Dagny Petrea Johansen, f. Pedersen

Elly Andersen har skrevet en interessant erindring om sin mor. Hun kommer blandt andet ind på moderens opvækst, og de vilkår, som børn levede under i begyndelsen af 1900-tallet. Hun erindrer også hvordan hun husker sin mor i sin egen barndom, og hvilken betydning hun har haft for hende og hendes søskende. Efter at Elly har delt sin erindring, har hendes bror Freddy også fattet pennen - hans erindring er føjet til som et tillæg. Gør ejerskabskrav på erindring

Historien om min mor

Min mor blev født i 1905, som den førstefødte af 6 søskende: 3 piger og 3 drenge. Min bedstemor havde 2 drenge med ind i ægteskabet, som hun havde fået med en mand, der forsøgte lykken i Amerika. Ham hørte hun ikke mere til.

Min far var murersvend, og vi en arbejderfamilie med 4 børn, jeg, den ældste, pige (født 1937), og 3 andre søskende, drenge, født hhv. i 1941, 1943 og 1945.

Alle vi 4 børn er min mor megen tak skyldig. Hun har slidt og slæbt for os. Hun satte en ære i, at hendes børn skulle have det godt, det var det vigtigste. Har altid været en stolt, særdeles arbejdsom, kvinde, hvis livsmotto var, at hun ikke ville være til byrde eller i gæld til nogen. Vores barndom skulle være bedre end hendes. Hun havde haft et hårdt liv i et arbejderhjem, hvor der ikke var mange midler at gøre med. Mine bedsteforældre havde et lille husmandssted i Bjertrup (ved Hørning) på 3 tønder land, som nogenlunde kunne brødføde børneflokken. Såvel min bedstefar som bedstemor var nødsagede til at supplere indtægten med at gå ud som ”daglejere”. For begges vedkommende hårdt arbejde i markerne med udtynding og optagning af roer og kartofler, høstarbejde, gravning af tørv, samtidig med at min bedstemor også gik ud som koge- og vaskekone.

Min mor måtte allerede som lille, den ældste af 6 søskende, varetage de hjemlige sysler, malkning, fodring og malkning af dyr (3 køer, et par grise og 2 heste), hjælpe til i tørvemosen, og ikke mindst passe de mindre søskende. Hun var godt begavet, gik i Hørning Skole, skolevejen 3 km frem og tilbage hver dag. Som hun altid sagde, ”Hørning Skole er en god skole”, hvor man lærer noget. Hun var klog og lærevillig, var nr. 1 i klassen. At de gode evner skulle udnyttes, kom aldrig på tale. Allerede som 10-årig kom hun ud at tjene til en sulteløn hos en onkel i Lisbjerg ca. 30 km hjemmefra, og som det var kutyme, skulle lønnen afleveres til forældrene. Hvor hun længtes efter far, mor og søskende. Så meget, at hun hver aften, når hun fik fri, stod ved husgavlen, græd og spejdede i retning mod hjemmet. Ingen trøst eller forståelse, tværtimod, kun blev der gjort nar. Min bedstefar, som var et godt menneske, fik så ondt af datteren, at hun blev taget ”af pladsen” før tid. Det var nærmest uhørt dengang. Naturligvis kom hun hurtigt ud at tjene ”på landet” igen, men ikke så langt væk.

 

Hun drømte om at få arbejde i byen på grund af det hårde, krævende og slidsomme arbejde på store gårde. Her indtraf min mors sorteste kapitel. Som 21-årig fik hun en dreng, født uden for ægteskab. Mine bedsteforældre tog ham i pleje og opdrog ham, medens min mor betalte for opholdet. Barndommen hos bedsteforældrene var lykkelig, da de var glade for og rigtig gode ved drengen, som var velbegavet og højt elsket af alle. Vi, børn, fik aldrig at vide, at han var min mors søn og troede, han var en onkel. Aldersforskellen mellem min mor og hendes yngste bror var så stor, at det var naturligt at tro, at han var den yngste i børneflokken. Dette familieforhold blev aldrig berørt hos os, heller ikke af min far, som nok vidste det ? Ved en tilfældighed fik min lillebror at vide, at vi havde en ”storebror”. Det var i den grad tabubelagt, så ingen nogensinde berørte det over for min mor. Da min mor var gammel, syg og svagelig, døde Børge, som han hed, af en blodprop under en håndboldkamp. Jeg skulle fortælle det til min mor og nærmede mig forsigtigt det følsomme emne, var bange for, hun ville bryde sammen, men nej. Vi troede, det ville være en lettelse for hende at vide, vi kendte til Børges eksistens, men selv her holdt hun tand for tunge. Hun døde i den tro, at ingen vidste noget om skammen.

 

Så snart der viste sig en mulighed, søgte hun arbejde i byen. Løn og arbejdsforhold var helt anderledes gode. Ansættelse i fine herskabshjem var heller ingen dans på roser, men absolut mindre slidsomt og ikke mindst bedre arbejdstider. Den seneste og bedste ansættelse var som kokkepige hos en direktørfamilie på Holmevej, hvor hun bagefter – næsten resten af livet – fortsatte med at gå ud og hjælpe til med alle mulige jobs et par gange om ugen. Åh, hvor vi længtes efter, at hun skulle komme hjem, og så snart døren gik op, råbte alle: ”Er det dig, mor”, for vi vidste, at hun altid havde noget ”i tasken”. Det kunne være æbler og pærer, som hun havde samlet op i haven. Vi var absolut ikke forvænte med frugt, så det var en ren nydelse. Også småting, hun fik som gave til børnene, eller sager, der var kasserede, skabte fryd og gammen. Hun var meget glad for at komme i ”direktør-hjemmet” – et åndehul – hvor hun var værdsat, dygtig og respekteret, så dette arbejde fortsatte, indtil hun var sidste i 70’erne. Hun var da så uheldig at falde ned fra en stige i forbindelse med gardinophæng og brækkede lårbenet. Hun blev tildelt en erstatning på 18.000 kr. Hvor var hun glad og overrasket over at få så fyrstelig en sum. Der kunne deles lidt ud til børnene. Lige fra begyndelsen lærte hun ”manerer”, fin vask og strygning, lærte at lave og servere god mad, sugede al viden til sig om at opføre sig ”civiliseret”. En lærerig proces, som kom alle os arbejderbørn til gode. Vi lærte at opføre os ordentlig, høfligt og ”nogenlunde”, anderledes end nabobørnene, der ikke kendte til den slags ”finhed”. Hver juleaftensdag i vores barndom kom direktørfruen og datteren kørende i privatbil med chauffør med julegaver. Hvor nabobørnene gloede ….

 

Min mor var så stolt og glad. Vi blev vasket, friseret, klædt pænt på og sad i soveværelsesvinduet på 1. sal og spejdede og spurgte ”hvornår kommer de ?” igen og igen. Endelig, så blev vi kaldt ned, fik indpakkede gaver, som først måtte åbnes juleaften, julekortene fra året før, lidt fint julepynt, julegodter og frugt. Min far fik altid en spegepølse, og min mor også en julegave og lækkerier som supplement til julemiddagen. Vi takkede og takkede. Havde fået instrukser, måtte ikke gøre min mor til skamme.
Min far var en glad, positiv og humoristisk mand, som havde et lyst sind, i modsætning til min mors. Han var ikke så pligtopfyldende i forhold til familiens eksistens. Han kunne godt lide en øl (var ikke drikfældig), men altid fuld af lyst til sjov og fest. Hver uge livet igennem fik min mor 100 kr. om ugen i husholdningspenge. Resten af lønnen opfattede han som sin egen, men sørgede for at betale faste udgifter. Om det var jul, påske eller pinse, så faldt der ikke flere af, dog fik hun juleaften en kuvert under juletræet med 100 kr. Vi var duperede, men så vankede der heller ikke kostpenge den uge. Altså, hvis ikke min mor havde været så økonomisk og altid havde arbejdet på ”Holmevej”, og på den måde suppleret dagligdagen med sin lille løn, havde det set sort ud.

Vi er opdraget i stor frihed. Lærte tidligt at klare os selv. Min far slog ikke, men vi fik skældud, og kunne også godt få et rap af karkluden af min mor. Den frihed, vi havde, var sjælden i vores miljø. Der var tyrkertro på, at vi nok skulle klare os. Ingen krav eller hjælp til skolearbejdet. De havde formentlig ikke tid til at gå op i det, men var naturligvis stolte og glade, når det gik os godt. De vidste ingenting om skole og muligheder som sådan. At der var noget, der hed realeksamen var et ukendt begreb. Da min klasselærer tog kontakt til mine forældre og sagde ”jeg havde evner” og burde komme i mellemskole og realklasse, sagde de bare ja. I modsætning til mine mindre brødre var jeg – ud over at være barnepige – fredet fra fritidsjobs, hvis bare jeg passede mine lektier. Jeg fik en realeksamen, medens mine søskende kom tidligt ud af folkeskolen, og straks fik pladser som bybude i diverse købmandsforretninger, arbejdsdreng på lervare-fabrikken, omdeling af morgenmælk og aviser, men det absolut bedst lønnede job var uddeling af ”Land og Folk” om søndagen: 30 aviser, rundt i kvarteret. Den tjans var der rift om. Så snart det var muligt, kom vi alle i lære og blev uddannede. På grund af den tillid og tiltro til vores evner, fik vi alle så megen selvtillid med i bagagen, der har betydet, at vi har klaret os over forventning i voksenlivet. Alle gennemførte uddannelser, har altid arbejdet, alle i krævende stillinger. At vi er mønsterbrydere i forhold til, hvordan det er gået andre ligestillede, kan vi vist godt tillade os at sige. Det skyldes især min mors (og fars) overbevisning om, at vi var ”bare så dygtige”.

Som sagt, har hele vores barndom været i små kår, hvor min mor med sin økonomiske sans, f. eks. gik fra Christiansbjerg, hvor vi boede, ”til byen”, ofte helt op til Banegården (4 km), når husholdningsbudgettet skulle suppleres med fordelagtige indkøb. Der er blevet slæbt mange kilo hjem i tidens løb, heldigvis med et lille stop på hjemvejen hos hendes søster, for en bid brød og en kop kaffe, inden de sidste 2 km skulle over-stås. I hjemmet var hænderne altid i gang, der blev syet tøj til drengene på maskine (noget hun ikke kunne lide og heller ikke var særlig god til), men plusfours blev det da til, der blev strikket strømper, vanter, sweaters til drengene i samme mønster, hæklet tæpper, ud over alskens huslige pligter, for at holde børnene ”rene og pæne”. Og hjemmet skulle også være præsentabelt. Når hun fik min far (arbejdsløs pga. vejrlig) overtalt til at gå i gang med at tapetsere stuen, sove- og børneværelser, så blev der købt ind til nye gardiner, syet nye puder, sengetæpper, gulvene ferniserede og endelig gjort rent fra A til Z. I vores hjem sagde min far altid, at alle rum kunne være 10 cm bredere pga. af alle de tapetlag. Der blev altid sat nyt tapet ovenpå.

På trods af, at livet for min mor mest handlede om ”arbejde og arbejde”, var hun et menneske, der kunne skabe hygge med lidt sjov, en kop kaffe, en cerut, en krydsord og de sidste år, hun levede, en øl. Var et varmt, elsket menneske, der tog vare på dem, der havde brug for støtte og hjælp, samtidig med at hun havde sin egne meninger, var samfundskritisk og overbevist socialdemokrat (stemte altid på Svend Auken).

Jeg vil slutte med at citere et slutvers fra en fødselsdagssang til min mor
Ja, sådan ku’ vi blive ved
om hende at berette
bli’ ved i en uend’lighed
men stopper nu med dette:
En tak til alle tiders mor
fra dine egne lyder,
du ved vor glæde, den er stor,
når vi dit selskab nyder.

 

Et tillæg fra Freddy

Kære søster!

Tak for historien ”Om min mor”.

Da jeg talte med dig første gang, har jeg tænkt på, om jeg kunne bidrage. Jeg skriver noget op. Men efter jeg har lært historien, havde du jo allerede skrevet dette. Men jeg har nogle ting, der giver indblik i hendes liv.

Min mors ”mor” var Vendelbo, hvad det tydeligvis kunne høres på hendes tale. Min bedstefar var født på en mindre gård i Stjær som den ældste af en søskendeflok på 10, hvor de 6 døde som små. 4 brødre overlevede. Min bedstefars hjem var et ”troende hjem”, hvor bedstefaderen sad for bordenden med en bibel og nykærnet smør, der kun var til ham. Han underkuede bedstemoder, som fattede stor kærlighed til mor, der var det ældste barnebarn og en pige. Hun gemte små gaver og gav hende en mønt, når bedstefaderen ikke så det. Mor fik også en sølv ”strøsukkerske”, som hun værnede om hele livet som et kært minde. Mor fortalte også, at hos bedsteforældrene spiste man af det samme grødfad, hvad det allerede dengang var gammeldags.

Min bedstefar var også ”troende” og et godt menneske med høj moral og velbegavet. Han lærte min mor, da hun havde de samme gode evner, at blive den dygtigste i skolen. Da hun blev konfirmeret, kunne hun katekismus udenad, og fremlagde til hans stolthed ”Brylluppet i Kana” uden vaklen – til stor misundelse for de bedre stillede. Han arbejdede på gårdene i omegnen af Stjær, da han traf min bedstemor, der var pige på én af gårdene. Hun blev gravid, og de skulle have et barn. Derfor kunne hun jo ikke passe sit arbejde de sidste måneder og havde ingen steder at føde min mor. Hun valgte derfor at tage den lange rejse tilbage til Vendsyssel for at føde hos nogen i familien. Derfor er min mor født og døbt som Vendelbo. Jeg ved ikke om mine bedsteforældre var gift eller først blev det senere?

Min bedstefars var sit ansvar bevidst, fik hende og sit barn hentet hjem samt den ældste af hendes 2 sønner, der ikke trivedes hos plejefamilien. De arbejdede nu som fodermesterpar i omegnen af Stjær. Min yngste moster blev født i Lillering.

I ca. 1910 købte de et relativt nyt statshusmandsbrug i Bjertrup på ca. 5 tdr. land med et tilhørende
moselod med tørv under de vilkår, der var knyttet til den type brug fra staten, og med hendes bedstefars garantistillelse. Bedstefaderen aflagde derfor ofte korte besøg for at sikre sig, at hans garanti var sikret i driften.
Men så skete der noget, der kunne vende denne udvikling. Min bedstefar, der havde været soldat,
blev indkaldt som beredskab, da man ikke vidste hvordan 1. verdenskrig ville udforme sig. Men det
tog ikke så lang tid. Danmark blev erklæret neutralt, og han var hjemme igen.

Hendes mor havde mange jobs bl.a. som ”malkekone” hos Matilde. Hendes far dyrkede grøntsager, der blev solgt på torvet. Derfor de 2 heste til fragten med hestevogn. Mor fortalte, at hun somme tider var med for at hjælpe, da hun var god til at regne. Hun havde også selv en spand med blomster, som hun solgte for lidt lommepenge. Når dagen var omme, hentede de hestene, der var opstaldede hos en bager i Lundsbysgade. Bageren fik de varer, der ikke var solgt, og i bytte fik de brød og kager fra dagen før med hjem til en forventningsfuld familie.

Da mor var konfirmeret, kom hun ud at tjene hos hendes onkel, der var bestyrer af Lisbjerg
Fattiggård. Han ville gerne have mor ansat, da han manglede sådan en dygtig pige – falsk udsagn – hun skulle ikke tro, hun var noget. Hun skulle hjælpe de gamle med alting og med at gøre de døde i stand. Hun skulle dele seng med en ældre kone, der hver aften højlydt bad til Gud om at tage hende hjem. Hun blev også mobbet af sine kusiner, der selv var for fine til den slags arbejde. Hun længtes hjem, selv beboerne på fattiggården syntes, at hun blev dårligt behandlet og skrev det til hendes far,
der hentede hende hjem hurtigst muligt. Og talte aldrig siden med broderen.

Mor havde interesse for finere madlavning. Hun havde plads hos slagter Nisted, en af byens førende, hvor hun lærte at vurdere et stykke kød ved at sætte en finger i det. Hun havde også plads hos en af byens berømte bagere, Katrine Andersen. Her lærte hun at se og mærke om en dej var i orden. Disse færdigheder kunne hun ikke lære andre.

I mange, mange år arbejdede hun på Holmevej 5, tæt på Strandvejen, hos en direktørfamilie, der var meget velhavende. Han ejede ”De Jydske Trikotagefabrikker” og var direktør for Oliemøllen. Han ejede også Tustrup, en herregård syd for Randers. Denne families gøren og laden fyldte meget i vores opvækst, når mor fortalte. Vi fik også tøj fra fabrikken i de julegaver, de gav os. Mor sparede op og købte mærker hos Julens Glæde til lidt ekstra hygge i julen, en højtid og glæde, som vi ikke ville bytte med andre.

Hun var vokset under små kår, men alligevel bedre end så mange andres. Hun var kærlig, men ikke omfavnende.

Hørning 8362 DK
Get directions

Fødselsdag:

1905

Erindringen ønskes afleveret til:

Aarhus Stadsarkiv