Conny Larsen

Conny fortæller om sin barndom i Bistrup, og fortæller om alle naboerne de havde med at gøre på Bistrupgade, Søndervej, Bistrupvej og Møllevænget. Conny er vokset op i en søskendeflok på 8, hvoraf 2 er syge med muskelsvind og dør i en ung alder. Hendes beretning fletter sig sammen med forældrenes og bedsteforældrenes og bliver således en fortælling, der strækker sig over tre generationer. Gør ejerskabskrav på erindring

Min barndomsby Bistrup

Jeg er født på en sofa i Bistrupgade 29 kl. 10 om formiddagen i 1955. Jeg var ret lille og vejede ikke ret meget og i den første tid tabte jeg mig. Jeg har tilbragt sorgløse stunder og ganske alvorlige dage i denne by. Det første jeg husker var en kæmpe dukke, jeg altid slæbte rundt på, den var større end jeg, med krop, hoved og arme var af porcelæn. Den have ikke noget tøj. Det syntes jeg ikke var nødvendig, og så var den lettere, at slæbe efter sig, i en arm eller et ben. En dag da jeg kravlede under hegnet til Anders og Ingeborg gik hovedet i stykker, det kunne ikke laves. Far købte en stor plastikdukke til mig, men det blev aldrig det samme, den var ikke leddeløs nok.

Bistrupgade 27

Anders og Ingeborg var vores naboer, Ingeborg var Anders husbestyrerinde. Anders har i mange stunder fortalt historier, rendt efter os eller drillet os. Anders var en lidt svær mand, der altid gik rundt med en gammel murerkasket og seler. Anders kom fra Dyrlev Beldringe. Ingeborg Kirstine Petersen født Larsen i Rettestrup. Vi holdt meget af Anders og Ingeborg og det var dem, der fik mig til at holde op med at bruge sut, for Anders sagde, at jeg var alt for stor til at bruge sut, og det så grimt ud at sådan en stor pige brugte sut.

Anders dør 2. september 1958 og Ingeborg 23 november 1959.

Jeg husker også min røde tre hjulet cykel. Den var også min et og alt. Lige indtil at vores nye naboers lille dreng, havde taget cyklen og var kørt i Gadekæret. Vi hørte nabokonens skrig, og mor fik ham fisket op og lagde ham på maven, hvorefter hun pressede vandet ud af lungerne. Falk Zonen blev tilkaldt via Brugsen, som var den eneste, der havde telefon. Herman som han hed blev ok, og overlevede. Lise og Erik hed de nye, efter Anders og Ingeborg. De havde så vidt jeg husker 3 børn.

Bistrupgade 26

På den anden side af vejen boede Johanne og Munk, de boede i et gammelt hus med fladt tag, som Munk havde bygget op af en gammel ruin der lå på grunden, i Bornholmer-stil som han altid sagde.

Munk tjente penge ved at arbejde lidt her og der. Det var markarbejde og deslige, siden hen var han på understøttelse og hentede sine penge på cykel i Næstved. Når han kom hjem var han gerne lidt beruset og kunne ikke komme af cyklen og havnede gerne i syrenhækken, hvor Johanne var ude og fiske han op.

Han havde en meget stor urtehave og i sine yngre dage meget velholdt, den gav fine grønsager. De hentede gerne vand fra det nærliggende gadekær til at vande urterne med. 2 spande og en vandkande af metal brugte de.

Munk havde en stor sort gedebuk som gik og græssede her ved gadekæret, vi var lidt bange, for den var lidt ondskabsfuld. Han havde også kaniner, en gris eller to.

Han holdt meget af sine kaniner, så da de fik kaninsyge og far måtte aflive dem græd han.

Munk gik altid og samlede brænde i skoven, alt nedfalden og det der var til overs samlede han. Han fik det meste gratis, og de penge var sparet.

Munk havde tapetseret væggene i stuen med billeder fra diverse ugeblade, blomster, mennesker, piger med mere eller mindre tøj på. Der var ikke elektricitet hos dem, de havde petroleumslamper over alt, samt et komfur i køkkenet, hvor Johanne lavede mad.

De havde store mørkegrønne gardiner, med blomster på i stuen og kong Christian den 10. og hustru hang på væggen, sammen med billeder af nogle slægtninge.

Munk og Johanne elskede gammeldags dansemusik, helst spillet af Teddy Petersen. De havde en lille transistor radio, som altid stod det samme sted, så de kunne hører Teddy Petersens orkester og tit tog de også en svingom i stuen.

Johanne og Munk kunne ikke undvære hinanden de havde levet sammen i så mange år fyldt med sorger og glæder, at da Johanne døde 23. september 1977, ja så døde Munk den 19. november 1977.

Hjemme havde vi gråænder og gæs i gadekæret, de var stækkede så de kunne ikke flyve og far havde lavet 3 andehuse på pæle. Her ruede de ællinger ud. En overgang havde vi også høns, men det gav for mange rotter så det blev droppet. Hvert år måtte vi være med til at fange dem og slagte og rengøre dem. Hvorefter nogle blev solgt og andre blev kørt op til frysehuset i Fodby og opbevaret der. Vi havde ikke fryser selv, og vi havde i lang tid havde vi et gammeldags støbejernskomfur. Jeg husker der var en kentaur på ovnlågen

Ude i gangen havde vi en grukedel som mor kogte tøj, når hun vaskede. Ellers stod hun med vaskebalje og vaskebræt og skrubbede. Et hårdt slid var det. I min tidlige barndom havde vi heller ikke vand inde, så det blev hentet ved brønden i spande.

I huset var der køkken, spisekammer, gang, hverdagsstue, stadsstue, soveværelse kammer og så et rum til Lokum, værktøj og en gris. Ja vi havde lokum som man kun kunne komme til ved at gå ud og om på den anden side af huset.

Haven var fyldt med kartofler, frugtbuske og et par æbletræer, et dejligt sommeræble som smagte vidunderligt. Vi havde også en sveskeblomme, som altid lige skulle have en snert frost for at blive rigtig gode.

Mellem Anders og gadekæret var der en sti på 40-50 cm den cyklede vi på i fuld fart, når vi skulle i brugsen for mor. Vi faldt ikke i vandet, det gjorde vi sjældent, vi var jo vandt til gadekæret. Der er dog nogle af mine brødre der er faldt i ved at skubbe til isflagerne på vandet, eller hoppe fra sten til sten.

 

Bistrupgade 22

I brugsen boede Valdemar og Gerda som havde brugsen i mange år, Valdemar kom fra Ubby Holbæk sogn og hed Harald Valdemar Pedersen. Han var gift i 1934, med Gerda Pedersen, hun er født i Tureby Præstø amt. Valdemars far var landarbejder, og husmand og Gerdas far var skovarbejder under Bregentved.  De havde af børn Ole og Birgit. De overtager butikken efter Hans Peter Olsen der dør i 1934.
Det var en lille butik der havde det meste inklusiv de cowboybukser, som vi unger skulle bruge. Jeg husker især den store kaffemølle, som duftede helt vidunderligt, når der var malet kaffe på den og man kom ind i butikken. Til jul havde Gerda altid pyntet det ene vindue med et nisselandskab, med en kælkebakke, huse, grantræer alt hvad et nisselandskab behøvede.

Desuden var der mange forskellige nisser nogle kælkede, løb på ski osv. Vi unger elskede at stå at kikke på det og finde nye opdagelser i landskabet, vi trykkede næserne flade og lavede fingre på ruden. De havde næsten alt inklusiv foderstoffer, og hvis de ikke havde det kunne man bestille det, så blev det hentet hjem.

På et tidspunkt blev der også sat en benzinstander op, så man kunne købe benzin, jo de fulgte med tiden, Valdemar havde butikken lige til han døde og Gerda førte den videre til hun var en ældre dame, og ikke syntes at tiden og Bistrup havde brug for en butik længere, og flyttede til Grimstrup.

Bistrupgade 19

På den anden side af vejen boede Holger og Oline Jensen. Jens Holger Jensen kommer fra Solrød hvor hans far var arbejdsmand, han bliver gift med Oline Dorthea Jørgensen fra Halling ved Randers. Hendes fra var Boelsmand.

Hvornår de flytter til Bistrup ved jeg ikke, men de boede der lige til Holger døde og Oline flytter, en gang i 1970’erne. De havde grise, høns et par køer som stod nede på jordstykker, der hvor Bistrupgade 56 og 58 ligger nu. Der gik Holger hver dag ned for at vande og flytte sine køer. Holger solgte æg og grise, der kom en grossist en gang om ugen og hentede æggene. Han havde også mange grønsager på sine marker som han solgte. Men ud over jordstykket på Bistrupgade 19 så havde han også et stykke jord, der nede hvor Bistrupgade 58 ligger i dag.

Jeg husker Olines blå kittel som hun næsten altid havde på. Når der var middages gæster stod Oline i køkkenet, og kom sjældent ind til bordet og spiste med, hun havde det bedre uden i køkkenet, sagde hun. Desuden måtte ingen begynde at spise før værten havde fået mad.

Det var her mine brødre sprøjtede Holgers fine roser, så de gik ud. Haven var ellers meget velholdt, og der var absolut ikke noget ukrudt i den. Oline havde i en del år været med i husmoderforeningen i sognet, og også som formand.

Holgers og Olines datter Ingelis, gik i skole med Tømmerens Inge og Hans Wissing fra Saltø, de fulgtes altid i skole sammen. Hun kom også meget hos Anders og Ingeborg. Det var Ingelise og Brugsmandens Birgit, det sammen med andre unge fra byen, der en nytårs aften kom, 1 kg gær i Munks lokumstønde, det kogte så meget over at det løb helt ud på vejen. Landbetjenten kom og skældte dem ud.

 

Bistrupgade 20

Over for Holger og Oline borede Frederik og Karen Hansen på Vadestedsgården. Her rende vi unger en del og hjalp til i høsten med at køre halm ind. De var bror og søster og vokset op på gården. Frederik udstoppede fugle og dyr, og var god til det. De havde en karl vi altid kaldte ”Papøre”. Han hed Svend, han havde stritøre. Hver sommer kom en Tysk dreng på sommerferie, Rejnholdt hed han, ham legede vi ofte med, når han var der.

Frederik Hansen var formand for gymnastikforeningen fra 1919 til 1931, og han gik meget op i gymnastik. Han var den, der var med til at skaffe penge til foreningens fane, der nu er opbevaret på museet, med ret til at låne den. Frederik Hansen fik også en pengegave til foreningen på 100 kr. han fik den på en meget utraditionel måde, nemlig i en kuvert bundet fast på en af hans mælkejunger som stod i gården. Der var ikke navn ved så man prøvede længe at finde ud af hvem der havde givet pengene. Karen husker jeg ikke så meget.

 

Bistrupgade 16

På bakken bag Vadestedsgården boede Herman og Erna Andersen. Mine brødre legede ofte med Erik, deres dreng på samme alder, som dem. Herman solgte grøntsager på torvet om lørdagen. Havde et drivhus bag gården.

 

Bistrupgade 23

Så var der gården bag os Bøvingslyst, her boede i min tidligste barndom Bernhard Arnold Nielsen. Han var gift med Maren (Manna) Kjær, men hun døde allerede i 1952 så hende har jeg aldrig set. Men fik fortalt at hendes forældre var fra Herning-egnen og hed enten Hvidbjerg eller Fabricius Krarup, og de kom hertil i 1922. Jeg husker ikke at Bernhard, boede der så længe, men husker at Jens Nielsen gerne skulle have Halmen hjem, til Langebjerggård. Husker også at gården stod tom længe og ind i mellem blev lejet ud. Vi gik tit op til rævehøjen og så ud over landskabet og drømte lidt.

 

Bistrupgade 8

Ved siden af Herman Andersen ligger Langebjerggård, lige bag smeden, her boede Jens Nielsen. Husker at hans bukser altid var så snavsede. Han havde en schæferhund som han altid pudsede på os, når vi stjal hans valnødder eller æbler. Så rendte vi alt hvad remmer og tøj kunne holde. Husker ikke om der boede andre der, men han havde en karl, da vi var børn. Han var i sine unge dage ansat på Saltø Gods.

 

Bistrupgade 10

I den gamle skole (højskolen) boede Frederik Nielsen og hans kone. Han havde i sine unge dage, kørt mælk fra Saltø til Næstved Station, for de leverede, dengang Mælk til Trifolium i København. Han fortalte at han startede kl. 4 og kørte via Bornakkeskoven og Ålestakbakken og om vinteren måtte han læsse halvdelen af neden for foden af begge bakker for at komme op af dem. Det må have været et slid sådan at slæbe på de mange junger af mælk op og ned af vognen. Ellers har der boet flere forskellige i skolen, husker ikke dem alle.

 

Bistrupgade 12

Så længe jeg husker tilbage har der været smedje i Bistrup, her boede Niels Kristian Kristiansen og hans kone, og før han hans far Åge og Karen

 

Bistrupgade 9

Over for smeden boede Hans og Elna Mortensen, det var en gammel firlænget gård med stråtag. Husker de have en stor St. Bernhards hund.  I køkkenet stod der et langt bord, med en bænk langs væggen, under bænken var der bure til gæs og høns og for enden af bordet en stol. Over stolen på væggen et tobaksskab. Jeg ved at Hans Harald Mortensen er født Thinget Neble mark Boeslunde og Elna Paulsen født Kirkeby Hornstrup sogn. De er gift i Pedersborg kirke.

 

Bistrupgade 4

Her boede mange forskellige mennesker husker dem ikke, det var ikke et sted hvor man boede længe. Dog boede der en Leo Larsen sammen med Lizzie Madsen, en af Svend Madsen døtre, de rejste til Sverige i 1963, havde mange børn.

 

Bistrupvej 2

På den anden side af vej over for Bistrupgade 4 boede Ejvind og hans kone, de havde 2 døtre, Birgith og Hanne, i enden af huset boede en ældre mand, husker ikke hvad han hed, med han skulle altid save brænde lige i middagsstunden når tømmerens kone skulle sove til middag. Mine brødre og tømmerens Hans, stoppede skorstenen til en dag, så han kunne ikke starte den. Motoren den sagde altid tuk tuk tuk. Det tog lidt tid inden han fandt ud af hvad der var galt.

 

Bistrupvej 4

Ved siden af Tømmer Gerner Larsen og hans kone, og sønnen Hans, som havde et musikband, som øvede på loftet over værkstedet. Her var vi somme tiden oppe og høre dem.

 

Bistrupvej 5

Chauffør Hans boede her, havde en datter Susanne.

 

Bistrupvej 8

Så er vi nået over bakken her lå Savværket med de røde tegl på. Her huserede Kaj Pedersen og hans moder Elna. Kaj var ikke gift, han havde gerne en eller to ansatte, til at gøre det fornødne arbejde. Men savværket, fulgte ikke med tiden og blev langsomt sat i stå. Der lå bunker, af træ og tegl mursten. Her stod også, noget af en lastbil, fra krigen 45, med kakkelovn på. Det var et godt og farligt sted at lege, og så kunne vi altid gemme os, hvis der kom nogen. Far sagde altid, at vi ikke måtte være der, det var for farligt, især når det tordnede. Med tiden sank det i grus, og blev revet ned.

 

Bistrupvej 12

Karl Erik Jensen, tjaaa ungkarl, lidt anderledes, snakkede lidt med sig selv, var søn fra nabo gården Bryllingsgård. Passede sin jord, sine grise. Solgt lidt grøntsager, ind imellem drak han lidt for meget, hvor han havde dobbelt så langt hjem. Ellers en fredelig mand. Peter Martin Hansen har bygget huset.

 

Bistrupvej 13

Bryllingsgård, her boede Pære-Frederik som vi kaldte ham, han havde nogle gode pærer i haven, havde en datter Karen og så Karl Erik.

 

Bistrupvej 16

Jens Axel Petersen boede her, da jeg var barn, med hans kone Lis og to døtre Hanne og Ulla. Det var hans far, der havde bygget gården. Axel som han i daglig tale blev kaldt, havde grise, som han solgte. Han havde en lille lastbil som han kørte rundt i.

 

Bistrupvej 20

Ved siden af Axel og Lis boede Anna og Lars Valentin Villy Olsen. Villy var Brugsmand i Spjellerup og var søn af Hans og Jutta Olsen, som havde Bistrup Brugs før Valdemar og Gerda. Jutta og sønnen Villy boede efter Hans Olsens død i Bistrupvej 2. De havde 2 børn, Søren og Elsebeth. Villy døde i en ret ung alder så Anna boede der alene med sine to børn.

 

Søndervej 40

Kan ikke huske hvem der boede der.

 

Søndervej 42

Citronhuset kaldte vi det, havde også en stor udskiftning, husker en familie med mange børn ellers ingen.

 

Søndervej 44

Her boede Åge Rasmussen og han kone Marie, men vi kom der ofte for de var bedsteforældre til nogle af byens andre unger, som vi ofte legede med. Dette var også et sted vi hjalp til med at køre halm ind. Når vi sad på halmlæsset kravlede der ofte en mus op i buksebenet, væmmeligt. I køkkenet var der en pumpe ved vasken som man pumpede vand op med.

 

Søndervej 48

Svend og Erna Rasmussen husker ikke meget om dem

 

Søndervej 52

Poul Hansen og hans kone, Poul var vokset op på Tealyst Møllevænget havde en pige Gitte, som vi legede med.

 

Søndervej 58

Husker ikke, hvem der boede der.

 

Søndervej 34

Niels George Poulsen og hans kone Marie. Huset var gammelt man gik ind fra gavlen og kom ind i køkkenet. Husker at udlængerne brændte men at de reddede stuehuset. Han havde grise og høns på ladens loft, og var lidt af en opfinder, kunne altid finde løsninger på problemer med redskaber og andet. Marie snakkede altid om at rejse hjem til Skelby. Havde 2 børn Sonja og Torben.

 

Søndervej 43

Ågården Anna Kirstine Grothe og Anders Johansen, husker ikke meget om dem.

 

Bistrupgade 34

Til den anden side af byen mod skoven var vores nærmeste nabo Rasmine og Frederik Christiansen, der har bygget huset midt i 1930’erne, mens de selv bor i et gammelt udhus indtil det andet er færdigt.

Rasmine og Frederik bor der i mere end 46 år, hvor Frederik har været jord og betonarbejder, skovarbejder i Saltø skov, og har også arbejder i brunkulslejerne i Jylland under krigen. Rasmine arbejdede som malkekone på Vadestedsgården i mere end 22 år. Foruden hun var rengøringshjælp og hun har også vasket for folk. De fik 5 børn og en del børnebørn og de nåede at holde guldbryllup sammen.

Frederik var altid offer for sjov og ballade til nytår, og kun fordi han blev så gal. De havde en stor smuk urtehave,

 

Bistrupgade 38

Gurli og Willy Møller de havde heste, og en overgang rideskole.  Husker jeg blev bidt i næsen af en hest, derfor er min næse lidt skæv i dag. Husker kun de havde Susanne og Palle. Palle kom slemt til skade fordi han cyklede lige ud i en bil, men kom sig. Ungdommen samledes altid, om aftenen på vejen ved hestefolden og Meritshøj. Vi unger kom der også, det var spændende at høre og se på de lidt større, der snakkede og røg cigaretter. Her legede vi også legen at Tage Land, og Hvor Højt Elsker Du, to boldlege, eller dåseskjul.

 

Bistrupgade 44-46

Her boede Solvej og Kaj Christoffersen, de havde 3 piger Ulla, Jytte og den mindste husker jeg ikke hvad hed. Dem legede vi ofte med, husker der lå et gammelt, gult bindingsværkshus. Det var meget faldefærdig, så Kaj rev det ned og byggede Garageanlægget til sine lastbiler.

 

Bistrupgade 35

På den anden side lå Meritzhøj, her boede Emil og Åse Madsen. De havde 2 piger Jytte og Inge. Senere fik de en dreng Flemming. Husker da han kom til, verden, da blæste Emil en retræte i sit jagthorn. De havde gerne en eller to karle – Inge blev gift med en af dem. I enden af bygningen boede en ældre mand, som til sidst var meget syg. Husker ikke hans navn.

 

Bistrupgade 52

Her boede Ebba og hendes børn og så Ida og Per Sørensen og før dem Idas bedstemoder.

 

Bistrupgade 54

Elin og Arne Jørgensen boede der og før dem Julius, en ældre mand og hans kone. Julius var også offer for drilleri til nytår. Kun fordi han virkede så gnaven. Ellers har Elin og Arne med deres to drenge og en pige boet der i mange år. Lis fra nr. 60 fortæller: “Da vi flyttede til Bistrup i 1958 boede Christian og Marie i nr. 54. Christian hed Hansen til efternavn, Marie husker jeg ikke efternavnet på, hun var husbestyrerinde for ham. Da Christian døde, kom Marie på Karrebæk Alderdomshjem. Hvor længe hun levede der ved jeg ikke. Efter dem købte Martha og Ejvind Fjordside huset, de boede i det, indtil de havde bygget på nabogrunden. Først derefter flyttede Elin og Arne ind i huset.

 

Bistrupgade 56 og 58

Her var bar mark, her gik Holgers Jensens køer, indtil Fjorside og Ida og Per Sørensen bygger nye huse på jorden.

 

Bistrupgade 60

Martasminde, her boede Erik og Henny Hansen, de havde 4 børn, Jørn, Lis, Ove og Jens, som vi ofte legede med. Huset hedder Martasminde på grund af en tidligere ejer. Husker Henny havde en kraftig stemme, når hun kaldte på sine unger.

 

Bistrupgade 62

Her var bar mark indtil Jens og Hanne Petersen bygger der.

 

Møllevænget 21

Gammelhavehus, Smeden Lykke Bistrup maskinstation. Her boede Inge og Viggo Petersen samt deres to børn Jens og Anelise. Desuden boede der Sofie og Valdemar Petersen der.  Viggo var Valdemars og Sofies søn. Husker akkurat Valdemar, Han blev kaldt Striboldt, fordi han lignede en skuespiller, der på dette tidspunkt hed sådan. Valdemar havde en bænk stående ude ved vejen lige i svinget, så han kunne sidde og se op mod Bistrup, når man så kom forbi blev man indfanget af hans stok og blev sat på bænken ved siden af, til en sludder. Han fortalte gerne alle drengene, at når de blev store og fik kørekort, blev de ansat hos ham og fik så og så meget i løn. Samtidig fik han jo landsbyens nyheder.

Han havde mange ansatte, 16-17 karle og når de fik løn blev der spillet kort, hvorved de ansatte tabte lønnen igen, men de fik nu altid deres løn tilbage, det sørgede Sofie for, og Valdemar havde haft det dejligt.

De havde nogle slagtegrise til privat brug, og de vejede ca. 200 kg. stykket. Når de blev slagtet, var de meget ondskabsfulde. De slagtere der kom der, var meget bange for dem. Desuden blev de altid så fulde når de slagtede ude hos Valdemar, og det syntes deres koner ikke om.

Alle børn elskede at lege hos Valdemar og Sofie for der skete jo altid noget, enten på værkstedet eller i køkkenet. Til tider fik man lov til at køre med i en ladvogn eller på en traktor. Valdemar dør meget syg efter at have været på Rude alderdomshjem på Rude sygehus 26. september 1961. Husker svagt at en gang jeg var ude at lege med Annelise, blev vi kaldt ind til Valdemar som lå i sengen i den bagerste stue. Jeg tror det var lige før han skulle til Rude plejehjem. Jeg var skræmt fra vid og sans, men Annelise sagde at jeg ikke skulle være bange for ham.

Efter Valdemars død, arbejdede Sofie stadig i køkkenet og lavede mad til folkene sammen med Inge, Viggos, kone min faster. Folkene fik som regel nogle tykke pølser til frokost. Da min lillesøster dør, bor jeg et ½ år hos Inge og Viggo. En gang om ugen kom der en slagter, og solgte kød og pålæg. Her forsynede Sofie og Inge sig, til ugen der kom, vi unger fik gerne en rød pølse hver, at gnave på. Hen over sommeren var vi ofte i marken, men Inge, for at forsyne karlene, kom med mad og kaffe. I værkstedet havde vi en hule, oppe under bjælkerne, her havde i alverdens ting, vi havde samlet. Blandt andet en gammel grammofon, med lak plader. For at komme der op, skulle man svinge sig frem og tilbage med et reb. Det var i forlængelse af, Inge og Viggos hus. Her var en lem ind til deres loft, her lå gamle tørv, som isolering og nogle gamle blade som var gode at kikke i.

Jeg sov på sofaen i stuen og husker, en gang vi 3 kusiner sov samme i stuen, Karin Annelise og mig, Karin og Annelise på luftmadras, og jeg på sofaen. Af en eller anden grund, var jeg sur på de to, så jeg lukkede luften ud af der luftmadras, mens de sov. Annelise havde nogle små dukker i Celluloid, de var ca. 20 cm lange og hyper moderne i 60-70’erne, husker ikke hvad de hed, men de havde et specielt navn. Så var der påklædningsdukker, og diverse Richs og Danmarks billedbøger. Især Askepot var jeg glad for.

Inge kæmpede hver aften med mig, for at lære mig at regne. Hun lærte mig at tælle på linealen, frem og tilbage, det var så svært for mig. En gang om ugen, kom vi i bad hvor Inge kogte vand og skyllede vores hår. Det forgik i et rum, ud til værkstedet i zinkbaljer. Inge var også frem til at sy tøj, hun syede kjoler, til Annelise og mig i hver sin farve. Problemet var bare, at vi begge, ville have dem samme farve, så der blev trukket lod. Jeg vandt og Annelise blev sur. Jeg fik den gule hun den blå.

Vi besøgte ofte Hedvig, Viggos søster, hun boede på Indre Vordingborgvej. I det hele taget, var vi ofte ude om aftenen, på besøg. Det var også Inge, der tog mig med i biografen, for første gang, vi så Styrmand Karlsens Flammer, og jeg syntes at Frits Helmuth var billed skøn.

Der var også en bunke gamle biler som vi legede i især en husker jeg en gammel Ford. Problemet var bare, at når man var kommet ind i bilen, så kunne man ikke komme ud, for der var ikke noget håndtag indvendig.

Jo på trods at de sørgelige omstændigheder hjemme så havde jeg en god tid hos Inge og Viggo. Sofie blev til sidst syg og kom til en eller anden læge, som jeg syntes gjorde hende mere dårlig.

 

Møllevænget 19

Her boede Anna og Svend Madsen de havde 10 børn Lizzie, Elly, Grethe, Benny, Kuno, Ingolf Rita, Paul, Åse og Helle. Hvor mange af dem der boede hjemme ved jeg ikke. Anna var fra Fodby Old og Svend fra Gunderslev, han var broder til naboen på Møllevænget Emanuel Madsen. I 1962 flyttede de ud i Margrethehuset, her åbnede de Camping og cafeteria. Den første fest var Skovfoged Fris sølvbryllup, de havde ingen spiritusbevilling.

 

Møllevænget 13

Emanuel Madsen og Alma, boede her, det var et lille husmandssted på 4 tønder land. Saltø Gods ejede det. Emanuel arbejdede om sommeren på Ladby Teglværk og om vinteren i skoven. Hele den række at huse på Møllevænget var beregnet til skovens arbejdere. Min broder Helge og jeg gik med aviser, og når vi skulle kræve avispenge op fik vi gerne lidt ekstra af Alma.

 

Møllevænget 9

Husker kun nogle skytter, har boet der, derfor skyttehuset, men dette var et hus med mange forskellige beboere. Husker ingen navne. Saltø Gods ejer huset.

 

Møllevænget 5

Richard og hans kone og deres datter Lena. De boede der i mange å, husker ikke hvad de hed til efternavn. Husmandssted med 3-4 tønder land. Inden skove plantede det til. Saltø Gods ejede huset.

 

Møllevænget 20

Bistrup skole bygget i 1838, var beboet af Marie og Johannes Høgsvig hed Nielsen før Lærer Høgsvig, havde børnene Jørgen og Marie-Louise. Høgsvig var den person der gjorde mest for børnene og ungdommen i byen og sognet. Han startede skolebiblioteket på skolen, han kunne ikke få penge til det af sognet, så han satte en del af sine egne bøger til udlån, og sagde til børnene, at hvis de havde nogle hjemme, som de havde læst, kunne de glæde deres kammerater, ved at forære den til udlånsbiblioteket. På den måde fik han 150 bøger til rådighed til udlån.

Han tog også ud, til byens og sognets mange gravhøje og oldtidsminder med børnene. De nød det og kom ofte i skole, med mange flinteøkser og lignende som de forærede skolen. Han købte også en del udstoppede fugle og fik nogle foræret, på den måde fik han en god samling af materiale til at undervise med.

Mindst en gang om året tog han med børnene til Bornholm eller Jylland, det var gerne en 3-dages udflugt som alle nød.

Han havde også en del jobs uden for undervisningen, aftenskole, studiekreds, ungdomsforening osv. Særlig ungdomsforeningen havde han glæde af, det var tidligere elever, der mødtes hver 3. uge til sang, foredrag, kaffe og kage. For hver 3. møde, var det for hele skoledistriktets beboere, og de var meget populært, der kunne en gang være 120 personer til et foredrag.

Der blev hver vinter, holdt dilettant i skolen, senere nogle gange i forsamlingshuset. Dette var for alle sognets beboere, foruden dilettanten opførte man hver sommer friluftsspil i Borgnakke Skov, ude ved Margrethehøjen. Her spillede man Eventyr på fodrejsen eller deslige.

Han var også med i offentlige gøremål, såsom menighedsrådet, sognerådet. Grunden til at han gik ind i sognerådet var den, at der skulle besluttes om der skulle bygges en ny centralskole eller om de 2 skoledistrikter skulle udbygges. De valgte centralskolen, den blev færdig i 1962.

Da han havde nået sit mål, med at sikre sognet en centralskole, trak han sig tilbage fra skolearbejdet, men forsatte nogle år endnu i sognerådet indtil det blev sammenlagt med Næstved. Under krigen var Høgsvig modstandsmand, men det er en helt anden historie og den vil jeg ikke fortælle her på nettet, men har den dog.

Efter nogle år her, rejser ægteparret til Jylland til Gellerup ved Århus, hvor de havde deres børn og børnebørn.

Efter at have læst om ægteparret ved jeg, de har nyt deres liv her, og jeg tror at mange unge mennesker er kommet godt i vej hos Høgsvig, han har været midtpunkt for mange unge mennesker i 30-40-50-60’erne.

Efter Høgsvig husker jeg tandlæge Mogensen og frue og to døtre. Mogensen dør desværre af kræft og fruen og børn rejser til Norge.

 

Møllevænget 10

Ninna Mortensen og Jens Peter Christian Hansen, Jens født på nabogården Thealyst, Nina i Ørslev sogn, de er begge vokset op i Bistrup. Jens Hansen var chauffør. Husker kun deres børn Inge, John, Karin. Husker ikke andre der.

 

Mor og fars historie

Far er født i Fodby hvor forældrene var forsamlingshusværter og passede telefoncentralen. Faderen var desuden ringer og graver. Faderen var Hans Peter Larsen, født 29. december 1874 i Saltø by og moderen var Maren Kirstine Marie Larsen født Stenbækholm den 18. november 1887.

Far havde almindelig skolegang og er konfirmeret 7. oktober 1934. I sin skoletid havde han det ikke let, han var ordblind og lavede derfor en del skarnsstreger. Det kostede ham en del eftersidninger og bank med spanskrør.

Han fortalte om en gang til nytår, hvor de var nogle drenge ude og lave halløj. De skilte en hestevogn ad og bar den op på gårdens ladetag, og samlede den igen. Problemet var bare at gårdmanden havde set hvem der gjorde det, så farmor blev underrettet , og så måtte de op på taget og få den ned igen.

Efter konfirmationen kom han ud at tjene hos en gårdmand i Øllerup. En dag hvor han sov til middag, blev han vækket af en kraftig brand og han var ved at indebrænde. De beskylde ham for at sætte ild til gården, men dette var dog ikke sandt for som far sagde, hvorfor skulle han dog lægge sig til at sove hvis han viste at han skulle indebrænde. Far rejste samme dag, ville ikke være der, han havde mistet alt under branden.

Derefter kom han til Tåstrup og var hos Julius Petersen, indtil han blev soldat. Han var hos husarene i København, hvor de den 9. april blev sendt til Nordsjælland, hvor de så Tyskerne komme uden at måtte gøre noget. Han blev hjemsendt og senere genindkaldt i efteråret 1940.

Før han bliver soldat møder han mor i Fodby forsamlingshus, hvor der var dans.
Mor, Olga Svensson, er født 8. maj 1921 i Vedskylle og døbt i Tjæreby. Mormor og morfar flytter så til Saltø, hvor mor kommer ud at tjene på Møllegården i Saltø, hun er da 13 år og længtes forfærdelig hjem, skønt hun kunne se hjemmet fra sit værelse.

Hun er der i 3 år, og kom så til Stubberup hos gårdejer Per Larsen og havde rengøring hos sønnen Kres. Der var hun i 1½ år indtil hun flytter hjem til forældrene i Saltø på grund af graviditet. Mor sagde “det var et guds under at jeg måtte komme hjem“.

Per Svensson var meget ærekær og konservativ, det var kun fordi mors broder Svend Holger Svensson skrev hjem og sagde, at han ville sørge for hende, hvis de ikke ville, at det kunne lade sig gøre, at hun kom hjem. Morfar ville have de skulle giftes med det samme, men det ville hverken mor eller far, de syntes de var for unge (17-18) år.

Far kom der under hele forløbet og har ikke på noget tidspunkt svigtet mor. De blev forlovet 23. december 1940 og min ældste broder er født 28. marts 1939 hos mormor og morfar, og lad mig lige sige, at min ældste broder var alle dage mormor og morfars øjesten.

Far bliver indkaldt igen 1941 til militæret, mor er hos forældrene og da far kommer hjem maj 1942 bliver de gift den 13 juni 1942 i Vallensved kirke. De var hos mormor og morfar indtil 1948, hvor de flytter ind i Bistrupgade 44-46. Far arbejder i skoven og malker hos Holger Poulsen. Han gik i skoven under krigen og har været med til at fælde træer med faldskærme i.

Han har ellers arbejdet på banen og hos tømrer Gerner Larsen Bistrup. I november 1948 flytter de ind i Bistrupgade 29 og her bliver de og får 8 børn, hvoraf 2 er syge af muskelsvind og døde tidligt. I starten af 50’erne kommer far på Maglemølle og er der til han bliver pensioneret som 60  årig.

Livet var svært økonomisk med 8 børn og deraf 2 syge, men trods alle sorger og modgang har de haft et godt liv sammen, hvor de har støttet hinanden i gode og dårlige tider.
Far dør 67 år gammel, slidt op og meget syg. Mor dør som 83 årig efter at have været pensionær hos sin søn og datter.

 

Hverdagsliv i familien Larsen

Mor og far har haft huset siden 1948, hvor de flyttede ind her med 3 børn.De lejede huset af Saltø, og købte først huset i 1960 for 12.500 kr. Der var et køkken, et soveværelse, et lille kammer, en hverdagsstue, og en stadsstue. Der var lokum omme i brændehuset, som far tømte og mor hun skurede til den store guldmedalje.

Alle mine brødre har boet i det lille kammer, efterhånden som de blev store nok, til at flytte ind der, det var et rum på 3 gange 4 meter, og til sidst stod der 4 senge. Der var ikke meget plads til overs derinde, men jeg tror at drengene havde det udmærket.

Far måtte hver nat vække en af drengene, for at få ham til at gå ud at tisse. Ellers sov han, og kunne ikke mærke at han skulle tisse. Til sidst byggede far et rum oppe på loftet, og så flyttede nogle af drengene der op.

Vi havde ikke noget fjernsyn før langt oppe i tiden, nej vi hørte hørespil i radioen, og vi sad klinet til den radio. Vi hørte Gøngehøvdingen, og andre børnebøger, eller krimier eks. Skriget og far han skulle altid høre middagskoncert med Palmehaveorkestret.

Far arbejdede på Maglemølle og kom træt hjem, og tog en lur foran kakkelovnen efter aftensmaden. Der var ikke mange penge i vores hjem, så vi fik tit mælkegrød eller rigeligt med kartofler, og knap så meget kød.

Mor havde nok at gøre med vores syge lillesøster. Hun havde muskelsvind, og kunne ikke gå og kunne dårligt sidde op. Hun havde ikke mange kræfter og skulle hjælpes hele tiden. Hun var tit syg af lungebetændelse og andet. Da hun døde som 7 årig, kom mor over hos Emil Madsen, hvor hun arbejdede med frilands grøntsager.

Drengene byggede tit huler, de havde bygget en hel borg ude i skoven sammen med fætter Jens, hvor de tit legede.

Ellers skulle skolen passes: De fleste har haft Høgsvig, og ind imellem har der også vanket øretæver af ham. En af dem husker særligt en gang, da han fik en øretæve af ham. Drengene havde spillet fodbold i frikvarteret, og da det var slut, skulle de have gymnastik. En af drengene skyder til bolden og vinden tager den og rammer ham i nakken, og så vankede der en øretæve.

Tit og meget ofte fik vi våde fødder eller vi faldt i gadekæret, fordi vi skulle springe fra sten til sten, eller skubbe til en isflage. Men der er aldrig nogen, der er druknet.

Far kørte på motorcykel, en NSU. En gang da far havde fået en flænge i panden, kørte han på skadestuen på motorcyklen, eller han satte en af os op bag på cyklen og så af sted til lægen.

Når mor skulle vaske, forgik det ved at hun kogte tøjet i en gruekedel vi havde og så stod hun ellers med vaskebalje, vaskebræt og skurrede. Det var hårdt arbejde, at få tøjet rent, og jeg ved at mor hadede det.

I køkkenet stod der et gammelt komfur med en kentaur på ovnlågen, en mand der var halv hest og halv mand, hvor mor lavede al maden vi fik. Da far syntes at nu kunne det være nok med det gamle komfur, købte han et gaskomfur. Men mor ville ikke have det, hun ture ikke tænde det, men montøren der satte det op sagde: “Jeg bliver her indtil du har tændt det, om det så tager hele dagen” og så måtte mor jo give sig, og så må jeg lige sige at vi ikke fik gaskomfur før 1965.

En af mine brødre flækkede en finger på langs ved at hugge ris til komfuret, så var det af sted til lægen igen.

Til nytår blev der altid lavet en hel del sjov i gaden, vi gned korkpropper mod Anders vinduer, det var hævn for alle de gange han havde drillet os i løbet af året, han blev gal og rendte efter os.

Ellers hejste vi diverse ting op i flagstænger. Så som havelåger, cykler osv. Der blev også flyttet rundt på diverse ting, så folk havde de forkerte ting når de vågnede. Vi ødelagde ikke noget, vi drillede bare.
Vi sendte også tit nogle af de små unger i brugsen efter tøjrpælefrø eller andet der ikke fandtes. Brugsmor tog det pænt, og gav gerne lidt slik.

Mor og far havde urtehave i hele haven, kartofler og atter kartofler. Da de kom var der skræpper over det meste. Der var et vidunderligt æbletræ med sommeræbler, desværre blev det sygt så det blev fældet. Der var også to store kirsebærtræer som vi plyndrede.

En af drengene var en dag nede og spise stikkelsbær nede i haven og han brugte endnu sut: Han smed sutten der ned. Sikke et mas mor havde, med at få drengen til at sove, hun vidste jo ikke, hvor den sut var. Siden den dag har han ikke brugt sut mere.

Vi er ind i mellem kommet til skade når vi legede. En af drengene faldt op ad trappen, røg lige ind i dørkarmen og flækkede panden, så af sted til skadestuen, og vi måtte over til Anders.

Sommer aftnerne var lange og varme. Vi samledes gerne oppe på bakken ved Merizhøj, og snakkede med de andre børn i byen. Vi spillede bold eller tog Land.

Ellers gik livet som hos alle andre i byen, med de sorger og glæder som det nu en gang byder sig her i tilværelsen.

Se det var lidt om livet her i nr. 29.

 

Mere om familien Larsen

Far havde 2 forskellige motorcykler. En NSU og en DKV. Han kørte på arbejde på dem. Mor og far kørte til dørtræk i Karrebæksminde, hvor de så Morian køre ræs. Mor og far fik plads lige i et sving, så de blev snavsede og oversprøjtet af at stå der. De havde haft det dejligt, og jeg husker at jeg en gang spurgte mor, hvorfor hun dog gad det. Hun svarede, at det var rart og godt ind i mellem kun at være de to sammen.

De tog også til fodbold. De kørte til Odense en gang på motorcyklen for at se Næstved spille. Far var glad for sin motorcykel.
Senere skiftede han motorcyklen ud med en bil. En Morris varevogn. Det var mere praktisk at have bil, når man havde så mange børn.

En gang vi havde været oppe i Hyllinge at besøge morfar og mormor, havde vi æbler med hjem og på vejen hjem, løb der en dreng over vejen i Tåstrup. Far bremsede og æbler og unger røg rundt i vognen. Ingen kom til skade, hverken bil eller nogle af børnene.

Vi kørte ellers på cykel til Hyllinge, for at besøge mormor og morfar. Drengene blev altid klippet i Hyllinge, mens vi var hos morfar og mormor.
Morfar havde nogle dejlige store stikkelsbær nede bag i haven. Jeg husker også morfars brændestak. Den var rund og var helt sikkert Hyllinges flotteste stak. Den stod altid snor lige. Der var ikke et stykke brænde der lå forkert. Om vinteren var vi ovre på Hyllinge gadekær og løbe på isen, sammen med de andre børn fra Hyllinge.

Mormor var ofte syg, hun var slidt op. Jeg husker at i køkkenet havde hun nogle hvide broderede stykker stof, syet med blå korssting og de hang ved komfuret og på væggen. De var altid sne hvide, strøgne og stivede.
Jeg husker de havde nogle stole med rødt plys på. På væggen over en divan hang der et vægtæppe. De havde også en gyngestol, som jeg altid syntes var den bedste at sidde i.

Op ad morfars hus voksede der vinranker som morfar omhyggeligt passede, og klippede ned hver år. Han blev altid kaldt Peter Svendsen i Hyllinge, hvad han også bliver kaldt i folketællingerne. Han havde et velplejet overskæg. Da han en dag havde barberet det af, kunne ingen i byen kende ham igen.

 

Drengestreger.

Jeg har 5 brødre, og i deres opvækst har der naturligvis været en del drengestreger. Jeg vil her fortælle nogle af dem.

En vinter, hvor det var meget koldt og frost løb drengene nede på engen hvor vandhuldet var frosset til. De gled på bagdelen hen af isen og syntes det var vældig sjovt. Uheldigvis var isen meget tynd et sted så der var en der faldt i og blev våd.

Heldigvis var der ikke så dybt, han kunne bunde, så han gik hjem til mor. Inden han var nået hjem var alt hans tøj stift. Da han kom hjem sagde mor “hvad har du dog lavet, du må hellere gå i seng” og så var det uddebatteret, naturligvis syntes drengen at det var meget rart at komme i seng, for der var varmt og rart.

Mor og far slog aldrig, eller det vil sige, at far har givet en endefuld en gang, da syntes han at hans drenge gik over gevind.

Det forgik således, at han fandt sine drenge i gang med at drukne naboens høns. Nede bag vores have er der en vandrende, der gik naboens høns og pirkede, drengene syntes at det  var meget sjovt at se når hønsene druknede, de baskede så dejligt når de fik hovedet under vand. Far blev meget vred den dag, og gav den første og sidste endefuld i sit liv. Desuden måtte han gå den tunge gang over til naboen og sige at hans drenge havde druknet nogle af hans høns.

En anden gang, var der et par stykker af dem der var ovre hos naboen, sammen med hans søn legede de i giftrummet. De brugte pudderblæseren, som de syntes var sjovt og hele rummet var en stor støvsky af gift. De gik senere til en anden nabo og puddere hans roser, der til skal siges at hans roser var meget flotte, alle roserne gik ud og der kunne ikke gro noget der et stykke tid, og far og mor måtte erstatte hans roser. Naboens søn blev syg, og naboen kom over og spurgte om hans drenge var syge, men de fejlede ikke noget, det var sådan de fandt ud af hvad de havde lavet.

Nede ved gadekæret var der en vandrende fra gadekæret til brønden oppe ved vejen, der var der en dag en der faldt i. Mor var alene hjemme og i 8 måned, så hun for ud af døren og ned for at få drengen op, men hun faldt på vejen derned, lige på maven og det gjorde så ond at hun ikke kunne komme op igen. Hun kom dog op og fik drengen fisket op, og fik ham ind, og mor græd dels af smerter og dels af forskrækkelse, så siger drengen “hvad tuder du for mor der skete jo ikke noget“. Den dag blev en af mine brødre født.

En dag var de ude at kælke det forgik oppe ved Bistrupgade 8 og ned ad vejen og ud på gaden, det var med nød og næppe at en bilist fik stoppet inden han kørte en dreng over de blev skældt ud af bilisten, for han havde fået en slem forskrækkelse.

Drengene har også prøvet at ryge, de røg bøgeblade blandet med grannåle i en pibe. Der var mere ild end røg. De tog også de største tagrør, de er jo hule, og stoppede dem ud med diverse blade, og røg dem. De havde jo ikke råd til at købe cigaretter hos Brugs-Gerda, da de kostede 1 kr. for fem styk. De ville jo ikke stå tilbage for de andre drenge, men være lige så seje som dem.

 

Historien om faldskærmene

En nat for nogle år siden havde mor lungebetændelse og næsten 41 i feber. Jeg sov hos hende den nat på hendes værelse. ”Sover du” spurgte mor, ”nej” svarede jeg. Mor sagde “Jeg kom i tanke om en historie fra krigen i 1945“. “Vi kan nok ikke sove alligevel så fortæl” sagde jeg. Her er så historien:

Jeg ved at mor hadede disse nedkastninger, mor og far var på dette tidspunkt gift og boede hos morfar og mormor. Morfar havde en mindre gård nede ved Saltø, så de boede lige i nærheden af hvor der blev kastet ned.

Vi havde hørt flyverne og sov ikke, far stod ved vinduet og prøvede at se om han kunne se noget, det kunne han ikke, så han gik i seng igen. De snakkede om hvad der skete. I løbet af natten, der blev der buldret på døren, Morfar lukkede op og en mand trængte ind og lukkede hurtigt døren. “Vi skal tale med Otto“, Morfar havde ikke noget valg og var lidt skrækslagen. Man spurgte om far kunne komme og hjælpe til med at fælde et par træer. Nogle af faldskærmene var landet i træerne. Far arbejdede på dette tidspunkt i skoven, og der skulle to til at save og trække i saven, de havde selv prøvet men havde ikke den rigtige teknik.

Mor var bange, hvad skete der nu, blev far taget, kom tyskerne en anden dag? Usikkerheden var stor. Men far kom hjem i ét stykke. Man fik hurtigt savet træerne omkuld, som faldskærmene var landet i. Mor var rædselsslagen, for hvad nu hvis far blev taget og i værste fald skudt. Hvornår kom der en tysk patrulje og bankede på døren og slæbte far med. Far havde jo se nogle af de der var med og kendte nu til en hel del omkring nedkastningerne.

Når der var nedkastninger kunne far og mor ikke sove, de kom 2 gange for at få far til at fælde træer. Hvad morfar sagde til tingene, ved jeg ikke.

Når far talte om det, var der et særligt lys i hans øjne, men mor lukkede af og sagde det var forfærdeligt. Far viste os, hvor træerne var fældet og i hvilken mergelgrav de tomme containere var smidt i. På Saltø mark var der en mergelgrav til de tomme containere. Da man havde fyldt den op sejlede man dem ud på havet og druknede dem.

Senere blev de fisket op og genbrugt blandt andet til lokumstønder og drikketrug, faldskærmene blev i første omgang gemt på overdrevsgården og senere druknet på dybt vand.

Modstandsfolkene forsikrede far, at hvis det blev værst kom han til Sverige. Men at de troede at krigen snart var slut.

