Erik Bottke

I et interview fortæller Erik Bottke sin livshistorie, fra barndom til voksenlivet med arbejde inden for salg af herretøj, til job som account manager hos den virksomhed der i dag hedder Nets. Erik beretter nærmere om tiden i Skanderborg, hvor han og hustruen starter egen forretning, om det videre erhvervsliv, familien og op til i dag hvor livet fortsætter som pensioneret.

Interview med herreekviperingshandler/ account manager Erik Bottke

Af Kirsten Thomsen

Den 26. oktober 2017

Det er i dag den 26. oktober 2017 og jeg sidder på Adelgade 90 på 1. sal, hvor der står Bottke på døren. Mit navn er Kirsten Thomsen.

 

Fødested og tid

Jeg hedder Erik Bottke og er født den 13. november 1942 i en stationsby, der ligger mellem Randers og Viborg og hedder Hammershøj. Mine forældre er gift i 1941, så jeg er kommet rimelig hurtigt efter.

Barndomshjemmet

Vi boede i på den tid et rimeligt moderne hus. Min far havde været sømand, han sejlede og kom hjem 1939, og købte en grund og byggede hus i 1940, hvor han flyttede ind. Set i nutidens billede er det et gammeldags hus; men vi havde dog trods alt fjernvarme, en varmvandsbeholder, så vi kunne komme i brusebad, men køkkenet var et gammelt et, hvor man brugte tørv. Køleskab havde vi heller ikke, og derfor måtte man ud og købe is på mejeriet, tror jeg. Det var et isskab.

Da det var i 1942 jeg var født, var der rationering af brændsel. Det var tørv og koks, der blev brugt i komfuret. På et tidspunkt blev det selvfølgelig udskiftet med flaskegas. Jeg kan huske, at når mor skulle vaske, så lejede man en gammeldags Ferm vaskemaskine for en dag, og så blev storvasken klaret på den måde. Stadigvæk havde vi dog et gammeldags vaskerum med gruekedel, hvor der blev kogt. På et eller andet tidspunkt fik jeg lov til at gå på kanten af gruekedlen, og kom til at stikke den ene fod ned i kogende vand. Det var uheldigt, og gjorde utroligt meget ondt. Jeg kan stadig se forskel på farven på huden af mine fødder.

Min far var vognmand og havde sejlet og ikke fået nogen egentlig uddannelse; men alligevel tjent han så mange penge, at han kunne købe grund, bygge hus og købe lastbiler og fungere som vognmand. Det gjorde han til han omkom ved en bilulykke.

Ferier og store fornøjelser var der tilsyneladende ikke plads til. Forretningen startede han op i skyggen af anden verdenskrig med rationeringer, og penge var der ikke til de helt store ting. Det kunne blive en tur til København og besøge noget familie, ellers var vi derhjemme.

Min mor passede os som man gjorde dengang, tog imod telefon og beskeder, passede hus og børn, og stod for madlavningen og det hele.

Med hensyn til køleskab blev der i byen bygget en lille bygning, et fælles andelsfrysehus, hvor man kunne købe sig en lille boks til opbevaring af grøntsager og kød på frost. Vores grund var så stor, at der på et tidspunkt blev solgt fra til et fællesvaskeri i byen, hvor man kunne blive andelshaver og bruge moderne vaskemidler.

Uddannelse og jobs

Familien flyttede til Randers 1958, hvor jeg kom i lære i en herretøjsforretning. Jeg var i lære fire år, og det blev efterfulgt af militærtjeneste. Når man var i tøjbranchen på det tidspunkt og ville blive i tøjbranchen, var det næsten et must, at man havde været på studieophold i England og Tyskland for at lære sprog. Jeg havde sammen med min kæreste, som nu er min kone, besluttet at vi skulle på studieophold i Rothenborg, for at lære om tøj og sproget. Det blev aflyst, fordi jeg fandt ud af, at det måske var bedre at læse videre, og startede på at læse højere handelseksamen. Der var kun seks skoler i landet, hvor man kunne tage den eksamen. Det var lidt af en omvæltning, at jeg skulle til at læse. Vi var gift på det tidspunkt, og min kone forsørgede os. Det er nok det bedste vi har gjort, for jeg tror, at jo højere uddannelse man har, des lettere kommer man gennem sit arbejdsliv.

Jeg blev udlært i tøjbranchen, men da jeg var færdig med højere handelseksamen, syntes jeg der var noget, der var mere spændende, og jeg søgte et job ved De Samvirkende Købmænd. Det var en organisation som modsvarede Coop og Dansk Supermarked, som var på vej ind dengang. Vores opgave var med hjælp fra Marshallplanen, der kom lige efter krigen, at modernisere hele den private købmandssektor. Det gav mulighed for studieture til USA og hele Europa, for at se på supermarkeder og nye metoder til at lave selvbetjeningsforretninger på. I den tid hvor jeg var ansat ved De Samvirkende Købmænd, tog jeg min uddannelse på Handelshøjskolen som HD i afsætningsøkonomi.

Den blev brugt, da jeg havde forbindelse til dagligvarebranchen, som marketingschef på Østjyske Andelsslagterier i Randers. Vi havde 20 salgsvogne med både køle- og frysevarer, som skulle sendes til de købmænd og supermarkeder, jeg nu havde et godt kendskab til.

Slagteribranchen fandt jeg ud af, var en speciel branche at være i. Det var arbejde både tidligt om morgenen og sent om aftenen. På et tidspunkt blev vi enige om, at det kunne være meget sjovt, at prøve noget selv, og hørte der var en forretning til salg i Skanderborg. Vi boede selv i Hammel, og blev enige om, da både min kone og jeg er udlært i tøjbranchen, at det kunne være sjovt at prøve og starte op med tøj.

Der gik ikke ret mange år, der gik syv år, og så syntes jeg det måske var lidt for kedeligt, at gå rundt i Skanderborg. Da jeg havde min teoretiske uddannelse, søgte jeg job hos PKK, som det hed dengang, Pengeinstitutternes Købe- og Kreditkortselskab, da man skulle starte op med dankort. Det har været en spændende og hård periode med møder stort set hver eneste aften ugerne igennem og i flere måneder. Jeg blev hængende i selskabet, som senere kom til at hedde PBS, og som i dag hedder Nets. Vi arbejdede primært med dankort; men senere også med internationale betalingskort. Det har været meget spændende, at være med til at introducere så mange nyheder. Først arbejdede jeg med dankortet, og så arbejdede jeg en hel del med at få internetbutikker op at stå. Det har været en utrolig spændende periode, og det blev næsten til 25 års job ved siden af, at vi havde forretningen i Skanderborg.

Startede herreekvipering i Skanderborg

Vi startede i 1976 i Skanderborg, da vi så der var en forretning til salg. Det var egentlig vores genbo i Hammel, der havde en skoforretning i byen på det tidspunkt, han vidste den kom til salg. Det var en mindre butik, som lå i Adelgade 76, hvor der er skoforretning i dag, og der fik vi en sektion. På et tidspunkt hørte vi at Bent Dalgaard, som havde tøjforretning i Adelgade 90, ville holde med forretning og sælge ejendommen. Så skyndte vi os en lørdag formiddag, at gå op og besigtige huset, og købte det samme dag. Vi måtte gå i banken om mandagen, og fortælle vi havde købt en ejendom; men vi havde også solgt vores private hus på Egholmvej. Det var en lykkelig og god forretning.

Forretning på Adelgade

Jeg tror skoforretningen hed City Sko. Henning Sørensen tror jeg han hed. Det var Adelgade 76, og der startede vi tøjbutik, hvor der var tøjbutik før, den hed Boston. Da skobutikken skiftede ejer, blev det Arne Bliddal, som fik den. Han overtog også lokalerne efter os, og havde butik begge steder. Han har solgt den nu. Det at drive forretning i Skanderborg på det tidspunkt kunne godt være lidt specielt. Der var lige kommet en anden herretøjsforretning til byen halvandet år før os; men vi kom udmærket ud af det sammen, og fandt ud af, at der var plads nok til os begge to.

Da vi flyttede til byen, købte vi hus på Egholmsvej, og vi har hørt masser af gange, når der var fest i byen og der var nogle arrangementer, at der var forskel på folk, om man boede oppe i Skanderborg Øst, eller man boede nede i byen. Dem der boede i byen var mere snobbede, og var lidt mere end dem der var indflyttere oppe i det nye kvarter. Jeg forstår det ikke, men vi har altid prøvet på, at få så bred berøringsflade som muligt, speciel også når man har forretning.

Politik har jeg holdt mig fra, for det skulle helst være sådan, at man kunne handle med alle folk, selvom man selvfølgelig har nogle holdninger til tingene, så skulle man holde dem for sig selv.

Foreningerne tilknyttet handelen

I byen var der på det tidspunkt både Skanderborg Handelsstandsforening og Skanderborg Tekstilhandlerforening. Skanderborg Tekstilhandlerforening var som navnet siger, forbeholdt dem der handler med tøj. Skoforretningerne kom med på et tidspunkt. Jeg vil ikke sige den var særlig aktiv, men det var en hyggelig og social foranstaltning at komme til møderne speciel generalforsamlingerne. Der kunne man aftale, hvornår man skulle holde fælles udsalg, hvornår man skulle holde åbent osv. Stort set de samme ting blev drøftet i Handelsstandsforening, og jeg tror egentlig Tekstilhandlerforeningens medlemmer bestemte en hel del i Handelsstandsforeningen. Handelsstandsforeningen hedder i dag Skanderborg Cityforening.

Udviklingen i byen og handlen

Udviklingen har også ændret sig siden vi kom i 1976. Da var der stort set selvstændig erhvervsdrivende i alle byens lokaler, i dag er det mere kædebutikker og kædekoncepter, der sidder på butikkerne, og dermed bliver engagementet i byen betydeligt mindre, end det var dengang. Dengang var vi nødt til at engagere os og tale med kunderne, og vi gav nok også, synes vi selv, mere service end man gør i dag. Det var en nødvendighed. I vores butik har vi haft den filosofi, at der gerne skulle foregå noget spændende, og vi har lavet utroligt mange utraditionelle ting, som har givet bonus og penge i kassen. Vi har lavet modeshow på Sophiendal, i haven, på gaden og i butikken.

Engang imellem har vi haft held med at købe varer. Når jeg havde et andet job, havde jeg også forbindelser rundt omkring. Vi har flere gange hørt, der var virksomheder, der var i økonomiske problemer, og gerne ville af med et varelager, så vi kunne købe en hel masse ting rigtig billigt, og tjene gode penge på det. Det har været en kræmmermentalitet og rigtig spændende.

Ansættelse ved PKK i 1983 og hvordan det udviklede sig.

Det var et selskab, som blev oprettet af Danmarks banker og sparekasser, det hed Pengeinstitutternes Købe- og Kreditkortselskab. Vi stod for introduktion og markedsføring af Dankortet både over for forretningerne, erhvervslivet og over for kortholderne, som skulle ud og bruge det. Det var en svær fødsel, for hvis forretningerne skulle indløse kortene, var det også nødvendig at nogle mennesker havde kortet at bruge, og omvendt var der ingen, der ville have kortet, for der var ingen steder at bruge det. De første par år var en virkelig sej kamp.

Da der var gået en tre fire år, blev selskabet slået sammen med andre selskaber, som pengeinstitutterne havde, som bl.a. var Betalingsservice og vores elektroniske lønsystemer til erhvervslivet. Specielt Betalingsservice var det største, som man kender, når man betaler husleje, sygesikring og licens m.v. Alle kender egentlig Betalingsservice. Da var vores arbejde at gå ud, ikke til den enkelte forbruger, men ud til virksomhederne, som skulle lave aftale med os, så man kunne betale med kortet de steder.

De senere 10-15 år jeg arbejdede, var jeg ansat i Pengeinstitutternes Betalingsservice PBS, hvor jeg arbejdede i den internationale afdeling med internationale betalingskort som MasterCard, Visa kort. I den anledning arbejdede jeg også med at introducere det, som er normalt i dag nemlig internethandel. Det var virkelig en sej kamp. Når man kigger tilbage og ser, hvad problemer vi havde med at overbevise de enkelte forretningskæder om, at de skulle have det, og så ser hvad de har i dag, så er der himmelvid forskel.

Pendler

Jeg har i de 24-25 år rejst til København mindst to-tre gange om ugen og kørt frem og tilbage. De første år var meget med fly, men da Storebæltsbroen kom var det med bil. Det har givet rigtig mange arbejdstimer i en bil. Tidlig ud om morgenen, og sent hjem om aftenen. Hvis jeg var i København to dage i træk, så blev jeg i København, og boede på hotel derovre; men man bliver også ked af at bo på hotel. Der er ikke meget spændende ved at sidde på et hotel i København om aftenen.

Når jeg var hjemme, var jeg også en del af butikken

Folk kommer jo ikke så ofte i en herretøjsforretning, så hvis man var inde en dag, og jeg ikke var til stede, kunne jeg jo bare være gået et ærinde. Da jeg havde hjemmearbejdsplads, var jeg stort set i forretningen fredag eftermiddag og lørdag formiddag. Rigtig mange mennesker opdagede aldrig, at jeg var væk fra byen.

Aftenundervisning på Silkeborg Handelsskole

Da jeg startede i 1983 hos PKK, havde jeg 12 år før haft job som underviser på Silkeborg Handelsskole om aftenen en gang om ugen; men det måtte jeg droppe, da jeg startede med det andet. Da blev det for meget.

Jeg underviste i kurser for voksne mennesker, som ikke havde fået nogen egentlig uddannelse, det var merkonomstudier i markedsføring. Der havde jeg job, og kørte til Silkeborg om aftenen i 12 år.

Tillidshverv

Foreningsmæssigt har jeg været formand for Handelsstandsforeningen en periode, jeg har været kasserer i Tekstilhandlerforeningen, og i en periode på otte år kasserer i den lokale afdeling af Dansk Arbejdsgiverforening bl.a. sammen med Mogens Boyter fra Pressalit.

 

Ægteskab og familieliv

Jeg blev gift med Vibeke, da jeg begyndte at studere i 1965. Hende havde jeg været kæreste med i et par år, og hun var ansat i en tøjbutik tæt på, hvor jeg også var. Det var helt naturligt, at jeg giftede mig, da jeg skulle til at læse. Der gik dog to år, inden vi fik børn. Vi har tre piger, en der hedder Christina, en der hedder Charlotte og Camilla. Christina blev født lidt hurtigere, end vi havde forventet lige midt i en eksamenstid; men det gik alligevel. Alle børnene har gået på gymnasiet og fået stort set en videregående uddannelse. Christina er optiker, og har siddet i byrådet otte år. Vores datter nr. to Charlotte er uddannet folkeskolelærer; men arbejder i øjeblikket på et rejsebureau, og er rejseansvarlig for rejser i det sydlige Europa. Camilla er pt. direktør i Lego og rejser utrolig meget til Fjernøsten, og har boet derude i to et halvt år i Singapore, hvor vi selvfølgelig også har været ude og besøge dem. Der har lige været en stor fyringsrunde, hvor de har skilt sig af med 600 mennesker. Derimod blev Camilla forfremmet og fik et større job. Større job er selvfølgelig mere rejseaktivitet og mere ansvar; men hun fungerer som direktør dernede.

Privatbolig på Egholmsvej

Vi boede på Egholmsvej nr. 20, hvor vores datter tilfældigvis bor i dag. Hun flyttede hjem da hun var blevet gift. Der boede vi i seks år, og så købte vi ejendommen Adelgade 90 i 1983, og flyttede ind i foråret 1984.

Arbejdsopgavernes fordeling hjemme i det daglige

Ja, vi hører jo nok begge til den ældre generation, hvor det meste huslige arbejde, i hvert fald i vores arbejdsperiode, blev varetaget af min kone. Vi bor i den samme ejendom, som hvor vi havde forretning. Det vil sige, på et minut kunne min kone være nede i butikken og ekspedere; men var der ingenting at lave, kunne hun gå op og forberede aftensmaden. Det var egentlig en god kombination at bo sammen med sin arbejdsplads. Da jeg jo forlod forretningen i 1983, var det Vibeke der stod for den, indtil den blev solgt. Jeg var meget væk, så det var hende, der stod for indkøb og madlavning, og jeg kom hjem til spisetid. Det har mere været støvsugning og rengøring, jeg har hjulpet med, specielt efter vi blev pensionister. Madlavning er ikke lige mig.

Ferier

Det at have en forretning på Adelgade i de år, var ikke altid lige let. Skulle økonomien hænge sammen, var der måske knapt nok plads til at have det personale man gerne ville, så det kunne give den fornødne frihed; men qua at jeg tog et fremmed job i 1983, havde vi plads til at ansætte mere personale i forretningen, så vi ligesom havde både penge og tid til at holde ferie, og det syntes vi i vores familie er et must. Der skal være plads til at slappe af ind imellem og få luft til at få nye kræfter og nye ideer, så vi har holdt vores ferier, som alle andre lønmodtagere har gjort i rigtig mange år. Vi har rejst rigtig meget. Der er stort set ikke det sted i hele verden, vi ikke har været. Altid har vi forsøgt at finde udfordringer nye steder, bl.a. har vi besøgt Burma med rygsæk en lille måned, vi har været i Tibet også for at gå. Vi har prøvet virkeligt mange ting.

Det var uden børn, efter børnene var færdige med gymnasiet og under uddannelse. Vores yngste var et år i USA på high school, og hende var vi selvfølgelig ovre og besøge, og kørte rundt i USA i en periode. Jeg tror ikke vi har ret meget til gode på den konto. De første år mens børnene var helt små, havde vi en ung pige i huset til at passe dem, og da de blev lidt større, havde vi bare lidt hjælp fredag aften, hvor vi havde åbent til kl. 20 og til kl. 14 om lørdagen. Der skulle lidt hjælp til, da de var små.

Det at blive pensionist

Jeg vil ikke sige det var svært at blive pensionist, derimod var det ikke noget jeg så frem til. Jeg ville gerne have fortsat nogle flere år; men min kontrakt blev indgået da jeg var først i 40-erne, og blev indgået så jeg skulle forlade virksomheden den måned jeg blev 67 år, og gik på pension. Det var et must, men jeg ville gerne have fortsat. Jeg havde så mange interesser, som der ikke havde været tid til at dyrke, som nu kunne komme på bedding.

Sportsinteresser

Jeg kan i hvert fald fortælle, at jeg fik mine første ski i julegave, da jeg var seks år. Skisport har stået rigtig højt, og det betød, at jeg tog på skiferie med gutterne sydpå en uge eller fjorten dage om vinteren. Det var herligt. Ellers har jeg spillet tennis, siden jeg var helt ung.

Golf begyndte vi at beskæftige os med, specielt efter vi blev pensionister. Det går rigtig godt med friheden. Jeg spiller golf i Skanderborg Golfklub. Vi har et sommerhus i Skagen, og er også medlem af Golfklubben Hvide Klit i Skagen. Golf spiller vi ikke for enhver pris, der er masser af andre ting der får første prioritet ind imellem. Vi har i otte år taget til Tunesien og spillet golf fire, fem eller seks uger som det nu passer. På grund af uroligheder har det været afbrudt et par år. Vi var tilfældigvis i Tunesien, da det Arabiske Forår foregik. Det var spændende at opleve på nært hold, og vi var så tæt på, at vi blev eskorteret til lufthavnen af politi og militær. Det var rigtig spændende. Vi regner med her i 2018 om et par måneder at rejse fem uger til Tunesien igen. Vi har nogle private venner, som vi gerne vil besøge dernede; men der har været uro, og man skal passe lidt på.

Fritiden

Fritiden som pensionist er sparsom, det må vi indrømme. Da vi gik på arbejde, vidste vi hvornår vi skulle af sted, og så kunne man lave sin aftale ud fra det. Nu kommer de flyvende, og så siger man ja til det ene og det andet.

Rimelig fast har jeg i mine yngre dage været medlem af Round Table, som er en klub som mest kommer an på vellevned og det sociale samvær. Man går ud, det år man fylder 40 år; men så er der oprettet en klub, som vi kalder Round Table 41 Club, hvor man kan blive hængende og mødes otte gange om året. Der får man lidt godt at spise, og så er der en, som holder et lille foredrag. Det kan være klubbens eget medlem, eller det kan være en fremmed, der kommer og holder et indlæg om noget aktuelt politisk fra byen eller omegnen.

Derudover har jeg beskæftiget mig med at spille billard en gang om måneden; men da indehaveren af billardlokalet og billardbordet gik hen og døde, så blev klubben opløst. De resterende mødes stadig otte gange om året, hvor vi skiftes til at arrangere. For at der skal være lidt kød på, skal vi ud at se eller høre et eller andet.

Frivillig i Dansk Flygtningehjælp

Ud over de faste har jeg i en to-tre år deltaget frivilligt i Dansk Flygtningehjælp, hvor jeg har en Syrisk familie, som jeg beskæftiger mig en hel del med, både med økonomi, bolig og hvad flygtninge nu har af problemer bl.a. med søgning af pas og opholdstilladelse. Det er et sjovt og interessant job at have; men det er også noget der trækker tænder ud. Det tager virkeligt lang tid at arbejde med. Hvis man ikke har prøvet, skulle man prøve at kontakte de forskellige ministerier og Dansk Flygtningehjælp, det er simpelthen så langsomt et system, så man tror det er løgn.

Sprogbarrieren gør det rigtig svært, for den familie jeg har med at gøre. Der er fire børn og to voksne, der kun kan arabisk, og det gør det lidt svært. De to af børnene har nu lært perfekt dansk, de kan så fungere som tolke; men det er svært. Uanset hvad man søger om, tager det en tre-fire måneder. Man møder op ved fremmedpolitiet og gør ditten og datten, det er virkeligt langsommeligt. Forståeligt at flygtninge ikke kan forstå, hvad der foregår i det danske samfund.

 

Efterskrift

Erik Bottkes meddelelser om uddannelse og beskæftigelse:

  • Jeg er udlært i herreekviperingsforretning 1963
  • Soldat 1963-1965
  • Læst HH 1965-67
  • Ansat som konsulent i Hellerup hos De Samvirkende Købmænd 1967-1973
  • Marketingchef hos Østjyske Andels Slagterier 1973-1976 (Randers Andels Svineslagteri var en del af ØAS, de resterende slagterier var Grenå-Bjerringbro-Hobro-Hadsten og Allingåbro)
  • Selvstændig herretøjforretning 1976 – 2003
  • Account manager hos PKK (Dankort) og senere PBS (Pengeinstitutternes Betalings Systemer) som siden blev til Nets fra 1983-2007
  • Mr. Bottke blev solgt i 2003, som primært fra 1983 til 2003 blev drevet af Vibeke Bottke

 

Erik Bottkes meddelelser og forretningen Mr. Bottke:

  • Vi havde i perioden 1976-1983 til huse i Adelgade 76 indtil vi købte ejendommen Adelgade 90 i 1983 af Bent Dalgaard
  • Navnet ”MR” tilhører en indkøbsforening med destination i Kolding.
  • Indkøbsforeningen er et andelsselskab, som eje af de enkelte butiksindehavere.
  • Foreningen forestår indkøb og design af varer produceret et eller andet sted i verden med foreningens egne ”privatlabels” navne, dvs. varemærker som kun findes i MR.-forretninger.
  • Foruden indkøb foregår der også gennemfakturering af offentlige mærkevarer.
  • Foreningen garanterer betalinger fra alle dens medlemmer over for leverandørerne.
  • Da vi i 2003 solgte forretningen til vores MR-kollega Jan Christensen i Odder, forblev forretningen i Skanderborg som MR-forretning, og vi fik udbetalt vores andelsbevis.
  • Jan Christensen fik økonomiske problemer, og bliv bedt om at forlade MR-indkøbsforeningen.
  • Jan Christensen videresolgte forretningen til Jørgen Mortensen, Grenå, som førte forretningen videre under navnet Jackson, som her i oktober 2017 blev til Sct. Thomas
  • Navnet MR gik efter Jan Christensen videre til Olesen
Adelgade 90
Skanderborg 8660 DK
Get directions

Fødselsdag:

1942

Erindringen ønskes afleveret til:

Skanderborg Historiske Arkiv
image/svg+xml