Emma Marie Madsen, født Nielsen

Emma Nielsens livserindringer i barne- og ungdomsårene 1927-1961. Emma beskriver livet og helt almindelige hverdagssituationer på gården Kählershøj nær Lendum, hvor hun voksede op med sine forældre og 6 søskende. Hun fortæller om alle folkene, der kom på gården, om originalerne på egnen, og hvordan de indgik i lokalsamfundet. Hun fortæller om traditioner. Hun fortæller om hjemmets udvikling med teknologien, og om husdyrholdet gennem tiden. Hun fortæller om besættelsesårene. Hun fortæller om familiens politiske engagement - og mere til. Her er vist et uddrag, link til fuld tekst findes i bunden. Gør ejerskabskrav på erindring

Min livserindring

Fra 0 til 14 år

 

Mit navn er Emma Marie Nielsen gift Madsen. Jeg vil her fortælle om mig selv, fra jeg blev født, og hvad jeg kan huske fra mit hjem, min familie og om de mennesker, jeg har mødt i min opvækst, og hvad jeg ellers har oplevet, dog er der visse ting, jeg vil undlade at nævne her.

Jeg blev født d. 24-12-1927, altså juleaften, på gården Kählershøj, som ligger 3 km syd for Lendum, mine forældre har altid sagt, at klokken var 17.30, da jeg kom til verden, men der står en anden tid i jordemoderbogen, jeg går ud fra, at hun har husket fejl. Min bror Julius har senere fortalt mig, at far kørte ud til Thorshøj i hest og vogn efter jordmoderen, så der har nok ikke været en jordmoder i Lendum på den tid. Da fødslen var overstået, kørte karlen, Harald Solsig, hende hjem igen, det måtte havde været en kold køretur, jeg har læst i en avis fra dengang, at det havde sneet ret kraftigt nogle dage før juleaften. På ”Nymark”, som er en gård ved Løth, havde de en datter, der hed Inger, hun kom og lavede julemiddagen færdig, det var sovsen. Min mor fortalte mig, at jeg blev født med et stort mørkerødt hår og skreg af fuld hals, mine to ældste søskende Anna var 18, og Julius var 16 år.

Da mor fortalte Anna, at hun skulle have en lillesøster eller bror, nærmest græd hun og sagde, at hun syntes, at der var nok af rødhårede unger her, og Julius ville ikke se mig i den første tid, efter jeg var født, men Erna, som fyldte 14 år en måned efter, glædede sig hver gang, hun så mor sidde og sy de små trøjer og skjorter til mig, og under fødslen sad hun inde i stuen med de små søskende og var så spændt, så da hun hørte mig græde, følte hun sådan en glæde, at hun fik tårer i øjnene. Mor og far var jo klar over, at jeg vil blive født ved juletid, så det kunne nok lave en del forstyrrelse juleaften, så for at råde bod på det, var far kørt til Frederikshavn og havde købt to store dukker med tysk porcelænshoveder med rigtigt hår og lukkeøjne til mine to søstre Gerda på 10 år og Jenny på 8 år, og lillebror Rudolf på 5 år fik en rød snurretop. Hen på aftenen tændte far lysene på juletræet, og lidt efter kom han ind og gik hen til de to små piger, medens han holdt hænderne bag på ryggen, og han spurgte først Jenny hvilken hånd, hun ville have, hun fik så en dukke med gult pandehår, og Gerda fik en med sort pandehår, ja nu var der to små piger, der blev meget glade denne juleaften foruden søster Erna. Engang spurgte jeg hende, hvad hun havde fået i julegave den aften, ak det kunne hun ikke huske, for hun var så lykkelig for den lillesøster, så det var den største gave, hun havde fået.

Den næste dag var Erna inde i soveværelset for at se sin nye lille søster, og hun fik lov til at bære mig, medens hun gik frem og tilbage, indtil mor sagde, at det var nok bedst, at jeg blev lagt ned i vuggen igen, for ellers blyver do nok for træt i din arm Erna.

Da mor ventede mig, havde hun ingen vugge eller nogen form for babytøj. Der var sket det sørgelige, at i 1925 havde mor født en dreng, som døde et døgn efter. Han havde slugt fostervandet, så mor havde den frygtelige og sørgelige oplevelse at høre det lille væsen kæmpe med døden. Jeg er sikker på, at i dag ville det ikke havde endt med døden. Mor havde givet vuggen og alt børnetøjet til en familie, der fik mange børn, og hvor pengene var små, og nu nærmede hun sig de 40 år, så hun mente ikke, at hun ville få flere børn. Men sådan skulle det ikke gå. De havde nogle bekendte, som havde en gård nær Lendum, der hed Nørregård, de havde også en stor børneflok. Johanne, som konen hed, tilbød mor, at hun måtte låne hendes vugge, så var den sag klaret.

I juleugen kom vores faster Ellen fra Frederikshavn og var et stykke tid. Nu blev der snakket en del om, hvad jeg skulle hedde, men det havde mor bestemt for lang tid siden, nemlig i 1921, da de rejste fra Duluth og hjem til Danmark. Far havde en kusine, som hed Emma, og da mine forældre tog afsked med familien, sagde mor til Emma, at hvis hun fik en lille pige, skulle hun kaldes op efter hende, da hun altid havde været så sød og flink i de 11 år, de havde boet i Duluth, så den sag var for længst afgjort. Efter nytår kom hjemmeslagteren Marinus Lilheden fra Stenhøj, han havde slagtet to grise hos os lige før jul. Mor bød ham på kaffe, lidt efter græd jeg inde i soveværelset, Marinus Lilheden siger da: ”nåh hår i fremmed”. Hvortil mor svarer: ”nej vi hår båre bekommet os e bitte pie juleavten”. ”Jamen ka det pas, du va da u og ta bløv frå to gris ugen før jul.” Dertil siger mor: ”åh ja, maj holde da in op med å bestil noe, fordi ma ska ha a bitte”. Nej, mor var absolut ikke pylret med sig selv.

Jeg blev døbt d. 5. august 1928 i Lendum kirke af provst Jensen og fik navnet Emma Marie Nielsen. Min mor havde en halvsøster, som hed Anne. Hun var gift og boede i København, hun havde ingen børn, så hun skriver til mor, om hun måtte bære mig til barnedåben og dermed være min gudmor. Det fik hun lov til, og det skulle så vente til august, når de havde ferie. De kendte et ægtepar, manden var ingeniør, de ville så gerne med en tur på landet og kom derved med til min barnedåb. Jeg havde et ret stort hår, så moster Anne syntes, jeg skulle have en sløjfe i håret, men det ville mor ikke have, så jeg fik dåbshue på, den har jeg desværre mistet. Moster Anne og onkel Thorvald og ingeniørparret gav mig en tretårnet ske med mit navn, dåbsdato og år indgraveret.

Moster Anne spurgte mor, om ikke hun måtte få mig, du har jo mange børn Marie. Nej, sagde mor, man føder ikke børn for at give dem væk. Jeg sagde til mor, at havde hun gjort det, ville jeg aldrig have tilgivet hende.

Onkel Thorvald arbejdede ved havnen som kullemper, han var en dårlig forsørger og en værre sut, han kunne til tider tage en tår over tørsten, det var ikke godt for økonomien. Moster Anne sørgede for, at de kunne bo frit i deres lejlighed i Ungarnsgade ved at vaske alle trapperne i opgangene i det store kompleks og hjalp viceværten med forskellige ting, for moster Anne var ikke bange for at slide for det daglige brød.

Erna var som sagt meget glad for alt, hvad der vedrørte mig, da jeg var lille og ikke mindst at vaske mit tøj, så når hun gik hjem fra skole, glædede hun sig til at komme hjem og vaske babytøjet, men en dag hun kom hjem, havde mor vasket tøjet, så Erna blev frygtelig skuffet. Mor siger da: ”jamen bitte Erna, a ku jo inns vint længer for det er jo så svæjt å få tøve tørt i dej hær vinter”.

I mit første år havde vi en karl, der hed Alfred, og en dag Jenny havde lagt mig til at sove ude i haven, kom Alfred forbi haven og sang og fløjtede højt. Jenny for ud til ham og bad ham om at være stille, da hun lige havde fået mig til at sove, hvortil han siger: ”det er da svæjt ska det vare så stil for dej bitte tøs ka sov”, men Jenny var hurtig i replikken og siger til ham: ”ska do skrol så høvt, så ka do go u i kostalden å skrol”. Så blev der ikke sagt mere om det.

De to store dukker, som Gerda og Jenny fik i julegave, da jeg blev født, sad på en hylde på buffeten inde i den pæne stue, og jeg fik at vide, at det var strengt forbudt at røre dem, men da jeg var ca. 3 år, blev jeg væk en aften. De fik alle travlt med at lede efter mig, og da de kom ind i et af kamrene, kunne de høre et værre pusten henne i en seng. Jeg havde i mørket gemt mig under dynen i en seng med en dukke i hver arm. Det morede dem så meget, at de glemte at skænde på mig.

Vi havde i mit hjem to aflange billeder i guldrammer. På det ene stod en pige og på det anden en dreng, det var nogle, min farfar havde givet mine forældre. Jeg syntes, de var så søde, og en dag far kom ind i stuen, havde jeg taget dem ned og sad med dem i kurvestolen og knugede dem ind til mig, og da far siger: ”jamen Emma dog”, svarede jeg: ”de er min sø bitte venner”. Det rørte min far så meget, at han huskede det mange år efter.

Disse to aflange billeder med pigen og drengen, som mine forældre havde fået af min farfar, var jeg jo blevet meget glad for som lille, og det havde far som sagt ikke glemt, og mange år efter, da jeg var blevet gift, og jeg en dag var på besøg, siger far til mor: ”du ved nok, der er noget Emma skal ha”, mor kom så med de to billeder. Da var det mig, der blev rørt, i dag hænger de på væggen i vores entre.

“Gymnastikopvisning”

Da jeg var 3-4 år, havde vi en karl, der hed Kristian Musi. Han var fra et sted, der hed Mosen, han var en meget flink karl, jeg var meget glad for ham, han gav mig sine konfirmationstelegrammer. Han havde som soldat været dragon, og fra den tid havde han en skrå hue, der var lavet af lyseblå bomuldsstof og påsyet hvide bånd og en snor med en hvid kvast, der hang foran, den fik jeg. Desværre har jeg også mistet den, heldigvis har jeg huen på en sommerdag, hvor vi bliver fotograferet i haven i Kählershøj. Da Kristian Musi var inde på efterårsmanøvre og var hjemme en søndag på orlov, besøgte han os, og da Julius skulle ud og skære roer til køerne, gik Kristian med ud og hjalp ham, det foregik uden for kostalddøren, og tæt ved var der en ensilagekule, den var næsten fyldt med regnvand. Da jeg nu var så glad for Kristian, gik jeg med dem derud, og lidt efter morede jeg mig med at kaste sten i kulen, for det lød jo sjovt, når det plumpede i vandet, men jeg blev så ivrig med at løbe frem og tilbage med sten, så jeg rendte ud over kanten og faldt ned i vandet. Jeg skreg højt af skræk, og snart var Julius og Kristian der og fik mig op. Jeg kan huske, at Julius råbte til mig, at jeg ikke skulle græde. Det næste jeg husker, var at jeg sad på gårdspladsen, og det lugtede så frygteligt omkring mig, Dernæst sad jeg inde på køkkenbordet, og mor vaskede mig. Derefter kom jeg i seng, det var jeg ikke så glad for.

Det var også, da Kristian Musi tjente hos os, at jeg foldede mig ud som en god gymnast. Jenny havde gymnastik i skolen, og hun kom hjem og viste en del øvelser. Det syntes jeg var sjovt, så jeg lagde mig på gulvet på maven og tog med begge hænder fat om anklerne og vuggede op og ned med en vældig fart, og det beundrede de voksne, da jeg var så lille, så når der kom nogen på besøg, skulle jeg gerne optræde, men da de ofte lo af min opvisning, blev jeg flov og ville ikke gøre det mere, men en sommer, da moster Anne og onkel Thorvald kom på ferie, ville de gerne se, hvor dygtig jeg var, men det ville jeg ikke, når de så på mig. ”Jamen”, siger moster Anne, ”vi går ud, medens du vugger på maven” De gik så ud, og jeg gik straks i gang, men så opdagede jeg, at de stod og kikkede ind af vinduet og grinede. Jeg blev ked af det og græd, men jeg blev ved med at vugge på maven, så de hylede højt af grin, derefter var jeg for stedse færdig med at optræde for nogen.

Mange år efter besøgte Holger og jeg Kristian Musi på hans gård i Sindal, og han spurgte mig, om jeg var lige så god til at gøre gymnastik, som da jeg var lille, og til Holger sagde han, at han aldrig havde set et barn så lille være så god til at gøre gymnastik, som jeg var, dengang han var karl i Kählershøj.

Søster Erna og “Lille kathrine”

Erna var den af mine store søskende, som viste mig stor kærlighed, da jeg var lille. Jeg kan huske, at når jeg fulgte med hende ud i marken, holdt hun mig i hånden, og så sang hun, og jeg lærte dermed at synge forskellige sange og viser, som var den tids popmelodier. På det område var jeg også lærenem, jeg kan huske en sang, der hed ”Lille Katrine smil lidt til mig”. Erna sagde til mig en dag, at når vi gik forbi ”Rosendahl”, måtte vi ikke synge så højt, for konen, der hed Katrine, kunne tro, at det var hende, vi sang om, så jeg lo lidt og sagde, at det skulle jeg nok lade være med. Jeg følte mig så nært knyttet til Erna, at da hun tog ud at tjene, da jeg var 5 år, blev jeg så ulykkelig af længsel, at dagen efter hun var rejst, vågnede jeg op om morgenen og satte mig op i sengen og hulkede, medens jeg sagde, om ikke Erna kom hjem igen. Mor trøstede mig og sagde, at Erna kom nok snart hjem.

Søster Anna, Fotograf steffensen og legetøj fra fru bostrup

Selv om min ældste søster Anna ikke var videre begejstret, da jeg blev født, kunne hun alligevel gøre mange ting for mig nu og da. Da jeg var 4 år, syntes hun, at jeg skulle til en fotograf. Mor havde syet en lyseblå sommerkjole, den var pyntet med en roset lavet af hvide silkebånd, og jeg havde brune laksko. Jeg kan huske, det var en sommerdag med fin sol. Anna havde lånt en cykelstol til at sætte på styret, og så cyklede hun med mig til Frederikshavn, hvor jeg blev fotograferet hos en fotograf Steffensen. Det var første gang, jeg kom til en fotograf, så jeg kan takke hende for, at jeg i dag har et godt billede, fra jeg var barn. Anna havde som ung pige plads i huset hos en fabrikant Bostrup i Aalborg, de havde en datter, der hed Grethe, der var nogle år ældre end jeg. Deres familie var ret velhavende, og da Grethe var enebarn, fik hun meget legetøj, men somme tider syntes fru Bostrup, at det var for meget, så lagde hun noget af det væk. Da hun hørte, at Anna havde en lillesøster, lavede hun en stor pakke, som Anna havde med hjem til mig med forskelligt legetøj, der var dukker, tøjhund og kat, nissemand, to små tasker og en lille pung og en stor flot bold. Jeg blev ellevild af glæde, så meget legetøj havde jeg aldrig før fået på en gang.

Søster Gerda, bager Johansen og Koppevaccination

Min søster Gerda var også en god og meget følsom pige, hun var meget hensynsfuld, jeg tror nok mere end de fleste. Alle vi søskende var enige om, at Gerda var den bedste af vi søskende, for hun var også meget retfærdig, derfor blev hun elsket af os alle. Jeg kan huske en dag, hvor hun kørte mig i en lille trækvogn hen til Lendum, sådan en blev også kaldt en legevogn, jeg havde nok været ca. 3 år. Vi skulle ind og købe rugbrød hos bager Johansen, det må havde været ved påsketid, for i butikken lå på hylden i en glasmontre små hvide sukkeræg pyntet med kulørt glasur. Gerda købte sådan et påskeæg til mig og rystede det ved mit øre, så jeg kunne høre, at der var noget inde i ægget, og så skulle jeg bide et stykke af, og der i ægget var der en lille ring med et ravhjerte, som Gerda satte på min finger. Jeg blev meget glad for ringen, og havde den i mange år, men nu er den forsvundet som flere af tingene fra den kære barndomstid.

Da jeg skulle koppevaccineres var jeg 5½ år, og da trak Gerda mig igen i den lille vogn hen til Lendum, det foregik på kommuneskolen d. 13. maj 1932 og blev foretaget af kredslægen Henriksen. Skolestuen var fyldt med voksne og børn. Vi børn blev stillet op i en lang kø, der var en sygeplejerske, som hjalp lægen. En stor pige, som stod foran mig, begyndte at skrige højt, da lægen tog hendes arm. Da det blev min tur, sagde jeg ikke et kny, pigen forsatte med at hyle, lægen sagde til hende: ”se den lille pige siger ikke noget, så skal så stor en pige skamme sig for at skrige sådan”, men hun havde nok på forhånd været bange, hvad jeg ikke var. Gerda havde fortalt mig, hvad der skulle ske, og når hun sagde, at det ikke gjorde ondt, så var jeg også sikker på, at det passede. Da vi var næsten hjemme igen, mødte vi en nabo, som sagde til Gerda, at vi hellere måtte gå op over marken, for et stykke ude af landevejen kom der to mænd, der var fulde, og da vi så gik oppe på bakken, kunne vi se to mænd komme slingrende nede på landevejen med armene om hinandens hals, medens de skrålede himmelhøjt, de havde det sikkert skønt.

En vinterdag i kane

Jeg husker en vinterdag, hvor jeg stod og kikkede ud af vinduet og så mine store søskende lege ude i sneen. Jeg plagede for at komme ud, så det endte med, jeg fik lov. Jeg blev pakket ind i tæpper i en kane, min farfar havde lavet til mine søskende, da mine forældre var kommet hjem fra Duluth, den var med rygstød og sider. En af mine søskende trak kanen, men det varede ikke længe, før jeg kom til at fryse, og så måtte jeg ind igen, og jeg græd, for jeg frøs om fingrene, så far rullede mine fingre mellem sine, til de blev varme, så denne snetur var ingen succes.

Fætter Kaj

Da jeg var 4 år, var vores fætter Kaj fra Hjeds karl hos os, han var meget mild og rolig, jeg kunne godt lide at snakke med ham, men det var nok mest mig, der førte samtalen, og engang Kaj var i færd med at ordne nogle vognhjul, gik jeg hos ham og snakkede uafbrudt, og da mor kom forbi og hørte min snakken, tyssede hun på mig, men Kaj sagde, at det gjorde ikke noget, han syntes, det var helt sjovt, alt det jeg gik og fortalte, jeg var nok det, man kaldte gammelklog. Kaj fortalte mig mange år efter, at når han dengang kom hjem til os, så sagde jeg: ”nej! nu kommer stuer vældige Kaj”. Han syntes, det var sjovt, at sådan en bitte pige kunne bruge sådan nogle ord.

Restrup Højskole

Min søster Anna blev elev på Restrup højskole i 1930, og en søndag, hun kom hjem på besøg, havde hun en del lodsedler med fra ungdomsforeningen D.S.U., som hun var medlem af. Der blev købt en til hver af vi 4 piger, og da numrene blev udtrukket, var jeg så heldig at vinde en pyntedukke af celluloid i en fin lyserød hæklet kjole og hue. Den måtte jeg ikke lege med, så den kom til at sidde på mine forældres senge. Vi havde hver især valgt en lodseddel, så for at det skulle gå ærligt til, havde Anna skrevet vores navne på hver lodseddel, jeg har den endnu, men den har fået mén af tidens tand. Sådan en dukke kaldte man en pyntedukke, så det var ikke legetøj. Anna havde lært sin tilkommende mand Helge at kende, medens hun gik på højskole.

Helges far udrugede kyllinger, det var hvide italienere, så hvert forår købte mor 200 stk. Mor havde et ret stor hønsehold, hun var medlem af Dansk Andel Ægeksport. Der blev holdt mange forskellige kurser på højskolen, og da mor gjorde meget ud af at passe sine høns, opfodrede Helges forældre mor til at deltage i et fjerkræskursus, der blev holdt på skolen, det startede torsdag d. 4. august og sluttede søndag d. 7. august 1932, det var også noget, mor lærte meget af. Da de begyndte at tale om, at mor skulle ud til Restrup, blev jeg meget ked af det, for jeg var ikke vant til, at mor tog hjemmefra, så mor fik Jenny til at cykle hen til sæbehuset i Lendum og købe en ting til mig, og Jenny købte et lille gult dukkekaffestel. Jeg kan huske, da det blev pakket ud af en kasse med træuld, lugtede det så stærkt af sæbe, så jeg fik helt kvalme, jeg blev aldrig rigtig glad for det kaffestel, for det mindede mig altid om, da mor skulle til Restrup, for selv om det kun var i 4 dage, så var det som en hel evighed for mig.

Stedmorblomster til foråret

Når jeg i dag køber stedmorblomster, minder den dejlige duft, de har, om en tid, da jeg var en bitte tøs, for hvert forår blev der hos et gartneri i Hjørring bestilt flere kasser med stedmorplanter i alle mulige farver, og når de så kom, gik Julius straks i gang med at plante dem ud i de forskellige bede i haven. Han lagde sig ned på knæ, og jeg lagde mig ved siden af ham, for jeg syntes, det var spændende, det Julius lavede, så jeg fik en vældig lyst til at være med i arbejdet, men det var nok ikke den bedste hjælp, jeg kunne komme med, så Julius siger til mig: ”hvis no do vil være sø Emma åh la vær mæ å pil ved blomsterne, så ska do nok fo non no a er far”, så da Julius var færdig med at plante, fik jeg lov til at sætte nogle planter et sted, det var mine egne, som jeg kunne se på og nyde.

At sy i pap

Da jeg var 4-5 år lærte Jenny mig at sy på pap. Mor købte sæbespåner i Brugsen, det hed Nap og var i papæsker beklædt med rødt papir, som blev fjernet. Der var nu noget pænt hvidt pap, som Jenny klippede firkanter af og tegnede små motiver på, så prikkede hun huller med et vist mellemrum og lærte mig, hvordan jeg skulle brodere med kulørt brodergarn i disse huller, så jeg derved lavede små billeder. Det samme har jeg lært mine egne børn, da de var små, og mine to dagplejebørn Jonas og Peter, og ligeledes mit barnebarn Lise, men min søde Jens har jeg jo ikke haft her i det daglige, så jeg har ikke haft mulighed for at give ham den undervisning. Det røde papir, der var om æsken, brugte mor til at farve forskellige ting med. For eksempel havde jeg en lyserød silkekjole, når den blev noget bleg, kogte mor en kedel vand og lagde noget af det røde papir i et fad og hældte det kogende vand på, så gik den røde farve af papiret. Derefter blev kjolen lagt ned i det røde vand et stykke tid. Efter sådan et bad blev kjolen fin lyserød igen, jeg må nok sige, at genbrug var ikke en ukendt ting i min barndom.

Familien Tirup

På vej til Lendum lå der et husmandssted, der hed” Kærvang”, der boede et ægtepar, der hed Anton og Kirstine Tirup, de havde 3 børn, og den yngste hed Edith og var på alder med Jenny, så de to gik i skole sammen. Hun var en god pige, hun var meget glad for mig, da jeg var lille, hun havde jo ingen små søskende, så jeg tror, hun betragtede mig som en lillesøster. Det første, jeg husker om hende, var, da jeg var ca. 2-3 år, hvor hun en dag kom og hentede mor, Jenny og mig til eftermiddagskaffe hos hendes mor, det blæste en del, og jeg havde en hvid angora hue på, som fløj af. Edith gav mig den på igen og gav mig et nys, jeg blev så glad, at jeg råbte højt til mor: ”mor! mor! Edith ga mæ minn jup på å nys mæ”. Edith var en kærlig pige, jeg havde en gammel slidt kludedukke med blikhoved, som var meget skrammet, så engang Edith kom og legede med Jenny, tog hun den med hjem og lavede den så fint i stand. Hun syede en ny krop og malede hovedet så flot og syede tøj til den, så den var som en helt ny dukke igen, da var der en, der blev glad. Hun gav mig en lille lyserød kommode med tre små skuffer og et lille strygejern på fod. Edith fandt også engang på, at jeg skulle med hende hjem og sove en nat. Jeg længtes noget efter mor, men Edith forstod at lege med mig, så det gik helt godt. Næste dag kom hendes far ind i stuen og drak kaffe, han siger noget drillesnak til Edith, som jeg nu ikke husker, hvad var, men Edith skældte ud og sagde, at sådant noget måtte han ikke sige, så grinede han frækt. Edith havde livstykke på, og hun bad ham om at knappe det bag på ryggen, og da han var færdig, gav han hende et klask i enden, hun lo højt, det undrede jeg mig meget over, for jeg var ikke vant til sådan en form for skæmteri i mit hjem. Min far var meget anderledes over for vi børn, han tænkte meget på, at vi skulle have respekt for ham.

Edith havde en hvid hund, der hed Molly, en grønlandsspids, den var både en god og klog hund, den legede hun meget med, den forstod alt, hvad hun sagde til den. Når hun var oppe og lege med os, havde hun Molly med, den var gode venner med vores hund Tonny, som også var en grønlandsspids. Når Edith skulle hjem, kaldte hun på Molly, og den sprang op på hendes bagagebærer, hvor den sad, medens hun cyklede hjem, jeg kan huske, hvordan vi sammen med mor stod og morede os over den kloge hund. Edith havde en lille dukkevogn, og når hun havde pakket dukken ned i vognen, spændte hun Molly for vognen, og så trak den vognen pænt rundt omkring, men en dag gik Ediths far oppe i marken, og da han så, hvordan Molly trak rundt med vognen, kom hans drillesyge op i ham, og han fløjtede på Molly, så hun for af sted med fuld fart op til ham, så dukke, pude og dyne røg ud til alle sider, og Edith græd og skældte ham ud, men han grinede bare. Alle de drillerier var nok ikke så ondt ment, for han var meget glad for sin pige. Edith blev syg af tuberkulose og blev indlagt på Hjørring sygehus, og Jenny var henne i sæbehuset og købte en lille dukkeseng med en lille dukke, som hun havde med op til Edith, der blev fortalt, at hendes far var meget ulykkelig over, at hans pige var blevet syg, dengang var der mange, der døde af den sygdom, men Edith blev rask.

Molly var jo en hunhund og fik hvalpe, medens vores fætter Villy tjente hos os, og da hans forældre, onkel Ernst og tante Marie i Hjeds, gerne ville have en hund, syntes han, at de skulle få en af Mollys hvalpe, for han havde hørt så meget godt om hende, så de fik en hvid hunhund, der fik navnet Ulla. Fars broder Julius havde vognmands-forretning i Stenhøj, og onkel Ernst var fars ældste broder, så det blev bestemt, at vi alle skulle køre ud til Hjeds en søndag med Ulla, mor sad med Ulla, og pludselig blev den køresyg og kastede så frygtelig op, vi syntes alle, at det var så synd for lille Ulla. Den fik det meget godt hos onkel Ernst og tante Marie, og den blev rost meget, for den var en god og klog hund lige som sin mor, den havde fået et hjem hos dyrevenner.

Jeg vil her fortælle noget mere om Jenny og Edith, de var det, som man i dag vil kalde meget kreativ anlagt. Man må huske på, at dengang omkring 1930 var der ikke noget, der hed, at børnene i skolen fik undervisning i formning, pigerne fik lidt undervisning i at strikke og brodere af en af byens husmødre, så det var ikke noget, der rakte så vidt, de var begge to gode til at tegne. Jeg kan huske, et år til jul blev de enige om at hækle nogle hvide pyntestykker, der skulle lægges på kanten af ryggen og enderne af chaiselongen. Dem ville de give deres mødre i julegave, og de sagde til mig, at jeg endelig ikke måtte fortælle mor om de ting. Jeg syntes, det var spændende, at jeg havde sådan en hemmelighed sammen med dem, så jeg skulle nok tie stille. Jeg har nu fået at vide, at Edith blev gift med en post og boede i Elling, hun døde en gang i 1990’erne. Hendes mand kom hjem en dag og fandt hende død i en stol, hvor hun sad med et strikketøj i hænderne. Det fortalte mig, at Edith stadig var flittig med at lave håndarbejde helt ind i døden.

Uheld med håndleddet

Da jeg var omkring 4 år, skete der også en kedelig ting med mig, som min ellers søde søster Gerda blev involveret i, grunden til dette uheld var Gerdas lyst til at drille, hun var ikke ond, og alligevel gik det galt. En aften hvor hun havde været ude og malke, kom hun ind i køkkenet for at hælde noget mælk op i et fad, og så siger jeg til hende: ”uh do løsser så lie”, hun griner og tager fat i min hånd, og da jeg vil trække den til mig, holder hun godt fast, så håndleddet gik af led, og jeg skreg af pine. Gerda blev jo ked af det, men jeg kom til at gå med den sådan i nogle dage, men om søndagen blev der ringet efter lægen, for vi skulle ned til onkel Sigvard og tante Julle i ”Ryet” om eftermiddagen, lægen var doktor Bjerregård i Frederikshavn. Inden han kom, sagde Rudolf til mig, at lægen havde en stor kniv, med den ville han skære min hånd af. Hans drillerier var gerne ondskabsfulde, jeg havde aldrig set en læge, så da han bankede på døren og kom ind i stuen og satte sin taske hårdt på bordet, raslede instrumenterne i tasken, jeg skreg højt af skræk og tissede i bukserne, jeg løb ud i køkkenet og tog Gerdas hånd og sagde: ”kom Gerda”, men hun var bange for, at han ville skælde hende ud, så hun ville ikke med ind i stuen, men lægen siger til mor, at hun skulle tage mig op på skødet, og med et let greb satte han hånden i led, det var ganske smertefri, så jeg var glad, da det var overstået. Jeg tror nok, at lægen var noget sur over, at far og mor havde ventet til søndag med at ringe efter ham, så han skulle op på landet på en helligdag, der var jo 18 km fra Frederikshavn og op til os, men de havde nok troet, at det kunne ordne sig selv.

Feriedrenge fra København

Min første sommer, hvor jeg var ½ år, fik vi en feriedreng fra København, han var 7 år, han kom hver sommer i sin skoleferie, indtil han blev konfirmeret, han hed Alfred. Der var en hel del begyndervanskeligheder, som vel nok kom af, at han aldrig havde været vant til at omgås dyr, hans forældre boede dengang i et arbejderkvarter på Frederiksberg, så hans liv havde hidtil været i en baggård. En dag rendte han efter nogle kyllinger med mors træsko på, og derved kom han til at træde en kylling ihjel. Hans bemærkning dertil var, at han syntes, det så sjovt ud, når de løb. En anden gang gik han ind i en grisesti og piskede løs på nogle leveringsgrise, så de for rundt i stien, da far så det, fik han en ordentlig opsang, for kødet kunne blive stribet af slagene. Vi havde på samme tid en forkarl, der hed Alfred, det kunne nok give en hel del misforståelser, men mor fandt snart ud af at løse det problem, for karlen kaldte hun Alfredkåli og drengen for Alfredknætsi. Hans yngre bror kom på ferie hos vores onkel i Stenhøj, men han var det meste af tiden hos os, vi havde det frit, og der var mange at lege med, i Stenhøj var der kun min kusine Olivia, og hendes forældre var ikke just børnevenlige. Alfred og Ib var frygtelig frække og uopdragne, de sad ved bordet som nogle svin, det hele drejede sig om at få først og mest at æde, som de sagde, men mor undte dem det godt.

Ib holdt hurtigt op med at komme til Stenhøj, men hos os kom Alfred stadig som voksen, og ligeledes hans forældre, søster og Ib kom jævnligt på ferie, for Kählershøj var et åbent hus og et godt madsted. Det første år Alfred kom, opdagede mor nogle dage efter, han var kommet, at han havde lus, det undrede mor sig meget over, for han var pæn og ren i tøjet. Året efter var det galt igen, mor spurgte så Alfred, om han sad sammen med nogle børn på skibet. Alfred fortalte, at om natten, når de sov, lå de på bænkene med hovederne mod hinanden, så kan man nok tænke sig, at lusene havde fri adgang fra den ene til den anden. Mor sagde til Alfred, at det skulle han lade være med og heller ikke bytte huer med nogen på skibet, det holdt han så op med, og dermed blev vi denne luseplage kvit. Jeg tror nok, at den glubske måde Alfred og hans bror Ib optrådte på ved spisebordet kom af, at de i deres hjem fik deres mad delt ud til hver især, hvad deres mor fortalte min mor engang, så når de kom ud andre steder, kastede de sig over maden som sultne hunde. Engang, da der blev sat en stor skål med rødbeder, greb Alfred skålen og hældte det halve på hans tallerken og rakte skålen over til Ib og sagde, at nu kunne han tage resten, men Jenny blev gal og greb skålen og sagde: ”I sidder som nogle svin ved bordet, må I også gøre det i jeres hjem”.

Alfred var ellers meget solidarisk med vi søskende, når han var med os ude ved fremmede, et år, hvor han var med nogle af mine søskende på skoleudflugt, sad et par frække knægte og generede dem, så rejste Alfred sig op og gik hen og stak en knytnæve op under næsen på den ene og spurgte, om han ville lugte lidt til fars blomst, det gjorde dem målløse, så der blev ikke sagt eller gjort flere frækheder under den udflugt, han duperede dem med sit kvikke københavner sprog og sin frygtløse optræden. Da de var hjemme igen, morede hele familien sig, og Alfred var dagens mand i skysovs. Alfred var en flittig og meget tjenstvillig dreng. Når det om sommeren blev tid til, at far tog i mosen med karlene og lavede tørv, fik Alfred lyst til at komme med, og da han blev stor nok, fik han lov, der blev snakket om, hvordan han hang i, og når han kom hjem fra mosen, var han hel sort i hovedet, han havde en meget lang tunge, og når han lod tungen glide rundt om munden, lignede han en neger med en stor rød mund til megen morskab for vi andre.

En gang skulle Alfred køre med giggen til Lendum efter nogle varer, det var med hesten Blakke. Da han kom hen til Brugsen, smed han tømmen over hestens ryg og gik ind i butikken, hvor han i lang tid pjattede med kommiserne, da han endelig blev færdig til at skulle hjem, blev han mere end overrasket, for Blakke var gået hjem. Derhjemme havde mor set ud af stuevinduet, at Blakke stod med giggen ved hestestalddøren, hun undrede sig over, at Alfred ikke kom ind. Lidt efter kom han godt svedig ind i gården og var meget slukøret, mor fortalte ham, at han skulle binde hesten til et af de træer, som stod foran Brugsen, der blev han en erfaring rigere. Måske var det ved denne lejlighed, at han med sit pjatteri med kommiserne mødte sin overmand. Da Alfred var kommet med en hel del vittigheder og pral, siger en af kommiserne: ”Jeg kender nok din far, det er ham med det rødternede overskæg”, da blev Alfred stum, efter den tid ville han ikke handle med sådanne en fræk person, det morede dem alle i Brugsen.

Alfreds mor fortalte, at hvert år lang tid før sommerferien gik Alfred og glædede sig og sagde, at nu skulle han snart over til sit hjem i Jylland, og når dagen kom, hvor han skulle rejse hjem igen og skulle sige farvel, så faldt han mor om halsen og hulkede højt, så vi børn græd med, forinden havde han givet mig en tom bolchedåse, som han havde tømt i sin ferie uden at give vi andre et stykke, jeg snusede i dåsen og nød duften som manden på risten. Alfreds mor fortalte engang Erna, at hun hver sommer havde købt en dåse bolcher, som Alfred skulle give vores mor, dem skulle vi alle nyde godt af. Da Erna fortalte, at vi så kun den tomme dåse, blev hun godt gal over sådan en frækhed. Han var noget af en sammensat natur.

Min mor var en, der kunne finde anvendelse for næsten alt, så når jeg havde snuset et stykke tid og tabte interessen for dåsen, gjorde mor den ren og kom forskellige krydderier i dem, og så blev de stillet op på en hylde i køkkenet, de pyntede fint der.

Alfred Kåli

Vores karl Alfred var også noget speciel, han var ikke just dum, men snarere lidt naiv, en dag, hvor der blev talt om, hvor hurtigt man kunne gøre en tur til Lendum, siger Alfred, at han kunne nok cykel til Lendum og hjem igen på 3½ minut, nej sagde mor, det kan du ikke. Alfred for ud og tog cyklen og cyklede af sted, der gik et stykke tid, inden han var hjemme igen, og da han kom ind i køkkenet, smed han noget på bordet og faldt hen over bordet og råbte 3½ minut, mor måtte holde på latteren.

En gang siger mor, at da hun boede i Amerika, var hun blevet spået, at hun skulle blive rig, men det er vist ikke noget, man skal tro på, hvortil Alfred kåli siger: ”ja a søns no nok mæ ka a sæej, at do er bleven sånt jævn valhavi”, det var nu heller ikke helt forkert.

Kys-kamp

Nogen tid før uheldet med mit håndled var jeg med mor henne på gården Nymark i Løth, deres datter Inger skulle sy en frakke til mig, frakken var af lys twiett, den blev rigtig pæn, Inger var meget god til at sy, og en dag, da jeg skulle hen og prøve frakken, var Jenny med mig. Inger hjalp også til med arbejdet på gården, og da vi skulle vente lidt på Inger, kom hendes mor Marie ind til os med hjemmebagt småkager og saftevand. Medens vi sad og spiste småkager, fik jeg øje på en småkage i skålen, en marengs som vi kalder kys, den lignede en lille mand, og jeg tænkte, den ville jeg have, når jeg var færdig med den, jeg havde i hånden, men så tager Jenny kagen, og jeg råbte højt: ”nej dæj vil a ha”, ”hys”, sagde Jenny, og vi blev begge to helt flove, men Marie Nymark siger stille: ”jamen bitte Emma dæj må do da nok fåe, do tår båre e nan, in også Jenny”, så vi forsatte med at spise de gode småkager, til Inger var færdig og kunne prøve frakken på mig.

Juletræsfest i Østervrå

Et år var vi til juletræ i Øster Vrå, Gerda løftede mig op, og medens hun stod med mig, kom en kone hen til os og snakkede med Gerda, hun sagde også noget til mig. Gerda havde en perlekæde på med blå perler i forskellige faconer, jeg blev så genert, at jeg gav mig til at rykke i perlekæden, og pludselig sprang snoren, og alle perlerne fløj rundt på gulvet, nogle børn hjalp med at samle dem op, og Gerda puttede dem i sin taske. Der blev delt godteposer ud til børnene, og da jeg havde spist lidt af min pose, kom der en pige og ville lege med mig, så jeg satte min pose på bænken. Da jeg noget senere gik hen til bænken efter posen, var den væk, så der var nok en, der fik sig noget ekstra slik, så jeg blev noget ked af det. Pludselig kom der en mand ind i salen, han var i nissetøj og havde en stor sæk med, han tog æbler op af sækken og kastede dem ud i salen, og børnene for rundt for at tage disse æbler op. Pludselig ramte et æble mig oven i hovedet, og en stor dreng greb det, og jeg gav mig til at græde, for det gjorde ondt i mit hoved, men æbler fik jeg ikke nogen af. Efter denne julefest blev der sagt, at det var en dum måde at give børn æbler på, for det var kun de store og stærke børn, der havde fået glæde af denne æblekastning, så jeg kan tænke mig, at det var sidste gang, at uddeling af æbler skulle foregå på denne måde til juletræsfest i Øster Vrå.

Onkel Sigvardt og tante Julle fra “Ryet”

En af min fars brødre onkel Sigvardt og hans kone tante Julle (Juliane) havde en lille landejendom, der hed” Ryet”, som lå nær ved Frederikshavn. Oppe fra bakken, hvor ejendommen lå, var der en flot udsigt ned til Frederikshavn. Da jeg var barn, besøgte vi dem en gang om året, vi kørte ned til dem i hestevogn, i en der hed chabang, hvor der var god plads. Vi var mange, og de var mange, så vi fyldte godt i det gamle lavloftet stuehus, men der var hyggeligt, tante Julle var meget gæstfri, hun fortalte mig engang, at da jeg var helt lille, rejste jeg mig op i vognen, når vi kørte ind og råbte højt: ”tante Julle ha påkager”, hun syntes, det var sjovt, at sådan en bitte tøs kunne huske hendes småkager.

Et år, hvor vi en dag i påsken var nede på besøg i ”Ryet”, skulle vi have skiden æg, det er kogte æg, hvortil man får sennepssovs. Tante Julle havde lagt et kogt æg til side, mor siger så, om hun havde glemt det æg, ”nej”, siger tante Julle ”det ska Emma ha, for hun ka in li sennepssovs, så hun ska in snyes for sit æg”. Mor syntes, det næsten var for meget kæleri, men sådan var tante Julle. Onkel Sigvardt og tante Julle kom ligeledes op til ”Kæhlershøj” med deres børn, det var ofte til fars fødselsdag d. 22. maj. Når de om aftenen skulle hjem, blev børnene pakket ned bag i den lille hestevogn, tante Julle kom op på agerstolen, så blev de to gule nordbagger spændt for, de var helt ustyrlige, vores karl stod så og holdt godt på tømmen, og når så onkel Sigvardt var kommet op på agerstolen og fik tømmen, så røg de ud af gården med sådan en fart, at de nok fik det, vi ude på landet sagde en rask tjyri hjem.

Jeg har ofte tænkt, at det måtte havde været svært for onkel Sigvardt med disse to ustyrlige heste, han var en meget forsigtig mand og var lidt bange for mange ting. Hans børn gav ham en gang en cykel, men det varede ikke længe, før han opgav at bruge den, der blev fortalt, at han måtte gå op ad bakken, og han turde ikke at cykle ned ad bakken, for så gik det for hurtigt, men han var vant til at gå lange strækninger. Tante Julle var meget slagfærdig, og det kunne vi børn more os meget over, onkel Sigvardt havde en talefejl, det vil sige at han stammede en hel del. Engang vi var på besøg, ville onkel Sigvardt sige noget til tante Julle, men hun kunne ikke forstå ham og havde også travlt med at rette an til kaffe, så hun siger: ”a ka in fosto hva do sejer, men do ka fåe e kathål me katti ve”, og da vi skulle til bords, stod onkel Sigvardt og stammede: ”hvo ska a see, hvo ska a see”, dertil siger tante Julle: ”do ka sæt dæ eej der, så er do åe veej dit bitte svin”, men onkel blev ikke sur af den snak, for tante Julle havde godt system i det hele og var både dygtig og sparsommelig med alt, og det var en god og nødvendig ting i det hjem, for pengene var små, og onkel Sigvardt var som sagt en forsigtig mand. Deres børn havde også et frit sprog over for deres far, de tiltalte ham med ordet Sif, hvad min far syntes var frækt og næsvist, men onkel Sigvardt var ganske uberørt af al den snak, og de var børn, som var meget flittige og hjælpsomme i deres hjem, det var til stor gavn for deres far.

Tante Julle gik til mange begravelser, hun var opvokset på denne egn, hvor hun nu boede som voksen, og derved kendte hun mange af egnens folk, og jeg tror, at en begravelse var hendes måde at komme lidt ud og væk fra hverdagens trummerum.

Efter 1945, hvor mine forældre var flyttet til Frederikshavn, kom tante Julle en dag en lille smut ind til mor, inden hun skulle til begravelse, det var en kold og blæsende efterårsdag, og hun havde en meget lille hat på, så mor siger til hende, om ikke hun vil låne et tørklæde til hovedet, for der var da ikke meget varme ved den lille hat i den her kulde, ”nej”, siger tante Julle: ”men dæj bryjer viej”. En anden gang hun kom ind til mor, bød mor straks, som hun plejede, på kaffe, da kom tante Julle med en meget sjov udtalelse, som vi ofte senere morede os over, og den lød sådan: ”ja meej bror og hans kuun bor også her tæt vee, men no a nor her tee, vil mien fær helst her eej”, det var noget af en ros til mor. Nogen tid efter min mor var død, besøgte jeg tante Julle på alderdomshjemmet, og vi snakkede en del om den svundne tid, så siger tante Julle: ”ja dien mor var ræjtinok en flink kuun, hun va iin læng om å feej kaffekajen frem”, på det punkt lignede de hinanden, med andre ord, de var begge meget gæstfrie.

6 års fødselsdag

Den juleaften jeg fyldte 6 år, vågnede jeg om morgenen, ved at Gerda stod uden for og bankede på ruden og råbte ind til mig, at det var min fødselsdag, hun var ved at vaske vinduerne, jeg satte mig op i sengen og vinkede til hende, pludselig råbte hun ”pas på!”, og så smed hun en stor øse fuld med vand ind på vinduet, så jeg fløj højt op i sengen af forskrækkelse, Gerda lo højt og gjorde det igen, for hun var jo en drillepind, men nu skyndte jeg mig ud i køkkenet, hvor de voksne sad og drak formiddagskaffe. Lidt efter kom Gerda ind, og hun sagde, om ikke jeg skulle have mit fine tøj på, så mor sagde til Gerda, at hun kunne give mig det på. Gerda hentede mit tøj og gav mig det på, det var en sort plisseret nederdel og en lyseblå strikket trøje, der var broderet blomster på. Da jeg havde fået tøjet på, tog Gerda omkring mig og sagde: ”nu er do val nok sø Emma, ka do inn nok mærk, at do er bløven sturr”, og det syntes jeg nok, jeg kunne mærke, det var denne juleaften, mine forældre gav mig dukken, som jeg ikke måtte lege med, det var en pyntedukke, der lå i en lille fletkurv, hovedet var som sagt af tysk porcelæn med lukkeøjne, den har jeg endnu.

Fætter Villy

Vores fætter Villy fra Hjeds ved Støvring, som var bror til Kaj, kom til os november 1933 og skulle tjene som karl, han var 16 år. Jeg stod inde i stuen, da Villy bankede på døren, mor sagde: ”væsgo”, og Villy kom ind i stuen og hilste på os, jeg kikkede forbavset på ham og siger højt, medens jeg peger på hans hår: ”nej hvo sijer hans hor sjov u”. Villy blev helt flov, men mor siger hurtigt til Villy: ”do ska inn ta dæ åå det pjat hon sejer”, mor skammede mig ud, så det endte med, at det var mig, der blev flov, det, jeg syntes var så sjovt, var, at Villy havde fået håret så tæt klippet, at hans frisure var det, man i dag kalder karseklippet, jeg tror, at det var hans fars gode ide, han var jo den, der bestemte alt i deres hjem, der var to gode ting ved denne frisure, det var nemt at holde rent, og for det andet blev der langt imellem besøgene hos barberen og dermed sparet penge.

Villy var en fætter, vi havde det rigtig godt med, hans mentalitet var lig vores, man ville nok sige i dag, at vores kemi passede sammen, han var godt begavet på mange områder. Når han pløjede, var furene så snorlige, at naboerne beundrede ham, han havde, det man siger, et godt øjemål. Det gjorde, at roerækkerne stod så flot lige, og Jenny var en knag til at tynde roer, og det var Villy også, så da de to havde tyndet roerne, stod de så flot på marken, at da husmandsforeningen var ude og bedømme de forskellige marker i Lendum, vandt vores roemarker 2. præmie, som var en sølvskål med glasskål indeni, der blev sagt til far, at alle roerækkerne var fejlfri, men da han havde sat forskellige kålplanter ved enderne af rækkerne, så trak det fra, for ellers ville det havde været 1. præmie. Jenny fik skålen, så i dag kan hun glæde sig over sin flid og dygtighed i sine unge år derhjemme i Kæhlershøj.

Vi havde i Lendum en ungdomsforening, der hed D.S.U, det var socialdemokratiets ungdom. Mine søskende var medlem af den, og det samme blev Villy. Min bror Julius var formand i nogle år, de lavede dilettant og opførte forskellige stykker. Villy var også med til at optræde, men derforuden var han den opfindsomme og kreative, som lavede de forskellige rekvisitter, der skulle bruges i stykkernes opførelse. Han lavede tre høje sorte hatte i tre forskellige højder, dertil brugte han gamle stråhatte og pap, som blev malet sorte, og en bordtelefon lavede han, så den lignede en rigtig telefon. Ligeledes lavede han skæg af gamle pelskraver (vi havde i Kæhlershøj et stort gammelt skab med dobbeltdøre, det blev kaldt onkel Nielses skab, det var fra farmors plejehjem bitte Buje i Flade). I det skab blev alt det gamle tøj gemt, så der var uanede muligheder, når fantasien også var med, disse stykker optrådte de med i forsamlingshusene både i Lendum, Thorshøj og Østervrå, og det gjorde stor lykke. Julius og Jenny havde gode sangstemmer, så de optrådte engang i Østervrå, hvor de sang duet, og da aftenen endte med dans, ville alle de unge mænd danse med Jenny, så de stod nærmest i kø, og de unge piger kikkede langt efter Julius, men han dansede ikke desværre og gik aldrig i gang, men jeg tror ganske sikkert, at han ville havde været en god danser, for han var meget let til bens og god til at løbe på skøjter.

Villy var som sagt meget kreativ, og ved juletid lavede de juletræspynt, og da viste Villy, Gerda og Jenny flere måder at lave fin juletræspynt på, og da vores far var formand for Socialdemokratiets Vælgeforening, stod han for afholdelse af deres juletræsfest, som blev holdt i forsamlingshuset, og Villy, Gerda og Jenny lavede meget fint juletræspynt til det store juletræ, og da aftenen kom, og lysene blev tændt på det smukt pyntede træ, var det et pragtfuldt syn at skue, og alle deltagerne blev helt overvældet, og der blev længe efter talt meget i Lendum om det flotte træ, der stod der i al sin glans og strålede.

Jeg tror nok, at det var den første jul, Villy var hos os, at jeg oplevede at få den største slikkepind, man kunne købe. Villy havde været hjemme hos sine forældre i Hjeds og holde jul, og da han kom tilbage, gav han mig den store slikkepind, som var af karamel betrukket med chokolade og pyntet rundt kanten med chokoladeknapper, henover den var der skrevet med hvid glasur ”Kig op Malle”, jeg blev ovenud glad, for jeg havde aldrig fået sådan en kæmpe slikkepind før. Mor siger til mig, at den måtte jeg ikke spise alt for hurtigt, for det var ikke godt for tænderne, så den havde jeg i lang tid, og da jeg havde spist den, var der en lang pind, som mor fik til blomsterne.

Det skete somme tider, at mor og far skulle hjemmefra en eftermiddag på udflugt for ekspl. med Afholdsforeningen eller Husmandsforeningen, så blev der altid lavet en hel masse sjov og pjank, og det kunne nok blive hel dramatisk. Engang fandt Villy mors målebånd, og nu ville han måle, hvor tyk Gerda og Jenny var, de var ellers begge ret slanke piger, og selvfølgelig ville de ikke give ham lov til det, så der blev vild jagt igennem hele huset, og da Jenny var kommet ud af en stuedør, holdt hun godt fast i håndtaget, men Villy vred sådan i håndtaget, at døren gik i baglås. Villy for nu ud ad en anden dør og fik held til at kaste målebåndet over Jennys hoved, men hun vred så kraftigt i målebåndet, og Villy holdt godt fast, så det endte med at målebåndet gik midt over, nu var det ikke så sjovt mere. Villy cyklede straks hen til Lendum og købte et nyt målebånd, og da Villy gav mor det, syntes hun ikke, at han skulle bruge sine penge på det, men det ville Villy ikke høre tale om.

En anden gang far og mor var ude, fandt Jenny på, at hun ville lave brunt sukker, det vil sige melis, der blev smeltet på den store stegepande til karamel og derefter hugget ud i små stykker. Jenny havde den uvane, at alt, hvad hun lavede af spiselige ting, skulle hun smage på, og det foregik på den måde, at hun stak en finger ned i substansen og så i munden. Da hun nu stod og smeltede melissen i panden og uden tanke for, hvor varmt det var, stak hun en finger ned i sukkeret, nej hvor hun skreg, hun stod med en finger, hvor karamellen sad fast, hun fik smurt blød sæbe på fingeren, det var et middel, man brugte, når man var blevet forbrændt, vi andre gnaskede løs af det dejlige sukker, Jenny ville ikke have noget, for hun var kommet i en slem pine, så hun havde helt tabt lysten til at nyde noget. Villy siger drillende: ”ja nu bliver der bare mere til vi andre”, Jenny snøftede lidt og sagde: ”det ka do inn være betjæ åh sæj Villy”.

Til alle de her narrestreger kan vi nok bruge ordsproget, at når katten er ude, spiller musene på bordet.

En gang, hvor Villy lavede sjov med mig, blev jeg hel vild og kåd, jeg greb Villys kasket og smed den ind i en grisesti, og grisene for straks løs på kasketten. Villy sprang ind i stien og greb den, han sagde roligt: ”det var vist ikke så godt”, men nu var jeg klar over, at det var galt, det jeg havde gjort, så jeg løb vrælende ind til mor og sagde: ”a er kommen tee å smie Villys lue eij te grisen” mor siger: ”nej hva er det do hår joe”, så gik hun ud til Villy og sagde, at han skulle nok få en ny kasket, hvad han også fik. Grisene havde fået held til at bide noget i den, og da det var en søndag, havde han sin pæne kasket på. Villy havde lært i sit hjem, at når den pæne kasket var bleven slidt, og han fik en ny til pæn brug, så blev den slidte til daglig brug.

Villy kunne gøre noget, som viste, at han var i familie med os, det skete jo, at Villy skulle en tur til Lendum efter en ting, så kunne han i tanker gå ind i sæbehuset Tatol, og når så Frk. Olsen kom ind i butikken, blev Villy nærværende og flov, men han købte en eller anden ting, det var jo i Brugsen, han skulle handle, mor fik så det, han havde købt. Vores far kunne gøre det samme, mor siger til Villy, at med det lignede han sin onkel, I er nok i familie med professorerne.

 

Læs hele Emma Maries erindring her: Emma Marie Madsen (f. Nielsen): Min livshistorie

Lendum 9870 DK
Get directions

Fødselsdag:

1927

Erindringen ønskes afleveret til:

Frederikshavn Stadsarkiv
Vendsyssel Historiske Museum