Else Bæk Olsen

Else Bæk Olsen deler sin erindring om sin "mormor" Abelone Vejgaard, som biologisk set var hendes farmor. Hun beskriver hjemmet, og mormoren person og facon og vaner, i murermesterhuset i Ulfborg.

Min elskede ”mormor”, som biologisk set var min farmor.

 

Aldersforskellen mellem min mormor og mig er 62 år, så det er jo som en gammel dame, jeg husker hende. Havde hun levet i dag, havde hun været 134 år.

Jeg havde hende i 24 år.

Mormor var indbegrebet af det uforanderlige, både hvad udseende og hendes blide sind angik.

Nostalgi er der selvfølgelig iblandet de følelser, der kommer til overfladen, når jeg skal nedskrive de heldigvis gode minder, jeg har om min mormor og farfar. Jeg kan ikke undlade at nævne ham, for hvad ville mormor have været uden farfar?

Skulle jeg have skrevet dette før jeg forlod arbejdsmarkedet, er jeg ikke sikker på, at resultatet blev det samme. Jeg har i de forløbne år fået anden livsform, er rykket en generation op, blevet farmor og mormor. Jeg kan nu se hvilke værdier, der ligger i ikke at stresse hver dag. Livet er andet end kr./ører og materielle goder, men selvfølgelig skal man have noget at leve af.

Livet skulle gerne opbygges som en bank til opbevaring af gode minder og oplevelser, naturligvis også iblandet andre krydderier. Jeg kan heldigvis ved sådan en lejlighed tage dem frem og genopfriske dem. Det er en rigdom i sig selv.

Vi boede 2 huse sydligere end mormor og farfar. Deres hus var et stort murermesterhus med 3 stuer. Kun den ene stue blev brugt til daglig. Farfar havde selv tegnet og muret huset. Oldefar (Anders Vejgaard) lavede møblerne, så de passede til de indhug og kroge, der var i stuerne. I alle de år jeg kan huske, stod møblerne samme sted. Farfar havde sin bestemte stol og skammel. Han sad altid skjult bag en bog eller avisen og i et røgslør fra en Advokat cigar. Han talte ikke så meget til os børnebørn.  Mormor havde også sin bestemte stol, men jeg husker nu kun, at hun sad i den, når hun sov til middag, og som hun dog kunne snorke. Hvis vi kom derhen når hun ”snorkede til middag”, kunne hun ikke engang høre os, så godt sov hun. Hendes snorken var noget specielt, den var med melodi.

Mormor var alm. af højde, lidt trind, havde altid langt gråt hår, der var rullet om en valk i nakken og med et gråt hårnet, der dækkede alt hår. Nettet og valken tog hun af om natten. Hun brugte altid de samme runde briller. Hendes kjole var lang, tildækket af et stort forklæde. Hun brugte ikke samme forklæde formiddag og eftermiddag. Hendes huslige gøremål blev ordnet om formiddagen. Til det grove havde mormor Valdborg; hende havde hun vist nok haft siden krigen. Valdborg og mormor havde det godt sammen. Når de to havde gjort hovedrent, lugtede der ofte af petroleum i stuerne, for mormor smurte egemøblerne ind i petroleum for at jage møbelormene væk.

Mormor var meget renlig og havde ordenssans. Min faster har engang fortalt, at hun blev drillet i skolen med, at hendes mor var så renlig, så selv trapperne blev skuret på bagsiden.

Mormors liv har ikke altid været en dans på roser. Depressionen i 30èrne var hård ved dem lige som så mange andre. Mormor og farfar var velsituerede. Farfar havde en god murerforretning. Han har sat sig mange monumenter i form af bygninger og han var jordbesidder.

Alt, undtagen huset hvor de boede, måtte de afhænde. Hushjælpen og den unge pige forsvandt, selv min fars lærlingeløn var indregnet i husholdningsbudgettet. Min faster fortæller gerne, at de 3 ældste er vokset op under velstand, medens de 3 yngste hvor den manglede.

Mormor var poesien og sjælen i hjemmet. Hun var der altid, vi var velkomne, hun var altid den samme, der var tryghed hos hende og hun havde tid til os. Når mormor læste højt for os af f.eks. ”Terje Vigen” eller ”Et møde” af Zakarias Nielsen, så blev det lige alvorlig nok.

Hos mormor var fætter Niels fra København hver sommer på ferie i 7 uger. Vi syntes, det var spændende, for han talte et andet sprog. Hos mormor skulle Niels lære at spise fisk, han skulle nemlig slikke fiskebenene rene og spise op. Hos mormor og farfar levnede man ikke maden. Efter spisetid skulle der være ro, så farfar kunne høre pressens radioavis.

Når jeg til tider skriver vi i stedet for jeg, er det fordi, jeg havde ikke mormor alene. I samme by havde hun 7 børnebørn.

Der var i øvrigt tit besøg hos mormor. Hendes ugifte søster fra Tarm kom der ofte. Hun fejlede altid noget og var meget pylret. I forbindelse med hende lærte jeg hvad en hypokonder er, der var nemlig ingen, der tog hendes sygdom rigtig alvorlig. En anden søster fra København, med høreapparat og ledninger ned til et apparat, der var placeret ved brystet, husker jeg også. Hun røg cigar og var ligesom mormor glad for at spille kort. De spillede 500 eller rommy. Det er hos mormor jeg og flere af mine fætre og kusiner har lært dette spil. Vi lærte at tælle på denne måde.

Når mormor havde bagt sigtebrød og det gjorde hun tit, gik jeg gerne på eftermiddagsvisit hos hende. Hun dækkede altid op i stuen. Hendes hjemmebagte brød og hjemmelavede rabarber-marmelade, der kom på bordet i en bestemt marmeladekrukke eller Clausen Sørensens nyslyngede lynghonning, kan selv i dag give mig mundvand. Selvom vi børn ikke var så gamle, var der altid korrekt borddækning til alle, og hun kunne ikke drømme om at sætte f.eks. en gryde på bordet; hvad der godt kan forekomme hos os.

Når farfar var hjemme til formiddagskaffe, fik han det altid i køknet, for han beholdt murertøjet på. Han havde en underlig måde at drikke kaffe på. Han hældte kaffen fra koppen over i underkoppen, som han drak af, og så fik han en snaps dertil.

Mormor havde en stor have med frugttræer, bærbuske og køkkenhave. Hendes stikkelsbærbuske bar de største og bedste stikkelsbær, jeg nogensinde har oplevet, og vi måtte spise af dem, som vi havde lyst. På rov gik vi aldrig i mormors have, for den var nemlig ikke forbudt for os. Haven passede farfar.

De stærke familiemæssige bånd, jeg husker fra denne tid, kommer så afgjort min mormor til ære. Aldrig gjorde hun forskel på os, dog kunne jeg som barn mærke, at min far stod hende meget nær.

Da min familie skulle flytte til Ringkøbing, spurgte mormor om jeg ikke ville bo hos dem, da jeg nu alligevel ville fortsætte på Realskolen i Ulfborg. Det blev til halvanden år, hvor vi hyggede os meget sammen, og jeg blev godt forkælet. Jeg har siden tænkt på om mormor ikke gjorde dette for at dække den tomhed, der opstår, når en familie flytter. Farfar blev nemlig mindre og mindre selskabelig og mormor ville gerne have nogle omkring sig, som hun kunne snakke med og være noget for.

Det sidste år jeg gik på Realskolen, tog jeg hver dag toget ”hjem” til Ringkøbing, hvor min families hjem nu var. Når der var ventetid på toget, kunne jeg lige nå at se, hvordan mormor og farfar havde det.

Alderdommen satte selvfølgelig sine spor, men mormor bevarede de åndelige egenskaber, ikke til det sidste, men næsten. Hun tilbragte efter eget ønske det sidste år på Ulfborg Plejehjem.

 

Grunden til at farmor blev kaldt mormor, var at de udenbys fætre og kusiner kaldte hende mormor. Det var hun nemlig til dem.

Ejendommen de boede i, kan ses på Historisk Atlas.dk (Herredsgade 22, 6990 Ulfborg).

Herredsgade 22
Ulfborg 6990 DK
Get directions

Fødselsdag:

1945

Erindringen ønskes afleveret til:

Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv
Ulfborg-Vemb Lokalhistoriske Arkiv