 

Erindringer fra barndommen og resten af  familien

Marianne, min lillesøster
Da vi spiste middag, sagde min broder John, noget der fik mig til at tænke. Han sagde: “Hvor har mor og far dog kæmpet, med Marianne, og hvor var de dog bekymrede for fremtiden“. Så her er fortællingen om min lillesøster.

Når kræfterne ikke længere kan stå mål med kærligheden, som min far og mor nærede til handicappede Marianne. Hun var krævende, og de alene havde ansvaret – men de villr under ingen omstændigheder opgive hende, de elskede hende, vi elskede hende.

Ingen af os kan finde ord, som kan beskrive sorgen helt. Sorgen der altid vil være der. Sammen med sorgen er der også en bunke arbejde, og sammen med dette, er der også tab af fremtidsdrømme og en dyb bekymring for fremtiden. Dette var, hvad mine forældre stod over for, da de fik Marianne.

Jeg var 4 år, da Marianne blev født den 29. december 1959, hjemme på sofaen, i Bistrup. Faster Thora var der for at hjælpe. Vi andre blev lagt i seng i mors og fars soveværelse, og fik besked på at blive der, uanset hvad vi hørte. Senere kom far glad ind og sagde at det var en pige. Hun så normal ud, da hun blev født. Men mor syntes ikke hun bevægede sig nok, og efter utallige besøg hos læge, var resultatet muskelsvind. De sagde at hun ikke ville blive gammel. De var begge knuste, det var deres barn nummer to, som havde muskelsvind. Min broder Ove døde tidligt af det.

Lillesøster kunne ikke sidde op selv, hun var total lam i hele underkroppen, arme og hænder var brugelige, men svage. Før dåben var de til en klog kone som skulle hjælpe. Men mor troede ikke på det, men alt skulle prøves. Hun sad eller nærmest lå i Barnevognen det meste af dagen. Kom så ind i mors seng til middagsluren.

Marianne var et indtagende barn, lattermild, og glad, undtagen når hun var syg, hvilket hun ofte var af lungebetændelse, eller kedede sig. Hun skulle hjælpes med at spise, skiftes, skulle vendes flere gange, hver nat, for det kunne hun ikke selv. Man viste ikke så meget om Muskelsvind dengang. Der kom to læger fra København for at udspørge mor og far om deres slægt, det var usædvanlig at de havde fået 2 børn med muskelsvind. Men de opgav, fordi mor har en del slægt i Sverige.

Far gik på arbejde på papirfabrikken, mor var hjemme – en skulle jo passe Marianne. Vi andre var i skole, så mor kæmpede helt alene, med at bære og løfte hende. Indtil far eller mine brødre kom hjem. Hjælpemidler var der ingen af dengang, Fodby kommune gav ikke noget tilskud til et handikappet barn. Hvis hun skulle have kørestol skulle de selv betale. Hun kunne heller ikke sidde selv i en almindelig kørestol. Den skulle specialbygges netop til hende. Resultatet blev at hun sad for længe i barnevognen.

Mor og far talte og spekulerede, hvad de skulle gøre. Der kom først skred i sagen da Fru Ibsen min lærer i specialundervisning udspurgte mig om min søster. Fru Ibsen kom på besøg, og talte med mor og far. Hvad fru Ibsen gjorde, ved jeg ikke, med der kom to fra København og tog mål af min søster. Hun fik en specialbygget køreskol, med støtte omkring mave, så hun ikke faldt ned. Der var også et bord til så hun kunne tegne eller lege der. De sagde, den var til låns og skulle tilbage igen når den ikke skulle bruges mere. Der skete også noget andet, Marianne kom på aflastning på Vintersbølle, der var et børnehospital. Marianne var glad for at være der. Det var en stor hjælp, men der skulle snart tages en permanent beslutning, hun blev jo ældre, og skulle også i skole. En svær beslutning, hun kunne jo ikke komme i almindelig skole, hun kunne jo ikke klare sig selv. Sendes på et hjem, nej det var jo deres barn, deres ansvar.

Der blev taget en beslutning om at hun i eftersommeren 1967 skulle på Vintersbølle Hospital, for der var Marianne glad for at være. Men hun når det aldrig. Januar 1967 den 8. bliver hun syg. Hun ligger i mors seng taler i vildelse husker jeg, siger hele tiden ”gå væk, gå væk”. Lægen kommer, hun skal på sygehus med det samme, ambulancen kommer. Mor og far er væk i lang tid, men kommer hjem, og siger at hun nok dør.

Rasmine, naboen, banker på ved midnat – det er lige op over. De når aldrig derop inden hun dør. Mor går rundt i en døs, det hele er overstået. Tomhed, far prøver at trøste, være stærk. Men det er svært. John fortæller: “Det første jeg tænker på når talen falder på lillesøster er et påtrængende minde der dukker op hver gang. Det var natten da hun døde, jeg vågnede ved at far kom ind til mor, der havde været telefonbesked hos Fredrik og Rasmine at søster var død. Hvad han sagde husker jeg ikke, kun at mor sagde “åh neej” og begyndte at græde. Begravelsen, husker hullet i jorden kisten, blomsterne. Rosen der bliver smidt ned på kisten, gråden ved kisten, mor der klamrer min hånd. Hele min skoleklasse er der. Kaffe hos farmor bagefter“.

 

Morfars historie

Per og Ane Kirstine boede 26 år ved Saltø, hvor de i 1922 byggede et af de 8 statshuse der er omkring Saltø. Senere købte de et hus i Søndergade i Hyllinge, hvor de boede da kræfterne ikke slog til mere.

Svensson blev født som nr. 4 ud af en børneflok på 7, Kirstine som nr. 4 af en søskendeflok på 6, så der har sikkert ikke været meget at slå til Søren med, og de kom begge ud at tjene tidligt.

Svensson er konfirmeret i Silhøvda kirke den 13. maj 1893. Han stak af hjemme fra i 1895 og kom til Amager uden en klink på lommen. På havnen mødte han en Svensker som gav ham mad, en skilling, og mod til at rejse videre.

På Amager blev han ansat af Godsejer P.O. Bacher i St. Magleby. Efter at have været på Amager nogle år, blandt andet som gartner hos O. Olsen i St. Magleby, rejser han videre til Skjoldenæsholm hvor han tjener som malkekarl og andet forfalden arbejde. Der fik han 170 kr. for at være fra den 1 maj 1896 til 1 November 1896.

Herfra går det videre til Beldringe Gods Præstø. Der er han fra 1. November 1896 til 1. maj 1897, for 60 kr. samt fri kost og logi. Men på Beldringe indtræffer der en mindre forseelse, der giver ham 5 dage på vand og brød.

Forløbet er således:

De er ved at køre roer ind og morfar var i stalden. Udenfor går de andre karle. Morfar kaster en roe ud gennem vinduet og er lige ved at ramme forvalteren.

Forvalteren kommer ind i stalden og retter en bebrejdelse i mod ham og da morfar svarer igen og langer ud efter forvalteren, med en greb som ramte ham i hovedet, og forvalteren  får et blåt øje og et flækket øjenbryn.

Forvalteren fik ikke men af slaget, men morfar fik 5 dage på vand og brød og skulle betale omkostningerne på 20 kr. Morfar appellerede til overretten som kun stadfæstede dommen.

Efter dette blev han fodermesterlærling på Højderagergård, Slangerup, og så gik turen ellers rundt omkring i landet, bl.a. til en Skovfoged i Lemvig, og efter forskellige pladser kom han til Transbygården ved Skælskør.

Her lærte han Ane Kirstine at kende. Hun er født i Magleby  og boede hele sin barndom på fattiggården indtil hun kom ud at tjene.

Hun havde mere stadighed over sig, da hun kun havde haft plads på 2 gårde. En på Glænø og så på Transbygården. Brylluppet blev holdt på hendes 21 års fødselsdag.

I en tid boede parret i Skælskør, hvor morfar var med til at bygge vandbeholderen på Møllebakken, men de vendte senere tilbage til Transbygården.

På Transbygården fik han 1,34 kr. om dagen med en arbejdstid fra 5.30 til 19.00, “og der skulle bestilles noget, ellers var der nok anden hjælp at få“, fortæller morfar. Mormor fortæller at hun var glad for når hun havde hjulpet til ved vask og strygning på gården, og på to dage havde tjent en daler.

Da ægteparret i anden omgang vendte tilbage til gården var det som Fodermesterpar, og der blev givet 1 kr. for hver kalv der kom til at leve, og tillige var der procenter at hente for mælken. Det lykkedes for parret at spare lidt op, og det var for disse penge at de købte stedet i Tystofte.

Men det faldt sammen med første verdenskrig og det var sløje tider. Morfar fortæller at hønsene døde af sult og de kogte suppe på et kohoved, og tilføjer at: “sådan føde vil han meget nødig spise i dag“.

Men tiderne ændrede sig, og fra at have de bare næver og kun lige til dagen og vejen, manglede de ikke noget på deres ældre dage. Morfar fortæller, at han gik i Vedskylle brugsforening for at handle, fik de alt hvad han kunne slæbe hjem for en femmer, og nu “får man hvad der kan ligge i en vestelomme“.

Efter 4 år i Vedskylle, hvor han arbejder i haven på Basnæs søgte de statslån og byggede deres landejendom ved Saltø, og var der igennem 26 år indtil helbredet ikke kunne mere og de rejser til Hyllinge.

Man kunne ikke høre på Per Edvard Svensson at han var svensk. Da mormor traf ham talte han Jysk. Disse to menesker har været meget for hinanden gennem mange år, i medgang og modgang, og selv om livet var slid og slæb fortrød de ikke noget og følte ingen bitterhed mod livets tilskikkelser.

Per Edvard Svensson fik Dansk Statsborgerskab i 1910 og har været soldat. De ligger begge begravet på Hyllinge Kirkegård. De fik 6 børn, der alle er opkaldt efter morfars familie i Sverige. Morfar bliver Statshusmand.

Den 7. april 1922 stod der i Næstved Tidende, at “Saltø gods går over til frit eje”. Morfar var en af dem, der købte et stykke jord nede ved Saltø, 11½ td.ld. købte han, samtidig købte Niels Chr. Henriksen et stykke på den anden side af vejen også 11½ td. ld. De kom begge på dette tidspunkt fra Vedskølle.
De lån de brugte at bygge for var statslån, som var givet til landarbejdere, der mindst havde arbejdet 5 år med landbrug. Statslånene er udleveret i flere omgange siden 1899. Det lån min morfar tog var udsted i 1920, lånene udgjorde 9/10 af ejendommens låneværdi, med tillæg til udgifter til opførelse af de fornødne bygninger og anskaffelsen af den fornødne besætning. Det var sagfører H.P. Schack Fuglebjerg der ordnede papirarbejdet for morfar.

Det jord morfar købte lå fra markvejen ned til Saltø og mod Tåstrup, og det var håndværkere der byggede gården op. Morfar hentede selv alle materialer til gården, sammen med naboen Henriksen. Det blev gjort med morfars 2 store arbejdsheste. De hentede materialer fra Bistrup savværk og Karrebækstorp teglværk. Morfar sagde altid at Henriksen tog alle de bedste materialer. Det tog det meste af 1922 at bygge gården, jorden var fuld af tidsler, og var ikke nemt at dyrke den, men det lykkedes dog alligevel for morfar.
Alt dette er noget min moster Grethe husker, omsat i mit sprog. Moster husker de boede på Polak-kasernen mens de byggede. Der var 2 lejligheder, morfar i den ene og en røgter der passede hestene på Saltø i den anden. Moster husker at både manden og konen altid gik rundt med en hvid hat på, og fortæller at Polak-kasernen er det sidste hus nede ved åen i den husrække over for Saltø.
Grethe fortæller at de tit gik op ad markvejen, nede fra Saltø, med min mor i barnevognen og Holger og hende selv ved siden af, for at hjælpe til der oppe.
Hun husker også at på det stykke jord fra Møllegården og hen til morfar gik der køer, de blev malket 2 gange om dagen. Der kom altid en vogn med vand til køerne, og bag i vognen sad der nogle tykke madammer, der skulle malke køerne. Grethe husker især de tykke madammer, for hun syntes de var så store.

Senere da hun og mor var blevet større gik de ned til Saltø ad markvejen og der mødte de altid fodermesterens unger, og så fik de tæv af dem, men Grethe slog igen og mor hun tog bare imod tævene.
Grethe fortæller af hun lige kan huske sin mormor i Magleby, som en lille krumbøjet dame altid klædt i sort og med et sort sjal. Mor og Grethe var altid lidt bange for hende. “Den lille krumbøjede dame” syntes at mor og  Grete blev forkælet af sine forældre.

Oppe ved morfars gård var der et vandhul. Det var strengt forbudt at gå derop, det var bundløst. Hvem gik der op? Mor og Grethe.

 

 

Per Edvard Svensson liv som herregårdsbørste

Hvordan var det så at arbejde dengang, her er lidt tanker om det.

En “børste”, denne nedsættende betegnelse blev brugt om hele herregårdsfolket, men sandheden om børsterne var, at de var frie fugle der ikke lod sig binde af lange fæstemål. De var ikke arbejdssky, de turde tale hvor andre tav, de turde sige fra over for urimeligheder og går deres vej. De har aldrig snyltet på samfundet og var ikke slagsbrødre og voldsmænd.

Per Edvard Svensson var arbejdskarl, malkekarl fodermester lærling og har lavet alt forefalden arbejde der fandtes. Han har for det meste arbejdet på de store gårde, fordi han sandsynligvis fandt ud af at forholdende var lidt bedre på de store gårde.

Selvfølgelig kunne forpagteren være en utilnærmelig person, som kun talte til folk når der skulle påtales noget. Forvalteren kunne i værste fald være kyniske, ufølsomme og hidsige mennesker, som nød at plage andre mennesker. Der var også steder hvor forvalteren var en stille og rolig mand, hvor alt gik som det skulle.

Arbejdstiden var fra klokken 4-5 stykker om morgenen, til klokken 18-19 stykker om aftenen, lange opslidende dage med tungt arbejde også for en knægt på 16-17 år. Der skulle bestilles noget dengang, ellers var der nok andre at få til at gøre jobbet.

Maden var som regel grød, byggrød, grønkål, flæsk, kartofler, klipfisk, og kogte spegesild. Selvfølgelig kunne maden være dårlig, for nogle steder slagtede de tyrekalvene med det samme og flåede huden af og saltede kødet. Jo længere de lå jo mere modbydeligt smagte det.

Frokostpakken kunne være uspiselig med det meget salte kød, og kunne til tider være helt råddent. De drak hvidtøl til og man drak måske også noget brændevin for at klare dagen og vejen dengang.

 

 

Kirkebøger, folketællinger, Næstved Tidende, Næstved arkiv og familien

Hans Larsen og Marie Larsen.
Farmor og farfar.

Hans Larsen er født i Saltø by den 29. december 1874, og døbt i Vallensved kirke, forældrene, Lars Larsen og Bodil Marie Hansdatter, flyttede til Fodby i 1875.

Marie Larsen er født i Stenbæksholm som den ældste af en børneflok på 10 og døbt i Fodby kirke den 17. december 1887 forældrene var Hans Peter Hansen og Karen Marie Hansen.

Hans og Marie var værter i Fodby forsamlingshus i mere end 38 år, foruden forsamlingshuset passede Hans Larsen også Bregnebjerg telefoncentral, som var indrettet i forsamlingshuset.

Desuden var han ringer og graver ved kirken, samt udførte en del dræningsarbejder, og kalkede i årevis mange gårde til pinse. Han udførte alt med omhu og stor flid. Når Hans Larsen var optaget andre steder, var det Marie Larsen der sørgede for hjemmet og teleforcentralen.

Marie Larsen har aldrig boet uden for Fodby sogn, og var altid meget flittig, da hun blev gift var hun tjenestepige hos Knud Lund.

Hans og Marie fik 11 børn hvoraf 1 døde, formentlig af meningitis. De blev æresmedlemmer da Fodby forsamlingshus havde 50 års jubilæum i 1955.

Bistrupgade 29
Næstved 4700 DK
Get directions

Fødselsdag:

1955

Erindringen ønskes afleveret til:

Næstvedarkiverne