Ea Anild

Ea er vokset op hos sin mormor og den hjemmeboende onkel i Brønshøj, da hendes mor var for syg til at tage sig af hende. Ea fortæller om det trygge hjem hos mormoren, om onklen der var som en far for hende, og om hendes forældres besøg, der ikke gjorde det store indtryk. Gadens beboere og dagliglivet for børnene beskrives indgående, og man får et godt indtryk af sociale og økonomiske problematikker i perioden. Gør ejerskabskrav på erindring

Min barndom i min mormors hus i Brønshøj

Løvetandsvej 53

 

Min historie, begynder ca. 10 år førend jeg blev født, altså i 1938 eller snare lidt tidligere.

 

Mine oldeforældre på min mormors side, murearbejdsmand Anders Christian Sørensen er født 6. april 1861 Torpe sogn, Bregninge herred, Holbæk Amt døbt i Bregninge Kirke den 9.juni 1861. Han dør på Kommune Hospitalet den 2. juli 1937 og bliver begravet på Assistens Kirkegård den 7. juli 1937. Hans sidste adresse er Sankt Hans Gade 4 A, 1. sal Købehavn.

Han bliver gift med Almanda Hansine Frederikke Olsen den 13. september 1885 i Sct. Stefans Kirke.

(Hun er søster til Anna Elystra Vilhelmine Oluffine Olsen)

Hun er født den 5. juli i Holmens sogn, og døbt i Holmens Kirke den 20. september 1863.  Hun dør den 21. april 1936 på Sct. Josephs Hospital og bliver begravet på Assistens Kirkegård den 26. april 1936.

 

Mine oldeforældre Tapetser og saddelmager Julius Thorvald Henriksen er født i Trinitatis sogn den 28. juli 1856 og døbt i Trinitatis kirke den 5. august 1856. Han dør af hjertesvigt og lungetuberkulose den 23. september 1927 i Frederik den 9 ens Gade 19, 1. sal hos sin søn Oluf og bliver begravet på Bispebjerg Kirkegård den 28. september 1927.

Han blev gift den 30. oktober 1881 i Sct. Stefans Kirke med frk. Anna Elystra Vilhelmine Oluffine Olsen født den 12. januar 1861 i Vor Frue sogn og døbt den 28. juli 1861 i Vor Frue Kirke. Hun dør den 14. juni 1933 på Rudolphs Bergs Hospital af lungebetændelse og bliver begravet den 18. juni 1933 på Bispebjerg Kirkegård.

 

 

Min morfar var tapetser og inkassator Charles Amando Emil Henriksen blev født den 27. juni 1884 Sct. Johannes Sogn på Nørrebro og døbt den 17. august 1884 i Sct. Johannes Kirke.  Han døde den 20. oktober 1938, hvad jeg har hørt som barn var, at han døde efter den 7. blodprop i begravelsesprotokollen står Pneumonia senio Exhaustio virium. Han blev begravet på Assistens Kirkegård den 23. oktober 1938

Her har jeg besøgt ham rigtig mange gange sammen med min mormor og jeg kan huske, at det var hyggeligt at komme der, alle de mange blomster og den orden og ro der var den gang, når man kom på den anden side af den gule mur.  Besøgene på kirkegården hang altid sammen med, at vi havde været ude i Holmbladsgade på Amager for at besøge min mor. Eller, hvis vi havde været i Daells Varehus eller hos fiskekonerne på Gammelstrand.  Min morfar var tapetser af uddannelse (et håndværk, hvor man bliver uddannet som saddelmager og til at renoverer møbler) senere blev han inkassator for sygekassen, altså havde han beskæftigede sig med to forskellige erhverv, både som håndværker og kontormand.

Min mormor Ida Vilhelmine Kristine Sørensen, blev født den26. december 1888 – 7. marts 1966, hendes forældre havde adresse i Dagmarsgade 15, stuen, København, da hun kom til verden. Min morfar og mormor var fætter og kusine deres mødre var søstrene Anna Elystra Oluffine Vilhelmine Olsen 1861 og Almanda Hansine Frederikke Olsen 1863.

 

Da min morfar døde boede de på Nørrebrogade 156, og de havde sommerhus på Løvetandsvej i Brønshøj, men de har haft flere forskellige adresser i København.

De har holdt mange ferie sammen, hvor de har rejst til udlandet, hvilket nok ikke har været helt almindeligt den gang. De har været i Harzen i Tyskland og de har også været i Dresden før den blev sønderbombet under 2. verdenskrig.  (jeg har rigtig mange billeder herfra).

 

 

Den 23. juni 1914 købte min morfar sommerhuset i Brønshøj, sammen med sin broder Alfred Henriksen, som var blikkenslager. Skødet lyder på begge navne, et sommerhus i Brønshøj. (Jeg er i besiddelse af skødet).

Men min morfar må have betalt sin broder ud på et eller andet tidspunkt, for da han døde var sommerhuset min mormors.

Min mormor var kun 49 år gammel i 1938, da hun blev alene og med deres 5 børn, Henny, Knud, Svend, Robert og min mor Tove, hvoraf 4 er under udannelse og min mor kun er 15 år.

 

Alle født i Prinsesse Charlottegade 37, 1. København. Ingen af dem er døbt, men alle navngivet i Simeon Sogn, og jeg har lagt mærke til at min mormor og morfar har skiftedes til at anmelde navngivningen.

Som barn har jeg tit hørt historien om, hvordan min mormor gik fra Nørrebro med barnevogn sammen med sine 5 børn til sommerhuset i Brønshøj.

 

Dengang var Brønshøj langt ude på landet, og på Frederikssundsvej var der grøftekanter langs med vejen. Og der var ikke noget der hed sporvogne.

Nu da min mormor var blevet alene har situationen nok set lidt broget ud. Men så sker der det fantastiske, at hun faktisk kommer til penge. Denne historie har jeg først fået kendskab til som voksen.

Efter min morfars død, viste det sig, at hun havde så mange penge, at hun er i stand til at bygge et hus på sommerhusgrunden. I første omgang var hun ikke helt tryg ved de mange penge, for min morfar havde jo arbejdet som inkassator i Nørre Farimagsgade i Sygekassen, havde han nu puttet penge i egen lomme eller hvad? Min mormor henvender sit til politiet, men de kunne berolige hende med, at alt er i den skønneste orden. Politiet sagde til hende: ”Gå de kun hjem kære frue, den er god nok”. Det viste sig, at han havde vundet pengene i klasselotteriet, men det havde min morfar ikke nævnt et ord om til min mormor.

Hun går så i gang med at bygge en villa, og min mormor og hendes 5 børn flytter til Brønshøj.

 

I 1948 bliver jeg født på Nørrebrogade 157 den 11. juli 1948.

 

Men det skal hurtigt vise sig, at min mor ikke var i stand til at tage sig af mig, hun magter ikke opgaven, da hun i forbindelse med min fødsel bliver psykisk syg. Og af flere omgange bliver indlagt på Sct. Hans Hospital i Roskilde.

Så da jeg var blevet ca. 3 år, flyttede jeg hjemmefra, en dag da min mormor var kommet på besøg, vrælede jeg og sagde til hende, at hun skulle tage mig med til Brønshøj, min mor nægtede i første omgang, men da min mormor var kommet ned på gaden, åbnede min mor vinduet og råbte til hende: ”så tag hende”.

 

Hvad jeg husker om min far og mor

Min far og mor boede i Holmbladsgade på Amager. Min far var remisearbejder og min mor hjemmegående husmoder. Deres lejlighed var noget af det mest forfærdelige man kan forestille sig, jeg husker den tydeligt fordi jeg kom og besøgte min mor sammen med min mormor.

Lejligheden bestod af en lille stue med kakkelovn et soveværelse og et køkken og så var der lokum i gården.

I dag er ejendomme revet ned.

Jeg husker tydeligt, at min far havde mig med til Sct. Hans Hospital i Roskilde, hvor min mor var indlagt. Specielt turen med toget gjorde indtryk, både på grund af røg og damp, men også fordi, når jeg sad i toget efter, at vi havde besøgt min mor, og det var mørkt uden for, var det ligesom om at toget kørte den forkerte vej, når jeg kiggede ud af vinduet.

Min mormor udlært dameskrædder/syerske, hun havde syet en hvid kaninpels med kyse og muffedise til mig, så jeg har sikkert været rigtig fin på turen. Jeg kan godt huske sættet. Min mormor og hendes børn havde haft kaniner i haven under 2. verdenskrig, jeg regner med, at skinnet til min pels stammer herfra.

Min far, Gunnar Ejegod Larsen, er født den 20. oktober 1921 Kirke-Såby. Han var den yngste ud af en børneflok på i alt 16 børn. Min farmor Johanne Martine Frederikke Jensen født den 4. september 1885 i Kirke-Såby, hun dør i København kun 10 dage efter jeg blev født. Hvad hun lavede i København ved jeg ikke, men så vidt jeg ved er hun blevet begravet på Kirkegården i Kirke-Såby. Selvom min farfar Rasmus Larsen født den 19. januar 1882 i Kirke-Såby, og levede indtil 1957 har jeg aldrig mødt ham.

Jeg husker engang, at vi overnattede hos en af min fars brødre Jens Peter Larsen, som boede i Roskilde. Det har højst sandsynlig været i forbindelse med, at min mor var indlagt. Jeg skulle sove på deres sofa og hans kone lagde tisseunderlag på sofaen, hvilket jeg blev meget fornærmet over, fordi jeg tissede ikke i sengen (jeg har været et sted mellem 3 og 4 år).

Hvad jeg senere har erfaret i livet er, at denne bror selv havde en datter, men hende havde han bortadopteret til en halvbroder (denne halvbror, havde min farmor fået, som kun 16 årig).

Der er enkelte oplevelser med min far, som står klart og tydeligt for mig, måske fordi jeg ikke boede sammen med ham og ikke var sammen med ham så tit. Men min far havde en anden broder som hed Villy Egon Larsen og han arbejdede på Vikingebådene, som sejlede mellem Sverige og Danmark. Min far har haft mig med nogle gange på disse ture, så blev der købt ananas og krabbekød på dåse, mandler, nødder og chokolade i Sverige.

Min far har også haft mig med i Tivoli, og jeg husker, at vi prøvede den lille ballongynge, men den gjorde mig bange.

En gang havde min far købt en franskvaffel til mig, den var så sød at den kildede i ganen. Min far og mor har ofte besøgt mig hos min mormor, men jeg husker ikke, at jeg havde noget ønske om, at komme med dem hjem, når de gik igen. Jeg blev ikke ked af det, de kom jo igen en anden gang.

Til min konfirmation var jeg med min far i Daells Varehus, og jeg fik lov til at købe det flotteste lyseblå brokadestof til at sy mig en kjole af, og et par hvide meget højhælede sko.

Til selve dagen for min konfirmation, havde min far købt et murstensguld armbånd, hvilket var moderne dengang, Jeg mistede det desværre i en gymnastiktime senere.

Min mor husker jeg ikke så meget om, andet at hun altid så forfærdelig ud i sin påklædning, og så var hun ualmindelig tyk og havde mørkt og fedet hår. Altid i gummirøjser og en orange frakke, hvor knapperne manglede og så sad der en sikkerhedsnål for at holde sammen på frakken, hvilket jeg kan undre mig over i dag, da jeg ved, at min mor var meget dygtig til håndarbejde. Meget tidligt i min barndom, traf jeg beslutningen om, at jeg aldrig nogen sinde skulle blive tyk og det har jeg holdt.

 

Mit hjem i Brønshøj

Egentlig er jeg fra et hjem med klaver og mange bøger, huset i Brønshøj er på ca. 100 m2 og fuld kælder. Det er indrettet med to stuer i forlængelse af hinanden en opholdstue og en spisestue, hvor der hang portjærer i mellem stuerne, om vinteren blev portjærerne trukket for, for at holde på varmen. Den eneste varmekilde der var i huset den gang var en kakkelovn. Så når man skulle i seng, og på wc eller i køkkenet om vinteren var der hunde koldt.

Når jeg skulle i seng, havde min mormor altid kommet en varmedunk ind under dynen, førend jeg skulle i seng. Jeg sov i min morfars seng, altså ved siden af min mormor, og det gjorde jeg i alle de år hun levede til jeg blev 17 år.

Som voksen har jeg hørt, at min moster syntes, at det var synd for mig, at jeg skulle sove i min morfars seng, men det er ikke noget, jeg nogen sinde har spekuleret over. Jeg var helt tilfreds med den seng, selv om det var en ”cementdyne” jeg havde til at starte med. Senere købte min mormor en kanalsyet til mig, da jeg var ca. 14 år. Underdyne havde jeg også, som var beklædt med stribet rød og grønbrunt bolsterstof striberne var på tværs. Undermadrassen lå selvfølgelig oven på den egentlige madrasse, som var betrukket med hvid og blåstribet stof på langs, om det var halm der var inden i ved jeg ikke men det føltes sådan.

Når jeg nævner det med klaveret er det fordi, at det blev skiftte ud med TV, og dengang vi fik fjernsyn var der kun sendetid et par gange om ugen og kun nogle få timer. Men der var en børneudsendelse, som gjorde et stort indtryk på mig. Den handlede om en dukke, som var ved at brænde inde i et hus. Brandbilerne var for længe om at komme, så det var en giraf, der kom og reddede dukken, men historien gjorde mig meget ulykkelig og tårerne fik frit løb.

Så var der alle Jørgen Clevin udsendelserne, de var også rigtig gode.

Der er et par andre udsendelser, som har gjort et stærkt indtryk på mig, og det var Dronning Elisabets Kroning i sort hvid, og så var der udsendelsen med Clara Pontoppidan og Gunner Lauring i Parasitterne.

Men det var nu ikke helt lykken med et fjernsyn, for når der var fjernsyn så skulle jeg tie helt stille, og jeg havde jo været vant til, at det hele drejede sig om mig. Men til gengæld, efterhånden som der kom mere og mere fjernsyn, fik jeg lov til at falde i søvn på sofaen og min onkel Knud, min mors broder, som egentlig har været en erstatning for min far og som har været ungkarl hele livet og stadig boede hjemme. Han bar mig i seng senere, når jeg sov.

Men for at vende tilbage til huset, så om vinteren når jeg skulle på wc, så var der is på ruden med de flotteste isstjerner og det var sjovt at sætte sin varme hånd på elle bare ånde på stjernerne.

Men i køkkenet var der forsats ruder så luftrummet mellem ruderne blev brugt til køleskab. Min onkel havde sit eget værelse og det blev altid kaldt ”pigekammeret”, af hvilken grund ved jeg ikke.

I kælderen var der en vaskekælder med gruekeddel, og en bænk, hvor man kunne vride tøjet og så havde vi også et badekar, men det blev nu ikke brugt så tit. Der blev talt om det årlige jule bad og det blev vist ikke brugt ret meget mere, så det hele foregik i etagevask på badeværelset

Vi havde også en gammeldags slibesten stående, hvor man kom vand ned i et kar og så kunne man træde på et bræt. Så kørte slibestenen rundt og så blev der slebet sakse og knive.

Min onkel havde sit eget værksted, med to drejebænke, en stor bore maskine og et svejse apparat. Han var gørtler og så reparerede han også vandhaner for forskellige blikkenslagere i Brønshøj Husum og Vanløse.

Jeg legede tit nede i kælderen hos ham, når han arbejdede og når der kom kunder. Om lørdagen kørte vi ud med vandhanerne og afleverede den til de forskellige blikkenslagere, en af blikkenslagerne hed Richter, kan jeg huske. Min onkel havde en Nimbus motorcykel med side vogn, så sad jeg i sidevognen sammen med vandhanerne. En gang i mellem havde han også noget forkromnings arbejde så gik turen til Skjulhøjs Alle i Vanløse, hvor der lå et lille firma som klarede den opgave.

En gang i mellem kom der en skrot handler hos os, men ham var jeg bange for, for han lignede en trold, han manglede nogle tænder i munden, så når han skulle komme, så blev der bare nævnt, at i dag kommer trolden og så var jeg over alle bjerge, men hvis han så mødte mig alligevel grinede han bare ad mig.  Jeg kunne rigtig godt lide at komme med min onkel Knud på ”kundebesøg”.

En gang i mellem fik vi også leveret forskellige jernrør og messingstænger, det var altid spændende, når der foregik noget. Ud af nogle af messing stavene lavede Knud nogle flotte lysestager til alle sine søskende, i dag er jeg besiddelse af et hold.

Min onkels arbejdsdag foregik altid førend jeg gik i skole og han kom altid op fra kælderen og spise frokost, så blev der lagt en gammel avis i lænestolen så han ikke behøvede at smide arbejdstøjet.

Efter frokost fortsatte han så igen til eftermiddagskaffen, så havde min mormor været i byen og handle ind. Hver dag til eftermiddags kaffen var der basser, det kunne være snegle, kam, borgmesterstang, waleskringle smørkage eller lignende, der var altid noget til kaffen og jeg fik også kaffe med mælk og sukker, og jeg fik lov til med teskeen at sidde og nippe til en mundfuld ad gangen, det var altid hyggeligt.

Efter kaffen fortsatte min onkel sit arbejde til kl. 17.00 og så var der aftensmad. Hver dag spillede han musik i radioen og sang til musikken hele dagen, den store sangstemme havde han ikke, men det gjorde ikke noget, hans sang gjorde altid alle andre glade.

I medens jeg var lille boede min anden onkel Svend også hjemme og han var tømrer og havde og så alt sit værktøj i kælderen, jeg kunne bedst lide lugten af hans arbejde, høvlspånerne og savsmuldet, men han arbejde ikke så meget hjemme han havde et ”rigtigt” arbejde. bl. a ved jeg, at han arbejdede i Folehaven, hvor han lagde gulv og når der skulle være valg var han med til at sætte valgbåse bl.a. på skole Svenskelejeren og andre gange var det på Voldparkens Skole.

Resten af kælderen bestod af et meget stort rum og i det ene hjørne lige neden for trappe, var der et fadebur til opbevaring af forskellige syltede ting og spegesild m.v. I det modsatte hjørne af kælderen var der et koks rum.  Resten af kælderen var delt op til værksted og vaskekælder.

Vi havde også et loft der var høj rejsning på huset. Det var oftest om sommeren, at vi kom op på loftet, selv om jeg var lidt bange for at klatre op ad stien, var det en dejlig oplevelse. Lugten deroppe, når solen havde stået og bagt hele dagen, var noget særligt.

Oppe på loftet var der yderligere en stige, som man kunne kravle op af til et lille vindue. Og det var det skønneste syn, alle de gyldne marker så langt øjet rakte, Høje Gladsaxe var ikke bygget den gang, det var stadig bondeland.

På vores vej, da jeg var lille, boede der ikke så mange børn, men de kom efter hånden.

 

Lidt om vores naboer, set med mine barneøjne.

De første huse og beboere som lå på vores vej, hvis jeg starter fra Klintevej på modsatte side af vores hus altså i de lige numre. På hjørnet at Klintevej og Løvetandsvej boede familien Stormlund, huset havde tidligere været en købmandsforretning, men det var før min tid. De havde 4 børn to piger og to drenge Kaj og Børge, Kaj kom ud for en slem ulykke, en dag hvor hans mor kogte suppe var Kaj nysgerrig og vil se, hvad der er i gryden, han tager fat i den, og så får han al den kogende suppe ned over sig og blev slemt skoldet så han måtte have ny hud fra sin mor og far.

De havde også en stor bokser hund, den var jeg meget bange for og når den var ude, fandt jeg altid en anden vej at gå, således at jeg ikke mødte den.

Det næste hus var en bungalow her boede” Lillemand”, som vi kaldte dem, hvad han hed rigtig ved jeg ikke, det var ikke nogen vi rigtig så noget til ud over at vi hilste på dem.

Næste nabo var ”Nissen” det var bare noget min familie kaldte ham, egentlig hed de Nielsen, han var repræsentant og hans kone var svensker, af Nissen fik jeg tit en tandbørste, en lækker svamp eller sæbe, Nissen han var rigtig hyggelig, men de havde ikke selv børn.

Næste villa var Vinkyperens hus, et hus med 1. sal, det var nu kun konen som boede der. Men manden havde været vinkypper, der af navnet, når det blev omtalt hjemme hos os. Heldigvis flytter der et par børn ind senere, pigen Karen bliver en god legekammerat til mig. Forældrene var i familie med fru Pedersen, som ejede huset, hun fik deres lejlighed på Ærtevej og de fik huset på Løvetandsvej. Karen og jeg besøgte tit hendes mors faster på Ærtevej og hun lærte os at lave håndarbejde.

Den næste beboer havde været bokser og hans kone tjente penge på at have, ”fint” herre besøg, som barn troede jeg bare, at de havde et velhavende familiemedlem, som kom på besøg en gang om ugen, han kom kørende i sit flotte lyseblåt dollargrin og holdt uden for deres hus, manden har sikkert været direktør eller lignende, som trængte til at blive ”trøstet” lidt. Og i medens konen havde ”besøg” gik hendes mand altid ude i haven og slog græs eller klippede blomster og lignende, der var altid meget ordentligt og nydeligt både hus og have.  Som voksen, har jeg så fået, at vide hvad hendes ”arbejde” bestod i og at hun tjente penge på de mandlige besøgende og at hun gav sin ”gæst” en særlige ydelser, men hun var nu en ganske sød dame, ikke noget galt med hende, hendes øjne var altid malet meget sorte, sådan lidt ud over det sædvanlige.

Huset var uden 1. sal, og det var der en særlig grund til, og det var fordi at ”kyperen” og bagermester Olsen som bor i det næste hus havde ejet den grund og de ville ikke have, at der blev bygget et hus med 1. sal på til gengæld blev huset bygget med en meget dyb kælder.

Næste beboer var bagermester fru Olsen, her var manden også død, en meget smuk murermestervilla, fru Olsen var en meget sød dame, som min mormor ofte talte med, når de mødtes på gaden.

Naboen til fru Olsen, her boede Kirsten, som var en stor pige i forhold til mig, hun tog mig med i skole, da jeg gik i de små klasser. Hvad hendes forældre beskæftigede sig med ved jeg ikke, men hendes far cyklede hjemmefra hver morgen.

Det næste hus er gult, med 1. sal på og her boede heller ikke nogen børn, men de fik den dejligste langhårede schæferhvalp en rigtig dejlig lille uldtot, som var rar at putte næsen ned i pelsen på. Naboen hertil boede der en politibetjent, som under 2. verdenskrig havde været i koncentrationslejr, men var heldigvis sluppet levende fra det. Huset var et meget lukket hus, på husets forside som vendte ud mod vejen var der kun en hoveddør, sådan som jeg husker det.

Herefter kom det vi kaldte trekanten, der lå et meget stort hus, hvem der boede der ved jeg egentlig ikke rigtig, men foran huset var der en meget stor trekant, med det flotteste kastanjetræ i midten, og ude i kanten af trekanten lå der en masse store sten, her lejede vi rigtig meget med at hoppe fra sten til sten, husets ejer havde en alm. schæferhund og den var altid med i vores leg.  Men da den var blevet gammel bed den et barn og blev aflivet.

Fra hjørnet på vores side boede Hartmann, de havde en stor schæferhund, men de havde heller ingen børn, rare mennesker, men også nogen vi bare hilste på.

Så kom Grev Moltke, han havde også været ansat inden for politiet. Og havde også været taget at tyskerne under 2. verdenskrig og siddet i koncentrationslejr, men også sluppet med livet i behold.

Hver dag gik familien tur rundt om mosen med deres bitte små hunde og deres to døtre, de var noget ældre end mig, og det var ikke nogen der kom ud at lege.

Efter deres villa kom hr. Andersen vores nabo, hans kone var hollænder, en noget spøjs dame, de havde to store valnøddetræer i haven og det ene dryssede selvfølgelig nødder ind i vores have, og så sagde hun til mig, at dem som faldt ind i vores have skulle jeg aflevere til hende, men som min mormor sagde, at det skulle jeg bare blæse på, hvad hun sagde. Men hun må have haft en lille skrue løs, for en gang stormede hun rundt med en stor kniv og ville slå hr. Andersen ihjel, heldigvis lykkedes det ikke for hende.

Hr. Andersen han var noget af det mest behagelige, man kunne tænke sig altid en rar mand, ham byttede jeg georgine knolde med til min have.

Vores på den modsatte side af os lå først et lille rødt sommerhus, der boede familien Kjeldsen, de havde to store bokserhunde, som jeg var meget bange for. Men de flyttede til Frankrig, der ville de ned og opdrætte vinbjergsnegle og leve af det.

Efterfølgende, blev deres røde sommerhuset, som de havde boet i revet ned og der blev bygget et dobbelthus. Dette hus må have været i Tuberkuloseforeningens eje, fordi der flytter to familier ind, som havde været angrebet af tuberkulose, familien i det forreste hus og hed familien Svensson, manden havde kun to halve lunger tilbage. Deres to børn hed Bo og Britt. Britt bliver min legekammerat, hun var dog to år yngre end mig, men det spiller ikke den store rolle.

En dag, hvor jeg er på besøg hos Britt, var fru Svensson i gang med at sylte og hældte det varmesyltetøj på glas (jeg er ca. 8-10 år) jeg fortæller hende, at hun skal sætte glassene på en træplade og at glassene ikke må stå på et stål køkkenbord, men hun lytter ikke efter, hvad jeg siger og hvad sker der så, glassene med det varme indhold sprang, se det havde jeg jo lært hjemmefra af min mormor, at når man kom noget varmt på glas, så skulle det stå på træ for det sugede varmen.

Senere som voksen har jeg talt med fru Svensson og hun fortalte mig, hvor glad hun havde været for, at jeg kom med blomster til hende dengang de flyttede ind (nogle jeg havde plukket rundt omkring) fordi alle andre naboerne tilsyneladende var i mod dem og lidt bekymrede over, at de skulle bo der. Selvfølgelig på grund af tuberkulose.

Det næste hus var et meget stort gult hus med 1. sal og en fuld kælder, kælderen blev indrettet til Hr. Leth´s to piger fra et tidligere ægteskab. Her boede hr. og fru Leth, de var begge lærer og så havde de tjeneste pige, så jeg tænkte, at de måtte være meget rige. Så vidt jeg ved, var det hr. Leths far, som oprindelig havde bygget huset, han var murermester og boede i Vanløse.

Hr. Leth havde været gift en gang tidligere og havde to piger fra dette ægteskab, til hverdag boede pigerne i Sverige hos deres mor, men i hele skolesommerferien var de her hos deres far. Den ældste hed Vibeke og så var der Birgit, hende legede jeg med hele sommeren, og når de var her i Danmark talte de fuldstændig dansk, og i Sverige talte de svensk. Hr. Leth skrev en bog der hed ”Hvordan mor” jeg tror at den var skrevet til hans yngste børn Marianne og sønnen Peter, som en forklaring på, hvordan børn blev ”lavet” og kom til verden. (Som en stor pige lånte jeg den på biblioteket).

En dag blev jeg inviteret til eftermiddags te og det foregik meget anderledes end hjemme hos mig, her kom tjenestepigen og serverede teen, hjemme hos mig var det min mormor der serverede, hos hr. og fru Leth, sad jeg ikke og nippede med teskeen i koppen, her opførte jeg mig eksemplarisk, det kunne jeg bare fornemme på stemningen, at her var det anderledes, men alligevel hyggeligt. En af de tjenestepiger de havde på et tidspunkt, stjal sengelinned fra dem. Senere i livet, da fru Leth var blevet alene, ender hendes liv desværre med at hun bliver dement.

Den næste villa, der havde grunden også ligget tom i en del år, der blev bygget et nydeligt rødt murstenshus, på mig virkede forældrene temmelig gamle og gammeldags.

Børnene hed Henning og Birthe Jensen og de var altid klædt i lidt gammeldags tøj, jeg tænker, at forældrene havde sparet alt, hvad de kunne af deres penge til at bygge ”drømmehuset” og en god tilværelse for deres børn.  Hvad forældrene beskæftigede sig med ved jeg ikke, men de cyklede begge hjemmefra hver dag. Og som jeg husker det, var de også selv meget gammeldag og spartansk klædt og manden var en rigtig sur gnavpot.

Naboen hertil boede familien Holst, manden var ingeniør og de havde børnene Mette og Ejner, det var heller ikke børn vi så ret meget til, de blev holdt til lektierne og gik i Zahles skole. Desværre da Ejner var blevet en ung mand, kørte han galt med sin sportsvogn og blev dræbt.

Hr. og fru. Holst var et meget nydeligt ægtepar og høflige mennesker, hver gang han mødte min mormor på gaden løftede han på hatten og hilste pænt på hende, den gang havde mændene hat på. Og det var almindelig kutyme, at manden løftede på hatten som hilsen.

Hver aften gik familien tur rundt om mosen med deres lille langhårede gravhund. Så vidt jeg ved blev deres datter Mette gift med præsten i Brønshøj Kirke og præstefrue der.

Den næste ejendom var stadig sommerhus og her kom en svensk familie om sommeren, de havde også et par piger med, som jeg også legede med og inden sommeren var overstået talte jeg mere eller mindre svensk.

Den næste villa havde også 1. sal på og her boede familien Hornung, manden havde kørt dørtræk, han havde altid arbejdstøj på og var altid i gang med et eller andet. De havde en datter der hed Sanne.

Så kom familien Cortzen de havde to meget smukke sønner, de var en del ældre end mig og det var heller ikke nogen der kom ud at lege, min mormor talte tit med deres moder, når de havde været i byen og handle.

Så kom slagtermesteren, som havde en datter der hed Lone, hende besøgte jeg en gang imellem, hun var en del ældre end mig, så det var ikke så tit jeg kom der, hende og hendes mor gik også tur hver dag rundt om mosen. På et tidspunkt kom slagtemesteren i fængsel, for hvad ved jeg ikke, men de blev da boende i deres hus.

Om sommeren var alle ude og rive deres fortov en gang om ugen så ukrudtet ikke satte sig fast, der var pænt og ordentligt alle vegne. (Desværre er det ikke sådan i dag, nu får ukrudtet bare lov til at gro, og det er også umuligt for børn at lege på vejen, selvom det bare er en lille villavej, for der kører rigtig mange biler der i dag, det gjorde der ikke, da jeg var barn, da kunne vi legede på vejen tegnede hinkeruder, køre på rulleskøjter, cykle og jeg melder krig, lege Hansemand lugter eller tag den ring og lad den vandre eller hvad vi ellers kunne finde på af lege.

Om vinteren kom alle naboerne ud for at skovle sne, jeg elskede at være med, det var så hyggeligt, når naboen snakkede sammen under gadelyset skær.

Det var lidt om naboerne set med mine barneøjne og hvad jeg har hørt som barn.

 

Dagliglivet i Brønshøj

Som sagt flyttede jeg ind hos min mormor, hvor to af hendes sønner stadig boede hjemme, min onkel Knud og onkel Svend, jeg var ca. 3 – 4 år.

