Erik Christiansen

Erik Christiansen blev født i 1927 som gårdmandssøn, nummer otte ud af en flok på ti. Han var udset til at være landmand, og begyndte som karl på gården, men kunne ikke lægge en lige plovfure og ifølge faderen var han heller ikke en ørn med en roehakke. Han begyndte derfor i stedet som elev på Maglebrænde Andelsmejeri. Dette er beretningen om at gå fra at være landsbydreng til mejerist i perioden 1944-1951.

Jeg blev født i 1927 i Sdr. Grimmelstrup på Falster, hvor mine forældre havde en mindre gård. Jeg var nummer otte af en børneflok på 10.

Det har nok været strenge tider med den store børneflok under krisen i trediverne, men de må have klaret skærene rimeligt godt, for i 1938 solgte de gården og købte en noget større gård i nabobyen Særslev, det var en gård med ca. 60 tdl. land jord, og hvad man den gang kaldte alsidig drift, køer grise fjerkræ, det var jo før traktoren kom til, så trækkraften bestod 5 til 6 heste. Der var normalt ansat en pige og to karle og så lidt ekstra hjælp i den travle tid.

Jeg havde tre ældre brødre som alle var landmænd, tre af mine fire søstre var gift med landmænd, der var således ikke tænkt på andet, end jeg også skulle gå den vej, så efter min konfirmation begyndte jeg som karl på gården, det var dog ikke ligefrem min store interesse.

Da jeg var ca. 16 år kunne jeg stadig ikke lægge en snorlige plovfure, jeg kunne heller ikke finde ud af, når køerne var i brunst, eller tyregal som vi sagde, jeg var heller ikke, i hvert fald efter min fars bedømmelse, nogen ørn med en roehakke eller en møggreb.

Min far og jeg blev så enige om, at jeg nok skulle tjene mit brød på anden måde. Min far havde to forslag: skrædder eller frisør, det var jo noget med nål og saks, det mente han var passende redskaber for mig, hvorfor ved jeg ikke, men måske lå det i hans gener, for da jeg efter min pensionering, begyndte at forske i min slægt, fandt jeg ud af, at hans slægt i 250 år alle havde været håndværkere i forskellige fag, dog ingen skrædder eller frisør, det nærmeste var en sadelmager. Min mors slægt havde i den samme periode alle været bønder, de ældste fæstebønder senere selvejere.

Nå men vi havde jo lidt diskussion om de forskellige muligheder, men med hensyn til nål og saks syntes jeg, ligesom Tordenskjold, at det våben var for småt. Nu viste der sig en mulighed for at komme i mejerilære på Maglebrænde andelsmejeri, så denne mulighed tog jeg imod.

Maglebrænde Andelsmejeri var ledet af mejeribestyrer Andersen, der var en mand på 62 år, og gift med Johanne, vi havde en samtale og blev enige om, at jeg skulle begynde 1. maj 1944 som prøveelev. Lønnen var fastlagt af lærlingeudvalget, den var således; 40 kr. pr. måned, fri kost og logi samt betalt sygekasse, en ikke ringe lærlingeløn på den tid. Det store problem var arbejdstøjet, det var jo i det sidste krigsår, og meget vanskeligt at skaffe al slags tøj, mit tøj skulle jo helst være hvidt og kunne tåle hyppig vask. Andersen var naturligvis klar over dette problem, så han lovede at gøre alt, for at skaffe mig noget at tage på, indtil videre kunne jeg så låne to sæt tøj af ham, det skulle jeg så aftale med Fru Andersen, efter aftale fik jeg så lov til at låne to sæt tøj, Fru Andersen insisterede på at hun selv ville vaske tøjet, det betroede hun ikke andre, det havde jeg, og sikkert heller ikke min mor, noget imod, i samme forbindelse spurgte Fru Andersen, om jeg havde mulighed for selv at medbringe sengetøj, dyner og puder, det sagde jeg ja til, dette var ellers ikke almindeligt, jeg var da også den eneste der selv medbragte dette, men på grund af krigen var det jo også en mangelvare.

Der var nu det problem, at Andersen var en kæmpe med en vægt på noget over de 100 kg, selvom jeg ikke selv var nogen svækling, kunne jeg dog ikke fylde tøjet ud.  Da det jo var lånt tøj kunne der ikke være tale om omsyning. Man var vant til meget i de tider, så jeg fandt da også en rimelig løsning på det problem. Med hensyn til benklæderne var det såmænd ikke så svært, med livremmen lavede jeg en slags plissering, således at ”overskuddet” var jævnt fordelt hele vejen rundt, benlængden var ikke det store problem, det blev klaret med et par opslag. Værre var det med jakken, som flagrede rundt som et cirkustelt i stormvejr, men også det fandt jeg en løsning på.

Som  mejerist skulle man jo helst gå med forklæde, jeg havde fået to, som min mor havde syet af nogle gamle hørlærredslagener, når jeg så lagde jakken i de rigtige folder, kunne jeg snøre det hele pænt sammen og med en sløjfe på ryggen, så så jeg såmænd helt pæn ud, ærmelængden var slet ikke problematisk, vi mejerister havde nemlig altid smøget ærmerne helt op til over albuen, men det krævede jo, at jeg altid skulle gå med forklæde, det var jo ikke så smart.

Efter ca. et halvt årstid meddelte mejeribestyrer Andersen, at han, hos sin leverandør af mejeritøj, Brødrene Wiggers i Svendborg, der var producent af specialarbejdstøj, havde fået lovning på to sæt mejeritøj til mig, og det endda i den bedste kvalitet der kunne opnås på den tid, nemlig i dansk hørlærred, så blev det endda syet efter mål. Det var en skøn fornemmelse, at trække i tøj der passede mig, så nu  kunne  jeg  vise  mig,  uden for mejeriet, uden forklæde.

Den 1. maj om eftermiddagen hængte jeg mine nyindkøbte træsko over cykelstyret og begav mig imod Maglebrænde, mine øvrige ting var transporteret med hestevogn i forvejen. Bestyrerparret var ikke hjemme, så jeg blev modtaget af husets svigersøn, jeg fik anvist mit værelse, jeg skulle bo sammen med Ove, der var en ung mejerist, der netop denne dag havde afsluttet sin fireårige læretid, han lå og sov middagssøvn, da jeg ankom, så jeg lod ham sove så længe han kunne, da han vågnede, viste han mig rundt i mejeriet.

Værelset var pænt, lyst og med centralvarme som dog , viste det sig, ikke særlig effektiv, når det blev rigtig koldt. Klokken fem næste morgen blev vi vækket af førstemejerist Ole. Det var jo spændende for mig denne første dag, jeg skulle assistere i smørmejeriet de første to timer. Da det var sommer, var mit allerførste arbejde, al knuse is som skulle bruges til nedkøling af fløden, isen der var i stænger blev nedfrosset i kølerummets refrigerator, der var ca. 7 kg i en stang, der skulle bruges 8-10 stænger alt efter flødens temperatur. Isknuseren var et hånddrevet apparat, der nærmest lignede en overdimensioneret persillekværn, når jeg specielt husker dette apparat, så skyldes det nok, at det havde en væsentlig defekt, der var to tandhjul der skulle gribe ind i hinanden. Der var bare det, at det ene tandhjul manglede to eller tre tænder, så hver gang man nåede dette punkt, så kammede den over, man lærte sig dog hurtigt at kompensere for denne effekt. Jeg skylder her at sige, at den øvrige maskinpark var absolut  tidsvarende og velholdt, det var bare denne ene ting som kunne være bedre, men det skyldtes nok, at den kun blev brugt i sommerhalvår, og så kun af yngste elev. Størstedelen af smørret blev pakket i dritler med en vægt af 50,8 kg til eksport, jeg skulle nu gøre disse dritler klar, det vil sige at de skulle datostemples og fores med ægte pergament, dette pergament havde ligget i saltlage i nogle dage. Klokken syv var der morgenmad, kaffe med to halve stykker rugbrød og to stykker sigtebrød med smør men uden pålæg.

Efter morgenmad var jeg i osteriet, hvor gårsdagens oste skulle bæres på lageret og osteformene, kaldet ostekopper, skulle vaskes i kalkvand. Til frokost vankede der to halve stykker rugbrød med pålæg, det blev sat ud i mejeriet, og vi spiste det i farten, der var ikke noget med frokostpause. Da indvejning og skumning var afsluttet, skulle jeg afvaske ind- og udvejningsvægte, sødmælkskar m.m. indimellem blev jeg kaldt til osteriet, hvor vi lavede tre til fire kar ost daglig, det var håndæltet Gouda, så hver gang et kar var klar til æltning, skulle alt disponibelt  mandskab møde op. Klokken ca. 12,00 spiste vi middagsmad, altid to retter mad, det var god og veltillavet mad, der var altid en ren hvid dug på bordet. Middagsmaden spiste vi sammen med mejeribestyreren og i sjældne tilfælde hans kone, aldrig tjenestepigen, hun skulle servere.

Der var en særlig rangorden ved middagsmaden, vi sad ved et rundt bord med bestyreren som hovedperson derefter i rangorden efter accienitet i urets retning, vi var fire mejerister som spiste der, det var Carl Henrik, Børge (kaldet Smørbørge) Ove og jeg. Rangordenen var følgende; mejeribestyreren fik først sin mad derefter Carl Henrik,  Børge, Ove og jeg som nederst i rangordenen, men jeg kunne så prale med at sidde ved chefens højre hånd, da vi sad ved et rundt bord, egentlig havde Børge den længste acciennitet, men Carl Henrik havde gennemgået det førnævnte teoretiske kursus og tangerede derfor en tand højere. Førstemejerist Ole var gift og boede ude i byen, ellers havde han naturligvis haft sin plads lige efter mejeribestyreren. Når fruen spiste sammen med os, som regel om søndagen, tangerede hun lige efter sin mand, så måtte alle rykke en plads ned. De øvrige måltider spiste vi ikke sammen med bestyrerparret, så det var i vilkårlig orden. Der var i alt ansat seks mejerister en elev samt på deltid en prøveudtager. Det var Georg, en husmand der havde en lille landejendom og var andelshaver, hans arbejde bestod i, daglig at udtage prøver af leverandørernes mælk til fedtbestemmelse. En gang om ugen blev disse mælkeprøver så fedtbestemt ved gerberering, en metode der var opfundet af en schweitser ved navn: Gerber omkring år 1900. En gang ugentlig blev der også taget reduktaseprøve, dette var en undersøgelse af mælkens bakterielle kvalitet, metoden var opfundet af svenskeren Barthell i 1916.

Vi var alle dus og på fornavn med hinanden, undtaget med bestyreren, som blev tiltalt og omtalt som: Andersen, Mester eller ”Den gamle” alt efter omstændighederne, også med ham var vi alle ”dus”.

Mejerist og elevværelser var oven over mejeriet. De sanitære forhold var det så som så med. Det daglige ”bad” blev foretaget i mejeriets maskinstue, hvor mejeriets eneste håndvask var placeret og kun med koldt vand, der var dog mulighed for at varme en spand vand i det nærliggende fyrrum, nogen grundig afklædning var ikke mulig, da der altid var livlig trafik gennem maskinstuen, bl.a. Fruen og tjenestepigen, man havde ikke køleskab i køkkenet på den tid, så  man benyttede  mejeriets kølerum til opbevaring af de let fordærvelige varer, for at komme hertil måtte man passere maskinstue, skummesal, og smørmejeri, der var dog en mulighed for at benytte bestyrerparrets såkaldte badeværelse. Dette bestod i et badekar, der lå i forbindelse med vaskehuset og med åben indgang herfra, for at benytte dette skulle man då først have fruens tilladelse, og det var jo ikke altid, det var passende.

Dette badeværelse havde også et andet klientel. Det var nemlig således, at når de unge tjenestekarle skulle møde på session, skulle de jo helst være så nogenlunde renvaskede, det var derfor en uskreven lov, at andelshavernes karle kunne få et solidt bad på mejeriet, det var også tilfældet her.

Toilettet var, kan man godt sige, ikke just ideelt placeret i forhold til værelserne, der var kun et på hele mejeriet, og det blev benyttet af hele personalet, i arbejdstiden desuden af de ca. 15 mælkekudske. Det var et ret stort rum hvidkalket og med cementgulv, det blev også brugt som redskabsrum og til opbevaring af ulæsket kalk, det var ikke forsynet med håndvask eller  rindende vand, det var jo i det sidste krigsår, så der var mangel på alt, nu også på toiletpapir, så der blev brugt alt andet, det resulterede i at det ofte var stoppet og ubrugeligt, det resulterede i at den stedlige bødker som også fungerede som tømrer og snedker, blev sat til fjerne det vandskyllede toilet og etablere et gammeldags lokum ved hjælp af nogle kasserede ostehylder og en overskåret mælkejunge, her kunne alt slags papir bruges uden problemer. Ville man nu efter brug tillade sig den luksus at vaske hænder, måtte man over gården igennem fyrrummet og ind til husets eneste håndvask i maskinstuen, ville man benytte sæbe og håndklæde måtte man selv medbringe dette.

Mest besværlig var det dog hvis vi mejerister skulle på toilettet i aften eller nattetimerne, vi  måtte så ned af trappen om på den modsatte side af mejeriet, hvor toilettet lå, så tilbage igen, ind i mejeriet gennem den eneste dør vi havde adgang til, på dette tidspunkt, i gennem smørmejeri, skummesal og ind til husets eneste håndvask, medbringende sæbe og håndklæde.

Jeg påbegyndte som nævnt min læretid den 1. maj 1944. Arbejdstiden på mejerierne var den gang 52 timer ugentlig med to dages betalt frihed om måneden, disse to dage kunne gemmes over en længere periode, eller man kunne ”sælge” dem. Vi havde også ret til 14 dages sommerferie, derudover kunne der pålægges eleverne en halv times oprydningsarbejde daglig. Det var jo således at sommerferien skulle afholdes i tiden fra 1. maj til 30. september, men ingen var interesseret i at holde ferie så tidlig som i maj måned, derfor kom ”Den gamle” til mig efter to ugers forløb og meddelte mig, at jeg nu kunne holde min sommerferie, det var jeg ikke så glad for, men sådan skulle det være. Nogen egentlig ferie med rejser var der hverken råd til eller mulighed for på den tid, så jeg tog hjem og deltog i arbejdet der, mange troede nu, at jeg allerede var løbet af pladsen eller fået ”sparket.” Jeg blev derfor ikke så lidt glad, da der efter 4-5 dages forløb blev ringet til mig, hvor jeg blev spurgt om jeg kunne afbryde min ferie. Der var nemlig sket det at Børge, der var udtaget til civilt forsvarstjeneste, nu var indkaldt til et  2-3 ugers kursus i bl.a. førstehjælp, det var med et varsel på kun to dage, jeg tror det var på grund af den forventede invasion, at varslet var så kort. Jeg ved ikke hvorfra ordren kom, regeringen var jo aftrådt, så det var nok et krav fra politiet, som endnu fungerede, måske fra besættelsesmagten.

Jeg var som sagt glad for situationen, jeg var også lidt stolt over, at man ikke kunne undvære mig. Jeg kunne naturligvis ikke afløse ”Smørbørge”, så det måtte en mere erfaren mejerist gøre, jeg måtte så gå til hånde hvor jeg kunne.

Efter Børges hjemkomst begyndte vi at afvikle ferierne, det betød for mig, at der ikke vankede en eneste fridag fra midt i maj til sidst i september, da fik jeg så besked på, at nu kunne jeg holde sidste del af ferien, samt de opsparede fridage.

Vi havde i sommerhalvåret en ret stor osteproduktion, hvilket betød at min arbejdstid udover den normale lå på 10-12 timer ugentlig det meste af sommeren, dertil kom deltagelse i kontorarbejde, det omtalte oprydningsarbejde, dette bestod mest i at fjerne hestenes efterladenskaber, der var en ret lang vej rundt om mejeriet, hvor mælkevognene skulle passere, der var ca. 15 mælkevogne de fleste med to heste, så det gav jo godt til Fru Andersens roser, der var stor forskel på kudskenes humanitet, nogle var så humane at de lod hestene stå stille, når de skulle besørge, andre måtte gøre det i farten, jeg var mest tilhænger af den første metode, da det jo var nemmere for mig at fjerne en stor dynge end at samle det op over en 8-10 meter.

Et andet almindeligt elevarbejde var at tage ostene ud af pres, dette skulle gøres 1-2 timer efter normal arbejdstid, og var ca. en times arbejde, da jeg var eneste elev, syntes man at det var for meget, derfor var der to mejerister, der var med i dette arbejde, så vi klarede dette på skift med en uge ad gangen

Sommeren gik med slid og slæb, mejeristerne fik jo betalt for overarbejde, jeg mærkede ikke noget i min lønningspose. Jeg blev derfor meget overrasket, da jeg fik min løn den første november, der lå nemlig 15 kr. ekstra, for som ”Den gamle sagde: ”Der har vist været lidt overarbejde i sommerens løb”. 15 kr. var en ringe betaling for så meget arbejde, men jeg var da godt tilfreds, da jeg ikke havde regnet med en øre.

Udover smør og osteproduktion, havde vi en detailsalgsvogn, den blev kørt med hestevogn af Harald, der havde et mindre landbrug ved siden af. Der var jo ikke så mange mælkesorter den gang: sødmælk, pasteuriseret sødmælk, skummet- og kærnemælk, fløde, smør og ost, der var kun en sortering af fløde, da der var forbud mod salg af piskefløde, jeg husker det ikke helt nøjagtig, men jeg mener at højeste tilladte fedtindhold i fløden var 9 procent. Sødmælken blev ikke standardiseret på nogen måde, den var som den kom fra landmanden. Al mælk og fløde blev solgt i løst mål, mælken blev hældt på transportspande, der var forsynet med en aftapningshane, man havde så forskellige målebægre, der med mellemrum blev kontrolleret af justervæsenet. Kunderne mødte så op med deres skåle, potter og kander, som de fik fyldt op. Harald havde en ringeklokke, så kunderne kunne høre når han kom. Det var en drøj tur for Harald, især om vinteren, hvor det ofte skete, at aftapningshanerne var tilfrosne, Harald måtte så ind hos en kunde og bede om en sjat  varmt vand til optøning. Når Harald kom tilbage, blev den resterende mælk vejet tilbage og godskrevet Haralds konto, al ind- og udvejning fandt sted i ”pund” under  betegnelsen ½ kg , idet man skønnede, at 1 kg var for stor en enhed, når der skulle rundes op eller ned, denne mælk blev så opbevaret i mejeriets kølerum og indgik i mejeriets produktion dagen efter, således at Haralds kunder fik frisk mælk hver dag.

Når vi nåede frem til omkring 1. november, var mælkemængden gået betydeligt ned over hele landet, det betød at man i København manglede mælk til konsum, mejerierne blev derfor tvunget til at levere mælk dertil. Denne mælk blev afkølet og påfyldt 50 liters transportspande, og blev så opsamlet af en vognmand og læsset på jernbanevogne i Nykøbing F. og derefter sendt til København. Det betød at der nu var meget lidt mælk til osteproduktion, det resulterede i væsentlig kortere arbejdsdag for os mejerister. For mig var det en stor lettelse, men nu fik jeg så tildelt en anden pligt, og det var den mest forhadte af alle. Det var jo den sidste krigsvinter, og alt skulle stadig mørklægges, herunder også mejerilokalerne. Der var 8-10 store vinduer plus et kæmpestort, man kunne jo ikke klare dette ved hjælp af rullegardiner, så det var ordnet sådan at den stedlige bødker havde monteret nogle skodder af træ, på hver side af vinduerne på ydersiden, disse skulle så, Inden mørkets frembrud, lukkes til, det gik til på den måde, at jeg, for hvert vindue måtte op på en stige og løsne stormkrogen og derefter, igen med stigen, op og lukke med en krog på midten, jeg skulle altså rejse stigen tre gange for hvert vindue, på det kæmpe vindue var der endda to kroge på hver side og ligeledes på midten. Det var jo en proces der skulle udføres syv gange om ugen, det var ikke et helt ufarligt arbejde, når efterårsstormen rasede. Det var en pligt, der var pålagt mig af den tyske værnemagt, og havde derfor ikke noget med min uddannelse at gøre, derfor var jeg godt træt af dette arbejde, heldigvis var jeg da fri for at fjerne skodderne næste morgen, for da var jeg fuldt beskæftiget med udvejning af mælk, det kunne jeg ikke gå fra.

Andersen var også godt irriteret over denne pligt, jeg husker derfor tydeligt at efter befrielsen den 5. maj 1945 gik der kun to dage, så havde bødkeren fjernet de forhadte skodder.

Efter 9-10 måneder af prøveåret var gået, kom Andersen en dag hen til mig, da jeg stod og vaskede ostekopper, han erklærede at han havde fundet mig egnet til mejerifaget og kunne anbefale mig til videre uddannelse; ”Men hvad mener du selv” spurgte han; ”Vil du fortsætte, eller skal du alligevel være landmand?

Jeg havde ikke lyst til at komme tilbage til landbruget igen, så jeg ville gerne fortsætte; ”Godt” svarede Andersen; ”Jeg kan så tilbyde dig at fortsætte her som osterielev, men hvis du ønsker det, har du ret til at forsætte på et andet mejeri”. Jeg takkede for tilbuddet, og erklærede, at jeg gerne ville fortsætte her, det blev så aftalen.

Den 1.maj 1945 begyndte jeg så som elev i osteriet. Det var dengang et tungt arbejde. Dagen begyndte med ostens pasning på lageret. Ostene skulle vendes og ”viskes” dagligt, at ”viske” osten betød at aftørre ostens overflade med en saltopløsning for at danne en god skorpe og forhindre mugdannelse. Jeg husker ikke hvor mange ostehylder der var i højden, men jeg husker i hvert fald, at de tre øverste, kunne man ikke nå fra gulvet, så for at vende og ”viske” disse oste, måtte man kravle op på de tre nederste hylder og så stå med det ene ben på en hylde og det andet på den modstående hylde, når man så kom til den sidste side ud mod væggen, havde man jo ingen modstående hylde at sætte det ene ben på, så satte man begge ben på samme hylde og stemte ryggen op mod vægen. Det var en arbejdsstilling som arbejdstilsynet ikke ville tillade i dag, om man havde godkendt den dengang, ved jeg ikke, men sådan var det. Jeg skulle stadigvæk passe mit arbejde med udvejning af returmælk og var så ellers beskæftiget i osteriet, alt arbejde var dengang med håndkraft, osten blev rørt med skovl og greb og håndæltet.

Vi var omkring 1. maj ophørt med leverance til København, så der var igen stor osteproduktion med meget overarbejde. Om jeg fik ekstra for overarbejde den sommer, husker jeg ikke, men det fik jeg nok ikke for lønnen var nu steget til 45 kr. pr. måned.

Da det igen blev vinter måtte vi igen sende mælk til København, så osteproduktionen blev minimal, jeg fik mere normal arbejdstid, men det bedste var nu, at der ikke mere skulle mørklægges. Jeg havde i sommerens løb opsamlet en del fridage, som der nu blev mulighed for at afvikle, hvis jeg selv ønskede at holde fri en bestemt dag, blev dette ønske efterkommet, hvis det var muligt, men det mest almindelige var at ”Den gamle” kom dagen før, og meddelte at jeg kunne holde fri i morgen, men det skete flere gange, at han glemte dette, når han så kom i mejeriet kl. syv, og så at der i dag kunne undværes en mand, så fik jeg besked på at holde fri resten af dagen, jeg havde da arbejdet to timer på ostelageret, dette blev der ikke givet nogen kompensation for. Jeg ved ikke om der var nogen aftale om varsling af fridage, men dette tror jeg nok var overenskomststridig.

Da vi nåede hen i februar måned så jeg i ”Mælkeritidende” at Midtlollands Andelsmejeri i Maribo søgte en elev til smørret. Jeg vidste, det var en god læreplads, de lå altid i spidsen ved mejeriudstillingerne, mange mejerister var gået derfra som førstemejerister og mejeribestyrere, jeg havde også hørt, at mejeribestyrer Ludvigsen var vanskelig at tilfredsstille, men, tænkte jeg, et år kan du da klare. Jeg bad derfor Andersen om at hjælpe mig med at søge denne plads, hvilket han var villig til, han udtalte også at det var en lærerig plads, men at Hr. Ludvigsen var en meget streng herre. Dagen efter kom Andersen så, og erklærede at alt var i orden, jeg skulle blot skrive og bekræfte ansættelsen; ”Jeg har anbefalet dig, og udtalt at du er en flink og dygtig ung mand, så jeg håber du vil leve op til dette”.

Jeg har nok indfriet hans håb, for da jeg et årstid senere besøgte Andersen, betroede han mig, at han havde truffet Hr. Ludvigsen på en mejeriudstilling, som der havde udtalt; ”Det var vel nok en dygtig ung mand, jeg fik fra Dem Hr. Andersen, har De flere af den slags, så må De gerne sende dem over til mig”; ”Det blev jeg naturligvis glad for at høre” sagde Andersen, det var jeg ikke i tvivl om, for Andersen var meget ærekær, og har taget dette som et kompliment til sig selv, det var jo ham, der havde haft mig ”under behandling” i mine to første læreår.

Det var almindeligt at man ved skiftedag arbejdede til kl.12 middag, men jeg var med til dagens arbejde var slut, det var der ingen der modsatte sig, det meste af min garderobe var sendt et par dage i forvejen, men mine træsko kunne jeg jo ikke undvære, så sammen med et sæt rent mejeritøj blev disse pakket i min kuffert. Jeg tog nu afsked med Andersen og husbestyrerinden Oda, der var nemlig sket det, at Fru Andersen var død et halvt årstid tidligere, derefter tog jeg afsked med det øvrige personale, som samstemmende var enige om, at på ”Midtlolland” bliver du ikke længe, det var jo en ringe trøst at få. Den sidste jeg tog afsked med var førstemejerist Ole og hans kone, Ester, her fik jeg serveret kaffe og hjemmelavet likør. Da klokken var omkring seks, begav jeg mig i vej mod Stubbekøbing station, på cykel, med kufferten bag på. Togene kørte jo ikke så hurtig dengang, og der var ventetid i Nykøbing F. så klokken blev hen mod ti, inden jeg nåede Maribo. Jeg vidste ikke nøjagtig hvor mejeriet lå, så jeg spurgte en ung mand, der stod, med sin cykel udenfor stationen, om nærmeste vej til ”Midtlolland”, han skulle tilfældigvis samme vej, så han fulgte mig lige til døren.

Jeg gik ind af den eneste dør der vendte ud mod gaden. Derfra var der en lille entre, herfra var en dør der førte ind til mejeriet og en trappe op til 1.sal, jeg gik op ad trappen og fandt ud af, at jeg havde køkkenindgangen til bestyrerboligen til venstre og mejeristværelserne til højre, da det var temmelig sent på aftenen, besluttede jeg mig for at gå hen og banke på et af mejeristværelserne, her mødte jeg Johnny, der var yngste elev, han havde netop fået besked på at tage imod mig, jeg skulle bo sammen med ham. Næste morgen klokken fem kom Orla, der var smørmejerist, og bankede hårdt på vor dør, jeg skulle jo som ”smørelev” i smørmejeriet,

Johnny var osterielev og skulle på ostelageret. Mit første arbejde her var det samme, som da jeg begyndte med som prøveelev, ordne dritler og knuse is. Isknuseren var samme model som jeg kendte, men der manglede ingen tænder på tandhjulet, så jeg savnede næsten den spænding der var ved at fange de rette tænder på det modstående tandhjul. Klokken syv kom, mejeribestyrer Ludvigsen og bød mig velkommen, han tiltale mig ”De” og Christiansen, det var jeg slet ikke vant til, men nu var jeg altså ”Mejerielev Christiansen”. Ludvigsen var en lille rank mand, ca. 60 år gammel, med mejerikasketten lige midt på hovedet og blankpolerede træsko, han satte mig lidt ind i forholdene og sluttede med at gøre opmærksom på, at her skulle alt foregå korrekt, man tålte altså ingen slendrian, jeg  lod  selvfølgelig,  som om, jeg var indforstået hermed.

Smørproduktionen var på ca. 1ooo kg daglig. Da vi havde et ret stort salg til byens og omegnes købmænd, blev ca. 300 kg, daglig, pakket i ½ kg pakker og resten i dritler. Detailpakningen skulle jeg selv klare, det skete med håndkraft, man formede smørret med en såkaldt ”Gislevform” der var som en lille kasse, man trykkede smørret op i, derefter blev det skudt ud ved hjælp af en pal, derefter pakket i pergamentpapir. Denne pakkemåde var ikke den hurtigste, man havde den gang, men nok den mest nøjagtige, ved hjælp af en skrueanordning kunne man indstille formen til meget stor nøjagtighed. I starten kunne jeg ikke nå at pakke den store smørmængde, jeg skulle desuden ekspedere de købmænd der kom og hentede smør, så jeg måtte have hjælp af Orla, men efterhånden fik jeg den nødvendige rutine og klarede det hele selv. Som nævnt blev det pakket i ½ kg pakker, ville nogen kunde have mindre, matte købmanden selv skære pakken midt over.

Vi var 10 -12 mand ansat, heraf seks syv mejerister fire elever og to arbejdsmænd, mejeriet var den gang et af landets største andelsmejerier. Vi fire elever boede på mejeriet, men vi spiste på et nærliggende pensionat.

Arbejdet var vel tilrettelagt, vi havde stort set aldrig overarbejde. Vi havde en fast afløser som afløste på fridage og i ferier. Nu skete der det, at der kom en ny overenskomst omkring 1. juni 1946, den betød at vi nu fik arbejdstiden nedsat til 48 timer ugentlig og en ugentlig fridag, kompensation for ”skæve” helligdage var der ikke noget der hed, det fik vi først i 1961. Da vi også skulle have 14 dages ferie, der var jo også enkelte sygedage, der blev derfor ansat flere mejerister som skulle hjælpe med afløsning, dog kun en af gangen, de blev ikke så længe ”i gårde” enten kunne Ludvigsen ikke bruge dem, eller de kunne ikke tåle Ludvigsens akkuratesse.

Jeg fandt nu ud af de forskelligartede beretninger om mejeriet som arbejdsplads. Det var sådan; at hvis man passede sit arbejde, hvad den faste stab gjorde, de havda også været der i mange år, så var Ludvigsen ikke karrig med lønnen, de fik alle 1. lønklasse + et mindre tillæg.

På grund af manglende afløsere, måtte jeg så afløse i osteriet, men kun nogle få timer af gangen, det havde jeg heller intet imod. Lønnen som 3. årselev var ca. 50 kr. pr. måned, de tre øvrige elever var to 4. årselever og en 2. årselev og så mig som 3. årselev. Til min store overraskelse betroede disse elever mig, at de fik en betydelig ”skilling” over den ordinære løn, 4. års eleverne fik 30 kr. om ugen 2. årseleven fik 20 kr.

Da der var gået en lille uge kom Ludvigsen og spurgte hvad jeg kunne tænke mig i løn, samtidig erklærede han, at han udbetalte løn ugentlig, så var der imidlertid ikke noget med at komme og bede om forskud, hvis man havde brugt alle pengene lørdag aften. Set i forhold til de andre elevers løn, mente jeg at 25 kr. om ugen var rimeligt, det accepterede Ludvigsen med det samme, det var jo over det dobbelte af, hvad jeg havde ret til, jeg kom da til at tænke på hans formaning om at alt her skal være korrekt, men dette kunne jeg jo godt se ”gennem fingre” med.

Som omtalt var der normalt aldrig overarbejde, men vi elever havde dog forskellige sysler efter normal arbejdstid, først og fremmest skulle vi tage ostene af pres, et par timer efter normal arbejdstid, da vi var fire elever, blev dette arbejde fordelt således at de tre andre elever skulle gøre det hver to gange om ugen, jeg som smørelev en gang om ugen, til gengæld skulle jeg så, to gange daglig, røre i fløden, dette var nødvendig for at opnå en ensartet syrning, jeg skulle derudover en gang om ugen gå ud med regninger og hente betaling hos de handlende som købte produkter på kredit, det drejede sig om en seks syv kunder, alle boende i Maribo, så det var i gåafstand fra mejeriet, dette bijob indbragte mig den eneste ”Røffel” jeg nogen sinde fik af Ludvigsen, men den var til gengæld heller ikke en af de små, men herom senere.

Vi elever boede jo på mejeriet, værelserne var ikke just luksus, men de blev holdt rene, og der var god varme om vinteren.

De sanitære forhold var nok af samme standard som på Maglebrænde, jeg har svært ved at sige hvilket der var bedst. Skulle man på toilettet måtte man også her ned ad trappen igennem osteri, skummesal, maskinstue, fyrrum, over et portrum, hvorfra der var adgang til et vandskyllet toilet. Der var bare den ulempe, at vandforsyningen til cisternen gik igennem et uisoleret rørsystem, da der ingen opvarmning var, måtte man lukke for vandtilførslen i hele vinterperioden, ellers frøs røret til, udskylningen  klarede vi så  på  den måde, at når vi gik igennem fyrrummet tog vi en spand vand med til udskylning, vi havde også en spand med salt stående, så vi, når det blev rigtig koldt, kunne strø lidt salt i kummen, for at undgå frostsprængning. Der var ingen mulighed for håndvask, det måtte man så besørge på tilbagevejen  i fyrrummet, som også fungerede som ”badeværelse”, det var her den daglige etagevask fandt sted, her var mejeriets eneste håndvask, den var bare ubrugelig. Det var en støbejernsvask med en koldtvandshane over, den havde bare den defekt, at den var revnet diagonalt gennem hele bunden, det værste var dog, at man havde forsøgt at gøre den tæt, ved at støbe beton i  bunden, det blev den desværre ikke tæt af, men derimod helt ubrugelig. Til den daglige hygiejne havde vi to 15 l spande som blev stillet på gulvet, der var kun koldt vand i hanen, men der var mulighed for at varme dette op ved hjælp af dampkedlens armatur, så var det bare om at bukke sig, men det kunne man jo den gang, der var også et revnet spejl på væggen, så der manglede skam ikke noget.

Der var dog den mulighed, at man kunne få et karbad, men det havde visse problemer, så det fik vi ikke hver dag, der var nemlig, i forbindelse med maskinstuen, et lille aflukke, hvori der stod et gammelt rustent badekar på ”løvefødder”, det kunne bruges på den måde at man først skulle fylde det op med koldt vand ved hjælp af en slange ude fra mejeriet, derefter kunne man varme det op med en dampslange, der var bare den gene, at der ikke var adgang til damp udenfor arbejdstid, at tage bad i arbejdstiden kunne der naturligvis ikke være tale om. Hvis man befandt sig  på  mejeriet på sin fridag, så gik det jo helt fint.

Hr. Ludvigsen var ”Des” og på efternavn med alle, uanset alder og rang. Indbyrdes var elever og mejerister dus, om vi var på for- eller efternavn var lidt tilfældig, førstemejeristen tiltalte os alle ved efternavn, men han var ”dus” med os. Ludvigsen blev tiltalt: ”Hr. Ludvigsen” eller, når han ikke hørte det: ” Den gamle”.

Som omtalt var Hr. Ludvigsen ikke karrig med lønnen overfor de folk han kunne bruge, til gengæld var han yderst sparsommelig på alle andre områder, intet måtte gå til spilde, hvis der f. eks. blev spildt den mindste dråbe sødmælk eller fløde på gulvet, var det en pligt, straks, med en ren karklud at tørre dette op og derefter at vride den hen over sødmælkskarret, skete det, og ”Den gamle” var i nærheden, var han selv den første til at gribe kluden, og ned på gulvet. Det kan for udenforstående virke noget uhygiejnisk, men man må her tænke på, at gulvene altid var rimeligt rene, og at al  mælk blev slamrenset og pasteuriseret. Jeg må her indrømme; at hvis ”Den gamle” ikke var i nærheden, blev det ekspederet med en spand vand hen over gulvet, så måtte kloakken om resten. Jeg kan nævne et andet eksempel på hans smålighed, han selv ville nok have kaldt det for akkuratesse; når vi om aftenen havde spist vor middagsmad, på pensionatet, fik de der ønskede det en flaske kaffe med til næste morgen, det fik vi i en sodavandsflaske med patentprop, vi satte næste morgen flasken i en spand varmt vand, så fik vi såmænd udmærket kaffe, vi blev spurgt om vi ønskede fløde i kaffen, det gjorde jeg den gang, men sagde til værtinden at hun ikke skulle komme fløde i min kaffe, jeg ville hellere komme frisk fløde i, når jeg skulle drikke den. En morgens så ”Den gamle” at jeg hældte mejeriets fløde i min kaffe, straks udbrød han; ”Hvad! får De ikke fløde i kaffen fra pensionatet? jeg betaler da for fuld kost”,  jeg måtte så forklare sammenhængen, dertil svarede han intet, jeg var derfor lidt spændt på, hvad der videre ville ske, om han ville forlange fløde i min kaffe, eller måske forlange en reducering af kostpengene, der skete dog intet, og jeg fortsatte med at bruge mejeriets friske fløde.

Noget nævneværdigt salg af konsummælk havde vi ikke på ”Midtlolland” dette blev besørget af mejeriet; ”Trifolium” der var et aktieselskab, og ligeledes var beliggende i Maribo, ”Trifolium” havde flere vogne kørende i Maribo og omegn, mælk og fløde blev solgt i hvide glasflasker. Et lille detailsalg havde vi dog, vi havde en lille udsalgsbutik, som var åbent daglig fra kl. syv til kl. ti, her solgte vi mejeriets egne produkter, mælk og fløde i løst mål. Også her var al ind og udvejning i ”pund”.

Tilbage til før omtalte ”Røffel” eller ”Skideballe” hvad man nu  foretrækker  at kalde den, jeg  gik min sædvanlige tur med regninger torsdag eftermiddag, normalt varede det godt en times tid, da jeg havde været hele turen rundt, og gik med pengene i mejeriets taske, traf jeg på to tidligere kollegaer fra Maglebrænde, de havde været til den årlige kedelpasserprøve, som fandt sted på teknisk skole i Maribo, de skulle nu lige ind og have en enkelt øl, inden hjemturen, og spurgte om  jeg ville  med, det kunne jeg jo ikke modstå, jeg havde jo været hele turen rundt, vi gik så ind i Centralhotellets krostue og drak en enkelt øl.

Tiden gik, som den jo gør i gode venners lag, med ca. en lille times forsinkelse nåede jeg så hjem og blev mødt af Hr. Ludvigsen, der i meget vred tone udbrød; ” Hvor f….. har De været i al den tid, og De lugter jo af øl, har DE været på værtshus”? Jeg måtte så ud  med hele forklaringen;”Nå” svarede han;” Så sad De altså der i krostuen med alle de mange penge”. Ja, svarede jeg, men jeg passede godt på dem, det lod ikke til at formilde ham, nå men efter at have hørt de fleste af de gloser som normalt ikke findes i den danske ordbog, bad han så om at se regnskabet, og han begyndte at tælle pengene op, heldigvis stemte  regnskabet, ellers havde det nok ikke set godt ud for ”mejerielev Christiansen”.

Efter at have konstateret at alt var i orden, fortsatte han i en mere behersket tone; ” De må jo forstå Christiansen, at  jeg var  nervøs for,  at der kunne være sket Dem noget, både med Dem og med pengene, det er jo ikke småpenge, De kunne jo være blevet frarøvet hele beløbet, eller på anden måde have mistet det”, denne anden måde kunne jo være, at jeg var stukket af med det hele, det drejede sig om ca. 1000 kr. et anseligt beløb den gang, denne mulighed har sikkert også været i hans tanker, men han nævnte det dog ikke.  Jeg bad nu om undskyld for min handling, og gik til mit værelse for at få min middagssøvn, men jeg fik vist ikke sovet den dag. Jeg var jo lidt spændt.

Næste morgen, da han kom og sagde; ”Godmorgen”, men der var intet at mærke på ham, der var ikke noget med at være sur i flere dage, jeg havde fået min ”Skideballe”, så var den ”potte ude”.

Vi havde jo nu en ugentlig fridag, den kunne vi få efter ønske, hvis det var mulig, eller  man  kunne opspare fra flere uger og få to eller flere dage i sammenhæng, det mest almindelige var dog at førstemejerist, Lorentzen kom dagen før, ved middagstid, og meddelte at man kunne holde fri i morgen. Vi havde den gang to ugers sommerferie, i denne tid var det vanskelig at få sin fridag, så da var der nærmest tale om ”tvungen opsparing”, så sidst på sommeren havde, vi altid en del  fridage til gode, disse blev så afviklet samlet eller delt, som det bedst kunne passe. Jeg var aldrig ude for, som på Maglebrænde, at få besked på at holde fri efter at arbejdet var begyndt.

Et par måneder før 1. maj kom ”Den gamle” og spurgte om jeg kunne tænke mig at tilbringe mit sidste læreår der, det var som fyringselev, dette sagde jeg straks ja til. Vi fyrede den gang   med  tørv og i perioder med halm. Der var endnu ikke givet fri import af kul og olie. At fyre  med  tørv og halm var et slidsomt og snavset arbejde, men jeg skulle jo igennem det. Jeg forventede jo en mindre lønforhøjelse, men det havde vi endnu ikke talt om. Kort tid efter vi havde aftalt, at jeg skulle fortsætte som fyringselev, skete der det at vor store  tørvelade  med indhold af både tørv og halm nedbrændte til grunden, det lykkedes brandvæsenet at redde de øvrige bygninger og omliggende huse. Brandårsagen blev aldrig klarlagt. Nu opstod der et problem,  vi  havde kun plads til få dages brændselsforbrug , skulle der nu bygges en ny tørvelade?

Som  der nok  kun var behov for i kort tid, det var nemlig på den tid, hvor man regnede med at olie ville blive fremtidens brændsel. Oliefyring var dog så nyt og kun få virksomheder, brugte det, der skulle nemlig særlig tilladelse til at bruge det, denne tilladelse blev kun givet, hvis der var en særlig grund dertil, denne grund mente Hr. Ludvigsen, at der var her, så han søgte om tilladelsen, og fik den, det var hverken han eller jeg ked af.

Til 1. maj var to elever udlært og skulle rejse, den yngste skulle fortsætte sin uddannelse på Fyn. Hr. Ludvigsen søgte så, i ”Mælkeritidende” efter tre nye elever. Efter en fjorten dages tid fik jeg  af førstemejeristen at vide, at ikke en eneste havde meldt sig som interesseret, så man måtte nok ansætte et par arbejdsmænd i stedet.

Nu fik jeg så den ide, at jeg måske lønmæssig set kunne udnytte denne situation. Der var som nævnt to lønklasser for udlærte mejerister, alle de faste folk her, fik 1. lønklasse , så højt op turde jeg ikke gå, men jeg  vidste , at arbejdsmændenes løn lå omkring 2. lønklasse, så det var måske en mulighed, jeg kunne jo se, at jeg som 4. årselev var væsentlig mere erfaren, end folk der kom lige fra gaden. En dag da jeg som sædvanlig stod og pakkede smør, kom ”Den gamle” og inspicerede arbejdet, så jeg tænkte: nu må det være,

”Hr. Ludvigsen” sagde jeg; ” Nu da jeg rykker op som 4. årselev kan der vel blive tale om lidt større løn”; ”Det kan vi jo tale om, hvad havde De tænkt Dem ” svarede han, ” 2. lønklasse ” svarede jeg: ” Det kan der ikke blive tale om” svarede han, og gik sin vej uden at tilbyde mig noget som helst.

Jeg mente nu, at jeg havde slået for ”stort brød” op, så jeg måtte nok moderere mit krav, jeg havde jo heller   ikke de bedste kort på hånden, da vi nu fik installeret oliefyr, hvilket jo ville blive en stor lettelse i arbejdet. Det skulle dog vise sig , at dette måske kom mig til gode. Der gik nu mindre  end en time, så kom  Hr. Ludvigsen igen; ”Christiansen” sagde han; ”De har altid været flink til at træde til andre steder i mejeriet, når det pressede på, vi får nu om tre uger installeret oliefyr, så vil De få mere tid til rådighed, så hvis De er villig til at afløse overalt, når det er nødvendig, så er det i orden med 2. lønklasse”.

Dette havde jeg ikke svært ved at acceptere, for det havde jeg regnet med at skulle alligevel.

Kort før 1. maj søgte  Hr. Ludvigsen igen efter tre elever, han havde nu pyntet lidt på annoncen, så det gav resultat, han fik dog kun to. Det var jo heldigt for mig, at det ikke lykkedes i første omgang,, så havde jeg nok ikke opnået de vilkår, jeg havde.

Den 1. maj 1947 begyndte jeg så som fyringselev, jeg skulle bistå den faste fyrbøder, han  skulle  så  være min læremester, udover fyring omfattede dette arbejde også pasning og rengøring af mejeriets to centrifuger og to pasteuriseringsapparater, der var ikke arbejde  til  to mand, så den halve tid afløste jeg i andre afdelinger. Jeg var således ikke elev ved fyring mere end ca. ½ år, dette var i klar strid med lærlingeaftalen, men der var allerede den gang bred enighed om, at et helt år ved fyring var unødvendig. Da der efter få år kom en helt ny lærlingeordning, var der da  også  kun afsat ½ år til fyring , jeg har da også undskyldt denne overtrædelse med, at Hr. Ludvigsen og  jeg, blot var forud for vor tid. Jeg vil endda påstå, at jeg fik mere lært ved at komme rundt i mejeriet.

Tiden gik, et par måneder før jeg var udlært, skete der det, at førstemejerist Lorentzen, fik en  bestyrerplads på Sjælland, og den faste afløser, Madsen, blev forfremmet til førstemejerist.

Hr. Ludvigsen kom da, og spurgte mig, om  jeg, når jeg var udlært, kunne tænke  mig at overtage pladsen som fast afløser, jeg udbad mig lidt betænkningstid, egentlig var jeg, trods alle spådomme glad for at være på ”Midtlolland”. Da jeg så at man søgte en smørmejerist på andelsmejeriet ”Søholm” ved Fredensborg, søgte  jeg denne stilling og fik den. Da jeg meddelte  Hr. Ludvigsen min beslutning, lykønskede han mig og fortalte, at han selv, som ung mejerist, havde været ansat på ”Søholm” og der haft en dejlig tid, det var jo en bedre trøst, end den jeg fik, da jeg skulle begynde på ”Midtlolland”.

Den 1.maj 1948 havde jeg så udstået min fireårige læretid, og kunne kalde mig udlært mejerist.

Efter at have arbejdet et par år ved faget gennemgik jeg Ladelund  mejeriskoles otte måneders kursus for mejerister, der blev afsluttet med en eksamen i 1951, og kunne først nu kalde mig; fuldt uddannet.

Dette var nogle betragtninger om forholdene i forrige århundrede. Man kunne sikkert ikke i dag byde de unge lignende forhold, alligevel tænker jeg tilbage på min læretid som en god periode af mit liv.

Østre Landevej 21
Maribo 4930 DK
Get directions

Fødselsdag:

1927

Erindringen ønskes afleveret til:

Maribo Lokalhistorisk Arkiv