Dorthe Fuglede

Jeg fortæller om min barndom og skolegang i henholdsvis Maribo og Nakskov.

Min familie flyttede til Maribo i 1953. Vi boede i Ny Østergade 1, 1. tv. Nu hedder gaden Maria Gade – den er sikkert omdøbt på et tidspunkt, fordi den katolske kirke i Maribo ligger i denne gade.

Lillesøster Lene var netop født, og jeg blev sendt i børnehave hos Sankt Joseph-Søstrene, som både drev en børnehave og en skole i Østergade 61 (nu Sankt Birgitta Skole). Skolen havde et godt ry og var åben for ikke-katolikker, og den lå så tæt på vores hjem, at jeg selv kunne gå derhen. Søstrene i børnehaven husker jeg som kærlige. Der var en yngre aspirant i hvid nonnedragt, som hed Agnes. Hun var mild og meget tålmodig. Vi tegnede, sang meget og lavede fine håndarbejder f.eks. med peddigrør, hvilket slet ikke var så let. De dygtige lavede papirkurve. Vi andre forsøgte os med små brødbakker, som mor kunne få i julegave.

Efter børnehaven fortsatte jeg i skolen i første klasse. Her blev vi undervist af søstre klædt i sort nonnedragt, som raslede, når nonnerne bevægede sig. Stoffet var formentlig stivet.  Søster Edith underviste i dansk. Hun var alvorlig, slank og smilede ikke så meget, men hun var retfærdig og god til at lære fra sig. I regning havde vi søster Hyacinthe, en trivelig og rund kvinde, og hun var ikke min helt gode ven, idet jeg sikkert allerede i begyndelsen af min skolegang har vist, at tal ikke var min force. Der var disciplin, og vi børn gjorde, som vi fik besked på. Vi var kun cirka fjorten i klassen, og i starten skrev vi på sorte tavler med griffel. Siden fik vi små hæfter og skrev med blyant. Den fineste udmærkelse var at få en lille guld-  eller sølvoblat klistret på sin skriftlige aflevering, som angav kvaliteten. Vi sad ved gammeldags skolepulte, og der var et lille blækhus af glas, som var sænket ned i en lille åbning i hver pult. Efter nogle år gik vi i gang med at skrive med pen og blæk. Hvor blev der dog sat mange blækklatter, når blækregningen skulle afleveres!

I min klasse gik flere børn fra de store godser i Maribos omegn. Mine forældre ville ikke have, at jeg tog med nogen af dem hjem for at lege efter skoletid. Det var for langt væk hjemmefra. Trods forbuddet tog jeg alligevel med Pia Knuth fra klassen hjem til  Knuthenborg en gang imellem via bussen til Bandholm. At jeg turde! Jeg tænker, at den store kontrast mellem at kunne lege i en 3-værelses-lejlighed og et slot med park var så stor, at fristelsen blev for tiltrækkende, selvom jeg må have været fuldstændig klar over, at mine forældre ikke ville se på ulydigheden med milde øjne.

Lidt henne ad gaden, i Østergade 39, boede den praktiserende dyrlæge Poul Nielsen, hvor min far (Jørgen Sørensen) var ansat som dyrlægeassistent. Herfra kørte far i bil ud til omegnens gårde og godser. Det har formentlig været dyrlæge Nielsens bil, som far fik stillet til rådighed i embeds medfør. På et tidspunkt kørte han rundt i en ældre, stor Ford T, hvilket var en fantastisk bil. Vi fik ved få lejligheder lov at køre med. Bilerne dengang havde en lille gul pil til at vise højre- og venstresving i stedet for de nuværende blinklys. Den lille pil kunne slås ind igen, efter at svinget var foretaget.

I lejligheden over os i Ny Østergade 1 boede Hr. og Fru Frederiksen med deres lille pige. Far og han havde megen sjov med hinanden. Hr. Frederiksen kørte også i bil, fordi han var assurandør og havde brug for at kunne køre ud til kundekredsen. Når de to herrer – som de eneste biler i miles omkreds i 1950’erne – kom kørende mod hinanden i hver sin retning på landevejen og genkendte den modkørende på lang afstand, kørte de begge over i venstre side og passerede forbi hinanden på den måde. Hvis der var folk i nærheden, var der nogen, som fik sig en slem forskrækkelse. Det var ikke gået i vore dage med al den trafik. Men dengang var det ret harmløst.

Ved siden af dyrlæge Nielsen lå bagerens butik. Jeg legede tit med bagerens yngste datter Jette og elskede at komme der. Hendes forældre var så rare, og Jette var en dejlig legekammerat. Vi fik hver dag tilbud om en kage til eftermiddagskaffen – vi børn drak nu ikke kaffe – men kagen fik vi efter eget valg. Jeg valgte altid en fransk vaffel. Dem ser man ikke så tit længere. Vi sad tit oppe i et træ i deres have bag bageriet og legede – sikkert med dukker. Herfra havde vi en herlig udsigt over området, og ingen beordrede os ned.

Om vinteren var der tændt op i kakkelovnen hjemme i stuen. Det var lejlighedens eneste opvarmning, og vintermorgener var der af og til isblomster på vinduerne. Der stod som regel en kedel med vand på kakkelovnen, så mor (Grethe Sørensen) kunne have varmt vand til at lave kaffe, vaske op osv. Der var vist ikke varmt vand i hanerne. De sorte koks blev leveret ned ad en sliske til kælderrummet, hvor far hentede dem i en stor spand, og hvor man kunne blive forfærdelig sort, hvis man ikke var forsigtig. En aften ville mor hente kedlen på kakkelovnen, og idet hun tog den, kom lillesøster Lene kravlende på gulvet fra en uventet kant og fik mor ud af balance, hvorved hun kom til at spilde lidt kogende vand ned over ryggen på den lille 9 måneder gamle baby. Det var en meget grim oplevelse, hvor jeg stadig kan se de voksne for mig bære rundt med den lille, lægens hyppige besøg og den dystre stemning. Jeg blev hurtigt sendt i seng for at være af vejen i denne alvorlige stund. Heldigvis kom Lene sig over det, men hun havde i hele sin barndom nogle grimme knudrede ar på ryggen fra den forfærdelige hændelse. Som årene er gået, er arrene næsten forsvundet, men helt forsvinder de nok aldrig.

Min første Far til Fire-film så jeg i biografen i Maribo som seksårig. En vidunderlig oplevelse, som vi hvert år så frem til. En del år senere - i Nakskov – nåede filmen ved en lejlighed ikke frem som ventet. Vi fik så oplevelsen en uge senere. Men på dagen var den voldsomme skuffelse næsten ikke til at bære. Forventningens glæde havde været så stor.

Datteren (Merete?) fra Restaurant Byfogedgården på Torvet gik også i min klasse. Det var spændende at komme med hende hjem. Der var et stort hotelkøkken i kælderen, og personalet serverede varm kakao og boller for os. En dag var der gøgl på torvet, og Meretes far gav os nogle penge til at prøve karussellen for. Jeg husker endnu den berusende fornemmelse af at sidde i de små sæder ophængt i metalkæder og suse rundt og rundt. Det var ingen selvfølge, at der var penge til den slags, og jeg syntes, at det var så flot, at vi havde fået nogle mønter til at more os for. Det var sparsomme tider dengang.

Nakskov (1957-1963)

I sommeren 1957 flyttede vi til Nakskov, hvor far fik ansættelse som insemineringsdyrlæge ved tyrestationen lidt uden for byen. Det gik hurtigt med at få nye venner, da børn altid legede udenfor. Vi hinkede, spillede med hønseringe eller bold op ad muren, sjippede, byttede glansbilleder, skrev i poesibøger, øvede med hula hop-ringe eller løb på rulleskøjter. Der var altid aktivitet i gaden, og der var ikke megen trafik til at forstyrre os.

I starten havde mor isskab i køkkenet i vort lille hus i Reventlowsgade 4. Der blev leveret en stor isblok, som så uendeligt langsomt smeltede i den store zinkbakke i bunden af isskabet. Siden fik vi køleskab. Fra sin hestetrukne mælkebil leverede mælkemanden mælk i flasker uden for hver hoveddør. Vi elskede at drikke den iskolde mælk med iskrystaller i om vinteren, når mælken var blevet så kold, at iskrystallerne og fløden i toppen fik det lille metallåg til at løfte sig.

Jeg begyndte i tredje klasse på Byskolen. Vores klasselærer frk. Jenny Christensen gav os på skift et salmevers for, som vi skulle lære udenad. Vi sang også morgensang. Når vi kom ind i klassen, stod vi op ved siden af vore pulte, indtil læreren var ankommet og havde sagt ”sæt jer”.  Der var disciplin i skolen også her. Vi skulle møde præcis klokken otte. Hvis vi kom for sent nogle gange, blev vi noteret for en eftersidning. Pigerne var nok ikke så udsatte, men drengene var mere urolige og kunne godt risikere en lussing af og til. Men Byskolen var for mig et herligt sted. Der var en svømmehal, og vi havde svømning på skemaet en gang om ugen. Det var en stor attraktion.

I løbet af kort tid kom jeg med i Victor Cornelins’ pigekor i skolen. Vi øvede hver dag tyve minutter i det store spisefrikvarter i Cornelins’ klasseværelse, mens han akkompagnerede os på sin harmonika. Af og til sang han selv Negro Spirituals, og vi stemte i med omkvæd. Den slags optræden var en stor succes, når vi var ude at synge offentligt. Jeg kom også hurtigt til at spille blokfløjte hos Cornelins. Han underviste os en gang om ugen, og  hele orkestret øvede regelmæssigt i skolens aula. Senere lærte han mig at spille cello. Jeg er sikker på, at mange af os børn tog glæden ved musikudøvelse med os som en gave videre i livet. Cornelins skrev selv noder ud til alle de mange forskellige instrumenter i orkestret. Vor kendingsmelodi var Here we are again.  I efterårsferierne tog vi på koncertrejse rundt i landet, hvor Cornelins også fortalte sin livshistorie. Den gjorde altid et stort indtryk. I 1959 eller 60 deltog pigekoret i Sangerdyst fra kyst til kyst i radioen, hvor vi fik en fin placering. Vi indspillede også en plade.

Som utallige andre børn gik jeg til dans hos frk. Andresen. Vi dansede på Hotel Harmonien i den flotte store sal. Desuden fik jeg lov at være blå pigespejder i patruljen Pirolen. Om sommeren cyklede vi til Hestehovedet og badede, og om vinteren cyklede vi til Svingelen for at stå på skøjter. Vi havde ikke kunstløberskøjter, men nogle simplere, der blev skruet på sålerne af støvlerne. Det var nogle glade og noget ”nedkølede” børn, der kom hjem efter en eftermiddag i kulden. Men hvor vi dog var aktive. Lørdag eftermiddag hørte vi hørespil i radioen. Vi sad tæt op ad apparatet og fulgte i spænding med i Kaptajn Grants Børn. Det var hårdt at skulle vente en hel uge på næste afsnit.

Når vi fik udleveret mærker til salg til f.eks. børnehjælpsdagen, måtte man være opfindsom. Jeg stod tidligt op og stillede mig ved tobaksforretningen på hjørnet af Reventlowsgade og Østre Boulevard. Så kom sværmen af hundredvis af skibsværftsarbejdere forbi på cykel. Mange standsede for at købe tobak, og samtidig fik de så købt et mærke. De blev hurtigt udsolgt.

Til juleafslutningen i skolens aula i 1961 og 62 bad Cornelins mig læse juleevangeliet højt i aulaen i forbindelse med pigekorets optræden. Jeg elskede at læse højt og var beæret over at få lov. Fem år senere, i studietiden i København, annoncerede Danmarks Radio efter studenteroplæsere af Fiskerinoteringerne. Efter aflagt prøve stod det at læse mellem linjerne i tilbagemeldingen, at min lollandske dialekt var en anelse for tydelig. Det ser man heldigvis anderledes på i dag.

Disse erindringer er også med i bogen "Min barndom på Lolland", som består af 68 barndomserindringer udgivet af LollandBibliotekerne i 2016.

 

Maria Gade
Maribo 4930 DK
Get directions

Fødselsdag:

1948

Erindringen ønskes afleveret til:

Nakskov Lokalhistoriske Arkiv