Dan Heidener

Dan Heidener fortæller i et interview om sine barndomsår i Emdrup og livet derefter. Som ung tager han til kibbutzen Ein Dor for at arbejde frivilligt i tre måneder og får også aftjent sin værnepligt i civilforsvarets redningstjeneste. Dan tog eksamen som cand.linc.merc. på Handelshøjskolen og søgte umiddelbart efter mod Bruxelles - det blev til 22 år som oversætter i EU. Her mødte han sin engelske kone og de fik sønnerne Thomas og Peter. Boligforholdene i Bruxelles var i sig selv lidt af en oplevelse, hvor vandet var gratis og de fik del i underboens ”husdyr”. I 1995 kunne Dan gå af med nedsat pension, hvor han og resten af familien vender tilbage til Danmark og slår sig ned i Stilling ved Skanderborg. Gør ejerskabskrav på erindring

Interview med oversætter Dan Heidener, Cortinavej 20c i Stilling den 19. december 2017 ved Kirsten Thomsen.

Født under Shell-husets bombning

Jeg hedder Dan Jens Frederik Uldall Heidener, men oprindelig blev jeg døbt Nielsen. Vi tog navneforandring 1960, fordi det blev man opfordret til, for at komme lidt væk fra de her -sen-navne. Jeg er født på Frederiksberg den 21. marts 1945 i en regn af bomber, da englænderne kom og bombede efter indbydelse fra modstandsbevægelsen, fordi Shellhuset i København var Gestapos hovedkvarter. De havde sat nogle frihedskæmpere op på den øverste etage, og så havde de nogle meget diskriminerende arkiver, som modstandsbevægelsen gerne ville have ødelagt. Royal Air Force kom, og de kom midt på dagen, tyskerne opdagede slet ikke, da de fløj over den jyske vestkyst og hele vejen til København. De fløj ned ad gaden lavt nede, og smed bomberne ind sidelæns, så de ødelagde alle kartotekerne. Nogle af modstandsfolkene lykkedes det at springe ud fra taget. Det var en meget begivenhedsrig dag. Der hvor min far arbejdede, han var regnskabschef på Teknologisk Institut, blev de to øverste etager udbombet. De var på vej ned for at spise i kantinen nede i kælderen, da det skete. Der var kun to, der blev slået ihjel; men de to øverste etager var fuldkommen udbombet.

Der var selvfølgelig også det med Den Franske Skole, der blev ramt. Da jeg var lille, syntes jeg det var så synd for alle de børn, der blev slået ihjel, da jeg blev født. Jeg blev født på Dr. Vernings privatklinik på Frederiksberg. Min mor sagde inden fødslen: ”Englænderne kommer.” Da troede de på klinikken, hun havde særlig viden, måske troede de, hun var i modstandsbevægelsen; men hun kunne kun høre lyden, og kunne høre det ikke var tyske maskiner.

 

Faderen Kaj Aage Nielsen

Min far blev regnskabschef, og det var han meget stolt af. Han ville så gerne have været arkitekt; men hans forældre havde ikke råd til at lade ham studere. Han fik kun realeksamen, men min farmor havde en halvsøster, der arbejdede på Teknologisk Institut, og de havde brug for ekstra hjælp i januar, når der var selvangivelser. Hun sagde, at hun havde en nevø, der var dygtig til tal, og så fik han lov at komme derind og blev fastansat og endte som regnskabschef. Det var ret utrolig, når man kun har realeksamen. Det var han meget stolt af; men han gik sådan op i sit arbejde, han levede næsten kun for det. Han tog store hovedbøger med hjem, og sad til langt ud på natten for at finde en fejl på nogle få øre. Jeg fik så lov til at tælle tal sammen på hans regnemaskine, der var lige så stor som en skrivemaskine. Det fik jeg en daler for.

 

Barndomshjemmet og sommerhuset

Vi boede i Emdrup Vænge 126 på det yderste Østerbro i Emdrup. Jeg har en søster Conny, der er ti år ældre end jeg, og hun kan huske når der var luftalarm. Så måtte de tage deres dyner, gå ned i køkkenet i kælderen, der var gravet ned og sætte sig under køkkenbordet, for der var god beskyttelse. Så skulle de ligge dernede, til det blev afblæst. Det kan hun huske.

På Emdrup Vænge, havde vi radiatorer med fjernvarme, som dog ikke kom så langt fra; men som var fælles for alle rækkerne af rækkehuse. Det var svært i slutningen af 1940’erne. Nogle søndage om vinteren blev vi i sengen hele dagen, fordi det var for koldt at stå op. På vinduerne var tyk is, så man ikke kunne lukke dem op om vinteren, så om foråret skulle man have klude liggende i vindueskarmen til at tørre op og vride ustandseligt. Sådan var det dengang.

Vi havde et sommerhus, som jeg mest betragtede som mit barndomshjem. Det var bygget i 1942, så jeg gik glip af de første år deroppe. Det har altid været meget primitivt, der havde vi petroleumslamper, og det vand vi havde var fra en pumpe i gården. Under krigen måtte min mor lave mad på den lille ovn vi havde, og da kan min søster huske, at de måtte ud i mørket om natten og samle fyrrekogler, fordi det var forbudt at bruge træ. Man måtte ikke bare gå ud i skoven og samle træ, det var forbudt. Hun måtte lave mad på fyrrekogler, det har nok været svært. Så havde vi altid min farmor deroppe i to uger og senere min morfar.

Min morfar var så flink, han gik altid og hjalp til med at male. Han var gammel matros, og havde sejlet rundt om Kap Horn med sejlskibe. Under anden verdenskrig, selvom han egentlig var for gammel, sejlede han i konvojer mellem USA og England. Under Første Verdenskrig var han på et skib, som blev topederet af en tysk u-båd, hvor han kun nåede at springe i redningsbåden iført sine underbukser. Det har han i hvert fald fortalt. Han var en glad mand. Det var så hårdt for min mor, for vi havde ingen rutebil dengang, og hun skulle cykle ind til Frederiksværk de fem kilometer, købe ind og køre varerne hjem i sin cykelkurv. Så sagde min farmor til mig, om vi ikke skulle gå ned og gå min mor i møde, bare for at hun kunne rode i hendes kurv og se, om hun havde købt en snegl til hende. Det blev min mor sur over, og sagde så til hende: ”Du er så glad for at lave mad, kan du ikke lave maden” Så sagde hun: ”Nej, nej jeg er på ferie”. Da havde vi det meget sjovt. Om aftenen fik vi the med ost, og hun lærte os at lægge kabale, og vi spillede Rommy om aftenen. Da havde man kun radio, der var ingen fjernsyn. Vi hørte hørespil i radioen.

Jeg har aldrig fået fjernsyn derop, jeg har ingen køleskab, men der er en elektrisk kogeplade. Jeg har stadig en gammel zinkbalje og et bræt med riller på, som man brugte til at vaske med. Det har jeg stadig deroppe. Der gav jeg børnene bad i zinkbaljen, da de var små. Huset er mit i dag, og jeg har købt det af min mor i 1971.

 

Skolegang og uddannelse

Jeg voksede op i Empdrup Vænge, gik på Emdrup Skole i træbarakker, hvor lærerinden kom med kul til at fyre op i kakkelovnen. Det gjorde man dengang.

Så kom jeg i 1. mellem på Efterslægtens Skole. Vores gamle historielærer var født i 1890, og da han var dreng, byttede de flotte billeder fra Boerkrigen, og de holdt alle sammen med boerne mod englænderne. Under 1. verdenskrig var han ved sikringsstyrken, som lå ved Øresund, og da kunne de se, at der fra alle de rige villaer på Strandvejen blev signaleret til de tyske u-både. De har nok smuglet eller noget andet, eller det har været Gullash-baroner.

 

Job som postbud under studierne

Jeg blev student i 1963, og gik først et år på universitetet. Det brød jeg mig ikke om, det var uoverskueligt; men så kom jeg på Handelshøjskolen. Der brugte jeg ti år i stedet for de normerede seks, fordi jeg havde heldagsarbejde ved siden af. Jeg var postbud, og kunne studere om aftenen.

Det var sjovt, jeg kom med breve til flere kendte mennesker. Jeg kan huske Ulf Pilgaard flyttede ind på vores distrikt. Han var altid så sur, når jeg kom og ringede på hans dør, så lukkede han op i slaabrok kl. 9 om morgenen, da sov han endnu. Jeg kom med breve til Fyrtårnets enke, hun var så gammel, hun rystede på hånden, når hun skulle skrive i min bog. Hun døde også samme år, det var i 1964. Bodil Udsens mor og Gustav Winklers mor kom jeg med breve til. Jeg gik i flere år på en rute i Utterslev Mose, da blev jeg bidt en gang hver fjortende dag af bidske hunde, det var ikke så sjovt. Siden har jeg ikke kunnet lide hunde.

 

Kibbutz i Israel

Jeg var tre måneder i Kibbutz. Det var i 1968 og var meget spændende. De ringede til mig fra  DAKIV (Danske Kibbutz-Venner) aftenen før, og sagde, at de kunne se i den blanket, jeg havde udfyldt, at jeg studerede engelsk og tysk. De spurgte, om jeg ville være gruppeleder, og så sagde jeg, at det kunne jeg da godt prøve. Jeg blev gruppeleder for alle de andre danskere dernede, og det var en meget spændende oplevelse. Vi skulle arbejde med kunstvanding mest, og jeg skulle stå bag på traktoren med ti slanger i hånden, og smide en ud ved hver anden række vi kom til i æbleplantagen. Nogle gange skulle vi op kl. fire om morgenen og plukke meloner. Pigerne skulle sidde på en lang container, og vi andre skulle smide melonerne hen til dem, som de skulle lægge i containeren. Nogle gange ramte vi ved siden af, så traktorføreren fik dem i nakken, så blev han sur. Kibbutzen Ein Dor ligger i Nedre Galilæa ikke så langt fra Genesaret Sø. Hver eftermiddag til eftermiddagskaffen hørte vi jordanerne skyde over Jordanfloden; men de kunne ikke nå så langt som til os. Vi blev kørt rundt i lastbiler, og fik set nogle af de spændende steder i landet. Det var i 1968, året lige efter seksdageskrigen. Alle vegne hvor vi kom hen stod udbrændte tjekkiske tanks, som araberne havde efterladt. Vi var også oppe i Kunitra i de besatte dele, og der var en kibbutz, hvor børnene ikke så dagens lys i to år, fordi de ustandseligt skød på dem. Det har været hårdt.

I dag er jeg ikke så begejstret for Israel med den politik de fører. Det værste sted jeg har set var Gaza, der smed de sten efter os, og begyndte at kravle op i lastbilen, så den israeler vi havde med måtte trække sin skyder og true dem til at springe af.

 

Værnepligtig i civilforsvarets redningstjeneste

Jeg aftjente min værnepligt som § 31 værnepligtig i civilforsvarets redningstjeneste. Det var en måned på kaserne i Karsemosen ved Frederiksværk og to års fritidstjeneste, som var hver anden weekend både lørdag og søndag. Det var i februar måned, og det var iskoldt på frysepunktet inde i sovesalen. Vi måtte sove med vores store frakker på. De satte ild på et hus, så brandvæsenet kunne øve sig. Der var redningstjenesten og brandtjenesten. Der skulle trækkes slanger ned til branddammen, men den var bundfrossen, så de kunne ikke få noget vand. De måtte så først tilbage og hente en økse og hugge hul. Inden de var færdige med det, var huset brændt ned. Jeg aftjente min værnepligt i 1965 og kom ikke i militæret, fordi jeg var for nærsynet. De ville ikke betro mig et gevær, og så kom jeg i civilforsvarets i stedet for.

 

Eksamen og oversætter ved EU i Bruxelles

De sidste to år af mit studie kunne jeg kun arbejde deltids, fordi vi fik flere ting at studere. Til at begynde med gik jeg kun om aftenen, og de sidste to år måtte jeg skære lidt ned på arbejdet. Jeg tog min eksamen i 1973 og blev cand. linc. merc. og søgte direkte til Bruxelles, fordi jeg syntes, det kunne være sjovt at komme til udlandet og prøve noget nyt, og fik ansættelse dernede som oversætter. Der sad vi i noget vi kaldte Sct. Hans, fordi det var i Rue St. Jean, men de har så mange bygninger dernede. Jeg arbejdede i kommissionen som oversætter, og var dernede i 22 år, og i de 22 år havde jeg ni forskellige kontorer. Vi blev ustandseligt flyttet rundt med. Det var sjovt, da vi var pionerer og skulle starte det hele; men efterhånden blev det lidt mere kedelig rutine. De brokkede sig over, jeg ikke havde nogen telefon; men det var en fordel, så kunne man ikke blive indkaldt til weekend arbejde. Det fik jeg senere hen.

 

Hustruen Julie Boyle

Så mødte jeg min kone dernede, som er englænder. Hun var sekretær, og hendes arbejde var mere interessant end mit. Først arbejdede hun i ansættelsesafdelingen, kom i generalsekretariatet og i det irske kabinet. Da hun var i ansættelsesafdelingen, skulle hun rejse rundt til forskellige byer over hele Europa. Nogle gange skulle hun aflevere eksamenspapirer, og nogle gange skulle hun være med til eksamen og gå rundt og uddele, og slå dem over fingrene hvis de snød. Hun sagde, at italienerne var de værste til at snyde.

Min kone Julie havde læst tysk og fransk. Hun er bedre til fransk end mig, men jeg er lidt bedre til tysk. Jeg har jo studeret engelsk og tysk. Engang var der en rig oliesheik, der ringede til hende og sagde, at han gerne ville købe Berlaymont bygningen. Hun sagde, at hun desværre ikke kunne sælge den, fordi den ikke tilhørte hende, og desuden ejer Kommissionen den ikke. Alle bygningerne i Bruxelles ejes af den belgiske stat, og bliver udlejet til Kommissionen, Rådet, Parlamentet og de andre EU-institutioner, som betaler husleje for dem.

Så fik vi vores to sønner, og da var det lidt hårdt, hun altid skulle arbejde sent, fordi hun var en dygtig sekretær. Hvis man var dygtig, skulle man gøre de andres arbejde. Nogen gange kom hun først hjem om aftenen, når jeg havde lagt børnene i seng, så havde hun lavet et eller andet til dem, som jeg kunne give dem. Det var ikke altid, men nogen gange, og derfor blev de bedre til dansk end til engelsk. De fik lært begge sprog. Først var de i en daycare, kalder man det. De kom på Europaskolen, og da de kun var fire år gamle, skulle de køre med skolebus klokken syv om morgenen, og kom hjem igen klokken fem om eftermiddagen. Det tog en time ud til Europaskolen og en time hjem. Det var hårdt for sådan nogle små. Der kom de i den danske afdeling, fordi i den danske afdeling fik de engelsk lige fra første klasse. Hvis de var kommet i den engelske afdeling, havde de aldrig lært dansk. Jeg ville gerne have, de lærte mit sprog også. Da vi mange år senere flyttede til Danmark, syntes de det var det rene slaraffenland, fordi de havde fri klokken to om eftermiddagen. De kunne gå hjem fra Stilling Skole, så det syntes de var utroligt.

Min kone, som jeg mødte i Bruxelles, var som sagt sekretær. Julie kom fra Newbury i Berkshire, og havde været i Bruxelles siden 1974. Hendes far var skiltemaler; men han kaldte sig commercial artist, fordi det lød pænere, syntes han; men han var meget dygtig til det. Vi har tilbragt meget tid i England også med børnene hos deres morforældre; men jeg mødte hende, fordi jeg oversatte meget for ansættelsesafdelingen, især udvælgelsesprøver. Man kan jo ikke komme til EU uden at bestå en udvælgelsesprøve, uanset hvad man har af uddannelse i forvejen, og det var hun med til at arrangere. Der mødte jeg hende. Vi var i biografen og se film, og til sidst blev vi enige om, at vi nok skulle slå os sammen, og så flyttede hun ind hos mig.

 

Boligforhold i Bruxelles

Da boede jeg i en typisk belgisk lejlighed med ENORMT højt til loftet. Der skulle man fyre med gas, og der blev brugt dunke, som man skulle hente inde ved købmanden. Han havde lukket i weekenden, hvor gassen altid løb tør, og så skulle man sidde og fryse i weekenden. Derefter flyttede vi ind i et højhus på 16. etage, hvor der var meget forurening. De første dage satte vi vores vasketøj ud på altanen, og det blev fuldkommen kulsort af forurening, så det gjorde vi ikke mere.

De sagde det var bygget af dele fra andre huse, der var revet ned. De to haner, man havde på badeværelset, var to helt vidt forskellige, de kom fra forskellige bygninger. Vi havde i flere år kakerlakker, fordi der var en købmand nede i stueetagen, og så løb kakerlakkerne op igennem alle rørene, så vores skuffer var altid fulde af dem. Så skulle nogen komme og sprøjte, og de sprøjtede på alle vores tallerkner, og jeg ved ikke hvad. Da vi endelig flyttede, var vi så nervøse for, om vi fik nogen med. Vi fandt kun en enkelt i en kuffert, som vi straks slog ihjel.

Dengang skulle man ikke betale for vandet. Det var sådan, at det begyndte med, at folk skulle betale for vandet, men ikke i vores bygning. Ovenover os havde vi nogle sorte mennesker fra Belgisk Congo, som inviterede alle deres venner og familie til at tage bad hos dem, til vandet kom til at løbe ned ad vores tapeter, så det løsnede sig. Vi havde et kuk-ur lige over sengen, som faldt ned i hovedet på min kone engang, fordi vandet havde løsnet tapetet på grund af alle dem, der skulle have bad. Sådan havde vi det meget gemytligt dernede.

 

Hjem igen til Danmark

Efter 22 år i Bruxelles flyttede vi til Danmark. Det var så heldigt dengang, at man kunne gå af når man var 50 med en kraftig nedsat pension, det kan man ikke mere. Normalt skulle man blive til 65 for at få den fulde pension. Jeg rejste med en kraftig nedsat pension; men da jeg havde sparet noget op, har vi kunnet klare os fint med det. Så flyttede vi til Danmark, fordi børnene gik i den danske afdeling i Europaskolen, og det ville være mest naturligt, at de afsluttede deres uddannelse på en dansk skole. Vi flyttede til Stilling, fordi jeg kendte egnen, og syntes det var en dejlig egn, og min far var født i Skanderborg. Børnene var meget glade for at gå på Stilling Skole. Det var meget heldigt, at jeg kunne gå så tidligt. I julen 1994 tog vi til Skanderborg og boede på Hotel Skanderborghus mens vi kikkede os om, og da var vi hos en ejendomsmægler i Skanderborg. Han havde kun tre huse at vælge imellem, og da valgte vi så det på Cortinavej, fordi det havde en smuk udsigt over Stilling Sø. Der har vi været glade for at bo siden, og drengene kom på Stilling Skole.

Jeg fik vist ikke sagt, vi fik to sønner. Der er Thomas som er født i 1984, og Peter som er født i 1985. De fik begge to en dansk uddannelse. Peter gik på universitetet og fik en bachelorgrad i lingvistik og engelsk. Thomas tog en uddannelse som cand. scient. pol., og har studeret i Aarhus, i Konstanz i Tyskland og Brugge i Belgien. Derefter fik han et job i Bruxelles, hvor han blev assistent for et af de danske medlemmer af Europa-Parlamentet. Der var han nede i et par år.

Så vendte han tilbage til Danmark, og fik et job i noget, som hørte under Beskæftigelsesministeriet i København, og efter det fik han igen et job i Bruxelles, hvor han var chef for en afdeling, som repræsenterede tre danske fagforeninger overfor EU-institutionerne.

 

Danske juletraditioner

Da vores børn var små, holdt vi altid en dansk jul med et stort juletræ med levende lys på og gik rundt om træet og sang. Vi havde alle danske skikke. Den eneste engelske skik vi havde, var en stor strømpe, som de har i England, til at komme ting i, slik og hvad det nu kunne være. Vi har altid holdt jul om aftenen, juleaften, hvor de jo holder juledag i England; men i min barndomsjul, da kom min farmor altid til os, og havde en gås med, det var så hyggeligt. Hun strikkede uldne undertrøjer til mig, som kradsede sådan, jeg kunne ikke lide dem, derfor gik jeg hen til min far, han mente de vist var for små til ham.

 

Fritiden som pensionist i Danmark

Ja, jeg kastede mig først og fremmest over slægtsforskning, fordi min far var meget interesseret i slægtsforskningen. Han ville gerne have dyrket det; men han døde allerede, da han var 52 år, han nåede det aldrig. Han nåede aldrig at blive pensioneret. Jeg kom ind i slægtsforskningen ret hurtigt og havde det mægtig sjovt med forskellige andre. Vi tog op til Viborg og studerede der, og jeg gik på kursus og lærte at læse gotisk skrift. Det endte med efter 14 års studier at jeg skrev min slægtsbog, og da jeg ikke har forstand på noget som helst moderne, og ikke har computer og den slags, skrev jeg mit maskinskrevne manuskript, som jeg afleverede til en, som skulle overføre det til computer. Det tog ham fem år, så jeg har ikke så meget fidus til de der ting. Den slægtsbog jeg skrev, hedder: ”Aner nord og syd for Kongeåen”, og der er et bind om min fars familie og et bind om min mors familie. Jeg har fundet meget om andre mennesker, som jeg er i familie med. Den står på arkiverne i Skanderborg, Ry og Hørning. Sådan en slægtsbog har selvfølgelig kun værdi for dem, der er af de samme slægter; men der er en masse lokalhistorisk stof i den. Min slægtsbog er udgivet af Slægtens Forlag, og kan bestilles ved Anton Blaabjerg i Viborg, og den koster 200,- kr. for et bind og 300,- kr. for to bind.

 

Traveture og cykling

Jeg har cyklet meget, det kan jeg godt lide i denne skønne omegn af Skanderborg og Stilling, Her er mange dejlige steder at cykle. Jeg går også ture hver dag, og er medlem af Dansk Vandrelaug, som jeg går en tur med hver mandag plus at jeg er medlem af en engelsk traveklub, som hedder HF (Holiday Fellowship), og der er jeg ovre hvert år i sommerferien eller på et eller andet tidspunkt og gå en uge med dem. Da jeg boede i Belgien, var jeg medlem af både kommissionens traveklub og en ren belgisk traveklub, dengang regnede man det ikke for noget at gå op til 28 km hver anden søndag; men det kan jeg ikke klare mere, nu nøjes jeg med seks om mandagen.

 

Rejselivet

Siden jeg blev pensionist, har jeg rejst meget både alene, i grupper, med min kone og med mine børn og nogen gange med mine svigerforældre. Jeg har altid søgt tre ting, nemlig noget smukt natur, noget af historisk eller arkæologisk interesse og nogle spændende sprog; men det med sprog er kun indenfor Europa. Den første lange rejse jeg var på, tog jeg alene til Australien, hvor jeg tog rundt i fem uger med busserne. Det var en utrolig spændende tur, hvor jeg studerede Australnegernes gamle sagn, og lærte en hel masse om den. Engang kørte jeg med bussen op langs østkysten, hvor der var oversvømmelse, så vi ikke kunne komme videre, så vi måtte sove under banantræerne. Der var en cafe, hvor vi kikkede ind af vinduet, og så sad der en kænguru lige indenfor og kikkede på mig. Det var meget sjovt.

 

Emdrup Vænge
København 2100 DK
Get directions

Fødselsdag:

1945

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv
Skanderborg Historiske Arkiv
image/svg+xml