Ole Lund

Ole Lund har skrevet sine erindringer om sin opvækst i Taulov ved Fredericia. Han erindrer blandt andet sin fars søskende, som havde boet på New Zealand, men var flyttet til Taulov, sin egen og sine 9 søskendes opvækst på en gård på 30 tdr land - og lidt om hans senere liv. I dag er Ole Lund 90 år, men husker stadig tydeligt sine oplevelser gennem et langt og begivenhedsrigt liv. Gør ejerskabskrav på erindring

Ole Lund

Erindringer

Nedskrevet efteråret 2003 og efteråret 2006 - og foråret 2017

Kapitel 1:

Fars familie:

Fra Fars familie har jeg oplevet: Bedstemor, Farbror Henrik, Farbror Johannes, Farbror Frederik, Faster Stinne, Faster Katrine, Faster Else, Faster Signe og Faster Karen. 9 spændende mennesker. De øvrige i familien var døde, før jeg blev født, nemlig Faster Mie og Faster Agnete der var sygeplejersker og døde af tuberkulose, og Bedstefar døde også, før jeg blev født.

 

Bedstemor

Bedstemor var noget helt specielt – hun var ikke ret stor. Jeg tror farbror Henrik beskrev hende som et lille energibundt på 155 pund, som var i stand til at klare alt. Jeg kendte ikke hende, som lavende ret meget, men mest som en dame, der blev vartet op og pyntet både med tøj og hår og helt igennem meget velplejet.

Vi så jo Bedstemor, når hun om søndagen kom i kirke – så kom hun langsomt op ad kirkegulvet og var sikker på, at alle havde set hende, mens faster Else nærmest dansede hele vejen om hende. Når hun endelig havde fået sin plads, satte hun sig meget langsomt ned, mens hun kiggede sig omkring. Når farbror Frederik var hjemme, var ovennævnte beskrivelse endnu mere udpræget. Farbror Frederik gik altid med i kirke. Bedstemors engelsk var ikke så perfekt, skønt hun jo havde boet 18 år på New Zealand, i Tourange, Palmestone, Auckland. Faster Else havde kun gået i engelsk skole – hun talte altid med accent – selv om hun talte jysk.

 

Farbro Henrik

Farbror Henrik fik gården ved siden af Bedstemors hus og der var kun få meter imellem dem. Farbror Henrik blev gift med tante Emmy. Emmy var plejebarn hos en snedker Petersen i Sæby. Hun blev ung pige på Stevnshøj. Emmys rigtige familie var en Aaen – hvem det var, ved jeg ikke – men fabrikant Aaen og frue var altid med til konfirmationerne og lignende. Fabrikant Kaj Aaen’s søn Poul gift med Rigmor (en missionærdatter) kom Lis og jeg sammen med ved flere lejligheder, og vi købte også kjoler fra dem.

Som barn drillede Hans mig og Frederik med, at han havde rejst og set meget mere end os. Han havde nemlig været i Sæby. Det var farbror Henriks og tante Emmys bryllup, og Hans var nyfødt og fik bryst. Det hjalp jo ikke noget, at vi havde været i Fredericia eller Kolding. Han havde været på den længste rejse – det irriterede os meget.

Det var farbror Henrik, jeg skulle fortælle om; han var den yngste i flokken; derfor passede Faster Else ham meget – også efter han var blevet gift og havde fået børn. F.eks. spiste han morgenmad hver dag året rundt hos sine 3 søskende og Mor.

Farbror Henrik var god til at fortælle historier med stor humor. Det var som regel om folk i sognet. Da jeg var barn, havde vi ikke el; derfor brugte man petroleumsmotorer til at trække tærskeværk. En mand nede på Holmemark havde også fået ny motor. Han pralede meget af den og farbror Henrik fortalte om Peter Lassens nye motor: Han var sikker på, at den kunne køre på mosevand og skrubtudser. En fin måde at beskrive et menneske på og også meget humoristisk.

Far og farbror Henrik havde en del maskiner sammen, f.eks. såmaskine og selvbinder – det irriterede os drenge, at farbror Henrik altid fik maskinen, når han ønskede det – uanset at vi faktisk havde brug for den. Når det gjaldt selvbinderen, skulle han også have en af os drenge med. Vi fik aldrig mad hos tante Emmy. Kun én gang fik jeg serveret middag, det var forloren hare og jeg syntes, det smagte muggent.

På et tidspunkt leverede farbror Henrik børnemælk. Det var almindelig komælk, som blev kølet hurtigt ned og hældt på flasker, han ville gerne have mig med som mælkedreng. Vi startede kl. 5.30 med en speciel mælkebil, smør og almindelig mælk hentede vi på ”Lillebælt” mejeri. Turen gik til Højrup, Velstrup, Taulov, Skærbæk, Strandhuse og Kolding. I Strandhuse leverede vi blandt andre til sangeren Erik Paaskes familie, og til Borrehus, et børnehjem hvor Lilly fik en uddannelse som barneplejerske. Jeg tjente ikke en øre som mælkedreng, men jeg måtte gøre det for Fars lillebror. Farbror Henrik tog som 70-årig til New Zealand og skrev meget morsomt om sine barndomsoplevelser på New Zealand. Han døde desværre ret hurtigt efter sin NZ-landstur.

 

Farbror Johannes

Farbror Johannes var næsten 2 m høj og uddannede sig til akademisk arkitekt i København. I København fandt han sin første kone, Tante Alice (Allis), hun hed Rasmussen, før hun blev gift. Hun var en lille slank dame.

Farbror Johannes byggede et stort treetagers hus overfor stationen i Taulov. Nederst var der to butikker med lejlighed, en tricotageforretning og en viktualieforretning. I den mellemste etage boede sognets læge med konsultation, og i lejligheden øverst oppe boede Farbror Johannes og tante Allis. Lejligheden var meget spændende indrettet og med en flot udsigt over sognet.

Farbror Johannes gik altid med overall. Når jeg som seks-syvårig kørte ned med breve til stationen, så jeg meget tit Farbror Johannes stå under gadelampen ved hotellet med en hel flok unge mennesker omkring sig. Så underholdt han med historier, altid humoristiske.

Engang havde Farbror Johannes fundet ud af at brønden på Stevnshøj skulle laves dybere, så vi havde nok vand. Brønden var ca. 18 m dyb og muret af mursten. Hans ide var at lave den dybere ved at hamre nogle egebjælker rundt helt nede i brønden og tage jorden op, så de på den måde blev dybere. Jeg kan huske, at hver dag Farbror Johannes arbejdede i brønden, blev der først sænket en flagermuslygte ned for at se, om der var ilt nok og evt. gas, før han begyndte at hamre bjælkerne ned. Det var et uhyggeligt stykke arbejde, han blev hejst op og ned i et stykke reb, som var forbundet med en bom med håndtag i hver ende. Det lykkedes at få mere vand. Senere blev de runde brøndrør opfundet, de kunne sættes inden i den murede brønd, det var mere sikkert.

Farbror Johannes byggede flere huse i Taulov, og Far lavede vinduer og døre. Før krigen arbejdede Farbror Johannes i London på et statsligt ingeniørkontor i ”White Hall”. Tante Alice var med i London adskillige gange, men da krigen kom d. 9. april, var han i London og hun i Taulov. Tante Alice var rigtig københavner og meget elegant klædt. Jeg kan huske, at Mor inviterede hende op på gården til en let frokost. Det var ”slikporrer med rørt smør”. Det var knap mad til en fugl, men det var sådan, hun ville have det.

Under krigen gik jeg på realskolen i Fredericia. I klassen var der en Aase Dam. Hendes far afløste på stationen i Taulov, og Dam og tante Alice faldt for hinanden. Efter krigen tog Farbror Johannes altid en tur til Købenahvn for at besøge sine svigerforældre, Rasmussens. Han fortalte altid meget oplysende om sit besøg i København. Han sov på sofaen, og Alice og Dam sov i en dobbeltseng i værelset. Nogle år efter krigen blev de skilt, og Alice blev senere stationsforstanderfrue i Langå.

Når Farbror Johannes kom hjem fra London, tog han som det første på besøg på Stevnshøj. Hunden gøede aldrig, når han kom en mørk aften – nej den tog imod ham langt nede af stien. Han havde altid ting med hjem. Som oftest noget han selv havde lavet, bl.a. en trold med en lang hale – det var en musehale. Han fortalte ellers, at han fangede mange mus under krigen og fortalte, at han altid gik ned i Hyde Park og satte dem ud. Efter krigen gik der en båd fra Esbjerg til Harwich. Den hed Winston Churchild, og han lavde en buste af Winston Churchill, og den blev placeret på båden. I vores familie blev der aldrig talt om penge. Derfor ved jeg ikke, om Farbror Johannes fik betaling for busten.

Farbror Johannes var meget glad for Janne og Karen. Han klippede altid deres hår. Før krigen dukkede der af og til nogle englændere op i Taulov. Det var nogen, som havde truffet Farbror Johannes i London. En af dem husker jeg meget tydeligt, han hed David Duncan, han kom cyklende til gården og blev der mere end en måned. Far så jo helst, at han arbejdede lidt på gården, men det duede han ikke til. Han var lidt forelsket i Janne. Derfor inviterede han hende med i tivoli i Taulov. Janne måtte kun tage med ham, hvis jeg også var med. På tivolipladsen var der radiobiler, og for at få Janne for sig selv, gav han mig penge til radiobilerne. Den sommer kørte jeg meget i radiobiler. Samme David Duncan skulle naturligvis besøge København. Han cyklede og var kun væk i 2 dage. Derfor troede vi ikke, at han havde været i Kbh. Endelig rejste han igen til London

Farbror Johannes blev senere gift med en dansk dame, som blev kaldt Wyk. Farbror Johannes døde i London og hans urne blev nedsat i Fars familiegravsted, som nu er slettet.

 

Farbror Frederik

Farbror Frederik var udlært murer. Han tog i en meget ung alder til Amerika. Han kunne jo sproget, da han altid havde gået i engelsksproget skole. Alle Farbror Frederiks breve var skrevet på dansk, og det var perfekt dansk. Han startede på universitetet og tog teologisk embedseksamen. Det var ikke spændende nok for ham, derfor læste han psykologi og blev senere doktor i psykologi og underviste på et universitet i New York og senere på Templeuniversitet i Philadelphia. Han skrev adskillige bøger, som blev brugt på universiteter over hele Verden, også i Skandinavien. Farbror Frederik kom hjem ca. hvert andet år i trediverne. Jeg kan huske, han bandt mig op efter aflæggeren (det var før vi fik selvbinder). Der var altid stort opbud af journalister, og han måtte til København adskillige gange ved hvert besøg. Hans første kone Adelia var med en enkelt gang. Ellers var der adskillige professorer med ham hjem – de var meget begejstrede for Hitlers Tyskland, autobahnen m.m. Det var Far ikke, derfor gik diskussionen undertiden lidt højt. Jeg var dengang 7-12 år. Far ville gerne ”bygge broer fra land til land – fra mand til mand” men ikke med Hitler. Alle disse amerikanske gæster boede hos Bedstemor, faster Else og faster Katrine, så der var fuldt hus i det lille hjem. Naturligvis trakterede Mor for dem adskillige gange.

Farbror Frederik blev skilt fra Adelia og blev senere gift med Doroty. Hun var vist nok en af hans studenter fra universitetet. Farbror Frederiks besøg i Danmark startede igen efter krigen.

Engang hvor jeg spadserede med Farbror Frederik op ad stien fra Taulov til Stevnshøj sagde han med sin dansk-amerikanske accent ”Du kunne vel ikke tænke dig at komme en tur til Amerika?” Naturligvis sagde jeg ja. Derfor tog jeg til Amerika d. 9. april 1948 som emigrant. De tretten måneder jeg var i Amerika, fortæller jeg om en anden gang.

 

Faster Stinne

Faster Stinne døde vist nok 1935, da jeg var 6 år. Jeg husker hende som meget sød og venlig. Faster Stinne og faster Else kom altid op på Stenshøj, før vi skulle spise, juleaften. De havde en spånkurv med låg på, hvor de havde gaver med til os. Den sidste jul Faster Stinne levede, fik jeg en lille plyshund med en bjælde om halsen. Jeg var naturligvis for stor til den, men den stod inde på orgelet i endestuen lige til jeg rejste hjemmefra.

Faster Stinne døde en junidag. Jeg kan huske, jeg hjalp far med at tage grøn havre ind til køerne, og Far fortalte mig, at Faster Stinne var død.

 

Faster Else

Faster Else var den, der stod for Bedstemors hjem. Hun syede og lavede mad. Hun havde aldrig tjent en krone i hele sit liv. Hun lavede dåbskjoler, brudekjoler og almindelige kjoler til sine niecer Janne – Karen osv. Hun underviste i søndagsskolen, hun passede tørvene i mosen. Jeg kan huske som en lille dreng, at vi var med Faster Else i mosen og lærte at vende tørvene og senere skrulde dem. Det vil sige at stable dem ovenpå hinanden, så de kunne tørre – først seks i bunden og færre og færre, til sidst var det et tårn. Der var altid en kurv med mellemmadder og saftevand med

Jeg kan huske engang, jeg skulle hjælpe Faster Else med at hente tækkerør til faster Katrines hus. Vi hentede rørene ved en halvfætter i Kongsted. Jeg kørte naturligvis, dengang med Bronze, og Faster Else cyklede ved siden af. Det var meget vanskeligt at læsse en vogn med tagrør, fordi de var meget glatte – turen hjem var et mareridt, vi måtte skubbe rørnegene på plads mange gange, inden vi nåede hjem. Faster Else var lille og spinkel, men var parat til at lave alt. Hun havde høns, drivhus, urtehave og syltede og henkogte. Huset var med kælder, stueplan og loft med værelser og glasveranda, hvor solen kunne opvarme badekarret. I kælderen var der også køkken med komfur. Hver sommer flyttede man ned i kælderen og lavede mad og spiste i et stort rum. Vi har været til mange gode middage dernede. Faster Else lavede sådan en speciel mad, nærmest diætmad. Far syntes aldrig, at han kunne blive mæt af Faster Elses mad – vi andre syntes, det var en meget spændende mad. Pickles af tomater med muskat (den gule), kvædesyltetøj, solbærgrød osv. – hendes kulinariske evne gik kun på det kaloriefattige. Der var en del i Lund-familien, som havde svage maver: Farbror Johannes, farbror Frederik og farbror Henrik. På Stevnshøj var maden voldsom og velsmagende – og vi havde ikke dårlige maver.

 

Faster Katrine

Faster Katrine, som jo boede hos sin mor og søster, var vistnok klemt i fødslen, men hun var en god faster for os drenge, hun kunne læse mere, end der stod – engang imellem fik hun det værste sludder ud af aviserne. Hun lavede intet derhjemme, men hun elskede at komme op for at hjælpe Mor. Når vi skulle have gæster, var hun oppe på Stevnshøj i flere dage for at ordne petroleumslamperne – der var mange, og vægerne og glassene skulle være i tiptop stand. Desuden piskede hun æggehvider og alt sådant let arbejde.

Vi hentede avisen nede hos Bedstemor hver dag før aftensmad. Når jeg hentede den, skete det tit at jeg spiste dernede, det var altid spændende. Jeg husker engang, jeg af beskedenhed sagde nej tak – så skete det at Bedstemor sagde, jeg blev nødt til at blive for Katrine græd, det var noget som kendetegnede Faster Katrine og ikke mindst Bedstemor. Bedstemor kunne på den måde sætte Faster Katrine på plads. Faster Katrine havde mange hun besøgte på vejen, hun kom hjem med mange sladderhistorier. Det var ikke noget, der passede Faster Else og Bedstemor – men min mor morede sig over dem.

 

Faster Signe

Faster Signe var gift med en fisker og han hed Farbror Christoffer. De boede i Skærbæk og havde 1 datter og 5 sønner. På et tidspunkt byggede de et meget stort hus i flere etager. Farbror Johannes har nok tegnet det, og Far lavede alt tømrer- og snedkerarbejdet. Vi var altid med til konfirmationer. Jeg kan huske at vi til dessert fik hjemmelavede meloner. Vi tre drenge havde aldrig smagt sådan noget. Jeg kan huske, at jeg efter middagen spurgte, hvad de andre havde gjort ved den underlige dessert. De halede den op af bukselommerne indsvøbt i en serviet – det havde jeg naturligvis også gjort.

En gang om året blev vi inviteret på en sejltur i fiskekutteren. Den tøffede som en rigtig fiskekutter skal tøffe. Der var styrehus i forenden, og bag ved styrehuset var der en lem, man kunne skyde bagud. Så kunne vi kravle ned ad en lodret trappe, hvor der var 2 køjer og et smalt bord. Det var spændende for os børn at trave rundt på båden.  På dækket stod de voksne – vi var vel en tredive mennesker – de lænede op ad bommen, som var surret fast, da vi sejlede med motor. Turen gik til skoven og den lille havn lige efter Lillebæltsbroen, Kongebro. Vi spiste vores madpakke, og der var taler for de voksne og vi legede. Da vi var tilbage i Skærbæk, spiste vi til aften hos faster Signe og Farbror Christoffer. Hest og vogn var oppe hos Tuesen, en gård, der lå ovenfor Skærbæk. Far brød sig ikke om at køre med vognen til havnen, da vejen ned ad bakke, kaldt Issebakken, var meget stejl.

Naturligvis kunne jeg beskrive alle i faster Signes familie, men jeg nøjes med at fortælle om min fætter Oskar, som skar halm i små stykker (hakkelse) til hønsereder og pludselig hakkede han den ene finger af. Faster Signe fandt fingeren og holdt den varm og fast til vores læge Johnsen syede den fast og den blev reddet. Oskar blev en dejlig snedker og traf sin kone på Sjælland. Jeg har prøvet at finde ham igen – han er ca. 1 år ældre end mig.

 

Faster Karen

Den sidste af Fars søskende var faster Karen. Hun blev i en sen alder gift med en ”cheffodermester” fra et gods på Sydsjælland. Han var enkemand og havde en voksen søn, som hed Kristian. De boede nede i Sønderskov helt ud til Lillebælt. F. K.’s mand hed Emanuel Wells. Han talte med en blød venlig stemme. Vi drenge kaldte ham indbyrdes for ”oh du min Emanuel”. De kørte i jumbe til kirke i Taulov og parkerede hest og vogn hos os – seletøj og vogn skinnede af finhed. På gården havde han seks jerseykøer og 2 heste samt grise. Når onkel Wells arbejdede i stalden havde han hvid kittel på – køernes hale blev altid heftet fast i loftet, så de ikke ramte onkel Wells, når de slog efter fluer.

Sønnen Kristian syntes vi var meget mærkelig, han snakkede aldrig med nogen i familien – men senere blev han gift med en blond solid pige fra Erretsø og fik selv piger. Onkel Wells og faster Karen døde på alderdomshjemmet i Taulov.

 

Kapitel 2:

Min barndom på ”Stevnshøj” (skrevet sommeren –05):

Jeg er nr. 7 (mellem Hans og Frederik) af 10 søskende. For at fortælle om mig selv, må jeg huske på mine første oplevelser.

 

Mine første oplevelser

Vi havde en ung pige, som hed Klara Jensen (hun blev senere gift med en ingeniør på nabogården). Hvorfor jeg kan huske hende, var fordi hun skulle passe Hans i barnevognen. Far og Mor var i byen, og jeg kunne ikke finde hende, og Hans skreg. Det andet, jeg kan huske er, at jeg var med min storesøster Klara nede ved Lillebælt – hun var sammen med nogle veninder –hun var nok 17 år og jeg var nok 2-3 år – jeg husker, at hun svømmede med mig i favnen, og engang imellem var jeg langt under vandet – men jeg overlevede. Klara betød meget for mig, da jeg gik i 1. klasse hos hende i Studsdals Forskole. Jeg gik med hende hver morgen over til skolen og hjalp med at tænde op. Hun ville ikke bo på skolen – hun ville hellere bo hjemme på Stevnshøj. Vi brugte tavler med grifler, som vi spidsede på de udendørs cementvindueskarme eller trapper. Jeg kan huske, at én gang om året kom skolekommissionen med præsten i spidsen for at overhøre os. Klara måtte sådan en dag have privaten opvarmet, så der kunne serveres kaffe for kommissionen. Klara var ca. 22 år, da hun underviste mig i første klasse. Klara var ikke KFUK’er og gik ikke med emblem – derfor blev hun kun vikar og fyret, og fik embede i det ”ugudelige” sogn Egeskov. Men hun fik som afskedsgave en stor massiv chokoladeskål, som stod inde i endestuen. Langt om længe blev der taget lidt hul på den – så gik det hurtigt og den var væk – ingen havde taget noget.

Da vi var 7 år, skulle vi kunne malke en ko eller to hver aften – det var altid nr. 14 og nr. 11 – de var meget blødmalkede. Senere skulle vi malke 4 køer (halvdelen). Far hjalp aldrig med staldarbejdet om aftenen. Da var han klædt om sidst på eftermiddagen og gik i hvid kittel og arbejdede på kontoret som sygekassekasserer. Engang imellem, når Far ikke var til møde om aftenen spurgte han en af os, om vi ville hjælpe ham i værkstedet med at holde fast i brædder, når han høvlede, eller om vi ville hjælpe med at radrense roerne – vi skulle sidde på hesten og styre den, så den ikke trampede roerne ned. Eller måske skulle vi trække roesåmaskinen – den lignede en trillebør med snoretræk til en lille frøbeholder, der var indstillet til at så frø efter frøstørrelsen, og der var en afstandsstang, som lavede rille til næste række.

Far overlod mange ting til os børn – vi skulle trække tyregale køer over til tyren – og vi skulle passe på, de ikke sprang op på os – og vi skulle drive søerne til ornen. Senere skulle vi sidde ude ved søerne, når de skulle føde. Når grisene kom, skulle vi stikke fingeren ind i munden på dem for at få slimen ud, og helst høre en lyd, og putte dem ned i en tønde med halm. Det var en fornøjelse at se sådan en tønde – lun og fyldt med grise. Næste morgen skulle tænderne klippes af (det ordnede Far altid), og grisene blev lagt over til soen, som gryntede af velbehag.

Engang blev vi drenge lidt skuffede over Far: Vi havde i mange år fodboldbane på marken. Det var noget Bendix og HP stod for – både store kampe osv. Far fandt på, at der nede ved Taulov skulle laves et sportsstadion med tennisbaner, fodboldbane og klubhus osv. Naturligvis var det færdig, da vi var i en alder, hvor vi gerne ville spille fodbold. Men da fodboldtræningen startede kl. 18.30, kunne vi ikke komme med, da køerne ikke måtte malkes før kl. 18.30. Min fars forklaring var, at han havde da ikke lavet sportspladsen til os, men til de unge mennesker i stationsbyen, som ellers hang på gadehjørnerne.

Janne og Karen fik tennistøj og ketsjere og det hele – vi kom altid for sent og holdene var altid udtaget.

 

Årets gang

Årets gang, som det foregik for mig, var fra 1. jan. til nytårsaften som følgende:

Nytårsdag til min afdøde bedstefars fødselsdag - hele familien var samlet – onkler, tanter, farbrødre, fastre fætre og kusiner – rigtig mange mennesker. Halvhelligdagene sluttede 7. januar – Helligtrekongers – ikke flere julebesøg – Hans’ og min fødselsdag d. 19/1 og 22/1, som blev fejret med børn. I februar blev ca. 1/6 af de levende hegn fældet – det skulle hakkes til kvas, som skulle bruges i komfuret i løbet af sommeren. Hele vinteren igennem skulle kornet tærskes og roerne skulle tages ind fra roekulerne. Til påske begyndte hønsene at lægge æg. I påske fik vi ”skidenæg” naturligvis – ellers pudsedes og rengjordes æggene til Brugsen – de betalte lidt af på brugsforeningsbogen.

Meget ofte kunne vi så markerne til i marts – Dengang såede man kun hvede og rug om efteråret – i foråret skulle der sås byg og havre. Efter skoletid var jeg tit ude at harve med ukrudtsharven eller tromle de tilsåede marker. I maj blev kartoflerne sat, men først skulle møddingen køres ud, spredes og ploves ned til roemarken og kartoflerne. I juni blev roerne tyndet og i juli blev roerne hakket, så alt ukrudt var væk.

Når alt det var overstået, holdt vi tre drenge ferie ude i Egeskov hos Klara – engang imellem havde vi ekstra kammerater med – det var et eventyr at være hjemmefra – Klaras mad var meget spartansk, mere anderledes f.eks. rødbedebøf. Vi badede nede ved Høllet i Vejle Fjord og fra Hvidbjerg tog vi med båd til Munkebjerg, hvor der var en rullende trappe op til daværende Munkebjerg (turen varede 3 dage). Skolen startede først omkring 10. – 15. august, så vi kunne hjælpe til med kornhøsten. Det første, jeg kan huske om høsten er, at det foregik med aflægger – en slags slåmaskine, hvor kornet blev skubbet ind på et stort bord, og nogle vinger med takker på skubbede kornet ud til siden, hvor vi bandt bånd om. Negene blev sat i stakke, og når det var tørt, blev det kørt hjem. Hvis der kom regn, måtte man vende negene, så de blev helt tørre – det kunne godt være drilagtigt høstvejr. Hvis vi var de sidste, fik vi en ”stoddemand” sat op på marken – det var en dukke lavet af halm og tøj – den var meget iøjnefaldende – men vi var nu aldrig de sidste.

Dengang jeg var barn, var det elektriske hegn ikke opfundet – køerne og hestene stod derfor tøjrede og skulle flyttes, når tøjrslaget var ædt. Det skulle ske 4 gange om dagen. Senere fik vi pigtrådshegn på visse marker, og kreaturerne kunne gå løse nede på Kobbelmarken, som lå på vej op til hovedskolen, hvor man gik efter forskolen. Derfor havde jeg altid køerne med op om morgenen, når jeg gik i skole. Køerne var bundet sammen to og to, og den ene var bundet sammen med parret foran – det var altid en bestemt ko, der var forrest. Det skulle gå stærkt at få køerne fra hinanden og tøjret i tøjrslaget, som var der fra dagen før. Men vi kendte jo køerne. Næste ferie var kartoffelferien, hvor vi samlede kartofler op. Naturligvis hjalp vi med arbejdet hver dag efter skoletid enten i marken eller stalden. Vi fik også tid til at lege – sætte drager op i eftersommeren – lave huler rundt omkring i læhegnene eller grave ud ovre på Lyngbakken. Engang var jeg ene i en sådan hule, hvor vi havde lagt en blikplade over – pludselig kom der en tordenbyge med hagl – da var der en dreng, der var bange. Vi legede røvere og soldater med flitsbuer – pilene skulle altid have et stykke hyldestang i enden, så vi ikke kom galt af sted.

Om aftenen læste vi bøger – vi sad omkring spisebordet med hængelampen over os. Bøgerne var fra skolebiblioteket. Vi lånte hver lørdag, og vi skulle binde bøgerne ind og aflevere dem ombundne. Det var bøger som Oliver Tvist, Nybyggerne i Canada, Rasmus fra Rødskov, Onkel Toms Hytte, Valdemar Sejr, Erik den Røde og mange andre.

Til jul slagtede vi en gris. Vi børn måtte ikke komme ud fra ”endestuen” før grisen var død. Det meste, som ikke blev spist til jul, kom i saltkaret og blev brugt langs ad sted. Ellers købte vi kød nede i Taulov ved slagter Bertelsen – fruen hed Sofie, og viktualierne ved frk. Sørensen i farbror Johannes’ hus. Fars til frikadeller til 14 mennesker kostede 1,25 kr., knækpølser kostede 1,4o kr. Det var altid mig, der blev kaldt på, når noget skulle hentes – der var 3 km. hen og 3 km. tilbage.

Inden jul bagte vi i storovnen, som var indbygget ude i bryggerset. Far varmede ovnen op med tjørnegrene, og Mor og nabokonen lavede dejen til alt brødet, som helst skulle holde til 7. januar. Hele sommeren blev der spist og lavet mad i bryggerset – først efter september flyttede vi ind i køkkenet – der var kalket og ferniseret overalt samt tapetseret og malet, hvor det var tiltrængt.

Der var skiftedag 1. nov. og 1. maj. Hele huset skulle være rent og flot, hvis vi skulle have en ny pige eller karl. Det meste af min barndom havde vi kun Johanne (Jensen) fra Sæby. Hun og jeg gik mange ture, når arbejdet var gjort. Hun flyttede ud til Klara, da hun blev gift og fik børn. Johanne var den ældste af de to (Klara). På skiftedagene kom der mange karle og piger for at flytte sygekassen – der kom mange i lånte hestevogne med deres habengut – skabe o. lign. – det var interessante dage for os tre drenge.

Når jeg senere skal fortælle om familien, må jeg også fortælle om mig selv – derfor slut nu. Det var året som helhed, men der skete mange andre ting i løbet af året.

Måske er mit skriveri noget ”pjat”, men jeg synes, jeg har været privilegeret med at leve i en stor familie og på et tidspunkt, hvor der er sket så stor en udvikling i verden.

 

Hverdagen

Noget stort skete der i begyndelsen af trediverne. HP, min ældste bror, lavede en radio, så vi kunne følge med i begivenhederne. Da vi ikke havde strøm (el), måtte radioen køre på et stort Hellesens anodebatteri og en akkumulator, som jævnligt skulle lades op nede hos cykelhandler Grarup i Taulov. I starten kunne vi kun høre radioen med øreapparater på – hvis vi lagde apparaterne i en krystalskål, kunne vi næsten alle høre, hvad der blev sagt. Far hørte altid kaptajn Jespersen, som hver morgen fik danskerne til at lave morgengymnastik ”fat stavene” og ”få sveden ud af de dovne kroppe” osv. Far nød at være frisk om morgenen, så han var en god ”starter” for os alle.

Mor smurte madpakke til os alle hver morgen, og jeg kan huske, at der var omkring seks madpakker om morgenen. Normalt kom postbuddet ved 7-7.30-tiden – han fandt altid kaffen selv og et stk. brød. Der var trængsel sådan en morgenstund. Når alle var væk, spiste Mor og Far, karl og piger i fred og ro ”dover” med de mindste, som ikke skulle af sted eller måske først i skole om eftermiddagen. Min interesse for mad startede, da jeg som 10-årig skulle i skole kl. 12.30. Vi spiste altid varm mad midt på dagen. Meget tit var maden ikke færdig, når jeg skulle af sted. Tit fik jeg kun en klat smør på kartoflerne i stedet for persillesovs. Derfor lærte Mor mig at lave opbagt sovs, og jeg fik rigtig middagsmad inden jeg gik i skole (derfra min madkunnen).

Hele mit liv har jeg interesseret mig for heste. Vi havde ikke traktor, bil eller andre køretøjer, derfor betød hestene så meget for os. De første heste, jeg kan huske, var Lotte og Bronze. Lotte brød jeg mig ikke så meget om, fordi den gerne ville nappe én i trøjen. Bronze derimod var flittig, stærk og hurtig – engang imellem for hurtig, når den blev bange for noget og løb løbsk. Det skete for Bendix, og alle vi børn, der var med, endte i grøften. Bendix råbte: ”I bli’r der alle sammen” – og senere kunne vi i samlet flok komme ind i gården, forrevne i tøjet og ødelagt seletøj og en svedende hest uden vogn. Senere fik vi Fanny – det blev min hest – jeg lærte den at gå i seletøj og gå foran en plov sammen med 2 andre heste samt lærte den at gå enspænder foran en vogn. Desuden kørte jeg altid i ponyvognen med den under hele krigen 1940-45.

 

Beredsskabsstyrelsen 1937-1938

I 1938-39 var Danmark bange for, at det ville blive krig igen på grund af frygten for Hitler. Derfor blev de gamle soldaterårgange indkaldt. På Stevnshøj fik vi besked på, at vi skulle have et kontor til rådighed samt et værelse til en overofficiant samt 3 menige soldater.

 

Oxfordbevægelsen - og far

Jeg burde fortælle om Fars og Mors engagement i Oxford-bevægelsen, så man lidt bedre forstår Fars store interesse for samfundsproblemerne. I 36-37 blev der afholdt mange møder med deltagelse af mange kendte mennesker som kommandørkaptajn Hammerich, som senere var kaptajn på hospitalsskibet Jutlandia. Der var også en græker ved navn Papericopoli samt forskellige sagførere, læger og landmænd. Vi tre drenge, Hans, mig og Frederik, sad på gulvet og lyttede til den snak rundt om bordet. Der blev afholdt mange store møder, hvor Oxford-ideerne blev talt – og mange mennesker tilsluttede sig Oxford-bevægelsen. Ideen var, at man skulle bygge bro mellem landene, og der blev sunget mange sange, f.eks.: Fast i klippegrunden, bygget op fra grunden, broer fra land til land, fra mand til mand, samt den i familien kendte sang ”Plovhesten”. De mennesker, som tilsluttede sig Oxford-bevægelsen, var ikke de almindelige missionsfolk og grundtvigianere, men alle andre, som ikke før havde haft kontakt til den almindelige kirketro.

På et tidspunkt i 1935 var Far nede i Holland, hvor han i Ytrick talte for 6.000 tilhørere, og talen blev transmitteret på kortbølgesenderen, så vi hørte Fars stemme. Han talte naturligvis på engelsk, som var hans modersmål fra han ottende år til han kom hjem til Danmark som 26-årig. Hans værtspar i Ytrick hed Mr. Mäes. De kom senere cyklende til Taulov – det var en lang tur. De havde et slot og var ostegrosserere. Jeg kan huske Far fortælle om turen til Holland. Mr. Mäes slot lå på en lille ø. En aften, hvor Far var kommet i snak med nogle mødedeltagere, glemte han tiden, så bådmanden var gået i seng, så Far måtte tage en robåd for at komme over på øen. Mens Far var i Holland, hjalp en af Fars kontingentopkrævende fra sygekassen Mor med at passe alle tingene derhjemme.

Far var kendt langt omkring på grund af hans store horisont og alm. Viden. Far var altid godt orienteret om verdenssituationen. Den irriterede Far at Hitlers råben i Radioen var på tysk. Han sagde altid, at Hitler var sindssyg. Alt dette for at fortælle, at Far var en spændende mand og naturligvis også var en mand, som elskede at diskutere med de indkaldte soldater, som vi havde boende i mange uger. Nr. 3 – 60 – 82 plus overofficianten.

Normalt sov soldaterne altid på halmloftet, men Far havde lavet 3 senge i værkstedet, så der var god plads til deres oppakning. Vandet måtte de over gårdspladsen og hente ved pumpen. Deres nødtørft foregik ved siden af hestestalden. Overofficianten havde verandaen til rådighed og et soveværelse med servante og stor vandkande. Alt var primitivt, men sådan var det dengang (vi fik først el og vand i 1943). Hver aften fik soldaterne nybagt franskbrød med rain de clode-marmelade. Far elskede at diskutere, så det var meget spændende for os børn at lytte sådanne aftener.

6o var ordonnans og kørte på en BMS-motorcykel – jeg fik meget tit lov til at tage med ham ind på Koldinghus, når han skulle hente og aflevere papirer for overofficianten. Jeg kan huske, at jeg engang var ved at falde af, fordi 60 bøjede sig ned for at kigge ned på motoren og pludselig fik al vindmodstanden fra Fyn. 82 var en farsøn fra Århus. Engang, han var på orlov, kom han tilbage i en smart sportsvogn og havde selv smart tøj og hvid hjelm. Det var naturligvis for at vise sig for Karen og Janne. 3, som hed Poul Gråsbøl, blev efter krigen højskoleforstander i Støvring. Engang mange år senere var Lis og jeg i Paris. På en bar var der én, som pludselig sagde, at vi skule passe på, hvad vi sagde, da han var dansker? ”Hvem er du da?”, spurgte jeg og han sagde, han var præst og hed Gråsbøl. ”Så er De fra Støvring”, sagde jeg, ”og jeg er fra Taulov. Så sagde han, at han flere gange om året hørte om Taulov. Hver gang han som barn kørte med sin far og mor til Fyn, begyndte hans far altid, når de var omkring at tale om dengang han var indkvarteret på Stevnshøj – samme pastor Gråsbøl er den berømte præst, som ikke tror på en skabende gud (verden er lille). Senere havde vi andre hold soldater, bl.a.  nogen nede fra Hede, som hed Valentin, som senere blev redaktør i Sønderborg.

 

Kapitel 3:

Om krigen 9. april 1940 til 4. maj 1945 ”De fem forbandede år”:

Den 9. april om morgenen var det et flot vejr med rim på jorden. Far vækkede os, fordi vi skulle i skole, og han snakkede om nogle store mørke flyvemaskiner, som fløj lavt. Der blev ikke sagt noget i radioen, men på vej til skolen, som lå lige efter ”Krybily Kro”, så jeg en mærkelig ung mand i uniform, og som havde en speciel cykel med motor. Jeg snakkede ikke med mine kammerater om ham. Lærer Bertelsen plejede at kalde os ind kl. 7.30 ved at banke på ruden med sin giftering, men den dag legede vi bare videre på legepladsen. Først ved 9-tiden blev vi kaldt ind, og lærer Bertelsen fortalte os, at vi var blevet besat af tyskerne og, at vi skulle gå hjem.

Hjemme var alt i en mærkelig stemning. Fra radioen lød der uafbrudt tyskernes ”Oprob” om, at tyskerne havde besat Danmark, og formaninger om, hvordan vi skulle forholde os. Jeg kan huske, at et af de store problemer var, hvordan vi skulle få vinduerne mørkelagt. Vi havde ikke rullegardiner, så der blev hængt mørkt stof for vinduerne. Senere fik vi rullegardiner i mørkt papir over hele huset. D. 9. april blev flyverne ved med at flyve over os, enkelte havde et svæveplan efter sig. Disse mange fly fløj til Norge, som jo også var blevet besat.

Vi drenge opholdt os meget af dagen oppe ved vejen, som jo var hovedvej 1, som gik fra Esbjerg til København og naturligvis havde forbindelse til Tyskland. Allerede før middag kom de første kolonner af tyskere med alt deres militærudstyr.

Jeg kan huske, at Klara kom cyklende hjem fra Egeskov. Hun var helt ødelagt over det, der skete, og hver gang der kom en kolonne af tyskere, gik hun ind bag hegnet og kastede op (dengang var der levende hegn langs de fleste veje) Klara havde i årene før krigen ofte været i Hartzen, men sidste gang, hun var dernede, syntes hun, at drengene var udstyret med for mange store dolke. Alle drengene var ”Hitler-jugend”.

Der gik lokalt mange rygter i starten af besættelsen om, hvor mange slagsmål der havde været rundt omkring med besættelsesmagten. Vi ved, at der blev slået nogle danske soldater ihjel nede ved grænsen, men ellers gik alt stille af. Tyskerne bestemte, hvad der måtte siges, og hvad der måtte skrives i aviserne. Sådan var det under hele krigen. Kommunens folk byggede beskyttelsesrum ved skolen. Det var en dyb rende, som vi alle kunne stå i (1 m bred og 2 m dyb i hesteskoform). Engang imellem skulle vi løbe ned i den. Alle personbiler skulle klodses op, d.v.s. at de blev anbragt i garagen med klodser under i stedet for dæk. Læger, dyrlæger, taxaer, jordemødre plus andre fik lov at køre i bil. Efterhånden som tiden gik, slap benzinen op, og man fandt på at sætte gasgeneratorer i bilerne. Det var en slags fyr, som udvandt gas i træet, som blev puttet i generatoren. Jeg har senere undret mig over, at tingene fungerede på gården. Vi havde ikke elektricitet, så de maskiner, vi brugte, var petroleumsmotorer. Vandet skulle vi pumpe op med håndkraft, både til husholdningen og til alle dyrene.

Karen og Egon blev gift d. 9. maj 1940 (Mogens blev født d. 10. september 1940). Jeg husker brylluppet, som forløb som alle andre store fester på ”Stevnshøj”. Kogekonen Oda kom dagen før brylluppet og lavede suppen. Tre slags boller skulle også laves, kødboller, melboller og rundboller. Middagen bestod af suppe, steg og dessert. Senere blev der serveret kaffe med mange lækre kager, og til allersidst om aftenen fik vi tarteletter med lækkert fyld. Vi drenge lavede æresport og hentede bænke og borde i misionshuset. Faster Else syede brudekjolen og Lilly spillede Karen med slør og det hele. Smeden (taxaen) kørte Far og Karen op til kirken. Vi andre gik over stien til Kirke. Vi var nok 30 til 40 mennesker til brylluppet. Alle udenbys gæster kom med tog eller hestevogn.

Når man tænker tilbage og sammenligner med dagen i dag, er det ubegribeligt, at alt kunne fungere. Ingen elkomfur, ingen toilet osv. Kun et WC med to huller og under hullerne to spande. Som papir en gammel telefonbog. Mændene benyttede sig af hestestalden eller omme bag laden. Senere skulle vi have rationeringskort til næsten alting – smør, sukker, kaffe, mel kød osv.

Vi tre drenge var altid med Far og Mor inde at få nyt tøj én gang om året. Far underholdt sig altid med indehaveren, og Mor købte alt til os og bestemte, hvad vi skulle have. Langt hen i krigen klarede vi os godt med tøjet, men senere, da tøjet blev lavet af celluloid, kneb det meget med at holde os velklædte.

I august 1940 startede jeg i realskolen. Jeg begyndte i 1. real. Om sommeren cyklede vi til Fredericia (12 km), og om vinteren tog vi med toget. Frederik gik i skolen allerede og var to år længere fremme. Grove Rasmussens private realskole havde nogle meget kvalificerede lærere. De var alle universitetsuddannede. Brüll lærte os engelsk og tysk. Sv. Rasmussen var en fantastisk dansk- og historielærer. Koblerbøel skulle lære os fysik og kemi. Frk. Brüll lærte os zoologi og biologi. Kildegaard, som også var inspektør, lærte os geometri, matematik og regning. Gadegaard var gymnastiklærer. Fru Grove Rasmussen, som var enke, ejede realskolen. Hun klarede regnskaberne og styrede det hele med fast hånd. I starten var det meget fremmed for mig. Jeg var vant til at tale bondsk med ”A” og alle de andre ord. På skolen skulle man pludselig til at tale ”fint”. Under resten af min skoletid talte jeg fint på skolen og ”bondsk”, når jeg var hjemme. Der var ikke nogen hjemme, som skulle mene, at jeg var blevet fin på den. Det første år af krigen gik det jævnt stille. Vi mærkede ikke meget til tyskerne. Gymnastiksalen var lavet til beskyttelsesrum med masser af tykke bjælker og sandsække. Ret ofte lød sirenerne, så løb vi i en vis orden, som vi havde indøvet, ned i gymnastiksalen.

I vinteren –41 gik jeg til præst hos Riis Olesen i Taulov præstegård. Vi skulle lære en masse salmer udenad, f.eks. ”Guds igenfødte nylevende sjæle” og andre ret vanskelige salmer. I april blev jeg konfirmeret efter en længere overhøring i kirken. Der var naturligvis stor fest på ”Stevnshøj”. Fru Grove Rasmussen kom i egen høje person cyklende fra Fredericia (det var for os en stor ære). Hun kom midt under middagen. Hun skulle dog videre til en anden konfirmationsfest i sognet.

Finlandskrigen sluttede i 1940. Der var mange danskere, der deltog som soldater på Finlands side. Der var blandt andre en bagersvend fra Taulov, der havde deltaget. Han chokerede os drenge ved at fortælle, at tilfangetagne russere blev skudt, da de ikke kunne tage sig af dem.

De første par år af besættelsen gik stille og roligt. Senere begyndte modstandsbevægelsen at tage fat. Der var ofte luftalarm og sirenerne lød, så vi måtte i beskyttelsesrummet. Tyskernes antiluftskyts ved Lillebæltsbroen lød ofte om natten, når de opdagede engelske flyvemaskiner, som fløj ind over landet for at smide våben ned til modstandsbevægelsen. Lyskeglerne fra Snoghøj nåede langt op over ”Stevnshøj”.

En vinterdag, vi kom hjem fra skole, var der en stor flok Hitler-jugend med toget, og en af mine kammerater, Poul Erik, satte en finger op under næsen på en af disse Hitler-jugend og sagde ”hej”. Det var nok til at ragnarok var i gang. Pigerne skreg, og vi fik tæv af disse drenge. De fleste af os fik buler og blå øjne. Jeg havde et blåt øje i lang tid. Endelig var toget i Taulov. Vi smed tyskerne ud af vinduerne, og alle slap ud af toget – en barsk oplevelse rigere. Senere – i ca. –42 – tiltog sabotagerne rigtig. Der kom masser af illegale blade i omløb. Jeg havde altid blade med hjem i skoletasken. Der kom også smædeviser i cirkulation. De kendteste gik på melodien ”Lilli Marlen”, f.eks.: Gøring hænger vi i en strop – ved siden af von Ribbenstorp – der hænger de – de dumme svin.

Vintrene under krigen var meget kolde, og somrene meget varme. Husene var ikke isolerede dengang. Der var også mangel på brændsel. Derfor var det meget koldt i husene. Før krigen gik vi drenge i matrostøj til fint brug, men når vi skulle konfirmeres, fik vi en habit, og da Hans blev konfirmeret, fik han min habit. Under krigen gik vi i plusfour og jumberjacket samt skikasket (en mode fra vinterkrigen i Finland). Vi havde alle tre fået skistøvler i begyndelsen af krigen, men da de var slidt op senere i krigen, fik jeg et par damestøvler af moster Ane. De var lysebrune og med lidt høj hæl (fra 1920). Alle drengene blev swingpjatter med langt hår og halstørklæde, der hang ned ad ryggen (tyske soldater var alle kortklippede – derfor den ”mode”).

Sabotagen startede i 1942 med en masse togforsinkelser til følge, og som gengæld var der Schalburgkorpset, som var danskere i speciel tysk uniform, der udøvede terror. Vi oplevede ofte, at en hel gade var ødelagt med sprængte ruder. Efterhånden som besættelsen varede ved, blev alle butiksruder dækket, og der var kun et lille kighul ind til butikken, hvor man kunne se, hvad de handlede med. På grund af mørkelægningen måtte man heller ikke se lys i butikkerne og gaderne. Alt var mørkt. Når jeg kørte om aftenen i hestevogn, havde jeg kun en flagermuslygte, som var sværtet med sod, og som hang under vognen. Jeg kunne sagtens se uden lygte på, og hesten fandt altid vejen hjem.

Den rigeste mand i Taulov hed Joh. Maj og var tømmerhandler. Han havde en datter, som hed Rigmor. Rigmor forelskede sig i en tysk soldat. Det var jo ikke godt. Man så helst ikke, at der var piger, som fraterniserede med besættelsesmagten. Far og Mor var i samtalekreds med Majs, så de fik alt at vide om det uheldige bekendtskab. Mor syntes, at fru Maj var meget pralende. Engang da Far og Mor var nede hos Majs, fortalte Mor, at fra Maj pralede af, at de havde fået et nyt badekar. Hun citerede fru Maj: ”Det er så dejligt, når jeg ”sidder” mig op i badekarret”. Mors dansk var altid grammatisk korrekt. Datteren Rigmor blev gift med den tyske soldat og flyttede til Tyskland. Engang, de var hjemme på besøg, ringede Maj til Far og spurgte, om ikke kunne køre en tur med dem. Naturligvis kørte jeg med dem rundt i sognet (vi havde en vogn, hvor der kunne være ca. 10 personer med). Jeg tjente jo nok en skilling ved det. Dette for at fortælle, hvordan man forlystede sig under krigen.

Indtil flere gange kom der tyske befalingsmænd med ”Hippoer” (danskere, som hjalp tyskerne). Hippoerne havde nogle flotte uniformer på. De fungerede som tolke og som ”stikkere” eller medløbere. Hver gang, de kom, manglede der altid en dreng fra klassen. Han var naturligvis gået ”under jorden”, og vi så ham aldrig mere. Vi vidste naturligvis ingenting, når de forhørte os. Masser af unge mennesker chikanerede tyskerne ved at klippe telefonledningen over o. lign. Desværre blev vor dansklærer taget af tyskerne, og vi hørte i –45, at han var død i koncentrationslejren i Tyskland. Det var et frygteligt chok for os alle, da han var en meget afholdt lærer. I Taulov tog tyskerne tre banemænd, som havde lavet sabotage. De blev alle henrettede. Sabotage mod tyskerne blev mere og mere udbredt – alle var i en anspændt stemning.

Togene kørte mere og mere tilfældigt. Vi tog med tog kl. 8.30. Normalt var det meget forsinket. Derfor ringede vi til stationen hver morgen for at høre, hvor forsinket det var. Når toget var præcis, ringede stationsforstanderen: Toget er rettidigt i dag.

Senere tog tyskerne mange skoler. Jeg kan huske, at da jeg skulle tage realeksamen, måtte vi gå i skole fra kl. 14.00 til 18.30 eller 19.30.

Vores fætter Gerhardt, som var fra Bornholm, men arbejdede i Næstved, måtte gå under jorden og boede hos moster Ane. Gerhardt røg meget, så jeg hentede 1 pk. cigaretter hver dag i middagspausen hos en cigarhandler i Fredericia. Gerhardt rejste igen, men jeg hentede fortsat 1 pk. Cigaretter hver dag. Cigaretterne fik nye navne hele tiden, men jeg røg ikke. Derfor solgte jeg mange cigaretter og tjente mange penge (jeg var en rigtig sortbørshaj).

Der var mange dage, hvor vi måtte tilbringe timer henholdsvis på Taulov St. eller Fredericia banegård. Vi klarede ”skoleforberedelsen” i ventetiden, eller vi spillede kort. Om sommeren, når vi cyklede, ventede vi oven for bakken fra Fredericia. Når der kom en lastbil, hægtede vi os fast i bagsmækken, så vi kom let hjem. Om torsdagen kørte fragtbilen fra Kolding til Fredericia – den kunne jeg også indhente, så om torsdagen var det let for mig at komme i skole.

Engang imellem tog Frederik og jeg i biografen. Der var altid en lang propagandafilm om tyskernes mange erobringer og fremgang på de forskellige kampfronter før den endelige film. Om søndagen gik vi i kirke, og mange gange var vi til kristelige møder i missionshuset. En gang var Frederik og jeg kommet til bedemøde i missionshuset. Alle lå på knæ undtagen os. Alle missionsmændene bad højt en bøn. Formanden, Lorentz Holt, bad følgende bøn: ”og så vil jeg gerne bede til dig, kære Vor Herre, for alle de frosne vandrør, som både vi unge og vi gamle må hjælpe til at tø op”. Vi undlod naturligvis ikke at gengive Lorentz Holts bøn for Far og Mor. De undlod at kommentere den, men jeg tror nok, de morede sig over den.

Der gik engang et rygte om, at sognepræsten Riis Olesen flirtede med Lorentz Holts datter Marta. Riis Olesens kone Rosa var syg, og deres eneste søn Bendt var kommet på kostskole. Bendts eneste legekammerat var sadelmagerens datter, som blev kaldt Tosse Katrine. De boede lige overfor præstegården i et stråtækt hus. Alt var jævnt trist i præstegården, så det var nok derfor, præsten flirtede med Martha. Da en eller anden af menighedsrådet fandt et kærestebrev blev sagen pludselig taget meget alvorligt. Det endte ved biskop Noach i Haderslev, og præsten fik sygeorlov. Der blev ingen julegudstjeneste den jul. Senere hen på foråret blev præsten taget til nåde igen. Det skete ved en gudstjeneste, hvor biskoppen genindsatte præsten efter at han i kirken bad om undskyldning for sin opførsel. Kirken var stopfyldt. Et rigtigt tilløbsstykke. Marta Holt flyttede fra sognet og fik sig senere en præst til mand.

Under krigen var der mangel på alt. Sæbe kunne man få med forskellige % - 40 og 80. Jeg tror nok, at man kunne få brun sæbe til vask af tøj. Flere gange om året havde vi ”stor-vask”. Dagen før blev det snavsede tøj sat i blød i nogle store kar. På selve dagen blev alt tøjet kogt i gruekedlen. Sadelmagerens kone kom tidligt om morgenen og hjalp med vasken. Vi drenge måtte hente vand fra pumpen og trække vridemaskinen. Vaskekonen og pigen og mor havde hver deres zinkbalje med vaskebræt og vaskede hvert stykke tøj rent, og senere skyllede de det. Om sommeren blev tøjet hængt til tørre på hækken langs indkørslen eller på snore i haven. Ved storvask om vinteren blev tøjet hængt til tørre i laden. På en sådan vaskedag kom sadelmageren og Tosse Katrine op og spiste middag om aftenen. Når jeg skriver om dette, er det fordi det var en naturlig ting, at vask til 12 mennesker var et stykke arbejde, der skulle gøres. Strygningen af tøjet skete med jernstrygejern, som blev opvarmet på kakkelovnen. Rulning foregik på en kold rulle. Det var et monstrum med store kampesten i.

Det blev vanskeligere og vanskeligere at få petroleum til alle lamper og flagermuslygter. Til sidst måtte vi anskaffe karbidlamper. De var ikke særligt hyggelige – de havde et meget klart skin, og så lugtede de. Brændslet, vi kunne få, blev dårligere og dårligere. Det meste brændsel var brunkul og tørv. Kul og koks fandtes ikke.

I 1943 fik vi elektrisk lys. Da blev der endelig bygget en transformator, så alle i sognet kunne få el. Vi fik for første gang en elmotor, og Far købte en kværn, så vi selv kunne male kornet. Ellers måtte alt kornet ned på møllen for at blive kværnet til grutning. Vi fik også el-pumpe til vandet, så vi ikke behøvede altid at pumpe vandet op med håndkraft. Nye tider, men stadigvæk mørkelægning og mange gange udgangsforbud fra kl. 22 til 5 om morgenen. Fra kvistvinduet kunne vi se lysglimt fra de allieredes bombning af Kiel.

Det var meget vanskeligt at få medhjælp på gården, så det år, jeg skulle have realeksamen, blev jeg nødt til at blive hjemme for at hjælpe med arbejdet. Til 1. november fik vi en karl igen. Jeg kan huske, at vi fik alle sukkerroerne ind inden 1. november. Far hjalp kun til i stalden om morgenen. Resten af dagen klarede jeg resten ved hjælp af en nabo (Micael Gade). Om aftenen prøvede jeg at følge lidt med i de bøger, som vi brugte i realklassen. Kort tid efter, jeg startede igen, havde vi terminsprøve i matematik. Nogle dage efter prøven kaldte Kildegaard mig op til tavlen, og jeg skulle skrive hele prøven op. Da jeg var færdig, sagde Kildegaard: ”Det er til det blanke ug” og så sagde han: ”Ole Lund er her, når han er her”. Og henvendt til klassen sagde han, at jeg jo var den eneste, som havde lavet opgaverne til det blanke ug.

Min realeksamen var så god, at jeg kunne komme ind på det eneste gymnasium, der var i Fredericia, og som dækkede det meste af Fyn og helt til Brejning mod Vejle og helt til Kolding. Det blev en barsk tid på gymnasiet. Vinteren var hård og dækkene på cyklen punkterede hele tiden, og man kunne ikke få dæk, som kunne holde. Jeg havde dæk fra gamle bildæk, som de var skåret ud af siden på. Men slangerne kom i klemme, så de punkterede. Togene kørte næsten ikke. Kort og godt et rædsomt år rent transportmæssigt! Alle mulige lokaler havde tyskerne taget til flygtninge m.m. Gymnastiksale, skoler, forsamlingshuse m. mere. Gymnastiksalen, som tyskerne havde taget, blev brændt af en nat.

Jeg følte ingen frygt overfor tyskerne, men bevægede mig rundt i mørket til fods eller cykel eller hestevogn – men der skete mange frygtelige ting: Vores dyrlæge, Fars gode ven, mistede sin eneste søn Ivar. Han var før krigen grebet af Fritz Clausens ideer DNSAP – Dansk Nationalsocialistisk Parti – og gik med bredt bælte og blanke sorte støvler. Senere blev han frihedskæmper og blev taget. Han blev henrettet i Ryvangen. Far var med dyrlæge Larsen ovre i Ryvangen for at finde ham i maj –45. Grete og jeg har besøgt Ryvangen og set Ivars gravsted.

Vores præst, Riis Olesen, blev en meget populær præst under krigen. Han holdt nogle gode prædikener inspireret af Kaj Munk. Kirken var altid stuvende fuld. Efter prædikenen var der alsang. Det var meget spændende for os alle og et stort tilløbsstykke. Alsangen var uden for kirken ved flagstangen. Jeg tror, at det at præsten kærestede med Indre Missions formands datter, ændrede almindelige menneskers syn på kirken. Indre Mission i Taulov fik mindre og mindre at sige, og i dag er missionshuset tomt og bruges til loppemarked.

Hver aften i 44-45 hørte vi på udsendelsen fra London med alle disse mærkværdige hilsner, som var kodesprog til sabotørerne, som således fik besked om, hvor våbnene blev smidt ned. I aviserne læste man kun om, hvordan den tyske hær styrede hele krigen og de allieredes store tab. – Endelig d. 4. maj om aftenen kom meddelelsen fra London, at de tyske tropper havde overgivet sig.  I dagene lige efter den 4. maj blev aviserne fyldt med billeder fra koncentrationslejrene – de var utroligt frygtelige: Mennesker, der mere lignede skeletter end levende mennesker – vi har jo senere hørt om disse frygtelige ting. På landevejen mod Kolding og grænsen så vi dusinvis af tyskere gående med barnevogne på vej hjem til det sønderbombede Tyskland. Jeg hyggede mig med de engelske soldater, som kørte rundt i Jeeps. Far organiserede sammen med englænderne en stor indsamling af mel og røgede svineskanker osv. til Holland og Norge, som manglede mad efter krigen. Oppe ved landevejen satte englænderne store telte op, hvor de tyske soldater kunne gøre holdt på deres vej hjem og få vand og brød. Krigen var slut for soldaterne, men det tog lang tid inden flygtningelejrene kunne nedlægges. I alt 300.000 tyske soldater gik hjem efter d. 4. maj 1945

 

Kapitel 4:

Mine 9 søskende

Skrevet i Provence 16/4 – 2/5 –06:

Mine ni søskende, som er beskrevet som ni forkælede enebørn, mig selv inklusiv – altså 10 stk.

Da min far kom hjem fra New Zealand (samt hele min fars familie, i alt 12 personer) giftede Far og Mor sig i 1911. Far havde været hjemme 2 år før for at se, hvor han kom fra – traf min mor og blev så forelsket i Mor, at han ville hjem og giftes med hende. Hele hans store familie tog også hjem til Taulov. Far havde købt 24 tdl. Præstegårdsjord, og Far byggede ”Stevnshøj”, så det nygifte par flyttede ind i nyt hjem, som blev alle vi 10 børns fødested.

 

Klara

Klara blev som den førstefødte født den 23. juli 1913. Hun havde mørkt kruset hår (Mor var gen-forbundet med en spansk soldat, som i sin tid brændte Koldinghus af – der var nogle optegnelser om en mand, som blev kaldt Jens Nåserus – hans rigtige navn var Jean Ingerasues) Klaras hår irriterede, hun kunne aldrig få det sat rigtigt på grund af de krusede krøller. Som viksen gik hun altid med knold i nakken. Det første, jeg kan huske om Klara var engang, jeg var med nede ved Hagenor, en badestrand i Lillebælt. Klara var dernede med nogle veninder. Jeg tror, jeg var 2 år og hun var 16-17 år. Hun svømmede med mig i favnen, og jeg var langt under vandet mange gange. Jeg overlevede, og jeg husker Klara hyggede sig med sine veninder. Ens hukommelse starter vist ved de 2-3 år. Klara var 14 år ældre end mig. Jeg kan huske, at hun var ved læge i Kerteminde og at hun var på gymnastikhøjskole i Snoghøj. Senere blev hun førskolelærer i Vejle, og da jeg skulle i skole, blev hun lærerinde for mig, da hun var vikar i førskolen i Studsdal. Hun lærte mig ABC’en. Før jeg kom i skole, var Klara lærerinde på skolen. Jeg gik som 6-7-årig med over på skolen for at tænde op og for at ledsage Klara i skolen. Hun var bange for at gå i mørket over til skolen. Når kakkelovnen var i gang, gik jeg hjem igen. Senere, da Klara var blevet lærerinde i Egeskov, og jeg cyklede ind på realskolen i Fredericia, arrangerede Mor og Klara, at jeg overnattede i Egeskov. Klara ville gerne have selskab.

Vi 3 drenge: Hans, mig og Frederik, holdt sommerferie hos Klara, det vil sige at vi overnattede 2 gange hos Klara. Vi sov på den store madras i Gymnastiksalen. Klara lavede altid noget speciel mad, f.eks. rødbedebøf. Vi badede nede ved Høl Strand, og en dag tog vi en båd til Munkebjerg, hvor der var en rullende trappe – den første i landet. Nogle somre havde vi enkelte kammerater med. Mit største problem var den cykel, jeg cyklede på til Egeskov. Klara ville gerne have mig med derned fra jeg var 7 år og indtil hun blev gift i –43. Der fandtes ikke barnecykler, så jeg kørte på en damecykel, hvor sadlen var gjort fast på den lodrette del af cyklen. Egeskov var en lille landsby dengang med mange gårde inde i byen. Hver morgen blev jeg vækket af kirkeklokkerne, og senere hørte jeg landmændene trække køerne ud på marken. Klara tog meget ofte på ferie i Hartzen i Tyskland. Jeg kan huske, at Klara mange år senere fortalte mig, at hun under krigen skulle komme hen i brugsen – der var en, der gerne ville tale med hende – det var en tysk soldat – en ven fra Hartzen – da var Klara gift med Holger og havde 2 børn.

Klara blev gift i 1943 – dagen før havde Klara 30-års-fødselsdag. Klara tog på mange kurser som lærerinde og blev til sidst II.-lærer i Egeskov. Holger købte et bageri i Trelde, og én gang om ugen skulle de køre ud til kunderne med rugbrød o.s.v.. Holger havde ikke forstand på heste, så jeg kom fra skolen i Fredericia og kørte turene med ham. Senere byggede de hus i Egeskov med butik og konditori. En dag blev Egeskov skole nedlagt, og sognet kom under Fredericia. Klara kunne fortsætte som lærer i Fredericia, men hun foretrak at blive pensioneret. Holger og Klara fik fem børn. Klara døde som 88-årig, og Holger døde kort tid før sin 90-års-fødselsdag. De ligger begge to begravet på Egeskov kirkegård og var et meget agtet par i sognet.

 

Hans-Peter

Hans Peter, el. H.P., er født 21/2 1915. H.P.er 12 år ældre end jeg. Derfor kendte jeg ikke noget til ham i hans helt unge år. Dog hørte jeg naturligvis meget om ham og, hvordan han var. Engang, da han var ude at tromle, hængte han tømmen fast i tromlen, så hesten faldt om, og H.P. var meget vred på en ”tosset” degn fra Skærbæk, som skar tømmen over. H.P. skulle nok have klaret det og sparet tømmen. Engang var H.P. indlagt på epidemi-sygehuset på grund af difteri. Han var der i flere uger, og da han kom hjem, talte han fint og sagde: ”Jeg synes, her er så lavt til loftet” (dansk sætning burde i vores ører være ”A tøs det er så lavt te’ e loft”). Engang, da jeg havde fået en byld under hagen, turde Far ikke, at dr. Johnsen skulle skære i den, så jeg blev indlagt på Fredericia Sygehus.

Den største oplevelse for mig var, at jeg fik besøg af H.P. og Lilly, og de havde bananer med til mig. Det var i 1938. I 1939 blev H.P. og Lilly gift d. 24/11 –39, og festen blev holdt i Odd Fellow-logen i Fredericia. Det var en kæmpeoplevelse for os tre drenge; Hans, mig og Frederik. Lillys far, arrestforvaret Jørgensen, vartede os vældigt op – vi blev udsat for et overflødigshorn for første og sidste gang i vores liv. H.P. arbejdede først for 4. bygningsdistrikt, men da krigen kom, blev det lukket. Senere arbejdede H.P. med havnebyggeri i Skærbæk, og derefter på stadsingeniørens kontor i Fredericia for til sidst, da krigen var sluttet, igen at arbejde i 4. bygningsdistrikt i Kolding. Her måtte H.P. meget imod sin vilje gå af som 70-årig, da var han chef for distriktet. Som 70-årig var han bange for at komme til at kede sig, men jeg tror ikke, at han har kedet sig i de 20 år, som nu er gået.

Efter at jeg startede forretningen i Hobro i 1951, blev aldersforskellen mindre på os. Vi havde brug for H.P.’s viden til ca. 16 ombygninger og nybygninger siden. Desuden tog vi på ferie sammen til Italien og Sydfrankrig – først med telt og senere med campingvogn. Vi fulgtes nok ad ca. 20 gange sammen med Janne og Sv. E. og alle børnene. Der kunne skrives mange sider om alle vores fælles oplevelser. H.P. havde altid planer og tegninger om alle vore ombygninger og tegnede huset på Højdevej samt ombygningen i Stenild. H.P. og Lilly har altid været en uvurderlig hjælp for Lis og mig. De elskede at komme til Stenild. Flere gange fik vi 3 el. 4 slagtede grise til deling med Peter og Ella, Henning og Mie, H.P. og Lilly samt os selv. Så havde vi altid en udlært slagtersvend til at partere. Der var masser af plads i Stenild. Vi havde et køkken på 42 m2. H.P. og Lilly kom altid til fester og til sorg. Lilly døde i januar 2006. H.P. er 90 år og heldigvis still going strong.

De ældste af mine søskende havde fornøjelsen at have min oldemor boende på Stevnshøj. Bedstemor døde meget ung, og derfor flyttede mors bedstemor, ”Otte”, ind på Stevnshøj til hjælp for Mor, da de første børn blev født. Klara, HP og Bendix taler med begejstring om ”Otte”.

 

Bendix

Bendix blev født d. 9. juni 1917 og var altså 9 år ældre end mig – jeg husker ham for mange ting: han kørte løbsk med ”Bronze”, en meget flittig hest - han skulle ned på møllen for at få kornet kværnet, så det kunne bruges til grisene – i tunnelen under banen gik det stærkt, og da der i det samme kom en hund, endte hele læsset i grøften med Janne, Frederik og mig. Hesten kom fri af vognen og forsvandt. Bendix råbte ”I bliver der” og væk var han. Han fangede ”Bronze”, og vi kom i samlet flok hjem med skummende hest og iturevet seletøj – og alle uden mén.

Bendix lavede engang et par ski – de var tunge, men jeg brugte dem meget. Engang, da jeg var syg, og han var 17 år, ville han gerne give mig en cykel. Politiet holdt en auktion over stjålne cykler, så vi tog til Fredericia på auktion. Uheldigvis for os var der også en ”Dame”, som gerne ville have den cykel, vi var faldet for. Hver gang Bendix bød, sagde hun” – og en halv”. Jeg fik ikke en cykel dengang.

Bendix gik først på Latinskolen i Fredericia (det var før gymnasiet). Senere kom han i lære på vort mejeri. Det var alt for meget vandpjaskeri. Derfor tog han på ”Andelsskolen” i Strib. Han ville noget inden for andelsbevægelsen. Engang havde han 2 kinesere med hjem. Det var en stor oplevelse for os små søskende. Senere fik han plads i ”Egeskov Brugs”. Jeg husker, at han var lidt utilfreds med Klaras store køb på kontobog. Før krigen bestyrede han en butik i Vejers ved Vesterhavet – en butik, som uddeleren ejede. Hver lørdag aften kom Bendix hjem, når butikken var lukket i Egeskov, så det var sent, men jeg skulle nok holde mig vågen, for Mor havde altid bagt noget lækkert, som vi alle kunne nyde. Den 9. april 1940 havde Bendix en plads på Sjælland. Jeg kan huske, at han ringede hjem og sagde bl.a. ”De kører ad Hedehusene til” – et godt udtryk at huske!

Bendix havde en drøm om at komme til Oxford i England for at uddanne sig videre; men det blev det sat en stopper for d. 9. april. Senere tog Bendix en plads i Jerslev Brugs. Der traf han Helga, og de blev gift d. 24. okt. 1943. Trods krig og ingen benzin blev det en gevaldig fest, som vi naturligvis alle deltog i. Senere fik Bendix en plads i St. Lihme Vi tre drenge var på tur hen til dem. Vi tog toget til Fredericia og fortsatte til Vejle, hvor vi tog en rutebil resten af vejen. Jeg har ikke, hverken før eller senere, været med en så proppet Rutebil. Bendix og Helgas førstefødte blev født i St. Lihme. De fleste af gæsterne overnattede. Vi sov på fyldte havregrynssække oppe på loftet. Bendix var en praktisk mand. Vi måtte købe alt, hvad vi havde lyst til. Han ville ikke ekspedere os. Vi skulle så slå beløbet ind og betale. Sådan havde familien det i alle de år, Bendix var uddeler.

Senere blev Bendix og Helga uddelere i Hygum i nærheden af Jelling. Bendix tjente mange penge ved privat at handle med krydsfiner fra Finland og frugt. Meget ofte, når jeg tog tog til København for at handle, var Bendix med. Han syntes, at det var meget morsomt at høre mig handle med de store grosserere og fabrikanter. Vi kunne altid klare det på en dag. Senere tog Bendix selv til Herning og Ikast og købte ind.

Som ca. 60-årig fik Bendix en svulst opereret væk fra hjernen. Den var godartet, men Bendix blev så svækket, at han aldrig blev uddeler igen. Bendix og Helga byggede hus i Taulov på vores jord, kaldet kobbelmarken. Han fik et godt otium med masser af opgaver for familien. Han døde 87 år gammel – helt pludseligt. Bendix blev begravet på Taulov Kirkegård lige over for Fars og Mors gravsted.

 

Karen

Karen Birgitte Hansen Lund, g. Knudsen er født 15. febr. 1920. Hun var den kønneste pige i Taulov. Hendes temperament var velkendt – hun smækkede så hårdt med stuedøren, hvis Far havde irriteret hende, at pudset faldt ned. Far måtte hvert år reparere det, når køkkenet skulle males og kalkes. Karen elskede Far meget højt. Hun tog realeksamen med meget flotte karakterer. Hun blev som 16-17-årig ringforlovet med en ung dyrlæge, Preben Sehbæk. Det var på Fars og Mors sølvbryllupsdag. HP var også forlovet med en, som hed Gudrun. Det var en fotograf fra Fredericia, som forevigede hele selskabet. Alle disse flotte fotografier i stor størrelse gemte Mor væk, så de kom aldrig op at hænge på nogens vægge, som ellers var normalt dengang. Som barn kiggede jeg tit i den skuffe, som de lå i.

Karen blev gift med Egon – den bedste svoger nogen kunne få – d. 9. maj 1940. Frederik læste til konstruktør i Kolding, og jeg var i lære. Hver vinter boede vi hos Karen og Egon. De havde et værelse helt oppe i loftsetagen i ”Grønnegården”. Vi spiste på pensionat og betalte for vinterlogiet. Om sommeren, boede vi gratis på ”Stevnshøj” mod at vi passede kreaturerne i weekenden. Min løn som elev var kun 150 kr. pr. måned plus 1% af mit eget salg.

Frederik arbejdede som murer og tjente noget mere. Desuden havde han kaniner – flere hundrede på årsbasis. De blev alle sendt på slagteri, når vinteren startede. Jeg cyklede hver dag til Kolding sommeren igennem. Karen og Egon opholdt sig meget i Taulov. Mogens, som blev født d. 10. sept. 1940, var nærmest som en lillebror for os. Under krigen skulle der fantasi til for at finde noget at tjene penge på inden for handel. Han lavede cykelklemmen ”Bien”, og så limede han kaninskind på sivsko. Reklamen lød sådan: ”Luftalarm – luftalarm, så må man i kælderen gå, og så tager man lady-mokkasinerne på. Senere – under krigen – udgav Egon Kolding Årbog med masser af fine reklamer i, bl. a. en reklame med rugbrød, hvor Mogens er med som den sunde dreng, som spiser rugbrød.

Egon tjente penge på mange forskellige måder under krigen, bl.a. ved reklametegninger. Efter krigen opkøbte han konkursboer inden for tekstil og lavede ophørsudsalg. Engang tog jeg til Esbjerg for at se, hvad han solgte. I butikken gik der to herrer rundt med et par dameunderbukser m/ lodden vrang på hovedet. Det var Egon og Sv. E. Så kunne de lettere kendes fra kunderne. Senere solgte Egon plæneklipper ”Græssnap”. Sidst i 40’erne fik Egon en butik ”Kontormonteringen”. Jeg arbejdede en kort tid der, da jeg kom hjem fra USA. Jeg husker bl.a., at vi solgte de nye kuglepenne. Derfor var der sat en højtaler ud foran butikken, som spillede ”Manden på risten”, og i mikrofonen sagde jeg: ”De hørte lige sommerens store succes – Manden på risten – i vinduet ser de eftersommerens store succes ”Penol Q pen – kuglepennen med de 9 fordele””.

Senere kom Egon med sin far ud som grisehandler. De opkøbte smågrise og solgte dem videre til landmænd, som lavede slagtesvin (Baconsvin til England). Engang, Egon var med sin far ude at se på smågrise, forlangte landmanden en lidt høj pris. Derfor spurgte S.P. Knudsen ”kan de da lave kunster?” Det lærte Egon meget om grisehandel. Egon blev en meget anset grisehandler på hele Kolding-egnen.

Karen og Egon byggede et dejligt hus på en grund ved hans fødehjem – Vejlevej, Kolding – Mogens blev uddannet inden for tekstil – han var en overgang hos os i Hobro – senere skaffede jeg ham et tekstil-job i München. Egon gik selvfølgelig højt op i, hvad Mogens skulle lave, når han kom hjem igen. Egon ringede og spurgte, hvad jeg syntes, og jeg foreslog, at han skulle lave en specialforretning med kjolestof. Den slags specielforretninger fandtes overhovedet ikke i Danmark. Egon blev fyr og flamme for ideen, og kort tid efter havde han fundet butikken i Kolding. Jeg sagde: ”Tøv lidt – lad Mogens komme hjem fra Tyskland først”. Mogens fik sin specialforretning. Senere kom der en slags specialforretninger i alle Danmarks byer. Det var alligevel sjovt, at jeg var den, der fik ideen. Karen og Egon holdt et festligt sølvbryllup. Egon døde pludselig som 52-årig og ligger begravet på Taulov Kirkegård.

Karen byggede hus i Taulov på en grund på Kobbelmarken. Karen levede resten af livet kun for familien. Hun fulgte os alle. Karen døde som 82-årig og ligger ved siden af Egon på Taulov Kirkegård.

 

Janne

Janne (Johanne) blev født 9/5 1922 og er den 5. i flokken. Som barn opfattede jeg Janne som en flink storesøster, som tog sig godt af sine tre små brødre. Hun tog ikke ind til Fredericia, når hun først var kommet hjem fra realskolen. Hun blev hjemme og hjalp til med forefaldende arbejde i huset. Karen skulle normalt ind til Fredericia igen til sine venner. Jeg blev tidligt sat til at stryge for de 2 storesøstre, når de manglede noget nystrøget.

Janne tog på Testrup Højskole efter hun var færdig på realskolen. Hun ville være sygeplejerske. Far brød sig ikke om, at Janne ville være sygeplejerske. Far mistede 3 søstre på grund af tuberkulose, som de havde fået som sygeplejersker. Janne blev gift med Sv.E., som var uddannet inden for tekstil. De blev gift i –46. Sv.E. var i butik i Nørresundby, og Janne og Sv.E. boede i Aalborg. Kort efter fik de forretning i Brejning. Her blev Lise født. Jeg kan huske, at Mor sendte mig på cykel til Brejning med en høne og alle grøntsager, som skulle bruges til en god hønsefrikassé. Der så jeg Lise for første gang. Senere til Lises barnedåb lavede jeg middagen sammen med vores unge pige Karoline. For mig var det nogle meget fine københavnere at lave mad til. Der var fabrikanter, manufakturhandlere og en kriminalkommissær Bjerrum. Sv.E. og Janne flyttede senere til Egtved, hvor de havde en dejlig tid – jeg rejste til Amerika – kom hjem – arbejdede i Egtved i julemåneden –50 – tog til Nørresundby i beg. Af –51 – startede forretning i Hobro 11. maj  -51 foranlediget af Sv.E.’s bror Poul (P.W.), som havde stor manufakturhdl. i Odder. Lis og jeg blev gift 19. jan. 1952. Begge hold havde travlt med at få børn – Janne og Sv.E. fik 5 børn – Lis og jeg fik 4 børn.

Omkring 1961 startede vi på vore ture til Lazise – det var med telt i mange år – senere i campingvogn – H.P., Sv.E. og os. Den første varme weekend i juni tog alle tre hold til Vesterhavet, hvor vi blev totalt skoldede af solen – altid en øm tur hjem. Janne og Sv.E. havde altid gode ideer om, hvad vi skulle sammen. Engang skulle vi mødes for at plukke brombær. Vi fandt også en masse brombær. Der stod en lille dreng med en cykel og så på os, og Janne spurgte ham, om han ikke ville have nogle brombær. ”Nej det vel a et, for det er a smeds”. Vi kom hurtigt af sted! Senere, da alle havde gode biler, startede vi på de berømte ”pinse-ture” og ”Knold-ture” til Hobro. Sv.E. og Egon var altid forrest med alle løjerne.

Sv.E. var i mange år frakkefabrikant, og Janne var med som mannequin. Senere solgte de STILMØBLER. Vi, Lis og jeg, havde mange fælles bekendte med Janne og Sv.E. inden for modebranchen. De fleste er døde i skrivende stund (d. 1/12 – 06 på Tenerife). Sv.E. fik i –89 en hjerneblødning, men klarede sig godt både på sin 70-års fødselsdag og senere, i –91, på en dejlig tur til Sol Georgia og Lazise. Sv.E. døde i forsommeren –92. Janne har i årene efter klaret sig godt, og efter nogle flytninger bor hun nu i et dejligt hus i Malling. Janne har i årene efter Sv.E.’s død rejst meget og har altid gode ideer for oplevelser trods sine snart 85 år. Farbror Henrik beskrev sin mor (Bedstemor) som et lille energibundt på 155 cm. Det passer i store træk på Janne.

 

Kapitel 5:

Min tur til Amerika

Så er jeg vist nødt til at fortælle om min tur til Amerika 9/4 –48 til juni –49.

Fra oktober –45 arbejdede jeg hos Crome & Goldsmith – jeg var i lære hos Holger Schmidt, som ejede C & G. Da jeg meddelte ham, at jeg rejste til Amerika d. 9. april blev han skrub tosset. Derfor gik jeg ned til sagfører Gudsøe og fortalte ham om mit problem, at jeg manglede 1 år af min læretid. Han sagde at han nok skulle ordne den ”Holger Schmidt”. Jeg tilbød naturligvis sagføreren det han skulle have i honorar. Han sagde, at jeg som søn af Mads Lund ikke skulle betale noget for ”din far er min gode ven”.

Jeg troede ikke at der var nogen i familien der vidste noget om mine problemer – men i Mors breve til Frederik står der, hvornår jeg var på ambassaden osv. samt mit besøg hos sagfører Gudsøe. Det er nok Karen og Egon, der har fortalt Mor om det – den 8. april tog jeg af sted. I familien gav vi ikke hinanden knus og kram, så jeg vinkede bare ud af vinduet, da Karen og Egon kørte mig til Fredericia. Da jeg var kommet ind i kupeen med min kuffert og skulle vinke til Karen og Egon, gik alvoren pludselig op for mig, for Egon græd og havde lommetørklædet oppe. Jeg rejste jo også ud i det blå. Over Storebælt blev jeg søsyg, så jeg var efterhånden helt usikker på det hele – der var ikke mange, der rejste lige efter krigen, og jeg blev da også interviewet til en avis. Jeg tog direkte til Helsingør, hvor jeg traf Frederik, som var søløjtnant på Kronborg. Vi spiste sammen og jeg sov på et eller andet hotel for næste dag at tage toget til Gøteborg. Sidst på dagen den 9. april –48 var jeg på oceandamperen Gribsholm. Det store eventyr var i fuld gang.

Gribsholm havde en besætning på 550 mand og 550 passagerer. Den første dag, da vi rundede Skotland, var der en voldsom søgang – vi kunne se store både, som forsvandt totalt i bølgedalene, men de kom heldigvis op igen efter nogen tid. Jeg blev aldrig rigtig søsyg i de 11 dage turen tog. Jeg kan huske, at de bragte en dame op på dækket den sidste dag op ad Hudson River – før vi nåede N.Y. Hun havde ligget søsyg under hele turen. Hver aften når vi gik i seng satte vi uret ca. 1 time tilbage – derfor var man altid udhvilet uanset, hvor sent vi gik i seng. Der var altid nyt menukort hver dag – lige fra morgenmad – frokost og middag. Indimellem, når man sad på dækket kom der en tjener og spurgte om man ønskede noget – alt var gratis - hver dag var der et eller andet immigrantmyndigheden skulle vide, skulle kontrollere vaccinationer eller have nye vaccinationer osv. – så vi kunne gå frit i land i USA som nye indbyggere. Naturligvis lærte jeg en masse mennesker at kende, så dagene gik hurtigt. Vi spillede ringtennis eller gik hele båden rundt og var igennem alle dækkene – der var elevatorer i massevis – om aftenen var der dans til et stort orkester – det var sjovt at danse på båden, da den duvede fra højre til venstre – og de dansende var henholdsvis tæt sammen til højre eller venstre.

Vi var en flok som havde lært telegrafisten at kende – han boede på det allerøverste dæk. Vi fik nogle øller oppe hos ham – på et tidspunkt skulle jeg tisse og gik ud på dækket – krøb under noget tovværk og kunne endelig tisse i Atlanterhavet (jeg har senere tænkt at jeg nemt kunne have fået overbalance – båden sejlede med ca. 60 km fart og jeg var aldrig blevet fundet). Da jeg kom ind til telegrafisten igen var mit tøj overstribet med maling.

Dengang jeg rejste var der ikke meget tøj at få. Trods min chefs uoverensstemmelse spurgte jeg ham om jeg kunne købe en habit som jeg ved en tilfældig lejlighed havde set i et aflåst rum i kælderen. Hr. Holger Schmidt brummede noget, men en dag gik han med mig ned i det aflåste rum og jeg købte 2 habitter som passede mig. Af Bendix havde jeg lånt 1000 kr og en frakke som var i herrestørrelse og med Raglandærmer – frakken og de 1000 kr sendte jeg hjem, ligeså snart jeg havde tjent 1000 kr, der var ca. 2 ugers løn. Den overmalede habit smed jeg i en affaldscontainer – så jeg kom til USA med 1 habit og 1 frakke.

Min mor var en meget menneskeklog dame. Hun havde sagt til mig, at når jeg kom til NY var jeg helt alene, alle de kendte var væk. Det passede helt og holdent. Jeg tror ikke, at der var nogen der sagde farvel til hinanden – alle havde travlt med at finde pårørende eller rejseforbindelsen til deres bestemmelsessted i det store USA. Jeg følte mig lidt ensom, men endelig dukkede farbror Frederik op. Vi skulle overnatte ved farbror Frederiks svoger – han hed Charlie og boede med sin kone i en forstad til NY. I huset var der en masse enlige sygeplejersker, som var kolleger til Charlies kone. Jeg skulle jo være så beleven som jeg kunne og ville naturligvis give hånd, men når jeg ville give hånd, trak de hånden tilbage – kun Charlie gav hånd. En mærkelig fornemmelse – men det måtte jo være skik og brug. Dagen efter tog vi til Philadelphia, og samme eftermiddag var jeg med farbror Frederik på en båndfabrik. Farbror Frederik syntes det var noget for mig, men jeg syntes nu nok, der kunne findes noget mere spændende.

Næste dag lykkedes det at få arbejde på noget, der hed The Bustinglose Plan. Det var en fabrik, som havde lavet flymaskiner under krigen, men som nu lavede jernbanetog. Jeg fik skrevet vejbeskrivelsen op til arbejdet – først med sporvogn, dernæst med undergrund og til sidst med bus. Det tog ca. 1½ time. Mit arbejde var på kontoret. Jeg fik nogle kort som jeg skulle gange 2 tal med hinanden – jeg brugte en lille maskine som kaldtes en kalkulator – disse tal viste hvor meget jern ,der var brugt på netop den ting på toget. Tallet blev senere brugt i hulkortsystemet. Det var et åndssvagt arbejde – men jeg tjente jo en løn. Anden dag på arbejde fandt jeg ud af på en opslagstavle, at der var en som søgte en som ville køre med ham, så han kunne få sine transportudgifter sat ned – og han kørte forbi 2233N33st og jeg kørte med ham derefter – det var billigere og hurtigere. Arbejdet på The Buslinglose Plan var ikke særlig oprivende – nærmest kedeligt. På et tidspunkt fik jeg amerikansk kørekort. Jeg kørte rundt på en prøvebane, og da jeg syntes det var godt kørt, fik jeg kortet.

En weekend tog vi ned til farbror Frederik og tante Dorothys sommerhus i Ocean city – en rigtig dejlig badeby med 3.000 indbyggere om vinteren og ca. 80.000 indbyggere om sommeren. Huset var et smart og flot hus ud til en parallelgade til oceanet – der var vel 5 gader i alt, hver gade var flere km lang – der var god plads og det virkede ikke byagtigt. Langs med oceanet var der en lang boardwalk, som var hævet højt op over vandet, bølgerne skyllede ind under the boardwalk og langs landsiden lå butikkerne ved siden af hinanden samt biograf, bowlingbaner etc. En butik hed The Schriwers, de lavede Salt Water Toffy – en slags flødekarameller. Turisterne købte dem og sendte dem hjem til familie og venner som en hilsen fra Ocean City. Fa. Schriwers sørgede for forsendelsen. Da jeg gik på the boardwalk med farbror Frederik og tante Dorothy, så jeg et skilt, hvor der stod operator wanted – det var lige noget for mig, så jeg blev i Ocean City. Arbejdstiden var formiddag, eftermiddag og aften – fordelt på 7 dage. Mit arbejde bestod i at sidde ved maskinen, som lavede Salt Water Toffy. Den var placeret ind imod boardwalken, så publikum, der spadserede forbi standsede op for at se, hvordan toffyen blev pakket ind og røg ned i en stor beholder. Min opgave var med mine bare hænder at få dejen til at løbe i to tilspidsede valser, som løb mod hinanden og fik lavet en tynd rulle af dejen, som så blev skåret i passende stykker og pakket ind. Jeg fik masser af tid til at studere mennesker – og de studerede mig – engang fik jeg brev fra en pige, som fortalte at hun var den pige, som jeg sådan havde smilet til – og at hun havde stået foran vinduet i timevis i dagevis – hun måtte have haft en masse besvær med at finde mig? Men jeg husker hende ikke, da der var generalstrejke inden for busserne i Philadelphia den aften jeg skulle have mødt hende.

I Ocean City boede jeg hele sommeren sammen med Bill, som var Dorothys søn fra sit første ægteskab. Farbror Frederik kom engang imellem i weekenden – han kunne ikke tåle at bo i Ocean City, fordi han fik høfeber. Desuden havde han mange forelæsninger i løbet af sommeren og hjalp også en masse studenter med deres afhandlinger. Desuden havde han meget travlt med sine mange ejendomme. Han havde også en klinik for juvenile delinquencies - det vil sige ”ungdomskriminelle”. Kort sagt: det passede farbror Frederik bedst at blive i Philadelphia.

Dorothy passede huset og tog med til stranden de dage jeg havde fri om formiddagen eller eftermiddagen – de aftener jeg havde fri tog Dorothy og jeg ud at spise og kørte bl.a. til Atlantic City: et endnu større sted end Ocean City og endnu mere berømt. En gang var vi inde at høre The Mills Brothers – det var en kæmpe jazz-oplevelse. Ellers tog vi i biografen eller gik en tur på the board walk.

I løbet af sommeren var jeg med en medarbejder fra Schriwers en tur til hestevæddeløb – det var meget interessant. En gang var jeg på deep sea fishing fra en by som hed Cape May. Manden jeg var med hed Ed Reyley, han tog lystfiskere ud at fiske nordpå om sommeren og sydpå om vinteren nærmere Dania Beach i Florida. Båden var ca. 10 m lang med styrehus og kahyt forrest. Lystfiskerne kunne så sidde hele vejen rundt. Der var to dieselmotorer som trækkraft. Sommeren gik i Ocean City – det var en dejlig tid – sidst på sæsonen kom der en hurricane (orkan) og jeg havde travlt med at sætte brædder op for vinduerne i Schriwers’s forretning – han havde også en stor biograf. Orkanen ramte ikke direkte Ocean City, men dønningerne fra orkanen fik kysterne til at forsvinde og flere huse endte i Atlanterhavet.

I løbet af sommeren havde jeg tænkt noget på Ed Reyley – ham med fiskerbåden. Måske kunne jeg sejle med ham til Florida, når han sejlede derned. Jeg fik kontakt med ham og fik en aftale. Han sejlede sydpå d. 15. okt., det passede mig godt. Jeg skulle styre båden, mens han reparerede og malede den. I mellemtiden havde vi haft besøg af Dorothys bror fra NY og da han hørte om bådturen til Florida syntes han, at jeg i Kap West skulle besøge en af hans venner, som var præst der. Han hed Minister Morgan. Charley kendte ham fra hans ungdom i NY. Morgan var forsvundet fra kone og børn for flere år siden. Charley havde været en tur i Florida med sin familie og var gået ind i en babtistkirke – og der stod Morgan på prædikestolen – han kontaktede hurtigt Charley og bad ham om ikke at fortælle om ham, da han havde en dejlig menighed og godt betalt job samt bolig bet. m.m.. Jeg vender tilbage til Morgan.

Den 15. okt. tog jeg til Kap May, jeg skulle møde Ed Reyley på en bestemt bodega nede ved havnen – der var desværre et voldsomt stormvejr, og the coast guard advarede uafbrudt i radioen om at tage sydpå, så vi måtte vente til stormen løjede af. På et tidspunkt kom der en lille mand ind i bodegaen og spurgte om der var nogen, der ville sydpå da han sejlede kl. 11.00 (23.00). Ed Reyley sagde vi vil med. Det var så meningen, at vi skulle følges ad den første nat. Da vi kom ned til havnen, var der et voldsomt røre på den båd vi skulle følges med. Det var en rigtig stor yacht med plads til mange mennesker ombord. Der blev læsset kufferter og cykler af. Kaptajnen henvendte sig til Ed Reyley og sagde vi bare skulle sejle, han ville hurtigt indhente os, og slå følgeskab med os.

Vi skulle ud af inderfjorden og ud i Atlanterhavet. Vi skulle sejle i Atlanterhavet hele natten og den næste dag med, før vi kunne sejle ind i den næste fjord. Jeg kan ikke huske stedet men det er en kæmpe havn til hele USA’s flåde. Det hele lød enkelt og klart. Det blev en frygtelig nat. Jeg skulle holde mig nede i køjen. Jeg blev kastet rundt og syntes ind imellem, at jeg også stod på hovedet – det var også hundekoldt – så der blev ikke meget søvn. Hen på morgenen, da det var blevet lyst, vækkede Ed mig. Nu kunne han ikke mere – han havde kæmpet med vejrguderne hele natten. Jeg skulle styre båden – og der var kun hav og hav. Jeg fik besked på, at jeg skulle sejle efter kompasset, som sad foran mig og at jeg skulle holde en bestemt kurs. Båden blev af bølgerne skubbet ud af kurs. Efter et par timers sejlads kunne jeg godt se, at jeg var i et område med små bølger – pludselig kom Ed farende op og greb i roret og svingede båden om mod de store bølger igen. Der var masser af vand, men jeg var ved at sejle båden på grund – vi kunne på båden lave kaffe, te og ristet franskbrød. Appelsin fik vi altid som det første om morgenen. Atlanterhavet var uroligt hele dagen – og pludselig gik den ene motor i stå – der var to uafhængige motorer med hver sin skrue. Båden sejlede derfor rundt og rundt. Ed skulle finde fejlen ved motoren og jeg skulle kæmpe med roret – det var uhyggeligt, men endelig fik han motoren i gang. Ham vi skulle have fulgtes med så vi ikke på noget tidspunkt gennem natten og senere på dagen. Da det var ved at være mørkt nåede vi til Newark.  Vi var godt sultne og dødtrætte. Vi spiste på en restaurant i havnen.

Nu startende så en behagelig sejlads på fjorde og kanaler direkte sydpå. Det tog 11 dage at sejle til Dania Beach i Florida, hvor Ed’s familie boede, og hvor han tog lystfiskere ud på ”deep sea fishing”. Hver dag på denne 11 dage lange rejse var spændende. Jeg sad ved roret og foran mig på en hylde lå søkortene i nummerorden. Jeg skulle på søkortene finde sømærkerne – røde og grønne – og enkelte havde også numre. Vi sejlede på både fjorde og smalle kanaler – og det blev varmere for hver dag. Vi så bebyggelser, vi så urskov med spansk og fugle – én dag så vi den smarte fyr, som skulle hjælpe os og følges med os – på et skibsværft – han lå på bedding – båden var tilsyneladende blevet utæt. I starten havde jeg meget varmt tøj på, til sidst gik jeg med et par badebukser. Ed vidste helt præcis, hvilken dag vi ville se pelikaner. Og det holdt stik. Hver dag gik stille og roligt – Ed malede og jeg sad ved roret og nød det – ikke flere ubehagelige oplevelser.

På den tolvte dag landede vi i en lille havneby, som hed Dania Beach. Der boede Ed med kone og børn. Han havde ikke travlt med at komme hjem til dem – og jeg så aldrig hans familie. I de 12 dage, vi var sammen på båden, sagde Ed ikke ret meget og fortalte absolut intet om hans familie. Hver morgen, når han havde lavet kaffe og ristet brød og serveret juice, vækkede han mig, og vi fastsatte ture – om aftenen spiste vi varm mad et eller andet sted. Medens jeg var i Florida boede jeg på båden.

I Florida havde jeg én ting jeg skulle – jeg skulle finde Morgan, den baptistiske præst. Jeg fandt hans kirke en søndag formiddag. Uden for kirken mødte jeg en dame, som jeg spurgte om minister Morgan. Hun blev fuldstændig tosset og jublede over, at jeg gerne ville tale med Morgan – det kom jeg ikke til, men jeg fandt en plads i kirken, og ret hurtigt forkyndte han fra prædikestolen, at han var meget beæret over, at der var kommet en ung mand helt fra Danmark til hans kirke. Så bad han mig om at rejse mig op, så hele menigheden kunne se mig – og så bad han mig om at stille mig op ved siden af ham, når kirkegængerne gik ud – og så skulle jeg hilse på hele menigheden. Sådan noget syntes jeg naturligvis var skruptosset, men jeg gjorde det naturligvis – i dag hilser mange præster med håndtryk på menigheden – men ikke dengang. Senere på dagen blev jeg inviteret hjem til Morgan. Han boede med sin familie og sin gamle far i et stort flot hus. Hans gamle far syntes også at han ville tale til mig – jeg skulle sætte mig ved siden af ham – så pegede han på et eller andet sted i biblen og jublede – jeg kunne ikke se noget ved skriftstedet, men måske prøvede han på at få mig til at blive baptist – senere på dagen kørte Morgan og frue en tur med mig, og jeg så bl.a. en af Floridas seværdigheder – de lyserøde flamingoer – i dag er seværdighederne nok noget helt andet.

Efter et enkelt møde i kirken kørte Morgans mig til en bus, så jeg kunne komme hjem til båden igen. Ed var ikke ved båden, men der var en masse mennesker – de påstod at de havde set en slange på båden – jeg kunne ikke se nogen slange, så jeg gik til køjs. Jeg sov godt og blev ikke bidt af slangen. Efter nogle dage havde jeg fundet ud af, hvordan jeg kunne komme nordpå igen. Jeg fik plads i en ”Greyhound”-bus, som kørte til Washington. I bussen var der et stort skilt, hvor der stod ”white from front to rear” - så vidste de sorte, hvad de havde at rette sig efter. Jeg kørte én dag og én nat før jeg var i Washington. Nede bagi stod der en masse sorte, de skulle rykke ned i bussen, hver gang der kom en hvid ind. Det var ikke rart at se. – Ved alle de fleste holdesteder, hvor der var toiletter og restauranter, stod der med store bogstaver ”only white” – jeg ved ikke hvor sorte kom på toilettet. I Washington så jeg ”Det Hvide Hus” – jeg tror nok jeg har et foto, hvor jeg står foran ”Det Hvide Hus”. Jeg så naturligvis alle de flotte regeringsbygninger og kirkegårde. ”Jeg var jo kun en lille dreng fra Taulou”, derfor var det meget voldsomt for mig.

Efter Washington tog jeg til New York for at besøge Dorothys bror Georges, jeg har vistnok kaldt ham noget andet, men han hed altså Georges. Jeg havde fået hans adresse. Jeg skulle tage undergrunden derop. Jeg kunne jo følge stationerne, som var nummererede efter gadenumrene. Da jeg var i nærheden af 170. Street, stod jeg af. Det var midt i Harlem, og der var kun sorte i alle afskygninger. Jeg skulle se endnu engang på min adresseseddel. Det viste sig, at jeg først skulle stå af ved 270. Street. Det lykkedes mig at finde Georges bopæl. Georges havde taget fri fra sit arbejde og var ”guide med bil” for mig. Vi nåede meget i NY. En aften var vi i Madison Garden for at se en boksekamp – det jeg husker mest fra den kamp, var publikums råben efter en af bokserne, hvis modstander havde fået en revne over øjet. En aften var vi i ”Radio Hall” – det var et flot show med 30 piger, som spjættede med de lange ben. Vi gik en tur i The Village”, hvor alle kunstnerne holdt til. Vi var naturligvis oppe i ”Empire State Building”, som var verdens højeste bygning dengang. Georges syntes også vi skulle ned i ”Chinatown” – vi kørte langsomt med lukkede vinduer og låste døre igennem denne mærkværdige bydel med kinesere i alle afskygninger. Efter nogle vellykkede dage i NY tog jeg toget nordud, til Phildelphia.

Dagen efter jeg kom hjem fra turen, tog jeg hen på et ”arbejdsanvisningsbureau”. De interviewede mig om, hvad jeg havde lavet i Danmark. Måske var der en mulighed for arbejde i et varehus. Senere i samtalen kom de ind på, hvor meget jeg skulle betale til bureauet, hvis de skaffede mig arbejde. Jeg var naturligvis ikke interesseret i at betale noget, så jeg fik mig selv flyttet ud af bureauet. Efter de havde talt med personalechefen fik jeg arbejde i slipseafdelingen. Jeg begyndte dagen efter kl. 9.00. Afdelingschefen viste mig rundt og viste mig ned i kælderen, hvor banken var. Hver morgen skulle jeg hente to poser – én med byttepenge og én tom pose til salget. Hver aften tømte jeg kasseapparatet for penge. Det var enkelt og ligetil – jeg havde min egen lille afdeling med kasseapparat og tusindvis af slips. Jeg tror alle amerikanere giver hinanden slips i julegave. ”Det var et varehus som Magasin i København. For at det ikke skulle blive for trivielt at sælge slips hele tiden fandt afdelingschefen på at jeg skulle flyttes ned i stue-kolonnaden og sælge ting, han gerne ville have solgt – jeg tror nok, han syntes at jeg var en god sælger – dog i de godt 2 måneder jeg var der, solgte jeg slips det meste af tiden.

Jeg fik naturligvis en masse snak med alle de ældre damer. Når de spurgte, hvor jeg kom fra – og jeg så fortalte, at jeg kom fra Danmark, var det næste spørgsmål altid ”hvor gammel er den gamle kong Gustav efterhånden blevet?” (han var vist 88 år). Dog var der to damer, som var ret så spændende: de fortalte, at de havde været i væddemål om, hvor jeg kom fra – den ene holdt på Wien, den anden på Oxford – det sidste var jeg jævnt stolt over. En dag spurgte afdelingschefen om jeg engang imellem så nogle mistænkelige mennesker – jeg syntes, at jeg engang så en mand, som opførte sig mærkeligt – jeg skulle naturligvis sige til, når jeg så den mistænkte person – en dag var han der – afdelingschefen kunne ikke andet end more sig – da den ”mistænkelige” person var butiksdetektiven.

Jeg spiste altid min frokost i varehuset. Efter kort tid så jeg den samme mand hver dag – han spurgte altid, om han måtte sidde ved siden af mig. Han hed Laslow og var en venlig mand og var interessant at tale med. Han syntes, at vi skulle spise sammen nede i byen – og på et eller andet tidspunkt fik vi arrangeret en aften. Efter middagen ville han have, at jeg skulle have en drink hjemme hos ham. Det viste sig, at det var et hotelværelse – drinksene blev serveret af en tjener. Først da han spurgte om jeg ikke ville sove der om natten, dæmrede der noget for mig – jeg havde på det tidspunkt ikke hørt noget om bøsser – men jeg blev klar over, at han var på den forkerte side – jeg bakkede hurtigt ud af værelset og kom hjem . Hr. Laslow så jeg ikke mere til (han var nok 30-40 år) – jeg arbejdede indtil jul i varehuset – så efter jul var jeg arbejdsløs.

Allerede mellem jul og nytår var jeg på besøg hos én af farbror Frederiks kolleger, som havde inviteret nogle unge mennesker, deriblandt en ung pige, hvis far ejede et oliefirma. Jeg fortalte denne unge pige, at jeg var arbejdsløs. Nogle dage senere blev jeg ringet op – jeg kunne starte i oliefirmaet dagen efter. Noget jeg husker stadigvæk var, da værten ville lave noget dessert med marshmallow (flødebolleskum) på. I dag har vi nogle vacuumbeholdere til barbercreme osv. – det var første gang jeg så sådan en beholder – værten var så uheldig, da han trykkede på den, at det kom op i ærmet på ham og helt ud oppe i nakken – han fik fedtet sukkerstads over hele kroppen, så han gik i bad.

Jeg følte at mit arbejde i oliefirmaet var ret ansvarsfuldt. Firmaet var stort med mange oliebiler, og alle kunder havde lovning på automatisk levering. Hver morgen skulle jeg ringe ind på meteorologisk station for at få et vide, hvor langt man var nået i graddage netop den morgen. Ud fra dette tal kunne jeg se, hvor mange kunder iflg. kundekartoteket skulle have olie – når jeg havde fundet ud af, hvem der skulle have olie – gav jeg de ajourførte kort til en pige, der sad overfor mig, og hun telegraferede ned til olietankterminalen og chaufførerne klarede resten. Førnævnte giver en meget sammenklemt beskrivelse af mit arbejde.

Pigen der sad overfor mig, havde en meget dårlig ånde. Senere i en sporvogn, hvor jeg kørte igennem et spansk-italiensk kvarter, der stank så frygteligt og Dorothy fortalte mig, at det var fordi de spiste hvidløg. Pigen, der sad overfor mig var en flot italiener med mørkt hår og smart. En morgen i foråret, umiddelbart før påske, var hun smurt ind i hovedet med aske – jeg sagde naturligvis til hende, at hun var snavset i ansigtet – hun sagde: jeg har været nede hos den hellige fader – det var askeonsdag, og hun havde været nede i kirken for at blive velsignet af præsten. Der var jo altid noget nyt jeg som lille bondedreng skulle lære. Arbejdet på kontoret var forholdsvis let for mig, men ind imellem blev jeg ringet op af en vred kunde, fordi deres olietank var tom – naturligvis sørgede jeg for at de fik olie omgående, bilerne var overalt i byen, så den nærmeste kom hurtigt til kunden – jeg snakkede naturligvis med kunden og spurgte, om der var taget ekstra rum i huset i brug eller om der havde været sygdom og de derfor havde brugt mere varme – som oftest var det årsagen, og de prøvede at forstå min undskyldning for for sen levering. Jeg blev i oliefirmaet indtil jeg rejste til Danmark.

 

Hverdagen i hjemmet på 2233N33Str

I hjemmet på 2233N33 Street, hvor min farbror Frederik boede sammen med Dorothy og hendes far mr. Dearton samt Bill, som var søn af første ægteskab – han var 16 år. Huset var et typisk forstadshus med terrasse ud mod gaden. Entreen var en stor hall med pejs med kunstig elektrisk ild. Stor trappe op til første sal. I forlængelsen af hall’en kom spisestuen og længere inde køkkenet. Mr. Dearton sad ved pejsen dagen lang og hørte radio med baseball-kampe. Mr. Dearton var næsten blind, men var i stand til at tage bussen ind til børsen. Der blev fortalt, at han en dag fandt ud af at naboerne var jøder, det var et stort chok for ham, da han troede, at han boede i et engelsk kvarter.

Normen for udviklingen i de amerikanske byer var den: at først byggede englænderne flotte huse, så kom jøderne og flyttede ind, senere italienerne, så de sorte. Der var en stor park med en flod overfor 2233N33str., hvor jeg undertiden gik tur med farbror Frederik, når han havde tid. Vi diskuterede meget om alting – også religion. Han kunne ikke forstå, at Far var religiøs, da han efter hans mening var den absolut mest intelligente, han kendte. Naturligvis måtte jeg spørge farbror Frederik om, hvorfor han altid, når han var hjemme, holdt andagt for Bedstemor og faster Katrine og faster Else hver morgen med oplæsning af dagens tekst og senere bøn. – Joh, sagde han, det var for at få dem til at have det godt.

I huset var også Tiny (en ung gift afroamerikaner), som lavede middag og gjorde rent. Farbror Frederik sørgede for at snavsetøjet og skjorte kom på vaskeri. Jeg kan huske Tinys lammesteg med søde røde kartofler og bønner, og hendes bagte risbudding m/ mandler, rosiner og fløde til. Morgenmaden klarede vi hver især. Det var presset appelsinsaft og ristet franskbrød. Jeg spiste altid frokost på arbejdet. Om søndagen lavede farbror Frederik middagen. Den bestod altid af varme flåede tomater fra dåse og et stk. franskbrød til.

Dengang i 1948 var TV ikke blevet hvermandseje, dog var der enkelte amerikanere, der havde TV. Vore nabo havde TV og engang var vi inviteret over at se det. Jeg kan ikke huske, hvad det drejede sig om, men farbror Frederik brød sig ikke om det – men jeg tror nu nok, at var fordi naboen var jøde. En normal aften efter middagen sad vi i stuen ovenpå og snakkede om dagens oplevelser, indtil farbror Frederik meget tidligt sagde: ”Now I will take a hot glass of milk and go to bed”. Når han var gået i seng fik Dorothy og jeg en ”High ball” (sodavand m/ lidt spiritus i). Så snakkede vi meget og spillede kort, eller Dorothy læste højt af ”dr. Kinzye rapport”. Det var en bog, der var skrevet om amerikanernes sexvaner. Det var naturligvis meget spændende, da jeg aldrig havde hørt om det. Her i Danmark blev pornoen frigivet under ”Dommer Thestrups” ministertid, det var meget senere.

En dag var jeg til en forelæsning af farbror Frederik på universitetet – det var meget spændende – jeg kunne mærke, at farbror Frederik var meget afholdt. En anden gang var jeg med på Dorothys skole – da var jeg med i en time hos en af Dorothys kolleger. Det var en stor blandet klasse, og lærerinden spurgte hver enkelt elev, hvor de kom fra, det var fra lande over hele kloden – dog hver gang der var en sort, der blev spurgt, svarede de Amerika, og hver gang rettede lærerinden dem til Afrika. Jeg syntes det lød mærkeligt, da de sorte trods alt havde været i Amerika i mange flere år end de andre indvandrere.

Tiden gik og lige pludselig skulle jeg af sted – jeg sejlede hjem med ”Queen Mary” – et meget elegant skib. Jeg havde fået den underste køje i en to-mandskahyt. Det var en ældre dansk-amerikaner, der havde den øverste køje – han spurgte, om jeg ikke nok ville tage den øverste køje, så kunne jeg få 50 dollars, det var jo nemt tjent, så han fik den nederste køje. Hjemturen gik fint – elegante omgivelser og mange unge mennesker – der var kun en bagdel ved at rejse østpå, hver aften skulle vi stille uret en time frem, så da jeg kom til England, havde jeg fået alt for lidt søvn og for mange øller.

Jeg ankom til Berring Havn og tog toget til London. I forsommeren 49 var London stadig en ruin, jeg syntes det var en frygtelig oplevelse. Jeg fandt ud til White Hall, hvor farbror Joh. arbejdede. Han boede helt oppe under taget i en gammel bygning. Jeg skulle bo hos ham et par dage. Hans køkken bestod af nogle trækasser og en primus – han talte begejstret om den fåresuppe, han havde lavet. Den smagte som en uldsok.

Efter nogle dages ophold i London tog jeg toget til Calais og båden over til Ostend og toget hjem til Taulov, dagen før Fars 65 års fødselsdag. Og jeg havde lovet ikke at blive soldat i USA.

Så var den Amerikatur slut.

 

Kapitel 6:

Hjemme igen

På banegården i Fredericia blev jeg hentet i ”Lotte” (Ford T 27) af bl.a. Mie – da jeg på turen hjem til ”Stevnshøj” spurgte jeg naturligvis om, hvad vi skulle have til middag – det var flæskesteg med rødkål – så sagde jeg ”det har jeg ikke haft i mere end 1 år”. Mie slog en latter op og gentog ordene ”ikke haft” – langt om længe gik det op for mig, hvorfor de morede sig.

Egon havde en forretning i Kolding, som hed ”Kontormonteringen”. Der hjalp jeg til, indtil jeg skulle være soldat den 1. november. Den sommer kom slageren ”Manden på risten”, og da Egon havde fået nogle Penol-kuglepenne, fik han lavet det sådan at ”manden på risten” lød op af risten foran butiksvinduet, hvor jeg så kom ind i billedet, da jeg i mikrofon sagde ”De hørte sommerens store succes ”manden på risten” - i vinduet ser De eftersommerens store succes Penol-kuglepennen – kulgepennen med de NI fordele” Jeg skriver dette, fordi ovennævnte beskriver min svoger Egon. Senere skriver jeg nok mere om Egon.

 

Kapitel 7:

Soldatertiden 1-11-49  til 1-11-50

Frederik, som var løjtnant sagde til mig, at den bedste måde at komme igennem soldatertiden var at gøre ikke for godt og ikke for dårligt sådan at befalingsmændene ikke blev irriteret på én. Jeg blev af kammeraterne på stuen udnævnt til ”stueformand”…512. Vi var 12 på stuen. Senere blev jeg af kompagnichefen udnævnt til ”geværskytte 5” dvs. at jeg skulle have ansvaret for det geled, jeg var i, når vi var på øvelse.

Efter en af de første længere marchture fik jeg så ondt i skinnebenene, at jeg var sikker på at blive hjemsendt. En dag, da jeg havde fejet gulv og så videre og skulle til læge igen, blev jeg kaldt til overofficianten, som spurgte, om jeg ikke kendte omegnen her – det måtte jeg bekræfte. ”Så kan De føre disse slappe padder efter kompagniet og være her tilbage kl. 12.00”. Så alle vi lægesøgende måtte ud ad landevejen mod Hejse Kro og videre mod Erritsø. Hver gang vi kunne se kompagniet, startede de efter et hvil og gik – vi fik ikke tid til hvil, men nåede hjem til kasernen til kl. 12.00 – og jeg mærkede ikke mere til min skinnebensbetændelse.

Man har lyst til at skrive om de mange oplevelser, men havde som soldat. Men jeg vil kun fortælle enkelte. Når kompagnichefen efterlyste en fra geleddet til en god tjans, som ofte gav lidt mere frihed fra geleddet, skrællede jeg kartofler sammen med en flok andre til 500 mand. ”Jeg lærte at skrælle kartofler”

Når vi fik orlov kl. 12.00 fredag, syntes befalingsmanden, at det var sjovt at få os på en løbetur til stranden. Vi stillede op i en lang række langs vandet og fik besked på at gå 10 meter tilbage – så stod vi i blød der til knæene, og vi brugte geværerne til at støtte os ved – skyllede vi kopperne under vandhanen og ligeså geværerne – vi kunne i hver fald ikke blevet knaldet fordi kopperne var støvede. I en periode var jeg messemand hos officererne – jeg lavede drinks og serverede for dem. I den periode slap jeg for adskillige natøvelser. Jeg brød mig ikke om at stå vagt, men engang imellem slap jeg ikke – jeg måtte stå ret, når HP kørte ind gennem kaserneporten. Én gang var jeg vagt på citadellet, det var et krudthus, som lå ensomt på volden. Nogle dage før, var der en vagt, som havde fået forlænget orlov, fordi han ved en inspektion havde råbt: ”Hvem der, hvem der” i alt 3 gange uden at inspektionen havde givet sig til kende, og derfor sendt varselsskud med det skarpladte gevær.

Jeg stod vagt i et skilderhus, og da geværet havde bajonet på, havde jeg hugget geværet op i taget på skilderhuset. Jeg var nok faldet i søvn, men pludselig hørte jeg nogen i mørket, og jeg gik ud og råbte ”Hvem der”, men inden jeg næsten havde råbt, svarede han, at det var inspektion – og gik hurtigt igen- da jeg kom tilbage til skilderhuset, løb jeg hovedet lige ind i geværet, som stadig hang i skildertaget. Man forstår af dette, at jeg var en ”god” soldat.

En anden gang kom jeg galt af sted i plantagen nede i Frøslev. Sommeren igennem var vi i Frøstruplejren. Denne nat i plantagen skulle jeg føre en ”fange” – jeg gik derfor bag ved ham, og han gik pænt foran mig – pludselig går mit gevær af (det var ladt med løst krudt) og ”fangen” lå foran mig og skreg – jeg for over ham for at finde ud af, hvor jeg havde ramt ham – det var lige i det fedeste sted af hans balle. Jeg kunne mærke et hul, og det var meget fedtet. Vores kompagnichef kom aldeles hurtigt og råbte ”vedkommende, som har skudt, bliver naturligvis draget til ansvar”, men da jeg sagde ”512 her”, sagde han ”nå, er det Dem 12” – jeg hørte aldrig videre – jeg besøgte selvfølgelig ”fangen” på infirmeriet – og han trøstede mig med, at han overlevede. Den følgende weekend var jeg hjemme, og Frederik oplyste mig om, at jeg mindst fik 8 dage i spjældet – men jeg hørte intet. ”Fangen” var fra et andet kompagni, og derfor så jeg ham aldrig mere.

Naturligvis ville befalingsmanden have mig til at fortsætte efter værnepligten, men jeg skrev i alle papirerne, at jeg skulle til Amerika, så snart soldatertiden var ovre. Dagen før jeg skulle hjemsendes fik jeg besked på, at jeg slap for at komme på militærskole. De tolv måneder gik med mange sjove og gode oplevelser, og i mine papirer stod der, at jeg var en ”et af et” - soldat, der var det højeste, man kunne få i sine papirer. Jeg kunne skrive meget mere om min soldatertid, men jeg ved, at ”soldaterhistorier” er sjovest for en selv.

 

Kapitel 8:

Hobro-Stenild

I 1950 døde moster Ane – det var under min soldatertid. Jeg arvede ”Lotte” – Ford 10 1927 – samt 10.000 kr. Da arveafgiften var betalt, var der ca. 6.000 kr. tilbage. I dec. 1950 arbejdede jeg hos L&E, som havde forretning i Egtved. Fra jan. 51 havde jeg job hos Laurits Larsen i Nr. Sundby. Jeg tænkte stadigvæk på at rejse til Amerika igen, da jeg havde papirerne i orden – selv social security.

Sv. E.’s bror P.W. Christensen i Odder kontaktede mig og syntes, at chancerne i Danmark var nok lige så store som i USA. Han tilbød mig, at han ville levere mig varer, og så kunne vi få 50% hver. Jeg kørte land og rige rundt i ”Lotte” for at se på tomme butikker. I Hobro fandt jeg et lokale, hvor der var en skrædder, som gerne ville holde op. Jeg fik prisen ned til 5.5oo - altså 2.750 til hver. Jeg ringede til P.W. fra Hobro, og han kom nogle timer senere på knallert. Han syntes, det var i orden, og vi lejede forretningen og. og betalte pengene. Det var d. 1. maj 1951, og d. 18/5 –51 startede firmaet Ole Lund i Hobro.

Der var et lille baglokale m/ håndvask og toilet i bagindgangen. Den første nat sov jeg på Højskolehotellet, som lå skråt over for forretningen. Næste dag købte jeg en divan af en gammel skræddersvend (han hed Jakobsen og var i byrådet på liste A) for 150 kr. Frederik og Mie kom op til Hobro for at hjælpe mig, og de havde 1 dyne og andet sengetøj til mig. En snedker ordnede butikken, og en maler malede mit navn på facaden ”OLE LUND”, Adelgade 55, tlf. 640 Hobro. Vi fik varerne fra Odder med DSB-vognmanden. Jeg havde travlt med at placere varerne og finde ud af, hvilke tilbud, der skulle i avisen. Der fandtes mange aviser i Hobro: Stiftstidende, Randers Amtsavis, Himmerland og Socialdemokraten. Jeg valgte at annoncere i Himmerland og Socialdemokraten. Dengang var der ingen der annoncerede. De store forretninger lå nede omkring torvet og spritfabrikken. Derfor skrev jeg altid i annoncerne: ”Vi ligger højt oppe i Adelgade, men vore priser ligger i bunden”. Det var en blandet manufakturforretning, jeg startede op, og jeg kan huske nogle af de ting jeg annoncerede med. Det var: Vistrakjoler i st. 42-48, pris 19.85. Frakker kr. 98.00. Dynebolster 100 cm rød pr meter 8.50 (normalt er dynevår 140 br – og i alt til en dyne 3,80 meter). Alle varer inden for tekstiler var mangelvare indtil 1960.

Jeg havde strømper og småting til syning, så det gav altid kunder i butikken – på vore småtingsposer havde jeg et billede af en elefant, og på posen havde jeg fået skrevet ”Småting er en stor ting hos OLE LUND, Adelgade 55 Hobro tlf. 640”. Jeg købte karton til at skrive priser på varerne i vinduet og på tilbudskasserne udenfor. Jeg fik en snedker til at lave 4 kasser efter min tegning. Varer på gaden var ikke set dengang. Der var bl.a. underbukser med lodden vrang fra 68 øre pr par. Da jeg var ene mand i butikken fik jeg en elev fra boghandlen til at komme op med skiltekartonet. Eleven hed Ellen Andersen, og hun tilbød at skrive skiltene for mig om aftenen efter lukketid. Det var hun ikke særlig god til, men jeg måtte gøre noget til gengæld, så jeg inviterede hende i biografen. Hvad jeg så, ved jeg ikke, men på min venstre side var der en, som puffede meget til mig – og under hele filmen holdt vi hinanden i hånden – da lyset blev tændt, smuttede hun hurtigt ud sammen med en fyr – jeg så ikke, hvordan hun så ud.

Senere fik jeg en ven og dekoratør oppe fra firmaet i Nr. Sundby til at pynte vinduerne og skrive skilte for mig lørdag eftermiddag, da vi havde weekend fra kl. 14.00. Efter sådan en eftermiddag tog dekoratøren og jeg ud på Skovpavillonen at spise, og senere var der dans til kl. 1. Første gang kunne jeg eller D. Enevoldsen se nogle smarte piger. Anden gang, vi var der, opdagede vi begge to ”Lis” – hun havde en lyseblå kjole med, hvor kraven gik op i nakken og meget taljeret – Lis og jeg dansede hele aftenen og blev på gulvet, når der var pauser.

Det endte i bryllup, og Lis fortalte mig, at hun havde sagt til førstemanden hos Fa. Albert Dahl, hvor Lis var i lære, da han spurgte, hvem den smarte fyr i kameluldsfrakken var, at det var ham, hun skulle giftes med – så alt var planlagt – naturligvis var det også hende, jeg havde holdt i hånden i biografen. Mange år efter spiste vi frokost ude i Skovpavillonen – det var omkring vores 12-års bryllupsdag. Den samme ekspeditrice serverede for os – fru Pedersen – og hun sagde ”Jeg ved godt hvorfor I er her i dag – det må være jeres bryllupsdag – og jeg glemmer aldrig, da I traf hinanden – I blev på dansegulvet hele aftenen, og Heinrich blev mere og mere sur, fordi han blev svigtet af den lille frk. Carlsen”. Vi var ikke klar over, at vi havde lavet sådan i uorden i aftenen. Senere spillede fru Pedersen og Peter Vognmand sammen som makkere i bridge.

Tiden gik, og i 1961 købte vi ”Varehuset Mascot”. Vi var 11 personer i forretningen plus løs dekoratør. H.P. hjalp os med 10 ombygninger og bygning af villa på Højdevej i årene der fulgte. På et tidspunkt skulle vi til bryllup hos Lise og Jørn på La Tour i Århus. Mine søskende ringede på forskellige tidspunkter om jeg ikke havde en kjole, som min mor kunne bruge til brylluppet – det havde jeg ikke. Så talte jeg med Klausen, vores førstemand, om han kunne sy en kjole til Mor. Han havde set Mor og sagde: ”Det kan jeg nemt, bare jeg får nogle mål”. Karen sendte de forlangte mål, og Klausen syede en flot sort velourkjole med en sølvlameret cape eller overdel. Til brylluppet så jeg første gang kjolen på Mor. Den sad perfekt, og jeg tror det var den flotteste kjole, Mor nogensinde havde haft.

  • OLE LUND indførte som den første forretning i Hobro tiltalen ”du” mellem os alle.

En lørdag eftermiddag inviterede Lis til frokost hjemme på Højdevej. Det var kun Klausen, vores førstemand, og en elektriker, som hed Klaus. På et tidspunkt kom jeg frem med en ide jeg havde. Den gik ud på at sy kjoler efter mål til plejehjem og alderdomshjem. På grund af snapsene sagde Klausen: ”Jeg skal nok sy dem”. På den måde startede ”Olica” (Ole-Ca-li-Lis – Lis-Ca–li–Ole eller Ole og Lis Ca). Jeg havde tidligere lavet nogle strandkjoler ved hjælp af svigermor og en syerske (Fru Holmgaard). Jeg havde købt for meget stof – derfor skulle jeg finde på noget. Svigermor lavede kollektionen af strandkjoler. Jeg tog til Odense en dag i februar. Det sneede, men alligevel solgte jeg en masse kjoler – på vej hjem regnede jeg ud, hvornår jeg var millionær – ugen efter tog jeg til Vendsyssel – det var en slem bet – jeg solgte kun 10 kjoler. Derfor syntes jeg, at Klaus skulle starte med at sælge ”Olica”-kjoler i Vendsyssel – hvis han kunne sælge i Vendsyssel, var ideen god. Det kunne han.

Efterhånden havde vi rejsende i Sdr.-Jylland og på Sjælland. Lis var direktør i Fa Olica. Jeg blandede mig i det hele. Senere flyttede vi til Stenild, solgte huset og indrettede en dejlig bolig med tilskærere i den ene ende af huset. Huset var stort. Alrum og køkken 40 m2, stuen 80 m2, hall med skifergulv, 2 badeværelser + gæstetoilet – soveværelse med balkon, 4 værelser – swimmingpool i haven – hestestald med hest. Ja! Det gik godt. Vi tjente mange penge. Holdt stort sølvbryllup med 108 gæster og min 50-års-fødselsdag (3 dage efter med personalet med nu ca. 100 mennesker).

Børnene gjorde, hvad de havde lyst til – de var selvstændige – vi skulle ikke bestemme – Lis gik altid med på deres ideer. Lene blev student, Anne ville ikke tage studentereksamen i Hobro – hun ville hellere ned på Th. Langs kostskole i Silkeborg – til et formøde blev vi spurgt, hvorfor Anne var der, hun var jo ganske normal – så sørgede Lis for, at Anne kom på gymnasiet i Hobro. Det var godt. De 3 ældste tog studentereksamen i Hobro. Anders tog på gymnastikhøjskole i Viborg. Til den nytårsaften spurgte han, om han måtte tage 8 kammerater med hjem – til selve nytårsaften havde han inviteret 44 – det var lidt af en indkvartering – men det forløb fint. På køleskabslågen var alles navne skrevet op – så skulle de sætte en streg for hver genstand. Ham, der stod for salget sagde, at der manglede mange streger – så sagde jeg: sæt nogle flere streger ved dem, der har mange streger – det gjorde han, og der var ingen, der protesterede, da de skulle afregne. Senere tog Anders til Svendborg (det var sådan en skøn by). Der tog han HF samt arbejdede for FDB med ærtehøst, og tjente selv sine penge.

Anne tog med ”Den rejsende højskole” til Indien – det var ganske utroligt, at sådan en lille pige kunne køre så stor en bus. Det var hårdt for os, at vi dag efter dag ingen brev fik fra Anne. På et tidspunkt var de strandet i Afghanistan fordi vedkommende, som afløste Anne som chauffør, havde sat bussen i back-gear ned ad en bjergvej, så gearkassen blev ødelagt – den gang tog det lang tid inden de fik en ny gearkasse – det har været slemt for de unge mennesker og rigtig slemt for de pårørendes usikkerhed – heldigvis kom Anne godt hjem fra Indiensturen.

Hans Peter kom også på Tvind – han byggede en båd, som skulle bringe 6 unge mennesker til Sortehavet – de løb på grund i Limfjorden, så det var en god start. Lis var meget nervøs for H.P.s lange bådtur, men han kom også godt hjem igen.

Jeg kunne skrive meget om mine og Lis’ oplevelser med Tvind-skolen, men jeg må hellere overlade det til andre (Anne & H.P.). Lene var i Århus og læste der, hvis hun ikke var i London eller Spanien.

I Stenild deltog vi i livet i det lille samfund. Vi var med i forsamlingshusets bestyrelse, og både Lis og jeg bragte mange nye ting ind i bestyrelsen – bl.a. revy til høstfesten med de mandlige bestyrelsesmedlemmer som can-can-piger – og til St. Hans-festen arrangerede Lis ”byløb”. Så sent som St. Hans 2004 var der stadig væk byløb med masser af mennesker iflg. Peter Vognmand – altså ca. gennem 25 år.

Forretningen i Hobro blev efterhånden lavet om til en hvidevareforretning i Bies ejendom og gardinforretning nede på ”Brøndtorvet” – de gik begge to vældig godt

 

Kapitel 9:

Vores tid med Satti (skrevet januar –05)

I slutningen af 60’erne kom en sort mand ind i forretningen for at købe noget børnetøj. Det viste sig, at Satti var læge på Hobro Sygehus. Han var fra Sudan og havde fået sin uddannelse i Østtyskland. I Østtyskland var han blevet gift med en tysk pige, og havde fået 2 børn med hende, to piger. Det var til disse piger, vi skulle finde noget tøj. Satti kom tit i forretningen, og vi inviterede ham med hjem. Senere blev vi inviteret op til en fest på sygehuset. Der var ca. 12 sudanesere med, bl.a. 2 fætre fra Khartoun. De øvrige sudanesere var læger fra Sverige, Norge og Danmark. Festen var en fredag aften, og Satti lavede selv maden til os alle sammen, vi var ca. 30. Inden festen spurgte Satti om Lis og jeg ikke kunne lave en ”picnic” for hans sudanesiske venner og familie. Vi tog derfor til Løkken med campingvognen og indlogerede os på en campingplads. Det var lidt af en opgave at få alle disse sorte mennesker ind og kun betale for en vogn, men det lykkedes – vi havde lavet noget mad og Satti havde en del rester fra festen. Jeg kan huske, at vi gik ned i klitterne med en kasse øl og så solnedgangen. Alle, der kom forbi, fik et mindre chok ved at se så mange sorte mænd på én gang. Overnatningen foregik i campingvognen og forteltet eller i bilerne, vi var i alt 15 mennesker.

De to fætre fra Sudan blev i en uge, og naturligvis blev de ved med at spise hos os. Den ene fætter, som var den ældste, hed Abbas og var stadsingeniør i en forstad til Khartoun ved navn Omduman.

I 1972, da vi var flyttet til Stenild, kom Satti med en invitation til mig til at komme til Sudan (alt betalt). Naturligvis sagde jeg tak, men kun på betingelse af, at Lis kunne komme med, jeg skulle nok betale for Lis. Satti havde efter invitationen fortalt noget om sin familie. Overhovedet var en ældre herre, som hed Elrashid, han solgte køleskabe, havde et stort hus, ingen børn, men tre koner. Sattis mor boede længere mod øst i Port Sudan. Der var mange forskellige familier, som var fætre og kusiner. Satti skrev til Abbas, at Lis tog med derned – kort efter kom der brev om, at hun var velkommen, men at hun skulle være i kvindegården og spise og sove der. Naturligvis kunne vi ikke finde os i det, så Satti måtte skrive igen, og endelig kom Lis med på vores betingelser.

En aften i febr. 72 tog vi af sted. Satti havde sørget for billetterne, og vi var med et fly, som mellemlandede forskellige steder bl.a. Budapest og Athen, og vi landede sidst på dagen i Cairo, hvor vi skulle være i 6 dage. Mens vi stod i kø ved paskontrollen, blev vi kaldt ud – uden om told og pas – og blev ført udenfor, hvor der holdt en stor limousine med en stor sort chauffør i uniform, og nogle kom med vore kufferter. Det var Sattis fætter, som havde arrangeret dette. Han var ambassadør og tillige formand for en stor arabisk sammenslutning, som hed ”Arabic”. Værelserne var reserveret på et hotel, som hed ”Hotel Ambassadør”. Det var meget gammelt, engang havde det nok været elegant, men ikke nu. Værelserne lå forskudt for hinanden, så det nærmest var en labyrint. Engang talte jeg med en ægypter, det var noget med hans bil, vi talte om. Han fortalte, at han engang var i København og at han boede på et hotel, som hed ”Missionshotellet”. Han mente, at det havde været en gammel kaserne, for værelserne lå ud til en lang gang. Sådan er opfattelsen af ting så forskellige. Vi fik morgenmad på hotellet, men det var også slemt. Plastikken var rigtig slået igennem dengang, og kopperne skulle være hvide, men de så rigtig snavsede ud, da teen farver plastikken.

Det, der generede os mest var, at Lis og jeg blev overvåget af 2 mand, som sad i foyeren hele tiden og fulgte os, hvor vi gik på gaden, eller hvor vi kørte med taxa. En aften vi var inviteret ud til ambassadøren prøvede vi på at finde ud af, hvorfor disse mænd holdt øje med os, men ambassadøren vidste det ikke. Vi vænnede os til overvågningerne. En aften var vi på natklub ude i Sahara-ørkenen. Det var i et telt med masser af glimmer og stads. Vi så naturligvis også pyramiderne og red på kameler der.

En aften var vi klar til at tage til Khartoun i Sudan. Alt omkring lufthavnen var mørkelagt (det var lige efter 6-dageskrigen – den krig i ørkenen, hvor alle soldaterne smed støvlerne, fordi de ikke kunne komme op til Alla med støvler på, hvis de skulle dø). Der er ca. 2.000 km fra Kairo til Khartoun. Midt om natten blev vi vækkede (vi sov alle med tykke tæpper på), så skulle vi have noget at spise, det var en portion budding. Vi sov ikke mere den nat, og efterhånden stod solen op, stor og rød over ørkenen. Et flot syn. Til gengæld så byen grå og trist ud, selv om den lå mellem 2 floder, nemlig Nilen (Red and White). Naturligvis havde Satti ikke sagt noget om, hvornår vi kom, så vi tog en taxa ud til Abbas kontor. Det var en stor plads med kontorer på de tre sider. I midten var der et stort træ, hvor der sad en mand – det var ”skriveren”, som skrev breve for alle de mennesker, som stod i kø. I alle bygningerne var der banker og kommunale kontorer. Alle dørene var låst med reb eller tov bundet på forskellig måde, så man kunne se, om der havde været indbrud. Abbas kom, da vi havde ventet i nogen tid. På han kontor var der lerstampede gulve. Der flød med bluprint og tegninger, og papirerne var heftet sammen med knappenåle. Clips havde de ikke.

Da vi var budt velkommen af Abbas, gik jungletrommen i gang. Hele den store familie skulle vide, at vi var kommet til Sudan. Abbas havde en gammel folkevogn, og hele dagen kørte han rundt med os, og da det var meget varmt, fik vi Cola m/is alle steder, og jeg tror det var årsagen til at jeg blev meget syg med opkastninger og diarre. Vi blev beværtet alle steder – Endelig kom vi til Abbas’ hus. Ganske rigtig var der 2 indgange til huset – een til kvindegården og een til mandegården – og der var en stor mur omkring det hele. Vi fik et stort soveværelse med en stor flervinget ventilator i loftet. Alle mændene sov i gammeldags stålsenge ude på terrassen, som omgav huset. Maden blev lavet i kvindegården – udendørs. Der var et rum med brusebad og håndvask. Toilettet/WC’et var et lille rum med murstensgulv og et hul i midten. Man skulle sidde på hug og klare sit WC-besøg. Der stod en kande med vand, som man kunne skylle efter med. Satti havde fortalt mig, at når man byggede et hus, lavede man et stort hul på ca. 30 m’s dybde og 90 cm i diameter. Sådan et hul kunne klare alt i et hus’ levetid. En nat hørte jeg et mægtigt skrig ude fra WC’et – det var Lis – og da jeg kom derud, fortalte Lis, at da hun tændte lyset, vrimlede det med store grønne dyr, som alle for ned i det lille hul. En gang trådte jeg sådan et dyr ihjel – dagen efter var der kun en skygge på gulvet – den var blevet ædt af sine artsfæller.

I huset var der hr. og fru Abbas med deres 3 børn. Første gang de så os, fik de et mindre chok, fordi vi sad i solen i shorts – de havde aldrig set så hvide mennesker. Der var altid andre gæster i huset, og så var der to sudanesere fra Sydsudan – de havde kun fri søndag eftermiddag – ellers vaskede og strøg de alles tøj, også vores, samt lavede mad og gjorde rent. I spisestuen var der en lille håndvask i det ene hjørne. Den brugte jeg meget, da vi skulle spise med fingrene. Maden smagte godt – det var overvejende lam, fjerkræ, duer – lavet på forskellig måde. Alle deres venner ville absolut servere et måltid for os. Naboerne, som havde tre køer, ville også gerne servere et måltid for os, men det fik vi den sidste dag, vi var der – han satte maden på nogle bakker op på muren. Naboen så vi aldrig.

Da jeg ikke kunne tåle Cola, fik jeg og Lis en øl til hvert måltid. På et tidspunkt brød bryggeriet sammen, så de ikke kunne få fat i øl. Så serverede de Vermouth – det var ikke sagen, så resten af tiden fik vi mangojuice. En aften var vi ude på en ø i Nilen. Der var mange mennesker, og vi fik et helt lam fyldt med ris (leveret fra et hotel) og til maden fik vi whisky – alle blev hønefulde – og fra moskeerne kunne vi hele tiden høre bønner og musik. Lis var den eneste pige, der var med. Vi inviterede familien Abbas på middag på Khartuuns flotteste hotel, og vi forlangte, at fru Abbas skulle med. Det var en god aften, og orkestret spillede Jacob Gades ”Tangojalousi”.

En dag gik der rygter om, at Sattis mor var kommet helt ovre fra Port Sudan med toget – en meget lang rejse. Lis sagde til Satti, at han da skulle ind i kvindegården og byde sin mor velkommen – det ville han ikke. Næste dag skulle Satti ind til Khartoun – han gik op til bussen mellem geder og får, og hans mor gik ca. 5 m bag ham – og de talte sammen på den måde. Når jeg siger, at han gik mellem geder og får, var det fordi der ikke var anlagt veje i det område. Gederne prøvede altid på at spise plastikken, som lå og flød overalt.

En aften besøgte vi Elracid – den ældste i klanen. Han havde 3 koner og tilsyneladende ingen børn. Da vi ankom så vi, at han lå og bad ude ved brønden. Lis og han skulle sidde ved siden af hinanden. De forstod ikke hinanden sprogligt, men de morede sig godt sammen alligevel. Pludselig var himlen helt rød med solnedgangen. Mændene blev enige om, at det nok var tekstilfabrikken, der brændte. Men da vi senere kørte hjem, viste det sig, at det var sandstorm. Det var frygteligt at sidde i folkevognen med tillukkede vinduer og umuligt at se noget. Bilen var fyldt med gaver fra Elracid – primitiv afrikakunst Vi kom hjem, og næste dag lå der driver af sand i hele vort værelse. Alle, der lå og sov udenfor, var totalt dækkede af sand.

På turen hjem landede vi bl.a. i Østberlin. Uheldigvis blev Lis taget til visitering i Tolden. Jeg sad og ventede på Lis. Da hun endelig kom ud, så jeg, at hun var stiktosset. Hendes hår strittede og hendes ansigtsudtryk så meget vred ud. Jeg fik fat i hende i en fart og sagde, at hun skulle se på en urolig mand lidt fra os. Da hun lidt efter så en dame komme ud fra tolden, forstod Lis godt, hvorfor jeg morede mig, og det gjorde Lis også. Da vores fly til Danmark først fløj senere, fik vi arrangeret en tur ind til byen, så vi gik en tur ”Unter den Linden”. Turen hjem til Danmark fløj vi med et SAS-fly – en dejlig tur.

Senere fik Satti job i Lund i Sverige. Han fortalte, at han opererede gamle koner, som få dage efter gik fra sygehuset med nye hofter. Satti var med til Anne og Kåres bryllup. Da havde han en ny svensk kone med. I årene derefter talte vi tit sammen i telefonen, og vi var også to år i træk til ”krebsekalas” hos ham i Sverige med masser af snaps og øl. Ester og Jørgen Wurglervar med.

En gang manglede vi lagenlærred til en billig pris, fordi leverandøren fra Østeuropa var standset. Derfor tog Satti med mig til Cairo. Ægypten var kendt for god lagenlærred. Vi var i kontakt med Ægyptens vicepræsident. Tingene var i orden, men ingen af alle de mennesker, vi var i kontakt med, turde give en pris, der var lavere en den, vi fandt i butikkerne – typisk ægyptisk, alle tror alle vil snyde hinanden. Vores indkøbsforening ville gerne købe mange tusind meter, hvis prisen var rigtig – vi måtte opgive – men inden vi tog hjem, blev jeg inviteret til et stort modeshow. Ved indgangen blev Satti afvist på grund af sin hudfarve. Det var et chok for mig, da jeg aldrig tænkte på Satti som sort – det var i Cairo i halvfjerdserne. Jeg var højst en halv time inde til show’et. Så gik Satti og jeg ud og spiste en god middag. I årene efter var jeg i kontakt med Satti jævnligt

På et tidspunkt fik vi en sudaneser ved navn Salæh i forretningen – vi manglede medhjælp til gardinmontøren. En dag skulle han rydde op i en afdeling for plaider. Jeg fortalte ham, hvordan det skulle gøres, men da hen var færdig, lignede det Jerusalems ødelæggelse. Da jeg sagde det til ham, sagde han: ”min opfattelse af oprydning kan være lige så god som din”. En anden gang skulle han mærke en sending dyner. På fakturaen havde jeg skrevet udsalgsprisen på. Da han afleverede fakturaen, sagde han, at jeg havde lavet en stor fejl, men han havde rettet det. Alle dundynerne med den mindste vægt havde han sat den mindste pris på osv. Salæh boede hos os, og om aftenen lånte han varebilen. En dag sagde han, at jeg måtte være en stor mand, for hver gang han blev standset af politiet, sagde han bare, at han boede hos os. Betjentene hilste pænt på ham og lod ham køre. Salæh var den eneste sorte i miles omkreds på den tid.

Det sidste jeg hørte fra Satti var en telefonsamtale, hvor han fortalte, at han skulle til London for at blive gift med sin kusine, som boede i London. Det var familien, der havde bestemt, at han som muslim skulle gifte sig med den af familien udvalgte pige. Jeg spurgte naturligvis om, hvad der skete med han svenske kone og hans lille datter. Han sagde bare, at det var et overstået stade. Efter den telefonsamtale har vi ikke hørt fra Satti.

Et notabene om Satti:

Satti har hele sit liv været muslim – dog ikke fanatisk –han levede nøjagtig som alle andre, som ikke var muslimer. Så skete der det, at Aristoba, som havde været isoleret i Frankrig i mange år, fik lov til at rejse til Iran, hvor han fik præstestyret op at stå – og alt det fanatiske i den muslimske tro op at stå igen. Satti fulgte med og blev fundamentalistisk muslim. Derfor hans mærkværdige kovending.

Februar -12

 

Min tid efter Lis

I sommeren 1989 var vi i Italien. Lis havde det ikke så godt, men hun syntes alligevel, at vi skulle på ferie. Lis var godt i gang med det nye firma ”Laksen”. Det var jagttøj. Det var en herretøjsrepræsentant, som havde det med – og han solgte godt – så der kom travlhed på fabrikken.

Da vi kom hjem fra ferien tog Lis på sygehuset, fordi der var konstateret en knude i tyktarmen.

Operationen forløb godt, og vi var senere med Lene oppe på sygehuset for at tale med lægen, der havde opereret Lis. Han forklarede, at ”knuden” var væk, og at der ikke var tegn på kræft – det var den 17. august. Lis var igen i gang med fabrikken. Hun var træt, men i november spurgte hun efter et lægebesøg om det ikke var en god idé at blive skannet. Det var d. 18. nov. -89. Vi var inviteret til H.P. og Lillys guldbryllup d. 24. nov. Efter skanningen skulle Lis og jeg komme ind på sygehuset kl. 18.00. Det var en ung læge, som vi aldrig havde set før. Han have fået til opgave at fortælle os, at der var kræft i hele kroppen, og der var intet at gøre. Han sagde, at Lis kunne få lidt binyrebark – det ville Lis ikke have. ”Jeg vil se ud som jeg ser ud (ikke med basunkæber osv.)” og strålebehandling ville heller ikke hjælpe. Vi spurgte aldrig om, hvor lang tid Lis havde. Lis sagde til mig, at hun gerne ville med til guldbrylluppet i Fredericia d. 24. nov. på den betingelse, at jeg ikke fortalte noget om Lis' sygdom. Der var heller ikke nogen af børnene, der fik noget at vide. Vi fik nogle stærke piller, som Lis kunne tage, men hun ville ikke blive forfalden, så hun ville bare have en halv pille ad gangen. Vi tog til guldbryllup. To øl i bilen, som vi drak på samme måde som vi plejede at gøre det – en ad gangen! Vi havde et værelse ovenpå, så Lis kunne hvile sig. Vi var der alle sammen, altså 2 x 10 + H.P. og Lillys børn. Ved middagen sang vi de sange, som Lis havde skrevet ved forskellige lejligheder til H.P. og Lilly – og senere holdt Lis en tale – da måtte jeg gå udenfor (det var for meget). Da Lis var gået op i seng, fortalte jeg, at Lis kun havde begrænset tid at leve i. Det var frygteligt. Ingen kunne forstå det.

Hele dec. måned var jeg omkring Lis hele tiden – Der kom mange mennesker for at besøge Lis. Lis talte om, hvordan jeg skulle arrangere begravelsen, og præsten, som var ny i sognet, blev orienteret om, hvad han skulle sige. Juleaften blev holdt på Højlundsvej v. Anders. Falck fik efter stort besvær en båre fra Aalborg, som Lis kunne ligge på. Jeg fik en hæksaks i julegave. Anders og Rita tog på skiferie i Norge, og Lis pressede dem til at tage med. Hun lovede dem, at hun ikke ville dø inden han kom hjem. Anden juledag blev Josephine døbt i Stenild Kirke. Lis var med i kirken.

Dåbsmiddagen var ovre hos Lene og Henrik. Senere på dagen var der flot solskin og frost, så Lis syntes godt, hun ville derover. Derovre viste det sig, at Lis havde børnenes konfirmationssange med, som hun havde skrevet. Vi tog hjem igen, og Lis kom på sygehuset 2 dage før nytårsaften.

Inden Lis kom på sygehuset, havde jeg fået besked på, hvordan begravelsen skulle foregå og hvilke sange, der skulle synges. Bl.a. ville Lis gerne have ”Livet er en morgengave” -nej det går ikke i en kirke, men i forsamlingshuset (-”Der står øller på mit bord”). Vi blev enige om det hele: Boller med pålæg osv. Jeg sagde: ”Jeg kan ikke bage boller, men det kan dine søstre og svigerinder” -der kom boller fra hele landet! Jeg købte pålæg og blomster til bordene. Nære venner og familie fik sammenkogt gryde – oksebov – små frikadeller og lever og løg – kartoffelmos. Ellas søster (gl. krokone) lavede det – samt lagkage. Meget stor begravelse – der var ikke plads til alle inde i kirken.

I forsamlingshuset var der også fuldt. Jeg lod børnene styre mindefesten i forsamlingshuset – det gjorde Hans Peter perfekt med de rette ord.

Det blev nogle frygtelige dage efter Lis' død. De sidste dage, Lis levede, var Lene og Anne på skift hos Lis.

Jeg glemmer ikke, da jeg blev ringet op om natten d. 9. jan.

38 dejlige år var slut.

 

 

Taulov Kirkevej 50
Fredericia 7000 DK
Get directions

Fødselsdag:

1927

Erindringen ønskes afleveret til:

Lokalhistorisk Arkiv, Fredericia og Omegn