Edith Thulesen

Edith Thulesen fortæller om sit liv fra hendes opvækst på Langelodsgård ved Snoldelev til hendes pensionisttilværelse med hendes mand Jørgen. Hun fortæller om dagligdagen gennem mere end et halvt århundrede og kommer blandt andet omkring arbejdet på gården, fester gennem tiden, børn, børnebørn og oldebørn, og besættelsestiden. Gør ejerskabskrav på erindring

Edith fortæller

Jeg vil prøve at fortælle lidt om mit liv, det er en svær beslutning, hvad kan man huske, og hvad kan interessere mine efterkommere, jeg forsøger så godt jeg kan.

Jeg er født d.29. juli på Langelodsgård ude på Snoldelev mark i en gammel firlænget gård med stråtag og brosten på gårdspladsen.

           

Langelodsgård.

Den er bygget i 1777, og var efter den tid en meget fin gård, med højt til loftet og store vinduer med skodder som kunne lukkes indefra, gården er omtalt i Snoldelev – Tune- bogen, Jørgen og jeg fik den til vores bryllup, og den står i vores reol.

Af Besætningen på gården, var der 28 køer samt kvier og kalve, der var 3 heste, der var grise, fjerkræ var der også en del af, hønsene gik frit omkring, og ænderne holdt til i mergelgraven, som lå lige uden for gården, ænderne skulle jages ind om aftenen, for at ræven ikke skulle tage sig en and

Det arbejde sørgede Alfred og jeg for, Alfred var karl på gården. For at få ænderne op af mergelgraven, smed vi sten efter dem, med det resultat, at Alfred ramte en af ænderne i hovedet, så den kom sejlende ind til land med benene i vejret.

At der var mange ræve, fik vi bevis på en aften vi sad og malkede, da gik der en ræv igennem porten og ind i hønsehuset, hvor den tog sig en høne, som den gik tilbage med igennem porten. Der også var engang, hvor jeg havde hugget hovedet af en høne, som der skulle koges suppe på, jeg havde lagt den på jorden for at den kunne bløde af, men da jeg kom for at hente den var den væk, så den har ræven snuppet da jeg vendte ryggen til.

Når der blev tærsket om vinteren, blev kornet båret i sække, som vejede 200 pd, fra laden og op på stuehusloftet, her lå det godt og tørt hele vinteren.

Men når far skulle bruge noget korn til grise og køer, så skulle han først op på stuehusloftet og hente kornet, og derefter bære det ned til kværnen i laden, og her fra ud i grisehuset, hvor gik der megen tid med at bære kornet frem og til bage.

Der var en dejlig stor have til gården, den var omkranset af store træer, så når vi sad ude i haven om sommeren, og det gjorde vi meget, så kunne vi altid finde læ.

 

Ediths forældre og familie.

Elna og Kristian.

Mine forældre er Kristian Nielsen og Elna Margrethe Nielsen, de købte gården af en fætter til min far, Morten Nielsen, de havde ingen penge, så de første år sad de meget småt i det, hvilket prægede dem resten af deres liv, ingen af dem havde nogen arv fra deres forældre.

Far var født på en gård i Ørsted, de var 9 børn, hvoraf min far var den yngste, den ældste var farbror Niels, som var 25 år ældre end far.

Deres mor døde da far var ganske lille, og så vidt jeg ved, gik hans far fallit med gården, jeg har aldrig set nogen ting fra hans hjem, hverken møbler eller andre ting.

De ældste piger måtte passe husholdningen og de mindre søskende, det gik vist ikke altid stille af.

Fars søskende holdt meget sammen, Faster Anna og faster Marie boede i København, og når vi besøgte dem kørte karlen os til Gadstrup St. i hestevogn, derfra med toget til København.

Der var fest over de dage, vi oplevede ikke ret meget ude på marken, men sådan en dag havde vi vores fineste tøj på, samt hvide forklæder med flæser og blonder.

Når vi besøgte faster Anna, var det største øjeblik, når vi efter middagen gik til bageren sammen med kusine Inger for at købe kager til kaffen, vi fik hver en 25 øre til at slikke for, der var ikke grænser for hvad vi kunne få for de penge en slikkepind kostede 2 øre, så vi drog hjem med lommerne fulde mens vi måbede over at Inger “bare” købte et marcipanbrød.

Hos faster Marie var vi altid fastelavns søndag, så var vi nede i gården for at se de andre børn slå katten af tønden, til middag fik vi altid lammesteg som absolut ikke var mors livret, samt chokoladebudding med marengs og flødeskum.

Om eftermiddagen spillede de så bridge, hvor hvert spil blev spillet om mange gange, for hvis nu Sofie havde spillet den og den ud, og Niels havde stukket den o.s.v.

Faster Marie var gammeljomfru, og havde et fint og nobelt hjem med mange fine og gamle ting, bl. A. en lille grøn flakon med lugtesalt, mit lille sybord har stået i hendes stue.

Hun havde en lille forretning med pålæg og små varme retter, når hun gik derind om morgenen, mødte hun gerne Kong Chr. d. 10. til hest, og som skik var den gang, nejede hun dybt for ham.

Når vi havde vasket op efter middagen gik hun ind i sovekammeret og hentede kanden til servantestellet, gik ud i køkkenet og hentede vand, tilbage til sovekammeret og vaskede hænder, hvor på hun gik ud i køkkenet med vandet, meget omstændeligt, men et godt billede af at se hvor sippet hun var.

Faster Annavar gift med Aksel Holm, de havde kun et barn, kusine Inger.

Faster Sofie var gift med en der hed Marius, han var en del ældre end hende og sad i kørestol, jeg husker ikke meget om ham.

De havde også kun et barn som hed Gundhild, i nogle år boede de i Hedehusene, som jeg kun husker som en grå og kedelig by.

Da Marius døde flyttede Sofie til Valby, og siden til Roskilde, vi elskede hende, hun var altid til fest og sjov, var med til at lave glidebaner på isen, byggede en snemand, fandt nogle gamle klude og gik med far i stalden, når der skulle malkes.

Penge havde hun nok af, men sparede på alting, når hun havde sin familie til frokost måtte hun høre meget for sin nærighed, hun kunne sende en dåse sardiner rundt til 10 mennesker, så de sidste måtte nøjes med tomatsovsen.

Havde hun købt et frisk franskbrød blev det gamle og tørre sendt rundt først, men hun grinede bare af deres drillerier,

Bodil og jeg nød når vi var på sommerferie hos hende, hun tog os bl.a. med i tivoli til nogle dejlige koncerter i glassalen, det har måske givet mig smag for klassisk musik. Hun kom gerne cyklende ud på gården “iført” poser og tasker, så cyklen blev læsset med alt hvad den kunne bære. Hun var den første i familien der havde en bil, og engang far var faldet ned fra et højt æbletræ, kørte hun til Havdrup og hentede doktoren, han sagde at det var den værste tur han nogensinde havde været ude på. Min lugtesans har allerede fra barn af været ret udviklet, for når jeg kom hjem fra skole, kunne jeg lugte at faster Sofie havde været der i bilen.

Til jul påske og pinse var Sofie og Marie faste gæster på gården, det gav en egen feststemning, der kom jo ikke så mange helt derud på bøhlandet.

Sofie og Marie sov inde i det lille gæstekammer, Sofie var ikke længe om at hoppe i kanen, men Marie skulle ordnes til nat, alle hårnåle blev taget ud, og håret sat med en lille fletning, når hun så var rede kaldte hun på Sofie og sagde:” Nu kan du godt slukke Sofie.

Mors barndom ved jeg heller ikke eget om, hun brød sig ikke om at fortælle om den. Hun blev født uden for ægteskab, min mormor hed Anna, vi kaldte hende for moster Anna, jeg var voksen, inden jeg blev klar over at hun var min mormor, synd for os begge to, jeg har altid misundt de børn, der havde bedsteforældre.

Mor blev opfostret hos nogle gamle mennesker, hun har fortalt, at det eneste legetøj hun havde, var en fodskammel som hun legede var en dukke og gav den tøj på. Hun var voksen, inden hun fik en rigtig dukke, så den måtte vi ikke røre.

Min mors far var ukendt, han var ikke fin nok til familien, Alfreds far havde været soldat sammen med ham, og vidste at han var rejst til Amerika.

Mormor blev senere gift med en som hed Carl, de fik en masse børn, hvor mange ved jeg ikke, for nogle døde som små men en 10 – 11 stykker, alle drenge, så mor var den eneste pige Anna fik, men dengang kunne man ikke tjene til livets ophold og så have et lille barn.

De havde et lille husmandssted i Hegnstrup, vi besøgte dem tit, altid på en søndag, alle drengene var i lære og kom dryssende hjem i løbet af dagen, alle med en pose vasketøj, så mormor, som var en ret kraftig dame stod med hænderne i vaskebaljen og skrubbede alt det tøj på vaskebrættet for de skulle selvfølgelig have tøjet med til aften.

Hvordan hun fik lavet mad til alle de mennesker forstår jeg ikke, turen foregik i hestevogn, far har aldrig haft bil.

Senere flyttede Carl og Anna til Gundsømagle, hvor de holdt deres guldbryllup, og vi mødte alle vore halv – mor – brødre.

Mor havde en moster og onkel, de hed Stine og Albert, de havde ingen børn men boede i et lille idyllisk hus.

Stine kunne være så sjov, f.eks. Fortalte hun, at når hun lavede melboller så smed hun en hen på væggen, hvis den blev hængende var de ikke gode nok, men sprang den ned var det i orden.

Da de som sagt ikke havde nogen børn, delte Stine ud af deres ting, jeg har en sukkerskål i sølv med blå indsats i, og en lille krukke med låg.

Mor havde en moster til, hun hed Marie, var gift med Johannes, de havde 3 børn, Mary, Agnes og Anders, de boede på Tuegården som lå næsten lige over for os.

Anders var på alder med Bodil og mig, så ham legede vi meget med. Moster havde altid en gryde med kakao på komfuret, så når vi kom over for at følges til skole, kunne vi være heldige at få en kop, Anders var den yngste og meget forkælet og utidig, han ville gerne følges med os op til byen, men når vi nåede det første hus stak han af, for han kunne da ikke følges med tøser. På hjemturen stod han uden for byen og ventede på os, så var vi gode nok, om vinteren kunne vi finde på at “sule” ham i sneen.

Johannes var en sjov størrelse, han ville hellere gå helt op på vejen med kost og skovl for at feje hønsemøg op, end passe sin gård, han fik aldrig sået til tiden og var derfor også bagefter når der skulle høstes, et år var far ovre og hjælpe ham med at få de sid -ste roer ind nytårsaftensdag.

Nytårsaften var vi derovre når klokken slog tolv hvor far fyrede sin gamle sortkrudter af som en hilsen til det nye år.

Jeg har en ældre søster som hedder Bodil, hun er født d. 23. april 1926, far var vist meget skuffet over at hun ikke var en dreng, og skuffelsen blev nok ikke mindre da jeg blev født, han har dog aldrig nævnt noget om det. Han ville gerne have haft en dreng, som kunne hjælpe ham i mark og stald, men Bodil var en drenget type, som tog fat på alt hvad der havde med landbrug at gøre.

Jeg har en gammel regnskabsbog, som jeg “ærlig og redelig” har stjålet” fra Bodil, i den kan man læse, at de har givet 50 kr. for jordemoderen og 2 kr.   for telefonen, det har nok været mange penge for dem den gang. Selvfølgelig husker jeg ikke meget fra de første år, men jeg kan dog huske at jeg har kørt i barnevogn, vi havde nogle naboer som hed Maren og Hans Olsen, og når far og mor skulle besøge dem, blev vi sat i hver sin ende af barnevognen, og så blev vi bumlet ned over markvejen.

Da jeg var den lille, var min plads under kalechen, hvad Bodil var meget sur over, Maren og Hans havde ingen børn, hun havde altid sandkage, som hun opbevarede i en kagedåse, plastikposerne var jo ikke opfundet endnu.

Jeg kan også huske, jeg har nok været 3 år, når posten var ved at komme, løb jeg ned igennem haven og ud på vejen, her stoppede han og løftede mig op i den store taske, han havde foran på cyklen, herfra kørte jeg med ham det sidste stykke om til køkkendøren.

Farbror Niels var den ældste af søskendeflokken, han var 25 år ældre end far, han var læge, og havde praksis i Århus på De Mesasvej nr. 1, han var gift med Tante Dagmar, de havde 3 drenge, Poul, Max og Bent.

Far og mor besøgte dem 1 gang om året, vi fik løfte om at vi måtte komme med når vi blev større, men så kom krigen og det blev for farligt at sejle,

Siden solgte Niels sin praksis og flyttede til København, han sagde altid at når en af os dør, flytter jeg til København, men Tante Dagmar nåede da at flytte med.

Hun var en lille fin og buttet dame, men hun gav mig mit livs chok, da hun inviterede os til te på Bellevue Strandhotel, for da tjeneren var uden for øjenvidde, hældte hun sukkerskålens indhold ned i en medbragt pose, som hun havde i tasken, det lå langt uden for vores opdragelse.

De flyttede ind på Jagtvej i København, farbror Niels må have været en barmhjertig samaritan, for allerede den gang kan jeg huske der kom narkomaner hos ham om søndagen, så de har nok fået et “skud”.

Når farbror Niels kom på besøg, var det første han sagde til Bodil og mig, i ser noget blege ud, i må have noget levertran, vi fik en stor flaske, det smagte forfærdeligt, og blev hurtigt harsk.

 

Arbejde på gården.

Hjemme på gården har vi altid måtte arbejde, f.eks. blev roerne sået i en tyk række, så hakkede mor dem ud i blokke, og vi lå så på vores knæ og tyndede dem ud med fingrene, senere fik vi så vores eget roejern, sommetider var jeg uheldig og fik hakket dem alle om, så skyndte jeg mig og plante en af dem igen, men når far gik en tur op og ned af vores rækker, vidste jeg at hver gang han bukkede sig ned var det mine, som jeg havde plantet, han pillede op.

Vi fik 25 øre for hver række, og de var lange som et ondt år, og når vi skulle have vores “løn” ville han bestemme hvad vi brugte den til, men der satte jeg grænsen.

Ydermere opdagede vi at naboens børn fik noget mere end vi, så vi måtte “klemme” ham lidt, vi var også i stalden og malke, jeg har også været nede og malke inden jeg gik i skole, så jeg har nok lugtet af stald, for vores vaskeforhold var rent ud sagt elendige.

Når karlen var i marken, skulle han naturligvis også have eftermiddagskaffe. Det var altid mig der blev sendt ud med kurven, og efter min ”huske’ var han altid ude på det yderste stykke, det kaldte vi jordens ende. Vi havde en karl som altid var lidt gnaven, jeg ville lave lidt sjov med ham, tog roejernet og ville skubbe kasketten af ham, men ved et uheld kom jeg til at ramme ham i panden i stedet for, han blev meget sur.

Når kalvene stod i tøjr nede på græsmarken, skulle de naturligvis have mælk, vi kunne bære 2 spande med mælk i et åg, sådan en træfidus som hvilede på skuldrene, når kalvene så skulle drikke af spanden, var det med at flytte fingrene for de borede hele hovedet ned i spanden.

Når de store kalve skulle på græs om foråret var det noget af et syn, enten ville de overhovedet ikke ud af stedet, eller også løb de som selve fanden var i hælene på dem.

Vi havde en karl som gik i flade træsko, han havde fået en af de hurtige, nåede lige at få fat i halen, og så klaprede han ned af markvejen uden at slippe halen, det var et syn for guder.

Jeg synes vi havde for lidt tid til at lege, men vi tænkte ikke så meget på det den gang.

Når vi kom hjem fra skole var det lige ind og skifte tøj og så ud i mark og stald.

Jeg er vokset op i petroleumslampens skær, vi fik først elektricitet i 38 – 39, vores vand skulle pumpes op med håndkraft ude i gården, og om vinteren skulle vi have kogende vand med derud når pumpen var frosset fast.

I vores første år sov Bodil og jeg inde ved far og mor i soveværelset, senere fik vi et fælles værelse hvor der var hundekoldt om vinteren, vi har før haft en snedrive ind under sengen så det var med at komme ned under de tunge olmerdugsdyner.

Vi fik en lille kammerstage med når vi gik i seng så det blev en sport at få løsnet alle knapper og bånd inden sengetid, den der blev sidst skulle nemlig slukke lampen.

Far var ikke meget for at lave noget legetøj til os, f.eks. ville vi gerne have en gynge, men det kunne der ikke være tale om, så jeg måtte tage fantasien til hjælp, fandt noget gammelt reb, en vandret gren i et lige så gammelt træ, et lille bræt, og så havde jeg en gynge.

Men en skønne dag knækkede rebet, jeg faldt ned på ryggen og luften gik ud af mig, siden forsøgte jeg mig ikke som gyngemager.

En dag kom mor ned til mergelgraven og undrede sig over at en af ænderne svømmede ud, men røg tilbage igen, hun havde aldrig set ænder svømme baglæns, Hun fandt mig inde ved kanten, jeg havde bundet en snor i andens ben og trak den ind. Hvis mor skulle bruge en høne til suppe, pegede hun en for mig, så løb jeg efter den, hønen blev træt før mig, og så måtte den lade livet.

Det var helt utroligt at hun kunne finde på mad hver dag, oksekød fik vi kun når slagteren kom forbi, om det stykke han ville sælge til hende, sagde han at hun kunne koge kærnemælksuppe på det ene stykke. Mor lavede noget dejlig mad, alle elskede hende når hun stegte frikadeller, i lange perioder havde hun kun saltet kød til middagen, det blev vandet godt ud inden det kom i gryden.

Vores køkken var meget gammeldags, et komfur med to kogesteder og en vandgryde,

 

Soldater indkvarteret.

Lige før 2. Verdenskrig brød ud blev der genindkaldt mange soldater, på vores egn blev de indkvarteret hos private, vi blev “tildelt tre, så det var noget af en opgave at skaffe både soveplads og mad til alle, men det livede gevaldigt op i vores hverdag. Mogens var en af de heldige, det er på den måde han er kommet ind i familien, så var der 24 som var kompagniets sjoveste mand, Og så var der nr.2 som vel nok var en stille og tilbageholdene fyr. En dag, da middagsmaden var spist, lagde en af soldaterne sig på sofaen, det skulle han ikke have gjort, for straks var der en af soldaterne der sagde til ham, der skal bonden ligge.

De skulle stille oppe i Snoldelev en gang om dagen, men det var en af de vintre med tonsvis af sne, så de måtte grave gården fri flere gange om ugen.

En dag de gik til byen var det så koldt at Mogens’ øreflipper var frosne, de næste dage var de fyldt med vabler.

Uden for gården havde vi en stor mergelgrav, når isen kunne bære var det en dejlig legeplads, vi havde lavet en god kælkebakke ned af skråningen, en nat fik vi så megen sne at hele mergelgraven var fyldt op, men så tog vores soldater fat, de gravede en tunnel fra kælkebakken og ind under sneen, det har nok været en farlig leg, men sjovt var det.

De krigsvintre var umådelige kolde, vi kunne ikke fyre over i kakkelovnen, så der var ingen varme nogen steder før mor fik fyret op i komfuret i køkkenet, som var meget gammeldags, et komfur med to kogesteder og en vandgryde. Jeg har tit undret mig over hvordan hun kunne bage i ovnen, ikke noget med termostater og andre finurligheder, men alt lykkedes for hende, det hele afhang af hvor meget hun fyrede, hun var bl.a. meget dygtig til at bage butterdej og svesketærte som var hendes hofnummer. Under krigen var det småt med alting, det tøj vi kunne købe var af kunststoffer uden nogen varme i, gamle strikketrøjer blev hyldet op og strikket igen, så det mest slidte garn blev til ryggen o.s.v.

Vi knuste hvedekerner og havde så en speciel lille mølle hvor vi kunne sigte alle skallerne fra, kartoffelmel lavede vi også selv, kartoflerne blev revet og kom i en stor balje med vand, efter adskillige hold vand lå melet på bunden, og blev så tørret, det var i øvrigt strengt forbudt men spændende.

Susse syede pipalukker til os de var dejlig varme, den første dag vi havde dem på i skole blev vi leet ud, men snart havde de alle sådan en.

 

Skolen

Skolen har jeg ikke så meget at sige om, der var 2 skolestuer og en gymnastiksal og gammeldags lokummer ude i gården. Der var 3 klasser, så vi gik 2 år i første, 2 år i anden, og 3 år i tredje klasse, så det var begrænset hvad vi havde af viden når vi blev lukket ud, derfor blev både jeg og Bodil sendt på Osted efterskole så snart vi var færdige i skolen.

Både Bodil og jeg ville gerne have fortsat i Roskilde, men det var fuldstændig uhørt at unge piger fra landet fik sådanne tilbud, jeg havde dog en klassekammerat der fortsatte, men hun havde altså et stift ben.

2 gange om ugen havde vi håndgerning, hvor vi lærte at sy og strikke, de timer havde drengene fri. Der var ikke nogen undervisning i sløjd eller lignende.

Jeg dyrkede meget sport, gik til gymnastik og håndbold, det blev spillet udendørs så det var dog en blandet fornøjelse.

Under de kolde vintre måtte vi have ski på for at komme op til byen, dem lavede tømreren af et par brædder, spidserne var et par stykker krydsfiner og så et gammelt cykeldæk som binding, vi var ikke særlig fordringsfulde den gang.

Vi havde 2 lærere på skolen, Mølby var førstelærer og Christensen 2.lærer. Mølby havde den vane, at når han havde pudset næse i lommetørklædet, så blev det lagt fint sammen bagefter.

Så fik en af drengene den geniale ide at komme lidt nysepulver i et kladdehæfte, så han fik det pustet op i hovedet på Mølby, og så kom der ellers gang i lommetørklædet, mens vi andre sad og fniste, der skulle ikke så meget til at more os.

 

Krigen

Krigen står for mig som noget frygteligt, jeg var i skole da flyvemaskinerne kom ind over Snoldelev, dengang forstod vi måske ikke helt alvoren i det, men hjemme var der en trykket stemning, far var meget stille, og mor gik rundt og så forgrædt ud.

Helt der ude på landet mærkede vi ikke så meget til besættelsen, vi havde både kød mælk og grøntsager til eget forbrug. Men når vi kom til København, enten på besøg eller på ferie, oplevede vi mange ting, luftalarm så vi måtte i beskyttelsesrum, en tur med sporvognen, hvor der pludselig kom en flok berusede tyske soldater ind, så var det med at stå af ved næste stoppested.

Under generalstrejken, hvor vores familie i København ikke kunne få noget kød, slagtede far en gris til dem, så kom de med toget og havde store kufferter og tasker med, der blev grisen pakket ned, og så rejste de hjem med bankende hjerte, det var jo strengt forbudt, og var der blevet razzia i toget så havde de været leveret.

Far havde et stort landkort hvor han satte nåle i efterhånden som krigen skred frem, nyhederne fra England blev også fulgt meget nøje.

Alt var rationeret om det så var kaffeerstatning, salt og brød.

Befrielsen husker jeg som noget dejligt, den stemning oplever jeg vist aldrig mere.

 

Ungdom

Når vi var konfirmeret blev vi sendt ud og tjene, ingen spurgte om vi havde lyst til at fortsætte i skolen, min første plads var på en gård i Snoldelev, det var ikke særligt spændende, jeg fik aldrig lov til at lave mad, det var jeg ellers vant til hjemme fra, så der blev jeg kun et ½ år, derfra fik jeg plads i en familie med 2 børn ude i Havdrup, de havde en boghandel, så der var nok at rive i.

Men det var under krigen de havde elkomfur, men strømmen var også rationeret, så der blev sat en lille rund kakkelovn op nede i køkkenet, den havde 3 – 4 ringe oven på,

Og der lavede jeg så mad til 5 personer, det skulle tilrettelægges meget nøje, kartoflerne blev kogt et øjeblik og så kom de i en høkasse til de var færdige, andre ting måtte holdes varme i kakkelovnen i stuen osv., det var meget besværligt.

Fruen i huset hed Bergliot, hun lavede ikke dagens gerning, om det så var hendes natpotte måtte jeg tømme den, en dag blev det dog for meget for mig, så jeg lavede min egen revolution og sagde at det ville jeg ikke finde mig i. Bergliot så meget bestyrtet ud, men måtte derefter selv tømme natpotten.

Manden hed Herluf, en hyggelig og rar fyr, men de levede hver deres liv, han turede rundt med nogle drikkebrødre det meste af natten, en morgen kom han hjem med en levende pattegris under armen, den måtte han skaffe af vejen, og så var der ellers kold luft en månedstid.

Da befrielsen kom viste det sig at han havde været med i modstandsbevægelsen, hvad ingen vidste selv ikke hans kone.

Jeg holdt ud et år, og fik så en plads på en gård i gl. Havdrup, den hed Højstrup og havde før været i eje  af min faster Bodil og hendes mand.

Nu var det Grethe og Karl Holger som ejede den, et par meget søde og rare folk.

Den lå lige op af kirkegården, og den gamle graver kunne huske min faster Bodil, hun døde under den spanske syge som var meget voldsom, hun blev syg om morgenen og døde til aften, de havde tre piger som jeg har kendt, men de var noget ældre end mig.

Den af dem jeg husker bedst hed Karen, hun var modist og havde en hatteforretning i København, og så var hun glødende kommunist.

Bodil og jeg skiftedes til at være hjemme hver anden sommer, og nu var det så min tur, om vinteren tog jeg så et job i en boghandel i Roskilde, et arbejde jeg var meget glad for, vi havde meget at gøre op til jul, det var i krigsårene så bøger blev brugt som julegaver,

 

Ollerup Gymnastikhøjskole.

Min store lidenskab var sport, jeg gik til gymnastik flere gange om ugen, spillede håndbold om sommeren, men mit store handicap var at jeg havde briller, og som lille var det altid sygekassebriller som jeg synes var rædselsfulde.

Da jeg kom ud at tjene, bestemte jeg at min første månedsløn skulle bruges på et par hornbriller, der var højeste mode dengang, jeg fik 75 kr. om måneden, jeg spenderede dem alle på et hot par. Om aftenen skulle jeg så spille håndbold og selvfølgelig var det kun de nye briller der duede, jeg var målmand, og naturligvis fik jeg en bold lige i ansigtet så brillerne knækkede, de kunne ikke repareres, så jeg måtte finde de grimme frem igen, og græd mig i søvn og måtte knokle igen en måned for at kunne købe nogle nye.

Mit store ønske var at komme på idrætsskole, og jeg valgte Ollerup, det var ikke lige min fars ønske, så jeg måtte selv skrabe pengene sammen til opholdet, det var drøjt, jeg kunne ikke få nogen form for økonomisk hjælp, da min far betalte for meget i skat, så det var med at vende hver femøre, da jeg kun fik en løn på 75 kr. om måneden.

Jeg havde en god veninde, som hed Elly Kjær, hun tjente ovre på Smedegården, vi enedes om at følges ad. Hendes mor var enke, så Elly fik alle pengene i gennem kommunen og købte sig en ny cykel, mens jeg måtte køre på den gamle (surt).

Men de 3 måneder på Ollerup er den bedste tid af mit liv, Elly og jeg cyklede der ned, godt nok en lang tur i strid modvind, men vi fik os et fortjent hvil på Storebælts-færgen, vi sov godt den nat.

Men tænk sig hver dag fyldt med gymnastik, boldspil, svømning, oh hvor var det dejligt, jeg var så heldig at opleve Niels Buch, det var det sidste år han levede, men det gode går alt for hurtigt, pludselig var der gået 3 måneder.

Elly søgte plads hos Søren Nielsen i Aunslev, og jeg hos Ingrid og Johs på Regstrupgård.

De havde 2 børn, Jens Jørgen var kun 7 mdr., og Marianne var 2 år, dem knyttede jeg mig meget til, Marianne var en dame med temperament og Jens Jørgen var meget rolig, han faldt altid i søvn når jeg friserede ham, selv om morgenen efter en god nattesøvn kunne han ikke holde øjnene åbne når hårbørsten kom frem.

Når han havde en urolig nat på grund af tænder, kom Ingrid op til mig med ham og lagde ham ned i sengen, og så sov han bare.

Når folk hjemme i Snoldelev spurgte hvad det var der trak sådan over på Fyn, fortalte jeg dem at sønnen på gården sov hos mig om natten, jeg undlod dog at fortælle hvor gammel han var.

På Regstrupgård fik jeg virkelig brugt miner evner i køkkenet, når vi skulle have Gæster, fik jeg en seddel på menuen, og så måtte jeg selv finde ud af det, indtil Ingrid kom og spurgte om hun måtte byde gæsterne til bords, det var noget af en udfordring.

Da jeg var vant til landbruget, tog jeg i marken så tit der var tid, når vi tærskede tog jeg halm fra, og når der gik for lang tid mellem knipperne, satte jeg mig og strikkede, det havde Johs godt nok aldrig set før, så han knækkede helt sammen af grin.

 

Far og mor på besøg på Rejstrupgård

Dernede lærte jeg også at lave rygeost, når vi fik den nymalkede mælk ind til aften blev der sat en portion af, der kom lidt kærnemælk i, og den fik så plads bag på komfuret. Stod der og hyggede sig til næste morgen, blev så hældt op i et dørslag, og til aften gik jeg uden for og røg den over en gammel junge, lidt havrehalm, et par brændenælder oven på og en tændstik til, det var bare så lækkert.

Vi bryggede også selv øl, det var en lang proces, da alt hvad vi skulle bruge skulle være hermetisk rent, når vi skulle sætte gær på, måtte det ikke være tordenvejr, så kunne gæren vende som man sagde, gæren blev gemt fra den ene brygning til den anden, man lånte også hos naboen hvis noget var gået galt.

Sommetider blev der lagt hele æg ned i tønden, og når den var tom, lå alle æggene kun med hinden på, vindæg blev de kaldt, hønsene kunne også godt lægge et æg uden skal på. Havde vi en stærk rest tilbage i tønden blev den gemt til landevejens riddere.

 

Bryllup

Så havde jeg mødt Jørgen, han havde så mange piger blev der sagt, gerne flere på en gang, det blæste jeg dog på. Jeg rejste fra Regstrupgård maj 51, flyttede op til Jørgen og hans forældre. Tog herfra på fagskolen i Odense for at lære at sy. Det varede i 3 mdr., der på tog jeg hjem Sjælland og hjalp min far med høsten.

Min søster Bodil og Alfred ville giftes, vi gik med de samme tanker, så vi blev enige om at holde bryllup sammen, datoen blev sat til den 21. oktober. Det var en søndag, så Bodil var meget imod det, men vi havde jo forretningen at tage hensyn til.

Men det blev et godt bryllup med telt i gården, vores kjoler havde Ingrid og jeg syet nede på Rejstrupgård, de var helt ens, men det var et kæmpe arbejde, vi sad på et værelse ovenpå og alle med sorte fingre var forment adgang, men flotte blev de.

Far var naturligvis stolt over at have en pige under hver arm op af kirkegulvet, vi var i Roskilde og blive fotograferet, da vi kom hjem til gården stod alle gæsterne på to rækker helt ud igennem porten og så kunne vi hilse på dem alle.

Det var et rigtigt bondebryllup med træhus ude i gården, tre familier var samlet, en rigtig god fest.

Fynboerne sov på et hotel i Roskilde, for at finde vej til hotellet om natten, stod en af gæsterne på trinbrættet af bilen for at vise vej til hotellet, næste dag kom de alle til frokost ude på gården.

Bryllupsrejse var der ikke noget der hed dengang, vi tilbragte bryllupsnatten på en sofa ved Bodil og Alfred.

 

Vores lejlighed

Vi skulle have et sted at bo, til huset hørte der et stort baghus med to garager og et cykleskur, taget var fladt, dækket med tagpap. Vi fik tømrerm. Johannes Pedersen Korkendrup til at se på det, og han fandt ud af  at man kunne hæve taget med en donkraft i hvert hjørne af taget, hvorefter man forhøje – de muren og lagde taget på igen.

Det så næsten ud som taget svævede frit i luften og jeg tror nok tømmerm. Pedersen var nervøs for at der skulle komme en storm, men det gik heldigvis godt.

Det blev til en dejlig lejlighed, hvori boede fra 51 og til 63.

 

Kertemindevej 4.

Minder om vores børn

Peter blev født d.17 juli 1954, vi havde kaldt ham Peter lige fra vi vidste at jeg var gravid. Sytten må være hans lykketal, han blev konstateret den 17. oktober, født den 17 juli, døbt den 17 oktober og vi var 17 til hans dåb. Han var meget længe om at blive renlig, en gang havde han gjort i bukserne så det løb ned af benene på ham, så jeg måtte stille ham i badekarret og foretage rengøringen, men der var ikke noget varmt vand, så hele operationen foregik fra den kolde hane, hvilket han ikke var helt tilfreds med, så han sagde hele tiden! Fy for gokker, det var da klar tale. Peter biksede med dele til radioer, altid sad han og skruede noget sammen, en dag kom han og bad om en tom cigarkasse, det lød meget uskyldigt, vi så ham ikke et par timer, pludselig skulle han over til Marie Post, og da han kom hjem lukkede han op for radioen, og så kunne vi alle høre hvad Marie sagde ovre i huset, han havde bygget et eller andet i cigarkassen og sat den i hendes bogreol, og naturligvis blev han om gående sendt over og hente den igen.

Og naturligvis kom han i lære som radio T.V. tekniker hos Hans Thoma i Ullerslev, læretiden varede i 4 år og så sagde han, at han ikke ville ende sine dage på et værksted, hvilket førte til at han læste til Ingeniør i Odense. Da Peter havde fået sin eksamen var det svært at få arbejde her i Danmark, så han tog en hurtig beslutning og fik et job i Grønland det var i 1984. Han havde først et job i Thule, han skulle først ind til København på hovedkontoret han præsenterede sig, og sagde han hed Thulesen og skulle til Thule, hvorpå de svarede at den vittighed havde de hørt før, men af sted kom han, han startede så på Telestationen i Nuuk, fik en lille lejlighed, meget lille, men faldt hurtigt til. Senere fik han arbejde i lufthavnen hvor han var i mange år.

Han mødte Judithe deroppe og de giftede sig. Judithe havde 2 børn fra første ægteskab dem har vi         også haft megen fornøjelse af haft.

Erik blev født d.8-5-56, han skulle egentlig havde heddet Karen, men  det måtte vi lave om på, han havde slet ikke noget hår, men da Peter så ham tog en stor kam og redte ham, han var kun 3 uger da han blev døbt så han var meget lettere at bære end Peter der nåede at blive 3 måneder inden dåben.

Karen blev født d.5-1-63, i mellemtiden havde jeg en abort så jeg spekulerede meget på om det var en pige jeg havde tabt, men der var skæbnen mig nådig. Det var en meget kold vinter det år med store isskruninger ved stranden. Jeg følte mig som en prinsesse den dag, for det var noget med 80 år siden der var født en pige i familien Thulesen. Vi havde nu 3 børn, og da der ikke var nogen børneværelse flyttede Peter over til mine svigerforældre i Jørgens gamle værelse.

Alle tre havde hver sin måde at kravle på, Peter mavede sig frem, Erik kravlede på knæene, og Karen kravlede fremad på rumpen. Det var tre forskellige børn, Peter var en enegænger, og kunne lege med sig selv i timevis, Erik holdt af mennesker omkring sig, hvis vi ikke kunne finde ham, ledte vi bare efter en flok, og så var Erik i midten.

Karen var den forsigtige type, var lidt bange og sky over for fremmede, og gemte sig bag os hvis der var noget hun ikke rigtig kunne overskue, vi behøvede aldrig at være bange for at hun løb ud på vejen, hun stod meget nede på fortovet og så på trafikken, men så en dag så jeg at hun stod og viftede med tommelfingeren når en bil kørte forbi, så vi måtte forklare hende at hun var for lille til at tage på stop, hun var ikke meget for at sove når hun kom i seng, så vi måtte prøve at lade hende skrige, det kunne Erik ikke klare, så han holdt hende i hånden til hun sov.

Men det blev dog for meget for ham, og så måtte vi andre overtage vagten, somme tider skete det at Jørgen sov først,

Det var helt hårdt med tre børn, men til Peter og Erik havde vi Kisser som barnepige og til Karen havde vi Lene Juel, de kom efter middagssøvnen og kørte en tur med dem Det gav så meget luft at vi kunne få lavet mad og lukke butikken til aften.

De var også meget forskellige med deres spisevaner, Peter sorterede meget, det gør han stadigvæk, Erik var altspisende og Karen var meget finttererne, hun ville f.eks. Ikke spise rugbrød, det klagede jeg over til en børneundersøgelse, men Arnold trøstede mig med at de franske børn slet ikke kendte rugbrød, så det skulle jeg ikke tage så nær. De børneundersøgelse var noget af et mareridt, det var som regelen mig der måtte tage mig af det, men engang skulle Jørgen ud med Peter og Erik, det blev noget af en opgave, for de skulle begge vaccineres, medens han holdt den ene, forsvandt den anden, men til sidst lykkedes det dog. Arnold havde et glas med pinoccokugler, dem tabte han på gulvet og da han lå på alle fire sagde han indædt at næste gang købte han firkantede bolsjer.

Selvfølgelig tog de alle børnesygdomme, Erik var altid den der blev hårdest ramt, den store skuffelse for ham var, at han fik skoldkopper dagen før Centralskolen skulle indvies, så han lå under dynen med høj feber medens alle børnene festede dernede.

Erik har altid været glad for mad, og fra han var helt lille rørte han i alle gryder på komfuret også dem der ikke skulle røres i, lige så naturligt kom han i lære på Nyborg Strand, det var nogle gode for ham, efter læretiden kom han ind som soldat, desværre for ham, i marinen for han var tit søsyg.

Efter endt soldatertid kom han ind på Belle Terrasse i tivoli det er sæsonarbejde, så han kom tilbage på Nyborg Strand. Det er ikke et familievenligt job, så nu skærer han oksekød her i Nyborg, hans kogekunst har vi haft megen glæde af, han har aldrig sagt nej når vi bad ham om hjælp.

Erik giftede sig med Eva 4. april 1981, men til stor sorg for os alle holdt det ikke, efter 20 års ægteskab gik de fra hinanden, jeg holdt meget af Eva og kommer aldrig over det brud.

Eva og Erik fik to børn sammen, Kenneth og Maria, dem har vi altid haft om os, til stor glæde for alle parter, Kenneth bor nu her i Nyborg sammen med Malene, og de har skænket os vores første oldebarn, Isabella, hun er lige så rødhåret som sin far, der er også samme fart over hende. Den 16 januar 2009 blev vores andet oldebarn, Oliver, født, hans hår er også ”lidt lyserødt” han er en lille glad fyr, men er desværre lidt sart, det er de ører som er gået i arv.

Maria læser til pædagog i Odense, bor også derude sammen med Martin, en dejlig fyr som spiller fodbold, og ligesom Maria læser til pædagog.

Karen var til de stille sysler, så hun kom i lære på kontoret hos Peter Svansø, der var hun i flere år efter læretiden. Karen giftede sig med Søren, de havde kommet sammen i flere år, men kun 4 måneder efter deres bryllup gik også de fra hinanden, så der var god brug for lommetørklæder i de år, jeg møder tit Søren i byen, jeg får et stort knus og vi får en god snak. Karen var faldet pladask for Brian så de flyttede sammen i Århus på Viborgvej hvor Brian havde en lejlighed, da Jonas kom til solgte de den, og købte et hus i Kolt uden for Århus.

De har beriget familien med to dejlige drenge, Jonas og Mads. Karen og Brian er aldrig blevet gift selv om nogen siger, at Karen har friet til Brian flere gange.

Der var ingen bedsteforældre deroppe, så jeg har nogle gange taget det første tog når de var syge, men det var dejligt at vi kunne hjælpe dem. En gang vi var deroppe ville vi se noget på T.V. 2, men kunne ikke finde ud af deres apparater, men så sagde Jonas, at hvis morfar ville løfte ham op skulle han nok klare det.

Da Erik og Karen blev større, var der efterhånden ikke megen plads i soveværelset, så vi blev enige om med Mary og Thorvald at bytte lejlighed. Det var noget af en omvæltning for begge familier, samtidig forpagtede vi forretningen, Mary og Thorvald hjalp stadig til dernede, Thorvald i forretningen, og Mary passede regnskaberne.

Det var nogle hårde år, jeg var i forretningen det meste af dagen, har gennem årene bagt tonsvis af leverpostej, lavet medister, syet rullepølser o.s.v. og så har jeg gjort rent, der var altid et eller andet sted der trængte til en hård hånd, til gengæld har vi altid fået ros når dyrlægen kom på sin gennemgang af lokalerne. Om lørdagen fyrede vi op under gruekedlen i kælderen vi havde altid masser papiraffald som skaffede os kogende vand. Sommetider morede Peter og Erik sig af at putte noget knaldfyrværkeri ned mellem papiret, det var dog ret ufarligt men det gav nogle store drøn.

Det var nogle hårde år, med tre børn, to ældre mennesker, men det hele skulle jo køre, det værste var de kolde vintre, hvilket gjorde at jeg en vinter fik lungebetændelse 3 gange. Dr. Arnold sagde at hvis jeg tog en vinter til derude så døde jeg, så i 1979 besluttede vi at lukke forretningen.

Jørgen fik arbejde hos Bent Murer, og jeg kom i køkkenet på de gamles hjem i Aunslev.

Det første år var jeg afløser når det øvrige personale havde ferie, var syge og så o.s.v. siden blev jeg fastansat med 8 dages arbejde og 8 dages fri, jeg havde vagt fra kl. 11 om formiddag til kl. 19 aften.

Jeg startede kl. 11 med at hjælpe middagen færdige vaske op og skure gulve, kl. 1 gik formiddagspigerne hjem, kun kokkepigen Gunhild var tilbage, hun skulle bage til efter middagskaffen, var som altid sent på den, sommetider var brødet så varmt at beboerne både brændte tungen og fingrene på det.

Det værste var de dage hvor hun bagte franskbrød, store varme brød og koldt smør, som skulle tage sig pænt ud på fadene til kaffen, det var noget af et job.

Efter opvasken begyndte jeg på smørrebrødet til aftensmaden, som blev gjort færdig med pålæg o.s.v. det blev sat på store bakker og sat i køleskab, desuden skulle der smøres ostemad som blev serveret til teen bag efter.

Jeg måtte holde øje med tiden, for beboerne var meget præcise, de sad ved deres faste pladser mindst et kvarter før tiden, så ve den der ikke var færdig.

 

Nyborg

Vi fik solgt vores hus i 2000 og flyttede til Nyborg, hvor vi bor rigtig godt, der er 12 lejligheder i ejendommen og vi kunne selv bestemme hvordan lejligheden skulle indrettes. Vi har en dejlig terrasse som vi bruger meget om sommeren.

I juli måned 2004 havde jeg det dårligt med mit underliv, tog til lægen og blev henvist til Svendborg. Fik lavet en grundig undersøgelse, fik fjernet en polyp på livmoderen og stoppet ud med 6 meter gaze.

Den 30. juli ringede de fra Svendborg at de havde fundet kræftceller i prøverne og jeg skulle skynde mig at komme der ned. Allerede onsdag var jeg dernede, blev indlagt og opereret torsdag morgen hvor de fjernede livmoderen og æggestokkene. Alt gik godt jeg blev udskrevet søndag middag og havde det efter egen mening godt. Men natten til mandag fik jeg mave smerter, vandrede det meste af natten inde i stuen så Jørgen kunne sove.

Om morgenen ville han ind og se hvad der foregik, stod for hurtigt op og faldt besvimet om i den store stol, min første tanke var at ringe 112, men valgte at ringe til Erik som var her hurtigt, han fik ringet til Claes som først kom senere, han sagde at det enten var mavesår eller tarmslyng og så måtte jeg i ambulance til Svendborg igen.

Erik fik fat i Karen som kom med det første tog så de tog alle med til Svendborg.

Jeg husker ikke meget fra den dag, men de siger at jeg først blev opereret kl. 11 om aftenen, natten kan jeg huske, den til bragte jeg på opvågningen med diverse slange, kateter, også et i ryggen “Epedural” til at tage smerterne. Om tirsdagen kom Peter og de spiste ved Erik. Min mavesæk var sprunget, så de måtte sy hullet sammen og clipsede resten sammen. Jeg var ilde tilredt men blev nogenlunde holdt smertefri, men de måtte sengebade mig.

Lørdag d.14 kom Karen igen og fik lavet mad til Jørgen.

For at det ikke skulle være for ens fik jeg lungehindbetændelse og vand i den ene lunge, kunne ikke få luft, så de måtte stikke en kanyle ind og suge væsken ud hvilket hjalp omgående. Blærebetændelse fulgte også med samt svamp i munden alt sammen fordi mit immunsystem var helt i bund.

Jeg havde også en slange igennem næsen ned i maven hvor jeg fik proteiner for at hive mig op igen, jeg blev fodret med fløde, is og chokolade så jeg var ved at brække mig.

Karen, Brian og Erik kom ned til mig om lørdagen, mandag d. 23 gik det helt i sort, græd hele dagen, de to læger som havde opereret mig kom op og fik mig snakket ned på jorden igen, de havde ikke tænkt på at jeg var hormonbehandlet, så de måtte i gang med nogle nye piller, dem fik jeg ellers et hav af forvejen.

Onsdag den 25 blev jeg sendt hjem, mager og træt, men dejligt at være hjemme igen.

Den 27. kom Karen fra et møde i København, og Erik kom med mad til os alle.

Mandag d. 30. kom Claes herind og snakkede med os en times tid, fik sat noget af det på plads.

Jeg sover meget, både formiddag og middag, efter middag og aften, men Claes siger jeg får det bedre til jul, det er jo opløftende, jeg er bare træt og græder meget. Fredag d. 3. sept. gik Jørgen med mig rundt om ejendommen, Jørgen under armen og en krykstok i den anden hånd, det var et ynkeligt syn.

Vi havde god hjælp af sygeplejersken til at docere piller, diætist til at vejlede hvad jeg spiste o.s.v.

Onsdag d. 22. sept. Var jeg i Fåborg til en undersøgelse (gastroskopi) ækelt, men de syntes alt var i orden.

Først ved juletid fik jeg det bedre, men de “kloge” siger at der kan gå et helt år før alt er faldet på plads.

Jeg havde også en mærkelig oplevelse medens jeg var meget dårlig, en hånd kom ned under tæppet og tog mig om håndleddet, jeg havde det underligt, og fortalte sygeplejersken om min oplevelse, hun mente at jeg måtte have en skytsengel, Claes mener at jeg var ved at få besøg af knokkelmanden.

Nedenstående er Edith kommet i tanke om senere

 

Fester

Der blev ikke holdt så mange fester på gården, naboerne kom til kaffe og blødt brød engang imellem, den første jeg kan huske var Bodils konfirmation, hun havde et voldsomt næseblod, så hun måtte passe meget på sin hvide kjole. Sovekammeret blev ryddet,  så der var ikke flere gæster end der kunne være der.

Min konfirmation blev holdt på samme måde, kogekonen (meget stor) kom om lørdagen og begyndte at lave mad, og så sov hun på Bodil og mit værelse, Bodil var allerede ude at tjene på en gård i Salløv, så jeg sov oppe på loftet hvor alt kornet lå fra høsten, det har sikkert puslet godt med mus i krogene, det tog vi ikke så nøje,.

Jeg skulle konfirmeres i Tune, men der var ikke tale om at bestille en Taxa, min lange kjole blev hæftet op under armene med et par sikkerhedsnåle og så var det op på cyklen.   Faster Sofie havde altid skrevet en sang, så det var ret festligt, sidst på dagen sad den store kogekone på brændekassen i køkkenet og stønnede, hent dovteren jeg har spist for meget.

Da far blev 50 år var der ingen fest, man gjorde ikke så meget ud af runde fødselsdage, en ting husker jeg tydeligt, han fik en kæmpe slikkepind, den er han fotograferet med, måske har Bodil billedet. Den næste fest var far og mors sølvbryllup i 1950, da havde vi træhus i gården, Jørgen havde sin debut i familien, det har nok været lidt overvældene for ham, det var en flot fest set med vores øjne naboerne havde lavet en æresport om natten, det var skik på den egn. Der var ikke sparet på noget, far var altid flot når der var rigtig gilde.

Senere husker jeg også da Anni blev konfirmeret, da var de flyttet hjem på gården, vores kusine Gundhild og hendes daværende mand Kurt, som var tjener, kom i en flot sportsvogn, Gundhild var totalt skæv og gik rundt og tog mændene i skridtet, hvortil Mogens sagde at ”den” ikke kunne slides op, men muligvis rives af, på et tidspunkt kørte de en tur, som de bestemt ikke burde være i stand til, men de lavede ingen ulykker.

Da Ole blev konfirmeret var det samme dag som Erik, så vi holdt en lille frokost hjemme, meget hyggeligt, og så tog vi til Snoldelev, Eriks konfirmation holdt vi så lørdagen efter i forsamlingshuset.

Til Peters konfirmation havde vi et træhus i haven, det var lidt bøvlet så det lavede vi om på, Peter blev så rørt over at farfar holdt tale for ham, at han gemte sig nede under bordet.

 

17-9-2010

Nu er der gået mange år, vi er blevet gamle og grå, Jørgen er frisk som en havørn, og laver meget arbejde her i komplekset, min ryg er desværre slidt op, så jeg har svært ved at gå, men klarer mig ret godt herhjemme.

Kenneth og Malene har købt hus her i Nyborg, hvor de hygger sig med Isabella og Oliver, de blev gift i Avnslev kirke den 14. august, dog viste det sig de havde været borgerlig viet de sidste 3 år, hvilket absolut ingen vidste noget om.

Maria og Martin har købt hus i Agedrup, og har bestemt at gifte sig i maj til næste år (2011). De arbejder begge som pædagog, Isabella og Oliver holder meget af dem. Edith har ikke fortalt meget om sin mors familie, men i 2015 blev noget opklaret.

Jeg var på Facebook, her så jeg et billede af at et forældrepar og deres 7 drenge.

Det viste sig at moderen til drengene også var mor til Ediths mor. (Elna) Ediths mormor var 18 år ved fødselen, så barnet kom i pleje. Faren havde vedkendt fadderskabet, men var rejst til Amerika.

Erindringen ønskes afleveret til:

Nyborg Lokalhistoriske Arkiv
Roskilde Lokalhistoriske Arkiv