Ellen Margrethe Thomsen

Ellen Margrethe Thomsen giver en spændende beretning om livet på landet i Vejleby-Holle på Lolland i den første halvdel af 1900-tallet. Hun fortæller levende om familien, det daglige arbejde, skolen og meget mere.

De første år

Hvornår begynder et barn at kunne huske?

Hvad er virkelig erindring, og hvad er blot noget, man har fået fortalt og så tror, at man selv husker? Er det min personlige erindring, at jeg viste slagteren en lille trædukke, min far havde lavet og så spurgte ham, om han kunne lave sådan en fin lille pige, lige som min far kunne, og at de voksne grinede af det. Jeg husker i hvert fald, at de voksne tit grinede af børn.

Eet ved jeg, at jeg kan huske: At min lillebror blev født! Ja, selve fødslen ved jeg ikke  af.  Det var i 1915. Jeg var tre et halvt år og var sammen med min storebror i køkkenet, da vores mormor, Karoline Hvid, den glade bedstemor, en høj, glad, kone kom ud til os iført sin sorte hat og lange sorte kåbe (bedstemor gik altid med hat, aldrig tørklæde som de fleste). Hun medbragte en stor stak “Hjemmet” og “Familie Journalen” og sagde, at vi skulle blive i køkkenet og læse dem, d.v.s. se billederne. Det gik der megen tid med, indtil hun kom og hentede os ind for at se vores nye lillebror, som storken netop var  kommet med.

Storken var der ikke mere. Derimod sad der en stor, kraftig kone ved mors seng og røg på en cigar, akkurat som et mandfolk. Jeg havde aldrig set magen.

I sengen lå et lillebitte rødt ansigt ved mors bryst. Det var ikke noget særligt. Sådan en havde de også inde hos naboen. Men storken havde bidt mor i benet, så hun måtte ligge i sengen.

En dag sad vi alle på et flyttelæs og kørte – langt, syntes jeg; men det var dog kun fra Hejringe til Birket, nogle få kilometer borte. Her flyttede vi ind i et mindre hus, hvor der boede en enlig kone med en lille pige i husets ene ende, og hvor vi så skulle have resten af huset, to værelser og et køkken. Tværs for huset lå en polakkaserne med fladt paptag, hvor der boede nogle polske piger. Dem kunne vi ikke forstå, for de snakke hurtigt og underligt. Den ene havde en dreng der hed Jaso. Han var vel lidt ældre end min bror, Holger. Jaso ville altid tisse på os, så ham kunne vi ikke lide.

Far husker jeg ikke meget om fra disse år; men han kom da af og til hjem, engang med en skoldet arm. Jeg husker en stor vædskefyldt blære fra hans albue og ned til hånden. Den blev overpøset med koldt vand. Doktor gik han ikke til. Far var lokomotivfører. Hvad det var, vidste jeg ikke rigtigt; men det var langt væk. Han var en overgang på sukkerfabrikken i Gørlev på Sjælland og boede deroppe.

Han havde også arbejdet ved uddybningen af Bandholm Havn, men om det var, medens vi boede i Østofte-Langet, hvor Holger og senere jeg blev født, husker jeg ikke. Mor havde også for en kortere tid boet hos fars forældre på Holle, men den tid kan jeg slet ikke huske. Det var vist heller ikke ret længe, selv om det sikkert var rigeligt længe for mor, indtil far købte et lille hus i Østofte-Langet, da han fik ansættelse som fyrbøder på Ryde Savværk. Herfra stammede vores stueur med porcelænsskive, knapper, søjler og en vældig hest oven på. Det blev skænket ham som belønning, for at have reddet savværket fra en storbrand. Huset er revet ned i dag, og der er skov nu, hvor det lå. Kun brønden er tilbage. Det var et lille lerklinet bindingsværkshus med stråtag og jordgulv i gangen, hvor der i øvrigt boede en stor tudse i det ene hjørne. Far snakke de tit om den tudse og syntes, at det var hyggelig fyr at bo sammen med.

Lillebror blev døbt i Birket kirke, Svend Aage skulle han hedde, men blev stadig kaldt lillebror.

Jeg stod ude på vejen med morfar ved hånden og så mor og far og bedstemor gå hen til kirken med ham, og bedstefar fortalte, at han skulle døbes i vand af præsten for at få sit navn. Jeg havde ellers set, at mor vaskede lillebror, før de gik, og husker tydeligt hans fine hue, som hun gav ham på. Den var lang og af silke, og mor kaldte den en pikkelhue.

Det var både sjovt og ikke sjovt med den lillebror. Når mor lugede roer på Dalbygården, skulle jeg se efter ham og gynge ham i barnevognen – et frygteligt højt skrummel -, hvis han skreg, og en gang ruskede jeg så vældigt i denne her høje vogn, at den væltede, så lillebror trillede ud, og jeg ved ikke, hvem der så vrælede højest, han eller jeg, men mor kom i hvert fald løbende og fik ham samlet op og trøstet.

Holger strøg bare af sted. Så var han nede på Dalbygården og rendte efter sønnerne der, eller så legede han med smedens drenge. Smeden hed Bjødstrup og boede lidt længere henne ad vejen. Elektricitetværkets piger legede vi også med, de hed Gerda og Yrsa

 

Tiden på Fyn

Så sad vi atter på et hestetrukket flyttelæs.

Holger og jeg sad i vores sofa, som var anbragt øverst på læsset, svimlende højt oppe, syntes jeg. Vi skulle køre meget langt, helt til Nakskov, en strækning på et par og tyve kilometer. I Nakskov skulle vi ombord i et skib, en lille gammel damper, der hed Sif, men for mig et vældigt fartøj, med et kæmpestort dæk og en kahyt med bænke hele vejen rundt langs væggene. Der sad mange mennesker. Mor sad med Lillebror i favnen, jeg sad på fars skød og Holger var der også. Så gyngede hele skibet, og man kunne ikke holde balancen. Det vippede og rullede værre og værre, og nu var det ikke sjov længere. Folk kastede op, og jeg har nok gloet nysgerrigt på dem. Holger måtte også kaste op – og mor. Der kom en stor dreng med blankskygget kasket på, og han havde nogle underlige tingester i hænderne, som han rakte hen foran passagererne, alt imens han sang om, at “Der er lang vej Tipparary”. Mon det var derhen vi skulle. Det var nok et sted på Fyn, så var det bare, om Vester Åby, hvor jeg havde hørt, at vi skulle til, lå før eller efter Tipperary.

Nu fik jeg kvalme og havde det ikke ret godt. Turen over Langeland og sejlturen til Svendborg husker jeg intet om. Jeg har måske sovet, men i Svendborg havde jeg en meget stor oplevelse. Med far ved hånden kom jeg ind i et meget fint værelse, hvor der stod en mærkelig indretning, nærmest som en kæmpestor kop af porcelæn, og der var sort låg på. Den måtte man sætte sig op på og tisse, og når man var færdig, skulle man trække ned ad i et håndtag, som hang ned fra loftet i en jernkæde. Så brusede der en masse vand ud i koppen og  skyllede det hele væk, så den var lige så fin som før, også selv om man havde lavet stort. Forunderligt.

Efter at have prøvet dette gik far, og mor og vi børn ind et sted med mange små borde, og her fik vi mad. Jeg tror nok, at det var bøf eller frikadeller, og jeg syntes, det smagte dejligt, men vi var vist også hundesultne. Lillebror fik stadig mad hos mor.

Efter måltidet gik vi tur i den store by, og jeg trak far hen til et stort vindue med babytøj for at vise ham sådan en dukke, som jeg gerne ville have. Den var større end lillebror og kunne sidde alene.

Så kom vi ned til havnen igen, og der holdt en mand med en ponyvogn, en fin vogn med to heste for. Han hed Mads Ærøbo, og ham skulle vi køre med alle sammen. Det var vældig sjovt, og de to rappe heste løb stærkt, syntes jeg, og så snakkede de voksne hele tiden.

Et sted gjorde vi holdt, stod af vognen og drak vand af en kilde, der lå ud til vejen. Den rislede med iskoldt klart vand, og der hang et krus med en kæde i på et gelænder. Det måtte vi alle bruge. Så kørte vi igen meget længe, og så, endelig, drejede vi ind på en gård, der lå lige over for en kirke. Midt i gården stod en stor rund træparaply, hvorunder der var et stort kamhjul med en bom, der ragede langt ud. På den anden side af gårdspladsen var der en længe, hvor vi kom ind i et stor rum med cementgulv. Her stod alle vore møbler, som var kommet før os.

Der var en stige op til et loftsværelse, hvor vi skulle sove. Borde og stole og sofa blev stillet op i rummet nedenunder, og der skulle vi altså bo i nogle dage.

Manden, der kørte for os, Mads Ærøbo, boede på en gård ved siden af.

I stuehuset til vores gård boede en tømrer. Jeg ved ikke, hvad han hed, men han havde bygget sig en gård uden for landsbyen på sin jord, der lå længere ude, og så havde far lejet det gamle hus af ham, men han var altså endnu ikke flyttet.

Den første aften blev vi inviteret over i stuehuset til aftensmad. Vi fik æblesul, der smagte dejligt, og tømrerens var så venlige mod os børn, at jeg straks kunne lide dem. Inde i soveværelset ved siden af lå en gammel mand og gav sig. Det lød uhyggeligt og vi fik at vide, at han var meget syg. Han døde da også nogle dage senere og blev begravet, medens vi boede i udhuslængen.

Vi sov i loftsværelset, og far var allerede  taget på arbejde, før vi vågnede. Mor lavede mad på en primus nedenunder og der spiste vi også.

Om dagen legede vi ude i gården med de toppede brosten. Og når det regnede, var der tørvejr henne under træparaplyen, som vi nu vidste var en hesteomgang, som skulle trække kværn og tærskeværk. Jeg så den aldrig i brug.

En skønne dag kunne vi så flytte over i stuehuset, og det var dejligt. Der var et bryggers med halvdør ud til gårdspladsen. Gulvet var af røde mursten, og det var helt blankt og glat af slid. Her i bryggerset hængte far en gynge op til os. Fra bryggerset kom man ind et pænt lunt køkken med bræddegulv og komfur med messingstang. Ud mod vejen var der to pæne stuer, og de må have været rummelige, for de fyldte mod vejen, hvad køkken, soveværelse og gæsteværelse fyldte ud mod gården. Der var en forstue ud til vejen, hvorfra en dør førte ind til stuerne og en anden dør ind til et værksted, hvor tømreren havde sit værktøj med høvlebænk og drejebænk. Her lavede far mange ting til os: gyngehest til

Lillebror, dukkeseng til mig og legetøj til Holger

Foran huset, ud til vejen, var der brolægning, og mod øst var der en dejlig have. Mod vest lå staldlængen, hvor der var særskilt låge til hver kobås. Tværs over gårdspladsen var så vores første beboelse, kværnhus og hønsehus og så et stort gammeldags das med to huller, et stort og et lille. Det løb Holger og jeg altid om kap over til for at komme først på det lille hul. Jeg måtte dog ofte sidde og balancere på kanten af det store.

Ude bag ved denne længe lå en stor cementkantet mødding, hvor der altid stod alje og møddingsvand. Tømreren havde lagt et bræt tværs hen over den, som Holger gik balancegang på. Jeg skulle også prøve og mistede selvfølgelig balancen og faldt i, så mor måtte ud og trække mig op, og puha, hvor jeg lugtede. Og så stod naboens Rasmus oven i købet og så mig komme vrælende bagefter mor, fuld af komøg og søle.

Alligevel var Fyn et paradis. Det var i 1914. Krigen var brudt ud samme år, og far havde været indkaldt til sikringsstyrken. Nu byggede man Svendborg-Fåborgbanen, og far var fulgt med entreprenøren fra Kragenæsbanen og skulle også her køre et lokomotiv. Men her på Fyn boede vi så tæt på banen, at far kom hjem hver aften.

Mor gik derhjemme og havde banebørster på kost. Det var nogle flinke fyre, syntes vi børn. Den ene af dem var så fin, at han boede inde i vores gæsteværelse. Han hed Albert, og ham bed Lillebror i storetåen, da han lå og slog mave inde på sofaen, efter at vi havde spist. De andre børster boede ovre i den anden længe, i det loftværelse og rummet nedenunder, hvor vi først havde boet.

En af børsterne kaldte vi Tusindbenet, en anden Skævhovede Henrik, en tredie var Peder Poulsen, hvorfor han blev kaldt ved begge navne, ved jeg ikke. Så var der en, der blev kaldt Langfinger. Han havde små korte fingre og manglede et led på nogle af dem. Man sagde, at han havde slidt dem op ved at stjæle. Folkeviddet blomstrede dengang. Vi mærkede aldrig til nogen form for tyveri fra børsternes side. Derimod fik Holger og jeg mange to-ører for at løbe efter snustobak og tændstikker henne i Brugsen, der lå lige ved. Den gang kunne man få et stort kræmmerhus bolsjer for to ører.

Hver dag kom dagvognen og holdt uden for os, og så blev posten læsset af. Hvem der tog imod den, husker jeg ikke, måske brugsmanden.

Der var meget at se på, hver dag noget nyt: en begravelse eller et bryllup. Kirken lå jo lige på den anden side af vejen. Byen hed Vester Åby, flot navn syntes vi, det lød af noget. En og anden gang kom grønmalede zigeunervogne rullende igennem byen, og så vrimlede det pludselig med mørkøjede, sortkrøllede koner og børn, som solgte træskeer og rangler med fløjte i enden. Mor købte en til Lillebror. De tiggede også, zigeunerne, og somme tider gav mor dem et stykke ost eller noget flæsk.

Af og til kom en deling soldater marcherende. Dem marcherede så Holger og de andre drenge bagefter, ofte helt til Vester Skerninge, inden de travede hjem igen.

I den anden ende af Vester Åby lå mejeriet, hvor Holger og jeg hentede flødeskum i en blåemalieret spand med låg, som ofte på hjemturen blev lindet lidt for en slikken pegefinger. Vore pensionærer fik altid flødeskum på øllebrøden. Jeg tror, de levede godt hos mor.

Der var også et bageri, hvor vi holdt meget af at komme. Bagerkonen gav os ofte en to-øreskage, og det var min store drøm, at blive bageriets kone, når jeg blev stor. Og så duftede der så dejligt.

Lidt uden for byen lå en stor gård med sorttjæret bindingsværk. Den hed Pilegård og havde en skov, hvor der blev holdt folkefest hver sommer. Bag Brugsen lå skolen, hvor Holger gik. Han behøvede bare at løbe gennem haven, så var han der. Over for Brugsen lå et langt hus, der blev kaldt fattighuset. Det var et slags asyl, og der voksede gyldenlak neden for vinduerne, og gamle, milde koner sad inden for, men i Holgers og min alder havde sikkert alle mennesker milde ansigter.

Vores nabo Mads Ærøbo, kørte også på udflugt med os. Så pakkede konerne madkurve, og vi kørte til Brahetroldeborg, hvor Mads spændte hestene fra, gav dem muleposer på og bar øl- og kaffekurve ind i et af de små lysthuse, hvor mor og Signe Ærøbo pakkede ud og dækkede bord. Rasmus og Christian, deres to drenge, og Holger og jeg legede så i den del af parken, hvor lysthusene lå. Det var dejlige stunder for os.

Det skete somme tider, at vi lov til at køre med far på lokomotivet, men kun en ad gangen. Jeg husker, at jeg lå på knæ på værktøjskassen og så ud af et lille vindue, mens far stod og passede dampen, og jeg ved ikke hvad. Der var en mand mere med, som indimellem lukkede op ind til en vældig ild og smed nogle skovlfulde kul derind. Af og til sprang han også af lokomotivet, der trak en masse tipvogne med grus, og koblede af eller på. Vi kom til en lille by, der hed Katterød, og der købte far støvler til mig. Fra Katterød skulle vi have en syg mand med hjem. Han blev lagt ind på gulvet på lokomotivet, og så måtte far stå og skræve over ham, mens han styrede. Hjemme blev manden lagt ind i en tom kobås på noget halm og fik et dækken over sig. Der skulle han ligge, til han blev rask igen.

En gang imellem kom børsterne op at slås, og det var vist for alvor, for vi børn blev jaget ind af mor, når det skete.

En dag var far ude for at se på banelinien. Holger og jeg var ude og plukke græs til kaninerne på skråningen langs banen, da far kom. Så blev Holger sendt hjem med det grønne, mens jeg blev løftet op på noget, der hed en dræsine. Den kørte på jernbaneskinnerne, og far drev den frem ved at trække og skubbe i et stort håndtag. Det gik svimlende hurtigt.

Mor og far havde sommetider nogle vældige diskussioner. Det var gerne, når der var kommet brev fra farmor og farfar på Holle. Der var også noget med en, der hed Christine, fars storesøster, som var vred over et eller andet. Det var noget med, at far og mor skulle komme hjem til Holle og overtage stedet der. Og det havde mor absolut ikke lyst til, og far vist heller ikke. Vi havde det jo godt på Fyn.

Der var mange børn at lege med. Henne hos cykelsmeden var der en seks, syv stykker, og der rendte vi børn ud og ind ad døren, og der blev aldrig sagt noget til det. Der var ikke så pænt derhenne, og en dag blev der så snakket om lus, og så blev det forbudt at lege der mere. Mor blev virkelig vred, og jeg fik lussinger en dag for at være rendt derhen trods forbuddet.

Der var en stor dreng, som gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig ved at gå baglæns lige ud i gadekæret og komme op igen, uden at gadekællingerne havde taget ham. Han blev kaldt Rasmus Skræv.                                                                                                                                             

 

Tilbage til Lolland

En dag var vi så færdige på Fyn. Børsterne var rejst, Albert var den sidste. Han skulle til Jylland med entreprenøren. Far og mor kunne også være rejst derover, men nej, vi skulle til Holle.

Og så en dag flyttede vi atter.

Jeg kiggede på de tomme stuer og oplevede for første gang at være rigtigt ked af det.

Selve rejsen husker jeg ikke meget fra, men ved Ryde station holdt farfar, som jeg da så for første gang, for at hente os. Han havde stort, hvidt fuldskæg, ikke langt, men tæt. Han løftede mig op på vognen, hvor mor, Holger, Lillebror og jeg skulle sidde bagi, mens far og bedstefar, Rasmus Nielsen, sad på den forreste agestol, og så gik det langsomt gennem en stor skov. Hesten, Lotte, var gammel, men travede dog lidt en gang imellem.

Det var i 1916, vi kom til Holle, og det må have været i efteråret, for ænderne rappede i den mørke vandgrav, der lå lige over for huset omgivet af sorte piletræer. I det hele taget var det første indtryk af Holle mørkt: Små dunkle stuer, huset overgroet af mørk efeu, som skyggede for vinduerne og lige uden for huset et halvhøjt stakit, der vistnok oprindeligt havde været malet grønt, men som nu var nærmest sortgråt, en lille forstue med to døre og på den inderste væg et vindue ind til et lille kammer, der var helt mørkelagt, når forstuedøren var lukket. Den ene af forstuens to døre førte ind til mine bedsteforældres pæne stue og den anden ind til hverdagsstuen, som var meget lille. I et hjørne stod et bornholmerur, og ved siden af det en gammel kone med et sort silketørklæde om håret bundet under hagen. Det var ikke trekantet, men lignede nærmest et halstørklæde. Over skuldrene havde hun et brunt, trekantet sjal, der var krydset foran over brystet og bundet i knude på ryggen. Hun havde et sort forklæde bundet om livet. Under hver arm havde hun en krykke. Det var bedstemor, Dorthea, som jeg her så for første gang. Hun var lige til at blive bange for og lignede slet ikke den store glade bedstemor, som kom hos os, da Lillebror blev født. Nej, jeg syntes ikke om hende. Hun snakkede heller ikke, som jeg var vant til at høre det. Vi var jo blevet noget fynske i løbet af de sidste par år.

Der var også en dame, som hed Christine, og som var vores tante og søster til far. Det var vist hendes skyld, at vi nu var flyttet til Holle, hvor hun nu ikke ville være længere. Hun lukkede bornholmeren op og hentede nede fra bunden en gammel dukke frem. Den havde tøjkrop og blikhoved, der havde været malet, men al malingen var skrabet af næsen. Dukken hed Vilhelmine, fik jeg at vide, og den havde været Malvines piges. Malvine var en anden søster til far og boede nu i Kgs. Lyngby. Jeg blev ikke videre glad for dukken, men tog den da.

Ved siden af bornholmeren var en dør ind til det soveværelse, hvor bedstemor og bedstefar sov.

I det lille mørkekammer ved forstuen stod mors og fars senge, de kunne lige akkurat være der. Der sov så Holger og jeg i den ene og mor og far i den anden, mens Lillebror sov i en slags puf under vinduet. I krogen var der en hjørnehylde.

Christine sov vist på en sofa inde i stuen.

Nej, der var ikke rart, men vi blev lagt i seng.

Køkkenet var heller ikke rart. Der var revnet cementgulv og en stor åben skorsten, hvor komfuret stod med en jernplade over, så vi ikke kunne kigge lige op i den åbne himmel. Loftet var sort.

Vinduerne var smårudede og vendte ud til gården, der var meget smal, og hvor der lå et lille hus med stråtag lige for. Mellem det og stuehuset var der et plankeværk og foran det en vandpost. Bag denne førte en dør ind til lofttrappen, der var bag bedstemors fine stue. Fra køkkenet førte en dør i den ene ende til en lille mørk kælder, og i den anden ende var en dør ud til et lille værksted, hvorfra der var dør videre ud til loen og til gården.

Loen strakte sig tværs gennem huset og havde porte både til gården og til vejen. Der var en vinkeludbygning ud til vejen, der kaldtes tværloen. Her stod kværnen og fjedervognen. Så var der en roekælder og en skærelo, hvor hakkelsesmaskinen stod, og herfra kunne åbnes en lem ind til hestebåsen, der var i den bageste ende af kostalden.

Kostalden lå på tværs i den østlige længe, og i den bageste del af længen var et møddingshus beklædt med tagrør. Det var hele herligheden.

Er det underligt, at vi ofte spurgte mor om, hvornår vi skulle rejse hjem til Fyn igen.

Vi begyndte at kunne mærke, at det var krigstider. Der var knaphed på mad og alting. Rationeringsmærkerne var indført, og mange munde var der at mætte, og ikke mod betaling som på Fyn.

Huset, der lå i gården, var delt på tværs af en gang, og for enden af denne var dasset. Til højre var der to svinebåse, og til venstre var der hønsehus og fåresti til tre får. Der har vel været en so i den ene sti og et par grise i den anden.

Ovre i stalden var plads til to køer, en kvie og et par kalve. Bagved hestebåsen var et lille aflukke til en gris eller en kalv, eller hvad vi nu havde. Fra stalden førte en dør ud til møddingshuset, som kunne lukkes med et par porte, lavet af lægter og rørflet.

Ude i gården ved svinehuset og lige over for køkkendøren lå svinemøddingen og lugtede. Bagved var vedkasten, som bedstefar kaldte den, hvor brændslet blev opbevaret. Her stod et stort hyldetræ, et pæretræ og to blommetræer med sure, sorte blommer. Under disse træet lå så brændestablerne samt en stor bunke risbrænde. Savbukken, en stor huggeblok samt slibestenen havde også plads her. Øst for huset lå hesteomgangen og bag denne igen en lille have med buksbomhække langs gangen og nogle gamle æbletræer. Det ene var et stort træ med løgæbler. Der var et træ med voldæbler og et med Mathisæbler. Jeg har, hverken før eller siden, hørt om disse æblesorter. Æblerne blev lagt i kornbunkerne, når de var plukket ned, for så holdt de sig bedst. De samme kornbunker brugte kattene som lokum, så det var en blandet fornøjelse at rage æblerne frem her, men man kan vist vænne sig til alt.

På kornloftet lå også en stor gammel rund ost, som vi skar af. Den var pakket ind i et fugtigt klæde, og jeg har aldrig sidenhen brudt mig om ost. På en hanebjælke hang en hel klipfisk, som vi også hentede stykker af til middagen.

I kælderen stod en tønde med saltede sild og sulekarret med hvinende salt flæsk, så der var jo altid mad. Og dog, synes jeg, var vi altid sultne. At det skyldtes krigen, forstod vi børn ikke og fik det heller ikke forklaret, så derfor gik vi altid og mente, at der var meget bedre ovre på Fyn.

Holger kom i skole i Vejleby, og engang gik vi til Brugsen. Vi havde fået en to-øre til at købe bolcher for. Det kunne vi ikke få. Der skulle nu fem øre til et kræmmerhus med bolcher. Er det underligt, at vi længtes efter Fyn?

Og så den trange plads vi havde. Bedstemors fine stue måtte ikke røres, så vores buffet med det store spejl måtte stå inde i hverdagsstuen. Hvor vores andre møbler var, ved jeg ikke.

Christine rejste til København, hvor mine tre andre faste boede. Og så satte bedstemor sig i sin lænestol mellem sengene, og der blev hun siddende resten af livet. Nu ville hun ikke mere. Så skulle der også fyres inde hos hende hver dag året rundt. Huset var jo koldt.

For at skaffe lys i vores lille kammer måtte forstuedøren stå åben, og der kom meget træk ind. Noget af det første far lavede, var at skære to firkantede huller i denne dør og sætte glasruder i. Det hjalp noget.

Så tog far og bedstefar fat på at lave lersten henne i en grav, vi havde på en mark, som vi kaldte Banken, og da stenene var tørre, blev plankeværket revet ned, og en bygning der forbandt stuehuslængen med huset i gården, blev opført, så huset i gården blev forlænget. I trapperummet fik bedstemor og bedstefar soveværelse med dør ind til den fine stue. I mellembygningen fik de køkken og spisekammer og brændehus med udgang til gården. En stor skorsten blev muret op, og bedstemors kakkelovn flyttet ind i soveværelset.

Lænestolen med bedstemor blev anbragt i kakkelovnskrogen med den gamle lågkiste på den anden side. Under vinduet et lille bord med to stole, det var bedstefars spiseplads. Bedstemor fik sin mad hen til sig i lænestolen. Over lågkisten hang en reol lavet af tomme garnruller trukket på stærke snore og med hylder imellem, her stod på den nederste hylde en blå skål med smør. På den øverste hylde stod en gammel bibel, en huspostille med et tekststykke til at læse højt for hver dag i ugen, og en gammel salmebog, der var vældig tyk og med hele tekstrækken indeni.

Over bedstefars seng var et hængeskab med hans værdipapirer. Der var nøgle til, det havde tre små skuffer midt i og en større skuffe nederst. Det er i familiens eje

På væggen hang et stort billede af biskop Monrad, en stor mand, som bedstemor altid omtalte med ærefrygt.

Og så havde de deres pæne stue intakt. Her stod en rød sofa og fire stole omkring et nøddetræsbord med to klapper, der kunne slås ud. Der stod også en skænk, en kommode og et blomsterbord på tre ben.

Alle møblerne havde bedstefar selv lavet, og de findes endnu i familien på nær sofaen, to af stolene og blomsterbordet.

Køkkenet havde bord under vinduet med hylde under og fortræksgardin samt en lille vask uden afløb. Til den anden side stod et lille komfur og en taburet med vandspanden på. En smal dør førte ind til spisekammeret, som havde hylder på de to sider, og en lille hylde under vinduet fungerede som bord. Brænderummet var delt med en halvvæg, så far og mor havde den anden halvdel.

Over spisekammeret lavede far senere en slags kvist af træ  med et vindue i, der skulle give lys ind til loftet. Denne kvist kaldte vi Stærekassen, og den var en yndet læseplads for os børn, når det var dårligt vejr og vi helst skulle være lidt af vejen.

