Erna Kidmose Berg

Erna Kidmose voksede op i Østbirk, der ligger uden for Horsens. Det var ude på landet, og børnene skulle hjælpe til på gården – både med at malke, tærske og trække køerne på græs. Erna fortæller også om barndommens lege og om sin skolegang, og om de særlige juleforberedelser, når slagter Mads kom og julegrisen skulle slagtes. Alt blev brugt, for alt blev rationeret under besættelsesårene. Gør ejerskabskrav på erindring

 

Derude på marken

I året 1931 1. nov. flyttede Far og Mor til Østbirk. Jeg var da 3 mdr. gammel og så var der Jenny, Karla og Knud. Johannes og Harry kom så til. Vi var en stor børneflok, 6 unger på ni år. Så der var nok at se til for vores Mor, hun hjalp også til ude med alting, med ud at malke morgen og aften, med i marken. Der var kun 10 tønder land, men alt blev lavet ved håndkræft. Da først vi kunne hjælpe til, hjalp vi med det vi magtede. Jeg var den eneste der ikke fik lært at malke, men det kunne far se jeg ikke havde evner til, godt nok.

Når vi skulle tærske gik Harry bag efter Musse ude på hestegangen, mor puttede negene i tærskeværket, far tog halmen fra Johannes og jeg skulle træde det ned så det kunne være der alt sammen. Vi havde også en rensemaskine hvor kornet blev renset for avner og skidt. Vi skiftes til at trække den – det var også med håndkraft. Derude i laden stod også en hakkelsesmaskine, så den måtte vi også svinge rundt, så Klavs kun få sin mad. Utrolig at Far turde os gøre det, men vi kom aldrig noget til.

Om sommeren skulle vi hjælpe med at få køerne på græs. De blev trukken to og tre, fem i alt. Så skulle kalvene også trækkes ud og så skulle vi ind og spise og så i skole. Knud kom tidlig ud at tjene som 11-12 årig. Jenny og Karla kom ud at tjene da først de var konfirmeret. Det var ikke pligter alt sammen, vi havde også tid til at lege.

Barndommens lege

Vi legede “Antonius Klabom” og spillede pind, hoppede i mand… Vi var også meget i laden, der hoppede vi ned fra loftet i noget halm. Det værste vi foretog os var når vi løb hen ad hanebjælkerne, det var vi gode til. Vi trådte heldigvis ikke forkert.
Indelege var leg med den smule legesager vi havde. Marmorkugler spillede vi meget, vi puttede også fingerbøl. Drengene legede også med deres træheste og jeg legede med Blikmaren, min eneste dukke, indtil jeg fik Viola julegave inde fra brugsen.

Der ligger en historie bag denne gave. Far og Mor havde den grimme oplevelse at hele deres besætning fik Mund og klovsyge. Hele deres indtægtskilde forsvandt fra første dec. og en md. frem.
Der var intet at holde jul for, derfor gaven inde fra brugsen. 2 store grå papkasser med alt, hvad der hører julen, så der blev lykke i det lille hjem. Der var en gave til vi seks unger. Der har jeg Viola fra – jeg har givet Marianne den, hun er vist omkommen, men alt får jo en ende. Jenny ville også gerne have haft dukken, men hun fik et flot armbånd. I januar faldt hun og fik en hjernerystelse og da købte Mor et dukkehoved og syede selv kroppen. Jeg fik den ved Jenny da hun blev syg og har nu givet Birgitte den.

I januar md. da stalden var total renset af, gav alle naboerne Far en Ko. Så var begyndelsen til en ny besætning lagt. Vi var vist meget fattige, men vi unger mærkede ikke til det. Jeg fik alt Karla og Jennys tøj, når de voksede fra det. Det første nye tøj jeg fik var da jeg skulle konfirmeres: Ny andendagskjole og en frakke. Kjolen var af celluld, så den kradsede noget. Konfirmationskjolen havde været Jennys og Karlas, den var fin.

Juleforberedelser

Jeg vender tilbage til vores barndom. Far og mor avlede selv alt, hvad vi skulle bruge, alt. Grønsager, kartofler og frugt. Vi slagtede også en stor gris til jul, så kom slagter Mads om morgenen og så skulle gruekedlen koge, så de kunne få grisen skoldet, når den var slagtet. Mor rørte i spanden, hvor blodet skulle samles op sammen med rugmel det blev til sortpølse. Når grisen var kommen op at hænge skulle Mads have kaffe. Vi børn holdt meget af ham, han lavede så meget skæg med os. Efter kaffen skulle Mads til at gøre tarme rene. Det var et stort stykke arbejde. Det foregik med et stykke træ med en skrib i som han kørte hen over tarmen. Når grisen havde hængt nogle timer var den klar til at blive skåren ud. stykkerne blev lagt ind på ganggulvet på et lagen. Det fyldte hele gulvet, så der var meget. Mor brugte også lungerne til lungepølse – de smagte godt. Det var til hvidkålssuppe og grønkålssuppe. Det sidste der blev lavet den dag var sortpølse de blev kogt i gruekedlen. Klokken var da henad 10, så da var alle trætte.

Vi havde også selv ænder, så vi fik andesteg juleaften og risengrød. De øvrige ænder blev solgt til andre.
Vi havde også høns og en rigtig gal kok, den ville flyve på os, hvis vi kom i nærheden af den. Æggene blev solgt til brugsen og var med til at betale, hvad Mor købte derinde.

Første skoledag

Jeg husker min første skoledag ganske tydelig. Der var en frygtelig sandstorm ude fra Sandvad. Vi skulle ned og følges med Gusta og Inga, hun skulle også begynde i skolen. Gusta havde hat på og den blæste af og forsvandt op over markerne. Mor blev inde ved Åge Madsens for at tage mig med hjem igen. Og jeg fik 10 øre til at købe bolcher for, det var en stor dag for mig.

Jeg fik da nogle veninder derinde, men blev også drillet meget, for jeg kom jo derude fra marken. Men i anden klasse blev det for meget for mig og så gik jeg til angreb. Rev totter hår af og slog dem gevaldig, det hjalp og de blev nogle af mine bedste veninder gennem skoletiden. Frk Hedegård var min Lærinde i første og anden klasse. Vi sang hver eneste morgen “Dejlig er den himmelblå”, så den fik vi da lært.

I tredje klasse og fjerde havde vi Frk. Madsen. I 5-6-7- klasse var læreren Augustensen. Jeg gik i syvende i
3 år, først sammen med Knud og sidste år sammen med Johannes.

Krigen

Under krigen tog tyskerne vores skole, så vi måtte gå nede ved præsten i konfirmandstuen. Det var også godt nok, jeg tror det var sjovt nok for os. Men krigen var ikke sjov. Den 9. april husker jeg lige så tydelig som var det i går. De fløj i en lang række, der var bare mange, de var på vej til Norge – de skulle besættes sammen med Danmark.

I løbet af dagen kom der mange flyvere og de var langt nede, så vi blev godt forskrækkede hver gang. Med tiden vænnede vi os til at de var der.

Det værste var alt det, der blev rationeret. Petroleummet var nok det værste, for Far skulle have lys i stalden om vinteren. Så fik vi karbidlampe inde i stuen, først en cykellygte, der lyste ud i det ene hjørne af stuen… så fandt de på at sætte den ned i lampen og det fungerede glimrende. Vi brugte også mange stearinlys i køkken og spisekammer, i sovekammeret brugte vi Lommelygte.
Den værste oplevelse var da der blev skudt en engelsk flyver ned oppe over Julianelyst. Der gik ild i den oppe i luften og vi for ud for at se, hvor den faldt. Det så ud som det var henne bag ved højen, men det var helt over i Vestbirk. Der var 9 australiere, alle var døde. Det var Hitlers fødselsdag 23. april 1943.
Vi fik dagen efter lov til at gå over og se hvor den lå. Men der var ingen adgang, tyskerne havde spæret det hele af. Da de så havde fjernet alle vragdele fik vi lov at gå derover igen. Vi fandt en masse flydele, som jeg gemte i mange år, men de er væk i dag.

 

Østbirk 8752 DK
Get directions

Fødselsdag:

1931

Erindringen ønskes afleveret til:

Horsens Byarkiv