Carl Gerhard de Lichtenberg Crone

Carl Gerhard de Lichtenberg Crone beretter om sin barndom i Aalborg under krigen, ungdomsårene i Odense og de senere voksenliv i Aarhus. Der fortælles om familiens omgangskreds, og hvordan man klarede sig i med rationering. På et tidspunkt havde familien en frihedskæmper boende under dække som "onkel". I Odense varmusikoplevelser en stor del af ungdomslivet, og Carl Gerhard kom i lære som radiomekaniker i radiofirmaet Victory. Mange ferier var - som for mange andre unge - på cykel, et af årene hele vejen ned gennem Europa. Ingeniørstudiet i svagstrømsteknik bragte Carl Gerhard til Aarhus, hvor han mødte sin hustru Birte, og hvor de i dag nyder pensionisttilværelsen. Gør ejerskabskrav på erindring

 

Carl Gerhard de Lichtenberg Crone, 08.03.1937

 

Uddrag af min slægtsbog med særlig vægt lagt på eget liv

 

Mine forældre

Frederik Julius Piil Crone og Margrethe Emilie Crone f. Pedersen, indtager naturligvis et vigtigt kapitel i mit liv, ja vel egentlig det vigtigste og helt uundværlige. I de forrige kapitler og ikke mindst i min mors dagbogsnotater får man et indtryk af livet op til 1932. På det tidspunkt var min far toldassistent ved toldkammeret i Aalborg. Men som embedsmand i Statens tjeneste må man finde sig i en slags nomadetilværelse, hvis man vil avancere, og i 1933 gik turen atter til Silkeborg, hvor min far tidligere havde været toldelev, og det er netop i Silkeborg, at jeg træder ind på arenaen. Mere om det i det følgende kapitel.

Den opdragelse, som min bror Frederik og jeg fik, var god og kærlig, men dog en ret autoritativ opdragelse. Der var ingen slinger i valsen med hensyn til, hvordan man skulle opføre sig. Min far havde en militær uddannelse, som i nogen grad prægede hans livsstil. Min mor kom efter realeksamen i Odder til firmaet Crome & Goldschmidt, først til afdelingen i Horsens, men siden til bogholderiet på hovedkontoret i København, hvor hun arbejdede med varekalkuler, et arbejde, der krævede stor akkuratesse og orden. Og orden var hvad hjemmet var præget af.

Og der var konsekvens i mine forældres synspunkter, der undertiden kunne være ret markante eksempelvis på den måde, at man holdt ikke liv i et venskab, hvis der blev konstateret svigt i gensidigheden. Og det gjaldt både ved almindeligt opståede bekendtskaber som ved medlemmer af familien. I forvejen var min fårs nærmeste familie ikke ret stor, eftersom han var den eneste overlevende af 4 søskende, og når en god del af min mors familie ikke levede op til en passende loyalitet, siger det sig selv, at min bror og jeg i dag står uden mange familiemæssige kontakter.

Der var en stabil økonomi i hjemmet. I begyndelsen var lønnen som toldassistent vel forholdsvis beskeden. Min farfar, der døde i 1932, efterlod foruden ejendommen på Boulevarden 44 i Aalborg også en ganske stor kapital. Når man betænker, at han testamenterede 1.000 kroner til det Det broderlig Skydeselskab måske svarende til 50.000 kroner i vore dages mønt, har han ved sin død været ganske velhavende.

Det er uden tvivl også på grund af arven efter min farfar, at der var råd til at holde bil og at købe villa i Hasseris. Min far var sparsommelig, men min mor var om ikke ødsel så dog i stand til at bruge en del penge. Enige var de dog efter min farfars død om, at foretage en rejse med skib ad Götakanalen i Sverige fra Stockholm til Göteborg, en rejse der på den tid karakteriseredes som lidt af en luksusrejse. I 1938 foretog de en biltur til Tyskland sammen med min onkel og tante, Chas og Ellen. Turen gik til Harzen og Berlin. Turen var en oplevelse, men der var også ubehagelige momenter, fortalte de, idet nazisternes jødeforfølgelser på det tidspunkt var ganske synlige.

Min far dyrkede forskellige sportslige aktiviteter, hvoraf nogle var knyttet til hans militære interesser. I sin ungdom dyrkede han fægtning, og siden blev det til ridning, som han også dyrkede i min tid i Aalborg. I december 1926 vandt han mesterskabet i pistolskydning i Officersforeningen, og pistolskydning fortsatte han med til han var tæt på pensionsalderen. I den første tid af deres ægteskab havde han sejlbåd, og det var især i farvandet omkring Thisted, han sejlede. Båden kom med til Aalborg, men formentlig på grund af familiens udvidelse, blev det til for lidt sejlads, og båden blev solgt.

I hele sit arbejdsliv var min far i god fysisk form. Han cyklede altid frem og tilbage mellem hjemmet og kontoret på den toldbod, ved hvilken han var ansat. Hans arbejdstid, som jeg husker den, var fra kl. 9 til kl. 17 med en passende middagspause i hjemmet, lang nok til at han kunne få sig en lille middagslur. Og så på cyklen igen tilbage til toldboden. Det blev sagt, at han ikke havde haft en eneste sygedag eller forsømmelse i løbet af sin ansættelse. Men da han som 70-årig gik på pension, fik han en kraftig influenza, hvortil der stødte aldersdiabetes. Han respekterede ikke helt de diætanvisninger, han havde fået, og det var vel nok med til at svække hans helbred, der langsomt, men stødt gik ned ad bakke. Til sidst blev han, da de boede i Aarhus, afkræftet indlagt på Marselisborg Hospital, hvor han døde den 24 november 1974.

Min mor fortsatte med at nyde livet. I 1984 blev hun kørt ned i et fodgængerfelt ud for fiskerihavnen, hvor hun havde hentet fisk. Det var en taxa-chauffør, der havde haft lidt for travlt. Min mor kom sig efter indlæggelse og efterfølgende rekreation i Skørping og på Sostrup Slot. Sagen kom for retten, og taxa-chaufføren forsøgte at overbevise retten om, at min mor havde virket usikker og gået baglæns i fodgængerfeltet. Jeg, der var min mors ledsager i retten, spurgte da dommeren, om jeg måtte udtale mig, hvilket jeg fik lov til. Jeg gjorde da dommeren opmærksom på, at min mor var en af Aarhus’ mest habile bridgespillere, og som derfor måtte anses for at være ganske klar i hjernen. Følgelig havde jeg svært ved at acceptere hendes modparts forklaring. Det fandt dommeren helt rimeligt. Taxa-chaufføren fik hele skylden for ulykken.

Naturligvis blev der hos mine forældre altid taget kærligt imod de 4 børnebørn, min brors Frederik og Ulrik og vore egne Michael og Morten, når de var på et kortere eller længere ophold hos deres farmor og farfar. Da mine forældre flyttede til Aarhus, var det vel hovedsageligt de 2 yngste, Ulrik og Morten, der i sommerferien fik glæde af farmors invitation til et besøg i Tivoli Friheden.

Da min mor nærmede sig 90 år, kneb det med synet. I det mindste kneb det med at se kortenes valør, og hun opgav derfor bridgespillet, så hun ikke skulle indkassere bemærkninger vedrørende et forkert udspil. Åndsfrisk var hun til det sidste, men det fysiske helbred svigtede, og hun døde på Marselisborg Hospital i januar 1990, hvor også min far godt 26 år tidligere døde. Hun nåede at glæde sig over Berlin-murens fald og kommunismens sammenbrud.

