Erik Magid

Erik Magid beskriver sin barndom og tidlige ungdom gennem erindringsbilleder af de personer, som havde stor betydning for hans liv. Erik Magid fortæller blandt andet om opvæksten i København, flugten til Sverige under 2. verdenskrig og han tilværelse i Sverige og igen i Danmark efter familiens hjemkomst i 1945.

 

ERINDRINGSBILLEDER

 

Ernst

Han hed Ernst. Det må jeg have fået at vide af andre børn i gaden. Jeg har set hans mor et kort øjeblik en gang hvor de kom gående sammen. Men ellers husker jeg ham stående i porten til Classensgade nr. 13. Selv når han stod stille, kunne man på afstand se at der var noget galt med ham, benene bukkede underligt skævt til den ene side. Når jeg kom gående på fortovet hen imod ham på vej hjem til nr. 17 og han fik øje på mig, blev han glad. Men hans spastiske lammelse forvrængede hvad der skulle være udtryk for imødekommenhed, til noget i mine øjne skræmmende – jeg blev om ikke bange, så i hvert fald usikker på hvad jeg skulle gøre – og nøjedes med et forsigtigt smil mens jeg skyndte mig forbi ham. Jeg hørte hans uforståelige hilselyde – han havde ikke noget sprog – og så spyttet stå ham i mundvigene.

Hvor mange gange denne scene udspillede sig ved jeg ikke. Det har været i perioden 1945–46, når jeg gik alene hjem fra Krebs skole.

Der var ikke kontakt mellem hans og min familie. Hvad mon der siden blev af ham? Per mener at huske at han omkom ved en drukne-ulykke.

 

9. april 1940

Det ældste erindringsbillede som jeg med sikkerhed kan tidsfæste er fra mit børneværelse i Classensgade. Det er morgen, jeg er påklædt og står ved vinduet hvorfra jeg kan se et lille stykke af himlen mod øst. En aldrig tidligere hørt dyb rumlende, vedvarende lyd kommer deroppe fra: man-ge tyske flyvemaskiner passerer lavt forbi over os. Lydene og den uro jeg fornemmer fra de voksne gør mig bange.

 

Christian 10.

Fra vinduet i dagligstuen – den sjældent anvendte stadsestue med det endnu sjældnere anvendte flygel – er der en god udsigt mod vest opad Classensgade og mod sydøst ad Kastelsvej. Her stod Genni en formiddag, formentligt på Kongens 71 års fødselsdag d. 26 september 1941, for at holde øje med begivenhederne i gaden. Gerda og jeg havde taget opstilling sammen med mange andre for at lykønske og kaste blomster til den forbiridende Christian 10. Folkemængden omgiver og bevæger sig med hesten og rytteren, som passerer forbi for at svinge op ad Kastelsvej. Til sin rædsel ser Genni fra sin udsigtspost, at lille Erik synes at forsvinde ind under den store hest! Dog nej – lille Erik og Gerda dukker op straks efter, uskadte efter deres første og eneste møde med Majestæten.

Note: Det var Kong Christians rutine dagligt at ride, kun ledsaget af to civilklædte politibetjente på cykel, på en morgentur fra Amalienborg ad Grønningen til Lille Triangelen nedad Classensgade og Kastelsvej via Lan-gelinie tilbage til slottet. Denne praksis, som medvirkede til at gøre ham umådeligt populær under besættelsen, ophørte efter et styrt med hesten d. 19 oktober 1941.

I den vestlige verden opstod der under krigen en myte om, at den danske konge, i protest mod tyskernes jødelove, bar den gule Davidsstjerne. Myten voksede sig stærk efter krigen, godt hjulpet på vej af kræfter, som ville vise et billede af Danmark som modstander af – og ikke medløber med – tyskerne. Historien er usand, der kom aldrig en ”jødelov” i Danmark. Det er imidlertid dokumenteret at Kongen ved flere lejligheder udtrykte at danske jøder var danske statsborgere på lige fod med andre og ved en lejlighed bemærkede, at hvis tyskerne ville rejse krav om særbehandling ”imødegik vi det bedst ved, at vi alle anlagde Davidsstjernen”. Kilde: ”Rytterkongen” af Knud J.V. Jespersen.

 

Langelinie

De grønne områder ved Kastellet, Gefionspringvandet, Langeliniepavillonen og den lange kaj fra lystbådehavnen mod nord til indsejlingen til Frihavnen var vigtige udflugtsmål fra mit barndomshjem. Gerda bragte mig i barnevogn til en legeplads nær Langeliniepavillonen, som ifølge familieberetninger en dag blev skueplads for et mindre drama med mig som skurken.

Genni, som ikke kunne beskyldes for at have religiøse grundsynspunkter, havde uddraget en lære af det gamle testamente, som hun tidligt indprentede mig med sætningen: ”Slår du mig så slår jeg dig!”. Følgeligt reagerede jeg resolut i sandkassen, da et andet barn var efter mig; jeg tog en skovl og slog ham i hovedet. Det fik jeg næppe ros for. Måske har begivenheden præget mit senere mere tilbageholdende ad-færdsmønster overfor potentielle agressorer.

Note: Per tilføjer at mor skulle have sagt at udsagnet “Slår du mig så slår jeg dig” skulle udtales tre gange før jeg måtte skride til handling. I den beskrevne situation må jeg have glemt denne vigtige del af forholdsordren.

Sommeren 1946 modtog vi Amerikabåden sammen med en større fest-stemt menneskemængde forsamlet på Langeliniekajen. Den medbragte Marja, Ben og lille Barbara, som kom på deres første besøg efter krigen til et bevæget gensyn med familien.

En sommerdag nogle år senere, det var d. 4. maj 1950, stod jeg igen i en stor menneskemængde på Langeliniekajen. Vi var der for at følge en opvisning arrangeret af den danske marine. Et fly, en Gloster jetjager, fløj faretruende lavt ned over os mod syd; det ramte en skibsmast i lystbådehavnen og styrtede ned over Arsenaløen. Piloten omkom men ingen andre kom til skade. Jeg kan stadigt fremkalde en film i mit indre øje, som viser flyet i kollisionsøjeblikket, hvor en del af masten hvirvles op i luften.

Langelinie var målet for mange cykeludflugter fra Classensgade, alene eller i selskab med min ven og klassekammerat, Hans Henrik Munch-Petersen. Der var noget dragende ved udsigten over vandet og de besøgende skibe som lå ved kajen.

 

Kaufmann

Jeg mener jeg kan huske ham fra før flugten til Sverige i oktober 43. Som ejendommens altmuligmand var han en institution. Han var den største mand jeg kendte, altid i blå kedeldragt med en filttop på hovedet. Grov i trækkene, dyb stemme (ikke københavner, måske fra Sønderjylland?), venlig men respektindgydende – leg på gaden, i kældrene og i baggårde-ne med kvarterets børn blev overvåget men sjældent forstyrret.

En af hans opgaver var at bære koks og kul fra familiens lager i kælderen op ad køkkentrappen til 2. sal, så lejlighedens kakkelovne kunne fodres efter behov. Der var fire ovne i den 200 m2 store lejlighed, men de to blev sjældent eller aldrig brugt. Fyringssæsonen gik fra oktober til april – det var også den periode, hvor man skulle betale fyringstillæg til Krebs Skole udover den månedlige grundafgift. Hvis det var koldt uden-for fyringssæsonen måtte man tage mere tøj på.

Min mor forstod at vinde sine hjælperes hengivenhed, det gjaldt Gerda og Agnes og selvfølgeligt også Kaufmann, som gerne udførte praktiske gøremål og mindre reparationer i lejligheden. Hans ry i fami-lien for at være pålidelig og trofast voksede til mytiske proportioner, da han ved vores tilbagekomst i juni 1945 fra opholdet i Sverige tilstod, at han var kommet til at drikke en halv flaske snaps, som han havde fundet i vores lejlighed. Vi havde forladt Classensgade uden at få andet med end penge og det nødvendigste tøj. Intet andet manglede i lejligheden da vi kom hjem 20 måneder senere.

Note: Fra Isi Foighels bog ”Miraklet i Danmark”, ved jeg nu at departementschef Hans Henrik Koch, som havde en fremtrædende rolle under besættelsen i departementschefstyrelsen 1943-45, gennem en utraditionel fortolkning af regeringsbevillinger afsatte et stort millionbeløb til beskyttelse af jødiske og andre flygtninges ejendom. Formentlig har dette tiltag – eller i det mindste den ånd det afspejler – også haft betydning for sikring og bevarelse af vores lejlighed, som blev udlånt til Danske Kvinders Beredskab og Lotterne.

 

Skolebestyrer Schmidt og Frk. Lampe

Efteråret 1941 begyndte jeg, måneden efter at jeg var fyldt seks år, at gå i Krebs skole – borgerskabets drengeskole par excellence. Skolebestyrer, cand. theol. Erik Schmidt var den meget synlige og noget intimiderende leder, som indførte os i skolens ånd: historiebevidsthed, traditioner, disciplin og oplysning. Drengene i 1. H C Andersen (det hed min klasse) mødte Hr. Schmidt ved morgensangen og ved ugens afslutning om lørdagen, hvor han stående i døren ud til Stockholmsgade med et fast afskedsgreb trak hver enkelt elev ud i det fri.

Elevfødselsdage markeredes jævnligt med et besøg i klassen, hvor hr. Schmidt medbragte et mekanisk legetøj til fremvisning – mest populært var VæltePeter, som kunne cykle på en til formålet og under mange fagter ophængt snor.

En smuk forårsdag blev undervisningen afbrudt i utide – alle blev kaldt ned i skolens gård, hvor Schmidt havde taget opstilling udstyret med en kikkert, som var vendt mod det store kastanietræ. Alle ventede, for vi vidste, at når kastanien sprang ud fik vi fri. Spændingen steg, men endeligt råbte hr. Schmidt: “Nu springer kastanien ud!”. Vi var lykkelige.

Til dagligt befandt vi os under frk. Lampe´s – vores klasselærerindes beskyttende vinger. Hvor mange hundrede små, nyankomne, frygtsomme drenge hun i årenes løb gav en følelse af tryghed ved jeg ikke, men hun havde en lang karriere og var, da jeg mødte hende, ikke ung - måske over 50 år! Hendes let grånende hår bar hun opsat i en knold over et rankt holdt hoved. Hun overvågede tålmodigt vore skriveøvelser udført med blyant, senere med blæk og pen, i hæfter med fortrykte bogstaver i skråskrift: vi øvede a-buer og i-buer og kunsten at anbringe de mærkelige tegn rigtigt på linien. En god indsats belønnedes med opklistring af sølv eller guldstjerner ud for elevens navn på den til formålet opsatte tavle. Klassehierarkiet blev derved synliggjort meget tidligt i vores skoleforløb.

Enhver i de to første-klasser fik tildelt en vært, en stor dreng fra femte klasse, dengang skolens ældste elever, som fik til opgave gennem en personlig tilknytning at sørge for, at den lille nye hurtigst muligt fandt sig til rette i de fremmede omgivelser og lærte skrevne og uskrevne­ adfærdsregler – en meget velfungerende ordning.

 

Helga Pedersen og Karen Margrethe Eckardt-Hansen

Blandt Gennis veninder afveg to fra tidens almindelige adfærd blandt borgerskabets døtre. Begge var stærke personligheder, erhvervsaktive og de forblev ugifte.

Helga Pedersen var jurist og blev højesteretsdommer. Hun var i en periode (1950-53) justitsminister og efterfølgende medlem af folketinget. Blandt hendes mange offentlige hverv var der et som fik betydning for mig, nemlig formandskabet i det blandt datidens læger kendte ”Helga Pedersen udvalg”. Dette udvalg tilrettelagde blandt andet disponering af overlægestillinger i forbindelse med etableringen af det nye Hvidovre Hospital. Min første overlægestilling med foreløbig ansættelse i 1972 på Bispebjerg hospital var en ”Helga Pedersen stilling” med klausul om forflyttelse til Hvidovre hospital, da en klinisk kemisk afdeling åbnedes der tre år senere med professor Steen Müllertz som chef.

Som stor dreng traf jeg Helga Pedersen et par gange, når hun besøgte Genni i Classensgade. Hun kom alene til the – måske deltog hun i nogle af de mange aftenselskaber, som Genni arrangerede. Jeg tror hun må have opfattet Genni som en smuk og ansvarsfri blomst fra en forsvindende verden.

Note: “Hele verden til spillerum”, er en bog om Helga Pedersen fra Nordisk Forlag 1984, som Ulla og jeg forærede til Genni, julen 1984.

Karen Margrethe, præstedatter og ugift, boede i 1943 sammen med sin mor, enkefruen, i en lejlighed i Marskensgade. Hendes mor, hvis navn jeg har glemt, led af perniciøs anæmi og måtte spise store mængder rå lever; det var standard-behandlingen før B-12 vitamin stod til rådighed. For en lille dreng lød denne behandling som en frygtelig straf, men den var effektiv.

Karen Margrethe var en rødhåret, statelig kvinde, med en prægnant, let nasal stemme – hun var overlærer på Ingrid Jespersen´s skole med fransk som hovedfag. Hun var stærkt troende og konverterede til katolicismen. Karen Margrethe og hendes mor spillede en afgørende rolle for os – mine forældre og mig – da vi om aftenen d. 29 september 1943 fandt husly hos dem på vores første stop under flugten fra vores hjem i Classensgade på vej mod Øresundskysten og den natlige rotur til Ven. En af deres venner, deres sognepræst tror jeg, kom til stede for at trøste og støtte. Jeg husker mig selv stående ved det mørkelagte vindue mod gaden og kigge ned på området overfor. Der så jeg soldater gå rundt i Østerbrogades kaserne, som naturligvis var blevet overtaget af besættelsesmagten. (Kasernen blev fraflyttet i 1992 og er nu omdannet til ”Østerfælled Torv”).

Stemningen blandt de voksne var trykket, tyskernes opsøgning af jødiske familier forventedes at begynde når som helst, vi måtte videre. Om aftenen d. 30. september blev der arrangeret biltransport nordpå.

En plan gik ud på at få os over Sundet med en gruppe andre flygtninge, som vi samledes med i et lokale vist nok nær Sletten havn. Det viste sig at denne transport blev aflyst. I stedet modtog Genni et tilbud om at købe en robåd for 5000 kr. (svarende til cirka 100 000 kr i 2008). For at hindre ulovlig sejlads var der et forbud mod at have mindre både liggende ved kysten.

Derfor blev vi ført med på en længere vandring i buldrende mørke af en lille gruppe mænd, som fandt båden og bar den ned til kysten. Jeg var iført en varm frakke, hue og vanter, men frøs alligevel. Det hjalp mig ikke meget at få en slurk cognac fra en lommelærke selvom det nok var venligt ment. ”Hvor skal jeg sove i nat?” spurgte jeg Genni, men fik ikke noget svar. Vi kom om bord i robåden sammen med to mænd, en såret frihedskæmper med en arm i bind og en ung tysktalende jødisk mand, vistnok landvæsenselev. Genni var den beslutsomme leder, Fima var mærket af sin depression, men dog handlekraftig nok til vedvarende at øse vand ud af båden med sin hat. De to unge mænd betjente årene. Vi kom godt fra kysten, lykkeligvis var vejret stille og sigtbarheden god, men det var meget mørkt. Lys fra land manglede på grund af mørkelægningen.

Et stykke ude på sundet mødte vi et skib, som senere viste sig at være svensk, på udkig efter flygtninge. Vi troede det var tysk, så da dets lyskaster fejede hen over vandfladen, skjulte vi os så godt vi kunne ved at krybe sammen i bunden af båden. Skibet forsvandt og roningen blev genoptaget – men lidt efter sagde Fima, at han mente vi sejlede mod Helsingør havn. Kursen blev så lagt om, og derved lykkedes det os at nå frem til en lille havn på Vens nordlige kyst. Vi klatrede ud af båden og straks efter blev vi mødt af en mand som sagde ”Välkomna till Sverige”, en modtagelse som også i erindringen får tårerne frem.

Note: 4 juni 2015 fortalte jeg om vores flugt til Sverige ved en mindehøjtidelighed på Holocaustmuseet i Washington DC arrangeret af den Danske Ambassade. Jakob, som pr. 1.4.2015 er ansat som assisterende militærattaché ved ambassaden, havde hørt om forberedelserne til begivenheden og at der manglede en taler, som kunne repræsentere de nu efterhånden meget få overlevende flugtdeltagere. Jakob foreslog mig – en billig løsning, eftersom Ulla og jeg netop på det tidspunkt var på besøg hos ham i Washington. Nogle dage efter mindehøjtideligheden indbød ambassadør Peter Taksøe-Jensen mig til et frokostmøde for ambassadens personale, hvor jeg talte en times tid om de danske jøders flugt og mit eget perspektiv på de nu mere end 70 år fjerne begivenheder. Det er første – og nok også sidste gang, at jeg er blevet bedt om at tale offentligt om mine erindringer.

 

20 April 2012 skrev Per:

” Kære Erik. I går fik jeg hos DIIS adgang til optegnelser fra de svenske myndigheder over jødiske flygtninge fra Danmark. Jeg fandt vedhæftede om far, mor og dig. Desværre var der ikke papirer om Gerda og mig.

Kh. Per”.

Per havde nogle dage forinden fortalt mig at han ville besøge DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier), hvor en samling svenske dokumenter fra besættelsestiden var blevet gjort tilgængelige. Per med-sendte 2 kopier af formularer udfyldt med maskinskrift, en om far og en om mor og “sonen Erik Jakob”. Det fremgår at far medbragte 10 000 kr i danske sedler samt 400 $, et ganske betydeligt beløb.

 

Store Tut og Lille Tut

Familien Bødtker Madsen var trofaste venner af Genni og Fima. Forældrene, Heinrich og Store Tut, boede i en herskabslejlighed på Kastelsvej. ”Onkel” Heinrich, en stilfærdig og venlig, cigarrygende herre, var grosserer og i hjemmet tydeligvis domineret af den høje, storbarmede ”tante” Tut, hvis ordenssans, rengøringstrang og pudsning af sølvtøj var legendarisk. Deres børn, Karl Erik og Lille Tut, var i 1940´erne, voksne med egne partnere, for Karl Eriks vedkommende vistnok noget vekslende. Lille Tut, af vækst endnu højere end sin mor, var gift med kaptajn i den svenske marine, Tage Engqvist, og bosat i Stockholm. Sammen fik de, efter krigen, sønnen Bo.

Jeg husker et besøg i det Bødtker Madsenske hjem på Kastelsvej ved juletid, måske i 1948. Stuerne var store, lidt mørke, møbleret med tunge, plysbeklædte møbler, gobelingardiner, palmelignende potteplanter og mængder af nips og skinnende sølvtøj. Jeg blev budt på varm chokolade og småkager – og blev overvældet ved synet af et meget højt juletræ, på hvis grene jeg fandt små, fine figurer i glas og sølv: fugle i bur, en kat og en abe, samt flotte, farvestrålende glaskugler; et juletræ meget mere prægtigt og kostbart en den beskedne, men hyggelige rødgran, som Per og jeg festede om hos Gerdas forældre. Hjemme i Classensgade fandtes aldrig julepynt, endsige juletræ – i stedet fejrede vi lidt tidligere i december måned Hanukkah med den niarmede lysestage som det samlende symbol.

Note: Lysestagens otte lys markerer de otte festdage, det niende lys er en schames, tjener, som bruges til at tænde de øvrige med. Den syvarmede lysestage – menorahen – stod i Templet i Jeusalem og indgår nu i Staten Israels officelle våbenskjold.

Ved en anden lejlighed, måske ved min Bar Mitzvha (konfirmationsfest) i Classensgade, sagde onkel Heinrich: ”din far er en meget dygtig vært”. Lidt efter kom far forbi og Heinrich sagde: ”det var en dejlig, lille kop kaffe!”. ”Vil du have en kop til?” spurgte Fima straks. ”Der kan du se – ” sagde Heinrich til mig med et lille, tilfreds smil og holdt sin kop frem.

Tut og Tage boede i en villa på Orsavägen i Nockeby lidt nord for Stockholm. De sørgede for at Genni, Fima og jeg i Oktober 1943 kunne komme til Stockholm direkte fra Ven, ved at åbne deres hjem, først for os – og nogle måneder senere også for Gerda og Per. Vi kom til at bo i deres ikke særligt store hus i otte måneder, indtil maj 1944, hvor vi flyttede til et pensionat på Lidingö.

Jeg følte mig altid velkommen og tryg hos Tut og Tage. Tage var en rank, lidt ordknap men venlig mand, som må have følt den danske flygtningeinvasion i sit hjem som ganske overvældende.Tut var omsorgsfuld og hjertelig – jeg kan stadigt høre hendes distinkte, smukke danske stemme for mit indre øre. En enkelt skrækkelig oplevelse blev der dog: i anledning af fastelavn serverede Tut efter svensk skik en hvedebolle med indlagt marcipan (en semla) i en dyb tallerken med varm mælk! Det kunne jeg ikke klare.

Jeg blev optaget d. 19 oktober 1943 i den lokale kommuneskole, Olovslunds folkskola, som til forskel fra Krebs skole både havde piger og drenge som elever. Sprogligt fandt jeg mig hurtigt til rette, men jeg havde problemer med nogle af drengene i klassen. En dag tog jeg et opgør med dem i skolegården – måske inspireret af Gennis diktum: ”slår du mig, så slår jeg dig” – og fra den dag blev jeg under tilnavnet ”starka-Erik” ladet være i fred.

Otto Gelsted og Peter Freuchen

Et pensionat på Lidingö blev familiens næste opholdssted. Der var vi nogle få måneder i smukke, rolige omgivelser. Blandt pensionatets øvrige gæster var Grønlandsforskeren Peter Freuchen og digteren Otto Gelsted. Gelsted var kommunist og opholdt sig i Sverige fra oktober 43 til krigens afslutning. Han udgav i 1944 ”Judarna i Husaby”, en bog om de jødiske flygtninge. Freuchen var antinazist og modstandsmand, blev pågrebet af tyskerne og dødsdømt, men slap af sted til Sverige, hvorfra han rejste videre til New York. Alt det vidste jeg naturligvis ikke noget om. Jeg husker Freuchen for hans træben og Gelsted for hans store, runde briller.

 

Siljanskolan

Min skolegang (på Torsviks folkskola i Lidingö skoledistrikt) har ikke efterladt minder. Et ”utskrivningsbetyg” dateret 31.1.1945 viser at lärarinna Elsa Weijser gav mig A i opførsel og orden!

Min første rejse – om ikke på egen hånd, så dog uden familien – gik til Siljan søen i Dalarna i Nordsverige. Der kom jeg på feriekoloni i sommeren 1944. Jeg havde et godt ophold og var fascineret af at være ved vandet og tumle med tømmer, som transporteredes ad vandvejen fra de store skove nordpå. En ubehagelig oplevelse har sat sig i erindringen: jeg fik mig selv låst inde på et afsides beliggende lokum – og måtte råbe på hjælp for at komme ud.

Her gengives et af de breve jeg fik under opholdet:

Stockholm d. 18.7.1944

Kæreste Erik!

Mange tak for Brevet, som glædede os meget. Jeg haaber, at Pakken er kommet i Mellemtiden og Du blev glad for Indholdet. Du kan tro, det var svært at skaffe Chokoladen, saa Gerda forærede dig noget, og Onkel Sev og Tante Lilli ogsaa. 

Vi længes meget efter Dig, men jeg tror, at Du har det dejligt og slet ikke vil tilbage. Morer Du Dig godt med de andre Drenge? – Nu rejser Gerda snart til Dalarne. Du kan tro det bliver svært at passe Per, nu hvor Du ikke kan hjælpe mig. Han er saa sød, men vil kun være hos Gerda. Forleden var Ruth her. Jeg skal hilse fra hende og hendes Forældre. Tænk, Per kan sige: “Ruth”, men jeg ved ikke, om han forstaar, hvad det betyder. – Tante Tut skal rejse et Par Dage, og saa skal Far bo i Huset og se efter Kosak og Polly.

Nu maa Du snart skrive og fortælle om Pakken kom. Pas godt paa Dig selv min kære Dreng. Vi længes efter Dig. Husker Du, at bede Aftenbøn hver Aften? Mange kærligste Kys fra Per, men de allerkærligste fra Far og Mor.

PS.: Det gaar godt ved fronterne, saa vi kommer nok snart hjem med Guds Hjælp.

 

Spiritisme

I den svenske udlændighed udførte de voksne en “selskabsleg” – det talende glas, kunne man kalde den, som var populær i en tid med stort behov for at få oplysninger uden om de officielle, krigsprægede kanaler. Remedier til legen er enkle: alfabetets bogstaver skrives på hver sin lap papir. Lapperne placeres i en cirkel, midt på et gerne rundt bord, hvor omkring deltagerne sidder. Et vinglas på fod sættes omvendt i bogstav-cirklen. Hver deltager lægger en let finger på glassets opadvendte fod. Så spørger seancens leder f. eks.: “Er der et budskab til os?”. Efter nogen tids anspændt venten, begynder glasset at røre på sig. Til alles overraskelse søger glasset frem til en serie bogstaver, det går ofte hurtigere og hurtigere – og et navn eller udsagn dannes. Seancen kan så fortsættes med nye spørgsmål og “svar”.

Nogle år senere afprøvede jeg denne leg i en kreds af gymnasiekammerater – glasset fik hurtigt sit eget liv og svarede; hver og én bedyrede at deres finger var aldeles passiv.

 

Gärdet og Västmannagatan

Endnu to boligskift blev det til inden vores ophold i Sverige sluttede. Lejligheden på Gärdet lå i en etageejendom og havde en flot udsigt over et åbent landskab i udkanten af byen. Jeg har to minder fra det sted.

Engang var jeg alene hjemme og fandt noget ukendt, som jeg ikke havde bemærket før: en pimpsten – og den gjorde mig bange! Den grå, ­lette sten blev brugt som hudslibemiddel. Hvorfor jeg følte den som en trussel kan jeg ikke vide. Den anden oplevelse var værre: Per havde fået en tandbørste, hvis skaft var omdannet til en fløjte. Den løb han med i munden og faldt; tandbørsten blev slået ind i hans svælg. Jeg trak den ud – den havde sat sig godt fast – den nu knapt 2 år gamle Per græd og blodet strømmede. Jeg blev meget forskrækket, men vi fik heldigvis hjælp af hjemmeværende voksne.

Vores sidste lejlighed lå i det centrale Stockholm i en ikke særligt interessant gade, Västmannagatan. Fra min nye skole, Matteus folkskola, husker jeg at piger og drenge legede mørkeleg i skolens kældre – meget lærerigt. 4. maj 1945 om aftenen var Gerda og jeg alene hjemme, Per var lagt i seng og vi hørte radio. Da kom befrielsesbudskabet fra London, glæden var ubeskrivelig, for mit vedkommende udtrykt ved, at jeg slog kolbøtter på gulvtæppet. Det kan jeg huske, men ikke hvordan aftenen i øvrigt forløb. Præcis en måned efter, 5. juni, var vi tilbage igen i København i Classensgade 17. Tyve måneders fravær er lang tid for en 9 årig dreng – jeg havde åbenbart ikke helt styr på lejlighedens indretning, hvad der irriterede de voksne: kan du ikke engang huske det, Erik!!

Note: I 2010 – 65 år efter begivenhederne – har jeg for første gang kunnet læse en samlet fremstilling af danske jøders krigsoplevelser 1943–45. Historiker,­ ph.d. Sofie Lene Bak beskriver i bogen ”Ikke noget at tale om” de hidtil uudforskede sociale dimensioner af den verdenskendte historie om redningen af de danske jøder. Det har gjort indtryk på mig at læse bogen, som sætter mine egne oplevelser i et lokalt og meget nærværen-de perspektiv. En ting er at have forståelse for det usædvanlige i, som europæisk jøde, at have overlevet nazisternes udryddelse af seks millioner jøder – en tragedie af et omfang, som man kommer nærmere til at fatte gennem et besøg på Yad Vashem, mindesmærket over holocaust i Jerusalem. Sofie Lene Bak´s bog viser mig, at jeg også efter skandinaviske for-hold var priviligeret. Vi undgik at blive deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt, en skæbne som ramte 472 medflygtninge – af dem døde 53 i lejren. Vi klarede den risikable rotur over sundet – 23 mindre heldige flygtninge druknede undervejs. Tut sørgede for at vi kom direkte til privat indkvartering under optimale forhold, hvor mange andre måtte leve i forlægninger under offentlig forsorg. Per kunne have delt skæbne med en gruppe ”gemte børn”, som blev i Danmark og derved blev adskilt fra deres egne familier, med de store omkostninger det ofte medførte. Gerda sikre-de at han blev genforenet med os i løbet af tre måneder. Når jeg idag med begivenhederne på lang afstand kan kalde mig ”flygtning på første klasse”, skyldes det især Gennis handlekraft, Tuts gæstfrihed og Gerdas offervilje.

 

Skræddermester Hansen og pelshandler Erichsen

Hansen var en betydningsfuld person i Gennis tilværelse. De få gange jeg husker, at min mor og jeg tog alene sammen i byen – jeg har vel været 10-12 år – var målet Hansens systue. Vi ankom med sporvogn til Vesterbro Torv og gik op på 2. sal i Vesterbrogade 48. Der kunne jeg stå i vinduet og betragte livet på gaden, mens mor og Hansen fordybede sig i valg af stoffer, nye snit og tilpasning eller omsyning af selskabskjoler. Mors evne til at engagere og charmere sine hjælpere var formidabel. Hansen blev inddraget som en nær ven i hendes tilværelse og fulgte med i det for hende så betydningsfulde selskabsliv.

Hvordan det senere gik Hansen ved jeg ikke, men der er god grund til at tro at han har husket denne charmerende kunde, på samme måde som pelshandler Niels Erichsen i St. Kongensgade: da Ulla og jeg for nogle år siden nævnte mor, som tyve år tidligere havde handlet hos ham, lyste han op ved erindringen om hende og gengav et råd han havde fået af hende. ”Kære hr. Erichsen, hvis De bliver mistænkt for et sidespring skal De altid nægte. Også selvom De bliver grebet på fersk gerning!” Erichsen huskede også Gennis beretninger om luksuriøse rejser med sin far i Centraleuropa i mellemkrigsårene.

 

Hr. Kaminkovitz

Familiens religiøse liv var – som det gjaldt for mange andre assimilerede jødiske familier – begrænset til markering af de vigtigste helligdage: Yom Kippur, Roch Hashanah, Hanukkah og Pesach. Fima tog mig med i Synagogen, hvor der oftest var trængsel på rækken omkring den ene pult, som familierne Magid og Ginsberg rådede over. Traditionsrige måltider blev indtaget på skift hos de to familier, hjemme hos os i Classensgade eller i villaen på Svejgårdsvej 24 i Hellerup. Vigtigst var Seder måltidet i begyndelsen af Pesach, med påskebrød (mazzos) og de symbolske retter: æblenøddemasse (ler som byggemateriale) og revet peberrod i eddike (bitre tårer), samt en brændt knogle (offerlammet). Tre stykker mazzos blev lagt på et sølvfad til velsignelse. En ritualiseret drengestreg indebar at jeg skulle gemme et af brødstykkerne.

Som betaling for at oplyse gemmestedet fik jeg et ønske opfyldt: at komme i cirkus! Når det forsvundne brød var bragt på plads kunne bedstemor Rosa tænde og velsigne stearinlysene i de to smukke sølvs-tager. Jeg kan stadigt tydeligt i erindringen se hendes yndefulde bevægelser når hun med begge hænder fangede lysenes varme og dækkede sine øjne i kort stille bøn, mens al samtale om bordet ophørte. Så kunne Fima velsigne brødet og vinen og oplæsningen af Hagaddah – om jødernes udvandring fra Egypten – kunne begynde. Under middagen åbnedes hoveddøren ud til trappen, så profeten Elias kunne få adgang til bordet og vinen i det smukke sølvbæger; man ventede i tavshed en stund – jeg kunne tydeligt se at en lille smule af vinen forsvandt. Så vidste man at Elias havde været på besøg.

Hr. Kaminkovitz var lærer tilknyttet Synagogen og påtog sig at forberede menighedens 12–13 årige drenge til Bar Mitzvha, den jødiske konfirmation. At jeg skulle ”stå Bar Mitzvha” var ikke til diskussion. For Fima, som var troende, var det en selvfølge og for Genni, som var ikke – troende, en konvention.

For mig var det en blandet oplevelse. Jeg slap for at gå til religionstimerne på Krebs skole, men denne frihed viste sig at blive dyrt erhvervet. I stedet skulle jeg møde til privat undervisning hjemme, hvor hr. Kaminkovitz skulle sætte mig i stand til klare den store dag. Under gudstjenesten skal konfirmanden stå foran menigheden og læse højt af en hebraisk tekst – et udvalgt stykke af Thorah´en, og dermed vise, at han er parat til indgå i de voksnes religiøse fællesskab.

Det relativt lille antal undervisningstimer der var til rådighed tillod ikke at lære mig bare en lille smule hebraisk – jeg kunne jo intet på forhånd. Opgaven blev derfor at lære mig det hebraiske alfabet og lidt om fonetik, så jeg kunne indøve tekstoplæsning. Jeg kom hurtigt til at afsky denne opgave – jeg synes det var kedeligt og formålsløst at lære et alfabet bare for at kunne læse uforståelige ord op. Hr. Kaminkovitz´s pædagogiske evner var ikke de bedste, han har sikkert måttet udføre denne lærergerning af bitter økonomisk nød. Mit modtræk var at gå meget, meget langsomt hjem fra skole på dage hvor jeg vidste at hr. Kaminkovitz sad hjemme ved det runde marmorbord foran kaminen i herreværelset og ventede. Det var ikke nok til at slippe, men jeg fik da forkortet pinslerne. Trods min modvilje lykkedes det ham at banke alfabetet ind i hovedet på mig, formentligt ville jeg let kunne genopfriske denne viden, men jeg har stadigt ikke noget at bruge den til. En bestemt episode står klart for mig. Under min stammende og haltende oplæsning af de uforståelige ord kom jeg til eet som gav mening: ”JAHVE”, sagde jeg. Hr. Kaminkovitz stoppede mig straks med alle tegn på forfærdelse: ”Guds navn må aldrig udtales, dertil har vi for stor respekt” forklarede han mig. ”I stedet skal du sige ADONAI, Vor Herre”. Jeg blev ganske flov over den fejl, men den blev mig straks tilgivet.

Et mere positivt bidrag til min forberedelse var nogle få undervisningstimer, som overrabbiner Marcus Melchior holdt for en lille gruppe af konfirmander. Her mødte jeg en stærk personlighed, som gjorde jødedom nærværende og meningsfuld. I sin tale til mig i Synagogen på dagen, d. 21 august 1948, stillede han i udsigt, at jeg med tiden ville yde et godt bidrag til samfundet, hvad jeg den gang opfattede som noget personligt, men måske var det en (meget klog) henvendelse han rettede til alle konfirmander.

 

Hr. Nielsen og Hr. Uttenthal

Blandt lærerne på Krebs skole husker jeg gymnastiklæreren, Hr. Nielsen, fordi han gav mig en lussing med ordene: ”Den sad på venstre kind!” – jeg var ikke dygtig til at kende forskel på højre og venstre. Mærkeligt nok var det ikke lussingen der fik mig det lært, men en anden smertefuld erfaring. Jeg klemte min højre tommelfinger i en togdør på Østerport station. Det var så alvorligt, at neglen senere faldt af. Den nye negl blev bredere end den på venstre tommelfinger. Så nu kunne jeg – i tvivlstilfælde – uden at omgivelserne bemærkede det, snige mig til at se på de to negle og få svaret.

Hr. Uttenthal var en høj mand med grånet hår og stærkt buskede øjenbryn. Han underviste bl.a. i regning, men det jeg husker er hans virksomhed uden for skolen. Han gav nemlig ekstratimer i sløjd, som jeg i en kortere periode fik lov til at deltage i. Undervisningen fandt sted i et lille værksted på 1. sal i en ejendom i Rosenvængets Allé, et lille stykke forbi frisørmester Assings butik, hvor Fima og jeg blev klippet. På dage med sløjdundervisning gik jeg som sædvanligt fra skolen i Stockholmsgade om hjørnet på Sølvtorvet og ad Østre Farimagsgade over Lille Trianglen. I stedet for at dreje ned ad Classensgade, skulle jeg så fortsætte ad Østerbrogade, forbi Willemoesgade og Slagelsegade.

Man kunne tage en sporvogn – linie 4 eller linie 14 – fra Sølvtorvet til Triangelen, men jeg tror ikke det nogensinde faldt mig ind ikke at gå hele vejen. I øvrigt ville jeg ikke kunne betale billetten, for jeg gik ikke rundt med penge i lommen. Det skyldtes ikke pengenød – jeg havde bare ikke brug for dem. Vel ankommet til værkstedet kunne jeg opleve en fremmet verden af friskt duftende, ubearbejdet træ, høvlbænke, og mange slags værktøj. Jeg drev det så vidt som til at fremstille en knage-række. Den blev vist nok aldrig brugt.

 

Frk. Werner

Fima var fabrikant. Han ejede og drev firmaet ”Nordisk Pensel & Børsteindustri”, hjemme omtalt som ”fabrikken”. Fabrikken på i alt cirka 200 kvadratmeter, lå på 1. sal i baggården til en beboelsesejendom i Carl Johans Gade 14. Man kom fra trappegangen direkte ind i et lille kontor udstyret med to skriveborde overfor hinanden og en telefon. Her residerede Fima sammen med sekretæren, frk. Werner. Gennem kontoret kom man ind i et stort rum med maskiner og værktøj til produktionen. Bag dette lå et lille lagerrum til opbevaring af råvarer, svinehår og hestehår til malerpensler og de meget kostbare grævlingehår til fremstilling af barberkoste. I gode tider arbejdede der 5-10 mand, som havde adgang til stedet via industrielevatoren. Der var ingen personalerum, toilet fandtes i gården. Jeg kom der på korte besøg med Fima, måske 5-10 gange i tiden fra 1946-51. Ved en lejlighed – det kan have været omkring 1949 – gik jeg med Fima hjemme fra Classensgade derhen. Stemningen var trykket, Fima led under sin depression, salget gik dårligt. Kun en enkelt mand sad bøjet ved en pult og arbejdede. Det var trist for mig at se min far i de nedslidte, grå og mørke omgivelser, som dannede en stærk kontrast til Gennis domæne, vores lyse, smukke, store bolig i Classensgade.

Ved en enkelt lejlighed kom jeg alene på besøg for at tale med den altid venlige frk. Werner. Årsagen var, at jeg havde fået mit første job: et enquetefirma foretog en undersøgelse af kundernes forhold til et rensemiddel til kunstige tænder. For hvert gennemført interview fik man et fyrsteligt beløb, problemet var naturligvis at finde personer med gebis, som ville medvirke. Far må have foreslået sin sekretær som mulig kandidat og hun stillede beredvilligt op. Gerdas familie bidrog også. Hvem jeg i øvrigt fik fat i, husker jeg ikke. Mange fik dengang ”ryddet munden”, ofte i en ung alder – det var økonomisk mere overkommeligt end at klare tandlægeregninger til dårligt vedligeholdte, naturlige tænder.

 

Ole Helms

Sommeren 1947 var jeg på udflugt til Norge som KFUM spejder. Udstyret med rygsæk og min næsten nye, sølvgrå cykel kom vi ombord på færgen til Oslo. Natten tilbragte jeg i min sovepose på dækket, hvor jeg kunne nyde den friske luft og den stjernefyldte himmel. For en tredieklasses passager var det småt med luksus under dækket på den tids færger. Jeg var gruppens yngste, men klarede dog turene i det bakkede norske terræn. Målet var sølvminerne i Kongsberg 100 km vest for Oslo. Undervejs frem og tilbage overnattede vi i bivuak. Ved et stemningsfuldt aftenmåltid ved bålet nær en søbred blev jeg sendt af sted efter en røgvender – som let offer for en klassisk practical joke. Lidt senere rykkede en mur af regn frem imod os over søen – et syn jeg aldrig glemmer. På hjemturen var de større drenge meget optagne af at indkøbe og smugle cigaretter. Generøst stillede jeg mig, eller rettere min cykel til rådighed for smugleri; ved hjælp af gaze og hæfteplaster fik vi emballeret cirka 30 cigaretter, som vi kunne anbringe skjult i den til cykelpumpen beregnede cylindriske metalbeholder under bagagebæreren. Tolderne viste os ingen interesse, lidt skuffende vores snedighed og anstrengelser taget i betragtning.

Ole Helms var tropsfører for den gruppe KFUM spejdere, jeg blev tilmeldt i 1946. Mødelokalet lå i en kælder i Stockholms-gade. At jeg strengt taget ikke var ”kristelig” tog ingen sig af, hverken spejderlederne, mine forældre og slet ikke jeg selv – jeg var glad for mine nye kammerater og så op til Ole Helms, som var en dygtig leder og en god underviser. Jeg fik uniform og sled i det for at få duelighedstegn, som Gerda kunne sy på mit venstre skjorteærme. Blandt andet fik jeg 40 km. vandremærket, som krævede distancen tilbagelagt indenfor 24 timer. Sport og udeliv var ikke familiens stærke side, (Genni var helt uinteresseret, Fima kunne lide at gå ture, men jeg kom sjældent med), så for mig blev spejderlivet indførelsen i en ny, spændende verden. Men interessen må være svundet, for jeg gled ud af gruppen igen i løbet af et par år.

 

Boksebolden

Nogen – muligvis Fima – må have haft et ønske om at gøre mig mere fysisk aktiv. Jeg fik forærende en boksebold og boksehandsker af læder i god kvalitet. Boksebolden var på størrelse med en fodbold. Ved hver pol var der fastgjort tykke gummibånd med løkker i deres frie ender. Dørkarmen til børneværelset blev forsynet med to store kroge foroven og i gulvet, så bolden kunne ophænges i slaghøjde. Der kunne jeg så stå og slå løs på den fjedrende bold indtil enten jeg selv eller mine omgivelser (det larmede) fik nok. Jeg var glad for og stolt af bolden og handskerne – ingen af mine legekammerater havde noget lignende.

 

Agnes

Lejligheden i Classensgade 17 2. sal t.v. er på omkring 200 kvm. Vi rådede desuden over et kælderrum til opbevaring af kul og koks, samt to loftsrum også kaldet pulterkamre, med adgang via køkkentrappen. Det ene af disse loftsrum blev ombygget til at kunne fungere som pigeværelse og der boede Agnes. Agnes tjente familien som stuepige og tog sig af det praktiske, dvs. rengøring, indkøb og madlavning støttet af barnepigen, Gerda, som boede i lejlighedens mindste værelse, pigeværelset, der ligesom køkkenet havde vindue mod baggården. Både Agnes og Gerda omtalte og tiltalte mine forældre som ”Fruen” og ”Herren”. De voksne brugte overfor tjenestefolkene tiltaleformen “De”. Børn og tjenestefolk var dus.

Herskabet ankom til lejligheden, gerne med elevator, og trådte ind i en ret stor entré med et lille vindue mod gården og adgang til gæstetoilet. På hver side af et rummeligt klædeskab var der døre, den ene før-te ind i dagligstuen med vindue mod Classensgade; derfra kunne man gå videre gennem en dobbeltdør ind i herreværelset, som havde store vinduer placeret i en vinkel mod Classensgade og Classensgård.

Den anden dør fra entreen, som jeg næsten altid brugte, førte igennem en stor spisestue med vindue og en lille altan mod Classensgård, videre ad ”gangen”, hvorfra en dør til venstre var til Gerdas, senere mit værelse; to døre til højre gik til børneværelse og soveværelse, begge med vindu-er mod Classensgård. For enden af gangen kom man til køkkenet med køkkentrappen og vindue mod en baggård. Lejlighedens badeværelse var der adgang til via mine forældres soveværelse.

I en periode i slut-ningen af 1940´erne omfattede husstanden syv personer – den syvende var bedstemor Rosa, Gennis mor, som igennem et halvt års tid efter sin tilbagevenden fra USA, sov på en sofa i herreværelset indtil hun flyttede til et pensionat i Poul Ankersgade 2.

Agnes havde mange arbejdsopgaver, og de måtte udføres uden de tekniske hjælpemidler der nu er til rådighed. I køkkenet var der et spisekammer og et ”køleskab” til brug om sommeren, som for at fungere skulle ”lades op” med et stykke af en isblok. Isen, som blev fremstillet i blokke på cirka 20 x 20 x 100 cm, kunne købes på gaden fra ismandens bil, den tids ”hjemmeis”. Køleskabet var uden aftræk og indvendigt beklædt med zink, det udsendte en ubehagelig, ram lugt. Det blev mest brugt til smør og den mælk, som mælkemanden bragte dagligt i tunge, en-liters glasflasker lukket med en kapsel af aluminium. Køkkenet var udstyret med et gaskomfur; der var indlagt bygas, som også blev brugt til at opvarme vand i en tank i badeværelset, det eneste sted med rindende, varmt vand. Høkassen i køkkenet blev flittigt brugt til at færdiggøre grød og holde maden varm, man sparede på gassen. Rengøring foregik med brug af kost, skurebørste, koldt vand og brun sæbe. En Nilfisk støvsuger lettede arbejdet. Rengøringsbyrden blev øget om vinteren, hvor to-tre kakkelovne skulle holdes i gang gennem dagen. Kaufmann slæbte dagligt en stor spand med koks op til os via køkkentrappen. Brændslet blev omladet til mindre beholdere med tud som passede til kakkelovnslågerne. Kakkelovnene leverede foruden varme, masser af aske, som skulle transporteres bort ad køkkentrappen, samt en del sod og røg, navnligt ved optændingen, som foregik med hårdtvredet avispapir. Kakkelovnen i børneværelset – det var en Morsø støbejernsovn – blev brugt til opvarmning af vand; en cylinderformet kedel indsattes gennem den øverste kakkelovnslåge. Kedelen blev lukket med en fløjte, som gav lyd når vandet kogte. På kolde vinterdage dannedes på indersiden af vindueskarmene is, som det var godt at brække af og slikke på. Flotte iskrystaller kunne dække vinduesfladen fra morgenstunden, så man måtte ånde på ruden for at kunne se ud og bedømme vejret.

Vask af linned var også arbejdskrævende. I ejendommen var der fælles vaske- og tørrekælder, som anvendtes flittigt suppleret med hjælp fra et vaskeri i Lipkesgade.

De daglige indkøb klaredes til fods. Forbruget var begrænset, en del af årene bl.a. ved rationering. De vigtigste butikker lå lige i nærheden: bager og købmand på Kastelsvej lige overfor os, grønthandlerbutikken lå ved vores opgang i ejendommen og slagteren et lille stykke oppe ad Classensgade, hvor man i en kælder også fandt en for mig vigtig butik, Slikmutter. I dag er de alle for længst borte.

Agnes, som kom til os fra Jylland, var vel omkring 25 år, da Genni ansatte hende. Hun var arbejdsom, stille og beskeden, altid venlig, ofte bleg, med mørke rande under øjnene, jeg tror hun i perioder led af mavesår. Hun havde et godt forhold til Gerda, som var flink til at give en hjælpende hånd efter behov. Agnes havde fri en dag om ugen, og var ellers til rådighed det meste af dagen. Hun spiste for sig selv i køkkenet.

Hun havde ikke familie og næppe nogen stor omgangskreds i København. Ulykkeligvis blev hun på et tidspunkt ufrivilligt gravid. Det var dengang, hvor p–piller og fri abort var ukendte begreber, en social og økonomisk katastrofe for en kvinde i Agnes stilling. Genni tog affære og hjalp hende med at få udført en abort – diskret, men dog må jeg have forstået situationen, uden at nogen talte direkte med mig om det. Små potter har også ører.

 

Fanny og Thilde

Fanny og Thilde Espersen Dania var et søskendepar som tilhørte Gennis fjernere bekendtskabskreds. De boede i villa “Sorrento” på Strandvejen­ – for en dreng fra Østerbro et fjernt, eksotisk sted. De var som store, brogede fugle, muntre og kvidrende. Fanny var uddannet sangerinde og turnerede på landets mindre scener akkompagneret på klaver af Thilde. Den ene var blond med en klassisk profil, den anden mørk og mindre spektakulær. Jeg har set dem optræde en enkelt gang, formentligt privat. Jeg savner at have et foto af dem.

 

Max Petri og Carl Friedrichsen

Max Petri var praktiserende læge og havde konsultation få hundrede meter fra os på Kastelsvej. Ikke desto mindre kom han på sygebesøg hjemme hos os, som lægerne gjorde dengang. Han var en særdeles venlig, men myndig læge, som jeg havde ubetinget tillid til kunne hjælpe os igennem vore diverse småskader og infektionssygdomme.

Han var også en god rådgiver for Genni, som havde megen brug for støtte under Fimas sygdom. En særlig tak skylder jeg ham, for at tage initiativ til at lade mig flytte hjemmefra til Egmont kollegiet kort efter min studenter-eksamen og for at støtte min optagelse der.

Overlæge Carl Friedrichsen var børnelæge og chef for børneafdelingen på Sundby hospital. Han havde en meget søgt privatkonsultation på Grønningen i fornemme omgivelser. Besøg med Genni hos ham for at blive vaccineret mod difteritis og kopper hører til mine tidligste erindringer. Man kom ind til hans konsultation på mezzaninen gennem en stor, tung træport med mange messingbeslag og op ad en mindre trappe beklædt med et tykt, blåt tæppe, som mine fødder sank ned i. Glassprøjter til injektion hang nedsænket i en akvarielignende glasbeholder. For at aflede min opmærksomhed fra det frygtede stik, sagde mor: kan du se den lille nisse? Hvilket jeg naturligvis kunne.

Langt senere genindtrådte Carl Friedrichsen i mit liv. Som medicinerstuderende blev jeg klar over, at han ikke alene var kendt af det københavnske borgerskab; han var verdenskendt for at have beskrevet en sjælden tilstand kaldet Waterhouse-Friederichsens syndrom. Blandt kolleger gik han under navnet ”Longus”, han var meget høj. Omkring 90 år gammel fungerede han som censor ved min mundtlige eksamen hos professor Plum i pædiatri. Han genkendte mig straks, måske var det ham der sikrede mig den højeste karakter, et 16–tal.

Disse to læger, som jeg så op til i min barndom, tror jeg må have været rollemodeller for mig uden at jeg den gang gjorde mig det klart.

 

Fisker Olsen

Både før og efter krigen flyttede familien til Vedbæk på en måneds sommerophold. Vi lejede os ind i fisker Olsens villa på Hotelstien. Olsen og hans kone flyttede ned i kælderen og overlod resten af huset til herskabsfamilien fra København. Vedbæk havn var dengang hjemsted for et betydeligt antal fiskerkuttere. Det var en stationsby med en lokal befolkning; de færreste arbejdede permanent i København.

Syd for havnen var der en lille strand. Overfor den, på den anden side af Strandvejen, lå et fællesareal for fiskerne til brug for opbevaring, tjæring og bødning af net. En del af dette areal, med de til ophængning af net beregnede pæle, findes endnu. Resten af byen er forvandlet til en forstad til København og havnen er udbygget og omdannet til lystbådehavn. Det åbne areal, som lå syd for fisker Olsens hus, et pragtfuldt, frit område med et stort klatretræ, er naturligvis forsvundet, omdannet til villakvarter. Det var på dette område jeg engang løb, faldt og fik en pænt stor grenstump ind i forsiden på mit højre lår. Et cirkulært ar minder mig stadigt om denne forskrækkelige hændelse.

Det var dejligt at være tæt på vandet. Der var et badeanlæg nord for havnen, hvor jeg lærte at svømme. Lærerinden gik på badebroen med en lang bambusstang, som endte i en bøjle. Eleven fik bøjlen om maven og blev holdt oppe, indtil svømmetagene var indøvede. Desværre tålte jeg sol dårligt og da der ikke dengang var fokus på beskyttelse, blev jeg ofte forbrændt – det hørte med til sommerens begivenheder.

Behandlingen bestod i at drysse kartoffelmel på de skadede hudflader, det skulle virke afkølende og dæmpe smerter og kløe – men havde nok kun psykologisk betydning. Regningen må jeg betale nu i form af kroniske hudskader, kaldet aktinisk keratose, så husk: wear sunscreen!

Vores vært, fisker Olsen, husker jeg siddende uden for sit dueslag med to sække. Fra den ene sæk tog han en due ad gangen i sin store næve og rev hovedet af med et snuptag. Den nu hovedløse, men stadigt spjættende due blev lagt i den anden sæk. En grum scene for en dreng fra Østerbro.

Genni var tiltrukket af Vedbæk, næppe på grund af den lette adgang til smuk natur – den dyrkede hun ikke – men snarere fordi hendes tre gode veninder boede i området. De fire damer kaldte sig selv ”Pjankerne”.

 

Pjankerne

Genni spillede gerne bridge med sine tre veninder: Lisa Diers, Grethe Kronmann (senere Wainwright), og Mie Biehl. Gennis forhold til veninderne kunne rangstilles: fjernest stod Lisa, nærmere Grethe, mens Mie var en sand hjerteveninde. Mellem de to var der en livslang, nær kontakt.

Når gruppen mødtes i Classensgade blev et spillebord med brunt voksdugsklæde stillet op i herreværelset. Omkring bordet gik snakken livligt (deraf velsagtens navnet Pjankerne). Jeg fik lov til at sidde med på et hjørne og følge slagets gang; derved lærte jeg bridgespillets grundlæggende regler og begreber. Denne viden har jeg senere benyttet ved få lejligheder, ganske uden succes. Dertil kom en anden form for erfaringsopsamling – den gryende indsigt i voksenlivets mysterier. Som den tavse lyttende til talrige, nu glemte samtaler, fik jeg et indblik i voksenlivets medgang og modgang, deres indbyrdes hjælp og svigt og beretninger om ægtefællerne. (Kun Mie fastholdt sit ægteskab med Knud; Lisa var fraskilt, Grethe blev skilt fra Asger Kronmann og senere gift med Tom Wainwright, Genni blev skilt fra Fima og senere gift med Sven Henningsen). Indtrykkene beholdt jeg for mig selv – der var ingen at tale med om dem.

 

Chas von der Hude

Ifølge Chas, Mies far, kunne Hude-familien deles op i de smukke, men dumme Huder og de grimme, men kloge Huder. Han placerede sig selv i den sidstnævnte afdeling. Chas, en ældre herre da jeg lærte ham at kende, var et elsket og underholdene medlem af mine forældres om-gangskreds, en kilde til mange gode historier. Som enkemand boede han med sin husbestyrerinde Gudrun i en smuk lejlighed på Ovengade nær Søkvæsthuset på Christianshavn. Derfra yndede han med Gudrun som chauffør, at køre ud til Kastrup lufthavn, hvor de delte en øl og den medbragte madpakke, mens de betragtede lufttrafikken. Chas var glad for transportmaskiner: som ung var han blandt de første der anskaffede sig en motorcykle. Kørekortet, fortalte han mig, fik han udstedt af Helsingørs politimester, som stående på trappen udenfor sit kontor iagttog Chas, som demonstrerede at han var i stand til at køre motorcyklen rundt på bytorvet uden at volde skader. Fra andre kilder ved jeg, at Chas senere dannede en motorcykelklub – Ellehammerklubben – som han i 1911 stillede til rådighed for hæren som et motorordonnanskorps, en frivillig enhed som fik stor betydning og fungerede frem til 1937.

Chas aftjente sin militære værnepligt i marinen. En af hans beretninger fra den tid udspillede sig i Southampton flådehavn, hvor hans skib gjorde ophold samtidigt med et fransk flådefartøj. Danskerne blev indbudt til besøg, hvor de blev underholdt på fornemste vis af deres franske kolleger. Derved opstod et dilemma: hvordan skulle man fra dansk side kunne leve op til den franske standard ved det forestående genbesøg? Chas påtog sig opgaven og forlod den daglige tjeneste for at forberede sig. Da den store dag oprandt, optrådte Chas for de fornemme gæster med en gris, som han havde dresseret til at løbe i ring. På råbet ”Vive la France” faldt den ”død” om. Vild jubel og bifald – festens succes var sikret.

 

Mormor og Morfar

Jul og Nytår var jeg, og senere også Per, selvskrevne medlemmer af Gerdas familie. Gerdas forældre, Karen og Peter C. Christensen, altid omtalt og tiltalt som Mormor og Morfar, skabte de gæstfrie rammer i hjemmet på Vendsysselvej 8, 1 sal t.h. De boede i en lys lejlighed med to stuer mod gaden og soveværelse, kammer, køkken og badeværelse mod et åbent areal med små køkkenhaver på ejendommens anden side. Hos dem boede Jens Erik, min jævnaldrende kammerat, søn af Gerdas søster, Gunhild Kjeldsen.

Når vi flyttede ind til Julen – undertiden også til Påsken – blev jeg anbragt i Jens Eriks kammer, hvor der netop var plads til en ekstra madras på gulvet. Gerda sov i stuen eller hos Gunhild, som boede alene i en lille lejlighed i nærheden på A.F. Bayersvej.

I erindringen står mine jule – og nytårsaftener hos mormor og morfar i en meget lang, ubrudt række. Jeg kan hverken tidsfæste den første eller den sidste af disse, men perioden 1938 til 1953, kun afbrudt af opholdet i Sverige, er et rimeligt bud. Mormor og morfars jule – og nytårs-traditioner hører til min barndoms bagage, på lige fod med alle andre børn, som har været medlemmer af danske familier

Jens Erik og jeg var uadskillelige venner under højtiderne og ved fælles sommerferieophold. Til hverdag var vi ikke sammen – der var for langt mellem Østerbro og Brønshøj, også da vi blev ældre. Som voksne har vi ikke haft indbyrdes kontakt.

Dengang fik vi lov til at leve et fælles drengeliv, med lille indblanding fra de voksne. Udenfor kunne vi færdes frit omkring ejendommen og hjemme havde vi kammeret for os selv, når blot vi ikke var alt for støjende.

Julegaverne var vigtige, nogle husker jeg udmærket. Eksempler på ”store gaver” var Mekano, et metalbygge – og samlesæt. Jeg fik også – af Genni og Fima – en blå elektromotor, drevet af et stort, tungt rektangulært Hellesen batteri, som kunne bygges sammen med Mekano-delene, til forskellige kørende maskiner. Samtidigt gav de Jens Erik en lignende elektromotor, som dog var mindre flot. Det var jeg ked af og flov over – men Jens Erik beklagede sig ikke.

Spændende bøger fik jeg også: Tarzan–bøgerne (i alt 21 stk. af Edgar Rice Burroughs) og Peder Most-bøgerne (af Walter Christmas Dirckinck–Holmfeld) var en vigtig start på litteraturens glæder.

Vi havde også legetøj, som i dag er utænkeligt: udstyr til at smelte og forme bly til støbning af soldater og en dampmaskine med kedel, som opvarmedes med et åbent spritblus.

Mormor var stilfærdig, altid venlig, en dygtig og pligtopfyldende husmor, som i et langt liv drog omsorg for sin mand, sine to døtre (Gunhild var adopteret), og senere for plejebarnet Jens Erik. Morfar, en stor, rank ofte piberygende mand, som let blev rørt, var langt mere udadvendt. Morfar stammede fra en gård i Rind ved Viborg, han blev professionel soldat og afsluttede sin militære løbebane som oversergent ved kasernen i Holbæk, hvor Gerda voksede op.

Note: Per husker at Morfar fortalte, at han den dag 1. Verdenskrig brød ud (1.8.1914) blev pålagt af en overordnet at slibe sin sabel.

Efter afskeden med militæret flyttede familien til Vendsysselvej, hvor militære minder, bl.a. den omtalte sabel og en poleret granat, prydede hjemmet.

Morfar blev ansat som kontorist i forsikringsselskabet Danmark (senere Tryg), hvor han arbejdede indtil han cirka 65 år gammel blev ramt af kræft i struben. En operation efterlod ham uden stemmelæber – men hans livsvilje og udholdenhed satte ham i stand til at lære at tale forståeligt.

Den teknik han brugte, krævede at han slugte luft og brugte mavemuskler til at frembringe en luftstrøm gennem spiserør og mundhule. Morfar havde en god hukommelse og talte gerne om sit yndlingsemne: landejendommene på Viborg egnen. Han kunne beskrive mange ejendommes størrelse, tilhørsforhold og salgspriserne ved ejerskifte med årstalsangivelser.

Morfar viste sin kærlighed til Per og mig tydeligt; især takket være ham følte jeg mig hjemme på Vendsysselvej. Jeg talte ikke med ham om den omstændighed, at Gerda havde forladt sine forældre under krigen som flygtning, alene for at bringe Per i sikkerhed i Sverige. Jeg tror at morfar og mormor, begge hædersmænd, følte at deres datter blot havde gjort sin pligt og accepterede at måtte leve under resten af besættelsestiden med det savn og den usikkerhed som begivenhederne medførte.

 

Mit fotoalbum

“VORT BARNS LIV I ORD OG BILLEDER” står der på første side i det gamle slidte album – en umistelig kilde til erindringer om min barndom. Genni har med en letlæst håndskrift udfyldt skemaer med vigtige oplysninger, såsom mit fødselstidspunkt (søndag d. 11 august 1935 kl. 4.15), mit kælenavn (Buller) og fødested (Bredgade 70 med Dr. Otto Nyeborg og Fru Thorengaard som læge og jordemor). Der er portrætfotografier og underskrifter af mine forældre og bedsteforældre, tabeller med mit første leveårs data for vægt (4,150 til 12,600 kg) og højde (56-84,5 cm), samt notater om mit første ord (“far” – 26. 9. 1936). Der står også: “Det første Skridt uden Hjælp gik Buller d. 26 September, 1936, 14 Mdr. gammel”; jeg har virkeligt haft travlt med at komme videre den dag!

Der er mange sider fra mine første 4 leveår – jeg kender billederne, kan genkende mange ansigter – og har erindringer knyttet til motiverne, men husker intet fra de situationer billederne skildrer. Jeg vælger nogle eksempler:

 

Ledvogteren, 1938

Vi var gode venner, ledvogteren og jeg, har Genni fortalt mig. Fotografiet, som er taget i Vedbæk, sommeren 1938, viser en ældre, nobelt klædt herre iført DSB kasket, med mig i den ene hånd og en cigar i den anden. Jeg kan gætte på, at min vens nu for længst nedlagte ledvogterhus lå ved krydset mellem kystbanen og Trørødvej.

 

Fødselsdag hos Schroeders, 1938

Man ser en gruppeopstilling omfattende syv mødre (heraf fem med hatte), ni børn i alderen 3-5 år og to barneplejersker i hvid uniform og tørklæde. Fædre er som vanligt fraværende. Værtinden er, næsten graciøst, placeret på gulvet i første række. I bagerste række finder man Genni (med hat og et lidt fraværende blik) som nummer tre fra venstre og Grethe Kronmann (en af Pjankerne) yderst til højre. Selv står jeg midt i billedet, genert med bortvendt, bøjet hoved, støttet ikke alene af min mor, men også af en bagved stående, nu for mig ukendt skønhed med sløjfer i det smukt redte hår.

Stemningen synes tynget, ingen smiler. Et enkelt væltet kæledyr ses i baggrunden, ellers er der ikke legetøj. Jeg kan intet huske fra den fødselsdagsfest, men jeg er sikker på at vi børn skulle opføre os som om vi var til et selskab for voksne.

 

Riga – Jurmala, 1939

Det er sommer, jeg står lykkelig og stolt, iført garderuniform og bevæbnet med kåre, med et dansk flag på min højre side. Jeg ser op på en lidt ældre (6 år gammel ?) smilende, mørkhåret, slank pige klædt i en hvid kjole. Jeg har set på det billede mange gange, jeg tror det viser min første forelskelse, men her er jeg i et grænseland mellem drøm og erindring.

 

Mamma Ida og Pappa Ossip, 1939

Sådan omtaltes min farmor og farfar af mine forældre. Mit album viser billeder af dem fra mine besøg somrene 1936 og 1939, da jeg var 1 og 4 år gammel.

Billederne er fra familiens sommeropholdssted Dzintari og de lange smukke strande ved Jurmala omkring 20 km vest for Riga. På det valgte billede ses Ossip, rank og velholdt med et flot overskæg og et fast blik; han er omtrent lige så høj som Fima, dvs. 175-180 cm. Ida ligeledes vel-bygget med et flot, gråt hår er et hoved mindre, på højde med Genni. Maria, Gennis lillesøster, var med i 1936. En ung, ikke genkendt kvinde må være Fimas søster Mina, gift Ruthenberg med sin søn, Samuel. Gerda­ var med på turen i 1939.

Ida Neumann, født 1.4.1871, var fra Elbing, dengang Tyskland, nu Elblag, Polen. Idas forældre, Dorothea og Theodor havde 7 børn, der iblandt foruden Ida, Samuel, far til Felicitas (gift Klimowski) og Max Mordechai, far til Hannah Gut. Familien ejede og drev en penselfabrik beliggende i Elbing.

Ossip Magid, født 27.10.1865, var fra Daugavpils (tysk: Dünaburg, russisk: Dvinsk). Da Ossip blev født var Letland underlagt zardømmets Rusland. Landet var en selvstændig stat fra 1920 til 1940, hvor Sovjet-unionen overtog, og kort efter tabte magten til Nazi-Tyskland, som besatte landet til 1944.

Jeg har ingen erindringer om min farfar og farmor. Hverken Genni eller Fima fortalte mig om dem – måske var minderne for pinefulde. 2. verdenskrig udbrød 3. september 1939, kort tid efter vores sidste besøg i Riga, hvorefter kontakt med Ossip, Ida og Mina blev afbrudt for stedse. I 1995 modtog jeg dokumenter fra Josel Dunavetsky, ifølge hvilke Ossip døde Juni 1941 i fængselet i Daugavpils. Ida, Mina og Samuel blev formentligt dræbt i koncentrationslejre etableret af tyskerne.

Russerne tilbageerobrede Letland i 1944 og landet blev igen underlagt Sovjetunionen indtil dets opløsning i 1991. I sovjetperioden blev Jurmala det foretrukne feriested for de højest placerede kommunistiske partimedlemmer. Ulla og jeg besøgte området i juni 2000, hvor vi så de tidligere magthaveres feriepaladser, nu i forfald.

 

Bedstemor Rosa

Da jeg lærte hende at kende i 1946, syntes jeg at hun var en gammel dame. Hun har været omkring 65 år, 15 år yngre end jeg er nu. Det er ikke alene mit perspektiv der har ændret sig. Hun var præget af sin sukkersyge, lidt overvægtig og blev kort efter sin tilbagekomst fra USA stærkt gangbesværet. Hun var på en indkøbstur på Strøget, ifølge Per for at købe en æske chokolade til Genni hos Michelsen. Hendes skohæl satte sig fast i en rist, hun faldt og fik brud på begge sine ben, formentlig som følge af osteoporose. Det førte til et langt sygeleje og et ophold på Skodsborg Sanatorium.

Jeg tænker på hende som siddende i en stol, ved det runde marmorbord i herreværelset. Stolen var beklædt med et af Genni håndbroderet betræk. Ifølge Per står stolen nu i den israelske ambassadørs bolig som et museumsstykke med en snor over sædet, så ingen sætter sig i den.

Rosa tilbragte sine sidste år i pensionatet i Poul Ankersgade. 2 Hun døde 31.1 1966 på et plejehjem i Ordrup. Bedstemor Rosa havde et lyst sind, hun var glad for at synge og for at fortælle vittigheder. Hun talte russisk, polsk, tysk, engelsk og dansk, ofte i en for hende karakteristisk blanding. Hun kunne lide at spille kort og at lægge kabaler. Ved sjældne lejligheder – når der skulle serveres ”Gefilte Fisch”, en elsket jødisk specialitet – gik bedstemor i køkkenet og overtog ledelsen.

Bedstemor Rosa gik til behandling for sin diabetes hos professor Eggert Møller (gift med Irmelin, Carl Nielsens datter), som senere underviste mig i intern medicin. Han var en streng, autoritær læge, som var frygtet blandt mange, også af Rosa. Hun kom en dag grædende hjem fra en konsultation, hvor hun var blevet irettesat for ikke at tabe i vægt; jeg tvivler på at Eggert Møllers afmagringsmetode var den rette, men dengang var faderlig, autoritær udfoldelse almindelig blandt læger.

Rosa var gavmild – nogle af hendes gaver har jeg endnu. Een af dem ligger ved min seng og bruges hyppigt: The Concise Oxford Dictionary.

Jeg har et andet minde om hende: et Postkarten Album med dedikation fra veninderne Fanny Rabinowitz, Anna Goldfinger, Hilda Priester,

Elly Back, dateret 28.3.1900. Albumet indeholder over 250 postkort, de fleste stilet til ”Rozia Kittaj” i Lodz eller Breslau, modtaget i perioden 1900-1902. Kortene er skrevet på russisk, polsk eller tysk, motiverne ofte kvinder, formentligt kendte skuespillerinder og sangere, nogle kort er smukt dekorerede i Jugend stil. Der er også et kort med en vittighedstegning: Ægteskabsbarometeret. I albumet er indsat et foto uden inskription, lille Rozia med sølvrangle flankeret af to brødre?

Rosa (Rosalia) blev født i Lodz 31 Dec 1880, i en familie med mange søskende. Hun giftede sig med min bedstefar, Kalman Ginsberg, som i december 1914, efter udbruddet af 1. verdenskrig, rejste med kone og børn (Genni, Sev og Marja) fra det urolige Tyskland til København.

Note: 100 års dagen for familien Ginsbergs ankomst til Danmark blev markeret ved en familiesammenkomst hos Nonni og Per 31.12.2014. Pers beretning om begivenhederne gengives nedenfor.

 

100 års dagen for familien Ginsberg’s indrejse i Danmark

Onkel Sev – Georgs far – kan vi takke for følgende kloge ord:

”Penge er ikke alt. Man skal også gerne have aktier, obligationer og guld ved siden af.”

I dag er det 100 år siden, at Sev 5 år gammel med sin lille søster Marja på 1 år og sin store søster Genni - Eriks og min mor - dengang 7 år kom til Danmark. De kom sammen med deres forældre Kalman Isak Ginsberg, 45 år, og Rosa 34 år. De kom med færgen fra Warnemunde til Gedser.

Isak var født i 1869 i Kalvaria, en russisk by, der nu ligger i Lithauen. Han flyttede til Lodz, hvor han havde fremgang som en dygtig forretnings-mand. Han handlede med tekstiler, sko og andre varer i store dele af Rusland og også uden for Rusland.

Rosa var født i Lodz i 1880. Hun blev præsenteret for Isak på en jernbanestation i Lodz, netop som hun var på vej til Breslitovsk.

Isak gjorde indtryk på Rosa. Så stort, at hun efter at være kommet tilbage til Lodz opsøgte ham. Hun gjorde det for at samle penge ind til ud-dannelse af fattige jødiske piger. Hendes hensigt med besøget gik videre end indsamlingen. Begge hendes formål blev opfyldt. Isak betalte sikkert rundeligt til indsamlingen og de blev gift kort efter den 21. januar 1906. Hun var da næsten 25. Ikke helt ung.

Hvorfor kom de til Danmark?

Sevs udsagn passede sikkert ganske godt på familien Ginsberg, da de sommeren 1914 med tog rejste fra industribyen Lodz i Czarens Rusland til badebyen og kurstedet Kohlberg ved Østersøen i Kejserens Tyskland. Det var en rejse på knap 500 km. De rejste ikke alene. Med sig havde de de 3 børn, en russisk amme og en tysk guvernante. I rejseselskabet var også Isaks yngre bror Jacob og hans kone Sofie.

Hvornår de kom til badebyen ved vi ikke, men vi ved, at Tyskland erklærede Rusland krig den 1. august 1914. Det var starten på 1. Verdenskrig.

Krigen afskar dem fra at rejse tilbage til Rusland. I stedet rejste de til Berlin.

Penge var ikke alt og nu havde de ikke flere. Og de havde kun sommertøjet med.

Vor bedstefar havde heldigvis en virksomhed i Hamborg – formentlig et repræsentations kontor - og havde kunder i Berlin. Han havde blandt andet forretningsforbindelse med to stormagasiner. Et var jødisk ejet. Der henvendte han sig først for at låne penge. Han fik afslag. Det fik han ikke hos det andet.

At være russisk statsborger i Tyskland på det tidspunkt var ikke det bedste. Han blev rådet til at rejse til Danmark. Et land han næppe kendte meget til.

Eriks og min mor havde ikke sympati for Tyskland og tyskere. Hendes oplevelse ved udrejsen fra Tyskland lagde grunden til hendes holdning. Den blev forstærket med tiden. De tyske toldere i Warnemünde krævede, at den 7-årige pige fortalte, hvor hendes forældre havde gemt smykker og guld. Hvis hun ikke gjorde det, vil hun blive puttet ned til rotterne i kloakken. Kender jeg vor mor ret, fortalte hun intet. Hun blev heller ikke puttet ned til rotterne.

Den 31.12.1914 indrejste familien i Danmark.

Jeg har forstået, at vore bedsteforældre, deres tre børn og den tyske guvernante – hvad der skete med ammen, melder historien ikke noget om – først flyttede ind på det fine hotel Palads på Rådhuspladsen, men kort efter flyttede til det mere beskedne hotel Weber i Colbjørnsensgade. Her boede de i flere år. Efter vor bedstemors udsagn et hotel for cirkusartister og varietékunstnere.

Et enkelt brev fra vor bedstefar dateret 26. februar 1917 til en herr G. Oppenheim på Grand Hotel i Petrograd kaster et lys på hans forretning.

I brevet, der givet er blevet oversat fra russisk eller tysk til den dansktalende modtager skriver vor bedstefar – efter de indledende høflighedsformularer og hilsner til diverse personer – blandt andet følgende:

”Jeg beder Dem kære Herr Oppenheim have ulejlighed med at sælge mine Blyanter og Snørebaand, bed Herr Hirschfeld om prøver, thi uden Prøver kan De dog intet udrette. Blyanterne beder jeg Dem tilbyde saavel Sporvognsselskaber som til Hovedpostkontorer. Vær saa god at sælge dem til Rubl. 13/00 eventuelt til Rubl. 12/00 pr. Gross, Snørebaandene bedes De sælge til Kr. 2429,24”

Efter at have omtalt kvaliteten af snørebåndene – der er af prima svensk kvalitet, omtaler han et tilgodehavende for et spiralbor, og opfordrer til samarbejde med hr. Oppenheim.

Afslutningsvis anfører han:

”Tarme er dog ikke Deres Konkurrence Artikel. Herr Stengel har også før krigen handlet med tarme og jeg beder Dem meget tale med Herr Stengel derom og vi vil gerne gøre forretninger sammen. De kan ganske bestemt erholde licens.

Jeg forventer Deres hurtige Svar.”

Hvordan de følgende år i Danmark forløb, kan I høre om en anden gang. Der er dog endnu noget, jeg vil fortælle:

Bedstefar var en stor fan af verdensudstillinger. I år 1900 havde han besøgt verdensudstillingen i Paris. I 1939 skulle verdensudstillingen være i New York. Med M/S Gribsholm rejste han med bedstemor og tante Marja til verdensudstillingen. De ankom 1. maj 1939. 4 måneder senere udbrød 2. verdenskrig. Nu var de på ny afskåret fra at rejse hjem.

Vor bedstefar var i 1944 i Florida sammen med bedstemor, Marja og Babsie. Der døde han 75 år gammel. Bedstemor kom efter krigen tilbage til Danmark. Hun boede hos os og sikkert også hos Sev og Lilli indtil hun flyttede til et pænere pensionat - Harriet Schiødte i Poul Ankersgade ved Grønningen. Hun døde den 31. januar­ 1966. Det var på hendes 60 års bryllupsdag. Hun blev begravet den 3. februar. Det forhindrede mig heldigvis ikke i samme aften at deltage i Nonnis 21 års fødselsdag, der blev holdt her på Maglemosevej.

Med familien i L.A. er vi i dag 33 efterkommere af Isak og Rosa. Med kærester og ægtefæller er vi heldigvis mange flere.

Genni, Sev og Marjas efterkommere er: Børn: Erik, Per, Ruth, Georg, Barbara, Michael

Børnebørn:Jakob, Simon, David – Samuel, Tobias, Camilla – Ted – Elisabeth, Charlotte, Erik, Eric, Andrew, Chris – Jennifer, Marissa

Oldebørn: Martin, Laura, Sarah –Vera, Johan – Edouard, Niels, – Noam, Ingrid, Emil –Charlotte, Maja

Ginsberg–familien bosatte sig på Østerbro, senest i en lejlighed i Petersborggade. Kalman opbyggede trikotagekædeforretningen ”Kamma”, som blev videreført af Gennis bror, min onkel Sev. Som nævnt af Per ovenfor rejste Rosa og Kalman i 1939 med deres yngste datter, Marja, til USA for at besøge verdensudstillingen i New York, og måske også, tænker jeg, for at skaffe Marja en ægtefælle. De blev i USA da 2. verdenskrig brød ud. Kalman døde i Florida i 1944. Marja blev gift med Ben Schneiderman og bosatte sig i Los Angeles. Rosa vendte tilbage til København i 1946.

I årene 1946 – cirka 1948 støttede Rosa en søstersøn i Paris, med et fast, månedligt beløb, 50 US $, en betydningsfuld studiehjælp. Sigmund Rukalski, hendes eneste overlevende slægtning, var flygtet fra en koncentrationslejr i Polen; det lykkedes ham mirakuløst at nå levende fra Tyskland frem til Paris. Rosa var meget utilfreds med Sigmunds studievalg, sprog og litteratur. ”Han skulle hellere blive automekaniker og tjene penge først i stedet for at spilde tiden med unyttig lærdom”, mente hun.

Genni var en pligtopfyldende datter, hun tilbragte næsten dagligt nogle timer med Rosa – meget af tiden gik med at spille Gin Rummy. Sev kom på besøg hos hende på pensionatet en gang om ugen, typisk lørdag eftermiddag på vejen hjem fra kontoret Ved Stranden 18 til hjemmet på Svejgaardsvej 24 i Hellerup. ”Hun er begejstret for Sevs besøg, mig takker hun aldrig” vrissede Genni, fortørnet som hun var over den ”naturgivne” ulige fordeling af pligtopgaven mellem søster og broder.

Bedstefar (Kalman Isak Ginsberg, født 8.12.1869 i Litauen) husker jeg ikke. Han forærede mig ved min fødsel et smukt guldlommeur, som sjældent er i brug, men det kan stadigt gå korrekt. For Genni var hendes far en højt elsket, klog, omsorgsfuld og dygtig mand. Det fortælles at han viste sin omsorg for mig ved at anskaffe store håndklæder til beklædning af bordhjørner, så jeg ikke skulle slå mit hoved! Han var optaget af moderne teknik, dengang bl. a. repræsenteret ved en krystal-radio udstyret med hovedtelefoner. Ved at manipulere med en leder på en krystaloverflade kunne man være så heldig at opfange radiosignaler. En dag arrangerede den ellers næppe specielt uvorne Sev, at Rosa, syn-gende fra sit skjul i køkkenet, kunne høres af Kalman i krystalradioen. Til familiens jubel lykkedes spøgen: Rosa, Rosa, jeg kan høre en russisk sangerinde!

 

Lilli og Sev Ginsberg

Min morbror, onkel Sevs kontor, hvorfra han i en årrække bestyrede trikotageforretningskæden Kamma, lå i ejendommen Ved Stranden 16. Fra kontorets vinduer er der en smuk udsigt over Slotsholmskanalen, Slotspladsen og til Christiansborg Slot.

Denne gunstige beliggenhed fik jeg glæde af, da jeg med min familie blev indbudt til at opleve, at statsminister Knud Kristensen, fra slottets balkon, udråbte Frederik d. 9 til ny dansk konge efter Christian d. 10´s død 20 april 1947. En stor folkemængde var samlet på slotspladsen. Efter en sikkert urgammel tradition, gentog Statsministeren fire gange – og på jysk: Kong Christian d. 10 er død – længe leve Hans Majestæt, Kong Frederik d. 9.” Det var en bevægende oplevelse.

Jeg kom også ved nogle få, andre lejligheder på besøg på kontoret. I et forkontor herskede frk. Høj, Sev´s førstedame og trofaste støtte, som sammen med et par andre, langvarigt ansatte damer, viede deres liv til Kamma. Vel anbragt ved Sev´s skrivebord blev jeg mødt med et karakteristisk: “Hvad kan jeg gøre for dig?”. Men jeg kom ikke for at få hjælp, Sev havde allerede gjort meget. Jeg mener nu at have forstået omfanget af den støtte min familie modtog.

I en årrække, hvor Fima var syg og uarbejdsdygtig, fik Genni til dagen og vejen gennem indtægterne fra en af de 4–5 Kammaforretninger, den i Nordre Frihavnsgade, som så vidt jeg ved gennem en arveaftale, tilhørte hende og Marja. Som barn hørte jeg ikke om dette. Men i et brev dateret 1957 til Sev fra Genni, udtrykker hun sin store taknemlighed for alt hvad han og Lilli gjorde for os.

Sev var en af tidens temmeligt få bilejere. Nogen tid efter krigens afslutning købte han en Morris, i familien kendt og omtalt som “den høje hat”. På en køretur ad Øster Søgade sad jeg ved siden af chaufføren, Sev. På bagsædet udspandt sig en måske lidt intens diskussion om valg af rute mellem Lilli og hendes mor, Rigmor. Sev skaffede sig en pause i udvekslingen med spørgsmålet: “Er det Lilli eller Rigmor som kører?”.

Lilli, altid velklædt og elegant, tog imod os i familiens smukke, hvide villa på Svejgaardsvej 24 ved talrige familiebesøg. Meget ofte blev vi budt på hønsekødssuppe efterfulgt af høne i stuvet asparges. “Hvordan har du dog lavet den dejlige høne?” lød det obligatoriske spørgsmål (også hjemme hos os, når den samme ret blev serveret for familien). Efterfulgt af en redegørelse fra den stolte værtinde. I haven var der et pæretræ, der som regel bar rigeligt. Overskuddet havnede i Classensgade, hvor den fine frugt blev henkogt og opbevaret i sukkerlage til servering med chokolade sauce ved højtidelige lejligheder.

 

Marja og Ben Schneiderman

Tante Marja og onkel Bens ankom med lille Barbara til København med ”s/s Jutlandia”, august 1946, efter 6 dages sejlads fra New York. Det var en vidunderlig begivenhed. Modtagelse af ”Amerika-skibet” på Lange-liniekajen af en folkemængde med viftende Dannebrogsflag havde jeg ganske vist set før – det var en vigtig del af københavnernes liv det første års tid efter besættelsen; skibenes ankomst fungerede som markør for den genvundne frihed. Men at modtage min egen familie, som jeg havde hørt så meget om, det var noget ganske særligt.

Amerika (dvs. USA) stod i min bevidsthed som det forjættede land, hvorfra rigdomme strømmede til Europa i form af hidtil ukendte luksus varer og store biler, de såkaldte ”dollargrin”. Marja og Ben medbragte da også en kæmpekuffert fuld af gaver til familierne Ginsberg og Magid, der som alle andre levede et dagligliv med rationeringsmærker og et beskedent udvalg af varer. Blandt gaver til husholdningerne var ægte kaffe i hermetisk lukkede tuber, samt et produkt af særlig interesse for mig: ”Jelly-O”, som tilsat vand frembragte en pragtfuldt bævrende, rød gele, som man spiste overhældt med råcreme.

Den gave som gjorde størst indtryk på mig, må jeg have fået efter at jeg var gået i seng og var faldet i søvn. Jeg vågnede nemlig ved at finde en lille, hård, lysende genstand, som viste sig at være en, syntes jeg, meget speciel lommelampe beregnet til at fæstne i et nøglebundt. Den lyste når man trykkede en knap i bunden af lygten ned og til siden, så den hang fast i den omgivende ring.

Ben havde sin bil med på skibet, en stor, flot, blå Buick cabriolet, som ofte holdt parkeret i Classensgade ved vores gadedør. Den var meget iøjnefaldende, ikke mindst fordi der dengang stort set ikke var andre parkerede biler på gaden. Min status blandt legekammeraterne voksede betydeligt, da jeg kunne omtale den som min onkels bil. Ben tog mig nogle gange med på køreture i byen. De var en prøvelse for ham, fordi københavnerne sværmede tæt om den store, opsigtsvækkende bil på deres cykler og gjorde ham skrækslagen for at nogen skulle komme til skade. Selv nød jeg selvfølgeligt at sidde trygt ved Bens side, med højre arm nonchalant anbragt over dørkarmen.

Ben var en høj, mild og charmerende mand, som jeg hurtigt fik et godt forhold til. Han talte ikke om sine krigsoplevelser, men overraskede mig ved at give udtryk for en tolerant opfattelse af tyskere – ikke just hvad jeg var vant til at høre. Han holdt af at fotografere og anskaffede sig flere nye fotoapparater, trods Marjas højlydte protester.

De små 3-årige, Barbara og Per, fandt sammen i et nært venskab. De forbløffede os andre ved tilsyneladende at kunne udveksle uhindret af sprogforskelle. Når Barbara talte om ”a fox” vidste Per det var en ræv – forklaring savnes. Barbara havde helt umulige spisevaner; hun græd og kastede maden op, men det fik Gerda sat en stopper for efter kort tids varetægt uden forældreindblanding.

En dag tog Ben af sted på fisketur med to muntre herrer, Harry Hude, (Mies bror) og Karl Erik (Lille-Tuts bror). Grunden til at jeg husker det er, at jeg sent på eftermiddagen lukkede dem ind – de ankom i stærkt løftet stemning medbringende dagens fangst: en røget sild.

Marja og Ben kom på besøg adskillige gange i de efterfølgende år. Ved en lejlighed faldt deres besøg i slutningen af året, så vi nåede at holde juleaften sammen. En begivenhed fra forberedelserne er blevet genfortalt mange gange i familien: Genni, som ikke just var erfaren med hensyn til fremstilling af julemiddage, havde til lejligheden fremskaffet en gås, som blev overladt i bagermester Friis varetægt. Hos bageren blev den stegt sammen med kvarterets andre indleverede kræ. Marja kommer sent på eftermiddagen hjem fra en bytur og ser at der er stor opstandelse. En tilsyneladende forstyrret kvinde (Genni) løber råbende fra bagerbutikken over gaden med den nu stegte fugl, som synes at være blevet ombyttet til en lille and! Trusler om politianmeldelse for svig og svindel hænger i luften, men med den samlede families hjælp genindføres julefreden uden indblanding fra ordensmagten.

Bens lægelige speciale, anæstesiologi, gjorde kæmpe fremskridt i USA, drevet af krigens behov og erfaringer. Måske var Ben den første specialist der kom til Danmark efter besættelsen med denne nye viden. Han fik hurtigt kontakt med de ledende anæstesiologer i København og blev anerkendt af dem som en vigtig inspirator og kilde til opgør med den forældede praksis, der havde hersket i det krigslukkede Danmark.

Blandt hans venner var Henning Ruben, som senere blev overlæge ved Finseninstitutet, hvor han opfandt den verdensberømte “Ruben ballon” og Willy Dam, senere overlæge ved Bispebjerg Hospital, begge regnet som medgrundlæggere af det anæstesiologiske speciale i Danmark.

Omkring 1970 deltog jeg i et tragisk møde på Willy Dams kontor, hvortil jeg havde ledsaget Ben, på det tidspunkt mærket af en endnu udiagnosticeret Alzheimer sygdom. Ben ville gense Dam og vise ham et anæstesiværktøj, som Ben beskrev som sin nye opfindelse. Samtalen viste hurtigt at der ikke var mening i Bens fremstilling, og Ben blev agiteret og frustreret over sin nu afslørede hjælpeløshed. Mødet måtte afsluttes og der blev taget afsked i en meget trist stemning.

 

Sigmund Rukalski

Jeg mødte Sigmund første gang, formentligt i 1947, da han kom på et kortvarigt besøg for at træffe Rosa, sin moster og velgører, og den øvrige familie. Han var 20-25 år, en høj, afmagret mand, nervøs, indelukket, tydeligt præget af frygtelige oplevelser, som han ikke talte om. Han levede skjult vistnok i Warzawa hos en af sine lærere i begyndelsen af krigen, men blev senere kz-lejrfange. Det lykkedes ham at flygte fra en togtransport og tilslutte sig en gruppe polske partisaner. Han kom senere til Frankrig, de nærmere omstændigheder kender jeg ikke.

Et billede af ham står klart i min erindring. Vi stod i Kastelsvej uden for bagermester Friis’ forretning og så på det nybagte brød og de flotte flødeskumskager. Jeg så på Sigmund, han stirrede på vinduet og brød så ud i anstrengt latter mens tårerne stod ham i øjnene. Vi gik videre uden ord.

Sådan fik jeg et lille indblik i en afgrund af gennemlevede lidelser. Nogle hovedtræk i Sigmunds liv kender jeg. Efter at have afsluttet sine universitetsstudier i Paris og Cambridge, rejste han til Canada, hvor han først ernærede sig som togsteward på endeløse ture gennem det store land. I en senere periode opholdt han sig på Barbedos, hvor han virkede som lærer i et Canadisk udviklingsprogram. Sideløbende arbejdede han som forfatter og fik udgivet nogle novellesamlinger: Solitudes: Douze nouvelles (Solitudes: Douze nouvelles (1979), Au-delà de la vie: Quatorze nouvelles (Au-delà de la vie: Quatorze nouvelles (1982) og Cercles de retour: Nouvelles (1984). Desværre har jeg intet læst af ham, men han fortalte mig at han havde beskrevet samværet med en flue, det eneste levende væsen han kunne dele sin ensomhed med.

Han giftede sig med en italiensk kvinde og fik en søn og en datter. Han boede i Canada til sin pensionering, hvorefter han flyttede til Italien, hvor han boede med sin familie til sin død.

Hans datter, Marie Rukalski, som nu bor i Stockholm, fik vi kontakt med for nogle år siden (ca. 2002) på følgende måde. Blandt sin fars efterladte papirer fandt Marie navn og adresse på Marja Schneiderman i Beverly Hills. Da Marie intet vidste om sin fars familie og fortid, skrev hun til den på det tidspunkt 90 år gamle Marja, som videresendte henvendelsen til sin bror, Sev, der havde haft mest kontakt med Sigmund. Marie kom til København for at møde sine nyfundne slægtninge inklusive Per og mig.

Det blev en overvældende oplevelse for hende. Hun, der var opvokset i Italien som katolik, vidste intet om sin fars jødiske baggrund og skæbne under 2. verdenskrig. Blandt de fotografier af for hende ukendte personer og steder, som Sigmund havde efterladt, havde Marie blandt andet hæftet sig ved et interiør med et lille kvindeportræt på vægen. Dette portræt, malt af hr. Løntoft, genkendte hun, da hun så det i spise-stuen på Vilvordevej 68.

 

Hr. Løntoft

Marianelund Kro nær Gurre slotsruin var i slutningen af 1940´erne et værdsat udflugtsmål og feriested for mine forældre. Kroen var nyopførte­ efter en brand i 1937. Det var et veldrevet og bekvemt opholdssted med et fremragende køkken. Blandt kredsen af mine forældres bekendte, som jeg traf der, var Gladys og Aage Andreassen. Aage, der var direktør i den britiske kemivirksomhed, ICI, husker jeg som en charmerende mand.

Han gjorde et uforglemmeligt indtryk på mig ved at forære mig et hånddrevet 16 mm filmforevisningsudstyr, en – forekom det mig – usandsynligt kostbar gave. Gladys blev tidligt en velhavende enke, som bosatte sig i et af husene i Bjerrelide, så jeg mødte hende mange år senere på en tur med børnene ad Mosehøjvej.

I modsætning til sin mand gjorde hun et uvenligt indtryk. Hun forsvarede bommen over den private vej, som vanskeliggjorde vores færden med barnevogn. En anden markant stamgæst var teaterskrædderen, dir. A.O. Teglers, en rund, nærmest lapset herre ledsaget af en stor sort labrador, som stod ham meget nær. Han forbløffede mig ved at fortælle, at han hver aften børstede dens tænder. Teglers havde sit kontor Ved Stranden 16, på etagen over min onkel Sev Ginsbergs kontor for trikotageforretningskæden Kamma.

Mine forældre blev også venner med kroens bestyrer, hr. Løntoft, som foruden at være en dygtig restauratør – ifølge min lidt vaklende erindring – også var amatørmaler og ophavsmand til et lille kvindeportræt, som nu hænger på den gule murstensvæg i spisestuen på Vilvordevej 68.

 

Kamma og Louis Melchior

Abellund i Bistrup ved Havreholm er opkaldt efter Jacob Güntelberg Abel som ejede gården fra 1802–09. Efter en brand i 1937 opførtes de nuværende bygninger. Louis Melchior, klædefabrikant fra København, ejede gården i en periode omkring 1950. Vi kom på besøg flere gange hos Kamma og Louis. Kamma var Louis´anden kone, hun medbragte en søn på min alder fra sit første ægteskab. Kamma var en mild og kærlig person, som kæmpede med at beskytte sin søn og sig selv mod Louis´ noget barske og selvhævdende facon.

Det var spændende at komme på Abellund, et forekom det mig, luksuriøst sted i meget smukke omgivelser. Af og til blev vi hentet eller bragt af Louis, som kørte os ad Strandvejen og undervejs talte om ejerne af de store villaer som vi kørte forbi, en for mig aldeles fremmed pengeverden.

En søndag aften, 29. oktober 1950, skulle jeg tage hjem til Østerbro på egen hånd. Den tur endte brat for mig på Esbønderup Sygehus, hvor jeg måtte opholde mig de næste par uger for at få plejet et stort kødsår på indersiden af mit højre underben. Det gik således til: Louis kørte os til nærmeste busstoppested, hvor bilen blev parkeret i venstre vejside med tændte lygter mod kørselsretningen. Vi ventede i mørket ved bilen. Jeg så forlygterne fra en bil komme imod os, hurtigt og let slingrende. Pludseligt drejede bilen imod os, som om føreren troede at han skulle passere en modkørende bil. I stedet for at blive stående med de andre i vejsiden, sprang jeg ud foran Louis’ parkerede bil. I samme øjeblik rette-de den kørende bil kursen tilbage mod vejbanen og kolliderede frontalt med den parkerede bil. Beklageligvis stod jeg mellem de to biler i kollisionsøjeblikket!

Hvordan jeg var så heldig at slippe fra dette med en relativt mindre skade på mit ene ben er svært at forstå. Jeg formoder at jeg stod på højre ben med venstre ben løftet over kofangerniveau på et sted hvor kofangerne ikke fik direkte kontakt. Jeg blev bragt til det nært beliggende Esbønderup sygehus, som dengang havde en medicinsk og en kirurgisk afdeling. Her var plastisk kirurgi et ukendt begreb. Anæstesi var på et lidet udviklet stade, så jeg fik den blandede oplevelse at blive bedøvet med æter på åben maske! Heldigvis var jeg uvidende om hvor risikabel denne procedure var. Jeg var glad for at få hjælp og blev passet udmærket i de efterfølgende to uger, hvor jeg var indlagt på stedet.

Under min indlæggelse modtog jeg et brev fra rektor Per Krarup. Han skriver bl.a.:

Kære Erik!

Vi savner dig i klassen og tænker på dig i din ensomhed. Din moder har fortalt mig om dit uheld, som oven i købet skyldtes din energi og samvit-tighedsfuldhed, fordi du ville herind til skolen til tiden. Ja, utak er undertiden verdens løn … Jeg har bedt hr. Hynding om at læse med dig dagligt fra på mandag, især græsk og latin, men evt. også andre sprog. De øvrige fag klarer du jo sikkert lettere ... God bedring!

Venlig hilsen. Din hengivne Per Krarup

 

Arkitekt Banke

Lejlighedsvis mødte jeg på trapperne eller i opgangen til vores lejlighed i Classensgade en ældre herre med et velplejet overskæg, lille af vækst under en stor hat, på vej til eller fra sin tegnestue på 5. sal. Han var arkitekten der havde skabt ejendommen Classensgård, et stort U–formet kompleks med fire hovedopgange omgivende en lille plads, der åbner sig mod gaden overfor Kastelsvej. Bygningen har to teglstensdækkede spir, som knejser over de bygningshjørner, som flankerer indgangen til pladsen. Den palæagtige bygning omtales i Planstyrelsens Bydelsatlas om Østerbros flotteste eksempel på en ”cul de sac”.

 

Østerbro

Min barndoms og ungdoms geografiske centrum var Østerbro. Skulle nogen spørge mig hvor jeg er vokset op, vil jeg svare “Østerbro” snarere end “København”. Når jeg kommer til bydelen nu på besøg, har jeg en stærk fornemmelse af at være tilbage i min barndoms land. Forskellen på dengang og nu er først og fremmest den voldsomt forøgede biltrafik. Dengang færdedes jeg som dreng og ung trygt til fods og senere på cy-kel, af og til med sporvogn. Der var mange gående, en del cykler, ganske få personbiler, lejlighedsvis tungere trafik (skraldevognen, for eksempel) og ingen busser. Hestetrukne vogne var der en del af – nu er der vist kun bryggerheste tilbage i gadebilledet.

Om vinteren blev sne og is ryddet af fortovene med håndkraft. Det vindomsuste hjørne, hvor Classensgade møder Østerbrogade, var særligt udsat for at blive isbelagt; der stod en lille gruppe mænd med spader, som de møjsommeligt slog mod den hårde overflade, for at fjerne isen stykke for stykke.

Et par gange om året kom skærsliberen til Classensgård med sin cykel og sin roterende slibesten. Kunderne blev tilkaldt med en iørefaldende vise:

“Her slibes Knive, her slibes Sakser, Sakser og Knive slibes,

Her er Skærslibermand.”

Drengegadeliv udfoldede sig især om sommeren. Jeg fik lov lov til “at gå ned og lege” efter skoletid fra jeg var 8-9 år. Jævnaldrende fra nærliggende opgange fandt let sammen. Så løb vi rundt og udforskede kældre og baggårde, legede skjul, konkurrerede om de flotteste yoyo kunster eller “spillede land”. Til denne 2-mandsleg skulle man have en lommekniv eller en dolk, som man kastede mod jorden på skift, stående på et ben, indenfor en optegnet firkant. Når kniven stod plantet i jorden, trak man den i skærets retning, så man fik optegnet en linie fra kant til kant. Kasteren valgte så det største af de nyafgrænsede arealer som sit land. Det gjalt om at bemægtige sig hele firkanten.

I perioder var det i vælten at samle på glasperler, som vi kunne spille med på fortovet eller indendøre. (Mine forsøg på, som far, at genoplive dette ædle spil har været en fiasko: drengene kedede sig.)

Lejlighedsvis opstod der af ukendte årsager konflikter med en gruppe drenge fra et nærliggende område – så legede vi “krig”. Udstyret med kæppe og skjolde løb vi rundt efter hinanden, råbte og truede; det kom dog aldrig til nærkontakt endsige slagsmål. Aktiviterne blev straks afbrudt når der fra et vindue højt oppe lød en kendt stemme: “du skal komme op og spise nu!”.

Som 11-12 årig fik jeg forærende et meget flot sejlskib af træ, med mast, sejldug, rigning og ror. Jeg tog det med op ad Classensgade, krydsede Østerbrogade og nåede frem til Sortedamssøen, hvor jeg straks sendte min flotte nye gave til søs. Det kom helt bag på mig at skibet for frisk vind forlod afskibningsstedet og forsvandt! Med tungt hjerte måtte jeg efter de voksnes anvisning gå til politistationen, som dengang lå i Rosenvængets Alle 9, for at anmelde mit tab – desværre uden resultat.

Jeg brugte meget af min fritid til at læse bøger, tidligt drengebogsserierne om helte som Peder Most, Flemming og Tarzan. Senere kom jeg til de store, klassiske romanforfattere, som Dumas og Dostojevski. Mit lokalbibliotek lå i Ryesgade, en gade som jeg dengang lærte var ligeså folkerig som Roskilde.

Af og til kom jeg med kammerater i “biografen”, det var for mit ved-kommende oftest Triangel Teateret, som lukkede i 1979 og sjældnere det stadigt eksisterende Park Teater ved Østerbro Stadion. Ved besøg hos morfar og mormor kunne Jens Erik og jeg være heldige at få forærende penge til en tur i Grøndals teatret på Godthåbsvej, som lukkede 1985. En særlig stor oplevelse var det at komme i Palladium ved Rådhuspladsen, en stor, elegant biograf med en speciel attraktion: et kinoorgel som langsomt hævedes op gennem gulvet til højre for scenen og med brusende toner forkyndte den snarlige begyndelse af filmforevisningen.

 

Acne vulgaris

Dr. Thrane havde sin bolig og praksis på Trianglen 41. Fra interiøret husker jeg et stort isbjørneskind med hoved. Dr. Thrane var godt oppe i årene da jeg som 14–15 årig, blev sendt hen til ham, for at få behandling for pubertetsbumser. Han greb straks et metalinstrument med et ringformet hoved, som han pressede ned over et antal af de mere fremtrædende bumser. Som opfølgning på dette ganske ubehagelige indgreb, satte han en spritpræpareret vattot på hver af de ”behandlede” områder. Således dekoreret blev jeg sendt hjem. Folk på gaden stirrede. Behandlingsforsøg blev derefter opgivet, indtil min omsorgsfulde tante Marja og onkel Ben, ved et af deres besøg fra USA, fandt det absolut indiceret, efter deres standarder, at jeg kom til en specialklinik for hudsygdomme. Så jeg blev sendt til Panoptikonbygningen ved Hovedbanegården, hvor Dr. Lomholts hudklinik holdt til. Der fik jeg en for samtiden moderne, medicinsk behandling – som heller ikke hjalp. Jeg levede videre med mine bumser til de med årene svandt af sig selv.

 

Cykler

Min cykel var – det indser jeg nu – min uden sammenligning vigtigste besiddelse. Fra jeg var omkring 12 år gav cyklen mig en hidtil ukendt frihed til at bevæge mig. Den bidrog til at gøre mig uafhængig af de voksne og var den helt dominerende transportform i samværet med mine venner.

Jeg havde en cykel af svensk fabrikat, den var stålgrå og forsynet med tykke dæk. Det var den jeg brugte på min udflugt med spejderne til Norge.

Vejledt af Hans Henrik Munch-Petersen, som var langt bedre bevandret i det cykeltekniske end jeg, fik jeg senere en Raleigh cykel, sort, med gear og med den rette højde til mine lange ben, indkøbt i en af byens bedste cykelforretninger; den lå på Gråbrødre Torv. Cyklen blev brugt i det daglige til at færdes på det nære Østerbro, men jeg kom jævnligt til fjernere bydele, da gymnasiet udvidede min kreds af kammerater. Der var også længere udflugter.

Særligt husker jeg en sommerdag, hvor jeg alene begav mig nordpå ad Strandvejen og havnede i Dyrehaven. Med et medbragt fiskenet indfangede jeg en salamander i Fuglesangssøen – de trives næppe der mere. Det kan have været ved den lejlighed at jeg hjembragte et syltetøjsglas med låg, hvori jeg opbevarede en stor klynge insektæg, hvis udvikling jeg var nysgerrig efter at følge. Glasset stod højt på et skab i mit værelse, nok nærmest glemt, indtil jeg en dag så at det vrimlede med små edderkopper under låget. Jeg syntes nok ikke, at det var noget at vise til de voksne, så jeg fik tømt indholdet ud af vinduet i en fart. Den sommer bemærkede man usædvanligt mange edderkopper i Classensgård. Jeg holdt min viden om, hvor de kom fra for mig selv.

Jeg kom også en gang på badeudflugt til Charlottenlund. Kort tid efter fik jeg halsbetændelse med feber. Det tilskrev jeg med rette eller urette badeturen. Det var længe før kloakvandet fra København blev renset.

På en køretur ad Bredgade så jeg Sev overhale mig i sin bil, “den høje hat”. Jeg fik den helt upassende idé at køre om kap med ham og ræsede af sted foran hans bil et godt stykke vej. Episoden udløste en mild irettesættelse næste gang vi mødtes.

Ved en anden lejlighed har jeg måske også kørt uhensigtsmæssigt, i hvert fald råbte en fodgænger “Jødesmovs” efter mig. Han har næppe vidst, hvor dybt det kunne berøre mig. Det er den eneste gang i mit liv jeg er blevet personligt konfronteret med en antisemitisk udtalelse.

 

Sprog

Genni talte et smukt rigsdansk, og efter eget udsagn også flydende højtysk. Hun talte ubesværet engelsk. Desuden kunne hun tale, men ikke læse russisk. Fimas modersmål var russisk, han talte og skrev godt tysk. Han talte udmærket dansk, dog med accent, hvilket kunne medføre at mindre sprogvandte bad ham gentage sig. En til tider påtrængende stammen kunne også være ham til besvær. Indbyrdes talte mine forældre dansk, lejlighedsvis til fortroligt brug, tysk eller russisk.

Så vidt jeg ved talte ingen i min familie jiddish, men ord og talemåder fra sproget blev brugt og indgik i det danske, når familiemedlemmer og jødiske venner og bekendte var sammen. Det gav ekstra saft og kraft til et udsagn, en ironisk eller humoristisk understregning, en uddybning, en følelse af fællesskab, at bruge ord fra det forladte mammeloschen (modersmål).

Som 9 årig talte jeg flydende svensk, det kom jeg til uden vanskeligheder under min skolegang i Stockholm. Siden gik det noget tilbage med den færdighed, dog ikke mere end at jeg i mit senere virke som lægevikar i Vänersborg, jævnligt fra mine patienter fik bemærkningen: “Doktorn talar ett ovanligt tydligt danskt”.

Jeg kunne have fået tysk og russisk med mig fra barnsben, men Genni frygtede, som vi nu ved ubegrundet, at det ville skade mit danske at udsætte mig for fremmede sprog tidligt i min opvækst.

Det kan ærgre mig, men til gengæld fik jeg som tolvårig et godt tilskud til mit engelske, da Genni rejste med mig på familiebesøg til London. Ved ankomsten med rutebåd til Harwich, hørte jeg havnearbejderne tale – til min bestyrtelse forstod jeg ikke et ord.

Heldigvis gik det bedre da jeg traf onkel Abraham, min farmors bror, og hans familie. Under opholdet i London boede vi på Hotel Cumberland ved Marble Arch, lige overfor Speakers Corner i Hyde Park.

Der fik jeg den oplevelse at se og lytte til folk, som stående på medbragte trækasser, gik i rette med magthaverne og tidsånden. Så vidt jeg ved står de der endnu, som en levende illustration af det britiske demokrati. Genni rejste hjem og efterlod mig til et månedlangt ophold på et landsted i Surrey, hos en velhavende engelsk familie, vistnok bekendte af Mie.

Der var en jævnaldrende søn, Simon, som jeg udvekslede fint med. Faderen, en forretningsmand, var sjældent til stede. Moderen var en nydelig, rank kvinde, som tog godt imod mig. Hende skræmte jeg grundigt en dag, da hun så mig på klatretur højt oppe i et af havens store træer. Jeg blev straks kaldt ned og irettesat. Til gengæld blev jeg selv forskrækket og ked af det, da jeg med en luftbøsse sigtede på og skød en spurv på græsplænen. Den gjorde et lille hop og faldt død om – det var ikke meningen! Siden er jeg aldrig gået på jagt, men det er der nok andre grunde til. En sproglig erindring: ejendommens forvalter forbløffede mig ved at titulere mig, en dreng, Sir eller Master. Det var mit første møde med det britiske, klassedelte samfund.

Endnu et engelsksprogligt løft fik jeg ved at deltage i en udvekslingsrejse til Coventry i sommeren 1951 arrangeret for min årgang på Østre Borgerdyd. Jeg blev modtaget med stor gæstfrihed og hjertevarme af min værtsfamilie, som gjorde alt hvad de kunne for at sikre mig et godt ophold.

Den første aften serverede Mrs. Martin et festmåltid: kogt fårekød! Det var meget fedt og jeg led under mit forsøg på at spise nok til at imødekomme min forpligtigelse som gæst.

Livet i Coventry var stadigt mærket af de katastrofale tab byen led 9 år tidligere, hvor det tyske flyvevåben udslettede store dele af byen, som et led i Hitlers forsøg på at stoppe den britiske våbenproduktion.

Et meget synligt og bevægende mindesmærke var byens gamle katedral, hvoraf kun de ydre mure var tilbage da jeg besøgte stedet. I 1962 indviedes en nyopført katedral, som inddrager ruinerne af den gamle.

 

Hans Becks danseinstitut

For Genni var det en selvfølge og for mig var det en pligt at gå til danse-undervisning. Undervisningen foregik i Tivoli. Dengang var Tivoli lukket hele vinteren, så danseskolen kunne leje en velegnet pavillon, “Tårnpavillonen” nu kaldet “Påfuglen”. Der var et stort, rektangulært rum med et fint parketgulv, tomt, bortset fra et flygel og stole placeret langs med væggen. Jeg gik til holdundervisning nogle timer en gang om ugen i vintersæsonen i et par år, formentligt omkring 1947-50.

Jeg kom pænt klædt på i jakkesæt, skjorte med slips og sorte laksko. Her mødte jeg, ligesom på Krebs’ skole, det københavnske borgerskabs børn, med den afgørende forskel at der også var piger med! Jeg var til at begynde med usikker på hvordan jeg skulle klare denne nye udfordring, men under Hr. Wiehe og Fru Fritze, danselærernes, kyndige ledelse, blev jeg snart glad for dansetimerne. Det hjalp gevaldigt at jeg som regel kunne danne par med en høj, køn brunhåret pige, som gerne ville danse med mig. Vi fik lært vals, kvikstep, foxtrot, tango og wienervals. Les Lancier var selvfølgeligt også på programmet. Det årlige afdansningsbal blev holdt i Odd Fellow Palæet i Bredgade, hvor den aldrende, tidligere solodanser og balletmester Hans Beck var til stede. Det var en festlig og flot oplevelse at danse wienervals i rokoko palæets store, guldudsmykkede koncertsal. Den kan ikke opleves mere – den gik til grunde i 1992 ved en stor brand.

 

Thomas Federspiel

Thomas (1935-2011) var min klassekammerat i Krebs´s skole. Genni var veninde med Elin, mor til Thomas. Elin, født Zahle (1907–2001), var datter af rektor Otto Zahle (1875-1972), som Gennie havde været glad for som lærer og vejleder. Per Federspiel (1905-1994), Thomas’ far, var advokat, landskendt for sin indsats som ledende modstandsmand og politiker.

Selvom Thomas og jeg ikke var nære venner blev jeg nogle gange inviteret på besøg i familiens smukke ejendom Frennehus i Hørsholm. Her overnattede jeg – det var langt fra Østerbro – og fik derfor bedre lejlighed til at lære hans forældre, begge stærke personligheder, at kende. Thomas var lidt af en vildbasse og ved en lejlighed imponerede han mig særligt: midt om natten mens den øvrige familie sov trygt listede vi os ud i garagen, satte os i familiens bil og kørte en tur med Thomas – vel omkring 12 år gammel – ved rattet!

 

Kresten Bjerg og Niels C. Thygesen

En gruppe fra 1. H.C. Andersen i Krebs´skole fulgtes ad gennem hele vores 12 år lange skoleforløb. Vi var fem som blev klassisk-sproglige studenter sammen. De fire andre var Per Wolff-Jürgensen og Børge Rod Salomonsen, samt to som jeg knyttede mig særligt til, Kresten og Niels.

Kresten kan jeg takke for den oplevelse det var at komme i hans hjem i Frederiksholms Kanal 28, en stor og smuk kunstnerbolig i den klassiske bygning Materielgården, hvor mange kendte billedhuggere har boet. Her blev vi modtaget med varme og omsorg af Krestens mor, Minna. Jeg traf også Krestens far, den respektindgydende professor Johannes Bjerg og fik glimt at se af det store atelier, hvor han arbejdede. En sommer, måske i 1949, var jeg Krestens gæst i deres sommerhus, Rylereden ved Blokhus. Vennen, maleren Axel P. Jensen, som har portrætteret Johannes Bjerg, kom på besøg og gav sig til at tegne en skitse af Bjerg. Denne brød sig ikke om at være uvirksom og fik derfor mig til at sidde som model for ham. Situationen må have indbudt til det, for hurtigt fik også jeg gang i blyant og papir. Mine evner som udøvende kunstner var dengang som nu, ikke eksisterende. Hvis der findes et produkt fra denne seance er det ikke mit!

Niels var enebarn og boede i en stor lejlighed på Østerbrogade 132 overfor Østerbro Stadion med sin far, I.C. Thygesen, direktør for de Danske Spritfabrikker og sin elegante, venlige mor, Rigmor. Vi var ganske ofte sammen, især i de tidlige skoleår. Niels var langt foran mig i alle skolefag, og altid hjælpsom. Det var sjældent lektier vi talte om, vi var mere optagne af livet på skolen, forholdet til lærerne og de andre kammerater.

Niels udmærkede sig på mange måder. Han var den eneste som i sin madkasse dagligt havde et stykke rugbrød smurt med Ramona, et smørepålæg som vistnok blev fremstillet af gulerødder og frugt. Han var også ophavsmand til en mærkelig klik-agtig lyd frembragt ved et smæld med tungeroden, noget i retning af “GRID”!!. Jeg lærte at efterligne dette identitetsskabende signal, som vi i en periode brugte flittigt. I 5. Ludvig Holberg blev Niels, som klassens fremmeligste elev, udnævnt til “Klokker”, en funktion som indebar at han ved undervisningstimens udløb, rejste sig for at ringe med den store messingklokke, som hang på trappegangen udenfor klasseværelset. Straks efter fyldtes trapperum-met med elever på vej til “frikvarteret” i den lille baggård med det store kastanjetræ.

Niels og jeg besøgte Krebs Skole nogle år efter at vi havde forladt den – måske da vi gik i 1. G. Under besøget “lånte” vi en aldeles sagesløs elevs karakterbog og indskrev i den en anmærkning: “for at have glemt Klemme til Gummistøvler og for at møde bevæbnet”. En af skolens tal-rige ordensregler pålagde os at holde orden på vores parkerede fodtøj, ved at samle hvert par med en klemme mærket med navn. Vores falske anmærkning kan forstås som en noget forsinket reaktion på den autoritære, disciplinerende ånd, som havde præget vores første skoleår. Eller også var det bare en drengestreg. Per har kommenteret denne episode således: Jeg gik i klasse med “den sagesløse elev”; da jeg ikke brød mig om ham, godtede jeg mig.

 

Torben Engelsted og Hans Henrik Munch-Petersen

Venskabet med Hans Henrik og Torben blev etableret i mellemskolen på Østre Borgerdyd, som vi gik i fra 1946–50. Derfra gik Torben til real-klassen og vore veje skiltes efterhånden. Hans Henrik blev en af mine få livslange venner – han døde i 2010.

Udenfor skoletiden mødtes vi i hinandens hjem – Torben boede i St. Kongensgade nær Esplanaden, Hans Henrik i Ryesgade ved Sortedamssøen – eller på cykelture i byen, ganske ofte i området ved Langeli-nie. Biografture var sjældne, besøg på cafeer eller lignende forekom ikke. Alle vore tre mødre var ”hjemmegående” og der var også hushjælp, hos Hans Henrik familiefaktotumet, den cerutrygende fr. Jacobsen. Fædre så vi sjældent, Torbens far var en ældre herre, Hans Henriks forældre var skilt og Fima var ”på fabrikken” i de perioder hvor han ikke var syg. Når vi havde hilst på de hjemmeværende voksne, kunne vi trække os tilbage på værtens værelse, i regelen forsynet med en bakke med the og brød. Vi kunne høre musik fra 78 rpm plader på en rejsegrammofon, men vi var mere optaget af at snakke, nok mest om skolen, kammeraterne og de vanskeligt tilgængelige piger (vi gik jo på en drengeskole). For at gøre os bemærkede og øge vores samvær med andre dannede vi ”Theanist klubben”. Klubaktiviteten bestod i at leje en tre personers tandem cykle, som vi kørte rundt på til venner og bekendte på anmeldt eller uanmeldt besøg, hvor vi forventede at få serveret the. Vi annoncerede vores ankomst ved at ringe højt med den til formålet medbragte store messingklokke. Vi blev oftest modtaget med smil, hovedrysten og overbærenhed.

Sommeren 1950 tog vi af sted på en 14 dages cykeltur via Sjællands Odde til Mols. Åbenbart har vores forældre ment at det var i orden at lade os køre af sted ud på landevejene med rygsæk, sovepose, en smule penge og et tomt rejseskema. Indkvartering fandt vi på gårdene hvor vi i regelen fik lov til at sove i laden. På en gård på Mols blev vi særligt gæstfrit modtaget: vi kom til konfirmationsgilde med dans og blev der i flere dage.

Det var en pragtfuld sommer, vi nød den udstrakte frihed og afstanden til hjemlige familiære problemer, som vi alle tre havde et pænt mål af. Stemningen var dog også præget af udbruddet af Koreakrigen og den altid nærværende angst for en atomkrig. Mon vi var i kontakt med vores forældre under turen? Et enkelt postkort blev det nok til.

 

Fra Krebs Skole til Østre Borgerdyd Gymnasium

Da jeg gik i Krebs skole var det en drengeskole for de første fem år af skoleforløbet, underskolen. Mange elever fortsatte til Østre Borgerdyd, som lå i den anden ende af Stockholmsgade nær Østerport, til mellem-skolen, et fireårigt forløb, efterfulgt af realklassen (et år) eller gymnasiet (tre år). For at komme ind i det forjættede land, gymnasierne, vejen til alle videregående uddannelser, skulle man bestå mellemskoleprøven. Denne prøve sorterede på landsbasis de omkring 11-årige elever i to grupper, de få studieegnede og de mange, som fik adgang til “de frie skoler”, kommuneskoler og andre, som de ofte forlod som 14 årige for at komme i arbejde.

Jeg bestod mellemskoleprøven med karakteren mg+, ”pænt men ikke nok til at komme på Borgerdyd Skolen”, som Genni skrev i mit fotoalbum. Selv husker jeg intet, hverken om selve prøven eller om det drama, der må have udspillet sig omkring mig i min familie ved den lejlighed. Prøven må have fundet sted i foråret 1946, cirka 10 måneders skolegang efter min hjemkomst fra Sverige.

Jeg syntes at overgangen fra min svenske til min danske skole var vanskelig. Ikke socialt, jeg fandt mig hurtigt til rette blandt mine gamle kamerater i den samme klasse-årgang, som jeg havde forladt. Men det kneb med det faglige. Der var huller i min viden om dansk, jeg havde ikke styr på de grammatikalske begreber. Det kneb også med matematik, undervisningen blev grebet anderledes an end i de svenske kommuneskoler. Min klassekammerat, Frederik Gørsing, som havde været i Sverige på lignende vilkår som jeg, klarede sig glimrende, men jeg hinkede efter. Så vidt jeg husker var der ingen voksne, som gav mig en sikkert meget påkrævet, ekstra hjælpende hånd i denne periode.

At jeg alligevel havnede på Østre Borgerdyd sammen med mange af mine klassekammerater, der havde bestået prøven, er alene Gennis fortjeneste. Hun så afgørelsen, at jeg ikke fik adgang til gymnasiet, som et uretfærdigt overgreb mod et i forvejen hårdt prøvet barn. Med vanlig handlekraft når det gjaldt, gik hun i aktion på mine vegne og opsøgte ledende beslutningstagere i skolevæsenet og på Østre Borgerdyd for at forklare dem om min særlige baggrund, som nu bekendt med et godt resultat.

 

Østre Borgerdyd Gymnasium

Min skolegang på Østre Borgerdyd har haft stor betydning for mig – en lille gruppe fremragende lærere sørgede for, at vi fik nødvendig viden og med den en humanistisk dannelse, som fundament for vores videre udvikling. Måske af næsten lige så stor betydning blev samværet med klassekammerater, som i nogle tilfælde førte til livsvarige forbindelser. Mit skoleforløb, 1946-1953, omfattede de fire år i mellemskolen og tre år som klassisk sproglig i gymnasiet. Indtil 1949 var skolens rektor Einer Andersen, en for mig distant, respektindgydende ældre herre. Han blev afløst af Per Krarup, som vi i gymnasiet fik et nært forhold til, fordi han underviste os i et hovedfag, latin, og nok også fordi hans søn, Ole, gik i vores klasse. Per Krarup blev senere den første leder af Det Danske Institut i Rom.

Kort efter at jeg begyndte min skolegang i 1. mellemskoleklasse, udmærkede jeg mig – for første og desværre nok også sidste gang i min elevkarriere: jeg blev Kattedronning ved fastelavnsfesten og fik som præmie Aldous Huxleys roman fra 1932, “Fagre ny Verden”.

Det var i skolens ånd at bidrage til udvikling af praktiske færdigheder, “learning by doing”. Eksempler er Skolekøkkenet, ledet af den myndige frk. Bush, afholdt i lånte lokaler på Nyboder Skole. Elevernes madlavningsfærdigheder blev afprøvet under vores lejrskoleophold. I to forløb på hver 1-2 uger, blev klassen, omkring 30 elever, flyttet til en ganske primitiv, men velfungerende bygning ved Buresø nær Slangerup. Under ledelse af idealistiske lærere stod eleverne selv for rengøring, ind-køb og madlavning. Der var fællesudflugter i naturen og programmeret aftenunderholdning, planlagt og forberedt i mindre grupper. Der var også individuelle opgaver: vi skulle hver for sig skrive rapport om en af egnens virksomheder, som havde stillet sig til rådighed for studiebesøg. Een af mine rapporter var fra mit ophold i Hjulmagerværkstedet, en anden fra Smedien.

Min dansklærer i mellemskolen, Finn Gad, var foregangsmand i et andet nybrydende pædagogisk initiativ: gruppearbejde. Et antal skriftlige opgaver i dansk blev løst af tre til fem elever i samarbejde, mange år før noget sådant blev almindeligt.

I gymnasiet foregik en del af undervisningen med nysproglige og klassisk sproglige samlet, ialt 18–20 elever, i et lokale. Vi blev undervist separat bl. a. i vores hovedfagssprog, henholdsvis tysk/engelsk og for mit vedkommende latin og græsk. Det blev til mange timers samvær i en lille gruppe (8-9 elever) med to fremtrædende forskere i klassisk filologi, begge store personligheder, Per Krarup og Leo Hjortsø.

Sommeren 1952 rejste de ny- og klassisksproglige gymnasiater til Italien på en tur tilrettelagt af Per Krarup. Det blev en fantastisk god oplevelse, også usædvanlig: husk at rejser til udlandet var langt mindre almindelige end nu og at vi kun kendte det eksotiske land fra bøger og fortællinger; de nu allestedsværende billeder og film fra TV og internet fandtes ikke. Rejsen foregik med tog gennnem Tyskland med ophold i Rom, Napoli og Firenze.

I III. g var årets (1952) vigtigste begivenhed, måske bortset fra studentereksamenen, opførelsen af årets skolekomedie. Vi fik til opgave at spille Frans Werfels komediedrama ”Jakobowsky og Obersten” instrueret af Finn Gad. Hans Henrik Munch-Petersen spillede Jakobowsky, en jødisk herre på flugt gennem Frankrig fra de fremrykkende tyske tropper. Paul Rødbro spillede den ligeledes flygtende polske oberst Prokoszny,­ først antagonist men til sidst nær ven af Jakobowsky. Oberstens ledsager og tjener, Szabuniewicz, blev fremført af Ole Krarup.

Den smukke, atråværdige Suzanne Roudet spilledes af Axel Schiøtz`s­ datter, Birgitte (senere Grimstad). Birgitte måtte “lånes”, vistnok fra Ingrid Jespersens Gymnasium. Østre Borgerdyd var jo en drengeskole da jeg gik der. Birgitte Grimstad blev kendt i Norge for sin koncertkarriere, især som visesanger

Hans Henrik Holm var en ”gestapoturist”. Selv havde jeg den lidet fremtrædende rolle som sufflør. Vi vandt De Københavnske Amatørsceners Gymnasievandrepokal for årets bedste skolekomedie. Nogle år senere­ (1958) kunne stykket ses i biografen med Danny Kaye som Jakobowsky og Curt Jürgens som den polske oberst.

Indstudering og opførelsen af dette stykke var en stor oplevelse, som jeg stadigt er taknemlig for.

Note: Vinteren 2007 mødte jeg Finn Gads datter – jeg havde hende til bords en aften på Wadahl hotel, vores ofte besøgte skisportshotel. Hun fortalte om sin fars begejstring for arbejdet med skolekomedierne. Han havde sørget for at hun – 13 år gammel – kom med til vores forestilling, som hun udmærket huskede.

Et erindringsbillede fra 1950: nogle gange om ugen samledes hele skolen til morgensang i en stor sal øverst i bygningen. Alle passerede derfor ad den fælles trappe på vej til og fra klasselokalerne. Rektor, Per Krarup, stod ofte på en af etagerne og holdt øje med trafikken. Han, som var lille af vækst, så mig, der var på vej ned ad trappen, lagde hovedet på skrå og lavede en grimasse, som betød noget i retning af “dit lange hyl”. Min reaktion og eftertanke: når rektor kan lave grin med min højde, kan det vel ikke være så galt. Resultat: mindre selvbevidsthed om min afvigende kropslængde.

Nu eksisterer Østre Borgerdyd ikke mere. Den blev i 2010, efter mere end 200 års virke, sammenlagt med den endnu ældre Metropolitanskolen, for at genopstå som det nye Gefion Gymnasium.

 

Min gymnasieklasse

I 1950´erne kom omkring 5% af hver årgang i gymnasiet. Med nogle undtagelser kom vi med en familiebaggrund i de højere sociale klasser, akademikere, embedsmænd, kunstnere, ledende forretningsfolk. I min gymnasietid var jeg ikke bevidst om, at vi udgjorde en særligt udvalgt gruppe unge – jeg og formentligt de fleste af mine kammerater, havde få berøringsflader udenfor gymnasiemiljøet. At det var en usædvanlig samling viser jeg med en kort omtale af hver enkelts virke, som jeg kender det nu ved afslutningen af vores livsforløb.

I den nysproglige gruppe blev Bent Riis dyrlæge. Ole Faarup ejer og direktør for “Tre Falke Møbler” og internationalt kendt som kunstsamler. Paul Rødbro Pedersen overlæge, dr. med. og grundlægger af den klinisk fysiologiske afdeling, Aalborg Sygehus. Eigil Birger Pedersen blev vekselerer, ejer af firmaet Gudme og Raaschou og voldgiftsdommer ved Sø og Handelsretten. René Reffs, cand. psyk. var bl.a. kendt som kommunalpolitiker. Flemming Madsen har jeg mistet kontakt med. Hans Henrik Holm, konservatorieuddannet koncertpianist var landskendt som programsekretær i DR, med ansvar for symfoniorkesteret. Jens Højmark (som ung, højprofileret cykelrytter) var en initiativrig gymnasielærer med sidevirksomhed for Bornholms Radio. Jesper Sandvad var seminarielærer. Jaques Herman blev højesteretspræsident.

Den klassisk sproglige gruppe bestod af Ole Krarup, professor, dr. jur., landskendt som venstreorienteret debattør og EU-modstander. Leif Rørdam Andersen, bibliotekar på Det kgl. Bibliotek, forfatter og bibliotekschef i Dansk Arbejdsgiverforening, senere bibliotekschef i Odder kommune. Børge Rod Salomonsen, cand. theol., blev lektor ved Købehavns Universitets teologiske fakultet og sognepræst i Ny Holte Sogn. Flemming Johansen, magister i klassisk arkæologi, blev direktør for Glyptoteket, åbnede museet mod offentligheden, og har en betydelig videnskabelig og litterær produktion. Erik Magid, overlæge dr.med., blev specialist i klinisk biokemi, forsker og aktiv i sit speciales faglige udvikling. Niels Christoffer Thygesen, professor, dr. polit. blev en usædvanlig indflydelsesrig økonom og regnes af mange for “Euroens far”.

Kresten Bjerg, cand. psych., blev lektor ved Københavns Universitet. Per Wolff-Jürgensen, dr.med., blev hudlæge, forsker og professor ved et norsk universitet.

Jeg har været initiativtager eller medinitiativtager til flere klassesammenkomster gennem årene. Første gang mødtes vi i Københavns Golfklub i anledning af vores 25 års jubilæum, juni 1978. I 1993 holdt vi 40 års jubilæum i restauranten ved Ordrupgård med efterfølgende drinks på Vilvordevej. Vore koner var med og Lektor Hjortsø var æresgæst. 45 års jubilæet i 1998 blev fejret med en middag hos os på Vilvordevej.

Efterfølgende har vi været samlet hos Niels Thygesen, som viste os sin afdeling på Københavns Universitet, og hos Ole Faarup, som åbnede sin store private kunstsamling for os. Senest mødtes vi 11 juni 2013 i Orangeriet, Kongens Have til frokost i anledning af 60 års jubilæet, en lille, men munter samling af gamle mænd, som nød samværet og sommerens komme.

 

Leo

Jeg foretog mig undertiden ting som min familie var uvidende om. Et eksempel er mit ganske vist kortvarige bekendtskab med Leo. Leo var en nok omkring atten – tyve år gammel, charmerende, blond ung mand, som dukkede op fra en anden og ukendt verden blandt os femten/sytten-årige drenge fra Østre Borgerdyd. Vi var betagede af ham. Han underholdte os med mystiske historier og havde en evne til at karakterisere hver af os, noget som kunne gøre et mægtigt indtryk på en usikker pubertetsdreng. En eftermiddag sad han på mit værelse sammen med mig og to-tre klassekammerater. Han fortalte at han havde en Jeep af militær oprindelse, som han tilbød os en køretur i. Det blev til en udflugt gennemført i hemmelighed, hvor vi kørte rundt i Nordsjælland med alt for stor hastighed. Den oplevelse fik mig til at afbryde samværet med den umage bekendt. Senere tænkte jeg på ham som en mand med psykopatiske træk, der kunne have været en farlig forbindelse for naive drenge som os. Han forsvandt ud af vores tilværelse ligeså brat som han var dukket op.

 

Frederik Gørsing, Spinoza og Mogens Boisen

Frederik og jeg mødtes første gang som seks–årige klassekammerater på Krebs Skole. Siden fulgtes vi ad gennem skoleforløbet – endog de 20 måneders udlændighed i Sverige har vi tilfælles. På Østre Borgerdyd valgte vi forskellige retninger i gymnasiet, Frederik blev matematiker og jeg gammelsproglig. Dette adskilte os dog ikke mere end at vi i III G sammen udarbejdede en 60 sider lang afhandling om filosoffen Baruch de Spinoza og derefter tog på en ferie og vandretur til Tyskland og Østrig som nybagte studenter.

Gennem skoleårene kom vi jævnligt i hinandens hjem. Frederik boede med sin søster Aase og sine forældre i en stor lejlighed i Frederiksgade ved Marmorkirken. Frederiks far var forretningsmand, ret lille af vækst, en bestemt herre med raske bevægelser, som talte med accent, ligesom min egen far. Frederiks mor var hjemme og sørgede med stor venlighed for at vi befandt os godt. Arbejdet med Spinoza opgaven førte til mange timers samvær og diskussioner om den frie vilje versus determinisme, følelsernes betydning og andre eksistentielle forhold. Måske var det under sådan en samtale, at jeg fik et godt råd af Frederik, som jeg flere gange har støttet mig til: er du tynget af en stor beslutning eller et uløst problem, så giv dig selv en tidsfrist og en tænkepause.

Efter studieårene i København skiltes vore veje, Frederik forlod Danmark som civilingeniør. Lykkeligvis har vi bevaret kontakten gennem de mange år. Som svar på årets (2015) nytårshilsen har jeg netop modtaget et brev med nogle erindringsbilleder fra Frederik, som jeg har fået lov til at gengive her:

“… mit første erindringsbillede af Dig (vi var 6 år) var såre karakteristisk for Dig, opdagede jeg gennem årene: hele skolen var opstillet til sang nede i kældersalen, vi – de mindste – i første række. Ventilationen var elendig, med sandsække for vinduerne, og en dag var det min tur til at besvime. Det havde jeg aldrig prøvet før, og jeg vågnede op på en sofa inde hos pedellen og var noget forskrækket og ør. Men pludseligt stod Du ved siden af og beroligede mig; ingen andre – heller ikke lærerne – sagde noget. Det var første men sandeligt ikke sidste gang jeg oplevede et træk hos Dig jeg vist ikke har mødt hos nogen anden i 73 år, og som jeg vil have lov at nævne her. Ikke som panegyrik men som realitet: Din absolutte uselviskhed, parret med vilje og evne til at bistå og lytte, og uden alt det negative som vi andre slæber på: ambitioner som efterlader ofre, praleri, egoisme, præstationsangst. Det vidnesbyrd må Du gerne citere mig for.

Krebs’ var iøvrigt en skole jeg for min del ikke har meget godt at sige om, det var indlæring gennem frygt og et karakterraseri som ikke promoverede nogle gode egenskaber hos os elever.

Når jeg dukker ned i minderne finder jeg også Din familie i lejligheden i Classensgade, med mange fine te-eftermiddage med Spinoza. Dine forældre (som egentligt også mine) havde en evne til til at få en til at fornemme at man altid var velkommen. Din mor gav mig anledning til dyb og varig taknemmelighed: Hvis jeg havde en datter ville du tilhøre “The Elligible Men” – var hendes dom.

Ak ja, hvor vidste vi egentligt lidt om livet trods skolegang. Vi var på vandretur i Østrig, besat af USA – tropper dengang. Vi fandt et billigt hotel i en by, der stod Off Limits på porten, men vi anede ikke hvad det betød og fik et værelse med nogen støj. Om morgenen opdagede vi at det var et regulært bordel”.

Jeg kan supplere med et andet erindringsbillede fra Østrig: vi var på egen hånd og ganske uden vandrererfaring højt oppe i et øde bjergterræn. Uden varsel blev vi ramt af tæt tåge, sigtbarheden faldt til få meter. Kort tid efter kom en flok får raskt imod os på den smalle sti. Vi havde ikke andet valg end at sætte os ved stien på den stejle bjergside, klamrende os til den lave bevoksning. Fårene forsvandt hurtigt, tågen lettede lidt senere, hvorefter vi stærkt lettede kunne søge ned i dalen hvor vi var kommet fra.

På rejsen besøgte vi Frederiks fars forretningsforbindelse i Düssel­dorf. Vi mødte op, lettere benovede over vores enkle påklædning, i en flot, nyopført bygning. Der blev vi høfligt og venligt modtaget af vores elegante vært, som viste interesse for vores valg af videre uddannelse. Da han hørte at jeg ville studere medicin, kom der prompte en anvisning: sørg for at blive øre-næse-halslæge, så bliver du hurtigt rig. Et utvivlsomt velment råd, som jeg blandt andre lignende, valgte ikke a følge.

Vores Spinoza afhandling blev genstand for opmærksomhed. Lektor Jens A Bundgaard, magister i klassisk filologi, beærede os ved at skrive en fire sider lang kommentar, hvori han bl. a. diskuterede sit eget for-hold til Spinoza. Han peger på nogle svage punkter i vores fremstilling, men slutter med at skrive: “… jeg har ikke kedet mig, selv da jeg læste afhandlingen for 4. og sidste gang. Tak for den fornøjelse!”.

Lektor Niels Ferlov, min højt værdsatte dansklærer i gymnasiet, fremførte nogle kritiske forslag og megen ros. Julius Margolinsky, det mosaiske trossamfunds bibliotekar, fandt afhandlingen “velkomponeret og afbalanceret”. En særlig fornøjelse har jeg nu ved at gense vurderinger skrevet af oberstløjtnant Mogens Boisen. Han var og er stadigt kendt som en af sin tids mest anerkendte oversættere af verdenslitteratur til dansk. Især hans oversættelse af James Joyce´s roman “Ulysses” har været betydningsfuld. En anerkendelse fra ham, synes jeg derfor har en vis styrke: ” I betragtning af forfatternes alder et ganske forbløffende, både fra indholdets og formens side vægtigt, intelligent og modent arbejde, jeg har læst med overordentlig glæde”.

Mogens Boisen var en god ven af Genni og måske derfor ikke uden bias i sin vurdering. Her er gengivet et personligt brev til mig:

København, den 31/8 1953

Kære Erik, 

hoslagt afhandlingen om Spinoza – med hjertelige tak for lånet. Jeg ser af afhandlingens høje kvalitet, at De burde studere filosofi og ikke medicin og en skønne dag blive professor i denne meget krævende videnskab. – Med de venligste hilsener til Deres forældre og Deres broder er jeg Deres hengivne

sign. Mogens Boisen

Som bekendt fulgte jeg heller ikke denne anvisning – jeg kan nu med sikkerhed sige “heldigvis”! Det ville ikke være gået godt.

 

Anne Karsten Bøget

Anne var min kæreste og bedste gymnasieven. Som store teenagere tog vi sammen de første skridt ind i de voksnes verden.

Et erindringsbillede: vi er på vej på vores cykler, hånd i hånd over Lange­ liniebroen mod voldene og vandet, en lys og lun Store Bededags aften­.

Det er nu mere end 60 år siden. Gennem al den tid har vi, med vekslende mellemrum, stadig kunnet række hinanden hånden.

 

Per

Da Per kom til verden var jeg 7 år. Den store aldersforskel tager jeg som forklaring på, at mine minder om Per fra vores fælles barndom er meget få. Episoden fra Stockholm med tandbørsten har jeg allerede beskrevet. En anden fortalte Gerda: Jeg blev efterladt i vores lejlighed alene en af-ten med Per. Da Gerda kom hjem fandt hun mig sovende, med en stor kæp ved min side. Lillebror skulle forsvares mod uindbudte gæster.

Nogle år senere, hjemme i Classensgade, fyldte jeg en afskåret rose med peber, som jeg fik den intetanende Per til at lugte til. Når jeg kan huske det, er det nok fordi jeg straks efter fik dårlig samvittighed.

 

Mødet med Niels Bohr

I 1955 blev jeg den stolte indehaver af et kørekort, hvilket satte mig i stand til ved nogle få lejligheder at agere som chauffør og ledsager for den jugoslaviske ambassadørs ensomme, fraskilte datter, et arrangement

som naturligvis blev etableret på Gennis initiativ. En udflugt, foretaget i ambassadens bil med mig som chauffør, gjaldt den i januar 1956 åbnede ”Hørsholm vej” , som nu er den ældste del af Helsingørmotorvejen. Det var Danmarks første moderne motorvejsstykke, så alle måtte prøvekøre den. Uheldigvis medførte den store interesse, at vi måtte tilbringe tiden på motorvejen i en kø af andre nysgerrige!

På grund af denne forbindelse blev jeg inviteret til en eftermiddags-reception på den jugoslaviske ambassade, som havde til huse i en stor villa i Svanevænget på Østerbro. Jeg ankom alene og gik ind i hallen, hvor jeg blev forsynet med et glas Slivovitz, en mig dengang ukendt blommebrændevin. Efter at have indtaget et par mundfulde af den bit-tersøde drik, udviklede jeg med lynets hast en akut gastritis, som gjorde mig aldeles elendig. Bleg og svedende vaklede jeg mod udgangen mel-lem de øvrige receptionsgæster – tæt forbi Niels Bohr, som sendte mig et bekymret og medfølende blik, som jeg stadigt kan genkalde mig.


TRE PORTRÆTTER

 

Gerda

I min barndom havde jeg to mødre – begge kærlige og omsorgsfulde, Gerda i det nære og daglige, Genni fjernere, men med handlekraft, når det virkeligt gjaldt.

Gerda blev ansat som barnepige (som efterfølger for frk. Jørgensen) og boede hos os – i pigeværelset i vores lejlighed i Classensgade – fra 1936 til 1941 og igen, efter Pers fødsel, fra 1943 til hun i 1949 blev gift med Frans Paulmann og flyttede, først til Glinkasvej i sydvest kvarteret og senere til Mejsevænget 3 på Nørrebro, hvor hun boede til sin død i 2001.

Det er en skam at jeg ikke har nøjagtige oplysninger om aftaler om løn og arbejdsvilkår, som blev indgået i 1936 mellem Fruen (Genni) og barneplejersken (Gerda) efter tidens normer. Formentligt noget i retning af følgende:

”Der tilbydes kost og logi, samt en månedsløn på 50 kr. For dette yder Gerda, som uddannet barneplejerske, al nødvendig hjælp og omsorg for Erik alle dage, med undtagelse af en ugentlig fridag efter aftale. Husarbejde varetages af stuepigen.”

Set med nutidens øjne ser dette ikke just ud som opskriften på et vellykket ansættelsesforhold for en ung pige i en fremmed familie. Men selv ikke den mest velformulerede og generøse ansættelseskontrakt ville kunne danne grundlag for det nære forhold, som med tiden udviklede sig mellem Gerda, mine forældre og mig. Det fortælles, at da Gerda genindtrådte i sin stilling hos os kort efter Pers fødsel, sagde Fima: ”Vi måtte gøre noget for at få Dem tilbage”.

I min barndom var Gerda en altid nærværende kilde til tryghed, ro og omsorg. Hun var den som oftest bad aftenbøn med mig:

”Nu lukker sig mit øje Gud Fader i det høje i varetægt mig tag.

For synd og sorg og farer din engel mig bevare

som ledet har min fod idag”

Det føltes godt, men jeg husker også ordene som gådefulde. ”I varetægt mig tag” var en uforståelig remse, og ”som ledet har min fod idag” fore-kom mig mærkelig, jeg kunne sagtens gå selv. Det fortælles at jeg en aften, hvor Gerda havde fri, ikke ville sove men græd utrøsteligt. Gråden ophørte først da Gerda, hjemkaldt af hushjælpen, kom tilbage. Man så ikke Gerda sidde med hænderne i skødet. Når de praktiske opgaver var af vejen kom strikketøjet frem; det blev til mange trøjer, strømper, halstørklæder og huer som Gerda strikkede til os i tidens løb.

Hendes foretrukne fritidssysler var løsning af kryds- og tværs opgaver, samt læs-ning. Gerda var glad for Jalna bøgerne, en nu vistnok næsten glemt, men dengang meget populær familiekrønike i seksten bind skrevet af Mazo Louise de la Roche.

Med Gerda fik jeg adgang til hendes familie, ikke bare ”Morfar og Mormor” på Vendsysselvej, men også onkler og kusiner fra Morfars fø-deegn, Rind, sydøst for Viborg. I flere somre (1945-47) kom jeg med Gerda og hendes søstersøn, Jens Erik, på ugelange ophold hos familien i Rind, eksotiske og pragtfulde omgivelser for bydrenge. Der kom jeg til at opleve den nu helt forsvundne verden, som livet på en familiedrevet landejendom dengang var. Vi var med i lade og stald, i køkkenhaven og på markerne. Der blev pløjet og harvet med hest, også indsamling af mælk fra gårdene foregik med en hestetrukken vogn, som dog var ud-styret med hjul med bildæk af gummi. Jeg fik lov til at køre med Hans, som tog sig af den lokale indsamlingsrute, siddende på ladet mellem mælkejungerne, en uforglemmelig oplevelse. På gården fandtes en hestetrukken slåmaskine der erstattede arbejdet med le. En vandret klippe-maskine skar aksene over, hvorefter de blev opfanget af rullende sejldug, som efterlod aksene på jorden parat til indsamling og binding. Der var også en mejetærsker vistnok petroleumsdrevet. Jeg var med til at stakke negene på marken og til at køre hø ind til opbevaring på loftet i laden.

Gerdas familie i Rind tog imod mig med åbne arme. Vi boede hos Anna og Hans i deres parcelhus. Et minde: en umådeligt tung, lidt klam dyne med en meget genkendelig lugt. Når jeg havde lyst kunne jeg løbe ad landevejen nogle hundrede meter til den trelængede gård og være med i dagens arbejde, nok mest som tilskuer. Det førte til en kraftig udvidelse af min erfaringsverden at være med Gerda i Rind.

Gerda, som forblev barnløs, betragtede med rette Per og mig som sine børn.Vi bevarede kontakten, som igen blev tættere de sidste år af hendes liv, hvor hendes hjerte svigtede og der blev behov for støtte.

Gerda døde 4. marts 2001 på Bispebjerg Hospital. Per sørgede for en smuk og værdig bisættelse fra Holmens Kirke. Mine mindeord er gengivet nedenfor.

Gerda Paulmann *1.3.1914 – † 4.3.2001

Mindeord ved bisættelsen i Holmens kirke, lørdag d. 10 marts 2001.

Om Gerda kan man bruge store ord uden at de ligger galt i munden. Lad mig komme tilbage til det senere og først fortælle lidt om hvad jeg ved om hende.

Hun trådte ind i mit liv for 63 år siden, da jeg var to år og i min bror, Pers – da han blev født.

På erindrede fotografier ser vi hende som lille pige vokse op i Holbæk, vi ser hendes far, flot, uniformeret og med sabel som oversergent og hen-des mor som den altid travle husmor.

Et senere fotografi viser Gerda med hvidt tørklæde og hvid dragt som barnepige med en løjerligt formet barnevogn. På mange andre billeder er hun dog klædt ”i civil”, oftest med et barn nær sig, i armene eller ved hånden.

I en lang periode – fra slutningen af 1930´erne til begyndelsen af 1960´erne, boede Gerda sammen med os og vore forældre i Classensgade 17. Gennem vanskelige år under og efter krigen blev hun mine foræl-dres højt værdsatte støtte og ven.

Vi – Per og jeg – kaldte ikke Gerda for mor, men hendes forældre var ”Morfar og Mormor”. Vi kom i deres hjem og de skabte vores barndoms juleaftener.

Senere giftede Gerda sig med Frans og fik mange gode år med ham, sin familie og venner, langt ind i pensionisttilværelsen.

Lykkeligvis for Per og mig bevarede Gerda forbindelsen med os og deltog med kærlighed og omsorg i vores familiers og navnligt alle børnenes liv.

De sidste halvlandet år, præget af Gerdas svære sygdom, bragte den nærhed igen, som Per og jeg havde med hende i vores barndom.

Hun havde et forråd af minder om familiens børn – nu er mange af dem tabte for os. Et skal huskes: Gerda er sammen med lille Per på vej til Morfar og Mormor i deres tre – værelsers lejlighed på første sal i nr. 8 på Vendsysselvej. Per løber i forvejen. ”Jamen kan du da huske hvor de bor?” kalder Gerda. – ”Ja, selvfølgeligt”, råber Per – ”de bor ovenpå nedenunder!”

For 2 uger siden fortalte hun mig fra sin sygeseng på Bispebjerg hospital, at de andre patienter på stuen havde fået at vide af overlæge Fischer – Hansen, at nu kom der en patient de kunne glæde sig til at være sammen med. ”Og ved du hvem det var?” – spurgte Gerda med et lille smil – ”det var mig”. Og så tilføjede hun, nærmest for sig selv – ”det kan man jo ikke forstå”.

Hvad med de store ord om Gerda? De kommer nu. Hun var stærk, livsduelig, omsorgsfuld og uegennyttig. Hun var beskeden men ikke selvudslettende. Hun var kritisk, men aldrig fordømmende. Hun vidste hvad der var ret og hvad der var uret. Ved at forlade Danmark og sine forældre under krigen for at tage vare på en anden families barn, udførte hun en heltegerning, som hun selv syntes var en selvfølge.

Nu er Gerda ”ovenpå nedenunder”. Æret være hendes minde.

 

Fima

Minder fra min barndom og ungdom om min far er mest mørke, præget af den svære psykiske sygdom (depressiv psykose) som ramte ham i perioden fra omkring 1940 til 1960. Det jeg bedst kan lide at tænke på nu, er årene efter 1960, hvor han genvandt sit helbred og fik et lykkeligt, aktivt liv.

Jeg har svært ved at skelne mellem hvad jeg husker og hvad jeg nu ved om Fimas liv i de år han var syg. Nogle erindringer:

Far og jeg står ved vinduet i mit barneværelse. Far spørger: “Kan du høre den dame der taler?” Jeg svarer nej og bliver bange og ked af det.

Jeg lytter til at far og mor taler sammen. Far anklager to af hendes veninder for at tale ondt om ham. Mor afviser ham. (Jeg ved nu, at far til tider plagedes af forfølgelsesforestillinger).

Jeg er på Kommunehospitalet for at besøge far. Jeg står i døren til sygestuen og ser far foroverbøjet over sengens fodgærde uden bukser på, fastholdt mellem to plejere. Jeg bliver bedt om at vente udenfor. (Jeg tror nu, at man forberedte en krampebehandling, kemisk udløst med stoffet Cardiazol, en forløber for elektro shock behandling).

Mor er på Frederiksberg Hospital hvor far er indlagt, hun taler med en yngre, kvindelig psykiater. Mor fortæller at hun ikke længere kan have far boende hjemme, de må skilles og bo hver for sig. Psykiateren bebrejder mor for den beslutning. (Jeg var måske, måske ikke med ved samtalen – dens indhold har gjort så stærkt indtryk, at jeg tror jeg var med).

Jeg havde en tilbagevendende, angstfyldt drøm: jeg står foran et spejl og i det ser jeg ikke mit eget, men min fars ansigt.

Jeg har også gode minder. Gåture på Østerbro med Fima – en gang løb vi efter en sporvogn! Jeg havde ikke set min far løbe før. Ved en anden lejlighed gik vi ad Bredgade nær Aleksander Nevskij Kirken. En elegant klædt ældre herre kom os imøde. Far standsede op, hilste og bukkede så dybt som jeg aldrig havde set det før eller siden. Far forklarede mig bagefter at den fremmede var senator van der Vliet, der som medlem af inderkredsen omkring zaren måtte forlade Rusland i 1917.

Af og til, når vi var alene sammen, forsøgte Fima at lære mig russisk, desværre forgæves, jeg husker kun et par gloser.

Fima fortalte om dramatiske oplevelser fra sin ungdom i Skt. Petersborg. Her boede han med sine forældre og tre ældre søskende, brødrene Naum, Michael (Mischa) og søsteren Mina, i en herskabslejlighed, indtil 1917, i gaden Kolomenskaja nr. 42. Sammen med sine forældre og sø-steren, Mina, forlod han den revolutionstruede by for at vende tilbage til hjemmet i Riga. Forinden oplevede den 16 år gamle Fima at se og høre Lenin tale til en forsamling. Han var med en bekendt inde i en “hvid” (antibolshevitisk) kaserne, hvor han blev indbudt til at tage med pansret bil armeret med et maskingevær på en tur i byen. Hans opgave var at holde patronbæltet. Kort før afgang blev han jaget ud af bilen af en officer, som tog hans plads. Denne bil kom aldrig tilbage, den blev ødelagt af oprørske røde (Lenin tro) bolsheviker.

Da han engang besøgte Misha, rejste han, som mange andre, på taget af et tog. Han fortalte om en beruset mand ved siden af ham, der rejste sig da toget nærmede sig en bro. Manden råbte at han ville knuse broen med sin pande.

Han genså aldrig sine brødre efter at have forladt Skt. Petersborg (senere Leningrad). I Riga afsluttede han sin skolegang og gjorde tjeneste som værnepligtig i den lettiske hær. Han fik en handelsuddannelse i Leipzig, samt i Elbing, Preussen, nu Polen, hvor hans mors familie, familien­ Neumann, ejede og drev en stor børste- og penselfabrik. Det var som prokurist for denne virksomhed at han kom på forretningsrej-ser til Danmark, hvor jeg formoder han traf Genni. De blev gift i Køben-havn 1931, og boede derefter 2 år i Elbing. I 1933 valgte Genni og Fima – ­under indtryk af den voksende antisemitisme – at bosætte sig København i en lejlighed i Gustav Adolfsgade 4,1. Omkring 1936 flyttede de til en større lejlighed i Classensgade 17,2, som blev mit barndomshjem.

Tabet af sit indtægtsgrundlag som ansat i familievirksomheden i Elbing forsøgte Fima at imødegå ved at etablere en pensel og børste­fabrik i København. Konkurrencen med de etablerede, danske firmaer var hård, det var vanskeligt at skabe en varigt overskudsgivende virksomhed. Økonomien blev opretholdt med støtte fra Gennis familie. Presset på Fima blev øget med krigsudbruddet og han blev hårdt ramt af tabet af sin mor, far og søster som formodedes myrdet af nazisterne.

For Fima var årene efter vores hjemkomst fra Sverige en tid med svær modgang. Han kæmpede med at få sin virksomhed til at overleve, men måtte til sidst lukke den. Han måtte igennem sygdomsperioder med indlæggelser på de psykiatriske afdelinger på Kommunehospitalet, Frederiksberg Hospital og Sankt Hans Hospital. Han var afhængig af Genni, som han beundrede og elskede – men hun fjernede sig fra ham, selvom de forblev venner. I 1955 flyttede han til et lille værelse på et beskedent pensionat, beliggende Borgmester Jensens allé 7, nær Jagtvejen på Østerbro, hvor Agnes, vores tidligere stuepige, på det tidspunkt var ansat. April 1957 gennemførtes skilsmissen fra Genni.

Jeg troede at min fars situation var udsigtsløs, men det kom til at gå helt anderledes. Et sammentræf af omstændigheder bragte ham fra sygdom, ensomhed og økonomisk afhængighed til en ny, tyve år lang, lykkelig livsperiode. I 1960 kom han ud af sin depression, nok hjulpet på vej af et nyt lægemiddel, chlorpromazin, et af de første moderne, antipsykotiske­ stoffer. En bekendt af mine forældre, Alfred B. Shawl, hjalp med at føre en sag for Fima, som førte til erstatning og en livslang pension, bevilget september 1961.

Midlerne kom fra Bundesversicherungsanstalt das Land Nordhrein­-Westfalen efter en langvarig process med krav om erstatning for tabt arbejdsevne, ført af en tysk advokat, W. Coenen, Berlin, anbefalet af Alfred Shaw. Nogle slægtninge, vistnok Tauby og Willy Richter, opmuntrede Fima til at besøge London, en rejse som førte til etablering af en ny virksom-hed, udlejning af tørremaskiner til brug efter vandskader i bygninger.

I 1961 kunne Fima flytte til egen lejlighed, først i Lille Strandstræde 18, senere til Adelaide (Ejgårds Tværvej 6) i Charlottenlund. I 1964 købte han et sommerhus (Handrupgårdsvej 6) ved Femmøller nær Ebeltoft. Her tilbragte han mange somre, flere med sin gode veninde, Kate Hartogsohn, enke efter nationalbankdirektør Siegfried Hartogsohn. Fima måtte opleve endnu en stor sorg, da Kate døde efter kort tids sygdom i 1974. Men han overvandt også dette tab og fik yderligere en aktiv årrække omgivet af venner og familie, optaget af sit velgørenhedsarbejde for Blindeinstitutet i Jerusalem og sine gøremål i sit højt elskede sommerland ved Ebeltoft. Det var der han uventet og pludseligt døde 27 marts 1983, 81 år gammel. Aftenen før havde vi talt sammen i telefonen, hvor han som vanligt tilfreds fortalte om dagens begivenheder.

Fima blev bisat 30.3.1983 på Mosaisk Vestre Begravelsesplads. Min tale ved højtideligheden er gengivet nedenfor.

Efim Magid *Daugavpils 7.2.1902 – †Ebeltoft 27.3.1983

Far havde et usædvanligt livsforløb og han var ikke heller helt almindelig selv.

Jeg tænker på hans liv som delt i tre perioder: opvækst- og ungdomsåre-ne, hans manddomstid og hans otium.

Den første periode kender jeg fra hans fortællinger og nogle få fotografier. Hans barndom var fredelig, men så kom den russiske revolution og 1. verdenskrig, en farlig og urolig tid. ”Jeg har fået 67 år foræret – Gud har holdt sin hånd over mig” sagde far fornyligt i en beretning om hvor tæt på udslettelse han var i Petrograd i 1917. Han kom fra Rusland til Letland, hvor der igen fandtes fred, til genforening med sine forældre og en ældre søster. Hans to ældre brødre blev i Rusland. Han fik sin gymnasieuddan-nelse Riga og sin brancheuddannelse hos moderens familie i Tyskland. Vi er nu nået til 30´erne, hvor uroen i Centraleuropa igen voksede. Far fandt et nyt opholdssted i det fredelige Danmark, som blev hans andet fædre-land.

Den anden periode, manddomsårene, udspillede sig i København, nær-mere betegnet på Østerbro. Han blev familiefader, drev en lille virksom-hed, ”Fabrikken” som vi kaldte den, et penselmagerværksted med op til 20 ansatte i gode perioder. Der var gode perioder, men de dårlige var længere. Far blev ramt af en svær psykisk lidelse, som havde en afgørende indflydelse på hans liv fra omkring 1941 og cirka 20 år frem. Depressive perioder bragte ham i stigende vanskeligheder og isolation. Han mistede sin forretning og levede adskilt fra sin familie og sine venner. Sådan endte hans manddomsår.

Men så kom hans otium. ”Jeg har haft det bedste otium man kan tænke sig”, sagde far. De sidste tyve år har han været psykisk rask og økonomisk uafhængig, takket være pension og krigsskadeerstatninger. Det er den periode som de fleste af os husker bedst. Hvad har han så brugt denne periode af sit liv til?

Han har samlet sin familie om sig, genopbygget og udvidet sin vennekreds, arbejdet for det Israel som han elskede, og etableret sit private paradis på Mols, hvor han fik en så misundelsesværdig død.

Jeg sagde at Far ikke var helt almindelig. Han var usædvanlig både i sit forhold til andre mennesker og til den materielle verden omkring ham.

Han var fascineret af en ny tids tekniske frembringelser. Hvem kunne som han sidde tilfreds foran et buldrende farvefjernsyn, hvor alle personerne var orangerøde, med en stærk grøn stribe ned gennem skærmen? Hvem andre ville finde på at sætte sin transistorradio ud i kirsebærtræet for at skræmme hans iøvrigt højt elskede fugle væk fra de eftertragtede kirsebær? Hvem kunne som han invitere 50 eller 100 mennesker til fødselsdag i en lille lejlighed og få en fest ud af det, som deltagerne husker på med glæde?

Han målte mennesker med hjertets målestok. Nogle få blev kasseret, færre var ham ligegyldige, de fleste blev draget ind i den kreds, han følte omsorg for og tog sig af. Han holdt af de unge og forsvarede dem mod urimelige angreb. Han holdt af sine gamle venner og fik endnu flere nye. Men først og sidst levede han med sin familie i tankerne. Han viste åbenhed og forståelse for nye ting og fulgte sine børn og børnebørn på vej længere end de fleste.

Hvad har han efterladt sig? Ikke mange penge eller et synligt manddomsværk. Han efterlader sig sin rigdom – det er os, hans familie og venner.

Mine erindringer om hvad Fima fortalte mig om sin ungdom, kan suppleres med af ham selv nedskrevne minder. I et brev skrevet få uger før sin pludselige død, dateret Februar 1983 stilet til Ing. Serge Jacobson, Wien, takker han for dennes brev, som han modtog på sin 81-års fødselsdag. Brevet fra Serge fortæller at Fimas to brødre, Mischa, 86 år, og Naum, 87 år, begge er i live og har det godt. “For mig var dette den bedst mulige fødselsdagsgave” skriver Fima. Fra Fimas brev, som med translatørhjælp er skrevet på engelsk, i det håb at hans brødre vil få besked om indholdet, citeres videre:

“ I am very happy to hear that you visited Mischa and Naum in their home. From your letter I understand that both are living pleasantly with their daughters. I am glad to hear that you got a favourable impression of both families. My brother Misha told you that he does not remember me at all. Naum remembers a little. Last time I saw them was 60 years ago with my parents in Riga. You were on your way to Europe by train together with two companions. As neither of you remember me, I shall tell you about my childhood.

I remember our house in Dvinsk Moskvaulse. We were all born in that

house. In the yard of this house was my father’s brush factory. There was a beautiful lilac tree at the factory. I remember my first job, 6 or 7 years old, when I functioned as a messenger with a bunch of lilacs to Vitia. On that occasion I also met Nina neé Silbermann.

I remember we had a summer house 7 km from Dvinsk; it was called Stropi. Every day my father went by horse-drawn carriage the 7 km to Dvinsk. About 70 years ago father came home with a football, and you two and your friends began playing football.

From Sergei I hear that Mischa had a high position within the shoe trade. I am happy to hear that he lives with his daughter Arotscha, who is a chemist. I am happy to learn that our family in Leningrad keeps together

When I was 15 years old, I visited Misha in Rebinsk at Volga. He was ill during the war and was in hospital. I went from Leningrad to Rebinsk on the roof of the train. I remember that we were driven away at every stati-on, but as soon as the train moved again, we jumped on the train again.

When I arrived, Mischa did not recognize me, I was black all over from the smoke of the locomotive.

I remember Naum well, and from aunt Rosa, my mother´s youngest sister, I received a photograph of Naum from 1914, a photograph of Mini Neumann with Naum, who was then about 25-26 years old and a photo-graph of Naum, about 40 years old. Through aunt Rosa I got a photograph of Naum´s daughter Irena from 1935, and a photograph where she is a little older. I am glad to hear that Irena and her husband lives with Naum. They are in the legal profession all three of them. Through your cousin Sergei I have learned that Naum was a fine jurist.

My son Per is also a lawyer and partner of a very old Danish law firm (about 70 years old). 5 years ago he and his family were staying in USA for one year. He worked with a very large law firm in New York. He has a very large practice with international cases. He has been an assistant professor at the University of Copenhagen in international law. One year ago he was appointed examiner.

He has three lovely children, Samuel who is 12 years old, Tobias 9 years old and the only girl in the family, Ida, who is 3 1/2 years old. He has a lovely wife who is a secondary school teacher.

My eldest son, Erik, is 47 years old. He is chief physician of a central laboratory with 120 employees. He often participates in international me-dical works and three times went to Thailand to teach the Thailand doc-tors. He was divorced and has two sons of his first marriage, Jakob, who is 21 years old and is a student at the Royal Veterinary and Agricultural High School. He is very interested in music and theatre. The other son, Simon, is 15 years old and is in high school. In his second marriage his new wife, Ulla, and he has a son 2 1/2 years old, who is called David.

On photograph no. 1 in the middle you see Genni. I married Genni 50 years ago. After 25 years of marriage we were divorced. The reason was that I was ill through a long period, I had a serious depression. But Genni and I are the finest of friends and when she is in town, we call each other on the telephone every day. In the meantime Genni was married to a hi-story professor, who died 6 months ago. At the moment she is in the USA visiting her sister. She will be back at the end of March.

Photograph no. 2. Genni invited us to celebrate Per’s 40th anniversary on beforehand. The whole family was there – but everyone was not photo-graphed.

Photograph no. 3 Genni and Fima.

Photograph no. 4. Per is in the middle with son, Tobias, and Jakob, Erik’s son. In front of Jakob is Jakob, Ulla´s son, in the middle Fima with little Ida. At her side you see Samuel and Erik with Ulla’s other son, Kasper. As you see there are photographs of my father and mother and a little photo-graph of Genni, Per and Erik on the table.

Photograph no. 5. Little David, 2½ years old, Erik and Ulla’s son, and Fima.

I am 81 years old. After an operation for skin cancer I fell out of the bed and damaged my right knee. Considering my age I am unusually healt-hy. I live in a block of service flats, which is owned by the doctor’s health insurance society, and most of the residents are retired doctors. I live here thanks to Erik. I have a very beautiful flat of 62 m2 .The most important thing is that both my sons live very close to my flat, about 10 mins by car.

My interests are the blind children and flowers. About 16 years ago I started a committee for the blind children at the Jewish Institute for the Blind in Jerusalem; every month we receive a large amount for this purpo - se. 17 years ago I bought a very beautiful summer house at Ebeltoft, Mols, Jylland, in one of the most lovely parts of Denmark.

The flowers are my major hobby. When I bought the summer house, there were no flowers in the garden, now I have raspberry bushes and fruit trees and lots of all sorts of flowers. I live in my summer house 3-4 months a year. I live alone, but I have an emergency call set, which I always wear. If I should become ill or fall or if anything else should happen, I push a but-ton and in no more than 25 minutes assistance will be furnished. I have this installation both in town and in the country.

During the first 8 years after I bought the summer house I had a girl friend, who was also very interested in nature and flowers; but unfortuna-tely she died 8 years ago.

As you see from enclosed Nachrichtenblatt, we were in the brush trade for 3 generations. I have also had a factory in Copenhagen, but sold it due to illness.

I am grateful to the Danish people. We were helped to Sweden in 1943, where I stayed with my family for 20 months. After the war we returned safely to Denmark.

I wish to thank you once more, in particular Sergei, Fanni and Fenny, because you helped me getting in contact with my brothers. I quite understand that at their great age they do not wish to write to me – and of course they should not do so, but thanks to Sergei I have been well informed about them ...”

Her gengives et tidligere brev til Serge Jacobson, hvori Fima fortæller om sin familie, sig selv og sit liv.

 

August 20, 1982

Dear Vitia and Serge,

I thank you cordially for your letter of August 1, 1982. I am happy to hear that both of my brothers are living. Last time I heard from my family was on February 2, 1971.

My brother Naum is about 92 years old. He is a lawyer and was mar-ried to Vitia, sister of my brother Mischa’s present wife. Naum is a lawyer and was on the staff of the Leningrada Magistrat as a legal adviser. During the siege of Leningrad he was evacuation commander.

My brother Misha is about 87 years old, and is married to Vitia’s sister Nina. They have two daughters, Mischa’s daughter is a jurist and Nau-m´s daughter is a chemist. Mischa was manager of Skorcod with 5.000 employed workers who produced shoes. At the time of Stalin he was sent to Sibiria, but fortunately he returned and is now a professor at a leather high school.

I wrote to them in 1945 and asked wether they had heard anything about our parents. I received a postcard written by Nina, my sister – in – law, she wrote that she knew nothing about what had happened to the family, and that I should not bother them in the future. About 16 years ago I sent a small parcel with stockings and hair brushes to my family and received the message from my brother Naum that I should not contact them in the future, but that they would contact me. They had a certain reason for this.

I have been a member of the Zionist association for 60 years and since 1948 I have been very active in helping the state of Israel. My name has been entered in the golden book in Jerusalem three times. On my sixtieth birthday my name was entered by the Copenhagen Community and on my sixty–fifth birthday my name was entered by our family, Lena and Carl Neubert. On my seventy–fifth birthday my name was entered in the gol-den book by the Institute for the Blind in Jerusalem and on my eightieth birthday I received the enclosed letter from the Institute for the Blind.

I have been in Israel six times and brought back good ideas. About 10 years ago I visited the Institute for the Blind in Jerusalem and became enthusiastic over the blind children, who wrote on typewriters: Welcome to Israel. After my return I started the organisation Friends of the Institute for the Blind in Jerusalem, and eventually we send large amounts to the Institute. We receive money not only from the Copenhagen Community, but also from the provinces, most of the contributors are Christian.

20 years ago I attended a meeting in Haifa in the lodge of B´nai B´rith. It was a symposium on preparation for the old and retirement. After my return to Denmark I bought a piece of land at Ebeltoft and started a one–man kibbutz, planting roses, fruit trees, bushes, etc. The first eight years I lived there together with Kate, whom Vitia knew well. But unfor-tunately she died about 8 years ago, and now I live alone from May to October at Ebeltoft and enjoy nature, the bird life, etc.

Unfortunately I have degenerative arthritis in my right knee and am able to move only by means of a stick, so I can no longer work in my garden, but I have employed a girl to work in my one-man kibbutz, which I enjoy very much.

I also enjoy my retirement and am feeling that people like me; I have many friends in Copenhagen and in the provinces.

On my eightieth birthday there was a sermon in the synagogue at the Sabbath service. The Chief Rabbi spoke about my contribution to the cause of the state of Israel and about my social work in the community, and at the same time he mentioned that my two sons, Erik and Per, have a good name in the Danish society.

In 1980 I celebrated my fiftieth anniversary as a brother of the lodge B´nai B´rith.

Please give my kind regards to your sister in New York, who visited me in Copenhagen some years ago. I am very grateful that you are my contact to my family in Russia.

I send the best regards from my two sons, who are also very grateful for your information on our family in Leningrad.

I wish you all the best in the future and that you will be able to live so actively for many years to come.

My best regards to both of you.

Cordially yours, Fima.

 

Genni

“Jeg skal nok gøre det” – hører jeg Gerda sige for mit indre øre. Vi befinder os i vores lejlighed i Västmannagatan i Stockholm, den sidste af de fire steder vi boede under vores 20 måneder lange flygtningeophold i Sverige. Jeg ser med en blanding af overraskelse og flovhed Genni med en kost i hånden. Hun fejer gulvtæppet så støvet hvirvler – uden at gøre forsøg på at samle det!

Genni brød sig mildt sagt ikke om praktisk husarbejde. At hun senere i sit liv selv måtte tage fat, da stuepiger og anden hushjælp på grund af tidernes ugunst forsvandt, var en kalamitet som hun affandt sig med, men aldrig fandt naturlig – hun forblev “fruen”.

Genni brugte en del tid ved sit toiletbord. Dette vigtige møbel stod foran vinduet i mine forældres soveværelse. På en let U-formet, glas-dækket bordflade stod et trefløjet spejl. Under bordet var der skuffer, indeholdende duftende cremer, parfumer og andre remedier til skønhedspleje, skjulte bag et forhæng af lyserødt taft. Morgenerne tilbragte Genni gerne i sin seng. Vel ude af sengen fulgte et med årene stadigt mere tidskrævende ritual foran toiletbordet. Et udvalg af Genni’s ofte gentagne, karakteristiske udsagn, kan meget vel i tidens løb, være faldet foran toiletbordet:

”Jeg er stadig smuk, men det tager længere tid” ”Nu pynter jeg ikke engang mere”

”Jeg er ung, jeg er smuk og jeg har en hemmelighed” ”Jeg gavner ikke, men jeg pynter”

Genni havde et stort netværk af venner og bekendte. Hun var glad for selskabslivet og brugte meget af sin tid på at planlægge og afholde mid-dagsselskaber. En tidlig erindring: jeg ser mine forældre omklædt til en større fest og spørger: “Skal I til middag hos Kongen?”.

Materielt set var Genni begunstiget af sin families støtte, som hjalp os alle over de økonomiske følger af Fimas tabte erhvervsevne. Vi mang-lede aldrig noget, men Genni følte nok økonomien som snærende. Jeg husker hende siddende mismodigt ved det store skrivebord i herreværelset med en lille, grå notesbog, som indeholdt budget og regnskab for husførelsen. Ved en enkelt lejlighed forsøgte hun at supplere midlerne ved selv at arbejde: hun påtog sig at indsamle oplysninger til et spørge-skema vedrørende et kosmetisk produkt. Jeg oplevede indsatsen som dramatisk, Genni kom stærkt udmattet tilbage fra arbejdet, som blev opgivet efter den første dag.

Genni var en flittig brevskriver. Utallige breve er udvekslet med Marja, som efter 1939 befandt sig i USA. I lange perioder skrev hun ugentligt, derfor så jeg ofte Genni sidde bøjet over sin lille rejseskrivemaskine. Desværre eksistere denne korrespondance ikke. Et brev til mig gengives her. Det er et godt eksempel på Gennis måde at udtrykke sig på.

7.8.1952

Min egen elskede store Dreng!

Denne lille hilsen skal du have på din Fødselsdag!. Du ved hvor meget jeg snakker til Hverdag, og naar jeg endelig vil fæste noget til Papiret, saa mangler jeg Ord for at udtrykke mig! Erik, kæreste, hjerteligt til Lykke med Fødselsdagen – den Skønne gaar ind i sit attende Aar! Gid Aaret, der kommer, og alle følgende til 120 Aar, maa være lykkelige, gode og held-bringende for dig. Du har i de 17 Aar, der er gaaet, kun gjort mig, og ogsaa din Far, Glæde – og aldrig et Øjebliks Sorg, det skal du vide. Jeg mindes hvor kærlig du var, da du endnu var en lille Dreng, og hvor du prøvede at trøste mig, og var mig til Hjælp. Gudskelov har du ikke forandret dig (kun blevet en del længere!).

Jeg tænker på hvor dejligt vi havde det, da vi var i England sammen, og jeg ønsker saadan, at Far og jeg kunne faa Raad til at rejse til Udlandet sammen med dig og Permand, inden vi bliver altfor gamle og graa. – Men det er nu et af de mindre Ønsker ! Allermest ønsker jeg, at baade Far og I Drenge maa være raske og lykkelige, og at alt maa gaa godt og let for Jer. Desværre maa jeg vente med at give dig et kærligt Kys, til jeg atter er hjemme igen. Jeg haaber, at du faar en dejlig Fødsels-dag og bliver glad for Gaven fra Far og mig.

De inderligste Kys og alt, alt godt!

Din Mor

Genni blomstrede i samværet med mennesker, både familie, venner og fremmede. Men modgang i medfør af Fimas svære sygdom, satte sit præg på hende og dermed på stemningen i mit hjem, som jeg i mine teenage år ofte oplevede som tyngende. Genni ønskede at skærme mig, men magtede det ikke.

At beskrive Genni som den mangesidede og spændende personlighed hun var, er en opgave, som jeg ikke kan løse. For at supplere det bil-lede af hende, som beretningen om mine barndomserindringer tegner, gengiver jeg nedenstående tale, der morede både Genni og de mange gæster, som deltog i fejringen af hendes 80 års fødselsdag.

Eriks tale til Genni i anledning af 80 års fødselsdagen, fejret 6.5.1987 i Domus Medica.

Der er indkommet et antal lykønskningstelegrammer. Jeg læser op:

Kære Eugenie,

Det er os en udsøgt ære, at De lader Dem fejre i vort palæ. De hjerteligste lykønskninger.

Familien von Plessen

 

Kære frue,

Vore lykønskninger samt vore komplimenter for stedse at have valgt Deres adresser med omhu.

Zar Peter, Kong Gustav Adolf, General Classen og Dante.

 

“I am rather useless – except for decoration” Is that a quotation from you or from me?

Dear Eugenie – I regret that a century came between us.

Oscar Wilde

 

Kære professorinde Henningsen,

Vi er mange som med glæde tænker på, hvorledes De ved Deres tilstede-værelse har kastet glans over utallige receptioner.

De Københavnske Ambassader

 

Kære professorinde,

Vi er mange som med glæde tænker på, hvorledes De ved Deres tilstede-værelse har kastet glans over utallige ture.

De københavnske buschauffører

 

Fru Eugenie Henningsen Domus Medica

Tak for Deres livslange indsats for udbredelse af forståelse for vores virke. Tandlægeforbundet

Fru Eugenie Henningsen Dantes Plads 4.

Det glæder os, at De fejrer Deres fødselsdag i Domus Medica. Så har vi fred så længe.

Borgmesterkontoret

Københavns Rådhus

 

Dear Genni

Could you please call me when I am in – just once! I do feel slightly abused­ at times.

Dolly Huclepuck AT&T

 

Efter 35 års forløb håber jeg, at De og Deres familie har glemt, at jeg gav Dem en kylling i stedet for en stegt and.

Jeg kan i hvert fald ikke huske det!

Bagermester Friis

 

Kære Frue

En af vore chauffører spurgte Dem engang om “De aldrig havde været ude at rejse før?”.

Vi beklager udtalelsen. Vi burde have husket Dem fra tidligere ture!

Busruten Ålborg-Skagen.

 

Dear Eugenie

Please remain as beautiful as ever for many years to come!

Elisabeth Arden

 

Dear Eugenie,

I hate ordinary people! I love you!

Count Fjong

 

My dear Eugenie,

Congratulations with your 80 years!

The Countess

 

De sidste år af Gennis liv blev præget af svigtende syn, som til sidst nærmede sig blindhed. Hun valgte at tage sit eget liv, velforberedt og planlagt med den for hende karakteristiske styrke og egensindighed.

Genni blev bisat 16.6.1989 fra Bispebjerg kirkegårds Store Sal. Genni havde formået pastor Carl Michael Petersen, som forestod Svend Henningsens bisættelse, til at forestå denne ikke-kirkelige handling.

I et brev til Per og mig dateret 21.7.1989 afslår pastor Petersen at imødekomme vores anmodning om at få hans tale på skrift – et manuskript fandtes ikke. Det beklager han og fortsætter:

“Men jeg vil gerne i taknemmelighed mod Dem og Deres familie sammenfatte de indtryk, som dannede grundlag for, hvad jeg havde at sige.

Fru Eugenie Henningsen udstrålede en autoritet af en særegen beskaffenhed: den skænkede frihed til hendes omgivelser.

Derfor blev samtalen båret af tryghed og berigelse, og hendes klare tanke fandt udtryk i et ligeså klart og fornemt sprog. Både hjerte og forstand var med i det, hun fortalte, og jeg måtte beundre hendes store taknemlighed mod dem hun holdt af.

Jeg tror, fru Eugenie Henningsen bar på en stor trofasthed mod det liv, der nu var blevet hendes. Medgang og modgang havde hun samlet i sit sind som en rigdom hun kunne øse af, og som gjorde hende klog på livet. At møde et menneske, der helhjertet vedgår arv og gæld i sit liv, er en stor oplevelse. Når det sker – jeg indrømmer, det er ikke ofte – må jeg ty til et Shakespeare – citat fra “Hamlet”, for at klare mig, hvad jeg oplever:

“But this above all: to thine own self be true, and it must follow, as the night the day: Thou canst not then be false to any man. Farewell: my bles-sing season this in thee!”.

En sådan hilsen følte jeg, jeg modtog fra fru Eugenie Henningsen.”

EFTERSKRIFT

Erindringen er rummelig – der er plads til det fortalte, det huskede, det drømte, det genoplevede, det bortcensurerede, det ønskede, det fortrudte. Erindringen er varig – men skiftende i mødet med det flygtige nu. Erindringen er forgængelig, men søges fastholdt i det skrevne, i en stræben efter et efterliv blandt de levende.

Mine og alle andres erindringer er enestående – vi finder os selv ved at dele dem med hinanden.

Erik Magid

Da jeg var barn – Erindringsbilleder og tre portrætter

  1. udgave 2015, 2. oplag 2016

Grafisk tilrettelæggelse: Steen Frimodt Fotos fra eget arkiv

Tryk: BoD

Classensgade 17
København 2100 DK
Get directions

Fødselsdag:

1935

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv