Bent Schmidt

Bilferie i 1930erne var bestemt ikke enhver arbejderfamilie beskåret, men Bent Schmidts far havde anskaffet sig en gammel bil, som kunne transportere hele familien med hund, telt og oppakning, når den årlige uges ferie skulle holdes. Turen gik oftest til "Sibirien" ved Faxe Ladeplads, men det blev også til en jyllandstur og ture til sjællandske feriemål. Gør ejerskabskrav på erindring

Erindringen er indsendt af Faxe Kommunes Arkiver

 

På teltferie i 1930erne med bilen ”Mathis”.
Jeg er født i 1929 og min storebror er fra 1925. Min mor, der var født i 1898, var uddannet i husholdning på nogle af de vestsjællandske slotte. Min far, der var født i 1900, var uddannet elektriker. Han var ansat på SEAS som montør, og det kom desværre også til at koste ham livet. I 1942 kom han ud for en stærkstrømsulykke og blev dræbt, og så var vi tre tilbage og skulle klare os under krigen, og det var ikke altid lige let. Men det er et kapitel for sig, det er ikke det, det handler om nu, nu skal vi fortælle om den lykkelige barndom, hvor vi tog på ferier i vores bil, som vi kaldte ”Mathis”.

Det var ikke så almindeligt for en arbejderfamilie som vores at have bil, men min far var et mekanisk geni, der kunne få alting til at fungere, så han havde anskaffet sig en gammel bil (formentlig en Mathis Babylette fra o. 1915. red.) og den gik som en symaskine. Den bil havde vi meget fornøjelse af, og det var også den, vi kørte i, når vi om sommeren tog på ferie med vores telt.

Bilen var meget veludrustet – alt udstyr, vi overhovedet kunne have, var med på den lille bil. Teltet var spændt fast på siden, hvor der også hang en lille mælkejunge og klapstole. Kufferterne blev spændt fast bagpå. Bilens lille bagageklap havde far taget af og i stedet monteret en slags kasse, som min bror og jeg kunne sidde på, med benene nede i bagagerummet. Herfra havde vi den bedste udsigt, når vi kørte rundt i landet.

Teltet var lavet af sejldug. Oprindeligt gik den skrå teltdug næsten helt ned til jorden, men min far syntes ikke, vi skulle ligge og kravle ind, så han fik en sadelmager til at sy en meter ekstra på, så teltet fik lodrette vægge og kom højere op. Jeg husker ikke, hvad vi lå på; måske liggeunderlag, eller noget halm. Maden lavede mor uden for teltet. Vi havde altid en kasse med køkkengrej med, og den stod primussen oven på, når hun lavede mad. Den kunne også bruges som bord med dug over, når vi skulle spise.

Ferieloven blev først indført i 1938, men før det havde man på SEAS ret til en uges ferie. Min far sørgede for at lægge sin ferieuge, når det var fuldmåne, for det er som regel godt vejr, når det er fuldmåne. Og det passede også de fleste gange.

Vi tog især til Faxe Ladeplads med teltet. Nord for byen ligger et smukt område, der hedder Sibirien. Der var ikke en officiel campingplads, det var bare et åbent areal ned mod vandet, hvor man frit kunne slå sit telt op. Jeg kan ikke huske, om der var nogen faciliteter, men der må næsten have været et primitivt das, for der var mange, der kom derned og ferierede. Vi må jo også have fået vand et sted fra.

Når vi var i Faxe Ladeplads fik vi tit besøg af venner og familie, for eksempel fars arbejdskammerater fra Haslev og mors familie fra København. Der var ikke længere til Faxe Ladeplads end at vi også kunne tage dertil i pinsen. I øvrigt var det smart, at det lå i SEAS’ område, for så kunne min far tage kassen med kogegrej med, når han var afsted for SEAS, og sætte den ind i vandtårnet ved Faxe Ladeplads, som han havde adgang til. Så slap vi for at skulle transportere kassen i bilen, hvor der jo skulle være plads til alt det øvrige udstyr, plus fire personer og en hund.

Efterhånden tog vi også andre steder hen. Vi var flere gange ved Karlstrup strand, hvor der var en noget større lejrplads, og vi har også været i Skælskør og Odsherred. Et år tog vi til Nordsjælland, hvor vi blandt andet tog til Jomsborg, en stor lejrplads, der tilhører FDF. Min far havde nemlig som ung været FDF’er, og det var min bror og jeg naturligvis også.

Den helt store tur var et år, hvor vi tog til Jylland. Vi kom ikke længere end Østjylland, for vi havde kun en uge og man kørte jo ikke så hurtigt dengang, men i løbet af den uge fik vi set både Himmelbjerget, Koldinghus og Odinstårnet  på Bolbro Bakke i Odense. Lillebæltsbroen var lige blevet indviet, så vi gik aftentur på broen, da vi havde slået teltet op i bakkerne ved Hindsgavl. Odinstårnet var opført af resterne fra byggeriet af Lillebæltsbroen, og det var meget spændende at komme op på toppen af det. Desværre blev det ødelagt af Schalburgtage under krigen.

Jeg kan huske et sted, hvor vi holdt pause ved en landevej og skulle have en kop kaffe. Vi havde vores lille hund med, og pludselig begyndte den at gø voldsomt. Det var fordi bremsen på bilen havde løsnet sig, og den begyndte lige så stille at trille ned ad bakken. Så fik far fart på!

På Jyllandsturen så vi en del seværdigheder, men ellers brugte vi mest ferierne til bare at slappe af og være sammen. Min mor læste en del bøger, og måske gik vi en tur, men ellers hyggede vi os på stranden, gravede i sandet og legede med vores skibe, som far havde bygget til os.

Vi børn havde 6 ugers sommerferie. Vi brugte den blandt andet på at lege og tage på ture. Vi havde en hel del legekammerater i kvarteret. Og så boede vi tæt på gadekæret. Der kunne man more sig med at sejle med små skibe, og om vinteren prøve at løbe på skøjter.

Min far havde bygget sæbekassebiler til os, og så havde vi et legetelt, som vi kunne spænde fast, præcis som det rigtige telt på den rigtige bil. Så kørte vi hen for enden af vejen, hvor der var et lille stykke med græs, og der slog vi teltet op og legede sommerferie.

Far var som sagt meget fingernem, og han byggede en båd til os, med sejl og mast, som vi sejlede rundt i ved SEAS, hvor der var en stor kølesø – der var store maskiner dengang, som skulle køles. Søen var lavvandet, ikke dybere end man kunne bunde. En gang ville min storebror ud at sejle med en ven, der var noget ældre end mig, og så ville de ikke have sådan en lille møgunge som mig med. Det var jeg selvfølgelig sur over. Det var en sommeraften, og de sejlede ud på søen og smed et anker med en cementklods ud, og så lå de ellers der og hyggede sig og læste.  Klokken henad ni sagde min mor, at jeg hellere måtte gå hen og sige til dem, at de skulle hjem, så jeg løb derud og kaldte på dem. Men da de skulle trække ankeret op, havde båden drejet sig, så den væltede og de sad i vand til livet. Jeg var nær ikke kommet hjem af grin, det var så morsomt. Det havde de rigtig fortjent.

En gang om året, når der var byfest,  kunne man komme ud at køre med tipvognstoget fra Faxe Kalkbrud, der kørte på en bane ned til Faxe Ladeplads. Og når vi var i Karlstrup, kunne vi sejle med udflugtsbåden Strandgreven, vistnok til København.

I 30’erne blev der lavet et svømmebassin ude på Sofiendalsvej, bag ved sportshallen. Det var et friluftsbad, og man kunne købe aktier, far købte en, jeg tror, den kostede 35 kroner. Vi havde meget fornøjelse af at komme der. Så snart det var vejr til det, var vi derude og pjaske rundt, så vi blev ret gode til at svømme. Jeg tror nok, vi lærte os det selv, der var ikke undervisning.

Da krigen kom, blev bilen klodset op, og så døde min far jo i 1942, så derefter kom vi ikke længere ud på ture, vi havde nok at gøre med at holde sammen på det hele. Vi kom højst til København, hvor vores mostre og onkler boede, som vi kom på besøg hos. Min bror kom i lære, og jeg kom i mellemskolen, på gymnasiet og blev student i 1948. Det var svært at få det til at løbe rundt, men vi fik af og til nogle legater, og min mor sled i det i alle årene.

Jeg kom på seminariet, men da jeg var færdig der, skulle jeg desværre ind og være soldat i to år. Jeg hadede det meget, men der var ikke noget at gøre ved det. Men så kom jeg tilbage til skolen og blev ansat som øvelsesskolelærer, og derfra fik jeg timer på seminariet. Jeg aflastede min tidligere lærer i faget formning. Efterhånden fik jeg så mange timer, at jeg måtte vælge mellem øvelsesskolen og seminariet. Jeg valgte seminariet, og der var jeg ansat i 25 år. Dér underviste jeg foruden i pædagogikken i tegning, maleri, grafik og skulptur, men det er især efter jeg blev

pensioneret, jeg har lavet de fleste af mine værker.

Efter jeg selv stiftede familie, tog jeg igen på ferie i bil, blandt andet sydpå til Østrig og Italien, og også til Sverige. Det var dog ikke længere med telt, det var i stedet bed & breakfast eller pensionat. Men nu er vores tre børn for længst voksne.

Faxe Ladeplads 4654 DK
Get directions

Fødselsdag:

1929

Erindringen ønskes afleveret til:

Faxe Kommunes Arkiver