gjorde rent i laboratoriet og udstillingen, og hun gik hjemmefra kl. 6 om morgenen. Mor nåede at være på gasværket i 25 år, hvorefter hun blev belønnet med et kongemærke og en sølvske. En morgen var jeg vågnet ved en forfærdelig larm, og i det samme stod far i døren og råbte “Kom op, piger, nu er der krig!”. Vi boede på 2. sal, og stuevinduet vendte mod Vester Altanvej. Det var om morgenen den 9. april 1940, og vi 3 hængte ud af vinduet og var vidner til de hundreder af flyvemaskiner, der bragede over vore hoveder, og hvoraf enkelte rørte trætoppene lige udenfor vinduet. Jeg tror ikke, jeg helt fattede omfanget af det skete, men uhyggeligt var det. Vi gik dog på vore jobs til sædvanlig tid og fandt da også nogle af de løbesedler, der var kastet ned fra flyvemaskinerne og som berettede, at vi skulle holde os rolige. Dagene gik da nogenlunde som sædvanligt, men det varede ikke længe før der blev mangel på mange dagligvarer. Den “sorte børs” dukkede op, og den dag vi hørte, at frisørparret Nielsen i Vestergade var blevet skudt, da de gik ind i opgangen til deres lejlighed i Latinergården, begyndte det rigtigt at blive uhyggeligt. Jeg var netop blevet permanentkrøllet af fru Nielsen få dage før. Men livet gik jo videre, og når man i dag ser i tv, hvad der sker i verden, var det jo trods alt nådigt sluppet. Hvad der eller skete de 5 følgende år er jo beskrevet i mange bøger, film og tv-udsendelser, og jeg er sikker på, at vi den 4. maj 1995 vil opleve masser af levende lys i vinduerne, i hvert fald hos dem der oplevede den 9. april 1940 og den 4. maj 1945.

Livet gik som sagt videre, og jeg passede mit kontorjob hos Nellemann, hvor direktøren var P.A. Sørensen. Først skrev jeg fakturaer, men senere overtog jeg korrespondancen. På et tidspunkt blev der kørt “6-dages-løb på ruller” på Jylland, og vi fik ofte besøg af de kendte cykelstjerner, bl.a. “Par nr. 7”, og vi syntes alle, at det var spændende at se dem “live”, for navnene kendte vi jo fra radioen og avisen.

Axel og jeg fortsatte vort bekendtskab og blev enige om, at det skulle være os to, så den 16. august 1941 blev vi ringforlovet. Vi sparede penge op, og købte udstyr, selvom det allerede da var svært at få f.eks. sengelinned og den slags. Men det blev da til 6 sæt, som vi jo også kunne klare os med. Vi var heldige at få en lejlighed på 1. sal i en helt nyopført villa på Lærkevej 5 i Randers, hvor vi kunne rykke ind omkring maj-juni 1942. Og så oprandt den store dag, den 10. juli 1942, da jeg stod hvid brud i Sct. Peders Kirke i Randers. Jeg var ved at dåne, da den meget smukke brudebuket kom i en stor æske; det var skønne latyrus i alle regnbuens sarte farver. Min far fulgte mig til alteret, hvor Axel stod og tog imod mig, og vi var meget lykkelige, da vi som mand og kone gik ud i den skønne sommerdag sammen. Vi havde jo lovet at elske og ære hinanden til døden skilte os. Og det løfte holdt vi i de 29 år vi fik lov at være sammen.

Festen blev holdt hjemme med den nærmeste familie, og den ene af sangene gik selvfølgelig på melodien “Jeg vil bygge en verden”. Da festen var slut samlede vi gaver og blomster, og i taxa kørte vi til vort nye hjem. Alt stod parat: stuen var blevet købt kontant, tæppe havde vi ikke kunnet skaffe, så der var anskaffet et stråtæppe i tern. Soveværelset betalte vi i fire rater, det kostede 400 kr. og det bestod af to senge, to natborde, et klædeskab og et toiletmøbel, hvor min konfirmationsgave fra mine forældre kom til sin ret. Min løn på kontoret var 120 kr. om måneden, at jeg mener at Axel fik 56 kr. om ugen på slagteriet.

Da vi havde været gift i ½ år syntes Axel, at jeg skulle sige min plads op og gå derhjemme, men jeg ville jo gerne blive ved lidt længere, for der var jo en del vi endnu manglede. Jeg gik derfor på halv tid, hvor min løn så var 60 kr. om måneden. Jeg fik 20 kr. om ugen i husholdningspenge, og de slog da også til. Vi fik altid to retter mad til middag, og det skete, at Axel kom hjem med et par grisehjerter eller en lever fra slagteriet, for det blev ikke regnet for mange øre dengang. Jeg fik altid kostpenge om fredagen, da det var lønningsdag, og jeg husker en enkelt gang, at jeg ikke havde 25 øre til gasmåleren, så middagen blev jo lidt forsinket.

En dag, da jeg kom hjem kl. godt 13 om middagen, blev jeg meget forbavset over at se min mand derhjemme. For første gang i vort liv havde vi fået et lille badeværelse med en håndvask og bruser, hvilket dengang var en luksus uden lige. Axel havde været i bad, og sad nu og tog fodbad idet han fortalte, at han havde været hos lægen, og nu skulle han på sygehuset på Fabersvej. Det var et chok, idet det viste sig, at han havde sukkersyge. Hans mester havde selv sukkersyge, og han havde lagt mærke til, at Axel tørstede meget og var noget træt, hvorfor han havde bedt ham gå til lægen. Axel blev indlagt samme dag (da kendte man ikke til ventelister), og han skulle nu have insulin, som han skulle lære at give sig selv som indsprøjtninger. På sygehuset bestod personalet af nonner, og de var meget nærige. I tiden indtil insulindosis blev rigtigt indstillet fik min mand ofte insulinchok, hvor han så skulle have noget at spise. Men det ville nonnerne på sygehuset ikke give ham, så jeg måtte ned med madpakker, som han kunne tage, hvis det viste sig nødvendigt. Han var indlagt længe, så jeg sagde op hos Nellemann. Da han blev udskrevet skulle vi jo så til at lave en anden slags mad end hidtil, og herunder bruge sødemiddel i stedet for sukker, men vi kom hurtigt ind i den nye rytme, og han var umådelig påpasselig med, hvad han spiste.

På et tidspunkt blev en del svende fyret fra slagteriet, herunder også min mand, men han kom så i slagterforretning hos slagtermester Ove Andersen i Brødregade. Min mand var uddannet pølsemager, så der var nok at lave, idet alle varer i forretningen var hjemmelavede. Det var her, han fik lyst til forretning, og vi begyndte at drømme om at få vores eget. Derfor skulle der nu spares op, og vi havde jo kun hans løn. Jeg tror nok, at huslejen var 47 kr. om måneden, men skillingerne i sparebøssen blev til mere og mere.

Så skete “underet”. Jeg blev gravid, og vores glæde var stor. Min graviditet forløb godt, men jeg havde morgenkvalme den første tid. Jeg kunne ikke mere fordrage brun sovs, men jeg var helt vild med tomater! Hver fredag kom Axel hjem med én eller to tomater til mig; de kostede den nette sum af 2 kr. pr. stk.
Nu begyndte det at knibe med mange dagligdags ting, f.eks. barnevogne, der blev fremstillet af syntetisk stof på kalechen m.m. Da jeg var to måneder henne i graviditeten henvendte vi os i barnevognsforretningen Mobil i Vestergade, hvor de havde én barnevogn, der havde været bestilt længe, men nu var blevet afbestilt. Den købte vi, hvorefter den straks blev kørt til Vorupkær, hvor mine svigerforældre boede. Der blev den sat op på loftet, og hver gang vi var på besøg, skulle vi lige op og køre lidt med den. Hos min mor fik jeg ½ sengetæppe, der var hæklet af bomuldsgarn. (Min søster Inger havde fået den anden halvdel, da hendes søn Åge blev født). Det blev rinket op og lavet i garnnøgler, og så kom der gang i strikkepindene til blebukser og sokker. Desværre kunne man jo ikke få noget af al det dejlige babytøj, jeg havde drømt om, men vi måtte nøjes med en standard-pakke med kedelige grå svøb og det mest nødvendige, og hvis man var heldig, lidt celluld-garn. Farverne måtte man tage som de var. På et punkt var jeg heldig, idet jeg hos mors moster, Kirstine Tranberg, fik lyseduge, pudevår, servietter m.m. med fine hulsøm, broderier og blonder. De blev syet om til meget fine pudebetræk og et vogntæppe til barnevognen så jeg, når tiden var inde, kunne promenere med mit barn med stolthed.

Der var nu også indført rationeringsmærker på næsten alle varer, så selv om man havde lidt penge, kunne man ikke købe noget for dem. Det blev et problem, da jeg begyndte at vokse i omfang. Mine forældre skulle fejre sølvbryllup den 6. oktober 1943, og jeg var iført en rød/hvid swagger-kittel, der var pyntet op med en hvid krave og en sort sløjfe. Min søster var i samme situation, idet hun skulle føde sit anden barn en måned efter mig. Med hjælp fra min svigermor, som kendte en dame i én af byens manufakturforretninger, fik jeg efter mange overtalelser endnu en kittel i sort/hvid mønster. Ligeledes fik jeg af min svigermor to lidt kraftige lagner, af hvilke jeg fik syet en Cottoncoat, der så blev farvet. Men det var jo ens for alle i disse krigsår, så jeg var godt tilfreds. Nu kunne jeg bare vente, men jeg syntes, at de ni måneder var umådeligt lange.
Det var ellers et forholdsvis barskt år. Rationeringen af fødevarer måtte vi jo affinde os med, og efterhånden var det jo alt, selv salt, sæbe til storvask samt håndsæbe, der var rationeret. De varer man kunne få var som fyldt med sand, så da min mand en dag kom hjem med et lækkert stykke rigtig håndsæbe i “gammel” kvalitet, som han havde fået hos barber Bach på Nørrebrogade, blev det gemt som et klenodie til det kommende familiemedlem. Der havde også længe været rationering på kaffeerstatning, og en dag kom Axel hjem med en lille pose rigtig gammeldags kaffe fra købmand Hjersing, hvis forretning lå nabo til slagtermester Ove Andresens i Brødregade. Kaffen blev tilberedt – men vi kunne ikke lide den! Vi havde allerede tilvænnet os kaffeerstatningen.

Nu gik det rigtigt løs i vort lille Danmark. Sabotagegrupper opstod, og der var ikke den nat, hvor der ikke var én eller flere små eller store virksomheder, der blev saboteret, bare det kunne skade tyskerne. Hvidsten-gruppen begyndte at modtage og opbevare våben, som englænderne kastede ned med faldskærm. I alle byer blev kendte danske skudt ned af tyskerne og deres danske håndlangere, den sorte børs florerede i stor stil; tænk – for 10 cigaretter forlangte man 3,50 kr.! Vi fik også kødkort, og der blev indført kødløse dage, og på mange tidspunkter blev der indført udgangsforbud. Sidst på året kom så razziaen mod de danske jøder, der endnu ikke havde været så heldige at slippe af sted til Sverige. Men trods alt dette frygtelige gik livet jo videre, og var der noget der var i disse 5 år, så var det sammenhold. Der blev gået al-gang og sunget alsang. Aldrig har vi hørt vore dejlige danske sange så meget som i disse år. Midt i al denne elendighed kunne Danmarks elskede Tivoli fejre 100-års fødselsdag, og københavnerne strømmede til kl. 9 om aftenen måtte man lukke indgangene, da var der gået 130.000 mennesker gennem tælleapparaterne. Vi lyttede til BBC, den engelske radio, der sendte på dansk fra London, for dog at høre lidt om, hvad der virkeligt skete herhjemme. Den danske skrevne og trykte presse var jo underlagt tysk censur.

Apropos censur: Da jeg var hos Boldsen begyndte tre af vi piger at korrespondere med hver sin hollandske penneven. Det blev til hundredvis af breve gennem mere end 30 år. Desværre kom vi aldrig til at mødes. Vi startede med at skrive sammen på engelsk, men inden længe ønskede han at lære dansk. Hans navn var Karel H. Stoel, og han boede i Poortstraat i Utrecht. Han skrev mange sider på dansk, som jeg så skulle rette og returnere, og det kom der meget sjov ud af. Vi skrev om alt muligt, vores liv, vore lande, vore kongehuse, ja, vi fortalte hinanden al ting. Den første buket jeg modtog, da jeg skulle giftes, var en smuk buket røde og hvide nelliker fra ham. Han blev også gift og fik fire børn. Hver gang modtog jeg et flot kort med billede af barnet, dets navn og andre oplysninger. Vi blev ved med at skrive i mange år, og det sidste brev jeg sendte til ham, var efter mit eget sølvbryllup, hvor jeg sendte sange o.a. med. Jeg fik aldrig mere brev fra ham. Han var blevet meget svagsynet, og jeg er helt sikkert på, at han nu er død. Jeg sendte et kort, stilet til hans kone, men fik aldrig noget svar. Under hele besættelsen havde brevene været åbnet og af og til var der tykke overstregninger.

Julen nærmede sig, men alt det med konfekt, småkager og hvad der ellers hører julen til, måtte vi nøjes med at tænke os til, men jeg erindrer da, at vi fik fremstillet lidt pebernødder. Juleaften tilbragte vi hos mine forældre sammen med min søster, hendes mand og deres lille søn, Åge, som på det tidspunkt var 20 måneder gammel. Mine forældre boede jo på Vester Altanvej 8, så turen gennem byen dertil og hjem igen var ret besværlig; min jordemoder, fru Thomasen, havde regnet ud, at jeg skulle føde nytårsaften! Jeg husker ærlig talt ikke denne juleaften, hvorimod jeg klart husker den efterfølgende nytårsaften. Også den aften var vi hjemme hos mine forældre, og da jeg hen på aftenen mærkede nogle småtrækninger omkring lænden løb Axel ned på banegården for at hyre en taxa. Det skulle helst være “nu, for min kone har det ikke så godt”, men chaufføren var ikke meget for at køre, da han troede det drejede sig om en beruset person. Da min mand fik forklaret hvordan det var fat, og vi var kørt hjem på Lærkevej, var smerterne forsvundet. Jeg lavede vist ikke ret meget de næste 14 dage, anden end at lave mad og nusse lidt omkring med støvekluden. Bleer, bukser og alt øvrigt der skulle bruges, lå renvaskede og parate. Kurvevuggen – som også min søster og jeg havde ligget i som nyfødte – stod opredt og klar. Jeg havde ellers fået fortalt, at det burde man ikke, men jeg kunne altså ikke lade være. Optændingspinde til kakkelovnen havde ligget klar i flere dage, så vi var sikre på, at de var helt tørre. Endelig lørdag den 15. januar 1944 kl. 3 om morgenen begyndte veerne, og de tog ret hurtigt til, hvorfor min mand snart måtte på cyklen for at underrette jordemoderen samt give min mor besked. Mor ankom ved 6-tiden om morgenen, hvorefter Axel drog af sted til arbejdet.

Da fru Thomasen, jordemoderen, kom, blev vuggen stillet ind ved siden af kakkelovnen, og jeg blev undersøgt. Det var ikke ved tiden lige med det samme. Jordemoderen og min mor kendte hinanden, idet hun havde taget imod både mig og min søster. Vi fik kaffe, hvorefter jordemoderen foreslog, at vi skulle spille kort for at få has på tiden. Hver gang der kom en ve skulle jeg hænge over en lænestol, så jeg måtte tiere og tiere forlade mine medspillere. På et tidspunkt, over middag, skulle jeg i seng, men der skete intet andet end at veerne blev værre og hyppigere. Da jordemoderen kom havde hun spurgt, om vandet var gået, hvilket jeg måtte svare benægtende på, ikke så meget som en dråbe! Jeg kom derfor op igen for, næsten konstant, at hænge over lænestolen. Tilfældigvis stod jeg henne ved vinduet, da Axel ved 18-tiden kom hjem fra arbejde. Han kunne se mig, og han troede, at det hele var overstået. Da han så jordemoderen og min mor sidde og snakke, og med spillekort på bordet, blev han vred, idet han ikke kunne forstå, at de bare kunne sidde der, alt medens jeg klagede mig mere og mere! Kort efter kom jeg igen i seng, og der blev ringet efter lægen fra vores værters telefon. Vores egen læge, dr. Vogel, var syg, så det blev læge Larsen fra Torvegade der kom. De talte sammen inde i stuen, og så fik jeg en “maske” for at tage toppen af smerterne. Sengene blev flyttet fra hinanden, og min mor og min mand sad på hver sin side af min seng. Jeg registrerede da nok, at fru Thomasen ustandseligt lyttede på min mave med sit stetoskop, men det troede jeg var helt almindeligt. Desuden snusede jeg godt til “masken”, men jeg hørte alligevel fru Thomasen sige til lægen, at “Vi bliver vist nødt til at klippe hende op”. Det skete dog ikke, men veerne kom nu næsten uafbrudt og jeg pressede og pressede. Da klokken var 23.30 sagde både jordemoderen og lægen, at jeg nu “bare skulle presse og skrige så det kan blive i dag”. Jeg kan huske, at jeg forfærdet skreg ” bliver det ikke i dag?” – jeg anede jo ikke, hvad klokken var. Der gik endnu tre kvarter, og så kom hovedet endeligt til syne, og jeg hørte fru Thomasen juble “Tillykke, det er en lille Julius”, hvilket var navnet på min svigerfar. (I parentes kan jeg fortælle, at fru Thomasen havde en søn med en bror til min svigerfar). Jeg havde aldrig kunnet svede før, men for første gang i mit liv haglede sveden af mig den nat. Jeg blev vasket og gjort i stand, og da min mand kom ind til mig og præsenterede vores lille søn, græd vi begge af glæde – og så var det oven i købet et “søndagsbarn”. Jeg spurgte lægen “Er han velskabt?”, hvortil han svarede “Ja, han er fin”. Jeg spurgte “Har han hår ?”; “Ja, med skilning”, svarede doktor Larsen.

På et tidspunkt sagde jeg til fru Thomasen, at “det er frygteligt, det her, jeg skal ikke have flere børn”. Det var også en meget hård fødsel, ca. 22 timer, også for Axel – han måtte ned i haven for at kaste op og få lidt frisk luft. Fødselstidspunktet blev altså søndag 16. januar 1944 kl. 00.45. Barnet vejede 7 pund på nær 100 gram, og var 54 cm lang. Det var mit livs største oplevelse, og jeg kunne ikke blive træt af at ligge og kigge  ned i vuggen til vores lille dreng. Måske var også han blevet trættet af den lange entre ind i verden, for han fik gulsot og blev meget slap. Han havde ikke kræfter til at tage bryst, så mor sov hos os de første tre nætter, hvor jeg fik mælken malket ud, og hver 3. time måtte mor made ham med en teske.

Jeg var så heldig, at vores værtinde, fru Nielsen, gik ud og passede barselspatienter. Jeg skulle jo ligge stille i sengen i 10 dage, så når min seng skulle redes måtte jeg forsigtigt rulle over i min mands halvdel af sengen, og så tilbage igen. Fru Nielsen lavede mad til os begge og skiftede Bent og løftede ham op til mig, når han skulle have mad. Jeg glemmer aldrig, da jeg for første gang skulle op, ved hvilken lejlighed jeg havde mor og min mand under hver sin arm, men på trods heraf gik jeg som på tegnestifter, og turen fra soveværelset til stuen føltes meget lang. Når jeg tænker på nybagte mødre af i dag, der jo kommer op af sengen samme dag og selv får lov at pusle børnene, kan man rigtigt fornemme forskellen på før og nu. Nå, men jeg var jo ung og havde åbenbart fået hvilet godt ud, så nu skulle jeg så selv i gang. Men først skulle kakkelovnen jo være varm, for jeg havde jo kun spisebordet til puslebord, og hvor der blev vasket og puslet efter alle kunstens regler.

Det var nogle kolde vintre i disse krigsår, og først da der var gået tre uger kunne vi komme ud at køre med vores barn. Det skulle være en søndag, så begge vi forældre kunne promenere vores lille søn i den flotte barnevogn. Dagene gik, vi var jo nu en lille familie, og der blev lidt mere at lave. Barnet skulle jo vaskes i den varme stue, og grundig, som jeg altid har været, blev både øre, næse og negle på fingre og tæer gået efter – derefter var det spisetid, hvorefter han blev lagt i barnevognen, der blev stillet ned i haven, hvor han sov til jeg hentede ham op. Han var et utroligt nemt barn. Langfredag den 7. april 1944 blev han døbt af pastor Bjørnbak i Sct. Peders Kirke i Randers. Min søster, Inger, holdt ham over dåben, og han fik navnet Bent Melholt Andersen.

Mange nætter var der luftalarm, og så tog vi vore dyner og gik nedenunder til Nielsens og sov i deres entre; det var ligesom lidt mere trygt. Jeg var nu også begyndt at køre ud med Bent hver eftermiddag, og ofte gik turen gik hjem til min mor.

Jeg husker også en dag, hvor jeg kom kørende ad Udbyhøjvej, da der blev blæst luftalarm. Der var en ret stor bunker lige overfor amtmandsgården, hvor Stemannsgade i dag munder ud i Østergade, og hvor nu trapperne ved Ryes Gardiner er, og der søgte vi tilflugt. Dengang hed gaden Rosenørnsgade, men nu hedder den altså Stemannsgade, og den starter ved Østervold og ender ved Randershus, som er nr. 17. Selv bor jeg i dag i Stemannsgade 15.

En nat blev vi vækket ved et enormt brag. Vores vinduesruder knustes, og mørklægningsgardinerne var skåret itu. Vi fløj begge ud af sengen og bar vuggen med Bent ind i stuen. Det viste sig, at det var en stor lastbil, der var blevet sprængt. Ejeren boede Lærkevej 3, og han havde kørsel for tyskerne. Resten af natten patruljerede tyskerne nedenfor, og næste dag var Lærkevej et stort glarmesterbord, så mange ruder var der blevet knust.

Sommeren 1944 havde vi, sammen med mine forældre, lejet et sommerhus på klitrækken ved Grenå strand. Det nød vi i fulde drag, medens vi badede og solede os. Vi fik alle en god kulør på kroppen. Axel havde mørkt hår og var desuden noget mørk i løden, og det må Bent ha’ arvet. Han var nu ca. ½ år gammel, og når han lå i barnevognen med bare ben og arme vakte han ligefrem opsigt. Når jeg havde været inde at handle i “Norsk Fiskefars” var der en hel “kødrand” af damer omkring barnevognen, og en dag spurgte én af disse damer mig “Sig mig, er det en lille mulat?”, hvilket jeg jo måtte svare benægtende på.

Dagene gik nu sin vante gang. Det var, som sagt, nogle meget strenge vintre i disse år, og jeg husker ikke om det var i ’45 eller ’46, men i alle tilfælde var det fastelavnsmandag. Brændsel var det meget småt med, og optændingspindene var våde, når vi købte dem, så de måtte ligge i nogen tid ved kakkelovnen før de kunne anvendes. Jeg skulle jo ha’ varme i stuen, før jeg kunne tage Bent op af sengen og få ham vasket. Jeg havde med nogen møje fået ild i pindene og en skovlfuld koks derpå, men da jeg kom tilbage til stuen med Bent var ilden gået ud! Aviser blev bredt ud foran kakkelovnen, risten taget ud, og kakkelovnen ryddet, hvorefter jeg tændte op nok en gang, men med samme resultat. Og da jeg for 3. gang lå på knæ foran kakkelovnen for at rage aske ud lød der en fløjten, efterfulgt af 3 lange hurraråb; det var fastelavnsbåden nede på Lærkevej. Jeg blev fuldstændig “hys”, og fremsagde alle de bandeord jeg kunne og kendte. Der vankede intet bidrag til bombebøssen denne gang; det var jo fuldstændig malplaceret at råbe hurra på det tidspunkt !

Vi var blevet gode venner med en anden ung familie i huset ved siden af, samt med et par lige overfor. Vi tre par spillede kort en gang om ugen på skift hos hinanden. Vi havde alle fået et barn hver med ca. ½ års mellemrum, og fordi der jo var udgangsforbud måtte vi kigge os ekstra godt for, inden vi med ungerne i liften løb til hinanden. Ellers lyttede vi til radioen om aftenen, og det gik op for os, at tyskerne var i færd med at “trække sig planmæssigt tilbage” fra de mange fronter.

Endelig oprandt 4. maj 1945. Som sædvanligt skulle vi høre den danske udsendelse fra London. Så hørte vi Johs. G. Sørensens stemme: “Danmark er frit!” Først erindrer jeg bare, at det kom som et chok, men det varede vel blot et minut, så hoppede og dansede vi, vinduerne blev slået op, og vi råbte ud af dem “Der er fred – der er fred!” Skodkassen med julepynt blev fundet frem og dannebrogsflagene hængt op i vinduerne. Mørklægningsgardinerne blev revet ned, og alt lys der kunne tændes, blev tændt, og folk løb til hinanden, og hvem der havde en flaske snaps eller vin delte gavmildt ud til naboerne. Det kan simpelthen ikke beskrives, det skal man have oplevet. Aftenen efter holdt vi et stort sammenskudsgilde med vore venner og festede til den lyse morgen.

Et par måneder efter befrielsen blev det meddelt i radioen, at alle nuværende pengesedler var erklæret ugyldige! Det var et stort chok for mange mennesker. Jeg mener, at det var 500 kr. man kunne få ombyttet i banken til nye pengesedler, men man skulle medbringe sit købekort. Det var intet problem for os, men min svigerfar kom for at låne vores købekort. Min svigerfar var handelsmand og købte kvæg op hos bønderne i Værum og Væth og nærmeste omegn. Der må ha’ været mange sorte penge i omløb, for pengesedler flød i grøftekanter eller blev brugt til at tænde cigarer eller piben med erstatningstobak. Svigerfar modtog et beløb for hver 500 kr., han fik hjem til de heldige. Disse penge blev brugt til at leje en hestevogn med sæder, og med min svigerfar som kusk, og min svigermor, svoger og svigerinden med deres lille datter, Kirsten, gik turen til Fladbro. Jeg kan endnu tydeligt se min svigerfar for mig, med kasketten på sned og med tømmerne i hænderne, medens han jublende udbrød: “Det er sgu livet på Hegnsgård”.

Også denne sommer var familien i Grenå, men denne gang boede vi på pensionat Ankerstjerne nede ved havnen. Der var fyldt op med gæster, og vi blev alle hurtigt som én stor familie. Vi nød solen på stranden og gik ture sammen. Et ungt par fra Aarhus havde en lille pige på 1½ år, Jette, og hun og vores Bent blev meget glade for hinanden. En af de sidste dage vi var der, kom den frygtelige meddelelse om atombomben, der var kastet over Hiroshima i Japan, og om aftenen gik vi alle ud på det yderste af molen; vi syntes alle, at vi havde haft krig nok!

Vinteren ’46 var det helt galt med brændsel. Svigerfar havde lånt en petroleumsovn på landet, og oveni købet en dunk petroleum. Den blev tændt et par timer hver aften, og det var al den varme vi havde. En aften, hvor vi også sad med vores dyner over os, lukkede min mand op for radioen. Vi kunne snart høre, at der blev spillet sørgemusik, der blev intet sagt, kun sørgemusik. Vi var jo nysgerrige og spændte, for der måtte jo være sket noget forfærdeligt, men vi måtte holde ud til næste radioavis, hvoraf det fremgik, at den svenske kronprins Gustav Adolf, sammen med Gerda Neumann, Grace Moore og mange andre mennesker var omkommet ved en stor flyulykke.

For at slutte af med de mange voldsomme begivenheder vi oplevede i disse år mindes jeg selvfølgelig også, at vor gamle kong Christian X døde i april 1947, og vort nye kongepar, kong Frederik IX og dronning Ingrid, blev udråbt af statsminister Knud Kristensen.

Livet gik videre, og langsomt vænnede man sig til at Danmark atter var frit. Der var dog stadigvæk rationeringsmærker til de fleste varer, men man vænnede sig hurtigt til, at “sådan var det altså bare”. Endnu et år nød jeg det som mor og hjemmegående husmor. Axel arbejdede stadigvæk på Privatslagteriet, og hver måned fik alle svendene ½ kg rent svinefedt. Det var helt utrolig, hvad vi kunne bytte os til for det: cykeldæk, forsåling af skotøj osv.

En pudsig episode fra disse dage: Pølsemester Gindesgaard havde en søn, som også var svend på slagteriet. En dag han skulle hjem til frokost, gav hans far ham en stor pakke med disse ord: “Kan du li’e gi’ mor dette hvidkålshoved, når du kommer hjem”. Karl, som sønnen hed, kunne dog ikke cykle forbi restaurant Kilden uden at snuppe en øl, og først da han kommer hjem, opdager han, at han har glemt hvidkålshovedet på Kilden. Gode råd var dyre, han vendte cyklen og kørte for at købe et stort hvidkålshoved hos den lokale grønthandler, og vel hjemme igen lagde han hvidkålshovedet i køkkenet. Da faderen om aftenen kom hjem spurgte hans kone ham forundret, hvad hun skulle stille op med hvidkålshovedet, og så kan det nok være at der var “lagt i kakkelovnen” til Karl, for det oprindelige “hvidkålshoved” var en hel blære, fyldt med rent svinefedt!

Jeg passede vores lille lejlighed i på 1. sal i huset på Lærkevej 5, kogte børnetøj osv. om formiddagen, for hver eftermiddag at køre med Bent i barnevognen, nogle gange hjem til mor, andre gange helt ud til Vorupkær til mine svigerforældre. Det var jo en lang tur, men det regnede jeg ikke, for jeg var jo ung og fuld af kræfter. Jeg kan huske, at Axel tit sagde: “Ork, det ordner skrædderens den ældste…”.

I september 1946 havde vi fået sparet 6.000 kr. sammen. Samtidig havde Axel erfaret, at en ældre dame på Tjærbyvej i Dronningborg ville sælge sin slagterforretning, og vi tog ud for at besigtige forretningen. Jeg husker ikke købesummen, men med vore egne 6000 kr. fik vi min mands onkel, der var direktør for Horsens Jern & Staal, til at kautionere for resten, så forretningen blev betalt kontant. Vi mente begge, at det kunne vi nok klare.

Det var en meget lille forretning med et endnu mindre baglokale, hvor der kun var plads til et gasbord med to blus samt et skrivebord, og på væggen hang vor første telefon! Selve forretningen blev indrettet med et kølerum, en vægt, som vi først skulle lære at bruge, samt en ret stor pålægsmaskine med håndsving. Om morgenen kørte Axel så på Andelsslagteriet i Strømmen på en varecykel for at købe ind. Mit første job var at skære pålæg; vi havde spegepølse, rullepølse, hamburgerryg og kødpølse. Af og til vankede der også en kogt, røget skinke, men den blev anbragt under bordet, for – som vores forgænger fortalte – den var forbeholdt de bedste kunder. Vi havde desuden anskaffet en meget stor gryde, og af og til blev der kogt lårtunge. Så var der slagteriets gode leverpostej, og to gange om ugen kom en fiskehandler med en kasse røgede makrel. Og disse ingredienser bestod vores delikatesseafdeling af!

Jeg glemmer aldrig den første morgen, da min mand var kørt efter varer. Jeg var meget nervøs for at der skulle komme kunder, inden han var tilbage fra slagteriet. Inden han var kørt havde han fyldt varer i vinduet, og jeg havde skåret stabler af pålæg, men jeg havde jo aldrig prøvet at stå i forretning før. Men det varede jo ikke længe før end jeg selv kunne skære en steg ud, eller hugge koteletter af en svinekam.

Det værste var dog, at Bent, der jo endnu ikke var fyldt 3 år, måtte med os ud i forretningen, hvor der jo ikke var varme nogen steder, og i forretningen måtte han ikke være når der var kunder. Jeg tog derfor op på Forberedelsesskolen på Reiersensvej, der også havde en børnehave, men der tog man kun imod børn der var fyldt 3 år. Jeg tiggede og bad og forklarede dem vor situation, og så fik han lov til at begynde der. Jeg cyklede fra Lærkevej til Tjærbyvej med ham om morgenen, fik skåret pålæg ud, og kl. 9 gik turen på cykel ind til Reiersensvej med Bent – tilbage til butikken igen – og så turen endnu engang kl. 14 – for at hente Bent, der var hos os i forretningen, til vi lukkede. Da sommeren kom, var han ude at lege med de andre børn, hvor det var svært at holde øje med ham, men det gik jo da.

Da vi overtog forretningen var der en tildeling af flæskesmåkød på 11 kg pr. uge (!). Min mand var jo gode venner med svendene på slagteriet, så han fik rigeligt med medisterpølse (der ikke regnedes med i tildelingen af svinekød). Senere rejste han over til Varedirektoratet på Axelborg i København for at forklare, at han nu selv ville til at fremstille medisterpølse, hvilket bevirkede, at forretningen fik en større kødtildeling. Jeg husker ikke om okse- og kalvekød var rationeret. Min svigerfar, der jo var kreaturhandler, var hver onsdag og lørdag på Randers Kvægtorv for at sælge de kalve, han i ugens løb havde opkøbt. Som dreng havde Axel ofte været med sin far på disse ture, og han havde arvet evnen til at handle, hvilket kom ham til gode nu.

Jeg husker mange af de priser, som varerne dengang kostede: Flæskesmåkød, hakket én eller to gange, kostede 3,30 kr. pr. pund (halvkilo). På samme måde, oksekød 3,40 pr. pund, okseinderlår dog 4,40 kr. En god, lækker oksesteg kostede 4,20 kr. pundet. På et tidspunkt fandtes der maksimal-leverpostej til 37 øre pr. 100 gram. Afskåret pålæg kostede fra 30-40 øre pr. lag (5-6 skiver). Alle de forskellige udskæringer der findes i dag, kendte vi ikke dengang. En dag kom Axel hjem fra slagteriet med en hel sæk oksetælle. Det blev hakket, smeltet af og siet. Efter at være afkølet blev det pakket i små pakker á ca. 250 gram, der blev anbragt i en papkasse under disken. Da de første kunder havde købt en pakke heraf, løb rygtet herom som en steppebrand gennem hele Dronningborg, og nye kunder strømmede til for at få del i disse herligheder. De skulle jo samtidig aflevere deres købekort, og i takt hermed steg vores kødtildeling, og der blev stegt og bagt i de små hjem.

Vores vært på lærkevej, Martinus Nielsen, var formand for boligforeningen Møllevænget, der netop i disse år stod for opførelsen af mange nye boligblokke på den gamle dyrskueplads, og hvor der også senere skulle bygges yderligere. Min mand spurgte ham, om der da ikke skulle være forretninger i området ? Joh, der skulle da være en brugs, et mælkeudsalg og en kiosk. “Jamen, man kan da ikke undvære en slagter i et stort boligkompleks” påstod min mand, hvilket Nielsen gav ham ret i, men det var der ikke lige taget højde for. Møllevænget havde kontor i den første blok på Stadfeldtsvej, og efter rigtig megen snak frem og tilbage fik vi så tilladelse til at indrette disse lokaler til slagterforretning.

Der skulle ændres en del i lokalerne: et stort kølerum skulle etableres, og alle vægge i butik og pølsemageri beklædes med hvide fliser, men disse kunne ikke købes på den tid. Axels søster i Aarhus var gift med en arkitekt, og ved hans hjælp blev der skaffet fliser, og arbejdet gik i gang. Der skulle betales 5 måneders husleje forud, men derud over ved jeg ikke helt, hvordan det blev finansieret. Men i ’49 eller ’50 stod forretningen færdig. Vi havde samtidig fået en 2½-værelsers lejlighed på P. Knudsens Vej 22. Det var en dejlig fornemmelse at indrette en helt ny butik, hvor alt var i rustfrit stål, herunder fade, salatskåle og hængejern til kød. En pudsig ting: Salater var ikke så kendte dengang, men hver dag kom Hermann Aasted på en varecykel, hvor der foran på ladet stod nogle stentøjskrukker med hjemmelavet salat. Vi kunne så købe det antal gram af hver slags vi ønskede. Han havde italiensk-, silde- og makrelsalat samt frugtsalat. Sikke en udvikling, der i dag er blevet til Randers Salatfabrik og Løgstegeri.

Jeg var i forretningen hver dag fra morgen til vi om aftenen var færdige med at vaske alt af og strø savsmuld, så forretningen kunne være klar til åbning næste morgen. Der var også et dejligt pølsemageri med rustfrie kogekar og en røgeovn, så Axel selv kunne fremstille alt i pålæg og pølser, hvilket betød meget for ham, idet han jo var udlært pølsemager.

Nu kom så den tid, hvor Bent skulle begynde i skolen. Først på Nørrestrædes Skole, hvor han skulle møde kl. 11, og da vi gerne ville, at han komme hjemmefra til tiden og var ren og pæn, ansatte vi en ung pige til at hjælpe til derhjemme. Bent havde fået eget værelse, og om fredagen var vi altid sent hjemme, idet forretningen havde åbent til kl. 20. Så sad Bent i sengen og ventede, at vi kom hjem med det et Anders And – blad samt en lille pose slik.

Vi fik oparbejdet en rigtig god forretning, ansatte en lærling ved navn Jørgen Hornemann, der selv senere åbnede egen slagterforretning i Savbladet, og om lørdagen “lånte” vi en slagtersvend fra Eksportslagteriet, der sammen med vores unge pige hjalp til i forretningen i nogle timer.

Vi var blevet gode venner med to andre par: Slagtermester Chr. Thøt os hans hustru Marie, samt slagtermester Svend Laursen og hans hustru Adda. Thøt havde købt vores forretning på Tjærbyvej, og Svend Laursen havde etableret butik på Mariagervej. Vi mødtes og spillede kort en gang hver uge, og vi havde en række dejlige år, hvor vi også tog på weekend sammen, bl.a. til Nordsjælland og til Svendborgsund. Vi var også tit sammen om søndagen, hvor vi enten var på Varna i Århus eller på Salonen i Viborg. Der hørte vi de kendte, store orkestre og fik en svingom. Søndag eftermiddag var Bent altid med, og hans faste plads var oppe foran musikken. Vi var også tit hos mine svigerforældre for at spise til middag, og der var vi sammen med min mands bror og søster og deres familier.

Det sidste år vi drev forretning var Axel begyndt at handle med nyere brugte biler. Men det blev lovlig meget, når telefonen ringede uafbrudt lørdag formiddag i forretningen, medens vi havde allermest travlt. Vi var meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle droppe forretningen eller bilsalget? Sidst på året 1954 blev min svigerfar alvorligt syg og fik konstateret lungekræft, så vi fortsatte, hvor vi var. Først i 1955 fik svigerfar fjernet den ene lunge og hjertet blev skrabet for fedt, og i april samme år døde han. Det var det første dødsfald i vor familie, og det berørte os alle dybt.

Et par år efter talte Chr. Thøt om, at han godt kunne tænke sig at få en større butik end den på Tjærbyvej, og min mand udbrød spontant: “Du kan købe min!” – Og sådan gik det, og herefter helligede Axel sig bilsalget, som også gik godt. Da vi nåede til 2. juledag 1956 kom Axel hjem og fortalte, at en slagterforretning på Århusvej 57 i Kristrup var til salg. Den havde været lukket et par måneder, så han syntes vi skulle ta’ ud og se på den. Vi så den – og købte den samme dag. I tilknytning til forretningen var der en 4-værelsers lejlighed, så familien flyttede nu til Århusvej 57, hvor vi startede vor 3. slagterforretning.

Mine svigerforældre var kort før svigerfars død flyttet til en lejlighed på Hermann Stillings Vej 64 i Randers, og da min svigermor nu også begyndte at skrante, gik jeg over til hende hver aften med varm mad. Hun blev imidlertid mere og mere sløj, og fik herefter tildelt en stue på De gamles Hjem (det nuværende Lindevænget). Hun nåede dog aldrig at flytte ind på stuen, men blev i stedet indlagt på sygeafdelingen på De gamles Hjem i Søren Møllers Gade, hvor hun døde i august 1958.

I 1958 flyttede familien fra Århusvej 57 i Kristrup til et helt nyt hus på Skanse Alle 12A i Vorup.

 

Min mand:

Axel Melholt Andersen blev født 9. maj 1919 i hjemmet på Bojesvej i Vorupkær ved Randers.

Sine barne- og ungdomsår tilbragte Axel i Vorupkær ved Randers. Som dreng holdt han brevduer, hvis unger han solgte, og hvor det ofte skete, at solgte brevduer fandt tilbage til deres oprindelige dueslag, hvilket resulterede i mange sjove episoder. Desuden havde Axel en hund, en glathåret foxterrier ved navn Svip.

Axels øgenavn som dreng var Bissen, og han tilbragte mange timer sammen med fætrene Bassen, Tanne og Tebbe (sønner af Camillo T. Rasmussen, en bror til Axels mor). Axel blev konfirmeret i Vorup Kirke den 2. april 1933, ved hvilken lejlighed han fik et armbåndsur af sine forældre.

Den 24. maj 1937, altså 14 dage efter sin 18-års fødselsdag, og endnu medens han er i lære, købte Axel sin første bil af en Th. Nielsen: En 2-dørs Chevrolet, årgang 1927, til en pris af 1.050 Kr. Der udbetaltes 300 kr. kontant, “medens der for restbeløbet udstedes veksler, der afdrages med 40 kr. månedlig”. Af kontrakten fremgår, at der ikke skal betales den åbenbart sædvanlige 5% forhøjelse af restbeløbet.

Axel har fortalt, at når han kørte i bilen fra Vorupkær til arbejdet på privatslagteriet, måtte han stille bilen fra sig på den søndre side af Gudenåen, ved Sønderbro, hvor i 1998 Toyota har bilforretning, for derfra at gå det sidste stykke vej til arbejdet. Det var ikke velset, at en “almindelig arbejder” kørte i bil til arbejde, idet ellers kun direktøren på Privatslagteriet rådede over et sådant transportmiddel. Jo, dengang var der klasseforskel.

Axel har også fortalt, at han engang havde luftet tanken om at gå til en bal, arrangeret af KU (Konservativ Ungdom), der var kendt for at holde gode fester. Han fik da af sine arbejdskammerater at vide, at han ville miste sit arbejde, hvis han deltog. Jeg ved ikke, hvorvidt Axel deltog, men han forblev i alle tilfælde i sin læreplads på slagteriet.

Den 25. januar 1939 aflagde Axel svendeprøve som pølsemager, og opnåede en pointsum på 34 af 36 mulige. Han bestod således prøven med ros, hvilket omtales i byens aviser. Efter læretiden og under krigen arbejder Axel på Randers Privatslagteri samt i en kortere periode på Varde Slagteri.

Den 16. august 1941 blev Axel og jeg forlovet, og vi blev gift den 10. juli 1942. Dagen før brylluppet var Axel blevet fyret på slagteriet, der ikke havde arbejde nok til alle mand. I en periode efter brylluppet kørte Axel derfor rundt ude i landet med børster og koste fra firma Brdr. Hartogsohn, der havde forretning på hjørnet af Klostergade og Snaregade i Randers. Det varede dog kun kort tid, og snart var Axel tilbage på Randers Privatslagteri.

I den kommende tid modnedes tanken om “egen fod under eget bord”, men pga. manglende kendskab til hvordan man betjente en vægt gjorde Axel usikker, hvilket afholdt ham fra at købe en slagterforretning, beliggende i “Savbladet” på Nørrebrogade i Randers, og som slagtermester Drachmann havde sat til salg. I stedet kom Axel i en periode til slagtermester Ove Andersen i Brødregade, hvor han blev sat ind i driften af en moderne slagterforretning.

Umiddelbart efter krigen satte en frk. Albæk så sin lille slagterforretning på Tjærbyvej i Dronningborg ved Randers til salg, og ved dels egne midler, dels hjælp i form af en kaution fra direktør Valdemar Jensen, Horsens Jern & Staal, gift med en søster til Axels mor, blev forretningen på Tjærbyvej erhvervet. Denne forretning blev drevet i en forholdsvis kort årrække, der blev kendetegnet af ekspansion og fremdrift.

Vores vært i huset på Lærkevej 5 var formand for boligforeningen Møllevænget. Via ham bliver Axel bekendt med planerne for et nybyggeri i Rosenvænget, hvor der ikke umiddelbart er planlagt for en slagterforretning. Det lykkes Axel at overbevise boligforeningen om, at der bør indrettes en slagterforretning i det nye boligområde, hvorefter boligforeningen stiller lokalerne til rådighed, medens vi selv skal afholde udgifterne til inventar og indretning. Herefter afhændes forretningen på Tjærbyvej til slagtermester Chr. Thøt, der er en bekendt af Axel fra hans tid på Randers Privatslagteri.

Den nyindrettede slagterforretning åbnedes på adressen Hermann Stillingsvej 7, og der fremsendes ansøgning til Landbrugsministeriets Kødforsyningsudvalg om tildeling af kød, og den 3. november 1949 modtages en meddelelse, hvoraf det fremgår, at “der på grund af indsendte kuponer og flyttebeviser vil ske ændring i Deres tildeling, der fra 7-11-49 vil være således”:

  • For indsendte kødkuponer, 915 stk. 146 kg okse- kalve og spædekalve-kød
  • For indsendte pålægskuponer     8 kg – Do. –
  • Ugentlig tildeling i alt 154 kg okse- kalve- og spædekalve-kød
  1. marts 1950 anskaffer Axel en Ford varevogn, med indregistreringsnummeret V 15.626, beregnet til “transport af egne varer”. Af forsikringspolicen fremgår, at den 1/4-årlige præmie androg 39 Kr.

I årene efter forretningens start er Axel begyndt, i det små, at handle med biler. Mangen en lørdag formiddage tilbringer Axel ved telefonen i butikkens baglokale med at tale med folk, der har reageret på Axels annoncer, alt medens slagterforretningen er fuld af kunder. Situationen er på sigt uholdbar, og mor begynder at tale om, at Axel må beslutte sig for, hvorvidt han vil drive slagterforretning eller bilhandel. I samme periode kommer Axel og mor sammen med slagtermester Chr. Thøt og dennes hustru, Marie, samt med slagtermester Svend Laursen og dennes hustru, Adda. En aften siger Chr. Thøt, der jo tidligere har købt forretningen på Tjærbyvej i Dronningborg af Axel, at han “kunne da også godt tænke sig en lidt større forretning”, hvortil Axel svarer: “Du kan da købe min!”. Som sagt, så gjort. Forretningen på Hermann Stillings Vej overdrages til Chr. Thøt, som desuden påtager sig at færdigudlære den lærling, som Axel tidligere har ansat, nemlig Jørgen Hornemann, der efterfølgende, som selvstændig, overtager slagterforretningen i “Savbladet” på Nørrebrogade i Randers. Ringen er sluttet!

Axel er nu bilhandler – men alligevel så meget slagtermester, at vi senere overtager endnu en slagterforretning på Århusvej 57 i Kristrup fra slagtermester Hougaard. I den anledning udsteder Randers politikammer den 21. januar 1958 et nyt næringsbrev til Axel, som “Slagter i Kristrup kommune med de ifølge næringsloven af 28. april 1931 hermed forbundne rettigheder”. Også for dette næringsbrev er der betalt et gebyr til kommunen på 80 kr.

Sideløbende med slagterforretningen driver Axel også stadigvæk handel med kreaturer, som han drager rundt og opkøber på gårde i oplandet. Indledningsvis handler Axel i sin faders gamle område omkring Værum, Væth og Jebjerg, men senere suppleres indsatsen til også at omfatte området omkring Knejsted, Råby og Dalbyover. Desuden intensiveres Axels handel med nyere, brugte biler, og han kendes snart i et stort område som den “slagter Andersen”, der leverer gedigne, nyere brugte biler, helst af mærkerne Opel, VW eller Volvo. Blandt kunderne er mange af politibetjentene på stationen i Randers, ligesom Axel oparbejder et solidt og tillidsfuldt samarbejde med et par motorsagkyndige fra hhv. Randers og Hadsund. Handelen med biler tager efterhånden et så stort omfang, af slagterforretningen på Århusvej 57 må afhændes.

I 1958 flytter familien fra Århusvej til en nyerhvervet villa på Skanse Alle 12A i Vorup, hvor Axels virke med bilhandel fortsætter frem til hans alt for tidlige død i 1971:

En dag i juni måned 1971 var Axel kørt ned til Ydes Autoværksted på Jægergade i Vorup. Der skulle sættes en ny navkapsel på en bil inden Axel og mor skulle på besøg hos mine forældre i deres lejede sommerhus i Grenå. Medens mekanikeren skifter navkapslen falder Axel om på gulvet på værkstedet med, hvad alle tror er et almindeligt ildebefindende. Kaj Yde vidste, at Axel var diabetiker, hvorfor han straks ringede til mig, der beder ham rekvirere en ambulance. (Det viser sig år senere, at føreren af denne ambulance var Svend Melholt, én af Axels fætre). Det var imidlertid ikke et almindeligt ildebefindende, som Axel havde fået, men derimod et hjertestop, som et par dage efter medførte hans død, efter i et par dage at være holdt kunstigt i live i en respirator på intensivafdelingen på Randers Centralsygehus. Axel faldt om en onsdag, og natten til søndag slukkede sygehuset for respiratoren, hvorefter Axel afgik ved døden den 13. juni 1971 i en alder af 52 år. Axel blev begravet fra kapellet på Nordre Kirkegård i Randers, og hans urne er gravsat på Randers Østre Kirkegård, gravsted litra L 400-401, i samme gravsted som hans forældre ligger begravet.

Den 13. juli 2016 døde Betty Melholt Andersen, min mor, 4 dage før sin 98-års fødselsdag og efter at have været enke i 45 år. Hendes urne er nedsat på Randers Østre Kirkegård, i samme gravsted som sin mand, min far.

 

Læs videre i slægtens historie herunder:

 

Læs sønnen Bent Melholt Andersens erindring her:

https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/bent-melholt-andersen/

Læs moderen Anna Larsens erindring her:

https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/laurentiigade-12-8900-randers-anna-larsen/

Læs oldeforældrene Marie Petrine og Mathias Sørensens erindringer her:

https://www.givdetvidere2017.dk/erindring/marie-petrine-og-mathias-soerensen/

Vester Altanvej
Randers 8900 DK
Get directions

Fødselsdag:

1918

Erindringen ønskes afleveret til:

Randers Stadsarkiv