Kai Johan Jensen

Kai Johan Jensen beretter om et langt og spændende liv fyldt med glæde og sorg. Han blev uddannet urmager og boede både i Aarhus, København, Odense og Bogense. Han beretter blandt andet om sin opvækst og skolegang i Aarhus, hans soldatertid og ferier i Danmark og udlandet.

Erindringer
Fra sut til stok
En fortælling om et langt og godt liv
Kai Johan Jensen

 

Mine første år

Jeg blev født d. maj 1927, og jeg blev døbt i Sct. Lukas kirke 11. september 1927.

Hvor stammer jeg fra? Det er beskrevet i talen* til fætter kusinefesten på Fanø og i vores stamtavle/familietræ. Jeg skal nok være glad for, at der ikke var fri abort dengang. Jeg kom på et meget ubelejligt tidspunkt. Mor var lige blevet færdig med sin et-årige kokkeuddannelse.

Nå, jeg må dog sige, at da først det uundgåelige var accepteret, så fik jeg det godt – og fik nok som den lille efternøler (Svend var 9 år ældre og Knud syv år) mange fordele.

Hvornår begynder jeg at kunne huske noget, det er altid svært at afgøre, for hvad er erindring, og hvad har jeg fået at vide så ofte, så jeg synes jeg kan huske det. Det er også lige meget, for har jeg fået det fortalt, er det nok også sandt.

Af større begivenheder jeg kan huske er f.eks.., at vi var på udflugt til det, der i dag hedder den gamle Lillebæltsbro. Den gik fra Snoghøj til Strib. Den var blevet indviet i foråret 1935, og vi tog så derned om sommeren. Det må have været en tur med tog. Selve broen var et vældig plus for landet. Nu skulle man ikke mere sejle og ikke skifte tog for at komme fra Jylland til Fyn.

Jeg kan også huske, da man indviede Mindelunden ude i Mindeparken i 1934, og senere da hovedbygningen til Århus Universitet blev åbnet for publikum. Det sidste er der nok en særlig grund til, at jeg husker. Vi var sammen med

Grethes bror Jørgen. (Han bliver omtalt senere). Der var en frygtelig masse mennesker, og jeg gik med denne Jørgen i hånden. På et tidspunkt må vi have sluppet hinanden, men jeg fandt hurtig en hånd. Det var bare ikke Jørgens, men en fremmed mands, og jeg var meget flov, da jeg opdagede det.
De Mezasvej

Vi boede på De Mezasvej nr. 19, 4. sal. Vores nabo var familien Svendson, far, mor og Karla, Kesse, (som Svend legede meget med i hele barndommen), og Jonna, der var et år ældre end mig, og som jeg legede meget med. Endelig deres lillebror Basse. Hver familie havde 2 værelser og køkken, og så var vi fælles om et toilet.

På 1. sal boede familien Møller: mor, far, Esther, Henry, Karl Aage og endelig Erik, som jeg legede meget med, og kom til at gå i klasse med i Læsøegades Skole. Hos Møller kom jeg rigtig meget, og selv om de havde 4 børn, havde fru Møller altid tid til at tage sig af os andre også. Jeg har fået forbundet mange skrammer hos hende.

Møllers havde kolonihave ude på det, der i dag hedder Langenæs, og der havde Karl Aage og Erik kaniner, det var spændende, at komme med derud, og lege med dem. Bare ikke, når de slap fra os, og vi løb over hele kolonien, for at fange dem.
Erik og jeg skiltes, da vi skulle i mellemskolen. Erik kom i Fjordsgades Skole, og desuden var vi jo også flyttet.

Da vi skulle flytte, sagde jeg til mor og far, at jeg ville altid blive ved med, at tage HJEM til de Mezasvej og lege. Jeg kan huske, at far svarede, at det ville jeg snart holde op med.

Det gjorde et dybt indtryk på mig, men han fik jo ret.

I ejendommen var der både en fortrappe, og en bagtrappe. Børnene i ejendommen måtte kun benytte fortrappen, når de var ifølge med voksne, og bybude skulle ligeledes også benytte bagtrappen.

Inde i midten af bebyggelsen var der en stor dejlig græsplæne, omgivet af nogle flotte store poppeltræer, der igen var omkranset af et solidt trådgitter, for græsplænen måtte ikke betrædes. Vi børn skulle lege i de små gårde, der var ud for hver ejendom.

Jeg kom dog ikke ned at lege før jeg var 4 år. Det måtte jeg ikke for mor, for så blev jeg bare uartig.

I gården skulle husmødrene også hænge vasketøj til tørre, og banke møbler og sengetøj. Jeg tror ikke der var nogen, der havde støvsuger dengang. Nu lyder det som om vi børn ikke havde nogen steder at lege, men så slemt var det ikke, for vi kunne jo bare gå ud på gaden. Der var der fine muligheder, for at trille med trillehjul. Det var et gammelt cykelhjul uden dæk og slange, i stedet var der presset gamle korkpropper ned i fælgene, så kunne man rigtig få fart på. Det var dog bedst, hvis man gik om på Ingerslevs Boulevard, her var der nemlig asfalteret. På De Mezasvej var belægningen brosten, der var det sværere at styre hjulet.

En anden god legeplads, var de nyanlagte parkeringspladser for biler på Harald Jensens plads. Dem var der jo endnu ingen brug for. Der var ingen i kvarteret, der havde bil. Under 2. verdenskrig, blev der anlagt nogle store beskyttelsesrum, hvor folk kunne gå ned under luftalarm. De ligger der stadig, selv om man i dag har hårdt brug for parkeringspladser.

En anden god beskæftigelse var, at skrive bilnumre op. Man kunne sagtens nå det, for det var kun få biler, der kom. Dengang var der kun et bogstav foran tallene, og på det bogstav kunne man se, fra hvilken by bilen kom, så det var om at få nogle, der kom langvejs fra. De var selvfølgelig de mest sjældne. Man kunne også se på bogstavet, om det var en udlejningsvogn. Så var der ikke noget at være imponeret over.

En anden underholdning var når Skraldetulle var i kvarteret. Han var en lille spinkel original, iklædt noget gammelt laset tøj, holdt sammen om livet med en snor. Han rendte rundt og rodede i skraldespandene, efter ting, der kunne sælges til produkthandlerne. Han var ikke gode venner med skraldemændene, for han tog jo de ting, som de også kunne tage fra og sælge. Vi unger var så ondskabsfulde, at når vi så ham, så råbte vi: ”Skraldemændene kommer”, så pilede han af sted, for kunne de få fat i ham, så smed de ham op i skraldevognen, og kørte ham ud på lossepladsen, og så havde han en lang løbetur ind til byen igen. Han optrådte også i Tivoli, når de var i byen. Der var gerne en stor kraftig mand, der opfordrede folk, til at komme op og bokse med
Ham. Man fik 5 kr., hvis man meldte sig, og det gjorde

Skrælletulle hver gang. Han blev selvfølgelig hurtig slået i gulvet, og den stakkels mand, var så bange, at han tissede i bukserne, men pengene ville han tjene. Der gik mange rygter om ham, man sagde bl.a., at han havde samlet mange penge sammen, men hvor han boede, var der ingen, der vidste.

Der var næsten ingen trafik den gang. Af og til kom der en af Oliemøllens store lastbiler, der skulle til F.D.B. i Viby. Den skulle ud med olie til deres margarinefabrikation. Så var der skraldevognene, men det var hestekøretøjer, og som skrevet, meget sjældent en privatbil Endelig var der jo også sporvognen, linie 2. Den havde dengang endestation v. Harald Jensens plads. Den kom fra Trøjborgvej, der var endestation mod nord. Fra Banegårds Plads og ud til os, var der kun et enkelt spor, så når sporvognen skulle tilbage fra Harald Jensens Plads, skulle vognstyreren ud og vende Sløjfen, der gik op til ledningerne, og endelig kunne han tage styret af, og tage det med op i den ende, der nu blev front.

Hele karreen var bygget og ejet af Århus Kommune. Den var bygget omkring 1920 for at skaffe boliger til alle de landboer, der kom ind til byen på grund af industrialiseringen. Det må også have været dejligt for mor og far med Svend og Knud. De kom fra en lille meget gammel lejlighed i en baggård i det nederste af Frederiksgade. Jeg mener, at huslejen i den nye lejlighed var 36,- kr. om måneden, og så skulle man selv fyre i kakkelovn, og varmt vand var der selvfølgelig ikke noget, der hed.

Vi havde selvfølgelig ikke bil. Far og mor fik det heller aldrig.

Vi kom alligevel ud, og så os om. Familien havde cykler. Jeg har fået fortalt om en gang, vi havde været på tur til Saksild Strand nede ved Odder. Jeg havde endnu ikke fået min egen cykel, men sad på en lille sadel, der var skruet på fars stang. Da vi kom hjem til De Mezasvej, stod mor pustende af cyklen, og sagde at hun var godt nok træt nu. Så sagde jeg: jeg kunne da have kørt helt til Randers. (Jeg havde ingen ide om, hvor Randers lå.)

 

Grethe/Bedste kommer ind i mit liv

Nu kommer der en periode, der får megen betydning for min barndom.

Som fortalt var mor jo blevet uddannet kok, og da jeg var ca. 1 år, blev hun køkkenchef på Tannishus Badehotel, og far skulle jo så have noget hjælp derhjemme, og navnlig til at passe mig.

Det blev en forholdsvis ung pige: Grethe Rasmussen. Hun boede på det tidspunkt i en lejlighed i Langelandsgade, sammen med sin mor, og sin broder, Jørgen. Det har nok forvirret mig, at jeg hørte Grethe og Jørgen sige mor, for hun var jo ikke min mor. Det klarede jeg så ved, at kalde hende Gammelmor, og det hed hun så for mig og min familie i resten af hendes tid. Gammelmor havde foruden Grethe og Jørgen her i byen 2 sønner Laurits og William. Jørgen var nok den, der kom til at betyde mest for mig, ham havde jeg utrolig megen glæde af. Jeg må lige tilføje, at ingen af Gammelmors børn var gift, og der var ingen børnebørn i den familie, så jeg blev nok en slags erstatning.

Jeg kom meget med Grethe hjem i deres lejlighed i Langelandsgade, og har åbenbart også overnattet der somme tider. Jeg har fået fortalt, at jeg en gang stod op i en af deres senge og tissede. Det var nok ikke sagen, for de var meget propre. En anden gang stod jeg ligeledes i sengen, og kunne med en bøjle nå over til skabssiden, hvor der hang flere bøjler. Dem kunne jeg så slå ned, og når de ramte gulvet, sagde jeg ”fandens petakkel”.

Som det kan ses af mit fotoalbum, som jeg fik i konfirmationsgave af Gammelmor med billeder fra jeg kom ind i deres familie og til mit 14. år, så var jeg utroligt meget sammen med dem. Broderen Laurits havde købt en stor grund oppe på Charlottehøj, der dengang lå et godt stykke uden for byen. Der byggede han hus, og oprettede et hønseri, her kom jeg meget, og da jeg var jeg tror 6 år, slog han sig et år på gæs, og da skulle jeg være vogterdreng for dem. Min løn var en af gæssene, som jeg kaldte Trine. Den fik vi mortensaften, og familien var meget spændt på, om jeg ville spise noget af den, men det gik vist nok glimrende

Laurits havde lejet et stykke jord, på Katrinebjergvej, og der gik gæssene og græssede om dagen, og skulle så jages hjem til aften. Græsmarken var ikke indhegnet, og af og til forvildede gæssene sig ind på naboens kålmark. På det tidspunkt var Laurids i gang med at bygge øverste etage på huset, og derfra kunne han holde øje med gæssene, og når de så var på tur i kålene, så råbte han ”Kai for fanden, nu er gæssene i kålene igen”. Så var der en der fik benene på nakken. Det er jo ganske sjovt at tænke på i dag, men det var det ikke den gang.

Da jeg var 7 – 8 år, flyttede Grethe fra byen. Hun havde en fætter, der hed Johannes, der for øvrigt var urmager, og som boede i Nyborg. Han var en stor tyk, glad mand, der elskede god mad, og var god til at lave det. Han var kommet i tanke om, at han ville oprette et pensionat, men da han også skulle passe sit arbejde, kunne han ikke klare det alene, hvorfor han skrev til Grethe, som gik ledig, om ikke hun kunne komme og hjælpe ham. Jeg besøgte hende aldrig i Nyborg, men jeg tror heller ikke, de var der så længe.

Johannes fik arbejde i Fredericia, og så flyttede de pensionatet dertil. Her var jeg på sommerferie hvert år. Grethe havde anskaffet sig en hund, et udpræget gadekryds, som hed Pusser. Den blev jeg meget glad for. Her mødte jeg også Lulu, der lige som jeg kom der på ferie. Hun var kusine til både Grethe og Johannes, og for øvrigt steddatter af en urmager. Jeg var ikke særlig begejstret for hendes besøg i Fredericia, det skulle være forbeholdt mig. Senere blev hun jo så min svigerinde.

Johannes var ikke god til økonomi, og til sidst endte det med, at han tilbød Grethe, at hun kunne overtage pensionatet med inventar mod også at overtage gælden. Inventaret var stort som småt, det hele fulgte med, også nogle antikke engelske lommeure. Dem fik jeg, da mor og jeg købte forretningen i Bogense. Grethe havde syet en fin klokkestreng, som de skulle hænge på. De har hængt på vores væg siden.

Kort tid efter arvede Gammelmor nogle penge fra en ugift broder, og dem delte hun ud til børnene. Nu var Grethes økonomi så pludselig god, og hun brød op fra Fredericia, og rejste hjem til Århus, hvor hun lejede en stor lejlighed i Bruunsgade, og indrettede pensionat her. Det blev et af byens bedste pensionater Hun havde altid kun 12 til 14 pensionærer af det bedre borgerskab.

Jeg kom her meget, og når mor var på hospitalet for at blive behandlet for sin leddegigt, eller på rekreation / behandling på folkekuren Hald, ved Viborg, så boede jeg derhenne.
Det var ikke dårligt. Sikke nogle madpakker jeg fik med i skole. Mine skolekammerater stod i kø for at komme til at bytte med mig.

I det hele taget, blev jeg nok nærmest forkælet. Mor og far havde aldrig for mange penge, efter at mor var blevet syg og ikke kunne arbejde mere, men Grethe sørgede for, at jeg altid var meget velklædt. Sommetider for velklædt. Jeg husker, at jeg f.eks. fik en original slalom-skihue og flotte tofarvede skistøvler. De to ting brugte jeg nu ikke mere en nogle få gange, for kammeraterne grinte af mig. De havde ikke den slags. Det var nok misundelse, men det kunne jeg ikke se den gang.

Noget andet som jeg først er blevet klar over, efter at jeg er blevet voksen, er at jeg blev købt af Grethe. Det kunne mine forældre godt se, og det gav sommetider svære skærmydsler. Grethe og mor kæmpede nærmest om min gunst.

De første af mine leveår var nok rent økonomisk den bedste tid i mors og fars ægteskab. Nu var mor jo kommet til at tjene gode penge efter den tids målestok Jeg blev ekviperet i De Unges Magasin, byens fineste børneforretning. Da jeg var ca. otte år begyndte mor at blive syg Hun fik kronisk leddegigt, og snart måtte hun holde op med at arbejde, og det blev andre tider for familien.

Skoleårene

Jeg bliver 7 år den 1. Maj, og d. 1. april var jeg begyndt i Læssøesgade skole. Her møder jeg Bent, og et venskab for livet bliver sluttet. Ja, det er rigtig nok. Den gang begyndte skoleåret ikke efter sommerferien. Det blev først lavet om efter, at jeg var kommet ud af skolen 10 år senere.

Mor kunne ikke blive ved med at gå på 4. sal, så vi fik lejlighed i stueetagen i Max Müllersgade. Det var en to-en-halvværelses med eget toilet i lejligheden og centralvarme Nu kunne Svend og Knud få et værelse, så var det kun mig, der skulle sove i soveværelset. Her boede vi ca. 1 års tid, så flyttede vi igen. Huslejen var nok for stor.

Vi fik en 3 værelses lejlighed i Heibergsgade. Nu blev der endnu mere plads til Svend og Knud, men det var med kakkelovn, og igen toilet på bagtrappen. Her tror jeg også vi boede ca. 1 år. Jeg kunne godt lide at bo her, for fra vinduet i soveværelset kunne jeg sidde og se ned på slagterhuset. Her kom mange dyr, så det var meget spændende. Til gengæld, havde jeg langt til skole, for jeg blev ved med at gå i Læssøesade Skole.

På det tidspunkt gik jeg i 3. klasse, og den gang var det skik, at 3. klasserne gik i skole fra kl. 8,00 til 10,00, så var der en pause på 2 timer, og så mødte man igen kl. 12 til kl.14.

Den gang var klasserne rene drenge- eller pigeklasser. Skolegården var ikke delt op, men det lå i luften, at pigerne opholdt sig i højre side og drengene i venstre. Når der blev ringet ind stillede vi op i rækker. Hver klasse for sig, og selvfølgelig med pigerne i deres side og drengene i deres. Der var 2 indgange ved siden af hinanden, så vi gik også ind af hver sin. Så var det op i klasserne, og finde sin plads. Når læreren kom ind skulle vi rejse os op og stå ved siden af vores pult, indtil der blev sagt værsgo.

Pultene var 2 mands, med let skrånende bordflade, med en fordybning foroven til blyanterne, og ligeledes foroven var der i midten et blækhus, som vi delte. Det var før kuglepennenes tid. Under bordpladen var der en hylde, hvor vi kunne have vores madpakke m. m.

Hvis vi fik besøg af en anden lærer eller lærerinde, rejste vi os straks op og stod igen ved siden af bordet til vi fik besked på at sætte os.

Den gang var korporlig afstraffelse ikke afskaffet. Det blev brugt forskelligt af lærerne. Nogle gav lussinger. Det var særlig ubehageligt for mig, for jeg fik besked på at tage brillerne af, og så vidste jeg godt hvad der skulle ske. Andre tog med to fingre fat i skindet under hagen, og vred det rundt, samtidig med at de løftede hånden opad, til man stod på tæerne.

Jeg husker, at vi en overgang havde en regnelærerinde, der havde en særlig raffineret straffemetode: man skulle strække fingrene ud med håndryggen op, så slog hun et antal slag over fingrene med en linial.

Det værste, synes jeg, var spanskrøret. Det har jeg selv prøvet et par gange. Vi havde en gammel klasselærer i Munkegade, som gik af på grund af alder samtidig med, at vi var færdige.

Når han skulle være særlig raffineret, kaldte han synderen op til katederet, bad vedkommende om at gå op på lærerværelset, række hånden ind bag bøgerne på anden hylde til venstre, tage spanskrøret, og så komme ned i klassen med det. Det værste ved den straf var vist, der sad nogle lærere deroppe og så det. Så vidste de jo godt, hvad klokken var slået. Det var flovt. Nede i klassen skulle man så bøje sig med hovedet mod gulvet, og så vankede der et antal slag alt efter, hvor stor forbrydelsen havde været.

Man kunne også få en sveder, eller som det også hed, eftersidning. Det foregik ved, at man på en bestemt dag om ugen skulle blive en time efter skoletid, så sad vi et vis antal elever og gloede ud i luften. Vi måtte ikke læse lektier eller lignende. I Munkegades skole blev det brugt som straf, f.eks. hvis man kom efter at skoleklokken havde ringet. Der var en fast elev, der skulle skrive dem op, der ikke var der til tiden.

Nu har jeg skiftet skole. I Læssøegade kunne man ikke komme i mellem- og realskolen. Her havde man dengang kun det, der kaldtes underskole. Skulle man have mellem- eller realeksamen, kom man op til en prøve. Først skiftlig regning, diktat og genfortælling. Var man rigtig dygtig, bestod man alene på det skriftlige. Jeg hørte til dem, der også skulle til mundtlig prøve i regning, dansk. geografi m. m. Jeg bestod da heldigvis, og kom så i Munkegades skole, selvom jeg ikke hørte til i den del af byen, men da begge mine brødre havde gået der, kunne jeg også komme ind.

Nu var vi flyttet til Steinmannsgade, hvorfor ved jeg ikke.

Det var også en 3-værelses lejlighed uden moderne indretninger som centralvarme og bad.

Min Bedstemor

Det jeg husker bedst fra den tid, var min mormor, Bedstemor. Hun boede i det, der dengang hed aldersrentebolig i Ørumsgade nr. 1. Bedstemor var nogle år før kommet til Århus fra Læsø. På Læsø havde mine bedsteforældre haft en gård, Holmelund. De havde haft flere forskellige gårde her i Østjylland.

Min oldefar, der var kammerråd og åbenbart velhavende, købte så et nyt sted til dem. Gården på Læsø blev den sidste, og der døde bedstefar.

Da bedstemor ikke var i stand til at drive gården selv, rejste hun så her til Århus, hvor flere af hendes 9 børn boede.
Hun startede med en lille kvistlejlighed ovenpå en villa på

Dr. Margrethes Vej. Siden fik hun en lejlighed på 4. sal i Bülowsgade med WC i gården. Det var ikke sagen for en ældre dame på 60 år.

En dag Mor og Bedste er ude at gå, møder de en af Bedstes skolekammerater. Mor spørger, hvad han så laver, og får at vide, at han bestyrer kommunens ejendomme. Det var mor ikke sen til at benytte sig af, og kort tid efter fik Bedstemor en moderne et-værelses lejlighed med eget toilette og et lille lækkert køkken i Ørumsgade. Der boede hun til sin død 64 år gammel.

Bedstemor havde kun sin aldersrente at leve af, og det var ikke noget stort beløb. Når mor havde bagt, kogt suppe el lignende, blev jeg sendt hen med lidt til hende, og ved enhver given lejlighed var hun inviteret med til at spise.

Jeg var glad for Bedstemor, og kom som nævnt tit hen til hende. Hun var meget døv, og havde derfor ikke sin dør låst om dagen. Hun kunne ikke høre dørklokken. Jeg synes det var så sjovt at liste mig ind, og gennem stuen hen bag hendes stol, og så råbe bøh. Hun gav et højt hop i stolen, men blev aldrig vred på mig.

Onkel Børge var dengang ugift sømand, og når han var hjemme havde han altid penge på lommen. Han købte et elektrisk høreapparat til sin mor. Det var noget helt nyt dengang. Det var noget andeledes end de små, jeg går med i dag. Der var en vest, som Bedstemor skulle have inden under kjolen. Deri var der plads til 4 batterier, der målte c. 10 x 15 x 3 cm, og så gik der ledninger derfra op til propper i ørene. Det var en stor hjælp, men man skulle stadig tale højt og tydeligt, for at hun kunne høre.

Bedstemor døde i december 1938. Jeg kan tydelig huske det, for det var den dag, jeg fik at vide, at jeg var blevet optaget i mellemskolen, så jeg var både glad og ked af det denne dag. Mor var på gigtsanatorium i Hald ved Viborg. Hun kunne ikke være til stede, hverken ved Bedstemors død eller begravelse. Far syntes, at jeg skulle skrive til Mor, at jeg var blevet optaget i Munkegades skole. Det kunne da være en lille opmuntring for hende. Jeg kan erindre, at jeg skrev glad om skolen, og sluttede så af med: ”Men der er jo et skår i glæden. Bedstemor er død”.

 

Ferier i Skagen

Noget fra min barndom, som jeg holder af at tænke på, er mine ferier i Skagen. Den gang kunne man få fribilletter til toget, når man gik i skole.
Man måtte blot ikke benytte hurtigtog, som det hed den gang, - man skulle med bumletog. Det stoppede ved hvert trinbræt og hver station. Det betød, at når jeg blev sat på toget på Århus hovedbanegård kl. 8.00 om morgenen, så var jeg i Skagen kl. 20,00 om aftenen. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg var deroppe, men jeg tror det var hvert år, fra jeg var ca. 12 år, og til jeg begyndte at arbejde.

Familien bestod af Moster Dagny, mors yngste søster, hendes mand Onkel Laurits, min kusine Else, der var et år ældre end mig, og Kaj, der var et år yngre end mig. Desuden af Kamma og Ole, der var et par efternølere. Familien boede i et rigtig gammelt skagenshus. Det lå mellem Brøndums Hotel og stranden. Vi gik derned i badetøj, så kort afstand var der. Kaj og jeg havde rigtig meget glæde af hinanden. Vi ikke bare badede og legede. Vi kom også i gang med at samle skidtfisk nede ved havnen. Det foregik på den måde, at vi fik udleveret en fiskekasse, så stod vi ved bådene, når de skulle losses, og samlede de fisk op, der faldt af kranen. Når så kassen var fyldt, var det hen til fiskeeksportøren, der vejede dem, og udbetalte os pengene. Det kunne godt blive til lidt lommepenge.

Moster og onkel drillede mig lidt, og var forbavsede over, at jeg ville være med til at rode i de ulækre fisk. De var ikke klar over at jeg var glad for penge, så skidt med at jeg fik beskidte fingre.

Moster Dagny pillede rejer på en af konservesfabrikkerne. Hun gik for at være Skagens hurtigste rejepiller. Det bord hun sad ved var op til et vindue, der gik vi to Kaj’er tit hen, så stak hun en håndfuld pillede rejer ud til os. Det var lækkert.

Moster var ualmindelig rar ved mig. Efter at jeg er blevet voksen, er jeg kommet til at tænke på, om det ikke var fordi hun viste, at hjemme havde jeg nok at gøre med at hjælpe mor.

 

Min far

Nu skal jeg ikke kun fortælle om mig selv. Lad mig begynde med Far.

Han var søn af graveren i Lerbjerg. nr. 3 af 10 søskende. Født 15. juni 1894. Det nærmere familieskab kan ses på stamtræet for fars familie.

Far havde fået en meget dårlig skolegang. Han blev sendt ud at tjene på en gård, da han var 9. år. Og skulle bondemanden have lavet noget ekstra, som at høste og lignende, så beholdt han bare far hjemme. Til dagligt arbejdede han, før han skulle i skole, så når han endelig var der, så var han så træt, at han sad og faldt i søvn. Jeg tror far kunne have klaret sig godt, hvis han havde fået lov til at få en skolegang som hans drenge fik.

Jeg var meget glad for min far. Jeg kunne godt finde på at gå hen i Jægergårdsgade, hvor arbejderne fra Oliemøllen kom ud, når dagens arbejde var slut. Så fulgtes vi ad hjem og gik og hyggede os. Når far kom ned af trappen, skulle han forbi et kontrolur, tage et kort, stemple det og sætte det på plads igen. Om fredagen skulle han hen til portvagten. Her fik hver mand udleveret en lønningspose.

Far var ikke god til økonomi, og der var heller ikke så meget at være økonomisk med, men han fandt f.eks. på mors og hans første år af deres ægteskab at købe et klaver. Der var ingen i familien, der var musikalske. Det var selvfølgelig købt på afbetaling, og en dag kom sælgeren og hentede det. Så var de penge, der var indbetalt i det, væk. Så købte han noget andet, og det gik ligesådan. Først i hans seneste år begyndte han at se lidt anderledes på penge. Da kunne han godt lide at spare op, så der var lidt at stå imod med.

Far hørte ikke til de mest talende, og hvad vi har talt om på turen hjem, kan jeg ikke huske. Han arbejdede på treskiftshold. En uge arbejdede han fra 6 morgen til 2 eftermiddag, næste uge fra 2 eftermiddag til 10 aften, og endelig ved tredje skift, fra 10 aften til 6 morgen, så det var kun, når han var færdig kl. 2, at jeg kunne hente ham.

I de år mor var syg, havde far nok at se til, foruden arbejdspladsen, skulle han lave det meste hjemme. Der ar ikke noget, der hed hjemmehjælp. Avisen, Aarhus Stiftstidende, fik han dog læst grundigt. Han begyndte oppe i venstre hjørne, på side et og endte i nederste hjørne på sidste side. Jeg gad vide, om det var her han fik interesse for Danmarks historie, for den var han meget glad for. Det var ikke i skolen, han havde lært noget i den retning. Far har kun læst en bog i sit liv, og det var Kameliadamen. Jeg tror, det var mor, der fik ham listet til det.

På grund af krigen, som jeg vil vende tilbage til senere, havde far en pause i sit arbejdsliv på Oliemøllen. Da lageret af råvarer slap op, måtte firmaet sende arbejderne hjem, og fabrikken lå stille i flere år. Det var ikke spændende at være arbejdsløs den gang. Understøttelsen fra fagforeningen var ikke ret stor, og hver morgen skulle man møde på kontoret og have stemplet i en bog. Om vinteren blev man henvist til sneskovling, og netop under krigen havde vi et par hårde isvintre. Sådan en gang snerydning foregik med skovle, ingen biler med sneskraber, så det var en hård arbejdsdag. Alligevel kan jeg huske far stå og kigge ud af vinduet, om det så ud til sne, så han kunne tjene lidt ekstra.

Da krigen havde varet et stykke tid, blev der givet besked fra fagforeningen, at nu blev der ikke udbetalt mere understøttelse. Man kunne rejse til Tyskland og arbejde for krigsindustrien. Far måtte af sted, men han kom nu hurtigt hjem igen, han havde simuleret syg dernede. Han kom så i stedet til Skagen og arbejdede på bygning af forsvarsvolden langs Vestkysten. Han boede hos moster Dagny og onkel Laus, og blev godt forkælet lige som mig. Jeg husker ikke, hvornår han kom hjem, men han var da hjemme, da freden kom.

Jeg kan heller ikke huske, hvornår, han kom i gang på ”Møllen ” igen, men han nåede, at holde 25 års jubilæum, og var der lige til han døde d. 4. aug. 1949.

 

Min mor

Mor blev født 7. januar 1898, som nr. 2 af 9 søskende.

Mors liv i min barndom var selvfølgelig præget af hendes sygdom Hun tilbragte megen tid på sygehus og kurophold. En gang lå hun på Kommunehospitalet i nøjagtig et år. Jeg var så sådan en slags kurer. Jeg var der næsten hver eftermiddag i besøgstiden fra kl. 3- til 4-, så jeg var godt kendt på afdelingen. Alle var forfærdelig søde ved mig. Oversygeplejersken var nu for meget af det gode. Når hun så mig skulle jeg altid med ud i køkkenafdelingen og have et glas mælk. Jeg var meget flov, når der var nogle af de unge sygeplejersker, der så det.

Jeg prøvede da også selv at ligge på hospital, eller rettere klinik. Jeg skulle have fjernet mine mandler, da jeg var ca. 12 år. Den halslæge vi brugte, havde en klinik i Park Alleen, og der skulle man indlægges i 8 dage. Jeg kan blandt andet huske, at Grethes bror Jørgen kom og besøgte mig, og havde en klase blå vindruer med, de lå i en papbakke med serviet. Den gang var det meget sjældent at få vindruer, og det har altså gjort indtryk på mig.

 

Svend og Knud

Jeg vil ikke skrive noget om Svend og Knud her. Jeg kan dog ikke lade være med at nævne, hvor meget det betød for mig, at have et par brødre, der var 7 og 9 år ældre end mig.

I barndomsårene var de selvfølgelig efter mig, når de syntes, at jeg lavede noget forkert, men jeg kan i dag se, at de var glade for mig og gode ved mig. I ungdommen var de flinke til at tage mig med ud i byen, ofte sammen med

Børge, mors bror, der var jævnaldrende med dem. Jeg har været med dem til Svend Asmussen-, Leo Mathisen- og andre kendte kunstneres arrangementer, når de havde koncerter i det, der den gang hed Århus Hallen. Jeg var med til eftermiddagsmatineer, med tilhørende koncerter. Det var der ikke ret mange andre i min alder, der var.

Krigens år

Det var på den tid, at 2. verdenskrig udbrød. I september 1939 gik tyskerne ind i Polen, og 9. april 1940 besatte de Danmark. Nu kom der 5 forbandede år, som der står i en sang fra dengang. Jeg var 12 år, og vi var flyttet til Regensburgsgade (hvor jeg boede til jeg var blevet gift.)

Vi vågnede tidligt om morgenen ved et fantastisk spektakel.

Det var masser af tyske flyvemaskiner, der fløj op over Jylland på vej til Norge, der også blev besat. Om eftermiddagen kom de tyske soldater kørende op af Ringgaden, der lå for enden af Regensburgsgade. Vi kunne høre dem hen i vores lejlighed, hvor jeg sad og skrev stil, og hvert andet øjeblik måtte jeg hen og se det skuespil. Jeg forstod endnu ikke alvoren i, hvad det var der var sket.

Nu fulgte så 5 år, med rationering, varemangel, og hvad der var meget værre: mange kom i koncentrationslejr i Tyskland. Nogle blev skudt, fordi det blev opdaget, at de var med i sabotager mod tyskerne. De jøder, der ikke nåede at flygte ud af landet, blev også sendt af sted.

Om natten vågnede vi ofte ved nogle høje brag. Det var sabotage mod tyskerne. Fabrikker, der arbejdede for dem blev ødelagt, og jernbanelinien var et yndet mål. Nogle gange var det schalburgtage, det var tyskernes hævn for, hvad der blev gjort mod dem. Det var i udlejningsejendomme, hvor folk blev slået ihjel. Sommetider var det mod steder, hvor de kunne genere mange folk, som f. eks. Stadion, Århus Hallen og lignende.

Når det blev kaldt schalburgtage, var det fordi det var et hold danskere, der var gået over på tyskersiden. De blev ledet af en dansk mand, der hed Schalburg. De danske modstandsfolk så sig også af og til nødsaget til at skyde nogle danskere. Det var dem, vi kaldte stikkere. De var også på tyskernes side, og angav sabotører, der så endte i Tyskland eller blev skudt her. Der blev også oprettet en speciel deling af soldater inden for Schalburgkorpset, som blev sendt til Rusland for at kæmpe for Tyskland.

En af de ubehagelige oplevelser jeg husker, var schalburg-tagen i Guldsmedgade. En hel stribe af beboelses og forretningsejendomme blev sprængt i luften. Det viste sig, at en af mors tidligere kollegaer, havde været i en af ejendommene, og var dræbt. Vi hørte nogle forfærdelige brag om natten, og fik så at vide om morgenen, hvad der var sket. Jeg cyklede derned for at se, hvor slemt det var. Gaden var selvfølgelig afspærret, men jeg stod oppe for enden ved Nørregade og så og hørte hvordan, der blev skovlet glas. Den lyd og tankerne om hvad det indebar, står stadig tydelig for mig.

På et tidspunkt forsøgte de at ødelægge vores stolthed, det nye rådhus, der var blevet indviet i 1941. Det blev dog kun delvis ødelagt. Så vidt jeg husker, var det henne ved Agnete og Havmanden. En stribe Ejendomme på strøget blev også ødelagt. Det gav efter krigen plads til det nye stormagasin Salling.

Det var ikke kun schalburgtagerne, der indvirkede på vores liv i de år. Vi havde jo også sabotagerne. En aften, vi sad og hørte radio, lød der et frygteligt brag. Far, der ikke var slem til at bande, røg op af stolen og sagde ”Det var fanden neme sabotage”. Ganske rigtig, da vi fik slukket lyset og rullet mørklægningsgardinet op, kunne vi se, at vandtårnet nede på baneterrænnet var blevet til en ruin. Det forsynede lokomotiverne med vand, og dem brugte tyskerne jo til deres krigstransport.

En oplevelse, der egentlig ikke skyldes tyskerne eller sabotørerne var sprængningen af et stort ammunitionsskib, der lå i Århus havn. Hvordan det gik til, fandt man vist aldrig ud af. Hvor mange tyskere, der blev slået ihjel, fik man heller ikke at vide, men jeg tror, der var 10 danske havnearbejdere. Deres lig kunne ikke identificeres, så de fik en fælles grav på Vestre Kirkegård. Den kan stadig ses deroppe. Ved siden af lavede man efter krigen en lille mindeplads med navnene på de århusianere, der døde i tyske koncentrationslejre, og som ikke kunne bringes hjem.

Senere, kort før freden, blev en af kollegiebygningerne på universitetet bombet af engelske flyvere. Bygningen var besat af tyskerne, og Gestapo havde deres jyske hovedkvarter her. Englænderne vidste, at tyskerne havde vigtige oplysninger opbevaret her. Her fik vi heller ikke at vide, hvor mange tyskere, der blev dræbt. Der var også danske modstandsfolk, der ventede på at komme i forhør, nogle kunne komme af sted med at flygte, men andre blev dræbt.

Desværre skete der også en fejlberegning fra englændernes side. En af flyverne smed en bombe, på den forkerte side af gaden, og en villa blev totalt knust, og konen i huset slået ihjel.

Den danske presse, var selvfølgelig under streng censur. Der måtte kun skrives og tales efter tyskernes anvisning. England sendte imidlertid en speciel dansk presseudgave, hver aften kl. 20. Den skulle vi selvfølgelig høre, selv om det var forbudt. Vores gamle radio kunne imidlertid ikke tage England, så Far, Svend og Knud købte en ny på afbetaling, så kunne vi også være med.

Det sidste års tid begyndte Englænderne og amerikanerne at bombe byerne i Tyskland. Hver nat blev vi vækket, når maskinerne fløj hen over Jylland, og var de så langt nede, at det tyske luftskyts kunne nå dem, skød de efter dem. Det var ikke rart at høre på. Vi vidste jo, at nu blev der slået mange civile kvinder og børn ihjel i de tyske byer.

Vi lærte at klare os på bedste måde efter forholdene. Jeg har tidligere nævnt rationeringerne. Dengang lavede vi mad på gasapparater, men gassen var også rationeret. Brugte man for meget, blev der bare lukket, og det var jo ikke sagen. Vi havde imidlertid vores onkel Kai (jeg er vist nok opkaldt efter ham), han var uddannet smed, og han lavede nogle små brændeovne, der kunne stå på køkkenbordet henne ved vinduet. Jeg tror, der blev skåret et hul i ruden til skorstensrøret, og så kunne røgen komme den vej ud. Det må have været ulovligt, det var jo brandfarligt, men det blev der åbenbart set gennem fingrene med.

Det var andet end gas og el, der var rationeret. Mange fødevarer bl.a. Der var vi heldige, vi havde faster Sørine, hun havde et lille husmandssted i Haldum. Hun sendte sommetider bud, at nu havde de slagtet, så skulle vi komme ud og hente lidt kød, æg og lignende.

Moster Dagny i Skagen havde også gris ude i hønsehuset under krigen. Hun sendte også somme tider et stykke grisekød, når de havde slagtet. Det var vi nu ikke så begejstret for. Grisen blev fodret op med fisk, og det smagte kødet af. Det var ulovligt at holde gris inde i byen, men det var svært at skjule. En gang imellem skriger sådan et kræ op. Så skyndte moster sig ud i gården og forsøgte, at overdøve grisen ved at synge for fuld hals. Kaffe var helt væk, ikke bare rationeret. Det kunne simpelt hen ikke fås. I stedet fik vi kaffeerstatning, der var lavet af brændt korn, det var ikke spændende. Te kunne heller ikke fås, det blev lavet af æbleblomster.

I dag drikker vi alle ren kaffe, men før krigen blandede man det op med noget, der hed Rich. Det svarede til den erstatning, man brugte som ovennævnte. De fleste kunne slet ikke lide kaffe, hvis ikke der var Rich i. Det var nu nok oprindeligt startet for at spare. Richen var meget billigere end kaffen, og vanens magt er jo stor. På Rådhuspladsen i
København ligger der en stor flot hjørneejendom, der hedder Richhuset. Den er bygget af Richsfabrikken. Det viser lidt, hvor meget Rich, der blev brugt. Alle mennesker, der har besøgt København, har lagt mærke til det hus, for på hjørnet ved øverste etage er der et stort mekanisk barometer. Når det er solskinsvejr, kommer der en pige frem med en solparasol, og ved regnvejr kommer hun med paraply.

Fabrikken forstod også at fange børns interesse. I hver pakke, var der et Richbillede. Man kunne købe et album til at samle billederne i. En periode kunne det være dyrebilleder, men selv om jeg samlede på dem alle, og havde alle albummene, så kan jeg ikke huske, hvad de andre var, og nu ærgrer jeg mig over, at jeg ikke har gemt dem.

 

Ungdommen

Vi var, som før skrevet, flyttet til Regensburgsgade. Det var en efter tidens forhold, dejlig lejlighed. 2½ værelser, dejligt badeværelse med bruser. Den fik vi desværre ikke meget brug for de første år. Man måtte ikke bruge varmt vand. Det blev jo varmet op ved kul, og det skulle også indføres. Når vi trængte til at blive badet, kunne man gå på den kommunale badeanstalt, der var åbent visse dage om ugen.

Jeg må da også huske, at fortælle, at jeg i de år var spejder. Grøn KFUM-spejder. Det havde både Svend og Knud været, så det skulle jeg også prøve. Jeg tror, jeg var medlem i 2 til 3 år. Det var meget sjovt, men der var noget, der vejede mere. Når vi skulle på lejr, var det altid påske eller pinse eller lignende lejligheder, og da skulle de altid have noget godt at spise hjemme, medens jeg kunne sidde ude og få noget kedeligt lejrmad.

Den 21. september 1941 blev jeg konfirmeret i Vor Frue Kirke. Festligheden blev holdt i Grethes pensionat, der var jo god plads. Da vi skulle hjem var det ikke til at få en taxa, der kørte ikke ret mange på grund af benzinmangel. Til gengæld var de gammeldags kapervogne begyndt at køre, og sådan en fik vi, det synes jeg var meget spændende.

Næste dag var der ”Blå mandag”, det foregik på den måde, at vi var nogle stykker der mødtes, og gik strøgtur, og så drak vi kaffe på det gamle hyggelige ”Marie Christensens konditori” på Bispetorvet. Om aftenen var Else fra Skagen og jeg i teateret. Vi troede, vi havde købt biletter til en komedie, der hed ”3 mand i en båd”. Den aften var det imidlertid det kongelige teater, der spillede et stykke, som vi slet ikke forstod. Det var ingen succes.

Som tidligere nævnt var jeg kommet i Munkegades Skole. Den gang gik man 4 år i mellemskolen, og det femte år hed realen. Nogle gik ud med mellemskoleeksamen, og andre fortsatte i realen. Det gjorde jeg.

I Munkegade var der den sædvanlige skolegård, hvor man opholdt sig i frikvartererne, men for realisterne var der en lille have, hvor kun de måtte komme. Det var noget, vi så frem til i 4 år. Det skulle imidlertid ikke lykkes for mig at opnå det. Da jeg gik i 4. mellem blev skolen besat af tyskerne, og vi måtte rykke ud i Frederiks Alles skole, en skole, som ikke eksisterer mere. I 1944 fik jeg så min realeksamen. Jeg var så heldig, at jeg havde læreplads som urmager fra den første dag efter endt skolegang. I Bruunsgade i den ejendom, hvor Grethe havde pensionat, var der en urmagerforretning. Urmageren hed Madsen, og ham spurgte Grethe, om ikke han havde brug for en lærling.

 

Læretiden

En af de sidste dage i skolen, ville vores bogholderilærer høre, hvad vi forskellige skulle i gang med. Da han hørte, at jeg skulle være urmager, sagde han, ”Hvorfor det. Du fejler da ikke noget.” Urmagere var gerne nogen, der haltede, var pukkelryggede eller lignende.

Jeg skulle være i lære i 4½ år. Havde jeg ikke haft realeksamen, havde det været 5 år. De 4½ år var de værste, jeg har haft i mit liv. Nej kun de 4 år, for det sidste halve år var jeg på urmagerskole i København, det var som at komme i paradis.

Min lærermester i Århus var noget af det mest ubehagelige, man kan tænke sig. Altid sur og gnaven. Intet kunne man lave godt nok til ham. Han boede privat i Vejlegade, og der skulle jeg stille hver morgen for at hente nøglen til forretningen. Jeg blev nok også kontrær. Jeg ringede på hans dør kl. 8,00, og i starten sagde han så, at forretningen skulle lukkes op kl. 8,00, hvortil jeg svarede, at så kunne han bare give mig en nøgle, så skulle jeg nok møde i forretningen til den tid

Han havde en rar kone. Jeg blev somme tider sendt hjem til hende for at banke tæpper, pudse cykel o.l. Det kunne man godt byde en lærling dengang. Jeg havde heller ikke noget imod det. Hun var rarere at arbejde for end ham. Hun fortalte mig en gang, at hun havde sagt til ham, at bare han ville være halv så hård ved sin søn, som han var mod sine lærlinge, så ville sønnen blive velopdragen.

Jeg holdt da de 4 år ud, selvom jeg var ked af at gå på arbejde hver dag.

I min lærertid sluttede krigen.

D. 4. maj 1945 om aftenen sad vi klistret til radioens udsendelse fra London. Den sidste tid havde været meget urolig. Englænderne og Amerikanerne rykkede nærmere og nærmere mod den danske grænse. Det var dejligt, men fra øst nåede russerne også tæt på os, og dem ønskede vi ikke at blive besat af. Vi var også meget bange for, at tyskerne skulle blive jaget op gennem Danmark, med hvad det ville medføre.

Så pludselig, medens vi sidder og lytter til Den danske stemme fra London, blev der et ophold i udsendelsen, og så lød det: Der bliver netop nu meddelt, at de tyske tropper i Nordtyskland og Danmark har overgivet sig. Sikke en glæde, der blev. Mørklægningsgardinerne blev rullet op, og lysene strålede ud fra alle de vinduer, der havde været mørke i 5 år. Folk kom ud på gaderne og var helt ellevilde.

Min lærertid fortsatte. Den blev jo ikke meget anderledes, fordi der var blevet fred i verden

Jeg skulle starte på urmagerskolen d. 1. april 1948. Vi var fire her fra Århus, der skulle derover. D 1. april var første dag efter påsken, og de tre andre havde fået fri fra deres læreplads tirsdag før påske. Det kunne der slet ikke være tale om for mit vedkommende. Jeg fik at vide, at det var jo ikke før d. 1. jeg skulle møde i København. Påskelørdag blev således min sidste arbejdsdag. Jeg havde sørget for, at det arbejde, der var mit, var færdig den sidste dag før påske, så jeg sad bare og ventede på at Madsen skulle komme, han plejede gerne at være i forretningen ved 9.30 – 10-tiden. Netop den dag kom han ikke før kl. 12. Jeg havde pakket mit værktøj og var klar til at gå, og da han endelig kom, sagde jeg, at nu gik jeg. Jeg skulle på Folkeregistret og sygekassen og melde adresseændring. Så tog jeg mine ting og gik uden at sige farvel. Sådan endte de 4 år.

Mit halve år på skolen var for mig et slaraffenland. Jeg fik en lærer, der hed Otto Mortensen. Han blev regnet for den mest skrappe og kedelige. Jeg havde det imidlertid dejligt sammen med Mortensen. Det hænger nok sammen med, hvad jeg kom fra.

Jeg havde et værelse i Brønshøj, sammen med en af de andre lærlinge fra Århus. Der var ikke muligheder for at lave mad, så jeg spiste på et pensionat inde på Vesterbro.

Der var ikke for mange penge at rutte med. Jeg havde søgt og fået 2 legater, og så fik jeg noget hjemmearbejde fra en urmager inde i byen. Alligevel blev der da til nogle ture ind på en danserestaurant, der hed Den kvikke kanin eller lignende steder. Det var datidens diskoteker.

Jeg blev så glad for, at være i København, at jeg bestemte mig for, at jeg ikke ville tilbage til Århus. Min lærer Mortensen, havde været ansat hos urmager Carl Jonsen inde på Strøget, foreslog mig, at jeg skulle søge ind. Der var 10 – 12 svende ansat, og når man kom derfra, kunne man få arbejde alle vegne. Jeg tog ind og talte med værkføreren og blev antaget til d. 1oktober. Lønnen var tariffen kr..: 98,00 om ugen.

En måneds tid før jeg skulle starte på mit første job som udlært, fik jeg et brev fra urmager Albrechtsen i Århus. Han havde hørt, at jeg nu blev udlært. Det var svært på det tidspunkt, at få fat i en urmagersvend. Han tilbød mig 150,00 om ugen. Det kunne jeg ikke sige nej til, så jeg kom alligevel tilbage til Århus. Jeg blev hos Albrechtsen i 12 år.

 

Soldatertiden

Da jeg havde været hos Albrechtsen ½ år, kom jeg ind som soldat ved Ingeniørregimentet i Værløse v. København. Så kom jeg igen til København.

Jeg mødte på Ingeniørkasernen ude på Østerbro. Herfra blev vi sendt til Værløse, hvor vi var i rekruttiden. Det var

3 måneder, hvor vi blandt andet blev øvet i telegrafi med morsning. Det blev jeg aldrig dygtig til. Det hænger nok sammen med at jeg er meget umusikalsk. Jeg kunne ikke fange rytmen. Os, der ikke kunne bruges på telegrafstationerne, blev så sendt tilbage til Østerports kaserne, til videre

militæruddannelse. Der skulle jeg så nok have været resten af soldatertiden, men skæbnen ville det anderledes.

En gang i augustmåned, havde jeg fået bevilliget en forlænget weekend orlov, det vil sige fra fredag eftermiddag til mandag morgen. Jeg havde ikke været hjemme siden Pinseorloven, dengang rejste soldater ikke gratis, så det havde jeg ikke haft råd til.

Jeg stod oppe på stuen og var ved, at pakke min taske. Jeg nød det nok ekstra, for kammeraterne skulle på natmanøvre, og det var ingen spøg. Pludselig kom en af stuekamme-raterne ind på stuen, og sagde, at præmiereløjtnanten ville tale med mig. Jeg troede, at han ville have mig til at tro, at min orlov var annulleret, så jeg sagde bare: ”ja det er godt med dig”, men han blev ved, og bad mig gå hen til vinduet, så jeg selv kunne se, at det var rigtigt.

Jeg måtte så ned i gården og tale med chefen. Han stod med et stykke papir i hånden. Det viste sig at være et telegram fra Århus: Jeg har en kedelig meddelelse til Dem, Deres far er død. Jeg havde svært ved, at fatte det. Det var jo mor, der var syg og havde været det i mange år.

Jeg fik en meget fin behandling, fik besked på, at rejse hjem og blive der til efter begravelsen

Da jeg kom tilbage, og meldte mig på kontoret, blev jeg sendt ind til regimentschefen, der kondolerede mig, og spurgte om det gav mig nogle familieproblemer. Jeg fortalte ham, at min mor var invalid og ikke kunne klare sig til jeg kom hjem fra hæren. Han spurgte så om jeg var interesseret i at blive overflyttet til Århus, få et ordonansjob og komme på privat kost og logi. Det var alletiders ordning, og mine problemer blev løst i første omgang. Jeg kom på Langelandsgades Kaserne, og blev kontorordonans for en vældig rar overofficiant. Her var jeg, til jeg skulle hjemsendes.

 

Bitten

Alle familiens problemer var dog ikke løst. Mor havde ikke råd til at sidde i en 2½ værelses lejlighed. En dag, hvor Lulu sad og læste i avisen, faldt hun over en annonce. Det var en ung kontordame, der søgte et værelse nær Trikotagefabrikken, der lå lige over for den ejendom mor boede i. Lulu ringede og tilbød hende vores soveværelse, og det var lige sagen. Hun flyttede ind, og jeg kom hjem. Lejeren kunne lide både værelset - og den yngste søn, og han kunne lide lejeren.

Den 22. juli 1951 stod brylluppet i Vejen kirke.

Jeg får det til, at lyde så problemløst, men det var det nu ikke.

Min far havde en gang sagt til mig, at hvis der skete noget med ham, og jeg på det tidspunkt var gift, så måtte vi ikke påtage os at tage mor til os. Det var et slemt dilemma, Bitten syntes imidlertid ikke, at det var noget problem. Hun fandt mor sød og rar, så hun turde godt tage det problem på sig, og jeg var ung og forelsket og ikke svær at overtale til at glemme fars advarsel.

Da far døde, lå mor på hospitalet, og havde lige fået tildelt en plads, på ” Hans Jansens Gigthjem” i Skåde. Der var hun så til jeg var blevet forflyttet til militæret i Århus, og havde boet hjemme i ca. 1 måned. Bitten var også flyttet ind, da hun kom hjem, og de havde det fint med hinanden.

På det tidspunkt var amorinerne endnu ikke begyndt at synge, og Bitten og jeg levede hvert vores liv. Når jeg havde lagt mor i seng om aftenen, kunne jeg gå ud til mine venner. Når Bitten opdagede at mor var alene, gik hun ind med kaffe til hende, og de kunne få en sludder. Til gengæld blev hun så inviteret til at spise sammen med os søndag middag, når hun ikke var rejst hjem til sin far i Vejen for at holde weekend sammen med ham.

Mor havde igen fået bevilliget et ophold på Hans Jansens hjem, og nu havde Bitten og jeg lejligheden helt for os selv, og nu begyndte amorinerne så at synge. Vi spillede tennis sammen, det blev nu ikke til så meget. Vi havde ikke tid. Bitten skulle præsenteres for mine venner, og jeg for Bittens.

Den eneste, der foreløbig ikke skulle vide noget var Mor. På den tid var det ikke god moral at to unge forelskede boede sammen. Svend og Knud med koner havde opdaget det, og drillede mig lidt, men værst var det, at en dag Carsten var med Lullu og Knud ude og besøge mor (han var dengang nok 3 år) skulle lige give hende et farvelknus, så sagde han: Hvad med den her nye tante, jeg har fået? Så var det ikke nogen hemmelighed mere.

Mor syntes bestemt ikke om det. Hvad ville folk ikke tænke. Vi måtte love hende ikke at gå i Regensburgsgade med hinanden i hånden, og da hun kom hjem, bad hun os om at få forlovelsesringe på. Så var det åbenbart ikke så slemt.

Den gang var det almindeligt, at få forlovelse kundgjort i avisen under mærkedage. Det skulle vi endelig også få gjort. Så kunne folk da i det mindste se, at vi var forlovet. Ak ja!

Nu kunne vi så begynde at forberede os til bryllup.

Knud havde fået ny stilling i Esbjerg. Han var blevet direktør for Johan Olsen og co. Et firma med bygningsartikler ligesom Hammerich i Århus, som han kom fra.

Vores forlovelsestid fra september 1950 og til brylluppet i juli 1951 gik stille og roligt. Jeg mener at kunne huske, at Mor på det tidspunkt fik tilbudt det nye vidundermiddel fra Amerika: Cortisone. Vores læge Munksgaard havde fortalt mor, at hun ville få det bedre, men dø noget før.

Det havde også en vidunderlig virkning. Smerterne blev meget mindre, og bevægeligheden i leddene ligeledes meget bedre. Det var stærke sager. Hvis mor glemte at tage en lille halv pille om aftenen, så kunne hun dårligt løfte en arm fra dynen om morgenen. Det havde også sine dårlige sider. Det nedbrød indre organer, men herom senere.

I vores forlovelsestid havde Inge og Svend fået en lille dreng nr. 2. De bad Bitten om at være gudmor for ham, og han kom til at hedde Ole. Nu havde de så Jørgen og Ole.

Inge og Svend havde lejlighed i Tage Hansensgade, der gik vinkelret på Regenburgsgade, så der var ikke langt op til dem, når vi f.eks. skulle være barnepiger for dem.

Jeg har ikke nævnt noget om, at jeg selvfølgelig havde været med Bitten hjemme og blive præsenteret for hendes far. Jeg fik en meget fin modtagelse, og følte bestemt, at jeg var velkommen, selv om jeg havde taget hans datter, som han havde været ene om i 26 år.

Bittens moster og onkel, købmandspar fra Brørup, kom også. Senere blev jeg præsenteret for Bittens veninde og hendes mand Robert. Robert var lidt skuffet over, at jeg ikke brød mig om en kaffepunch.

Svigerfar var af samme moralske rase som min mor. Når jeg skulle overnatte dernede, sov jeg i dobbeltsengen ved siden af ham, og Bitten på hendes gamle værelse. Efter brylluppet, byttede han så plads med Bitten.
Bryllup

Nu går tiden så stille og roligt, og brylluppet bliver fastsat til søndag d. 22. juli.

I foråret 1951 fik jeg brev fra militæret, at jeg skulle på 3 ugers omskoling i Padborglejren, og det skulle være lige i de dage, hvor vi havde fastsat brylluppet. Jeg søgte om at få en anden tid, og det blev så i stedet i juni måned.

Telegrafbattalionen, som jeg havde ligget ved, havde fået en ny type gevær, og dem skulle vi så ind og lære at betjene. Jeg var ude at skyde en gang i de tre uger, så jeg synes nok, det var spild af min tid og militærets penge.

Nu nærmede tiden for brylluppet sig. Bitten fik syet en flot og alt for dyr kjole hos en dygtig syerske, der boede i ejendom med Knud og Lullu. Efter brylluppet blev den farvet lyserød, og det kunne den ikke tåle. Den blev både vind og skæv. Bitten fik den dog rettet til, så hun kunne have den på til Henny og Bents bryllup 1 måned efter os. Herefter blev den aldrig brugt mere.

Der skulle ikke være noget stort bryllup. Bittens far havde sagt, at vi kunne vælge mellem en stor fest, eller en lille og så i stedet få et soveværelsesmøblement. Vi valgte det sidste, og inviterede kun mine brødre med koner og Carsten, Henny og Bent, Nete og Robert, Bedste og selvfølgelig mor. Svigerfar mente nu, at det var da en stor komsammen, men vi fik da soveværelset alligevel.

Vi havde sørget for at vi begge havde sommerferie en uge før og en uge efter d. 22. juli. Den gang havde man kun 14 dages sommerferie og en uges vinterferie. Bitten var taget til Vejen straks ferien begyndt for at være der nede og gøre klar. Hun havde en sjov oplevelse om lørdagen, som vi skulle giftes om søndagen. Posten kom med en del breve og pakker, og da han afleverede dem sagde han: ”Nå du skal nok giftes, det var da også på tide”.

Søndag formiddag kørte Knud (Han havde fået en dejlig Mercedes firmavogn), Mor, Bedste Grethe og gommen til Vejen, men først skulle vi en tur omkring Store Torv, til blomsterhandler Abel.

Jeg skulle have hentet brudebuketten. Det var jeg meget spændt på. Den skulle bestå af pariserroser og blå kornblomster. Det var Bittens ønske. Da det var Knud og Svends tur kunne jeg huske, at det var en dyr omgang. Jeg havde ikke taget højde for, at de blev begge gift i påsken. Et tidspunkt, hvor blomster var meget dyre. Stor var min overraskelse og glæde, da jeg hørte at jeg kun skulle betale 25 kr. Herefter rullede vi så syd på. Lulu, Inge, Svend samt Henny og Bent kom med toget. Vi fik frokost, og så gik det op til Hansens Hotel på Banegårdspladsen. Der skulle klædes om.

Så var det blevet tid til kirken. Mor og jeg kørte fra hotellet i taxa, og da vi nåede ned til kirken, stod personalet fra Albrechtsen uden for kirken. De havde lavet en udflugt, og ville ned og overvære begivenheden. Optikeren frk. Thomsen fortalte senere, at hun tudede så meget, at hun var sikker på at de andre i kirken troede, at Bitten havde snuppet mig fra hende.

Mor og jeg kom nu op i koret og alle var på plads i kirken, da orgelet begyndte at spille. Døren gik op og ind kom gamle svigerfar med sin datter. ”Hvor er de søde, snøftede min mor, ”Ti stille” hvislede jeg. Jeg var bange for, at det skulle gå mig lige som det siden er gået for kronprins Frederik.

Sognepræsten Monrad holdt vist nok en pæn tale til os, men hvad han sagde, havde jeg glemt, så snart det var ovre.

Bitten havde i forvejen sagt til mig, at nu måtte jeg ikke gå for hurtig ned af kirkegulvet, og jeg synes, jeg sneglede mig af sted, men alligevel kunne jeg mærke, at hun holdt tilbage i mig. Ud kom vi i hvert fald, og ind i en taxa. Han kørte ud og vendte Anst. Vi måtte jo ikke komme først hjem.

Da vi kom hjem var der bestilt fotograf, og efter det var der gaveudpakning.

Så skulle der spises. Hvad vi fik, og hvem der havde lavet det, kan hverken Bitten eller jeg huske.

Svigerfar holdt en rørende tale, og ikke et øje var tørt. Carsten var blevet passet hjemme hos Nete og Robert sammen med deres Jens Christian. Han var lige blevet afleveret, da Svigerfar talte. Nu stod han og kunne lige få næsen over bordkanten, så sagde han: ”Jeg har også en lille tåre”. Det var en befriende bemærkning.

Bitten og jeg samt de øvrige gæster skulle overnatte på det før omtalte hotel. Brudeparret blev selvfølgelig sendt først af sted. Jeg havde sat mine sko uden for døren, så de var pudsede næste morgen. Sådan gjorde man den gang. Da Lulu og Knud kom med Carsten, kunne han åbenbart kende mine sko, for pludselig rev han sig løs, og råbte: ”Der er farbror Kais sko”, og han skulle lige til at lukke døren op, men blev stoppet i sidste øjeblik.

Næste morgen var der udveksling af morgengaver. Jeg fik en lækker skindmappe af Bitten. (Den mistede jeg senere ved en benzinbrand i Albrechtsens garderobe.) Bitten fik et moderne Tissot-ur af mig.

Så var der morgenkaffe i Østergade, og så gik det hjemad for gæsterne.

 

De første år som ny familie

Bitten og jeg blev ugen ud, og så skulle vi hjem og leve i det daglige. Vi skulle finde en lejlighed, der var stor nok, til at mor kunne få en stue, og et lille soveværelse, og Bitten og jeg skulle jo også gerne have 2 rum. Det blev svært. Der var stor mangel på lejligheder i Århus.

Selv om Knud ikke arbejdede i Århus mere, havde han stadig mange bekendte inden for byggebranchen, Det endte også med at han skaffede os en 3 ½ værelses lejlighed i Nordborggade. Det var en hel nybygget ejendom, og i stuen, så det var ikke vanskeligt at få mor op og ned af trapperne. Desværre var der ikke altan i stueetagen. Huslejen var 350,- kr. om måneden. Det var mange penge, men mor betalte sin part, så det hjalp lidt på det. Bitten fik 750,- om måneden. Det var en stor kontorløn. Jeg fik 150,- om ugen.

Nu kunne vi så få vores ”flotte” møbler hjem. De var købt på afbetaling hos møbelhandler Thorsen. Soveværelset fra Svigerfar i nøddetræ, og stuemøblerne i blankpoleret birketræ.

Mor havde fået bevilliget en sygeplejerske, der kom hver formiddag, og fik mor op, vasket og i tøjet. Når hun så gik, var mor blevet anbragt i sin stol, og sad der til jeg kom hjem til frokost. Hun skulle så hjælpes på toilet, og vi fik noget at spise sammen.

Så sad hun igen alene til Bitten kom fra kontoret og kunne hjælpe hende.

Vi havde fået installeret et ringeapparat fra mors seng og ind til min, så hun kunne ringe, når hun skulle have et bækken.

Døren var aldrig låst, for så kunne der jo ikke komme nogen ind til hende.

I mellemtiden læste hun bøger og havde en interimistisk fjernbetjening, så hun kunne høre radio. Fjernsynet var endnu ikke fremme.

Af og til kom der så også besøg af nogle af hendes gamle bekendte.

Efter at mor var begyndt at få Cortisone, var hun jævnligt på hospitalet til kontrol. Det var rigtigt, hvad dr. Munksgaard havde sagt. Mor fik det bedre med sin gigt, men der var mange bivirkninger, og de begyndte nu at vise sig i form af dårlige nyrer, gulsot o.l.

 

Hanne

Da vi havde været gift knap et år, blev Bitten gravid, 28 år gammel, og jeg var 26 år. Det var spændende, og vi glædede os meget. Ikke mindst svigerfar, der skulle være bedstefar for første gang i en alder af 85 år.

Bitten holdt op med at arbejde, før det kunne ses. Det gjorde man den gang. Ville hun være blevet ved, skulle hun ind til chefen og spørge, om han havde noget imod det. Hun var glad for, at kunne gå ind og sige op (uden at fortælle grunden). Det var en kedelig arbejdsplads, med dårlige kollegiale forhold. Det eneste gode var lønnen, hun tjente jo mere end jeg gjorde.

Den 6. maj om aftenen havde vi haft kortklub, og da var gæsterne var gået, fortalte Bitten mig, at hun blødte. Det var en måned for tidligt, og jeg blev forskrækket. Vi havde ikke telefon den gang, så jeg måtte ud og finde en telefonboks og ringe til lægen, der sagde, at vi skulle køre på Fødselsstiftelsen med det samme. Jeg måtte hjem og sige det til Bitten, og så igen ud og ringe efter en taxa. Vi havde jo heller ikke bil den gang.

Vi kom så ved midnatstid til stiftelsen, og jeg afleverede hende ved døren. Ægtemænd havde ikke adgang til at være med. Jeg fik at vide, at jeg kunne ringe op og høre hvordan det gik. Jeg ringede kl. 6,00 om morgenen, men der var ikke noget nyt. Så prøvede jeg kl..12,00 middag, stadig ikke noget, men de kunne ringe, når det var overstået, så de fik mit nummer på arbejde. Kl. 6.00 aften prøvede jeg så igen. De havde haft så travlt, så de havde glemt alt om mig. Jeg var blevet far kl. 3 til en velskabt pige på 2500 g.

Bitten og Hanne skulle blive på stiftelsen i 9 dage, Bitten skulle ligge i sengen til dagen før hun skulle hjem. Sådan var reglerne.

Om søndagen var Knud og Lulu så søde, at de hentede Svigerfar i Vejen, og kørte til Århus med ham, så han kunne se sit barnebarn.

Mor var på hospitalet, så da vi skulle hjem, var vi først ovre og vise vidunderet frem for hende, og derefter gik det så til Nordborggade.

Det viste sig, at der var mere arbejde med sådan et lille væsen, end vi havde troet. Vi havde selvfølgelig også et alarmapparat fra mor i Nordborggade, men hun var jo på hospitalet, så vi kunne koncentrere os om Hanne i starten. Hun blev kørt i en fin ny Brønd-barnevogn (Bitten var udlært på
Brønds barnevognsfabrik i Vejen) den havde Svigerfar foræret os. Vitas mor i Vejen havde fortalt ham, at det var skik og brug, at bedstefaren gav barnevognen.

Hanne blev døbt i Sct. Lukas Kirke d. 2. 8. 1953.

Vi havde ryddet soveværelset, og der spiste vi. Dejlig mad lavet af en af mors tidligere kolleger, Ditte Platz. Hvad middagen bestod af, husker jeg ikke, bortset fra desserten, det var ananasfromage, lyserød, og den smagte godt.

Mellem dåbshandlingen og middagen var vi nede og blive fotograferet hos Hammerschmith, en af byens fineste fotografer. De to andre piger tog vi selv billeder af, da de blev døbt.

 

Vi passer min mor

Herefter gik der ca. 2 år, hvor mor blev mere og mere syg, og behøvede mere og mere pleje. Det blev en hård tid for Bitten. Et lille barn og en syg svigermor. Jeg var jo væk hele dagen, og tog først over, når jeg kom hjem kl. ca. 18.

Til sidst blev det så slemt, at vores læge, der både var læge for mor og os, sagde, at nu blev vi nødt til at sende mor på plejehjem.

Nu springer jeg lidt i begivenhederne. Det er svært at få rodet op i den affære. - Far, du døde alt for tidligt. Kun 55 år gammel. Du havde fortjent nogle gode år, med dine drenge og børnebørn, som du holdt så meget af, men det fik du altså ikke. Til gengæld blev det ikke dig, der skulle sende mor på plejehjem!

Den tid står for mig som noget af det sværeste, jeg har været igennem. Til trods for hvor syg mor var, tror jeg ikke hun selv synes, at nu var det tiden. Hun bad mig om at ringe til Knud og tale med ham om det. Han sagde, at han ville komme med det samme og tage mor til Esbjerg. Da han kom, blev jeg meget skuffet, for det lod ikke til, at han kunne forstå vores situation. Familien havde jo også altid følt, at det med mor, det var noget lillebror ordnede.

Min bitterhed blev ikke mindre, da de kørte, og mor dårlig nok sagde farvel.

Nogen tid efter fik vi at vide, at mor var indlagt til kontrol på Århus kommunehospital. Jeg tog op for at besøge hende, men hun var så vred, at hun ikke ville tale med mig. Nu havde jeg fået nok. Jeg rejste mig og sagde, at nu gik jeg, og hvis hun følte lyst til at tale med mig, så kunne hun sende bud. Det var åbenbart det, der skulle til. Jeg var ikke kommet ret langt, før hun kaldte på mig. Hvad hun sagde, kan jeg ikke huske i dag.

3 måneder efter var Lulu blevet gravid, og så kunne de ikke klare det. Knud kendte en mand fra Esbjerg, der havde købt et plejehjem i Gjern, og der fik de plads til mor. Længere tid tog det ikke for dem at opdage, hvad de havde indladt sig på.

Det gjorde ikke situationen bedre, at det var et rædselsfuldt sted. Gammelt, mørkt og trist. Ejeren var indremissionsk, og han fik skyld for, at han beholdt patienternes lommepenge.

Jeg tror, mor var der ca. et halvt år, Så blev hun indlagt i Århus igen.

Når mor var indlagt på Kommunehospitalet, lå hun altid på afdeling C4, hos en meget sød afdelingssygeplejerske frk. Laura Hansen. Hende havde mor et vældig godt forhold til. Mor må have beklaget sin nød over det dårlige plejehjem til hende. Hun sørgede for, at mor fik plads på et helt nyt lækkert hjem, der lige var startet på Hestehavvej i Højbjerg, så da mor blev udskrevet fra hospitalet, kom hun derud..

Hun forligede sig aldrig med plejehjem, men når det skulle være, var dette den bedste løsning. Vi kunne også lettere besøge hende. Sommetider lånte jeg Albrechtsens søns knallert i min middagspause, og så kørte jeg derud og spiste min medbragte frokost.

Når mor ikke skulle bo hos os mere, havde vi ikke behov for, og heller ikke råd til lejligheden i Nordborggade, så vi byttede os til en to-et-halvværelses på Vester Ringgade 201.

Her går livet nu stille og roligt for den lille kernefamilie, nu skal vi leve ligesom andre unge ægtepar.

Mor skifter mellem plejehjem og sygehus. Hun har det bedre med sin gigt, men grundet cordisonen, bliver hun syg på andre måder, gulsot og lignende..

D. 7. januar 1958 bliver hun 60 år. Det bliver fejret med den nærmeste familie hos os. Vi får maden fra hotel Regina, mors lærested, og det var heldigvis perfekt. Hvad det var husker jeg ikke, men mor betalte det selv.

I foråret og sommeren, bliver mor mere og mere syg. Vi har flere gange sendt bud til Knud, at vi synes. han skulle komme, men gang på gang drev det over.

Vi havde ikke telefon dengang, så jeg havde en aftale med hospitalet om, at jeg kunne ringe om morgenen, når jeg kom på arbejde.

En morgen i august 1958 ringede Afdelingssygeplejerske Laura Hansen, da jeg var kommet på arbejde. Hun sagde, at nu var det slemt med mor, hun synes jeg skulle komme. Hun havde også ringet til Knud.

Jeg sad ved mor en time eller to. Hun havde en blodstyrtning fra maven. Det sidste jeg husker hun sagde til mig var: ”I må ikke glemme Svend”, og så døde hun.

Knud nåede ikke at komme. Jeg satte mig ned og ventede på ham på hospitalets grund. Jeg ringede til dem, der boede under os på Ringgaden, og kom til at tale med Bitten. Hun kom straks, og da Knud og Lullu kom, gik vi sammen op, og da var mor gjort pænt i stand.

Mor blev begravet på Vestre Kirkegård, der havde vi fars gravsted. Kisten stod på hospitalets kapel, og her mødtes følget. Svend var kommet fra København, og da han jo ikke var her da mor døde, stod kisten åben, da vi kom. Det kunne jeg godt have undværet, jeg synes mor havde forandret udseende. Der var gået ca. 1 uge.

Kisten blev kørt i en rustvogn, og følget kørte så bagefter.

Mor blev ligesom far begravet på gammeldags måde. Den gang var det ikke så almindeligt med kremering.

Efter højtideligheden var vi hjemme til kaffe hos os.

Nu skulle man så tro, at vi skulle til at leve et stille og roligt familieliv, men sådan skulle det ikke gå.

 

Flere sorger

Bitten var gravid, og vi glædede os til at få en lillesøster eller bror til Hanne, der nu var fem år.

En eftermiddag da Bitten var i 7. måned, blev jeg ringet op på arbejde af vores læge. Hun synes, jeg skulle køre hjem til Bitten, for hun havde det ikke så godt. Bitten havde ikke fortalt mig, at hun ikke havde mærket liv et par dage. Hun ville tale med lægen først. Lægen anbefalede at tage op på fødselsstiftelsen næste dag og blive rigtig undersøgt. Her var jeg med, og de fandt ud af, at barnet var dødt.

Bitten blev indlagt for at få fødslen sat i gang med nogle indsprøjtninger. Det var imidlertid ikke så let, og efter en uges forløb, blev jeg kaldt ind på professor Ingerslevs kontor, og fik at vide, at de ville sende Bitten hjem i 14 dage for at hun kunne falde til ro, og så ville de prøve igen.

Jeg var meget rystet over den handling, og spurgte om de da ikke kunne tage det med et kejsersnit. Det kunne der imidlertid ikke være tale om, det gjorde man kun i yderste nødstilfælde den gang.

Jeg fik så Bitten med hjem. Hun lukkede sig inde og ville ikke tale med nogen.

Vi mente, at grunden til at barnet var død nok var de psykiske og fysiske anstrengelser, Bitten havde været ude for under sidste del af mors sygdom og død.

Efter de 2 uger da Bitten var parat til at tage på Stiftelsen igen, kom der besked fra Vejen, at Svigerfar var faldet og kommet på Esbjerg sygehus. Det viste sig, at han havde brækket lårbenet. Vi tog op på Stiftelsen og talte med en læge, og forklarede ham, hvad der var sket. Nu ville de så slet ikke have Bitten under de omstændigheder. Nu var hun jo ikke rolig og parat. Vi skulle rejse til Esbjerg, der var jo sygehus der, hvis fødslen skulle gå i gang.

Vi tog toget til Esbjerg og blev indlogeret hos Lulu og Knud.

På sygehuset havde de forsøgt at operere Svigerfar, men når de prøvede at bedøve ham faldt blodtrykket. De ville så senere prøve igen, men det var det samme. Han kunne ikke opereres.

Svigerfar havde ikke fået noget at vide om Bittens tilstand, vi ville først fortælle det, når det var overstået. Her kom vi ud for en mærkelig oplevelse. Da han så os sagde han: ”Det bliver så ikke til noget med det barn, det var kedeligt” Det må være en sjette sans, der havde sagt det til ham.

Vi blev hos Svigerfar ca. en uge. Da de ikke kunne sige noget om, hvordan han ville klare det, rejste vi hjem igen, og Bitten blev indlagt på Stiftelsen, og nu lykkedes det så at få fødslen i gang. Det viste sig, at det var en dreng, men de kunne ikke sige noget om, hvad der var årsagen.

Da det var overstået, kunne jeg så fortælle Bitten, at i mellemtiden var hendes far død.

Vi havde jo haft god tid til at tale om, hvad der skulle ske med barnet, når det var født, og vi var blevet enige om, at det skulle Stiftelsen ordne. Efter fødslen ville Bitten nu alligevel gerne, at drengen skulle begraves oppe på mine forældres gravsted.

Jeg talte med kirkegården, fik udleveret en lille kiste med drengen, og kørte i Taxa derop. Der var en præst, og to kirkegårdsgartnere som vidne. Det hele forgik ude ved graven og var hurtig overstået.

Så kom Bitten hjem, og vi skulle nu til at ordne begravelse i Vejen.

Vi boede igen hos Lulu og Knud. De kørte os til sygehuset, hvorfra Svigerfar skulle køres til Vejen.

Vi kørte bag rustvognen, og da vi kom til indkørslen af byen stod de få, der var tilbage af hans venner og ventede, og de fulgte så med efter bilerne til Kirken.

Bittens venner Nete og Robert fra Vejen havde været meget hjælpsomme og ordnet alt, hvad de kunne til begravelsen.

Svigerfar blev begravet ved siden af Bittens mor.

Efter højtideligheden, spiste vi på hotellet. Her var blandt andet Bittens Fætter fra Køge.

Nu skulle vi så til at rydde op, og sælge hus.

Det med at rydde op og bestemme, hvad der skulle ske med indboet, var nok ikke det, vi havde mest lyst til, efter hvad vi havde været igennem det sidste halve år.

Vi beholdt ikke mere af indboet, end vi selv kunne fragte til Århus. Det var sølvtøjet, det muselmalede kaffestel (Der var ikke ret meget tilbage, og det der var, solgte vi senere). Så var der selvfølgelig de personlige papirer. Her må jeg ikke glemme svigerfars regnskabsbog, skødet på huset m. m.

Møblerne ville vi ikke have nogen af, de blev solgt til en marskandiser i Vejen. Jeg tror, vi fik 500, kr. for det hele.

Senere erfarede vi, at Vitas mor var gået ned til ham og købte maghonikonsollen med spejl.. Det har Vita senere tilbudt mor, da hun ikke selv havde plads til den, og nu er vi glade for den. Noget andet som vi brændte var nogle gamle fine fotoalbum. Læder m. kønne spænder på, og fyldt med gamle familiebilleder. Det interesserede os ikke den gang.

Huset var gammelt og forsømt, men vi fik det da solgt. Jeg tror vi fik 37.000 kr. for det.

Da alt var betalt, skatter, arveafgift, begravelse og lignende, var der ca. 45.000 kr. til Bitten. Nu må vi så ikke glemme, at det var i 1958.

Nu, da der var kommet penge til huse, fik jeg kørekort, og kort tid efter købte vi vores første bil. Det var en brugt, meget brugt, Renault varevogn på papegøjeplader. Det var noget, der kunne lade sig gøre dengang. Der var ikke sideruder i. Det var nærmest en varevogn, der havde fået sat et hold ekstra sæder ind. Registreringsafgiften og skat var kun det halve af en personbils. Vi kaldte den for Rumlepotten. Vi gav 4.500 kr.. for den og var nu i stand til at køre land og rige rundt. Det gjorde vi også, for vi var også ude på at få egen forretning nu.

 

Odense og A. M. Berg

Hos Albrechtsen havde vi en optiklærling, der var søn af urmager og optiker Berg i Odense. Han havde åbenbart fortalt sin far om mig, for en dag kom han og spurgte, om jeg ikke godt ville ringe til hans far, som han havde fortalt, at jeg var ude på at få forretning. Jeg fortalte ham så, at jeg ikke var i stand til at købe hans fars forretning, der var en af de store her i landet. Men det kunne ikke stoppe ham, han bad mig alligevel prøve at ringe til Odense. Det gjorde jeg så. Det viste sig, at Berg ville tilbyde mig en stilling som leder af ur-afdelingen i hans forretning. Jeg forklarede ham, at det ikke var en ny stilling, jeg var ude efter. Han fik mig imidlertid overtalt til at komme til Odense den næste søndag, så vi kunne få en samtale.

Mor og Hanne kørte med, og blev sat af ved Zoologisk have, og jeg kørte så ind til forretningen og talte med Berg. Han viste mig butikken og filialen på Skibhusvej, og så tilbød han mig en kontrakt, der lød på, at jeg skulle have fast løn plus procenter af det omsætningen steg i ur-afdelingen. Garanteret mindst 25.000 om året. Det var en stor løn for en urmager den gang. Hos Albrechtsen var jeg nået op på 16.000.

”Kør nu hjem og tænk over det”, sagde han, ”og ring hvis jeg skal sende kontrakten underskrevet af mig”. Han havde altså bestemt sig efter vores samtale.

Det gav godt nok noget at tænke på. Mor og jeg talte selvfølgelig frem og tilbage om det i bilen hjem. Vi blev i første omgang enige om at høre Knuds mening, og vi bestemte os for at køre over Esbjerg, inden vi kørte hjem. De havde besøg af Lulus forældre, og han havde jo urmagerforretning i København, så ham kunne vi også få råd af. Han sagde rent ud, at hvis jeg sagde nej til det tilbud, så var jeg godt dum. Havde man papir på, at man havde været ansat i Fa. A. M. Berg i Odense, så kunne man komme ind alle steder, og jeg ville få svært ved at få 25.000 ud af en forretning, som vi var i stand til at købe. Knud synes også, jeg skulle slå til. Vi kunne da altid få forretning senere, Jeg var jo kun 33 år.

Vi kørte hjem, og jeg slog til og fik kontrakten sendt over til underskrift. Jeg skulle begynde 1. august.

Så skulle jeg have sagt op i min gamle stilling. Albrechtsen vidste godt, at vi så efter forretning og kunne godt forstå det. Han var selv startet i en lille forretning i Østergade, da han var ung. Jeg tror nok han blev lidt skuffet over, at det var for at få en anden stilling, at jeg rejste. Til en af mine kollegaer, der fortalte ham, hvad jeg skulle have i løn, sagde han, at det troede han ikke på. Det var der ingen urmager-svende der kunne få i Danmark.

Nu skulle vi så til at finde noget at bo i Odense. Vi havde jo

Bittens penge, så vi kunne købe et hus, men hvor i Odense ville vi helst bo?

Vi blev så enige om i første omgang, at prøve om vi kunne bytte os til en lejlighed. Det var meget almindeligt den gang. Vi satte en annonce i avisen, og der var hurtig reaktion. Vi blev kontaktet af en ingeniør i Odense, der gerne ville bytte. De havde et boligforenings-hus. Det viste sig senere, at det slet ikke var dem, der skulle bruge lejlighed i Århus, for han havde fået stilling i København Men de havde familie i Århus, som gerne ville have vores lejlighed, så det var sådan lidt fup. Havde boligforeningen fundet ud af det, var det aldrig gået. Det var et rart lille hus med to børneværelser, halv kælder og en lille have. Vi slog til, og så havde vi noget at bo i.

 

Tiden i Odense

Bitten var nu blevet gravid igen. Da vi var ovre og se på huset, begyndte hun at bløde, og vi blev slemt forskrækket, ringede hjem til vores læge, der sagde at hun skulle ligge så godt, som det nu var muligt i bilen hjem, og det gik så også godt, men de første 3 måneder skulle hun tage det med ro.

Jeg skulle jo begynde d. 1. august, men vi kunne først få huset d. 15. og Hanne skulle begynde i 1. klasse først i måneden, så vi rejste over og boede og spiste på pensionat i en ½ måned.

Bitten bragte og hentede Hanne ved bussen, for hun skulle selvfølgelig gå i skole, der hvor vi skulle bo.

Vi havde også skiftet bilen ud, med en hel ny Renault Dau-pine. Nu skulle vi jo ikke købe hus, så kunne vi godt bruge lidt af pengene. Den kostede 15.850 kr. Jeg tror, jeg ikke sov i flere nætter, men vi blev nu glade for bilen.

Så kom da den 15. august, og vi modtog vores flyttelæs og kunne nu komme i gang med at indrette os.

Jeg var jo begyndt i min nye stilling den 1. august. Det var noget af en omvæltning. Jeg havde været hos Albrechtsen i 12 år, og var kendt med det hele. Nu skulle jeg hele tiden spørge chef eller personalet. Jeg må sige, at de ansatte tog vældig pænt i mod mig og var meget villige til at vise mig til rette.

Chefen Carl Jørgen Berg var en dygtig og fremsynet forretningsmand. Hvor dygtig han var som urmager og optiker, har jeg min tvivl om. Men det sørgede han jo også for at have folk til. Som menneske var han ret ubehagelig over for det øvrige personale, men han opførte sig altid korrekt over for mig. Jeg lærte meget af ham, og prøvede meget. Han arrangerede, at jeg kom 8 dage til Rolex i Schweiz, en stor oplevelse. Jeg kom også ud i marken for at sælge ur-anlæg. Jeg solgte bl. a. et stort ur-anlæg til det nye Teknikum, der blev bygget i Odense. Det var nu ikke de opgaver, jeg var mest begejstret for. Jeg følte mig ikke dygtig nok til sådanne opgaver.

Selv foreslog jeg, at vi skulle lave en udstilling på Grand Hotel. Bitten og jeg havde købt nogle møbler hos en møbelhandler, der svarede til Thorsen i Århus. Vi var blevet ekspederet af et ungt ægtepar, der lige havde overtaget forretningen efter hendes forældre. Da jeg havde fået grønt lys hos Berg, tog jeg en samtale med de nye ejere, og de var med på ideen med det samme. De skulle komme med arkitekttegnede møbler, og vi skulle fylde op med antikke ure.

Berg syntes ikke, at vi havde antikke ure nok, men det havde han en løsning på. (Det skulle han komme til at fortryde, men herom senere) Han havde kort tid før været sammen med urmager Knud Petersen i Århus, og hørt og set om hans store lager af antikke ure. Han ringede til Århus og fik en ordning med, at vi skulle sende en varevogn over, og få den fyldt op. Knud Petersen skulle så have procenter af det, vi solgte af hans.

Udstillingen blev holdt en lørdag-søndag og var en succes. Hvad vi ikke solgte af Knud Petersens ure blev kørt tilbage til Århus med tak for lån og afregning.

 

Dorte og Lene

Den 4. marts 1961 blev Dorte født, og den her gang var det hjemmefødsel. Nu var vi så en familie på 4, samt en lille hvid puddel, Prik. Nærmere om den senere. Den gang gik det heldigvis godt. Hun blev døbt i Kragsbjerg Kirke den 7. maj 1961, på Hannes 8 års fødselsdag. Efter dåben var vi den nærmeste familie og venner hjemme på Skalbjergvej. Svends familie fra København var nu ikke med.

Den 14. juli 1963 blev Lene født, og så var vi 5 + 1 hund, en spaniel, der hed Lasse. Lene blev selvfølgelig også døbt i Kragsbjerg Kirke. Det var den 15. september 1963, og vi var de samme hjemme bagefter.

Bittens moster havde været gudmor for Hanne. Grethe, som nu efter eget ønske blev kaldt Bedste, bar Dorte. Hanne var gudmor for Lene, men da hun ikke var gammel nok, måtte hun ikke bære hende, så det gjorde Bitten.

Lad mig vende tilbage til de omtalte hunde. Den lille hvide puddel, havde Hanne fået i julegave, lige før Dorte blev født Hun havde altid været bange for hunde, så vi synes hun skulle lære at omgås dem ved, at vi selv havde en i huset. Hunden var selvsagt købt om vinteren. I den kennel, hvor vi hentede den, havde den lært at tisse på en avis, så den ikke skulle ud i kulden. Det havde til følge, at lørdag og søndag morgen, var der kapløb mellem hunden og mig: hvem kom først til avisen.

Da Dorte var blevet født, kom vores læge dagen efter for at se til mor og barn. Hunden for op og lagde sig under hendes seng, og med jævne mellemrum gøede den af lægen. Dorte er åbenbart blevet forskrækket, for hver gang gav det et spjæt i hende. Lægen har ikke tænkt over, hvorfor hun gjorde det. Han kunne ikke lide de spjæt, og bad Bitten om at holde øje med hende. Han har nok været bange for, at hun var spastiker, for det blev Bitten da på hans reaktion. Det viste sig da heldigvis, at hun ikke fejlede noget. Det gjorde derimod hunden. Det viste sig efterhånden at den var indavlet og syg i hovedet. Den eneste, der kunne komme i nærheden af den, var Bitten. Da vi havde haft den et år, blev den aflivet.

Så havde vi prøvet at have hund, og det ville vi ikke gentage. En dag så vi imidlertid en annonce med spanielhvalpe. Det kunne da være sjovt, at lade søndagskøreturen gå til den kennel. Vi kom hjem med en meget sød lille rød hvalp. Den blev nok børnenes kæreste legetøj.

 

Arbejdslivet i Odense

Nu gik tiden så stille og roligt videre i Odense. Der skulle laves et stort gadegennembrud, og det betød, at A. M. Bergs ejendom skulle eksproprieres. Berg købte en gammel ejendom i Vestergade 3, og rev den ned, så der blev en god velbeliggende grund til at bygge en ny forretning på.

Det var en spændende tid. Der blev bygget en pæn rødstens ejendom med en stor forretning i gadehøjde, og på første sal blev der et dejligt stor værksted, kontor og frokoststue.

Omsætningen i ur-forretningen var gået godt frem i den tid jeg havde været der, og jeg var nu oppe på en årsløn af ca. 40.000. Husk det var først i tresserne.

Berg syntes åbenbart også, at det var ved at løbe løbsk. Han kaldte mig op på kontoret en dag, vi skulle tale løn. Det var jeg selvfølgelig ikke så begejstret for, jeg var godt tilfreds.

Berg mente imidlertid, at nu da vi var flyttet hen i en større, bedre forretning på byens bedste plads, så var det ikke kun min skyld, at omsætningen steg så meget som den gjorde.

Vi talte os imidlertid til rette. Jeg gik med på hans nye forslag, i dag kan jeg ikke huske, hvordan vi fik regnskabet stillet op. Jeg havde et krav for at godkende det, og det var, at jeg fik oprettet 6 index-regulerede opsparingskontrakter, som firmaet skulle betale de årlige indskud på. Det var noget nyt, som staten lige havde oprettet for at fremme folks opsparingslyst. Pengene ville ikke falde i værdi på grund af inflationen. Jeg forlangte, at få dem gennem et forsikringsselskab. Staten betalte kun index-tilskuddet fra man var 67 til 80 år, men forsikringsselskabet udbetaler deres beløb til den sidste i et ægteskab dør. Det er en af de bedste økonomiske handlinger, jeg nogen sinde har gjort.

Nu havde jeg efterhånden været hos Berg i 4 år, og vi besluttede at lave en udstilling igen. Vores makker fra sidst var også med, og Berg ringede igen til Knud Pedersen og lånte en portion ure igen.

Det blev lige så stor en succes som sidst, men der var også denne gang nogle ure, der skulle returneres til Århus. Berg bad mig ringe til Knud Pedersen (det skulle han nok ikke have gjort) for at takke for lånet.

 

Tilbage til Århus

Jeg havde aldrig talt med ham før. Han var en rar og hyggelig fyr at tale med. Da vi havde sludret et stykke tid, fortalte han mig, at hans førstemand, havde sagt op, fordi han havde købt forretning i Grindsted. Jeg kendte vel ikke en der kunne tænke sig at komme over og lede hans ur-afdeling? – Jeg blev nok noget overrasket, for jeg var da godt klar over hvad han var ude på. Jeg sagde til ham, at jeg ikke ville gå hjem og fortælle min kone noget om det, for hun var ikke glad for Odense og ville gerne tilbage til Århus.

Hertil svarede han, at det synes han jeg skulle gøre.

Jeg gjorde det også, og jeg tror vi var lige interesseret begge to, da det kom til stykket. Jeg ringede for at høre de nær-mere betingelser, og vi aftalte, at jeg skulle tage til Århus først kommende lørdag, så vi kunne tale om det. Jeg havde besluttet mig for at tage toget frem og tilbage, hvorfor jeg ikke selv kørte, husker jeg ikke. Jeg skulle med et tog kl. 14, og for at nå det, bad jeg pigerne i forretningen om selv at rette op i vinduerne, og pynte foran døren. Berg kikkede lidt og spurgte hvor jeg skulle hen. Det fortalte jeg ham selvfølgelig ikke. Han plejede ellers ikke at være så indiskret. Jeg tror han havde fået en mistanke, for hen på eftermiddagen ringede han hjem til Bitten og ville tale med mig. Om hvad fik jeg aldrig at vide.

Jeg fik en lang samtale med K. P. og var med henne og se forretningen. Den var også næsten ny og lige så stor som Bergs.

Jeg rystede ham lidt, da jeg fortalte hvad jeg tjente i Odense, og sagde, at jeg selvfølgelig ikke ville gå ned i løn. Jeg foreslog ham, at han kunne tænke over det, og ville han gå med til mine krav, kunne han sende mig et kontraktforslag.

Da jeg kom hjem om aftenen, ringede han og sagde, at han ville lade sin advokat lave kontrakten og sende den til mig. Det gjorde han, og da jeg havde læst den, underskrev jeg, og så var det afgjort.

Så kom den mest ubehagelige del af sagen. Jeg skulle have sagt op. Berg tilbød mig, at vi kunne genforhandle vores kontrakt, og se om ikke vi kunne nå til enighed om ændringer, så jeg ville blive. Det havde jeg ikke lyst til nu, og som jeg sagde til ham, havde jeg underskrevet min aftale med K. P. Den mente han imidlertid, at han kunne prøve at få annulleret, men det forklarede jeg ham, at han ikke skulle.

Vi skiltes som gode venner (så gode som vi kunne være). Han forærede mig da en bog: Horloges et Pendules, da jeg rejste 3 måneder efter.

Nu kom der en travl tid. Vi havde købt en udlejningsejendom i Odense, den skulle sælges, og vi skulle finde noget at bo i Århus. Det blev huset på Engdalsvej i Brabrand. Et nybygget hus på 125 kvadratmeter. Det kostede 165.000 kr. Her fik vi en dejlig bolig, og et godt sted for børnene.

De omkring-os-boende var unge mennesker lige som os, og med små børn på alder med Dorte og Lene, så der var altid legekammerater lige ved hånden. Vi voksne havde også et godt forhold til hinanden. Vi festede lidt sammen til Sct. Hans og lignende.

 

Hos Knud Pedersen

Så begynder jeg igen på en ny stilling. Jeg skal igen til at spørge om alt, samtidig med at jeg skal være leder. Jeg falder hurtig til, det er nogle meget flinke og forstående medarbejdere, jeg har fået, og K. P. er en meget rar chef. Der opstår hurtigt et fint venskabeligt forhold imellem os.

Det varer heller ikke længe, inden han begynder at fortælle mig om hans store interesse: frimureriet, der senere skulle komme til at betyde utroligt meget for mig. Det vil jeg fortælle om senere.

Nu begyndte en dejlig tid.

Jeg kom ud at rejse, Messer i Hannover, Schweitz og København. Vi var altid tre, der var af sted. K. P. og Allan fra Odense.

Knud havde haft en filial i Odense, og den bestyrede Allan for ham, indtil han købte den. Vores kemier passede godt sammen, så vi havde nogle gode oplevelser sammen. Privat begyndte vi også at mødes, og det var så med koner. Jeg kendte Allan i forvejen, for vi havde været i lære på samme tid i Århus.

Frimurer

Da jeg havde været hos K. P. et års tid, fik vi i forretningen besøg af en ur-grosserer fra København, som jeg havde kendt i mange år. Han og K. P. havde siddet sammen ovre på kontoret. Da han skulle til at gå, kom han over til mig og fortalte, at han var frimurer, og at han havde tænkt på, om det ikke var noget for mig. (Jeg var da godt klar over, at det var Knud, der sendte ham, han ville som min chef ikke selv spørge.) Jeg svarede: ”Det ved jeg da ikke, jeg ved jo ikke hvad det er.” Men det mente han nu, for han havde jo kendt mig så længe. Så det var han ikke i tvivl om.

Nu kom der gang i indstillingen, og jeg blev godkendt, og optagelsen skulle være d. 21. november 1966. Der skulle jo købes kjolesæt, skjorte, sokker osv. Knud var med, og firmaet betalte det hele.

Det blev en stor aften, som jeg aldrig glemmer.

Knud havde, som jeg tidligere har skrevet, talt så meget om frimureriet, som han kunne uden at ødelægge noget for mig. Han havde bl.a. sagt, at jeg kunne regne med at få venner for livet. Det har jeg senere måttet sande.

Vi var fem, der blev optaget lige efter hinanden, og vi fandt hurtigt sammen, og blev til det, én af vore piger døbte ”Logebanden”.
Arbejde i Århus

Efter nogle år, blev afdelingen på Clemenstorv oprettet. Andelsbanken, som det hed dengang, havde bygget en stor ny ejendom, og her lejede vi hjørnebutikken. Det var spændende at være med til.

Senere kom Gellerupforretningen til.

Jeg kom jo forbi her hver dag og så den store klods, Gel-lerupcentret, vokse op kom til at tænke på, at der måtte være store muligheder. Jeg forslog Knud, at vi oprettede en filial her. Vi skulle så være fælles om den. Mærkelig nok var han ikke med på det straks, men ved nærmere eftertanke, kunne han godt se muligheden, han ville blot have Nikolajsen, der havde været hos ham i flere år, samt Madsen, der passede Clemenstorv, med også. Der skulle så oprettes et aktieselskab, hvor Knud ville have 50 %, og vi tre andre skulle dele den sidste halvdel, og sådan blev det.

Det gav ikke mindre arbejde til mig. Tre forretninger, hvor varerne blev købt ind i Vestergade, og så skulle deles ud derfra. Besked til kontoret, der så kunne fakturere til hver forretning.

 

Familielivet

I april 1973 fik vores hund Lasse en akut diskosprolaps, og måtte aflives. Det var ikke rart. Det gik som med den første hund, vi aflivede. Vi skulle ikke have flere hunde, men det varede ikke ret længe så købte vi Airdaleterrier-hvalp. Den kom til at hedde Rolex.

Vores sommerferier spændte fra camping, sommerhuse og en enkelt chartertur. Med lejet telt var vi blandt andet på en dejlig tur til Schweitz med besøg på Rolex fabrikken. Jeg havde nu været så mange gange i Schweitz og synes familien også skulle opleve det. Efter Geneve kørte vi op til Grindelwald og slog teltet op på en dejlig campingplads, der lå ved en flod. Herfra tog vi så ud på forskellige ture. Vi var på noget der hed 3-pas-turen, Grimsel, Furka og Susten. Det var en barsk tur. Havde vi kendt den, havde vi aldrig prøvet den. - Vi kørte en lang omvej tilbage, for ikke at komme igennem de pas igen.

Et andet år havde vi lejet en lejlighed, eller rettere et rækkehus i Weserbergland i Tyskland. Det lå på en skråning ned til Floden Weser. Også en dejlig oplevelse. Vi besøgte Hammelen, og så deres turistattraktion, friluftsspillet ”Rottefængeren fra Hammelen”. Vi var i Goslar og andre småbyer med de karakteristiske huse.

Vi var med telt i Skagen og i lejet bolig på Samsø. En sommer lejede vi sommerhus i Skagen sammen med Henny og Bent og deres børn. Vi var der i 14 dage. Det var en dejlig ferie med godt vejr. Huset lå næsten helt ude ved Nord-stranden, så vi badede selvfølgelig meget.

Charterturen gik til Ibiza. Der var vi nødt til at flyve ned, og det var ikke noget for Bitten, så det prøvede vi kun den ene gang. Det var da sjovt, at opleve den form for ferie, men det var ikke rigtig noget for os.

Vi kørte nu i Peugeot. Det havde været min bror Knuds firmabil. Da den skulle skiftes ud, købte vi den af ham. Nu var der mere plads til en familie på 5 + venner m. børn.

 

Så til Bogense

Jeg blev hos K. P. i 10 år.

Det var en stor forretning, afdelinger 3 steder og et stort personale. Efter 9 år, begyndte jeg at synes, at det var ved at blive for meget arbejde og for lidt familieliv. Det hang nok også sammen med, at jeg havde for lidt uddannelse til den stilling, jeg havde. Arbejdet blev for besværligt.

Hvis vi nu kunne få en lille forretning som urmagerforretninger var flest, ville jeg kunne slappe lidt mere af.

Jeg tog en samtale med Knud P. om det. Ikke for at hævde mig, men han blev ked af det, men forstod mig godt.

Så kom en tid med at køre rundt og se på muligheder, og det blev så Bogense. En blandet landhandel, med guld og sølv, ure og optik. En forretning, vi kunne klare økonomisk og arbejdsmæssigt.

Det skulle blive spændende og Bitten skulle nu være med i det daglige arbejde, og vi skulle bo ved forretningen.

Vi skulle overtage forretningen pr. 1. januar 1975.

Vi havde prøvet at skifte bolig nogle gange, men nu skulle vi også have solgt huset i Brabrand, og en lille ejerlejlighed på Silkeborgvej, som vi havde købt til Hanne, og endelig var der også aktierne i Gellerup-forretningen. Dem overtog Nikolajsen og Madsen, så det var ikke noget problem.

Vi startede med at tage senge, fjernsyn, radio og de mest nødvendige ting med til Bogense, for at huset ikke skulle stå tomt. Det skulle være lettere at sælge et møbleret hus. Der gik heller ikke ret lang tid før det var solgt, og dem, der købte det, må være blevet glade for det, for de bor der stadig.

Den lille ejerlejlighed, tog det lidt længere tid med, men solgt blev den da.

Nu kunne vi så få de sidste ting over til Bogense.

Jeg havde lavet en aftale med K. P. om, at den første måned, skulle jeg være tre dage om ugen i Århus for at sætte den nye mand ind i den daglige rutine.

Fru Lundgaard Poulsen, som vi købte forretningen af, havde to damer til hjælp. Hanne Lise, som var hendes niece, og fru Ploug. Den sidste blev sagt op, hende skulle Bitten erstatte. Ploug lærte Bitten, at gravere inden hun holdt op. Så hun kom til både at ekspedere og gravere. Det sidste var ikke det mindste. Vi havde altid meget gravørarbejde.

Vi kom fra et dejligt moderne hus med alle de nye hjælpemidler, så det var noget af en forandring. Vi gik også omgående i gang med at bygge om. Der var ikke tid til at hjælpe med, så bortset fra at Lars kom og rev ned, så måtte vi have håndværkere på.

I stueetagen blev der lavet et dejligt køkken, delvis ud i et med spisestuen, der også skulle være kontor og gravør-værksted. Ud til gaden i forlængelse af butikken var der en dejlig stor dagligstue, som vi beholdt, som den var. Så fik vi et pænt lille toilet med håndvask ude på gangen, der førte op til førstesalen. Her blev der lavet et dejligt stort badeværelse, et lille bryggers med vaskemaskine og tørretumbler, samt 3 gode værelser og et soveværelse. Det blev efter vores smag en rigtig rar bolig.

I begyndelsen af 1977, blev den lille skotøjsforretning, der lå i Østergade som nabo til os, ledig, og den lejede vi og fik lavet dør fra vores butik og derind.

I Middelfart var en guldsmed og urmager ved at lukke. Han havde et forholdsvis nyt inventar, og det købte vi. Nu kunne vi få butikken frisket lidt op, så vi gik i gang med en større renovering af selve forretningen. Hvor vi havde haft en lille optikafdeling, blev der lavet en lille gaveafdeling, og i skotøjsbutikken blev der en ny større optikafdeling. 1. marts havde vi genindvielse.

Bogense er Fyns mindste købstad, så det var jo andre forhold end vi havde været vant til. Kort tid efter, at vi var kommet, blev jeg opfordret til at blive medlem af Lions. Her lærte vi nye mennesker at kende. Vi var selvfølgelig, som den eneste guldsmed i byen, leverandør af præmier til Skyttelavet, hvor jeg også blev opfordret til at være med. I Lions opnåede jeg at være præsident i et år, og i Skyttelavet var jeg direktør et år.

Vi havde jo beholdt Hanne Lise som ekspeditrice, men kun den halve dag. Resten skulle vi selv klare. Vi havde så den aftale, at skulle vi ud at rejse, på ferie el. lignende, så kunne hun være der hele dagen, og i starten kunne vi også få fru Lundgaard Poulsen til at komme ved sådanne lejligheder. Senere blev Lene og Dorte jo så store, at de kunne træde til.

 

Ferier og fritid

Vi fik da også nogle ferier. I 1978 var vi på biltur med Henny og Bent i Frankrig. Bent havde fået kørekort, og købt hel ny bil, så vi var to til at køre. Bitten og jeg var også et år på en påsketur med bus til Amsterdam, og en anden påske i Wien, det var med tog. I påsken 1983 var vi i Hartzen og havde Lene og Dorte med. Vi lejede også en sommer et sommerhus i Lønstrup. Der kom først Dorte nogle dage og så Lene bagefter.

Fester holdt vi også i Bogense. Vi startede med Dortes konfirmation, som blev holdt på Bogense Hotel 25. april 1975.

Så havde vi sølvbryllup 22. juli 1976, da holdt vi ikke stor fest. I stedet tog vi børnene og Lars med til hotel Hanstholm og var der 3 dage. Den 1. maj 1977 var det så min 50 års fødselsdag, vi inviterede på hotellet igen. Herefter var det så Lenes tur. Hun blev konfirmeret 4. sept. 1977, og vi var atter på hotellet, men gik dog hjem til kaffen. Til Bittens 60 års dag var vi blevet træt af alle de store fester, så da delte vi det op i flere hold og blev hjemme og havde fru Rasmussen, Bogenses kogekone, til at lave maden. På selve dagen tog vi med børnene, Lars, hans mor og mormor på Danland i Fåborg og havde en dejlig weekend der.

Vi blev også bedsteforældre, medens vi boede i Bogense.

Hanne og Lars fik Anders 4. december 1978. og Mette 23. juni 1982.

Meget af vores fritid gik med enten at have gæster fra Århus, eller vi rejste til Århus. Vi havde ikke meget selskabelighed med Bogenserne. Det var nok i for sen en alder, vi kom til en ny by. Vi så lidt til nogle af dem fra Lions, men det blev aldrig som med vore gamle venner i Århus.

Jeg kørte til Odense, når jeg skulle i logen. Der var jeg så heldig, at jeg havde Allan. Han var med, da jeg var der første gang, og han præsenterede mig for en af de øverste embedsmænd, og vedkommende forslog straks, at jeg fik et vikar-job, og således blev jeg hurtig kendt med nogle af brødrene.

Ellen og Allan havde vi da også nogle enkelte hyggelige aftener med, og vi var også med i deres sommerhus ved Falsled en weekend.

Flere hunde

Rolex var nok den af os, der faldt dårligst til i Bogense. Den havde jo levet et stille og roligt liv i Brabrand sammen med Bitten, og vi andre, når vi kom fra skole og arbejde. Nu var den pludselig i et nyt hus med nye lyde. Der var én klokke, der ringede, når der kom kunder i butikken, en anden der ringede, når vi skulle have hjælp til ekspedition. Den måtte ikke komme ud i butikken i åbningstiden, og der kom og gik pludselig mange mennesker omkring den. Den blev urolig, og lidt aggressiv. Den fik også den kedelige vane, at den kunne finde på, at sluge diverse ting. Første gang var det et påskeæg i træ, som den slugte helt. Den blev selvfølgelig syg. Vi havde ikke set, at den gjorde det, men dyrlægen, der opererede det ud af tarmen, kunne vise os det. Senere slugte den en stor sølvfingerring, og tredje gang var det en massiv gummibold. Efter tredje omgang, sagde dyrlægen, at nu kunne han ikke fjerne mere tarm. Da den blev mere aggressiv, besluttede vi os til sidst til at få den aflivet.

Nu skulle vi i hvert fald ikke have flere hunde, troede vi da.

Dorte havde fået egen lejlighed i Bogense, og hun anskaffede sig en lille gravhund Fie. Det kunne da være så dejligt med lidt selskab. Hunden kunne imidlertid ikke lide at være alene hjemme, og det var den hele dagen, når Dorte var på skole i Odense. Den morede sig med at bide håndklæder og lignende i stykker, når den kedede sig. Da hun ikke havde flere håndklæder, kom hun og gav mig Fie i fødselsdagsgave. Så havde vi hund igen.

Dorte blev uddannet til teknisk tegner, og da hun var færdig med det, rejste hun til Århus og fik arbejde hos en arkitekt.

Lene ville på kontor, og da hun var færdig med skolen, søgte hun elevplads og kom i lære hos Barnow i Århus..

Nu sad Bitten og jeg så alene tilbage i Bogense.

 

Hjem til Århus

En dag var vi kommet til at tale med Hanne om det, og hendes reaktion på den sag var: så sælg da skidtet, og flyt tilbage til Århus.

Det gav nok grund til lidt spekulation. Jeg var nu ca. 57 år, og det var lidt tidlig at gå på pension. Der var blevet indført efterløn, når man blev 60 år, så skulle der handles forretning, kunne vi jo godt begynde at tænke på det nu. Vi skulle have noget at bo i, og helst noget, der kunne give arbejde til mig.

Vi begyndte at se på huse i Århus, og det varede ikke længe, før vi fandt noget i Hasle. Et gammelt hus fra begyndelsen af 1900 tallet. Der var en stor grund på ca. 1200 kvadratmeter, og selve huset trængte til en stor renovering. Der var noget at få tiden til at gå med.

Huset skulle imidlertid ikke stå tomt til vi skulle bruge det. Det var der råd for. Lene og Dorte var jo i Århus, og de fandt en tredje pige der ville være med, så de flyttede ind, så det var beboet.

Nu var det jo ikke meningen, at kunderne i Bogense skulle vide, at vi gik med tanker om at flytte fra byen. Det kunne de få at vide, når forretningen var solgt, eller når vi begyndte ophørsudsalg. Imidlertid havde vi ikke tænkt på pigernes veninder i Bogense, dem inviterede de på besøg, og så kunne det jo ikke holdes hemmeligt.

Der gik ikke ret lang tid før jeg blev ringet op af en revisor for Ole Jacobsen. Det var den anden urmager og guldsmed i Bogense. Han sagde, at de havde hørt, at vi ville sælge, og Ole var meget interesseret. Han havde arbejdet i forretningen i 19 år og altid troet, at når vores forgænger ville sælge, så skulle det være til ham. Sådan var det jo ikke kommet til at ske, han måtte ikke købe den. Jeg kendte Ole godt blandt andet fra Lions, og jeg synes det var en glimrende ide. Jeg bad revisoren ringe til min revisor og ven Poul Juul, så kunne de tale penge sammen.

Det kom til at gå meget hurtigt. Ole ville betale, hvad vi forlangte, bare han kunne komme til at købe forretningen.

Vi var meget heldige. Når der kom repræsentanter i den sidste tid, så sagde de: Hvordan har du båret dig ad med, at få solgt. Andre urmager og guldsmede, der vil holde op, må bare sælge ud af varerne, og så dreje nøglen om.

Der var jo bare det, at der var ca. 2½ år, til jeg blev 60 år. Jeg kunne imidlertid gå på understøttelse i den tid, men så ville efterlønnen blive sat ned med 20 %, når jeg skulle til at have den. Nu var vi heldige igen, for inden jeg nåede de 60 år, var de 20 % blevet slettet.

Den 1. januar 1985 afleverede jeg nøglerne til Ole Jacobsen, nu var jeg arbejdsløs efterlønner.

Her kan jeg lige indføje, at ca. 5 år efter gik Ole konkurs. Vi havde heldigvis fået vores penge, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om min forgænger, der ikke ville sælge til ham, kunne se, at det kunne han ikke klare.

 

Hasle

Ved købet af det gamle hus i Hasle havde jeg sørget for, at jeg ikke blev arbejdsløs de første år. Der skulle laves nyt køkken, nyt badeværelse og nye trapper til øverste etage og til kælderen. En dør fra køkken og ud til en udvendig trappe til haven. Alt det kunne jeg ikke selv klare, men havde en uvurderlig hjælp fra Lars.

Haven skulle jo også have en ordentlig omgang. Vi købte et 14 kvadratmeter drivhus, der kom som samlesæt. Der blev lavet stor køkkenhave. Vi skulle gerne være selvforsynende. Endelig blev der lavet et stort staudebed og en ny forhave. I kælderen blev der lavet gæsteværelse med selvstændigt bad. Viktualierum, bryggers, og endelig et godt værksted, til både ur-reparationer og plads til det grove også. Endelig må jeg ikke glemme, at alt skulle også males og tapetseres.

Ind i mellem fik vi to børnebørn mere. Stine blev født nytårsaften 1987, og Mathilde 26. oktober 1988.

I første del af 1990 kunne vi se, at det efterhånden blev for dyrt for os at bo i huset. Der var jo også stadig meget at lave, både inden- og udendørs, så det kunne da godt være, vi skulle se os om efter noget billigere og mindre. Vi havde set, at nogle af naboerne havde solgt et stykke af grunden fra. Det ville vi også prøve, men det viste sig, at der manglede nogle få kvadratmeter for at det kunne lade sig gøre.

Så gik vi i gang med at få solgt. Vi havde to forskellige ejendomsmæglere til at vurdere huset, og valgte selvfølgelig ham, der satte det højest. Han solgte det på en uge. Det var kun i avisen 1 gang,
Sønderport

Huset var solgt med overtagelse 1. okt. Vi fik travlt med at finde en lejlighed. Skulle vi ikke finde noget inden da, fik vi tilbudt, at vi kunne bo midlertidig i Henny og Bents sommerhus på Mols. Vi skulle altså ikke være hjemløse.

Vi havde på et tidligere tidspunkt været sammen med murermester Mougaard til en fødselsdag. Han ejede mange ejendomme her i byen, Så ham henvendte jeg mig til, og det gav bonus. Han havde en lejlighed i Sønderport, der blev ledig. Det var en lejlighed, der var blevet indrettet i loftseta-gen. Dejlig lejlighed med moderne faciliteter. Den var heller ikke helt billig, men vi fik et pænt huslejetilskud. Den havde selvfølgelig skråvægge, og små kvistvinduer, hvor der ikke var velux-vinduer. Det kunne vi ikke rigtig vænne os til, så da lejligheden i Ørumsgade blev ledig slog vi til, selvom vi gerne ville have haft et ½ værelse mere. Vi flyttede ind

1. februar, efter 1 år og 4 måneder i Sønderport. Det har vi aldrig fortrudt.

Her har vi så boet i godt 14 år. Vi flyttede ind 1. februar 1992, og der er selvfølgelig også sket noget i familien i den tid. Anne og Karen blev født 28. marts 1992, og Emma 3. februar 1997. Anders og Mette er blevet studenter. Stine og Mathilde går på gymnasiet, og jeg har fået pacemaker.

Ja, nu har jeg holdt en pause på 3 år i skriveriet. Jeg troede ikke der blev mere af betydning at skrive om, men det skulle gå anderledes.

En sommerdag i 2007 gik mor og jeg nede ved biblioteket, og pludselig sagde mor: kunne du ikke tænke dig at flytte ned i Frimurerstiftelsen? Vi havde hos Inge været sammen med nogle af beboerne, og det var søde og rare mennesker. Stiftelsen ligger jo dejligt centralt, og nu der er blevet renoveret så flot ved åen, og selve huset er nyrenoveret med elevator m. m, så her er rigtig attraktivt.

Jeg ringede til Formanden for bestyrelsen, og bad om at blive skrevet op.

Sidst på efteråret ringede han, at nu var der en lejlighed på 80 kvadratmeter ledig.

Vi tog straks ned og så på den, og blev meget begejstret for den og slog til med det samme.

Så skulle vi til at flytte igen. Vi synes, det har været en anstrengende omgang, til trods for at børn og børnebørn lavede det meste.

Nu er vi så her i Grønnegade nr. 3, og er meget glade for at bo her, til trods for at vi har startet med en del sygdom begge to.

Jeg starter mine erindringer med at kalde dem fra ”Sut til stok”…..

Jeg var gennem de sidste par år blevet slem til at falde på gaden, 9 gange var det efterhånden blevet til, og det var lige før de kendte mig på skadestuen, men så i midten af 2008 fik jeg en rolator, og så var det slut med at falde, og nu nyder jeg at komme på gaden igen.

 

1

De Mezas Vej 19
Aarhus 8000 DK
Get directions
Fødselsdag:
1927
Erindringen ønskes afleveret til:
Aarhus Stadsarkiv
Bogense Lokalhistoriske Arkiv
Københavns Stadsarkiv
Odense Stadsarkiv