Erik Andersen

Efter et kort arbejds ophold på Nordsøværftet i Ringkøbing vælger jeg at genindtræde i Rederiet J C Jespergaard. Gør ejerskabskrav på erindring

Afløsning på  M/S Danalith!

Allerede da jeg mønstrede M/S Satelith i rederiet J. C. Jespergaard fra Ærøskøbing, i juli 1984, blev jeg ret hurtig orienteret om, at der også i rederiet, var skibe med navnene M/S Danalith og M/S Finlith. Disse tre skibe havde rederiet fået bygget på Sønderborg Skibsværft i 1976 og 1977. Skibene var søsterskibe, på den måde at skrogene var ens. Satelith er den først byggede og gearless (uden kraner). Danalith er bygget, som nr. to og født uden airconditionanlæg, anlægget er indbygget senere. Finlith er bygget med airconditions anlæg, hvilket var det eneste som adskilte disse to sidst byggede skibe, fra hinanden ved afleveringen fra Værftet i Sønderborg.

Senere i skibenes levetid i rederiet kommer de til at adskille sig meget fra hinanden, idet M/S Satelith ret hurtig bliver for besværlig at arbejde med, da den er gearless, hvilket gør at der altid skal anvendes kraner fra land ved havneanløb. Satelith bliver solgt. Navnet får dog lov at leve videre idet rederiet køber en gammel og mindre båd i kompagniskab med skibsmæglerfirmaet ”Helt” i Svendborg, skibet får navnet Satelith.

M/S Finlith er rederens eget skib, hvorfor de folk som sejler med den ikke har andre relationer til skibet, end at der er et godt kammeratskab ombord, den faste officersbesætning imellem. Kapt. Max Stempel og jeg sejlede sammen her i ca. seks år.

M/S Danalith er jo, som de andre skibe i rederiet, partrederier og for Danaliths vedkommende er nogle af parthaverne medlemmer af Officersbesætningen ombord.

Efter i en kort tid at have forsøgt mig som værftsarbejder, på Nordsøværftet i Ringkøbing, ”kommer jeg til” at ringe til Elfi, som er Danalith Kaptajnens kone, hun fortæller mig at Maskinchefen søger en afløser og ikke ved hvor han skal få en fra. Efter ikke ret lang tid, endda meget kort tid, har jeg Kapt. Helge Larsen i telefonen, Elfi har sladret til ham, om at jeg ikke er rigtig glad for at være værftsarbejder.

Langs Afrikas Kyst

Den 23. marts 1991 afløser jeg Chr. Groth i Oristano på Sardinien, jeg er ansat i rederiet J. C. Jespergaard igen og nu på Danalith. Så vidt jeg husker er skibet allerede færdiglastet og vi sejler ud af Middelhavet og sydover langs Afrikas vestkyst. Hvad skibet er lastet med kan jeg ikke huske, men første lossehavn er en lille ø syd for Nigeria, hvor der losses en del af lasten, resten af lasten sejles til en havn i det nordlige Angola. Det jeg husker fra Havnen i Angola, er at havnen er fyldt op med nødhjælp fra Amerika. Man har ydet nødhjælp i form af store entreprenørmaskiner, som Angolanerne intet har at bruge det til.

Efter at være udlosset i Angola sejler vi til Verdens tredje største savværk, ved byen Sapele i Nigeria. Vi skal laste Jernbanesveller til New Ark v. New York.  Turen til Sapele er en oplevelse for sig, idet Sapele ligger en dagssejlads nordpå ad Floden Benin. Der kan ikke sejles om natten, da der ikke er afmærkning i hele det ca. 250 km. lange sejlforløbet til Sapele.

Savværket ligger af gode grunde ud til floden, idet de enorme store træstammer fragtes til savværket ad vandvejen på store pramme. At træstammerne fragtes til savværket på pramme, er en nødvendighed, da stammerne er Jernteak. Jernteak er et meget tung træart og kan ikke flyde på vandet. Jernbanesvellerne vi skal fragte til New Ark, er af jernteak. Jernteak anvendes også i stor stil til kajanlæg, som det er meget velegnet til, ellers er der ikke meget, som den meget hårde træart kan anvendes til. Ved en rundvisning så jeg, savværkets store kraftcenter. På kraftcentret var der tre meget store el – og to mindre el-generatorer, til driften af savværkets store anlæg. Savværket ikke bare opsaver kævlerne til brædder, planker og sveller, der er også store haller, hvor der fremstilles snedkerarbejde i form af døre og vinduer o.l. og der er haller hvor der fremstilles krydsfinerplader af mange forskellige arter og træsorter. Ved afsejling fra Sapele sydover ad flodvejen, kan jeg huske at der var store problemer ved udsejlingen gennem flodmundingen, der var en meget kraftig modvind og dermed en meget kraftig brænding og dette med aftagende dagslys. Her i Flodmundingen var der afmærket, men afmærkningen var uden belysningen og Lodsen havde, grundet det dårlige vejr, allerede forladt skibet i god tid før flodmundingen. Kapt. Helge Larsen havde derfor supplerende udkik af både styrmand og maskinchef i hver sin Brovingerne.

I amerikanske farvande

Under vores sejlads til U.S.A. havde jeg som vanlig telegrafkontakt hjem og her fortalte Alice mig, at jeg af Civilforsvarsforbundet var blevet tildelt Civilforsvarsforbundets Hædersmedalje. Hvem der var mest stolt over tildelingen af medaljen, Kaptajnen eller mig kan jeg ikke sige, men som gammel officer fra hæren, var Helge Larsen meget godt klar over medaljens betydning.

Som det fremgår af listen for klarering, var vi en tur i Richmond for at laste til Port Lisas på Trinidad.

I Richmond havde vi problemer med en af taljeskinnerne i lastrummet, en havnekran havde været i berøring med skinnen og derved var skinnen blevet så deform, at et stykke måtte udskiftes. Havnen i Richmond klarede problemet.

Efter udlosning i Port Lisas, sejler vi til Britisk Guayana. Her sejlede vi op ad en flod, hvor der lastes 600 tons ris, der kunne ikke lastes fuld last grundet flodens vanddybde.

Efter flodsejladsen færdiglastede vi i en kysthavn, hvilket, har jeg svær ved at huske, måske var det Georgetown, og her var meget lovløshed, jeg tog et billede af hvorledes vi bl.a. sikrede skibets Redningsflåde under havneopholdet. Jeg kan fortælle at der var stor frygt for tyveri af skibets redningsmidler. Vi fik nemlig fortalt, at et af rederiet Elite Shippings skibe, havde fået stjålet sin redningsflåde og var blevet stoppet for videre sejlads, grundet mangel på redningsmidler.

Skibet blev derefter af samme myndigheder anbefalet at købe en redningsflåde på byens marked. Som anbefalet så gjort, man gik på marked og købte en redningsflåde, en flåde som der allerede var påmalet skibets navn og som til forveksling lignede den skibet havde fået stjålet nogle dage i forvejen (det var samme flåde).

Om vi sejlede direkte fra Georgetown til Amsterdam, eller om vi sejlede til Bonaire forinden, for at losse de ubehandlede ris og laste behandlede ris, kan jeg ikke huske.

På øen Bonaire er der en stor rismølle, som importerer og eksporterer store mængder ris. Ellers er øen en ø for turister, som Hollænderne benytter i stor stil.

Øen ”Bonaire” er en lille ø i øgruppen De Hollandske Antiller, som jeg flere gange har besøgt med M/S Finlith og hvor jeg engang påmønstrede skibet.

Bonaire er en vidunderlig lyserød Ø, farven lyserød går igen overalt, man kalder øen for ”Pink Island”, begrundelsen er at de lyserøde Flamingoer i tusindtal holder til på øen. Øens lufthavn, kaldes ”Flamingo Air Port” og her er alt også lyserødt.

Hjem igen

Efter Amsterdam, hvor vi lossede rislasten til en flodbåd, sejlede vi gennem Kielerkanalen hjem til Marstal, hvor Skibet skulle i Dok.

I Kielerkanalen kom Maskinchef Chr. Groth ombord for at vi sammen, både kunne sejle skibet og gøre klar til dokopholdet.

I Marstal var Alice allerede ankommet, for at hente mig hjem til Ringkøbing. Rederen kom selvfølgelig også ombord, sammen med de værftsformænd og -mestre, som skulle udføre arbejder ombord medens skibet var i Marstal.

Efter M/S Danalith, som jeg afmønstrede fra, d. 7. august 1991 var jeg resten af min tid i rederiet, på M/S Finlith.

Chr. Groth og jeg havde ellers anbefalet Jespergaard (rederen), at Chr. Groth skulle aflaste ham, som maskininspektør og så samtidig være min afløser på M/S Danalith, men dette synes rederen ikke, jeg skulle tilbage til Finlith og der var jeg så de næste ca. fem år.

 

Ringkøbing, d. 22.12.2013.

Erik.

Fhv. Maskinchef.

Fødselsdag:

1938

Erindringen ønskes afleveret til:

Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv