Carl Georg Nielsen

Georg Nielsen voksede op i Fredericiagade i Københavns indre by. Faderen tjente til dagen og vejen ved viceværtsarbejde og gadefejning, mens moderen stod for familiens rulleforretning. Som ung begyndte Georg at dyrke cykelsport, hvilket kom til at præge de næste mange år. Det blev til hundredvis af præmier og indtil flere danmarksmesterskaber ligesom han repræsenterede Danmark ved løb i udlandet. I 1930’erne arbejdede han som kontorassistent på forskellige socialkontorer i København. Her er vist to uddrag fra hhv. barndommen og ungdommen, og links til fuld tekst i bunden af siden. Gør ejerskabskrav på erindring

Georg Nielsen har publiceret sine erindringer i bogen: Barndomserindringer, Et tidsbillede fra årene 1912-1926

Georg fortæller om sin tidlige barndom før 1. verdenskrig, og om hvordan det var, at gå i børneasylet, som var den tids børnehave. I asylet sad børnene stille ved et bord, hvor de også sov til middag. Børnene fik lussinger, hvis de ikke opførte sig præcis som forstanderinden forlangte. Georg sammenligner sin hverdag med sine yngre søskendes oplevelser i den nye børnehave i menighedshuset, hvor uddannede pædagoger legede med børnene, sang og spillede musik. Georgs erindringer fra skoletiden står i stærk kontrast til tiden i asylet, han elskede skolegangen, sine lærere og var vellidt.

 

Barndommen

 

Når mine tanker går tilbage til min tidligste barndom, ser jeg for mig mit hjem bestående af to ganske små stuer, og jeg fornemmer bestemte lyde, der stammede fra en til lejligheden hørende lille rulleforretning, som far og mor drev for på denne måde at skabe sig en lille ekstraindtægt. Disse lyde var de bump, som lød med små mellemrum, når rullen, som blev drevet med et stort håndsving, kørte frem og tilbage.

Jeg ser for mig mors rappe fingre, nar tøjet efter endt rulning blev taget ud af “stokken”, blev glattet ud og lagt sirligt sammen. Jeg hører butiksklokkens to klemt – klimp, klamp -, når kunderne ankom for at aflevere eller hente deres rulletøj, og jeg så til, når mor afregnede med dem ved at tælle “stokkene” og gange med 2, idet hver “stok”, indeholdende adskillige stykker tøj, blev betalt med 2 øre…

Jeg blev født i 1912 og voksede op i omtalte lille hjem beliggende i Fredericiagade 63 i København. – Far og mor “tjente” på landet i deres unge dage. Far var fra Kirke Hyllinge i Hornsherred og mor fra Reerslev ved Roskilde. Hver især født og opvokset i små kår. De blev hurtigt kede af at være tjeneste­folk på landet, “slog pjalterne sammen” og giftede sig.

Mor var kun 17 år, far 22 og far fik et job ved at passe et par ejendomme i kvarteret omkring Sct. Pauls Kirke. Mor havde også et par jobs, bl.a. på en smørfabrik i frihavnen, men efterhånden som børneflokken voksede, måtte hun ophøre dette udearbejde; også ovenomtalte rulleforretning efter nogle års forløb.

Ialt fødte mor 9 børn. Min ældste bror Axel rejste til Amerika som 17-årig. Det var i 1916. Han kom iøvrigt tilbage efter 11 års forløb.

I 1918, da jeg som 6-årig begyndte at gå i skole, var Agnes således den ældste hjemme med sine 15 år, Robert var 11, Gudrun 4, Werner 1 år, og samme år fødtes Henning. – Som en lille efternøler – som mor dengang udtalte det – kom Ina til verden 5 år efter, og minsandten om der ikke kom endnu en lillebror Svend, som arriverede i 1925.

SENDT PÅ ASYLET SOM 2-ÅRIG.

Rulleforretningen gav mor så meget ekstraarbejde, at der ikke var tid til at passe mig. – Derfor blev jeg allerede son 2-årig sendt på asylet (den tids benævnelse for børnehave).

Her gik jeg i 4 år indtil jeg skulle i skole og tilbragte hele dagen her fra kl. 8 morgen til 5 aften.

