Carl Erik Olsen

Carl Erik Olsen opvoksede i Aarhus under meget fattige kår, og fortæller her om sine tidlige drengeår, da familien som husvilde blev anbragt i De Tyske Barakker på Langelandsgade. Gør ejerskabskrav på erindring

Erindringen er indsendt af Egtved Lokalhistoriske Arkiv

Husvild i Århus 1933

En episode i en families liv

 

Mor, hvornår kommer far?Far kommer snart!

Drengen som spurgte var et lille skravl på 5-6 år og han holdt sig tæt ind til sin mor. Lillebroderen på 4 år var mere dristig og var begyndt at undersøge omgivelserne, mens moderen flere gange kiggede op ad bakken mod Kaserneboulevarden og undrede sig over hvor deres flyttelæs blev af.
Det var april flyttedag 1933 i Århus. 2 gange om året, i april og oktober var der flyttedag i byen og det endte tit i kaos for nogle familier.

Der var en katastrofal mangel på lejligheder til den jævne befolkning. Huslejekontrakter blev indgået, men sædvanligvis var man kun sikker i det næste halve år, der var altid fare for at blive sagt op. Selv om reglerne blev fulgt kunne årsagerne til opsigelserne være mange og tvivlsomme. Her som i mange af livets forhold gik det ofte ud over de arbejdsløse, børnerige og fattige. Var man sagt op, så gik den vilde jagt efter en anden lejlighed, og hvis man fandt den, var det tit til det værre.
Samtidig var der i tiden fra den første Verdenskrig foregået en en stor tilstrømning af arbejdere fra landet, og da byggeriet under inflationen var begrænset, så var situationen næsten håbløs.
Det gjaldt alle parter – også de vise fædre i byens råd.

Derfor oprettede man rundt om i byen træbaraklejre af en meget dårlig kvalitet, ofte eetværelses lejligheder uden køkken, uden toilet og uden el. De familier som blev sorteper i jagten og stod uden tag over hovedet, måtte melde sig som husvilde og endte så i en baraklejr og børnene blev ”barakunger”. Familieproblemerne i disse børnerige lejre var store, hygiejnen dårlig og småkriminaliteten trivedes. Vejene var jord, ler og slagger i en støvet eller mudret blanding alt efter årstiden.
For at bøde på elendigheden, havde man givet de forskellige områder navne som Nørrevang, Søndervang, Vestervang og Havevænget. der var én mere og den var så elendig, at den end ikke havde fået et navn, men slet og ret blev kaldt ”De tyske barakker”. For alle var det en rædsel at havne der!
Og netop der stod den unge mor med sine to børn og ventede på flyttelæsset, der skulle komme på hendes onkel Niels’ kulvogn. Midt på formiddagen havde hun forladt deres gamle lejlighed i Trøjborg kvarteret og var vandret med sine små drenge forbi Johannes kirken og kirkegården, Fødselsstiftelsen og Kasernen: Det havde været en tung og lang spadseretur for dem alle 3.
Nu stod de foran den barak der skulle være deres hjem i en uvis fremtid.

Der lå en stille hørm fra lokumsskuret i den anden ende af barakken. Som om natmændene med latrinvognen havde tabt lidt af spandenes eller vognens indhold på området.
Stanken blev heldigvis snart blandet med duften af middagsmad inde fra det smalle fælleskøkken i den ene ende af barakken. Der var trængsel ved vandhanen og ved gasapparaterne og konerne havde fundet en indbyrdes hjælpsomhed. Én af konerne kom ud til moderen og inviterede på en kop kaffe, men blev afvist – venligt og bestemt.

Jeg vil overhovedet ikke have noget med dem at gøre – tænkte hun.
Jeg hører slet ikke til her, Det er kun skæbnens ugunst, at jeg står her!
”De tyske barakker” lød det inden i hende. Hvordan kunne det gå så galt?
For bare nogle år siden havde alt set anderledes og lysere ud.
Hun havde som 17 årig taget realeksamen med udmærkelse og var kommet i en boghandel i Århus midtby, hun sparede sammen for at komme på Seminariet, hun havde som 18 årig forlovet sig med en glad og sorgløs fodboldspiller. Han havde fået job som bud i et klædefirma og havde arbejdet sig op til ekspedient på lageret, hvor han betjente de kendte skræddere i byen, vejledede dem og målte fine stoffer ud til habitter for det bedre borgerskab.

Det gik så godt, at chefen glemte at passe sin forretning – og så gik det skidt. Chefen gik fallit og førstemanden havnede i arbejdsløshed.
Moderens egen principals kone døde og han lukkede boghandlen som hun var ansat i.

I sommeren 1927 blev de gift, han var 21 og hun var 19 år.
De satte så alle deres sparepenge i en tobaksforretning som også solgte aviser, blade og øl.
De var unge, optimistiske og naive. Godt et halvt år senere væltede læsset på grund af for stor manko i regnskabet på returflasker til bryggeriet.
Og inde i baglokalet lå et lille skravl, der så ud til at have en række medfødte proletar- børnesygdomme.

Nu stod hun her 5 år senere med ham i hånden, medens lillebroderen gik på opdagelse og nr.3 var begyndt at røre på sig.
Jeg hører ikke til her, gentog hun for sig selv – det er en fejltagelse og en nedværdigelse.
Heldigvis kom flyttelæsset oppe på bakken. ”N. Andersen – Kul og Koks” stod der på ladet.
Tak til onkel Niels og gamle trofaste ”Lise” som trak vognen.
Hendes mand smilte forlegent et kort øjeblik, og hun tøvede inden hun gik indenfor i barakken til en lang mørk gang med døre til begge sider. Midt i gangen til venstre lå deres ”lejlighed”. Et værelse på 4 gange 4 m. med tynde bræddevægge til alle sider og et tvedelt vindue. I det ene hjørne stod en kakkelovn og i bræddeloftet i modsatte hjørne en krog til en petroleumslampe.

Dette er bunden tænkte hun, men mændene begyndte at bære bohavet ind: et bord 4 stole, 2 senge og en barneseng, et gammelt klædeskab og en kommode.
Dette er bunden – tænkte hun igen – fra nu af kan det kun gå fremad! Nu vil jeg tage min mand i hånden og sammen vil vi kæmpe os ud af fattigdommen og give vore børn en god opdragelse. En dag vil vi bygge vort eget hus med bad og toilet og gæsteværelser og en blomsterhave omkring!

I løbet af forsommeren fik faderen et job som murerarbejdsmand, og midt i august fik de en førstesals lejlighed på 2 værelser i Socialt Boligbyggeri. Her fødtes den lille ny – igen en dreng – i slutningen af samme måned.

Det tog over 30 år at realisere drømmen. I enighed og fællesskab. En ting mere var de enige om. Ingen af dem omtalte nogensinde den periode i deres liv, hvor de tilhørte barakfolket fra de tyske barakker. Fortrængning er et mærkeligt, men forståeligt fænomen.

Da jeg mange år senere tilfældigt kom til at nævne en hændelse fra baraktiden for min mor, var hun aldeles sikker på at vi kun havde været i barakkerne på besøg hos nogle andre. At det var noget jeg havde drømt, at jeg umuligt kunne huske sådanne oplevelser fra sommeren inden jeg fyldte 6 år.

Men i dag, 70 år senere, ved jeg at det er så tæt på sandheden, som man kan komme. Og det har krævet både overvindelse og en tåre i øjet, at skrive denne beretning.

Carl Erik Olsen

Langelandsgade
Aarhus 8000 DK
Get directions

Fødselsdag:

1928

Erindringen ønskes afleveret til:

Aarhus Stadsarkiv
Egtved Lokalhistoriske Arkiv