Erling Touborg Jensen

Erling Touborg fortæller om, hvordan han i 1964 startede i elektrikerlære hos Hans Jepsen, El-Jepsen, i Nørre Nissum. I starten bestod arbejdet af alt mulig andet end gængs elektrikerarbejde, men efter at være kommet på Den Jydske Håndværkerskole blev han nyttig for lærlingene at have med ud på opgaver. Senere uddannet elektriker og ingeniør. Gør ejerskabskrav på erindring

Erling Touborg født 1946 i Klostermølle i Gudum.

Jeg var 7 mdr. ude at tjene hos hos Linne og Bjerre i Øster Fiskbæk og kom så hjem en vinter. Jeg ville gerne i lære og far foreslog elektrikerlære. Det var noget, der altid havde interesseret ham. Han skaffede mig så en læreplads hos Hans Jepsen i Nørre Nissum, og jeg begyndte der 1. maj 1964.

Det var helt vildt anderledes en omgangsform, der var der på stedet. Jeg var jo vant til frit at kunne ytre mig.

Den første sommer lavede jeg alt muligt andet, end det jeg forstod ved el-arbejde. Jeg lugede bl. a. i fru Jepsens have, og jeg ferniserede også gulv i udstillingslokalet.

Om efteråret kom jeg på Den Jydske Håndværkerskole i Hadsten i 6 uger. For første gang i mit liv, fik jeg indsigt i de gængse fysiske ligninger, som lå langt fra høkerregningen i Friskolen.

Nu ku’ jeg lige pludselig nogen ting om det, jeg skulle kunne i det daglige arbejde. Og nu ville svendene gerne have mig med ud, for nu kunne jeg være nyttig. Det skulle selvfølgelig være tilpassede opgaver, som en ung lærling kunne løse. De første par år var man altid med en svend ude på arbejde.

I Nissum skiftede man fra jævnstrøm til vekselstrøm i de år, og det gav meget arbejde for installatøren. Det første sted de fik vekselstrøm var på mejeriet. Men de mange nymodens køkkenmaskiner, der kom frem i de år, krævede jo også vekselstrøm.

De første par år fulgte jeg med en svend, og på tredje år fik jeg så en yngsteelev. Der var 8 svende, da jeg startede, men de udlærte lærlinge måtte jo finde arbejde andre steder.

Det sidste halve år fik jeg svendeløn. Hans var meget imødekommende, og han var også god til at give ansvar til sine folk. Engang var Hans og Fie på ferie. En landmand fra Saugmandsgård ringede og sagde, at han ikke havde strøm i sit markhegn. Jeg sagde til ham, at det nok var jordforbindelsen. Men nej, det mente han ikke kunne være tilfældet. Jeg aftalte med yngstemand, at han bare skulle gøre ligesom mig, når vi nåede frem. Vi gik så, under overvågning at landmanden, hen og pissede på jordledningen og bad bonden om at tjekke, om der nu var strøm på. Jeg vil sige, han gav er tydeligt hop. Efterfølgende fik jeg fortalt af Hans, at bonden sagde, da han betalte regningen: “Det er sgu første gang, jeg skal betale for at 2 mand pisser på min jord“. Hans betroede mig også, at køre ud med regninger til dem, som ikke fik betalt. Det syntes jeg, det var rigtig svært.

Nybygninger var selvfølgelig er stort arbejdsområde. Seminariet voksede voldsomt, og der skulle laves mange nyinstallationer i lærerboliger og i undervisningslokaler. Biologibygningen i 1968 var særlig interessant, fordi der var specialopgaver i laboratorierne. Vedligeholdelser på mejeriet var jo også altid aktuelt. Det var et hårdt miljø deroppe. Og der skete jo også udvidelser.

Når det havde været kraftig storm, var der også altid akut arbejde. Ledninger blæste ned og kortsluttede sikringer. Det skete også ved tung sne. Også malkemaskiner, vandværker og ventilation skulle der rykkes ud til. Vi blev altid modtaget med glæde de steder, der havde problemer. Så det var ikke så slemt endda, selvom det godt kunne være udenfor almindelig arbejdstid, jeg blev tilkaldt!

Efter 4 1/2 år sluttede jeg med svendeprøve på Hadsten. Det var en meget konkret opgave, man skulle løse. Der var også en teoretisk del i skriftlig el-teknik og en laboratorieopgave i el-lære.

Der var selvfølgelig en del utilsigtede hændelser i årenes løb. Jeg havde således en opgave, hvor jeg skulle bruge en afisoleringstang. Hans var lidt sparsommelig og havde en tang, der ikke var i orden. Jeg stod og arbejdede med en tang i den ene hånd og en stålstige i den anden, og får dermed strøm igennem mig. Jeg blev helt fastlåst. En der var i nærheden bemærkede situationen og sagde: “Det er ikke så godt, det der“, og rykkede mig fri. Det var bestemt en meget dårlig hændelse, som Hans ikke gerne hørte om. Vi havde ikke noget, der hed lærlingemobning. Det var en god læreplads, hvor alle kunne føle sig tilpas. Vi satte meget gadearmatur op langs vejene i Nissum. Den skulle vi vedligeholde. Vi havde en stigevogn, som var lidt spinkel i udførsel. Når vi kom højt op, langt fra understøttelsespunktet, svajede den ret kraftigt. Det kunne være ret ubehageligt. Og slet ikke ufarligt.

Jeg blev udlært i 1968.

Jeg tog så TF1 og TF2 fra 1969 til 70. Jeg begyndte på Teknikum i Århus i november 71 og blev færdig som elektroingeniør i 1975.

 

Hovedgaden 18
Lemvig 7620 DK
Get directions

Fødselsdag:

1945

Erindringen ønskes afleveret til:

Gudum Sognearkiv
Nørre Nissum Lokalarkiv