Asylet lå i Sølvgade mellem Rigensgade os Østervold.

Jeg nåede aldrig at blive glad for at gå der. Dengang kendte man ikke betegnelsen: Børnepædagoger. – Der gjaldt kun reglen: Lydighed. Ørefignerne lå i luften uafbrudt, hvis man ikke makkede ret. – Det var en tung gang jeg gik hver dag, når jeg drejede ind ad porten i Sølvgade og gik ad nogle fliser langs en husmur, indtil jeg nåede asylet, der lå i baggården. Jeg fornemmer endnu lugten af vådt overtøj, der på en regnvejrsdag mødte een, når man trådte ind, hængte sin frakke og lagde madkassen ind i sit rum. Denne madkasse var en grøn botaniserkasse, ophængt i sejlgarn, som jeg havde om halsen. – Forstanderinden hed frk. Ravnsøe. Hun var uhyggelig streng, og hendes øjne hvilede på os overalt. Og så var hun meget religiøs. – Man startede med morgensang og hun fortalte om Jesus Kristus, der vågede over os, og når vi ikke opførte os, som vi i hendes øjne burde, fik vi altid stukket den ud: “hvad tror du nu Gud siger, når du ikke er artig?” og så Bang, een på kassen.

Hver dag kl. 13 skulle vi sove til middag. Det foregik på den måde, at alle børnene sad ved nogle lange borde, hvor vi iøvrigt sad det meste af dagen. Når frøkenen så sagde “Sov” – så skulle vi lægge armene over kors på bordet, lægge hovedet ned på hænderne og sove, og ve den arme sjæl, der ikke kunne sove.

Man kunne end ikke tillade sig at skæve lidt til siden, hvis søvnen ikke indfandt sig omgående, så var frøkenen der med et dask i hovedet af sin lange pegepind.

At man heller ikke på den tid lagde stor vægt på børnenes beskæftigelsesmuligheder viser følgende: Hver eftermiddag, når vi igen var placeret ved de lange borde, skulle der pilles klude. Det bestod i, at hvert barn fik tildelt et vist antal klude, hvor trådene så skulle rives fra hinanden. Så gjaldt det om at få den største bunke tråde tilsidst.

Men ikke alle kludene var ens. På nogle røg garnet fra hinanden som en leg, mens det på andre bogstavelig talt ikke var til at rive fra hinanden. Var man så uheldig med sådan en bunke klude, fik man efter kludepilning betegnelsen: Håbløs…

Mine erindringer fra disse år er iøvrigt ret beskedne. Må vist nærmest konkluderes til noget i retning af: Gråt i gråt. Det jeg tydeligst husker, var den sidste dag på asylet, som jeg selvfølgelig havde set hen til som den hidtil lykkeligste i mit liv. Da jeg havde samlet mine sager sammen og mor kom for at hente mig, skulle vi tage afsked med frk. Ravnsøe. Mor stod med mig i hånden, sagde mange tak til hende for de år, der var gået, men da mor sluttede af med den sædvanlige høfligheds­frase om, at hun håbede, jeg havde opført mig godt, fik hun følgende afskedssalut fra den skrappe frk. Ravnsøe:
GEORG HAR VÆRET EN RIGTIG UARTIG DRENG“….

Lykkelig tid i skolen

Når man hos andre har læst barndomserindringer har det næsten altid lydt: Nu kaldte skolen. De første barndomsår – lykkelige og beskyttede – var nu forbi…. – Hos mig var det lige omvendt. I alle de år jeg gik på asylet, så jeg kun hen til den dag, da jeg skulle i skole, og jeg var det lykkeligste barn på jorden, da dagen endelig indtraf.

Jeg blev indskrevet i Sølvgades skole. Det var lidt af et privilegium for den Nielsen’ske familie, der rent topografisk hørte til den i vore øjne mindre pæne Hindegades skole, men det hang sammen med at Axel og Agnes havde gået i Sølvgades skole, mens den endnu var betalingsskole. Om det dengang var “bedre folks børn”, der gik der, ved jeg ikke. Betalingen havde i hvert fald været 1 krone om måneden, og fordi far og mor på denne måde tidligere havde haft dette tilknytningsforhold til Sølvgades skole, fik hele rækken af os børn lov til at gå der. – Inspektør Kehler nikkede i hvert fald genkendende til mor, hver gang en ny kom til, og på denne måde slap vi for Hindegades skole, hvis elever iøvrigt i 1919 blev overflyttet til den ny Nyboder skole. – Nå, men jeg gjorde altså min entre i Sølvgades skole i det Herrens år 1918.

Den første dag blev vi placeret ved vore pulte to og to. Kun drenge. Mor sad og hørte på, hvad der blev sagt til os. Elskelige frk. Schmidt, som vi senere fik i religion, snakkede løs og fortalte os bl.a., at vi skulle have en ung lærer som klasselærer. Han hed Madsen, og han ville blive som en far overfor os. – Det blev han. I modsætning til asylet stod jeg her overfor et menneske, som havde forstand på børn, som lyttede til os og aldrig var bange for at rose os. Jeg fulgte ham op gennem klasserne, hvad jo var en stor fordel, Han skrev meget smukt. Jeg beflittede mig på at gøre ham kunsten efter, og jeg var meget stolt den dag han fortalte mig, at jeg skrev pænest i klassen. – Det meste af min skoletid la jeg som nummer 2 i klassen. Den gang fik man numre efter dygtighed. Max Niclasen var nummer 1. Ham kunne jeg ikke klare udover nogle enkelte kvartaler, hvor jeg således gik forbi ham, men jeg røg hurtigt ned som nummer 2 igen.

I de første år af min skoletid gik jeg 2 gange om dagen. Fra 9 – 12 og fra 15 – 18. Denne kedelige skoletid blev indført bl.a. for at børn under 10 år ikke måtte have “bypladser”. Dengang var det nemlig ret almindeligt, at mindreårige havde pladser som mælkedrenge o.lign. og således skulle tidligt op om morgenen. Når de så kom i skole sad de gerne og sov. – Jeg mindes tydeligt, hvorledes læreren om vinteren sent på eftermiddagen måtte op og stå på skolebordene for at tænde lamperne, der bestod af gasblus. Han satte en tændstik til et net efter at have lukket op for gassen. Så sagde det “Blob”, og klassen lå badet i det klareste lys fra gasblussene. Dette var meget fornemt dengang. Man havde tidligere klaret sig med petroleumslamper.

Hygiejnen i disse år omkring 1. verdenskrig var ikke aller­bedst. Navnlig hos min sidekammerat Svend kneb det. Pludselig rendte et par lus henad bordet. Så var det bare med at få sat en negl på og få den mast. Selv om de fleste af mine skolekammerater var maskinklippede over hele hovedet, hvilket jo ikke gav gode kår for hovedlusene, trivedes de i bedste velgående. Men hjemme blev vi klippet med “maskine i nakken og saks foran”, hvilket betød, at vi altid havde en tot hår foran, og den finkæmmede mor med en tæt redekam hver morgen for at finde “bisser”, som hun kaldte dem.

Dengang blev der uddelt gratis spisebilletter på skolen. Så kunne eleven spise et måltid mad efter skoletid, men denne ordning var mand og mand imellem baseret på: Kun for de “fattige”. Denne betegnelse fik disse børn da også i al sin grusomhed, men selv om det kunne knibe for far og mor at klare det daglige udkomme med os unger, var de for stolte til at lade os deltage i denne bespisning, men det kunne da ske, at når børnene var ude af klassen og hr. Madsen stod med en enkelt billet tilbage, at jeg så bad om den. Det var der ikke noget i vejen for, og så gik det i skarpt trav til dampkøkkenet i Borgergade. Et ikke særligt hyggeligt sted. Det lå i en mørk og skummel baggård, og serveringen var vist ikke alt for hygiejnisk. Maden serveredes på slidte bliktallerkener, men jeg syntes, den smagte dejligt. Navnlig, hvis det var risengrød med sukker og kanel på og et krus øl til. – Og så var der jo det, at det af og til var et led i en vis beregning fra min side: Så stod den gerne på grønkål eller hvidkålssuppe om aftenen derhjemme.

Drengene og pigerne i skolen var skarpt adskilte. Man havde ingen “blandede” klasser. Også legepladserne lå hver for sig. – Ve den arme dreng, der på formastelig vis havde sneget sig ind i pigegården. Denne adskillelse var for mit vedkom­mende medvirkende til en generthed, jeg udviste, når jeg af og til blev sendt over i en pigeklasse med en besked til en lærer – og pigerne fnisede.

At lussinger og “en af spanskrøret” hørte til dagens orden, skal jeg ikke undlade at nævne. Selv rare hr. Madsen måtte af og til gribe til denne udvej, når en lømmel til en dreng var særlig fræk. Men han var nærmest ulykkelig, når han skulle slå. Apropos legemlig afstraffelse i skolen, var pressen allerede dengang så småt begyndt at røre på sig. Jeg kan huske en sadist til gymnastiklærer vi havde, som en dag kom i avisen på en lidet smigrende måde. Han var en af dem, der slog, når der var den ringeste anledning dertil. Omtalen af hans person bevirkede, at han en dag kort efter avisomtalen, da han greb efter sit spanskrør og skulle til at slå løs på en dreng, pludselig holdt inde og med et overlegent grinende ansigtsudtryk råbte: ”Nåh forresten, det er vel ikke værd jeg bliver omtalt i Social-Demokraten en gang til…

Dette med Social-demokraten (nu Aktuelt) lagde han særlig vægt på.

Bortset fra de skrappe lærere var gymnastiktimerne nogle man så hen til, navnlig om sommeren. Da spillede vi nemlig langbold i østre Anlæg – anlægget, sort vi kaldte det. En dag, da vi kom hen på legepladsen og skulle spille langbold, sad Werner og Henning på en bænk og skulle se mig spille. Werner var her barnepige for Henning. Han var så fornuftig, og så var mor a’e med dem sålænge.

Nå, men klassen spillede langbold. – Mit hold var “inde”. Jeg slog bolden “i marken” og løb. Men midt i mit løb rendte en lille fyr vrælende efter mig. Det viste sig at være Henning, der råbte “Jeg ska’ tisse…” – Så var der kun et for mig at gøre. Midt i mit boldspil om bag nogle buske og hjælpe ham.

I de seneste år af skoletiden blev de store drenge sat til at være gangvagter, der skulle overvåge, at drengene gik pænt og lydløst op ad trapperne. Så stod hver enkelt gangvagt og råbte af sine lungers fulde kraft: ”Gå let, op på tæerne, hold til højre”. At disse på denne måde var dem, der lavede det største spektakel, var der ingen, der tog notits af.

Se, hvis jeg havde været så heldig at fylde 14 år 14 dage før jeg fyldte 14 år, idet jeg fyldte 14 år den 14 januar (!!!) kunne jeg have været udskrevet af skolen 1 år før, thi den daværende skolelov sagde, at man først kunne udskrives indenfor det år, man fyldte 14. – Det betød, at jeg skulle gå videre i 8. klasse, og da Sølvgades skole ingen 8. klasser havde, frekventerede jeg af denne grund Nansensgades skoles 8. klasse mit sidste skoleår. Det var iøvrigt en streg i regningen for far, der gerne havde set, at jeg havde kunnet komme ud at tjene penge et år før.

Jeg havde dog megen glæde af dette sidste skoleår. Navnlig min lærer Jørgensen var een af den rigtig gammeldags hyggelige slags. Jeg ser ham tydeligt for mig, når han i littera­turtimerne stillede sig op med en pind i hånden og læste op på rigtig skuespillermaner agerende de forskellige personer i bogen. Jeg husker tydeligt hans versioner af “Fra Piazza del Popolo” og “Adam Homo”. – Han kaldte os “bette børn” på en elskelig måde ved enhver lejlighed. Mig kaldte han Ge-org med tryk på sidste stavelse og var især glad for mine stile. Han beholdt nemlig mine stilebøger, hvilket blev mig fortalt af Werner og Henning, der flere år senere osse havde ham som lærer. Han brugte dem nemlig som udgangspunkt i sin dank-undervisning flere år efter. Om Werner og Henning så har været særlig begejstrede, når han på denne måde mindede dem om Ge-org, melder historien ikke noget om.

En af mine kammerater i 8. klasse var særlig interesseret i fugle. I frikvarteret stirrede han altid op i luften efter sjældne fugle. Men det var altid gråspurve, han så. Det grinede vi meget af. – 40 år efter debuterede han i radioen med “Dagens fugl”. – Hans navn var Svend Kaulberg.

Vi havde en gymnastiklærer, der, når vi havde fødselsdag, beordrede os til at give 50 øre til “trasko”-kassen, hvis indhold blev sendt til “Børnenes kontor”. Med ham tog hele klassen gående eller cyklende helt ud til badeanstalten “Langebro”, hvor vi boltrede os i noget uhumsk, oliefyldt havnevand, men de fleste af os fik da lært at svømme, og det var langtfra alle børn dengang, der havde mulighed for dette.

Jeg fik flidspræmie (et sølv-lommeur) fra skolen. Her havde Sølvgades- og Nansensgades skole arbejdet sammen, idet jeg fik det til min konfirmation under mit sidste skoleår. Uforståeligt, at jeg skulle have en hædersbevisning for flid. Var der noget, jeg i k k e havde været under min skolegang, så var det flittig…

 

 

Georg Nielsen har publiceret sine erindringer i bogen: Ungdomserindringer. Minder fra årene 1927-1941

Georg Nielsen erindrer fra sin ungdom, hvordan han rådvildt forsøgte at vælge uddannelsesretning efter skolen. Han fandt sig i stedet et job som piccolo, som med tiden første til uddannelse som kontorist. Georg Nielsens lidenskab var cykelløb, som han dyrkede med dygtighed, og han blev Danmarksmester.

 

Ungdommen

 

Dagen oprandt med øsende regnvejr. – Løbet var på 146 km, og en rute skulle gennemkøres tolv gange ialt. – Det regnede hele løbet igennem, og der skete mange punkteringer. – Selv lå jeg under hele løbet i evig angst for, at det skulle overgå mig. – Da vi gik ud på sidste omgang, var vi 3 mand i førergruppen. En jyde en fynbo og så mig. – Vi kørte stærkt. Frode var mellem de punkterede og havde tabt 2 minutter til mig. – Han lå osse i et hold på 3-4-mand, der af alle kræfter havde optaget forfølgelsen på os. – Jeg fik til stadighed opgivet vore tider i forhold til hinanden, og jeg konstaterede til min lettelse at de ikke halede spor ind på os.

Langt om længe vinkede målet forude. – Jeg tog ingen chancer. Trådte an, og tog spidsen, da der manglede ca. 200 meter. – Kørte en spurt, som jeg aldrig, i mit liv havde kørt før, og vandt 6-7 længder foran nr. 2 – fynboen.

Jeg blev revet af cyklen og båret i guldstol, alle flåede i mig, jeg skrev autografer i pjaskvåde autografbøger, men fik mig dog endelig løsrevet og kørte til det store hotel Regina, hvor vi boede.

Frode og jeg delte værelse her. Begge gik vi henad hotelgangen, som var vi trukket op af en mudderpøl. – Mens jeg ringede hjem og fortalte mor resultatet, havde Frode fyldt det store badekar op, og vi satte os i hver sin ende og vaskede os. – Jeg i højt humør, han langt nede. Han var blevet nr. 4. – Da vi havde siddet lidt slyngede han pludselig en temmelig nedsættende bemærkning ud om mig og mit nyerhvervede D.M. – Jeg svarede ham slet ikke, men så meget længe på ham. – Efter et kort øjeblik kunne jeg se på ham, at han fortrød, hvad han havde sagt, og jeg skal aldrig glemme det øjeblik, da han med hænder og hoved indsmurt i sæbe, stak mig sin næve og sagde: “Undskyld, Georges. – Hvis nogen har fortjent at vinde dette løb i dag, er det dig…

Efter spisningen var vejret blevet fint. – Da jeg kom ned på gaden, stod der en masse mennesker og ventede på mig, hvoraf mange ville være sammen med mig om eftermiddagen. – Nogle havde deres biler med, og jeg foretrak 3 gode venner fra “Skandsen”s cykelfabrik i Odense, der stod her med indehaveren Leopold i spidsen. – Jeg kørte nemlig “Skandsen” cyklen. – Leopold havde om foråret givet mig tilbud om at få en cykel af ham vederlagsfrit, blot jeg ville køre væddeløb på den, og det tilbud modtog jeg. Han var selvfølgelig strålende lykkelig over, at hans cykelmærke nu havde vundet et danmarksmesterskab.

Da der først skulle være fest om aftenen, spurgte han mig, hvor jeg ville hen denne eftermiddag. – Han var parat til at ofre hvad det skulle være, for at vi kunne ha’ det rart sammen.

Men jeg vidste nøjagtig, hvad jeg ville. – Ikke noget med forlystelsessteder med alskens drikkeri. – Næh, jeg valgte såmænd at komme ud i bakkerne ved Marselisborg, hvor F.D.F. netop denne efter­middag havde stort orkesterstævne. – Jeg havde hjemmefra læst om denne begivenhed. – 10 år efter at jeg selv havde været aktivt orkester­medlem og deltaget i lignende stævner, sad jeg så her i bakkerne og overværede disse drenges underholdning på vel nok en af de dejligste dage i mit liv.

Om aftenen var der så stor banket på hotel Royal for alle de i løbet implicerede, hvor jeg fik min guldmedaille overrakt og hyldet på behørig vis.

Da jeg om natten kom op på hotelværelset, var jeg meget træt, men jeg kunne ikke sove. – Jeg tror, det er den eneste dag i mit liv, hvor jeg ikke fik et minuts søvn. – Alt, hvad der var sket i løbet af dagen passerede revy for mig – uafbrudt – hele natten.

Nordisk Mesterskab og Verdensmesterskabet

Senere dette år kørte jeg Nordisk Mesterskab i Oslo. – Det blev kørt med enkeltstart, og blev det hårdeste løb, jeg nogensinde har kørt. – Jeg blev nr. 4 og var næstbedste dansker.

Det var varmt den dag, og under løbet stod en tilskuer ved vejkanten og smed en hel spand vand i hovedet på mig på en så akavet måde, at jeg fuldstændig mistede balancen, kørte ned i en dyb grøft og væltede.. – Kom dog langt om længe op på cyklen igen, men kollapsede i samme øjeblik, jeg kørte over målstregen, holdt frigear ned ad et højt fjeld, fik langt om længe bremset, sad på cyklen et kvarters tid og lænede mig op ad fjeldsiden, før jeg kom til mig selv…

Vi var 4 danskere, der blev udtaget til at køre Verdensmester­skab, der dette år blev afholdt i Danmark. – Det var Frode Sørensen, Tage Møller, Johs. Løwen og mig. – Det var en stor oplevelse at være deltager i et felt på over 100 mand fra alverdens lande.

Hele den danske presse havde selvfølgelig sat sin lid til Frode Sørensen som bedste dansker, men det var osse meget interessant at læse de forskellige forhåndsomtaler om min ringhed. – F.eks. var det sjovt i et blad som gamle ærværdige “Familie Journalen” at læse: “Skulle Georg Nielsen mon ikke snart få appelsinen i turbanen? I årevis har denne mand jo kørt glimrende..” o.s.v.

Nå, så langt, så godt. – Jeg slap for en punktering i Danmarksmesterskabet, men skæbnen ville, at en sådan skulle overgå mig i Verdensmesterskabet, og så var det løb kørt…

Som et kuriosum fra dette Verdensmesterskab gemte jeg i mange år den lillebitte flintesten, der havde forårsaget min punktering i en sød lille mørkerød æske med lyserødt vat over…

 

Læs hele Carl Georg Nielsens barndomserindringer her: Barndomserindringer

og ungdomserindringerne i deres fulde længde her: Ungdomserindringer

Fredericiagade 63
København 1310 DK
Get directions

Fødselsdag:

1912

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv