Erik Andersen

Erik Andersen fortæller om sin tid som forhyret på skibet M/S Thorkild Lund i årene 1963-1964. M/S Thorkild Lund sejlede fra Bornholm til Eilat og videre. Erik fortæller om besætningen og hverdagen til søs, og om oplevelser forskellige steder skibet lå til kaj. Det blev både ved Singapore, Saigon, Kobe, Yokohoma og Hong Kong. Gør ejerskabskrav på erindring

Historiske Tilbageblik I. M/S Thorkil Lund

 

Første turberetning

Da det er over 50 år siden, kan erindringerne ikke mere være, hvad de har været, men det skal da forsøges. En stor billedserie klarer lidt på hukommelsen.

I Januar 1963 afmønstrer jeg M/S Østersøen i Skagen. M/S Østersøen havde jeg været forhyret med siden i foråret 1962. M/S Østersøen er på dette tidspunkt i charter for Stena Line og sejler ”Spritrute”, Skagen – Udevalle/Gøteborg. Efter et besøg i Vestjylland, hjemme hos mine forældre og søskende, falder den forestående udmønstring med M/S Thorkil Lund ikke i god jord, idet jeg må afstå fra deltagelse ved mine forældres Sølvbryllup i maj. Efter besøget tager jeg til Bornholm og afventer afrejsen til M/S Thorkil Lund i Eilat i Israel, skibet er i charter gennem Rederiet Marius Nielsen og Søn, til ZIM Line, et Israelsk Rederi. M/S Thorkil Lund er et skib i Rederiet ”DS på Bornholm af 1866”, og i fast charter til Rederiet Marius Nielsen og Søn.

Sidst i januar eller først i februar, to dage før afrejse med fly til Israel, rejser vi, der skal mønstre på M/S Thorkild Lund til København, idet det er blevet isvinter og bådene fra Rønne har store vanskeligheder med at ankomme rettidig til København. Vi får en ekstradag i København for med sikkerhed at komme rettidig og som planlagt med flyet til Israel. Ved afgang fra København, har vi -15oC og ved mellemlanding i Zürich er der 0oC, medens der i Tel Aviv i Israel er 15oC da vi når dertil, en temp. ændring på 30o C. Næste dag ankommer vi til Eilat, med fly fra Tel Aviv. Vi, der rejste derud, er foruden Maskinchef E. Bjørklund og mig, tredje mesters kone og en Kok. (Lilly er med for at komme på Bryllupsrejse til Australien, sammen med sin mand, tredje mester B. Hansen, der er ombord).

Vel ankommet til Eilat og M/S Thorkil Lund, som lå ved kaj, blev vi installeret og påbegyndte vores arbejde. Båden lastede til en rundtur til Australien, hvor følgende havne blev anløbet: Massawa i Etiopien, Mombasa i Kenya, Fremantle for bunkering, Sydney, Melbourne, Adelaid og igen Fremantle for bunkering, ved returnering til Eilat. Inden vi igen nåede til Eilat, anløb vi Assab i Etiopien.

Officersbesætningen på vores første firemåneders tur var, som jeg husker:

Kapt. K. E. Jacobsen

Styrm. H. E. Koefoed og en sætteskipper, udefra

Telegrafisten, hed Jan og var Hollænder

Maskinchef/I mest. Erik B. Bjørklund

II mest. ”Rassi”

III mest Borris Hansen

Maskinassistenterne var Preben og mig.

Den øvrige besætning som nævnes vilkårlig er:   

Donkeymand Muhamed, fra Mombasa

Motormanden ”Saddie” blev forhyret med hjælp af Muhamed, ved anløb af Mombasa

Forplejningens personale, bestod af en Hovmester, en Kok og to unge mennesker til at servere i messerne.( Kaptajn, I Styrm. og I mest. Spiste i Salonen)

Dækspersonalet bestod af flere forskellige nationaliteter, der var bådsmand og to drenge fra Danmark, samt to matroser fra Grækenland, en fra Spanien og ”Ali” vistnok fra Somali. Efter anløb af Masava var der også en blind passager, kaldet ”Alfred”, ham havde vi indtil vi anløb Assab i Etiopien på tilbagevejen til Eilat. ”Alfred” gik i land som en ”RIG” mand, idet han blev aflønnet og forsynet med tøj af den øvrige besætning.

Efter afg. Eilat og well ude i Rødehavet i ret så dårlig vejr, husker jeg at de første problemer vi havde, var med det oliefyrede komfur i kabyssen. Komfurets ildfaste sten i brandkamrene, var faldet sammen så det måtte genopbygges. Mester Bjørklund forestod selv ”Murerarbejdet”, så derefter kunne vi igen få varm mad.

Under vores videre færd sydover i Rødehavet, konstateredes der en læk på kølekappen på Fv./Sv. rørkøler for Hvm. I Massawa måtte Bjørklund i land for at finde materialer til at reparere med. Bjørklund havde store vanskelighed med at finde noget egnet, men kommer dog ombord med et stykke kobberplade, som vi tilpasser og nitter på. Kobberpladen var hugget ud af et skrottet damplokomotiv. Vi får repareret tæringen i Fv/Sv køleren.

Under skibets ophold i Mombasa var jeg så heldig at blive inviteret med på en udflugt, en udflugt som vores donkeymand Muhamed arrangerede for Lilly og Borris. Muhameds fætter havde bil og forestod kørselen. Turen foregik i og omkring byen. Byen ligger på en ø og sejlturen til og fra fastlandet foregik med en håndtrukken færge (se billedet). Foruden at være på Fastlandet, var vi i en meget gammel havn, en havn hvor indiske sejlskibe lagde til og her blev håndlosset. Udover denne oplevelse, var vi inde for at se en meget gammel fæstning fra kolonitiden, Fort ”Jesus”.

Efter Mombasa og til skibet nåede Fremantle, havde vi en lang tur over Det Indiske Ocean. Ikke længe efter afgang fra Mombasa, fik vi problemer med toilettanken og dens to lænsepumper. Problemerne med toiletsystemet viste sig at være toiletpapiret. Under skibets ophold i Mombasa, havde hovmesteren provianteret og her købt toiletpapir. Toiletpapiret var så strid så man kunne tro, at det var klippet direkte ud af et palmeblad, det lignede mere læder end papir og der, hvor det var beregnet, ridsede det mere end det tørrede. Hovmesteren fik besked på, herefter kun at købe papir i kvaliteten ”Soft”.

Den første tid ombord på M/S Thorkil Lund, må jeg have været dagmand, idet jeg kan huske at jeg overhalede dæksmaskineriet, d.v.s. at Preben har gået Chefens vagt i maskinen. I maskinen gik man vagt i lighed med de vagttider der var på Broen. Chefens vagt, tiden fra kl. 8 – 12, blev for det meste varetaget af den ene af maskinassistenterne. Tiden fra kl. 12 – 4 var III mesters vagt og tiden fra kl. 4 – 8 var II mesters vagt.

Sydom Australien, fra Fremantle (hvor vi bunkrede) til vi nåede Sydney, havde vi en sejltid på en uge. I Sydney havde skibet liggeplads lige på den anden side af den store kendte bro, ved nogle store pakhuse. I pakhusene skulle de varer ind som vi skulle losse og her var også de varerne var som vi skulle laste, men vi fik lang liggetid, for det var påske og var det ikke helligdag, så regnede det og regnede det ikke så strejkede havnearbejderne.

Ved opholdet i Sydney, fik vi igen problemer med komfuret, nu var det Blæserne som brændte sammen. Resultatet blev at vi måtte konstruere et helt andet blæsersystem. At man havde valgt at forsyne skibet med en oliefyret komfur, hænger nok sammen med det alt for sparsomme udstyrede maskinrum. Skibet var kun udstyret med to, alt for små hjælpemotorer og en lille luftkølet havnegenerator. I søen med varmt klima og airconditionerings anlægget i drift var det nødvendig med begge hjm. kørende for at klare strømforbruget og når der skulle laves et eller andet, på en hjm. måtte man tilpasses strømforbruget ved stop af forbrugere, d.v.s. man måtte stoppe airconditioneringen og hvad der ellers ikke var strengt nødvendige.  M/S Thorkild Lunds byggestandart var langt under, hvad der var normalt for ”66” selskabet, dette både på dæk, i aptering og i maskine.

Vores fritid blev bl.a. brugt til at besøge en meget stor dyrepark ”Taronga Park”. Her var der mange af de specielle Australske pungdyr især var der mange kænguruer. Koalabjørne var der ikke så mange af, begrundelsen herfor var den at, hvis Koalabjørnene var for længe i Parken ville de få stress. At Koalaerne fik stress, kan jeg godt forstå, for alle folk prikkede til dem for at mærke deres bløde pels. Lilly fik da også lov at bære på en.

Efter Sydney var næste havneophold i Melbourne, her var Stmd. Hans Edvart og jeg til bl.a. en Fodboldkamp lidt udenfor byen og en anden dags aften var vi nogle stykker, der var i Biograf. Biografforestillingen vi overværede, var operetten ”Oklahoma” en helaftensfilm og vistnok premiereaftenen, biografsalen var pyntet med vognhjul og kornneg.

I Adelaide kulminerede mandsskabsproblemerne, der havde i længere tid været uro på dækket, vores danske bådsmand evnede ikke at holde disciplin. Bådsmanden blev imidlertid afhentet af det Australske politi, der havde været problemer på et værtshus, som han havde besøgt i byen og vi så ham ikke mere. Kaptajnen blev på denne måde befriet for at gøre noget. Da der nu mangledes en bådsmand, blev Tomaso, en af vores Græske matroser mønstret som sådan, han havde endda uddannelse så han kunne mønstre som styrmand, hvis dette havde været aktuelt. I den første uge, efter at Tomaso var blevet bådsmand hørte vi konstant høje kommandoråb på dækket, men efter den tid var der oprettet ro og gensidig respekt, Tomaso var dygtig og alle kunne lide ham, dog med undtagelse af vores blinde passager, ”Alfred” låste engang Tomaso inde, ude under bakken.

Fremantle igen for bl. a. bunkering og så vestover i det Indiske Ocean. Ret usædvanlig havde vi 14. dage med absolut stille vejr og uden så meget som synet af en anden båd. Styremændene klarede da også det meste af deres vagter fra toppen af Styrehuset, hvor Lilly også var for at tage solbad. (Se billedet.)

Assab i Etiopien, her bunkeredes og vi kom af med vores blinde passager ”Alfred”. Her modtog vi en usædvanlig dellast, vi modtog nogle burer med Abekatte (Bavianere) og et bur med et Jordsvin. Dette med at have et Jordsvin på dækket, selvom det holdtes i skygge, var ikke lige noget for et Jordsvin, for det var ulidelig varm i Rødehavet her midt sommer.

Vel ankommet til Eilat modtog vi nye folk hjemmefra og vi måtte sige farvel til bl.a. Lilly og Borris, ”Rassi”, Preben og to styremænd.

 

M/S Thorkild Lund, anden del

Vel ankommet, Eilat Red, fra turen til Australien, fik vi de nye folk ombord til afløsning af de folk, som havde været på skibet i ca. et år. Derfor og som vanlig var der en nats tid med trængsel ombord, indtil de folk der stod foran hjemrejse var sendt af sted dagen efter. Det gik og alle sofaer var i brug.

Officersstaben ombord, de næste mange måneder var:

Kaptajn. S. L. Mogensen

I Stmd. Groth Olsen

II Stmd. Egon Hansen (Senere, Kapt. i Rederiet ”Bornholmstrafikken.)

III Stmd. Sv. Aa. Hansen (Sætteskipper, fhv. matros i M/S Østersøen.)

Telegrafist, Hollænderen Jan

Maskinchef/I mest. Erik B. Bjørklund

II mest. Bent Mogensen (Fhv. II mest. i M/S Østersøen.)

III mest. J. Hassing

Maskinassistenterne, Bent Rømer og mig.

Motormændene var Muhamed og Saddie

 

Som det fremgår af listen, er det ”66” folk næsten alle. Bent Rømer der kommer fra Sandvig, er dog ny i Rederiet. Bent havde før ansættelsen, arbejdet på Bornholms Maskinfabrik og i flere sommerhalvår været Bademester ved Østersøbadet i Sandvig.

Med den øvrige bemanding, var der ingen ændring. I vores forplejningsafdeling var der heller ingen ændring, dog fik vi på et tidspunkt, som messedreng og tjener for officererne, en ung inder og hans pige, pigen som var englænder blev tjener i Salonen og de blev installeret i ”Rederkammeret”, for at undgå splid og uro i apteringen agter.

Ved skibets ophold på Eilat Red, blev der et par gange om ugen, bevilget båd til land. Vi unge mennesker skulle have mulighed for om aftenen at komme ind til byen, for at føle fast grund under fødderne. Vores vej til byen gik forbi Restaurant ”Den Røde Fisk”. Restauranten ”Den Røde Fisk” var etableret i et blikskur og her var hyggelig og vi kom der ofte. Vi fik næsten altid en grillet Rød Fisk, hvilket smagte fortræffelig. Når der var bestilt var det vanlig, at der blev serveret en skål med salat, som vi så havde spist før den grillede fisk kom, og hertil fik vi en flaske rødvin, så var grundlaget for aftenen lagt.

Efter besøget på den Røde Fisk, kunne det være at vi fortsatte længere op i byen, her var en natklub, kaldet ”The End Of The World”. ”The End Of The World”, var et meget fint sted. Her havde flere prominente personer optrådt, bl. a. Louis Armstrong. Restauranten var i flere etager, som var gravet ned i jorden (undergrunden). Kælderlokalerne, som det jo var, var kun oplyste med levende lys og man sad på lave skamler, ved meget lave borde. Underholdningen var tit og ofte os selv, med fællessang. Fællessangen bestod i at gæsterne stod op, medens man holdt hinanden i hænderne og sang de kendte, jødiske slagsange. Det var hyggeligt. Hvad der dog ikke var helt normalt, Bent og jeg præsterede en aften, at købe på kredit i baren. Som styrmanden sagde, det turde man godt lade os gøre, for vi Danskere er sgu så ærlige. Vi betalte da også dagen efter.

M/S Thorkil Lund var ellers tiltænkt ruten på Australien, men da skibet ikke sejlede så hurtig og ikke var nået retur til afgangstidspunkt for en ny rejse, blev vi efter ca. en måned i hjemhavn (Eilat) igen indpasset i ZIM Lines sejlplan, (1. juni) denne gang og igen for næste tur i sejlplan, sydover til Østen, med anløb i Singapore, Saigon, Yokohama, Kobe, Hong Kong og igen for vestgående Singapore. Om mine oplevelser var første eller anden tur kan jeg have mine tvivl, idet nogle oplevelser efterhånden erindringsmæssigt flyder sammen.

Med afsejling ud gennem det snævre stræde ved Sharm Al Sheikh, mellem Aqababugten og Rødehavet. Ved passagen her vinkede vi altid til de Svenske FN soldater, som var stationeret på Sinai halvøens sydlige spids. Vi kunne altid få vinkekontakt til soldaterne, idet passagen af strædet, altid af sikkerhedsmæssige grunde, foregik i fuldt dagslys, for ikke at havarere på koralrevene i det smalle stræde.

Ved vores sejlads sydover, må der engang have været noget at gøre i Assab, idet jeg kan huske, at vi her engang modtog bunker med tankbiler, hvilket tog det meste af en dag. Normal blev der bunkret i Djibouti, både for udgående og for indgående på vore turer. Bunker systemet på Thorkild Lund, var noget som mestrene var meget glade for. Bunkeringen foregik ved at man bunkrede til en højtank og herfra slusedes olien videre ud i bundtankene. Det at man slusede fra højtanken, gjorde at ”Olie på dækket næsten var umulig”!

 

Singapore!
Hver gang, vi anløb Singapore havde vi kajplads samme sted. Det var åbenbart her ZIM Line havde pakhuse og herfra varerne til og fra Israel lossedes og lastedes. På en af vore ture tilbage til Eilat, havde vi i en stor dele af lastrummet og som dækslast, en stor mængde teaktræstømmer. Det var ellers altmulig vi sejlede med, alt lige fra biler, radioer, tøjvarer og gummi baller o.l.

Ved at gå mellem pakhusene kom man til en ”Gate” ved en gade, som førte ind mod byen Singapore. På et sted hvor flere gader krydsede hinanden, var på dette tidspunkt, den Svenske Sømandskirke, som vi flittig besøgte. I umiddelbart nærhed af kirken var der et dansehus, som også blev besøgt. Når man gjorde sin entre i dansehuset, betalte man for adgang og samtidig for ”Dansebilletter”. Hver gang man så var på dansegulvet, med en af de søde piger, som var tilknyttet dansehuset, fik hun en ”Dansebillet”, som betaling for sin ulejlighed.

At M/S Thorkil Lund var betragtet, som et Israelsk skib, fik vi vished for på et af skibets anløb i Singapore.

Prinsesse Margrethe var i 1963, på sin Østenrundtur ombord på ”ØK´s skib M/S Jutlandia. Under Jutlandias og Prinsesse Margrethes besøg i Singapore, var alle Kaptajner, Overstyrmænd og Maskinchefer, fra de Danske skibe som var i Singapore på dette tidspunkt, inviteret til reception ombord på M/S Jutlandia, men vore officerer var ikke inviterede.

 

Saigon!
Ved anløb af Saigon, får man flodlods ombord ved anduvningen udenfor i flodmundingen. Samtidig kommer der en toldvagt ombord, for bl.a. at overvåge op gennem flodløbet indtil havn. Toldvagten giver gode råd, samtidig med at han laver småhandel og veksler penge. Det viste sig senere, da vi nåede havn, at dollarkursen ikke helt var på højde med, hvad vi kunne opnå i havnen. Besætningen skulle altid have vekslet penge, da vores optag af penge ombord altid foregik i USA dollar. Det forenklede Kaptajnens (Telegrafistens) kontorarbejde. Ved havneanløbet svirrede det med folk overalt, både omkring skibet og på skibet. Toldvagten ombord, havde i god tid i forvejen, advaret os mod tyveri og anbefalet at alle kammerdøre og vinduer skulle holdes forsvarlig lukkede. Hvem der ikke tog dette alvorlig, var vores Dæksdreng, han fik sit kammer ryddet for alt af værdi, længe inden skibet lå langs kaj.

Om der var noget der skulle ordnes i maskinen kan jeg ikke huske, men jeg kan huske at det var mig der havde aftenvagten, medens det var Saddie der havde nattevagten, d.v.s. at Saddie skulle purre mig om natten, hvis der opstod problemer i maskinen eller med spil på dækket. At der var problemer overalt på skibet, skyldes i store træk, Kaptajnens fejlvurdering. For at undgå ”Klatrepiger” på skibet, havde Kaptajnen beordret alt lys slukket i skibets sidegang ud mod vandet og alle døre låst. At lyset var slukket i sidegangen var lige noget, som pigerne kunne bruge, de var i forvejen iklædt sorte kedeldragter, for i usynlighed at kunne entre skibets sider, over lønningen v.h.a. entrekroge. På et tidspunkt i aftenens løb var jeg på visit agter i mandskabets messe og medens jeg var der, blev lyset slukket i messen og piger blev hjulpet ind gennem et vindue og i hast ført ned til mandskabets aptering underneden  dækket. Da Saddie, der skulle på vagt, kl. 24. som havde været i land og her vist var blevet lidt ”Svimmel”, opdagede at døren til sidegangen var låst, fik denne åbnet, skal jeg love for at Egon styrmand fik arbejde med at smide piger på ”Porten”. Næste gang vi anløb Saigon havde vi ikke de samme problemer. Da var der mere stille, selvom der var både piger og handelsfolk ombord.

Den ene af gangene hvor vi besøgte Saigon, var vores berømte landsmand Kaptajn Karlsen og Flying Enterprise II, også i Saigon. Kaptajn Karlsen var på besøg hos os, han manglede en skrueaksel til en model af Flying Enterprise. En sådan skrueaksel kunne Bent Rømer lige dreje til ham, Bent havde vagten alligevel og samtidig havde vore Chefer besøg. Det var på dette tidspunkt at USA oprustede og overtog krigen efter Fransmændene i Vietnam. Når vi bevægede os rundt i byen, var der kontrolposter på næsten enhver gadehjørne. Tidspunktet hvor vi var i Saigon, var dagen før at Præsidenten i Vietnam blev myrdet om natten.

Hvor var der fattig i Saigon, det er det mest fattige, som jeg indtil dette tidspunkt havde oplevet. Børnene der holdt til på havnen, rodede i skibets skraldespande efter noget spiselig. Når man var på dækket burde man have lynlås på sine lommer, for det var meget ofte man mærkede små hænder i sine lommer. Styrmanden Egon og jeg oplevede et fikst tyveri af en ”Ronson” lighter, en aften hvor vi besøgte en restaurant i byen. Ved et bord, med en gruppe engelsktalende unge mennesker, anbringer en mand sin lighter ved sin side på bordet, samtidig kommer en Avisdreng ind på restauranten. Avisdrengen styrer hen til de unge mennesker, med lighteren på bordet. Samtidig med at Avisdrengen henvendte sig til manden med lighteren, sagde han ”You wish a newspaper, sir”, lægger avis over lighteren. Lighteren tager han med en hånd, holdt under avisen og længe før manden får tænkt sig om, er både lighteren og drengen forsvunden langt væk.

 

Yokohama!
Allerede i nogen tid før Yokohama, hvor vi var i tørdok, var ferskvandet ombord begyndt at smage mærkelig. Vi konstateret da, at skottet mellem FV tanken og agt.peak tanken havde fået er revne, så vandet i tankene kunne løbe sammen. Hvor meget der blev lavet ved dokopholdet, udover at skottet mellem FV./agt.peak blev svejst ved jeg ikke, men jeg kan huske at vi fik nogle olietanke renset. Rensningen af disse tanke blev gjort af nogle kvinder og disse kvinder var meget benovede over Bent Rømers meget lyse hår. Bents hår skulle der derfor føles på, hvilket bevirkede, at Bents hår før fyraften var helt sort.

M/S Thorkil Lunds dæksspil var af en helt ny speciel type, en type som Thomas B. Trige i Odense, endnu ikke havde fremstillet og monteret ret mange af. Man havde derfor bedt om at man ikke var for oplysende om disse installationer. Hassing kom på et tidspunkt på dækket og ind i spilhuset, her opdagede han en travlt optaget værftsingeniør, som tegnede spilinstallation. Hassing spurgte da ingeniøren, om man nu snart kunne købe sådanne spil i Japan, hvortil der blev svaret, at det kunne man skam allerede, men det var første gang man havde set et Thomas B. Trige spil installeret på et skib. Thomas B. Trige spillet, der var installeret på Thorkild Lund, var et modulopbygget kontaktorsystem til reguleringen af lossespillenes variable hastighed. Det elektriske systemet ombord var jævnstrøm.

Under værft besøget, fik alle ombord en stor overraskelse. Det viste sig at vores Bådsmand var gift. Pludselig en eftermiddag kom en ualmindelig skøn Japansk kvinde ombord og spurgte efter Tomaso. At Tomasos kone kom ombord viste sig at være fordi Tomaso, havde indgivet begæring om skilsmisse. Det var nok heller ikke så nemt at være Græker, Japansk gift og arbejde ombord på et Dansk skib i Israelsk charter.

Om vores ture i byen, er der ikke meget at fortælle, dog synes jeg at huske kirsebærtræer i blomst? Men om det kan være rigtig ved jeg  ikke, for efter positionslisten skal det være i juli, at vi var i Yokohama. Jeg kan huske japanernes dygtighed, høflighed, orden og renlighed, dette kom tydelig til vores kundskab, da vi besøgte b.l.a. en af Japans længste gader, som hedder ”Motomaststreet” og som skulle være 11. Km. lang. Gaden var ren og meget ordentlig og med ophængte blomster overalt, noget man ikke så i almindelighed.

I Yokohama købte jeg et håndmalet tee stel. Tee stellet sendtes direkte fra forhandleren, hjem til mine Forældre. Det var service og hvad også var service, var at ved modtagelsen hjemme, var en af kopperne gået itu. Næste gang vi var i Yokohama fik Forhandleren en kant af  koppen, en kant som mine Forældre havde sendt mig, og ca. en time senere havde jeg vederlagsfrit en ny kop i hånden.

 

Kobe!
På Skibets anden tur til Østen, var vi i Kobe, vi lå på Reden, hvor der lossesedes kobber erts. Kobber ertsen var i tiden ombord sammenbrændt til en stor homogen klump, så det var nødvendig v.h.a. lufthamre at pulverisere ertsen, så det kunne losses til pramme.

Midt i alt fredsommeligheden ud på aftenen, medens der lossedes på Reden, fik jeg alarm på kølevandet i maskinrummet. Det viste sig at søvandsfilteren til Hjælpemotorenes FV.kølere, var total tillukkede af ”Brandmænd” og hver gang jeg skiftede mellem de to søvandsfiltre, var resultatet det samme, filtrene fyldtes straks af ”Brandmænd”. Indimellem kørte alt normal, men kom igen periodevis. Det viste sig at der i havnevandet, var store stimer af ”Brandmænd”, som det opankrede skib svajede frem og tilbage i.

Her i Kobe havde vi besøg ombord af usædvanlig mange repræsentanter fra restauranterne i byen. Repræsentanternes reklamekort herfra og fra andre byer vi besøgte, vises i kollage herved.

 

Hong Kong! (Kolon.)
Ved anløb i Hong Kong, så jeg noget som jeg aldrig havde set før og heller ikke siden, alle skibe havde Nationalflagene på halv. Begrundelsen for flagningen var at det var dagen eller dagen efter at Præsident J. F. Kennedy var blevet myrdet i Dallas.

Hong Kong er et mylder af mennesker, så der skete noget hele tiden og vi må have skullet have temmelig stor last med herfra, idet jeg mener at vi havde havneophold et par døgn, og der var ”Jonks” langs siderne af M/S Thorkil Lund hele tiden.  Hong Kong er naturhavn, næsten alle større både er fortøjet ved pontoner i havnebassinet. Vi der ville i land, havde lejlighed til at komme det med bådtaxa. Bådtaxaen landsatte os i Hong Kong, hvorfra vi så tog med færge til Kolon, vi blev anbefalet at der skulle være bedre, når man ville handle. Jeg købte et par sko kan jeg huske. Ombord vrimlede det ellers også med handelsfolk, man behøvede ikke at gå i land, alt kunne købes ombord.

 

Eilat! (vores hjemmehavn)
Ved losningen af de store og meget tunge teakstammer, var man uheldig med en 11T. stamme, vierne sprang og stammen faldt på enden ned på tanktoppen. Der var herefter nogen der fik travlt med at pejle, men der var ikke skete noget med skibet og heldigvis heller ikke med nogen af havnearbejderne.

Den 10.september lå skibet langs kaj, jeg holdt fødselsdag ombord, jeg blev 25. år og dette blev fejret med Flødeis til alle i Messen. Bent og jeg havde ellers problemer med at finde en ”Liter is” forhandler, men det lykkedes og det glædede mig meget at kunne invitere til sådan en ”Kom Sammen”. Alle chefer og officerer, havde nemlig skillinget sammen og havde købt en stor gave, et Kobberstik. Jeg har kobberstikket stadig og glæder mig daglig over det. Autografkortet som ses herved, er på klæbet Kobberstikket på bagsiden, til stadig erindring. Fra min Familie hjemme i Danmark, kom der uventet også en gave. Fødselsdagsgaven hjemmefra kom efter at skibet var forhalet ud på Reden, idet jeg husker at det var havnebåden der afleverede til os ude på Reden. Gaven hjemmefra var en blomsterkurv, bestående af Kaktusser, Sukkulenter og en Vedbend. Desværre fik jeg hurtig overvandet Kaktusser og Sukkulenter, medens jeg havde meget glæde af Vedbenden. Da jeg forlod skibet i januar 1964, fyldte Vedbenden det meste af det ene skot i mit kammer og der var ”vild kamp” om hvem der skulle have fornøjelse af blomsten efter mig.

Når skibet lå langs kaj, gik vi der kunne, efter fyraften, altid hen til de store og fine Turist Hoteller for at bade. Her ved Hotellerne var der ud i søen, udspændt Haj net, som man kunne bade og svømme indenfor, så undgik man at blive til Hajføde. At der var Hajer i vandet fik vi tit bevis for. Muhamed og vores styrmand Svend, fangede en Haj, en nat hvor skibet lå på Reden.   Muhamed var nattevagt og fiskede som vanlig. Svend kunne ikke sove, så han stod op og gik ud på dækket hvor Muhamed lige havde fået en Haj på krogen. Svend hjalp herefter Muhamed med at ”Lande” Hajen, hvilket blev gjort v.h.a. lassoteknik. Et reb blev stille firet ned omkring Hajen, hvorved det herefter var en smal sag at lande fyren på skibets Gangway, som i forvejen var nedsænket.

 

Langs kaj for at laste til næste tur til Østen, fik vi besøg hjemmefra!

Det var populært, på tidspunktet hvor vi var i chartret til ZIM line, at unge mennesker tog på tur til Israel for at arbejde i Kibbutz. Dette, at arbejde i Kibbutz, var ikke noget man fik noget for andet end den daglige mad og i slutningen af opholdet, en tur rundt i Israel.

”10”Kaffe, en pause der holdes om formiddagen kl. 10, og det er en Rederibetalt pause på ca: 10 min. Ved en sådan pause, var Bent Rømer og jeg en formiddag gået op på bådedækket med vores kaffekopper og medens vi opholdt os der, kom en af Glasbundsbådene sejlende forbi med en flok unge mennesker. Glasbundsbådene er både for folk (turister) der vil se Koralrevet mellem Industrihavnen og Oliehavnen. Der sejles fra en bådplads, som dengang var mellem stranden foran Turisthotellerne og Militær – og Industrihavnen. Medens båden sejler forbi os, er der en høj røst der råber ”Det er da Bent Rømer der står der”. Jo, det var Bent som stod der og nu var vores nysgerrighed vagt til live. Hurtig fik vi Maskinchefen gjort opmærksom på, at der var bekendte, der var sejlet forbi og at vi gerne ville undersøge dette nærmere. Bent og jeg kom i hurtigt tempo, hen til Glasbundsbådenes bådplads, hvortil bådene netop var returneret. Her fandt vi ud af at den der havde genkendt Bent, var slagterens datter fra Kirkegade i Allinge. Hun og det hold hun havde været i Kibbutz med, var indkvarteret i nærheden af Havnen og skulle overnatte her den kommende nat.

Ombord på M/S Thorkild Lund til middagspausen, fik Bent og jeg pålagt at invitere alle Danskere i Kibbutzholdet, til en aften ombord. Turholdets leder gav tilladelse og havnens ”Gatevagt” gav tilladelse, mod at der var to gatevagter med ombord, i den tid besøget varede.

Efter at have ligget i Havn i næsten en måned, blev det påstået at der ikke var flere der havde ”Våde” varer tilbage til en fest, men da gæsterne (piger var der flest af) kom ombord kunne alle lige pludselig finde noget. Festen blev alle tiders og varede til meget tidlig på morgenen. Det sidste vi så til gatevagterne, var at de begge kørte på en cykel langs en, heldigvis meget bred kaj.

Somme tider fik vi en anden slags besøg ”Hjemmefra”, når vi var langs kaj, men det var på en lidt anden måde. Det skete, at folk der havde været i land fra Progress bådene på Reden, kom ombord for en ”Snak”, medens de ventede på returbåd til deres både på Reden.

 

”The Golden Gate Quartet”
”The Golden Gate Quartet” (The Golden Gate Jubilee kvartetten) er den mest succesfulde af alle afrikansk-amerikanske gospelmusik grupper, der sang i Jubilee kvartet stil.  Grundlagt som Golden Gate jubilæum Quartet i Norfolk, Virginia i 1934 af Robert Ford.

Hvornår ”The Golden Gate Quartet” var i Eilat? Kan jeg ikke huske, men jeg glemmer ikke oplevelsen. Koncerten var arrangeret i et Friluftsteater et sted i Eilat, man sad som i et cirkus, rundt om Aktørerne. I den mørke og klare aften, væk fra byens larm, kunne man rigtig nyde Quartettens stemmer.

 

Hjemrejsen i Januar 1964

Op gennem Rødehavet i december efter det, der blev min sidste tur med M/S Thorkild Lund til Østen. Oplevede vi, hvorfor Rødehavet har fået navnet ”RØDE”. Klimaet var dengang varmt og blæsende, med vinden kommende inde fra ørknen. Det støv som en sådan vind medfører, er så let at det flyder på vandet og gør vandet helt rødt, så derfor navnet.

Op gennem Aqababugten mod Eilat blev vejret mere kølig. Vi havde det så kølig at vi måtte stoppe air konditionerings anlægget og inden vi nåede Eilat Red, havde vi envidere gang i Oliefyret.

Juleaften blev holdt på Reden ved Eilat. Efter at højtideligheden i Salonen ombord var overstået, bevilgede ”Skipper” båd til land. Efter godt tre uger i søen, var en tur til land lige noget som vi kunne bruge, men hvor vi dog ”FRØS”, vi havde ikke fået tøj nok på til turen og efter at vi var færdige i byen, måtte vi vente meget længe på båd retur syntes vi.

Hvad vi lavede ombord først i januar måned, indtil vi kom langs kaj for lastning Sydover, kan jeg ikke huske, men mon ikke vi arbejdede med det ”Forbandede Oliefyr”. Et oliefyr af villatypen, er ikke noget man bør have ombord i et motorskib. I maskinrummet i et motorskib er der varierende lufttryk, hvilket et oliefyr ikke normalt er indstillet til og ikke kan indstilles til, hvis der indtages luft direkte fra maskinrummet. Ved hvilken driftsform oliefyret sodede til ved, er glemt for længe siden, men det var tit vi måtte rense oliefyrskedelen for sod.

Godt inde i januar måned, var det, Kapt. S Mogensen.  I. mest. E. Bjørklund og mig der stod for tur til hjemrejse, nu havde vi været påmønstret et år. Hjemrejsen påbegyndtes en fredag aften. Jeg husker at vi stod på kajen i Eilat Havn og så skibets agterende forsvinde i mørket, medens vi tydelig hørte  Kapt. Holger Pæregaard fløjte det bedste han havde lært.

Afsejlingstidspunktet var afpasset til ideel gennemsejlingstid ved Sharm Al Sheikh, men for vores hjemrejse var tidspunktet ikke velvalgt. Med ”Sabbat” dagen efter, hvor alt går i stå i Israel, måtte vi på Hotelophold, for at afvente fly til Tel Aviv, til om søndagen.

Som før omtalt, var det meget kold i Eilat og Hotellerne er uden varme. Selvom der var udleveret ekstra tæpper, var det ikke så lidt vi frøs på værelserne. På Hotellet, som vi var indlogeret på, var der andre Danskere på ophold i Israel. Klimaet i Eilat er ideel for gigtpatienter og det var sådanne mennesker der var indlogerede her. Direktøren for Dansk Flagfabrik og hans frue var her. Direktørens Frue, var ikke patient, men rejste jævnlig til Israel og Eilat, bl.a. af administrative grunde. Af de andre som var på Hotellet, kan nævnes en meget hårdt angrebet leddegigts patient, en tandlæge. Tandlægen, der var kørestolsbruger, påstod at klimaet i Eilat var ideel og at det hjalp.

Om Lørdagen (Sabbatten) arrangeredes der udflugt for Hotellets beboere. Udflugten gik til ”Kong Salomons Miner”. ”Kong Salomons Miner” er nogle fantastisk farverige sand/kobbererts formationer. Formationerne står lodrette i området, med tydelige vandrette linjer af kobbererts. Det var her man, bl.a. udvandt den erts som vi havde med til Kobe på M/S Thorkil Lunds anden rejse til Japan.

Søndagen morgen kunne Israelerne konstatere at natten havde været kold. Der var rimfrost mellem deres tomatplanter på markerne og der var hvide toppe på Bjergene i omkredsen af Eilat. Vi påbegyndte vores rejse hjem mod Bornholm. Vi fløj først med indenrigsruten, fra Eilat til Tel Aviv og herefter med det Israelske selskab ”El-Al” videre til Rom. I Rom skiftedes flyveselskab, vi skiftede til ”Fin Air” og fløj med dette selskab til endestationen Kastrup, med mellemlanding i Frankfurt. Det var en lang dag, men vi nåede ”Bornholmerbåden”, kl. 23 til Rønne.

 

 

 

Opfølgning

Trisdan da Cunha!
Under M/S Thorkil Lunds sidste rejse til Østen, forsøgte man over skibets radio at få forbindelse med M/S Bornholm, der på dette tidspunkt var i chartret til Westralian Farmers Transport Co, for at sejle Folkene fra ”Jordens ensomste Ø”, vulkanøen Trisdan da Cunha, tilbage til deres Ø efter et ufrivillig ophold i England, grundet et vulkanudbrud i 1961. Om det lykkedes at etablere forbindelse, de to Bornholmerbåde imellem, kan jeg ikke huske, men om M/S Bornholms tur til Trisdan da Cunha, kan læses i 100 års jubilæumsskriftet ”66 – Bådene”.

 

Mælk!
Mælken ombord, som blev anvendt på vores havregrød og cornflakes om morgenen, var altid fremstillet på ”Jernkoen”. ”Jernkoen” er et apparat der blander mælkepulver, vand og smør m.m. så slutresultatet skulle ligne og være som mælk. Mælken fra ”Jernkoen” var dog alt andet end vellignende, det var pjasket som vand og helt blå. Vores morgenmad var derfor mest spejlæg og bacon, der var det foretrukkene til søs og på Reden, men ikke når vi lå langs kaj, for da fandt vi ud af at vi kunne købe mælk i Havnens Kantine. Det var Verdens bedste mælk, de havde her og det bliver aldrig glemt.

Fiskeri!
Muhamed der sikkert har været muslim, stod altid ved lønningskanten for at fiske, for på denne måde, at kunne supplere sin kost, når der var gris på menuen. Der var dog nogle gange at vi andre også kunne nyde godt af hans fiskeri. Engang opdagede Muhamed at der var en meget stor Barracuda der kredsede i vandet omkring skibet. Der blev fanget en mindre fisk, som blev forsynet med en stor krog gennem rygfinnen og derefter smidt i vandet som levende agn. Dette kunne Barracudaen ikke stå for. ”Den smagte fortrinlig som stegt”.

”Tenerife” fiskede også, men det var på en helt anden måde, for når det havde været dårlig vejr, samlede ”Tenerife” altid de flyvefisk der i nattens løb var landet på dækket. Flyvefiskene blev rengjorte og gemt i skibets kølerum. Når så skibet var i havn og det var ”Tenerife” som havde vagten på dækket, lavede han altid omelet med Flyvefisk. ”Tenerife” var ikke ”fedtet”, alle fik del i hans kogekunst, og det smagte godt, der var masser af æg og kartofler samt selvfølgelig flyvefisk i omeletten. ”Tenerife” var skibets humørspreder, man kunne umulig være i dårlig humør sammen med ham.

 

Israel i Krig!
Det fortaltes at M/S Torkild Lund, for at komme til Eilat, var sejlet fra Cypern og gennem Suez med ”Posthornet” på skorstenen, fordi skibe i tjeneste for Israel ikke kunne få tilladelse til at gennemsejle Suez. Skibets papirer blev sendt med fly til Eilat.

Eilat var en Krigshavn, der var stationerede patruljebåde i havnen. Patruljebådene gennemsejlede Aqababugten med jævne mellemrum.

Ovenfor Havnens gate i bjergene, kunne man med opmærksomme øjne, engang imellem se store Kikkertglas glimte i Solen. Det var herfra byen Aqaba lige overfor, konstant overvågedes. Alt andet overvågedes også herfra, Bent og jeg blev engang afvist medens vi lå langs kaj, vi var for nysgerrige, vi ville lige se hvorledes en sådan patruljebåd så ud indeni, man havde løftet dækket med maskingeværet af, så man kunne se maskinerne under dæk, men det måtte vi ikke se.

 

 

Sønder om og Hjem!
Efter afsejlingen fra Eilat, ved jeg ikke andet end hvad der er mig fortalt.

M/S Thorkil Lund måtte søndenom for at komme tilbage til Europa.

Ved skibets anløb i Sydafrika, havde man problemer med Dannys pas. Skibets Indiske messedreng, der var født i Sydafrika. Danny havde ikke fået fornyet sit pas rettidig og man ville ikke forny det i Sydafrika, så Danny blev statsløs, indtil skibet nåede England.

Egentlige havarier, kan jeg ikke erindre at vi havde ombord. Dog havde vi gentagende gange problemer med hovedmotorens fundamentbolte. Boltene løsnede sig og motoren bevægede (slangede) sig på fundamentet, hvilket gjorde at vi måtte efterspænde gang på gang og derfor havde problemer med opretningen.

Ved sejladsen på Congofloden havde det vist nær gået galt, man havde vist lovet mere fart end skibet kunne yde, så i den stærke strøm i floden var skibet vist ved at kæntre. Der var i maskinrummet et instrument der kunne vise, hvor meget skibet kunne krænge. Dette instrument havde en skala der viste max. 35o til hver side og Hassing skulle engang have sagt at han ville afmønstre, hvis denne skala blev overskredet. Skalaen blev overskredet på Congofloden i et flodsving med store strømhvirvler. Om Hassing afmønstrede grundet dette vides ikke, men alle ”66”folkene afmønstrede (vist) da skibet nåede Europa og overgik til bemanding i Rederiet ”Progress”.

Efterfølgende kan nævnes, at E. Bjørklund efter vores hjemkomst i 1964, mønstrede som maskinchef på M/S Østersøen.

M/S Østersøen blev igen mit skib, jeg mønstrede som maskinassistent, det samme gjorde Bent Rømer, da han kom hjem fra M/S Thorkil Lund.

 

Erik Andersen

Fhv. Maskinass.  M/S Thorkil Lund  Rønne

Baneledet 16
Ringkøbing 6950 DK
Get directions

Fødselsdag:

1938

Erindringen ønskes afleveret til:

Bornholms Ø-Arkiv
Ringkøbing Lokalhistoriske Arkiv