 

Barn i Aalborg under Besættelsen

Jeg er født på Fødselsanstalten i Aarhus kl. 11:35 den 8. marts 1937. Vægt 3.900 gram, længde 54 cm. Mine forældre boede dengang på Søndergade i Silkeborg, og min far sørgede for i god tid at køre min mor i bil til Aarhus. Jeg fik, da jeg kom til verden, nummer 44, og min bror Frederik, der på det tidspunkt var 11 år, kaldte mig i de følgende dage for Nummer 44. Min far og min bror besøgte os på Fødselsanstalten og tog turen fra Silkeborg til Aarhus gennem høje snedriver i Vauxhallen X 6912, i hvilken jeg også i de følgende måneder blev transporteret liggende i en tøjkurv på bagsædet. Jeg mener at kunne huske, at jeg kikkede ned på mig selv liggende i denne kurv, og at jeg besluttede at tage bolig i dette barn. Men det kan naturligvis ikke passe, vel?

Faktisk kan jeg ikke huske noget fra min tid i Silkeborg. I 1938 flyttede vi til Hasseris i Aalborg, nærmere bestemt Skovbrynet 3. Jeg kunne begynde at tale relativt tidligt, og det er blevet sagt, at det første, jeg kunne sige, var ordet ”Øl”. Det ord har jeg siden haft fornøjelse af fortsat at kunne anvende. Flytningen til Aalborg skyldtes, at min far var blevet udnævnt til overtoldassistent på Aalborg Toldkammer. Bilen blev da skiftet ud til en Opel 6 Cyl., der fik registreringsnummeret U 7342.

Vores radio var en Telefunken i bakelitkabinet med såkaldt tilbagekobling, der, når den ikke blev betjent rigtigt, kunne give anledning til kraftige hyl. For at opnå god modtagelse krævedes en god udendørsantenne. Min far rettede ofte på antennen, og en dag da han stod på en lille trappestige inde i stuen for at ordne noget på det sted, hvor antennen blev ført ind i huset, trådte han ned på min legetøjsflyver, der var af træ, og det kunne den ikke holde til. Det blev jeg naturligvis ked af. Jeg var da fyldt 3 år, og få dage senere, den 9. april 1940, så jeg uden for vinduerne ganske mange af den samme flyvemaskinemodel, som jeg lige havde mistet. Det var tyskerne, der denne morgen fløj ind over Danmark og besatte landet.

Villaen i Hasseris på Skovbrynet 3 lå relativt højt med udsigt hen over fjorden i retning mod flyvepladsen, der lå på den anden side af fjorden. I krigens første tid gik tingene roligt. Med mine legekammerater blev der leget på vejen, der var en kort, blind vej og derfor uden nævneværdig færdsel. Men efterhånden kom man til at mærke krigen mere og mere, ikke mindst når britiske flyvere fløj ind over byen, og der blev blæst luftalarm fra sirenerne, der var opstillet på byens tage. Oftest var det om natten, og jeg blev løftet op af min seng og båret mere eller mindre sovende ned i kælderen i det såkaldte pigeværelse, hvor loftet både der og i kælderrummet uden for var stivet af med kraftige stolper i tilfælde af, at huset skulle blive ramt af en bombe. Og ofte kunne man fra Skovbrynet se en spærreballon af form som et mindre luftskib svævende i luften for at spærre for britiske flyveres vej til et bombemål.

Så galt gik det ikke for os, men på Annettevej ca. 150 meter derfra faldt der faktisk en bombe i hækken ud mod vejen, og næste dag måtte man da hen og betragte det store hul. Tyskernes lyskastere søgte efter de britiske flyvere, der søgte at ødelægge flyvepladsen, som for besættelsesmagten var strategisk vigtig. Der blev skudt efter dem, og min far listede sig ofte udendørs under luftalarmen. Undertiden kom han ind med granatsplinter, som han havde fundet. Ved et dagangreb på flyvepladsen blev min far oppe på første sal, hvorfra han kunne se over mod flyvepladsen. Det lykkedes tyskerne at skyde britiske maskiner ned. Besætningen sprang ud i faldskærme, og min fars forargelse var stor, da tyskerne tilmed skød efter mandskabet i deres faldskærme. Det har formentlig været i sommeren 1940.

Skovbrynet var som nævnt en blind vej. Vi boede i nummer 3. Nummer 5 var slået sammen med nummer 7, hvor Ella og Søren Bjerregaard boede i deres bungalow. Søren Bjerregaard, der var repræsentant for firmaet Colgate Palmolive, var også en ganske dygtig hobbymand. Og så havde han en god radio, der kunne tage de danske udsendelser fra BBC i London uden alt for megen støj fra de tyske støjsendere, der skulle forhindre danskerne i at høre britisk radio. Det kunne vores gamle Telefunken ikke leve op til. Så Søren Bjerregaard fik trukket en luftledning fra deres hus til vores hus, hvorigennem han kunne transmittere BBC’s udsendelser til os.

Han var altså en af de gode med hensyn til sindelag.  Den samme Søren Bjerregaard, der var en rund og jovial herre, fremstillede fine ting i sit hobbyværksted.  Således lavede han til min mor en nydelig fineret syæske, der på sindrig vis kunne klappes ud, så man fik overblik over alle skuffer og rum. Desuden lavede han et isskab, det vil sige datidens forløber for vore dages køleskab. En stor blok is, som man købte ved mælkemanden, der   hver dag kom forbi med sin hestetrukne vogn, blev lagt i en zinkkasse med afløb, og derved kunne man holde   mejeriprodukter og andre madvarer friske.

Det var i øvrigt Søren Bjerregaard, der fik mig i gang med at bygge krystalapparat og vikle spoler til dette. Bjerregaards hørte til mine forældres omgangskreds, og de var nogle ganske rare mennesker. I særdeleshed var han ganske morsom, men der hang dog i hans arbejdsværelse et skriftsted, hvor der på sort baggrund stod ”Ora et labora”. Og det gjorde han uden tvivl – dengang. Om han gjorde det senere er mere tvivlsomt, for desværre blev ægteskabet, der var barnløst, opløst nogle år efter krigens ophør, idet han var faldet for en nyere model. Fru Bjerregaard, der var medlem af ”De sidste Dages Hellige”, rejste til Utah for at arbejde for mormonerne. Hun kom i et vaskeri, hvilket var for hårdt for hende, så hun vendte tilbage til Danmark efter et par år.

I huset for enden af denne blinde vej, i nummer 8, boede enkefru Thorup. Hun var ikke en af de gode, i hvert fald ikke en man kunne stole på med hensyn til hendes sympatier, idet hun ofte fik besøg af hr. Theil, der var værnemager.

Over for os i nummer 6, boede vinhandler Niels Erik Christensen  med sin kone og de tre  piger Birgit, Dorrit og Margit. Birgit var et år ældre end mig, Dorrit et år yngre og Margit endnu yngre, så hende regnede vi ikke rigtigt med. De hørte også til de gode. Den senere ret kendte vinhandler, konsul Sigurd Müller kom ofte på besøg hos familien.

Af mig uforklarlige grunde var det lykkedes vinhandler Christensen at skaffe appelsiner, og jeg blev hver dag bedt om at komme over for at få en ”sutteappelsin”, dvs. en appelsin hvori der var lavet et hul, i hvilket der var anbragt et stykke sukker, som man suttede saften igennem. Det har nok ikke været sundt for mine mælketænder. Omvendt kom Dorrit dagligt over til os, idet hun så fik et bolche fra min mors fine bonbonniere. Det var nok Dorrit, jeg legede mest med. Hun var en pige af den ret friske type, mens storesøsteren Birgit, var mere stille og af den fornuftige og feminine type (som moderen), og hun var ikke med til de vilde ting.

På den nærliggende Agnetevej boede familien Houken med deres børn Lise, der var på min alder, og Jens, der var et års tid yngre. De var også en del af min kreds af legekammerater. Faderen, lektor Aage Houken, kom jeg til at stifte yderligere bekendtskab med senere gennem hans lærebog i tysk grammatik. I samme hus boede til leje en familie Diderichsen med to mindre tvillingesøstre. De var for små til at lege med os. Senere blev de, er det blevet mig fortalt, vist begge ansete psykologer.

Vi børn på vejen levede vel egentlig et liv uden de store bekymringer. Vi talte om, at når krigen engang var forbi, kunne man få lov at spise bananer. Det så man frem til med stor forventning, skønt ingen af os nogensinde havde smagt en banan. Vi kendte dog lidt til smagen, mente vi, for man kunne da få karameller med kunstig banansmag. I vinhandler Christensens   have kunne vi hygge os i ”Tøndehuset”, der var en meget stor vintønde, i hvilken den ene ende var lavet om til en dør, og det indre af tønden var udstyret med et lille bord og bænke. Der kunne vi så sidde og indtage saftevand, og hvad vi ellers kunne tiltuske os. Der opholdt vi os meget.

Min mor fulgte med i, hvor vi gik hen. Således var det mig forbudt at gå ud ad stien til den store mergelgrav ved Cementfabrikken Norden. Min mor sagde, mergelgraven var bundløs, og man kunne nemt drukne i det kolde vand. Og hvis jeg alligevel gik derhen, ville hun være i stand til at se det med sine særlige briller (som hun aldrig ville vise mig). De havde den egenskab, at hun kunne se mig, lige meget hvor jeg befandt mig. Det troede jeg fuldt og fast på. Stort set opførte jeg mig eksemplarisk efter mine forældres forventning til mig. Og hvis jeg ikke gjorde det og var uartig, ville min mor ringe efter brandstationen, som så ville komme og tage mig med. Selv om jeg var ret interesseret i brandbiler, havde jeg dog ikke lyst til at blive anbragt på brandstationen, som ifølge min mor havde telefon nummer 12, hvilket sidste muligvis var rigtigt. En anden skræmmemetode, som undertiden blev taget i anvendelse, var truslen om, at jeg kunne blive anbragt på det nærliggende børnehjem, hvis jeg ikke var artig. I vore dage ville en børnepædagog og ikke mindst børnepsykolog uden tvivl tage kraftig afstand fra den slags metoder.

Krigen blev ofte diskuteret, når der var gæster. En enkelt i omgangskredsen gik altid uden for døren, når der blev talt krig. Det var en af min fars kolleger, der åbenbart var bange for at få ørerne i maskinen, hvis besættelsesmagten skulle komme under vejr med, at han havde været med til at diskutere for eller imod tyskernes muligheder for at vinde krigen. Hans underlige skræmte holdning til forholdene omkring krigen kostede et venskab.

På den tid var det ret almindeligt, at husmoderen ikke var ude på arbejdsmarkedet. Det havde vel både fordele og ulemper for børneopdragelsen. Min mor var hjemmegående – eller hjemmearbejdende  –  som det vist kaldes. Og så var det da vældig trygt at kunne lege i hjemmets nærhed, hvis man kom til skade. Tillige var der ansat en ung pige, der skulle tage sig af rengøring og andet forefaldende arbejde i huset. Den sidste af de unge piger, vi havde ansat, hed Lilly, og hun var meget rar. Hun lærte mig at spille på fløjte, en lille metalfløjte, der kaldes en ”penny whistle”. Og så blev de seneste slagere sunget i køkkenet.

Da jeg blev 6 år skulle jeg gå i skole på Klostermarksskolen. For at komme til skolen skulle man gå ad Annebergvej og på sin højre side passere badmintonhallen, der var indrettet som lazaret for tyske soldater. Det var i starten ikke det store problem. Men en dag da jeg skulle gå forbi vagten, var der nogen uro foran denne; han så truende ud, og jeg turde ikke gå forbi, men løb rædselsslagen hjem igen. Min mor måtte så trøste mig og derpå følge mig derhen. Den ca. 1 kilometer lange vej til skolen var ellers ikke farlig, for der kørte næsten ingen biler. Det blev nu ikke til så megen skolegang i første klasse, for jeg fik skarlagensfeber og derpå følgesygdomme, hvoraf den værste var mellemørebetændelse. Jeg blev behandlet af en islandsk øre- næse- og halslæge, Kristian Bjørnson, der havde klinik i Jens Bangs Stenhus. Det var en rædsel for mig at komme derind, for punktering af trommehinden og fjernelse af polypper skete under æterbedøvelse.

Mellemørebetændelsen var vanskelig at stoppe, så i forsommeren 1944 blev jeg indlagt på den katolske Kamillianerklinikken i Aalborg, hvor Bjørnson foretog sine øreoperationer. Det var en barsk oplevelse i den alder. Jeg vidste, at jeg igen skulle æterbedøves og var rædselsslagen, da jeg tidligt om morgenen blev trillet ind på operationsstuen. Jeg mindes endnu krucifikset, der hang over døren i operationsstuen. Synet af det blev – hjulpet af min angst for, hvad der skulle ske –  prentet ind på min nethinde, og det var det sidste, jeg så, inden jeg mistede bevidstheden.  Men operationen lykkedes, og takket være Bjørnson, der i øvrigt var en rar mand, samt Sir Alexander Fleming, der kort tid forinden havde opdaget penicillinets gunstige virkninger, blev jeg øreproblemerne kvit – samt senere i livet indkaldelse til militærtjeneste, hvilket ikke rigtigt passede min far, der selv havde en militæruddannelse. Mens jeg var indlagt, blev min bror Frederik student fra Aalborg Katedralskole. Så min mor skulle også sørge for, at han fik et ordentligt studentergilde. Desværre gik jeg glip af festlighederne. Til gengæld fik jeg lært at læse i en meget ung alder, for det var næsten den eneste form for tidsfordriv for et barn, der var indlagt uden kontakt til andre børn.

 

Sabotøren

I begyndelsen af 1944 fik jeg en ny ”onkel”. I Gestapos afdeling på Staldgården i Kolding sad to sabotører fængslet og ventede på, at de muligvis skulle dømmes til døden. De havde det dog ikke værre, end at de om aftenen spillede kort med en af vagterne. Ved en sådan lejlighed skete der det, at vagten faldt i søvn. De to fanger listede nøglerne fra den sovende fangevogter og fik sig låst ud i friheden. De fortsatte ned til Kolding fjord, hvor de stjal en båd, som de brugte til at sejle over til Fyn. På Fyn kom de på en eller anden måde videre til Odense, hvor de fik kontakt med stationsforstanderen, der var besjælet af de rette sympatier. Han fik dem ført over jernbaneterrænet til en vogn, der skulle afgå til Aalborg. Desuden havde stationsforstanderen kontaktet sine forbindelser i Aalborg, assurandør Adam Nicolaysen og kaptajn Trolle Schultz, der var blandt min fars medsammensvorne i efterretningstjenesten. Opgaven var nu at få de to mænd videre til Sverige, når lejlighed bød sig. Den ene af dem blev indlogeret hos os. Jeg fik besked på, at hvis der var nogen, der spurgte mig, hvem det var, der boede hos os, skulle jeg sige, at det var min onkel. Og denne min nye onkel var rigtig rar. Og ham havde jeg megen fornøjelse af. Han hjalp mig blandt andet ude på vejen med at spænde mine rulleskøjter fast.

Denne min ”onkel” blev mere og mere dristig med hensyn til at færdes i Aalborg. En dag han kom gående hjem fra byen og skulle passere det foran nævnte lazaret på Annebergvej, blev han råbt an af vagten. Vagten mente, at de to da vist kendte hinanden fra Kolding. Men vagten var åbenbart ikke orienteret om flugten, og da de havde talt lidt sammen, fik han lov at gå videre. Han kom hjem aldeles rystet over denne oplevelse.

Rystet blev både han og min far en nat, da der pludselig standsede en bil uden for vores hus. Det var et tysk militærkøretøj. Min far fik ham vækket, og sammen var de klar til at springe ud af et vindue i havesiden. Tyskerne stod uden for bilen og parlamenterede, men pludselig satte de sig ind igen og kørte bort. De var tilsyneladende kørt forkert ned ad Skovbrynet, der var en lille blind vej.

Ved en anden lejlighed kom han igen hjem fra byen, men denne gang med rødt hår. Og da var det min mors tur til at blive chokeret, for hun påstod, at alle og enhver kunne se, at den farve ikke var ægte. Hun kunne også se, at situationen ikke var videre gunstig, hvis han blev set af de forkerte mennesker. Nu var det med at få ham ekspederet videre, og kort tid efter fik min far i samarbejde med sin gruppe sendt ham til Sæby, hvorfra han med en fiskekutter kom til Sverige.

I Sverige kom min ”onkel” til den danske brigade. Han blev gift, og de fik et barn. Da han efter befrielsen i maj 1945 var tilbage i Danmark sammen med brigaden, sad han en dag og ordnede sit gevær. Et skud gik af og ramte ham. Det døde han af. En ufattelig trist og bitter afslutning efter at det var lykkedes ham at styre fri af de helt store farer.

Jeg havde faktisk glemt hans navn, og måske har jeg heller ikke rigtigt fået det at vide, for min far havde jo indprentet mig, at han var min onkel. Jeg har siden spekuleret meget på, hvordan jeg her i min høje alder skulle få navnet at vide. Mine forældre kunne jeg nu ikke spørge, for de havde taget oplysningen med i graven. Og i Brigadens registre på internettet var der ingen navne, der sagde mig noget. Men så fandt jeg på i Google at søge på kombinationen Den Danske Brigade + vådeskud. Det gav resultat på den måde, at der kom en oplysning frem, der sagde, at der kun havde været én vådeskudsulykke i Brigaden, og det var efter hjemkomsten til Danmark. Navnet var Carl Terkelsen, født 15.12.1919 og død 20.05.1945, altså efter hjemkomsten til Danmark. Han havde sluttet sigt til Brigaden i oktober 1944. Så det kunne kun være ham. Ulykken var sket i toget fra København mod Jylland. Han blev som såret indlagt på hospitalet i Fredericia, hvor han døde.

 

Omgangskredsen

Til mine forældres omgangskreds hørte som nævnt Ella og Søren Bjerregaard. Det var nok dem de slog sig mest løs sammen med, og med hvem man af og til fik en dram og en sildemad. Men man var dog De’s. Og så var der en lille gruppe bestående af ingeniør Christiansens, amtslæge Bangslevs og fabrikant Christensens i Nørresundby. Undertiden holdt vi middagsselskaber. Det foregik meget formelt med det helt store traktement, hvor maden var ledsaget af rhinskvin, bourgogne og hedvine. Og var der behov for det, kom skylleskåle på bordet. Og inden jeg skulle hilse på gæsterne skulle jeg naturligvis vaskes og have en stivet manchetskjorte på, hvilket jeg fandt særdeles ubehageligt. Med den klike fejrede man ofte nytårsaften, hvor man mødte udklædte, og hvor stemningen var mere løssluppen. Men man sagde stadig De til hinanden.

Den lykkelige tid på Skovbrynet fik en ende. Først blev vores Opel solgt. Den stod alligevel og var klodset op i garagen, for benzin kunne ikke købes til privat formål. Så blev villaen solgt, for i familiens ejendom på Boulevarden 44, som min far havde arvet efter min farfar, var der en ledig lejlighed, og da huset siden min farfars død var blevet en del forsømt, valgte mine forældre at flytte ind i denne lejlighed og holde opsyn med huset. Det var i slutningen af 1944. Boulevarden 44 lå for øvrigt skråt over for Gestapos hovedkvarter i Højskolehotellet.

I Boulevarden 44 var der i alt 11 lejemål. Nederst var der butikker, nemlig mejeriudsalg, herrefrisør og konfektureudsalg. Konfektureudsalget blev bestyret af to frøkener, der også havde fået lov til at opstille en automat uden for forretningen. I stueetagen boede til venstre herrefrisøren Brix Pedersen, til højre hr. Enevoldsen, der var ungkarl og havde overtaget min farfars stilling med kontor og lejlighed for brandforsikringen i min farfars gamle domicil. På første sal boede til venstre enkefru Johansen og til højre lå vores lejlighed med fire værelser. På anden sal boede til venstre fru Vigel Hansen, hvis datter var såkaldt feltmadras, og til højre urmager Andersen, der havde en flink søn, som var lidt ældre end mig. Øverst på tredje sal boede til venstre enkefru Toft, der undertiden havde sabotører boende. Til højre boede først hr. Andreassen, der var en ældre ungkarl. Men kort tid efter vores indflytning rejste hr. Andreassen og ind kom fru Reitzel med datteren Jette. Fru Reitzel var enke, idet hendes mand, der havde været læge, var blevet skudt af tyskerne.

I hele min barndom blev jeg naturligvis klippet hos Brix Pedersen. Da jeg jo ikke havde voksenstørrelse, blev der lagt et bræt fra armlæn til armlæn, og på det kunne jeg sidde og på den måde komme op i en bekvem arbejdshøjde for Brix Pedersen. Det var før man fik stole, der på hydraulisk vis kunne indstilles i højden. En klipning kostede 1 krone og 50 øre. Tyske soldater var absolut ikke velsete i salonen, og hvis der var danskere til stede, blev disse tyskere nødt til at vente. Helt kunne han vel ikke undslå sig for at klippe dem.

 

Rationering

Under krigen var mange fødevareprodukter rationerede, hvilket betød, at hver person fik tildelt rationeringskort med mærker, der skulle afleveres ved indkøb af produkter som fx brød, smør, sukker, kaffe, sæbe og brændsel med mere. Sådanne mærker kunne købes på ”den sorte børs”, hvilket dog ikke blev praktiseret i vores familie. Ville man købe en grammofonplade, skulle man aflevere gamle hele eller ituslåede grammofonplader. Sådanne var nu heller ikke særlig holdbare, da disse ”78’ere” var lavet af shellak og nemt brækkede. Fløde og navnlig piskefløde var ligeledes en mangelvare. Men min mor forstod at skaffe det. Hun og jeg cyklede undertiden ad vejen mod Nibe til St. Restrup Mejeri, hvor hun på forunderlig vis var i stand til at overtale mejeribestyreren til afgive en god portion piskefløde. God tobak var en mangelvare, men heldigvis fik min far da stadig sine cigarer af mærkerne Paragana og Tributo, da han ofte kom på C.W. Obels tobaksfabrik i Aalborg. Dels kendte han brødrene Obel fra sin barndom, og dels kom han der i sin egenskab af toldkontrollør.

Andre produkter, der lå uden for mit interesseområde, og som ligeledes var vanskelige at erhverve, var blandt andet tøj, cykeldæk og cykelslanger. Med hensyn til tøj havde min mor fundet en gammel syerske, frøken Christensen, i ældreboligerne i Lollandsgade i Vejgaard i nærheden af Marcuskirken. Der skulle vi undertiden gå ud for at få taget mål til omsyning af ældre beklædningsstykker, som jeg kunne iføres. Det var ikke en tur jeg nød. For det første gik jeg meget langsomt og traskede gerne 10 meter efter min mor, og for det andet lugtede der i syerskens stue af fenol. Den gang vidste jeg naturligvis ikke, at det hed fenol, men når jeg i dag lugter fenol, bliver jeg mindet om frk. Christensen. Hvad syersker bruger fenol til, ved jeg ikke, men jeg gætter på, at det har noget med smøremidlet til symaskinen at gøre. Men frøken Christensen var da en rar gammel dame, der sad og syede, mens hun var udstyret med pincenez, som gamle damer dengang ofte anvendte. Lugte kan undertiden fremkalde minder om tidligere oplevelser. For eksempel kan blandingslugten af skovfogedæbler og madpakker minde mig om min skolestart i første klasse.

Hvis man en sjælden gang skulle ud at køre med taxa, var det med en bil udstyret med gengasgenerator. Benzin var jo en mangelvare, så derfor var bilerne udstyret med en kakkelovnslignende sort cylindrisk generator, der producerede gas ud fra trækul. Denne gas var tidens erstatning for benzin. En ikke særlig stabil form for fremdrift, for det hændte ret ofte, at chaufføren skulle ud og se til generatoren og fylde brændsel på. En anden mangelvare var svinekød, formentlig fordi landet også skulle fodre tyskerne både her i Danmark og syd for grænsen. Man forsøgte derfor at opdrætte ekstra mange svin, og til det formål skulle der bruges foder. Derfor blev madrester og skrald opsamlet i en særlig spand, som organisationen LAB kom og hentede, hvorefter det blev anvendt til svinefoder. Brændsel var ligeledes ikke nemt at få, så tørv fra danske tørvegrave blev anvendt. Og tørv var ikke altid helt tørre, hvilket gav anledning til løbesod i skorstenene. Vintrene i 1941 og 42 var hårde, så man rykkede sammen i en enkelt stue for at spare på opvarmningen. På Boulevarden 44 var der ikke centralvarme, men kakkelovne i lejlighederne. Og da man tilmed skulle spare på gassen til madlavningen, var det almindeligt at anskaffe en såkaldt ”spareheks”, en lille cylindrisk ovn med komfurringe på toppen, hvor man kunne tilberede den varme mad. Mad, der skulle holdes varm, blev stillet i høkasse, det vil sige en trækasse, der indvendigt var foret med hø eller halm, der isolerede, så varmen kunne opretholdes i den gryde, der var sat i kassen.

Der var steder, man ikke handlede. Således vidste alle og enhver i Aalborg, at indehaveren af grøntforretningen Viola på Boulevarden var tyskervenlig. Det fik man syn for, da befrielsen kom. Ligeledes handlede ordentlige mennesker ikke i det store konditori Kristine på Vesterbro, hvor man gjorde meget for at tækkes tyskerne.

Trods krigen rørte der sig et muntert liv i Aalborg. Der var gang i restaurationer og beværtninger, og musik var der med ”levende” musikere. Der var endda ganske mange musikere i Aalborg på det tidspunkt. De bedst uddannede var med til at danne Aalborg Byorkester under Jens Schrøders ledelse. Besøg på beværtninger var ikke det jeg deltog mest i på grund af min unge alder, men jeg har da været med mine forældre i byen på diverse pæne etablissementer. Og det pæne sted, som man godt kunne aflægge besøg med børn en søndag eftermiddag, var restaurant Kilden, der nu hedder Hotel Hvide Hus. Der var underholdning med stort orkester og ved juletid og fastelavnstid var der uddeling af små gaver til børn. Som barn kunne man også komme ud for at blive taget med på konditori. Som oftest var det konditori Holle. Konditori Kristine holdt man sig fra af de førnævnte grunde.

 

Krigens slutning nærmer sig

Hen mod krigens slutning var der tale om, at byens familier skulle evakueres, det vil sige forlade byen i tilfælde af kamphandlinger og bombardementer. Mine forældre havde en plan klar. Den gik ud på, at vi skulle til gården Refsnæs ved Komdrup tæt ved Lindenborg. Familien Westenholz, som ejede gården, havde hørt til min farfars omgangskreds, og mine forældre havde fortsat kontakt med Westenholz-familien. Jeg og de fleste andre børn havde en kvadratisk papplade med Røde Kors logo samt barnets navn og adresse hængende i et bændel om halsen for det tilfælde, at man skulle blive skilt fra sine forældre under krigshandlinger. Afslutningen på krigen blev heldigvis relativ fredelig, så evakueringen var ikke nødvendig.

Fru Toft kom ofte hos os og fortalte, hvad der foregik i Gestapos hovedkvarter i Højskolehjemmet, der lå skråt over for os. Og det var ikke artige ting, der foregik der, når man skulle have de arresterede til at levere oplysninger. Hun berettede om tyskernes og deres håndlangeres torturmetoder, der blandt andet omfattede elektrisk tortur. Det har garanteret ikke været beretninger egnet for mig med mine 7 – 8 år. Også her ville en af vor tids børnepsykologer uden tvivl have skredet ind og ført mig ud af stuen. Jeg mener dog ikke at have taget skade af beretningerne, men det kan andre vel bedre afgøre.

Den samme fru Toft, der var oppe i halvfjerdserne og i øvrigt var en særdeles rar dame, kom ned til os med en flaske ægte champagne, da frihedsbudskabet havde lydt fra BBC om aftenen den 4. maj 1945. Da blev mørklægningsgardinerne pillet ned, de mørklægningsgardiner, som efter tysk ordre skulle forhindre lys i at slippe ud af stuerne og dermed for de britiske flyvere indikere, at her lå en by. Men nu blev der fest i gaderne, og sammen med mine jævnaldrende måtte jeg ud og lufte vores Royal Air Force huer, små runde huer, der i tre cirkler havde farverne rødt, hvidt og blåt som de britiske flyvere. På den tid var det lykkedes for min far at skaffe familien en bedre radio, en moderne B&O Master 44. (Den er siden overdraget til radioforretningen i Den gamle By i Aarhus). På den blev der lyttet til BBC ved hjælp af en såkaldt rammeantenne, der nogenlunde kunne pejle uden om tyskernes støjsendere. De fleste hjem havde vist en rammeantenne.

Min far, der var med i undergrundsarbejdet for modstandsbevægelsen og desuden var dansk officer, forsvandt undertiden fra hjemmet, når han mente at jorden var ved at brænde under ham. Så tog han til Odder og var en tid der hos familien. Hans chef, toldinspektøren, var heldigvis helt indforstået med hans manglende tilstedeværelse på toldboden. Der var aftalt et signal mellem min far og min mor. Hvis ”kysten var klar”, når han igen var i byen, var potteplanter med mere arrangeret på en bestemt måde i vinduerne ud mod gaden. I øvrigt havde han dæknavnet Olsen med tilhørende falske identitetspapirer, der, når han ikke lige skulle have dem på sig, lå under en urtepotte et sted ude i forstaden Vejgård.

Ved en tilbagerejse fra Odder og Aarhus blev det tog, han var passager i, sprængt i luften ved Bjerregrav. Jernbanesabotører havde taget fejl af dette tog og et tysk troppetransporttog. Min fars kupé fik gulvet smadret, og en medpassager kom alvorligt til skade. Min far var heldig, for han var netop gået ud på gangen for at ryge en pibe tobak. Det tog kom ikke videre den nat, og passagererne måtte vandre i mørket til den nærmeste kro. Og det var virkelig i mørke, for al brug af lygter var forbudt af hensyn til faren for luftangreb. Min far slap med at få nedsat hørelsen på det ene øre på grund af braget fra sprængningen.

Min bror Frederik har altid været en dygtig elev. Selv om han var matematisk student blev han belønnet med bogpræmie fra Alliance Francaise. Særlig flittig var jeg ikke. I det mindste levede jeg ikke op til hans niveau, hverken i skolen eller ved klaverundervisningen. Han blev altid taget frem som det referenceeksempel, som mine forældre syntes, jeg skulle leve op til. Men det ville jeg ikke, vist nok mest i trods. Mine årskarakterer var ikke noget at skrive hjem om. Til gengæld tog jeg altid pæne eksamenskarakterer både i Aalborg og senere i Odense, så jeg kunne åbenbart godt, når det gjaldt.

Spillelæreren fru Brockdorf-Sønderup så et stort lys i min bror Frederik, og det var der vel ikke noget at sige til, for han var dygtig. Fru Brockdorf-Sønderup sagde til mine forældre, at Carl Gerhard var jo ikke nogen Frederik. Og på mig virkede det stik imod hensigten. Men jeg mener nok, at da jeg senere i Odense kom til en rigtig klaverpædagog, indhentede jeg ham i teknisk henseende.

I min skoletid på Klostermarksskolen var jeg ret privilegeret, for et par af mine gode klassekammerater var Knud Wendelboe, søn af stadsgartner Wendelboe, som også var direktør for Zoologisk Have, og Frank Bo Lind, søn af Bo Lind, direktøren for Karolinelund, byens forlystelsespark. Det betød, at jeg havde fri adgang til både Zoologisk Have, Karolinelund og Aalborgtårnet. Og desuden betød det, at jeg fik fornøjelsen at optræde sammen med Det kongelige Teater i et gæstespil på netop Karolinelunds friluftsscene. Stykket var Holger  Drachmanns ”Der var Engang”. Jeg var negerpage for prinsessen, der blev spillet af Illona Wieselmann, prinsen var Palle Huld og Kaspar Røghat blev spillet af Elith Foss. Jeg var sværtet i ansigtet, dog ikke den første aften, da man ikke nåede det på grund af travlhed. På billedet man ser hvordan.

På Boulevarden 44 var der ikke badeværelser, som vi kender dem i dag. Den personlige rengøring bestod i udførelse af ”etagevask” ved den håndvask, der var opsat i soveværelset. Men i Rantzausgade, der ligger få hundrede meter fra Boulevarden, var der en badeanstalt, og der tog min mor mig med regelmæssige mellemrum hen. Man købte en billet hos badedamen, der så gjorde et badeværelse klart med badekarret fyldt med varmt vand. Der var sæbe og til den mere mekaniske rengøring var der træuld, med hvilket man effektivt skrubbede huden lyserød.

I Aalborg var der naturligvis også en danseskole, ja der var vist endda flere. Men jeg blev indskrevet på byens gamle og velrenommerede danseskole, nemlig frøken Johanne Møllers danseskole. Frøken Møller var en ældre dame, der ikke var til at spøge med. I dansesalen sad drengene på stolerækken i den ene side af salen og pigerne overfor på stolerækken i den anden side. Når der blev givet ordre til, at drengene skulle inklinere for pigerne, gik den vilde jagt og delvis på glidebane over for at sikre sig en af de mere attraktive piger. Det var ikke velset, men blev dog accepteret. Sæsonen blev naturligvis afsluttet med stort afdansningsbal i Håndværker-foreningens festsal med flot indmarch, mens musikken spillede Riberhus-march. Så begyndte dansen, der for drengenes vedkommende snart gik over i skæg og ballade. Men  så fik man da luftet sit fine matrostøj med tilhørende fløjte i flettet hvid snor.

Efter krigen var det den yngre frøken frk. Søholms danseskole, der blev valgt. Den lå også tæt ved vores lejlighed på Boulevarden, idet den var flyttet ind på Højskolehjemmet, hvor før Gestapo havde holdt til. Men også tiden på Boulevarden fik en ende.

 

Ungdomstid i Odense

I 1947 søgte min far en ledig stilling som overtoldkontrollør ved Toldvæsenet i Odense. Jeg må erkende, at det var til min store ærgrelse, han fik han stillingen, og i november 1947 rejste vi til Odense. Mine forældre købte en villaen Hunderupvænget 6, og jeg, der til da havde gået på Klostermarksskolen i Aalborg, en hyggelig privatskole med små 400 elever, skulle nu i den nærliggende kommuneskole, Munkebjergskolen, med omkring 1500 elever. Jeg kom i 5. C, der var en såkaldt opsamlingsklasse, dvs. en klasse, hvor man samlede elever, der var kommet til i løbet af skoleåret, eller som der af en eller anden grund ikke var plads til i de øvrige klasser. Det kunne fx være på grund af dårlig opførsel. Der fik jeg en ubehagelig oplevelse, der på mig gjorde større indtryk end beretningerne om Gestapos torturmetoder.

Munkebjergskolen havde som nævnt ca. 1500 elever og virkede på mig, der kom fra en lille skole, som en fabrik. Tilmed var den skarpt opdelt i en drengeafdeling og en pigeafdeling, endda således, at skolegården var opdelt i to halvdele med et lavt hegn, der ikke måtte overskrides. Når der blev ringet ind fra frikvarter, passerede man inspektøren, der røg på sin stinkende pibe. Det blev sagt, at den stank, fordi han røg kirsebærblade. Det var ikke utænkeligt, for god tobak var stadig en mangelvare.

At blive optaget i en ren drengeklasse er ikke lykken, når man har været vant til at gå i en blandet klasse, hvor pigerne har en passende dæmpende virkning på gemytterne. Vores klasselærer, Orla Rasmussen, var et meget rart og omsorgsfuldt menneske. Vores religionslærer hr. Fausø, var egentlig også meget flink, men hans religionsundervisning var absolut ikke morsom, og det skal den vel heller ikke være, men man følte sig hensat til tiden under pietismen i sådan en time. Så vidt jeg ved, afsluttede han sin lærervirksomhed i Randers. Men så var der regnelæreren, der var en sadist af værste skuffe. Ved uro i klassen eller ved manglende aflevering af hjemmeopgaver gik han ikke af vejen for at bruge et spanskrør på den mest brutale måde. Det var ikke noget, jeg havde oplevet på Klostermarksskolen. Skønt det aldrig kom til at gå ud over mig, fik jeg neuroser med ustabil hjerterytme og måtte en tur på Odenses sygehus, OABS, som det hed den gang. At min mormor lå for døden i Odder, og at min mor af den grund ikke var hjemme hele tiden, gjorde ikke situationen bedre.

Mine klassekammerater var ret imponerede over, at jeg kunne spille klaver. Det skete da også i en sangtime med sanglærer Henriksen, at en af drengene sagde til sanglæreren. ”Jy’e han kan også spille klaver.” Og så sagde hr. Henriksen, at det ville han da gerne høre, hvorpå jeg gik op til flyglet og spillede et stykke af Fini Henriques, et ganske nemt stykke.

Niveauet i klassen var lavt, hvilket måske turde fremgå af, at jeg nu lå øverst med hensyn til terminskarakterer. Som nævnt var det en opsamlingsklasse, der havde elever fra forskellige samfundslag. Der var flere gode kammerater imellem. Men det var en lykke, da klasselærer Orla Rasmussen kom ind i klassen og meddelte, at Klaus Bøje, Per Hvolbøl Hansen, Otto Lyhne og Carl Gerhard Crone var blevet optaget på Skt. Knuds Gymnasium. En anden elev, Carsten Fischer, senere journalist ved DR, kom på en af Odenses andre gode skoler. Skt. Knuds Gymnasium var en rigtig god skole, hvor der var gode og pædagogiske lærere, og jeg føler selv, at man der fik en virkelig god ballast at gå ud i livet med.

Jeg tog realeksamen i 1953, men havde allerede da en plan for, hvordan min nærmeste fremtid helst skulle forme sig. Jeg kom i lære som radiomekaniker i radiofirmaet Victory i Vindegade, vel nok byens største radiofirma, og den læretid blev også interessant for mig på anden måde end det rent uddannelsesmæssige. Da jeg beskæftigede mig en del med musik, var det gerne mig, der blev sendt på servicebesøg hos musikere og skuespillere ved Odense Teater. Jeg var således den, der skulle sørge for, at grammofonanlægget var i orden hos Martellius Lundquist, der var chef for Odense Byorkester, det der i dag hedder Odense Symfoniorkester. At man ikke behøver at være særlig musikalsk for at klare den slags opgaver, er en anden sag.

Jeg var igen begyndt at tage undervisning i klaverspil, som jeg var startet på i en alt for ung alder hos fru Brockdorf-Sønderup i Aalborg. Det skete hos Margrethe Aarestrup Chonowitch, der sammen med sin mand, professor Julius Chonowitch, drev det lille Odense Musikkonservatorium på hjørnet af Vindegade og Kongensgade. Det gav flere gode oplevelser. Med til undervisningen hørte elev-soiréer, der blev afholdt en gang om året i Fyns Forsamlingshus, Odenses daværende koncerthus. Her fik jeg lejlighed til at optræde solo (i bl.a. Chopins Præludium i As-dur og Harald Sæveruds ”Kjempeviseslåtten”). Jeg var ret nervøs, men det gik nu altid godt. Af og til kom Nikolai Malko på besøg hos familien Chonowitch. Han var gammel ven med professor Chonowitch, der var flygtet fra den sovjetiske revolution. Man ville gerne spille Carl Nielsens musik for ham på grammofonen ved disse lejligheder, og det var min opgave at sørge for, at musikanlægget var i bedste form til Malkos besøg. Jeg fik dog aldrig truffet Nikolai Malko personligt.

I det hele taget spillede musikoplevelser en stor rolle for mit liv i Odense. Talrige musikinteresserede venner har aflagt besøg på mit værelse, hvor jeg havde et af datidens bedste lydanlæg, og hvor jeg i øvrigt også som en lille privat forretning ved siden af min uddannelse fremstillede guitarforstærkere for amatørmusikere, der spillede jazz. Således havde jeg et udmærket arrangement med en guitarist, Torben Munk, hvis far var direktør for en finerfabrik ved Stige. han leverede træ til mine højttalerkabinetter, og jeg leverede forstærkere til ham. Han kom senere ind i et af DR’s orkestre. Men klaverundervisningen betød også flere venner, som man så ca. en gang om måneden, og som man i samlet flok aflagde besøg. Flere af dem drev det langt vidt og blev professionelle musikere, således Olav Fog-Nielsen, der kom i DR’s Symfoniorkester, Mads Westergaard, der kom i Det kgl. Kapel, kusinen Merethe Westergaard, der blev professor på Det kgl. danske Musikkonservatorium og Lis Smed Christensen, der blev pianist på internationalt plan. Derudover Henning Westergaard, storebror til Mads Westergaard, der dog ikke spillede selv, men blev så interesseret i min elektroniktilværelse, at han modsatte sig sin far, der var dr. med. med praksis i deres hus i Kongensgade og gerne havde set ham gå i sine fodspor. Så han droppede medicinstudiet til fordel for en ingeniøruddannelse. Ham har jeg haft kontakt med til hans alt for tidlige død for et par år siden.

Også i Odense kom jeg til at gå på danseskole, endda frivilligt. Få huse fra vores hus boede Elsebeth Rose, der fik mig overtalt til at gå til dans, endda på et såkaldt sportsdanserhold. Det var ganske morsomt, og så fik man lært tango, engelsk vals, quickstep med mere, endda med masser af variationer, ja tilmed lanciers. Men den slags anvendes jo ikke meget i vore dages selskabsliv.

I sommerferierne var jeg et par gange på cykeltur, dels til Bornholm, dels til Skagen og dels til Sverige, hvor jeg var sammen med kammerater fra realklassen. Vi nåede op til Vadstena ved Vättern og videre til Göteborg. I Sverige var der dengang venstrekørsel og vejene var dårlige for cyklister, idet belægningen var affald fra papirfabrikkerne. Vi slap med et par enkelte punkteringer. Senere gik det på stop ned gennem Europa. Det var en populær rejsemåde for unge mennesker først i 50’erne. Dengang havde unge mennesker ikke råd til at have egen bil. Første gang med Ole Haahr, som jeg havde mødt på Teknisk Skole. Tyskland var endnu mærket af krigens bombardementer. I byerne lå mange huse i ruiner. Forladte jernbanevogne så man stå umotiveret på jernbanebroer og britiske og amerikanske besættelsesstyrker var ganske synlige, om end de vel egentligt havde ordre til at vise diskretion i gadebilledet. Vi nåede ned i Norditalien. Sommetider foregik rejsen på ladet af en lastbil, hvor mange unge kunne være samlet. Det var vist nok forbudt, men chaufførerne tog det ikke så tungt, når blot vi var diskrete. Både på de nævnte cykelture og på turen til Italien benyttede vi vandrerhjem.

På en følgende tur med Henning Westergaard medbragte vi et dejligt gult telt. Vi kom til Østrig og lå ved Innsbruck indespærret i flere dage på grund af regn. Teltet var aldrig helt tørt, så da vi på hjemvejen lå på en campingplads ved Hamburg lige op ad en jernbanelinie med kraftig trafik af osende damplokomotiver, var teltet ved hjemkomsten ikke længere gult, men sort.

Da jeg blev 18 år fik jeg kørekort betalt af mine forældre, fordi jeg aldrig (og heller ikke senere) havde røget. Som ungt menneske vil man jo gerne køre bil, og jeg lod ikke en lejlighed gå fra mig, når der for firmaet skulle udføres serviceopgaver ude i byen. Ved en sådan lejlighed var jeg så uheldig at lave gadeopløb. Det var ved fyraftenstid, og man ville gerne hurtigt tilbage til firmaet med bilen for derpå at holde fri. Ved hurtig kørsel gennem den gade, der hedder Falen, og videre gennem venstresvinget ind i Vesterbro gik det galt. En tung radiogrammofon bygget som et stort møbel i renæssanceefterligning kom i skred bag i VW-rugbrødet, slog dørene op og faldt ud på gaden. Ingen kom noget til bortset fra radiogrammofonen og en mindre radio, der røg med ud og uheldigvis kom til at ligge underst. Firmaets chauffør var tilfældigvis med som passager, og sammen fik vi i hast samlet stumperne sammen og kom videre, inden endnu flere mennesker kom til og afgav deres fordømmende kommentarer vedrørende bilkørsel. Vores værkfører tog det pænt, og vores udmærkede snedker udførte et mirakel. Senere har VW-rugbrød fået skydedøre, der ikke kan slås op i en tilsvarende situation. Så noget godt er der vel kommet ud af det.

Egentlig var det et godt tidspunkt, jeg startede min læretid på, for på den tid var den ny teknik inden for FM og TV i sin vorden, og jeg fik lært begge dele fra grunden. I begyndelsen var TVsignaler noget man hentede fra Hamburg, og i firmaets særlige vogn med teleskopmast drog vi rundt og demonstrerede TV på landet, hvor mange landmænd havde penge til at investere i den ny teknik.

Der var i Odense som andre steder i landet store sociale forskelle. De svagest stillede i samfundet havde ikke råd til TV, men så skulle man i stedet absolut have en dyr radio eller radiogrammofon på afbetaling. Men ofte gik det galt, og jeg har da ikke så få gange prøvet at ledsage Kongens Foged til hjem, hvor man ikke kunne betale, men på den anden side heller ikke ville slippe radioen. Radioforretningen kunne ikke modsætte sig salg til disse hjem, så længe de kunne lægge en udbetaling af den lovbefalede størrelse på bordet. Et af de mest berygtede steder i Odense med mange utroligt dårligt stillede familier var en lejekaserne ved havnen. Den gik under navnet Sultenborg, og et besøg der var ikke rart.

Efter endt fireårig læretid med aflæggelse af svendeprøve på Teknologisk Institut i København arbejdede jeg en tid freelance med radio- og TV-reparationer samt antenneopsætning til det den gang unge danske fjernsyn. I 1959 flyttede mine forældre til Strandalléen 63 i Nyborg, hvor min far var blevet udnævnt til toldforvalter, og næsten samtidigt rejste jeg til Aarhus for at læse til ingeniør i svagstrømsteknik.

 

Tiden i Aarhus

Tiden i Aarhus er til mit held endnu ikke afsluttet, så derfor skal her kun kort omtales få, men betydningsfulde enkeltheder. Det begyndte den 1. november 1959. Jeg havde fået et værelse i Skt. Paulsgade 7 B på 1. sal hos enkefru Lena Nymark. En ganske god beliggenhed i forhold til byen og til Ingeniørhøjskolen Aarhus Teknikum, hvor jeg tilbragte de næste 3 år med at sætte mig ind i svagstrømsteknikkens mysterier. Det var ikke alle fag, der interesserede mig. Maskinteknik, dynamik, statik, materialelære m.v. fandt jeg uinteressante og nytteløse. Men må dog erkende, at kendskabet til disse discipliner efterfølgende var en god ballast, som kunne være nyttig senere i tilværelsen. Og når det ikke altid var lige spændende, så havde jeg da den lykke at træffe Birte, som den dag i dag er min kærlige hustru.

Inden jeg forlod Ingeniørhøjskolen var jeg blevet tilbudt en stilling hos radiofabrikken TO-R i København. Jeg havde været til samtale hos firmaet og skulle arbejde i måleteknisk afdeling, og radio- og tv-teknik var jo mit gamle fag. Men sådan skulle det ikke gå. For gennem en in-side information fra Birtes bror, Jørgen, blev jeg orienteret om, at en stilling var ledig ved H. Struers Chemiske Laboratorium i Aarhus. Det var godt nok et skift til et andet fag, men det lød interessant, og desuden var jeg fri for at flytte til København. Det blev til en interessant og afvekslende tid med masser af oplevelser, både her og i udlandet.

Vi blev gift den 21. juli 1962 i Birtes fødeby, Hørning, hvor mine gode svigerforældre var værter ved bryllupsmiddagen på Hørning kro og efterfølgende traktement i hjemmet. Vort første hjem var på 1. salen af et parcelhus i Risskov, Gurresøvej 2, hvor også Michael, født den 24. juni 1963, tilbragte sine første år frem til 1967, da vi flyttede ud på Storhøj i eget hus. Her kom Morten til den 4. august 1968, og her har vi boet lykkeligt siden.

Mine svigerforældre boede som nævnt i Hørning syd for Aarhus, hvor han havde cykelforretning. Det var et meget gæstfrit hjem, hvor det altid var hyggeligt at mødes med Birtes familie til fødselsdage, til julefrokoster eller andre anledninger. Min svigermor var meget hjælpsom, og har hjulpet os meget med at passe børn eller fjerne det værste ukrudt i haven, så den så nogenlunde præsentabel ud for de gæster, der måtte komme på besøg. Min svigerfar døde i 1988, 90 årgammel. Min svigermor døde i 1998, 98 år gammel.

Vore børn er jo for længst rejst hjemmefra, men vores svigerdatter Anne Sophie Errboe, kaldet Sie, er kommet ind i familien og har sammen med Michael skaffet os to herlige børnebørn, Julius og Rosa.

Tiden hos Struers varede til januar 1994, det vil sige godt 32 år. Firmaet var på den tid blevet solgt og købt et par gange, og fremtiden så ikke lovende ud for det gamle firma. På det tidspunkt var vi 7 personer, der valgte at sige op, og vi gjorde det med en vis tryghed, da vi umiddelbart efter kunne starte et nyt firma inden for samme branche. Vi havde svensk kapital i ryggen. Firmaets navn blev SpectraChrom A/S, hvilket antyder, at det blandt andet var spektroskopi og chromatografi, vi beskæftigede os med. Flere gamle leverandører valgte at følge os i det nye firma. Det nye firma slog sig senere sammen med et andet firma og skiftede navn til Holm & Halby A/S, et tilsvarende firma i samme koncern. Efter at være begyndt som efterlønner i 1999 og siden på tilværelsen som pensionist, har jeg fortsat kontakt med firmaet, som jeg på freelance basis udfører diverse opgaver for.

Til vores omgangskreds hører blandt andet Birtes familie, gamle kolleger fra Struers-tiden og  gode naboer. Vi ser også vore venner i København, Ketty og Klaus Johansen, som vi har holdt kontakt med siden  studietiden i Aarhus, da  Klaus studerede medicin. De har aldrig været kedelige at være sammen med. Og så er der fra 1995 kommet endnu et par til, nemlig Elsebet og Anders Errboe, Michaels svigerforældre bosiddende i Mårslet. Med Anders har jeg en del fælles interesser, herunder slægtsforskning. Og da det er så heldigt at Elsebet og jeg er ud af samme slægt (Langberg-slægten fra Randlev og Odder) kan Anders og jeg trække på samme hammel, når det drejer sig om at finde frem til de gamle aner.

At Anders også har både liggende ved familiens sommerhus ved Mossø, har bevirket, at jeg nu er medlem af Mossø Jollelaug og med fornøjelse deltager i livet på søen. Og fælles interesse har vi ikke mindst alle fire i vore fælles børnebørn, Julius født den 2. August 1998 og Rosa født den 18. Maj 2008.

I 1975 byggede vi sommerhus ved Gjerrild Nordstrand, og her har vi hvert år tilbragt en del af sommertiden. Da der er en aldeles herlig badestrand, anvendes stedet også af og til af Sie og Michael med Julius samt Rosa, der er noget af en vandhund. I skrivende stund (2017) er Julius 19 år og en meget kvik ung mand, der nu efter endt studentereksamen vil studere musik. Ham er det en fornøjelse at være sammen med. Og så skal her også nævnes 3 medlemmer af familien, nemlig Sascha, Mischa, Liza og Dina. De tre førstnævnte har vi desværre ikke mere. De hviler trygt under vores store birketræ, men Dina er fortsat den vågne vagthund. Alle tre af racen Old English Sheepdog. Vore hunde har bevirket, at jeg har været bestyrelsesmedlem i Old English Sheepdog Klubben i Danmark, en overgang tillige formand.

Vi rejser hvert år en del, hvilket vi naturligvis holder meget af. Til tider er det for at se nyt, og så kan det ske, at det bliver til en storbyferie. Til andre tider er det ganske simpelt for at slappe af på en sydlig solbeskinnet ø. Og der må det erkendes, at det kan blive den samme ø vi gæster gentagne gange, hvis vi finder tilværelsen der behagelig. Senest har vi hjemsøgt Kreta.

Vi, Birte og jeg, er lidt forskellige med hensyn til den fysiske aktivitet, og det har således været mig, der tog på den ret strabadserende tur på 18 kilometer gennem Samariakløften på Kreta. En storslået oplevelse gennem stenede, smalle stier med stejle bjergflanker til begge sider.

 

Efterskrift

I dag (2017) er nødt til at indse, at tiden, der ligger foran, er væsentlig kortere end tiden, der ligger bag mig. Men skulle de sidste år for mig blot blive af nogenlunde samme kvalitet som de forgangne, er jeg ikke berettiget til at klage. Kun kunne jeg ønske, at der også venter mine familiemedlemmer med pårørende et langt og lykkeligt liv, gerne i en bedre verden.

Som en stor flod har bifloder, har en slægt tilstødende slægter. Hvis ikke det var tilfældet, ville der ikke være nogen slægt. Og det har i dette skrift drejet sig om sammensætningen af slægten de Lichtenberg Crone. For mig er det betryggende at vide, at selv om slægtens medlemmer i dag ikke er talrige, så ser det dog ud til, at den fortsat er levedygtig. Selv har jeg registreret et godt stykke over 300 aner; for mine sønner er der naturligvis registreret endnu flere og for vore børnebørn, der jo kan tælle aner også fra Errboe-familien, et enormt antal. Hvad vi ud i fremtiden får af efterkommere, kan vi ikke vide. At få et lille indblik i det må vi blandt andet overlade til vore repræsentanter for den nye generation, de gode børnebørn. Rosa og Julius Errboe Lichtenberg Crone.

 

Carl Gerhard de Lichtenberg Crone

 

Skovbrynet 3
Aalborg 9000 DK
Get directions

Fødselsdag:

1937

Erindringen ønskes afleveret til:

Aalborg Stadsarkiv
Aarhus Stadsarkiv
Odense Stadsarkiv