Der er altid blevet taget sig rigtig meget af mig og leget med mig. Der var en onkel mere, Robert, men han var gift og boede i Gadeland hans kone hed Valborg og hun havde en søn, fra et tidligere forhold han hed Bent Nielsen. Robert kom på besøg hver tirsdag, og så er der min moster, hun havde fast besøgsdag om onsdagen så kom mine to fætre Bent og Flemming og min kusine Grethe med, så jeg havde legekammerater.

Da Svend senere flytter hjemmefra flyttede han først til Vestergårdsvej og sidenhen til Smedetoften i NV.   Han besøgte os hver søndag, af ham fik jeg lommepenge, hver søndag 1 kr. og senere steg det til 2 kr. om ugen.

Min mor og far kom en gang imellem, sikkert når hun havde overskud til det.  Min mormors børn har altid været meget knyttet til hende.  Da jeg var lille var de jo bare nogle unge mænd og de elskede at drille mig.

Fra jeg begynder at gå i skole, starter dagen altid med at min mormor kalder på mig imedens hun smurte min madpakke, og jeg fik altid god tid til at slå øjnene op.

Om vinteren inden jeg skulle af sted, sad jeg altid på skødet hos min mormor og hun læser tegneserierne i Socialdemokraten, som senere blive skiftet ud med navnet Aktuelt. Vi sad ved siden af kakkelovnen med standerlampen tændt. Når hun ikke lige havde mig på skødet, så var der gang i strikketøjet, der var jo mange, som havde brug for en varm sweater.

Min morgenmad bestod af en rundtenom rugbrød med leverpostej eller havregryn med mælk, som jeg skulle spise, også selv om jeg ikke var sulten, der var ingen pardon.

Jeg havde altid en rigtig god madpakke med, mange af de andre børn spiser den madpakke, som de kunne få på skolen. Egentlig var jeg lidt misundelig på dem, men min egen madpakke var nu altid langt bedre, indholdet var altid godt. Og så fik vi en ¼ l mælk på skolen.

Onkel Svend var selvfølgelig allerede taget på arbejde og Knud var i gang i kælderen med vandhanerne.

Når jeg kom hjem fra skole i de små klasser legede jeg ofte med mig selv. Til at sarte med boede der ikke så mange børn på vejen, eller også var jeg nede på værkstedet og ”hjælpe” min onkel med at lave vandhaner.

En gang jeg gik nede hos ham og legede kom jeg slemt til skade, jeg havde leget skib med en gammeldags klapstol og fik min tommeltot i klemme, han må have båret mig op i køkkenet for flere dage efter ulykken kunne jeg se blodstænk op af væggene, egentlig var det meningen at jeg skulle have været på skadestuen, men det kom jeg ikke, jeg må være faldet i søvn af udmattelse og så må de jo have fået stoppet blodet, arret har jeg stadig i dag ca. 60 år efter.

Efter aftensmaden blev der altid leget med mig eller læst i H.C. Andersens Eventyr.  Legene kunne bestå i at bygge lejligheder, det foregik på den måde, at man tegnede en streg fra prik til prik i en lille firkant og til sidst, havde man fået mange lejligheder med sit navn i. Eller det kunne være, at hvis Knud f.eks. skrev ordet SKORSTEN, så skulle vi inden for en bestemt tid finde så mange ord som muligt, ud af ordet altså f.eks. Sko – sten – en – te o.s.v.

Knud spillede også skak, dam eller mølle med mig eller kortspil i alle former, michigan der kunne man vinde penge og indsatsen var 1 øre elle 2 øre, men det gjorde spillet spændende, at man kunne vinde noget, 31 – 500 eller syvkabalen eller andre kabaler lavede vi også, det var hvad aftenerne gik med. Jeg havde også broderiarbejde og strikke arbejde, som min mormor tog sig af sammen med mig.

Knud øvede også læsning med mig og det gav anledning til mange tåre, da jeg havde svært ved, at lære at læse, men til gengæld behøvede jeg ikke hjælp til regning, så der var jeg altid foran.

Om sommeren var legene nogle helt andre, min onkel spillede badminton med mig i haven og vi legede og så en leg der hed ”Hvem har bolden, det har trolden”.

Jeg fik også tit slået telt op, eller fik lov til at bade i vores fuglebadekar, der kunne vi godt være alle fire, da vi var små. Eller min kusine og fætre byggede hule under kirsebærtræet, hvor vi kunne sætte tæpper fast med klemmer i træets grene, det kunne vi få rigtig mange timer til at gå med.

Og rigtig mange gange har jeg cyklet rundt om mosen med min onkel. Han var altid sød til at skubbe mig når jeg var kørt træt.

 

Søndagene

Om vinteren blev der altid hørt giro 413, og jeg fandt det frygtelig kedeligt, musik var kedelig og hvis jeg af en fejltagelse i dag for slået op på Giro 413 kan jeg straks mærke den samme triste følelse inden i, så bliver der meget hurtigt trykket på knappen så det er væk igen.

Knuds bedste musik valg var at spille Farinelli med Poul Bundgård eller den Helligestad Frans Andersson.

Da jeg blev lidt ældre og gerne ville høre Beatles, havde min mormor det udtryk, at det ”hotsvingerjass” ville hun ikke høre og min onkel kunne heller ikke lide det, og når jeg tænker på i dag, så vil min mand og stadig gerne høre moderne musik, selv om at vi er meget tæt på de 70 år.

Om sommeren, efter at min onkel havde fået sin første bil en Lloyd i grå nuancer, kørte vi tit i skoven, så var der smurt madpakker og lavet kaffe og på vejen derud til skoven havde vi købt basser.

Så sad vi ude i skoven og spiste den medbragte madpakke og fik kaffe og kage bagefter. Min onkel og jeg gik altid en tur i skoven og min mormor blev siddende tilbage ved campingbordet, da hun var dårligt gående og temmelig tyk.

 

Aftensmad

Aftensmad var altid kl. 17.00 så kom Knud op fra kælderen og var vasket og Svend var kommet hjem fra sit arbejde.  Vi spiste altid i spisestuen, med få undtagelser om vinteren.

Hvis det var koldt spiste vi ved sofabordet og portjæren trukket for. Vi havde faste pladser ved spiseborde Svend sad altid for bordenden jeg sad til venstre for ham min mor på hans højre side og så igen Knud ved siden af min mormor.  Det var altid hyggelige måltider og snakken gik altid lystigt og ofte var det politiske diskussioner som var på tapetet.

Vi har altid fået dejlig mad og meget forskelligt og der var stor forskel på sommer retter og vinter retter.

Jeg fik aldrig ikke lov til at være med i tilberedelsen af maden, jeg måtte kun kigge på.

Om vinteren fik vi medisterpølse med kartofler og rødkål, hvis vi fik pølser så var der altid stuvede gulerødder og grønærter til (det var ikke noget hit), hjerter i flødesovs, benløse fugle, bankekød, frikadeller så var der ofte noget surt til, hakkebøffer med blødstegte løg, brunkål og supper i alle afskygninger såsom oksekødssuppe, grønkålsuppe og guleærter og så var der altid pandekager til dessert, eller en engelsk bøf, fisk fik vi meget ofte, det kunne være torsk, sild, stegte ål, klipfisk med senneps sovs, rødspætter, torskebukser og hornfisk med de grønne ben, men det må have været om foråret.

Når min mormor handlede hakket kød, bad hun altid om at få skært oksekød der skulle hakkes, så hun kunne se hvad der kom i pakken, hun skulle ikke nyde noget af det der var hakket i forvejen. (hakkebøfferne smagte meget bedre, da jeg var barn end de gør i dag) Vi havde en rigtig god slagter med dejligt kød. Jeg fik ofte foræret en flæskesværd af slagteren.

Fisk blev altid hentet hos fiskekonerne (Skovserkonerne) på Gammel Strand og vi handlede altid hos Frederikke hun sad som nr. 2 oppe fra Højbro Plads med ryggen ud mod vandet.

Når vi fik engelske bøffer foregik det altid således, at min mormor købte et helt højreb og bad slagteren om at skære bøffen ud, så var kødet nemlig billigere. Så de første to dage fik vi engelskbøf med bløde løg.  Så var der til oksekødsuppe i to dage af resten af kødet, så 5 dagen blev resten af suppen blev der lavet skipperlapskovs, Knud overhældte med engelsksovs det elskede han. Bøfferne lå to dage i mellem forsats vinduerne i køkkenet, så de kunne holde sig kolde, fordi vi ikke havde noget køleskab.

Brunkål det var en af mine ynglings retter, for min mormor lavede ikke brunkål med sukker, det var hvidkål der blev snittet, hvor der kom ”som vi kaldte stakitterne” ribben, nøgleben og grisehaler i, sammen med kartofler og soja, for at kålen blev brun og salt til at give smag.

Efter at Svend var flyttet hjemme fra, så spiste vi tit brunkål ved sofabordet. Når det var rigtig koldt blev avisen Socialdemokraten,  lagt ud på midten af bordet, så når vi havde gnavet benene rene blev knoglerne lagt på avisen, lige til at smide i skraldespanden. Når vi spiste inde i stuen var porteren trukket for ind til spisestuen, for at vi kunne holde varmen, det var hyggeligt.

Resten af brunkålen blev stillet ud i mellem gangen, hvor der var koldt, her stod det i gryden til næsteaften for så at blive varmet op igen og nu smagte det næsten endnu bedre. Om morgenen kunne jeg finde på at hente mig et kødben i den kolde gryde, og gnave det i mig, det var noget af det bedste jeg vidste, så var saften stivnet og blevet til sky.

 

Oksekød suppen stod også i mellem gangen, men den måtte jeg ikke prikke i fedtlaget om morgenen, når det var stivnet, for så kunne suppen blive sur, så det havde jeg ordre på, at holde fingrene fra.

Ofte fik vi dessert det kunne være en eller anden form for grød, citronfromage eller det allerbedste var, når min mormor havde lavet sødsuppe, hvor der var æbler i og, at der kom ristede havregryn oven på.

Vi kunne også få hyldebær suppe også en af de gode retter. Ofte var der også  pandekager eller klatkager, de blev lavet en rest risengrød og stegt på panden, og så blev de serveret med syltetøj.

Der blev også ofte serveret Rombudding, det lavede min mormor af et færdigkøbt pulver, så kom der hendes hjemmelavede syltede kirsebær på.

 

Til Jul blev der lavet sylte af et ½ grissehoved, det var altid spændende at være med til, jeg kunne jo se hvor øjnene havde siddet, der var store huller, ørene kasserede min mormor, men hun forklarede mig, at der var mange som lagde dem rundt om sylten for ligesom, at holde på den. Blodpølse var også et fast ritual omkring juletid, den blev serveret med æblemos og kanel eller et ordentligt lag smør, som så blev drysset med puddersukker eller alm. sukker, blodpølse var dog ikke noget vi selv lavede, den var færdigkøbt.

På denne tid af året blev der også serveret hjemmelavede finker, det foregik på den måde, at vi kørte indvoldene igennem med håndkværnen, altid dejligt, at være med til dette arbejde der kom timian i til at give det en rigtig god smag.

 

Mad om sommeren

Om sommeren var måltiderne helt anderledes, så blev der serveret stegt flæsk med æbler, paneret flæsk og koteletter biksemad med spejlvæg og der var altid dessert i form af friske jordbær, rabarbergrød (rabarberne havde vi selv i haven) Kærnemælkskoldskål eller tykmælk (tykmælk lavede vi selv, hvis sødmælken havde fået en tanke, blev den slået op i tre tallerkener og fik lov til at stå til næste dag, så blev det serveret som tykmælk, med et godt lag puddersukker på).

Om sommeren spiste vi altid på terrassen, hvis det var muligt, den lå mod vest så vi havde aftensolen under måltidet, hele sommeren blev eftermiddagskaffen også altid serveret på terrassen. De dage, hvor det var rigtig varmt hentede vi isbåde oppe hos Søholm Ismejeri egentlig kunne jeg bedst lide en sodavandsis, så det købte jeg for det meste til mig selv, selvom de voksne ikke kunne forstå mit valg, de foretrak altid nougat eller vaniljeis.

Egentlig var jeg meget kræsen som barn og mine måltider bestod ofte kun af sovs og kartofler og når vi fik frikadeller tog min mormor altid de hårde skorper af, så jeg kun spiste det bøde inden i. En sommeraften hvor vi fik biksemad med blødstegte løg i var jeg lige ved at vende vrangen ud ad, og kunne slet ikke få det ned, men netop denne dag insisterede min onkel Knud på, at jeg skulle spise min mad, jeg sad i meget lang tid over maden og har sikkert vrælet, heldigvis rejste min onkel Knud sig på et tidspunkt, og så, så jeg mit snit til at smide maden ud over hækken, fuglene blev glade og jeg slap for den ”afskyelige” mad. Jeg blev godt nok spurgt om jeg havde spist maden, jeg fik nok en meget sort streg i panden, men der blev ikke talt mere om maden.

 

Frokost

Frokost madderne var også forskellige fra sommer og vinterhalvåret. Om sommeren kunne jeg få serveret æg og tomat madder, radisse mad skåret i skiver, enten på langs eller på den korte led. En jordbær mad skåret i skiver, en rosin mad en sjælden gang en chokolademad, banan mad som også var skåret enten på langs eller på den korte led. Eller en ræddike mad det var en af de bedste madder jeg kunne få.

Om vinteren kunne frokosten bestå af rester fra aftenensmaden stegt lever en kotelet skåret i skiver, røget flæsk skåret i tern så, at jeg ikke ”kløjes” i det, som var et af min mormors udtryk, det kunne jo godt være lidt sejt.  Eller hvis vi havde fået bankekød, hjerter eller lignende til aftensmad dagen før, det var en himmelsk mundfuld, for der var dejlig sovs på, så det smagte af noget. Eller en mad med blodpølse enten med æblemos på eller en klat smør oven på. Jeg kunne også få serveret en skive stegt flæsk, med æblemos oven på.  Af og til lavede min mormor råkost til mig bestående af revne gulerødder med presset appelsinsaft på.

 

Aftenskaffe

Var altid kl. 20.00  så blev der serveret to stykker franskbrød enten med ost, puddersukker eller syltetøj af min mormors hjemmelavede.

I vinterhalvåret fik vi altid en appelsin, en mandarin eller en blodappelsin. En gang imellem havde min mormor købt Toms chokolade guldbarre, der blev serveret efter aftenskaffen.

 

Højtiderne

Fastelavn

Når det var fastelavn blev der købt en hvid tønde med billede af en kat uden på (akkurat som de ser ud i dag) den blev hængt op i kælderen og mine fætre og kusine kom på besøg, og vi slog katten af tønden, når sidste bræt var slået ned, så var der godteposer.

Oppe i stuen blev der slået en snor rundt om portierestangen og så blev der bundet en struds (en slags bolle, som havde facon, som en søstjerne på stranden) i den ene ende af snoren, så fik vi besked på, at holde hænderne på ryggen og måtte kun spise med munden, og når vi så var lige ved, at få fat i strudsen, så hev min onkel selvfølgelig i snoren, det kom der meget morskab ud af, men mest for de voksne, som jeg husker det, men vi fik selvfølgelig bollen til sidst.

Jeg har også altid fået et flot fastelavnsris eller en kulørt tønde fyldt med slik.

 

Påske

Til Påske fik jeg altid et meget flot påskeæg af min onkel Svend, et af dem bestående af en chokolade i meget farve strålende papir og skallen var af chokolade og fyldt med fyldt chokolade, men der ud over husker jeg ikke nogen særlige traditioner.

 

4. Maj

Hvert eneste år den 4. maj havde vi selvfølgelig lys i vinduerne og selv om jeg er født efter 2. verdenskrig, i 1948 fornemmede jeg tydeligt den højtidelighed det var. Vi havde stadigvæk mørklægningsgardinerne hængende, og hvis jeg husker rigtigt kom de først ned, da min mormor døde i 1966

Om det lige var ved denne højtidelighed altså 4. maj, at jeg hørte historier om 2. verdenskrig ved jeg ikke. Men det er jo højst tænkeligt. Min mormor fortalte om, hvordan alle deres vinduer klirrede i hele huset, da den franske skole blev bombet. Eller når min mormor gik til slagteren for at købe ind, så vidste hun aldrig hvad der var i pakken, først når hun kom hjem og fik åbnet, så hun hvad den indeholdt, og den var altid god. Eller om dengang, hvor de alle sammen sad i det lille værelse ”pigekammeret” og havde tændt for en primus for at holde varmen. Til alt held var mine onkler rygere, for Svend tænder en cigaret og derved opdager de, at der ikke var mere ilt i værelset. Havde han ikke været ryger, så var de sikkert alle sammen døde af iltmangel.

 

Pinse

Til pinse var det noget særligt, for nu måtte jeg få ankelstrømper og sommerkjolerne på, for nu var det sommer. Om det så havde været 30 grader inden pinse, så var der ikke noget der hed sommerkjoler før Pinse.  Som min mormor altid sagde: ”Til Pinse mit lam, når skoven bliver grøn”.

 

Skt. Hans

Til Sct. Hans har jeg en enkelt gang være i Degnemosen til bål.  Og ellers var jeg med min moster og hendes familie på ferie på Møn. Og her var der bål på stranden ved campingpladsen.

 

Jul

Hjemme hos os var jul altid ens, med undtagelse af en enkelt gang, det vender jeg tilbage til.

I hele december måned hang der nisser på væggene og det var nisser, som var tegnet af Christel, de var meget flotte. I lysekronerne hang der engle.

Hele december måned var en spændende måned. Jeg har altid fået de flotteste julekalendere nogle man selv skulle samle, jeg husker specielt en, det var en julemand som skubbede en trillebør foran sig med gaver i.

Min mormor lavede selv alt, hvad der skulle bruges til godteposer og småkager. Det var sweitzerpastiller, marcipansnitter og så var der nogle chokoladetoppe som indeholdt revet appelsinskal og cornflakes.

Om eftermiddagene blev der bagt brunkager, og kogt klejner, men vaniljekransene blev lavet i fællesskab med min onkel Knud om aftenen, for de var ikke sådan lige at få styr på, så der måtte hun have en hjælpende hånd.

Der var købt ind i Brugsen af forskellige kolonialvarer og de blev altid bragt, det var spændende, at se hvad der blev leveret. Sodavand, nisseøl, pomeransskal, sukater, mel, sukker og alt muligt andet der hørte julen til, og det blev sat ned i vores kælder.

Selve juleaften foregik på den måde, at min moster hendes mand og deres tre børn kom hver jul.

En gang i mellem kom min onkel Svend og hans kone også, men det var ikke en fast tradition.

Jeg fik altid lov til at dække bordet, hvilket jeg holdt meget af. Og nogle dage forinden var jeg blevet sat i gang med at pudse æbler, så de skinnede, når de blev lagt i skålen.

Når vores gæster var kommet, blev der serveret gåsesteg, som indeholdt æbler og svesker, det var med til at give sovsen den helt rigtige smag, kartofler og rødkål og min mormors hjemmelavede asier.

Det var en fast tradition, hvem der fik hvilket stykke af gåsen, mit stykke var altid en vinge, som jeg elskede at gnave på. (De sagde altid til mig, at jeg hade fået et lår, men jeg er blevet klogere med alderen, men jeg var godt tilfreds med mit ”lår”)

Børnene fik sodavand og de voksne fik nisse øl – jeg mindes ikke, at der juleaften blev serveret rigtig øl.

Som dessert fik vi altid is, enten havde min mormor selv lavet den, hvis det havde været så mange frostgrader, at det kunne lade sig gøre.

Hendes is smagte altid godt, den var lavet med revet appelsinskal.  En hvid metalspand blev fyldt med sne og isen sat ned oven i og så sne oven på, så at den kunne fryse. De vintre, hvor det ikke kunne lade sig gøre, blev der købt en is hos Søholm ismejeri den var meget flot, den var beklædt med marcipan og der var tegnet en gris oven på med rødt gele.

Efter at vi havde spist og vasket op blev der danset om juletræet, der var altid levende lys på træet.  Det var en fast tradition for at vi startede med en salme f.eks. Et barn er født i Betlehelm, og egentlig var det mærkeligt, da min familie ikke var særlig troende. De var faktisk ateister.

Og så var der de almindelige kendte julesange, men vi havde også  en fast tradition med nogle sanglege, som jeg gik mig over Sø og land.

 

Og så den leg, som jeg hold mest af:

Vinde, vinde nøglegarn
Så fint, så fint som rendegarn.
For Anna ville vi bukke,
for Anna ville vi neje,
for Anna ville vi vende os om
og gøre en lille komfeje.

Vi nejede og bukkede for hver enkelt i rundkredsen.

Og Så går vi rundt om en enebærbusk:

Så går vi rundt om en enebærbusk,
enebærbusk, enebærbusk,
så går vi rundt om en enebærbusk,
tidlig mandag morgen.
Så gør vi sådan, når vi vasker vort tøj,
vasker vort tøj, vasker vort tøj,
Så var det blevet tid til julegaver og det var kun børnene der fik gaver, jeg har altid fået nogle fine gaver bare for at nævne nogle. Et år havde min onkel Svend selv lavet et dukkehus til mig. Et år fik jeg en dukkevogn, og en dukke, hvor min mormor selv havde strikket det fineste tøj til den og da jeg blev ældre ca. 14 år fik jeg en Bernina Symaskine af min mormor og Knud (ja, jeg har været meget privilegeret, men også strengt opdraget.)

Efter julegaverne var der selvfølgelig kaffe og småkager, og efter dette fik børnene en godtepose, der gik meget lang tid med at sorterer og sammenligne, om vi havde fået det samme. Indholdet var selvfølgelig min mormors hjemmelavede, og der var også altid et Cox Orange æble fra vores egen have og en appelsin. Til de voksne blev der serveret godter på et fad, valnødder, paranødder, hasselnødder, dadler og figner.  Og hertil fik de et glas Patria, som blev blandet med citronvand.

Den jul, der ikke gik helt som den plejede, var det år, hvor min onkel Svend, havde foræret mig en lille vaskemaskine, med tilhørende vaskepulver. Jeg havde fået den om formiddagen den 24. december, og jeg skulle selvfølgelig lege med den i løbet af dagen. Uheldigvis, havde min mormor gåsen liggende i vasken i noget vand, inden den skulle gøre i stand.
Da jeg var færdig med at lege med vaskemaskinen hældte jeg indholdet fra min vaskemaskine ud i vasken hvor gåsen lå, og havde ikke tanke for, at der var sæbe i vandet fra vaskemaskinen, og at det ikke var det bedste for gåsen. Det skulle senere vise sig, at det kunne smages på gåsestegen, så den juleaften, var jeg ikke helt så populær.

Første juledag holdt vi hjemme hos selv uden gæster. Min onkel Knud fik en øl og snaps og jeg brugte dagen til at lege og kigge på mine julegaver.

Anden juledag blev altid holdt hos min moster, så havde hun lavet det helt store frokostbord, de boede i en af de helt nye moderne lejligheder i Ruskær i Rødovre, det var Arbejdernes Andelsboligforening lejligheder.

 

Valg

Når der var Folketingsvalg fulgtes jeg altid med min mormor til Voldparken, her foregik afstemningen på Voldparkens Skole, det var en meget højtidelig dag.  Jeg mener også, at vi en gang har været i Svendskelejeren for at afgive stemme, men det står lidt uklart for mig.

 

Dyrskue

Hvert år var der dyrskue på Bellahøj, og hvert år var jeg sammen med min mormor til dyrskue, det var også lidt ud over det sædvanlige et afbræk i hverdagen.  Da jeg blev ældre tog jeg selv på dyrskue med en veninde, jeg husker specielt et år det var da prinsesse Anne Marie skulle forloves/giftes med Kong Konstantin. Det år vrimlede det med græske soldater i deres fine hvide nederdele. Jeg kom i kontakt med en af dem og han må være blevet forelsket i mig, for efter at han var kommet hjem til Grækenland modtog jeg et brev fra ham. At postvæsnet har kunne finde frem til mig var en gåde, for mit navn og adressen var skrevet som det rene volapyk. Men han havde ikke min interesse, så det blev der ikke mere ud af.

 

Børnehjælpsdag

Hvert år, før det blev børnehjælpsdag, kom der nogle og ringede på vores dør for at sælge børnehjælps lodder. Min mormor købte altid to styk og min onkel købte også to styk, det var sjældent at vi vandt noget, men et år, havde vi vundet og vi skulle hente præmien, det foregik i Søpavilionen inde ved Søerne, så min mormor og jeg drog af sted med sporvogn, det viste sig at præmien var en pakke småkager, nogle af dem med creme imellem. Men turen derind og at vi havde vundet noget, det var i sig selv spændende.  Dagen hvor vi hentede præmien har sikkert været i forbindelse med selve børnehjæpls dagen, inde i København.  Og hvis jeg husker rigtigt, var det ved Nørre Ports station, hvor man bl.a kunne spille på et lykkehjul og hvis man var heldig, kunne man vinde, i det hele taget var det en festlig dag, mange mennesker og musik.

 

Tivoli

Hvert år har jeg også været sammen med min mormor og moster i Tivoli, vi havde min kusine og min yngste fætter med.  En af de ture, som jeg særligt husker, er da min mormor havde pyntet mig i en fin sommerkjole, står jeg ude på vejen og venter på, at hun skal blive klar, så kalder hun på mig for jeg skal lige tørres om munden, så at jeg er fin og ren. Men jeg svare hende: ”Det er ikke nødvendigt for moster har spyttet” så min moster havde taget sit lommetørklæde frem, spyttet på det, og tørret mig om muletøjet. Den sætning hørte jeg rigtig mange gange år frem i tiden, og jeg vil selvfølgelig aldrig glemme den. Dagen i Tivoli var altid en festlig dag, hvor vi fik lov til at prøve nogle forskellige ting og det var en selvfølge, at vi fik en af de store lyserøde vatpinde.

 

Bakken

På Bakken kom jeg også en gang om året, det var sammen med min onkel Svend og hans ”kone” Martha. (der gik mange år førend at de blev gift). Vi kørte med toget derud og gik fra Klampenborg Station til Bakken.  Her kørte vi i radiobilerne og sikkert også andre ting, men jeg var vidst ikke det mest modige barn så jeg tror, at jeg var godt tilfreds med bare at kigge på. Vi fik altid en engelsk bøf på et af spisestederne: Selvom, at jeg kun var et barn, fik jeg også en engelsk bøf. Når vi vendte hjemad igen var det blevet mørkt og stemningen blevet meget hyggeligere, så det må have været i augustmåned vi har været der.

 

Ferier

De fleste af mine ferier har jeg holdt med min moster og hendes familie, min onkel Knud kørte mig til Møn med Nimbussen jeg sad i sidevognen. I løbet af ferien, kom de andre onkler og så på besøg på campingpladsen på Ulvshale på Møn, min onkel Svends ”kone” Martha, havde sin far boende i Stege og han var oprindelig skrædder. Så ham besøgte vi også. Vi kunne finde på at sejlede til Nyord med posten, det var kun lige inde ved Stege, at der var dybt vand, ellers kunne vi se bunden hele vejen til Nyord, det var en hyggelig tur og posten var en rar mand.

En af de første ferier jeg husker er dog, i Kisserup, her havde min moster og hende mand lejet et stuehus til en lille gård, hvor værtsparet selv boede i hønsehuset.  Jeg husker, at jeg kørte derop samme med min onkel på motorcykel, med mig i sidevognen. På vej hjem var jeg selvfølgelig blevet træt så jeg sover sikkert halvt, men jeg så isbjørne på markerne og det fortalte jeg, da jeg kom hjem det blev der megen morskab ud af, det har sikkert været får. (Disse historier om hønsehuset og isbjørnene, husker jeg selvfølgelig kun fordi, at jeg har fået fortalt historierne mange gange).

Min første ferie, hvor jeg har været af sted alene, var på feriekoloni til Enø ved Karrebæksminde, hvor gammel jeg præcis har været ved jeg ikke, men et sted mellem 7 og 8 år jeg kunne i alt fald sende et ubehjælpsomt skrevet postkort hjem.

Jeg havde frygtelig hjemve og så sker der det, at vi en aften får serveret pølser og varm kartoffelsalat, (ikke lige et hit, svært at få ned) og flere af børnene blev efterfølgende syge så pølserne må have været dårlige, og så sker der det allerværste i min verden, at næste dag skulle vi have fisk til aftensmad, jeg var et meget kræsen barn og fisk var ikke just en af de retter jeg kunne få ned.

Så jeg sendte et postkort hjem og beklagede mig over, at have været syg og at vi skulle have fisk, som jeg skrev på kortet at ”jeg har set kasserne” underforstået fiskekasserne.

Og hvad sker der så, næste dag kommer min onkel Knud i Nimbussen og henter mig, og så kom jeg igen hjem til mine trykke rammer.

 

Der går så en del år før jeg igen kommer på feriekoloni, jeg regner med, at jeg har været ca. 13 år, så det bliver til Sejerø bugten i en meget stor gul bygning, her sov vi 4 piger på samme stue.

Ved siden af ligger en FDF lejr hvor drengene bor, og vi har selvfølgelig fået besked på, at dem skulle vi holde os fra, men det var for spændende, så det overholdt vi selvfølgelig ikke. Ved siden af den store bygning lå/ligger en mindre bygning, hvor vi hver eftermiddag fik serveret mellemmadder, vi kunne vælge mellem fedtemadder eller syltetøjsmadder, jeg foretrak altid fedtemadderne på det dejligste rugbrød med groft salt, hertil fik vi et glas saftevand.

Men selv om jeg var blevet en del år ældre, led jeg stadig frygtelig af hjemve, men her holdt jeg ”pinen” ud.

Om det lige var året efter, at jeg kom til en koloni i Hjerting som ligger tæt ved Esbjerg ved jeg ikke, men hjemveen, havde stadig ikke rigtig mistet sit tag i mig og jeg var glad, da jeg var hjemme i Brønshøj igen.

 

Min konfirmation

Da jeg bliver konfirmeret fik jeg foræret en rejse til Italien af min mormor og Knud, vi skulle kører med bus gennem Tyskland og Østrig for, at ende i det nordlige Italien Vipitino, her købte jeg en flaske vin i bast med hjem, til min onkel Knud og en flot dukke (en italienderinde) med sort hår til min mormor.

Under vejs igennem Tyskland og Østrig boede vi på forskellige vandrehjem, der var 4 skolelærer med på turen, det var ikke nogen fra vores skole så de var helt ukendte, som skulle passe på os. Men efter mine begreber var de selv mere interesseret i at være på ferie.  Vi fik dog set mange seværdigheder under vejs, bl. a. var vi en salt mine i Østrig, hvor vi kørte på stejle slisker ned igennem bjerget for, at ende langt ned, hvor der lå en saltsø, som var oplyst og her sejlede en lille båd, hvor der sad en mand og spillede på violin, en fantastisk oplevelse lyden var noget helt særligt.

Om aftenen fik vi lov til at gå på værtshus (jeg har højst været 14/15 år), her mødte jeg en voksen mand som var temmelig interesseret i mig, han forærede mig et smykke med jomfru Maria på, nu har jeg aldrig kunne lide øl som ung, så der var ingen der kunne løbe om hjørner med mig, jeg havde fuld kontrol over situationen. Men jeg mener dog, at det var meget uforsvarligt, at lade os være på egen boldgade i et fremmed land, det var jo ikke alle der holdt sig fra de våde vare.

Hvis min mormor havde vidst, at det foregik sådan, så ved jeg, at jeg aldrig havde fået lov til at komme med på en sådan tur. Lærerne den så vi ikke noget til, de holdt deres egen fest.

Den sidste ferie jeg holder imedens jeg bor hjemme var dat min onkel Knud tager min kusine Grete og mig med til Norge og vi kører helt til Trondheim, her oplever vi det, at vi en aften har slået vores telt op og da vi vågner om morgenen, så havde det sneet om natten. Det var lidt spændende at se, sne midt om sommeren. Der var også noget andet, der var meget spændende, jeg blev for første gang i mit liv forelsket i en ung nordmand, men min kusine løb hjem og sladrede til min onkel, og så blev jeg hevet hjem. Jeg så aldrig den unge mand mere.

Egentlig var Knud ikke særlig interesseret i, at have to piger med på ferie, han var kun vandt til, at have min fætter Bent med på ferie, så blev der pakket konserves og telt til deres ferie, det foregik først i Jylland med motorcyklen og i de senere år havde han ham ned til Norge flere gange i Lloyden.

 

Vores bogreol

Indeholdt rigtig mange klassikere, men bøger var ikke noget jeg måtte rører, det var nærmest en hellig skat.

Jeg er i besiddelse af bøgerne i dag med undtagelse af nodehæfter og leksikonet.  Alle bøgerne er flot indbundet.

Jeg måtte heller ikke gå på biblioteket det var for farligt fordi jeg skulle krydse Frederikssundsvej, hvilket undre mig i dag og jeg mener helt klart, at det var en mangel i min opdragelse, at jeg ikke fik lov til at røre og læse bøgerne. Her er en liste over nogle af de bøger, som jeg stadig er i besiddelse af:

Marguerite Steen: Solen er min fjende. Thit Jensen: Stygge Krumpen, Valdemar Atterdag, Drotten. Ernst Hemmingway: Efter Stormen, Farvel til Vaabene. At have og ikke og have, Og Solen går sin gang, De ubesejrede, Hvem ringer klokkerne for. F.M. Dostojefski: Idioterne I, Idioterne II, Rodion Raskolnikof I Rodion Raskolnikof II, Brødrene i Karamassof I Brødrene i Karamassof II Brødrene i Karamessof III . John Steinbeck:  Mus og Mænd, Vredens Druer, Det Ukuelige Sind, Den Lange Dal, De Himmelske Græsgange, Dagdriver Banden. Charles Dickens: Pickwick Klubbens Efterladte Papirer. Pickwick Klubbens Efterladte Papirer 2. del (1910). En Fortælling om to Byer (København Kunstforlaget ”Danmark” 1909) Bjørnstjerne Bjørnsson: Brudeslåtten. Leo Tolstoi: Krig og Fred 1. del og 2. del (1909) Adam Oehlenschlægr: Aladdin eller Den forunderlige Lampe

Det var et lille udpluk af hvad bogreolen i mit barndomshjem indeholdt og selvfølgelig, havde vi også H.C. Andersens Eventyr, men den blev foræret væk til en yngre fætter.

 

Min mormor

Min mormor var en rund og trin dame, med langt hår, som var snoet op i nakken og sat fast med hårnåle. Hun havde ikke ret mange tænder i munden og når hun grinede hoppede hendes mave, hvilket hun gjorde ofte. Hun var også en meget bestemt dame, som jeg havde respekt for. Men hun var også meget kærlig og har taget sig rigtig meget af mig og lært mig rigtig mange ting, som syning, brodere og læse gotiske bogstaver og meget mere.  Og generelt et sundt livssyn.  Og jeg tror ikke, at der er et ordsprog, som jeg ikke kender hun havde altid et på læberne.

Min mormor var syerske/dameskrædder og som jeg ofte har hørt, som barn så har hun syet på Det Kongelig Teater og hun fortalte, at når der var noget som skulle være særlig fint så hev de et hår af hovedet og så blev det brugt til at sy med. Min mormor har også været syerske hos Fonnesbech, et meget fint stormagasin, som ikke eksisterer i dag, jeg har dog som barn været der sammen med min mormor i Fonnesbech og jeg elskede at komme der, der var så fint og lige når man kom ind i stormagasinet stod der et lille springvand, som indeholdt parfume.

Jeg tror aldrig at vi har købt noget der, vi kiggede bare.

Og jeg har også ofte hørt, at hun har syet hos Illum, det har min moster og hendes datter min kusine også.

Planen var også, at jeg skulle være syerske, men jeg var i erhvervspraktik i 9 klasse hos Magasin som ”syerske” her fik jeg lov til i 8 dage at sidde og sy stropper i kjoler, således at undertrøje og BH stropper ikke faldt uden for kjolen, efter disse 8 dage var jeg kureret for at skulle være syerske.

Jeg har aldrig set min mormor sidde med hænderne i skødet, hun var altid i gang med et eller andet.

Der blev syet, strikket og syltet lavet dejlig mad eller bagt. Alle børnene i familien havde glæde at hendes strikkerier, vi fik alle 4 min kusine, mine to fætre og jeg sweaters med stjerner.

Og jeg som boede hos hende fik selvfølgelig mange flere hjemmelavede ting. Min mormor syede sommerkjoler til mig, af stof som vi havde købt i Daells Varehus, eller også stof af gamle kjoler, som min onkel Svends kone havde fået hos rige fruer, hvor hun gjorde rent, de blev sprættet op og vendt vrangen ud, så var stoffet jo helt nyt på den modsatte side, jeg husker specielt to kjole den ene var en chirisrød taftkjole og den anden en ternet taftkjole, kjoler som jeg var meget glad for. Stoffet fra Daells Varehus var hvidt med forskellige små blomster på til sommerkjoler.

Om morgenen læste min mormor altid avisen, vi holdt Socialdemokraten, som senere kom til at hedde Aktuelt. Om eftermiddagen og aftenen gættede hun kryds og tværs og det var altid nogle kæmpe store nogle af slagsen, jeg tror at hun var temmelig god til det, de blev i alt fald altid løst. Knud og min mormor havde mange samtaler om, hvad der skulle stå, de var begge passionerede kryds og tværs opgaveløsere.

Min mormors påklædning om vinteren var altid, en grøn/grå meget småternet kjole, og når hun skulle være fin, som til juleaften eller når hendes børnebørn skulle konfirmeres, så var det en mørkeblå kjole med v-udskæring og selvfølgelig gik den helt ned til anklerne, på denne kjole havde hun en broche som forestillede en sløjfe, hvor der hang en hestesko neden under med nogle små farvede sten på, den har sikkert ikke været af guld men nok snare simili.

Om sommeren havde hun to forskellige kjoler i brune nuancer og småblomstret og hertil var der forklæder i samme stof, som hun altid havde på for at beskytte kjolen, det var nemmere, at vaske forklæderne end selve kjolen.

Når min mormor skulle på indkøb var hun altid iført hat, hun gik aldrig uden for en dør uden den og hendes frakke gik også helt ned til anklerne.  Om vinteren havde hun aldrig vanter på selv om det kunne være mange frostgrader.

Den gang min mormor handlede ind fandtes der ikke supermarkeder, da var det enkelte butikker, hvor at man købte de forskellige ting, men man skulle henvende sig til købmanden eller ekspeditricen, når det blev ens tur.

På hjørnet af Hirsevej og Frederikssundsvej lå bageren, her købte vi en pot mælk og mange basser og slik til mig, ved siden af lå kolonihandleren her købte vi mel, sukker blå cirkelkaffe, som vi fik malet og Ricks (tilsætning til kaffe).

Så kom viktualiehandleren her kunne man købe afskåret pålæg, salater og stærkt røget medister, som var en af mine livretter, sådan et stykke, kunne jeg godt få lov til at gå og gnave i. Hos os blev der aldrig købt afskåret pålæg, det var alt for dyrt ifølge min mormor.

Slagteren lå på modsatte side af Frederikssundsvej, men inden vi kom til slagteren lå der en forretning der hed Iris, den på hjørnet af Rolandsgården og Frederikssundsvej. Her købte vi altid en snes æg og et pund smør, som lå i dritler og så blev det klasket sammen og vejet, det var lagt på et stykke papir, hvorpå der var vand.

Hos slagteren var det selvfølgelig kød af forskellig art, men to ting som jeg har bidt mærke i var at min mormor altid købte skært oksekød, som blev hakket så hun så, hvad der var i det hakkede kød og ligeledes med flæskekødet det var altid småkød, som blev hakket det var lidt dyre det det færdighakkede. Min mormor sagde altid, at det færdig hakkede indeholdt alt muligt (opfej fra gulvet). En ting mere som fangede min interesse, da jeg var barn, var når hun købte højreb, her fik hun slagteren til at skære bøffen ud, men hun fik det til den samlede kilo pris af hvad højrebet kostede. For sjov vejede slagteren en dag bøfkødet alle og fortalte hende, hvad det kostede, hvis hun skulle købe det som bøfkød alene.

For at komme til grønthandleren skulle vi gå videre af Frederikssundsvej over Kappelejevej forbi Søholm Ismejeri, der lå han i en nærmest barakagtig forretning her købte vi alle vores grøntsager nye kartofler fra Samsø og i hele jordbær sæsonen købte vi jordbær. Grønthandleren havde tidligere ligget på modsatte side, men dengang var hans forretning nærmest en bod.

Når vi havde været i Daells Varehus at handle kunne turen gå til Grønt Torvet og købe forskellige grøntsager (i dag Torve Hallerne).

En gang imellem gik vi til Mirakel Priser i Voldparken, (hvis jeg skal sammenligne den med noget tilsvarende i dag må det blive JYSK). En temmelig rodet butik, som havde alt lige fra stoppenåle til metervarer. Her købte min mormor ubleget lagenlærred, for som hun sagde, at det bliver meget mere hvidt end det færdigkøbte hvide lagenlærred og så var det meget tykkere. Når det var blevet vasket nogle gange og havde hængt ude i solen, så var det blevet blendende hvidt.

Søndag morgen var det altid min mormor som gik til bageren for at købe morgenbrød, vi fik altid rundstykker to pr. mand og to Spandauer med syltetøj. Når hun kom hjem havde hun altid købt slik til mig, det kunne være en lakrids tandbørster, en slikkepind, salmijakstang eller lakridscigaretter jeg blev aldrig snydt.

Om sommeren blev der syltet, vi havde flere frugttræer og bærbuske i haven. Gråpærerne blev skrællede og lagt i en sukkerlage med hele nelliker til at give smag til det færdige resultat. Æblerne blev brugt selvfølgelig først og fremmest som spise æbler, og de kunne holde helt til jul, men en del af dem blev brugt til æblekage med makroner og flødeskum.

Vi havde også et kirsebærtræ, hvor grenene hang helt ned til jorden næsten, et perfekt træ til at bygge hule inden under. Min mormor plukkede alle kirsebærrene, og så sad hun oppe på tearessen og pillede stenene ud, det foregik på den måde, at hun hev en hårnål ud af håret, som blev brugt til at tage stenene ud med, og efter arbejdet var færdigt så blev hårnålen selvfølgelig sat tilbage i håret igen. De syltede kirsebær smagte dejligt og blev bl.a brugt som tilbehør eller bare spist som de var.

Vi havde også røde og hvide ribs, stikkelsbær og rabarber i haven. Ribs og stikkelsbær blev bare spist som de var, af rabarberne lavede min mormor altid til rabarbergrød.

Min mormor vaskede også selv alt vores tøj, 1 gang om måneden blev der vasket. Dagen før sådan en vaskedag blev tøjet lagt i blød. Det var lige fra sengetøj til min onkels meget snavsede arbejdstøj, sengetøj og undertøj kom i gruekedelen og så kom der blånelse i vandet, det var en lille pose med noget blåt inden i, det var for at tøjet skulle blive ekstra hvidt, så blev det kogt og for så efterfølgende, at blive skrubbet på vaskebrættet. Hun startede selvfølgelig med det mindst snavsede for til sidst, at vaske min onkels meget snavsede arbejdstøj, som også kom en tur i gruekedelen.

Alt tøjet blev hængt ud i haven for at tørre og det var både sommer og vinter. Om aftenen, når vi skulle i seng og der var kommet rent og velduftende frisk sengetøj på, var bare noget af det dejligste.

Lektier var ikke noget min mormor har taget sig af sammen med mig, det var altid min onkel Knud der tog sig af den del. Han var desværre ikke altid den mest pædagogiske, når det gjaldt mine evner ud i læsekunsten.  Jeg havde desværre meget svært ved det, og det blev ikke bedre af, at han skældte mig ud, når der var noget jeg ikke kunne læse og jeg har vrælet mange tårer over de ”skide bogstaver”.

Dette lovede jeg mig selv, at det aldrig skulle ske for mine børn, så jeg lærte dem at læse, da de var tre år gamle, og det kunne de.

Min onkels karakterbog var næsten udelukkende fyldt med rene ug og ug-, hans skolelære hed Schlütter på Enghave Plads Skole, han blev senere skoleinspektør på Brønshøj Skole, hvor jeg har gået. Min karakterbog var sjældent over g+ undtagen i regning, der fik jeg altid gode karakterer.

Jeg har aldrig haft pligter hjemme, og når min mormor lavede aftensmad, måtte jeg bare stå og kigge på ikke noget med, at hun satte mig i gang med at skrælle kartofler, eller andet husligt arbejde.

Min mormor brugte mange ordsprog og de hænger selvfølgelig stadig ved mig i dag og mange af dem giver jo rigtig stof til eftertanke, så hun har været en god lære mesterlære.

Som sagt har jeg haft en rigtig god barndom, men jeg har dog fået to røvfulde af min mormor og den ene med en bøjle, den ene røvfuld husker jeg ikke, hvorfor at jeg fik den, men jeg husker, at min onkel Svend var hjemme og han standsede hende og sagde til hende: ”Nu er det vidst nok” og så fik jeg ikke flere smæk.

Den anden røvfuld husker jeg til gengæld tydeligt, hvorfor at jeg fik den, mine onkler og mor havde en kusine der hed Gurli, hun var gift med en amerikansk professor, hun kunne finde på at komme uanmeldt en gang imellem. Hun havde en lille datter der hed Susanne.

Det var netop sådan en dag, at jeg fik min anden røvfuld. Jeg var nede og lege på trekanten, da min mormor kom og hentede mig, jeg skulle komme hjem og hilse på Gurli og Susanne, jeg løb i forvejen og rundt om huset og så af sted igen ned på trekanten, og så kunne min mormor hente mig en gang til. Jeg havde ikke lyst til at tale med nogen, som kom fra Amerika. Susanne talte nu dansk, når hun var her og amerikansk når hun var i Amerika.

Min mormor kaldte mig mange ting: hendes blomst, eller lille lam, men jeg kunne også være et utaknemmeligt skarn – hvorfor jeg var det, er aldrig gået op for mig.

Min mormor fik sin første blodprop da jeg var ca. 14 år, en dag hun havde været i byen og handle og begge hænder var fyldte med to tunge tasker som altid, var hun lige kommet igennem Rolandsgården og forbi de første villaer så kunne hun ikke mere. Min onkel blev tilkaldt og fik kørt hende hjem. Vi får hende på Bispebjerg Hospital og her fortæller de hende, at hun skal tabe sig.

Efter ca. 8 dage kommer hun hjem fra hospitalet og jeg har lavet frikadeller til aftensmad, mig som aldrig havde de rørt en finger, jeg havde fået hjælp af min legekammerat Karens mor til at røre farsen. (Hende som boede i Vinkyperens hus).

I lang tid lever hun næsten udelukkende af blomkål og grønne bønner så hun er lige ved at vende vrangen ud, men hun taber sig temmelig meget. Hver dag når jeg gik i skole eller hjem fra skole, og når jeg hører en ambulance var jeg altid bange for, at hun var blevet syg igen og når jeg kommer hjem fra skole, var det første jeg kiggede efter var om hun lå i sengen. Min mormor har ellers aldrig været syg og aldrig en, som har beklaget sig over noget, så, hvis hun lå i sengen, så vidste jeg, at det var helt galt.

Hun får en blodprop mere, og kommer på Bispebjerg igen, vi besøger hende selvfølgelig hver aften. Hvad der gjorde et meget stort indtryk på mig var, at der ved siden af min mormor lå en forholdsvis ung dame som var usædvanlig tynd, som var meget, meget syg, hende fik jeg helt vildt ondt af.  Kort tid efter min mormors 2. blodprop skal jeg til at finde ud af, hvad jeg skal beskæftige mig i mit voksne liv.,

 

Min lære tid

Da jeg forlod skolen efter 9. klasse skulle jeg selvfølgelig have en lærerplads. I mit ”lille” hoved regnede jeg med, at det eneste jeg kunne finde ud af var at blive ekspeditrice, så derfor blev valget en læreplads i Daells Varehus.

Jeg havde fået lov til at holde sommerferie til 1. august 1964, sommerferien havde jeg brugt til, at sy en ny sommerkjole den var med lyserøde tern og stolpelukning. Den mødte jeg op i da jeg var inde og skulle søge læreplads.  Jeg var selv inde at søge lærepladsen og imedens jeg går lidt frem og tilbage inden jeg tager mod til mig, at møde op på personalekontoret møder jeg en dame, som også skal ind og søge arbejde. Hun hedder Renata og er oprindelig Wienerbarn fra Østrig, hende blev jeg gode venner med.

Nå! men inden man kunne blive elev i Daells Varehus skulle man op til en prøve hos personalechefen, hun hed Fru Seidelin. Jeg skulle lave nogle regnestykker, skrive en diktat og en fristil, min fristil kom til at handle om min lille undulat Jacob.

Jeg bestod selvfølgelig prøven og skulle starte den 1. august 1964. Min moster havde syet den flotteste stramme sorte nederdel og en smuk hvid bluse, det var uniformen jeg skulle have på.

Det mest mærkelige ved min ansættelse var, at jeg kom op i afdelingen lige med det samme, alle andre piger, som skulle starte som elev skulle først være samlerpiger i grønne kitler og de pakkede vare ind til forsendelse. I min lære tid gik jeg på Handels Skolen i Købmagergade i dagtimerne, men ikke nok med det så fik alle elever sær undervisning i Daells Varehus. Det var et rigtigt godt sted at stå i lære. Og mange unge mennesker har efterfølgende fået gode stillinger. Som eksempel kan nævnes modeskaberen, Erik Brandt som også har stået i lære i Daells Varehus.

Da jeg er 17 år får min mormor en hjerneblødning. Det må have været en søndag morgen, som sagt sov jeg ved siden af min mormor og egentlig var jeg vågen, jeg ligger i en tilstand mellem vågen og søvnen, men har ikke registreret noget. Så kommer min onkel ind står for enden af hendes seng og spørger hende ”Nå mutter! Hvad skal vi have hos bageren i dag,” og så svare hun ikke, så var det, at vi kunne se, at den er helt gal. Jeg får besked på at ringe efter min anden onkel Svend, at han skal komme og mine hænder ryster så meget, at jeg næsten ikke kan ringe på telefonen.  Hun kommer på Bispebjerg igen, men denne gang kommer hun ikke hjem. Hun ligger der 8 dage, vi besøger hende hver aften, men hun vågner ikke op mere.

I ugen op til hjerneblødningen havde hun lige vasket storvask (77 år gammel).

Efter at hun er død, så bliver jeg beordret på arbejdet dagen efter. Der var jo ingen grund til at blive hjemme. Når jeg tænker på det i dag synes jeg egentlig, at det var hård kost, men måske også en klog beslutning. Efter min mormor døde synes jeg, at det værste var, alt det jeg ikke kunne fortælle hende mere. Der var så mange ting, som jeg stadig godt kunne have tænkt mig, at have delt med hende.

 

Men sådan er livet jo, noget forsvinder og noget nyt kommer til. Det var min gode barndom i Brønshøj hos min mormor og Knud min mors bror, fortalt i store træk.

 

Min historie er tilegnet Stadsarkivet og mine efterkommere.

 

Ea Anild, født Larsen

 

Løvetandsvej 53
København 2700 DK
Get directions

Fødselsdag:

1948

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv