Svend Erik Dencker

‘Det var en anden tid,’ er min afdøde fars – Svend Erik Dencker - fortælling om sit liv. Jeg skrev min fars livshistorie i forsommeren 2016 - og med min fars ord. Min far døde d. 24. december 2016. Venlig hilsen Susanne Dencker Gør ejerskabskrav på erindring

Svend Erik Denckers livshistorie, skrevet af Susanne Dencker og udgivet af www.livsspor.dk

Det var en anden tid

 

Mit liv begynder

Jeg blev født hjemme på gården. De sagde, at jeg blev født tre måneder for tidligt. Mine søskende har fortalt mig, at jeg var sort og rynket og lodden – en fugleunge, kaldte de mig.

I flere uger efter min fødsel gik mor rundt og jamrede: ”Han dør for mig, han dør for mig.” Det var det, de regnede med. Alt jeg ville dø. Så blev man hjemmedøbt med det samme. Og mon ikke de har lagt mig i en høkasse, imens de ventede på, at Sankt Peter skulle hente mig?

Men jeg døde ikke. De gav mig sukkervand, har jeg fået fortalt. Det må have været det, der holdt liv i mig. I flere uger lå jeg der, uden at jeg blev større. Pludselig begyndte jeg at vokse, så de må have givet mig noget andet end sukkervand også. Da jeg var et halvt års tid gammel, var jeg i hvert fald blevet en rigtig kraftkarl. Jeg tror, jeg overlevede, fordi jeg har en fantastisk grundfysik. Jeg har altid kunnet holde til mere end de fleste andre.

Forhistorien

Da mor og far blev gift i marts 1906, købte de enken Surine Nielsens hus sammen med nogle tønder land jord mellem Skivum og Giver. Den gamle og faldefærdige ejendom lå nede i et hul nogle kilometer fra hvor, slægtsgården på Sønderlundsvej siden kom til at ligge. Købet var med den klausul, at huset skulle deles, så Surine resten af sit liv boede i aftægt i den ene halvdel, og mor og far havde råderet over den anden. Derudover skulle de sørge for kartofler, mælk, smør, brød og andre fornødenheder til Surine resten af hendes liv. De skulle også transportere hende til læge og købmand, når der var behov for det.

Surine døde i 1932. Altså havde mor og far hende på aftægt i 26 år. Og aldrig har jeg hørt dem beklage sig over det. I min barndom blev der fortalt historier om Surine. Hun var en gammel og lidt enfoldig kone. Der var dengang, hun var på besøg hos en nabo – Marcus Andersen. Da hun skulle gå, var det blevet mørk. Marcus overtalte hende til at tage sin lommelampen med. Vel hjemme igen var gode råd dyre. Hvordan slukker man ilden i sådan en lommelampe? Man stikker den ned i en spand vand. Herregud, det var en anden tid. Man vidste ikke ret meget.

Godt 1½ år efter at mine forældre var blevet gift – i 1908 – blev min ældste storebror Aage født. I de næste seks år – før far blev færdig med at bygge gården på Sønderlundvej – fik de yderligere fem børn. Som far selv tit sagde, så kom de mange børn, fordi der var så lidt plads i Surines hus, at de blev nødt til at ligge ovenpå hinanden.

Det har været barskt. To voksne og seks små børn i halvdelen af et lille, faldefærdigt hus. Og de skulle have føden fra landbruget. Far blev ved med at købe hedejord til, og de sled for at kultivere det.

Gården

Far blev færdig med at bygge gården i 1914. Stuehuset lå ud til Sønderlundvej. Så var der en lade og en stald. Alle, der boede hjemme, knoklede sammen med mor hver dag med at drive gården; køerne der skulle malkes og fodres, grisene der skulle fodres, hestene, der skulle passes, markarbejdet der skulle gøres. Og der skulle slagtes, og syltes og henkoges og plukkes bær og laves saft og grød og bages brød og laves mad til mange mennesker tre gange om dagen.

Og far? Ja i hverdagen kørte han hver morgen mælkekørsel i hestevogn – altså hentede mælken hos bønderne og leverede den til mejeriet. Og om aftenen og i weekenderne kørte han vognmandskørsel i automobilen for forretningslivet – både dem i Skivum og dem i Aars.

Skivum var dengang et driftigt samfund. Der var købmandsforretning, brugsforening, smedje, kro, kirke, mejeri og skole. Der var også en telefoncentral, og da min far og et par andre købte automobil, begyndte
brugsen at sælge benzin. Jeg kan huske, at han gav fem ører pr. liter.

Jeg blev født i det første stuehus. Men jeg var ikke ret gammel, da far byggede det nye stuehus. Så var gården firelænget.

Indre dæmoner

Det begyndte en sen eftermiddag i laden. Jeg var vel en fire, fem år gammel. Vi børn havde leget derinde. Hvad kan jeg ikke huske. Men pludselig var jeg alene i den store, mørke bygning. Jeg må have haft et par plusfour-bukser på. Altså med bare ben under knæet. Jeg var bange. Der var helt stille. Og så var der pludselig noget vådt, der gled op ad mit underben. Det var hunden, der slikkede mig. Men det forstod jeg ikke. Jeg besvimede af skræk simpelthen. Og da jeg kom til mig selv bare skreg og skreg jeg. Det var som om, det hele faldt sammen i hovedet på mig. Og jeg vidste ikke rigtigt, hvor jeg var.

Efter den dag kunne skrækken komme lige pludselig. Den der fornemmelse af, at virkeligheden forsvandt. Derefter turde jeg ikke sove alene. Først kom jeg ind til mor og far. Da jeg ikke kunne ligge hos dem længere, kom jeg ind til min bror Henry i hans seng. Sådan var det i mange år. Jeg blev nødt til at sove hos nogen. Ellers kom den, skrækken.

’Min hjemmen’

Far var træt af alle os børn. Det er der nok ikke noget at sige til. Vi var 13 unger. Han syntes vel, at det var sjovt, så længe det varede at lave os. Men det, der kom ud af det, gad han ikke.

Mor var jeg glad for; hun tog sig af mig. Min bror Thomas sagde altid, at mor var dum. Det tror jeg nu ikke, at hun var. Jeg tror bare, at hun var for god af sig. Alt for god af sig. Hun var altid i gang med noget, der skulle ordnes. I huset, på gården og i marken.

Mor var 45 år gammel, da hun fik mig. Jeg var nummer 13 barn på 22 år. Og ingen af os var døde ved fødslen, og ingen af os var født med handicap. Det var lidt af et mirakel. Dengang var der mange børn, der døde ved fødslen.

Nej, mor var ikke dum. Jeg kan huske, hvordan hun læste op af avisen. Og skrive kunne hun også. Men hun sled sig op. Hun strikkede og syede alt vores tøj, og reparerede det vi havde, til det faldt i stumper og stykker. Og så lavede hun mad til os og til alle de gæster, som far inviterede hjem. Det var alle de fine fra Skivum og Aars. Dem far kørte vognmand for. De kom hver lørdag eller søndag. Og så vartede mor også dem op uden at klage sig.

Det var et gæstfrit hjem. Dem, der kom på besøg, var far beleven overfor. Men det var et barsk hjem for os børn. Vi arbejdede hårdt, fra vi var små. Jo, det var en barsk barndom. Både far og mor slog. Det gjorde man dengang. Det var en anden tid. Men jeg tror, at det var værre hjemme hos os end andre steder. Det var så slemt, at der vist var nogle naboer, der truede med at melde far til myndighederne, fordi han var så hård ved os. Værst gik det ud over mine ældste søskende. En af mine brødre var som voksen ikke i tvivl om, at han havde taget skade af de mange klø.

Jeg slap nu heller ikke. Som dengang mor og far var kørt afsted i automobilen. Far havde nogle flotte merskumspiber, der hang på væggen. Og da bilen forsvandt fra gårdspladsen, så jeg mit snit til at få gang i en af dem. Men bilen kom tilbage. De havde glemt noget. Mor gik direkte hen og lagde hånden om pibehuset. Det var stadig varmt. Hun slog altid i bagenden. Og den dag kunne jeg ikke lade være med at stramme buksebagen, så slagene svirpede tilbage på hendes egen hånd. Det skulle jeg ikke have gjort!

Vi havde sådan set plads nok. Far byggede det nye, store stuehus i begyndelsen af trediverne. Vi fik også altid det, vi kunne spise. Men plads og mad er ikke det samme som kærlighed og omsorg. Det var der ikke meget af i mit barndomshjem. Arbejde, det var der til gengæld rigeligt af.

Jeg kunne godt lide, når jeg skulle hjælpe mor i køkkenet. Der stod den store brændefyrede ovn, som vi bagte rugbrød og franskbrød i. Og med 8–10 munde at mætte til hverdag og mange gæster hver weekend, så stod strålevarmen ud fra ovnen det meste af tiden. Vi spiste ved et stort bord i køkkenet. Vi havde sådan en stor bordkande, der til hvert måltid blev fyldt med skummetmælk. Det var min opgave at hælde op til de andre. Jeg kan huske fornemmelsen af at tilte den fremad. Det var sådan et tag, jeg fik. Morgenmaden var tit øllebrød. Til frokost fik vi varm mad: stegt flæsk, kartofler, grønkål. Aftensmad var vel brød. Det kan jeg ikke rigtig huske. Men mad manglede vi aldrig.

På gårdspladsen havde vi en ret stor vindmølle drevet af en vindrose. Den var uundværlig. Via et spil i laden leverede den kraft til tærskeværket, kværnen og vandpumpen. Jeg var et nysgerrigt barn. Jeg skulle lige se, hvad der skete, hvis … sådan var det også engang, hvor far og nogle af mine ældre brødre tærskede korn i laden. Jeg var en fem, seks år gammel, så jeg løb rundt og legede imens. Til frokost bremsede de tærskeværket og gik ind for at spise. Jeg blev i laden og gik rundt og kiggede på mekanikken. Det var spændende. Remmene stod stille, men de var helt spændte. Hvad ville der ske, hvis man trådte på dem? Og lidt hårdere … og lidt til.

Pludselig var noget riv, rav, ruskende galt. Værket gav sig og knagede og bragede, også når min fod ikke var på remmene. Mine ben ville ud af laden. På vej væk hørte jeg et ordentligt skrald. Tærskeværket var sprunget. Jeg satte mere fart på og løb, alt hvad remmer og tøj kunne holde, ud i skoven. Der blev jeg resten af dagen. Jeg skulle ikke hjem og have bank. Først da det blev mørkt, drev skrækken for skoven mig hjem igen.

Jeg hørte aldrig for det, selv om tærskeværket blev helt smadret. Det var sgu mærkeligt, for han slog, når han blev gal. Måske fandt han aldrig ud af, at det var mig. Måske troede han, at spillet var sprunget af sig selv? Jeg tror det.

Selv om det var et hårdt hjem, så havde vi det også hyggeligt engang imellem. Jeg kan huske, at vi på sommeraftener gik ture alle sammen. Hund og katte og de børn, der boede hjemme. Så gik vi ned til Teglgårdssø. Der var de bedste, vilde jordbær nede. Selv når mor gik tur, strikkede hun. Garnnøglen under  armen og så gang i strikkepindene. Hun havde altid noget i hænderne. Hun var en slider.

Far var ret kendt på egnen omkring Skivum og Aars. Han var på mange måder en foregangsmand. Han var med i alt muligt. En begavet slog tror jeg nok, man kunne kalde ham. Sad i bestyrelsen i brugsen og mejeriet. Så var han også en af de første i omegnen, der købte automobil. Det var der i begyndelsen af trediverne. En Ford 24. Fantastisk flot bil.

Jeg er ikke i tvivl om, at far købte bilen for sin egen skyld; fordi han syntes, det var sjovt, at have sådan en som en af de første. Far var altid god til at gøre det godt for sig selv. Men han var også hurtig i gang med at tjene penge på bilen som vognmand. Han tjente rigtig godt på at køre rundt med præsten og urmageren og tøjhandleren fra Aars. Og med overlærer Milters.

Vi havde telefon, så kunderne ringede efter far, når de skulle noget. Det var hurtigere og flottere at køre med Dencker end at køre i en gammel hestevogn.

Far var ikke troende. ”I tager sgu ikke skade af at gå i kirke,” sagde han alligevel engang imellem. Så kom jeg med i bilen, når han skulle køre for Pastor Hagelskjær til Skivum Kirke. Engang spyttede far præsten i ansigtet. Det var en søndag hen over sommeren. Solen bagte ned, og det var rigtigt varmt i den sorte bil. Præsten har nok haft det særligt varmt der på bagsædet i fuldt ornat. I hvert fald havde han rullet vinduet ned. Far rullede også sit vindue ned – og spyttede en ordentlig klat ud i sommervarmen. Den svævede i en halvbue ind og ramte Hagelskjær lige i ansigtet. Men han var en mild og flink mand. Han tørrede bare spyttet væk med kjolen. Far var sgu ligeglad.

Mine søskende

Jeg er den yngste af os 13. Alle de andre er for længst døde. Det er meget tomt og mærkeligt, at være den eneste der er tilbage.

Jeg husker ikke så meget om mine søskende i min barndom. Da jeg begynder at kunne huske, er halvdelen af dem flyttet hjemmefra. Vi, der var tilbage på gården, holdt vel til en vis grad sammen. Men for det meste kunne vi ikke enes. Der var ikke rigtig nogen til at tage sig af os. Far var træt af os. Og mor havde ikke tid.

Af mine brødre var det nok Niels og Henry, der betød mest for mig. Henry var fem år ældre end mig. Og han var den, der tog sig mest af mig. Niels var 10 år ældre end mig. Ham så jeg op til. Det var også Niels og hans kone Ester, der mange år senere, overtog mit barndomshjem.

Så var der min storesøster Ellen. Hun var den, jeg lignede mest. Ellen tjente ved en lærer i Aars. Da jeg var omkring 10 år, kom hun hjem, fordi hun havde kræft. Hun var meget syg og lagde i sengen det meste af tiden. Jeg sad inde hos hende på sengekanten. Der lærte hun mig at regne og skrive.

Der gik vel et års tid, inden hun døde kun 18 år gammel. Hun var meget religiøs. Hun vidste godt, at hun skulle dø. ”I skal ikke græde over mig, når jeg er væk,” sagde hun. Hun regnede vel med, at hun kom i himmelen. Jeg kan huske hendes begravelse. Den var kæmpe stor. Sådan var det med alle konfirmationer, fødselsdage, bryllupper, barnedåb og begravelser hos mor og far. 80, 90 mennesker var ikke usædvanligt. Og mor stod for det hele.

Jeg var den yngste, og jeg kunne ikke rigtig klare mig fysisk overfor mine søskende. Men jeg var rigtig god til at drille. Engang, hvor jeg vel har været omkring 11-12 år gammel, sloges jeg med min storebror Henry. Det gik ikke rigtig. I bar arrigskab smed jeg en kardæskbørste lige ind i ’sagerne’ på ham. ”Nu kan jeg ingen børn lave,” hylede han. ”Det er din skyld!

Henry kunne ikke få børn. Og det var min skyld. Det gik mig gevaldigt på. Lige indtil en sommeraften nogle år senere i Jons plantage. Jeg havde gemt mig oppe i et træ. Nede i haven var Henry sammen med sin kæreste Marie. Jeg kunne høre, hvad de snakkede om. Marie var gravid. Det var ikke så godt, for de var ikke gift. Men jeg blev vældig lettet, da jeg med mine egne øre kunne høre, at Henrys ’sager’ så alligevel fungerede, som de skulle.

Dyrene

Det var en anden tid. Når man sådan tænker tilbage på det, så er der meget af det, der skete, der lyder mærkeligt. Engang var der en gris, der forsvandt. Væk. Helt væk. Vi kunne ikke finde den.

Efter et par uger, fandt vi ud af, at den var faldet ned i kartoffelkælderen. Den havde hverken fået vand eller foder. Men den var stadig i live. Der må have været noget fugt dernede … men det var da synd for den.

Jeg var syg med dyr – også som dreng. Jeg kunne ikke li’, når de ikke havde det godt. Jeg var ikke glad ved den måde, vi slagtede gris på. Far bandt benene på grisen, og så skar mor hovedet af den med en sløv køkkenkniv. Det kunne godt tage et stykke tid at skære hovedet af. Og det arme dyr skreg. Far var sgu ligeglad. Men til sidst sagde mor også, at hun ikke kunne makke med det. Hun ville ikke mere. Det var da også noget forfærdeligt noget. Så måtte min storebror Peter til det.

Jeg drillede – også hunden, som jeg var så glad for. Det var sådan en bette foxterrier. Jeg bandt et stykke flæsk på en snor og fik den til at hugge det i sig. Og så trak jeg det op igen. Det var i grunden en slags
dyreplageri. Men den fik da flæsket to gange.

Mine hunde? Jeg har været syg med dem allesammen. De er beroligende for mig. Når en hund står der med sine brune øjne og kigger på en, så er man færdig. Det er jo tillid. Dyr er utroligt tålmodige og venlig mod en.

Skolen

Da jeg blev syv år, skulle jeg begynde i forskolen i Skivum i første klasse hos Frøken Jensen. Vi gik kun hver anden dag om formiddagen. Der var en to–tre kilometer til skolen. Det var min bror Henry, der skulle sørge for, at jeg blev fragtet derned. Jeg sad på stangen foran på hans cykel.

Når jeg kom hjem fra skole, skulle mine bøger lægges ovenpå et højt skab, til jeg skulle bruge dem igen. En dag, da jeg skulle hive bøgerne ned, fik skabet overbalance og væltede ned mod mig. Jeg var kvik og bukkede mig, så i stedet for at få det tunge møbel over mig, kom jeg ind i det. Det kunne have gået rigtig galt. Men jeg fik dårligt nok en skramme. Sådan har jeg reddet skindet mange gange i mit liv.

I første klasse hos Frøken Jensen var vi fem, seks drenge og en enkelt pige. Det var stille og fredeligt. I anden klasse skulle vi gå hos Milters. Nu var vi en 22–23 elever i klassen. Der var en rangorden i den måde, vi skulle sidde på. De kvikkeste elever forrest. De mindst kvikke bagerst. Jeg sad forrest, og jeg var også den stærkeste. Bagerst i klassen sad der to piger. De var småt begavede, tror jeg. De kunne i hvert fald ikke finde ud af ret meget. Det kan også godt være, at det var fordi, de var så bange hele tiden. Hver eneste dag tissede de i bukserne, så skræmte var de. Der lå simpelthen en lille sø af pis under hver af dem.

Fiskemandens Tage var en skiden knægt, der bankede alle, han kunne komme i nærheden af. Man han var nu god nok på bunden. Han kom fra en lidt sølle familie; de boede på fattiggården. Allerede den første dag i anden klasse, måtte jeg sætte ham på plads. Godt og grundig. Jeg smadrede tænderne i munden på ham. Der var ikke nogen, der skulle true mig. Siden rørte han mig ikke.

Så heldig var de to piger, der sad bagerst i klassen, ikke. Tages største fornøjelse hver eftermiddag var at banke dem, når de gik hjem fra skole, og håne dem med at de tissede i bukserne i timerne. Lærer Milters forsøgte at slå det onde ud af ham. Det kunne han selvfølgelig ikke.

Milters var ellers ikke sådan grim ved Tage i timerne. Jeg tror bare ikke rigtigt, han vidste, hvad han skulle stille op med ham. Milters sad også engang imellem nede hos de to piger og forsøgte at hjælpe dem. Men jeg tror ikke, det hjalp.

Skolen faldt mig nemt. Og jeg kunne godt lide Milters. Jeg var lidt hans dengse. Jeg kunne godt lide at lære, og det kunne Milters godt mærke. Ikke at jeg var en duksedreng, det har jeg sgu aldrig været. Men Milters holdt hånden over mig, det er helt sikkert. Jeg kan huske engang, vi havde været oppe at slås. Jeg kastede en tøjsko efter en. Den ramte lidt uheldigt: i blækket. Det sejlede rundt. Og det var min skyld. Der var ingen vej uden om, også dengang var jeg ærlig. Så jeg gik med det samme ind og sagde det til Milters. ”Det var ikke så godt,” sagde han bare. Siden hørte jeg aldrig til det.

Det forår, hvor jeg fyldte 14 år, blev jeg konfirmeret. Der var 60–70 mennesker til min konfirmation i det nye stuehus. Skolen var slut. Det var min barndom også.

Krigen og tyskerne

Krigen, den var jeg aldrig rigtig bange for. Jeg var 12 år gammel, da den brød ud. Jeg kan huske, hvordan de tyske og de engelske fly fløj lavt hen over marken ved gården. Jeg husker også meget tydeligt, de mange lysglimt vi så ind mod Aalborg, når tyskerne bombede der.

En dag kunne vi høre, at de sloges i luften lige over os. Det var tæt på. Der var en bombe, der ramte nede på engen nogle kilometer bag gården. Det var i grunden voldsomt for sådan nogle unger, men vi børn var ikke bange. Jeg tror mere, vi syntes, det var spændende. Bombestedet var længe afspærret og med adgang-forbudt-skilte.

Der var mange tyskerne i området. I Giver, nogle få kilomenter fra gården, var der en lyttepost. Den var konstant bemandet med en 7–10 tyskere. Jeg havde ikke ret meget med dem at gøre. De var da flinke nok og meget dresserede. De vidste vel, at hvis de ikke parrerede ordre, så blev de skudt af deres egne. Jo længere krigen skred frem, jo mere forhutlede og sølle var de at se på, når de kom trækkende med deres heste og deres cykler, der var holdt sammen med selvbinderstrik. Det var noget værre makværk.

Dencker-slægten

Mor solgte æg til tyskerne. Da far fandt ud af det, fik hun besked på at holde op. Far hadede tyskerne; det lagde han aldrig skjul på. Og han snakkede aldrig om, at min oldemor var tysker, og at vi var af tysk afstamning. Hvorfor ved jeg simpelthen ikke. Far har da kunnet huske sin bedstemor, for han var 11 år, da hun døde Og han var opkaldt efter sin tyske oldefar, der også hed Johan August Frederich Dencker.

Far er for længst død. Det samme er alle mine søskende. Der er ingen, jeg kan spørge mere. Men det er da mærkeligt, at han aldrig snakkede om, at vi stammer fra godsejere og godsforvaltere i Tyskland. Det var da noget at være stolt af. Men ingen af os fik noget at vide om det. Måske var det fordi, far var gal over, at han havde haft så skidt en barndom selv. De var jo fattige. Han var kun syv år gammel, da han blev smidt ud og tjene. Det var vel derfor, han var blevet så hård. Han var nødt til det for at klare sig. Han havde aldrig lært andet.

Vagabond i 15 år

Jeg var 14 år, lige blevet konfirmeret og færdig med skolen. Jeg tror, jeg var den eneste af mine søskende, der stadig boede hjemme. Og jeg kunne slet ikke enes med far. Men han ville ikke, at jeg skulle ud og tjene. Det var ikke fordi, han ikke kunne undvære mig. Det var kun, fordi jeg var gratis arbejdskraft.

Dig, er der sgu da ingen, der vil ha,’” sagde han, da jeg bankede i bordet og meddelte, at jeg VILLE ud og tjene. Jeg havde ikke andet end det tøj, jeg gik og stod i, et par gamle træsko og en gammel cykel. På den cyklede jeg de 20–25 kilometer, der var til Bradstrup og fik en plads hos en bonde der.

Det lyder måske barskt, at en dreng på den alder skulle klare sig selv. Men det var helt almindeligt, at man kom hjemmefra, når man var konfirmeret. Og jeg ville ikke være hjemme mere.

På gården fik jeg et fint værelse, og konen var god ved mig. Men bonden var galsindet og ondskabsfuld. Jeg var sgu ligeglad. Det første halve år frem til november tjente jeg 1325 kr. og kost og logi. Jeg fik først min løn udbetalt, da min tjeneste var slut. Det, jeg skulle bruge til dagen og vejen, tjente jeg om aftenen som daglejer ved at grave tørv til brændsel.

Der kunne godt gå både to og tre måneder imellem, jeg var hjemme hos mor og far. Mor var for alvor begyndt at skrante. Hende savnede jeg. Selv om hun var syg, var hun god ved mig, når jeg kom hjem. Jeg fik mad og fik lappet tøj. Men far, ham regnede jeg ikke.

Efter gården i Bradstrup fik jeg plads ikke så langt fra min hjemmen. Mine brødre Henry og Niels havde også haft plads der. Der var jeg heller ikke glad for at være. Jeg blev der alligevel året ud.

I årene derefter var jeg på forskellige pladser i Himmerland. Nogle af bønderne var flinke nok. Og nogen af dem var djævelske. I hvert fald overfor en knægt som mig. Dem, der var ondskabsfulde, dem rendte jeg hurtigt fra. Jeg var vel en satans knægt på mange måder og ikke altid lige vellidt. Jeg ville ikke bøje nakken for nogen.

Plads hjemme

Et år fra maj til november havde jeg ikke andre muligheder end at tage plads hjemme hos far. Vi havde ikke aftalt, hvad jeg skulle have for det. Vi snakkede ikke sammen; der manglede den fortrolighed, som en stor dreng kan have med sin far.

Det halve år måtte jeg hæve 200 kr., af de penge jeg havde i banken, for at leve. Da vi nåede november, sagde far, at han havde sat penge ind på min bankbog for mit arbejde. Jeg spurgte ham ikke om, hvor meget jeg havde fået. Men i banken fandt jeg ud af, at han havde sat præcis de 200 kr. ind, som jeg havde måttet tage ud, imens jeg arbejdede for ham.

Jeg var skuffet. Det var ikke fordi, de var fattige. Han havde bygget en firelænget gård med to stuehuse på 15 år. De havde bil, elektricitet, telefon og store gilder med de fine fra hele området hver weekend. Men at unde mig en hæderlig løn for et halvt års arbejde, det kunne han ikke.

Kærligheden

Jeg har altid godt kunnet komme afsted med det der med pigerne. Jeg så vist ret godt ud dengang og har aldrig sat mit lys under en skæppe. Men jeg har nok alligevel været en 15 år gammel, første gang jeg kyssede en pige. Den aften gik alting i fisk for mig. Jeg var til bal for første gang. Jeg kan huske, at jeg kom ind i lokalet og var lidt betænkelig ved det hele. Så fik jeg øje på en tom stol, der stod henne ved kakkelovnen, lidt afsides fra det hele. Der ville jeg liste mig hen. I det jeg satte mig, brasede stolen sammen med et ordentligt brag. Alle kiggede i min retning. Og så tog jeg benene på nakken og stak af med sådan en fart.

På vejen hjem i halvmørket mødte jeg en pige. Vi faldt i snak. Jeg tog mod til mig og kyssede hende. Det føltes som om himmel faldt ned … jeg kunne slet ikke overskue, hvad det var, jeg havde fået sat i gang. Det eneste, jeg var sikker på, var, at det var noget forfærdeligt brokværk. Og så gjorde jeg, som jeg altid gjorde, når jorden brændte under mig; jeg tog benene på nakke, og løb så hurtigt jeg kunne væk fra hende. Men jeg kom nu ret hurtigt efter det. Det der med at kysse pigerne.

I Kongens Klæder

I 1949, fire år efter krigen, fyldte jeg 21 år og blev indkaldt til session. Jeg kom i deling 49/2 ved Den Kongelige Livgarde i København og fik gardernummer 25.

Det var en skøn tid med et godt kammeratskab. Disciplinen ved militæret kunne jeg rigtig godt lide. Vi boede sammen hele delingen. Og med 12–13 unge mænd fordelt på køjesenge på hver stue, var vi helt afhængige af, at vi kunne finde ud af det med hinanden.

Dagene gik med at passe vores materiel, rengøring, militær eksercits og vagt – som oftest på Amalienborg og på Fredensborg. Der var også rigtig meget fysisk træning. Jeg var en af de hurtigste i min deling. Også selv om jeg vejede lige ved 100 kg. Jeg var ikke vandt til at løbe på den måde, så i starten syntes jeg, det var hårdt. Men efter nogen tid kunne jeg godt mærke, at jeg bedre kunne holde ud. Og mærke at jeg havde et løbetalent, der var større end de andres.

Vi havde ingen fridage, men i løbet af det års tid jeg var soldat, havde vi en håndfuld landlov af nogle dages varighed. Kunne man ikke finde ud af at respektere disciplinen ved militæret, så var der en konsekvens med det samme. Fx at ens næste landlov blev inddraget, eller at man blev smidt ud. Selv om mit temperament altid har været let antændeligt, så skete det aldrig for mig. Lidt held måske. Men jeg havde det godt det år.

Engang, da jeg stod vagt på Fredensborg, var der en svensker, der syntes, det var sjovt at stå og genere mig. Jeg holdt ham an et par gange, men det var han ligeglad med; han gjorde, hvad der passede ham. Jeg blev tosset over sådan nogen. Til sidst tog jeg min bajonet og markerede spidsen i røven på ham. Det fik ham på bedre tanker. Inde på vagtstuen havde de set optrinet. De syntes, det var helt i orden. Jeg fik to dages landlov som belønning – vist ikke helt efter bogen. Det var jeg stolt af.

Vi var ikke englebørn, og når vi var ude i det københavnske natteliv, hjalp vi hinanden. ’Seks’ var stor og brølstærk. ”I skal bare holde jer til mig,” sagde han tit. Sådan var det også den nat, hvor jeg havde rodet mig ind i noget kvindfolk. Det viste sig, at hun var forlovet med en anden. Manden var tosset på mig. ”Garderrøv” råbte han og ville slå. Men ’Seks’ bankede hanrejen sønder og sammen. Så var der ikke mere ”Garderrøv” fra ham.

Engang var det Kong Frederik og Dronning Ingrid, der holdt hånden over os. Vi var en fem, seks stykker, der havde været på vagt ved Fredensborg Slot. Det var sommer og skønt vejr. Da vores vagt var slut, lejede vi en båd ved Esrum sø. Vi ville ud og bade. Vi havde smidt uniformen, var i underbukser og lavede en masse sjov med hinanden. Så kom Kongen og Dronningen sejlende forbi os. Det var strengt forbudt at tage uniformen af og opføre sig, som vi gjorde. Og vi skulle gøre honnør, når Kongen kom. Så det gjorde vi – i underbukser. Stående der i båden. Det har været et ynkeligt syn.

På vejen tilbage til slottet passerede Kongen og Dronningen os. De vinkede og smilede. Havde de anmeldt os i stedet for, var vi blevet sendt hjem. Men det var Kong Frederik. Han var selv lidt af en rod, der kunne lide at have det sjovt.

Højskolerne

Jeg har aldrig regnet at arbejde med landbrug. Det kan jeg lige så godt indrømme. Teknik var jeg meget mere interesseret i. Min storebror Martin, der på det tidspunkt var forvalter på en stor gård, havde gået på landbrugsskolen i Malling. Jeg tror, det var ham, der syntes, at det ville være godt for mig at komme derned også. Så der startede jeg i 1952.

Allerede en af de første dage var der nogen, der spurgte mig, om jeg havde en bror, der hed Martin. På skolen gik der stadig historier om ham. Engang havde han været lidt næsvis overfor nogle andre elever.
Og et par lærer havde for sjov sagt til dem, at hvis de kunne smide ham ud, så måtte de gerne gøre det. Men de måtte give op, da Martin havde smadret tre senge. Jeg tror, de regnede med, at jeg var lige så stærk. Jeg lod dem blive i troen.

Et par måneder efter at jeg var startet på skolen, ringede de fra min hjemmen og fortalte, at mor var blevet indlagt på sygehuset i Aalborg. Hun døde, inden jeg nåede at komme derop. Jeg var ked af det. Det var også en rigtig træls fornemmelse, at jeg ikke rigtig havde set noget til hende i mange år. Nu var det for sent.

Efter landbrugsskolen var jeg et halvt år på Vestbirk Højskole, en musikhøjskole. Der var meget sang og musik på skolen. Men jeg lærte nu også en hel del andet sjovt. Det behøver jeg vist ikke sige mere om.

Nathalia og Anders Stavn

Efter højskolerne fik jeg plads på en gård i Møldrup. I byen boede Anders Stavn sammen med sin kone Nathalia. Deres eneste datter Jenny var for længst flyttet hjemmefra. Anders’ afdøde første kone var min moster. Anders var træskomager. Og Nathalia passede deres slik- og legetøjsbutik på hovedgaden i Møldrup. Jeg kendte dem ikke, men jeg tænkte, at nu jeg var i byen, kunne jeg lige slå et slag forbi. Fra den første dag tog de imod mig, som var jeg deres dreng. Nathalia kunne med det samme se, at mit tøj trængte gevaldigt til en tur. Og jeg fik mad. Og et virkeligt rart og gæstfrit hjem at komme i, lige så tit jeg havde lyst.

Anders blev den far for mig, som jeg aldrig havde haft. Og Nathalia udfyldte det tomrum, der var efter min mor. De havde tid til mig og interesserede sig for det, jeg lavede. Anders og jeg kunne sidde og snakke sammen i timer. Det havde jeg aldrig prøvet med min far. Vi tog også ud og fangede ål sammen. Og jeg tog mine kammerater med hjem til dem.

Jeg kan huske en af mine fødselsdage i de år der. Den holdt Nathalia og Anders for mig. Min far var inviteret med. Jeg havde købt noget landbrugsjord ved Møldrup med byggepligt på, så jeg var i gang med at bygge en ejendom. Det var dyrt. For at spare havde jeg købt lidt cement for meget billige penge hos Aksel Smed, der boede i nærheden af far. Far var godt ved muffen. Det vidste Nathalia, og hun mente højlydt, at den smule penge, den cement havde kostet, ville far da helt sikkert godt betale. Men nej, sagde han. Han havde så mange børn, at det kunne han ikke.

Han kunne sgu da godt have betalt for det cement der. Så ville jeg have vidst, at han var interesseret i mig. Men det ville han ikke. Jeg var så skuffet over ham.

Rådne ærter

Da jeg kom til Møldrup, havde jeg lidt penge tilbage efter arven efter mor. Dem brugte jeg til at købe 22 tønder land jord udenfor byen. Der var som sagt en lille hage ved projektet; der var byggepligt på jorden.

Det første år såede jeg korn i det hele. Det gav et fint overskud. Det næste år satte jeg det hele til med ærter. Det gik rigtig godt. Jeg tjente buler af penge og gik i gang med at bygge. Om foråret det tredje år var gården knapt bygget færdig, da jeg igen såede ærter i det meste. Men det år pissede regnen ned, og det hele gik tabt. Jeg blev nødt til at sælge. Heldigvis kom jeg ud af det uden den helt store gæld.

Lige da jeg havde købt jorden, var jeg til en stor venstrefest i Viborg. Jeg så godt ud dengang. Der mødte jeg Vita. Hun var pæn – og datter af en stor gårdmand. Vi var glade for hinanden og efter et års tid, blev vi ringforlovet. Vita – og især Vitas mor – var meget interesseret i, at jeg havde succes og tjente penge på gården i Møldrup. Så da jeg mistede alt på grund af de rådne ærter, syntes Vita – og Vitas mor – at vi skulle holde en pause, indtil jeg havde fået tjent nogle penge igen.

Sverige

I Danmark var der ikke ret meget at lave for sådan en som mig der i midten af halvtredserne. Jeg var træt af at arbejde på gårdene. Og uden penge kunne jeg ikke investere i noget. Men jeg havde hørt, at der var arbejde at få på en stor gummifabrik i Trelleborg i Sydsverige. Så tankede jeg min Ford Anglia og kørte til Sverige og blev med det samme ansat på fabrikken.

Efter nogle måneder gik jeg og blev stædig. Hvis Vita ikke ville have mig uden penge, så ville jeg sgu heller ikke have hende med penge. Nej, det ville jeg ikke forsætte med. Den forlovelse var slut – helt slut.

De var flinke på gummifabrikken. Vi var mange danskere, og vi boede i sådan nogle barakker. Jeg tjente masser af penge. Og så mødte jeg Gunnar Tingleff. Han blev min rigtig gode ven. Da Gunnar efter ¾ år tog tilbage til Danmark for at forberede sin rejse til Amerika, skiftede jeg arbejde til et gods lidt udenfor Trelleborg. Godset var ejet af Kongen, men drevet af en forvalter der fungerede som godsejer. Jeg fik en fin lejlighed og skulle tage mig af produktionen af ærter.

Det var et godt arbejde, og jeg fik det godt betalt. Det var der på godset, at jeg fandt stenalderøksen, som jeg altid har i nærheden af mig. Jeg kørte i ærtemarken den dag. Det havde lige regnet. Så brød solen frem og noget skinnede sært i jorden. Jeg tog stenen. Det var vel ikke helt lovligt. Der var en mand, der ville give mig 400 kroner for den. Det var mange penge dengang, men jeg ville ikke af med den.

I dag er jeg glad for, at den er min. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men den skal være her. Den betyder noget særligt. Jeg kan ikke sige, hvad det er.

Amerika

Efter 1½ år havde jeg sparret 12.000 kroner op og rejste tilbage til Danmark. Gunnar var ikke rejst til Amerika endnu. Jeg ville med derover.

Men Gunner var ikke helt klar til at rejse. Der gik nogle måneder, og han var stadig ikke klar. Jeg var flyttet hjem til Anders og Nathalia. De ville ikke have, at jeg tog afsted. De var bange for, at jeg aldrig ville komme hjem igen. Men jeg syntes, det var ørkesløst i Danmark, der i den sidste halvdel af halvtredserne. Det var en elendig tid. Hvis jeg var heldig, kunne jeg få lov at arbejde på en kartoffelfabrik i Viborg. Eller hos en tvær bonde på Himmerland til en elendig løn. Der var ingen ordentlig arbejde at få nogen steder.

Jeg kunne ikke blive ved med at gå og vente på Gunnar. En søndag i 1957 så jeg i Jyllands Posten, at der var et cementstøberi til salg i Glyngøre i Salling. Jeg kunne købe det, køre det op, sælge det og SÅ rejse til Amerika med endnu flere penge på lommen.

Anders Stavn var med nede og se på støberiet. Det var fra ende til anden en ruin. Elendigt husværk. Der var lyng på det utætte tag. Vinduerne var møre. Støberiet var en faldefærdig bygning bag stuehuset. Men jeg kunne få det hele for 10.000 kr. Og dem havde jeg. Kunder var der ikke rigtig nogen af, men dem kunne jeg vel selv skaffe.

Dagen efter at jeg havde skrevet under på støberiet, ringede Gunnar til mig. Han var klar til Amerika. Jeg havde ikke noget valg, jeg var nødt til at blive og få skidtet i Glyngøre til at se ordentlig ud, før jeg kunne sælge og følge efter ham.

Forretningsmand

Den første dag i mit liv som cementstøber i Glyngøre kom Karl Kjeld, der boede i byen, og stak mig 450 kr. forlods, som han ville have sten for. Det var et kæmpe skulderklap. Til hans guldbryllup mange år efter var jeg oppe med en flaske vin. Det var jo hans ordre, der fik mig til at tro på, at jeg kunne få støberiet til at lykkes. Næste dag kom Zakariasen og ville have fliser. Siden har jeg fået så meget opbakning i Glyngøre. Jeg skylder den by rigtig meget.

Der var nogle udslidte og livsfarlige maskiner i støberiet. Maskinen til støbeblokken gav et ordentligt slag over fingrene hver gang, jeg lavede en blok. Det vænnede jeg mig til. Men ret hurtigt fik jeg lavet et par gode maskiner selv. Der gik ikke mange måneder, før jeg have så meget at lave, at jeg måtte købe mig til hjælp i støberiet nogle timer hver dag.

De var fattige, dem jeg købte cementstøberiet af. Det eneste, de havde nok af, var børn. Nogle dage efter vi havde handlet, var de ude og se på noget husværk, de skulle flytte ud i. På turen kørte de galt, og manden kom alvorligt til skade. I flere måneder lå han på sygehuset. Jeg kunne ikke smide hende og de fire, fem småbørn på gaden. Så vi boede i huset alle sammen. Jeg på et lille kammer, og de havde resten af huset.

Det hele var råddent. Gardinerne var så møre, at man bare kunne stikke en finger igennem stoffet. Det havde deres unger meget sjov med at gøre. Jeg var en drønnert og gjorde det også et par gange. Det kunne han se – manden. At det var min tykke finger, der var skyld i et par af de mange huller. Så ville han have penge for gardinerne også. Og divanen, den var gået i stykker. Det var også min skyld. Men de var fattige, det skal man forstå. Hver en krone talte.

Det første år brød jeg mit hoved med, hvad jeg skulle leve af om vinteren. Men det havde jeg ikke behøvet. For jeg tjente penge fra starten af. Jeg kunne alverdens ting. Og jeg kunne lave tre gange så meget, som andre kunne. Når nogen sagde: ”Det der, det kan du ikke få til at virke,” så blev jeg stædig. Fingrene har altid vendt rigtig på mig.

Der var en del andre støberier i området dengang. Lige efter jeg var kommet til Glyngøre, mødte jeg tilfældigt Nis Sørensen fra Durup Cementstøberi. Han bød mig velkommen med en rigtig grim svada:
Dig skal jeg nok få ødelagt.” Han vidste jo ikke, at sådan noget virker omvendt på mig. Jeg var ikke bange for en skid dengang.

Glyngøre – mere end bare en by

Jeg har nok altid været lidt for hurtig til at reagere. Det har gjort det svært for mig at blive ved noget. Jeg blev nemt så hidsig. Jeg har været dygtig på mange måder, men jeg var nem til at blive fornærmet. Så rejste jeg bare. Så kunne de, der ville, rode med skidtet selv. Jeg var smuttet. Min frihed betød alt.

Men i Glyngøre skete der noget. Jeg fandt Lisbeth – og Lisbeths familie. Så holdt jeg op med at rejse væk. Der var nogen, der holdt af mig. Det manglede jeg. Nogen der passede på mig. Nogen der ville mig det godt. Nogen der hørte på mig. Jeg skylder Lisbeths mor og far, Helene og Anders, stor tak. Selv om jeg er 12 år ældre end Lisbeth, så åbnede de deres hjem for mig. Og Lisbeths søster og svoger, Nico og Kresten. De tog mig til sig. Det har jeg aldrig glemt dem for.

Amoriner på Den Røde Kro på Mors

Jeg så hende første gang en aften til bal på Den Røde Kro på Mors. Lisbeth var kun 17 år. Men hun var noget kraftig, så jeg troede, at hun var ældre. Hun havde sådan noget pænt, langt hvidt hår, der var bundet bagud i en flot hestehale. Jeg syntes sgu, hun så godt ud. Og vi dansede hele aftenen.

I køkkenet på Glyngøre hvilehjem var Lisbeth der igen. Jeg spiste aftensmad dernede. Hvordan det var kommet i stand, kan jeg ikke huske. Hun kom hurtig til at betyde meget for mig. Det var den måde, hun var på. Engang var vi ude at køre i bilen. Vi fik is. Jeg smed bare papiret ud ad vinduet. Men så blev hun tosset. ”Det kan du ikke tillade dig at gøre. Så ligger det og flyder der.” Det kunne jeg godt lide. Hun var opdraget. Hun kom fra et kultiveret hjem med musik og sang. Det kunne man mærke. Hun kom også fra en lille familie. Der var kun hende og Nico. Alligevel sagde jeg til Nathalia og Anders, at det var noget brokværk med Lisbeth, fordi hun var så meget yngre end mig. ”Det gør da ikke noget,” sagde de. Det gik mig så meget på, at jeg løj mig et år yngre, end jeg var.

Jeg kan tydelig huske, første gang jeg var på besøg hos Helene og Anders på gården i Nautrup. Lisbeth syntes, at den aften var fin til et første besøg, for hendes forældre skulle til sangaften i skolen. Så kunne jeg se gården i ro og fred, inden de kom hjem.

Da vi kom derud, var det godt nok som om, at huset ikke var tomt. Og ganske rigtigt: Inde i soveværelset lå Anders. Han var pludselig blevet ’syg’ og var derfor ikke med til sangaften. Husk på, det var en helt anden tid. De kendte mig jo ikke. De vidste bare, at jeg var cementstøber i Glyngøre og 12 år ældre end deres datter.

Da Helene kørte cyklen ind på gårdspladsen, blev Anders rask igen. Vi fik kaffe og snakken gik. Jeg havde været ret nervøs, men det forsvandt med det samme, jeg mødte dem. De var ualmindeligt flinke ved mig fra starten af. Lisbeths far kunne jeg snakke med i timevis. Han var en utrolig behagelig og vidende mand. Og så interesserede han sig for mig, og for det jeg gik og lavede. Ligesom Anders Stavn.

Vi så vel hinanden et par år Lisbeth og jeg. Jeg holdt på, at vi gik stille med dørene, for jeg var forretningsmand i byen, så jeg skulle passe på, hvad jeg gjorde. Men en dag sagde Lisbeth, at nu skulle det være. Og selv om vi selvfølgelig havde planlagt, at Lisbeth skulle med mig hjem efter brylluppet, så må det alligevel have været lidt uvirkeligt for mig. I hvert fald har vi tit grinet af, at jeg sagde til bryllupsfotografen i Skive, at ”billederne kan vi da lige så godt få sendt hjem til dig, Lisbeth.

Jeg har ikke altid været lige nem at være gift med. Men jeg har ikke kunnet undvære Lisbeth. Det er helt sikkert. Uden hende var det ikke gået. Selv om vi sommetider har skændtes, så det fløjtede, så tror jeg ikke, hun har tvivlet på, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at passe på hende.

Dencker, ”a cementstøver”

Lisbeth flyttede ind, og året efter fik vi Susanne. Og et par år efter Anders. Det var helt naturligt, at Lisbeth tog sig af kontorarbejdet, huset, børnene og meget af salget. Jeg tog mig af støberiet.

Glyngøre var en dejlig by at bo i dengang. Det var dén by i Viborg Amt, der var mest udvikling i. Der blev bygget fabrikker, og der blev bygget parcelhuse. Alt sammen godt for vores forretning.

Jeg blev ”a cementstøber”, og vi tjente rigtig godt. Alt overskuddet investerede vi tilbage i støberiet. Af flere omgange byggede vi nyt og større støberi, købte nye og bedre maskiner, flere lastbiler, gaffeltrucks og gummigeder, byggede garage og renoverede stuehuset.

Især minkhegnene tjente vi buler af penge på. Vi både producerede og monterede dem. Da det gik højest, havde vi to hold med hver to mand ude og sætte hegn op. Da havde vi 10–12 ansatte. Vi producerede jo det hele: minkhegn, stolper, belægningssten, kantsten, alt i betonvarer, færdigbeton.

I 1993 solgte vi cementstøberiet til Bodilsen Holding. De jævnede det med jorden og anlagde en park foran deres administration, hvor støberiet havde lagt. Det kunne nok ikke være anderledes. Tiden var løbet fra en forretning som vores.

Efter cementstøberiet købte vi Zachariassens hus længere nede ad Durupvej. Vi byggede huset fuldstændig om, og byggede et stort værksted til. Vi havde det godt der i de næste 22 år, indtil vi sidste år flyttede ind i det rækkehus i Enghaveparken, som vi bor i nu.

Livet i byen

Op igennem 60’erme, 70’erne og 80’erne blev vi en fasttømret del af Glyngøre. Vi havde mange og gode naboer på Durupvej. Og Lisbeth kom i skolebestyrelsen, i bestyrelsen i Brugsen og blev valgt ind i kommunalbestyrelsen for Sallingsund Kommune. Jeg var medlem i bestyrelsen for Glyngøre Hallen. Vi kom sammen med alle uanset deres status. Det var vi ligeglade med. Det, der betød noget, var, om det var nogle ordentlige mennesker. Og det trak ikke fra i vores bog, hvis folk havde humor og også gjorde noget godt for byen.

Vi har haft det sjovt mange gange. Et år til nytårsaften satte jeg et stort torskehoved på en pind, og med det forrest ringede vi på hos Grethe og Harald Berg. De var ved at brække sig af grin. Så fik de frakkerne på og i samlet flok med torskehovedet forrest gik vi op til Hanne og Anton Høgh. Der gik det helt galt. Jamen vi havde det så sjovt.

Og byen var fuld af skæve personer. Der var en juleaften, hvor hele byen var i kirke. Det var ikke tit, det skete, så pastor Dahl-Hansen greb muligheden. Med stor alvor prædikede han over mørket i menneskets sind. Udenfor rasede stormen. I takt med at præsten skruede op for sin tordentale, begyndte strømmen at vigte. Lyset blinkede nogle gang, og så blev der helt mørkt. Et øjeblik var alle stille. Men så konstaterede Evald Brun med høj klar stemme: ”Så fik han satme held å’ed.

Sommetider i hverdagen gav vi fanden i det hele. Sådan en varm sommerdag, da kunne hele støberiet og kunder og Lisbeth og børn og alt, hvad der var, pludselig slås i vand. Vandslanger, spande, litermål – alt og alle var i krig. Det endte med kaffe i køkkenet eller foran huset ved campingbordet. Jeg har vist også altid været lidt af en drillepind. Hvad ville der ske, når jeg puttede et par ekstra mandler i ris á la manden hos Anne Marie og Freddy?

De der narrestreger, de var med til at gøre det hele lettere.

Man mister lidt af sig selv

Alle mine søskender er for længst døde. Min svoger Kresten er her ikke mere. Kristian ”Barber” Pedersen er her heller ikke mere. Når der var noget, man skulle have at vide om byens historie, så var det Kristian, man skulle til.

De fleste af de andre, vi har haft det så skønt med, er også væk. Jeg savner dem alle sammen: Aksel Gade, Jørgen Tegl, Johannes Madsen, Henry brugsuddeler, Grethe og Harald, Freddy og Anne Marie, Anton Høgh, Doktor Mensberg. Mange af dem har været med til at gøre Glyngøre til den driftige by, som den var i 70’erne, 80’erne og 90’erne. De er væk alle sammen. Og med dem er meget af mit liv også begravet.

Men der er da heldigvis stadig nogle af vores gamle og nære venner, der er her endnu: Gerda og Jens Poulsen, Connie og Sven Aage Nielsen, Ella og Gunner Tingleff i Herning og Lisbeths søster Nico i Breum.

Jeg er her også stadig. Det er sådan set mærkeligt. Hvis jeg lever så længe, så fylder jeg 90 om to år. Jeg har ikke tal på de gange, jeg er kommet til skade eller har været i livsfare: født tre måneder for tidligt, faldt ned ad en stejl trappe som treårig, arbejdet under nogle livsfarlige forhold på fabrikker og på gårde, smadrede min fod under en form til fundamentsblokke, fik forsnævring af blodkarrene til hjernen af stress, gik i et halvt år og ventede på en bypass-operation af fire kranspulsårer, har en pacemaker, er opereret for kræft både i nyren og i panden. Listen er uendelig. Men jeg er her altså endnu.

Jeg har altid været stærk som en bryggerhest. Jeg har budt mig selv alt for meget, men jeg har overlevet til nu. Jeg må være født med et godt helbred.

Det mørke og det lyse

Hvis jeg skal være ærlig, så var jeg ikke glad for at være cementstøber. Det var for hårdt. Jeg sled hver eneste dag fra 7 morgen og til 7 aften. Det var ikke meningen, at jeg ville være blevet der. Jeg tænkte, at vi skulle sælge en dag og finde på noget bedre. Men det blev ikke til noget.

Jeg var godt begavet. Jeg skulle have haft en uddannelse. Være blevet ingeniør eller lært noget andet teknisk. Det, tror jeg, havde passet bedre til mig. Min bror Martin blev politibetjent. Han var den eneste af os 13 børn, der fik en uddannelse. I dag får børn en uddannelse. Men dengang var en anden tid. Og jeg var også for utålmodig og for hidsig.

I mine mørke stunder, tænker jeg, at der er en del, jeg ville have gjort anderledes, og at jeg har fået for lidt ud af det. Men penge, dem har jeg sgu tjent mange af – rigtig mange. Det har jeg gjort godt.

Der er også meget i mit liv, jeg stadig er glad for. Først og fremmest mine børn Anders og Susanne, mine to svigerbørn Betina og Per og mine børnebørn Ida, Sofie, Ditte, Jeppe og Albert. Jeg er især meget taknemmelig for, at de alle er sunde og raske og har det godt.

Hvis jeg ud over mine børnebørn skal nævne en enkelt ting, jeg er stolt af, så er jeg ikke i tvivl. Det er, at jeg var med til at få Glyngøre Hallen op at stå. Jeg sad med i halbestyrelsen fra vi fik idéen til hallen. Og bestyrelsesformanden – Jørgen Tegl – sagde i sin tale ved hallens indvielse, at byen i den sidste ende kunne takke mig for, at den kom til at ligge så utroligt smukt, som den gør.

Halgrunden var Herluf og Sofus Iversens. De ville ikke af med den. Men jeg hægtede mig på som en igle. Hver eller hver anden aften var jeg nede og snakke med dem. Jeg ville have det til at lykkes. Ikke for min egen skyld, men fordi jeg vidste, at det kunne være så godt for byen, at få et samlingssted med sådan en fantastisk beliggenhed.

Til sidst fik jeg bestyrelsen og kommunen overtalt til, at vi skulle byde næsten dobbelt så meget for grunden, som vi startede med. Det var de sgu ikke så glade for på kommunekontoret, men det var det, der virkede. Vi fik grunden.

Det var fantastisk spændende at være med til at få hallen til at blive til virkelighed. Og byens borgere bakkede op. Det var virkelig noget, vi var fælles om. Over en årrække samlede vi ind til hallen ved byfester og indsamlinger. I bestyrelsen sparede vi ikke os selv, når der skulle laves løjer og sjov for at få folk til at ryste op med penge til vores fælles projekt.

Vi havde alle vores arbejde at passe ved siden af. Men vi lagde meget engagement i det. Efter et par års arbejde begyndte vi at under os: Selv om vores støttearrangementer var en stor succes, så kunne vi ikke forstå, hvorfor vi ikke havde flere penge i foreningen, end vi havde.

Det var først efter hallens indvielse, at det stod klart, at vi hele tiden havde haft en kæltring med i bestyrelsen. En kanalje der tog af vores fælles kasse. Flere hundrede tusinder var det lykkedes ham at stikke fingrene i, inden det blev opdaget. Vi fik nogle af pengene tilbage fra hans arbejdsplads. Men det tog hårdt på mig. Ærlighed har altid været vigtig for mig. Man skal sgu kunne stole på folk!

Kort tid efter blev jeg indlagt på Viborg Sygehus med forsnævringer på blodforsyningen til hjernen. Det tog et halvt år, før jeg var nogenlunde rask igen. Og mit syn blev aldrig helt det samme.

Slægter skal følge slægters gang

Nej, jeg ved såmænd ikke; hvad jeg vil ønske, at mine børnebørn husker mig for, når jeg ikke længere er her? Det skal du spørge dem om. Det er ikke noget, jeg skal sige.

Mine fem børnebørn er det bedste, jeg har. De fører slægten videre. Jeg er sikker på, at de bliver nogle ordentlige mennesker, som andre kan stole på. Jeg håber, de hver især vil rette ryggen, for de er gode nok, som de er. Jeg håber også, de vil blive ved med at være ærlige, også når det betyder, at de engang imellem må tage skraldet for noget, de har gjort forkert.

Her slutter Svend Erik Denckers livshistorie.
De sidste sider i bogen handler om slægten Dencker.

Læs bogen i sin fulde længde her: Svend-Erik-Denckers-livshistorie

 

Durupvej 58
Roslev 7870 DK
Get directions

Fødselsdag:

1928-2016

Erindringen ønskes afleveret til:

Lokalhistorisk Arkiv Aars
Sallingsund Lokalhistoriske Arkiv