Det lettede meget for os, at de gamle kom ind til sig selv. Nu fik mor og far eget soveværelse, og Holger og jeg blev ene om kammeret, som blev udstyret med mindre senge, så nu blev der mere plads. Holger sov i “Baronsengen”, der var meget flot. Den havde indlagt træ og kugler på stolperne. Vi havde haft den med fra Fyn, hvor far havde købt den på en auktion. Jeg sov under vinduet i en smal jernseng. Vi havde en lille kommode med tre skuffer i, det var alt.

Svend Aage sov i soveværelset. Der var de to store senge, en servante med marmorplade og servantestel, mors kommode og klædeskab. Det var rart, at det var vores egne møbler igen.

I stuen stod vores sofa under vinduet med bordet foran. Så var der mors buffet, et par stole og stor gammel kakkelovn.

I køkkenet stod det gamle bord, som var fasttømret under vinduerne.

En vask uden afløb og så den store ækle skorsten med komfuret indeni. Bedstemors tallerkenrække var blevet hængende, og så var der ikke mere bortset fra et par stole. Der var ikke megen plads, og Svend Aage stødte altid hovedet imod bordhjørnerne. Han havde allerede lært at gå ovre på Fyn.

 

Det daglige brød

Hvad havde vi så at leve af?

Ja, der var jo de to køer. En kalv kunne vi jo sælge ind imellem, og en gris. Vi havde seks tønder land, deraf de tre under plov, som man sagde, resten lå med enggræs og kragetjørn, lavtliggende og surt. Det var bedstemors fødehjem og måtte ikke komme på fremmede hænder. Bedstefar var jo tømrer og var med til at bygge gårde rundt omkring, så Christine måtte passe dyrene og bedstemor huset.

Bedstefar pløjede og såede så om søndagen og om aftenen, og det var ofte sent, inden han kom hjem fra arbejde og kunne tage fart på sit eget.

De to gamle fik ikke aldersrente (jeg ved ikke, om der var noget, der hed sådan dengang), og derfor skulle far hjem for at forsørge dem. Jeg ved ikke, hvad far gav for hele herligheden. Det har nok ikke været meget, men der skyldtes vist heller ikke noget videre i ejendommen. Den havde været en gammel fæsteejendom under Christianssæde, men var overgået til selveje. Der var dog nogle få terminspenge, som far skulle betale på godskontoret.

Marken derhjemme var en lang smal tarm mellem to pilehegn med risgærder mellem pilene. De store piletræers rødder tog al lys og kraft fra den smalle jordlod, hvor der endvidere var en dyb mergelgrav på tværs af det højeste stykke.

Far stynede pilene, og bedstefar flettede nye risgærder, og de gamle blev kørt hjem til brændsel, og her kunne vi børn jo hjælpe til med at samle sammen og læsse på mergelkassen, en tohjulet vogn med to faste stænger til hesten. Den blev brugt til at køre mergel ud på marken med og var så lav, at vi sagtens kunne nå op og lægge brændet i den.

Far fik fat i en sluffe, en kæmpeskovl med et kort skaft eller stang, som far kunne styre med. På hver side af skovlbladet var en sær jernkæde, som blev samlet foran i en jernring. Heri anbragtes så hammelen, så hesten kunne trække sluffen. Med det redskab fjernede far så hele muldlaget på marken og kørte det sammen i bunker. Derefter jævnede han så hele bakken ud, som skrånede stærkt ned mod bækken, der løb tværs gennem marken og delte den i to. Det bageste havde man kun adgang til over naboens eng. Efter at have fyldt op og jævnet ud kørte han så mulden på igen. Så pløjede og såede han.

Kornet mejede bedstefar så med en le, og mor bandt op. Holger og jeg måtte gå med favnen fuld af halm, for kornet var ikke højt nok til at lave bånd af.

Henne på banken, den anden mark, som lå i den anden ende af Holle, var der ikke bedre. Der var et tyndt lag muld med grusunderlag. Far måtte i gang med sluffen igen. Han solgte grus, så længe, som det kunne betale sig og lagde kartofler i resten. De blev som regel gode, og han solgte mange. Derudover havde han så et stykke med foderroer til dyrene samt vinterrug. Bedstefar dyrkede ikke sukkerroer.

Køerne lever af det magre enggræs neden for markerne, og det var kummerlig føde, selv for fårene, der stod på vejgræs på de hjulspor, der kaldtes strandveje. Nej, der var ikke meget at rutte med.

Rationeringerne blev skrappere, og rugen, som groede bedst, skulle tvangsafleveres. Mor gemte dog lidt til side til at brænde kaffe af. Det var strengt forbudt og måtte ikke omtales til nogen. Grisene skulle afleveres og så fik vi kød- og flæskekort. Så det var næsten en ulykke, når soen skulle have grise, for de skulle jo have kornet og derefter afleveres. Selvfølgelig fik vi penge for dem, men dem kunne vi jo ikke spise.

Så fandt far på at slagte store pattegrise, som vi spiste. Der var jo ingen, der holdt øje med, hvor mange smågrise soen havde gået, og hvor mange der døde. Det varierede meget.

Smørret strakte mor ved at koge en grød af kartofler og mel, som hun blandede i smørret. Det smurte vi på brødet. Det var værst for bedstemor, som kun var vant til rigtigt smør. I det hele taget havde bedstefar sit hyr med bedstemor og deres husholdning. Aldrig har jeg set tyndere kaffe, en den han lavede. Han bagte nogle firkantede, aflange brød af mel, vand og gær. De smagte ikke af noget, men alligevel var det dejligt at få kaffe inde hos ham og sidde ved vinduet sammen med ham. Han sagde ikke ret meget og var så døv, at han ikke var til at råbe op. Ingen kunne som han skrabe smørret ganske tyndt ud over brødet.

Far købte seks tønder land fjordeng, der lå et godt stykke borte. Der var rørskær til og dejligt græs, så nu fik vi æde til køerne og kørte det hjem på mergelkassen. Og så blev der også slået og stakket hø derude.

Far måtte ud for at tjene penge på anden måde. Ejendommen gav jo ikke meget, så han tjærede tage, sejlede sand og tærskede. Om efteråret kørte han roetog til Stokkemarke Saftstation, og så var han indlogeret dernede i hele roekampagnens ca. tre måneder.   

Jeg måtte være inde hos bedstemor om dagen, når bedstefar hjalp til i marken. Bedstemor kartede og spandt al ulden fra vores får, når mor havde vasket og klippet dem, og den tid, jeg måtte være inde hos bedstemor, kunne lige så godt bruges til at lære at læse, skrive og regne. Den første tid var streng, og jeg græd ofte, når jeg skulle derind, men der hjalp ingen kære mor. Jeg skulle og dermed basta. Sidenhen gik det nemmere, og så kunne jeg læse. Nu tog vi så fat på salmebogen. Den var skrevet med nogle snørklede bogstaver, og dem skulle jeg så også lære. Jeg skrev på en tavle. Bedstemor skrev flot, og hun skrev bogstaverne for til mig, og så sad jeg henne ved bordet og skrev dem efter, indtil hun syntes, at det var pænt nok. Jeg fik også regnestykker for, og vi øvede tabeller, til bedstemor skulle tisse, så måtte jeg hente potten frem under sengen og sætte den under hende. Bagefter skulle jeg ud og tømme den og derefter vise hende den, før jeg satte den på plads under sengen igen, for at hun kunne se, om jeg havde skyllet den ordentligt ren. Nej, man kunne aldrig snyde.

Om sommeren kom tante Karen hjem nogle dage, og så blev vi inviteret ind til kaffe i den pæne stue, og Karen havde sørget for kager og bagt kringle. Hun lagde kiks sammen med creme og pyntede dem med glasur og gelé. Det så pænt ud og smagte godt. Nabokonen, Ida Anthonisen, var også med, og vi syntes, at det var meget fint at komme derind.

Tante Malvine kom også og havde sin datter med. Hun hed Elly og var min kusine, og det var hende, der havde haft dukke Vilhelmine, som jeg fik første aften på Holle. Nu måtte jeg høre for, at jeg ikke havde passet godt nok på den. Æv, den gamle grimme, snuskede dukke. Nej, Elly var vi ikke glade for, og så grisede hun sig aldrig sådan til som vi andre. Hun kunne have et rent forklæde meget længere end jeg. Hun nejede og sagde pænt tak for alting. Det var rart, når de tog afsted igen.

Tante Malvine gjorde rent inde hos de gamle, når hun var hjemme på Holle. Så blev der luftet sengetøj. Store tunge olmerdugsdyner blev båret ud i vedkastet og lagt til soling på bræddestablerne, og så kunne bedstemor pludseligt godt tåle træk, for alle vinduerne blev smækket på vid gab, og hun afslog altid tilbudet om at komme ud og sidde i solen. Og så blev der vasket storvask. Alt, hvad de gamle havde i skabe og skuffer, kom frem og blev vasket, også selv om det ikke havde været brugt. Der var nogle tykke blårgarnslagener, som var meget længe om at tørre og nogle underlige bukser, som bedstemor brugte. De blev kaldt for bedstemors skovbalsbukser og bestod af to lange bukselår, som krydsede foroven, for og bag og blev holdt sammen af en linning med bindebånd eller knapper. De kunne være af alle slags stof såsom lærred med feston til finere brug eller flonel med håndbroderede tunger forneden eller med en ganske almindelig håndsøm. De var åbne i skridtet, så bedstemor kun behøvede at skubbe dem lidt til side, når hun skulle på potten. Jeg kan godt se det praktiske ved dem, men mor ville pinedød aldrig trække i sådan et par, og det  kunne jeg da også godt forstå. Så var der uldklokker, de fleste ufarvede med istrikket bort. Det var uldskørter, som bedstemor selv havde strikke af uldgarn fra vores får. Hun havde så underliv af samme slags og derover kjole. Hun havde hjemmestrikkede sorte strømper med ufarvet top, som blev holdt oppe af strikkede strømpebånd bundet under knæet. På fødderne havde hun kludesko. Jeg har aldrig set bedstemor i andet fodtøj, men hun havde et par sorte snørestøvler i skabet i den lille forstue.

Bedstefars strømper var af gråt uldgarn med ufarvet skaft, og de var også lange. Bedstemor havde strikket en rød uldklokke til mig, men den var ud-i-et  med livstykket, altså det, vi kalder en underkjole. Den var med sorte striber hele vejen rundt forneden og med en hæklet tungekant. Den var fin og dejlig varm. Hun strikkede også strømper til os alle sammen, og de blev forfødet i det uendelige, og skafterne blev kortere og kortere, syntes jeg. Måske var det også mig, der voksede.

 

Til præmielæsning

Jeg skulle i skole. Vi skrev 1918 og krigen sluttede. Bedstefar hoverede over de forbandede tyskere, som heldigvis havde tabt. Han hadede tyskerne af et godt hjerte, for han var veteran fra 1864, hvor han havde været med ved Dannevirkes rømning og havde måttet flygte sammen med de andre. Han kom endelig en aften ind på en gård, hvor karlen havde tilbudt ham en plads ved siden af sig i sengen. Bedstefar havde modtaget tilbuddet med taknemmelighed. Han havde ikke været af tøjet i tre uger, og havde glædet sig til at ligge i en rigtig seng, og så havde karlen fnat, og det fik bedstefar også. Det, sagde han senere, var næsten værre end selve krigen.

Bedstefar hoverede altså, og jeg husker, at han sad på en trebenet skammel på logulvet iført sine renskurede træsko, der kun blev brugt til det samme, og kastede korn. Logulvet var fejet, og der lå en stor bunke korn ved siden af ham. Den tog han med en træsluffe af samme form som et fejeblad og kastede med elegante sving i en bue ud over gulvet, og så lagde de lette avner og det tungere korn sig i hver sin halvbue. Det så flot ud. Bedstefar sang: “Dengang jeg drog af sted”. Jeg havde aldrig før hørt bedstefar synge og undredes meget og for ind og fortalte mor det. Hun blev lige så forbavset, det havde hun ligegodt heller aldrig hørt. Der var så vist heller ikke noget at synge for inde hos Dorthea, som bedstemor hed.

Rationeringsmærkerne havde vi stadig, og bedstefar tabte sine, engang han havde været i Brugsen, og da var bedstemor ond ved ham, han blev så ked af det, vred også, at han fik mavepine og lavede i bukserne af sorg, hjælpeløshed og raseri. Så trådte mor til, fik ham trøstet og vaskede hans bukser, mens han fik et par af fars på, som var alt for korte i benene. Bedstefar var høj, men det var ikke til at få fat i et par af hans egne, dem sad jo så at sige bedstemor og vogtede. Så måtte vi dele rationeringsmærker med de gamle.

Vi gik i seng med hønsene og stod op med solen, nu skulle der for alvor spares på lys og petroleum.

Jeg kom altså i skole og fulgtes med en dreng henne fra den bageste ejendom på Holle. Han hed Leo og havde en storebroder, der gik i skole med Holger. Han hed Frode. De havde en lillebror, Henry, der døde et par år gammel, jeg ved ikke af hvad.

Leo og jeg spadserede så op til skolen. Vi havde vores dåbsattester med og skulle skrives ind i en stor protokol. Bortset fra os nye var der nogle oversiddere fra året før. Jeg fik en plads i pigerækken ved vinduet ved siden af en pige, der hed Rigmor, og som havde de rødeste kinder, jeg nogensinde havde set og små hvide hårpiske, der strittede ud til hver side.

Lærerinden var en høj, slank dame med fin bluse og nederdel samt knapstøvler. Hun havde flot hår med fald og en stor knude i nakken. Jeg bestemte mig for, at jeg ville være lærerinde, når jeg blev stor.

Vi fik ABC’er og skulle lære at læse. Vi begyndte: “-Det første bogstav er A!” Det vidste vi da godt, de fleste af os. Men nogle kunne slet ikke bogstaverne, de skulle så lære dem. Vi andre fortsatte, og jeg læste stolt.

“-Nej, Ellen. Her begynder vi med at stave!” Ikke et ord om, hvor dygtig jeg var. Jeg var skuffet, og hele det første skoleår var dræbende for mig, jeg kunne jo også skrive.

Et lyspunkt var der dog. Jeg skulle til “præmielæsning” på Christiansæde Slot. Præmielæsningen beroede på et legat, stiftet af den gamle grev Reventlow for de børn fra alle skoler under grevskabet, der var dygtigst til at læse og skrive. Tanterne, Karen og Christine, havde lovet mig en stor dukke og en dukkevogn, hvis jeg blev placeret blandt de fem bedste.

Og så oprandt endelig dagen, hvor mor og jeg gik ned til Christianssæde til selve slottet, kælderen ganske vist, og der var kommet mange børn og mødre samt degne og lærerinder fra skolerne.

Første og anden præmie fik lærer Rats døtre fra Landet, den ene hed Ruth og den anden Åse, og så blev jeg nummer tre. Ih, hvor var jeg stolt. Jeg fik H.C. Andersens eventyr i rødt pragtbind og med guldtryk, hvor blev jeg glad for den.

Efter præmielæsningen fik vi chokolade med wienerbrød til, lige så meget, vi kunne drikke og spise, og bagefter legede vi i slotsparken. Det var grevens fødselsdag i april, og vejret var fint og dejligt.

En dag vågnede jeg op i mors og fars soveværelse, min jernseng var stillet derind. Blomsterne på tapetet opførte sig mærkeligt. De snurrede rundt og loftet drejede også, og jeg havde det dårligt. Mor og far lå også i sengen, og Holger. Ved fodenden stod bedstefar, meget høj og fik forklaret, hvad køerne skulle have at æde og om Hans Christian, der skulle komme og malke, for det kunne bedstefar ikke klare. Vi havde fået den spanske syge, og der blev snakket om doktor, men det blev der nu alligevel ikke tale om. Der var mange, der trængte meget hårdere til lægen end vi, og bedstefar kunne sagtens klare både det udvendige og husholdningen, for vi kunne jo alligevel ikke spise noget. Hvor længe det varede, ved jeg ikke. Kun husker jeg nogle skrækkelige drømme om at gå på bunden af en dyb grav med lodrette sider, den var helt rund, og jeg kunne ikke komme op igen. Den drøm forfulgte mig gennem hele min barndom og ungdom.

Sygdommen slap sit tag i os, men far blev pilskaldet, det så mærkeligt ud. Håret kom igen, men som hvide, bløde dun som på et spædbarn. Senere hen fik dog kraftigt, mørkt hår igen.

 

Børnelege

Vores nærmeste naboer til venstre hed Chresten og Ida Antonisen, og de havde nu børn i alle aldre. De ældste blev konfirmeret de første år, vi boede på Holle. Dem ville jeg jo gerne fortælle om, hvor meget bedre, det var at bo på Fyn.

Det var ellers sjovt at komme hos dem. Ida var en flink og gæstfri kone, og vi fik altid et eller andet, når vi var derinde. Chresten var en tavs og alvorlig slider, og vi var lidt bange for ham. Han havde et stort, hængende overskæg. Og så havde han to heste, alene det skabte respekt. Han kørte mælk til mejeriet. Børnene hjalp flittigt til derhjemme. De store legede ikke. Men Martha var på alder med Holger, og Aage, som altid vrælede, gik jeg i skole sammen med, og så var der de to små, Villy og Kaj, lidt ældre end Svend Aage, dem var jeg ofte barnepige for.

Henne på hjørnet boede Niels og Anna. De havde børnene, Valborg og Povl, på alder med Holger og mig og så en lille dreng, Evald, et år ældre end Svend Aage, med lange, lyse krøller og to gule snotorme under næsen. De løb altid ned i munden, og han slikkede ind med tungen. Bedstefar sagde altid. “Hvad der løber fra næsen i munden, går ikke til spilde”. Det passede jo godt på Evald. Jeg så aldrig, at Valborg tørrede ham om næsen, hvad jeg da tit gjorde ved min lillebror, skønt hun var ældre end jeg. De fik senere en lille pige kaldet Søs, men døbt Ingrid.

Så var der de før omtalte drenge, som Holger og jeg gik i skole sammen med. Deres forældre hed Christian og Ida Pedersen. Alle vi børn hørte til Vejleby sogn og gik derfor i Vejleby skole. I den anden ende af Holle boede Hanne og Vilhelm. De havde to hjemmeværende børn og to ude at tjene. De to børn hjemme hed Oskar og Ellen og gik i Tirsted skole, og dem så vi kun en gang imellem, medens de andre børn var vores legekammerater, og ellers legede Holger og jeg mest med hinanden, da vi var mindre.

Far havde store traver af tækkerør stående ude bag vedkasten. Dem skar han ude i fjorden på isen og kørte  hjem med salg for øje. Disse rørtraver befolkede Holger og jeg med de mærkeligste fantasipersoner. Der var en, der hed Ræp-ræp, en mellemting mellem en helt og en røverhøvding. Så var der Høvle, også en løjerlig fyr, der kunne gøre sig selv og de andre usynlige, når han råbte: “Ræp-skræp!” meget højt. Endelig var der en, der hed Knittert, en morsom fyr, der kunne få os til at grine hjerteligt. Den havde vi mange frydefulde og skrækkelige oplevelser sammen med. Og er det underligt, hvis far og mor sommetider tvivlede på, om vi var rigtige i hovederne, når en af os pludselig hylede: “Ræp-skræp, Knittert kommer!” og gemte os og råbte om den anden kunne se Høvle.

Vi turde ikke hente brænde i vedkasten til mor, når det var begyndt at mørkne eller i måneskin, for så kunne Ræp-ræp, Knittert og Høvle se os.

Hvor længe disse lege stod på, husker jeg ikke. Det var bare pludselig forbi, måske fordi tækkerørene blev solgt og kørt bort. Ræp-ræp, Knittert og Høvle blev aldrig senere genoplivet.

Så legede vi ellers med de andre børn, mest sæsonbestemte lege. Vi trillede hjul, og det må have været sidst på vinteren, for det var altid, når der var kørt brænde hjem. Far købte tit rundholter. Det var runde brændestykker med et tværmål på ca. femten centimeter. Dem fik vi far til at skære ensartet tykke skiver af, og så havde vi nogle lange kæppe, der var kroget i den ene ende ligesom en spadserestok. Vi delte os i to hold og slog med disse kæppe til træskiverne, der fløj eller trillede mellem holdene, og det gjaldt om at få dem til at trille hele tiden. Alle den slags lege forgik midt ude på vejen, som var mest jævn. Der var jo heller ikke megen trafik.

Vi legede også “hund efter hare” eller trillede tøndebånd med cykelfælge, men det var mest drengene. Og så hoppede vi paradis, spillede bold, trillede kugler eller legede politi og tyve. Vi spillede også Vip, et spil hvortil vi brugte to mursten, som blev stillet på den lange side og to stokke på henholdsvis tyve cm og halvfjerds cm. Vi kunne altid beregne de to stokke på øjemål. Den lille stok blev lagt ovenpå de to mursten, og så blev vi delt i hold på to. Den ene deltager skulle med den lange stok vippe den korte længst muligt væk, så skulle han med den lille stok slå den store af stenen. Lykkedes det, skulle han blive stående, mens den anden målte afstanden med den lange kæp. Og så skiftedes der plads, og den havde så vundet, der kunne slå kæppene længst væk.

Vi legede også klap-bom. Det foregik gerne henne på hjørnet, for hos far eller hos Chresten måtte vi ikke rende i kostalden eller hos grisene og forstyrre.

Ellers legede vi piger med påklædningsdukker, som vi klippede ud af Familie Journalen, som Nielses holdt. Hjemme fik vi en masse fra morbror Vilhelm og tante Anna.

Vi lavede cirkus, spillede dukketeater efter Familie Journalen og mange andre ting, nipsenåle, gækkebreve, bytte glansbilleder og så videre. At sy dukketøj var min store hobby. Det var rart og roligt arbejde, som der blev set med velvilje på.

Jeg havde jo virkelig fået den fine dukke og dukkevogn af tanterne, som de havde lovet mig i forbindelse med “primjelæsningen”. Det var en såkaldt leddukke med porcelænshoved og rigtigt hørhår, der krøllede. Den havde hænder, arme, ben, fødder og knæ, der kunne drejes i alle retninger, så den både kunne sidde og stå, og så kunne den lukke øjnene, der var udstyret med rigtige øjenvipper. Tanterne havde selv klædt den fuldstændigt på og havde medsendt en bunke fine tøjrester, som jeg kunne sy mere tøj af. Dukkevognen havde sort voksdugskalesche, der kunne slås op og ned og havde klunker hele vejen rundt. Selve kassen var af sortlakeret træ. Stellet var udstyret med læderstropper og fjedre. Hjulene var af metal, men havde dog ikke gummiringe. Dukkevognen var fint stafferet, og jeg var lykkelig for den og dukken, der blev pyntet efter alle kunstens regler, da jeg endelig fik lov at lege med den. For det første års tid sad den blot til stads i sofaen i den fine stue.

Engang havde mor gået en fin, tynd bluse af lyseblåt voile med små blomster i. Den havde flæsekantede ærmer og halshul, og mor brugte den sammen med en lang sort fløjlsnederdel, når hun skulle være rigtigt fin. Hun havde også et bredt elastikbælte med sølvspænde til. Jeg stirrede som tryllebundt på denne fine bluse og så pludselig, at der nederste af ærmet jo var den fineste dukkenederdel, man kunne tænke sig og resolut klippede jeg det af for at prøve. Ak, det skulle jeg aldrig have gjort. Der var gråd og tænders gnidsel længe efter. Det glemtes sent, og allerflovest var det, at nabokonerne blev indviet i sagen.

 

Begravelse

Noget af det første far gjorde, efter at have overtaget ejendommen, var at fjerne den mørke og væmmelige efeu, der voksede op ad væggen, og hvor var den beskidt og fuld af edderkopper, biller og ørentviste. Det både lysnede og pyntede, da far havde fået den fjernet og spækket og kalket huset. Han fjernede også det høje stakit og huggede de nederste grene af de seks kastanier, der voksede langs stakittet. Det skete ikke uden vilde protester fra farmor: “Nu havde det været sådan altid”, og så kom han bare sådan og lavede det om, men det var selvfølgelig vores mor osv osv.

Deraf lærte vi, at vi ikke skulle fortælle hende alting.

Så satte far en anden vaskekeddel, der blev lidt lavere end den store murstensklods, den gamle var muret ind i. Rent galt blev det, da han rev den gamle skorsten ned, men der var heldigvis den undskyldning, at “skorstenssynet” havde kasseret den. Og hvor det lysnede, da den nye kom op, og komfuret kom til at stå, så vi kunne kommet til det fra siden også. “Skorstenssynet” var tre mænd, hvoraf den ene havde kasket med mærke på. De kom og kiggede på skorstenene og bestemte, om de var gode nok eller skulle rives ned.

En dag ville bedstefar absolut ud og hente græs, før Holger kom hjem fra skole. Far var nede at tjære tag på Brandstrup missionshus, mens mor og jeg plukkede ribs sammen med Hans Lorentzens døtre, der var hjemme på ferie fra København. Det var skønt og varmt vejr. Da kom Vilhelm henne fra den anden ende af Holle råbende og jamrende ind i haven. “-Åh, jøe me dov, jeres gamle far er død. Nu kommer de med ham!” Og så kom der en karl kørende med bedstefar i mergelkassen. Han lå ovenpå græsset. De bar ham ind på sengen hos bedstemor, og der gik ilbud efter far. Jeg husker, at bedstemor var kommet op af stolen og stod og vaskede bedstefars ansigt og redte hans skæg, og så blev jeg gennet ud af stuen. Alle gik alvorlige og tavse omkring, og jeg tror ikke, der var en af os, der ikke ønskede, at det været bedstemor i stedet for. Det var i hvert fald mine tanker.

Vi blev kaldt ind for at se bedstefar og sige farvel. Han lå i en egetræskiste, der stod på to bukke i den pæne stue, hvor alle møblerne var ryddet ud.

Bedstefar var oprindeligt udlært tømrer og som sådan udført meget tømrerarbejde på egnen, såsom spiltove i staldbygninger, samt været med til at genopbygge Radsted kirkes berømte spir, som var brændt efter et lynnedslag i 1898.

Han havde således også i god tid lavet sin egen kiste. Den sov han efter sigende til middag i oppe på loftet om sommeren. Men senere kom han til at sælge den til en trængende, så nu måtte far til Rødby efter en kiste til ham. Bedstefar var som før nævnt en ret høj mand, og i døden rettedes hans krop så meget, at den kiste, far kom hjem med, viste sig at være for kort, så far i hast måtte skaffe en anden.

Bedstefar lå i en fin hvid lærredsskjorte med bedstemors tykke hvide lagen over sig, og der var tunget pudevår. Han havde den tykke salmebog under hagen, så skægget strittede lidt til vejrs. Hans næse var stor, men han var pæn. Han havde jo heller ikke været syg, så det havde præget ham.

Kisten kunne ikke komme ud ad døren, såfar havde taget hele vinduet ud, og den vej forlod så bedstefar huset for sidste gang. Udenfor holdt Chresten Antonisen med begge heste for skibefjedervognen, der var pyntet med grønt løv og blomster. Der blev kisten så løftet op. Elly og jeg og Antonisens piger, Martha og Dagny, var fint pyntede med store sløjfer i håret, og vi havde store blomsterbuketter i hånden. Vi skulle gå foran hestene og strø blomster for bedstefar hele vejen op til kirken. Bagefter vognen gik så den øvrige familie bortset fra Bedstemor, som ikke kunne komme med. Vi skulle passe på at få blomsterne til at slå til til hele turen. Ved kirken blev kisten så løftet ned, og vi gik foran den med blomster ind i våbenhuset, hvor den skulle stå på to bukke til næste dag. Der var intet kapel dengang. Så sang vi en salme, hvorefter vi kørte med Chresten hjem, så mange som vi kunne være på vognen.

Ja, vi havde da også sunget bedstefar ud derhjemme, og degnen, som hed Wested, havde læst et skriftsted over ham.

Næste dag skulle vi så op i kirken igen. Nu var Morgrethe og Christine, to af mine fire fastre, også kommet. Morgrethe, som jo egentlig hed Margrethe, var fars ældste søster og boede på Amager, hvor hun var gift med en smed, der arbejdede på Holmen. De havde fem børn.

Alle tanterne og mor havde frygteligt travlt. Stuerne blev ryddet, borde og stole stillet op. Tallerkener, knive, gafler, skeer, glas og kopper kom frem. Meget blev lånt hos naboerne. Komfurovnen var gloende. Kartofler blev skrællet, der skulle laves sovs. Desserten var store lagkager, der blev fint pyntet, og så var der vin til.

I kirken sad vi fire piger med nye buketter i hænderne, og efter at have sunget “Kirkeklokke, ej til Hovedstæder”, som vi heldigvis sang lige så pænt som Malvines pige, skule vi piger hen foran kisten, vi små, Elly og jeg, forrest, Martha og Dagny bagved, og så strøede vi igen blomster for bedstefar hen til graven. Nu skulle vi passe på, at der blev en buket tilbage til at kaste ned på kisten til sidst.

Hjemme blev vi rost, fordi vi havde klaret det så fint. Og bedstemor bemærkede, at det var godt, at jeg havde set efter, hvordan Elly gjorde. Uf, nej, det var den forkerte, der var død og begravet.

Der var stor spisning med alle naboerne og nogle fra bedstefars familie, som jeg aldrig før havde set. Der var en mand, de kaldte Tårebysmeden. Han var vist brodersøn til bedstefar, og han kaldte mig en sød lille pige og tog mig op på sit knæ. Så ham kunne jeg godt lide. Efter begravelsen havde tanterne ondt af bedstemor. Det kunne jeg ikke forstå, for hun blev da passet i alle ender og kanter. Så var det da mere synd for bedstefar, der lå i den sorte jord.

Dagen efter skulle vi op på kirkegården og se alle kransene, inden tanterne skulle rejse igen. Mor blev hjemme. Jeg turde ikke sige, at jeg helst ville blive hjemme, så skulle der bare spørges hvorfor, eller også skulle jeg sidde oppe hos bedstemor og høre om, hvor sød og artig Malvines pige var.

 

Nye ombygninger

Så rejste tanterne igen. Ja, Malvine blev nogle dage, hun havde bedst tid, og så blev der flyttet om igen. Bedstemor fik atter mors og fars soveværelse, der blev hendes seng stillet op langs den ene væg. Kakkelovnen blev flyttet tilbage til sin oprindelige plads. Under vinduerne blev der stillet en chaiselong, i daglig tale kaldet sjaselovnen, der skulle mor sove om natten. Ude i bedstemors sovekammer blev der stillet tre senge, en ved hver væg og en på tværs. I den ene lå Svend Aage og jeg, i den anden Holger og i den tredie far. Bedstemors buffet blev så stillet op i hendes stue mellem sengen og sjaselovnen og foran denne bedstemors lænestol, så hun nu kom til at sidde midt i værelset. Her var ingen kakkelovnskrog. Til gengæld havde hun nu udsigt til vejen. For enden af sjaselovnen stod hendes fine kommode, men resten af hendes pæne stue bevaredes. Dog satte far mors buffet med spejlet derop og lågkisten, det gav meget mere plads i vores egen stue.

Og så rev han væggen ned ind til det lille kammer, så forstuen blev større, og skabene blev sat derud. Døren ud til forstuen murede han til, så der blev plads til sofaen langs den væg. Bordet blev vendt, så vinduerne kom fri. Nu havde vi kun tre døre i stuen. Det lunede og gav mere plads. Den store grimme kakkelovn blev byttet med en mindre rund, der gav bedre varme, og som blev anbragt henne i hjørnet af stuen. Den gamle havde stået midt på væggen ud til køkkenet. Alt det gav mere plads og hygge i stuen, men det skete ikke uden kommentarer fra bedstemor, og jeg skal evigt garantere for, at hun har rokket ind for at se på det, når vi andre ikke var inde.

Jeg har ofte, efter at jeg er blevet ældre, spekuleret over, hvorfor hun ville gøre sig selv så hjælpeløs, for det var hun jo slet ikke. Hun kunne godt få armene op for at rette på hovedklædet, når hun ikke mente, det sad godt nok for ørerne. Hvorfor skulle så mor eller jeg stå hver dag og vaske hendes ansigt, mens hun formanede: “Husk nu ørerne!” eller “Lidt mere ind i øjenkrogene!” og bagefter rede hendes hår, sætte det op og sætte hovedklæde på. Mange gange satte jeg det skævt for at se hende rette på det. Hun kunne! Ligesom hun også kunne spinde, karte og strikke, men tiden skulle jo også gå med noget, ellers blev den da alt for lang.

Vi savnede bedstefar. Han lavede jo mange ting, alt vinterbrændselet savede, kløvede og stablede han, samtidig med at han passede bedstemor. Dog tror jeg nok, at hun måtte vaske sig selv. Han satte vist bare fadet hen til hende.

Bedstefar slog alt kornet med le, bandt al halmen og malede korn til grisene, medens Holger og jeg kørte hesteomgang. Han skar al hakkelsen og lavede meget andet. Det mærkede vi efterhånden.

I takt med at far forbedrede markerne, blev høsten større. Chresten havde købt en aflægger, og nu slog han vores korn, mod at far så hjalp ham med et og andet til gengæld.

Lotte var ikke meget værd. Det var en gammel hest, som gerne ville bide, og den bed da også mig, så jeg har et lille ar efter det den dag i dag. Far snakkede tit om at få den skiftet ud, men stødte altid på stor modstand hos bedstemor. Til sidst kunne dog selv hun se eller indse, at den ikke kunne mere, men så forlangte hun, at far selv skulle tage den ud på slagteriet og se den blive slagtet. Det havde far dog ikke tid til, så det måtte blive Holgers opgave. Vi gik jo kun i skole hver anden dag, så en morgen blev Holger sat op ryggen af Lotte og så måtte han ride den lange vej til slagteriet i Maribo for at se den blive slagtet og så gå herhjem til Holle og aflægge beretning til bedstemor. Det var en meget træt dreng, der gik i seng. Han var elleve år dengang.

Nå, far fik en ny hest. Den kom også til at hedde Lotte.

Nu rev far bedstemors køkken og spisekammer ned og lavede værksted derhenne. Der blev også lavet en smedie.

Værkstedet blev heller ikke omtalt til bedstemor, og nu hvor vi gik i skole, kunne vi ikke være der hele tiden, men hun havde sin stok, og med den kunne hun banke i gulvet, når vi skulle komme.

 

På fjorden

Vi var tit med far ude at sejle, når han hentede singels. Det var vist det samme som ral. Det blev hentet i Kramnitze. Det var tværs over fjorden, gennem slusen og ud i Østersøen. Og det var skønt at komme med derned. Vi havde sommetider mad og kærnemælk med. Hvis det blæste, satte far sejl. Så behøvede han kun at styre, så strøg vi af sted. Åh, hvor var det dejligt. Vandet var så klart, at vi kunne se sandbunden, der lå så fint riflet som et vaskebræt. Den var det morsomt at træde på. Hvor vandet var lavt, kunne vi bade. Det kunne vi tit, for når far hentede rent sand, altså uden sten i, var det altid på lavt vand. Så stod han ude i vandet og øste sand op i båden, der var fladbundet. Så sagde han gerne, når det var varmt, at nu kunne vi smide tøjet og bade. Åh, hvor vi plaskede. Det var skønt. Når vi sejlede hjem, kom vi forbi nogle holme, hvor der altid kredsede en masse fugle over. Flere lettede, når vi kom nær, og der samlede vi tit mågeæg. Vi måtte kun tage æggene, hvis der lå to i reden. Var der flere kunne vi risikere, at de var begyndt at blive ruget, og så duede de ikke. Altså kun to. De smagte vældigt godt og vi spiste dem spejlede hver aften, så længe der var nogen.

Der var også mange andre fugle som dykænder, gråænder, lappedykkere, blishøns og mange gæs samt måger i tusindvis. Rørdrummer var der også nogen, der hed.

Far gik ikke på jagt, men det var der mange andre, der gjorde. Nogle lovligt, mens andre var krybskytter. Sommetider fandt vi en anskudt and. Den tog vi med hjem og spiste. Ål fangede vi også. Det måtte vi ellers ikke. Far havde godt nok fiskeret til fjorden, men fik hvert år 40 pund ål, for at lade være med at bruge den. Men vi fangede mange ved siden af. Så det var meget mad, vi hentede der ude fra.

Svend Aage havde ellers været en lille stille dreng, som vi  ikke mærkede meget til. Han sad tit  på “spånsjaselovnen” oppe hos bedstemor og så ud af vinduet og snakkede med hende.

Svend  Aage skulle nu lære at læse hos bedstemor. Men han var en snu lille fyr, så han fortalte hende en masse om, hvordan der så ud nede i Kramnitze nu og meget andet. Og da det var mange år siden, hun havde set og hørt noget om det, lyttede hun gerne. Han kunne også fortælle, hvad naboerne lavede. Om hvordan de havde det inde hos Chrestens. Og når han så mente, der var gået tid nok, gik han bare. Så troede mor, at han havde læst. Så det blev ikke til så meget. Bedstemor var vist heller ikke så striks med ham. Jeg havde jo reddet hendes prestige ved “præmielæsningen”. Svend Aage fik nr. 16. Det var den sidste. Der var kun 16 børn dengang og alle børn fik en præmie. Senere blev legatet lagt ind under et konfirmationslegat for fattige børn.

 

Naboer

Af naboer havde vi jo foruden de allerede nævnte, en ungkarl på den anden side. Han hed Hans Christian Hansen og han havde forskellige husbestyrerinder. Jeg husker kun en’. Hun hed Antonia. Det var en sorthåret pige med krøller. Hun gik meget med tynde silkebluser, ja hun havde endda en sådan på, når hun sad og malkede i marken. Det var der megen snakken om blandt de andre koner.

Over for os boede Hans og Dorthea Lorentzen, kaldet Hans og Dorthe Lornsen. De havde en søn, der var vognmand i Nakskov, samt to døtre, Anna og Marie i København. Anna var gift, jeg ved ikke med hvem eller hvad. Marie var noget så fint som inspektrice ved systuen i et stormagasin. Hun kom med mange fine stykker uldmuselin og gav mor. Der var akkurat, så der kunne blive til en kjole til mig eller en bluse til mor. Det var nok fordi mor så tit hjalp Dorthe med et eller andet. Jeg husker Dorthe som en gammel rynket kone, der kom rokkende med forklædet fuld af trykpærer. Det var nogle underlige melede pærer, der blev større og større i munden på os. De var ikke til at spise, ikke engang grisene ville have dem. Jeg er aldrig stødt på den slags pærer siden.

Hans Lornsen var en høj rank mand. Han havde været gardist hos kongen, fortalte bedstemor altid med ærefrygt i stemmen. Det syntes vi var meget fint.

Ved siden af dem boede Peder Errebo Jørgensen og hans kone Bodil Johanne. I daglig tale hed de Peder Ærbos. Peder var graver ved Vejleby kirke og kirketjener. Han skulle ringe solen op og ned, samt ved gudstjenester og begravelser osv. Hanne skulle så holde kirken ren, samt passe kirkegården. Hun var en lille mager, forkuet kone, tandløs og indfalden og folkeviddet sagde, at hun kunne knække nødder mellem hagen og næsen. Hun sås altid et par meter efter manden, slæbende på redskaber til de forskellige gøremål. Hun mælede aldrig et ord i hans nærhed. Jeg ser hende endnu lukke leddet ud til vejen op for ham, mens hans tronede i agestolen og kørte ud i fjorden for at slå hø. Derefter hentede hun madkurven og øldunken, låsede og lukkede leddet og traskede bagefter ud for rive høet sammen, som han havde slået. Aldrig har jeg set dem køre sammen. Gik de til kirken, var han ret og rank foran med tomme hænder, hun med flagrehat om sommeren, tørklæde om vinteren, bagefter med rive og skuffejern over den ene skulder, madkurven i den anden hånd. Jeg tror ikke, der blev mælet et ord mellem dem, undtagen når han gav sine ordrer.

Alligevel havde de fået 3 drenge og 4  piger sammen. De var alle voksne, da jeg var barn. De kom hjem engang imellem, men snakkede ikke sådan med os. Den yngste hed Agnes og fik et barn uden for ægteskabet, hvorefter der blev lukket af for hende derhjemme. Joh, Peder Ærbo vidste nok, hvordan han skulle holde familien nede.

Over for naboerne var han flink nok, men børn tålte han ikke. Derfor var det ikke sjovt for vores lillebror, da han sammen med nogle andre drenge havde slået kolbøtter i Peder Ærbos høstakke. Hans eneste undskyldning var, at han ikke vidste, hvis de var. Alle høstakke ligner hinanden på alle disse fjordenge, der næsten ingen skel havde, højst en lille grøft.

Ved den anden side boede så Søren Skrædder og Trine med ugift datter. Datteren hed Marie og gik lidt ud og kogte til gilder, og ellers hjalp hun de gamle med deres 3 tønder land. Søren var murer, og der havde aldrig været en skrædder i deres familie, så hvorfor det skræddernavn hængte ved dem, er aldrig blevet opklaret. De havde 4 børn, 3 drenge og så datteren. Den ældste søn udvandrede med kone og børn til Amerika. Den næstældste fik ejendommen på hjørnet i den anden ende af Holle. Det var Niels, der var gift med Anna fra Fejø. Den tredie var meget religiøs, fik en missionspige og et lille husmandssted i Viet et par kilometer derfra.

Søren var en lille gråskægget, fåmælt mand, der aldrig havde brugt sæbe til at vaske sig med. Det satte han en ære i, at kunne klare sig foruden. Desuden var der mange år, hvor han aldrig drak kaffe. Når man spurgte ham hvorfor, svarede han tørt: “Jæ ble enne but nouet”. Søren gik meste ud at kalke og spække huse for forskellige folk på sine ældre dage. Hans kone var en lille trind, tyndhåret og glatskrabet kvinde med trutmund. Hun var meget nysgerrig. Hun havde aldrig været længere væk end til Rødby og det skete ikke hvert femte år.  Men jeg skal ikke glemme, da hun fortalte mig niårs tøs, om en pige i Vejleby, der blev gift og folkene, der hvor hun tjente, holdt hendes bryllup. Hun barslede midt under festen. De var lige kommet hjem fra vielsen. Pigen havde ikke en trevl at sætte på barnet, så bondekonen måtte alle sine skuffer igennem, for at finde frem fra hendes egne børn var små. Alt dette fortalte Trine Skrædders mig med stor forargelse og dramatik. Jeg forstod jo ikke helt det fulde omfang, men fik da det indtryk, at det da vist var ganske forfærdeligt. Og Trine havde vel heller ikke andre at  fortælle det til på det tidspunkt.

De unge mennesker kom senere til at bo på “Lorensborg”, hvor Sofus så blev fodermester på Hollegård, og den unge kone var mild og proper, så al dramatikken røg jo. Jeg tror gårdmandsfolkene, hvor hun havde tjent, tog det som en ekstra oplevelse.

Nej, Trine havde ikke set meget ud over Tirsted og Holle. Derfor løb fars gode hjerte engang af med ham, og det foregik på følgende måde: Far ville give sin mor en køretur, altså blev bedstemor i lænestolen løftet op i fjedervognen foran agestolen, hvori han sad. Da han nu alligevel skulle køre, syntes han, at Trine kunne komme med. Hun blev placeret ved siden af far. Da der nu var almindelige veje med grus, sten og agemel, samt jernringe på vognhjulene, gik det jo ikke lydløst, omend dog sindigt, da Lotte jo var gammel. De knirkede så op gennem Tirsted, mens de to gamle koner højlydt kommenterede, hvad de så på deres vej, såsom: “Nej, var de´ Rasmus Køllegrethe? Kos hvor ha´ dov er blejt maver og ser våv øu”. “Jæ såns Kresten Holm skulle se at fo kalket sit høus, å fo lavet taet, få de´ ser da fåligt øu osv”. Far havde tænkt sig at køre ned gennem Brandstrup, men opgav klogeligt og drejede om ad Aldersly og op forbi Vejleby kirke, hvor der var flere strækninger, der var ubeboede. Da de kom hjem bandede far (hvad han ellers aldrig gjorde) på, at det var sidste gang han kørte for gamle kællinger og jeg tror, han holdt ord.

Det var det.

Så boede der sidst på Holle mod øst et sjovt par, Vilhelm og Hanne. De reves og sloges som hund og kat. Der var altid et farligt hus. Vilhelm var en klog og belæst mand, men Holle var ligesom en smule for bette til ham. Han havde været bestyrer hos præsten i Landet. Derfra havde han en yndlingshistorie, om hvordan han engang havde fået præsten op at ride på en griseso, der ville brække ud af sin sti. Præsten blev bedt om at stille sig med skrævede ben i lågen og da præsten var langbenet, rendte soen selvfølgelig ind mellem benene på ham og tippede ham op på ryggen, mens Vilhelm råbte: “Ta’ fat i rumpen præst”.

Hanne var en dygtig kone, der holdt sit hus både ude og inde. Dygtig til at lave mad og bage. At komme til kaffe hos hende, var som at komme på konditori, så flot var bagværket pyntet, og så mange slags kager var der. Og kagerne smagte af noget, og det gjorde kaffen også. Men det var heller ikke alle steder, Hanne selv drak kaffe. Hun glemmes heller aldrig for en sætning efter sølvbrylluppet på Hollegård, hvor Tine lige havde lavet en ekstra kande kaffe, hvorefter Hanne højlydt forkyndte, at “den sidste tår, den var god”.

Hvor dygtige de to mennesker så end var, så kunne de ikke enes. For Hanne var lige så dygtig til landbruget, som manden var. Så hvis han en dag drev rundt ude i fjorden, plaget af tungsind – om han ofte gjorde – blev der intet forsømt ved det. Hanne pløjede, harvede, mejede med le – alt efter årstiden, lige så godt som han.

En gang krøb hun dog op i skorstenen og kunne ikke komme ned. Om det var for at drille ham, ved jeg ikke, eller hun ville feje skorstenen! Vilhelm blev i hvert fald helt ude af det og gik hen på Hollegård, der lå i passende afstand fra selv Holle, for at ringe efter Søster Mette (kommunens sygeplejerske) om hun kunne få Hanne ned. Hollepejr (Peder Pedersen) fik ham dog snakket fra den tanke, og gav Vilhelm det råd, at gå hjem og fyre godt op i komfuret. Det gjorde han så og Hanne kom hurtigt ud af skorstenen.

Vilhelm (i daglig tale kaldet “Jøe-mig-dog”) led af tungsind. En dag ville han rejse sin vej. Han pakkede en taske og drog af. Men han mødte Hollepejr, der kunne se, at det var galt fat, så han inviterede Vilhelm ind på et par kaffeknægte. De var vist store. Endvidere fik han noget medicin, de havde stående fra en af sønnerne, der havde været syg. Resultatet blev, at Vilhelm sov i 3 dage henne på Hollegård, alt imens Hanne ringede til stationen og banken i Rødby, om ikke at sælge ham billet eller give ham penge. Da de tre dage var gået, kom Vilhelm hjem igen, og alt var som før.

Der var pænt hos dem, rent og ordentligt. Men de havde ikke et spejl eller et billede, uden at glasset var revnet deri. Møblerne bar også præg af et lidt stormfuldt liv. Vilhelm var belæst, og ved et par missionsmøder læste han Kaj Munks “En idealist” op for forsamlingen. Dog var Kaj Munks udtryk og fortællemåde lidt for skrap for de hellige. “Æ de noue å seje, a in præst”, så det gjorde jo ikke den helt store lykke i den forsamling. De kendte jo ikke Kaj Munk, uden som en student, den arme Peder Munk ude i Opager skulle skrabe penge sammen til, for at han kunne blive til noget stort.

Dorthea Lornsen døde, og Hans Lornsen flyttede ud til sønnen i Nakskov. En slagter og kreaturhandler købte ejendommen og holdt auktion og jorden blev delt fra. Et stykke købte Niels, et andet købte Christian Pedersen, samt bygningerne som ikke var meget værd. Så lejede han huset ud, men uden ret til loen. Der kom så Sofus og Marie til at bo. I loen blev der så sat en mægtig stor trærulle op. Et stort skrummel, som der skule være to personer til at bruge. Den tilhørte Niels og den brugte så alle konerne på Holle.

 

Den glade BedstemorEfter vi havde fået mere plads, kom vores anden bedstemor, Karoline Hvid, på besøg. Hun og bedstefar var min mors forældre og boede i et pænt grundmuret hus i Håred. (Det ligger der endnu). De havde elektrisk lys, cementlagt gårdsplads med pumpe, to pæne stuer til gaden og soveværelse i vest, samt en dejlig have.

Bedstefar, Jørgen Hvid, arbejdede på sukkerfabrikken hele året. I affaldspressen og hvad der ellers faldt for. De havde tidligere haft en lille ejendom på Norre Skov.

Bedstemor var ellers en gårdmandsdatter fra Skelstrup og ud af gårdmandsslægt fra langt tilbage. Hun har tit fortalt om deres gadefester, da hun var ung. Unge mænd havde ret til at vælge sig et gadelam for hele sommeren. D.v.s. en af byens pæne piger. Den sommer blev bedstemor valgt af en ungkarl fra en mindre gård. Det var Jørgen Hvid. Da bedstemor altid var glad og munter, samt grundig med alting, blev han så vores bedstefar. Det parti var ikke velset i hendes familie. Hun kunne jo have fået en mand med en større gård og færre søskende, som der jo skulle deles med. Nå, det blev jo til hastigt giftermål, og de blev sat hen i et lille hus, der tilhørte Skoumansgården. Og der kom Else, min mor, til verden. Senere købte så bedstemors brødre det lille husmandssted på Norre Skov til dem.

Hendes søster, Pauline, satte de ind i en lille gammel gård, som brødrene havde købt og taget ind under. Så lagde de 3 tdr. land til, så havde de til en ko og en gris. Hest kunne søsteren og svogeren låne, når han havde fri, og det var gerne om søndagen. De andre dage måtte han gå på arbejde og tjene til udgifterne.

Bedstemors brødre, Mads og Jørgen, gik så på gården sammen med deres mor, Else Madsdatter og vistnok dennes mor, som blev kaldt Berthe Mads.

Bedstemor og bedstefar havde det kun kummerligt de første år. Men så sagde bedstefar stop. Når han skulle passe sit arbejde hver dag og så ud hos bønderne om søndagen for at tigge om at låne hest, så han kunne komme sit eget igennem, ja, så kunne han lige så godt sælge skidtet og købe sig et fornuftigt hus. Han kunne så nøjes med at gå på arbejde og så holde fri om søndagen – og sådan blev det. Bedstefar blev fast ansat på sukkerfabrikken. Han sled bravt i det den lille mand. Og så var de begge store børnevenner. Det var dejligt at komme hos dem.

Så vi børn tiggede far for komme med, når han skulle til Maribo med kartofler. Vi blev så sat af hos bedstemor, og så måtte far love at komme ind og spise på tilbagevejen. Når han kom, blev hesten spændt fra og trukket ind i deres baghus, hvor der var god plads. Vi fik så frokost, der næsten altid bestod af kogt, koldt, hvidt flæsk med hjemmelavet sennep og rugbrød. Da de også holdt høns, fik vi tit æggekage og så kaffe med ostebrød til eller syltetøj på brødet til os børn. Vi børn sad altid med til bords, også selv om der var fremmede. Hjemme fik vi børn vores mad ved køkkenbordet, når de havde fremmede. Så det var dejligt at komme med hen hos den glade bedstemor. – Jeg tror, de havde det godt. Haven var bedstemors domæne. Hun elskede blomster af alle slags, så der var jo et blomsterflor uden lige i forhaven. I baghaven var der en frodighed med hindbær, solbær, ribs og jordbær og urter af alle slags, og tomater opbundet til stokke, og den mindste plads var udnyttet. Hønsemøget havde de jo til gødning. I 1918 var det vist, at Obbo, sådan kaldte Svend Aage sig selv den gang, og jeg var derhenne, mens mor var på Kærhave Husholdningsskole. Det var vist nogle kurser husmandsforeningen havde arrangeret for medlemmernes koner og voksne døtre. Vi havde det dejligt hos bedstemor og bedstefar. Der var den store dejlige have at lege i, eller vi sad bare ved vinduet og så på den dejlige blomsterhave og trafikken på vejen. Vi var ikke så forvænt den gang.

Denne bedstemor kom så på besøg med toget til Ryde. Først gik hun de ca. to km. til stationen i Maribo. Derfra med toget til Ryde. Herfra gik hun så den lange vej til Holle. Hvis hun havde nået at skrive, hentede far hende i hestevogn.

Disse to bedstemødre var det sjovt at sidde og lytte til. Den syge lidt mut og vrissen, den anden munter og glad. Jeg tror, at farmor var lidt misundelig, for mormor kunne nok fortælle om alle de “store” i Maribo og deres små sidespring, som hun fulgte ivrigt med i. Samt om hvem der blev sladret meget om i den gamle købmandsgård først i byen. (Hvoraf man kunne lære, at de store honoratiores ikke handlede der). Det var vist mest landboerne, der staldede ind der og købte, hvad der ikke kunne fåes i den hjemlige Brugs eller hos købmanden. Den gamle købmandsgård er for længst revet ned, efter der havde været cement- og kalkbrænderi. Nu ligger Falckstationen der.

Det var altså de to bedstemødre. De snakkede om handskemagerbandens ugerninger på Lolland midt i 1800-tallet, så vi alle sad gysende og bange, men alligevel meget spændte.

Det var gode dage, når den glade bedstemor kom. Hun overtog straks madlavningen, så mor fik mere tid til udenomsarbejde, hvor vi børn jo også skulle hjælpe til.

Bedstemor kunne sjældent blive ret længe. Hun skulle hjem til bedstefar og hønsene.

En dag var det også forbi.

Morbror Vilhelm og hans kone, Anna, boede i en lejlighed i Nykøbing. Han var ansat ved banen. Vilhelm havde fået sine forældre til at sælge deres hus og sætte pengene i et hus i Smalby, hvor de så skulle bo alle sammen. Det var til stor sorg for os. Nu var de så langt væk fra os. Men lige til sin død næsten, blev bedstefar ved med at arbejde på Maribo Sukkerfabrik. Han havde lejet sig et lille værelse, hvor han boede hele kampagnen. Her holdt han sig selv med kost. Da jeg blev en 12-13 år, kørte jeg tit ud til ham med lidt mad, som han kunne varme på en primus, han havde. Ud over lidt skråtobak brugte han ingen lommepenge til sig selv. Og når kampagnen var forbi, tog han til Smalby og afleverede pengene til Anna. Men jeg tror også, at hun var god ved ham.

 

Arbejde

Vi havde også en morbror, der hed Carl. Han var lidt vidtløftig, havde aldrig nogen penge, somme tider ikke arbejde, men han var udlært elektriker. Jeg ved, at bedstefar så tit hjalp ham med at få lidt nyt tøj og lidt lommepenge. Når Carl var arbejdsløs, kom han ud til far og mor og skulle hjælpe til. En gang kom han, mens far stynede pile. Vi børn hjalp til med risene. De skulle bruges til risbrænde. Efter bedstefars død blev der ikke flettet risgærde mere. Morbror Carl satte sig i et nødvendigt ærinde og kaldte på Holger, at han skulle løbe hjem efter avispapir. Da blev far lynende vred og sagde, om han ikke kunne bruge tørt græs ligesom vi andre og ikke spilde tid på at hente papir, samt om han troede, at hans røv var finere end vi andres, og om han kunne ruppe sig og finde øksen igen, en ung mand i sin bedste alder osv osv. Ja, far blev vred så det forslog noget. Morbror blev noget slukøret og flov. Også over, at vi børn var vidne til en sådan ydmygende overhaling. Men der blev stynet pile som aldrig før den eftermiddag. Holger og jeg slæbte ris som besatte, og far læssede på vognen. Så var det ellers vores arbejde at hugge risbrænde, så snart vi kom fra skole.

Far vidste, hvornår vi fik fri fra skole, og hvor længe det kunne tage at gå hjem og klæde sig om. Vi blev i hvert fald glade, da far ryddede alle pilehegnene.

Glæden blev kun kort. Far købte risbrænde på skovauktionerne. Brænde fik han gratis. Det fik han mod at rydde stød. Der var både ege-, bøge- og askerødder. Det var et enormt slid. Han og Holger kørte derned kl. fem om morgenen i vinterens mørke og kulde. Holger blev vækket, så han kunne spise og klæde sig varmt på. Så fik de mad og kaffe med og mulepose til hesten for hele dagen. De kom først hjem ved 17tiden om aftenen med flagermuslygten tændt og hængende under vognen bagved. Hesten skulle også nok finde hjem på den tid. Trætte var de alle tre.

 

Morbror Carl

Engang for Holger vild i skoven. Han kunne ikke finde, hvor far var. Da far havde ventet længe nok, kørte han hjem i den tro, at drengen nok skulle indfinde sig. Senere blev far dog urolig og tog sin cykel og kørte mod skoven. Mor havde måske også sagt lidt til ham. Han traf da Holger, der omsider havde fundet ud af skoven og var på vej hjemad.

Mor og jeg måtte så muge, malke, fodre, rense under grise, bære brænde ind, samle æg ind og rense dem, lukke for høns, lægge i hestekrybben, muge og strø i hestestalden samt lave mad til de kom hjem. Og så holdt vi lidt mørkning, hvor vi børn sad på gulvet og stirrede ind i marieglashullerne i overlågen på kakkelovnen. Så blev petroleumslampen tændt. Vi spiste og læste lektier. Far læste avisen. Mor vaskede op. Der skulle også sørges for bedstemor. Hun skulle puttes iseng. Så gik vi andre også i seng, for der var jo en dag i morgen igen.

Brændet skulle også skæres, kløves og stables. Risene skulle hugges i småstykker, så de nemt kunne fyldes i komfurhullet. Et dræbende og kedsommeligt arbejde.

Var det rigtigt væmmeligt vejr, skulle der syes på seletøj og stoppes kartoffelsække. Der måtte ikke være huller i kartoffelsækkene, de skulle bruges om foråret, når kartoflerne skulle op af kulen. Så skulle de sorteres. De små for sig og de store til skrællekartofler. Nogle skulle tages fra til læggekartofler, og dem vi kunne undvære, blev solgt i Maribo til hoteller, restauranter og privatpersoner. Det var dejligt at få lov til at komme med.

Far kunne lave alting, og han syntes, at det tog alt for lang tid med at skære brænde, så han lave en båndsav. En lang smidig savklinge, der gik over 2 hjul, som stod i forbindelse med akslen, der også trak kværnen. Det hele blev trukket af hesteomgangen. Så skulle vi “køre maskine”, som det blev kaldt. Hesten blev spændt for bommen på hesteomgangen. Der var en hammel på bommen. Dernæst var der en lang tynd stang med en karabinhage på, som blev fæstet i hovedtøjet, så hesten kunne blive ved at gå rundt.Far troede så, at Lotte kunne gå af sig selv, men han blev klogere. Lige ud for lemmen hvor far stod, gik det rask nok, men farten blev mindre jo længere væk Lotte kom, og så satte savklingen sig fast i træet. Det var ikke ufarligt at stå der, når hesten igen satte i stærkere fart efter nogle høje tilråb inde fra loen. Nåh, så måtte jo den af os, der ikke var i skole, ud at traske bagefter. Et dræbende og åndssløvende arbejde – rundt og rundt i timevis. Far satte også hakkelsemaskinen til og kværnen, der gumlede på kornet til grisene, gik rundt og rundt. Hvis man ikke var på vagt hele tiden, sløjede Lotte af, og så kom der et vræl ud gennem lemmen om, at man gik og sov. Eller om at vi kørte firkantet og i ryk. Vi bandede den hesteomgang langt væk og fik endda at vide, at vi var mere heldige end andre (der måtte slaske rundt i ælte), for far havde lagt småsten og kulslagger på, så vi ikke sank i. Men alligevel var det væmmeligt, når det var snesjap eller småregn og kulde. Men risbrændet skulle stadig hugges med håndkraft.

Om sommeren skulle vi i fjorden med køerne. Engene derude var jo ikke indhegnet, og så skulle vi passe på, at kvæget ikke gik ud i stenrørene i vandet. Stenrørene skulle jo skæres og bruges til tækkerør. Køerne måtte også kun gå på eet stykke, der skulle jo også være noget til hø. Der måtte køerne heller ikke komme. Heller ikke ind på naboernes enge. Så den første tid om formiddagen rendte den af os, der ikke var i skole hid og did og råbte og skreg os grædefærdige. Vi kunne først ånde lettet op, når køerne var mætte og havde lagt sig ned for at tygge drøv. Så var det rart, at kunne lægge sig ned ved siden af Mommesen, vores førerko, med kind og øre ind mod hendes vom og lytte til den sjove rumlen, når den gylpede op og ned. Når det var rigtigt koldt, puttede man sig helt tæt ind til hende og trak frakken hen over sig. Så kunne man risikere, at falde i søvn. Dagene var jo lange, og vi havde mad med til hele dagen, for først til aften kom køerne hjem. Hvornår det var, bestemte Mommesen. Når hun gik ned mod grøftovergangen, spændte vi de andre sammen. De havde alle et kort tøjr i en grime. I enden af tøjret var der en fjeder og tøjret satte vi så om halsen på først Mommesen, dernæst i den efterfølgende ko, så vi havde dem alle fire-fem stykker forbundet med hinanden. Så havde vi nemlig kun et tøjr at holde i og de trak hinanden med. Men ve os, hvis vi ikke satte Mommesen forrest. Hun rørte sig ikke af stedet, og hun lod sig ikke malke af andre end mor. Det var en klog ko og en god og rar ko at græde ud ved, når man var rigtigt ked af det – eller havde fået et par lussinger. Der var f.eks. den gang, jeg havde smuglet “Grimms Eventyr” med og var fuldstændig opslugt af læsningen, da far kom på cykel og greb mig på fersk gerning og to køer inde i Anders Munks græsning. Det var ikke sjovt! Læsning blev forbudt, mens man vogtede kvæg. Hvad skulle man så? Ligge og se på de drivende skyer eller fuglelivet? Se, vandets forskellige krusninger og drømme sig langt væk! Åh, så var det dejligt at se, når Svend Aage var kommet fra skole og kom vandrende ad grusvejen ud til fjorden. Sommetider med saftevand og en femøres basse. Så gik resten af eftermiddagen hurtigere. Far var som regel ikke kommet fra arbejde, når vi kom hjem med køerne, men vi koblede dem fra hinanden, og så fandt de selv deres pladser. Mor malkede dem, mens vi gav dem halm. Så kunne vi lege, til vi skulle spise, læse lektier og så ellers i seng. Desværre var det ikke til at sove for myg. Dem var der uhyrligt mange af. Alt det lavvandede rørskær, var jo rigtigt udklægningsteder for dem. Jeg har senere fået at vide, at det var malariamyg. Der var jo noget der kaldtes “Den lollandske syge” eller “Hverandendagsfeber”, hvor man den ene gang efter den anden gennemrystedes af kulde for derefter at svede. Men der blev ikke gjort noget ved det. Vi satte hyldegrene i vinduerne, for at deres stærke duft skulle holde myggene væk. Det hjalp ikke ret meget. Fluer havde vi også utroligt mange af. Vi hængte fluefangere op alle vegne. Man kendte ikke til sprøjtemidler, eller andet der kunne dræbe dem. Jo, kyllingerne gik rundt på grisenes rygge og tog en masse. Men man kan jo vænne sig til alt!

 

Sang, musik og mission

Skolen var jeg meget glad for. Dog ikke det første skoleår med stavning og kugleramme – et for mig helt unødvendigt apparat. Men anden klasse var straks meget bedre. Der sang vi meget, og vi hørte bibelhistorie, som jeg syntes var spændende. Det var lignelserne og underne, jeg holdt mest af – og salmerne. Jeg holdt meget af sang, og vi sang meget hjemme af højskolesangbogen – blandt andet Åkjærs sange. Vi havde også Husmandssangbogen hjemme. Vi lærte tidligt “Når vinteren rinder i grøft og i grav”. Mor, far og vi børn kunne synge hele aftenen. I skolen var det børnesange, og vi sluttede altid med: “Nu er skolen til ende”, eller “Altid frejdig når du går”. Vi fik også lidt Danmarkshistorie og geografi. Jeg var særlig glad for at høre om Fyn, og fortalte, at der havde jeg boet. Det vakte ikke særlig interesse, hvad der skuffede mig meget.

Så var det dejligt, når forskolen sluttede tidligt, for så kunne jeg nå at høre alle de store børn inde hos lærer Wested have sangtime. Det lød meget smukt, og så spillede han så dejligt violin til, og det lød helt anderledes, end når far spillede. Far sagde også tit, at ville ønske, at han kunne spille lige så godt som lærer Wested.

Vi har altid holdt af musik. Men det var sjældent, vi hørte noget udefra. Ovre på Fyn havde den pæne banebørste Albert en zither, som han spillede på. Det var “En sømandsbrud har bølgen kær”, så den kunne jeg snart synge. Far havde fået byttet sig en violin til for et par lange støvler. Og han havde fået lært sig noder. Men han blev aldrig god til at spille fra bladet, som han kaldte det. Men så spillede han efter gehør, og vi måtte synge dem, vi kunne for ham, til han havde fået dem lært. Vi lærte de sidste nye af de børn, der gik i danseskole. Vi lærte også nogle af den glade bedstemor. Hun hørte dem ovre i Nykøbing af gårdsangere og lirekassemænd. Hun lærte os “Sov dukke Lise” og mange andre. Vi fik nye naboer til venstre for os. De havde en grammofon med stor tragt, og det var en fryd at komme derind og høre sangene fra “Gutter ombord” og andre sømandssange. Selv havde vi en fonograf, hvor der hørte rørformede voksvalser til. Men den var meget svag at høre på, men vi lyttede efter “Husker du i høst” og “Se det summer af sol over engen”. Mor og far sang også “Dollarprinsessen og “Den glade enke” og “Under den hvide bro”. Vi havde dem fra Fyn, hvor de så havde hørt dem, ved jeg ikke.

Som jeg har fortalt, var jeg meget glad for skolen og for lærer Wested. Vi børn på landet fik altid senere sommerferie end børn i byerne, men det var fordi vi skulle hjælpe til i høsten i vores ferie. Derfor var Bruno hos os, mens vi stadig gik i skole, hvad der undrede ham meget. Derfor kunne det også hænde, at Wested havde feriegæster, mens vi gik i skole.

Wested var gift for anden gang (hans første kone var død), og når vi børn så kunne få Westeds svigerfar ind at holde skole for os, var det fest. Han kunne tegne en hel historie på den store tavle, mens hansang dertil. Det var vældig sjovt at høre og se.

Første gang vi havde ham, var en gang Wested skulle holde begravelse. For han var også organist og kirkesanger. I de timer var det normalt fru Wested, der havde os. Men hvis hans svigerfar var der, ville vi selvfølgelig helst have ham, for han var så livlig og morsom.

Der kom også en gang imellem en lang, tynd lidt duknakket ung mand og holdt time med os. Først syntes vi, at han var en underlig fyr Men han kunne fortælle, så vi blev helt opslugt af det. Danmarkshistorie og geografi – så det var også en helt eventyrlig oplevelse at have ham. Det var den senere så berømte digterpræst Kaj Munk.

Ellers kendte vi ikke så meget til ham. Far kørte somme tider et læs sand ned til hans plejeforældre, men ellers kendte vi ikke noget til dem.

Chresten Antonisens flyttede også, og så fik vi også nye naboer der. De hed Christian Madsen. Konen hed Marie. De havde tre børn. Hjalmar, der var voksen og så to, der gik i skole. Ingeborg og Karl hed de. Et par kønne, mørkhårede børn, og så sang de så godt. Ingeborg og jeg sang: “Hils fra mig derhjemme” og Skærgårdsflickan” for far, lige til han kunne spille den.

Holger og jeg fik også lyst til at gå i danseskole og spurgte så derhjemme. Søskendepar kunne gå for fem kr. om måneden. Men det kunne der ikke være tale om. De penge kunne spares. For danse kunne far. Han lærte os at danse Schottisch og Rits-rats og Rheinlænderpolka, mens han spillede violin til.

Christian Madsens flyttede også. Så kom der nye naboer igen. Peder Rasmussen og Emma. De havde to plejebørn, Gertrud og Karlo. Familien var meget indremissionske. De havde et stueorgel, og så bad de altid. De sang og spillede morgen- og aftensalmer. Når vi legede om aftenen, skulle børnene altid ind til aftenandagt. Og så stod vi andre derude og lyttede. De var  ikke som andre mennesker. De bad ind til missionsmøde, og da far ikke ville med, måtte jeg gå med mor. Hun synes ikke, hun kunne lade være. Så sad vi der og hørte om synd og fordærv og helvedes ild og pinsler, så det var en gru. Ja, der kom pludselig en hel mani med omvendelser og helliggørelser. Hellige havde der jo altid været i sognet, men nu rykkede det os ligesom nærmere ind på livet. Det var dagligt, vi hørte, at nu havde den omvendt sig og nu den. Vores præst hed Backevold. En høj mager mand med kortklippet hvidt fuldskæg. Han kom engang ind og så til bedstemor, (det var vist før han blev rigtigt hellig). Hvad de talte om, ved jeg ikke. Men os børn så han ikke og talte heller ikke til. Ellers så vi ikke ham andre steder end i kirken. Præstefruen kom også en gang ind til bedstemor. Da sad jeg ved bedstemor og hørte samtalen. Men jeg forstod selvfølgelig ikke ret meget af det, kun at bedstemor, der var meget stiv i bibelen og kunne en masse skriftsteder, ikke lod sig sætte til vægs, om det så var af selve præstefruen. Så det var vel meningen, at bedstemor skulle omvendes. Men bedstemor havde sin egen tro. Den var gammeldags og lod sig ikke rokke. Og præstens kom aldrig mere indenom hos os. Vi børn var vant til at komme med i kirke. Somme tider med mor og somme tider med far.

 

Bedstemors sidste tid

Bedstemor døde om sommeren 1921. Hun havde været syg og sengeliggende i længere tid og ønskede kun at dø. Det vidste vi, for hun havde sagt til os børn at: “Jeres mor kunne da også ta´ og aflive mig, lige så godt som kun kunne hænge en kat”. Den sætning glemte vi aldrig hende for. Sagen var, at vi havde en kat, der så ganske forfærdelig ud af kattesyge, og den led meget. Da far var i Stokkemarke for at køre roer med lokomotivet, synes mor, at det var synd for katten. Hun bandt en strikke om halsen på den og lagde strikken op om det øverste hængsel på stalddøren. Så gik hun ind bag ved døren og trak hårdt til. Katten døde med det samme, men en af os børn havde fået fortalt bedstemor det, og det måtte mor så høre meget for senere hen.

Så vi følte ikke så meget ved bedstemors død, selv om vi da også havde haft mange gode stunder hos hende. Det var nu mest, når mor malkede om aftenen. Så sad vi ved kakkelovnen på gulvet hos hende. Vi holdt mørkning. Lyset blev ikke tændt, før alt sysselarbejde i stalden var færdigt. Der var jo altid varme hos bedstemor, og vi fyrede ellers kun på komfuret i køkkenet, når far ikke var hjemme. Hvis mor og far skulle bort, holdt vi jo også til hos bedstemor. Så stegte vi æbler på hendes kakkelovn, hvori der var et stort kogerum. Vi fik hende til at fortælle, men hun var aldrig munter og talte næsten kun om sørgelige ting. Meget om stormfloden i 1872, som hun havde oplevet og vidste meget om. Holger kunne somme tider få hende til at synge en forfærdelig sørgelig sang om “Den stolte fru Signe på sotteseng lå, Hr. Esben han sørged’ så såre”. Jeg har aldrig hørt den hverken før eller siden og husker ikke andet, end at jeg spekulerede på, hvad en sotteseng var. Holger hviskede til mig, at bedstemor vist havde lidt af ulykkelig kærlighed i sin ungdom.

Vi havde en kulsort kat. Den tog vi gerne med, når vi skulle sidde hos bedstemor. For når vi strøg den over ryggen, gnistrede den så sjovt. Jeg skulle så ligge på “sjaselovnen”, til mor kom hjem. Drengene skulle ligge ude i kammeret. Vi klædte os af hos bedstemor og fik så tændt flagermuslygten. Den var mindst farlig, og så gik drengene ud til deres senge. Jeg hentede lygten og hjalp bedstemor af med tøjet. Når hun fik rokket sig hen til sengen, hvor jeg havde løftet dynen op over fodenden, og fået sat sig, skulle jeg så tage hendes sko, strømper og bukser af og hænge det pænt op og glatte de strikkede strømpebånd, hosebånd som vi sagde. Så skulle jeg løfte hendes ben op, mens hun forsigtigt lagde sig tilbage i sengen. Så lagde jeg dynen op og stoppede ned om hende. Derefter kunne jeg selv kravle i seng. Bedstemor lå med nattrøje og nathue. Nathuen var bundet under hagen. Den var syet af stof, vi kaldte “Bommesi”. Det var glat bommuld med lille ophøjet mønster på den ene side og loddent på indersiden. Så det var varmt at have på. Der var tunger eller festoner om ærmer, ansigt og krave. Hun havde også underliv af samme stof. Allerbedst husker jeg hendes grove blårgarnslagner. De var kølige og gode at ligge i. Hvis vi sov godt, når mor og far kom hjem, fik vi lov til at ligge der lige til om morgenen.

Da bedstemor blev rigtigt syg, lå mor der hver nat. Ja, det gjorde hun jo ellers også de andre nætter. Bedstemor har aldrig i sit liv ligget alene i et værelse.

Bedstemor døde om dagen. Jeg legede ude på vejen og mødte Trine Skrædders, der spurgte til bedstemor. Jeg svarede: “Nu dør hun snart, for nu har vi sendt bud efter doktoren”. Så sjældent var det altså, at have doktor i de tider. Jeg havde kun set ham ved ligsynet, som de kaldte det, ved bedstefars død. Ellers blev vi bare puttet i seng, nå vi fejlede noget og blev der, til vi blev raske igen. Nåh, men bedstemor var altså død, og så var huset jo på den anden ende igen med forberedelser. Tanterne kom igen fra København. De var der alle fire. Malvine med sin pige. Morgrethe, der havde nogle fine hårbånd med til mig. Så nu fik jeg lilla silkesløjfer i fletningerne. (Jeg har senere hørt, at lilla er katolikkernes sørgefarve). Christines kjole var jeg meget betaget af. Den var af sort voile (et gennemsigtigt stof) med masser af maskinbroderi og meget flot – og med sort underkjole til. Mor arvede den et par år senere og havde den til fint brug i flere år.

Nåh, men Chresten Antonisen holdt igen udenfor med den grøntpyntede vogn og begge heste for. Bedstemor lå i den egetræsmalede kiste i de fine lagner og ligskjorte, som hun havde haft liggende i mange år. Tanterne, mor, far og vi børn var henne at se hende og sige farvel. Hun så pæn og fredfyldt ud, og så havde hun blomster i de foldede hænder. Snedkeren og far lagde låget på og skruede det fast med nogle fine skruer, der lignede små sølvkors. Det så flot ud, syntes jeg. Så stod Elly og jeg med Martha og Dagny igen med store buketter i hænderne, mens degnen sagde par ord, og vi sang en salme, hvorefter bedstemors kiste forlod huset samme vej som bedstefar – gennem vinduet i hendes pæne stue. Vinduet var atter taget ud. Så gik det samme langsommelige vej op til Vejleby kirke med os piger foran vognen strøende blomster og hele følget bagefter. Kisten blev sat i våbenhuset, og vi kørte igen hjem med vognen, så gik det jo stærkere.

Hjemme blev der den samme travlhed med rydden ud, madlavning og borddækning. Så meget som muligt blev lavet til næste dag, hvor hun så skulle i jorden. Det foregik som bedstefars jordefærd med naboer, slægt og familien til spisning.

Bagefter rejste så tanterne, efter at have delt, hvad der var efter bedstemor. De pæne tynde kopper og kiksspanden, samt noget kobbertøj fik Malvine. Jeg tror, at Morgrethe fik dækketøj og linned, samt et par dyner. Karen fik skænken, som bedstefar havde lavet. Christine komoden. Begge møbler eksisterer endnu i familiens eje. Hvad der ellers var af ting, ved jeg ikke, men lidt sølvtøj havde hun, og jeg tror nok Karen og Christine delte det. Jeg fik bedstemors guldbrosche, og den har jeg endnu. Den lå i en lille udskåret trææske, som jeg også fik. Den er desværre gået tabt. Far og mor fik de gamle senge og pæne møbler, samt den gamle lågkiste og hængeskabet. Ellers var der jo kun bedstemors gangklæder.

Nej, vi savnede ikke bedstemor. Men vi fik mere plads. Børneværelse, soveværelse og to stuer som andre mennesker. Og mere tid til at hjælpe ude.

Far syntes, at jorden stadig gav for lidt, og så begyndte han at dræne derhjemme. Til det formål blev så bedstefar fra Smalby indforskrevet. Han var som sagt en lille senet slider og sammen med far, begyndte de så at dræne marken derhjemme. Det var et slid at grave grøfter, lægge drænrør ned og jævne ud igen. Derefter begyndte far at dyrke sukkerroer. De skulle jo avles på kontrakt med sukkerfabrikken, og man kunne kun få et vist areal efter ejendommens størrelse.

Under dræningen fandt bedstefar en meget gammel og velbevaret stenøkse. Den gav han til far. Finderen af sådan en økse havde ellers selv ret til den. Far gav den senere til tante Christine, der vist nok havde bedt om den. Hun brugte den i mange år som en slags brevpresser. Nu er den fuldstændig forsvundet.

Nåh, efter marken derhjemme var det jo så Bankens tur til at blive drænet. Så gik far og morfar i gang igen med de lange dræningsspader. Et værre slid, og de var godt trætte om aftenen. Nåh, men så kunne hele Banken jo dyrkes. D.v.s. hvis det ikke var højvande i fjorden, for så kunne det hele blive sat under vand igen. Derfor blev det nederste udlagt med enggræs. Det hændte nemlig tit om efteråret, at vandet steg på grund af alt det vand der stadig strømmede ud til fjorden af bække inde fra landet. Især efter kraftige regnskyl. Og vi børn har mange gange været sendt rundt til bønderne i Tirsted, Vejleby, Brandstrup og Viet, om de ville hente deres ungkreaturer hjem, når de stod ved hegnene i vand til bugen. Men aldrig kan jeg huske, at vi fik så meget som drikkeskilling for det.

Banken var forrige århundrede bådplads for de lokale beboere. Det var før digerne blev rejst og der var saltvand i fjorden, altså før 1872 og den store stormflod.

 

Jul

Det eneste, jeg husker om julen på Fyn, er en svag erindring om en strålende julefest i forsamlingshuset, hvortil mor med Lillebror i barnevognen, Holger og jeg ved siden, gik hen. Om far var med, husker jeg ikke, kun at alle børn fik en lille gave. Holger fik et fint pennalhus (eller griffelhus), som vi kaldte det. Hvad jeg fik, husker jeg ikke.

Julen på Holle husker jeg bedre. Den begyndte med, at vi fik “Nisseavisen”. Det var Rødby Avis. Det var en lille annonceavis, der havde pyntet alle avertissementer med nisser. Det var en spændende optakt til julen. Så begyndte vi at glæde os. Det næste var så Vejleby Brugs, der lavede juleudstilling, som vi skolebørn altså skulle hen og se i det store frikvarter. Den Brugs fortjener et lille afsnit for sig selv. – Det var  den mest rodede butik, man kunne tænke sig, for oppe under loftet hang mange forskellige ting: Fløjtekedler, kogrimer og tøjr, blå mælkespande med låg og kaffekander af samme farve. På gulvet ved den ene side af døren var så en stor bunke reb af alle tykkelser, ringe med tækketråd til stråtage, sømpakker af alle størrelser og skruer. I vinduet samme steds: Kludesko, træsko og træskobunde med spidse næser (for dem der selv slog overlæder på, som far gjorde), zinkspande og malkeskamler, filtsåler og alt muligt andet, roegrebe, høstriver og leskafter og lignende. Ved samme endevæg, en reol med strømper, undertøj i maco og uld, forklædestof  i striber og tern og så flonel i lyserøde, lyseblå og grå farver, samt uldgarn til sokker. Ved den anden side af døren var der udstilling af glasskåle, kander og det mere brugte køkkenudstyr som gryder og låg, randforme, kageruller og tragte. I skabet ved denne endevæg var så de fine ting: Blomstrede kopper og stel til sukker og gløde, kagefade og tallerkner, nogle med udhugninger langs kanten og guldkant. Det var foran dette lille skab, der var placeret et bord med juleudstilling, d.v.s.. juletræspynt og sukkerfigurer, så det var jo begrænset, hvad den udstilling bød på, men vi syntes, at det var flot at se alle de snoede små lys i alle de farver, der næsten fandtes, og så lysholderne der bestod af nogle besynderlige metalklemmer. De var fantasifulde og ikke til at sætte lige på træet, så der var balance. Et år var der nogle, som var udformede som frøer, hvis gab sluttede om grenene på træet. Ja, der var meget at se på.

Min sidekammerat købte julegave til sin mor – en citronpresser. Sådan en ville jeg også gerne give min mor, men jeg havde ingen penge, – det havde vi børn aldrig. Men så fik jeg en lys idè. Den kunne fås på brugsbogen – altså købte jeg den. Brugskonen fru Kjæp, så op fra bogen og sagde, at det stod der ikke noget om. “Nej, men det har mor nok glemt”, svarede jeg, og så fik jeg citronpresseren med hjem. Det var bare ikke sjovt, at skulle forklare mor dens tilstedeværelse i bogen, men efter bekendelsen om julegave, erklærede mor, at sådan en havde hun pineme ikke brug for, og så var det jo flovt næste skoledag at få den byttet hos Kjæp med en mere anvendelig syltetøjsassiet. Derefter gav jeg ikke flere julegaver.

Til jul skulle mor og far til Rødby for at handle lidt ind til julen, og så blev der spændt for. Mor og far i agestolen, Holger, jeg og lillebror kom op bagi på en halmsæk med tæppe om benene, og så kørte vi til juleudstilling, og der var helt anderledes ting at se på. Dejligt tøj i vinduerne og sko og støvler, især var jeg betaget af blanke knapstøvler med tilhørende støvleknapper, et lille instrument, som en krum hæklenål med træskaft. Legetøjsforretningerne var flotte, men lukket land for os. Vi havnede i den købmandsgård, hvor vi havde spændt fra, og hvor vi skulle handle. Der blev så købt det, vi ikke fik i den hjemlige Brugs. Det var dejligt at gå i den store forretning og se på de store kasser med figner, dadler, nødder og andre lækkerier. Far holdt megt af  chokolade og figner, så det blev der altid købt, og mor brød sig ikke om søde sager, men derimod tørrede svedsker og appelsiner, så det fik vi også. Og mandler til de brune kager, som mor altid bagte til jul (og som jeg bager den dag i dag).

Det var gerne mørkt, når vi var på hjemturen, men vognlygterne var tændt og vi børn lagde os på vognbunden med hovedet på halmsækken og indsvøbt i tæppet, så lå vi og kiggede op stjernehimlen, lyttede til hestens trav og vognenes rumlen, og så gættede vi på, hvor langt vi var kommet, og skiftedes til at rejse os op og se, hvem der havde ret. Vi syntes altid, at det var klar  frost og stjernehimmel den gang. Sandheden var vel at far kun kørte, når det var fint og klart vejr.

Det næste, der skete i juleforberedelserne var, at grisen blev slagtet. Det var festligt. Tidligt op for at fyre under vaskekedlen, hvori vandet var fyldt dagen i forvejen. Så kom Niels med slagtekniven og sine gamle vittigheder om griserumpen osv. Far havde dagen i forvejen slebet vores knive og kødhakkemaskinens kniv og hulskive. Efter at grisen var slagtet, skoldet, hængt op og skåret op (indvoldene var kommet op i et gammel dybt slagtetrug, vi havde), fik de frokost. Det var gerne en kogt salt sild med fedtebrød, kogt æg, ostemad og kaffe samt hvidtøl. Snaps eller bajere havde vi aldrig. Efter megen snak, omsvøb og nysgerrighed, gik Niels så hjem. Han ville ellers så gerne have set, hvordan vi rensede tarme, men det var fars hemmelighed, og den gav han ikke fra sig. Far kaldet det at slire tarme. Han havde lært det af en rigtig slagter. Han brugte et stykke cigarkassetræ, der var skåret på en ganske bestemt måde, og når han kørte det nedad tarmene, gik den indvendige slimhinde med og de blev klare som glas. Det gik nemt for ham. Der efter blev tarmene lagt i saltvand. Henne hos Niels stod de og vendte tarmene med to strikkepinde. Blodpølsetarmene var det senere at rense og der skulle et af os børn hjælpe til. De blev altid fine. Efter at være skuret i 7 hold salt, blev de lagt i en spand koldt vand med porretoppe til næste dag. Det tog den særegne ferske lugt fra tarmene. Næste dag blev så blodpølserne kogt i vaskekedlen, der havde fået et lag fin ren halm i bunden. Mors blodpølser var dejlige med store gryn og rosiner, kanel og nelliker.

Selve slagtedagen blev der smeltet fedt. Her blev også laver sor-pølse. Den blev lavet af flæskesvær (sor), der blev skåret fra bugflæsket til medisteren. Disse flæskesvær blev strøet med salt, peber, allehånde og finthakkede løg, samt lidt stødte nelliker og rullet fast sammen og snøret godt med sejlgarn og så blev de nedkastede sammen med det øvrige grisekød. Når så mor kogte sulemad, grøn- eller hvidkålssuppe, blev en af disse pølser kogt med og brugt kold, skåret i tynde skiver til pålæg eller med rugbrød og sennep.

Grisetæerne blev der altid kogt gule ærter på sammen med halen. Det  var en af fars livretter.

Finker fik vi hver dag til frokost i slagteugen. De kunne jo ikke gemmes, men var da en afveksling fra den salte sild, vi ellers fik.

Havde vi fået vandgrød med stegt flæsk til middag, fik vi gerne den kolde grød i varm mælk den følgende morgen i stedet for sild.

Kold vandgrød, der var så stiv, at den kunne skæres i skiver, stegte mor somme tider i margarine på panden. Det fik vi så med sukker eller sirup på, og det syntes vi smagte godt.

Finkerne blev også kogt på selve slagtedagen, lige som der blev lavet medisterpølse. Jeg syntes, at jeg kørte kødhakkemaskine hele dagen. Julesteg, ribben og medister blev taget fra, og resten af grisen blev saltet ned i sulekarret. Det var meget store grise, med meget stegeflæsk på, vi slagtede. Den skulle jo holde til næste jul. Kødet blev også hvinende salt til sidst.

Andre af julens forberedelser var så at skure og fernisere gulvene i forstuen og dagligstuen, der blev meget slidt. De skulle ferniseres to gange om året.

Så skulle lamperne pudses og bronzeres. Jeg fik tidligt lov til at gøre dette. Så sad man ved bordet, hvorpå var lagt en avis med bronzepulver og tinktur og en lille pensel, og man skulle så se at komme ind i alle disse her ornamenter og ikke spilde den dyrebare forgyldning. Nielses Anna blev meget beundret for at have sin næse forgyldt. Hvordan hun så havde båret sig ad med det! Men hun kom ikke i kirke den jul på grund af næsen. Niels sagde, at når vor mor ikke kunne få sin røv forgyldt, var det da godt, at hun selv kunne klare næsen.

Kakkelovnene blev også pudsede. Det skete vist kun denne ene gang om året og lavede et grusomt svineri.

Bagningen var julekage med rosiner, sukat og kardemomme, som blev købt hel og stødt i morteren. Brune kager, marengs og jødekager, somme tider også vaniljekranse. Bagningen var gerne overstået før griseslagtningen. Kagerne kunne jo gemmes i dåser.

Juleaftensdag havde vi så travlt med at gøre fint inde og ude. Køerne skulle strigles ekstra godt og hesten ligeså. Stalden skulle renses og hakkelse skæres til julen. Så fik dyrene ekstra foder. Alle redskaber blev sat i hus eller opad væggene. Harven kunne med sine tre led, en for en, stikkes ind i rørvæggen på møddinghuset og til sidst skulle gården fejes. Herefter samledes vi alle foran køkkendøren for at høre Peder Ærbo kime julen ind oppe i kirketårnet.

En gang sad jeg nede i marken nedenfor kirken. Jeg var nede i bækken for at hente fårene hjem, da klokkerne begyndte at kime. – Så, der sad jeg på tøjrekøllen med Mette og Ester (sådan hed fårene), og syntes, at det var helt forkert og alligevel højtideligt.

Hjemme var der hvid dug på bordet, og der duftede af brune kartofler, rødkål, ribbenssteg og medister. Vi fik først en lille klat risengrød med sødt nisseøl, men mandel og mandelgave kendte vi ikke. Efter spisningen og opvasken sang vi julesalmer af vore gamle salmebøger. Hvis der var kommet pakke fra tanterne i København, fik vi, hvad de havde sendt. Der var altid masser af søde sager med, bolsjer og sukkerstænger og sommetider en lille nyttig ting til os børn, et par vanter, en hue eller andet småt.

Vi havde ikke juletræ. Der var ikke plads til det, sagde mor altid. Vi har kun haft juletræ to gange, mens jeg var barn. Den ene gang fordi far først kom hjem fra roekampagnen på Stokkemarke saftstation selve juleaftensdag og på vejen gennem Ryde skov købte et lille træ i Plantagehuset. Vi fik travlt med at pynte det, for julestads havde vi.

Om aftenen fik vi så figner, dadler og chokoladebrikker, appelsiner og kaffe med småkager. Så læste vi i vores julebøger. Far fik altid Blæksprutten af tanterne. Før jul lånte vi bøger fra biblioteket. Mor skulle altid have Jeppe Åkjærs “Imens pølsen koger” og andre noveller.

Vi gik i seng ved 21.30-tiden. I juledagene gik vi så i kirke. Det var mor, der gik 1. juledag til Vejleby kirke med et af os børn. Den dag havde hun nem mad til middag, grønlangkål med flæsk og pølse. 2. juledag gik far og en af os. Da var det til Tirsted kirke.

Juleaften var der aldrig gudstjeneste i nogen af kirkerne. Det mente missionsfolkene var frugtesløst, for folk tænkte bare på at komme hjem til juletræ og andre materielle goder.

Fjerde juledag var vi så til Ungdomsforeningens juletræ i forsamlingshuset, og det var dejligt. Ungdomsforeningens bestyrelse gik før jul rundt til beboerne med en liste, hvor man kunne skrive sig på samt betale beløbet for hver person fra huset. Far gav 5 kroner for os fem. Nogle gav, selv om de slet ikke kom, så der var altid gjort meget ud af det.

Samme aften havde missionsfolkene (de hellige, som vi kaldte dem) deres juletræsfest i missionshuset, og jeg tror, at der har været en slags kappestrid, om hvis der var flottest. Missionsfolkenes fest begyndte en time tidligere og sluttede tidligere. Vores begyndte altså klokken seks. Far kørte os derned og hentede os igen. Han ville ikke ind og drikke chokoladen fra børnene, som han sagde. Vi samledes i den lille sal, hvor vi fik varm chokolade og wienerbrød. Når så alle havde fået, blev skydedørene slået op til den store sal, hvor træet stod tændt og så strålende ud. Her stod også lærer Wedsted med sit sangkor. Han læste juleevangeliet, og så gik vi rundt om træet og sang: “Det kimer nu til julefest” og andre kønne julesalmer. Imens lysene brændte ned, læste han så en julefortælling. Dernæst plyndrede vi juletræet. Det gjaldt om at få så meget med hjem som muligt (derfra stammede vores julepynt). Så blev træet slæbt ud. Imens Christian Munks orkester tog plads (violin og kornet – senere kom far til på bas), blev gulvet fejet, skydedørene skubbet næsten sammen, så der lige akkurat kunne gå et barn igennem. De unge piger i foreningen stillede sig op ved hver side af døren med store kurve med godteposer. Så delte de ud til hvert barn, der gik igennem. Jeg misundte de unge piger, der havde siddet og pakket alle disse poser med rigtig konfekt. (Meget senere kom jeg da også selv til det).

Da så godteposerne var delt ud, spilledes der op til dans. Det var både Rits-rats, Sekstur, Pigernes fornøjelse, Tyrolervals, Pærevals og hvad de alle sammen hed. Det var meget sjovt. Efter klokken 22 måtte de voksne først danse. Så kom der pludselig en masse, vi ikke havde set der før. Nu blev der trængsel. Mange kom fra missionshuset, for der var der ikke dans. Ja, nogle af børnene der omme fra kom endda til godteposeuddelingen. Ved 23-tiden tog vi så hjem igen.

Næste dag blev det forsmåede juletræ slæbt ind i forsamlingshuset igen og pyntet på ny til “Arbejdernes Julefest”. Mange af vores skolekammerater var med begge gange, nemlig dem hvis forældre var socialdemokrater. Så gik snakken og pralerierne om hvis julefest, der var den bedste.

Nytårsaften fik vi næsten altid grønlangkål og æbleskiver med syltetøj. Drengene løb ud for at lave nytårsløjer. Det bestod mest i at flytte lidt om på de ting, naboerne havde stående udenfor og rende med deres havelåger. De kunne jo ikke vide, at far havde skruet nogle bolte over hængslerne, så lågerne ikke kunne løftes af. Det kunne til gengæld dørene, for engang kom de unge mennesker henne fra Hollegård og løftede alle vore døre af, så der blev hundekoldt i hele huset. Først tog de forstuedøren af, så døren ind til stuen, men så kom far ellers på benene. Inden døren til køkkenet var løftet af, havde han løftet mors store blå vandkedel af komfuret og kørt sin hånd over bunden af den, så hånden var helt sort af sod. Den kørte han så rundt i Helges og Poul Ankers ansigter og hvide skorter, så de så forfærdelige ud. Og så måtte de elles sætte dørene på igen, før de fik en æbleskive eller to. De anede ikke rigtigt, hvordan de så ud, før de kom hjem til dem selv igen. Men deres mor blev gal over de beskidte skjorter, hun skulle vaske.

 

Mere arbejde

Og så var det ellers hverdag igen med skolegang, lektielæsning, og så det evindelige køren maskinomgang og skovning af brænde igen.

En gang kom far med et spand store tunge jyske heste og en mægtig Oliverplov, han havde lånt af en bonde nede i Tjennemarke. Far havde tidligere boet hos ham i roekampagnen. Nu skulle de seks tønder land jord ude i fjorden pløjes og sås til med blandingskorn (harve og byg). Det år skulle der så være græs hjemme ved, hvor køerne skulle stå i tøjr. Hurra, hurra! Færdig med at vogte kvæg. Men – da jorden derude var blevet pløjet, var der så fyldt med sten, at der gik måneder med at samle dem op. Hver gang far havde harvet, var er lige så mange sten igen. Og der blev  harvet mange gange. Selv efter, at der  var sået, gik vi og sankede sten igen. Ja, vi drømte endog om sten om natten. Tungt og strengt var det!

Det var unægteligt sjovere, når fjorden var helt islagt. Far lejede holmene derude med stenrør til tagtækning, og så skulle vi derud. Far havde lavet et redskab. Det bestod af nogle lette  bøjede stænger med trådbøjler på hver og et smalt skarpt knivblad forrest og så lette tremmer på tværs.

Den var meget let at skubbe hen over isen, og så lagde rørene sig fint mellem bøjlerne efter at være skåret af ved isens overflade. Der kunne lige være til et neg mellem hver bøjle. Holger og jeg skiftedes til at køre med dette redskab, og vi kunne jo glide på is samtidigt. Far bandt så negene og læssede dem på en stor slæde. Når der var læs nok på, kørte Holger eller jeg den i land og læssede af og så af sted igen. Det blev nu mest Holger, fordi han kunne løbe på skøjter, og det gik stærkere med at komme tilbage. Men det var også sjovt, når der var medvind til land, for så kunne vi sidde på læsset og næsten lade vinden køre os ind. Vi havde også en pigkæp at stage os frem med. Med øvelse kunne der så skydes en ret god fart. Det var dejligt! Man kunne også godt blive forfrossen af sådan en hel dag. Fordi dagene var korte, kunne man jo ikke tillade sig at gå hjem til middag, men fik mad med til hele dagen. Da vi ingen termoflasker have, fik vi heller ingen kaffe at varme os på. Det var skam rart at komme hjem i den lune kakkelovnskrog efter sådan en dag. Man var nu også godt træt, mår man skulle i gang med lektierne til næste dag.

Vi kunne også godt have meget sne sådan en vinter. Så var det naturligvis ikke noget med at skære rør.

Der var pilehegn langs næsten alle veje –  i hvert fald ved den ene side. Det var nogle ordentlige driver, der kunne lægge sig langs dem. Den gang havde man ikke gummistøvler eller lange bukser. Selv drengene gik med korte bukser, der dog nåede lidt under knæene. Men vi piger gik altid med iskolde lår og våde strømper. Så var det rart at komme op i skolen, især når degnen havde været så tidligt oppe, at han havde nået at få varme i skolestuen, til vi kom. Om vinteren var det tilladt at gå ind efter at have skiftet til kludesko og varme sig, til timen skulle begynde med morgensang og morgenbøn.

Her skal lige fortælles lidt om skolens brændsel! Det blev kørt fra skoven af bønderne på skift. Så kom der et par arbejdsmænd. De skar, kløvede og stablede brændet i en meget lang stabel ude på legepladsen. Det faldt aldrig nogen af børnene ind at pille ved stablen. Det var indgroet i os alle, at brændsel – ligesom føden – var noget vi behandlede med respekt. Når lærer Wedsteds sommerpærer var modne, skulle brændslet så i hus. Det var en dejlig dag, når alle vi børn så tog fat. Vi havde nogle store høkurve med hanke i hver side. Det var tre af dem. Så tog to af de stærkeste i hver hank, og mens en flok børn fyldte i, rendte andre med kurvene i pendulfart til brændeskuret, hvor nogle rakte op, mens andre igen stablede. Da vi var ca. 24 børn i hver klasse, kan det nok være, det gik stærkt. Når brændet så var inde, fik børnene lov at tømme sommerpæretræet i høkurvene og bære dem ind i skolestuen. To andre blev sendt i Brugsen efter chokoladeruller, og så fik vi ellers læst historier resten af dagen, mens vi gnaskede pærer og spiste chokolade. Så den dag i skolen var næsten lige så spændende som selve skoleudflugterne.

Der blev også fyret med tørv, men jeg ved ikke, hvor de var fra. Her var det også bønderne, der på skift hentede. Vi må jo stadigvæk huske, at det var de strenge år efter første verdenskrig, hvor vi havde kulrationering.

 

Skolegang og fornøjelser

Jeg var i det hele taget glad for skolen og synes, at det var dejligt at skrive diktat og fristil. Jeg var ganske god til det og somme tider blev de læst op. Det syntes jeg var dejligt. – Men bagefter blev man sandelig drillet af de andre. Puffet til og fik flået kysen af og blev knubset af de store. Det kunne man jo ikke fortælle hjemme eller til degnen, for så blev det bare værre. Den sidste time i skolen sad man altid med en knugende fornemmelse i maven.

En sommer havde vi ingen lærerinde. Så måtte Wedsted have alle børn således, at 1. og 2. klasse gik den ene dag og 3. og 4. klasse den næste. Deraf kom det sig, at jeg gik i klasse med Holger. Det hjalp på mobberiet. Han var stor og stærk. Vi kørte på cykel – en gammel herrecykel, hvor jeg kunne sidde på stangen. Den havde fast gummi, som far vist nok havde fået af en karetmager. Det var jo lidt ømt for rumpetten, at sidde på den, men vi kunne komme hurtigere hjem. Det kunne nok gøres nødigt, især om høsten eller i efteråret, når foderroerne skulle tages op, og far skulle til Tjennemarke og køre roetog. Det ar nu kedeligt, altid at skulle arbejde! En gang, da vi skulle tage roer op og var alene om det, fandt vi på at lave gravstene af dem. Vi huggede en skive af roen, så snittede vi navne i roen og smurte det godt ind i jord, og så stod navnet der lige så tydeligt sort på hvidt. Nu blev det morsomt. Vi begravede alle Vejlebys gårdmænd og hustruer og lavede de nydeligste små gravsteder at katost, som små buksbomhække omkring. Det gik næsten hele eftermiddagen med. Far kom uventet hjem. Lokomotivet var gået i stykker, og der skulle skaffes et andet. Han opdagede straks vores fine kirkegård, og kors hvor blev han dog gal, og så vankede der øretæver. At tænke sig, ligefrem ødelægge det gode foder dyrene skulle leve af! Vi kunne bare tænke os, at det var vores mad, der blev ødelagt, men nu kunne vi gå i seng uden aftensmad – og det skete. Tilfældigvis kom jeg til at høre mor og far grine over, at vi havde lagt alle storbønderne i Vejleby i deres grave. Uf, hvor voksne mennesker dog var træske og uforståelige! Men vi lærte, at sådan behandlede man ikke det gode foder.

 

Rødby marked

Om sommeren havde vi en københavnerdreng. Det var vores fætter Bruno, Morgrethes den yngste. Så skulle der jo også helst ske noget.

Før jeg kom i skole, havde vi hver sommer, på en bestemt dag i juli set nogle underlige sortklædte mennesker komme kørende gennem Holle. Dem kendt vi ikke. Vi fik at vide, at de kom fra Hoby Skov på den anden side af fjorden mod vest, – javel – det var altså sørøvere. Dem, der skød ulovligt og fiskede og meget andet. Vi betragtede dem med megen nysgerrighed. De skulle altså til marked i Rødby – hvad det så var for noget! Men efter at vi var kommet i skole, fik vi så at vide, hvad det var. I skolen blev der talt meget om det, og næsten alle skolekammeraterne havde været der. På markedet havde de fået skrigeballoner og kulørte armringe, slanger der kunne rulle op og i, samt meget andet. Vi plagede om at måtte komme derud. Til sidst indvilligede far, men så skulle vi til gengæld også være meget flittige og have luget roerne færdige først. Så blev der arbejdet. Bruno, der aldrig havde haft far i et roejern blev sendt foran, for at trække det længste ukrudt op med hænderne. Vi var bange, han skulle hugge roerne om, hvis han fik en hakke, for så røg markedsturen med sikkerhed. Vi andre kløede på, det bedste vi kunne. Det var andengangslugning, så der skulle ikke tyndes ud. Og det lykkedes os at blive færdig med sidste række i god tid. Og så skulle vi af sted. Far, drengene og jeg. Mor skulle ikke med, hvorfor ved jeg ikke. Da far nu alligevel skulle køre, mente han, at så kunne der være et par børn mere. Så kom Valdborg og Povl med, og jeg tror, at vi fik hver to kroner, vi måtte bruge. Lige så snart vi var kommet til markedspladsen, forsvandt Bruno. Han dukkede ikke op igen, før han havde brugt hver en øre, han havde. På markedet var der både karruseller og gynger, lirekassemænd og Professor Labri, som vi slet ikke syntes var morsom, men nærmest følte os snydt af.

Der stod en kanonfotograf uden for Hotel Rødby. Far mente, at det kunne være sjovt at få et billede. Det var næsten den eneste gang, vi blev fotograferet som børn, bortset fra skolebilledet.

Da vi havde brugt vore penge, kørte vi hjem igen. Jeg tror ikke, far brugte en rød øre ud over fotograferingen. Jo, han købte en portion jordbær med fløde og spiste. Svend Aage havde også penge med hjem, men skrigeballoner havde vi da.

Senere viste det sig i roemarken, hvorfor vi var blevet færdige i god tid. Så måtte vi i gang med lugningen igen.

Svend Aage og Bruno var kommet op at trættes om, hvorvidt en kat kunne svømme. For at få en afklaring på det, satte de vor kælemis op i hestekarret. Den svømmede godt nok og kom til at se ynkelig ud. Jeg kom til at skælde dem forfærdeligt ud og fortalte dem, at en kat slet ikke kan tåle at blive våd. Den kunne dø af det. De to fyre blev dybt ulykkelige og skiftedes hele dagen til at ligge oppe i høet og tørre og varme katten. Den spandt veltilfreds. Drengene blev også glade over, at det lykkedes at holde liv i katten, og så gik de ind og fik sig en mægtig humpel hvedelumpe med fedt og sukker. Det var det bedste, Bruno vidste. En hvedelumpe var et stort brød eller kage, som mor bagte hver uge.

Far var ude omkring og tjære tage på den tid, så vi havde lide mere fritid i de dage – og noget skulle vi jo finde på. En dag lavede vi en mand. Vi tog et par bukser af fars og stoppede ud med hø. Bandt et par støvler på forneden, så fyldte vi en lille sæk med hø, satte en jakke med udstoppede ærmer på, samt de udstoppede bukser. Nu manglede vi bare hovedet. Det fik vi nu også lavet og sat en hat på. Se, ham kunne vi bokse og tumle med, som vi ville. Til sidst fandt vi på at hænge ham i blommetræet. Det så meget livagtigt ud. Jeg skal aldrig glemme mors skrig, da hun kom om hjørnet for at hente brænde og opdagede den hængte – og så blev hun ellers meget vred og vi fik øretæver – ikke engang Bruno gik fri – og besked om at pille den hængte ned, hvilket omgående skete. Da vi havde vrælet færdig, syntes vi alligevel, at det var for galt og bankede den arme stråmand igennem og lagde ham ude på vejen på en stenbunke. Nu kunne han have det så godt. Men havde mor ikke været gal før, så blev hun det nu. For nu lignede det livagtigt en fuld mand, der lå og sov brandert ud iført fars tøj. Så det endte heller ikke godt. Nu kunne man jo se, at vi ikke kunne tåle, at have for meget fritid.

Når der om sommeren kom brev fra tanterne Karen og Christine, at nu kom de til Ryde station, spændte far for vognen og kørte ned at hente dem. Mor slagtede kyllinger og stegte. Jeg plukkede bær til grød, og så blev jeg sendt op på kirkegården for at skuffe og rive gravstederne ekstra godt. Foruden bedstefars og bedstemors var der Wredes gravsted, som mor skulle passe. Den bestilling havde hun arvet efter bedstemor, da hun kom til Holle, og fik 5 kr. om året for det, senere 10 kr., som hun dog selv skulle hente hos en sognerådsformand i Skørringe. Bedstemor havde været tjenestepige hos Wredes på Duesminde. Om de ikke havde børn, ved jeg ikke, men der var i hvert fald sat penge af til, at bedstemor skulle passe deres gravsted. Hun havde i øvrigt også fået et fint kaffestel af Wredes, som jeg langt senere har arvet.

Christine havde meget ofte aflagt tøj med til os. Hun var servitrice i Hammers Fiskerestaurant, og hos Hammers fik hun det tøj, deres børn var vokset fra. Det var en pige og en dreng. Svend Aage var heldig, for Svend Hammers tøj passede ham præcist, så han var altid fin i tøjet, men jeg så noget sjosket ud i pigens tøj, der altid var for stort. Holger fik altid nyt tøj, der var ingen, han kunne samle op efter. Hans tøj syede mor selv, og det var også derefter.

I det hele taget var det et problem med tøj til os. Og det blev altid købt rigeligt stort.

Mine sko blev altid købt til at vokse i, så hele min barndom havde jeg vat i næserne og såler i, så de blev altid slidt op, før jeg kunne passe dem.

 

Skolelystture

Vi havde også skolelysttur. Så kørte bønderne for dem, som ingen heste havde. Nogle af gårdmændene pakkede også madkurve, så børnene kunne få hos dem. Vi kørte selv i Charabancen, så havde vi to heste for, vores og Nielses. Mor og Anna smurte madkurve, men måtte ellers blive hjemme hos dyrene. Mens far og Niels tronede i den forreste agestol, sad alle vi børn på bagsæderne, Frode og Leo, Valborg og Povl, Holger og jeg.

Vi samledes ved skolen og kørte i en lang række til Maribo. Vi måtte råbe hurra hver gang, vi så et menneske og til folk i roemarkerne, og en stor støvsky stod der efter alle de heste og vogne. Ankommet til Maribo blev hestene staldet ind i de forskellige købmandsgårde, og så gik vi ned til Domkirken og søen og kom ombord i de turistbåde, der lå der, og så sejlede vi til Borgø. Vi sang, mens vi sejlede, og det var ikke den samme sang i hver båd. Lærerinden bestemte i den ene båd, Wested i den anden og fru Wested i den tredie. Desuden var der også forældre med til at se efter os.

Mor og far med Lotte for fjedervognen. I vognen Holger, Svend Aage og jeg.

Ankommet til Borgø spiste vi så vores medbragte madkurve, som altid var ekstra gode ved den lejlighed. Det skulle jo ikke være ringere end andres, selv om der var dyrt købepålæg på. Så vandrede vi rundt på øen, hvor Wedsted fortalte om den borg, der en gang havde ligget der og om Kong Ræv, der boede i Refshale. Det var meget spændende for os børn. De fleste voksne blev oppe i pavillonen, hvor de enten drak kaffe eller tog sig en øl.

Derefter legede vi på pladsen nedenfor restauranten. Wested var imod fælles kaffebord ved sådan en lejlighed, for det var noget værre slamperpamper, som han kaldte kaffen, de serverede, og det var også med til at gøre udflugten dyrere for børnene. Han holdt nemlig altid på, at en udflugt ikke måtte være dyrere, end at alle børn kunne være med.

Ved 6-tiden om eftermiddagen sejlede vi så fra øen igen, under høje hurraråb efter først at have sunget en pæn sang foran restauranten, vist nok til ære for værtsparret. Og så gik vi fra borde og op til alle køretøjerne igen og begyndte hjemturen, godt trætte. Vil skiltes igen ved skolen efter at have råbt hurra for Wedsted og hans kone og lærerinden og så hjem til Holle, hvor Anna og mor havde røgtet og malket, mens de trætte madfolk gik ind til aftensmaden, dog ikke uden at der blev stukket til dem, med lidt beske bemærkninger.

Men det følgende år kørte vi selv. Mor og far foran, vi tre børn bagi og da gik turen til Rødby Havn med fællesspisning af medbragt mad på “Hotel Østersø” (der senere blev flyttet til Maribo og genopført i sin oprindelige stil på Refshalevej). I Rødby Havn lå der den gang et skibsværft, og byen og gaderne var nye, men værftet gik senere fallit. Gaderne blev revet ned. Torvegade blev revet ned og genopført i København.

Den sidste gang vi var med på skoleudflugt, var det med toget, og turen gik til Kirkeskoven ved Vordingborg med besøg i Gåsetårnet, med mange påmindelser om at være på pletten, når vi skulle hjem igen, da færgen over Storstrømmen ellers ville sejle fra os. Wedsted spurgte i skolen, hvad den ville gøre, som kom for sent til færgen, og så råbte hele koret: “Så låner vi Ellens sko og sejler over i”. Jeg blev blodrød og flov og ked af det, men Wested bankede med pegepinden i katederet og sagde megt højt og bestemt, at dette her var alvor. Vi kom af sted, og alt gik som det skulle, men jeg synes alligevel ikke, at turen var så god som ventet. Noget var ødelagt, og jeg syntes, de alle så på mine sko.

 

I København for første gang

Da jeg var fyldt 11 år, kom jeg med mor til København. Tanterne havde skrevet, at jeg skulle med, fordi jeg havde været så flink til at passe Bedstemor, og det var vel nok en oplevelse. Far kørte os til Ryde station. Jeg havde fået en fin ny kjole købt færdigsyet. Den var lyserød med små tern og små hvide rolansløjfer og ny hat af hvidt silkestrå med en mangeløkket lyserød sløjfe foran. Jeg følte mig meget fin, men skoene var som sædvanligt sorte snøresko – lidt for store – og så hvide strømper. Togrejsen med mor var spændende, og efter sejlturen over Storstrømmen kom vi i land i Madsnedø og i fuld fart op til eksprestoget og ind i en kupe, og så holdt toget ved Vordingborg station, hvor der på perronen gik en mand og råbte: “B.T., Vore herrer, Kl. 5 og søndag, de dengang gængse ugeblade. Det blev i mine ører til: “bed til Vorherre, søndag kl. 5”. Hvorfor netop dette tidspunkt? Så kørte vi, og det gik i svimlende fart. Standser ikke før Roskilde, Hedehusene og København råbtes der! Det var underligt, at vi skulle over heden, syntes jeg! I skolen lærte vi, at heden var ovre i Jylland.

Og så rullede vi ind på Københavns Hovedbanegård, ovra, sikken et mylder af mennesker, og alle strømmede de samme vej, hen mod nogle høje trapper. Vi gik med og fik pludselig øje på tanterne, der stod oppe i en stor hal ved gelænderet. Vi gik sammen gennem denne store hal og ud til en gade, der var meget bred og med meget trafik og hen til Rådhuspladsen, hvor vi kom op i en sporvogn, de hed linie 2, et underligt navn. Nej, hvor var det spændende. Den kørte gennem lange gader, over en bro, der hed Dronning Louises bro, et meget fornemt navn. Det var næsten ikke til at tro, at man sad her så langt fra Holle, i sådan en stor by og var så fin.

Sporvognen standsede tit. Folk stod af og på, og vi kørte igen. På Rolighedsvej stod vi af, gik gennem Fjords Allé ned til Brandes Allé og op i nr. 11, hvor tante Karen boede, og hvor Christine også boede, for hun var dengang begyndt på et kursus, hvor hun skulle studere til massøse. Vi fik mad, og jeg kom i seng i et lille kammer, der vendte ud til nogle gårde med enkelte træer. Mor skulle ligge i samme kammer og seng. Det var lejlighedens pigeværelse. Der var tre store stuer ud til gaden, men de to største var lejet ud til en fin mand, og så boede Karen i den tredie, hvor Christine så lå på en divan om natten. Der var skønt, syntes jeg, og så var der wc med træk og slip på trappegangen udenfor køkkendøren, og i køkkenet var der vandhane over vasken og gashaner og gasapparater. Ih, hvor var det nemt og pænt. Næste dag fik vi kaffe med varme kryddere og rigtigt smør, og mælk i flasker, som bare blev sat uden for døren på køkkentrappen. Det var vel nok fornemt, og det smagte godt. Så skulle vi ud at se på vinduer, og der var vel nok meget at se på. Slotte var der også. Glyptoteket var der noget, der hed, og der stod helt nøgne statuer af marmor, helt uden den mindste smule tøj. Mor var forarget over figurerne, så dem skulle vi ikke se ret meget på.

Vi var nede og se de egyptiske mumier. De var til gengæld helt hyllet ind i tøjstrimler, så det var mærkeligt at forestille sig, at det skulle være Kong Farao, som vi havde hørt om i religionstimerne i skolen.

Derefter var vi i Tivoli. Nej, hvor var det skønt, og jeg fik bananer for første gang i mit liv. Bananer kendte vi kun fra Knold og Tot i Hjemmet, hvor de somme tider lokkede aber med dem.

Bananer eksisterede altså i virkeligheden, og smagte underligt i førstningen, men de kunne også bruges til pålæg, for det fik jeg næste morgen.

Tivoli var altså skønt. En hel eventyrhave, især da det blev mørkt, og alle de tusinder af lamper var tændt, og så alt det der var at se. “Pantomineteateret” hvor en påfugl slog sin hale ned, og hvor der var fnuglette danserinder, der løb helt oppe på tåspidserne og Harlekin, der også dansede kunstfærdigt. Så var der Pjerrot. Ham kunne jeg ikke lide, med det hvide hoved og den store røde mund og mærkelige hat og dragt. Men Columbine var det yndigste, jeg havde set. Ja, der var meget at se i Tivoli og skøn musik og til sidst et pragtfuldt fyrværkeri, som man aldrig havde drømt om fandtes.

Næste morgen fik vi igen varme kryddere. Det var mærkeligt, at de sådan stod udenfor døren, når man skulle have morgenkaffe. Denne dag var vi på Langelinie, så Gefionsspringvandet og Den lille Havfrue og om eftermiddagen i Zoologisk Have, og da havde vi Morgrethes Ellen med. Altså min kusine, som på en eller anden måde var kommet med. Hun var ældre end jeg og vant til at færdes i byen, og hun førte an i Zoologisk Have, hvor vi to piger fik lov at løbe rundt og se på de mærkelige dyr, så vi kom næsten hele haven rundt to gange og fandt mor og tanterne foran musiktribunen, hvor de sad op drak kaffe, mens de lyttede til musik. Ellen og jeg fik nogle ordentlige store iskager med både syltetøj og chokolade på, um, hvor de smagte godt.

Næste dag kørte mor og jeg så med en sporvogn helt ud til Holmbladsgade på Amager, hvor vi skulle besøge Morgrethe og smeden, som jeg her så for første gang. Han var en tyk, rødmosset og jovial mand, vistnok vældig godmodig, og hans børn havde i hvert fald ikke den respekt for ham, som vi havde for vores far. Sådan turde vi i hver fald ikke snakke til ham. Vi var med dem i Røde Kros Teater. Jeg husker ikke, hvad vi så. Kun at det var sjovt.

Smedens have en toværelses lejlighed med wc i gården. De boede ikke så pænt. Gaden var heller ikke pæn, den var smal med store 4-etagers huse på hver side, og der var et vrimmel af børn i alle mulige aldre. Jeg blev lidt betænkelig, da smeden sagde, at jeg kunne sove hos ham om natten. Men vi skulle heldigvis ud til tante Karen igen med sporvognen.

Dagen efter skulle vi så til Lyngby hos Malvine, Niels Peder og Elly.

Vi tog med sporvogn til Hovedbanen og så med toget til Lyngby Station, hvor Malvine og Elly hentede os, og der var dejligt. Vi gik også tur derude, forbi et sted hvor der boede en mand, der havde myrdet sin kone. Han var barbér og hed Mehun eller sådan noget, og det synes jeg var spændende, at Elly boede sådan et sted og i et pænt hus med have foran og bagved. Det hed “Kongens Lyngby”, for der lå også et slot, som hed Sorgenfri, og hvor Kongen og Dronningen boede det meste af året. Vi var oppe at se det, og der stod gardister vagt. Det var noget anderledes stort end vores eget Christiansæde hjemme, som vi ellers var så stolte af. Der var også en smuk sø i Kongens Lyngby med turistsejlads, så jeg kunne godt forstå, at Elly var lidt vigtig, nå hun boede sådan et pænt sted.

Den sidste aften var vi i Cirkus Schumann. Det var første gang, jeg var i cirkus, og så var det endda Danmarks flotteste. Nej, hvor var de dygtige, og hvor var det sjovt og nogle sjove klovner, fine heste, og så musikken! Aldrig havde jeg hørt så megen dejlig musik, som i de 8 dage i København.

Næste morgen rejste mor og jeg så hjem igen. Nu var der sandelig meget at tænke tilbage på og mindes. Jeg glemte endda, at fortælle, at vi også havde set en dame blive kørt ned af en sporvogn. Hun sprang af, efter at den var begyndt at køre og imod kørselsretningen. Ambulancen kom hylende efter hende, og det virkede uhyggeligt, især da det var samme aften, vi var i Tivoli. Derfor kunne jeg ikke lide, at de skreg sådan i rutschebanen.

Far var ved Ryde station for at hente os, og så gik det hjemad gennem Ryde skov, mens mor fortalte, og jeg sad ene bagi og tænkte det hele igennem. Havde jeg virkelig oplevet alt det på kun 8 dage! Det var næsten utroligt!

Der var meget at fortælle drengene, da vi kom hjem. Svend Aage var den, der hørte mest opmærksomt efter. Holger lod sig ikke imponere. Han havde i øvrigt engang været med far i Cirkus Miehe, der rejste rundt til de større byer i landet og altså også kom til Maribo.

Så var det ellers hverdag igen, med alt hvad det indebar af daglige gøremål.

 

Livet i sognet

Hvad havde vi ellers af kultur! Ja, der var jo ungdomsforeningen med mange aktiviteter. Mor og far var i husmandsforeningen. Der kom vi til foredrag og oplæsning, og Sakstorp Mikkelsen kom og sang viser af Harald Bergsted og andre. Det foregik altid i forsamlingshuset.

Om sommeren var der stort folkemøde i Christiansæde Skov, hvor der var en festplads ved en stor eg, der kaldtes Adam, og som var fredet. Oprindeligt var der også et egetræ ved navn Eva. Denne festplads lå inde i skoven på modsat side af vejen overfor det nuværende “Lange Skovhus” og der var bygget talerstol, og en eller anden foredragsholder eller højskoleforstander talte og så sang Wedsteds sangkor. Derefter var der fællessang.

Til sommermødet i 1915 havde lærer Wested skrevet et langt epos på vers, som hed: ”Den gamle Egs Erindringer.”

Nogle havde madkurven med, og så græssede hestene på engen, der stødte op til skoven. Alle vognene stod i lange rækker langs vejene. Der var ingen biler den gang. Vi kørte altid tidligt hjem, for vi skulle jo malke og den slags. Så vi havde ikke madkurv med. Men man kunne købe nogle små grynede iskager i en lille bod, hvor de lavede dem selv, med en lille maskine med håndsving. De kostede 10 øre og smagte heller ikke af mere.

Så var der ungdomsforeningen store efterårsmøde, hvor vi også gik med far og mor ned til foredrag af en eller anden kendt mand, og hvor der også var oplæsning af en de mindre kendte skuespillere. Engang var der en, der hed Skjoldgård, og han var meget morsom at høre på. En hr. og fru Bert spillede en hel lille komedie.

En omrejsende biograf var der også ca. en gang om måneden, mest film med Fyrtårnet og Bivognen. Dem grinede vi meget af. Det var stumfilm og den eneste lyd, vi hørte, var filmapparatets snurren.

En gang kom der en med en lang film, der hed “Borgslægtens historie” og var islandsk. Den blev vist over to aftener. Jeg tror med en uges mellemrum. Vi var alle nede i forsamlingshuset for at se den, og vi gik derned alle fem, begge aftener. Den var vi meget betagede af.

Ellers blev der jo læst meget derhjemme, og det var gerne os børn, der blev sendt på biblioteket efter bøger til far og mor og os selv. Det var forfattere som Johan Skjoldborg, Jeppe Aakjær, Martin Andersen Neksø, Torkild Gravlund, Astrid E. Kidde, Henrik Pontoppidan, Jørgen Falk Rønne og Johannes V. Jensen, samt Thit Jensen og mange, mange andre. Bjørnstjerne Bjørnson, Selma Lagerløf m.fl.

Hvert år fik vi en almanak, og der var også små noveller i, som var dejlige at læse. En som gjorde et særligt indtryk på mig var “Et grundskud” af Henrik Pontoppidan. Jeg syntes næsten også, at det var meget bedre, om det havde været et af børnene i stedet i stedet for grisen, der døde. Dem var der jo nok af.

Vi børn læste Carit Etlars “Gøngehøvdingen”, “Dronningens vagtmester”, “Salomon bådsmand”, “Smuglerne” og mange andre. Blandt andet Ingemanns historiske romaner. Også Kaptajn Maryats, og alle børnebøgerne fra Erik Erichsens forlag.

Naboerne skulle vi også besøge. Der var jo pølsegilderne, når nogen havde slagtet, og så kaffegilderne med mange slags kager, og hvor mændene spillede Whist, og konerne sad med deres strikketøj. Far blev hjemme, så tit han kunne være det bekendt. Han kunne fordrage at spille kort, som han syntes var tidsspilde. Han ville hellere ligge hjemme på sofaen med en god bog. Så når han var med til “kaffeslabberads”, som han kaldte det, brød vi altid tidligt op.

Når det var hos Chresten Antonisens, som var flyttet til Gerringe, foregik det pr. hestevogn, hvor vi børn så lå bag i vognen, som altid på halmsækken og med det store ternede tæppe over os, og så legede vi igen “gætte, hvor vi var”.

Om sommeren sejlede vi ofte på fjorden og havde kaffen med. Mor var ellers bange for at sejle og satte sig på sin flade ende i bunden af båden, og det grinede vi børn og far af. Da far fik en påhængsmotor, gik det jo stærkt, men det var nu sjovest med sejl.

Far skulle engang til Humminge efter en lille fjedervogn, han havde købt, og den fik han så læsset i båden. Og med den højtlarmende påhængsmotor sejlede vi så ud på fjorden. Nu kan det nok være, at der kom fart i alle de små fladbundede både, der lå rundt omkring og drev ulovligt ålefiskeri. De troede, at det var fiskeriinspektøren, der kom, da de så det store skrummel komme sejlende med dunkende motor.

En anden gang var det en ko, han sejlede tværs over fjorden. Den havde han købt sammesteds, nemlig hos Aksel Nielsens far, der havde en ejendom derovre.

Der blev ellers efterhånden talt meget om, at fjorden skulle udtørres, men det var ligesom, at vi ikke rigtigt troede, at det kunne lade sig gøre. Nogle var modstandere af det og nogle tilhængere, og der blev snakket frem og tilbage det, og bølgerne gik somme tider højt.

Men tiden gik og så begyndte Holger at gå til præst og skulle konfirmeres, og så ville han i skrædderlære. Det var noget af et chok for far, at Holger ville være skrædder. Sådan en stor stærk dreng! Men jeg kunne nu godt forstå Holger, at han hellere ville sidde tørt og lunt inden døre, når det var rigtigt møgvejr udenfor. Det hårde arbejde havde han prøvet nok af hele sin drengetid. Jeg husker ikke, at der var andre fremtidsmuligheder end at komme ud at tjene. Ja, smede-, malere- og skomagerlærlinge, men ellers var der ikke meget andet. Og for os piger ude på landet, var der ingen andre muligheder end at blive tjenestepiger som 13-14-årige, når skolen var slut.

 

Mere om den glade bedstemor

Nå, men nu må vi have lidt mere om vores store, sjove og gode bedstemor Karoline igen. Hun kom hvert år, efter at de var flyttet til Smalby, og så blev der liv i huset. Hun strikkede fingervanter til far, og det var han meget glad for, for dem kunne han røre fingrene i, og de var bedre end luffevanter, som han altid følte sig indespærret i.

Efter at vores farmor var død, havde vi nok får, men ulden blev solgt og lammene, ja, et enkelt gik i sulekarret. Så fik vi lammesteg og røget lammelår. Engang havde en krybskytte ramt et, der lå og vred sig, da vi skulle hente det hjem. Men da bedstemor tilfældigvis var hos os, slagtede hun det. Slagtning kendte hun til hjemme fra Skovmannsgården.

Bedstemor havde aldrig været ude at tjene. Det brugte man ikke for gårdmandsdøtre den gang, for det regnedes for nedværdigende. Derimod måtte de gerne gøre mandfolkearbejde hjemme på gårdene, såsom at passe kvæget, sprede møg, kline vægge og al den slags. De fodrede mange gæs op, og hun fortalte altid meget morsomt om al den overtro, der var med i de forskellige gøremål, f. eks. skulle de nyudrugede gæslinger altid trækkes gennem et underbukseben, før de kom under gåsen igen. Det skulle gøre dem usynlige for ræven. Bedstemor troede fuldt og fast på det, og de havde også altid mange gæs, der blev slagtet på en gang. Så sad de alle på gården omkring et stort kar og plukkede gæs. De fleste blev saltet ned til senere brug. Det var jo ikke mange, de kunne spise friske. Hun talte også om den store efterårsslagtning af grise, og til julen fik de jo kun saltmad. Hun var meget overtroisk, og det var ikke så få varsler og spøgelser, hun havde set. Og en masse genfærd, som præsten i Hunseby var så umanerlig god til at mane ned i jorden igen.

Jo, bedstemor var god at have på besøg. Så skulle vi også spille kort med hende. Det var et spil, der hed “Mis”, vi var blevet gode til, men i dag kan jeg overhovedet ikke huske en smule af det. Senere lærte hun at spille Whist. Det var altid en-øres, og vi fik aldrig at vide, om hun havde vundet eller tabt. Hun stoppede lige så stille pengene ned i kjolelommen. Det var ikke mange ører, hun havde at rutte med, og jeg kan aldrig huske, at vi fik så meget som et kræmmerhus bolsjer af hende – men det var lige meget. Hun var lun og festlig, og havde mange sjove udtryk, som – “Åh, det arme tøske”, hvis nogen var syge eller lignende. Det havde ikke noget med sproget tysk at gøre, men betød et væsen, eller nærmest et udtryk for en stakkel – modsat øutøske, det var en slet person.

Om sommeren kom hun gerne og spækkede og kalkede hele ejendommen (det var jo kvindearbejde i hendes ungdom), og så var far fri for det. Hun tapetserede også vores stuer, og så strikkede hun strømper til os. Mor betalte hende altid med tøj til et par forklæder, og det gik bedstemor selv i Brugsen og købte. Jeg ser endnu den høje kone, med den sjove flade sorte hat på hoveder, med en elastik ned omkring nakken, at den ikke skulle blæse af, og så den lange sorte kåbe, hun brugte både sommer og vinter, komme langt nede på vejen, og det gik forholdsvis hurtigt, for hun tog lange skridt. Jeg spurgte hende en gang, hvorfor hun ikke tog et hovedtørklæde på, når det var så koldt, men fik det svar, at så lignede hun da Kamilla Klat.

Peder og Kamilla Klat var et par originaler, der vandrede omkring og tiggede og lå i loer og lader og hvor folk ellers ville give den husly, og de var jo noget af det mest foragtede, der fandtes. Ja, der var jo flere af den slags, Bolle-Marie fra Maribo, der altid tiggede flæsk, og blev ondskabsfuld, når hun intet fik. Så var der “den glade Frederik”. Han tiggede sammen til sprut. Når han så var fuld, faldt han om et eller andet sted, i en vejgrøft eller hvor det kunne falde, og sov branderten ud, hvorefter han tiggede på ny. Så var der også et kvindfolk der kaldtes “Mads-Kirstine” og hendes mandfolk. De havde en lille vogn med deres ragelse. Den blev trukket af en ged. Der kom jo også skærslibere, men de tjente da lidt ved at slibe.

Om disse og flere andre originaler og landstrygere har konsul Wiingård skrevet i sine tre bøger: “Dem fra Lolland”.

Så var der bissekræmmere med synåle, snorebånd og lignende. Højere oppe på rangstien kom så uldjyderne, og de var de mest spændende. De kunne have mange pæne ting med. Far plejede at affærdige dem med, at han kun købte, hvis han kunne gå kredit. Det plejede at få dem af sted, før de fik pakket ud.

En gang blev han dog taget på ordet af en, der hed Meldgård. Han ville skam godt give kredit, for han kom igen til efteråret. Så vidste far, at det var gode ting, han kom med, og vi købte (dog ikke på kredit), men ham handlede vi med gennem mange år, og han bosatte sig i Horslunde, hvor han blev gift med en, der havde en lille trikotageforretning.

Men jeg husker noget fint laksefarvet undertøj, mor købte til hende og mig. Det var “tråd- og silke” og lige kommet på mode.

Engang på min fødselsdag, måske 8-års, kom Kamilla Klat ene ind til mor for at tigge mad. Mor spejlede et par æg til hende og lavede kaffe, som hun fik med en ostemad til. Der lugtede af hende over hele køkkenet længe efter, at hun var gået, så mor fik travlt med at lufte ud.

Jeg gjorde vrøvl over, at jeg ingen fødselsdagsgæster skulle have og fik det svar, at det havde jeg jo haft, nemlig Kamilla Klat. Uh, hvor blev jeg sur, og ydermere skulle Søren og Trine samt Marie komme til kaffe om aftenen. Var det fødselsdag?

Urtekræmmere kom der også, og en urtekræmmer var altså en mand, der solgte urtefrø. En af dem var så pukkelrygget, at han fyldte mere, når han vendte siden til end forfra, og da han ydermere havde sine frø i en gammeldags vadsæk, lignede han en hel låge, når han vendte sig om. Folk sagde altid, at de ikke skulle bruge cykelklokken eller tudehornet, når de så ham, for så kunne de ikke komme forbi, hvis han vendte sig om mod dem.

Der kom også en gartner fra Rødby hvert forår med planter til haven. Han snakkede engang om alle de asters og zeniaer, han havde det efterår, og som han havde været bange for skulle gå til spilde. “Men”, sagde han, “Så var det så heldigt, at to mænd gik hen og døde. Den ene var ellers en ung fyr, men vi slap da af med alle blomsterne til kranse og kirkepynt, så det gik alligevel ikke så galt”. Alt dette sagt på bredt lollandsk lød jo mærkeligt for et barn.

 

Holger konfirmeres

Far var en vinter på husmandsskole i Odense vist nok i 14 dage, hvor Hans Christian (der boede i den ejendom som Svend Aage senere købte) var med. Der lærte han blandt andet at beskære frugttræer og vintersprøjte dem og andengangs- og trediegangssprøjtning. Så nu kunne han så tage ud til folk og ordne deres frugttræer, så deres frugt blev større og ikke så ormædte. Til det formål købte han så en rygsprøjte, og så tjente han penge ved det, og det var om vinteren, så der forsømtes ikke noget arbejde hjemme. Og vi børn kunne jo sagtens hugge roer til køer og rense dem til hesten. Roerne havde vi en dyb roekælder, der var helt mørk, så man var altid lidt beklemt ved at gå derned, især hvis der også var rotter nede, hvad vi kunne se på roerne, der var gnavet af. Da gulvet var af jord kunne rotterne jo sagtens bryde gennem det.

Roerne blev så flækket i skiver på et bræt, der var lagt over en tønde, som bestod af en transportspand, hvoraf det øverste var skåret af, og til flækkearbejdet brugte man en roekniv af samme slags, som vi brugte i marken til at hugge roetoppe af med, når roerne blev taget op. Det krævede øvelse, men til sidst blev vi ferme til det. Bagefter skulle vi så op ad stigen og kaste halm og hø ned. Der var også bælgravende mørkt, så man måtte famle sig frem til hø og halmknipper. Der var altid maser af edderkopper og spindelvæv under sådanne stråtage, og jeg kunne ikke fordrage at være deroppe. Men det skulle man altså. Ligeledes når der blev lappet stråtag. Så sad man på et bræt helt oppe over hanebjælkerne og skulle tage imod tækkenålen, trække den til sig og så stikke den ud igen på den anden side af lægterne til far, der lå ude på taget. Det var et modbydeligt svinearbejde. Når vi tærskede, var det også et af os børn, der skulle stoppe halmknipperne ind helt deroppe, hvor der ikke var plads til nogen af de voksne. Det var nu gerne mig, der skulle, for Svend Aage var for lille, og Holger skulle sidde i halmpresseren og binde knuder. Et livsfarligt arbejde, hvis ikke man passede meget på. Senere blev det også strengt forbudt, hvorefter det fortsatte. Langt senere fik tærskeselskabet en presser, der også selv kunne binde.

Malkning, grisefodring og spandevask var stadigvæk mors domæne. Men mugningen var også os børns.

Far var mandschauvinist og mor rødstrømpe længe, længe før disse fine ord blev opfundet. Og det gik ikke altid helt fredeligt af, når hver især gav deres meninger til kende. Far regnede ikke husførelse for noget. Det var ligesom indbygget, at hver lille pige næsten var født med at kunne det, og det gav jo heller ingen penge, tværtimod så kostede det, så kræfterne kunne udnyttes på noget, der havde mere værdi. Så det var mest udearbejde, vi blev sat til.

Holger blev konfirmeret om efteråret. Han fik et pænt sæt tøj med manchetskjorte og var pludselig helt voksen at se på. Så blev soveværelset ryddet, og borde og bænke stillet op, og naboer og omgangskreds indbudt til gilde. Vi fik fin mad, steg og dessert og kransekage med vin til. Det var vel nok flot at se sådan to store kransekager. En på hvert bord, og med knallerter, flag og en konfirmand på toppen, og Holger sad for bordenden af det ene bord og var hædersgæst. Valborg var også konfirmand, så hun sad også til bords, ellers var der ingen børn med, og jeg og Svend Aage fik vores mad i køkkenet. Holger blev konfirmeret i Tirsted kirke, og jeg stod ude på vejen og så, at de kørte af sted. Jeg skulle blive hjemme, hvis der skulle komme nogen med telegrammer. Det var mit job at byde på en småkage. Konfirmationen var kl. 10, og gæsterne kom først om aftenen, så mor havde hele eftermiddagen at lave mad til gæsterne i. Holger gik rundt og så voksen ud hele eftermiddagen. Gaver kom så gæsterne med. Aksel Nielsens gav han en tegnebog. Den var tom, og efter gammel overtro måtte man ikke give en tom pung eller tegnebog væk, da de så aldrig ville kunne holde på penge.

Og så kom han op til skrædder Andersen i Vejleby og fik kost og logi hos mester. Desuden skulle han have et sæt tøj om året og 25 kr. – også for et år. Næste år skulle han så have en frakke også. Tredie og fjerde år 50 kr. mere. Så Holger blev fin og velklædt. Men undertøj og skjorter, samt sko og strømper, skulle så skaffes for pengene, hvilket de selvfølgelig ikke rakte til, så mor måtte spæde til. Og lommepenge var der ikke brug for, mente man dengang.

Ja, så måtte man jo overtage Holgers arbejde også, og der var meget at gøre.

Vejene den gang var meget dårlige, og om vinteren blev der kørt store skærver ud til vejene. De blev målt ud i rummeter og sat i bunker med passende mellemrum. De blev så tildelt de ledige landarbejdere, der sad der med netbriller og et jernbånd med skaft i den ene hånd, mens de med den anden lagde sten i ringen og slog dem i småstykker. De havde ofte en læskærm med. Den bestod gerne af en ramme af træ med udspændt sækkestof. Det var et surt, koldt og besværligt arbejde, som vist ikke gav ret mange penge. Det var vejmanden, der uddelte arbejdet. Han skulle også sørge for, at al den lerælte, der blev slæbt ud fra markerne med roevognene, blev skrabet af og lagt ud ved de afrettede vejrabatter, hvor der så kom til at ligge de nydeligste jordbunker, som man kunne få for at fjerne dem. Og dem kunne far bruge til at forbedre den dårlige jord henne på Banken med. Altså fik jeg hest og vogn og en skovl og kunne så køre dette jord hjem til Banken. Det var også et surt arbejde.

Far have også et pligtarbejde sammen med alle de øvrige andelshavere i mejeriet. De skulle nemlig sørge for is til mejeriets iskældre. Isen blev hugget på ferskvandsgrave om vinteren og kørt i store flager over til mejeriet, i hvis kældre de så kunne bevares – vel til næste vinter? Hvordan ved jeg ikke. Men jeg kan huske, at far kørte de fulde vognlæs med is til mejeriet.

Nu var det også mig, der skulle med til skovs efter brænde. Et nederdrægtigt koldt arbejde om vinteren, når der lå sne på brændestykkerne og på risbunkerne, og så kunne vi ellers hugge risbrænde igen.

Ovre på Fyn gik far i aftenskole, og det ville han også gerne gøre her. Han tilmeldte sig til regning hos lærer Wested i aftenskole, men da far så ville lære matematik sådan med bogstaver i stedet for tal, måtte Wested melde pas. Det kunne han ikke. Og så holdt far op med det aftenskole, men nogen måtte have fortalt det, for nu kaldtes far for dr.X efter en rubrik med opgaver og gåder i Familie Journalen, og det var jo os børn, der fik det at høre.

Om sommeren var der altid revy i Svingelen, og der kørte mor og far ud en gang hver sommer, men det måtte vi børn jo ikke omtale til naboerne. Det skulle de ikke have at snakke om. De havde gerne programmet med hjem, og i det stod alle sangene, så alle de revyviser kunne vi børn jo synge, og der var jo gerne lokale indslag i, så dem syntes vi var meget sjove.

De cyklede også gerne hver sommer ned hos fars moster og fætter i Tårs. Moster Stine, som far sagde, havde en gang boet på Holle med sin mand og børn. De havde boet i den ejendom som Jøde-me-dov og Hanne havde. Men det var, før vi kom til Holle. Sønnerne blev fiskere og de flyttede alle til Tårs. Stine var altså søster til den syge bedstemor, men der var lige så stor forskel på, som på dag og nat. Stine var rask og glad med et lyst sind og gåpåmod. Hun var gift med Niels Torst Hansen. Ham ved jeg ikke noget om. De havde tre sønner og en datter. De to sønner, Johannes og Hans Peder blev fiskere, og den tredie, Karl, fik først et mindre sted, senere en gård i Sletnæs. Under den spanske syge døde Johannes, og Hans Peders kone fra fem små børn, men så tog moster Stine, der var blevet enke, ned til Hans Peder og tog sig af hans hus og børn, og det klarede hun fint. Jeg var en gang med dernede, og vi fik stegte ål – lige så mange vi kunne spise og megen god snak, for snakke kunne moster Stine, og bestille noget kunne hun også. Dengang var kun de to yngste børn hjemme, en dreng på Holgers alder og en pige på min.

Holger var også engang med far til rundskue i Maribo, og de så en masse virksomheder. Far mente så, at han da skulle have noget med hjem til os derhjemme. De gik på konditori, og her var der nogle kransekagestykker, som far jo normalt så godt kunne lide, og det ville han så købe. Ekspeditricen spurgte om hvormange. Holger havde sin botaniserkasse med, som de vist havde haft deres mad i. Far sagde så, at hun jo kunne fylde den. Det tømte godt i kagevinduet, og da så far fik prisen, gav det et ordentligt gib i ham, men han betalte uden et kny. Mor godtede sig lidt over ham, da de kom hjem. Så mange penge brugte hun aldrig på en gang, men vi fortærede kransekagen med stort velbehag.

 

Folkevid

Hans Peder To´st kom hvert år en tur til Holle. Han var en rigtig sjov og lun fyr, høj og mager, og han kunne rigtigt drille far og morede os børn.

En gang havde en røgter på gården “Asserstrup” hængt sin kone i et kotøjr. Så næste gang han kom, spurgte han (med et sideblik til mor): “Vudden gar det me jeres koner her omkring. Få nee hos vos a de blejt svært flinke”.

Der gik mange sjove historier om ham. Far var en gang med ham ude at røgte garn i Langelandsbæltet, og det blæste en hel del. Far mente, at han da i hvert fald var søstærk (han havde jo været ved marinen). Men han måtte sidde at høre på bemærkninger om fedt nykogt bævreflæsk, til han til sidst måtte brække sig på hele turen hjem til Tårs igen. Så det blev far jo ålet meget for siden hen.

I det hele taget var folk lige så rare ved hinanden, dengang som nu!

En bonde ovre fra Øster Tirsted var så nærig, at han altid ville have de slidte hestesko med sig hjem, når han havde været til smeden at få skoet sine heste. Skoene betød ikke noget for bonden. Men smeden kunne godt bruge dem, for han solgte jo en del til jernhandleren. En dag tabte bondens heste så nogle hestepærer hos smeden, der gav sin dreng besked om at feje dem op og komme dem i bondens mulepose, så han kunne få sit møj med sig hjem. Siden den dag snakkede Peder Møss ikke mere om de brugte hestesko, især ikke fordi der stod en hel masse mænd og og overværede begivenheden.

Om lørdagen var der altid mange folk i Brugsen. En bonde nede fra Skørringe fandt en lørdag anledning til at lave sjov med en midaldrende kone, der var udstyret med en særlig stor næse. Han sagde til hende: “Du holder dig ellers godt, Dorthe. Hvis det ikke var for din store næse, havde jeg lyst til at kysse dig!”. Dorthe svaredde rapt: “Så ka´ du køs min røv. Der sidder ingen næse i vejen.” Den var jo lidt grovkornet, men Dorthe fik latteren på sin side. Hele Brugsen grinede, og bonden varede sig i fremtiden for at gøre grin med hende.

Peter Petersen, Hollegård, Pa´ Pæsen eller Hollepejr, som han også kaldtes, var en lun rad. Engang fortalte Niels Skrædder om, hvordan han havde kunnet bruge sit mejetøj, altså en le, om høsten så ingen kunne følge ham, hverken pigerne, der skulle binde op efter ham, eller nogen af de andre høstfolk. Pejr sad lidt og hørte på pralerierne og undrede sig, for Niels var ikke just kendt for det meget arbejde. Så sagde Pejr tørt: “Do, Niels, det mejetøj har du vel sat (sagtens) enne mere?”.

Engang havde Hans Christian gilde, så alle vinduerne var oplyste. Hollepejr kom gående og mødte Trine Skrædders og spurgte hende: “Har du nogensinde været i Tivoli, Trine?”

Nej, jøsses kos dov, det havde hun da aldrig.

Pejr forklarede: “Jamen, hvis du nu tænkte dig, at der var kulørte lys oppe i de to kastanietræer, og der så lød musik inde fra alle de oplyste vinduer, så er det næsten som i Tivoli”.

Trine, dybt bertaget: “Næ, jøsse kos dov, æ da så pænt i Tivoli?”.

Pejr gik klukkende videre.

Som omtalt købte far en ko hos Peder Nielsen på Humminge, og de gik så rundt og så på sidstnævntes ejendom ude og inde. De kom også om i haven. Udfor et bestemt vindue sagde Peder Nielsen til far: “Da æ noe mærkeligt ve den væg der. Den kan aldrig holde kalk under vinduet”. Det var vinduet ind til den unge datters værelse.

Far havde altid travlt, snart med det ene, så med det andet. Havde nogen fået slået en rude itu, kom de altid hen til far, så skar han en til ogs satte den i, og det tog han ikke noget for, men glasset betalte de for. Far havde forlængst lavet sig en glarkiste, som det kaldtes. En slags stativ, der mindede lidt om en tallerkenrække, og hvor der kunne stå en fem-seks store glasplader. Så havde han en glasskærer, et sjovt instrument med en ægte diamant. Så målte han glasset, så det passede i rammen, skar det til og stiftede det fast. Derefter kittede han det fint, og så sad ruden fast.

Han forsålede også vores sko og støvler samt træsko. Det foregik om vinteren inde i stuen, hvor der var varme. Og det svineri måtte mor så finde sig i. Han loddede også sine spande og naboernes med, når der var gået hul i dem. Han kunne godt snakke, medens han arbejdede, for han lod sig ikke opholde af nogen. En gang, hvor vi satte hegn henne på Banen kom Christoffer Bille cyklende ude fra Fjorden og spurgte far, om han måtte stå og snakke lidt. “Det må du da godt”, svarede far, “for nu skal jeg hjem og spise til middag, så du kan bare snakke væk”. Så kørte far og jeg hjem. Svend Aage var også med, og vi grinede godt af Christoffer Bille, der stod tilbage og ikke gik sagt et ord. Mor mente jo ikke, at far kunne være det bekendt. Men sådan var far.

 

Møder, fester og musik

Der var stort skel mellem de hellige og de andre. Til folkemøderne i Christiansæde kom missionsfolkene ikke. De havde deres havemøder og deres Holmskovmøder hver sommer, hvor svovlende missionærer fra det vestjyske prædikede, og hvor de i øvrigt opfordrede alle de unge til at komme og blive omvendte. I modsætning hertil holdt så grundtvigianerne deres møder. På Hollegård holdt de 3-dages møder i haven om sommeren. Og der var det valgmeninghedspræster og andre, der holdt taler. Og ungdomsforeningen holdt også deres møder i forsamlingshuset, og de havde også en stor efterårskoncert med Morten Slæboes orkester fra Maribo, som regnedes for meget fint, selv om de også spillede til dans.

Konrad Olsen fra Rødby havde også et godt lille orkester, som var meget værdsat. Holger gik en overgang til fløjtespil hos et af medlemmerne, der boede nede i Brandstrup. Ellers spillede Holger og far sammen på fløjte og violin. Vores naboer mod øst hed dengang Aksel Nielsen og Fanny. Han stammede fra Humminge på den anden side fjorden næsten ude ved Østersøen. Vi var engang med dem derude, og et foregik pr. hestevogn hele vejen uden om fjorden. En lang tur, men vi blev godt beværtede, og det var hyggelige mennesker. De havde en hjemmeboende søn, der var musiker. Han spillede både violin og basun og havde en, som han solgte til far, der ellers i forvejen havde en kornet. Så nu blev der mere musik derhjemme, mens far blæste kornet, stod Holger med basunen og spillede umba, umba.

En gang imellem kom regimentsmusikken fra Vordingborg og gav koncert i Rødby lystskov. Der blev slået plakater op på telefonpælene om dag og tid, og så gik det stærkt med at komme på cyklerne og derud for at høre dem. Det var i øvrigt altid om aftenen. Det var jo også oplivende i hverdagen.

Wested sagde engang i skolen, at han havde siddet oppe på sin kones grav på Vejleby kirkegård en aften og hørt en spille på kornet, og det lød så smukt. Det var “Der står et slot i Vesterled”, og han spurgte, om vi vidste, hvem det var, der havde spillet. Jeg var jo lidt stolt over at kunne sige, at det var min far.

Døden var vi børn jo tidligt fortrolige med, og for os var den ikke uhyggelig.

Men vi havde en skolekammerat, Henry Kjæp, en køn lyshåret knægt på 12 år, søn af Brugsmanden i Vejleby og deres eneste barn. Han blev syg, indlagt på Maribo Sygehus og døde der. Jeg ved ikke af hvad, og har aldrig fået det at vide. Alle skolebørnene var med til at følge ham op fra Brugsen. Alle vi piger strøede blomster foran kisten, og alle drengene gik bag efter. Dagen efter var vi så alle med i kirken, hvor pigerne stod langs stolerækkerne med buketter i hænderne og drengene ved den anden side, medens kransene dækkede gangen mellem os. Det var meget højtideligt og samtidigt knugende. Det var jo vores skolekammerat, der lå i kisten, og hans forældre sad opløste af gråd på bænken overfor.

En lille pige stod ulykkelig ved siden af mig og tissede i bukserne, så der løb en lille bæk ind mellem kransene. Det gjorde et dybt indtryk på mig, og jeg drømte om begravelse om natten.

 

Ungdomsliv

En anden skolekammerat hed Kaj Larsen og var søn af mølleren i Vejleby og også deres eneste barn. Han blev kaldt Kaj Møller og var lidt yngre end Holger. Dengang var der både mølle og bageri, smedje og snedkeri, skrædderi, købmand og brugsforening, samt skomager, saddelmager og tækkemand i Vejleby. Nu er der intet tilbage, hverken skolen eller noget andet.

Kaj Møller blev konfirmeret, mens Holger var i lære, og han fik så lov at holde ungdomsgilde for alle sine skolekammerater, både piger og drenge, og det blev holdt i et stort telt i haven og begyndte med stort kaffebord, og da de jo selv havde bageriet, var der næsten ingen grænser for al den fine kage, der blev sat på bordet, og det var jo vældig sjovt. Min lyserøde kjole var lagt ned, og så havde tante Morgrethe syet en fin underkjole med feston til mig. Hun havde oven i købet sat en lille lomme i den nederste feston til mit lommetørklæde, for det var jo altid et problem for os piger, hvor vi skulle gøre af det. Så jeg følte mig vældig fin. Men så dukkede Holger op i fint skræddersyet tøj. Nej, hvor var jeg stolt af ham. At han allerede havde fået nyt tøj, kom sig af, at skrædder Andersens havde syet et sæt tøj til en gammel mand, der hed Niels Olle, og som var så pukkelrygget, at han ikke kunne købe sig et sæt nogen steder. Denne mand døde pludseligt, og stod skrædderen der med et sæt, der var usælgeligt. Det blev så syet om til Holger, og derfor fik Holger så hurtigt nyt tøj efter konfirmationen. Jo, han var pludselig alle pigernes helt, og han dansede da også en enkelt dans med mig. Der var to spillemænd. En på violin og en på harmonika, og vi dansede til kl. 12 om natten, og så fik vi smørrebrød, og jeg smagte for første gang “Italiensk salat”. Ja, vil kaldte det altså for majonæse. Holger boede jo hos skrædder Andersen, så jeg fulgtes med Povl og Valdborg til Holle om natten. Vi snakkede meget om det fine ungdomsbal hele næste dag. Denne Kaj Møller døde som ung mand i København, hvor han var blevet chauffør.

Jeg syntes, at møller Larsens måtte være vældigt rige, når de kunne lave sådan et gilde for os børn og ganske unge. De havde jo da haft et rigtigt voksengilde på selve konfirmationsdagen. Men det var jo en vældig oplevelse. Helt anderledes end de børnefødselsdage, vi ellers kom til, med chokolade og sanglege. Og drenge og piger hver for sig.

Far var blevet træt af den gamle kværn, hvor de store kværnsten skulle billes. D.v.s. at alle rillerne skulle hugges op, så de kunne male igen. Desuden blev de gamle møllestene jo efterhånden slidt, og da far havde planer om engang at få sig en mere effektiv kværn begyndte vi så, at køre til mølle med kornet og det synes jeg var meget sjovt, og det kunne enten Svend Aage eller jeg gøre, så far alligevel kunne passe sit eget arbejde.

I bedstemors og bedstefars brænderum satte far en hel væg op og murede en halvvæg op, satte en dør i ud til vedkasten og lavede et dejligt rum til hønsene med en hel reol af redekasser. Så nu blev der mere plads i huset i gården. Lokummet blev også fjernet. Først blev det bygget ind i møddingshuset, så alt kunne dumpe ned i møddingen, og så kunne der renses når der skulle køres møg ud. Far kunne ikke fordrage en lokumsspand, som skulle tømmes. Men da han nogle år senere satte rigtige vægge i møddingshuset, kloakerede, lagde cementgulv med krybber og grebning og dermed vendte kostalden, lå lokummet svært i vejen. Så derfor byggede han et højt smalt træhus omme ved hønsehuset. Der sad vi så med enden ind mod Peder Rasmussens, og så måtte vi jo have en lokumstønde i brug igen. Nu fik vi plads til flere grise. Senere lavede far en hestestald der.

 

Fjorden

Hvor er det synd, at vi ikke har haft en digter som Aakjær til at skildre fjorden med alt det liv, der var derude. Vi har jo heller ingen billeder derude fra, og der var endda så vidunderligt skønt derude, men dengang var der jo ingen almindelige mennesker, der havde et fotoapparat. Somme tider kunne vandet være så stille og blankt, at man kunne stå hjemme på Holle og se alle husene i Kramnitze spejle sig i det og flot også at se Hoby skov stå på hovedet i vandet. Og så alle de vindmøller, der stod rundt om fjorden. Der stod to ved Slidsholm, hvor de pumpede vandet ud af engene, som bar det smukke navn “Sorøven”. En mølle stod der ved Bundvig og en ved Næsbæk mellem Viet og Gerringe. To ude ved Rødby Kirkenor, et par ved Tjørnebjerg og to ved Magleholm og Lilleholm, to mellem Hoby og Hersø eller Hæsø, samt to der afvandede Korterupbækken, der kaldtes Kohulerne. De stod der og drejede rundt, hver gang det blæste. Det var klapsejlere og vindroser, og en sådan stod også på taget af Hollegårds staldbygning og blev brugt til at trække kværn og hakkelsesmaskine, og hvad der ellers var, og det blev far, der så måtte passe og smøre den.

Disse mange vindroser hørte med til hele billedet af fjorden, og de så pæne ud, når de også spejlede sig i vandet.

Når man tænker på de rædsler af højspændingsmaster, der står alle steder i dag, var møllerne jo anderledes kønne. Når dertil kommer alle de hollandske møller, der også var en masse af i landskabet, var det jo et enestående syn at se. Alt det er jo væk, men kirkerne er der jo altså stadigvæk, omend de ikke er så nemme at se mere på grund af alle de træer, der er groet op. Det gælder Landet kirke, Nebbelunde kirke, Sædinge kirke, Ryde kirke, Skørringe kirke og selvfølgelig Vejleby og Tirsted kirker, samt Rødby kirke. Det var slet ikke så få, man kunne se, når man sejlede ude midt i fjorden. Sommeraftener var der også vældigt liv omkring de dele af bredderne, der altså var adgang til for stenrør og flæk eller siv. Der var noget, der kaldtes pigernes badeplads og karlenes, og der gik eller cyklede de unge så ud, smed cyklerne på strandvejene, som disse hjulspor kaldtes, og så gik de resten af vejen.

Vi var heldige at have båd, så vi kunne sejle ud og hoppe i, hvor vi ville. Og mange gange duperede vi vores legekammerater af begge køn, ved at hoppe i vandet ude i Skibedybet, hvor der virkelig var dybt (hvad de kunne måle med stagerne, der altid lå i båden) og alligevel stå i vand til midt på livet på den ene side af båden. De kunne jo ikke vide, at der lå den store sten (den der senere rejst som mindesten i Rødby Fjords mindepark for udtørringen i 1931), og at vi vidste det og forbød de andre at bruge stagerne til den side, vi hoppede i. Og det varede længe, før de andre fik det at vide. Vi havde også mange sjove oplevelser derude, som da drengene skulle vise os, at de kunne svømme under båden og komme op på den anden side, og Frode blev siddende fast under båden med enden i vejret, og Povl deklamerede højlydt: “Hvis I kan bare jer for at le, kan I få Frodes bare røv at se”! Det grinede vi meget af, men fik ellers travlt med at hive ham indenbords, hvor han så sad på toften og gispede. I det hele taget er det et guds under, at ingen af os druknede, Hvad der ellers var anledning til mange, mange gange, både sommer og vinter, når vi faldt i våger på isen, for vi skulle jo altid prøve om isen kunne bære lige netop der, hvor vi ellers godt vidste, at der gik strøm, så isen var tynd.

Var det rigtigt isvinter, var der en masse ålestangere der ude, og de stod hele dagen ved de huller, de havde hugget i isen. Jeg ved ikke, om det var lovligt! Eller fiskeriforeningen lukkede øjnene for det i vintertiden.

 

De fattige

I min barndom var der stor fattigdom mange steder. For det første blandt alle dem, der boede i disse usle polakkasserner, der var ved næsten hver større gård på ca. et halvthundrede tønder land. Det var billig arbejdskraft, selv om det ikke længere så meget var polakker, der boede i dem, men danske landarbejdere, der kun havde arbejde på gårdene i roetiden og høsten og ellers var henvist til at slå sten eller gå arbejdsløse. Disse kasserner er heldigvis nedrevet alle steder, for de var en skændsel for gårdmændene, så dårlige de var. Kun enkeltstensmur hele vejen rundt og med to små rum. Det ene køkkenstue og det andet soverum. Post i gården og et højt trælokum, og en bid jord til ca. 6 rækker kartofler, og ikke en gang en smule hegn om, og så et fladt tag med tjærepap. De var hundekolde at bo i. Nej, godt, at de er væk. Der var også mange usle gamle rønner rundt omkring, men de havde da rejsning og stråtage, og selv om også det var elendigt, var der da mere plads og mere lunt alligevel. Sådan en rønne lå der nede ved landevejen. Der boede en mand kaldet Sildesvenskeren. Jeg har aldrig hørt, hvad han rigtigt hed. Han kørte omkring med en højhjulet gig og en hest, der var lige så gammel og mager som ham selv. Han kørte omkring og solgte fisk. Der var vist ikke mange, som købte hos ham, for folk sagde, at “hans tosk græd, og sildene var rødhovet, fådi di fek snøus i øjnene”. Han havde to børn. En dreng jeg gik i klasse med. Han hed Gunnar Svensker, og en pige Maja, kaldet “uhyret”, for hun var ikke så køn, og de var også usselt klædte (børn var jo ubarmhjertige). Hun gik i klase med Svend Aage.

En dag faldt så Gunnar Svensker besvimet op oppe i skolegården, og vi rendte ind og hentede degnen, det tog drengen ind til dem, og vi så ham ikke mere den dag. I timen spurgte så lærer Wested os, om vi nogensinde havde set, om Gunnar havde mad med i skole. Det var der ingen af os, der havde, og så brugte Wedsted resten af timen til at fortælle os om, hvordan virkelig fattigdom var, og han var meget alvorlig, men han forklarede os, at ikke var fattigt, hvis vi ikke kom til marked eller havde råd til at se “Fyrtårnet og Bivognen” i biografen. Nej fattigdom, var hvis vi ikke fik mad mindst en gang om dagen og måske kun fik noget en sjælden gang. Jeg tror ikke, at en eneste af os i klassen den dag nogensinde glemte det.

Og resten af vores skoletid fik Gunnar hver dag en stor madpakke af fru Wested.

Fodermesterens på Maglbjerggård havde 12 børn, og de kom næsten ikke i skole hele sommeren. De skulle jo luge roer hele sæsonen og så hjælpe i høsten, til roeoptrækningen begyndte. Hen imod jul kom de i skole igen og havde fået nyt tøj, som så hængte på dem hver dag til næste jul igen.

Selvfølgelig var de langt tilbage i skolekundskaber, som de vist heller aldrig indhentede, men de blev gode slidere senere i livet. Der var jo mange andre som dem. Jeg tror, at det er mange af dem, der nu ved høje fødselsdage og guldbrylluper udtaler til aviserne, at folk var mere tilfredse i de gamle dage og meget mere nøjsomme, tager grueligt fejl. Nøjsomheden var pinende nødvendig, og tilfredsheden, herregud, så havde vi jo stået på samme stade endnu. Selv bønderne skulle jo passe på økonomien den gang. Jordene gav jo ikke som i dag. Så selv om arbejdskraften var billig, var der jo mange andre ting, der spillede ind. Men føden manglede de alligevel ikke, selv om den mange steder var dårlig. Der var altid kartofler, skummetmælk, kålrabi, spædekalvekød og fedt flæsk nok.

Politik blev der talt meget om derhjemme. Far og mor var radikale og de fleste på Holle også. Kresten Antonsen var konservativ. Rasmus og Dorthea var det også. De holdt Nakskov Tidende, før vi kom til Holle, hvor far sagde den af og bestilte “Lolland Falsters Venstreblad” – den radikale avis. Men ovre på Lorensborg hos Sofus og Marie holdt de “Socialdemokraten”. Den eneste af slagsen på Holle. Helge på Hollegård gik meget op i politik, og det var mest ham far snakkede politik med. Han var også radikal og aspirant til at blive folketingskandidat, men droppede det til fordel for at blive skatterådsmedlem. Meget senere blev han kommunekasserer og til sidst skatterådsformand, til han døde.

Den gamle Hollepejr var også ivrig radikal, men mere optaget af fjordens udtørring, som der stadig blev talt meget om med ivrige debatter for og imod.

Sofus Pedersen på Lorensborg, den eneste socialist på Holle, kom en overgang i sognerådet, hvad der vakte megen forargelse over, “at sådan en fyr, der ikke engang kunne administrere sin egen økonomi nu skulle sidde og råde over andres”. Sofus fik vel ca. 20 kr. om ugen som fodermester på Hollegård.

Hjælpekassen var den eneste form for bistand, fattigfolk kunne få, og det ansås som meget nedværdigende at modtage den. Så mistede man også sin stemmeret. De, der bestyrede hjælpekassen, overholdt heller ikke altid deres tavshedspligt. Det gjorde det ikke lettere for folk, og mange valgte at sulte hellere end at bede om hjælp.

 

Feriegæster

Holger var jo hjemme hver søndag, så måtte han jo somme tider hjælpe til, hvis vi havde travlt. Men ellers nød han rigtigt af have fri. Han var jo læredreng, og havde været sendt på loftet efter ærmegab til veste, samt små knaphuller til lommerne og andre sjove ting. Han blev også selv meget opfindsom af det, og lidt storsnudet over for Svend Aage og mig. Han gav mig frygtelige mindreværdskomplekser. Blandt andet ved at jeg skulle pudse hans støvler. “For når man ser ud som du, må man være flink og gøre nytte, for at begå sig her i livet”. Så jeg virkelig sådan ud? Det var deprimerende, og jeg stod ofte ved spejlet og betragtede mig selv og syntes også, at jeg var meget mislykket og betragtede nøje de andre piger og syntes, at de var meget pænere, og oven i købet fik jeg så udskæld af min mor over, at jeg var pyntesyg. Jeg syntes, det var smadder uretfærdigt.

En morgen tidlig, mens Holger stadig gik i skole – det har vel været omkring 1922 – gik der en høj ung mand ude i haven og spiste hindbær. Han kom først ind, da vi kom op. Det var vores fætter Christian – storebror til Bruno. Han kom lige fra Kiel i Tyskland, og han havde en masse fremmede penge, som han delte ud med rund hånd. Vi var målløse af benovelse, men far grinede og sagde til ham, at det var da noget gevaldigt fornemt lokumspapir han der havde fået anskaffet sig. For de penge var ikke til andet. Nej, det havde Christian opdaget nede i Tyskland, hvor der var krise og galoperende inflation, og derfor var han taget her hjem. Han gik så her og fik føden til han fik arbejde på skibsværftet i Rødby Havn. Christian var nitter, og det fik han arbejde som, og han kom til at bo hos vores gamle naboer, Christian Madsens, som var flyttet derned. Det varede ikke så længe, for værftet lukkede snart efter, og Christian tog hjem til København igen.

Hans søster, Lille Karen, som hun blev kaldt, kom også nogle gange på besøg som ung pige. Hun var udlært som kontordame og var vældig flot i tøjet, syntes vi. Og så havde hun et rigtigt ægte guldur, altså armbåndsur. Hvad der også imponerede os meget, var hendes højhælede ruskindssko. Jeg tror, at vi var lette at imponere.

Morgrethe og smeden havde også en søn, der hed Povl. Jeg ved kun, at han var ude at sejle og rømmede fra skibet i Amerika, fordi han skulle have et barn med en pige. Hvis han blev på et dansk skib, tog de hans hyre til børnepenge.

Og Morgrethe var gal på viceværten i huset, fordi han tillod, at der stod en gammel divan i kældergangen. Hun erklærede, at det kun var at friste de unge til at benytte den.

Povl kom senere hjem igen, men blev syg og døde som ung.

Så var der den andetsteds omtalte Ellen. Hun kom senere til at bo i Hjallelse ved Odense på Fyn.

Tante Malvine kom også på sommerophold. Hun kom altid gående fra Ryde station. Der var ikke så meget ståhej med hende, og hvis hun havde sin pige Elly med, måtte den arme pige trave hele vejen ved siden af. Det kunne vist aldrig falde Malvine ind at skrive, så far kunne spænde for vognen, for at hente hende på stationen.

Hun hjalp altid mor med, hvad der var, og så syntes vi børn, at hun snakkede så sjovt. Tante Malvine havde i sin ungdom haft fine pladser. Blandt andet hos en, der kaldtes Signe Mølles, og som det aldrig er gået op for mig, hvem var. Hun havde også tjent i Østofte præstegård og været husjomfru på flere herregårde, bl.a. Knuthenborg, mens Sylvia Pio var hos den gale greve, der hedder Løvegård, og Malvine snakkede altså meget sjovt om alle disse steder. Hun fortalte også om, at hun hellere ville vaske og skure en hel masse københavnske retirader, end at være een som Sylvia Pio. Jeg kan huske, at vi spekulerede på, hvad en retirade var for noget, men man spurgte jo ikke sådan de voksne, når man ikke blev spurgt. I det hele taget var vi opdraget efter devisen, at børn skal ses, men ikke høres.

Af andre feriefremmede havde vi vores fætre og kusiner fra Smalby, altså min morbror Vilhelms og Annas børn. Morbror Vilhelm og Anna kom også selv. Vilhelms havde 7 børn. De var begge store børnevenner, så han lavede en masse sjov med os børn. Det var noget, vi kunne lide.

De besøgte os en gang ovre på Fyn, og da var de nyforlovede og havde kun øje for hinanden. Da der var stor fest i Svendborg, tog de så der ud. Far og mor snakkede om, at de havde brugt alle deres penge til den fest, så far måtte låne dem rejsepenge til at komme hjem for.

Vilhelm var den gang herskabskusk Marienborg gods på Møen. Han havde ellers været i snedkerlære, og blandt andet lavet det store ovale spisebord, som mor havde i mange år. Han kunne ikke tåle lakkerne og malingerne, man den gang brugte. Senere blev han så ansat ved Lollandsbanen, hvor han var til han skulle pensioneres. Han hørte til sølvsnorene, sagde han altid, og det syntes vi børn, var noget fint. Det var godt fast arbejde, men gav vist ikke så meget i penge. I hver fald følte vi os også rigere end dem. Mor stak så tit lidt flæsk og smør og ost til dem. Høns havde de selv, og bedstefar, Jørgen Hvid, bar troligt alt, hvad han tjente i kampagnen, hjem til dem.

 

Gemse

Jeg fik cykel! En stor begivenhed, som kom sig af, at mor havde købt Marie Lorentzens cykel, der var så god som ny. Mors cykel blev så lavet i stand til mig. Far lakerede den selv, men så mente han, at hvis sadlen blev sat ned midt på stellet, kunne Svend Aage også bruge den. Ja, så skulle jeg sidde helt der nede og kunne ikke rette benene helt ud. Jeg protesterede vildt og voldsomt. Det syntes jeg, var smadderuretfærdigt, og jeg vrælede, så mor til sidst snakker dunder til far. Nu havde jeg i mange år skulle sidde sidelæns på Holgers cykel, og når jeg så endelig kunne få en, skulle den laves så Svend Aage fik mest glæde af den. Nej, det syntes mor dog, alligevel var for galt, og hendes mening fik overtaget, så jeg fik cyklen for mig selv, skønt far surmulede. Men det var dejligt at have sin egen cykel.

Når nu jeg nu alligevel er sprunget tilbage i årene, vil jeg da fortælle om Gemse. Det var, mens jeg gik i klasse med Holger, at han havde fået et gedekid af en skolekammerat, men selv skulle hente det. Holger turde ikke komme hjem med det, men fik mig overtalt til at gå med kammeratens søster, Edith, som vi også gik i klasse med, hjem og hente det, for jeg kunne bære det hjem i mit forklæde. Vi piger havde altid forklæde på, hjemme og i skolen. Holger forklarede, at han var nødt til at skynde sig hjem for at hjælpe far. Ja, det kunne jeg godt forstå, men hvordan skulle jeg så forklare, at jeg kom senere hjem! Ja, jeg kunne bare sige, at vi skulle blive lidt længere i syskolen. Det var vores håndgerningstimer, som vi havde efter skoletid hos Wested, og de foregik inde i forskolen hos lærerinden. Jeg skulle så i stedet gå med Edith hjem.

Jeg husker endnu den lange vej med det lille brægende kid i forklædet, og jeg kom hurtigt til at holde meget, meget af det lille dyr, og det blev så kælent at det rendte i hælene på mig altid. Men det var bestemt ikke uden tårer og meget tryglen, at jeg fik lov at beholde det. Vi havde dyr nok, mente far, som vi kunne kaste vores kærlighed på, og det var da også rigtigt nok.

Jeg gav det sutteflaske, ligesom når vi havde for mange lam, så det kendte jeg til, og jeg instruerede Svend Aage om at huske det, når jeg var i skole.

Gemse blev en rigtig kæledægge og løb på vej imod os, når vi kom ned over marken fra kirkegangstien, når vi gik fra skole. Vi havde meget fornøjelse af det dyr, men som det voksede til, måtte det jo stå i tøjr, og så blev der en ynkelig brægen dagen lang, da det jo var vant til at springe frit omkring. Og en gang hoppede det lige ind ad det åbne køkkenvindue og sprang lige over komfuret, så mor blev meget forskrækket. Så blev det lukket ind i hønsegården, der var indrettet i vedkasten. Om efteråret skulle grisen slagtes tidligt, da vi det år havde ænder til julen. Slagteren, den gang en fra Korterup, var kommet.

Pludselig gik det op for os børn, at det var meningen, at Gemse skulle slagtes ved samme lejlighed. Nu var gode råd dyre. Efter lange rådslagninger fik vi den lyse ide at gemme Gemse henne i Niels Skrædders tomme andehus og så skiftes til at være hos den, så den ikke brægede. Det gik også godt, så længe de havde travlt med grisen. Men så blev vi klar over, at vi var nødt til at være hjemme for ikke at vække mistanke. Vi fik så for gode ord og betaling Evald til at overtage vores vagt, mens vi andre hjalp til det bedste, vi havde lært, med at lede efter Gemse, som helt var væk. Vi prøvede at bilde mor og far ind, at den nok var blevet bange for slagtningen og derfor var rendt sin vej. Slagteren kørte hjem, for han havde ikke tid at vente mere. Og så ordnede vi gris, lettede over at Gense ikke var kommet til syne. Hen under aften, da travlheden var overstået, gik mor hen på Banken for at hente et par roer til hønsene. Da hun passerede Nielses have, så hun bag i denne andehuset med Gemses hoved helt ude af det øverste vindue, hvori der ikke var glas, og den brægede ynkeligt, for Evald var forlængst blevet træt af sit job som gedeunderholder og var gået ind.

Så mor kom jo hjem med både roer og ged. Vi vidste sandelig ikke noget om, hvordan den var kommet der hen. Det var da mærkeligt! Vi har nok set ret så forundrede ud, men mor og far så underfundigt på hinanden.

Men – ak og ve – voksne skal man nu ikke stole på. Nogle dage efter, da vi kom fra skole, mødte vi slagter Møller, og hjemme hang Gemse slagtet og flået. Vi gik tudbrølende i seng og fik lov at blive liggende. Vi spiste ikke noget af Gemse, selv om mor skar kødet til pålæg på vores skolemad, pillede det vi af og spiste brødet bart, og de kunne heller ikke bilde os ind, at det var grisekød, vi fik til middag. Vi kunne godt se forskel og kiggede tit i sulekarret. Far og mor måtte selv spise Gemse.

Vi følte os forrådte, og et stykke tid efter var jeg til pigefødselsdag, og vi skulle lege en sangleg der hed:

“Er det dig, der har taget min lille bitte gedebuk?

Sig ja, sig ja, sig ja.

Sig nej, sig nej, sig nej.

Er det dig, der har taget min lille bitte gedebuk”?

Ja, så kunne jeg ikke mere, men gik tudende hjem uden så meget som farvel og tak for i dag, som man jo ellers skulle. Hjemme mumlede jeg om tandpine, som forklaring på, at jeg allerede kom og så forvrælet ud.

Det varede længe, før vi tilgav vore forældre den historie. Far måtte til sidst vise os frugttræerne og forklare os, at de alle ville gå ud, hvis Gemse blev ved at gnave barken af dem. Men, vi troede ikke rigtigt på ham alligevel. Nej, de voksne var barske. Kattekillingerne aflivede de jo rask væk, så snart de fandt dem!

 

Min konfirmation

Nåh, det var jo nogle års tilbageblik. Vi var nu kommet til 1924, så nu var det snart min tur til at blive voksen.

Jeg skulle begynde at gå til præst om efteråret. Det glædede jeg mig til, men nu syntes mor jo så, at det var bedst at vente med at få nyt tøj til konfirmationen. Så hun syede selv en frakke om til mig af en, der havde hængt fra Dorthea Lorentzens tid. Den var figursyet og med høj puf på ærmerne. Selv om mor satte pelsværk på kraven og forneden på ærmerne, så jeg ud som en lille gammel kone. Nej, den frakke var jeg bestemt ikke stolt af at vandre ned til Rubbeløkke præstegård i til alle de fremmede børn fra Tirsted, Brandstrup og Skørringe.

Vi var 31 konfirmander, og da der ingen konfirmationsstue var i den gamle præstegård, måtte vi sidde i præsten spisestue, en række børn langs hver væg. Præsten sad ved den øverste bordende, og en pige fra Skørringe og jeg for den nederste bordende. Vi var de yngste og de mindste.

Den sidste del af vores præstegang foregik i missionshuset, fordi præstegården blev revet ned, og der blev bygget en ny. Den gamle firlængede præstegård var alt for dårlig  at reparere, og en ren brandfælde var den også. For i øvrigt havde min oldefar Peder Kåre, været avlskarl der, da han blev trolovet farmors mor.

Men det var ellers rart at gå til præst. Backevold var væk forlængst, og vi havde fået en ny, der hed Wedstrup. Vi kaldte ham pastor Tveskæg på grund af hans tvedelte fuldskæg, der var langt. Han var flink og en lun mand, som vi alle godt kunne lide. Povl henne fra Nielses og skomagerens Leo gik også til præst. Så vi var 3 fra Holle, der skulle konfirmeres det forår.

Konfirmationen skulle foregå i Skørringe kirke. Vi kørte derned i åben vogn, og det regnede, så jeg fik et tørklæde over min fine hat, der efter den tids mode var højpuldet af brunt strå og med en rose lige oveni toppen. Jeg var ellers fin, for jeg havde fået brun frakke, der skulle bindes i siden og med kun en stor knap. Så havde jeg fået hvid færdigsyet silkekjole med en flæse der var maskinbroderet og gik lige fra den ene skulder ned til kjolesømmen. Det kaldtes vandfald. Dertil sorte silkestrømper, men skoene var de sædvanlige sorte snøresko nr. 38), selv om jeg brugte nr. 37, men i dagens anledning var det dog laksko. Til andendagskjole fik jeg en blå uldmusselinskjole med kulørte uldborter. Den blev syet af sypigen, det var billigere. Og så var det mig, der skulle have gilde med hele omgangskredsen, og to store kransekager på bordet og al den anden dejlige festmad med vin til desserten.

Jeg blev også inviteret med hen hos Niels’ til Povls gilde, hvor lærer Wested var med og holdt tale for Povl og mig også, så jeg var helt flov af lykke. Så een gang er der da holdt tale for mig.

Ja, det var meget festligt, og så fik man gaver. Jeg fik en perlemorshalskæde af Chresten Antonisens. Af tanterne en visittaske med en pung og en tokrone og parfume i, samt et fint lommetørklæde.

Af Nielses fik jeg en tikroneseddel, af skomagerens et hvidt forklæde og fra Vilhelm og Hanne også et hvidt forklæde, et sølvhårspænde af Sofus og Marie, en armring af noget forgyldt metal af Aksel Nielsens, og så et par tikronesedler til, samt nogle tokroner, 40 kr. i alt – så jeg følte mig rig.

Det var den 19. april 1925, at jeg blev konfirmeret.

 

Ud at tjene

Den 27. april 1925 fyldte jeg 14 år, og 1. maj kom jeg ud at tjene på en gård i Korterup. Det var spændende de første dage, og jeg skulle have 150 kr. for hele sommeren, og de skulle udbetales d. 1. november samme år.

Så var jeg altså tjenestepige og skulle hjælpe til med alt.

Arbejde var jeg vant til, men her var det både ude og inde, i marken og haven, og mens de andre sov til middag, skulle jeg vaske op, så jeg var klar til at tage fat igen, når de andre havde hvilet sig. Der var en fodermester på 17 år, så jeg skulle ikke malke. Men ellers luge roer, når den tid var.

Før vi gik i marken, skulle jeg jo gøre rent i stuen, vaske gulve, vaske op, smøre frokostpakken. Konen lagde selv pålæg på, og det var gerne salt kød, ost og æg – aldrig andet. Det blev så pakket i avisen fra dagen før, og der var ikke mellemlægspapir. Det så noget mærkeligt ud, når man skulle spise det.

Var vi ikke i marken, fik vi kogt saltet sild til frokost med fedtebrød til og så hjemmebrygget øl, der ikke altid smagte særligt godt, men så kunne vi jo drikke vand.

Jeg havde fri hver anden søndag, når jeg havde vasket op efter middag, men sådan en eftermiddag gik alt for hurtigt.

Nej, det var slet ikke spændende at være ude at tjene.  Når jeg skulle have vasket hår, måtte jeg altid gøre det hjemme på mine fridage. Jeg måtte jo ikke bruge det varme vand i komfurgryden. Det skulle konen og manden bruge til dem selv.

Karlene vaskede sig i koldt vand ovre i hestestalden. Jeg havde et vaskefad på mit værelse. Når jeg fyldte det med koldt vand om morgenen, var det kuldslået, til jeg skulle vaske mig om aftenen.

Vi var oppe kl. 5 om morgenen og havde først fri efter aftenopvasken. Så klokken var gerne halv 8, inden man var færdig.

Jeg måtte godt køre hjem en aften om ugen, når jeg spurgte ad først. Men jeg var gerne så træt, så det blev ikke til ret mange gang. Der var også temmelig langt at cykle, ca. 6 km. ad øde veje, der ikke var asfalterede. Det kendte man ikke den gang, så det blev sjældent, at jeg kom hjem om aftenen.

Hjemme skete der ellers store forandringer. Far havde købt et maskinhus fra det nedlagte skibsværft i Rødby Havn. Det tog han og Svend Aage ud og rev ned. De rensede alle stenene for mørtel og kalk for derefter at køre den hjem og bygge lade. Det tog jo hele sommeren bare at rive ned og rense sten. Alt det andet arbejde skulle jo også passes, og Svend Aage skulle passe sin skole.

Far støbte grund ude i gården og tog noget af vedkasten med til grunden, og hvornår laden så blev bygget, husker jeg ikke, men det var vist noget senere.

1.november 1925 fik jeg så en anden plads på en gård, nærmere ved Holle. Den ligger oven for fjordengene, hvor vi vogtede kvæg, så nu kunne jeg jo dagligt se hjem, men fik ikke mere fri af den grund.

Her skulle jeg malke og ellers hjælpe, og så var her to småbørn, to drenge, en på et år og så en nyfødt. Der var nok at bestille.

Jeg syntes, at jeg frøs hele vinteren. Der blev kun fyret i komfuret om formiddagen og i stuen om eftermiddagen. Men der havde jeg jo ikke lejlighed til at være.

Hele efteråret trak vi jo roer op, til det blev mørkt. Så ind og malke, tage æg ind, jage ænder ind og lukke for høns. Dernæst ind og hjælpe konen med at stille mad på bordet, spise, vaske op, og så første kunne man vaske sig selv og klæde sig om.

Vasken stod i et hundekoldt bryggers med cementgulv. Det skulle jeg så stå og vaske mig, mens folk gik ud og ind. Hårvask måtte jeg stadigvæk foretage hjemme hos mor, hvor jeg kunne få varmt vand.

Her måtte jeg godt sige du til manden og konen.

Efter jul var jeg mere inde i varmen, men skulle altså hver dag køre tur med drengen i barnevognen, hvor han lå godt varmt pakket ned, mens jeg gik og frøs. Med det samme vi gik, kunne jeg ligeså godt gå i Brugsen. Det var en tur på en times tid frem og tilbage, og så var det jo gerne blevet sysseltid, som vi kaldte det, så det var sent, før man kunne komme ind i stuen at sidde. Hvis de så skulle ud, måtte jeg lægge mig i konens seng til de kom hjem for at høre efter børnene. Om natten, når de kom hjem, måtte jeg så ud i mit iskolde værelse, der havde cementgulv over det meste, mens der dog var et stykke trægulv ved min seng. Til gengæld var det halve af mit vindue ind til hønsehuset, hvor også ænderne var. Der var kun en halvstensvæg imellem os.

Under det andet vindue var der et fasttømret bord med to ben ude på gulvet med et omhæng omkring. Så var der en træstol og så mit klædeskab, som jeg havde med hjemmefra. Det var hele møblementet.

I den forrige plads havde jeg et vaskestativ af malet jern med fad foroven og en kande for neden til vand samt en sæbeskål. Men her var kun vasken i bryggerset.

Endvidere var der et rundt glashul i døren, så man kunne kigge ind. Der hængte jeg mit håndklæde for. Døren kunne ikke låses. Den førte ud til bryggerset, så det mentes ikke nødvendigt.

Om foråret havde vi så den store have, der skulle graves.

Konen nåede ikke andet end at passe børnene og lave maden, og så sørge for deres og mandens tøj.

Vi havde en karl. D.v.s. en knægt på 17 år, og han havde også nok at gøre med alt arbejdeet i marken og  med hestene og kvæget. Jeg skulle så hente transportspandene ind, hælde valle og skummetmælk op og vaske spande, holde karlekammeret, gøre rent i stue, køkken og bryggers, hugge optændingsbrænde og bære koks ind og aske ud.

Om sommeren var jeg også med i marken hele tiden. Der skulle jeg lægge kartofler, luge roer, høste hø og så hjælpe med høsten og tærskningen.

Hvis der ikke var andet, kunne jeg altid luge stenbroen for græs og ukrudt, og der var en stor gårdsplads i den gamle firlængede gård. Der var ikke en eneste arbejdslettende ting på gården. Jo, elektricitet med motor til at trække tærskeværk og kværn.

Ja, det var slidsomt at være der, og tit gik jeg i marken og så ud over fjordengen, som far nu havde indhegnet med pigtråd, og tænkte på, hvor godt man havde det, den gang man gik der og vogtede kvæg.

Jeg var der i halvandet år, før jeg fik lov at rejse. Det var endda kun af den grund, at en af fodermesterens piger fra Maglebjerggård løb meget henne, hvor jeg tjente, og hjalp konen, når jeg var i marken, og da de var 12 børn hjemme hos fodermesteren, skulle denne pige sove hos mig om natten i samme seng. Det var ikke sjovt, og så havde hun lus og smittede mig.

Det opdagede mor, da jeg var hjemme og skulle have vasket hår. Og så skal jeg love for, at far blev lynende vred. Sådan noget svineri havde vi dog aldrig haft før, så han kørte op og sagde mig op til 1. maj, og det var der ikke længe til.

Så kom jeg hjem for at hjælpe til igen og det var rart, for der hjemme blev der ikke lagt mærke til, hvad man spiste eller om man tog to stykker sigtebrød til aftenteen. Men ellers var arbejdet det samme. Nu skulle vi bare køre ud på fjordengene for at malke, for nu gik køerne jo og passede sig selv hele tiden om sommeren.

Nu kunne vi igen komme ud at sejle og bade og gå på isen om vinteren.

Vinteren efter skrev Christine, at hun havde en plads til mig, så kunne jeg bo hos hende foreløbig.

Jeg rejste derind i februar, men pladsen blev først ledig til maj. Så jeg fik en foreløbig plads hos skuespilleren Rasmus Christiansen. Han havde to børn, en dreng på 7 år og en pige på 5, som jeg skulle tage mig af, ordne deres værelse og tøj.

Gåtur med Rasmus Christiansens børn.

Deres rigtige mor var død, og så havde deres far giftet sig igen, året før jeg kom der. Det var en dejlig plads. Der var en kokkeenepige og så jeg som barnepige.

Til 1. maj kom jeg så i huset hos dr. phil. Povl Levin, forfatter og af jødeslægt. De havde også to børn, Povl på 8 år og Mette på 6 år. Der skulle jeg bare være stuepige, og så havde vi en kokkepige. Lejligheden var en 9-værelses i Store Strandstræde, lige over for Garnisons kirke.

Jeg fik et dejligt værelse med divan, pænt bord, lænestol og min kommode og, så var der varme.

Jeg var i København til 1929, hvor dr. Levin døde og fruen ville bo et mere moderne sted i en mindre lejlighed og med kun en kokkeenepige med hjælp til det grove.

De var meget velhavende og havde sommervilla i Hornbæk, hvor vi boede fra 15. maj til 15. august, og hvor vi havde det mægtigt godt. Levin var forfatter, dr.phil. og redaktør af et tidsskrift, der hed ”Tilskueren”. Han var nemlig også teateranmelder, og kokkepigen og jeg fik somme tider deres fribilletter, så vi kom i teater. Vi sad endda på orkesterpladser, og så fik vi altid penge med til garderobe, program og konfekt, som var i flotte poser med udhugget mønster. Vi så bl.a. “Tre små piger” på Folketeateret. Det var en af tidens store successer.

Jeg var også med dem på mange udflugter. Det ville børnene have, og deres ord var lov i det hjem.

 

Radio

I 1926, da jeg var 15 år, skete der noget helt enestående hjemme på Holle. Mens vi gik i skole endnu, havde vi hørt lidt om noget meget utroligt. Peder Mikkelsen oppe på gården Vestervang i Vejleby havde fået et apparat, som kunne spille og snakke, og som deres søn, der var ingeniør havde bygget. Vi troede nærmest, det var noget vrøvl.

Men en dag derhjemme om efteråret opdagede vi, at den gamle fonograf var forsvundet, altså overdelen af den. Det var en pæn kasse af egetræmed sådan et smukt håndtag.

Så kom far hjem fra Stokkemarke, hvor han under den roekampagne boede hos den lokale smed. Han havde kassen med hjem, og der var sat nogle mærkelige dimser og spoler indeni. Ovenpå sad et sjovt lille instrument, et stykke bjergkrystal og en en fin lille nål, som skulle stikkes ind i krystallet. Vi fik nogle underlige øreklapper på med bøjle hen over hovedet fra det ene øre til det andet. Det kaldtes hovedtelefoner. Dernæst skulle der sættes en antenne op med en kobbertråd, der gik fra stuen op til skorstenspiben og derfra helt hen til Aksel Nielsens skorsten.

Nu skulle vi så kunne høre koncert helt fra København. Vi var meget spændte. Evald og Karl stod sammen med os ude på vejen og fulgte opsætningen og lyttede.

Men da de ikke kunne høre noget oppe fra skorstenene, vendte de sig og spyttede foragteligt, mens de sagde, “at de tænkte nok, det var noget værre pjat!”

Men vi andre fik hovedtelefonerne på og kunne så høre både musik, sang og oplæsning. Krystalapparatet var vores første radio, og det var meget spændende. Vi glædede os til at vise den til den glade bedstemor og var stolte over, at vores far kunne lave sådan noget. Han havde lært det af en læredreng hos smeden i Stokkemarke, som altid sad og eksperimenterede. Han hed Ellehammer og var efterkommer af den berømte flyvemaskineopfinder af samme navn.

Bedstemor kom og blev også meget glad for at høre radio, så nu sad hun med hovedtelefonerne på og strikkede. Men ellers lod hun sig ikke dupere, for “typografen ovre ved vos, har også en radio, og han kan høre dansemusik fra Savoy Hotel i London!” Nu var vi imponerede, for hvad var en typograf, og kunne han virkeligt høre noget helt ovre fra London? Jo, han havde en radio med fire radiorør eller lamper, som de kaldtes, og ledning som kunne sættes til de elektriske stikkontakter. Meget senere fik vi også en radio med lamper og højtaler ovenpå, men der var jo ikke elektricitet på Holle, så vi fik en stor syreakkumulator, som så indimellem skulle til opladning hos smeden i Tirsted. Da alle naboerne så også fik radio, var det ikke sjældent at se dem med hvert sit batteri på vej til smeden. Når de mødtes var det gerne med et “Godav, nå du skal osse til orne med grisen”.

Men vi var nu alligevel de første, og jeg tror ikke, at nogen opfindelse senere har været så stor en sensation som det første krystalapparat.

 

Fjorden tørlægges

Sommeren 1929 tjente jeg på Hollegård, og nu skete der store ting. Fjorden skulle udtørres. Ja, de var allerede godt i gang, for det var forlængst besluttet i rigsdagen ved en lov af 1924, og pumpestationen stod færdig. Store gravemaskiner arbejdede derude, og masser af mænd kørte med trillebører. Og på Hollegård havde vi to entreprenører boende på kost og logi. De hed Krogh og Nørregård. De kunne aldrig komme til de faste spisetider, så der var meget ekstraarbejde med dem. Men det var sjovt at være på Hollegård, altid liv og munterhed, aldrig sure miner, hvor travlt vi end havde, og vi var mange hver dag. Tine og Peder, to karle, den ene en gammel knark, der hed Martin og havde været der en menneskealder, en fodermester, sønnen Helge, datteren Eli og så mig, samt de to fremmede, ti mennesker ialt.

Og så begyndte vandet at svinde i fjorden. Pumperne gik for fuld kraft døgnet rundt. Far, Svend Aage og jeg cyklede ud til Kramnitse hele vejen rundt om fjorden for st se på de mægtige pumper og alt vandet, der fossede ud. Der begyndte nu at dukke flere og flere sandbanker op. Man kunne til sidst rende rundt mellem vandsøerne og sanke ål op i massevis. Fuglene forsvandt i stort tal, og i løbet af det næste år blev fjorden een stor ørken af sand og sten.

Et stort flot naturområde var forvandlet til en stor grå og gold slette og lå i næsten 20 år øde hen. Sandstorme ødelagde, hvad der blev plantet og sået, eller også blev det hele oversvømmet igen og skyllet væk. Først da vidjebuskene groede til, kunne der skaffes lidt læ.

I de år sagde vi altid “ude i ørkenen”. Nu skulle der samles sten i tonsvis, et slidsomt og aldrig fuldført arbejde.

Den 20. juli 1930 blev udtørringen fejret med indvielse af mindeparken og rejsning af den store mindesten, vi som børn havde gået rundt på. Den digterisk meget flittige Wested havde forfattet en højstemt indvielsessang, og der var mange taler, samt telte, flag og en danseestrade, så det oppe fra land lignede en hel beduinlejr i Sahara. Jo, der så dødt ud i fjorden i trediverne, fyrrerne og op i halvtredserne. Først da træer og buske i mindepark og læbælter var groet op, blev der smukt i fjorden igen. Men det er en helt anden historie.

Rødby 4970 DK
Get directions

Fødselsdag:

1912

Erindringen ønskes afleveret til:

Rudbjerg Lokalhistoriske Arkiv