Ingrid Agnethe Munck

Ingrid Agnethe Munkcks erindringer om sine forældre, sin barndom og opvækst.

Rejsen tilbage

Somme tider kan erindringen være så stærk, at man synes, det er fortiden, der har virkelighed, og at nutiden blot er en eksistens i skyggeagtig tilstand.

 

De første år

”Så kommer den nye pige nok ikke til skiftedagen”, sagde min mormor, da hun efter et søndagsbesøg d. 1.11.1896 tog afsked med min mor. Jeg indfandt mig først den følgende dag, og tilmed så sent på døgnet, - kl. 11½, og det voldte mig siden hen mange tårer, da min storebror bestemt hævdede, at jeg kun havde en ½ times fødselsdag! –

Far og mor var i årene 1891-1895 højskolelærerfolk i Ryslinge, Sydfyn, far som den første, der fik løn som gymnastiklærer. Efter at far havde afsluttet sin teologiske eksamen, og siden været i Stockholm i 2 år for at tage gymnastikdirektøreksamen, bosatte de sig som sagt først på Fyn, indtil far sammen med sin studiekammerat Kåre Theilmann startede kursus i massage i København, men deres veje deltes snart, Kåre Theilmann tog sig af sygegymnastikken, min far gik over til friskgymnastikken, blev lærer ved Statens etårige kursus i gymnastik, og skrev ”Gymnastikreglement for hær og flåde”; senere blev far som den første civile mand gymnastikinspektør over hele Danmark. Far var da allerede blevet forstander for Statens Gymnastikinstitut – nu Højskolen for Legemsøvelser, og dette dobbelte arbejde beholdt han indtil 1927, da han trak sig tilbage som forstander.

Jeg hører til i midten af en børneflok, og vi kunne ikke tåle omplantningen fra land til by, og far og mor flyttede derfor i 1901 til Charlottenlund. Det blev derfor kun 4 år, jeg kom til at bo i København og de minder, jeg har fra den tid er kun få og dunkle; jeg husker lejligheden i Forhåbningsholms Allé, jeg husker mors dagligstue, som vi børn ikke kom i til hverdag. En aften står ganske klart: Juleaften 1900, da jeg fik min første dukke, og også nytårsaften husker jeg. Jeg har vist siddet ved middagsbordet, og hørt de voksne tale om, hvor de skulle gå hen og opleve århundredskiftet. Flyttedagen til Charlottenlund blev på en mærkelig måde skillelinjen mellem uklare, usammenhængende erindringer, og så tydelige minder. Det var en store rejse dengang at flytte på landet, og i den anledning var Ane fra Karise hidkaldt til hjælp, hun skulle tage sig af småbørnene. Da vi står på trappestenen, opdagedes det, at min lille 1-årige bror har fået én støvle og én sko på! At en sådan lille uregelmæssighed kan fæstes så dybt og blive skelsættende, forstår man ikke. –

At komme ud i det frie, hvor vor have gik lige ned til skoven, der dengang var aflåst og indelukket, at gå over vejen og komme ud på en rigtig mark, som man måtte træde på, var et stort eventyr. Og her på Norasvej var der rigtig plads til at tumle sig. Vi legede i skoven, vi gik til badeanstalten ved Fluepapiret, hele børneflokken, mor med i den, far bærende en af de mindste på sin skulder. Om vore barnedage her vil jeg nu fortælle, så godt jeg husker. Vi boede først i nr. 30, senere i nr. 20, indtil far i 1905 selv byggede hus, nr. 21, Lindehuset, det hjem, vi alle regner for vort barndomshjem. Det ligger der endnu, solidt og godt bygget, som en høne, der ruger over sine kyllinger, og herfra drog vi ud, når dagen kom, for hver på egen vis at finde vejen mellem liv og død.

 

Børneopdragelse

Når jeg nu hører som noget nyt, at fædre skal lære at tage del i børnenes pasning og opdragelse, undrer det mig, for helt fra vi var små har far, trods sin ringe fritid, trods sin dobbelte arbejdsbyrde, været med i arbejdet om børnene; han gjorde meget for os, han levede meget sammen med os, han var endog fødselshjælper, da min ældste bror blev født. Dengang boede far og mor i Ryslinge, og der var 2 mil til Ringe, hvorfra jordemoderen skulle hentes. Da hun endelig ankom, et godt stykke tid efter min bror, havde far svøbt og ordnet ham! –

Far og mor bragte deres gode, gammelkendte spisevaner fra barndommen med sig til deres eget hjem. Når jeg nu fortæller mine børn om vor daglige kost, har det undret dem: ”Hvor kunne I spise al den mad!”. Og det var et fyldigt morgenmåltid, vi blev fodret med i de første år! Vi begyndte med havregrød, og der skulle spises op, selv om grøden sad fast i halsen. Derefter en pande med æbleflæsk, fedt, sødt, med rugbrød til. Til middag, altid 2 retter med forret: Vælling, grød, boghvedegrød, fynsk prossekage. Bagefter kød- eller fiskeretter. Slik og chokolade fik vi ikke meget af, derimod købte far megen frugt til os, æbler, appelsiner, kasser med tørrede blommer eller figner. Vitaminer kendtes ikke, men vor kost må have været anderledes end den sædvanlige, vor huslæge gennem hele vor opvækst kunne ikke få vaccinationer til at slå an. Vi var for sundt opdragne, påstod han. Senere forandredes morgenmaden, vi fik alle kærnemælkssuppe med hjemmebagt hvedebrød til. At komme ned i den lune spisestue en kold vintermorgen – varme havde vi kun i den koldeste tid på børneværelserne, at se bordet dækket med mors gode veltillavede, og selvlavede ”kærnmatukke” (som den hed i min yngste søsters mund) husker jeg med glæde! Hvornår jeg bestemte, at hvis jeg fik børn, skulle de være fri for den lidet elskede grød, husker jeg ikke, at det skulle gå sådan, at alle mine 4 børn blev lidenskabelige elskere af enhver form for grød, har tit moret mig. Men det er ikke arv fra mig!

Vor påklædning bar, navnlig i de første år, tydeligt præg af landlig oprindelse. Jeg tror ikke, at nutidspiger ville bryde sig om at få stribede, hjemmevævede hvergarnskjoler på, højhalsede, langærmede; det stive, hårde tøj, vævet af uld og hør, kradsede i hals og armhuler. Og strømperne var ens for drenge og piger; mor fik (for 50 øre) strikket sorte uldstrømper med røde kanter foroven. De blev brugt både sommer og vinter, indtil underet skete, at vi piger fik lov at få halvstrømper og drengene sportsstrømper. At komme hjem den første forårsdag med følfod i hånden: ”Mor, må jeg få halvstrømper på?”. Det var forår!

Fodtøjet var et helt kapitel for sig. Vi børn gik alle i rummelige, solide sko, jeg vist det meste af min barndom i drengesko – jeg var mellem 2 drenge, skulle arve den ældstes, og de skulle holde til den yngre.

 

Skolegang og kirkevej

Fra mit vidnesbyrd fra Ordrup Gymnasium ser jeg, at jeg har begyndt skolen 20. august 1903. Jeg husker godt den første beklemmende skoledag; vi var ikke vant til at have kammerater, og pludselig blev man overladt til lærerinden og de mange nye kammerater. Jeg fandt dog snart én at slutte mig til, vi fulgtes ad gennem hele vor skoletid. De fleste af mine kammerater var fra hjem, der var anderledes end mit, de gjorde nar af min klædedragt, mine sko, af min mors mad, kom de en enkelt gang til min fødselsdag, undrede de sig meget over, at far bad bordbøn. Selv følte jeg mig anderledes end de andre, jeg var venstrehåndet, og det var dengang nok til at man følte sig sat uden for kredsen. Nutidens børn og forældre kan vel knap forstå, at man dengang blev tvunget til at bruge højrehånden til syning, til tegning. I de ugentlige håndarbejdstimer sad jeg og syede søm på min ”bæresærk” – chemise måtte man ikke sige, den blev aldrig færdig, men skaffede mig en dårlig bedømmelse i vidnesbyrdbogen, mens jeg hos mor broderede store håndarbejder med venstre hånd. At jeg tog revanche i gymnastiktimerne, hvor jeg kunne springe bedre end de andre med venstre ben, tror jeg ikke hjalp meget på mit omdømme blandt kammeraterne. Og så er sandheden dog den, at jeg er ambidexter, dobbelthåndet, alt, jeg selv har lært mig, bruger jeg venstre hånd til, mens det, jeg fra først er blevet oplært i, bruger jeg højre hånd til: Skrivning, strikning, hækling. Vi fik ikke karakterer i de første skoleår men: ”Flink og flittig, følger godt med”; engang stod der i min bog: ”Dito - dito” [ditto - ditto]. Rektor Kaper kom ind og hørte vidnesbyrdet læst op, de voksne lo, men jeg var grædefærdig, før jeg kom hjem og fik forklaret ordets betydning, spørge i skolen faldt mig ikke ind. Følte jeg mig således uden for klassekredsen, var der til gengæld et andet punkt, hvor jeg følte mig hjemme. Indtil 1910 var H.C. Frederiksen, kaldet Friser, leder af denne skole. Han havde startet denne ”personlige skole”, der til en begyndelse var uden eksamener, senere måtte den overgå til eksamensskole. Og med den form for skole, og med tonen i mit hjem følte jeg, var der harmoni. Friser elskede os småbørn, og mange var de gange, jeg løb vejen gennem skoven for at træffe ham, når han kom tilbage fra sin morgentur og erobrede mig en plads ved hans hånd – han havde en hel flok om sig, når vi endelig nåede skolen. Hans vers til børnene ”Did mange milde øjne har lyst mig på vej” er vist almen kendt, men hans vers til mor Fanny, hans hustru og mor for kostskolen, der i min første skoletid var indrettet i en fløj af skolen, kendes vist ikke ret meget:

”Og hele børneflokken og fader med i den,

vi siger til vor moder vor allerbedste ven,

hvor vejene gik dybest og kravene var størst,

der gik vi alle tryggest frem, når moder blot gik først.”

At blive kaldt ind til mor Fanny, var en stor begivenhed for mig; hun sad altid i sin stol ved vinduet, på forhøjningen, med udsigt over skolegården, i sin fine sorte kjole med hvid kappe på hovedet. Så nejede man finest muligt, når man var nået hen over det store, blankt polerede gulv, så fik man en (hel!) appelsin. Hvorfor netop jeg skulle kaldes ind, ved jeg ikke, men jeg fortalte ikke kammeraterne om det besøg.

Til årsafslutningen, hvor vore mødre sad i kreds om os, skulle jeg sige vers frem, jeg var så spændt på det, at jeg drejede min koralkæde rundt og rundt, til båndet brast – perlerne trillede på gulvet, dernæst trillede tårerne! Bagefter skulle vi hver stave et ord, jeg fik ordet ”bagdel”, og det var næsten et bandeord i mit hjem, så der var ingen, der fik mig til at lukke munden op, de voksne lo, den kloge lærerinde gav mig næste ord, og så var dagen reddet!

Begrebet tid er vist for de fleste børn noget uhåndgribeligt, - dagen før juleaften føltes som et helt år, til gengæld kunne man helt glemme tiden, fik man lov at gå i skoven og plukke blomster. At passe tiden om morgenen, og komme i rette tid til skole, var jeg vist lidt længe om at forstå nødvendigheden af. Engang, jeg fulgtes med min storebror, ringede skoleklokken, mens vi var nede ved kirken, jeg gik helt i stå, stak i at græde, men min bror fik mig i gang med et ordentligt puf i ryggen og et: ”Men så løb da tøs!” Vi kom for sent, alle var på plads i skolegården, og jeg fandt det meget slemt at skulle gå forbi rækkerne, og at sidde over synes mig at være det værste, der kunne times mig! Men efter den dag lærte jeg at tage tiden i agt, en lære, der har været mig til gavn gennem hele livet.

Hver morgen samledes alle lærere og elever til morgensang, og Friser sluttede altid denne med at fremsige et lille vers, jeg her gengiver efter hukommelsen:

”Mit land!

I dine sønners magt

i dine unge hjerters pagt

har Herren al sin styrke lagt

der står din fremtid skrevet.”

Fra deres første tid som gifte, havde far og mor hørt til valgmenigheden i Ryslinge; det faldt dem derfor selvfølgeligt at blive medlemmer af Københavns Valgmenighed af 1890, og det vedblev de at være også efter at vi var flyttet til Charlottenlund. Det var festdage, når far og mor med hele flokken tog afsted søndag morgen, det var aldrig tvang, vi følte det som noget selvfølgeligt, at vi alle fulgtes ad. De af børnene, der var kommet til i København eller Charlottenlund, er alle døbt og konfirmeret i den smukke kirke, med den dejlige altertavle af Niels Skovgaard, alene den var hele pinseturen værd, i den så jeg pinsesolen i al sin glans, har jeg ikke minder om prædiken, så har det billede givet mig minder om fest og højtid, og endnu kaldes disse frem, når jeg sætter mig under det.

Hvis vi ikke kom i kirke, så var det skik, at far, om han da var hjemme, læste en prædiken højt søndag eftermiddag inde i den fine stue, som ikke var åben til hverdag, og der var søndagsstemning over stunderne derinde.

Det er ikke muligt for mig at forklare, hvorfor jeg følte hjem og skole så samstemmende, jeg ved blot, at tonen i skolen, og tonen i hjemmet var enslydende, hvad vi lærte om i skolen, blev hjemme uddybet og forklaret af mor, jeg følte sammenhæng mellem hjem og skole – mon mange børn gør det nu?

 

Børnesygdomme

I unge, der i dag er forældre, kender ikke til det, der dengang hærgede de ofte store søskendeflokke – jeres angst er de farlige, de blodige veje, deri ligger nutidens store fare for vore børn. I min barndom var det de smitsomme epidemier, der jog som en farsot over børneflokken, - tog også engang en med sig. Det må vel have været fra skolen, smitten blev hentet, kighosten var slem i 1902, jeg husker spisestuen lavet om til sygeværelse med barnesengene i række, jeg husker sygeplejersken, der passede os, for i soveværelset lå mor med en nyfødt pige. ”Hende behøver de ikke være bange for, brystbørn får aldrig kighoste” var lægens mening, men den lille søster blev smittet, overstod ikke sygdommen, og en dejlig majdag bar far mig fra min seng ind til hende, jeg skulle sige farvel. Jeg var dengang 5-6 år, var lige begyndt at spekulere over dette underlige, der hed død, min mormor var den første, der pludselig en dag var borte. Nu var det den lille søster, vi aldrig har glemt, nu var hun ”oppe i himlen”. Så kort tid vi end havde hende iblandt os, hun blev for mig bindeleddet mellem det kendte – livet hos far og mor, og det store, fremmede, uforståelige.

Efter kun få års forløb rasede der i skolen en voldsom skarlagensfeber, der også blev bragt hjem til en lille ny søster på 2 år, mens de store skolebørn gik fri. Og der kom en lang tid med sygdom, først søsteren på hospitalet i mere end 2 måneder, dernæst blev jeg smittet, da hun kom hjem, og jeg bragte smitten tilbage til den yngre bror. Ved juletid havde far og mor 2 børn hjemmefra, min lille søster igen indlagt, hun havde fået ”den fjerde sygdom”, en følgesygdom, mindende om skarlagensfeber.

 

Mors hjælpere

I mit hjem havde vi ikke tjenestepiger, ej heller husassistenter, men piger fra landet, vist oftest fra Fyn, med navne, der duftede af humlehave: Abelone – det ældste pigenavn i min slægtsbog, stammende fra 1658, dengang stavet Appelone – Ane, Mie – og jyske navne Hanne, Signe, Jessi, Perlene, Olissen – de blev længe hos os, tog del i vort liv, vi spiste alle sammen ved bordet.

Vi følte ikke vort hjem så fint som kammeraternes, men én ting skortede det ikke på: Hushjælp. Mens der var småbørn i huset havde vi altid 2 piger, og hver gang børneflokken skulle forøges, kom vor trofaste Hanne, lærerdatter fra Fjerritslev; ved de 3 sidste fødsler havde mor langvarige sygdomsperioder med årebetændelse. At vi fik lov at beholde vor mor, var en guds lykke, ikke sjældent hørtes dengang om børneflokke, der var blevet moderløse ved slige lejligheder. Til hjælp ved reparation af det meget børnetøj havde mor vor barndoms kære Pers, hun var som ung enke kommet som hjælp ved vask og strygning – der var noget at stryge med datidens rigt besatte bukser, underkjoler, chemiser, natkjoler – alt med festoner! Der var en særlig tone i hjemmet, kom man fra skole, og Pers var der! Hun kunne fortælle om gamle dage i Ordrup, hvor hun havde levet hele sin tid, hun fortalte om varsler, overtro, spøgelser, vi var gysende interesserede, jeg er ikke helt sikker på, at mor altid godkendte disse historier, men det gjorde dem mere spændende – og hemmelige. På en sidevej i Ordrup lå Pers lille, lave hus, for længst borte. Engang skulle min lillebror og jeg hen til Pers med besked fra mor, min bror blev stående indenfor døren til hendes lille rene og hyggelige stue: ”Her er småt, men her er ikke fattigt!”

Om mor kan det siges, som der står i Ordsprogenes Bog: ”Endnu før dag står hun op, giver huset mad, sine piger deres tilmålte del!”. Dersom ikke sygdom hindrede mor, var hun først oppe, satte huset i gang, og fik sine efterhånden store børneflok i skole i god tid. Mor havde en god måde at planlægge husarbejdet på, og få det udført; man mærkede aldrig forjaget travlhed hverken i hverdagen eller ved højtiderne.

 

Jul – sommerferie!

De store mærkedage, der inddelte året for os, var julen og sommerferien. Og julen i vort hjem blev holdt med alle de nedarvede skikke. Omkring december skulle mors juleskinke købes og sukkersaltes, og samtidig begyndte vi på vor førjuletidssang, Jonas Lies’ dejlige sang, så fuld af forventning: ”Ind under jul” – andre julesange måtte ikke synges før nær jul – men denne sang vi ofte, alle 4 lange vers, til sidste linje: ”Så kommer jul!”

Mors julemad havde vist et let landligt præg, jeg er ikke sikker på, at nutidens husmødre ville godtage den kostplan med alle de drøje, fede spiser, vi dengang satte til livs. Julens egentlige indledning var frokosten juleaftensdag, og til den hørte juleskinken, kogt med peberkorn, laurbærblade og eddike, dertil spistes grønlangkål, så fulgte leverpostej, rullepølse, klejner og kaffe, alt selvsagt hjemmevirket. Dagen var utrolig lang, ikke til at få ende på, juletræet stod i den aflåste dagligstue, man kunne kun se glimt af toppen med de tre nordiske unionsflag, og de smukke juleengle, som maleren Poul S. Christiansen har tegnet til mor, at se gennem nøglehullet var ikke tilladt! Engang som voksen spurgte jeg mor, hvor mange dage træet stod pyntet inden juleaften. ”Å, kære barn, det pyntede jeg lillejuleaften, når I var kommet i seng”. – Endelig kom vi til den festlige middagsmad, risengrød med kirsebærsaft til, mandler i og mandelgaver, derefter julegåsen, som vist altid kom fra bedstemor (farmor) og som far med stor alvor og fuld optagethed skar for, vist det eneste ”huslige” arbejde far udførte året igennem. Til slut fik vi bedstemors juleaftensættekage, jeg har kun fået den, og kun lavet den til denne lejlighed, og så var nok alle maver fulde og alle munde mætte.

Ventetiden var lang, mens far og mor tændte træet, lysskæret fra lysene sås kun som en lille strimmel mellem dørfløjene, der langsomt blev åbnet – og så stod træet der i al sin glans. – Der var ikke juleaftensgudtjeneste i min barndom, så far læste juleevangeliet for os; altid det samme: ”Men det begav sig i de dage”, og alle vore kendte julesange fulgte derefter, hver af os havde vor kæreste sang, iblandt dem den vist ikke meget kendte ”Julebudet til dem der bygge” – gaverne – ja, de var ikke mange, vi fik mest nødvendigt tøj og julebøger, mens vi var små, de samme julehæfter, år efter år, de kostede 25 øre pr. hæfte, og vi læste dem, til de var helt slidt op!

 

Sommerferie

Som før nævnt følte vi børn os ikke forvænte, vi havde ikke penge mellem hænderne, som vore skolekammerater, vi fik ikke penge til slik, og vort tøj, der var solidt og rent, var ikke moderne eller flot, men vi fik det, vi tog som en selvfølge, og først langt senere forstod var den største gave, forældre kan give deres børn: Både far og mor gav sig tid til at tale med os, til at synge og læse for os, og de gav os de dejlige sommerferier – hvor må det have været et stort arbejde at skulle sørge for tøj, mad, sengetøj til os alle + pige. Den første ferie, jeg husker, var i sommeren 1901, da far og mor lejede et fiskerhus i Vemmetofte, og det rummede ikke alene os alle, men også min morbror og hans familie, der den sommer var på besøg fra Amerika. Jeg har besøgt egnen siden den fjerne sommer i 1960, da min kusine rejste herover for at genopleve stedet, se den store musesten, underligt som barneminder ligger dybt gemt!

Senere fulgte besøgene hos farmor på den store fynske gård, som var fars barndomshjem, jeg mindes bedstemors store hus med salen med det hvidskurede gulv, havestuen med den store dør med de mangefarvede glas i. Var man stor, fik man lov at sove i bedstemors soveværelse, deri fandtes en stor søsterseng, bred men ikke lang, den rummede let 3-4 kusiner! Turene til faster i Båring foregik pr. ben, mor kørende barnevognen med den mindste, gad vist hvor mange børn den sorte barnevogn har holdt til, man passede på

Efter bedstemors død gik ferien i nogle år til Søndervig, hvilken rejse i hine tider! Op før dag i Charlottenlund, få pakket mad og sengetøj, få os på vogn til stationen, rejste den uendelige vej til Ringkøbing, hvor en dagvogn holdt parat til at køre os det sidste stykke til sommerlandet. Dagvognen havde gråt riflet fløjl, den lugtede så dejligt af tobak, af støv, af smørrebrød, jeg synes, jeg endnu kan føle den blandede lugt i mine næsebor. At komme til Vesterhavet med klitter og rigtigt saltvand, der bed i læber og kinder, var nyt for os. Vandet var for voldsomt for os mindre, ville man endelig ud i det, måtte man have tov om livet, det holdtes af mor, men mest legede vi små i det lille bassin, lidt vand skyllet ind over den inderste revle. Far legede med os, tumlede med sine drenge, vi gik ture ud på bærplukning, vi fik højtlæsning om aftenen, var det regnvejr, og om aftenen måtte vi op på den hvide klit bag huset og se solnedgangen. Det var dejlige somre, vi havde der. Senere fulgte Liselejesommeren, så Lundsommeren ved Stevns Klint, men da var flokken allerede ved at spredes. Verden uden for os lokkede og drog.

Mor

”Hvad hedder din mor?”, spurgte læreren min ældste bror. ”Mor, hun hedder mor”, lød svaret. Begrebet mor var et navn, det var ikke faldet drengen ind, at mor også havde et andet navn! Mor var en del ene med os børn, dels rejste far jævnligt, dels krævede hans arbejde ham i byen hver dag. Det er vist ikke fejl at sige, at mors inderste verden var hjemmet og vi børn, uden at hun derfor lukkede sig ude fra andre sider af tilværelsen. Mor fortalte meget for os om gamle dage, vi elskede at høre om hendes fødsel på gården Nørre-Mølle, nær Viborg, i 1864, mens tyskerne havde besat egnen, og råbte hurra for den nyfødte, vi hørte om den 6-dages lange rejse på åben vogn, fra Viborg til Bregninge på Ærø, hjem til bedstemoderen! Mor læste meget højt for os, dengang var det ikke skik at hvert barn havde sit eget værelse, endsige varme på børneværelserne, så vi sad alle om aftenen om det store spisestuebord, hver på sin faste plads, og læste lektier med fingrene i ørerne; det gjaldt om at blive færdig, så mor kunne lægge sit strikketøj, og få fat på bogen. Og så sang mor for os, ”børnenes forsanger” skrev far engang i en bog. Vor kærlighed til sange og salmer, blev sunget og nynnet ind i os, fra vi var små.

”Hvor er mor?”. ”Er far hjemme?”. ”Hvad skal vi have til middag?”. Sådan lød spørgsmålene, når vi kom fra skole, blot vi havde set mor, var verden i lave, og vi kunne godt gå ud og lege. Men var mor en sjælden gang taget på indkøb i byen, så var tiden ikke til at få has på, selv far kom urolig ud, så over brillerne, bekymret for hvor blev mor dog af.

 

Far

Drømmenes kyst den lyse!

En af mine tidligste erindringer om far fra Charlottenlund – vi boede dengang i nr. 30 – var en aften, far var gået tidligt i seng, og vi små fik lov til at komme op og ligge hos ham, kravle rundt om ham, han legede med os; så gav far sig til ganske stille at synge: ”Stormen, lad den kun bruse, bølgen, lad den kun gå” – det må have været vinter, for fra fars seng kunne vi se de store, bladløse egetræers grene svaje for blæsten og høre dens svage susen. Lidt efter lidt faldt der ro over de livlige børn, og med fars sang i vore øren, sov vi ind. – Da mine brødre kom i skole, læste min far højt for dem, man følte sig stor den første aften, man fik lov at blive oppe for at høre på! Far læste Ingemanns historiske romaner, Kiplings bøger, Fridtjof Nansens bøger, og drengene legede ”Carl af Rise” og de mange eventyrlige skikkelser, Ingemann gav liv gennem sine fortællinger. Vi piger kunne til nød få lov til at figurere som indespærrede jomfruer, ikke altid til brødrenes tilfredshed, for vi skulle holde os stille indenfor 4 sammensatte stole. – Hvor forskellige far og mor end var, så udfyldte de hver deres plads, i hjem, i arbejde; mor var den mest realistbetonede, praktisk dygtig til sit store arbejde, og samtidig vågen for alt skønt – naturen, sang, musik, og hun var en god rådgiver for far gennem hele livet; far var med sit lyse, lette, fynske sind åben for alle, ville tro godt om alle mennesker, der vist af og til er blevet mistydet og opfattet anderledes. Skal jeg nu, selv gammel, prøve at vurdere deres evner mod hinanden, så tror jeg, at mor med sit sikre instinkt hurtigere så en ting klart end far. Vist har far og mor haft deres vanskeligheder, deres forskellige meninger, men vi børn blev skånet for at høre dem drøfte dem i vort påhør. Som min storesøster engang sagde til min bror, de var uenige i legen far-mor-børn: ”Rigtige far og mor skændes aldrig!”

Vi fik lov til at være børn. Det faldt ikke svært for os at lade vore forældre tage bestemmelse om skolegang, og senere planlægge vor ungdomstid. Far havde sine idealer derfor, og jeg tror, mor fuldt ud godkendte dem; de var vel frø af Grundtvigs skoletanker. Dengang var det ikke almindeligt, at piger afsluttede skolegangen med studentereksamen, at brødrene skulle have den, var en given sag, men de skulle et år på græs mellem mellemskolen og gymnasiet; min ældste bror kom til en farbror på slægtsgården, min yngste på Askov Sløjdskole. Vi piger skulle alle en vinter i en dansk præstegård, og en vinter på Askov Højskole. Derefter fik vi lov at vælge den uddannelse, vi ønskede. Jeg husker ikke, der var nogen utilfredshed med disse planer, jeg for min del mindes med glæde min vinter i præstegård, skønt livet der var så helt anderledes, end det, jeg kom fra – og Askovvinteren – for mere end 50 år siden ville jeg nødig have undværet.

Vi børn fik ikke mange formaninger med os, når vi skulle ud blandt fremmede, mange forbud havde vi heller ikke, den sikreste retningslinje var eksemplets. Far og mor viste os, gennem deres eget liv, den vej, de ønskede, vi skulle gå, og ingen af os har følt trang til at gøre oprør mod det, der var grundtonen i vort hjem, om også de hjem, vi senere selv startede, da det blev vor tur til at finde vejen frem, måtte blive forskellige. Fars store betydning for os lå deri, at han, gennem hele sit liv, levede efter sine idealer, egentlig gammel blev far aldrig, trods sine 85 år. Nu er der vist ikke mange af den nulevende slægt, der kender hans navn, gør det noget? Han var med til at lægge brosten, et ofte upåagtet, men nødvendigt arbejde.

 

De første ungdomsår

Og så gled skoleårene, mellemskoleeksamen blev overstået, og dermed afslutningen på skolen for mit vedkommende. Den følgende vinter var jeg i huset hos mor, gik til præst i København, og blev konfirmeret i april 1913. Næste vinter, den sidste inden den første verdenskrig, var jeg i Vester Vedsted præstegård, jeg havde det godt hos en god præstefamilie, længtes hjem, det var jo første gang, jeg var så lang tid fra mit hjem. Der oplevede jeg, at bønderne kom, for vist sidste gang, og betalte præsten kirkeskat, tiende, in natura. Nu er længst den præsteslægt, der i min tid havde hjem der, borte: ”Hvem mon plukker, og hvem mon får, de friske violer fra plænen i år?”

Så kom Askovvinteren med alle de rige oplevelser. Trods krigen uden om os, havde vi en god og lærerig tid, der for mange af os satte sine spor gennem vort senere liv, jeg har fulgt den lille kreds, der boede sammen, gennem vore mere end 50-årige vandrebøger – nu er vi kun få tilbage af flokken. Jeg ville gerne have haft uddannelsen som skolekøkkenlærerinde, men på grund af mit handicap – venstrehåndethed – mentes det, jeg ville være uegnet til at undervise i dette fag. Derimod kom jeg på Frøbelhøjskolen, hvis stiftere, og dengang ledere, var søstrene Anna og Bertha Wulff. Læretiden på denne højskole var jeg meget glad for; et år var undervisningen dengang, derefter blev jeg lærerinde og sekretær hos Anna Wulff, mens jeg ventede på at folkebørnehaven skulle udvides til også at omfatte 2. sal i den gamle patricierbygning i Prinsessegade; det var meningen, at jeg skulle lede denne afdeling. Men det trak så længe ud, at jeg måtte opgive det, jeg måtte dygtiggøre mig til den gerning, jeg allerede for længst havde planer om. Mange år efter blev min uddannelse på Frøbelhøjskolen grundlaget for mit arbejde i børneværnet.

Så gled de første ungdomsår, indtil jeg en dag gik ud af mit barndomshjem for at finde vejen frem gennem dette vanskelige, dette dejlige liv. Fra mit hjem tog jeg en god arv med mig, som jeg bedst kan udtrykke i 3 enkle ord: Nøjsomhed, sparsommelighed – og det tredje, som man ikke råber fra tagene om.

 

Ringen sluttes

Nu har jeg i denne sommer været rejsen tilbage gennem erindringens rige egne, og det er nær de halvt hundrede år, siden jeg rejste fra mit hjem; jeg er nået et godt stykke frem i at tømme ”årenes kalk”, og nu vender jeg tilbage til min barndomsegn. Lindehuset ligger der endnu, men den børneflok, jeg hørte til, er for længst over alle bjerge, og de barnefødder, der som en spurveskare fløj over gruset, går ikke så let over jorden mere. Vort arnested blev koldt. Vort hjem var som en lukket verden, et fristed, hvori ingen kolde vinde fik lov at trænge ind. Nutiden ville vist kalde vor tilværelse for overbeskyttet, og mene, at en vis portion modgift kan være gavnlig. Men – har ikke en plante brug for at blive skærmet, mens den slår rod, at roden får ro til at trænge dybt ned til grundvandet, hvorfra den kan hente kraft til senere at modstå de storme, ingen kvindefødt undgår. At blive rodfæstet, det er sagen. Og sker der end skred i ens tilværelse senere, så hentes der daglig styrke fra dette rige, lønlige kildevæld, minderne er, og det giver kraft til dagene der kommer.

1

Charlottenlund 2920 DK
Get directions

Fødselsdag:

1896

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv