Geert Alex Nielsen

Geert Alex Nielsen har forfattet en spændende erindring om sit liv fra messedreng til borgmester. Han kommer omkring sin barndom og opvækst, sin skoletid, om hvordan han sejlede ud i verden og til sidst hvor han blev valgt som borgmester. Gør ejerskabskrav på erindring

 

Fra messedreng til borgmester.

Jeg vil på de følgende sider fortælle lidt om mit efterhånden lange liv startende i Randers og i skrivende stund her i Stensved. Jeg håber, at nogen kan finde interesse i at læse lidt om den periode, jeg vil beskrive. Beskrivelsen kommer i kronologisk rækkefølge og fortæller om stort og småt i de naturlige afsnit som omfatter de forskellige tidsperioder og aktiviteter mit liv har formet sig i. Hvad jeg fortæller baserer sig først og fremmest på, hvad jeg husker eller har fået fortalt og ikke på nogen research. Mange af tingene vil også være min subjektive opfattelse også af min rolle i forbindelse med de oplevelser og personer, jeg har været sammen med og ikke nødvendigvis den fulde sandhed.  Da jeg altid har været god til at huske – ikke mindst, hvad der ligger mange år tilbage, vil det omfatte et virvar af navne og begivenheder, men der er ikke nogen kildeangivelser eller nærmere præsentation af personerne. Det må man som læser finde sig i.

 

Min tidlige barndom i Randers.

Jeg blev født den 20. juli 1937 i Randers på Gethersvej. Den er en mindre sidevej ved Hobrovejen og er i dag en lukket vej. Huset, som stadig eksisterer, er en 4 etages ejendom med adskillige lejligheder. Da mine forældre flyttede ind var det et efter den tid forhold rimeligt moderne hus og lejligheder. Jeg har som voksen flere gange været ved Gethersvej og blev noget overrasket over, at huset ikke er større. I min fantasi og hukommelse var det vokset gevaldigt i løbet af i årene i Vordingborg og Langebæk, så jeg havde en erindring om et mindre højhus, men det er vist ikke usædvanligt for mange, der tænker tilbage på deres barndom og genser stederne fra dengang.

Mine forældre havde begge deres rødder i Vordingborg, og når de overhovedet var havnet i Randers hang det bl.a. sammen med beskæftigelsessituationen i 30’erne og også nogle personlige årsager. Far hed Alexander, i daglig tale kun Alex og min mor havde ikke mindre end 4 fornavne, men kaldenavnet var Jenny. De fik 3 børn derovre. Den ældste af os, Grethe blev født i 1930, samme år som min mor flyttede over til min far i Randers, og de blev gift. Den næste af os børn var Erik, som blev født i 1936, og jeg som sagt i 1937. Da der var kun 16 måneder imellem os, var jeg nok ikke helt planlagt med fuldt overlæg, men det kan jo smutte.

Min far var udlært blikkenslager. Han havde mange søskende, da der var ikke mindre end 11 børn i min farfars familie. Egentlig ville han have været fisker eller sømand, som både hans far og hans 3 brødre var eller havde været, men farmor mente, at en læreplads var mere sikker. Han fik efter sin læretid arbejde på en gasmålerfabrik i Stubbekøbing, og det var derfra han fik et tilsvarende arbejde i Randers, hvor han i en lang årrække arbejdede på en gasmålerfabrik.

Min mor var også fra Vordingborg eller rettere fra Roskilde, hvor min morfar arbejdede ved statsbanerne på et værksted. Min mormor døde under den spanske syge allerede, da mor var 10-11 år, så min mormor har jeg aldrig kendt, og egentlig ved jeg heller ikke ret meget om min mors familie. Men jeg ved dog, at de var 5 søstre, og at mor var den midterste. Da hun var hjemmegående i stort set hele min barndom, var det hende, der i meget høj grad har præget os søskende. Vi blev opdraget med fast hånd med alle de gammeldags dyder. En endefuld eller én over nakken hørte med, men hun kunne også tæmme os bare ved et blik.

Af mine forældre var hun den mest viljefaste, og hendes indflydelse gjorde sig gældende på alle områder, og jeg er sikker på, at når de i en årrække boede i Randers hang det sammen med, hvad mor havde bestemt. Hun var meget velbegavet, og det var hendes store sorg, at hun aldrig fik mulighed for at bruge sine evner til én eller anden form for videregående uddannelse. Hun kunne være blevet en rigtig god lærer, er jeg sikker på.

En ting der skal med i beskrivelsen af min mor er, at vores hjem ofte var præget af sang, forstået på den måde, at når hun f.eks. gjorde rent, kom der et helt potpourri af tidens sange og af de gode gamle sange, som ”I en seng på hospitalet”, ”Min far han var fisker.”, ”Hallo, Hallo Musik i gården”. osv. De sange man kan høre ”Rendestenens liljer” synge i dag. De gjaldede ud over lejligheden eller hele området om sommeren, når vinduerne stod åbne.

I sagens natur er det begrænset, hvad jeg husker om min tidligste barndom, men jeg kan dog svagt huske nogle episoder, der udspillede sig. I området var der nogle parkanlæg – de findes der for øvrigt endnu – og de var naturligvis de legeområder, vi børn fra Gethersvej færdedes i. I min fantasi var de betydeligt større, end de er i virkeligheden. Vi kaldte disse mindre parkanlæg for 1. skoven, 2. skoven og 3. skoven. Mindre kunne ikke gøre det.

Én bestemt episode har printet sig i min hukommelse. Vi havde været nede og lege i en af parkerne, og da vi løb hjem, var jeg løbet tværs over en cykelsti på Hobrovejen, og en dame, der kom cyklende, strejfede mig og væltede og slog sig temmelig slemt. Jeg blev meget forskrækket og for hjem og gemte mig under sengen, men da de andre vidste, at det var mig, der var skyld i ulykken, måtte jeg frem og indrømme, at der vist var sket noget. Damen var kommet så slemt til skade, at hun blev indlagt på sygehuset til observation for hjernerystelse, og jeg blev ”tvunget” til at gå med til sygehuset og besøge hende sammen med min mor. Jeg husker den store hvide seng og damen, der lå der, og jeg var frygteligt bange og meget genert ved hele den situation.

I det hele taget var jeg et værre skrog i hele min barndom og tidlige ungdom. Alt fremmed gjorde mig nervøs og usikker, og da jeg led af en næsten sygelig generthed, var jeg ikke meget for at optræde, hvor jeg følte, at der blev holdt øje med, hvad jeg foretog mig. Jeg nøjedes med at være iagttager af tingene og lod andre gå foran. Den generthed dukker af og til op, hvor utroligt det lyder med de ting, jeg har foretaget mig i hele mit voksenliv. Der er altid mennesker, jeg har svært ved at tale med og slå mig løs over for. Til gengæld har jeg altid haft en meget livlig fantasi og har ofte levet i en drømmeverden – det gør jeg til en vis grænse stadigvæk – så når jeg virker verdensfjern og tilsyneladende ikke hører eller ser, hvad der foregår omkring mig og glemmer, hvad der lige er sagt, hænger det sammen med hele min måde at agere på lige fra min tidlige barndom.

En anden ting jeg svagt husker fra Randers var, at vi havde en kolonihave, hvor far havde temmelig mange kaniner. De var et godt tilskud til maden, og vi fik ofte kaninsteg om søndagen. Den holdning til at spise kaniner, som mange har i dag, har jeg aldrig haft. Det var utvivlsomt også et både godt og tiltrængt tilskud til kosten, da krigens knaphed på mange forskellige ting blev mere udtalt som tiden gik. Mor digtede for øvrigt en lille sang om kaninerne, som også indgik i hendes repertoire. ”Der sidder så mange kaniner, der ude i haven og glor. De sidder og venter, at Alex skal komme og gi’ dem et ekstra fo’r”. Melodien er, så vidt jeg har fundet ud af: ”Der flyver så mange fugle.”

I mit 3. leveår blev Danmark besat, men det kan jeg ikke huske noget om. Mine erindringer om krigen kommer senere fra Masnedsund, men til gengæld kan jeg huske mange ting fra de senere krigsår, som jeg vil komme tilbage til.

 

Vi flytter til Vordingborg.

 I løbet af de første år var vi selvfølgelig på ferie i Vordingborg hos familien, men det var en tragedie i 1943, der bragte os til Sydsjælland for resten af vores tid. Min fars 2 brødre, Svend og Hans Peter var som sagt fiskere, og de var ved at skulle have en ny båd i stedet for den gamle, der var ved at være udtjent. Men et sildetræk ved Rødvig fik dem til sammen med en tredje mand at tage af sted. Det blæste uheldigvis op til en storm, og de lå ude på vandet og kunne ikke se land, måske fordi der var mørkelægning. Man regner med, at de løb på en knækket bundgarnspæl, og båden sank og tog alle 3 med sig. Det var en begivenhed, der rystede hele Vordingborg, og de fik en meget stor begravelse. Efter denne voldsomme begivenhed ville farmor og farfar gerne havde den sidste af sønnerne i nærheden, og vi brød så op og flyttede tilbage til Sjælland. Det var ikke noget, som min mor brød sig om, men hun accepterede tingenes tilstand på baggrund af den tragedie, der gjorde det nødvendigt.

Da der var en massiv boligmangel på det tidspunkt, måtte vi flytte ind i Strandgade no. 1. hos farmor og farfar. Det er et mindre 2-familiehus, hvor de ejede den ene halvdel, så der blev trængsel, da der flyttede ikke mindre end 5 personer ekstra ind. Farmor havde honnette ambitioner, og selv om vi fyldte huset ud over alle grænser, var der alligevel en stadsstue, som kun blev brugt ved nogle bestemte højtider som 1. juledag, påske og pinse og den slags. Til daglig var den aflukket og Gud nåde den, der vovede sig derind i utide. En sådan stadsstue var noget man kendte fra de lidt større bøndergårde, og da farmor havde været i huset på en mindre gård på landet, pudsigt nok i Langebæk, hvor vi jo senere flyttede hen, ville hun gerne efterligne det.

Vi blev placeret, hvor der overhovedet kunne stå en seng. Erik og jeg blev lagt ind i et pulterrum under trappen til loftet. Der var ikke meget plads, men vi kunne ligge og høre, hvad der forgik i stuen til sent om aftenen, så det var da meget godt for os. Men mine forældre, og ikke mindst min mor, var bestemt ikke lykkelige for den situation, og de ledte med lys og lygte efter en anden mulighed.

Lidt mere om min farmor og farfar. Hun var en lille gigtplaget kone. Jeg kan overhovedet ikke huske hende i andet end i sort ankellang kjole og med håret sat i en knold lige som fru Vom i tegneserien. Hun var en dame med bestemte meninger, som styrede huset og farfar med hård hånd. Det var uden tvivl også nødvendigt. Et langt liv med meget begrænsede midler havde lært hende at man ikke frådsede, eller som hun sagde ”vrossede”. Hun gik med ”Julens Glæde”. Det var en spareordning, som gik ud på, at hun gik en runde hos de forskellige familier en gang om ugen, og så kunne man indbetale et eller andet beløb som en opsparing, som så blev udbetalt ved juletid, og man derved havde til gaver og julemad. Ordningen eksisterer i øvrigt endnu nogle steder i landet.

I del hele taget var hun ikke særlig fortrolig med de nymodens ting, hvilket afstedkom nogle pudsige situationer, når hun skulle beskrive eller kommentere, hvad der var fremme i tiden.

Farfar var som sagt gammel sømand fra sejlskibstiden.  I sine sidste mange år fiskede han først sammen med sine sønner og til sidst alene satte han nogle rejeruser ved Oringepynten.

En skæg og lidt sørgelig historie udspillede sig engang, da han var på vej hjem med sine rejeruser. Da han roede ud for Oringe, hørte han, at der var én der råbte om hjælp, og da han kom nærmere så han, at der hang en mand og klamrede sig til en pæl. ”Hvad laver du”, spurgte farfar. ”Jeg vil drukne mig”, svarede manden. ”Så synes jeg sgu, at du skulle slippe pælen”, svarede farfar. Men da manden åbenbart havde fortrudt, tog farfar ham i nakken og trak ham op i båden og afleverede ham på Oringe, hvor han hørte til.  – Det var den gamle søulk i en nøddeskal.

Der var for øvrigt et farligt gedemarked hvert forår, når fiskerne skulle ud og finde de bedste steder at opsætte ruserne. Det kunne i nogle tilfælde udarte sig korporligt, og selv de gamle fiskere kunne være dødelige uvenner i lang tid hvert år.

Farfar var en statelig høj og kraftig mand med et lille fipskæg. Han gik altid i store sorte holmens-bukser og en sort sweater og bowlerhat eller fiskerkasket. Sine sidste år sad han i timevis i en knirkende kurvestol og røg ”Melanges” grovskårne tobak på sin langpibe og hørte radio. Hans syn blev i de sidste år lidt svækket og han gik med briller på tykkelse med hinkestene, men han var velorienteret om mange ting. Når han blev ivrig, pustede han både ud og ind så gnisterne fløj om ørene på ham, og ind imellem brændte han huller i trøjen til farmors store fortrydelse, så han fik nogle ordentlige skideballer. ”Ja, ja”, mumlede han bare, og børstede det værste af.

En af årets store begivenheder var, når grisen skulle slagtes. De havde nemlig en lille svinesti bag i haven, hvor de fedede en gris op, og i november skulle den så slagtes. Det foregik på den gammeldags noget brutale måde, at 5-6 mand lå ind over grisen, der naturligvis hylede og skreg og masede på livet løs, mens slagteren gjorde kniven klar til at stikke den i halsen. En vigtig opgave var at samle blodet op i en spand til blodpølse og blodbudding. Vi børn så altid til med en frygtblandet spænding, men kunne selvfølgelig ikke holde os væk. Senere når grisen var skoldet og skrabet og hang på en stige, vankede der så nogle lækkerier, men det meste blev saltet og røget. Det skulle selvfølgelig holde et godt stykke ind i vinteren og foråret.

Der var gammeldags lokum i gården. Spanden blev tømt af ”natmændene”, der kørte i Vordingborg til op i 60’erne, men af og til måtte farfar selv tømme den, da der jo ofte var mange mennesker i husholdningen. Ikke bare os, men en stor del af den øvrige familie boede jo i Vordingborg og var tit på besøg. En dag kom farfar grinende og fortalte, at han sgu var kommet lidt tosset af sted. Han havde som sædvanlig kørt spanden ned til havnen på sin trillebør og ville tømme den i ud over kajkanten, som han så tit havde gjort – et helvedes svineri – men rørte ham ikke. Det drev vel væk regnede han med, og ved den lejlighed havde han tømt spanden bag ved en lille hollandsk kutter. Da han kom ned til havnen næste formiddag hørte han en bandende og svovlende hollænder, der havde opdaget at hans lille jolle, der var fortøjet lige bag kutteren, nu var fyldt op med skidt og l…. Farfar gav ham ret i, at det var noget forbandet svineri og gik grinende hjem.

Jeg kan i dag ærgre mig meget over, at man ikke dengang havde sans for eller mulighed for at få optaget eller nedskrevet nogle af de mange fortællinger og oplevelser, han havde fra sine tidligere tid til søs. Han kunne i festligt lag en gang imellem synge nogle af de gamle ikke altid lige stuerene sømandssange, men respekten for farmor gjorde, at det desværre var alt for sjældent, og de mange spændende ting er væk for altid. Han havde bl.a. sejlet på Rusland i perioden lige efter revolutionen og kunne fortælle om, hvor elendigt de almindelige russere havde det dengang. Han mente i øvrigt, at de stakkels russere levede sådan i hele hans levetid, som sluttede omkring 1955.

 

Strandgade og området deromkring.

Selve Strandgade ligner på siden med de ulige husnumre fuldstændig sig selv som den så ud i 1940’erne. De lave gule huse og Sømandsstiftelsen osv. har ikke ændret sig siden dengang. Heller ikke resten af gaden hen mod Østervej og området ned mod havnen. Jeg husker i øvrigt en begivenhed, der udspillede sig på den meget stejle del af Østervej. En større lukket ladvogn, der tilhørte ”Vordingborg-Is” var parkeret på vejen på toppen af den meget stejle bakke, og i løbet af aftenen eller natten løsnede bremsen sig, og bilen drønede ned i huset, der ligger ved foden af bakken og for næsten tværs gennem huset, hvor familien lå og sov. Så vidt jeg husker kom ingen af dem noget til, men huset så ud som om, der var faldet en bombe. Gaden blev derefter lukket for gennemkørsel og har vistnok været det lige siden.

Havnevej på vestsiden er også stort set uændret lige siden. Der ligger stadig de samme skæve huse.

På et af husene var der et skilt, hvor der bl.a. stod: ”Hulsøm og pliss’e”. Hvad det var, gik der mange år, inden jeg fandt ud af.  Hvor den ”nye Strandgård” nu ligger, var der foran en åben plads, som gik ned til ”Slotsstationen”, der var en del af Kalvehave-banen. Der lå også en bunker, og på den plads legede vi om aftenen. Vi spillede bl.a. rundbold. Da man rev den gamle Strandgård ned ændrede hele området karakter. Min far var i øvrigt født i den gamle og allerede den gang saneringsmodne ”Strandgård”. Den bestod af nogle lave gulkalkede bygninger. Slotsstationen var lige som et par af husene på Havnevej skæv og sunken ned i den ene side, så dørene ikke kunne stå åbne, og hvis man lagde en kugle på gulvet løb den af sig selv hen over gulvet.

Da man byggede den nye Strandgård, moderniserede man en gammel købmandsforretning, hvor Carl Olsen fortsatte den forretning, som hans far havde drevet. Faderen var i øvrigt en noget speciel type, der styrede sine kunder med hård og fast hånd. Det var måske også nødvendigt, da en del af dem var fattige fiskere, der ofte måtte købe på ”kridt”. Da én af kunderne en dag spurgte efter en bestemt vare lød svaret: ”Det har jeg ikke, men det har du heller slet ikke råd til at købe”.  Sådan.

På hjørnet af Strandgade og Ridderbakken lå også en købmandsforretning sammenbygget med en bagerforretning. Købmanden her hed Harlov. På den modsatte side lå en rulleforretning, som Rosa Koch havde. Hendes mand hed Peter, og de havde 3 drenge, Jørgen, Niels (Niller) og Ole. Den gang havde vi ikke ret meget med hinanden at gøre, men da jeg selv flyttede til Stensved blev Jørgen min genbo. Det genoplivede hele bekendtskabet med Kochfamilien, og de blev nogle af vores bedste venner, og vi blev en del af hele deres familieliv. Men derom senere.

Overfor Koch’s langs Glambæksvej lå den gang dyreengen, så vi kunne skrå over gaden og fodre de sikahjorte, der allerede dengang var en del af bybilledet. Da farfar ikke havde nogen tænder, fodrede vi dem bl.a. med de rugbrødsskorper, han hver dag skar af brødet og som han ikke kunne tygge. Alle de her nævnte områder og ikke mindst Ruinterrænet var rammerne om vores daglige lege. Men Gud nåde og trøste os, hvis vi kravlede på murværket. Der var dengang en opsynsmand, der hed Ejler, og han var meget nidkær i tjenesten, så han skulle nok holde os fra murene.

På pladsen ved Havnevej spillede vi som sagt rundbold og fodbold og legede meget også om aftenerne. Også selve havnen var naturligvis spændende. Farfar havde en lille jolle, og da vi blev lidt ældre fik vi lov til at ro lidt rundt i ”Skidtnoret”. Der lå dengang nogle gamle vrag af nogle mindre lægtere, der havde været brugt af stenfiskere tidligere. De var spændende at rende rundt på.

Af én eller anden grund skulle vi, dvs. Erik og jeg gå i børnehaven. Det var Skovvejens børnehave, og jeg hadede det af et godt hjerte. Vi skulle f. eks. hver dag spise en portion havregrød, og hvis man  ikke spiste op, skulle man  blive siddende, til det var sket. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg har siddet og kigget på en sådan tallerkenfuld stivnet grød i timevis, men ned kom det ikke.

 

Masnedsund.

Som sagt ledte far og mor efter en lejlighed. Den viste sig i Masnedsund i Købmagergade no. 21. Det var bestemt ikke nogen drømmelejlighed. Et lille gammeldags køkken, hvor man gik lige ind fra gården, en stue og et sovekammer, hvor 4 af os skulle stuves sammen. Storesøster Grethe sov på sofaen i stuen. Det var i øvrigt en gammel forretning, så der var en lille entre ud til gaden, der havde været indgang til forretningen. Den indgang blev aldrig brugt, men blev i stedet til en slags pulterkammer ud til gaden. Der var oprindeligt 2 lejligheder, og der var en dør fra køkkenet ind til naboen, men den blev muret til, og pudsen blev rettet ud med en køkkenkniv, så det så ud af helvede til i al den tid, vi boede der.

I den første tid var der også her lokum i gården. Det blev ret kort tid efter udskiftet med træk og slip, men over gården skulle vi i kulde og regn, så det var med potte under sengen. Der var selvfølgelig også kun koldt vand i hanerne. Og uden badeværelse var det etagevask i køkkenet, og én af de ting jeg stadig forbinder med lugten af eddike, er når mor efter hårvasken skyllede håndsæben ud af håret med eddikevand. Opvarmningen var en kakkelovn i stuen. Som bekendt, led hele Europa under 3 allerhelvedes kolde vintre, så én af de erindringer jeg har om de første år i Masnedsund, er at det altid var koldt og med store flotte isblomster på ruderne. Kakkelovnen skulle tændes op hver morgen, og der kunne være isnende koldt, da huset selvfølgelig overhovedet ikke var isoleret, og den tid der gik, inden kakkelovnen begyndte at smide varme af sig, føltes næsten uendelig.

Vi havde naturligvis de samme problemer som alle andre med at skaffe ordentligt brænde, hvad enten det var optændingsbrænde eller tørv, der ofte var så elendige, at man bar mere aske ud, end man bar tørv ind. Ved den gamle Færgegård på Færgegårdsvej lå dengang en virksomhed, hvor man afbarkede træstammer til el- og telefonmaster. De afbarkede stammer blev derefter lagt i noget imprægneringsvæske, noget giftigt stads, som man slås med endnu i grunden. Men de barkstykker var eftertragtede til optænding, så vi måtte tit over og samle barkstykker der fra stedet.

Men til gengæld vil jeg som alle andre påstå, at der altid var meget varmt om sommeren. Der var en konkurrence blandt os drenge i Masnedsund om, hvem der først om foråret smed fodtøjet og rendte rundt på bare fødder, og hvem der kunne gøre det længst om efteråret. Selv om mor synes det var noget pjat, tror jeg egentlig, hun var meget godt tilfreds inderst inde, da det var næsten umuligt at skaffe ordentligt fodtøj under krigen. Jeg husker ved en bestemt lejlighed måtte hun stå i kø oppe hos Grundtmann i Algade i flere dage i træk for at skaffe os nogle gummistøvler, inden det lykkedes. Ellers var den daglige fodbeklædning træsko, som vi fik lavet ude hos en træskomager på Orevej. Vores knyster var ofte næsten blodige sår, når vi rendte og ”slog skank”, som vi kaldte det, når vi sparkede os selv over benene. Det var i øvrigt ”Snogens” Finn, der vandt konkurrencen om de bare fødder hvert år. Han og hans familie boede i en lejlighed lige ved siden af bager Rasmussen i Købmagergade.

Om det var for at fejre den nye lejlighed ved jeg ikke, men på et tidspunkt gik det op for mig, at der skulle ske noget. Vi, dvs. min bror og jeg, blev sendt over til faster Ada og onkel Erik i Volmersgade, og da vi kom hjem var vi én til. Vores lillesøster, Birthe, havde meldt sin ankomst, så nu blev der endnu mindre plads. Det klarede vi ved at sætte en køjeseng med 3 pladser, som vi kravlede op i, når vi skulle i seng. Min bror og jeg var engang ved at komme noget tosset af sted, da vi engang, hvor vi var alene hjemme, ville løfte hende op i den tredje køje og tabte hende med et brag ned på en servante med marmorplade, der stod ved siden af sengen. Men det forklarer måske nogle andre ting – hun ramte nemlig med hovedet!!

Vi fejrede i øvrigt hendes ankomst ved at spise en noget ubestemmeligt budding, der havde en underlig giftiggrøn farve og konsistens.

Lidt om no. 21 i Købmagergade. Lige ved siden af os boede en fiskerfamilie. Vilhelm Hansen hed han så vidt jeg husker. De havde 3 børn. Else, Marie og Ole som vi selvfølgelig kom til at kende godt.  Ovenpå boede Hr. og fru Sørensen. Han var en slags vicevært og hed Christian Sørensen. De var begge nogle ret kraftige mennesker, der kravlede op af en udvendig trappe lige ved vores indgangsdør. De havde en temmelig stor familie, så der var ofte temmelig megen trafik op og ned af den samme trappe. Der var et lille gårdhus. Her boede fru Jensen, en enlig kone med sønnen Herluf. Han var noget ældre end os andre og var snotforkælet. Han fik i øvrigt en motorcykel umiddelbart efter krigen. En tysk maskine af mærket Zündapp, som vi var meget misundelige, men også lidt stolte over, at der var en i gaden, der havde sådan en.

Bag ved lå der nogle ganske små haver, hvor vi kunne dyrke lidt kartofler og andre grønsager. Men jeg husker en noget anderledes afgrøde fra haven. Man kunne jo ikke købe tobak dengang. Kun noget dansk avlet tobak fra Fyn, og da far var nærmest desperat, når han manglede noget at ryge på, begyndte han at dyrke tobak i haven. Det var nogle ret høje planter med nogle store aflange blade, som han plukkede og hængte til tørre under tagskægget ved vores lille værksted eller udhus. Derefter blev de proppet ned i en sæk, og der blev stænket én eller væske i, som fik bladene til at gære – fermentere – som det hedder på fagsproget. Efter at være skåret i stykker på en aflagt brødmaskine, kunne det derefter tørres på en plade inde i kakkelovnen. Det lugtede ad helvede til, i hele huset, så vi brokkede os, men lige meget hjalp det. Hvordan det smagte i piben skal være usagt, men det var for far næsten en livsnødvendighed.

Vi havde i en kort periode hund. Det var en glathåret terrier, ligesom grisehandlerens i ”Matador” og for at det ikke skal være løgn, så hed den også Kvik. Og kvik var den sågu. Nogle af de store drenge rendte rundt med et luftgevær og skød gråspurve. Dem gav de Kvik og bide i, så den var noget blodtørstig over for fjerkræ. Nu ville skæbnen, at vi ikke kunne have hunden længere, og den skulle foræres ud til nogle slægtninge til vores onkel. De boede ude i Sallerup og havde en hønsegård med en hel del høns og kyllinger og vist nok også nogle gæs, så det var et helt slaraffenland for Kvik. Den raserede hele hønsegård i løbet af et kort øjeblik, så det var ikke den store succes, men de blev vist nok glade for hunden alligevel.

I alle de år jeg kan huske tilbage, fik vi hver tirsdag ”Familie Journalen”. Det var ugens lyspunkt, og vi kastede os over bladet med bl.a. de to tegneserier ”Bamse og Dukke Lise” og ”Villys eventyr”. Det var spændende læsning ligesom Mikkel Borgens naturvidenskabelige artikler, og kort efter krigen de spændende beretninger af Hakon Mielche fra den del af Verden, vi andre ikke havde mulighed for at se med egne øjne. Jeg tror at én af årsagerne til, at jeg senere gerne ville ud at sejle, var de beretninger, han skrev i en lang årrække i bladet.

Da tyskerne i slutningen af krigen lavede de såkaldte ”schalburgtager”, dvs. ødelagde danske virksomheder deriblandt ”Familie Journalen” som et modtræk og hævn mod sabotagerne, var der virkelig oprørsstemning mod de forbandede tyskere. Her følte vi os virkelig ramt i de måneder, vi måtte undvære bladet.

Af andre ugeblade kan jeg nævne ”Tempo”, der altid havde teksten til den sidste nye slager på indersiden af bagsiden. På bagsiden var tegneserien om ”Dragos, manden med den hemmelige magt”. Senere kom der en masse andre tegneserieblade som ”Skipper Skræk”, ”Kong Kylie”, ”Supermand” og andre.

 

Kvarteret omkring Købmagergade.   

Selve Købmagergade ligner stort set sig selv fra dengang i 19/43-44. Der er lukket nogle forretninger og barberstuer, men lad os gå en tur gennem gaden. Vi starter nede ved havnen. Her lå en købmandsforretning. Indehaveren hed Meilsøe, og han og hans kone passede forretningen sammen. Vi handlede nu ikke i den forretning, men kom der da ind imellem. Et par huse længere fremme lå Tove og Richard Larsens slagterforretning. De hed selvfølgelig i daglig tale kun ”Slagter Tove” og ”Slagter Richard”. Deres søn, som er på min alder hed lige så selvfølgeligt ”Slagter Kaj”. Tove kunne ekspedere og snakke med alle de andre kunder samtidig. Man fik lige en opskrift med, og ind imellem var der vild forvirring, fordi de næsten aldrig havde byttepenge nok, og alle måtte spytte i kassen og havde så på forhånd betalt lidt, men de kunne ikke altid finde ud af, hvem der nu skyldte hvem. Men det var altid en oplevelse at komme derind. Én af slagterens specialiteter var – som der altid stod i annoncen: ”Ung nylig nedkørt plag udskæres”. Der var åbenbart mange uheldige heste dengang.

Over for lå en købmandsforretning, hvor Robert Andersen og hans far havde til huse. Den blev senere til TV-forretning og eksisterer endnu som for medborgerhus og antikvarboghandel.

Et par huse derefter lå ”Sigøjner Hallen”. Den var en historie for sig. Et rigtigt værtshus med musik og sang og bægerklang. Her huserede ”sigøjnerfatter”, en rund og kraftig mand uden ret meget hår på hovedet, og der blev langet nogle bajere over disken. Ind imellem røg gæsterne i totterne på hinanden og sloges så skidt og møg og stole fløj rundt i lokalet. Senere da krigen var forbi, kom der mange finske både ind i havnen, og de deltog med stor lyst i begivenhederne. Jeg havde en skolekammerat ”Nus-per” eller ”Nusser” kaldet. Hans borgerlige navn var Finn Jakobsen. Hans mor gjorde rent i lokalerne, og en gang imellem kom vi med ind og så mærkerne efter deres knive !! og resterne af de smadrede stole.

Finn – eller Nusser – blev i øvrigt berømt blandt alle os unger i Købmagergade. Han legede med tændstikker, eller også skulle han ryge i smug, i hvert fald fik han stukket ild til hele udhuset bag nr. 27, hvor han boede, så brandbilerne kom susende og hele huset brændte ned. Det var vi meget optaget i nogle uger. Ville han nu komme under børneværnet?!!!

Han var møgforkælet og god at komme hos. Der var stort set ikke det legetøj, han ikke havde. Lige fra en Falck-station med biler af alle slags til en grammofon og de nyeste plader.

Han chokerede engang min far, da han stak hovedet indenfor i køkkenet, hvor han stod og vaskede sig ved køkkenvasken. Vi var jo vant til at sige ”De” og efternavn til de voksne, og det forventedes også af os, men Nusser sagde: ”Dav Alex, er Nielsen hjemme?”. Og ”Nielsen” var en overgang min brors kaldenavn.

Tilbage til Sigøjner Hallen.  Ved siden af lå Masnedsund Bagerforretning og Brødfabrik. De leverede brød til en del af byens andre bagerforretninger, og havde en lille hestevogn, som jeg somme tider fik lov til køre med op til byen i. Bagermesteren hed Rasmussen og var én af byens matadorer. Han købte f.eks. lige efter krigen en stor amerikanerbil, en Cadillac, som fik os alle til at tabe både mund og vejr. Jeg gik i klasse med datteren Jutta, og vi andre fattigrøve kunne nok mærke, at de var ret så velhavende. Men Jutta var såmænd sød nok. Hun kunne jo ikke gøre for, at hendes far var rig.

En original – ja, der er vel ikke noget bedre udtryk for hende – var ”Svajer-Ellen”. En mandhaftig dame af ubestemmelig alder. Hun var kortklippet, nærmest drengeklippet og gik med, hvad der ikke var så almindeligt dengang, lange mandebukser, hvilket jo var med til at give hende det mandhaftige udseende. Hun tjente til føden ved at være en slags købmandskarl og bl.a. køre varer på en ”Long-John” budcykel.

I begge ender af Købmagergade var der frisører. Ikke mindre end 2 barber- og frisørsaloner for både herrer og damer.

Skråt over for, hvor vi boede, var der en lille vognmandsforretning. Her boede Oluf Pedersen med familie. Det var ét af vores foretrukne legesteder. På grund af krigen havde han ”klodset” sin gamle taxa op, og vi legede meget i den garage, hvor bilen stod. Den var vist nok ikke til ret meget, da krigen endelig var overstået. Sønnen, Børge Pedersen, startede også op som vognmand umiddelbart efter krigen. Han havde en lille lastvogn som blev forsynet med nogle alt for store hjul, så ladet stod helt skråt. Blandt andet kørte han mælk i Ørslev området, og en af min barndoms oplevelser var, da jeg fik lov til at stå op før fanden fik sko på og køre med på mælketuren. Vi var bestemt ikke vant til bilture dengang.

Endelig var der i gaden også en skomagerforretning, så skulle de alle være med, men det var da også imponerende for en lille og almindelig gade i Masnedsund.

I en anden af naboejendommene boede en familie, hvor konen var endog meget kraftig. Hun fik tilnavnet ”Fru Myggen”. Hendes mand var ansat ved DSB, hvad der fra gammel tid var mange af i Masnedsund. Vi var lidt bange for fru Myggen, men en dag blev jeg kaldt ind til dem, og de forærede mig en rigtig stor kælk med styrestang og hele molevitten. Jeg fik at vide, at den skulle jeg have, da jeg aldrig var så fræk som så mange af de andre knægte i gaden. Ak ja!

For enden af Købmagergade i Volmersgade lå, for at det ikke skal være løgn endnu en barberforretning. Den var ejet af min onkel Sigurd og faster Agnete. Han var i den forretning i en utrolig lang årrække. Det er ikke mange beskåret at nå at have 60 års forretningsjubilæum med sin egen forretning, men det var ikke desto mindre tilfældet. Selv om det var min faster og onkel, havde vi nu ikke ret meget samkvem med dem i dagligdagen. Vi mødtes dengang med hele familien i Strandgade. Som regel om søndagen.

Ved siden af barberen lå ”Moster”. En lille kiosk, som i øvrigt eksisterer endnu under navnet ”Vinstokken”, med købmandsvarer og mælk og brød. Indehaveren en lille ældre dame, som jeg ikke husker navnet på, men hun blev jo også bare kaldt ”Moster”. Hun havde et lidt svagt syn, og det forsøgte vi labaner at udnytte på den måde, at vi lagde en 10-øre på skinnerne, hvor Kalvehavebanen krydsede Volmergade, og når toget så havde kørt den over, var den blevet lidt bredere og kunne i mørkningen godt bruges som en 25-øre. Den kunne så dække udgiften til en ”overskåren”, dvs. en rigtig 10-øres basse og en is til 15 øre. Men den gik ikke hver gang!

Jeg husker endnu, da vi lige var flyttet ind, og jeg skulle i byen for mor. Du skal hen til ”Moster”, sagde hun og forklarede, hvor det var. Men det kunne jeg ikke forstå. Det var jo vores faster, der boede der.

Da vi flyttede til Købmagergade, var det som sagt under krigen, og det var i rationeringstiden. Dvs. at vi altid skulle have både penge og rationeringsmærker med, når vi skulle i byen. Jeg husker ved en bestemt lejlighed, da jeg skulle hente mælk i en lille mælkespand, og jeg havde glemt at jeg havde lagt mælkemærket ned i spanden. Og da jeg havde fået mælken hældt i, kunne jeg ikke finde mærket, så der var optræk til panik både hos ”Moster” og mig selv. Men jeg lovede at komme med et nyt mærke, og jeg var bestemt ikke stolt over situationen, da jeg vidste med bestemthed, at jeg havde fået et mærke med, og at der ville blive givet en ordentlig skideballe, når jeg kom hjem. Så det gik meget langsomt hen af Købmagergade. Men pludselig kom mærket sejlende på overfladen af mælken, så jeg var noget lettet, da jeg kunne fiske det op og løbe tilbage til forretningen og få det afleveret.

Vi havde som tidligere nævnt noget familie i Masnedsund. Jeg havde ikke mindre end to fastre boende i Volmergade, nemlig faster Agnete som var gift med barber Rohde, der som tidligere beskrevet havde sin forretning i mere end 2 menneskealdre. De havde kun et barn, Lissie, der var en del år ældre end os andre, så hende fik vi aldrig noget særlig kendskab til. I den anden ende af gaden boede min faster Ada og onkel Erik. De havde 3 børn, der var mere jævnaldrende, Vita, Vagn og Willy. Onkel Erik arbejdede dengang på garveriet, hvad hans næver bar præg af på grund af de barske materialer, han beskæftigede sig med i dagligdagen. Han blev senere bankbud i Sparekassen Sjælland, den der i dag er ”Nordea”. Onkel Erik var en af de rigtige socialdemokrater. Han drak ”Stjerne-bajere” og ivrigt medlem af kooperationen, idet han var med i brugsens bestyrelse og i det hele taget en rigtig socialdemokratisk hædersmand.

 

Havnen.

Tilbage gennem Købmagergade. Modsat Volmergade lå havnen. Dengang hed den kun Masnedsund Havn. ”Sydhavnen” kom den til at hedde senere. Dengang lå fiskerhavnen, ca. der hver DLG har deres aflukkede afdeling og den store silo ligger.  Det var et af vores legeområder. I hjørnet lå der en fiskerhandler, der dengang havde nogle store hyttefade med levende fisk. Disse hyttefade legede vi på om aftenen. Det var nær blevet skæbnesvangert for mig. Jeg skvattede i vandet og sank til bunds, da jeg ikke kunne svømme og heller ikke gjorde noget forsøg på det. Jeg kan den dag i dag huske, at jeg lå i vandet og så mig omkring og så en masse underlige sorte pletter omkring mig. Heldigvis så én af drengene, at jeg lå dernede og rodede rundt, og han fik mig trukket op. Han havde i øvrigt en brækket arm i gips, men kunne alligevel få fat i mig. Jeg løb vrælende hjem og kunne i forvirringen kun sige: ”Jeg faldt i vandet, men jeg er kommet op”. Inden jeg nåede at få en røvfuld kom de andre hjem og fortalte, at det faktisk kunne være blevet ret alvorligt, så jeg slap med skrækken. Drengen der reddede mig var vores nabos søn Kurt, og far gav ham en mindre skilling for det. (Jeg var åbenbart ikke så meget værd.)

I forbindelse med slagteriet lå der i hjørnet af fiskerihavnen dengang en lille galease, der sejlede ud til Fejø og Femø og hentede grise og kvier, der skulle slagtes. Det var hver mandag og tirsdag og det var altid noget, der trak folk til når ”Galten”, som den hed, kom ind. Så blev der spærret af, og grisene og kreaturerne blev gennet over til slagteriet. De var naturligvis noget forvirrede og for rundt på området, og det skete at en kvie eller gris forsøgte at slippe væk og sprang i vandet. Det var selvfølgelig et værre gedemarked at få trukket dem op af vandet ved slæbestedet, men det var sjovt at se, hvor godt en gris egentlig svømmer. En ting, som jeg næsten ærgrer mig over den dag i dag er, at jeg af skibsføreren, Fabricius, som jeg tit besøgte på båden, havde fået lov til at komme med på én af turene til Fejø og Femø, men jeg sov over mig, og nåede derfor aldrig med.

En anden begivenhed, der knytter sig til havnen og slagteriet, står meget skarpt i min erindring. Der var jo togskinner på havnen, lige som der er i dag, og af og til skulle man flytte en vogn uden at man havde fået et rangertog derned, og så skubbede man den bare af sted, og vi unger var undertiden med til at skubbe. Jeg rendte dengang med træsko, og min ene træsko satte sig fast på skinnen, så jeg ikke kunne få den løs, men heldigvis fik jeg lige trukket foden til mig inden toget skar træskobunden midt over. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke osv.

Men jeg måtte ud på Orevej næste dag, hvor der boede en træskomager, der så satte en ny bund i og malede overlæderet fint sort igen.

Men det afskrækkede os nu ikke for at bruge havnen som vores legeområde. Der var altid noget at se og opleve. Havnen var under krigen et sted, hvor rigtig mange tyske skibe kom ind, og i slutningen af krigen var der mange rystende ting. Der kom f.eks. flere af de ret primitivt indrettede hospitalsskibe, hvorfra både syge og døde blev kørt op til Oringe, der i den periode var okkuperet til hospital. De blev bl.a. kørt på nogle kærrer kun nødtørftigt dækket af presenninger. Én anden begivenhed, der brændte sig ind var, da der ved en ulykke blev minesprængt en båd med en masse heste, og døde heste kom drivende ind mod området ved Oringehalvøen.

Midt på kajanlægget var der et udløb fra slagteriet. En gang imellem strømmede der slagterester, blod og tarmrester ud i vandet, og så var der godt at fiske løjer og andre fisk i det noget ulækre vand. Om sommeren var der ivrig badning ved Masnedsund Broen. Da jeg ikke kunne svømme og led af lidt vandskræk, var jeg kun tilskuer, men der var gang i den. Der var et par stykker, der turde springe ud fra broens rækværk, bl.a. Max Ole, der altid skulle gøre et helt cirkus ud af det, inden han satte af og sprang ud på hovedet.

Ved havnen bag fiskehandleren og det lille røgeri lå ”Tangslottet”. Det var opbygget af gamle jernbanesveller og oprindeligt til opbevaring af den tang, der skulle anvendes til madrasser, men blev ikke brugt ret meget til sit formål, så det havde vi unger annekteret som fort eller borg til brug for vores lege som cowboys og indianere eller røvere og soldater eller riddere, og hvad ved jeg.

Vi børn kunne også i slutningen af krigen skaffe os ting som militærbælter og tasker og andet udrustning, som vi legede krig med nede ved ”Tangslottet” eller på rangerterrænet ved DSB eller Kalvehavebanen.

Rangerterrænet lå lige bag ved vores haver, og hvor vi egentlig ikke måtte færdes, men gjorde det alligevel. Især stationsforstanderen ved Kalvehavebanen var meget nidkær. Da jeg mange år senere som socialudvalgsformand, besøgte ham i Kalvehave ved hans 80-års fødselsdag, fortalte jeg ham, at jeg havde fået nogle overdådige skideballer af ham. Det blev han først noget forbavset over, men da jeg så forklarede, hvordan det var gået til, og at det selvfølgelig var fordi, der kunne være nogen risiko forbundet med at kravle rundt på sveller og spor på området, blev vi enige om, at ”ballerne” nok var fortjente. Han sluttede i øvrigt af med at spørge, om han nu var tilgivet, – og det var han. Han havde en søn, der gav anledning til mange historier i årene lige efter krigen. Han forsvandt sporløst, og der gik ret så lang tid, flere år faktisk, inden man fik livstegn fra ham. Det viste sig at han var stukket af og havde meldt sig til fremmedlegionen. Men sikke nogle historier vi unger kunne få ud af det.

 

Lidt mere om dagligdagen i Masnedsund.

Jeg ved ikke, hvordan det er i dag. Der er jo sket en hel del med tilflytning og nye folk i området. Der er kommet rækkehuse på Ore i stor stil, så de har nok en noget anden indfaldsvinkel til tingene, men dengang var Masnedsund en bydel for sig selv. Vi boede ikke i Vordingborg. Vordingborg var et sted man kom, når man skulle handle og købe, hvad man ikke kunne få dernede. Vi kom der om søndagen til 4-forestillingen i biffen. Helst i Bio. Det var den foretrukne biograf med den tids helte som Randolph Scott i cowboyfilmene eller Johnny Weissmüller i Tarzanfilmene. Det startede traditionelt med at få lokket en krone ud af de gamle og så af sted. En billet kostede 50 øre, så der var også til slik hos slikmutter i forhallen eller lidt nede af gaden i ”Køl a is”. Så op i porten og stå og mase. Vi masede hver søndag som gjaldt det livet. Jeg har aldrig oplevet, at der ikke var plads i biografen til os alle sammen, men sådan var det nu dengang.

Når vi så var færdige i biografen, legede vi filmen hele vejen hjem og resten af ugen nede ved havnen eller på baneterrænet. Næste søndag var der en ny film med inspiration til ugens lege.

Én af de film, der gjorde et stort indtryk var filmen: ”Støt står den danske sømand”, med Poul Reichardt og Lau Lauridsen. Den var jo en tidstypisk film om sømændene under 2. verdenskrig, og vi gik og skrålede sangen ”Du danske mand” og ikke mindst verselinien fra filmens titel i lang tid efter.

En markant del af bybilledet i Masnedsund var ”Dolle”. En mand af ubestemmelig alder, der i en lang årrække kørte kul og koks til folk i Masnedsund. Der lå dengang et firma, ”VBK”, eller Vordingborg Brændsels Kompagni, som fik kul og koks i større partier. Dolle havde en vogn forspændt med 2 kraftige og velnærede heste, og i et meget adstadigt tempo kørte han rundt altid med en flok unger siddende på vognen. Dolle var et elskeligt menneske, som ikke kunne nænne at skælde ud på hverken os unger eller sine heste. De bestemte tempoet. Stille og roligt – ikke noget med jag og stress.

Der kørte også mælkehandler i bydelen med hestevogn. Hesten kunne naturligvis ruten udenad, så den gik bare fremad til næste kunde, uden at mælkemanden havde nødig at dirigere med den.

Nej, Masnedsund var adskilt fra byen af Rosenfeldts store kviefolde, hvor VIF’s boldbaner ligger i dag. Dengang lå fodboldbanen ved Marienbergvej, den ”nye vej” og boligblokkene ved Mosebakken, Parkvej og Oxholmsvej var ikke bygget. Vinkelvej dannede grænsen mod nord til byen.

Vi spillede fodbold med drengene fra byen, men havde ellers ikke noget med dem at gøre.

 

I Masnedsund skole. 

Men jeg nærmede mig de seks år og skulle til at forberede mig på at skoletiden nærmede sig. Det var naturligvis Masnedsund skole – den nuværende Rudolf Steiner skole. Min storesøster var næsten nået 7. og afsluttende skoleår, og min bror Erik var startet året før. Så den 1. april 1944 slog afgørelsens time. Jeg blev meldt ind i 1. klasse og startede i 1.b. Jeg kan ikke huske, hvem vi fik som klasselærer. Vi var ramt hårdt af lærermangelen, og i de 4 år jeg nåede i Masnedsund skole husker jeg, at vi havde ikke mindre end 15 klasselærere!! Jeg fik plads på første bord i midterrækken sammen med Børge Rasmussen ude fra Ore, men allerede dagen efter gik der ”Ged” i det. Jeg gik ind i den forkerte klasse – 1.a – og der sad en anden på min plads. Ham jagede jeg ned bagved, og der gik flere timer inden læreren fra den rigtige klasse kom og hentede mig. Det var sgu noget flovt.

Af lærerne fra skolen kan jeg huske nogle stykker. Da jeg jo kun nåede at gå i skolen i 4 år, er det begrænset, hvad jeg kan huske, men en del har dog prentet sig i hukommelsen. Der var nogle af lærerne jeg ikke nåede at få. Hr. og fru Hellum underviste kun i 6.-7. klasse, men jeg havde dog Hellum til sang. Vi blev delt i brummere og de andre. Så var der frk. Petersen – ”Dullernissen” – kaldet af en eller anden grund. Hende havde min bror som klasselærer. Jeg havde lærer Larsen i religion, papirsløjd og i tegning. Lærer Larsen var meget religiøs. Hvis man var flink til salmevers og til at genfortælle bibelhistorien kom man op til katederet, hvor Larsen tog én i hånden og fortalte de andre elever, hvor flink man var. Han sluttede altid med, at man skulle huske at hilse sin far og mor, når man kom hjem. Han kunne udmale himmel og helvede, så vi næsten kunne se flammerne og lugte svovlet, når de fortabte led alle helvedeskvaler, fordi de ikke havde opført sig ordentligt efter lærer Larsens målestok.

Lærer Larsen stod også for skolehaverne. Hver elev fik en have på sådan ca. 2 x 4 meter, som man så skulle lære at så til og luge med forskellige grøntsager, som man så måtte tage med hjem. Var man særlig flink eller hvis han syntes godt om en, fik man lov til at hjælpe med hans køkkenhave som også lå ved skolen. Så vankede der lidt rabarber eller gulerødder eller kartofler, eller han tog sin fedtede pengepung op og gav en 5 eller 10 øre som belønning. Når jeg tænker på min manglende interesse for havearbejde lige siden, er det egentlig utroligt at tænke på, at jeg ofte var hans medhjælper, men ikke desto mindre var jeg en af hans yndlinge.

En anden, der har gjort et uudsletteligt indtryk var skolens leder, overlærer Bruun. En høj statelig mand lidt rødmosset og gråsprængt. Ham havde vi ikke bare respekt for. Vi var nærmest rædselsslagne, da vi opdagede, at vi skulle have ham i gymnastik i 3. eller 4.klasse. Jeg husker en bestemt begivenhed, der egentlig ikke havde med skolen at gøre, men alligevel. Der var lige blevet anlagt en lille legeplads ved Rampen op til Masnedsundbroen. Der var en sandkasse, nogle gynger og en karrusel af den slags, der kan løbe afsindig hurtig rundt, og som vi næsten alle sammen blev dødssyge af og lå og brækkede os på bænken det halve af tiden på legepladsen. Men som sagt, den var lige blevet anlagt og vi løb og legede og råbte og skreg som børn i den alder gør, når vi legede alene på pladsen. Pludselig stod overlærer Bruun og kiggede meget nøje og bestemt på os. Vi blev dødstille, og så sagde han stille og ildevarslende roligt: ”Kan jeg så få ro til at sove min middagssøvn. Vi tales ved i morgen”! Vi blev så bange at vi var lige ved at s…. i bukserne, og jeg sov overhovedet ikke den nat, for vi skulle have gymnastik næste dag. Og ganske rigtig. Vi blev linet op i gymnastiksalen og Bruun gik frem og tilbage og skideballerede os så møg og skidt gyngede i os.

Men jeg oplevede ham også fra en anden side. Han og hans kone havde taget et finnebarn, dvs. et af de børn, der blev sendt til Danmark under krigen, og en dag stod han i vores klasse og spurgte vores lærer, om der var en af eleverne han kunne anbefale til at komme og lege med hans dreng efter skoletid. Og jeg blev udtaget og stillede om eftermiddagen ved gangdøren og blev kaldt ind, og der oplevede jeg for første gang, at lærere også er en slags mennesker, fordi hans kone og han snakkede sammen lige som alle andre gjorde det!! Jeg kan ikke huske, hvor længe det stod på det med at lege med drengen, men at en lærer ikke bare var noget man pakkede ned efter skoletid og tog frem om morgenen, men var mennesker af kød og blod og med familier og den slags, det var noget nyt.

Ligeledes da vi engang stod en flok fra 1. og 2. klasse i skolegården lige inden for porten. Da åbnede overlærer Brun et af vinduerne på anden sal i fysiklokalet og kaldte på os, og da vi stimlede sammen under vinduet, tog han et stort glas med vand og smed det ned i hovedet på os, hvilket både han og den 7. klasse han havde grinede meget højlydt af. At han også på den måde kunne være lige som andre, kom også bag på os.

Lidt mere om skolen. Det var jo i slutningen af krigen, og det blev mere og mere almindeligt med luftalarmer. Vi havde en stående ordre til, at hvis sirenerne lød, var det omgående hjem. Jeg fik engang en ordentlig røvfuld med en bøjle af mor, fordi vi bare havde ignoreret alarmen og var blevet ude at lege. Men på skolen var det noget andet. De elever, der boede lige op af skolen, blev sendt hjem, mens vi andre blev samlet i et klasselokale, hvor der var nogle meget tykke skodder, der så blev trukket for, og så sad vi der i halvmørke og fik læst historier eller tegnede og spillede. Der blev naturligvis meget varmt, så af og til fik vi noget vand eller saftevand og kiks, så vi forbandt ikke luftalarmer med noget uhyggeligt. Tværtimod var det en populær afbrydelse af skoledagen.

Jeg klarede mig godt i skolen. Som Niels Hausgaard siger det, var jeg udpræget ”boglig begavet”, og bl.a. fordi jeg var lidt skroget og genert, lavede jeg stort set aldrig ballade, men var i en tidlig alder en meget ivrig læser. Alle de andre drenge i gaden var f.eks. meget imponeret over, at jeg allerede i én af de første klasser havde læst hele børnebibelen, så de var helt sikker på, at jeg nok blev præst. Jeg var dog ikke glad for gymnastik. Det var et fag eller aktiviteter, som jeg nærmest hadede. Vi havde meget med tropsøvelser, hvor vi i hold skulle rundt i salen og foretage os forskellige øvelser. Især en øvelse, der gik ud på at man skulle foretage en nærmest omvendt kolbøtte over bommen – forlæns opsving hedder den vist – og det kunne jeg ikke finde ud af. Men et af lyspunkterne var dog, at vi af og til kom ud og spille fodbold på baneanlægget ved skolen. Det gik nogenlunde.

Min anden sommerferie blev i øvrigt forlænget med nogle uger. Tyskerne, som på det tidspunkt havde overgivet sig,  vrimlede i hele Masnedsund, og man havde store problemer med at indkvartere både de slagne krigere og de mange flygtninge, der var kommet til området, så man tog flere af de offentlige bygninger og deriblandt også skolen og stuvede folk ind. Mange af tyskerne var i de sidste måneder af krigen enten meget unge eller nogle gamle skrog, og man kunne gøre en god handel ved at købe materiel, våben og støvler for brød eller andre levnedsmidler, og der foregik megen handel i de sene aftentimer på havnen bag pakhuse og lignende steder.

Tilbage til skolen. Vi hersede i de første år med at lære at skrive navneord med stort og alt det der, indtil retskrivningsreformen kom med de små bogstaver, bolle å og kunne, skulle og ville. Så kunne vi begynde forfra med at lære at skrive. Bl.a. på grund af de mange og skiftende lærere, i mine 4 første år i skolen havde vi ikke mindre end 16 forskellige vikarer, der samtidig havde klasselærerfunktionerne, men det var så også medvirkende til at jeg aldrig fik nogen særlig pæn håndskrift, og da vi jo samtidig skrev med pen og penneskaft og de spidse spruttende penne, så det mildest talt forfærdeligt ud, når jeg afleverede et skriftligt arbejde.

Én af disse mange vikarer en endnu ikke helt uddannet lærer, havde fået den ide for at skaffe ro i klassen, at vi skulle holde øje med hinanden og fortælle, hvis en af de andre ikke hørte efter eller snakkede eller skrev sedler og alt det der. Jeg er lidt stolt af, at jeg som den eneste ikke ville være ”angiver”, idet jeg direkte fortalte ham, at den slags sladrehank var ikke mig.

For nogle år siden benyttede jeg mit kendskab til den daværende skoleleder på Masnedsund skole og bad ham, hvis det var muligt at finde den gamle indskrivningsprotokol fra april 1944. Det lykkedes, og jeg fik en fotokopi af den side, hvor 1.b var indført og dermed en oversigt over, hvem jeg startede i klasse med. Det satte selvfølgelig mange tanker i gang og har dermed også hjulpet på hukommelsen om min tid på skolen, og hvem jeg tilbragte meget af tiden uden for skolen sammen med.

En af drengene i klassen fik mæslinger, og det var dengang en sygdom man tog meget alvorligt. Han blev indlagt på Vordingborg sygehus på epidemiafdelingen. Vi andre samlede ind til en lille gave, som vi var nogle stykker, der gik ud for at give ham. Jeg husker lige så tydeligt, at vi måtte stå uden for vinduet på et stillads og nøjes med at snakke og gestikulere med ham inde i sengen.

Vi havde selvfølgelig også øgenavne til hinanden. Én af drengene blev kaldt ”Guldbuks”. Han havde en af de første dage nogle gulbrune plus-fours bukser på, så var den hjemme. Der var 2 brødre, Svend Aage og Henning. Den ene var omgænger fra 1. klasse. Deres far var mælkemand, og da den ene var noget større end den anden hed de ”Tyndmælk og Tykmælk”. En anden var ” Tom Evald”. Hans far hed Evald og var gammel sømand eller ”Rigger”, som der stod i protokollen. Dvs. han var med til at lave tovværk på skibene, han sejlede med. Tom var bjørnestærk allerede som dreng, så ham var det med at holde sig gode venner med. Vi legede meget sammen, og jeg havde den oplevelse at møde ham helt ude på Philippinerne i Manila, da vi begge to sejlede. Han med et norsk motorskib og jeg med en Mærskbåd, men mere derom senere. Han blev senere i mange år formand for Judo-klubben i Vordingborg, hvor han havde god brug for sine mange kræfter.

En af drengene ude fra Ore var radmager. Han hed selvfølgelig Gandhi i daglig tale. De andre drenge var Teddy Andersen, han var i en årrække formand for fiskerne i Masnedsund, Helge Christensen, det var ham der boede i den gl. station i Masnedsund, Ejvind Hansen, vores nabo i Købmagergade. Så var der Flemming Hansen fra den ”Nye Færgegård”, Kjeld Jensen fra Orevej, Steen Leider Olsen fra Garverrækken, Børge Rasmussen, min første sidekammerat, Hans Rasmussen fra Enggården. Pigerne var Mona Andreasen fra Chr. Mathiesensgade, Ruth Christoffersen fra Færgegården, Jytte Kjær Hansen fra Fredensvej, Inge Hemmingsen fra Stationsvej (Svends søster), Grethe Johnsen fra Orevej, Karen Eli Kristoffersen ligeledes fra Ore, Aase Nielsen fra Masnedø, Ena Pedersen fra Volmergavde 39 (Søsterdatter til ”Uster” og ”Børge Nier”) og endelig Annette Rasmussen ligeledes fra Ore. Det var den brogede flok jeg blev indskrevet sammen med den. 1. april 1944.

I parallelklassen gik bl.a. Brian Devantier, i daglig tale ”Branger”, og Christian Pedersen kaldet ”Kesser”. Jo sådan var der så meget. Selv om ”Brangers” mor var alene med en hel børneflok, var hjemmet i Volmersgade samlingssted for en stor del af ungerne i hele Masnedsund. Vi havde et trygt sted, hvor vi kunne boltre os både ude og inde alt efter årstiderne. Det var jo nogle lidt særprægede navne, de havde fra deres franske afstamning. Jean Brian Devantier og Torcell, men vi bødede jo lidt på det ved at kalde dem Branger og Celler og storebroderen ”Øl”.

 

Dagligdagen i skolen. Frikvartererne.

Vores skoledag adskilte sig sikkert ikke fra, hvad andre fra min årgang kan erindre fra deres skolegang, men vil nok på en række punkter virke anderledes på en elev fra i dag. Vi stillede op i gården og blev vinket ind i to rækker. I klasseværelset stillede vi op ved vores pladser og ventede på lærerens komme og besked om at sætte os. Vi skulle række hånden op og vente på at få ordet, og hvis en anden lærer eller en voksen person i det hele taget kom ind i klasseværelset, rejste vi os alle sammen. Læreren eller lærerinden blev naturligvis tiltalt med ”De” og efternavn. Katederet var hævet op, så læreren kunne holde øje med eleverne ved de bageste pulte, som var 2-mands pulte med en bænk og bænk. Pulten var skrå og med et blækhus, dvs. en fordybning til en blækflaske i midten, så vi begge kunne nå blækket. Vi skrev som sagt med blyant, men skulle også lære at skrive med pen og blæk, hvilket var endog meget svært for sådanne små børnenæver. Der skulle lægges bind om bøgerne, og første skoledag efter ferien, kan jeg huske, at de store elever fra 7. klasse kom rundt i de små klasser og hjalp med at lægge det grå karduspapir om bøgerne, så de blev skånet mest muligt i skoletaskerne. Min første skoletaske var af noget imiteret læder, dvs. pap overtrukket med et tyndt lag kunstigt gummi eller sådant noget. Plastikken var jo endnu ikke opfundet, men den holdt ikke ret længe. Da jeg satte den på jorden en dag det var regnvejr, blev hele bunden opløst, så hele indholdet faldt ud, så jeg måtte i lang tid gå med skoletasken omvendt, for at det ikke skulle falde ud igen.

I frikvartererne legede vi ”fanger” eller ”sidsten”, dvs. vi skulle fange hinanden. Den der var fanget skulle hjælpe med at fange de andre. Vi spillede også kugler, så på et tidspunkt af året var en pose med kugler fast inventar i skoletasken.

Især pigerne, men af og til også os drenge legede sanglege. ”Tag den ring og lad den vandre”, ”Napoleon var en tapper kriger”, ”Hej Lise vil du ride på livets Landevej” var nogle af de faste sange på repertoiret. Det var egentlig meget trist, at de traditioner var faldet væk, da jeg selv var lærer og fast gårdvagt mange år senere.

Netop gårdvagten var dengang lærer Hansen, der senere blev førstelærer på Næs skole. Vi kaldte ham ”Pillerap”, hvorfor ved jeg ikke. Han kunne give ”galla” eller ”svupgalla”, dvs. tage fat i kinden og presse godt til.  Eller de små hår i tindingen og løfte op så man var gik på tæerne lige som en balletdanser, hvis man ikke opførte sig ordentligt og hørte efter hans henstillinger. Men i almindelighed var han vældig flink, og vi kunne godt lide ham.

Sidste skoledag inden juleferien havde vi forskellige aktiviteter. Bl.a. var der gymnastikopvisning af de forskellige klasser, hvor hele lærerstaben og alle elever var stuvet sammen i gymnastiksalen og så på. Og sidste dag inden sommerferien sluttede altid med, at vi samledes i skolegården og sang sommervisen: ”Hurra for den dejlige ferietid, og de dage og uger som kommer.”

Naturligvis var vi på Masnedsund skole ikke et hak bedre end på andre skoler i landet. Der var slagsmål og drillerier – mobning som det hedder i vore dage. Der var råben og skrigen, og elever der grinede og vrælede, men der var sikkert ikke, som jeg husker det, nogen større konkurrence om, hvordan man fik det seneste modetøj. Det fandtes simpelt hen ikke. Vi mindre søskende skulle bruge de størres aflagte tøj, der blev passet til, som jeg har beskrevet det andets steds i bogen her. Det har da utvivlsomt givet anledning til mange diskussioner blandt de større piger, kan jeg forestille mig, men midlerne var små og mulighederne var begrænsede. På den måde var vi stort set i samme båd alle os unger i Masnedsund under og lige efter krigen.

 

Befrielsen og tiden, der fulgte.

Som sagt var Masnedsund et af knudepunkterne med havnen og banen. Vi hørte af og til brag og fik af og til serveret nogle drabelige historier om jernbanesabotage, og vi legede krig og havde alle sammen som tidligere beskrevet nogle forskellige ting som bælter og tasker og alt det der. Vi hørte om at nu var præsident Roosevelt død, – jeg troede først at det var Rosenfeldt –, og hver aften lød melodien, som vi i dag kender fra Prins Jørgens Garde fra radioen. ”BBC sender til Danmark” og hilsener til ”Susanne, Birgitte og Hanne og Tove og Anne og Molly og Lis” som Otto Brandenburg synger i dag. Så kom historien om, at ”Der Führer” Adolf Hitler var død heltedøden i kampen mod de kommunistiske og allierede tropper, og endelig en aften sad vi i stuen og hørte den noget hæsblæsende og forpustede Johannes Christensen udtale de berømte ord: ”Der meddeles netop i dette øjeblik at de tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og Belgien og i Danmark har overgivet sig…”

Det blev indledningen til nogle dage, uger og måneder, der set i bakspejlet nok kunne have foregået noget anderledes, men som begivenhederne udspillede sig fra dag til dag, kunne det vel ikke være anderledes. For os børn var det nærmest røvere og soldater, og der skete ting og sager uafbrudt i de første begivenhedsrige dage, og vi var på stikkerne og oplevede mange af tingene på nærmeste hold.

Det nærmest vrimlede med frihedskæmpere. Der var jo blandt andre de ”sidste dages hellige”, dvs. dem, hvis antal dages karriere i frihedskampen kunne tælles på meget få hænder. Onde tunger påstår jo ligefrem, at frihedskæmperarmbindene kunne købes på den sorte børs kort tid efter befrielsen. Men nu skulle der gøres op med alle de tyskervenlige eller nazisvinene. Man kørte rundt med lastbiler, og dem man hentede blev anbragt på ladet til skam og skændsel for hele byen. Så sad de svært bevæbnede frihedskæmpere og bevogtede dem med rifler og andet udstyr. De blev anbragt på politistationen og Rådhuset på Slotstorvet og måtte gå gennem Algade med skilte med ”Landsforræder” og lignende tekster på brystet, mens masser af mennesker hylede og skreg og spyttede efter dem.

”Tyskertøserne- eller feltmadrasserne”, som de blev kaldt jagtede man rundt om, og de blev så klippet skaldede, mens alle morede sig gevaldigt. En ting, der brændte sig ind i min hukommelse var en bestemt begivenhed, der skete i et af vinduerne på det nu nedbrændte hotel Valdemar. Man havde fundet ud af at en af pigerne havde rendt med tyskere, og hun blev nu holdt ud af vinduet, mens man klippede hende, så håret fløj ned på gaden, mens pøbelen skreg som besatte. Jeg husker endnu hendes rædselsslagne øjne, da hun blev holdt fast mens det foregik.

Nogle af dem man havde fat i var jo byens spidser, så det gjorde ikke skadefryden mindre – tværtimod. Der var selvfølgelig også fest og ballade på andre måder. Englænderne kom og blev modtaget med vild jubel, og en del af det letlevende kavaleri fik nye kunder. Jeg husker, da Erik kom hjem og var helt overstadig, fordi han, som han sagde, havde givet en englænder hånden! Mor svarede lige så tørt: ”Nu fik du den vel igen”.

Jeg husker også, at der i parken ved Rosenfeldt blev arrangeret et større træf med forskellige højtstående soldater og at rygterne gik, at skuespilleren Mogens Wieth, som jo havde været faldskærmssoldat og major i den engelske hær skulle komme ned i faldskærm under seancen, men jeg kan med min bedste vilje ikke huske, om det faktisk fandt sted.

En af mine skolekammerater boede i den gamle station, den der blev ”Buko’s” hovedbygning. Oven på taget var der under krigen et maskingevær ”rede”. Lige som den der var på en af buerne på Storstrømsbroen. Jeg kan huske, at det var med spænding, vi kravlede op i reden, da tyskerne havde forladt den for at se, om der skulle være nogle spændende efterladenskaber, men det var der selvfølgelig ikke. Ikke andet end det ragelse, man kunne forvente.

Der gik rygter om, at der skulle komme et meget stort skib ind til SEAS. El-værket var jo kulfyret og man var i konstant mangel på brændstof. Når de fyrede fra værkets store skorsten – dengang var der kun én – svinede de hele området til. Bar vinden ind mod Masnedsund, kunne der ligge små driver af noget rigtigt fedtet sod langs husmurene, og inden man hængte vasketøj ud i haverne, skulle man først lige konstatere vindretningen. Men nu skulle der som sagt komme en stor damper fra USA med kul. I vores fantasi blev den større og større inden den kom. Vi var fast overbeviste om, at den ville rage helt ud til badeanstalten med bagenden. Det var nu knap så voldsomt. Det var et såkaldt ”Liberty-skib”, dvs. et af de skibe, der blev bygget i døgndrift i slutningen af krigen for at kunne erstatte de frygtelige tab, der var ved konvojsejladsen mellem Amerika og Europa for at holde tropper og civilbefolkningen med materiel og fødevarer.

Og nu lå det der. Desværre var adgangen til kajanlægget på SEAS lukket land, så vi måtte snige os ind på området med risiko for at blive opdaget og jaget væk. Men det der lokkede var udsigten til, at få del i det tyggegummi som mandskabet delte rundhåndet ud til os unger. Tyggegummi var noget vi havde hørt om, men aldrig prøvet selv, så det var helt utroligt eftertragtet. At en del af besætningen var sorte – negre – gjorde det endnu mere interessant. Det var sandelig ikke hverdagskost at se sådan nogen på det tidspunkt. Én af de eneste negre, jeg mener at have set på det tidspunkt, var den dengang kendte viceskoleinspektør Cornelins fra Nakskov, som jo var kommet til Danmark fra de Vestindiske øer som barn.

Vi lavede i øvrigt selv ”tyggegummi” dengang. Man tog et fødselsdagslys, og holdt det i munden til det var godt blødt, og derefter kunne vi tygge det sammen i en klump, som vi så rendte og tyggede på. Eller man tager en håndfuld hvedekærner uden avner. Den kan med noget besvær tygge sammen til en klump. Ingen af delene smagte af noget som helst, så tyggegummi med pebermyntesmag var bare sagen.

Dette eventyr med at snige sig ind på værket kostede min bror et brækket ben. En jernstang faldt ned over ham og flækkede hans skinneben, så han røg på sygehuset og fik benet i gips i 6 uger. Som farmor udtrykte det: ”Det flak på langs”.

En anden begivenhed fra den første efterkrigstid var, da skolen var til et arrangement på Borggården, hvor bl.a. en sømand kom og fortalte om, hvordan det havde været at sejle i konvoj over Atlanten og blive torpederet med sit skib.  Bl.a. hans malende beskrivelse af, at da de lå i vandet med deres redningsveste, hvor der var en lille rød lampe, så lignede det, sagde han, ”Illuminationerne i Tivoli”.

 

Tilbage til hverdagen.

Men alt det her ”Røvere og soldater” fik selvfølgelig også en ende, og man skulle til at vænne sig til hverdagen igen. Vi fik jo ikke flere varer på hylderne lige med det samme, og det var lige så koldt om vinteren. De 2 næste vintre især i 1947 blev det koldt, så det ville noget. Vandene frøs til, så Skidtnoret var bundfrossent og man kørte med isbåde langt ud i Storstrømmen. Der blev også arrangeret rundflyvning med en mindre maskine, der landede på isen og fløj ind over området formedelst et eller andet beløb.

Engang gik Erik og jeg sammen med naboens søn Ole rundt om Masnedø på isen. Ole var lidt ældre end os andre og noget tungere, så han skulle gå forrest, for hvis den kunne holde til ham, kunne den også bære os andre. Hvad vi ville have gjort, hvis han var faldet igennem, tør jeg dårligt tænke på.

Tilbage til varerne på hylderne. Én af de ting jeg husker var problemerne med at skaffe tøj til både far og mor og ikke mindst os drenge, der var i voksealderen. Hvis vi endelig fik noget, var det ”kradsuld” eller celluld. Når jeg i dag er helt hysterisk med bukser, der kradser hænger det utvivlsomt sammen med, at vi den gang ikke kunne få andet end den slags. Ikke bare kradsede det, men der var ikke et slag varme i det, og ydermere var det jo sådan at jeg altid skulle arve min brors aflagte. Jeg kan næsten ikke mindes, at jeg har fået nyt tøj indkøbt til mig i hele min barndom. Det er muligt, at det er løgn, men sådan husker jeg det.

Almindelige dagligvarer var der stadig mangel på. Smør var endnu rationeret og man kunne få nogle kapsler, man kunne røre i smørret, så det svulmede op og fyldte noget mere. Vi kunne heller ikke få piskefløde, og det var umuligt at piske det tynde mælk op til skum. Men på mejeriet – dvs. Masnedsund mejeri kunne man købe en skål skum, som man så kunne bruge til kager og lignende. Hvis man lod en sådan skål stå i nogle timer, faldt det hele sammen og der lå kun en smule tyndt mælkepjask i bunden.

Hvordan pokker mor kunne finde ud af at smøre adskillige madpakker hver dag til os søskende og til far, er en gåde for mig i dag, men jeg kan aldrig huske, at vi ikke fik både koldt og varm mad hver eneste dag. Der var ikke så meget at slå til side med, men sultne har vi aldrig gået i seng.

Én af mors specialiteter var ”Galopkringle”, en bradepande kage med sukkerglasur på. Indholdet var en lys kage, der især når den var nybagt smagte himmelsk, men den kunne også klare et par dage, men det var sjældent noget problem – da vi åd den meget hurtigt, hvis mor ikke passede på. Når vi havde fødselsdag fik fødselaren en hel lagkage selv, og så var der andre lagkager til de andre.

Slik fik vi nu heller ikke så meget af – der var stort set heller ikke noget i butikkerne, men vi fik af og til lov til –  eller fik lokket mor til at lave slikpinde af sukker og havregryn, der blev hældt på stegepanden og rørt sammen mens sukkeret smeltede. Så blev det hældt ud på et stykke vådt pergamentpapir og rullet sammen i en aflang pølse, der vel nærmest lignede en hundel…. Sådan en krabat kunne holde flere dage, da den var hård som beton. Vi sluttede gerne med at hamre resten i mindre stykker med en hammer. Det smagte lidt i retning af kandis-bolsjer tilsat havregryn.

For far var der et par tilbagevendende problemer. Tobak og cykeldæk. Tobakken klarede han som tidligere beskrevet med det hjemmedyrkede, men godt var det bestemt ikke. Da der endelig kom engelsk tobak igen, lå der på disken hos købmand Arnold på Orevej store bunker af danske cigarer. Vi knægte købte nogen for 1 øre stykket, og så lå vi ellers og brækkede os efter at havde prøvet dem. Mange af de første cigaretter, der kom frem efter krigen var engelske, men der var også en del danskproducerede med ret så fantasifulde navne, og det var dengang meget populært at samle på cigaretmærker. Vi klippede forsiden af og klistrede den ind i et samlehæfte, der kunne være et gammelt dansk- eller regnehæfte. Vi byttede så dubletterne med hinanden i skolen, lige som Richs og Danmarks billederne fra kaffesurrogatpakkerne.

Ved en lejlighed, da der var kommet finske både ind til havnen med træ, stod vi nogle drenge på dækket og snakkede, så godt vi nu kunne med de finske søfolk, og vi blev budt på ”russer-cigaretter”, som er meget pap og kun lidt tobak. Så kom far cyklende for at hente os, da vi skulle hjem og spise, og han så os stå der og ose, så der vankede, da vi kom hjem. Det var ellers sjældent, at det var ham, der skældte ud, og jeg tror egentlig, at det var mere på grund af misundelse over at se os ryge, mens han manglede ordentligt tobak.

Cykeldækkene var det andet store problem. Han skulle ofte cykle langt til arbejde, og det var ikke til at opdrive ordentlige dæk, så det var enten faste ringe eller lap på lap, og punkteringer var meget almindelige og forlængede ofte arbejdsdagen urimelig længe. En af fars yndlingshistorier var, da han punkterede midt i Algade, og der lå – ifølge hans version af historien – lapper på alle de omkringliggende forretningers markiser.

En populær vise fra den tid var, da Ib Schønberg sang: ”Når der kommer en båd med bananer”, og en skønne dag skete det. Købmand Meilsøe fik bananer, og vi plagede vores mor om at få lov til at smage, men nej. Vi var for det første ikke kunder hos ham, og for andet var det ikke nødvendigt med den slags pjat. En af mine skolekammerater havde fået en banan og stod til min store misundelse og spiste den for øjnene af mig, men han var dog så storsindet, at jeg fik en ganske lille bid og kunne så snakke med om, hvad det var for noget og hvordan de smagte.

 

Lidt mere om Masnedsund.

Som tidligere skrevet var det ved havnen og på baneterrænet bag ved vores haver, vi legede mest. Men naturligvis strejfede vi om rundt i hele Masnedsund. Der lå dengang den gamle Færgegård ved

Havnen, det rene slum men jeg kom derhen og legede med et par klassekammerater. Bl. a. de tidligere beskrevne ”Tykmælk” og ”Tyndmælk”. Også bag ved slagteren på Orevej var der bygget et langt hus, ”Barakken” eller Enggården som den kaldtes for at afhjælpe på den meget store boligmangel, der var på det tidspunkt. Der var jo født en masse børn i krigsårene, så der var opstået et stort behov for flere lejligheder. Så var der hele Orevejsområdet, som ikke var tilbygget i den grad som det er i dag. Der var stort set kun huse på venstre side, når man kørte ud af Orevej helt ud til Badevej eller Garverrækken.

Mine legekammerater var som tidligere nævnt Finn Jakobsen – ”Nusser” – som han kælenavn var, Tom ”Evald” fra Axelgade, Svend Hemmingsen fra Stationsvej og naturligvis var vi mange flere, der mødtes og legede rundt omkring. Med Svend Hemmingsen, der i øvrigt blev en habil fodboldspiller på VIF’s førstehold i en lang årrække, spillede jeg fodbold hjemme i hans gård eller på engen ved slagteriet. Vi udspillede nogle drabelige landskampe, hvor vi skiftedes til at være den tids helte.

Om sommeren spillede vi kugler på et jordareal ved fortovet ved købmanden på hjørnet af Volmergade og Købmagergade, der hvor kiosken er nu. Det var med lerkugler, og vi holdt meget øje med, at vi ikke ”skrabede fedtemad”, dvs. førte kuglen hen mod hullet. Vi havde alle sammen et stykke hård og sort hud på pegefingeren i en måneds tid hvert forår.

Min bror og jeg begyndte at spille fodbold i VIF på Marienbergvej. Først rendte vi dernede og sled på den lille træningsbane, der lå umiddelbart syd for opvisningsbanen og spillede med de bolde, som alle halvgamle spillere kan huske. Læder, der sugede vand, så boldene blev flere kg tunge i regnvejr og stive som et bræt i tørt vejr. Der var en blære i, og de blev så lukket med en lædersnøre, der næsten kunne rive hele fjæset op, hvis man fik den lige i hovedet. VIF havde i øvrigt som en af de første klubber i landet ansat en rigtig ungdomstræner. En ungarer der hed Würden eller noget i den retning. Han fik grundlagt et rigtig godt ungdomsarbejde, der kom klubben til gode på længere sigt.

Vi var vel ikke de helt store fodboldspillere, hverken min bror eller jeg. Jeg kan ikke med min bedste vilje huske, om jeg nogensinde kom på hold eller fik noget, der bare mindede om fodboldstøvler, men det var nu nok også de færreste forundt dengang.

1.-holdet spillede dengang i Mellemrækken og af de store kanoner kan jeg huske Helge Kjær Hansen. Han spillede center-forward og lavede et hav af mål. Han var fræk som en slagterhund på banen og frygtet af ethvert forsvar. Så var der Kaj Larsen, Helge Benfelt, Poul Mortensen og hvad de hed alle sammen. Der var de 3 brødre med de noget ejendommelige tilnavne: ”Sut, Skrat og Søvndal”. De to førstnævnte spillede fodbold, om den tredje gjorde det, kan jeg ikke huske. Der var   også en målmand, der blev kaldt ”Kyllinge-Karl”. Han var lang som et ondt år, og kunne stå og hvile sig med den ene hånd på overliggeren.

Men det var nu ikke lige seriøst alt, hvad de lavede. Det kunne af og til være noget af en opgave at samle hold en søndag formiddag, når de skulle ud i omegnen til fodboldkampe.

Om vinteren var der bryde- og boksekampe på ”Borggården” et hotel og restauration, der lå hvor hotel Kong Valdemar ligger i dag. Atletklubben ”Odin” havde dengang nogle meget fine og dygtige brydere, der kunne gøre sig gældende på landsplan. Der var politibetjenten Svend Stærk, John Jensen – mejerist John – og i tidligere tider farvehandleren Abraham, der kunne løfte en hest. Der var også en anden stærk mand, Vilhelm Normann. Han var også tidligere bryder og begyndte at optræde som stærk mand på markeder. Han var inspireret af en islænding ”Ursus”, der bl.a. optrådte på Borggården, hvor han rev telefonbøger over, bøjede jernstænger og rettede hestesko ud. Det helt store nummer var, når han gik rundt med 5-6 mand på skuldrene på et bræt, eller da han løftede en bil med 4 personer i fra et stativ bygget op i gården ved Borggården. På samme måde optrådte Vilh. Normann. Ind imellem fik han og hans bror lidt rigeligt og drikke på ”Landmanden” lige over for politigården i Algade, og så måtte hele styrken over gaden, for der skulle somme tider 5-6 mand til at tæmme ham. Men i dagligdagen var han ganske skikkelig og omgængelig.

Første juledag var der som regel brydestævne i den store sal på Borggården. Så kom man fra julefrokosterne ofte med en halvbrandert på, så der var i perioder flere kampe i gang rundt om på rækkerne ud over, hvad der foregik på madrassen. Boksestævnerne blev holdt samme sted, og der var tit nogle spændende kampe med højlydte kommentarer fra tilskuerne, der kunne være på gulvet eller på balkonen. Så der var liv i salen.

På Borggården var der også juletræsfest flere aftener mellem jul og nytår. Den sidste aften var det Fællesorganisationens fest med stuvende fuldt hus med unger fra hele Vordingborg. Efter uddelingen af godteposer og sanglege sluttede det med, at vi fik lov til at plyndre træet, så der var vilde slagsmål mellem vrælende unger om kræmmerhuse og hjerter, og hvad der ellers hang på træet, så det var ofte nogle svedende drenge med skjorten uden på bukserne og næsten tøjet i laser, der blev fragtet hjem i løbet af aftenen, men det havde fanerme været sjovt.

 

På Mosebakken.  

Der var ved at komme gang i boligbyggeriet i Vordingborg efter krigen. Ved Næstvedvej, hvor vi flere gange havde været til dyrskue og andet sjov, blev den gamle plads bebygget med Elmealle og Birkealle med parcelhuse og nogle enkelte udlejningsejendomme. Vordingborg Is, hvor min storesøster havde været pige i huset, flyttede også fra Masnedsund Mejeri og derud, hvor fabrikken så eksisterede i nogle år.

På en del af det store tomme areal mellem Vinkelvej og Kirkeskoven blev de store boligblokke med anlæggelse af Mosebakken, Parkvej, Oxholmsvej osv. bygget. Mine forældre var så heldige at få en lejlighed på Mosebakken, og i 1947 flyttede vi derop fra Købmagergade. Min storesøster var på det tidspunkt flyttet hjemmefra og, så vi var far, mor, Birthe, Erik og mig selv. Jeg var 10 år og gik i fjerde klasse, Erik der jo var knap halvandet år ældre, og han må have gået i 6. klasse. Han skulle skifte skole i samme anledning og blev flyttet til Marienberg skole, men jeg skulle fortsætte i Masnedsund. Det hang vist nok sammen med, at man regnede med, at jeg skulle i Mellemskolen året efter, og det betød, at jeg kunne fastholde de samme klasse- og legekammerater som hidtil.

Da jeg ikke kunne cykle og heller ikke havde nogen cykel, måtte jeg gå fra Mosebakken til Masnedsund skole. Det var nu ikke så slemt, men i vinterens løb måtte jeg gå ad ”Sortestien” – en forbindelse mellem Vinkelvej og Fredensvej, og som navnet antyder, uden lys og lidt uhyggelig at gå på alene hjem sidst på eftermiddagen. Der var nemlig oprettet en fritidsklub, hvor vi kunne sidde og lave lektier, tegne og læse i de forskellige drenge- og pigebøger, der var til rådighed. Det var meget populært, og vi var mange elever, der var på skolen det meste af eftermiddagen i vinterhalvåret.

Men vi flyttede altså med hele vores habengut til den nye lejlighed, hvor vi var én af de første familier, der flyttede ind i boligblokken. Det var en efter den tids forhold meget moderne lejlighed. Der var centralvarme og eget badeværelse og altan, så det var det rene luksus i forhold til den elendige lejlighed vi kom fra.

Jeg fik en ny legekammerat i varmemesterens søn Harry, kaldet ”Russer-Harry”. Han var i øvrigt en meget dygtig fodboldspiller, der gennem årene har været stort set uopslidelig. Han spiller endnu, men det er nu ikke derfor, han er slidt ned i en meget lille størrelse. Lille og vaks har han altid været.

I øvrigt var hele Mosebakkeområdet dengang alle tiders legeplads. Det hele var en stor byggeplads, så vi drønede rundt på stilladser og murværk om aftenen og legede krig og røvere og soldater med sværd af de armeringsjern, der lå og flød allevegne. Og da man var færdig med at bygge boligblokkene begyndte man at omlægge Kalvehavebanen, der ikke længere skulle køre til Masnedsund, men drejes bag om kvarteret og køre direkte til Vordingborg station, som den så gjorde til 1959, da den blev nedlagt, så der blev flyttet en masse jord i den store udgravning, det forårsagede.

Men min og min families trygge hverdag i Masnedsund stod pludselig for mig over for en radikal ændring. En ændring og forandring, der kom fuldstændig bag på mig. Om det hang sammen med, at jeg også dengang levede en stor del af min tilværelse i min egen Verden, hvor jeg ikke altid opfattede, hvad der skete om ørerne på mig, skal jeg lade være usagt. Jeg læste stort set alt, hvad jeg kom i nærheden af og levede mig ind i bøgerne verden. Meget ofte om sømænd og rejser rundt på kloden, hvad også fik følger for mig en del år senere, men det kommer vi tilbage til.

 

Vi skal flytte.

Min far var som sagt blikkenslager, og han arbejdede for en af de store mestre i Vordingborg, Feldthusen, som en slags mestersvend, og han og måske især mor havde nogle planer for deres fremtid, som vi børn ikke var involveret i, før de en dag fortalte os, at vi skulle flytte til Langebæk. Jeg anede ikke, hvor Langebæk lå henne. Der foresvævede mig noget om en by der hed Lendemarke. De spillede dengang i mesterrækken som det hed, og spillede af og til i Vordingborg, ligesom nogle drengehold gjorde det.

Men Langebæk?? Det kunne såmænd lige så godt være i Nordsjælland eller i Jylland. Min begrebsverden indskrænkede sig noget i forhold til Vordingborg og omegn, da vi jo aldrig kom andre steder end til København, da hele den del af min familie, vi havde nogen form for samkvem med, boede enten lige i nærheden eller derinde.

Men jo, vi fik at vide at far og mor havde handlet med en blikkenslager, der havde et mindre værksted i en kælder i Langebæk og havde solgt sit hus og hele molevitten til os i øvrigt for den fyrstelige sum af 24.000 kr., hvad der nu ikke var så lidt i den tids penge. Så vi skulle flytte, ud af skolen, væk fra kammeraterne og alt det trygge ved Masnedsund og så ud på landet. Vi skulle overtage det pr. 1. juni 1948, så jeg var godt 2 måneder inde i mit fjerde skoleår. Vi var naturligvis meget spændte, men samtidig var jeg noget urolig ved alt det fremmede, der skulle ske.

Der var i samme vinter eller forår sket en begivenhed, der for mig kom meget overraskende. Jeg var blevet onkel eller morbror. Min storesøster Grethe, der ellers var flyttet hjemmefra var kæreste med en fyr fra Chr. Mathisens gade, Poul og var åbenbart ”kommet galt af sted”, som man sagde dengang. Alt det anede jeg intet om. Hvor børn kom fra, og hvordan de kom, havde vi aldrig diskuteret. Ikke noget med en samtale om bier og blomster. Når de større drenge fortalte frække historier, forstod jeg ikke noget som helst, så da jeg pludselig fik at vide, at Grethe havde fået en lille pige, var jeg fuldstændig uforberedt. Men hun fik navnet Marianne og fik sine første leveår hos os og flyttede med til Langebæk, indtil Grethe og Poul senere blev gift og flyttede sammen.

Nå, det blev sommer og vi pakkede alt vores revl og krat og skulle så flytte. Der blev læsset en mindre lastbil, og den kørte af sted til Langebæk med det første læs. Min bror og jeg kunne ikke være på læsset, så vi begyndte at gå derudad, så skulle vi blive taget op anden gang. Vi gik og gik ud af landevejen mod Nyråd. Ud forbi de ”krumme ege” og ind i Nyråd. Der var vi nær kommet i klammeri med nogle drenge lige først for i byen. Hver gang jeg kører gennem Nyråd og ser det lave, men kraftige træ umiddelbart inde i Nyråd fra Vordingborgsiden, mindes jeg den aften.

Jeg skulle senere erfare, at det kunne være en noget af prøvelse at komme gennem Nyråd, da jeg et par år senere startede på Mellemskolen i Vordingborg, men mere derom senere. Nå, vi blev taget op og kørte så med det sidste stykke til Langebæk. Det var efterhånden sent på aftenen og næsten mørkt, så noget indtryk af den lille landsby fik jeg først de kommende dage, da jeg og mine søskende lige som små hundehvalpe skulle ud og snuse lidt til miljøet.

Men lidt om huset, der jo stadig ligger på Langebæk Gade og nu har fået husnummer 34. Det var en håndværkervilla, næsten kvadratisk og med spidst tag. Øverst var der dengang et værelse, som vi dvs. Erik, Birthe og jeg skulle deles om. Da der ikke var noget toilet ovenpå, havde vi en spand, der fungerede som natpotte.

Resten af loftet var i starten åbent, men der blev senere indrettet et kammer mere, som jeg så boede i, mens jeg læste på seminariet.

På mellemetagen, hvis man kan bruge det udtryk, var der en entre, to stuer, et soveværelse og køkken. I den ene stue stod en kakkelovn, der bl.a. via en form for varmekanal eller rist skulle smide lidt varme ud i den anden stue. Den ene stue var de første år, den ”fine” stue, og kun taget i brug ved særlige lejligheder som jul, påske og runde fødselsdage. Men så blev der lavet en ”murermesterbue” mellem stuerne, og så blev de brugt mere regelmæssigt begge to.

I køkkenet var der i starten et gammeldags brændekomfur, der gav god varme i huset. Hvis det ikke var i brug, var der et primusapparat. Til orientering er en primus et apparat, hvor der er en brænder, hvor forstøvet petroleum under tryk blæses op i. Man varmer det op med sprit i en lille rende under brænderen. Et vigtigt instrument var en rensenål, da der kunne sætte sig sod eller lignende i hullet, hvor petroleummen blæses igennem. Efter nogle år fik vi Kosan-gas, og det var ikke så lidt lettere, mere renligt og der lugtede ikke så meget af petroleum. Så røg det gamle brændekomfur og brændekassen ud og gav lidt mere plads i køkkenet. Til genæld ikke den varme i køkkenet, som vi havde været vant til. På et tidspunkt, havde vi en fætter til os boende i nogle år, Knud hed han, og var en søstersøn til mor. Og da Erik var i lære, og jeg gik på seminariet og boede hjemme sammen med min søster Birthe, ligesom Jens, der var kommet til, skulle der faktisk laves ikke så lidt mad. 7 personer – og der skulle mad til, da vi jo stadig var i den alder, hvor vi kunne tage godt fra.

Og med fysisk hårdt arbejde var det meget almindeligt hos os, som hos alle mine skolekammerater i samme situation, at der altid skulle være mindst 2 retter hver dag. En mælkeret som ”fyldefoder” eller andet lignende, og en hovedret med godt med kartofler. Ris og pasta var bestemt ikke kommet på spisekortet hos den almindelige danske familie på det tidspunkt. Om søndagen var det næsten altid oksesteg med god tyk brun sovs og asier til efterfulgt af rabarbergrød om sommeren eller budding om vinteren. Mor kunne bruge hele søndag formiddag på at lave mad, og fra vi satte os til bords og vi rejste os igen, gik der vel 10-15 minutter. Vi spiste altid som om, der kunne komme nogen og tage maden fra os igen. Og som i stort set alle andre danske familier, gik der et par timer med at høre Giro 413 i løbet af eftermiddagen, mens vi ”slog mave” efter middagsmaden.

I kælderen var så værkstedet, hvor der blev produceret tagrender og nedløbsrør og udført reparationer af forskellig art. Vi fik materialerne fra Vordingborg Jernhandel, og der kom regelmæssigt en lastbil og læssede af. Chaufføren hed Holger og var en gammel bekendt af mine forældre, så han havde altid god tid til en kop kaffe. Det kunne ske, at vi, dvs. min bror og jeg på skift, fik lov til at køre med til smedene i området og aflevere varer, så vi kom af og til med rundt på hele Sydsjælland og Møn. Jeg var også engang med helt inde i København for at hente et større parti rør og jernstænger og alt muligt andet. Rørene lå i et stativ, så de ragede både forud og bagud og spærrede dørene af, så vi måtte kravle ud og ind af sideruderne på bilen. Gad vide hvad arbejdstilsyn og færdselspoliti ville sige i dag. Men det var jo en stor oplevelse. Bilture var stadig langt fra hverdagskost for os.

 

I Langebæk juni 1948

Og hvad var det så for en lille bondeby, jeg var blevet placeret i sammen med min familie?

Det Langebæk vi flyttede ud til, var uden tvivl et lille samfund, der ikke havde ændret sig synderligt i en lang årrække. Der var en række mindre gårde med 15-20 tdr. land og et endnu ikke mekaniseret landbrug. Der blev kørt med hest og vogn, alle have nogle forskellige husdyr. Køer og kvier og svin og naturligvis fjerkræ. Mand og kone arbejdede sammen i landbruget, og de fleste havde en dreng eller karl til det udendørs og en pige indendørs. Man kom for de flestes vedkommende ud ”at tjene bønder”, eller blev pige i huset, når man forlod skolen efter 7. klasse.

Der var en hel del håndværkere i byen. Min far var som sagt blikkenslager, og der var de 3 brødre, hvoraf de 2 Ingemann og Kaj var murere og Helmer var maler. Der var endnu en maler, Andersen med sønnen ”Maler-børge”, der var tømrer Vilhelm Mortensen og Edmund Jensen og snedker Holmquist, der var Henriksen med ligkister, skomager Stochmann og ikke mindre end 3 købmænd. Emanuel Andersen, Leon Eskesti Sørensen og Scharff Rasmussen. Ved landevejen lå Tatol med ”Tatol mutter”. Vi havde 2 cykelsmede, Henry Jensen, der også reparerede radioer og senere TV. Og der var en cykelsmed mere ved landevejen, Leth Olsen, der også reparerede knallerter, da de kom frem.

Man kunne købe benzin ikke mindre end 3 steder i byen. Hos Leth Olsen, som solgte Shell benzin, hos Eskesti Sørensen, der solgte BP og hos Emanuel Andersen, som havde ESSO. Der var ganske vist ikke så mange, der havde bil dengang, men benzin kunne man købe alle vegne.

Vi havde også et gartneri, hvor gartner Larsen og frue solgte blomster og grøntsager, vi havde et bageri og bagerudsalg, så alt i alt kan man vist roligt slå fast, at vi manglede ikke indkøbsmuligheder.

Hver dag kørte mælkemanden Kristoffer Jensen – ”Mælke Kristoffer” – gennem byen og solgte forskellige mælkeprodukter. Man gik ud med sin spand eller krukke, lige som i børnesangen. – ”Søren henter mælk til mor…”, og fik hældt op af et 1-liters eller 2-liters mål. Han havde skiftende drenge med som medhjælpere, afhængig af, hvem der var i skole den dag – vi gik jo kun i skole hver anden dag.

En gang om ugen kom slagteren Erik Rasmussen fra Kalvehave med sin slagtervogn med hest for, og så kunne man købe søndagsstegen.

Der kørte også en fiskemand, i daglig tale kaldet ”Tyk-Aksel”, hvilket ikke var helt forkert, da han var ret så godt i stand. Han kørte på en budcykel af den model, der kaldtes ”Long John” og havde fiskene i en kasse på ladet. Han var en lun fyr, og det fortælles, at han engang blev spurgt om fiskene nu var helt friske, hvortil han med sin dybe basstemme svarede: ”Du ka’ vel se, at de ikke engang har lukket øjnene endnu”. Da præsten, Sandager, brokkede sig over, at fiskene var lidt dyre og, ”at det nok skyldtes de mange mellemhandlere”, svarede Aksel: ”Ja, og hvis vi kunne få Guds ord direkte fra kilden, og ikke gennem præsten, ku’ vi måske spare noget kirkeskat”.

Senere kom en ostehandler til, så med det udbud af varer i byen og udefra, var det ikke så nødvendigt at komme ud at handle i Vordingborg, som det senere blev.

Der er for resten et par historier om slagteren fra Kalvehave. Han havde for vane at holde en pause hos vores genbo, murer Ingemann. Han havde fået en lille bil, en ”Goggo-mobil”, en varevogn med tag af træ betrukket med voksdug. Den parkerede han lige foran slagterens hest, og da den stod og kedede sig, begyndte den at slikke på taget af bilen og fik derved trukket en lille flis af voksdugen. Det fortsatte den så med, og i løbet af et stykke tid fik den ædt det meste af voksduget, inden Ingemann kom ud og opdagede det, og han bandede og svovlede, så tågerne lå tæt om både ham og bilen og hesten. Efter den tid blev den kendt som ”hesten, der åd en bil”.

En anden historie om slagteren og hesten handlede også om de to små murere, Kaj og Ingemann. De havde været nede i Kalvehave hos slagteren, der boede i Bygaden i Gl. Kalvehave, og de havde fået lidt rigeligt at drikke alle sammen, så enden på det blev, at slagteren skulle køre dem hjem til Langebæk i hestevognen. Men de faldt alle tre i søvn, og hesten, der jo kendte ruten efter adskillige år, trak stille og rolige vognen af sted, men den plejede jo at tage alle husene – også dem der lå væk fra vejen, så der var adskillige, der i løbet af natten blev vækket, og da de kiggede ud af vinduet så de slagterens hest trække en vogn med tre sovende mænd. Når den havde stået lidt ved de enkelte huse, ja, så gik den bare videre til næste kunde på turen.

Det er muligt, at det er alle tiders løgnehistorie, men den er da meget god.

 

Lidt om Langebæk by.

Men lad os forestille, at vi en dag i 1948 prøver at gå en tur gennem Langebæk fra den ene ende til den anden for at høre lidt mere om de enkelte i byen. Vi starter på Vordingborgvej ved det gamle lægehus ved skoven. Der boede de dengang forholdsvis nytilflyttede læger Dorthe og Erik Suhr Rasmussen. De var dengang nogle for os almindelige mennesker lidt fjerne og ikke nogen man sådan lige snakkede med ud over, når man kom som patienter. De havde flere børn, hvoraf jeg kun kendte Marianne, der gik i skole med min lillesøster.

Lidt længere nede boede, hvor han bor i dag, Poul Sørensen med sin far og mor, Ingvard og Gerda, i Træhuset, som det blev kaldt. Dem kommer jeg tilbage til, da det er nogle af vores meget gode venner, som vi tilbringer meget tid sammen med. Over for lå snedker Edmund Jensen, der arbejdede en del for godserne. Han var både tømrer og snedker og var bl.a. kendt for, at han altid hilste meget høfligt med at tage kasketten af, når han mødte folk. I nabohuset var der en iskiosk. Her boede min skolekammerat, Hans Peter i daglig tale kaldet HP. Han var en ganske god fodboldspiller og blev senere udlært som gartner. Han flyttede fra byen som ganske ung. Da der ikke var strøm i kiosken, holdt de isen kold med tøris, og det kunne ske, at tørisen slap op, og så fik HP og hans kammerater lov til at spise de sidste is, så det var med at holde sig, til når hans mor Marys skingre stemme lød ud over byen: ”HP, så er der is”.

Det næste hus på samme side var ”Sygeplejeboligen”, som det har heddet i mere end en menneskealder. Det hænger sammen med, at der boede en hjemmesygeplejerske, fru Sillemann. Hun blev senere gift med sognerådsformanden Edv. Gotthelf og flyttede til Balle Strand. Derefter kom en lille bungalow, hvor ”Kommune Erik”, ansat på kommunekontoret boede. Han havde med skatten at gøre. Han blev senere skatteinspektør og nåede at være ansat ved kommunen i 43 år.

Også ham komme jeg tilbage til i anden sammenhæng.

På hjørnet til Skovledsvej lå et silderøgeri. Her boede ”Sildejens” og Asta, med deres utal af børn. 11 nåede de at få. Alle børnene blev kaldt noget med sild. ”Silde Bent, Silde Willy, Silde Inger” – der i øvrigt blev min svigerinde, da hun og min bror senere giftede sig. Det kommer jeg tilbage til i min beskrivelse af familieforholdene. Røgeriet havde flere ansatte og var i en periode inde i en blomstrende udvikling med røgning af sild og ål. Ålene blev pakket og sendt til København. Den daglige røgmand var Carlo, vores genbo. Hans spiste snus i hele sin tid, og det reddede efter sigende hans liv. Ved en skæbnesvanger fejltagelse drak han engang saltsyre, men snusen havde garvet hans hals så meget, at han ikke tog nævneværdig skade. Det var hvert fald den historie, som vi unger fortalte eller fik fortalt om hændelsen, efterfulgt af det manende udsagn – aldrig hælde syre på sodavandsflasker!

Vi skal lidt tilbage på Vordingborgvejs modsatte side. Ved siden af Ingvard og Gerda lå Forskolen. Dvs. skolen for 1. til 3. klasse. Da vi flyttede til var det fru Møller, der var forskolelærerinde, og alle 3 klasser gik sammen i skolen i samme lokale. Her startede min søster sin skolegang, da vi flyttede til byen, men mere om skolerne senere.

Der var et spring i husrækken dengang fra forskolen og hen til vejkrydset eller ”Korsvejen”, som det hed i daglig tale. Vejen til stationsbyen gik dengang op forbi skolen, –  den nuværende børnehave –  og ved selve korsvejen lå ”Trekanten” et lille græsbevokset område, hvor vi ofte lå og skrev bilnumre. Det var en yndet sport eller fritidsbeskæftigelse dengang, da der ikke kom så mange biler, og man på bilernes nummerplader kunne se, hvorfra de kom. Alle dem fra Præstø amt havde H og et nummer. Sorø havde E, Køge området havde A osv. Senere blev det tydeligere, da man indførte 2 bogstaver, så man også kunne se fra hvilken politikreds bilen kom. Vordingborg fik HR, Præstø HM, Møn HL, Næstved HA osv., og vi konkurrerede om, hvem der kunne skaffe flest numre. Udenlandske biler var naturligvis de mest eftertragtede. Der kunne gå både dage og uger imellem, der kørte en udlænding gennem Langebæk.

Efter krydset mod Kalvehave lå det lille bindingsværkshus over for Røgeriet på Skovledvej. Her boede Ragnhild og Niels Christensen. Han arbejdede på Savværket og var med i bestyrelsen for den lokale afdeling af socialdemokratiet. De havde 2 piger Hanne og Jenny. Deres have stødte på den ene side op til Alderdomshjemmet og op til pladsen ved Tromlehuset, hvor vi ofte spillede fodbold eller andre boldspil og legede om aftenen. Der har sikkert været en del larm, og det irriterede selvfølgelig Ragnhild og Niels, så hvis vores bold røg ind i deres have, så Gud nåde og trøste os, hvis vi bare sprang over hækken for at hente den. Så kunne Ragnhild godt finde på at beholde bolden. ”I kan få den til ”etteroret” (efteråret), som hun sagde, så hun fik efterhånden det som øgenavn.

Alderdomshjemmet bestod dengang kun af den store, hvide hovedbygning, hvor der ud over at være plads til de gamle, 26 værelser var der, også boede en bestyrerfamilie og tjenestepiger eller husassistenter. Men værelserne var også meget små. Plads til en seng og et lille bitte bord og én eller to stole. I kælderen var der rum til kommunekontor, mødelokale til sognerådet, rum til sygekassen og i samme rum et lille sognebibliotek, så man kan roligt konstatere, at pladsen var udnyttet til det yderste.

Bestyrerparret hed Nielsen, og de skulle klare dagligdagen for hjemmets beboere og servicere sognerådet under deres møder. Man fik ikke nogen diæter dengang og fik derfor lidt mere forplejning under og efter møderne, end vi kender i dag. Kommunekontoret blev passet af kommunesekretæren Emanuel Jeppesen og fuldmægtig Erik Nielsen. Sognerådsformanden var på det tidspunkt Edvard Gotthelf, han blev valgt til sognerådet i 1937 og sad på posten til kommunesammenlægningen til 1970. Ganske imponerende. Han styrede suverænt hele foretagendet sammen med Jeppesen. De var begge socialdemokrater. At Gotthelf var valgt af partiet, var vel ikke noget særligt, men at den ledende embedsmand var medlem af partiet og ikke lagde skjul på det, er nok mere specielt.

Jeppesen var med i alt, hvad der foregik. I et af kælderrummene ved siden af kommunekontoret var der, som tidligere nævnt både sygekasse og bibliotek. Biblioteket passede han også, og ud over at være en flittig låner i Vordingborg, var jeg og min søster også lånere hos Jeppesen.

Dengang var Alderdomshjemmet et egentligt hjem for beboerne. I dag er der på et plejehjem overvægt af kvinder, men som jeg husker det var der flere mænd, der boede der i en ret lang årrække, og som var en del af dagligdagen i byen. Der var f.eks. Erik, der gik ganske langsomt gennem byen med 2 stokke hver dag. ”Ded bliver dyrt”, sagde han; ”Men je’ ska’ jotte betale, så je’ æ’ da lieglad”.  Der var ”teen atten” – han hed aldrig andet i dagligdagen, men jeg ved ikke hvorfor. Og sådan var der en del ældre mænd, der var en del af gadebilledet. De havde en stor køkkenhave, hvor Pilotstræde ligger i dag, og der dyrkede man de grøntsager og kartofler, der blev brugt på hjemmet. Der lå også et par store tørveskure eller nærmest et par halvtage. Af en eller anden grund gik der en nat ild i et af skurene, og da der fra gammel tid lå nærmest metertykke lag af gamle tørv, var det noget af et arbejde for brandvæsenet at få slukket ilden. Det varede det meste af et par dage, og i den tid var det tilholdssted for alle byens unger, der havde stor fornøjelse af, at være med til at pøse vand på, så tørvemøget sprøjtede op i store kaskader.

Vi forlader Alderdomshjemmet for en stund og går videre på turen gennem byen. Lige over for boede Leth Olsen, der var cykelsmed, og som også solgte benzin.

Ved korsvejen lå Tatol. En Tatol forretning var en lidt blandet butik, idet den var både købmand og sæbehus. Der var kun de almindeligste købmandsvarer, og så en del parfume og den slags varer man i dag køber hos Matas. Tatol var en kædeforretning og bestyreren var Fru Olesen, i daglig tale ”Tatolmutter”. Hun og hendes mand var lidt originaler. Han var så klog, at han nærmest var tosset, og hun det modsatte. Jeg husker, at hun ved sin isboks havde et skilt, hvor der stod:” 1 is 25 øre, 2 is 50 øre, 3 is 75 øre osv.”.  Hun havde også indrettet et is- og sliksalg i gavlen, så vi om søndagen kunne købe lidt om eftermiddagen og på hverdagsaftenerne. Det betød så også, at stedet blev vores tilholds- eller mødested for de unge mennesker, der var så mange af dengang. Så gik vi lange ture i skoven eller om sommeren til stranden ved Langø dæmningen. Vi kunne hurtigt blive en 10-15 stykker, så der var ofte liv og glade dage ved Tatol.

Ved siden af boede den anden cykelsmed Henry Jensen. Han havde 3 drenge, Birger, Harald og Tage. Jeg kom meget sammen med Harald, som var min jævnaldrende. Vi legede meget sammen og rendte tit rundt i skoven og legede Robin Hood eller cowboys og indianere, eller hvad vi ellers kunne finde på. Harald kom i lære hos sin far og blev en ganske habil cykel- og fjernsynsreparatør. Han arbejdede bl.a. på Eltra, en fjernsynsfabrik i København. Så tog han i en ret kort periode til Grønland, og der skete eet eller andet, som gjorde, at han aldrig blev den samme gamle Harald. Den psykiske uligevægt blev desværre mere og mere udtalt som årene gik. Det blev selvfølgelig ikke bedre af, at hans lillebror Tage, der var taget ud at sejle som koksmath, tog sit eget liv ved at springe overbord ud for Spanien en juledag. Harald troede i mange år, at han muligvis havde reddet sig i land og havde meldt sig til Fremmedlegionen.

Vores venskab ebbede lidt ud som årene gik. Harald blev en enspænder, der tilbragte en stor del af sin tid med at sidde og filosofere over tilværelsen med en cigaret i hånden. Man kunne se ham sidde i vinduet i det lille hus på hjørnet. Når vi i de seneste år mødtes, sagde han med sin dybe basstemme mens han slog mig på skulderen: ”Nå, borgmester. Har du styr på tingene?”. Han døde i sin ensomhed på sin 60 års fødselsdag.

På den anden side af vejen lidt længere nede lå Asylet. En smuk og særpræget bygning, der stadig ligger som en kopi af et engelsk landsbyhus. Her var der søndagsskole. Det var kammerherreinden fru Iuel, der havde oprettet en sådan, og hvor byens børn kunne komme og høre opbyggelige historier. Både min bror og lillesøster kom der af og til, men jeg skulle ikke nyde noget. Jeg havde fået en aversion mod sådanne, da jeg engang i Masnedsund var blevet lokket med ud på skolen en søndag. Jeg havde lige fået en 25 øre af min mor, og den kunne række til både en is til 15 øre og en 10-øres basse. Men da vi var ude i søndagsskolen, hørte vi en hjertegribende historie om de fattige negerbørn, der levede under kummerlige forhold, og vi blev opfordret til at give en skærv ved at putte penge i munden på en lille dukke, der forestillede en lille negerdreng, og som nikkede til tak, når man lagde penge i. De andre kendte fidusen, og havde en to-øre eller lignende med, men jeg havde som sagt kun en 25 øre, og historien må have været meget gribende for uden at tænke nærmere over det, stak jeg ham den. Og først bagefter gik det op for mig, at nu var hele min rørlige formue væk, og ganske vist havde negerbørnene det hårdt, men alligevel. Så siden har jeg haft en indgroet mistro til alle de missionærer og deres indsamlinger, og i søndagsskole i Langebæk, det skulle jeg i hvert fald ikke.

Hvor Hegnskrogen i dag ligger, var der dengang kun en lille mark hen til det gamle tømrerværksted, hvor Vilhelm Mortensen holdt til i villaen ved siden af. Sønnen Niels Erik har i dag værkstedet, men har flyttet det om bagved, men vi spillede dengang ofte fodbold på pladsen foran værkstedsporten, så støvet fløj om ørerne på os. Niels Erik blev en habil fodboldspiller og spillede i flere år på Stensveds førstehold. Vi turede lidt rundt til lørdagsballer, da vi var unge mennesker.

Over for boede Holmquist, der også havde et værksted. Han var snedker og reparerede bl.a. de ruder, vi undertiden smadrede i skolebygningen, når vi spillede fodbold i skolegården. I hans baghave blev det første vandværk anlagt. Da vi kom til Langebæk i 1948, var der ikke noget vandværk, men alle havde en eller anden form for vandpost. Men nu her i 1949 blev der gravet grøfter gennem byen og lagt vandrør og stikledninger ind til de enkelte. Desværre skete der en tragedie idet en af arbejderne omkom, da grøften skred sammen netop her ved Holmquists have. Men det var naturligvis et stort fremskridt for os alle sammen med rindende vand og derved mulighed for at installeret WC og lavet badeværelser.

Det næste hus i rækken er ”Ungdomshjemmet” byens forsamlingshus. Det blev bygget umiddelbart efter 1. verdenskrig som en slags husflidsskole og blev brugt til mange formål. På eet eller andet tidspunkt blev huset samlingsstedet for det lokale socialdemokrati, så der blev afholdt mange møder gennem årenes løb. Nogle af de vil jeg komme tilbage til i min beskrivelse af mit foreningsarbejde og politiske virke.

En overgang boede en ungkarl og inkarneret socialdemokrat, der i øvrigt senere gled længere mod venstre og endte med at være kommunist, Peter Jakobsen, på et utroligt lille værelse oven på i Ungdomshjemmet. Det var nu før min tid i Langebæk.

Men mens man gravede gaderne op til vandværket, havde man placeret sjakbajsen og hans familie i salen. De havde nogle børn, der var nogle værre rødder, og de havde nær splittet hele huset ad.

Over for Ungdomshjemmet boede Erna og Helmuth Andersen med deres 2 drenge Vagn og Freddy. Vagn var noget af en laban, der kunne være ualmindelige øretæveindbydende og som kunne provokere os andre, så vi af og til sloges så møg og skidt røg os om ørerne. Jeg husker en bestemt lejlighed, hvor vi havde holdt til ved Tatol, og Vagn som sædvanlig havde fået provokeret så meget, at han og jeg røg i totterne på hinanden og det endte med, at jeg smed hans hue ind i haven, og Vagn rendte vrælende hjem. Da jeg så lidt senere er på vej hjem, kommer hans far ud og snupper mig i kraven og giver mig en ordentlig en på frakken og jog mig op for at hente hans hue. Sådan var der mange forskellige episoder netop ved det hus, der på mange måder var et slags tilholdssted for mange af os også i årene efter, da vi var blevet ældre og var begyndt og drikke bajere og gå i byen. Lillebroderen Freddy kom i lære hos min far og bror og blev altså blikkenslager.

Naboen til Helmuth og Erna var købmanden Eskesti Sørensen. Han var en farverig person, der elskede at diskutere med folk. Forretningen var indrettet med en koloniafdeling, en afdeling med isenkram og med lidt trikotage og forskelligt andet. Ud over de her nævnte ting solgte han som sagt benzin. Han stod ofte i forretningen og kom der et offer, dvs. en der ville diskutere politik, var han lige i sit es. Man sagde i gamle dage: ”at kunden altid har ret”, men det passede ikke altid hos Eskesti. Han var konservativ borgerlig, og hvis man var venstreorienteret, kunne man regne med, at få vasket ørerne. Sammen med den før omtalte Peter Jakobsen byggede han nogle sommerhuse, og det skete flere gange, at de i løbet af dagen røg i totterne på hinanden, dvs. diskuterede så voldsomt at de måtte stoppe og køre hjem, og så starte op igen næste dag. Købmandens søn, Torben var jævnaldrende med Vagn og de kunne godt finde på numre sammen, og så måtte købmanden have fat i nakken på dem.

Over for købmanden lå telefoncentralen. Bestyrerinden fru Hemmingsen var gift med en betjent og de havde 2 piger Lene og Randi. Der var en slags telefonboks i en lille havestue, hvor man kunne gå ind og ringe og derefter betale. Der var ikke ret mange, der havde telefon dengang. Det var ret dyrt, men man kunne få en ”partstelefon”, dvs. man delte telefonen med en nabo og måtte så, hvis man skulle ringe lige undersøge, om den anden part brugte telefonen. Partstelefoner fik så et x eller y tilføjet nummeret, så skulle man ringe til en eller anden kunne det være 25x eller 25y, man skulle bede om. Var man i tvivl kunne man bare bede om at få abonnenten, da telefondamen jo kendte alle numrene og ofte vidste, om vedkommende var hjemme eller ej, hvis der ikke blev svaret på nummeret. Manden, der var betjent var ikke altid lige populær, da han af og til gerne ville demonstrere sin myndighed også i hjembyen og af og til uddelte bøder for at køre uden lys og den slags småting.

Ved siden af centralen lå der et lille husmandssted. De ældre mennesker der boede der, havde en datter, der uheldigvis havde fået navnet Maggi. Og det var selvfølgelig uundgåeligt, at hun blev kaldt Maggi-dutti fra den kendte sang, men det faldt ikke i god jord. Hvis det kom forældrene for øre, veg de ikke tilbage for at melde vedkommende til politiet, så landbetjenten måtte af og til ud og snakke med misdæderen. Der var en karl på en af nabogårdene, Axel, der en gang gik og pløjede lige ved siden af, og han sang om Maggiduddi så det kunne høres over hele byen, så landbetjenten, Anton Hansen måtte af sted og have fat i kraven på Axel. Han var ret så irriteret over det åndssvage ærinde, så hans ord til Axel var: ”Kan du da for fanden i helvede ikke synge en anden sang din store idiot”. Men Axel syntes, at den var så god, men fik at vide, at nu kunne han lige prøve en gang til, så skulle han få ørerne i maskinen.

Den samme betjent var meget populær. Han var ikke så pivet med småting, og hvis en ung mand havde fået lidt rigeligt at drikke til lørdagsballet og havde været oppe og slås eller på anden måde havde kvajet sig, sagde Anton: ” – skal jeg skrive, eller skal vi gå om bag ved” – så fik den unge mand en på skrinet, og så var den sag ude at verden. Det havde været guf for Ekstra Bladet i dag, men sådan var det ofte med de gamle landbetjente. Nu var Anton et ordentligt brød, så bare hans tilstedeværelse skaffede ro i balsalene rundt omkring.

Tilbage til Maggi-Duddi. Min far og maler Helmer måtte sågar i retten, fordi der en nytårsaften var malet et skilt og opsat ved havelågen. På skiltet var malet: ”Her bor Maggi Duddi. HA – HA – HA”. Og Gud dødemig om ikke sagen endte i byretten i Vordingborg, hvor min bror og malerens søn Alex fik en ordentlig skideballe af dommeren, der i øvrigt ikke kunne afgøre, om det nu også var dem, der havde opsat skiltet, hvad de selvfølgelig også stærkt benægtede i retten. Utroligt at man ville spilde tid på den slags.

Over for boede gartner Larsens. De havde et mindre gartneri, hvor de fremavlede grøntsager og blomster. Sønnen Gregers var en spøjs fætter, der altid kunne fortælle en masse historier, ikke mindst da han var hjemsendt fra soldat. Man kunne få det indtryk at hele det danske forsvar stod og faldt med hans tilstedeværelse. Der var også 2 piger, Alice, der blev gift med den senere boligminister Helge Nielsen. Den yngste Bente, som jeg sværmede en del for, men hun var nu også en flot pige, flyttede som voksen til USA.

Ved foden af bakken lå der et lille snedkeri, hvor snedker Henriksen bl.a. lavede ligkister og den slags.

Hans nabo var skomageren Stochmann. Han var noget af en original. Han havde haft børnelammelse og havde derfor nogle store klodsede støvler på, og kunne kun bevæge sig ganske lidt og meget langsomt, men til gengæld elskede han at snakke.  Når jeg havde god tid, plejede jeg at smutte op i hans lille værksted, og så gik sludderen om alt mellem himmel og jord. Hans store problem var, at han også skulle ryge pibe samtidig med, at kæften uafbrudt gik på ham, og det voldte ham ikke så få kvaler at holde ild i piben, så han strøg uafbrudt tændstikker, så der stod nogle blålige tåger omkring ham. Han var lidt af en ”Ole Opfinder”, og konstruerede en særlig taske, der kunne monteres på et cykelstyr, så man kunne se på et landkort samtidig med, at man cyklede, men han fik aldrig rigtigt noget ud af det. Hans kone, som overlevede ham med mange år, gik i de senere år med en stor forbandet hund, som hun uafbrudt skændtes med, da de sjældent var enige om, hvad vej og hvorhen de skulle gå. Han fik i øvrigt senere en lille invalidebil, hvilket gav ham en hel del flere muligheder for at komme omkring.

I huset ved siden af skomageren flyttede en ny hjælpepræst ind. Det var noget af en begivenhed, da den unge familie med 5 børn kom til byen. Jeg husker lige så tydeligt, at jeg sammen med nogle andre kunder stod hos købmanden Emanuel Andersen, da der kom løbende en ung kvinde og stillede sig op lige ud for forretningen og bukkede sig forover. Så kom en ligeledes yngre mand med et efter den tids forhold ret så stort og kraftigt hår løbende og sprang buk over kvinden og løb så frem og stod klar. ”Hvem fanden var det” lød spørgsmålet inde i forretningen. Jo, det var da den nye præst, var der nogen der vidste, så de vakte opmærksomhed fra den første dag. På grund af sin hårpragt kom han i folkemunde til at hedde Tarzan, og han elskede at optræde som lidt af en original og provokatør. Vi havde ham bl.a. som vikar i skolen, da lærer Møller var syg i en periode, og så kunne han finde på at sidde i klassen og ryge på pibe, så vi dårligt kunne se katederet. Når jeg gik i skole, og han cyklede forbi kunne han finde på at råbe: ”Grib”, og så smed han sin taske lige i hovedet på mig, og så måtte jeg slæbe den op til skolen. Han købte en tandemcykel påmonteret en knallert motor, en såkaldt ”røvraket” eller røvskubber. Den fræsede han og konen rundt på i nogen tid. Så købte han en lille motorcykel, og jeg kan huske en sommerdag, da vi var mange unger ned på strandengen, blev vi stillet op i en lang række, og så fik vi på tur en køretur over stok og sten hen til Nøddehegnet og tilbage. Min søster kom meget hos familien, da hun gik i skole med og var veninde med en af døtrene. Hun kom en daghjem og fortalte, at veninden havde spurgt sin far, hvad han egentlig sagde, når han foretog jordpåkastelsen ved en begravelse. Så kaldte han på sin kone, og hun lagde sig på græsplænen, og så foretog han hele ceremonien på hende foran de måbende unger.

Han blev i øvrigt forfatter og skrev flere bøger, da han senere blev præst på Sydfalster. En af romanerne var en nøgleroman, hvor man kunne kende flere af personerne, selv om den var skrevet under pseudonym og med opdigtede personer. Den vakte en del furore i landsbyen.

Den gamle skole frem til 1927 lå lige på den anden side af vejen næsten med gavlen helt ud til gaden. Den var et slags sommerhus for en fabrikant inde fra København, men der var også en lille lejlighed. Hvor et ældre ægtepar boede. Da konen, Ingeborg, blev alene, kom hun en del hos os. Hun havde ofte nogle pudsige bemærkninger og kommentarer til dagens begivenheder. Da hun engang var hos os for at se TV-avis, hvor man berettede om nogle fiskere, der måtte søge havn på grund af stærk storm, var hendes brummende kommentar: ”Så ku de holde sig hjemme!!”

Den lille vej, der i dag hedder ”Østerskovvej”, havde ikke noget navn den gang, men vi kaldte den ”Malerstræde”. Her boede i det første hus en chauffør, som vi kaldte Pilot-Gunner. Han kørte rask til med en lille lastbil fra Langø, deraf navnet.

Så kom Maler Andersen, der havde givet vejen eller strædet navn. Hans søn Børge eller Malerbørge, kom jeg en del hos. De havde en stor have med mange frugttræer og så havde hans far bistader. Børge var en spøjs fætter. Han blev udlært hos sin far og kom senere til København at bo. Jeg kan huske, at han i konfirmationsgave havde fået en ny cykel med håndbremse både for og bag. Det var vigtigt at huske, at det var venstre bremse, der påvirkede baghjulet, og det fik Børge at mærke, da han skulle demonstrere sin nye cykel på pladsen ved ishuset ved Svennevej. Han kom høvlende for fulde gardiner og trak bremsen, så hjulet skred i det løse grus –  men desværre den forkerte håndbremse. Han landede på røv og albuer og fræsede mindst 10-15 meter hen ad jorden, inden han standsede, og da vi fik ham på højkant, havde han stort set ingen hud på den ene kind, albuer og begge knæ. Heldigvis havde cyklen ikke taget den store skade, men Børge huskede den rigtige bremse for fremtiden.

For enden af strædet i et ganske lille og lavt hus boede Hans Duus Larsen, i daglig tale Dus-Hans. Han var en lille pukkelrygget mand, som havde været meget aktiv i politik, socialdemokratiet i en lang årrække.

På gården, der også ligger ved enden af Strædet boede Nagel. Sønnen Helmuth var allerede dengang lidt af en verdensmand. Han kom senere i lære i en ´en gros papirvirksomhed i Vordingborg. Han var én af de første i gruppen af unge mennesker, der havde bil. Og han kørte derfor ofte, når der skulle køres til bal i et af forsamlingshusene. Som en lille letbenet unge mand var han en habil fodboldspiller, der holdt sig i form langt op i årene. Jeg fik senere en hel del med ham at gøre i mit job som viceinspektør og dermed indkøber på Stensved skole. Helmuth er altid god for en hurtig bemærkning. Jagttosset som få.

Tilbage til hovedgaden. I et lille hus boede Ulla og Sigurd. Hun var datter af en bonde, der boede ved siden af købmand Andersen, og var på gården stort set altid sammen med børnene Bent og Benna. Sigurd var skovarbejder, en lille men senet og bomstærk mand, der arbejdede i skoven med at fælde træer med den store skovsav, som man stod og trak fra hver sin side af et træ. Det var et utroligt hårdt arbejde.

Så kom det store hvide hus, hvor Langebæk spare- og lånekasse havde til huse. Det var en ældre gårdmand, der sammen med Jeppesen vores kæmner, bestyrede sparekassen. Og altså også her gjorde Jeppesen sig gældende. Han havde dog ikke så langt, da han boede lige over for i et gult hus med familien, der omfattede fru Jeppesen og tre drenge, Frank, Kurt og Jan. Fru Jeppesen hørte til de kvinder, der kan snakke, mens hun trak vejret ud og ind, så der var ingen nævneværdige ophold i ordflommen. Hun mødtes med og drak formiddagskaffe hver formiddag i mere end en menneskealder med vores genbos kone, og de knevrede uafbrudt hver dag. Det er mig en gåde, hvad de dog kunne have at snakke om i alle de år.

Som nabo til Jeppesen boede som tidligere en af de ”små murere” Ingemann. Der var 2 drenge, Ole på min alder og Bill. Ole var noget af en rod. Der var noget ”Emil fra Lønneberg” over ham. Han kunne være utroligt charmerende og i næste øjeblik øretæveindbydende. Vi kom en del sammen, især da vi blev lidt ældre, men i dagligdagen i de første år havde vi ikke så meget med hinanden at gøre. Ole var ofte til bal sammen med Frode Hass, en smed der var bokser i Vordingborg. Det var Oles store fornøjelse at provokere en sådan aften til lørdagsballerne, og så måtte Frode redde ham ud af problemerne.

Bill var en lille snotforkælet knægt, der kunne drille os lidt ældre, så vi af og til måtte smøre ham nogen på huden for at stoppe ham.

Vores genboer var Gerda og Carlo. Han var røgmand, og det var ham med saltsyren på røgeriet ved landevejen. De havde 2 børn, Svend, der blev elektriker, og Annie, som var på min søsters alder og derfor veninde til hende. Der var egentlig 3, men den ældste Mogens var så meget ældre end os andre, at ham havde vi ikke rigtig noget med at gøre.

Gerda havde undertiden lidt hjælp i haven. Det var en efterhånden ældre mand ved navn Frederik Andersen, der gravede lidt haver for folk og den slags. Han var farfar til den Vagn, der var skyld i den øretæve, som jeg fik af hans far. Frederik var af dem, der spiste snus, så der stod af og til ”111” på hagen. Gerda spurgte ham som regel, om han ville have en øl eller en kop kaffe. ”Du ka’ jo gi’ mig en bajer, mens du laver kaffen”, var hans svar. Og det er lidt af et mundheld i dag i området.

Frederik sprængte også sten med auelit. Det var et sprængstof, som blev anbragt oven på stenen, og hvis man vidste, hvor det skulle anbringes, kunne man sprænge stenen i de stykker, som man selv ønskede. Jeg spurgte ham engang, hvorfor at sprængstoffet ikke bare røg lige op i luften. Så svarede han på den meget lokale dialekt, som han snakkede i: ”Ded ska je sie dig min dreng. Ded trækker etter ded hore”. Oversat til – det trækker efter det hårde, dvs. stenen.

Næste hus var købmanden. Da vi flyttede til Langebæk var det et ældre ægtepar, Scharff Rasmussens, der havde forretningen. Den var indrettet på den måde, at der var en almindelig købmandshandel i størsteparten af forretningen, men i den ene ende var der en trikotageafdeling, hvor man kunne købe lidt stof og undertøj og den slags. Et par år senere kom der en ny købmand, Jon Clausen, der fik sat voldsom gang i biksen. Han blev bl.a. forhandler af Kosan-gasanlæg, da de kom frem og solgte utroligt mange anlæg. Der var ikke den familie i hele området, der ikke på eet eller andet tidspunkt skulle have et sådant anlæg. Vi fik da også gas, og det var en stor lettelse i dagligdagen. Vi havde jo som tidligere beskrevet som stort set alle andre et gammeldags komfur suppleret med en primus.

Clausen var en ivrig og for godhjertet handlende. Når der kom en ny familie til – ofte en røgterfamilie – på et af de større godser, fandt de hurtigt ud af, at de kunne handle på bog hos ham. Og der var dengang mange familier, der flyttede rundt mellem herregårdene. Og når de så havde oparbejdet en stor gæld, flyttede de i nattens mulm og mørke væk og så stod købmanden med håret i postkassen, men de havde alle sammen fået et gasanlæg med også, og det var så Kosangasfirmaets problem. Clausen var en ivrig fodboldspiller i Kalvehave I.F. Han havde en gammel Ford V8, der blev brugt til alt mellem himmel og jord. Den blev ikke vasket og ryddet særlig tit. Jeg kan huske, at der på et tidspunkt voksede korn i revnerne ved trinbrættet på begge sider af bilen. Ja, det er altså ikke løgn. Der var en række kornaks, der efterhånden havde opnået en længde på ca. 1 meter på begge sider. Det så sgu flot ud, når han kom kørende.

Jeg kom tit i forretningen og hjalp ham, hvis der var travlt og kørte en gang i mellem ud med varer på en budcykel af dem med lad foran. Jeg skulle engang helt ud til ”Skovlyst” i Stensby med nogle ganske få varer. Det var bælgravende mørkt sidst på eftermiddagen, og der var både sne og is, så jeg røg på r…. den ene gang efter den anden, da en sådan cykel med lille hjul foran ikke er let at holde balancen med.  Men der var service på. 7-8 km med varer for under 10 kr.

Ved siden af Scharff Rasmussens og senere Clausens forretning lå der med en gård imellem endnu en købmand. På den lille gård boede der 3 søskende. De var noget specielle. Originaler vil jeg tillade mig at kalde dem. De 2 brødre var lidt menneskesky og gik klædt i noget meget gammeldags tøj. Den 3. søster, Emilie eller Millie i daglig tale, var heller ikke helt almindelig. Hun snakkede uafbrudt. Hun var et af de få mennesker, der om sommeren var solbrændt på tungen, og hun var utrolig nysgerrig. Jeg kom der meget i starten og var lidt med til at lege bondemand, og hun pumpede mig uafbrudt om alt, hvad jeg kunne fortælle om min familie, om Vordingborg, ja alt, indtil min mor havde fat i mig og fik mig til at være lidt mere tilbageholdende med at fortælle. Ja, der var egentlig 4 søskende, der var en søster Ulla, der som tidligere omtalt boede med mand og børn lidt længere henne af gaden, og hun opholdt sig på hjemmegården stort set altid med børnene, og jeg kom der for at lege med Bent, der var et års tid yngre end mig. Det foregik meget gammeldags i dagligdagen. De havde hestevogn og alt skete i et roligt tempo. De havde både køer og grise og fjerkræ. Mælkejungerne blev hver morgen kørt ud til vejen, og så kom en vogn og hentede dem.

Det var som regel en husmand, der havde givet et tilbud på at køre mælk til eet af de 2 mejerier i Stensved. Det tog det meste af en formiddag, da de skulle have valle og andre returvarer med tilbage til leverandørerne.

Men tilbage til gården, hvor jeg som sagt i den første tid var med til at høste med selvbinder og stille korn i ”hobe” eller traver. De havde lige som alle andre ikke lagt vand ind, og det var utroligt, hvad en spand vand fra brønden på gårdspladsen kunne række. Der var en stor øse i spanden, og hvis man var tørstig tog man bare en tår med øsen, og da alle skulle bruge den samme øse, prøvede vi at drikke helt inde ved hanken, idet vi regnede med, at der havde de andre ikke drukket, men da alle sammen gjorde det, hjalp det vel ikke ret meget. Afløbet fra vasken var bare et hul i muren. I det hele taget var hygiejnen ikke noget at skrive hjem om, hverken der eller i det hele taget hos mange. Jeg kan ikke lade være at tænke på, i disse salmonella-tider, at man hører velmenende husholdningskonsulenter i radioen fortælle vidt og bredt om, hvordan man i gamle dage kunne holde rent i køkkenerne og på køkkenbordene. Ja, goddaw du. Men vi kaldte det bare ”Roskilde-syge”, når vi fik en tur med opkast og diarre eller tyndskid, og så var det overstået.

Jeg husker en gang, da jeg ved juletid kom over på gården. De havde lige slagtet julegrisen, og nu skulle der koges pølser og andet godt. Emilie og Ulla var travlt beskæftiget med at koge i gruekedlen, men der var lidt underligt ved dem. Så gik det op for mig, at ingen af dem sagde noget – og det var usædvanligt. I dyb tavshed arbejdede de. Jeg fik bagefter at vide, at når man kogte pølser, var der en overtro om, at man ikke måtte sige noget, for så kunne pølserne sprække eller sådan noget. Det har godt nok været nogle lange timer for de to.

Men lad os fortsætte turen hen ad gaden anno 1948. Den sidste købmand ved siden af gården, jeg lige har omtalt var Emanuel Andersen. Forretningen drev han med en førstemand, Åge Bom eller Bom-Åge i daglig tale. Der var ligeledes en kommislærling Birger, bror til Harald og Tage og så var først datteren Else og senere Karen med i forretningen. Det var en lidt langstrakt forretning i den hvide bygning på venstre hånd, når man kører ned af gaden. Over for var der dengang varelager, og efterfølgeren flyttede på et tidspunkt forretningen der over. Inden for døren var der en lille viktualieafdeling, og på gulvet lå klipfisken og andre lignende ting.

Der var til højre bagest i forretningen en tøjafdeling lige som der var det hos de to andre købmænd. Vi skal huske, at det var kort tid efter krigen og mangelen på mange varer var der stadig, og vi skulle stadig have rationeringskort til smør, kaffe og flere andre af de nødvendige købmandsvarer. Det gav købmanden et ”overtag” i forhold til nogle kunder. Og det var betegnende, at hvis Emanuel Andersen selv var ved at ekspedere og f.eks. overlæge Lundstein fra Langø kom, råbte han til én af de andre:” Tag lige det her”, og for ud og lukkede døren op for Lundstein og viste hende ind i butikken. Jo, der var forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager. At fruen til Langø måske kun skulle have for 3-4 kr. mens husmandskonen skulle have mad og tøj til 5-6 forslugne unger og derved købte for mange flere penge, var i den sammenhæng ikke så afgørende. Man kommer til at tænke lidt på ”Damernes Magasin” i ”Matador”, når man tænker tilbage på den tid.

Som tidligere beskrevet kunne man købe Esso benzin hos købmanden. Der stod en stander ude foran med 2 5-liters beholdere, hvor man pumpede den ene fuld, mens den anden løb ned i bilens tank.  Den blev senere suppleret med en stander med olieblandet knallertbenzin.

Dagen efter vi var flyttet ind, kom Emanuel hjem til mor i køkkenet med sin hund ”Sveske” og præsenterede sig og anbefalede sig med alskens varer, og han fik da også prakket os et likørstel på med glas til 6 personer og en karaffel, som jeg har endnu.

Næste hus i rækken var den 2. af de 3 brødre, nemlig ”Maler-Helmer”. Han boede hjemme med sin kone Lilly og de 3 børn Alex, Freddy og Bente. Senere kom en efternøler, Vibeke til. Alex og jeg var jævnaldrende, og vi legede en del sammen. Han var en gudbenådet sportsmand på stort set alle områder. Han var én af S.I.F.’s gennem tidernes bedste angrebsspiller. Han var den typiske center-forward og piskede det ene mål ind efter det andet. Lille og tæt og ikke til at stoppe for de fremmedes forsvar. Ligeledes til gymnastik. Han kunne slå kraftspring og lave flik-flak længe inde nogen af os andre. Han kunne have drevet det vidt, men dels var tiderne ikke til den slags, dels var han, som så mange andre talenter luddoven med hensyn til træning. Han gik om sommeren altid i skole allerede ved 7-tiden for at komme op og spille fodbold i skolegården.

Farmoderen der levede endnu dengang var totalt døv. Den eneste, der kunne råbe hende op var Alex’s mor Lilly. Til gengæld kunne vi høre over hele byen, når hun skulle sige noget til hende. De havde en lille hest ”Musse”, en slags forvokset pony. Den var en helt utroligt tålmodigt dyr, som fandt sig i næsten alt. Om sommeren var den somme tider med til stranden ved Langødæmningen og var med ude i vandet, hvor ungerne så kunne kravle op den og springe i derfra. Den blev også brugt som cirkushest i præstegården, hvad jeg vil komme tilbage til.

Naboen var den 3. af de 3 brødre, Murer Kaj. Også der var der 4 børn, 3 drenge og en pige. Pigen, Kate var veninde til min senere svigerinde, men drengene kom vi aldrig rigtig sammen med. Mine forældre kom en overgang sammen med Kaj og Sigrid, som konen hed. Som håndværkere havde de 3 brødre naturligvis meget samarbejde med min far på mange byggepladser.

Deres genboer var Mary og Marius. Marius var brødmand, dvs. han kørte ud med brød og kager fra bager Bærentzens bageri ved Langebæk Mølle. Han kørte i en braksnudet Bedford, og samtidig med at han ekspederede, stod munden ikke stille på ham. ”Ikke også du”, ”Hva du”, ”Ikke mine ord igen du”. Det løb ud af ham som skidt fra en spædekalv, og i daglig tale blev han kaldt ”Hva-du”. Mary fik lavet en lille butik, hvor hun solgte basser og brød, og hun og de 3 drenge fik hæftet ”Basse” foran dvs. ”Basse Mary, Basse Villy, Basse Kurt og Basse Benny”. Forretningen blev tilholdssted for alle de unge i byen som deres tilholdssted fra Tatol og ned til Mary, som havde åbent om aftenen til kl. 8 om sommeren. Så der blev ædt nogen wienerstænger, Roxy-kager og flødeboller på en sådan aften, inden vi drønede til Langø-broen, eller når vi kom dernede fra.  Villy blev i øvrigt senere byens barber, og hans snakketøj lå ikke langt fra både hans mors og fars, lillebroderen Kurt, der blev maler var bestemt heller ikke tabt bag en vogn, når det kommer dertil.

Lidt uden for byen på Nylukkevej lå en gård, hvor der var en lidt ældre karl, der blev kaldt ”Stribolt”. Han lignede også den tidligere skuespiller af samme navn. Denne Stribolt havde altid fri en dag midt i ugen, da han passede gården i week-end’en. Han kom ofte ind til Mary med en lille halvbrandert og skulle have en wienerstang eller Roxy-kage, som han så stod og spiste mens han sang for Mary. Det var som regel sangen om: ”Langsomt følges mor og datter” – altså ”Violer til mor”.  Hun var altid skide sur over ham, men da han trods alt var en god kunde, holdt hun gode miner til slet spil.

Mary overtog på et tidspunkt Tatol, og når man forlod forretningen blev man fulgt til dørs af et meget højlydt og skingrende ”Farvel og tak”. Da jeg mange år senere flyttede tilbage til Langebæk og boede næsten over for Tatol i sygeplejeboligen, efterlignende vores datter Helle afskedssalutten, til stor forundring for Mary, der en dag spurgte mig: ”Hvad er det din pige siger?”.

Vi er næsten nået gaden igennem, men mangler lige nogle få huse. Efter Murer Kaj boede Sigrid og Hans Peter. Hun var polsk født og havde et iltert temperament. Især ved nytår, når der blev skudt fyrværkeri af. Huset havde stråtag, så der var vel ikke noget at sige til, at de blev bange, når raketter og kinesere fløj om ørerne på dem.

Sidste hus i bygaden på venstre hånd beboedes af Marius Hansen. Han havde bl.a. en datter, der hed Else Marie, som senere blev gift med Haralds bror Birger, og en søn Villy. Fru Hansen havde en lille iskiosk i gavlen. Fru Hansen var utrolig flink, og hvis der kom en lille unge med en 5 øre, nænnede hun ikke, at han ikke skulle have noget. Så fik han en lille klump is i en ”musling”, en lille vaffel, der blev brugt meget dengang.

I sidste hus på den anden side boede Johannes Rasmussen. Han havde været i Canada i sine unge dage og kunne fortælle nogle drabelige historier fra den tid. Hans hus hed da også ”Home”. De havde en adoptivsøn, Helge, der til gengæld ikke sagde så meget. Men han var bomstærk og en dygtig gymnast, så vi knægte beundrede ham meget, når vi så ham til gymnastikken i Stensved.

Lige efter fru Hansens iskiosk kom Svennevejen. Hvorfor den absolut skulle døbes om til Langøvej, har jeg aldrig helt forstået. På hjørnet lå kommunehuset, dvs. det hus som man brugte til de hjemløse eller boligløse familier. Her boede ”Stære- Peter” eller Peter Stæhr Jensen, der var hans borgerlige navn. Der var en 5-6 drenge, hvoraf jeg bedst kan huske Erling, der var på alder med min storebror Erik. Stære Peter slog sten om vinteren. Lige som Jens Vejmand. Der blev i løbet af sommeren lagt nogle store stenbunker, der blev samlet sammen fra markerne. De blev anbragt i vejkanten på vejen mellem Stensby og Langebæk, og der stod han så med en hammer og slog de sten i mindre stykker, så de kunne bruges til vejmateriale. I al slags vejr. Om sommeren havde han forskelligt forefaldende arbejde, som at klippe hæk ved skolen og de andre kommunale huse og institutioner. Da jeg i 1963 blev ansat ved Stensved Centralskole, fik jeg en lærerbolig i sygeplejehuset. En morgen umiddelbart efter vi var flyttet ind, ringede det på døren meget tidligt om morgenen, og da jeg noget søvndrukket åbnede døren stod Peter der og sagde med sin lidt snøvlende stemme: ”Ka’ jeg lane en stige?”. Med noget besvær fandt jeg ud af, at han skulle bruge en stige, da han skulle klippe hækken ud til landevejen. Da hækken var meget høj og lang, var jeg selvfølgelig godt tilfreds, men alligevel noget forundret over, at der sådan uden varsel dukkede én af min barndoms byfæller op.

Der lå et par andre huse på svinget og lidt længere ned af Svennevejen boede familien Apel. Han var ud over at drive sit landbrug også vognmand og var i besiddelse af et ret så voldsomt temperament, der kunne komme til udløsning i nogle voldsomme raserianfald, men i dagligdagen var både han og ikke mindst fru Apel nogle meget flinke mennesker. Der var to drenge, Poul Erik og Svend Åge. Poul Erik blev tømrer og senere snedker og bygningskonstruktør. Han lærte at spille trommer og flere andre instrumenter og spillede i mange år i orkester på mange af regionens restauranter. Svend Åge blev vognmand som sin far og kørte i mange år, men efterhånden blev han desværre forfalden til at drikke og drak sig ud af 2 ægteskaber. Som han svarede, da han engang blev spurgt, om han var den af brødrene der spillede. ”Næh”, svarede Svend Åge, ”jeg er ham der drikker”!!

Ved siden af Apels lille husmandssted byggede førnævnte købmand Eskesti Sørensen et hus. Huset var det gamle lagerhus, der havde stået ved Langebæk station, men som blev ledigt da banen lukkede. Det blev kørt ned til Svennevejen, men da der kom meget sne undervejs, måtte man læsse det af på marken, inden man nåede helt derned, men så vidt jeg husker lavede de nogle ”meder” af nogle lange telefonmaster, og trak huset det sidste stykke.

Længere nede af vejen ligger et lille skovløberhus, hvor der dengang boede en skovarbejder, der hed Camillo Christensen. Han blev ofte citeret for en sætning, hvor han skulle have sagt til sin kone: ”Når én af os dør, vil jeg på Alderdomshjemmet”.

For enden af vejen ligger den lille bådehavn. Lige efter vi var flyttet ind, blev det Sankt Hans aften, og min bror og jeg gik ned til bådehavnen, hvor der var stillet en mindre pavillon op, og hvor der var fællesspisning. Det var for at sige det lige ud – pisøsende regnvejr. Det styrtede ned i tove, og bålet var anbragt på en mindre flåde ud i havnen. Barber Beck fra Langebæk Stationsby skulle så sidde i en robåd ved siden af bålet og spille ”Midsommervisen” på trompet. Bålet blev tændt og Beck begyndte. Et lille øjeblik efter gik bålet ud. Ud med benzin og tændstikker. Nyt bål og Beck begyndte igen. Det dyngvåde bål slukkede igen. Nyt forsøg – forgæves. Da det havde stået på endnu et par gange, måtte man opgive og en gennemblødt og bandende og svovlende barber Beck roede ind igen, og så kunne festen i øvrigt fortsætte.

Men tilbage til hjørnet af Svennevej og Langebæk Gade endnu en gang.

Over for ishuset lå også ”Majtræet”. Det var et stort og vildtvoksende gammelt grantræ, der havde stået der i umindelige tider. Omkring træet var der en stensætning og et græsareal, der var legested og tilholdssted for byens ungdom om sommeren. Derfra gik en alle’ ned til Præstegården.

 

Langebæk Præstegård.       

Præstegården i Langebæk var dengang et så markant sted, at den fortjener en særskilt beretning. Præsten dengang var pastor Sandager og med 4 børn, 3 drenge og en pige blev den tilholdssted i en lang årrække for en stor del af byens børn og unge.

Sandager var en personlighed, som vi alle sammen nærede en stor respekt for. Når han kørte gennem byen i sin gamle Ford T, var det med at få huen af og bukke eller neje. Jeg tror såmænd ikke, at det var ham, der forlangte det. Det gjorde vi bare. Man gik til præst i konfirmandstuen og blev konfirmeret enten i Kalvehave eller Stensby kirke med altergang følgende søndag. Alle piger i hvide lange kjoler og drengene i sort tøj med snehvid skjorte og sort slips.

Drengene var Rudolf eller ”Rus”, Mogens eller ”Monse” og efternøleren Knud eller ”Præstens Knud”. Datteren var Birthe eller ” Præstens Birthe”. Der foregik altid noget i huset, udhusene eller i den meget store have. Der blev leget i Præsteskoven, der hørte til ejendommen, spillet fodbold på plænen og af og til lavet cirkus i den gamle lade. Disse cirkusforestillinger var noget af et tilløbsstykke. Alle byens unger var samlede i den gamle lade, og der var både ”sprechstallmeister” og artister og ikke mindst klovneoptræden til vores store jubel. Og den lille hest ”Musse”, gik stille og roligt rundt og var en del af forestillingen.

I de mørke aftener lige efter jul, hvor vi altid havde ønsket os lommelygter, legede vi skjul i skoven, hvor vi blev delt i flere hold, der så skulle finde hinanden ved at blinke med lygterne, så vi havde noget at gå efter.

Rudolf og Mogens var jo nogle år ældre, så dem havde jeg ikke så meget med at gøre, men jeg kan huske, at Rudolf kom i gartnerlære i Bakkebølle, og at vi undertiden fulgtes ad derudaf, da jeg selv skulle i skole i Vordingborg på Mellemskolen. Han blev i øvrigt senere betjent og var toldbetjent i Rødbyhavn i en lang årrække. Jeg har ikke set ham siden min drengetid.

Det samme gælder Mogens, der ville være forstmand og tog uddannelsen og blev skovfoged i Dyrehaven i en lang årrække. Jeg husker engang da han lige var startet på sin uddannelse og skulle lave et herbarium, da Harald og jeg hjalp med at samle nogle af de forskellige planter ved strandengene ved Langebæk Østerskov.

En anden ting jeg kan huske, var da han havde fået den ide at hilse på folk ved at råbe: ”Goddaw for kraften!”. Det kunne bl.a. Fyrbøderens kone, Estrid fra Savværket ikke lide, og hun fortalte Mogens det. Så da han næste gang mødte hende, rejste han sig i pedalerne og råbte: ”Halleluja”.  Hvorefter hun svarede:” Så må du sgu hellere sige det andet”.

De havde en sofacykel, en cykel hvor stellet ligesom er trukket tilbage, så man næsten ligger ned og cykler. Den blev bl.a. brugt, da vi en hård vinter legede på isen på de oversvømmede marker rundt om Langebæk.

Birthe og jeg var som sagt næsten jævnaldrende og begyndte at komme lidt sammen og gik lange ture i skovene omkring Langebæk ofte sammen med Harald. Det betød så også at jeg kom en hel del i Præstegården og lærte familien mere at kende. Vi holdt bl.a. til på hendes værelse i gavlen, og om sommeren kørte vi undertiden før en vis herre havde fået sko på ned i skoven eller ud til Langø-broen og badede. Da jeg senere kom i Mellemskolen i Vordingborg, hvor Birthe var startet året inden, fulgtes vi ofte ad på cykelturen frem og tilbage.

Da jeg var nået til 6. klasse fandt man ud af, at jeg havde evnerne til at komme på Mellemskolen i Vordingborg. Der havde været en del problemer på Langebæk skole, da førstelæreren Møller, havde været langtidssygemeldt, men med præstens mellemkomst, blev det arrangeret, at jeg skulle starte i 2. mellem i 1950. Derfor gik jeg til engelskundervisning hos Sandager, hvor jeg sammen med en anden dreng, Hugo Fritsen lærte så meget, at vi kunne blive optaget på skolen derude, men det kommer jeg tilbage til.

Fru Sandager var en utrolig elskelig kone, der blandt mange andre lækkerier lavede en aldeles glimrende bagt varm æblekage.  Den kan jeg næsten smage endnu. Jeg husker en pudsig episode, hun fortalte om. Der var en af mine kammerater, Orla fra Langø, der hjalp hende lidt i haven, og da præsten en dag kom derud, og de snakkede sammen, sagde hun Albert til ham – meget naturligt, da han jo hed sådan. Da han var gået spurgte Orla: ”Hvorfor sagde du Albert til ham?”. ”Jamen det hedder han da”, svarede fru Sandager. ”Gør han det”, sagde Orla: ”Jeg troede da, at han hed Pastor”.

Knud og jeg lærte hinanden mere at kende, da jeg vendte hjem fra de store have og som seminarist hjalp ham lidt med matematikken, som voldte ham lidt kvaler. Vi spillede bordtennis i den gamle konfirmandstue og begyndte at gå lidt i byen. Da præsten efter mange års forløb skiftede sin Ford T ud med en kraftigere Ford-model med V6 motor, fik vi af og til lov til at låne den til at køre i biografen. Jeg husker engang da præstens ikke var hjemme og Knud skulle prøve at køre rundt om flagstangen og bedet på gårdspladsen og fræsede rundt, så skidt og møg og småsten hvirvlede rundt om ørerne på os. Jeg lærte ham også kortspillet ”Casino”, og når han af og til vandt i både bordtennis og kortspil, hænger det utvivlsomt sammen med hans gode læremester.

 

Tilbage til resten af byen. 

Ved Præsteskoven boede Verner Lynghøj Olsen. En kraftig sværtbygget mand, der drev sit landbrug sammen med sønnen Frede, som var en meget dygtig sportsmand – lidt i retning af maler Alex – til både gymnastik og ikke mindst fodbold. Verner var god til at få nogle af byens knægte til at komme og hjælpe sig i landbruget, da Frede som så mange af den tids unge tog til København og arbejde.

Lige efter Møllebækken boede Wilhelm Rasmussen og Petrea med sønnen Hugo. Wilhelm Rasmussen hed i daglig tale aldrig andet end ”Jyde-Viller”. Han var en festlig mand, der i mange år bl.a. arbejdede for de små murere som arbejdsmand. Der er mange sjove historier om Viller. Han førte et ret så kraftig sprog blandet med kraftudtryk. En vinter, da der var meget sne, og man ikke kunne arbejde på byggepladserne, var der nogle stykker samlet hjemme på fars værksted. Samtalen kom bl.a. ind på de arbejdsløse og som så ofte gik snakken om, at de sgu ikke gad lave noget for understøttelsen. Så siger Viller med sin kraftige stemme: ”De skulle kreftanedemig ud og luge roer”. Hvortil murer Kaj svarer:  ”Der er sgu da ingen roer nu”. ”Så kan de kreftanedemig lede efter dem”, var Villers kommentar.

Da han blev ældre kørte han med ”Julens Glæde”, og når han kom råbte han, så det kunne høres over hele huset: ”Så kan du godt finde skillingerne frem, min pige”.  Så vidste mor, at det var Viller.

Hugo blev udlært købmand og blev i nogle år førstemand hos købmand Sørensen. Han og Frede giftede sig med 2 købmandsdøtre fra Stensby, og Hugo beholdt i mange år huset i Langebæk.

På den anden side af vejen lige ved Præsteskoven ligger der et hus, der i de senere år har været megen snak om. Årsagen er den, at der i slutningen af 1800 tallet voksede en dreng op, der skulle ende sine dage på en øde ø nord for Australien som en veritabel Robinson Crusoe. Der er skrevet adskillige artikler og en bog om ham, så jeg skal ikke genfortælle historien, kun nævne, at jeg første gang hørte den fra pastor Sandager i 1949. Han fortalte ganske vist, at det var i Villers hus, han skulle være født, men det er i huset ved Præsteskoven.

Da vi flyttede til Langebæk i 1948, var Langebæk Mølle stadig intakt. Der var vinger og det hele, og selv om møllen ikke blev brugt til at male korn, var bageriet i fuld sving. Her huserede bager Bærentzen og bagte brød, basser og, hvad der ellers kunne produceres. Han var ikke så emsig med rationeringsmærker, og når familien fra Vordingborg kom på besøg, skulle de altid have mindst et landbrød og forskelligt andet med. Man kørte op på møllen og handlede inde i bageriet. Jeg husker bageren som en stor kraftig mand, der altid gik i undertrøje, så man rigtig kunne se hans meget behårede arme og brystkasse. Hans søn Klaus var en lang mager rad. Han blev også bager og havde i mange år et bageri ved Fuglebjerg ved Næstved.

Der var i løbet af årene andre læredrenge. Én af dem fik jeg et særligt forhold til. Han var sydslesviger – altså tysker fra en lille landsby, Oster Ohrtsted, ved Dannevirke. Helmuth Mohagen hed han, en ikke så høj, men en meget kraftig og muskuløs fyr. Han spillede fodbold i Stensved sammen med os andre, og var i det hele taget en meget vellidt gut. Når jeg kom tættere ind på ham, var det i forbindelse med en cykeltur sammen med ham og Harald, hvor vi cyklede til Hamburg. Men det vil jeg komme tilbage til i et senere afsnit.                 

Længere nede af den lille vej der førte til møllen og videre ned bagved boede Maren og Julius Olsen. De købte i øvrigt nogle år senere Clausens købmandsforretning og drev den i en årrække. Sønnen Poul – Marens Poul – som han hed i dagligdagen, var en rigtig frisk fyr. Han var en gudsbenådet fodboldspiller, men som de andre talenter noget doven med træning og den slags. Jeg husker en bestemt situation, der udspillede sig en del år senere. En dag i pinsen, dagen efter vi havde været til pinsebal, spillede et hold fra Stensved i Kastrup ved Vordingborg. Det var næsten ulidelig varmt, og en del af spillerne led som sagt af 2. dags tømmermænd. I slutningen af kampen, som på det tidspunkt var uafgjort, råbte Marens Poul ud til træneren, Poul Buchwaldt: ” Skal vi spille omkamp, hvis det bliver uafgjort”? Da Buchwaldt svarede bekræftende, vendte Poul sig om og fyrede bolden ind i eget net, idet han råbte: ”Det gider jeg sgu ikke”. Træneren havde nær fået et apoplektisk anfald, men kunne da godt grine af det bagefter. Lige som vi andre.

En lille historie mere om ”Marens Poul”. Han og Vagn fandt en gang på at tomle den til Kalvehave med den lille lastbil, der kørte for Viemose Bryghus. De fik lov at sidde på ladet, og de to labaner sad så og smed sodavand i grøften, og så gik de og samlede dem op på hjemturen.

Inden vi slutter rundturen, skal vi lige have de sidste huse med. Efter et par småhuse lå pensionatet. Et sommerpensionat, der havde en hel del kunder fra København. Mange af dem var stamgæster i en årrække, og var et slags bevis for, at nu var sommeren kommet til Langebæk.

Lidt uden for byen ligger et lille stræde, der i dag hedder ”Vesterskovvej”, men i min drengetid kaldtes ”Skidenstræde”. Her boede Martha og Jørgen –  i daglig tale kaldet ”Lillejørgen”, og han var ikke ret stor, med deres søn Niels. Jeg kom en overgang en del hos dem, da jeg legede med Niels, som jeg i øvrigt gik i klasse med. Det var et skægt sted at komme. Faderen – Jørgen var altid fuld af skæg og ballade, og Martha gav ham ind imellem nogle ordentlige skideballer.  Hverken Jørgen eller Niels havde siddet i krudtkommissionen. Det var ikke studenterhuen, der trykkede nogen af dem. Om Jørgen går der flere historier, bl.a. om da han byggede en skydepram en vinter oppe på deres loft, og først da den skulle ud, gik det op for ham, at loftslemmen i gavlen ikke var nær stor nok, så de måtte rive det meste af gavlen ned, for at få den ud.

 

I skole

Det var et lille indtryk af byen og dens beboere på godt og ondt, og her skulle vi altså nu til at bo og være en del af.

Min bror og jeg skulle så starte i skolen, men det var ikke så ligetil. Vi var jo fra en købstadskole med klassedeling, klasselokaler og faglokaler. Jeg i fjerde klasse og Erik i sjette, men da vi vovede os op på skolen, blev forvirringen total for os. Vi kunne simpelt hen ikke finde ud af det, for klassebetegnelserne var helt anderledes, og vi skulle kun i skole hver anden dag, så her lidt om skolesystemet på den tid i Langebæk skole.

Man startede i Forskolen, hvor man gik de 3 første skoleår og hver dag. Der var kun en lærerinde, en forskolelærerinde, som det hed. Hun havde alle 3 årgange i samme lokale, men de mindste kom dog først, når de 2 ældre klasser gik hjem. Skolen lå, som tidligere beskrevet, ved Vordingborgvej, og da vi flyttede til, var der stadig rester af de gamle gymnastikredskaber i skolegården.

Hovedskolen, den nuværende børnehave, havde 4 klasser. 4. og 5. klasse gik sammen tirsdag, torsdag og lørdag. 4. klasse hed ”Lille tredje” og 5. klasse hed ”Store tredje”. 6. og 7. klasse gik i skole mandag, onsdag og fredag. 6. klasse hed ”Lille fjerde” og 7. klasse hed ”Store fjerde”, så det var vel ikke så underligt, at det var en forvirrende oplevelse at starte, da ingen gjorde sig den ulejlighed at forklare min bror og jeg om sammenhængen. Det måtte vi selv finde ud af, og tro det eller ej, jeg kom i den forkerte klasse, og da jeg senere opdagede det og sagde det til læreren, svarede han kun: ”Ja, det må vi se og få lavet om på”. Og da vi var to årgange sammen var det hurtigt klaret. Jeg fik nogle andre bøger og fortsatte så i øvrigt uændret i samme klasseværelse og med de samme klassekammerater.

Den første dag husker jeg ganske tydeligt. Det var ikke hverdagskost, at der flyttede en familie til Langebæk med 3 børn, og en ny elev i skolen var lidt af en sensation. Sådan følte jeg det i hvert fald da jeg hin junidag stillede op i skolegården. Alle de andre stimlede sammen og gloede og fnisede over enhver bevægelse, jeg gjorde. Endelig kom lærer Møller og kaldte os ind, og vi stillede op ved pultene til morgensang. Lærer Møller var en stor og kraftig mand og med en stemme, der svarede til det øvrige, så jeg for nærmest rædselsslagen sammen, da han satte i, men da de andre tog situationen med ophøjet ro, kunne jeg vel gøre det samme.

Møller var lærer i Langebæk skole i mere end en menneskealder og kendte naturligvis alle i byen, da det jo var blevet et par generationer, han havde undervist. At han kunne have været lærer for både de nuværende elever og deres forældre, fik mig til at føle, at han jo måtte være ældgammel. Jeg kunne selvfølgelig ikke vide, at jeg selv ville opleve det samme i mine mere end 30 år ved skolen i Stensved mange år senere. Han var som sagt en stor og kraftig mand. Han kom fra Bornholm og havde bevaret – som så mange bornholmere – en del af sin hjemegns dialekt. Min bror skulle engang være morsom og spurgte ham, om det var rigtigt, at man kaldte bornholmere for reservesvenskere. Det faldt meget naturligt ikke i god jord. Han fik et par på skrinet og blev bogstavelig fortalt skubbet gennem den store tjørnehæk, der var rundt om en del af skolegården, så han havde både røde og forrevne kinder og tøj efter den omgang. Og han skulle ikke have noget af at fortælle hjemme, hvorfor han så sådan ud. Ikke at næverne sad løst på lærer Møller, men der var kontant afregning, hvis man selv var uden om det.

En typisk skoledag startede med, at vi mødte i ret god tid på skolen og hentede fodbolden ud og startede med at spille løs i skolegården, der var belagt med småsten, bortset fra et lille hjørne i den ene ende. Der var til formålet opsat et par mindre mål i hver ende af gården. Vi sled en fodbold op om året, men da vi ikke havde gymnastik, fik vi da den nødvendige motion på denne måde. Det kunne ske, at der røg en bold ind i ruden, men ”straffen” var blot, at man blev sendt ned til Holmquist med vinduesrammen og fik sat nyt glas i. I forlængelse af skolegården lå ”Vænget” et lille, men ujævnt græsareal, der hørte til skolegården. På den modsatte side af skolegården lå toiletterne – eller, da jeg startede lokummerne. Der kom dog allerede året efter WC’er, da der kom vandværk til byen.

Ved 8-tiden kom Møller så og kaldte os ind, og vi gik så i gang med dagens dont. Vi var som sagt 2 årgange sammen, og en del af undervisningen foregik ved, at vi hjalp hinanden og f.eks. i regning arbejdede vi i forskellige bøger. Vi havde selvfølgelig meget dansk, skrivning, religion og regning, altså de almindelige hovedfag, men ind imellem fortalte han og læste historier fra den store Verden. Lærer Møller var en god fortæller og havde ikke de store problemer med at fange vores opmærksomhed. Skemaet lå nogenlunde fast, men dog ikke mere end at der kunne være plads til ændringer undervejs. Alle hans elever lærte en god og karakteristisk håndskrift. Jeg kan den dag i dag kende, hvem der har gået i Langebæk skole hos lærer Møller på deres håndskrift. Desværre gik jeg ikke så længe hos ham, og da jeg senere kom på Mellemskolen, kan jeg huske, at min klasselærer hr. Mortensen en dag fortvivlet udbrød: ”Alle de elever vi plejer at få fra Langebæk skole skriver så pænt – hvorfor i himlens navn gælder det ikke for dig også.”

Der er selvfølgelig visse episoder, der står mere klart end andre. Engang kom lærer Møller med et nyt apparat, han havde anskaffet. Et induktionsapparat. Jeg tror mange fra deres skoletid kan huske apparatet, der består af en stor spole med et batteri inden i og med 2 håndtag. Hvis man starter apparatet og tager fat i håndtagene, kan man få et ordentlig stød. Det var et ret så kraftigt apparat, og jeg tror ikke, at han havde sat sig ret meget ind i, hvordan det fungerede. Men han slog det til og spurgte, om der var en, der ville prøve. Min bror meldte sig og greb fat i håndtagene. Hold da helt kæft. Han var lige ved at ryge ud af gummistøvlerne, og håret stod lige op i luften, og med et vræl lykkedes det ham at få sluppet det. ”Det var sgu ikke så godt”, mumlede Møller, og så fik han den ide, at fordele strømmen på os alle sammen, dvs. vi skulle holde hinanden i hænderne, og så skulle de 2 yderste tage fat i hvert sit håndtag, så strømmen gik gennem os alle sammen. Sikken et cirkus. Tøserne vrælede, og vi andre var bestemt ikke så stolte af situationen. Men så fik han skubbet til apparatet, så batteriet gled ud af spolen, og så gik det op for ham, at man kunne regulere strømstyrken ved at skubbe det ud og ind. Og så gik der sport i, hvem der kunne holde ud længst. Det var al den fysikundervisning jeg kan huske fra min tid i Langebæk skole.

En anden episode udspillede sig en vinter. Skolestuen blev opvarmet med en stor kakkelovn med koks og tørv. Det var så én af elevernes opgave at fylde på en gang imellem og tømme askeskuffen. En dag havde en elev smidt en tørv op oven på kakkelovnen. Jeg har siden hørt mindst 10-15 af de gamle elever påstå, at det var ham, men hvem det var er vel også lige meget. Tørven begyndte at ulme og der bredte sig en kvalmende røg i lokalet, indtil lærer Møller fandt ud af årsagen og fik smidt tørven ud. Men på grund af røgen og lugten fik vi fri resten af dagen.

Den historie blev naturligvis hurtigt kendt i byen, og allerede næste dag skulle en af eleverne prøve det samme. Men denne gang gik den ikke. Lærer Møller åbnede samtlige vinduer og hentede sin vinterfrakke, og så måtte de arme unger ellers sidde rystende af kulde resten af dagen.

Et par episoder jeg kan huske fra min skoletid i Langebæk var bl.a., at jeg en dag var i et alvorligt slagsmål med Robert Andreasen. Vi var ellers gode venner, og jeg kom tit op til ham og hans brødre. De boede lige ved stationen i et gammelt stråtækt hus med nogle gode moreltræer i haven. Robert og hans bror Frank, gik jeg sammen med i samme klasse, da der jo var 2 årgange samtidig. Men af én eller anden grund røg Robert og jeg i totterne på hinanden og sloges, så møg og skidt røg om ørerne på os i næsten hele middagsfrikvarteret. Jeg fik så mange tæsk og vrælede så tårer og snot rendte ned af hovedet på mig, men han fik da heldigvis også nogen på huden.

En anden og lidt større ting var, da vi skulle på udflugt med bus helt op til Næstved. Vi var på Kählers keramik og kunne købe lidt småting med hjem. Vi var derefter ude på Herlufsholm Kostskole og så deres store parkanlæg og biologisamling, der gjorde stort indtryk. Det var en stor oplevelse.

Hvad der også kunne sætte lidt kolorit på skoledag, var besøg hos skoletandlægen. Dvs.  det var hos de praktiserende tandlæger i Vordingborg, men vi blev kørt ud i taxa og sat af, og skulle så hentes nogle timer senere. Det var en helt udflugt, og der var fest og stemning i bilen ud og hjem. Alle dem i Vordingborg, der var lidt skrogede og havde tandlægeskræk gik hos tandlæge Mørck i Algade. Da der er temmelig mange af den slags i Vordingborg, var der altid en masse ventetid hos ham, og han gjorde næsten aldrig en behandling færdig, for hvis man trak lidt på det, sagde han altid: ”Vi stopper nu, og så får du en ny tid.”

Om sommeren, hvis det var rigtigt varmt, kunne vi af og til lokke lærer Møller med i skoven. Så gik hele skolen op til Rævebakkerne, hvor vi blev delt i 2 hold og legede røvere og soldater, og så lagde lærer Møller sig i græsset og fik sig en lur og gik så hjem ved skoletidens afslutning. Vi kunne så selv finde ud af og rende hjem, når vi var færdige med at lege.

Det kunne også ske, at vi alle sammen cyklede ned til strandengen ved Langødæmningen og gik i vandet. Når vi var kommet op, sagde Møller: ”Så skal vi lige have Villy i vandet”. Villy –  altså Bassevilly var nemlig vandskræk og fik lov til at blive på land, mens vi andre drønede rundt ude i det nærmest sorte og mudrede vand. Og under hyl og skrig, der kunne høres over det meste af Sydsjælland, blev han sprællende hevet ud i vandet og dykket godt og grundigt. Det var ikke særlig pædagogisk, men Møller morede sig kongeligt under seancen.

Lærer Møller blev desværre syg i nogle ret lange perioder, så vi måtte have forskellige vikarer i flere måneder. En af dem var en gammel og for længst pensioneret lærer, Frølund, som jeg også havde haft på Masnedsund skole. Han cyklede i sin høje alder fra Vordingborg til Langebæk hver dag i hele sommerperioden. Vi fik på den bestemteste besked på, at vi skulle sætte os ind på vores pladser, når klokken blev 8., uanset om han var nået frem eller ej. Det klarede vi ved at postere en vagt på vejen, og når så Frølund kom om hjørnet, var vi lynhurtigt på plads og høstede megen anerkendelse for vores lydighed.

 

Vores hunde

Som jeg tidligere har fortalt fra Vordingborg, havde vi en lille foxterrier ved navnet Kvik, der var vaks til at tage fjerkræ. Mens vi boede i Langebæk havde vi flere forskellige hunde. Vi havde en collie-lignende hund. Det var en flot hund og den var stærk som en okse, og det gav lidt problemer med at holde den nok i form. Senere fik vi en lidt mærkelig hund. Det var en ægte ruhåret foxterrier, men den havde det problem, at dens bagben var underligt skæve, så den løb på en højst mærkværdig måde. En gang, da der cyklede to mand forbi, kom hunden, der i øvrigt hed ”Dingo” løbende, og den ene mand gloede og sagde til den anden: ”Det må sgu da være en ny slags hund”.

Den gang skulle man betale hundeskat, og jeg kan huske, at jeg sammen med mine kammerater fra Langebæk Stationsby, Frank og Robert, måtte cykle til Viemose hos sognefogeden med deres hund. Den skulle måles, for størrelsen af hunden bestemte hundeskattens størrelse. Der stod en skammel på kontoret, og hvis hundens ryg var højere end skamlen, var det én takst. Og en anden hvis hunden var mindre end skamlen. Det var bestemt ikke de store summer, det kostede men alligevel. Og tænk så på den administration det medførte.

En anden ting jeg oplevede inden udviklingen afsluttede den epoke. Det var hestesyn. På en bestemt dag skulle man stille med sin hest. Det foregik ved Korsvejen i Langebæk. Pludselig vrimlede det med heste, der blev vurderet og skrevet i en protokol. De skulle så stille i tilfælde af mobilisering og bruges af militæret. Så vidt jeg ved, blev ordningen overført til biler på et senere tidspunkt, men eksisterer ikke mere. Men det var da meget sjovt, at jeg skulle opleve de ordninger, som vi ellers læser om i arkivets gamle protokoller.

Jeg er jo nok lidt ældre, end jeg af og til vil erkende.

Mine klasse- og legekammerater i Langebæk

Af mine klassekammerater kan jeg huske maler Alex, murer Ole, smedens Harald, savværks Ole, krudt Ole og Poul, 2 brødre fra Langebæk stationsby. Put-Karls Bent fra Søen, Frank og Robert ligeledes fra Langebæk station, Lille Jørgens Niels, Stære Erling, maler Børge, H.P., Silde Inger, Kate, Inge Nymann, Anni fra Falsterbovej, Bente og Ulla fra Stationsbyen for blot at nævne nogle stykker. Som det fremgår af navne og tilnavne havde alle én eller anden betegnelse for at præcisere, hvem de var eller hvor de hørte til.

De 2 brødre fra Stationen hed ikke noget med krudt for ingen ting. Deres far havde en lille krudtfabrik, hvor han lavede fyrværkeri. Raketter, kinesere og andet knaldfyrværkeri. Det var jo tilladt dengang. De var undertiden med i produktionen og havde selvfølgelig nok af den slags, og jeg husker engang, da de havde fremstillet en kanonslag på tykkelse med en bajerflaske. Den antændte vi en aften ved Ellebrudgården. Der lå en stak snehegn, og kanonslaget blev skubbet ind under hegnene og antændt. Der lød et brag og kom et lysglimt, så vi var nærmest døve i lang tid efter, og hegnene blev bogstaveligt talt løftet en halv meters penge op i luften, og de nederste lag var totalt splintrede.

Den ene af dem fik for resten næsten sprængt røven af, da han havde været i kælderen og havde fyldt lommerne, og krudtet sprang i utide.

 

Fritidsinteresser og foreninger dengang.

Og hvad fik vi så tiden til at gå med i denne lille bondeby. Som på så mange andre områder har man en selektiv hukommelse fra sin barndom. Somrene var altid varme, og om vinteren var der sne fra november til marts, og vi kedede os aldrig. Nutidens børn og unge vil nok vrænge på næsen af, hvad vi kunne få tiden til at gå med. Langebæk er jo omgivet af skov på alle sider, og det var et legeområde, vi brugte flittigt. Jeg har omtalt Præsteskoven med legene med lommelygterne. Men naturligvis også røvere og soldater eller cowboys og indianere. Vi spadserede rundt i skovene i timevis og sludrede og fortalte historier.

Jeg har altid haft en meget stor fantasi, og det var tit mig, der satte gang i vores lege i skoven. Da jeg havde læst Robin Hood, var han på programmet og vi udkæmpede voldsomme kampe med Sheriffen fra Nottingham og hans folk. Eller legede Robinson Crusoe med Harald som ”Fredag”. Vi byggede hytter af de forhåndenværende materialer og havde på ingen måder problemer med at få tiden til at gå. At vi kunne være væk i timevis var heldigvis ikke noget problem for vores forældre. Ikke som i vore dage, hvor man hele tiden skal være i kontakt med børnene, om ikke andet så via mobiltelefon.

Vi cyklede naturligvis også meget rundt i skovene. Jeg skulle tit passe Marianne – min søsters pige, der som tidligere beskrevet boede hos os. Hende havde jeg enten i en babystol foran på mors cykel eller også tog jeg fars gamle budcykel med lad foran og bandt hende fast på ladet, og så drønede vi rundt i byen og i skovene med hende foran.

Om sommeren badede vi ved strandengen eller fra Langø-broen. Det er en historie for sig. Langø tilhørte tidligere overlæge Lundstein og hans kone. De havde begge været overlæger på Vordingborg sygehus, og deres ø var lukket land for alle andre med mindre man havde en gyldig grund eller et ærinde på øen. Det kunne for eksempel være at købe æbler i deres frugtplantage.

Vandet ved engen var som tidligere beskrevet meget mudret, og skulle man finde noget bare rimeligt rent vand, skulle man ud til Langøbroen. Men det var også forbudt, da især fru Lundstein var bange for, at der skulle ske noget. Da vandet er omtrent 8-10 m dybt, er det vel meget forståeligt, men det syntes vi ikke dengang. Så vi sprang i vandet fra broen eller dæmningen, så snart vandtemperaturen var nogenlunde udholdelig.

Når vi sådan badede var der ”vagter”, der skulle holde øje med om Lundsteins kom, hvadenten det var fra land- eller øsiden. Så lød det skingrende ”Mutter kommer” – fru Lundstein blev kaldt ”Mutter Lundstein”, og hun stod altid ud af bilen og skældte os ud og truede med al landsens ulykker. Man forsøgte også at tjære broen og slå pigtråd på, men det bankede vi bare ned med en sten og fortsatte med at springe i fra broen. Det var en form for mandsprøver at springe ud fra spidsen, og der var dybt nok mindst 7-10 m.s dybde og en gevaldig strøm, så man undertiden var trykket helt om på den anden side, inden man nåede op til overfladen. Når jeg skriver, at vandet var rimeligt rent, skal det dog tages med alle mulige forbehold. Der var et hav af vandmænd og større og mindre mængder af drivende tang – ja, engang var der en tangklump, der kom drivende på en størrelse, så den ikke kunne komme igennem broen, men lå i lang tid og pressede på, og vi kunne vade rundt på klumpen og svømme ned under den. Det var som at være i Sargassohavet.

Sådan en sommersøndag kunne vi være 30-40 hylende og skrigende børn og unge af hvert køn, der badede i timevis, da vandet, på grund af de store lavvandede områder, var lunt og dejligt. Vi kunne også finde på at køre til stranden om aftenen efter fodbold eller biografen, og at være i vandet når det er næsten mørkt er en underlig fornemmelse. Lige som at bade i blæk, hvis man kan forestille sig det.

Vi snakker ind imellem om, og bliver også af og til spurgt fra vores børn og børnebørn om, hvad vi egentlig lavede om aftenen, da vi jo ikke endnu havde fjernsyn. Og når man så tænker tilbage, kan man næsten ikke huske det. Om sommeren var vi jo meget ude, og kom først ind, når det var ved at være mørkt. Så drak vi aftenkaffe og hørte lidt radio. Om vinteren, hvor aftenen kunne være nok så lang, spillede vi meget og mange forskellige spil. Vi spillede meget kort, rommy eller 500, ”Michigan” og alle mulige andre kortspil. Radioen blev brugt temmelig meget. Først og fremmest nyhedsudsendelserne, ”Pressens Radioavis”, som den hed dengang. Så var der ”Gammeldags dansemusik” med ”Bror Kalles Kapel”. Om søndagen naturligvis Giro 413.

Vi læste meget. Den daglige avis, ”Vordingborg Social Demokraten”, blev studeret, og så kom hver tirsdag ”Familie Journalen”, der var det foretrukne ugeblad i alle mine drengeår. Det skete naturligvis også, at der skulle ordnes lektier, ikke mindst da jeg var kommet på mellemskolen og realen.

Så også uden fjernsyn, havde vi ikke – som jeg da husker det – noget problem med at få tiden til at gå. Endelig var det jo også dengang tilladt at kede sig ind imellem.

 

Foreningslivet dengang.

Fodbolden om sommeren.    

Der var allerede dengang et livligt foreningsliv i området. Det var på 2 fronter, det især gjorde sig gældende, nemlig fodbold og gymnastik. Der var naturligvis også andre sportsgrene som lidt badminton på Stensved Hotel, skydning og håndbold, men det bærende var de 2 førstnævnte idrætsgrene.

Der var idrætsforeninger i både Kalvehave og i Stensved – og i Mern, men det var jo nabosognet dengang. Vi drenge fra Langebæk spillede først og fremmest i Stensved. Det kunne ske på grund af uenighed eller anden årsag, at nogen kunne finde på at tage til Kalvehave og spille. Foreningen i Stensved, S.I.F. var også den jeg blev meldt ind i. Jeg har nu aldrig været nogen særlig god spiller, var ikke meget for at heade og kunne kun bruge højre ben til at sparke med. Da jeg samtidig i hele mit liv har sloges med bronchitis, og i de senere år med astma, har det også sat sine begrænsninger. Men jeg startede da i Stensved i 1949-50 på juniorholdet. Den træner jeg bedst kan huske og som har været med til at præge en stor del af mig og mine jævnaldrendes fodboldopdragelse har været Poul Buchwaldt. Han har på godt og ondt været en stor del af fodbolden i Stensved. En anden markant person er Arne Nielsen, Barberen eller Barber-Arne.  Han var formand i en lang årrække, passede banen, fodboldene og hans kone Inger, vaskede trøjer. Arne har om nogen været en fornem repræsentant for de frivillige ledere og har stadig et stort hjerte for foreningens ve og vel.

Jeg spillede på hold med Robert Møller, Robert og Frank Andreasen, Murer Ole, Maler Alex, H.P., Villy Møller, Orla fra Langø, Bent Kogut, Benny Andersen og en masse andre. Vi havde et ret stærkt juniorhold og blev flere gange kredsmestre. Det var bestemt ikke min fortjeneste, men vi fungerede godt sammen og Buchwaldt kunne sætte os op til de afgørende kampe. Han var en utrolig god træner, men havde – og har stadig – et ret heftigt temperament, så der kunne falde nogle gevaldige skideballer af ind imellem.

Hvis vi havde tabt en kamp og ikke havde gjort en ordentlig indsats, vidste vi godt hvad klokken havde slået. Så var det over ved skoven – ”klubhuset” – og der lå som regel nogle kævler. Der blev vi placeret, og så travede Buchwaldt frem og tilbage og så fik den enkelte spiller ellers at vide, hvad der var gjort forkert. Men så var det også overstået, tavlen vasket ren og nu skulle der ses frem til den næste kamp. Havde vi tabt, men havde kæmpet for sagen var det noget andet. Det var ingen skam at tabe til en bedre modstander, men vi skulle forsøge at gøre vores bedste.

Som træner må man jo af og til også dømme nogle fodboldkampe, og Buchwaldt var ingen undtagelse, og han dømte selvfølgelig lige så godt eller dårligt som alle andre. Men også her kunne hans temperament slå gnister. Hvis tilskuerne blev for kritiske og begyndte at råbe efter ham, blev han tosset. Jeg husker han engang, der da var en særlig kværulant, at han løb ud til og gav ham fløjten med besked om, at nu kunne han sgu fortsætte, for Buchwaldt gad ikke høre mere på ham den idiot.  Og så gik han.

Når jeg skriver ”klubhuset” om skoven, skal det tages bogstaveligt. Vi havde ingen andre steder at klæde om, så det foregik i skovkanten under de store træer i håb om, at hvis det skulle blive regnvejr, så ville det vare længe inden regnen kom igennem trækronerne. Så vi kunne roligt prale med, at vi havde landets største klubhus!!

Bad og toilet kendte vi heller ikke.  Det kunne ske, at der om sommeren blev slæbt en mælkejunge ned fra det nærliggende mejeri med vand, så vi lige kunne få en tår at drikke eller vaske det værste skidt af, og en gang skete det også ved et stævne, at vi kunne komme op på mejeriet og få et bad, men det var sjældne undtagelser.

Senere fik vi et gammelt hønsehus fra sognefogedgården, som blev stillet op med et par rækker bænke, men uden vand og lys. De blev afløst af et par gamle godsvogne fra Kalvehavebanen, og først da jeg som voksen og var blevet formand for foreningen, fik vi ved frivillig arbejdskraft bygget et rigtigt klubhus, men mere derom senere.

Når vi skulle spille kampe, skulle vi først cykle til Stensved og mødes med de andre, og hvis ikke kampene lå alt for langt væk, dvs. i Nyråd, Vordingborg, Kastrup, Mern eller Kalvehave var det afsted på cykel, og da det var helt naturligt, var der ikke noget piveri over det. Skulle vi længere væk som til Stege eller Lendemarke, Magleby og hvad klubberne ellers hed på Møn eller til Præstø var der 2 muligheder. Enten med Hilmers eller Bernhardts taxa. De havde begge nogle efter den tids forhold store biler, og vi kunne stuve et helt juniorhold ind i bilen ved at sidde i flere lag. Men det var jo rent luksus i forhold til at cykle, så der var altid fest og ballade, når vi skulle af sted på den måde.

Arvefjenderne var dengang – som nu – Mern, Kalvehave, Nyråd og til dels Vordingborg. Når vi skulle spille i Mern, var det med at komme på én gang og køre igen i samlet flok. Kom vi enkeltvis kunne det ske, at der vankede ”nogen på huden”, især hvis vi havde vundet. I både Mern og Kalvehave havde de klubhuse, så vi var lidt misundelige på dem.

Trøjerne blev som sagt passet hos Barberen og hans kone, og da de skulle bruges i så mange år som muligt, var det noget stærkt stof, og de var ikke til at slide op. Til gengæld blev de kortere og kortere og bredere og bredere, og da jeg i 12-13 års alderen løb gevaldigt i vejret og var mere end et hoved højere end mine kammerater, var det et problem at få en trøje, der ikke sad oppe midt på brystet. Juniorholdene og 2. holdet – B-holdet – spillede dengang altid i grønt og 1. holdet – A-holdet – altid i blåt. Fodboldstøvlerne var med et kort skaft og med stålforstærkning i snuden og med læderknopper, der blev sat fast med søm. At vi ikke læderede hinanden mere end det faktisk skete, er noget af et mysterium, for vi kunne næsten sparke gennem en betonmur med en ”tåhyler”,

Et effektivt spark, der var temmelig uberegneligt for både med- og modspillere.

Én af mine store oplevelser fra dengang var, da jeg sammen med flere tusinde andre tilskuere i juni 1954, var på Køge Stadion og så Køge Boldklub blive danmarksmestre, som det første hold uden for København. Vi var så mange, at jeg måtte kravle op i et træ for overhovedet at kunne se noget, men røg på r…. ned af træet og fik en mindre flænge i panden, hvad jeg måtte høre meget for bagefter. Men det gjorde nu ikke oplevelsen mindre.

 

Gymnastikken om vinteren.   

Forholdet mellem de 2 dominerende foreninger, Stensved Idræts Forening og Stensved Gymnastikforening var ikke præget af de store hjertelige følelser. Det var to helt forskellige kulturer, der stødte sammen. Gymnastikken med sine rødder i de gamle Skytte- og Gymnastikforeninger med deres traditioner fra det nu forrige århundrede, og så den ”nye” idrætsgren, der fremkom i starten af sidste århundrede, havde det ikke så godt med hinanden. Det var ikke så godt, at vi dyrkede fodbold om sommeren, mente man i gymnastikforeningen.

Aktiviteten foregik i mange år i det gamle hotel, men omkring den tid, da vi flyttede til Langebæk, blev der bygget en splinterny gymnastiksal i forlængelse af hotellet ved siden af biografen. Det var en utrolig luksus med opvarmning og badefaciliteter.

Det hele foregik på den måde, at vi sidst på eftermiddagen i flok og følge cyklede fra Langebæk til Stensved uanset vejr og vind. Det kunne ske, at vi om vinteren, når sneen lå særligt højt, at vi så gik derud. Det var altid med skæg og ballade, når vi sådan drog af sted. I salen mødtes vi med drengene fra Stensved, Skovhuse og Vestenbæk og blev så heglet igennem af Hans Kristian Jensen, den senere købmand eller, hvis han ikke kunne komme af Hugo Rasmussen. De var begge meget kendte gymnastikledere i hele regionen. Især Hugo Rasmussen, Snedker-Hugo, var en i gymnastikkredse meget markant personlighed. Vi lærte den gode gamle traditionelle Niels-Buck gymnastik. Ikke noget af det moderne pjat med bløde bevægelser og rytmisk gymnastik. Nej, det var med gjaldende kommandoer og nogle ordentlige ryk i muskulaturen, hvad sikkert også var nødvendigt for de mange karle, der knoklede rundt om på gårdene, men måske knap så meget for os, der stadig gik i skole.

Sæsonens højdepunkt var den store årlige gymnastikopvisning i Vordingborg, i ”Borggårdens” store sal, hvor hele omegnens befolkning blev samlet en aprildag. Så var alle småbyerne i hele området fuldstændig folketomme, da både forældre og bedsteforældre skulle ud for at se, hvad deres poder havde drevet det til i løbet af vinteren. Holdene fik bedømmelse, og både vi gymnaster, men ikke mindst lederne gik overordentlig op i, hvad de strenge bedømmere havde fundet frem til.

Så skulle der tages billeder af holdene og købes slik. Det var godt at have en slikkiosk på en sådan dag i Vordingborg.

Og så var der den store opvisning på Hotellet i dens store sal. Det var ligeledes én af årets begivenheder. Der var altid stuvende fuldt hus og alle gjorde deres bedste for at tage sig så godt ud som muligt. Karleholdene havde altid nogen, der var særlig gode til kraftspring og saltomortaler, så de fløj helt op under loftet under bragende bifald. Og så skulle der deles årstegn og bægre ud. Var der noget, man gik op i så var det disse udmærkelser. Hvis man gik til gymnastik to gange om ugen hele vinteren uden forsømmelser, fik man en nål af forskellige udformning, og hvis det stod på i flere år, kunne det blive et bæger. Der var et cirkus hvert år ved denne uddeling. F.eks. En dreng, der havde brækket et ben, blev af sine forældre slæbt ind i salen hver gang, der var gymnastik i flere uger, og opnåede på den måde de nødvendige krydser i bogen, så han kunne få sit tegn. Men en pige, der på grund af f.eks. blindtarmsbetændelse var nødt til at forsømme i nogle uger, ikke fik sine krydser. Så der var af og til gråd og tænders gnidsel i forbindelse med uddelingen. Og så blev lederne kaldt frem og skulle se forbavsede og glade ud, for holdet havde – og det havde de naturligvis hvert eneste år – samlet inde til en gave og en buket blomster, der så blev overrakt under tordnende bifald. Og så var der bal bagefter – som det hed i titlen på en gammel dansk film. Og det var med kaffe og blødt brød og en enkelt øl og måske et par stykker smørrebrød, inden man kørte hjemad i aftenen eller nattens løb.

I modsætning til Idrætsforeningens baller, hvor der blev drukket bajere. Som kroværten sagde: det var om at have godt med wienerbrød til gymnastikforeningen og masser af bajere til idrætsforeningen.

 

Andre fritidsfornøjelser.    

Stensved Bio fortjener en særlig omtale. Biografen var ret ny i 1948, da vi kom til området. Det var en efter byens størrelse stor og velindrettet og meget moderne biograf. Dengang var biograferne uden for byerne ellers normalt en foreteelse, der skete i det stedlige hotel eller forsamlingshus. Jeg har selv oplevet det i Roholte Forsamlingshus, hvor en rejsebiograf – ”Valkyrie-bio” – kom og viste film med et transportabelt filmapparat.

Men i Stensved var det anderledes. Der var en flot forhal med flere siddepladser, hvor man kunne sidde og vente og se, hvem der kom. Der var toiletter og ikke at forglemme en is- og slikkiosk både inde i hallen og ude ved indgangen. Salen var med et ret skråt gulv og med både loge, 1. og 2. parket og ”cowboy-rækker”. Logen var helt tilbage i salen i hver side, og der sad som regel de nyforlovede, hvor sheiken havde flottet sig og givet en af de noget dyrere billetter. 1. parket var så oven for trappen og resten var 2. parket, og de 3 første rækker var træsæderne og beregnet for børnene.

Da der kun var et apparat betød det, at der var en pause midt i filmen, så der kunne skiftes spole i apparatet – eller ved en helaftensfilm flere pauser. Pausens længde afhang af salget i kiosken. Var der mange kunder, måtte vi vente til der var handlet færdig. Det kunne ske, at der efter pausen var en del flere i biografen end inden. Det var, når der kom en forbi og stod og sludrede og så gled med ind, da der ikke var kontrol af billetter efter pausen.

Biografens repertoire kan man næsten i dag se på hylderne i en videobutik, hvor de gamle danske film i dag er til salg eller låns. Stensved Bio såvel som en række andre biografer havde deres storhedstid i de år efter krigen og inden fjernsynet. De viste som sagt de gamle danske film, men også en række franske og italienske film. Også russiske film med deres heroiske indsats mod nazismen blev vist i biograferne. Det hang sammen med en blokade af amerikanske film i nogle år. Men så var det, at man fandt på at indspille Morten Korchs bøger, og det gav pote. Hvem husker ikke ”De røde heste” og ”Det gamle guld” og hvad de ellers hedder. Folk strømmede ind, og der var altid stuvende fuldt hus.

Men det kunne også ske, at det kneb gevaldig med at få folk ind. Det var ikke som i dag, hvor man spiller for 2-3 mennesker. Hvis vi ikke var mere end en halv snes stykker, kom Larsen, biografejeren, ud og sagde til os, at vi måtte skaffe nogen flere, så vi stod og råbte til de forbipasserende, om de ikke ville med i biffen, og hvis vi så fik skrabet en snes stykker sammen, ja ”så kører vi”, som Larsen sagde.

Larsen drev biografen sammen med sin kone i en lang årrække. Han viste også film i Viemose Kro eller Forsamlingshus. Det var et cirkus uden lige, når der blev vist film i den store sal. Vi sad på lange bænke, og filmapparatet var anbragt, så lysstrålerne gik meget lavt hen over vores hoveder. Det kunne ske, at hvis en film var lidt kedelig og ikke kunne fange alles opmærksomhed, at én eller anden kunne finde på at række hænderne op og lave skyggebilleder på lærredet, eller at man satte foden op på bænken foran og skubbede til, så de væltede rundt mellem hinanden. Og så blev der røget cigaretter, så der hang så tætte tåger, at det kunne knibe med at se, hvad der foregik. Så kom Larsen og brummede: ”Der må ikke ryges”, men det var der ingen, der tog sig noget af. Der blev en gang vist en efter den tids forhold, meget vovet fransk film, hvor man så en pige ligge nøgen i en seng, og helten havde meget travlt med at rode og regere. Der var dødstille i salen –  vi var som sagt ikke vant til den slags scener. Så lød det pludselig med en drævende stemme på meget sydsjællandsk: ”Det var itte så maget ded, a’ ha’ bed pattevorten af – ded var måden ha’ spytted den ud på”. Og så var der vildt kaos, indtil Larsen tændte lyset og bad om ro.

At gå i biografen kunne dengang, som det fremgår af det ovenstående, være noget af en oplevelse. Den havde som sagt sin storhedstid i 50’erne, men så overhalede udviklingen den, og da apparaturet efterhånden var så nedslidt, at det kunne knibe med at se billederne på lærredet, måtte man lukke. Men fru Larsen drev kiosken videre i en del år efter.

 

En nytårsaften.

Nytårsaften skulle der være fest og farver. Det var noget vi så frem til med spænding og forventningens glæde, og vi havde ofte sikret os på forhånd ved at ønske lommelygter i julegave, så vi var klar til den store aften. Vi var altid en flok knægte på fra 11 – 12 til 15 – 16 års alderen. De lidt ældre skulle som regel til Nytårsbal på kroen eller forsamlingshuset, hvor der altid var stuvende fuldt den aften.

Vi rendte op og ned af gaden i flok og følge og holdt øje med, hvad der kunne flyttes. Stort set alt, hvad der ikke var ”nit- og nagelfast” og som kunne flyttes – blev flyttet. Fra havelåger til skraldespande, stiger og havemøbler. Der var en stadigt flytten hele aftenen, og der kunne gå flere uger, inden tingene havde fundet hjem igen.  At det ofte var os selv, der skulle ud og finde tingene bagefter gjorde ikke så meget. Det var skægt mens det stod på.

Engang skilte nogle karle en lille hestevogn og løftede den op på en tagrygning, hvor den blev samlet igen. En anden gang stod en sofa på samme tag.

Men det var en uskreven lov, at vi ikke ødelagde noget, måske en postkasse i ny og næ, men hærværk som vi desværre så ofte ser nu til dags, var der ikke noget af.

Rigtigt knaldfyrværkeri var jo tilladt den gang, og luften gennemlød uafbrudt af knald og brag i alle mulige lydstyrker. Lynkinesere, kanonslag, skrubtudser og raketter. Jo, der var drøn på. De to brødre fra Stationsbyen ”Krudt Ole” og ”Krudt Poul” som tidligere omtalt, forsynede os i rigelige mængder.

Ved en lejlighed flyttede vi meget forsigtigt en brændestabel ind foran en køkkendør. Det var i øvrigt hos Petrea og Jyde Viller. Der var lys i stuen, så vi var sikre på, at de var hjemme, men pludselig lød der skridt ude fra vejen. Det var ”Viller”, han var på besøg hos naboen, men skulle lige hjem efter et eller andet. Vi sprang hurtigt i skjul og kunne høre ham bande og svovle, så der var helt lyst omkring ham, mens han flyttede brænde for at kunne komme ind.

Dengang var spraydåser med maling eller barberskum ikke opfundet, men en prop, der er forsynet med sod kan lave en infernalsk larm, når den bliver trukket hen over en rude. Så det var vi som regel også forsynet med.

Hos nogen blev vi inviteret inden for til sodavand og æbleskiver, når vi kom til deres hjem. Det var vældig hyggeligt – og så kunne de jo også se, hvem der havde været der!!

At komme ind i et af ”hjertehusene” – de fritstående lokummer – kunne give anledning til skæg for nogen og forbandet svineri for andre. En klump gær i en lokumstønde kan sætte gang i nogle processer, så indholdet vokser ovenud af tønden – hvis det altså ikke er for koldt. Der var en bestemt episode man snakkede om i flere år. En flok drenge stod og hejsede meget forsigtig en sådan næsten fyldt tønde op i en flagstang.

Da den var næsten helt oppe, kom manden brølende efter dem, og de der holdt i snoren sprang som katte for deres liv. Manden nåede helt frem til flagstangen, da tønden med et hult drøn landede lige ved siden af ham og indholdet stod i kaskader omkring ham. Nærmere forklaring er vist ikke nødvendig.

Da vi selv blev lidt ældre, skulle vi naturligvis også til nytårsbal på kroen i Stensved. Der var som sagt altid stuvende fuldt, og der blev uafbrudt men forgæves appelleret til deltagerne om ikke at smide fyrværkeri i salen. Folk sprang for livet det meste af aftenen, så det er egentligt ufatteligt, at der ikke skete mere, end der faktisk gjorde. Man kunne i øvrigt altid kende nybegynderne ved et sådant bal. Lange ben og arme i sort konfirmationstøj. En stående vittighed var at: ”du skulle tage og invitere bukserne ned til skoene”.

 

Min første udlandsrejse.

Jeg havde fået en kammerat, der var nogle år ældre end mig selv, Børge Jakobsen hed han. Han var dengang karl på Rødsbjerg gården, en proprietærgård under Petersgård Gods. Ejeren var en bror til daværende Kammerherre Iuel og en noget særpræget personlighed. Men Børge tjente altså der i nogle år, inden han fik arbejde på Petersgård, hvor han var i marken om sommeren og i stalden om vinteren. Børge var nok voksen, men mentalt på nogen områder ikke ældre end os andre. Vi var nogle stykker, der kom meget hos ham, og han kom også meget i mit hjem. Han kunne imitere en trompet med munden, og det var både hans og vores fornøjelse, når vi kunne lokke ham til at give et nummer. Han spillede på klædeskab, som han sagde, idet han gerne skulle finde noget, der kunne give genlyd, når han trommede løs og spillede f.eks. ”Hans Peter Nielsens trompetpolka” og lignende numre. Han kaldte sig: ”Manden med orkesteret i struben”

Én af dem han tjente sammen med var flyttet til Sverige med sin familie. De havde bosat sig i Skåne i Teckomatorp i nærheden i Landskrona, og Børge blev inviteret derover. Jeg fik lov at komme med, så der skulle anskaffes pas, inden vi drog af sted. Det var i 1950 under Koreakrigen, kan jeg huske.

Vi boede hos dem i en uges tid og cyklede en del rundt i området, og fik på den måde prøvet at køre i et land med venstrekørsel. Og vi nåede da både til Lund og Landskrona. Børge havde i øvrigt nogle år forinden sammen med sin storebror tjent på en gård lidt nordligere i Småland, så han kunne lidt svensk.  Da vi skulle hjem, kan jeg huske, at vi skulle have både mandler og chokolade med, og ikke mindst skulle vi købe et armbåndsur med hjem til mor. Jo, det var min debut med en rejse uden for landets grænser.

 

I Mellemskolen.

Da jeg gik i 6. klasse havde lærer Møller og præsten, der var formand for skolekommissionen som tidligere beskrevet sammen med min mor fundet ud af, at jeg skulle starte i mellemskolen i Vordingborg. Og da jeg ville være et år ældre end mine klassekammerater, skulle jeg begynde i 2. mellem. Mellemskolen var en 4-årig eksamensskole, hvor man så kunne fortsætte i en 1-årig realklasse eller i det 3-årige gymnasium. Det hele havde til huse i det gamle oprindelige lærerseminarium ved jernbanen i Vordingborg.

Så jeg skulle forberedes af præsten og som tidligere fortalt, gik jeg sammen med en jævnaldrende kammerat Hugo Fritzen, til engelsk i præstegården. Det var en oplevelse at gå hos pastor Sandager, for han fortalte os en masse ting fra hans tid som præst og viste os de gamle kirkebøger og sådan noget.

Dagen kom, det var den 15. august 1950, jeg skulle starte i Vordingborg, så det var med bævende hjerte og godt nervøs, at jeg cyklede derud sammen med bl.a. præstens Birthe, der allerede havde gået der i to år og skulle begynde i 3. mellem. Derude var de jo vant til, at der kom nye elever med jævne mellemrum, så vi var ikke til almindelig beskuelse, som da jeg startede i Langebæk. Jeg kom da også i klasse med en del af mine gamle klasse- eller skolekammerater fra Masnedsund skole, så det var ikke det store problem.

Men når det alligevel blev noget kaotisk, hang det sammen med det tragiske, at skolens rektor Simon pludselig og uventet var død i sommerferien. Og i hele den noget forvirrende situation, var der ikke rigtig nogen, der kendte aftalen i detaljer mellem Langebæk skole og Gymnasiet. Jeg kom godt nok i den rigtige klasse, men fik udleveret de forkerte bøger, nemlig hele bogsættet til 1. mellem. Og da der ikke var nogen rigtig kommunikation mellem min klasselærer og de øvrige lærere, tog det næsten 14 dage inden tingene kom på plads.

Min klasselærer var hr. Mortensen. Jeg kan ikke huske hans fornavn, men ingen elever kunne også på det tidspunkt drømme om, at bruge det eller sige du, som det jo senere blev almindeligt. Da jeg kom hjem og fortalte min mor, hvem klasselæreren var, kunne hun fortælle mig, at ham havde hun også haft. Jeg blev dybt forundret. Han måtte da mindst være hundrede år, når min mor var blevet undervist af den samme person. Som tidligere beskrevet, kom jeg jo selv til at undervis flere generationer. Ak, ja.

Han var en meget streng lærer, som vi havde stor respekt for, men også kom til at holde af.  Vi havde ham i dansk og historie, og det var ham, der var fortvivlet over min håndskrift. Som historielærer var han rigtig god. Han var en fremragende fortæller og stærkt medvirkende til min senere store interesse for faget og historie i det hele taget.

I matematik havde vi hr. Lauritsen, en meget dygtig og sikker underviser. Han havde en lille lommebog, og når der skulle overhøres tog han den frem og stod og kiggede ud over klassen, og så var det med at kigge alle andre steder hen og ikke pådrage sig hans opmærksomhed. Det var jo den gammeldags regning og matematik – aritmetik og geometri. Vi lærte at regne ”blækregning” efter en blå gammel regnebog. Alle gamle elever fra den tid kan huske ”Lomholts regnebog”. Vi skulle skrive med rigtig blæk. Det var endnu ikke tilladt at bruge kuglepen, da de kuglepenne, der var kommet frem dengang ikke var særlig stabile, men en kongepen med blæk kunne nu også frembringe nogle ordentlige klatter.

I engelsk var det hr. Bertelsen. En lang og dengang ranglet lærer klædt i engelsk mode og med sixpence. Han blev senere rektor på Køge Gymnasium. I religion og tegning og en overgang i biologi var det Herluf Nielsen. Han var nok i sine seneste år mest kendt, fordi han var far til Poul Kjøller. En stor del af religion- og tegnetimerne blev brugt til oplæsning af historier fra ”Det Bedste”, da han var en utrolig beundrer af USA. Det var jo i koldkrigsperioden og mens Mc. Carthy huserede derovre. I 3. mellem fik vi hr. Jensen – ”Delle” – i biologi. Han var jordens mest elskelige lærer, men det var desværre en yndet sport at drive ham til vanvid. Det mindede meget om ”Havmanden” i Scherfigs, ”Det forsømte forår”. Stort set alle hans timer endte i det rene kaos og anarki.

I tysk fik vi frk. Harms. Hende elskede vi over alt på jorden. Hun kunne være snotforvirret og fortælle de meste utrolige ting, men det var lige meget. Hun slap altid fra det med et smil og var tilgivet med det samme. Vi havde også sløjd, hvor det var Frølich Hansen, der underviste. Det var han bestemt ikke altid god til, da han stort set ødelagde alle de ting, han skulle demonstrere. Men det tog han med ophøjet ro. ”Lummer”, som han kaldtes i daglig tale sagde bare – ”Så fik I set, hvordan I ikke skal gøre”.

I fysik var det hr. Hermansen. Han var et kapitel for sig, og han gjorde ting som ingen andre lærere kunne slippe afsted med. Han kunne f.eks. smide sig, lige så lang han var på katederet og ligge og skære ansigter. Hvis vi havde ham i timen før middag, kunne han finde på at rode i vores madpakke og så stikke os en 25 øre, hvis der var noget, han kunne tænke sig. Så kunne vi gå i ”Togo” og købe os en basse i stedet.

Lad mig lige indsparke, at ”Togo” var den lille købmandsforretning på hjørnet mellem Kuskevej og Næstvedvej. Eleverne måtte jo forlade skolen i middagsfrikvarteret, da der var en del, der skulle hjem og spise. Af samme grund var frikvarteret på 40 minutter. Vi fra landet havde jo madpakke med, og når den var spist var der tid til at gå i byen, bl.a. i ”Togo” og købe slik og sodavand.

Men den lærer, ud over hr. Mortensen, der gjorde det største indtryk og som jeg bedst kan huske var nu alligevel Bechmann Jensen. Han var en fremragende underviser, der kunne krydre sine lektioner med nogle udtryk og vitser, så vi aldrig glemte det igen. Jeg har forsøgt at lægge en del af min egen undervisning op af hans, men kun med delvis held. Det er nu nok heller ingen garanti, da der jo ikke er to mennesker, der er ens. Men et udtryk som, når han fortalte om en jungle eller regnskov: ”En skovbund uden planter, hvor kun en enkelt skovsnegl trækker sit slimede spor… ”

Han var underlig gammeldags klædt med skjorter med stivet flip, vest og jakkesæt. Altid rygende på en lille cerut, som han lagde i kridtrenden, og vi vidste, at når han tog sin cerut og tændte den, var timen ved at være overstået.

Der kom i øvrigt en ny rektor efter nogle måneders forløb. Han havde været rektor på en kostskole i Holbæk, og blev aldrig rigtig populær blandt sine kolleger eller eleverne. Jeg har senere erfaret, at det var noget med, at de andre lærere havde ønsket, at det skulle være Bechmann, og at det kom dem særdeles ilde tilpas, at denne tidligere kostskoleleder skulle styre skolen. Han rendte sig mange stavere i livet i sit virke på gymnasiet.

 

Mine klassekammerater

Som sagt var der blandt mine nye klassekammerater nogle stykker fra Masnedsund skole. Drengene var Flemming Hansen fra den nye Færgegård, Brian Devantier (Branger), Christian Pedersen (Kesser) og Finn Jakobsen (Nusser). Af nye var der Thomas Bredsdorff, Flemming Smith Hansen (Smitty). Så var der Ole Christensen fra den store foderstofforretning ved Nyrådsporten. Der var Poul Erik Sørensen og endelig Ole Engsharth, der desværre døde i en meget ung alder af leukæmi. Fra Nyråd kom Søren Prahl. Hans far havde Hulemosegården og drev den som en mindre proprietærgård. Han var fuldstændig pigetosset, da vi gik i 4. mellem og realen.

Pigerne var Ulla, Grethe, Joan, Bitten, Tove, Birthe, Birgit Larsen, Bente, Ketty og Birgit Inge, men på grund af min generthed, holdt jeg en vis distance til de fleste af dem.

Jeg sluttede mig mest til Thomas og Smitty. At Thomas er endt som professor i litteratur i København undrer mig ikke. Han var allerede dengang lynende intelligent og klarede sig uden at røre en finger ud over de skriftlige arbejder til meget høje karakterer. Han var bestemt ikke nogen hængerøv. Han kom jo fra et miljø, som har fostret mange store hjerner. Hans far var rektor på Vordingborg seminarium. Desværre troede jeg, at jeg kunne komme lige så let til tingene, så mine karakterer var ikke altid lige til min mors tilfredshed.

Smitty var søn af en glarmester i Algade. Han var enebarn og boede alene med sin far i Algade.

Vi tre havde mange gode timer sammen både i skoletiden, men i perioder også uden for skolen. Da jeg jo kom helt ude fra Langebæk, kunne det være lidt besværligt i fritiden, men jeg cyklede gerne ind til byen igen om eftermiddagen eller om aftenen for at være sammen med dem. Bl.a. for at gå i Biografen eller bare at være sammen.

En typisk skoledag startede for mit vedkommende allerede ved 6.30 tiden. Så var det med at komme i kludene og af sted om sommeren på cykel de 13 km til skolen i Vordingborg. Da vi i Danmark befinder os i vestenvindsbæltet, var det meget almindeligt med modvind til Vordingborg. Så det kunne være noget af en ”sejtrækker”, men da vi skulle være der kl. 8.00 var der ingen kære mor. I de år, dvs. fra 1950 til 1954, jeg gik i mellemskolen og realklassen, var der vejarbejde stort set hvert eneste år, så de ændringer, der i årenes løb er sket i vejføring og udjævning af bakkerne, er jeg ganske godt fortrolig med.

Og uanset om folk tror, at jeg enten er fuld af løgn eller ikke kan huske, så er der sket ikke så lidt. Bakkerne var både flere og meget stejlere dengang. Det gik opad hele vejen fra Langebæk til Katrinebjerg. Der var en stejl bakke ved Savværket, og Stampebakken var meget højere end dengang. Der var en stigning uden for Stensved og endelig nåede vi toppen ved 6-km stenen. Så nedad til Hulemosesøen og gennem Nyråd til cykelstien mellem Nyråd og Vordingborg. Den var dengang belagt med ca. 460 betonfliser. Gaden gennem Nyråd var brolagt ligesom Algade fra Nyrådsporten til Københavnsvej. Hjem gik det så som regel noget hurtigere, men det kunne ske, at vinden var modsat. Så kunne en hjemtur godt vare et par timers tid, så klokken kunne være både 16.00 og 17.00 inden jeg nåede Langebæk.

Om vinteren, sådan ca. fra efterårsferien til efter påske, var det med bus eller Kalvehavetoget. Dengang havde Kalvehavebanen busser, så vi kunne nøjes med at gå til Korsvejen og stige på om morgenen og så tage toget hjem om eftermiddagen. Det betød til gengæld, at vi skulle gå hjem fra Stationsbyen, så det blev snart til, at det blev toget hver vej.

Det giver mig anledning til at fortælle lidt om samfærdselen mellem Langebæk og Vordingborg.

 

Den kollektive trafik.  

Den første busrute jeg stiftede bekendtskab med i 1948 var Dahlbergs bus fra Kalvehave Færgegård til Slotstorvet i Vordingborg. Det var en mindre bus med plads til 25-30 mennesker. Vi kunne altid høre, når det var Dahlberg, der køte gennem byen. Af én eller anden grund klirrede vores ruder ud mod gaden, når det var ham, der kom. Bussen var grøntmalet, og døren lukkede op med et håndtag. Dahlberg havde billetter, men var ikke meget for at uddele dem. Han kunne huske, hvem der var med, så det var ikke nødvendigt.

Bussen kørte kun én gang om dagen, og kom gennem Langebæk ved 9-tiden. Så rullede den ud gennem Stensby, og via Skovstræde til Stensved og derfra ad landevejen til Vordingborg. Men det var ikke gjort med at tage passagerer med. Der stod af og til en kone ved vejen, og gav Dahlberg en huskeseddel med. Det kunne være noget stof eller en recept til apoteket. Eller hos isenkræmmeren eller… Så Dahlbergs ophold i Vordingborg var en tur frem og tilbage i de forskellige forretninger. Så startede hjemturen ved 16.30 tiden, og selv om der kun var få med bussen, kunne man ikke altid regne med en hurtig hjemtur, da en stor del af tiden gik med at aflevere de medbragte varer og afregne. Så klokken kunne godt være både 18 og 18.30 inden man omsider rullede gennem Langebæk. Der var naturligvis heller ikke nogen stoppesteder, så man blev altid kørt til døren, hvis man da boede ud til vejen. Det hele mindede lidt om Dirch Passer-filmen ”Bussen”.

Dahlberg måtte dog kapitulere og endte med at blive chauffør på en af Møns Omnibusser, inden han gik på pension.

Møns omnibusser eller MO var det lokale busselskab, der betjente området i en lang periode. Busserne startede med at køre rundt på Møn og mellem Vordingborg og Stege. En stor del af passagererne var skoleelever fra oplandet og Møn til Vordingborg. Busserne havde billetsælgere, som regel drenge, der blev ansat lige fra skolen og for nogets vedkommende for resten af deres liv som chauffører. Vi skoleelever kunne være en pestilens for de andre rejsende. Vi kæftede op og beslaglagde mange pladser til vores kortspil, og hvad vi ellers fik tiden til at gå med undervejs.

Jeg kan huske, at et månedskort fra Langebæk til Vordingborg station kostede 15 kr, men hvis man stod af ved Slotstorvet kun 12 kr. Og jeg må med skam indrømme, at jeg i mange måneder kun havde kort til Slotstorvet, hvilket ikke altid afholdt mig fra køre helt ned, da kontrollørerne jo kendte os og ikke skulle se kortet hver dag.

Kalvehavebanen eller ”Kalvehavegrisen” var et kapitel for sig. Det var en privatbane, men med stærke kommunale interesser, idet ejerne var Vordingborg, Øster Egesborg og Kalvehave kommuner. Da vi begyndte at bruge banen i 1948, var det de gamle damplokomotiver, der trak togene. Som tidligere beskrevet havde banen deres rangeranlæg lige bag vores have i Købmagergade og en station i Masnedsund.

Men lad os tage hele baneforløbet. Hovedbanegården lå i Kalvehave Færgegård, hvor hovedbygningen stadig ligger, nu som beboelsesejendom. Rundt omkring ligger der en række af de gamle banehuse. Baneforløbet startede egentligt helt ude ved færgelejet, så man kunne betjene hele havnearealet. Så banelegemet nordpå mod Viemoseskoven og i en bue ind gennem Viemose by med en station ca. midt i Viemose. Derfra videre mod Stålvængegården, hvor der senere også blev et trinbræt. Dvs. et ikke betjent stoppested, hvor man kunne dreje et signal, så toget stoppede. Videre til Langebæk Stationsby med station, rangerterræn og pakhus. Så mod Stensved med stoppested i Skovhuse og senere også ved Stivænget. I Stensved var der også en station med sidespor og pakhus. Så over landevejen og gennem skoven til Vestenbæk. Der blev ligeledes et stoppested for at servicere Stensved kaserne. Til Bakkebølle med en mindre ikke personbetjent station til Nyråd. Fra Nyråd til Florke trinbræt til Vordingborg Slotsstation ved Nordhavnen og til Vordingborg station og endelig til Masnedsund. 14 stop på en strækning af ca. 20 km, så det var ikke så underligt, at det tog sin tid, og at toget meget sjældent nåede op på nogen særlig høj hastighed. Ja, på turen fra Bakkebølle til Stensved kunne det ske, at de store drenge sprang af toget og løb ved siden af. Noget der gjorde togføreren, og kontrolløren rasende og afstedkom nogle kodyle skideballer.

Materiellet var som sagt damplokomotiver og togvogne med både fællesrum og kupeer. De sidstnævnte var meget populære blandt os skoleelever, da vi kunne slås, spille kort og stort set opføre os som vi ville, uden at nogen blandede sig. Der var ikke mange rejsende, der frivilligt satte sig ind i en kupe med 6-8 skoleelever. Så havde man en meget mærkelig bus. Det var en almindelig bus, hvor man havde erstattet hjulene med skinnehjul, så den kunne køre på skinner. Ellers var den lige som Dahlbergs landevejsbus.

På et tidspunkt fik man en motorvogn – et diesellokomotiv – der trak vognene. ”Grisen” kaldet. Endelig fik man de moderne skinnebusser med en post- og bagagevogn, som man brugte til banen endelig fik nådestødet i 1959. Da var konkurrencen fra landevejene blevet for stor. Men i lange perioder opfyldte banen behovet for lokaltrafikken, men dengang havde jo også kun et meget lille mindretal egen bil.

 

Tilbage til mellemskolen

Vi skulle have karakterer hvert kvartal. Det foregik på den måde, at hver lærer løbende skulle give os karakterer for vores daglige arbejde, både i de mundtlige og skriftlige fag. Vi havde ikke prøver, det var en løbende evaluering. Disse karakterer blev så afleveret til hr. Lauritsen, og han udregnede så en karakter med 2 decimaler. F.eks. 13,12 det var mg- eller g+ efter den tids skala. 13,65 gav til gengæld mg+. Hvordan fanden man nåede frem til det, har jeg aldrig fundet ud af, men det var noget af en pestilens, når Mortensen kom med stakken af bøger og satte sig ved katederet og kaldte os op én efter én. Så kiggede han fast på eleven og sagde – desværre tit – de skæbnesvangre ord. ”Ja, Geert, der er jo en lille tilbagegang. Du må tage dig sammen”. Og så hjem og aflevere bogen, få den skrevet under og så ud og aflevere den igen. Min far var nærmest ligeglad. Han vidste heller ikke rigtig, hvad de tal og bogstaver skulle betyde, men mor havde desværre selv gået i mellemskolen og havde været noget af et dydsmønster, så der var skideballe, når hun fik forklaret far, at nu var den gal igen.

Som tidligere fortalt havde jeg jo mange timer på landevejen frem og tilbage fra skolen, og da jeg i forvejen var noget af en drømmer, havde jeg rigelig tid til at lade fantasien arbejde, så jeg levede i høj grad i en form for drømmeverden og virkede allerede dengang som lidt af en distræt professortype – uden at være det.

Jeg læste utroligt meget og havde allerede dengang oparbejdet en kolossal læstehastighed. Hvis det var en almindelig bog, kunne jeg læse med op til 100 sider i timen. Det troede mine kammerater ikke på, og jeg blev af og til prøvet. De kunne komme med en bog, som de var sikker på, at jeg ikke kendte, og så blev jeg sat til at læse den på tid og derefter hørt i indholdet. Og det ærgrede dem, når jeg kunne fortælle det, selv om bogen var høvlet igennem på under en time. Jeg var en flittig låner på biblioteket i Vordingborg, og kunne finde på at låne 3-4 bøger om mandagen, læse dem og aflevere dem om onsdagen. Låne nye bøger om onsdagen og aflevere dem om fredagen. Men så lå jeg ofte og læste til langt ud på natten. Alt mellem himmel og jord, men ofte om fremmede steder, om andre verdensdele og om sømænd.

 

Lidt mere om min familie.

Min far som sagt blikkenslager og arbejdede i utroligt mange timer i de første år i Langebæk. Han cyklede rundt på en budcykel i de første år i hele sognet. Det var i de år man begyndte at få installeret vand og toiletter. Nogle fik installeret varmeanlæg med kedel og radiatorer og senere badeværelser. Så der var nok at lave i alle årene. Da vi flyttede ind i huset, var der stadig nogen, der ikke havde fået elektrisk lys, hvor utroligt det end lyder, så vi skulle stadig være leveringsdygtige i petroleumslamper og – tilbehør, og vi havde faktisk alt, hvad der hørte til faget i de første år.

Far cyklede som sagt rundt, og jeg husker en bestemt begivenhed, der næsten havde slået ham ud. Han var på cykel hjem fra Kalvehave i bælgravende mørke og kun med en lille søvnig lygte, som han holdt i hånden. Så kørte han en mand, der gik i vejkanten i en sort frakke, ned, og han blev ret alvorligt kvæstet. Der var politi og alt muligt, og det var desværre en skærpende omstændighed, at der ikke var en ”autoriseret” cykellygte på cyklen. Men der skete heldigvis ikke mere, og far slap for videre tiltale.

Efter nogle års forløb blev der råd til en mindre varevogn, en ”Renault”, men han skulle jo først have kørekort, og det var nu ikke særligt let for ham at bestå køreprøven, men endelig fik han kortet, og det gav pludselig nogle nye muligheder. Han havde i nogle år også arbejdet om aftenen med at lave varmeanlæg i Vordingborg sammen med sin gamle læremester og kollega. En i Vordingborg ret så kendt blikkenslager ”Blik-Arne” og Benny Hansen. Det blev nu noget lettere at overkomme alt det.

I 1954 blev den lille Renault skiftet ud med en Opel Rekord varevogn. Også det var en større begivenhed, og den blev også brugt som luksusvogn. Der var kommet et begreb, der kaldtes ”Papegøjeplader”, dvs. man ved at betale en vis afgift kunne få lov til at installere sæder bagi, men ikke sideruder. Men det var et stort fremskridt sammenlignet med, at vi havde været vant til at blive stuvet sammen bag i bilen og i øvrigt skulle være stille, da det var forbudt at køre med passagerer i en bil på gule plader. Så nu kunne vi med sindsro køre søndagsture med stole og borde og medbragt madkurve.

I de første år var vi børn enormt glade for at få en biltur. Vi var jo opvokset i en tid, hvor det kun var de meget få beskårne at have bil, så bare det at få lov til at komme med på korte ture var en sand fornøjelse. Der kom ofte en lastbil fra Vordingborg Jernhandel med materialer til værkstedet, og som tidligere beskrevet, var det den store fornøjelse at komme med.

Og det gik stadig fremad for familien Danmark – og også familien Nielsen.

Den helt store anskaffelse var også en Opel Rekord, men nu en luksusmodel. Et lille dollargrin to-farvet i ”calypsorødt” og med hvidt tag og masser af crom. Det var sager og den blev brugt bl.a. til en tur til Jylland, hvor Birthe og jeg var med. Turen gik til Randers, hvor jeg genså lejligheden i Gethersgade, hvor jeg var født 20 år tidligere. Jeg havde i øvrigt lige selv fået kørekort, så jeg fik også lov at køre en del af turen. Vi var også ved Skagen og ned langs vestkysten, hvor vi boede i et lille spidstelt indkøbt i Sæby til lejligheden.

Senere fik far og senere igen min bror Erik masser af biler til både privat og ikke mindst til virksomheden, men det blev jo aldrig så stor en begivenhed, som da den første lille Renault varevogn rullede ind i indkørslen i Langebæk.

 

Lidt mere om familien

For os børn var far en mand, vi nærmest kendte lidt på afstand. Først i de seneste år, da han var blevet alene, kom jeg rigtig til at kende ham, og alligevel bliver jeg stadig lidt overrasket, når hans tidligere kolleger og arbejdskammerater fortæller om, hvordan han også deltog, når der var skæg og ballade på arbejdspladserne rundt omkring.

Det hang nok sammen med, at det var mor, der styrede dagligdagen i hjemmet. Som tidligere fortalt kunne hun styre os på lang afstand, da vi var mindre, med et blik. Slog det ikke til, vankede der af og til en på kassen eller en røvfuld, men det var meget sjældent, at det overhovedet var nødvendigt.

Far blev sjældent blandet ind i det, men der var alligevel en bestemt episode, der har brændt sig fast. Vi skal tilbage til en juleaften, da vi boede i Købmagergade, hvor min bror og jeg havde været oppe i Strandgade hos farmor og farfar for at hente vores julegaver. Vi travede hjemad ned af Færgegårdsvej og hjem til Købmagergade. Da vi kom hjem og pakkede ud, manglede der en pakke. Den var åbenbart gledet ud af papiret, som ikke var pakket særligt godt sammen, men far blev fuldstændig ude af sig selv af raseri. Vi blev jaget af sted igen for at lede, men da jeg stod nærmest, og jeg var ved at tage mine gummistøvler på, fik jeg én på kassen, så jeg røg ind under køkkenvasken. Og Erik og jeg småløb op af gaden mod Strandgade, og ved et lykketræf fandt vi pakken, der iøvrigt viste sig at indeholde et par strikkede sokker til mig. Men det var lidt svært at komme i julestemning. Til undskyldning skal det dog siges, at det var den sidste jul i krigsårene, så der var jo problemer med at skaffe garn og den slags.

Men ellers var det som sagt mor, der styrede hjemmet. Hun var stort set hjemmegående i alle de år, jeg kan huske. Stort set, da hun i et stykke tid var i arbejde på Oringe som medhjælp og rengøringskone. Da far blev selvstændig, blev det hende, der klarede regnskaberne derhjemme. Det kunne være lidt af en opgave, da hun måtte have fat i nakken på både far og min bror mange gange for at få dem til at aflevere deres arbejdssedler. Det var også hendes ambitioner, der holdt gang i både far og i, at vores hjem altid skulle være udadleligt og i orden både ude og inde.

Min storesøster Grethe flyttede som tidligere beskrevet hjemmefra ret tidligt. Allerede inden vi flyttede til Langebæk, men hun var naturligvis ofte hjemme ikke mindst, fordi vi havde Marianne boende i de første år af hendes levetid. Jeg husker hende naturligvis fra vores barndomshjem i Købmagergade, da hun endnu gik i skole i Masnedsund skole, som vi andre kom til det. Men aldersforskellen på 6 år betyder naturligvis en hel del, når man selv er 5-6 år. Grethe kom, som det var almindeligt dengang, i huset fra skolen. Jeg kan selv huske, da hun var i huset på Masnedsund Mejeri, der som tidligere fortalt havde både mejerivirksomhed og mælkeudsalg. Hun blev senere gift og fik sammen med svoger Poul deres første lejlighed i Valdemarsgade, i den del af gaden, der dengang kun havde adgang fra Københavnsvej. De fik nogle år senere en slagterforretning på Fredensvej. Poul var pølsemager, og de fremstillede selv en del af de varer, de solgte i forretningen. Jeg kom meget ofte hos dem i mange år og har altid godt kunnet lide at komme der. Jeg husker også, da de efter at de måtte stoppe med forretningen, besluttede at flytte til Køge, hvor Poul i starten arbejdede på Køge Svineslagteri og senere på Plumrose i København. Der kom et par piger mere i familien, og de kom af og til på ferie hos os i Langebæk. Jeg kommer tilbage til forholdet til Grethe og Poul senere.

Min bror og jeg var næsten jævnaldrende, så man skulle tro, at vi var som et par tvillinger i det daglige, men tværtom. Vi var især i vores barndom meget forskellige og havde ofte svært ved at enes. Vi havde heller ikke de samme legekammerater. Eriks interesser var meget modsat mine. Han fortalte for nogle år siden, at han aldrig havde læst en bog eller en roman, der ikke var en form for faglitteratur. Og med min interesse for at læse alt mellem himmel og jord, siger det vist mere end mange ord. Han var altid meget jordnær, og da han viste den praktiske sans, som far respekterede, ja så var han den på mange måder foretrukne. Han var nok også mere et ønskebarn end vi andre, så han blev forkælet i både hoved og røv.

Jeg skriver ikke dette her for at beklage mig, sådan var det bare i forhold til vores far i mange mange år. Men Erik var også i den grad knyttet til vores hjem – i øvrigt lige som far på mange måder var det med Strandgade – så han flyttede i overført betydning aldrig rigtig hjemmefra. Selvfølgelig da han blev voksen og blev gift med Inger og fik sin egen familie, fik han først lejlighed og senere eget hus, men altid i nærheden og altid en tur hjem så at sige hver eneste dag. Vi kom hinanden noget nærmere, da vi som voksne kom til at bo her i Stensved begge to, og vi snakkede en hel sammen i de senere år. Han blev udlært som blikkenslager hos far og var en meget dygtig VVS mand i mange år.

Men i 1953 skete der alligevel noget, der skabte lidt panik i familien. Erik havde i nogle år rendt sammen med Inger, og så sker det hverken værre eller bedre end, at de kom galt afsted, som det jo hedder.

Inger var kommet i huset hos jordemoder Jensen, der dengang boede ved skoven på Langebæk Gårdsvej. Og deres unge alder til trods, eller måske netop derfor resulterede det i en ny verdensborger i december måned, da Erik og Inger var sådan ca. 16-17 år. Det gav selvfølgelig en del røre i det lille samfund, og Jens blev indlemmet som en del af familien, som en slags afløser for Marianne, der var flyttet til sin far og mor.

Vores lillesøster Birthe, der dukkede op i Købmagergade, og jeg kom i langt højere grad til at være som bror og søster. Da vi var unge, og jeg stadig boede hjemme, var vi meget sammen på lange traveture i skoven, hvor vi snakkede om mange forskellige ting. Vi havde mange ens interesser og holdninger. Som den lidt ældre, har jeg måske nok været med til at præge hende en del i de år.

 

Et par begivenheder.

Som ovenfor beskrevet havde far jo fået en bil på gule plader og så kom ordningen med ”papegøje-plader”, dvs. nummerplader, der gav mulighed for at køre flere i bilen. Engang i starten af 50’erne begyndte man igen at køre 6-dages løb i Forum i København, og det blev en meget stor og populær sag. Far og de 2 ”små murere” fik så den ide, at de skulle til et af disse løb, og af én eller anden grund fik jeg lov at komme med. Hvorfor Erik ikke skulle med, kan jeg ikke huske i dag, men det var en stor begivenhed, og vi kørte så alle af sted en hverdagseftermiddag og fandt ind til hallen, hvor det skete. Vi kunne ikke få 4 billetter ved siden af hinanden, så jeg måtte sidde et andet sted end de andre. Der var en enorm larm og masser af tobaksrøg og folk, der drak bajere både på pladserne og ikke mindst i det store cirkus inde midt i hallen, hvor de kendte viste sig i løbet af sådan en aften.

Der var optræden af de kendte kunstnere, og den aften var Dirch Passer inde og give sit uforglemmelige nummer som Lis Groes, den daværende handelsminister med de mange børn.

Gunnar Nu Hansen holdt sammen på det hele som konferencier og speaker. Jo, der var gang i det hele. Det var i starten totalt forvirrende, men heldigvis var der en på min alder ved siden af, og han forklarede mig, hvad det hele gik ud på med point og vundne omgange og hvem, der var hvem. Det var dengang da Kaj Werner og Evan Klamer var de store danske par, der var Otto Olsen og Hans E. Andreasen, og så var der belgierne med Rik van Steenbergen og Plattner og hvad de ellers hed. Dengang blev løbet kørt efter de gamle regler, hvor der hele tiden skulle være én af rytterne fra hvert par på banen, og man kørte hele tiden efter point og omgange. Ud på aftenen blev der plads ved de andre, så jeg flyttede sammen med dem. Inde på midtercirklen var der som sagt mange af de kendte skuespillere. Jeg kan da huske violinisten Wandy Tvorek, Johannes Meyer, Lily Broberg, Poul Reichardt var der også, så vidt jeg husker.

Vi var der til langt ud på natten, men da rytterne bare kørte stille og roligt rundt, blev vi enige om at køre hjem til Langebæk. Jeg kan huske, at der var lidt problemer med bilen, da vi var nået ned til Køge, den afladede, så vi måtte ind i Køge og få den ordnet, og vi benyttede så lejligheden til at få noget morgenkaffe og brød på en lille cafe på torvet.

Næste dag måtte jeg så have en seddel med i skole, hvor mor havde skrevet: ”At Geert havde haft et maveonde og derfor ikke havde været i skole”!

En anden tur var ligeledes til Forum for at se biludstilling. Det hang sammen med, at vores læge Suhr-Rasmussen ikke var helt tilfreds med min ryg. Jeg var vokset temmelig meget og var blevet lidt skrutrygget, så han ville have mig ind på Ortopædisk Institut til undersøgelse. Så far og jeg kørte så ind på instituttet og fik mig undersøgt. Det gjorde dybt indtryk at sidde og vente. At der fandtes så mange forskellige deformiteter, havde jeg dog aldrig drømt om. Men det viste sig dog heldigvis, at der ikke var noget i vejen med mig – altså fysisk.

Men vi benyttede så lejligheden til at køre i Forum og se på biler, og det var spændende nok. På hjemvejen kørte vi over Roskilde og besøgte min faster og onkel.

Nogle sommerferier var jeg hos min faster og onkel i Orup. De havde en slagterforretning og et lille slagtehus og pølsemageri og derforuden kørte min onkel Keld en salgsrute i området. Der var to drenge, Eigil og Ivan. Eigil og jeg var jævnaldrende, og det nok ham, der var skyld i, at jeg kom derop. Jeg cyklede derop via Præstø, og kunne godt lide at være der, da der skete mange ting, som vi fik lov til at være med i både slagteri og med at lave pølser. Onkel Kjeld var en lidt speciel type. Det var i høj grad faster Valborg, der havde bukserne på.

 

Ung i Langebæk

Vi er nået op omkring 1953, og jeg skulle konfirmeres. Min bror var blevet det omkring 1 ½ år tidligere, og det havde været den helt store familiefest, så det skulle være under lidt mere ydmyge former. Jeg gik jo i mellemskolen i Vordingborg, og havde også gået til præst der. Vi gik i 3. mellem og det foregik på den måde, at vi havde 2 lektioner til at gå fra skolen op til kirken, hvor der var en konfirmandstue, og så tilbage til skolen.

Men jeg skulle konfirmeres i Stensby kirke hos pastor Sandager, så jeg blev sendt til præst i Langebæk præstegård de sidste 2-3 gange. Det obligate sorte sæt tøj med sorte sokker og det hele, overtog jeg efter Erik. Så var det sparet. Og den store dag oprandt, da vi kørte til kirke i Stensby. Dengang blev vi overhørt i salmevers, og jeg skulle fremsige 2. vers af ”Altid frejdig”. Og så blev vi konfirmeret og hjem til fest. Jeg fik en ny cykel og 250 kr. alt i alt i telegrammerne og nogle gaver. Næste søndag var det med at komme i tøjet igen og komme til alters i Kalvehave. Det var dengang en fast tradition, at man skulle til alters første gang søndagen efter konfirmationen, og mange holdt faktisk en mindre festlighed på dagen.

En anden tradition, der knyttede sig til konfirmationen dengang var den, at de der havde givet gaver, men ikke havde været med til selve konfirmationsfesten, blev inviteret en anden dag eller aften, og derfor husker jeg denne ”2. dags komsammen”, hvor forskellige mennesker, som vi ellers aldrig havde besøg af. Især vores købmand Eskesti Sørensen, der jo egentlig stammede fra Finland, hvad hans fornavn også siger noget om, var med og han fortalte nogle farlige røverhistorier deroppe fra bl.a. om Vinterkrigen i begyndelsen af 2. verdenskrig.

Ind imellem var der ”2.dags gilderne”, hvor det vi så frem til, var mørkelegene, hvor vi skulle sidde i mørke, og pigerne cirkulerede mellem os. Det var noget vi så frem til med både forventning og lidt gys. En del af os var stadig generte, når det kom til stykket.

Men i de kredse og blandt de kammerater jeg var, drak vi ikke spiritus. Det stærkeste jeg prøvede at drikke, før jeg blev 17 år, var kirsebærvin og vermouth. Øl og den slags brugte vi ikke hverken til daglig eller fest.

 

På cykelture.

I nogle år var det at tage på cykeltur blevet meget populært. Vi pakkede telt og kogegrej og tæpper og så af sted. Én af de første tur jeg var på, var såmænd ikke længere end ind til Vordingborg, hvor der dengang var teltplads på Ruinterrænet ved Gåsetårnet. ”Saras Have” kaldet. Her opslog vi – dvs. min bror Erik og ”Murer-Ole” og jeg teltet og lå i et par dage. Maden lavede vi på et lille primusapparat. Vi flyttede derefter ud på Ore strand og slog teltet op ligeledes et par dage. Men så blev vi uvenner, og Ole og Erik fortalte mig i utvetydige vendinger, at jeg kunne godt skrubbe af, så jeg pakkede mit habengut og cyklede hjemad. Men jeg var ikke nået længere end til Volmersgade, før de to andre kom strygende og stoppede mig. Der var da ingen grund til at tage sådan på vej og alt det der. Så jeg lod mig overtale til at køre med tilbage. Men det gik så op for mig, at deres venlighed bundede i, at jeg var den eneste, der havde lidt penge tilbage. Vi havde nemlig ikke nogen fælleskasse. Men enden på det hele blev dog, at vi dagen efter kørte op i Algade i ”Køl-a-is” og brugte de sidste penge, og dagen efter cyklede vi hjem igen til Langebæk.

Året efter var jeg sammen med Silde-Bent på en længere tur. Vi skulle helt op til i nærheden af Slagelse, hvor Bent havde noget familie, så vi pakkede cyklerne og drog afsted. Vi var vant til at cykle, så det var ikke noget problem. Vi cyklede i første omgang til Karrebæksminde, hvor vi slog teltet op på et lille græsareal ved broen til Enø. Vi havde lige sat en gryde med pølser over på vores primus. Så skulle broen gå op, og vi løb op for at se, hvordan det foregik. Da vi kom tilbage, var pølserne væk. Der gik en mand med en hund, der strejfede rundt, og vi gik så hen til ham og sagde, at den havde ædt vores pølser. Og så gav han os nogle penge, så vi kunne købe nogle nye. Næste dag cyklede vi så videre, og vi nåede så op til det hus, hvor Bents familie skulle bo. Det var et røgterhus, hvor det sejlede med møg og skidt rundt om, og der rendte nogle møgbeskidte og snotnæsede unger rundt i mudder og søle. Vi kiggede lidt på hinanden og sagde i kor – ”Der skal vi i hvert fald ikke ind”.

Og så vendte vi cyklerne og cyklede hele vejen tilbage til Næstved, hvor der var en anden familie til Bent, som vi logerede os ind hos. Næste dag vendte vi så hjem til Langebæk igen.

 

På cykeltur til Hamburg, sommeren 1954.

Men den ultimative cykeltur kom i 1954, da jeg var blevet 16 år og lige havde taget min realeksamen. Den var sammen med Harald og Helmuth Mohagen, tyskeren der var i lære hos bager Bærentsen, og som stammede fra en lille landsby ved Dannevirke.

Vi blev enige om, at vi ville cykle en tur gennem Tyskland og slutte med at besøge Helmuths familie. Det var som sagt i 1954, altså kun 9 år efter krigens afslutning, og forholdene var bestemt ikke faldet på plads og i orden, så det har egentlig altid været en gåde for mig, at vores forældre tillod os at tage af sted.

Men i juni måned pakkede vi en ordentlig oppakning og drog af sted. Dengang skulle man ikke bare have pas med, næh der man skulle også have visum for at komme ind i landet.

Vi startede fra Langebæk ved middagstid med et stort 6-mands telt, som vi havde lånt af præsten og med kogegrejer, tæpper og alt, hvad der ellers var nødvendigt drog vi ad landevejen mod Gedser. Så cyklerne var godt læssede, da vi rullede sydpå mod Gedser, der var den tids eneste overfartsmulighed mod Tyskland. Vi skulle med den sidste færge til Grossenbrode, der var overfartsbyen i den anden ende af færgeruten. Efter en 2-3 timers sejlads blev vi sat af færgen hen ad midnatstid og skulle så finde et sted at slå teltet op. Vi blev vist ind på en mark i bælgravende mørke, og efter noget besvær og efter at være stået på hovedet adskillige gange, kom vi til ro. Da vi vågnede næste morgen, opdagede vi til vores store overraskelse, at vi lå næsten midt på en tætpakket teltplads, og at det, vi var stået på hovedet over, var teltbarduner. Efter at have fået morgenmad – det var første gang jeg stiftede bekendtskab med de tyske rundstykker af den slags man kan købe overalt i det store land – samlede vi vores ting sammen og pakkede cyklerne og drog videre. Det var vores mål at nå Lübeck og overnatte på et vandrerhjem der. De tyske veje var bestemt ikke særligt gode på den tid. De, der har været i Østtyskland umiddelbart efter murens fald, har en fornemmelse af, hvad der ventede os. Rumlende ujævne brosten. På de bedste veje en smal stribe asfalt helt ude ved rabatten, så det var noget af en belastning for dæk og for- og bagaksler på vores ikke så nye cykler.

Men vi nåede da helt ned til Lübeck den samme dag, og så var desværre ikke plads på vandrerhjemmet, så efter nogen diskussion, måtte vi cykle ud til Travemünde og videre tilbage langs kysten til en lille by, der hedder Scharbeutz, hvor der var en primitiv plads. Det var en lidt skrå mark, hvor der var et toilet og et par håndvaske. I det ene hjørne af pladsen lå en dynge halm, som vi kunne lægge i bunden af teltet. Da pladsen som sagt var skrå, og halmen glat, lå vi alle tre i en rodet dynge, da vi vågnede om morgenen.

Nå, men vi skulle jo ud at se på forholdene. Scharbeutz var dengang en mindre by og med en åben strand, og der var rigtigt hyggeligt. Vi blev der et par dage og lærte nogle tyskere at kende. Helmuth var jo tysker, og jeg havde lært tysk i skolen. Det var værre med Harald, men han klarede sig med arme og ben. På et tidspunkt havde tyskerne lejet et par kanoer, og dem havde Harald meget besvær med at holde balancen i, så vi havde meget skæg og mange drillerier over ham.

Det skal her lige indskydes, at tyskerne umiddelbart inden vi drog af sted, var blevet verdensmestre i fodbold ved at besejre det legendariske ungarske landshold, så det var noget vi måtte høre meget om, mens vi var på vores cykeltur.

Efter et par dage gik turen videre. Vi fulgtes med tyskerne, som vi havde lært at kende. De skulle hjem til Hannover, og de var lige ved at overtale os til at cykle med helt derned, men da det rigtigt gik op for os, hvor langt der er i virkeligheden, måtte vi trække kraftigt i land igen. Men efter endnu en overnatning på en mark ved en gård nåede vi ned til Hamburg, og tog afsked med og udvekslede adresser med tyskerne. Vi nåede faktisk at skrive sammen et par gange efter vores hjemtur.

Men vi skulle finde et sted at bo. Vi fik at vide, at vi skulle søge lidt uden for byen, ud langs Elben og der kunne vi finde en plads helt nede ved floden. På vores vej gennem en forstad brød Haralds forgaffel på cyklen sammen. Vi havde som sagt kørt på nogle elendige veje, så der havde været en for kraftig belastning. Vi pakkede lidt om og tog hans bagage på Helmuths og min cykel, og efter at vi meget kraftigt havde sagt til Harald, at nu skulle han vente på stedet, kørte vi videre og fandt også pladsen og lagde al bagagen og bad nogle om at holde øje med den.

Da vi kom tilbage, var Harald væk. Vi bandede og svovlede, men lige meget hjalp det. Så vi begyndte en eftersøgning og spurgte, om nogen havde set en ung mand med en værkbruden cykel. Det var der heldigvis, og de viste os vej. Ganske rigtig, der var et skilt med en cykelsmed, og da vi kom derind, stod der nogle forvirrede tyskere og så på en dansker som de ikke forstod et ord af, i fuld gang med at svejse sin forgaffel sammen. Harald var jo i lære som cykelsmed selv, så alt ordnede sig. Det kostede ikke noget, så vi cyklede tilbage til pladsen og fik sat skik på telt og bagage.

Så nu var vi klar til at indtage Hamburg. Som tidligere beskrevet, var vi på det tidspunkt kun var 9 år efter krigen, og at byen stort set var fuldstændig ødelagt og i ruiner i 1945. Da vi kom derned, var der stadig store områder, der endnu ikke var ryddet, og som lå i kæmpestore dynger af murbrokker. Vi havde som sagt fundet et sted i udkanten af byen og med udsigt ud over Elben, hvor der allerede dengang var en meget stor trafik af skibe i alle mulige størrelser på vej ud og ind af floden. Ikke langt fra stedet lå modtagestationen, hvor skibene blev budt velkommen. Dvs. at man i højttaler fortalte, hvad det var for et skib og hvor det kom fra. Det var vi naturligvis ude at se, og ellers cyklede vi rundt i byen. Vi var bl.a. nede i den gamle tunnel under floden, i flere af de store kirker, ved den meget store station, og hvad vi ellers kunne komme ind til.

En anden ting jeg kan huske, var at jeg var fuld for første gang i mit liv. Vi havde købt noget billigt vin, og en aften drak vi løs, og pludselig var vi helt rundt på gulvet og grinede og opførte os helt åndssvagt – og næste dag havde vi alle tre en gevaldig hovedpine. Så det var min debut på det område. Det var lige inden min 17 års fødselsdag, men det var meget almindeligt, at man først i den alder prøvede at drikke spiritus.

Efter godt en uges ophold gik turen nordpå. Helmuths far lå på hospital i Husum, og vi besluttede at køre op og besøge ham og hans øvrige familie. Vi cyklede op over Rendsburg og videre ud mod vestkysten. Eet eller andet sted, jeg kan ikke længere huske, hvor det var, fandt vi noget familie til Helmuth, og der fik vi lov til at slå teltet op i haven. Næste dag gik turen videre til Husum og sygehuset, og så videre parallelt med den gamle grænse ved Dannevirke og til den landsby, hvorfra Helmuth var kommet – Oster Ohrtstedt. Vi havde truffet Helmuths mor, da hun var på besøg i bageriet i Langebæk, og vi blev godt modtaget og boede et par dage i den lille by. Derfra cyklede vi nordpå over grænsen og via Slesvig gennem Flensborg til Sønderborg. Der var Haralds storebror, Birger, på sergentskole, og han besøgte os på campingpladsen. Vi besøgte naturligvis Sønderborg slot og kiggede forgæves efter bordet med rillen efter Chr. IV’s tommelfinger, men måtte nøjes med stedets andre seværdigheder.

Og så kom den store finale. Vi cyklede fra Sønderborg tværs over Als til Mommark og tog færgen til Fåborg. Det blæste en halv pelikan, og færgen gyngede, så næsten alle ombord var søsyge og brækkede sig på kryds og tværs, inden vi nåede Fyns land. Men som cyklister var vi glade for stormen, for vi havde den i ryggen, så det gik strygende fra Fåborg over Svendborg til Nyborg. Med færgen over til Korsør og derfra via Næstved mod Vordingborg. Vi var startet ved 7-tiden om morgenen, og ved 20.30 tiden var vi ved Køng. Der blev der problemer med Haralds cykel igen, og vi måtte ind til en cykelsmed og få den ordnet. Og så på cyklerne igen og hjemme ved 22- tiden godt ømme i røven, men ganske stolte over vores bedrift. Hele turen havde varet 13-14 dage, og selv om det desværre havde været regnvejr temmelig mange af dagene, var det alligevel en oplevelse, som vi snakkede om og pralede lidt af i mange år efter.

 

Færdig med folkeskolen. Realeksamen.               

Året var stadig 1954. Efter 3 år i mellemskolen og eksamen i 1953, startede jeg i realklassen, som var eetårig. En del af mine klassekammerater var begyndt i gymnasiet for at få deres studentereksamen, så jeg måtte finde mig nogle nye klassekammerater. Thomas og Smitty var gået den vej, og nu var de 2 klasser sat sammen fra de 3 mellemskoleklasser. Jeg var stadig ret doven i skolen, og én af de mange ting, jeg skulle begynde at gøre mig nogen tanker om, var – som alle andre i den alder – ud af skolen og hvad så?

Vi var begyndt at få skolevejledning om fremtiden, og jeg var begyndt at lege med tanken om at blive skolelærer. Så det undersøgte jeg noget om. Jeg fandt ud af, at jeg skulle være 18 år for at kunne starte på seminariet, så der skulle gå et års tid, og så kom den gamle drøm om at komme ud at sejle frem igen. Hvad der var med til at fastholde lysten til det var, at Thomas havde fået fri fra skolen i et halvt års tid, hvor han så havde været med en ØK-båd til fjernøsten, og han kom hjem og fortalte om sine oplevelser.

Men først skulle eksamen overstås, og det gik egentligt forbavsende godt. Der var naturligvis mange fag, der var med til at give den samlede eksamenskarakter, men der er to forskellige fag, der alligevel kom til at spille en særlig rolle.

Historie og ironisk nok fysik. Til mellemskoleeksamen var jeg i historie oppe i den 1. verdenskrig. Det var noget jeg interesserede mig særligt for, så det gik rigtigt godt. Til realeksamen trak jeg i historie, ”Årsagerne til den første verdenskrig”, så det kørte bare derudad.

Når jeg så skriver ironisk nok fysik, var det fordi det var et fag, jeg normalt ikke var hverken interesseret i eller gjorde særligt meget ud af. Vi havde også kemi, og et eksamensspørgsmål var normalt fysik og med kemi som tillægsspørgsmål, hvis ikke fysikspørgsmålet var stort og væsentligt. I læseferien havde jeg gjort op med mig selv, at jeg alligevel ikke kunne nå at indhente alle de ting, som jeg ikke kunne i begge fag. Så jeg tog en dristig beslutning.

Jeg satte mig for, at kunne et par enkelte ting helt ud i detaljen, og én af tingene var vekselstrøms generatoren. Og for at det ikke skal være løgn, så trak jeg netop den. Og det var et af de store spørgsmål uden kemi. Så jeg tegnede beviklinger og redegjorde for strømmens forløb, om magnetpoler, og hvad ved jeg. Vi havde en ung og forholdsvis uerfaren lærer, hr. Hjort, så vidt jeg husker, og han påstod, at jeg havde tegnet forkert. Censoren var fru Hermansen, gift med den før omtalte fysiklærer og selv fysiklærer på gymnasiet. Jeg henvendte mig så til hende,  og hun gav mig ret. Så jeg var noget sej, da jeg forlod lokalet sikker på, at det måtte give en god karakter og ganske rigtig. Hjort så ikke glad ud, da han måtte ud og give mig et ug-.

Og så kom den store dag, hvor vi ved en højtidelighed fik vores eksamensbeviser overrakt af rektor Svend Falsig Pedersen, og lidt stolt var man vel. Trods alt var jeg den første i familien, der havde taget en eksamen ud over mellemskolen, som min mor jo havde gjort det.

Og alt i alt fik jeg en eksamen med ikke så lidt bedre karakterer end de daglige. Et stort mg+ i gennemsnit, så det var jo godt nok. Grundlaget for min senere karriere på seminariet var lagt, og nu skulle der ske noget helt andet.

 

Fritidsarbejde.

Det skete, at jeg i mine ferier fik forskellige kortere ansættelser for at tjene lidt lommepenge. Det var som regel inden for landbruget, at vi knægte kunne tjene en skilling. Mit første arbejde var i efterårsferien eller kartoffelferien, som den også kaldes. Det var først hos en gårdmand, Nagel, at vi samlede kartofler på en mark nede ved stranden ud til Svennevejen. Vi fik et stykke af rækkerne, og så skulle vi krumbøjede gå og samle kartoflerne med en spand. De skulle så lægges i nogle bunker, og afregningen var, så vidt jeg husker, at hver 6. bunke var vores. Så kunne vi enten beholde kartoflerne, eller ”sælge” dem til gårdmanden og få afregning i kontanter, hvad vi naturligvis valgte. Der skete i øvrigt en dramatisk begivenhed den ene dag, da vi lå og samlede kartofler. Pludselig kom den ene brandbil og andre udrykningskøretøjer susende med fuld udrykning og drønede mod Langø. Det var avlsgården, der brændte under stor ståhej. Det var jo den anden store gård, der gik op i flammer. I 1947, året inden vi flyttede til Langebæk, var det tilsvarende sket for Petersgård avlsgård. Alle der havde mulighed for det drønede naturligvis til Langø for at komme så tæt på begivenhederne som muligt. Der er ikke noget, der kan få folk op af stolene som en rask ildebrand, uanset tidspunktet på døgnet.

Nå, tilbage til fritidsjobbene. Også på Langø samlede vi kartofler, men der havde jeg også andre job. I foråret lugede vi roer, et fandens til arbejde, som godt nok kunne give nogle skillinger, men den tids roefrø gav jo mange planter, så vi skulle ikke bare luge ukrudt, men også dele planterne. Jeg lugede også roer på Petersgård. Der var en roemark, der næsten strakte sig i hele ”Lars Hansvejs” længde. Det var godt nok en hård omgang at komme igennem. Og man skulle huske at gøre sit arbejde ordentligt første gang, da man jo fik det samme stykke på 10 rækker, når de skulle luges anden gang. På Langø og senere på Petersgård var jeg også med til at stille korn op i ”hove”. På Langø Sammen med ”Marens Poul”. Vi gik og fyrede en masse historier af. Lønnen var 2 øre pr neg, så det var ikke de store penge, vi skrabede sammen. Vi blev også sendt op på kornloftet for at tage negene fra, når de blev kørt ind for senere i løbet af vinteren at blive tærsket. Det var jo stadig i selvbindernes tid.

På Petersgård kørte jeg også hesterive for at samle halmen i ”rumber” for afbrænding. Petersgård havde fået mejetærskere, nogle ordentlige krabater, som vakte stor opsigt, når de kørte ud over de store marker. At køre hesterive var noget af en udfordring. Ikke så meget arbejdet men forberedelserne. Jeg fik ingen form for instruktion, da jeg stillede op hos den gamle staldkarl. Han gav mig hovedtøj, grime og seletøj. Så skulle jeg selv lægge det på hesten. Jeg vidste ikke engang, på hvilken side af hesten jeg skulle gå ind, og den forbandede krikke vidste jo godt, hvad der skulle ske, så den løftede bare hovedet højt, så jeg ikke kunne nå. Da karlen så min rådvildhed, forbarmede han sig over mig, og gjorde hesten klar. Så blev jeg smidt op på hesten og fik at vide, hvor hesteriven stod. Da jeg kom derud, kunne jeg stå og klø mig i nakken, for hvordan skulle jeg nu få spændt for og komme i gang. Men igen var der en behjertet sjæl, nemlig den yngste søn på godset, Gregers, der også skulle tjene lidt skillinger. Han viste mig systemet, så endelig kunne jeg starte, og få halmen samlet sammen. Den skulle så brændes af, og det var noget sjovere og ikke så anstrengende. Hvis man havde haft lidt pyroman-tilbøjeligheder, havde det været alle tiders job.

Senere som seminarieelev fik jeg arbejde på et cementstøberi i Sakskøbing. Det var købmand Clausen, der var blevet ansat som regnskabsmand i en mindre virksomhed, hvor vi støbte fliser og rør. Det var et helvedes knokkelarbejde, men jeg holdt da ud i nogle uger.

Da først Kalvehave skole og senere Stensved skole blev bygget, var jeg en del med som håndlanger. Især fra Kalvehave skole husker jeg temmelig meget. Det var først og fremmest da vi lagde tag på skolen. Dengang var der også et udbredt hierarki på byggepladserne. F.eks. var der forskellige skurvogne til de udlærte og ikke udlærte. Murersvendene havde deres egen skurvogn, og murerarbejdsmændene en anden. Vi blikkenslagere fik lov til at være i arbejdsmændenes skurvogn med vores madpakker. Jeg husker en bestemt begivenhed. Vi havde lige fået madpakkerne fundet frem, da formanden, ”Jyde Niels” opdagede, at én af mændene ikke var kommet ind til middag. Så kiggede han på mig og sagde med sin meget dybe basstemme: ”Ka’ du ikke rende ud og se, om lortet er skredet sammen om ham”. Og jeg afsted, og med lidt bankende hjerte løb jeg om bag skolen, hvor han var ved at grave et meget dybt hul til en kloak. Men så kunne jeg se, at der kom flyvende nogle skovlfulde jord op fra hullet, og kunne løbe hen til Johannes og fortælle, at det var frokost-tid. Puh  ha. Ingen panik denne gang.

 

Og så til søsEt helt nyt kapitel i min tilværelse startede op.  

Men hvordan? Ja, der var også dengang et rederi hjemmehørende i Stensby, nemlig ”Motortramp”. Det sejlede mest ude på fjernøsten og Stillehavet bl.a. med Guano – et finere ord for fuglelort, der har ligget i kæmpetykke lag på klipperne nogle steder på nogle øer og i Sydamerika. Rederen var godsejer Reimann på Stensbygården, og rederiet omfattede dengang tre motorskibe, der hed ”Stensby”, ”Vedby” og ”Tureby”. Sidstnævnte var adopteret af gymnasiet og mellemskolen i Vordingborg, så der blev med jævne mellemrum sendt post, breve, aviser og blade til skibet og breve retur, hvor de fortalte om, hvad der skete i det fjerne. Men ”Vedby” skulle komme til Europa i august 1954, så ved min fars mellemkomst blev jeg lovet hyre. Men det trak ud i flere omgange med dets ankomst, så jeg blev noget i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Der boede dengang en styrmand, Karl Madsen, i et lille hus ved Nørrehave, og ham snakkede jeg med og fik mange gode råd. Han sørgede for, at jeg først og fremmest fik en søfartsbog. Den fik jeg på Politikontoret i Vordingborg, og den har jeg i øvrigt stadig.

Nogle dage efter kørte far mig til København til Dronningens Tværgade, hvor Statens forhyringskontor dengang lå, og der sad vi så og gloede lidt indtil en gammel befaren sømand spurgte, hvad vi sad der efter. ”Det duer ikke”, sagde han, ”I skal tage ind på et af de store rederier”.

Vi kørte så ind på Kongens Nytorv, hvor A.P. Møller dengang havde deres hovedkvarter. Op på personalekontoret og vise mine eksamenspapirer og min søfartsbog. ”De skal høre fra os, Nielsen”, lød det, ”Tag bare hjem”.

Dette skete om tirsdagen, og allerede om torsdagen var der brev. Jeg blev tilbudt hyre som hovmestermath på M/S ”Sally Mærsk”, der lå i København. ”Og som skulle til USA og videre”, som der stod i brevet. Hvis jeg sagde ja, skulle jeg komme hurtigst muligt. Så det tog ikke lang tid at få ringet til kontoret og acceptere tilbuddet, og så var det med at få pakket alt det nødvendige habengut og komme af sted.

Og i juli måned umiddelbart efter min 17 års fødselsdag, var det afsked med Langebæk. At der skulle gå mere end 23 måneder, inden jeg vendte hjem igen, havde jeg ingen anelse om, men det havde heller ikke fået mig til at sige nej. Eventyret ventede.

Både min far og mor kørte med til København for at se, hvad det var der ventede mig. Vi startede på Kongens Nytorv og skrev papirerne om hyren under. Lønnen var for mig ikke særligt afgørende, jeg var næsten parat til at betale for at måtte komme med, men den var altså ca. 220 kr. om måneden, og det omfattede at vi skulle arbejde alle 7 dage om ugen – men den indbefattede dog også kost og logi. Der havde sgu også været langt til arbejde, hvis vi skulle sove hjemme.

 

Det gode skib MS ”Sally Mærsk”.

På kontoret mødte vi én af dem, jeg skulle sejle sammen med. Karl fra Middelfart, som også skulle være hovmestermath. Ham inviterede vi med til min moster, hvor vi spiste frokost og så afsted til Frihavnen, hvor ”Sally” lå i 10-meter bassinet.

Mit første indtryk af skibet var nærmest svimlende. Det var jo helt tomt og ragede godt op i luften. Vi kom om bord og fik anvist vores kammer. Vi drenge, som vi blev kaldt, skulle bo på 2-mands kamre, mens alle øvrige havde enkeltværelser. Jeg kom til at bo sammen med den førnævnte Karl. Der var kun ganske få ombord endnu, så vi gik lidt forsigtige omkring lige som små hundehvalpe, der er ude at se verden for første gang. I kabyssen traf vi kokken, der var ved at lave klar til aftensmaden, og vi spurgte, om vi måtte spise med. ”Selvfølgelig”, svarede kokken, ”I er jo en del af besætningen nu”. Han var ved at lave biksemad på en enorm stor pande, og vi var vildt imponerede over, hvordan han kunne vende sådan en hel pandefuld i luften.

Nå, men farvel til familien, og nu var vi på egen hånd og skulle stå på egne ben. Og hvad var det så for en ny verden, vi befandt os i?

Skibet var splintrende nyt. Lige blevet færdig på Odense Stålskibsværft i juli 1954 og sejlet til København, hvor det som sagt lå i Frihavnen. Det var beregnet til stykgods og på ca. 9500 tons, og der var 42 mands besætning. Skibet lossede og lastede selv, så der var ikke mindre end 6 lasteluger med egne kraner, bomme og spil. Lastrummene var i 3 etager med mange hylder og afsatser, så man kunne flytte rundt på godset, efterhånden som det skulle losses rundt i havnene. Midtskibs var maskinrummet, og her boede officerer fra dækket og maskinen samt restaurationspersonalet. 42 mands besætning lyder i dag af meget, men var normalt på det tidspunkt.

Der var en kaptajn og 3 styrmænd. 1., 2. og 3. styrmand. En maskinchef eller 1. mester, 2., 3. og 4. mester. Så var der 2 styrmandsaspiranter og 6 maskinassistenter og en telegrafist. ”Restaurationen” som jeg tilhørte var en hovmester, en kok, en koksmath, en tjener, en bager og 4 drenge. Vi boede alle midtskibs. Alle på nær os drenge i eenmands lukafer, mens vi måtte bo 2 og 2 sammen, jeg som sagt sammen med førnævnte Karl fra Middelfart. De 2 andre drenge var Bent Davidsen fra Næstved og Flemming fra Frederiksberg.

Agterude boede dæksbesætningen, der bestod af en bådsmand, nogle matroser, en letmatros, en jungmand og en dæksdreng. Motormændene var en donkeymand og nogle ”menige” motormænd. Én af motormændene kaldtes i daglig tale for ”Dolle” – i øvrigt samme kaldenavn som, ham der kørte med koks i Masnedsund i min drengetid – samme ”Dolle” spiste snus og drak colaer. Han havde en overgang store problemer med at skaffe sig det uundværlige snus, men ved et tilfælde fik jeg i en forretning derovre i Staterne set, at de have ”Scandinavian snuff”, og fik sporet Dolle ind på forretningen. Det skaffede mig en ven for livet. Med hensyn til colaer, som jo var forbudt i Danmark frem til engang i slutningen af 50’erne, fordi det var vanedannende, som man påstod fra de danske sodavandsfabrikanters side, så brummede ”Dolle” altid: ”Nu har jeg drukket colaer i snart 30 år, og det er sgu ikke blevet nogen vane endnu”.

Han fortalte mig i øvrigt den ene gang, da vi sejlede gennem Panamakanalen, at han kunne huske, da den var meget ny, og hvordan de med store vandkanoner havde spulet sten og grus væk fra kanalbunden.

Når vi havde både bager og tjener, hang det sammen med, at der var 3 dobbeltkamre til passagerer, dvs. 6 i alt, når der var fyldt op. Passagererne kunne sejle med til eller fra USA eller fjernøsten, men ikke fra én havn i samme land til en anden. Det var forbeholdt rutebådene.

Kaptajn og styrmænd på ”3.sal”, styrmænd og passagerer på 2. sal, og vi andre på dækshøjde. Dæksfolkene og maskinbesætningen under dæk agter.

Et sådant lille samfund var utroligt herakisk opbygget. Større klassedeling skal man til Indien for at finde. Forskellen er selvfølgelig, at man ikke er født ind i en kaste, men kan avancere gennem uddannelse, men i dagligdagen til søs, ”mængede” man sig ikke. Maden blev serveret ikke mindre end 6 forskellige steder til de 42 mand.

Kaptajn, 1. styrmand, maskinchefen og passagererne spiste i Salonen vartet op af tjeneren. De øvrige styrmænd og maskinmestre havde deres messe. Maskinassistenterne en anden messe og restaurationen ligeledes deres egen. Dvs. 4 steder midtskibs. Agterude havde dæksfolkene deres messe vartet op af dæksdrengen og motormændene deres messe. Og man blandede sig ikke.  

I fritiden havde officererne deres egen rygesalon, mens vi andre midtskibs måtte nøjes med vores messerum. Ligeledes agterude, hvor dæks- og maskinfolkene havde både spiserum og rygerum.

Der var i øvrigt en mindre butik ombord ”Slop-kisten” kaldet. Jeg aner ikke hvoraf navnet kommer.  Hovmesteren eller ”Høkeren”, som han kaldtes i daglig tale, bestyrede en biks, hvor vi kunne købe forskellige fornødenheder. Der var shorts og T-shirts og lidt undertøj. Slik og cigaretter – et karton kostede ca. 4 kr., og vi kunne købe et karton om ugen. Ikke spiritus, det kunne man kun købe efter særlig tilladelse og ved særlige lejligheder som fødselsdage og lignende. Var man over 18 år kunne man købe 2 pilsnere om dagen. Man købte et såkaldt bon-hæfte og skulle købe dem hver dag – ikke noget med at købe 14 øl på én gang.

Men tilbage til det sociale samvær ombord. Det skal her siges, at når vi f.eks. om aftenen var i søen og det var godt vejr, så samledes vi ved en af lastlugerne og hyggede os sammen med spil og musik på kryds og tværs af de ellers normale skel. Ligeledes når vi var i land, kunne vi godt gå på værtshus sammen og drikke os skidefulde uden problemer.

 

Og så til søs. Starten i København.

Vi lå i Københavns havn i næsten en måned, så der var god tid til at komme ind i rytmen inden vi skulle af sted. At ligge med skib i Frihavnen er næsten som at ligge i en udenlandsk havn. Vi skulle kunne dokumentere, at vi hørte til skibet, både når vi skulle i land, og når vi skulle ombord igen.

Vi var som sagt 4 nye drenge og 1 dæksdreng, og nu skulle vi rigtig vise, at vi var rigtige sømænd. Set i bakspejlet kan jeg nok grine lidt af, hvad vi skulle bevise allerede fra de første dage, men sådan er det jo.  Vi drak bajere og blev mere eller mindre berusede. Vi turede rundt på de små værtshuse ude ved Frihavnen og inde ved Nyhavn. Jo, vi var rigtige ”bolværksmatroser”.

Efter et stykke tid flyttede ”Sally” over til B&W for at få ændret lidt på konstruktionen og få en ny skrue på, så vi kunne skyde lidt mere fart. Og da Sally var det nyeste skib i A.P. Møller flåden, var der mange på besøg, både fagfolk og kontorister, så der var nok at se til og at få beværtet alle disse mennesker. Og de vidste nok, hvad de ville have.

Kontrasten til disse gæster, var da selveste gamle A.P. Møller meldte sin ankomst. Alle har vist hørt historier om, hvor påholdende denne Danmarks rigeste mand kunne være, og han beviste ved denne lejlighed, at der var noget om snakken. Hvor der var serveret højt smørrebrød, øl og snaps og andre lækkerier til de mange underordnede, ville han kun have serveret skipperlabskovs. Ingen efterret. Da man forsigtigt spurgte, hvad han ønskede at drikke til maden, svarede han: ”Et godt glas koldt vand, er der ingen der har taget skade af”. –   Sådan!  Jeg husker ham, som en stor kraftig mand med snehvidt hår – han var nemlig også ude at hilse på drengen (altså mig).

Alt det her var jo i sommeren 1954, hvor USA havde kommunistforskrækkelse og Mc. Carthy gjorde amerikanerne mere eller mindre kulrede, og hvor man skulle bevise, at man ikke var kommunist eller havde venstreorienterede meninger. For at komme ind i Staterne, skulle vi have et visum, og vi skulle derfor ind på den amerikanske ambassade for at få det udstedt. Jeg skulle skrive under på, at jeg aldrig havde været medlem af det kommunistiske parti – det kunne jeg roligt gøre, jeg var trods alt kun lige fyldt 17 år – men jeg fik taget mine fingeraftryk og billede og hele ”tjavsen”. Jo, de løb ingen chancer med sådan nogen som os. Nu kunne vi opholde i op til 23 dage i Staterne, inden vi blev smidt ud igen.

Nå, men alle disse indledende øvelser var efterhånden ved at være overstået, og efter den første prøvetur rundt i Øresund for at indstille kompas, og hvad ved jeg, var det efterhånden ved at være tid at komme afsted.

Sommeren 1954 var en elendig sommer på mange måder, vejrmæssigt, og eftersommeren var ikke bedre, så da vi stak til søs i august måned, var det ikke med de bedste vejrmeldinger forude.

 

Sømand af Guds nåde – og A.P. Møllers barmhjertighed.   Søsyge!!!     

Vi sejlede nordover gennem det smalle farvand ved Kronborg, hvor de sidste gæster blev sat i land. Og som tjener Andersen sagde: ”Kronborg om bagbord betyder farvel”, op gennem Kattegat og Skagerrak og videre nord om Storbritannien.

Da vi vågnede næste morgen var der godt gang i søen, og da vi sejlede stort set med ballast, begyndte skibet at rulle ganske voldsomt. Og den første søsyge begyndte at brede sig. Karl var én af de første, der måtte give op, og han brækkede sig ud over alle grænser. Et par stykker mere fulgte med, men jeg fejlede ikke noget den første dag, og var begyndt at føle mig som en farlig karl.

Og søsyge mennesker ser nu engang latterlige ud.

Men næste morgen da jeg vågnede og kiggede over på væggen, hvor mit håndklæde bevægede sig som et pendul, og hele skibet rystede, så kom der gang i det. Koldsved, hovedpine, mavekrampe og alt hvad der kom ned, kom hurtigere op. Efter en sådan ”bræktur” gik det nogenlunde, så det var med at få noget ned – og i øvrigt tygge det godt – for lidt efter skulle det op igen. Og vi skulle jo passe vores arbejde alligevel, dvs. bære mad op og vaske op og alt det der.

Som skipperen sagde på sit syngende fynske: ”Tyg det godt Mess, så er det lettere at få op igen”.

Det der undrede mig lidt var, at mange af de gamle og erfarne og befarne søfolk var lige så medtagne som vi andre. De fortalte mig så senere, at når man skiftede skib, skulle man vænne sig til det nye skibs bevægelser, og det kunne være lige så slemt som at være nybegynder. Og ”Sally” var et af de skibe, der næsten altid rullede, især når vinden kom ”agten for tværs”, dvs. skråt ind bagfra.

Det stod på i ca. 3 døgn, så begyndte kroppen og balancenerverne at vænne sig til skibets bevægelser, og samtidig kom vi længere ud i Golfstrømmen, og vejret blev betydeligt bedre. Men helt slap søsygen mig aldrig. I de 2 år jeg sejlede, fik jeg en times tid med koldsved og kvalme, hver gang vi stak i søen efter nogle dage i havn. Men den berømte Admiral Nelson var søsyg hver dag i hele sit liv, har jeg læst, så det kunne pantrydreng Nielsen vel også være bekendt.

Med det bedre vejr, skete der noget andet rundt om skibet. Vi sejlede ved flere lejligheder ind i en flok delfiner. Det virkede som om, at de nød at have tilskuere, for de fik travlt med at springe op til flere meter op over vandet og lade sig flade ned på siden med nogle voldsomme plask, ligesom de svømmede meget tæt ind foran og lod skibet ”dunke” sig på siden, som om de knubbede sig. Et sådant syn så vi masser af gange uanset om det var i Atlanten, Stillehavet eller hvor vi kom i løbet af de 2 år.

 

En hverdag på skibet. 

Min og de andre drenges dag startede hver dag klokken 6 om morgenen, hvor den matros, der havde vagten kom rundt og purrede os. ”Så er det op, der er sorte piger på kajen”, lød det hver morgen og så afsted. Min dag startede i det lille ”pantry” – et lille køkken – hvor jeg skulle lave kaffe til hovmesteren, og hvem der ellers kom forbi. Så skulle der vaskes gange på den etage og bæres morgenmad op til kaptajn, maskinchef og passagerer. Ved 7- tiden var der kaffe ved kabyssen. Så i gang igen. Til mit job hørt også at ordne passagerernes kamre, så mens passagererne spiste deres morgenmad, skulle jeg nå at rede deres senge og gøre badeværelserne klar evt. støvsuge og tørre støv af.

Det tog det meste af formiddagen, men så skulle der vaskes vægge ned for salt, pudses sølvtøj eller andre gøremål. Vi spiste ved 11.30 tiden i vores egen messe. Varm mad om middagen og altid 2 retter.

Så kunne jeg begynde at bære op til passagerernes frokost i Salonen. De fik det store kolde bord med luner retter og brugte derfor en fandens masse tallerkener og bestik. Det var tjeneren, der serverede, og lige så snart de var færdige med de første retter, kunne jeg begynde at vaske op. Det varede så til kl. ca. 14.00 og så var der en kort pause til kl. ca. 15.30, hvor de skulle have eftermiddagskaffe. Det var min opgave at servere den, og opvasken lod jeg så stå til om aftenen. Normalt havde jeg så fri til kl. ca. 17.30. hvor vi så spiste vores kolde mad. Kl. 18.30 skulle passagererne og officererne i Salonen så have deres varme mad. Opvasken eller ”bakstørnen” som det hed varede så til hen ad 19.30 og først da, havde jeg endelig fri.

Det var noget af en arbejdsdag for de ca. 220 kr, jeg tjente om måneden. Nå, passagererne gav da heldigvis en del drikkepenge, så på en god måned kunne jeg næsten tjene lige så meget i drikkepenge, som min normale hyre.

Vi levede godt, dvs. fik en både rigelig og veltillavet kost, og det er i høj grad også nødvendigt, når man er tvunget til at leve så mange mennesker sammen på så lidt plads.

I løbet af en dag fik vi:

Kl. 7.00 kaffe.   Kl. 8.00 morgenmad bestående af 2 spejlæg, pålæg, ost, rugbrød og frisk franskbrød (vi havde jo bager ombord). Kaffe.

Kl. 10.00 Kaffe.  Kl. 12.00 varm mad. Altid mindst 2 retter og kaffe. God veltillavet og varieret kost.

Kl. 15.00 Eftermiddagskaffe.

Kl. 17.30. Kold mad med mindst en lun ret og kaffe. Altid 6-7 forskellige slags pålæg og en varm ret, som kunne være biksemad eller ”cement”, som var kartoffelmos med f.eks. pålægsrester a la fuglekvidder. Det lignede en betonblanding, deraf navnet.

I løbet af aftenen kaffe.

Så der blev konsumeret en del kopper kaffe i løbet af en dag. Vi fik kaffen i nogle vacuumpakkede dåser på ca. 3 kg og der gik nogle stykker til, når sådan omkring et par og fyrre mand skulle have 8 – 10 kopper kaffe om dagen.

At maden var af meget stor betydning kan jeg illustrere ved, at det var et spørgsmål om mad, der næsten bragte besætningen på mytteriets rand en dag ude i Stillehavet. Vi skulle have gule ærter, og alle glædede sig helt vildt. ”Efter ærter – røven fjerter”, som maskinchefen henført sagde. En gammel tradition sagde, hvert fald den gang i Mærskflåden, at gule ærter skal afsluttes med pandekager. Men af én eller anden grund havde hovmesteren fået den skøre ide, at det ikke var nødvendigt med pandekager – og så blev der ballade. Talsmanden for dæks- og maskinbesætningen måtte hen og snakke med store bogstaver, og officererne med skipperen i spidsen var lige så tossede.

Så hovmesteren måtte hen og bede om godt vejr ved skyndsomt at sætte kokken, koksmaten og sig selv i gang med at fabrikere pandekager i en allerhelvedes fart. Den slags spøger man ikke med i den danske handelsflåde.

 

Mine skibsfæller.

Lad mig fortælle lidt om de mennesker, jeg kom til at tilbringe 14 måneder sammen med. Skipperen eller kaptajnen hed Carl Hansen, kaldet ”Semarang-Carl”. Det hang sammen med, at han engang var gået på grund ved Semarang i Indonesien. Han var fra Marstal og en person, der på grund af sin alder på ingen måde blandede sig med os andre. Han fyldte 60 år, mens jeg var forhyret på Sally. Styrmændene var forskellige. 3. Styrmand var ganske ung og nyuddannet og kunne godt lide at være sammen med os i land. Både 1. og 2. styrmand var lidt ældre, og blev da også begge udnævnt til kaptajn på hver sit skib i løbet af det første år.

Også maskinmestrene var der stor aldersforskel på. 1. maskinmester hed, jeg husker det tydeligt, Carl Erik Fridtjof Søgård Nielsen. Han var en stor og temmelig kraftig mand, der hele tiden kæmpede for at holde sin vægt nede, bl.a. ved lange spadsereture frem og tilbage på fordækket. 2. mester var født på én af de gamle danske besiddelser på de Vestindiske øer. 3. og 4. mester havde det lidt på samme måde som styrmændene – lidt svært ved at holde afstanden og ”stylen”, som det hed, de kunne godt finde på at blande sig lidt med os andre lige som 3. styrmanden.

Dæksbesætningen var selvfølgelig lige så forskellige som alle andre mennesker. Bådsmanden kaldte vi ”Ernst-Hjulben”, da han havde de mest hjulede ben, jeg nogensinde har set på noget menneske.

Ud over 6-7 matroser, var der 2 letmatroser og en jungmand. Jungmanden og dæksdrengen var på vores alder, så dem var vi selvfølgelig meget sammen med.

Der var to styrmandsaspiranter, Martin fra Klitmøller ved Vestkysten, og Bill eller egentlig William var fra Roholte ved Fakse. Hans far var baron, men det kunne man ikke mærke på Bill, der jo så egentlig var greve.

Restaurationen som jeg selv tilhørte bestod af hovmesteren Jens Terkildsen, ”Høkeren”, en lille kolerisk og ofte hysterisk skiderik, som ingen ombord brød sig særligt om. Kokken, Olsen en rigtig københavner, var ude på sin første hyre og var en rigtig flink fyr, der lavede skide god mad.

Koksmathen, Peter, var fra Jylland og nærmest, hvad vi i dag kalder voksenlærling. Jeg husker ved en bestemt lejlighed, hvor vi var i en gevaldig storm eller slingerage, som vi kaldte det. Peter stod og lavede spejlæg på en 6-8 små stegepander, og skibet tog en ordentlig tur, så alle stegepanderne på nær én røg på dørken. Peter stod og så arrigt på den sidste. Så tog han den og smed den langt hen af gulvet, idet han hvæsede: ”Så ryg da for helvede ned til de andre”, inden han tog fat på at rydde op.

Bageren Mogens Lund var fra Præstø. Hans far havde dengang i bageri i Præstøs hovedgade. De var, viste det sig naboer til min onkels bror, så vi var nær blevet i familie, da vi fandt ud af, hvorfra vi hver især kom. Han havde tidligere været bokser, sågar sjællandsmester i letvægt, og han og jeg tog på flere ture sammen på de meget få fridage, vi havde på turen. Udflugter, jeg vil komme tilbage til.

Tjeneren, Andersen, kaldet ”Handy Andy”, var lige så hysterisk som høkeren og kunne skabe sig helt åndssvag, når der var ting, der ikke gik som han ville have det.

Vi fire drenge midtskibs var førnævnte Karl fra Middelfart og Flemming fra København. Flemming var den mest kvindetossede fyr, jeg nogensinde har kendt, og han prøvede at komme i bukserne på alle de kvinder uanset alder og race, han kom i nærheden af.

Den jeg kom nærmet var en knokkelstærk gut Bent Davidsen fra Næstved, som jeg fulgtes med på hele min karriere i den danske handelsflåde. Vi boede sammen på 2-mands kahyt i en stor del af tiden på ”Sally” og siden på ”Kate Mærsk” lige til vi sammen blev afmønstret og vendte hjem til vore mødres kødgryder i henholdsvis Næstved og Langebæk.

Endelig skal nævnes dæksdrengen, som jeg desværre ikke kan huske navnet. Han var fra Åbenrå og snakkede endog meget sønderjysk.

Når jeg skriver, at man om bord ikke blandede sig så meget med hinanden, kan jeg illustrere det med et eksempel. Matrosmessen – dvs. dæksfolkene havde købt sig et fjernsyn, som de kunne bruge så længe vi sejlede tæt på kysten, og vi spurgte dæksdrengen,  om  ikke vi drenge midtskibs måtte komme hen agter i messen og se med. Han spurgte bådsen, som igen spurgte matroserne, og først da de havde givet deres tilladelse, fik vi lov.

 

USA i 1954.

Efter 12 dages sejlads anløb vi så Baltimore, en af de større havnebyer på USA’s østkyst. Der er såmænd ikke den store forskel på Verdens havnebyer, når man som vi, kommer fra søsiden. En masse store og ofte beskidte havnekajer fyldt med store pakhuse og alskens gods. Men Baltimore var den første udenlandske storby, jeg besøgte, så der var store øjne, da vi sejlede ind i havnen i øvrigt i et fantastisk godt vejr.

Da det blev aften, var vi 5 drenge parate til at gå i land. Allerede den første aften lærte vi den nødvendige lære, nemlig at få undersøgt hvilket nummer den kaj eller ”pier”, som det hedder på sømandssproget i udlandet, vi lå ved. Vi vadede bare der ud af i halvmørket og fik den første oplevelse ved, at der sad 2 negre, sorte som kul og i sorte kedeldragter og sludrede på en af kajerne. De sad med en flaske whisky, og da vi stoppede op og prøvede at snakke med dem på vores bedste skoleengelsk, bød de på en tår. Jeg havde jo på cowboyfilm set, hvordan man tyllede det i sig og tog en ordentlig slurk.

Føj for helvede, hvor det smagte.

Nå, men vi fandt da op i byen og gik lidt rundt i gaderne og kiggede lidt på folkelivet. Vi fandt hurtigt ud af, at vi så alt for grønne ud til, at vi kunne komme ind på nogen af barerne. Det er noget man holder meget strengt på overalt i Staterne, så det blev til et ice-cream sodaes, som også var nyt for os, og vi blev efter et par timers forløb enige om, at vi ville splejse til en taxa tilbage til skibet. Så vi hoppede ind i en sådan og bad om at blive kørt ned til havnen. Da vi var kommet ned i havneområdet, spurgte chaufføren, hvilken kaj vi skulle til. Vi sagde bare ”Sally Mærsk” og regnede med, at sådant et stort skib kunne han da sagtens finde. Ja, god morgen. Vi kørte rundt i næsten en halv time og var inde at spørge 5 – 6 steder inden det endelig lykkedes at finde hjem. Så for eftertiden var det med at spørge den vagtmand, der dengang altid var placeret ved ”gangwayen”, dvs. landgangsbroen, hvad adressen egentlig var.

Fra Baltimore sejlede vi gennem en kanal til Philadelphia. Det var spændende, da vi på steder var lige så tæt på husene, som man er i Kielerkanalen, og derfra videre til New York. Det var noget vi havde set frem til, og i løbet af de 6 gange jeg har været i byen, er det da også lykkedes at se en stor del af den indre by med de berømte gader som. Broadway, Times Square, Wall Street, Rockefeller Centre og på afstand Frihedsgudinden.

I Rockefeller Centeret var jeg sammen med bageren i Verdens største biograf, der lå i ”Radio City Hall”, med plads til ca. 6000 tilskuere. Vi så en film med Doris Day og James Cagney i hovedrollerne. Den hed: ”Love me or leave me”. Inden og efter filmen var der optræden af de fantastisk flotte dansepiger. 40 – 50 på række, der kunne spjætte med benene nøjagtigt samtidigt. Det var et rigtigt flot syn for en bondedreng fra Sydsjælland. Som alle andre, der var kommet ind med 4-toget, havde vi selvfølgelig ondt i nakken af at gå og se op på de fantastisk høje bygninger i centrum af byen. Der var dengang en aktiv sømandsmission med en sømandspræst, der inviterede os ind i ved deres kirke og samlingslokaler, hvor vi så film og spillede kort og hyggede os med andre søfolk og danskere fra byen. Bl.a. så vi filmen: ”Vi som går køkkenvejen”, hvor der er nogle scener optaget her på egnen, hvor man kører ved de ”Krumme Ege” mellem Vordingborg og Nyråd, så jeg var helt salig, da vi så den del af filmen.

At finde rundt var selvfølgelig ikke så let, men vi lærte alligevel hurtigt fidusen med undergrundsbanen og vovede os derfor efterhånden længere væk. Mærsk havde også i New York deres eget kajanlæg i Brooklyn, og det var spændende at gå gennem det udprægede italienske område, hvor der lige som i deres hjemland var et livligt leben på gaderne til langt ud på aftenen.

Jeg fik også set et andet område i New York, nemlig en bydel, der var stærkt præget af tyskerne. Vi havde nemlig en maskinassistent, der var født i grænseområdet mod Tyskland. Bojesen hed han, og han læste en del tyske bøger, og jeg lånte en af hans bøger og fik efter noget besvær læst mig igennem bogen, der i oversættelse hedder:” 0, 8, 15” – det hedder den for resten også på tysk. Nå, men vi tog en tur ud i det tyske område, hvor vi var inde på en restaurant, der var helt i tysk stil med bjælker og tingeltangel og et orkester i ”lederhosen”. Egentligt lidt utroligt, da vi jo endnu kun var 9 år fra krigens afslutning. Men en oplevelse var det.

Sammen med bageren havde jeg en anden stor oplevelse under et af opholdene i Philadelphia. Jeg fik en fridag, Den eneste i de 2 år jeg sejlede, og vi tog med en bus til Washington D.C., altså hovedstaden i USA. Her brugte vi en hel dag på at se næsten alle de berømte bygninger og museer i byen. Jeg husker, at vi så Charles Lindberghs flyvemaskine ”Spirit of Saint Louis”. Vi var i den høje bygning ”blyanten” med elevator, hvor vi fik et fantastisk udkig over byen. Vi var ved Capitol bygningen og Lincoln monumentet, så det var en utrolig oplevelse for en 17-års knægt. Bageren tog en del fotos ved den lejlighed, billeder jeg meget gerne vil have i dag.

 

En rundrejse i liniefarten dengang.

Men rundturen om USA havde egentligt sit udgangspunkt i Boston. Derfra var sejlruten med lastning af alle mulige former for gods, New York, Philadelphia, Baltimore, Newport News med den store flådehavn, og en 4-5 andre havne. Den sidste havn på Østkysten var i Florida. Det var Savannah, og jeg husker, at der i havnebassinet var helt fyldt op med alt muligt levende kryb, bl.a. en masse bittesmå skildpadder. En anden ting, som var knap så behagelig, men som gjorde dybt indtryk var, da vi gik en tur gennem én af gaderne og så, at der var skilte med adgang for henholdsvis hvide eller farvede ved busstopsteder og biografer m.m.

 

Gennem Panamakanalen.

Derfra gik turen så mod Panamakanalen, der var en oplevelse i sig selv. Jeg kom igennem den i alt 5 gange, så vi fik set og prøvet den på alle årstider, selv om det i det tropiske klima ikke gør den store forskel. Når man kommer fra østsiden sejler man ind gennem et fjordlignende område ind til sluseanlægget. Der er 3 sluser, der tilsammen løfter skibene omtrent 25 meter op. Hele anlægget er fra 1914, da kanalen blev bygget. Sluserne er så store, at skibe på 10.000 t kan være der. Der skulle jo være plads til de store krigsskibe, som man byggede dengang omkring 1. verdenskrig.

Der er nogle specielle el-lokomotiver, der trækker skibene ind og ud af slusen. Så kommer ligeledes et sjak havnearbejdere ombord. De klarer fortøjninger osv. Det er som regel af forskellige racer og alle mulige blandinger. Negre, mulatter og latinoer, og de slår sig ned på dækket og bliver med på turen gennem kanalen.

Vi havde en episode mellem kokken og et par stykker af dem. De skulle have noget at spise, og der blev lavet en ordentlig portion spaghetti til dem – og til os andre som aftensmad. Men én af dem fik set, at der skulle serveres steg til passagererne, så han ville ikke nøjes med spagetti og krævede at få det samme som passagererne. Og det gik ikke stille af sig. Han råbte og skreg, og kokken blev lynende arrig, så de to kamphaner stod over for hinanden og viftede med arme og ben – ja, kokken hentede sin store køkkenkniv, inden hovmesteren og én af styrmændene fik beroliget dem.

Når vi var kommet gennem sluserne, kom vi gennem nogle store sammenhængende søområder, der engang havde været lavninger med tæt jungle. Her var der et rigt dyreliv. Vi kunne ikke rigtig se, hvad det var for dyr, men dog høre nogle brøl derinde fra og også se nogle ret store alligatorer ved søbredderne. Her kunne vi sejle frit og med ret stor hastighed, og da ”Sally” havde en stor maskinkraft betød det, at vi ofte overhalede andre skibe. Jeg havde i øvrigt den oplevelse, at en af de gange, vi sejlede gennem kanalen, mødte vi et af Rederiet ”Motortramps” både. Såvidt jeg husker var det ”Stensby”, så det var lidt af en hilsen hjemmefra.

 

Et besøg, der sikkert huskes endnu.

Den ene gang, da vi var på vej til San Francisko, skulle vi ind i en mindre by et eller andet sted mellem San Francisko og Los Angeles. Af én eller anden grund, gik der fuldstændig ged i hele besøget. Rent teknisk fungerede det såmænd godt nok, vi fik både lastet og losset, men om aftenen gik stort set alle de ombordværende i druk. Fra styrmændene ned til os knægte og hele dæks- og maskinbesætningen sad først rundt i alle messerne og kævede den og gik senere i land og havde nær væltet det hele. Kaptajnen havde fået besøg af det lokale spejderkorps, der skulle se, hvordan et sådant skib fungerede, så han viste dem rundt, men ligegyldigt hvor han kom frem, var de mere eller mindre fulde og larmende.

 

I sin fortvivlelse gik han så ned til de kamre, hvor vi drenge boede, men vi var lakket lige så meget til som alle de andre. ”Hvad fanden i helvede skal jeg snart gribe og gøre i”, mumlede den gamle til sidst på sit fla’e fynske.

Der var et værtshus i byen, hvor vi alle samledes, og derfra kørte politiet i fast rutefart ned med berusede søfolk hele natten. Jeg var selv iblandt og husker lige så tydeligt de store kraftige betjente, der hovedrystende måtte tage turen også med sådan nogle snotknægte som os. De sidste kom først ombord, da landgangsbroen var lige ved at skulle trækkes op. Det var bl.a. en maskinassistent fra Thurø, der var ved at give skipperen et apoplektisk anfald, da han begyndte at give hånd til farvel til alle de efterhånden mange mennesker, der skulle ned og overvære det cirkus, der havde varet hele aftenen og natten i den lille havneby.

”Så kom da for fanden i hede hule helvede ombord, Hansen,” skreg skipperen oppe fra broen, så det kunne høres over hele havneområdet.

Men bortset fra, at vi var mere eller mindre skidefulde alle sammen, var der hverken slagsmål eller nogen ødelæggelser, så det foregik i en munter stemning og der var ingen ”bad feelings” fra de mange nysgerrige og smågrinende beboere fra den normalt så stille lille havneby.

 

San Francisko.

Og derfra gik turen så langs Mexico mod San Francisko. Det var en spændende tur, da vi ved flere lejligheder havde mulighed for at se hvaler og store havskildpadder, der krydsede rundt i netop det farvand på deres træk.

Ved en bestemt lejlighed stod jeg sammen med én af mine kolleger og sludrede ved lønningen, da der pludselig lød et hvæs, og en hval dukkede op mindre end 30 meter fra skibet. Vi havde nær gjort i bukserne af forskrækkelse, og vi kunne følge den et stykke vej væk fra skibet.           

Så kom indsejlingen til byen. Det var en flot oplevelse, da vi i det relative smalle farvand med en rivende strøm først så ”The Golden Gate” dukke op. Denne rødmalede hængebro, der da den blev bygget var et af Verdens store ingeniørværker.  Bag ved bredte byen sig med de vidtstrakte byområder til den ene side og bydelen Oakland til den anden. De to bydele blev forbundet med en lige så stor og meget længere bro. En bro, der aldrig blev så kendt som den anden.

Det blev en af de byer jeg har været i flere gange og kom til at kende ganske godt. Der var så mange spændende steder, og eet af mit livs oplevelser i de senere år var, da jeg fik lejlighed til at gense byen og komme rundt til mange af de samme steder. I dag er det en storby med himmelhøje skyskrabere, men i 1950’erne var det knap så voldsomt, da man ikke med den tids teknik turde opføre så høje huse, med den jordskælvsrisiko, der er i området.

Men indsejlingen til byen var også den gang en oplevelse. Gennem den berømte bro ”Golden Gate” og videre gennem det strømfyldte farvand til Oakland Bay Bridge med Alcatras fængslet i baggrunden. Det var jo i brug dengang og kendt som stedet ingen havde haft held med at flygte fra.

Skæbnen ville i øvrigt, at vi engang vi var for indadgående i havnen igen mødte et af ”Motortramps” skibe, denne gang var det ms ”Tureby”, som en hilsen hjemmefra.

Mærsk-koncernen havde deres eget kajanlæg, hvor vi lå og lastede de mange forskellige former for gods, der skulle med til Fjern-østen.

Det var i øvrigt en stadig kilde til forundring, når vi var i land og gik gennem de store pakhuse, og se hvordan der stod Sally Mærsk på de enorme mængder af gods, der skulle lastes på en sådan tur. Og vi sejlede i de 14 måneder, jeg tilbragte på skibet, med stort set alt, hvad kan nævnes. Der var coca-cola ekstrakt, bomuldsballer, sokker, jernmalm, biler, jernbanelokomotiver og ellers, hvad man kan forestille sig. Og det var jo ikke bare at fylde op. Der skulle laves lasteplaner, så man fordelte vægt og størrelse, og i hvilken rækkefølge tingene skulle af igen. Og det var jo længe før nogen havde tænkt på computere, og hvad man ellers ville have brugt i vore dage, så alle beregninger skulle udføres i hånden og på plantegninger over skibets lastrum.

Men vi havde også nogle lidt mere specielle ting med på vores ture over Stillehavet. Vi skulle engang have 2 lokomotiver med. De var så store, at de ikke kunne komme gennem lastlugerne, så de blev anbragt på dækket og svejset fast. Vi havde også en gang en masse biler med, som blev anbragt i lastrummene, og der blev bygget en hel ramme af træ uden om hver bil. Det var store amerikanske dollargrin, der skulle med til Bangkok.

På en af rejserne havde vi nogle gevaldig store træstammer med. De blev anbragt på fordækket, men under en storm rev de sig løs og sejlede frem og tilbage og lå og bankede løs på 2. og 3. lugerne og lønningen i nogle timer.  Det var livsfarligt at gå derud, så de fik lov at passe sig selv til de kilede sig fast, så man kunne komme ud og surre dem med nogle wirer igen.

På én af rejserne, havde vi en halvstor leopardunge med som ”passager”. Ja, det er altså ikke løgn. Da 2. styrmanden syntes, at det var synd, at den skulle være i en kasse i flere dage, boede den hos ham på hans kammer, og var med oppe på broen, når han havde vagt. Den var flot, men vi var lidt bange for den, da den kunne finde på at lægge sig på lur, og så springe op på nakken af én, når man kom derop.

På en af turene i San Francisko havde sømandspræsten arrangeret en tur til et is-show- ”Holiday on ice – og det var en stor oplevelse. En anden gang ud i et stort parkanlæg ”Golden Gate park” med store afdelinger af amerikanske og japanske haver.

 

Over Stillehavet.

Stillehavet krydsede jeg i alt 5 gange, og det var både en oplevelse og lidt af en prøvelse. 16 – 18 dage i søen uden at se nogen former for land, fra vi efter en god times sejlads så USA forsvinde under horisonten og til Phillippinerne dukkede op. Vi gyngede undertiden ganske voldsomt på de store dønninger. Godt nok hedder det Stillehavet, men stille er det sgu så at sige aldrig. Især hvis vi havde vind og strøm ”agten for tværs” rullede vi ganske voldsomt, så det kunne være ret så trættende hele tiden at skulle bruge benmusklerne for at spænde imod og indrette sig efter skibets bevægelser.

Men havet kunne også vise tænder i form af nogle voldsomme storme, især da vi sejlede helt ovre ved Japans kyster. Der var ikke meget at kigge på ud over vandet. Vi havde nogle meget store måger og også albatrosser, der konstant svævede bag skibet og holdt øje med, om der røg nogle madrester eller der blev hvirvlet nogle fisk op i havoverfladen på grund af skruens bevægelser. Ind imellem var der naturligvis mange delfinflokke, og da vi nærmede os de fjernøstlige områder, kom der en del flyvefisk, der af og til af vinden blev ført op på dækket og kunne samles op. De lignede sild med nogle overdimensionerede brystfinner.

Det skete også nogle gange, at vi passerede nogle japanske tunfiskere, der lå med deres fiskerbåde langt ude midt på havet og pilkede tunfisk. At tænke sig at ligge 8 – 10 dages sejlads midt ude på de vældige dønninger og bare køre op og ned.

Det var i øvrigt en underlig fornemmelse at vide, at vi på et tidspunkt havde omkring 10 km ned til bunden, da vi krydsede over Phillippiner-graven. At tænke på, at hvis man anbragte Verdens højeste bjerg der, ville der stadig være mere end et par kilometer ned til toppen af det bjerg, eller som jeg også har tænkt næsten lige så dybt, som afstanden mellem Langebæk til Vordingborg.

 

Fjernøsten.

Et linieskib fra Mærsk, sejlede dengang i fast rute stort set fra de sydligste øer på Phillippinerne og til det nordlige Japan. Så vi kom ind en masse steder, som jeg kort vil omtale uden at præcisere, på hvilken af de tre ture, begivenhederne skete. Men vi kom som sagt til øriget, der jo består af ikke mindre end ca. 16.000 øer i alle mulige størrelser. Lige fra ganske små skov- eller jungleklædte øer til de store hovedøer med en millionbefolkning i nogle meget store byer.         

Den første af disse byer vi anløb, var Manila, også én af de byer vi oftest kom til, og som var en nærmest legendarisk by for de danske søfolk, der sejlede på Østen.

Det skal lige erindres, at det var i 1954 og dermed kun godt 8 år efter afslutningen af 2. verdenskrig, der jo netop havde været meget voldsom i de egne.

Da vi sejlede ind til Manilas havn, så vi de første ”mindesmærker” fra krigen, nemlig nogle vrag af skibe, der var blevet bombet og dermed sænket i havnen, da japanerne indtog øerne. Japanernes adfærd over for befolkningen havde været ret så grusom, og hadet til japanerne var stadigt meget stort endnu på det tidspunkt. Jeg snakkede ved en lejlighed med en grønlænder, der havde sejlet derude. Han turde ikke gå i land, da man jo kunne tro, at han var japaner, og han skulle ikke risikere en kniv i ryggen. Én af de gange vi var på Phillippinerne, hørte vi om, at der var fundet en japansk soldat, der havde levet i junglen siden krigen uden at vide, at den for længst var afsluttet, og at man var bange for, at han skulle blive lynchet, hvis man ikke i en fart fik ham sendt hjem til Japan.

En af de ting, jeg stadig kan erindre fra mine sejladser rundt på Østen, var den specielle lugt, der drev ud fra land. En lugt af kokos og krydderier, og det kan ske, at en sådan blanding i sæber eller særlige krydderier, kan genkalde denne erindring derude fra.

Inden vi nåede frem til Manila, havde vi forberedt os godt. Bageren havde i flere dage inden ankomsten sat dåser med vand i fryseren, så vi havde rigeligt med is, og så snart vi var ved land blev der købt masser af flasker af den lokale rom – ”Manila”-rom – som blev drukket i store mængder med Coca-cola. Rom og cola er jo en meget almindelig drik i dag, men både rommen og især colaen var jo også noget nyt, som vi jo ikke kendte i Danmark på den tid.

Vi lå ikke ved kaj, men ”på strømmen” som det hed, dvs. et stykke ude i havnebassinet, og lasten blev losset ud i nogle store pramme eller lægtere. Vi skulle altså sejles i land, og her oplevede jeg første gang, hvad der senere viste sig at være meget almindeligt rundt på øerne – nemlig en gammel landgangsbåd fra krigens tid, som vi sejlede med ind til byen, hvor vi besøgte de mange værtshuse i havneområdet.

Der var især to steder, hvor Mærsk-folkene kom. Et værtshus, der egentlig hed ”Scandinavian Seamen”, men i daglig tale aldrig hed andet en ”Piskroen”, og et andet, der hed ”Life Bar”. Der var gang i sagerne med uartige damer og alt det der. Så vi fuldede os stort set hele aftenen, til vi skulle tilbage til skibet med landsgangsbåden, der sejlede på bestemte tider, hvis man da ikke overnattede hos én af damerne. Og når vi så blev vækket om morgenen, var det ofte med nogle kodyle tømmermænd, og så var vi helt enige om, at næste aften skulle vi tidlig til køjs og sove ordentligt ud. Men i løbet af dagen, når tågerne lettede, og vi havde fået et par glas rom igen, ja, så kunne vi næsten ikke vente på fyraften og komme i byen igen. Skæg og ballade i sådan en uges tid, kunne nu nok tage på kræfterne, så når vi endelig kom i søen igen, var det som et spøgelsesskib. Der var ikke et øje at se nogen steder. Alle, bortset fra de skiftende vagter, skulle have indhentet en hel del søvn.

Nu er de jo katolikker på Phillippinerne, og ved en lejlighed, hvor vi – så vidt jeg husker var det i Cebu, var kommet i land på én af deres helligdage, hvor man ikke måtte service nogen former for spiritus eller andre stærke drikke. Men værtshusholderne var ikke så rådvilde. De serverede sprutten i kaffekopper og kaffekander. Og så sad vi og ”konverserede” med kaffekopperne med strittende lillefingre og så meget dydige ud. Der blev nemlig kontrolleret, om man overholdt det strenge forbud, så ind imellem stak politiet hovedet inden for. Pigerne var simpelt hen helt ødelagte af grin over disse dydsmønstre, der bællede den ene ”kop kaffe” i sig efter den anden.

Jeg havde en sjov oplevelse den ene gang i Manila. En aften var jeg på værtshus sammen med et par af de gamle gutter, og vi blev enige om, at tage en tur i byen, men lige som jeg var ved at gå ombord i en taxa, var der én der tog mig i nakken og trak mig ud af taxaen. ”Du skal ingen steder”, lød det. Jeg vendte mig om og sagde: ”Hvad satan!”. Det var en af mine gamle skolekammerater fra Masnedsund, ”Tom Evald”. Han havde stået på Life-Bar og havde sludret med et par fra Sally Mærsk og havde spurgt om, der var nogen fra Vordingborg. Og da de nævnte mit navn, var han klar over, at det måtte være mig og ganske rigtigt. Han var motormand på en norsk fragtbåd, så vi havde en livlig aften derude.

Det var i øvrigt meget godt, at Tom fik stoppet mig, inden jeg røg af sted på værtshus inde i byen, for elektrikeren og den motormand, jeg skulle af sted sammen med kom først ombord igen langt op på næste dag, så der ville have været en helvedes ballade, hvis jeg også havde været med. Men vi fik til gengæld også udvekslet ikke så få minder fra Masnedsund og fra skolen i løbet af aftenen.

Fra Manila gik turen rundt på øerne til havnebyer som Cebu, Davao, Zamboanga og hvad de ellers hed. Flere steder lå vi på strømmen og måtte med de føromtalte landgangsbåde i land. Vi hentede bl.a. sukker, og på et af stederne havde vi, dvs. min værelseskammeret Bent og jeg en pudsig oplevelse. Vi lå ude for enden af et langt kajanlæg, hvor der kørte et lille tipvognstog ud med sukkersækkene. Vi var i land og på et lille værtshus, hvor der var en juke-box, og der lød pludselig hjemlige toner.  Johannes Wahl, som hvert fald de lidt ældre kender, sang for fulde gardiner ”Wollesens boogie-woogie” vals. Det var nogle sømænd, der tidligere havde foræret værtshusholderen pladen.

Men så skulle Bent og jeg tilbage til skibet. Vi hoppede op på én af vognene og lagde os på sukkersækkene – og vi faldt begge to i søvn. Da vi nåede ud til skibet, vågnede jeg først og vækkede derefter Bent og sprang så ned på det smalle kajanlæg og gik ombord og til køjs. Der gik vel et kvarters tid, så stod Bent fnysende arrig og drivvåd og vækkede mig. Han var stik tosset, for da jeg havde vækket ham på togvognen, var han sprunget til den forkerte side og landede i vandet med et ordentligt plask 4-5 meter ned. Og han blev ædru i samme øjeblik – men tosset var han i flere dage. Men derefter kunne han dog godt se komikken og grine af det.

Også i Cebu husker jeg en aften, hvor vi sidst på aftenen samledes en hel flok fra ”Sally” foran en bod, hvor vi kunne købe øl og Manila Rom. Efterhånden havde ingen af os flere penge, så én startede med at smide skjorten til kioskejeren og fik en flaske for den, og i løbet af et par timer, stod de fleste af os i bar overkrop og havde omsat skjorterne i sprut.

Cebu er i øvrigt berømt fra historien, da det var her at Magellan, hvis skib var det første, der sejlede Jorden rundt, kom i krig med de indfødte og blev dræbt. Han ligger begravet, og der er rejst en mindesten på stedet, hvor det skete. Desværre kom jeg aldrig ud at se det sted.

En anden historie fra Cebu handler om en matros, der hed Karl. Vi sad på et værtshus på 1. sal og trappen derop havde en repos og drejede 90 grader videre op. Det skal indskydes, at hele huset var bygget af bambus.

Der var ingen ”dame” til Karl, så han mumlede: ”Ka jeg ikke få nogen kællingher, ka jeg sgu slå kolbøtter”. Og det gjorde han så rundt på gulvet. På et tidspunkt kommer han for tæt på trappen og slår en gevaldig kolbøtte ned af trappen, lander på benene og forsvinder i en flot saltomortale fra reposen ud gennem væggen med et ordentligt brag. Vi gloede noget, men ingen tog sig noget særligt af det, på grund af den tilstand vi var kommet i. Men et godt stykke tid efter kom Karl kravlende på alle fire op ad trapperne godt indsmurt i l… og lokumspapir over det meste af kroppen. Han var røget tværs igennem og havde revet deres lokum, der stødte lige op til trappen med videre ud gennem hele huset!!

Da jeg var dreng kan jeg huske, at jeg engang så en film om de meget berømte danske gymnaster fra Flensted Jensens verdenshold. Der så vi bl.a., hvordan de på et besøg i Vestindien, kastede mønter i vandet, som de lokale drenge og piger så dykkede efter, og for mig var det indbegrebet af de eksotiske egne. I en by på de sydligste øer, lå der sådan en flok unger og hylede på penge, som vi skulle smide i vandet. Så ved den lejlighed fik jeg selv prøvet det ved at smide nogle 10-cents mønter i vandet.

På én af turene, da vi lå i en af de sydlige havne på Phillippinerne, havde Bageren, Koksmathen og Tømrermanden en noget speciel oplevelse. De havde siddet på et værtshus om formiddagen og havde godt nok hørt hornet på skibet, der fortalte, at nu var det ved at være afgang, men de var nogle fandens karle, og vi kunne sgu bare sejle og alt det der.

Der sker selvfølgelig hverken værre eller bedre, end at de bliver, som det hedder i sømandssprog, ”agterudsejlet”, og de sad så der uden pas eller søfartsbog, så der gik ikke mange timer inden de blev taget af politiet og sat i spjældet eller ”kalabussen”, som det af én eller anden grund kaldes til søs.

De bliver så sendt til Manila og konsulen og rederiets speditør sørger for, at de fra spjældet i Manila sendes med ruteflyveren til Hongkong, hvortil vi i mellemtiden var sejlet. De var selvfølgelig for længst blevet ædru igen og var ikke mange sure sild værd, da de møgbeskidte og i deres arbejdstøj, som de havde været i alle dagene, sad mellem alle de velklædte andre passagerer, der havde kommet med mange bemærkninger om disse fordrukne søfolk.

For lige at blive lidt ved bageren. Han kunne udstøde de længstvarende og højlydte ræb, jeg kun har hørt overgået af min søn, Lars, når han lige har drukket en cola. Bageren havde hørt det med, at man i Kina ræber sig efter maden som en kompliment til kokken, så engang, da han var på en finere restaurant i Hongkong gjorde han det, med de resultat, at han blev smidt ud med fynd og klem.

Jeg kom til at sejle sammen med flere phillippinere. Mærsk var allerede dengang begyndt at bruge ”indfødte” besætninger, dvs. folk fra de steder på fjernøsten, de besejlede. Og da vi på et tidspunkt tog afsked med to af drengene, nemlig Flemming og Karl, blev den ene af dem erstattet af en lidt ældre phillippiner ved navn Gilbert. Han lignede ikke så udpræget en af slagsen, og vi havde meget fornøjelse af, at han jo forstod sproget, og kunne fortælle hvad der blev sagt om os på værtshusene derude. Sproget er i øvrigt spansk med en vis lokal dialekt.

 

Formosa-strædet og Hongkong.     

Fra Phillippinerne gik det nordpå til Formosa, eller Taiwan. Vi skulle ind til en havneby, der lå i den nordlige ende af Formosa og hed Keelung. Så vidt jeg husker var vi i den havn en halv snes gange. Det er det mest røv-triste sted, jeg nogensinde har været. Gennemsnitlig regner det mere end 300 dage om året, byen er vist kun overgået af Bergen i hele verden, og hver eneste gang silede regnen trøstesløs ned. Vi kunne heller ikke gå i land, da det var et lukket område for de danske søfolk. Vi tuskhandlede med havnearbejderne og kunne for et stykke sæbe eller en kuglepen eller lignende, få op til adskillige dåser ananas, som vi åd hver aften, så jeg i flere år efter ikke kunne døje synet af en ananas.

Da vi derfra skulle ind til Hongkong, måtte vi sejle hele vejen uden om øen igen, da det dengang var sådan, at hvis et skib besøgte Taiwan, måtte det ikke efterfølgende sejle gennem Formosa strædet eller besøge byer på det kinesiske fastland, bortset fra Hongkong, der jo endnu var en engelsk kronkoloni. Der kom altid en kinesisk flyvemaskine og tjekkede os, og hvis det var om natten, måtte vi sætte en projektør på skibssiden på navnet på skibet og rederiet, så de kunne se, hvem vi var.

 

Hongkong.

Hongkong var til gengæld en spændende by at besøge. Allerede dengang var der et leben allerede længe inden, vi nåede ind i havnen. Helt ude i indsejlingen til de øer, der udgør en del af byområdet var der en masse junker i alle mulige størrelser. Lodsen kom også ombord fra en sådan junke, og den blev så bundet fast til skibet, og så gik det derind ad. Inde i selve havnebassinet var noget af det første vi så, en kæmpemæssig reklame for Carlsberg øl.

Selve havneområdet, både ude som inde var et mylder af liv. Både i alle størrelser og færger krydsede frem og tilbage. Et stort byområde ved navnet Koowloon ligger på nogle øer og med færgeforbindelse med selve byen.

Så snart skibet var fortøjet til en af bøjerne i havnebassinet, kom der sejlende en båd med ”søndagsskolen”. Ja, tro nu ikke, at vi var blevet hellige og skulle høre et Guds ord. Nej, det var et flydende bordel, hvorfra pigerne kravlede ombord og gik fra kammer til kammer og bankede på og spurgte, om man ønskede: ”Pam, pam”, som de udtrykte det. Jo, der var service på.

Og i løbet af forbavsende kort tid, var hele skibet et mylder af mennesker, der var alle vegne. Vi måtte ligefrem låse vores dør for overhovedet at kunne være i fred bare et sted. Jeg overdriver ikke, når jeg mener, at der var flere hundrede mennesker i løbet af en sådan dag. Der kom håndværkere især malere, der kravlede rundt og malede løs på alt indvendigt. Nogle af dem havde ikke engang en malerpensel eller rulle. De dyppede en tot tvist i bøtterne og malede løs. Der var smede, der hamrede og svejsede, og så naturligvis de sædvanlige havnearbejdere, der lossede og lastede. De var i øvrigt under opsyn af Sikher fra Indien, der holdt øje med, at de ikke stjal. Det var deres religion, der gjorde dem velegnede som vagtmænd, og de kinesiske havnearbejdere havde stor respekt og nærmest skræk for dem, så de var meget effektive. De var forsynet med en stok, der var besat med nogle kobberplader, så de kunne stikke kulierne nogle slag over skrutten, hvis der var noget vrøvl.

Så var der alle mulige handlende, der forsøgte at prakke os alt muligt mellem himmel og jord på.  Alt var ”very cheap, and speciel price for you”, som de kaglede løs. Vi kunne f.eks. få taget mål til et sæt tøj den ene dag, og få det leveret 2 dage efter.

Ude på vandet lå der nogle mindre både, hvor der var nogle lidt større børn, der uafbrudt hylede: ”Give me wood”. De ville have at vi skulle kaste de brædder, der var brugt i lastrummene til skillevægge og lignende, overbord. De blev brugt til de små elendige hytter, som mange af dem boede i. Der var dengang en masse slumkvarterer i udkanterne af Hongkong.

Vi gik så i dok og fik malet bunden, ligeledes med en utallig skare mennesker både ude og inde. Men hvad der var den virkelige svir for os drenge, var da der mødte nogle kvindfolk op, der tog opvaskene – eller bakstørnen – for de madrester, der var tilbage fra frokosten eller middagen. Det var en virkelig nydelse at kunne overlade det arbejde til dem.

Der blev arrangeret fodboldkampe mod de andre skibe på en fodboldbane i nærheden. Der så vi bl.a. et indiske hold, hvor de spillede på bare fødder. De sparkede løs til de stive læderbolde uden at det tilsyneladende gjorde ondt. Vi spillede mod et engelsk mandskab og senere mod et norsk som led i den verdensomspændende skibsturnering. Resultaterne kan jeg dog ikke huske.

 

Vietnam i 1954.

Efter nogle udmattende dage gik turen så sydover mod Saigon i Vietnam. I 1954 var Vietnamkrigen allerede i gang med kampe mellem den gamle kolonimagt Frankrig og vietnameserne, der ønskede at blive selvstændige. I den nordlige del af landet havde der været nogle hårde og voldsomme kampe ved Dien Bien Phu, og franskmændene havde trukket store styrker mod syd til byen Saigon, og der skulle vi hen. Byen ligger 3-4 timers sejlads op af en meget snoet flod, og vi sejlede afsted fra morgenstunden. Der var flere steder på floden, hvor vi blev frarådet at opholde os ude på dækket i det fri, selv om der var meget at se. Flodbredderne var i mange af svingene fritlagte og ryddet for vegetation, og der var bygget nogle små forter flere steder. Der var selvfølgelig også et ret stort leben af mennesker og både på floden, og der var en for os, ret så morsom tildragelse, hvad ham det gik ud over nok ikke syntes.

Der skete det, at vi sejlede ret stærkt op af floden, og foran skibet blev vandet ligesom trukket væk fra bredderne, og bag skibet skyllede det med voldsom kraft op over bredderne. Der var en mand, der roede sindigt af sted – det skal lige indskydes, at man derude står op og ror med ansigtet i sejlretningen, i modsætning her, hvor vi sidder og kigger bagud – og manden bemærkede derfor ikke skibet, før han pludselig blev trukket skævt ind mod midten af floden og derefter blev overhalet med voldsom fart og til slut blev nærmest kastet op på flodbredden, hvor han og hans båd med ladning lå i en uordentlig bunke, mens han råbte og skreg og gestikulerede efter os.

Vi kom endelig ind til havnen i Saigon og sikken et leben. Hele byen vrimlede med soldater, fremmedlegionærer, af alle mulige nationaliteter. Der var vild forvirring, da det åbenbart gjaldt om at få dem ombord på troppetransportskibe eller fly, for at få dem tilbage til Frankrig eller Algeriet så hurtigt som muligt. Nogle af dem var nogle seje karle at se på i deres uniformer med den særlige hue, der er karakteristisk for fremmedlegionærerne.  Så vi fik en lille forsmag på, hvordan det må have været under den krig, hvor amerikanerne senere blev indblandet i.

 

Thailand og Bangkok. 

Enhver sømand, der har sejlet på Fjernøsten, taler altid om Bangkok som noget helt specielt – og det er byen og havnen også. Det er som om alle sømandshistorier og drengebøger om sømandslivet går op i en særlig enhed i den by.

Og især danske søfolk prægede dengang by og havneområderne, da den var både udgangspunkt og endemålet for både Mærskbådene og ØK’s skibe. Da vi første gang skulle ind til Bangkok og gjorde klar til at fortøje ude på ”Strømmen” kom jeg ud på agterdækket, hvor ”Bådsen” – Ernst Hjulben – stod og gjorde en lejder – en rebstige klar. ”Hvad skal den bruges til? ”, spurgte jeg. Han kiggede lidt på mig over et så tåbeligt spørgsmål. ”Det er sgu da kusselejderen”, sagde han så.

Og det var det. Lige så snart tolderne, som var kommet ombord af den officielle landgangsbro midtskibs, havde forladt skibet, kom der strygende en jolle med påhængsmotor og med en 20-30 kaglende kvindfolk. De smøgede de stramme kjoler op og kravlede som aber op af lejderen og slog sig ned på skibet hos de forskellige søfolk. Nogle af dem kendte de fra gamle dage, andre fik de hurtigt som kunder under opholdet. Stort set alle – fra officererne til drengene fik sengekammerater under opholdet, der som regel varede en lille uges tid.

Der kom også en masse havnearbejdere ombord for at losse og laste og til deres forplejning, kom der en kok med et komfur, der blev sat op på dækket, hvor han lavede mad til dem alle sammen. Der blev stegt og kogt og snittet grønsager ud og kogt ris. Det blev så serveret på et stykke blad fra en bananpalme og spist med pinde. Pigerne købte også deres mad der, hvis der blev serveret noget i messerne, som de ikke kunne lide.

Om aftenen holdt vi til på et par bestemte værtshuse – ”Venus Bar” og ”Moskito Bar”. Der blev drukket og danset og ind imellem lidt slagsmål og drillerier mellem Mærskfolkene og ØK. Drillerierne gik ud på, at de jo sejlede ud fra Danmark og blev derfor kaldt ”sne-sejlere” i modsætning til os andre, der lå ude på langfart hele tiden.

Vi kunne dog sagtens være sammen, og vi havde bl.a. en fodboldkamp med besætningen på én af de sorte ØK-både, ”Patagonia” på en plads bag ved værtshusene. Vores høker var en ikke helt upartisk dommer, så vi vandt både 1. og 2. halvleg. 3. halvleg var vist nærmest uafgjort. Der blev drukket tæt og inderligt, hvorefter vi vaklede tilbage til skuderne for at samle kræfter til aftenens anstrengelser.

Når man ser film fra et sådant sømandsliv, er der altid slagsmål hvor borde og stole ryger rundt i lokalet, og alle de deltagende render rundt med blå øjne flere dage efter, men jeg må med skam melde, at jeg i de 2 år ikke så et eneste rigtigt slagsmål på nogle af de værtshuse, jeg besøgte. Vi kunne godt fulde os uden at gå grassat, men der var naturligvis mange beretninger om, hvordan man fra de andre både havde lavet så meget ballade, at der blev udstedt karantæner til visse af mandskaberne.

Et andet ØK-skib jeg fik anledning til at besøge var et af de rigtigt gamle, nemlig ”Lalandia”. Det var søsterskib til det legendariske ”Selandia”, Verdens første dieseldrevne motorskib. Det var naturligvis meget gammelt, men utroligt godt holdt med masser af mahognitræ på lønningerne og alt det andet gejl, man brugte tidligere. Der var ingen skorsten som bekendt og på pidgin-engelsk sagde man derude på Fjernøsten: ”Four bamboo – no futti fut”.

Jo, Bangkok var et af højdepunkterne. Vi lå også på ”Strømmen” nogle andre steder – jeg tror at det er de områder, der i dag er blevet de populære feriemål, men det var der bestemt ingen, der havde drømt om på det tidspunkt.

Fra Thailand gik turen tilbage til Phillippinerne. Via Manila og Cebu til de andre steder inden turen gik tilbage til Hong Kong og over Formosa videre mod Japan.

 

Japan.

På en af turene mod Japan fik vi en ny og lidt rystende oplevelse. Vi havde ligget i læ i Keelung på Taiwan, mens en tyfon var drønet ind over området. Det havde da godt nok blæst voldsomt, men det meste af stormen var gået nord om øen.

Da vi næste dag sejlede nordpå, kom vi ind i dønningerne fra tyfonen. Det var simpelthen de største bølger, jeg nogensinde havde set. ”Sally”, som trods alt ikke var noget helt lille skib, kunne ligge i bølgedalene, og når vi kiggede ud agter og foran, var det som at se ind i en stor glasvæg. Det blæste næsten ikke, men der var noget uhyggeligt ved at glide op og ned på disse enorme bølger. Vi blev forbudt at gå ude på dækket, og da en af bølgerne pludselig ”brækkede” over, og drønede ned over dækket, forstod jeg hvorfor. Vi havde et svømmebassin på vel 3 x 5 meter, bygget op af nogle kraftige planker og med 4 store bjælker svejset fast i dækket i nogle kraftige beslag. Bølgen splittede hele bassinet ad i småstykker og rev hele pivemøget ud over siden på nogle få sekunder. Det så virkelig voldsomt ud.

Da vi kom nærmere Japan, så vi det smukkeste syn. Der lå et svagt og let skydække og oven over det rejste vulkanen ”Fujiyama” sig. Den er en næsten fuldstændig kegle med et dække af evig sne, og det er én af de smukkeste oplevelser, jeg nogensinde har haft. Det er ikke underligt, at det er en helligdom for japanerne.

Vi var inde i flere forskellige havnebyer, Kobe, Nagoya, Osaka og endelig i Yokohama. Da vi første gang kom ind i en af de japanske havne, var det i slutningen af november og temmelig koldt. Jeg undrede mig meget over at se, at mange af japanerne gik med et klæde for næse og mund lige som lægerne bruger det, når de skal operere. Da det jo stadig kun var ca. 8 år fra krigens afslutning troede jeg først, at det var noget med, at de var ramt på én eller anden måde, men fik så at vide, at det var for ikke at smitte andre med forkølelse. En anden ting var deres støvler og sko. Mange af dem gik med fodtøj, hvor storetåen var adskilt fra de andre tæer. Det så mærkeligt ud i begyndelsen. Der var også mange kvinder, der gik med kimonoer i flotte farver og med træsandaler.

Det var mit indtryk, at de var utroligt glade for deres børn. Hvis vi lå i havn en søndag, kunne vi overvære en sand folkevandring, hvor man kom i sit stiveste puds og med børnene stadset ud. Man gik rundt på havnen og viste børnene skibene og de mærkelige søfolk, der stod ved lønningen. Der kom også mange skoler, og det var sjovt at se, hvordan alle skoleelever havde en uniform. Drengenes lignede de gamle danske landpostbude med en lille kasket med blank skygge, og pigernes var en slags matrosdragt med nederdel og en bred krave med striber.

Da vi lå i Yokohama, blev der indbudt til selskab ombord, da vi jo stadig var flådens flagskib. Hold da helt kæft et cirkus. Flere hundrede mennesker havde fået en indbydelse og de kom alle sammen. Der var opstillet et bord på kajen, og gæsterne fik udleveret et stort baltegn til at sætte i reversen, så vi kunne se, at de hørte til gæsterne.

Det var en hel forestilling, når de kom hen mod bordet. De begyndte at bukke på 15-20 meters afstand, og de arme mennesker, der skulle tage imod, skulle bukke lige så mange gange for hver eneste gæst. Så kom de ombord og skulle have noget at spise og drikke. Og da vi selvfølgelig ikke havde tallerkener og bestik til så mange mennesker, skulle jeg nå at vaske op efterhånden, som de brugte det. Så jeg stod i 6-7 timer og vaskede hele l…. op i hånden. Ind imellem var der lige tid til at smutte ud på dækket og se, hvad der skete, og da jeg på grund af solen var næsten helt hvidhåret, var der hele tiden nogen, der ville fotografere, så man følte sig efterhånden som en helt filmstjerne.

Vi var naturligvis også i byen og på værtshus, og ved én af de lejligheder, prøvede jeg for første gang at drikke gin. Vi var 3 mand, der havde fået fat i en hel flaske, og den kævede vi på et øjeblik, med det resultat, at vi var plakatfulde, da vi vaklede rundt i værtshusområdet, der i Yokohama er ret så stort med en utrolig masse ganske små beværtninger. På et tidspunkt havde jeg fået en snor om halsen og blev trukket rundt som en hund. Da jeg vågnede næste morgen, havde jeg ikke hud på halsen og resterne af snoren sad stadig som et slips.

Yokohama var også udgangs- og ankomsthavn for de store passagerskibe, der krydsede Stillehavet fra Fjernøsten til USA, så vi så mange af den tids store linere på vores tur ud og ind af havnen.

Men derfra gik turen så tilbage over mod Canada. Vi sejlede i storcirkelbuen, og når vi sådan var langt nordover mod øgruppen Aleuterne, var der flere gange, hvor vi sejlede i mange dage i tæt tåge, og hvor tågehornet var i sving både nat og dag. Det var ikke særligt opmuntrende. Det var træls, som en jyde ville have sagt det.

 

Julen 1954. 

Når man i dag hører om, når der er danske skibe med marinesoldater eller afdelinger fra hæren, der skal afsted et par måneders tid, og i radio og på TV ser hele det cirkus med familie og venner og hele den tyrkiske musik, der tager afsked med de stakler, der skal undvære deres familie i 40 –50 dage, kan jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. Vi hører ikke så meget om de tusindvis af søfolk, der er af sted i meget længere tid. Ganske vist er det ændret en hel del i forhold til tidligere, men alligevel. Da jeg var ude, skulle man, som tidligere beskrevet være væk i mindst 18 måneder for at få fri hjemrejse, og der var sgu ingen kære mor, hvadenten det var jul eller påske.

Og efter et halvt års tid, var det ved at være jul, og vi var på det tidspunkt eet eller andet sted ude i den nordlige del af Stillehavet, der på den tid af året og ved den position, vi var på, bestemt ikke var stille. Vi lå oppe mod nord og gjorde klar til julen. Der blev lavet julemad, og der blev sat indtil flere juletræer op både i masten og i messerne. Disse juletræer havde vi haft med hjemmefra, og de havde været opbevaret i kølerummet i ”kælderen”. Vi skulle have andesteg og hvad dertil hører, så det var alt sammen godt nok.

Vi havde jo bager, så han bagte julekager og småkager, og en aften blev vi enige om, at vi ville lave klejner. Bageren lavede en stor portion dej, og vi blev sat i gang med at rulle dejen ud og skære ud i den rette facon og vride klejnerne. Der blev kogt en stor gryde fedt, og ned med klejnerne. Men – de kom ikke op igen!! ”Det var satans”, sagde bageren. Ny portion dej. Hele proceduren om igen. Ned med klejnerne. De kom stadig ikke op af fedtet. Tredje portion – ingen klejner. Vi gik til køjs, og da vi næste dag kom ind i kabyssen, lå der én stor klejne på størrelse med et stort franskbrød. ”Så, ka’ de sgu selv skære af den”, var bagerens kommentar.

Men så kom han i tanke om, hvad han havde glemt. Hjortetakssalt!! Og så fik vi de rigtige klejner!

Men tilbage til juleaften. Alle vi, der arbejdede i restaurationen, mødtes først, da de andre var fodret af, i vores egen messe. Juletræet måtte vi binde fast i dækket (loftet), og vi måtte have slingrebrædder og våde duge på bordene, sådan en slingerage var vi ude i. Til gengæld var der mad nok, og vi var flere, der åd en hel and selv. Derefter dansede vi om juletræet og fik julegaver. ”Søfartens velfærdstjeneste” havde en masse damer, der strikkede små gaver til os. Jeg fik et par sokker fra en dame i Sønderjylland. Jeg mener, at jeg fik skrevet til hende og sagt tak.

Egentlig var der ikke tid til at savne dem derhjemme. Da jeg kom hjem, fandt jeg ud af, at de havde savnet mig ikke så lidt mere end omvendt. Jeg oplevede den næste jul – altså julen 1955 under ganske andre himmelstrøg, nemlig i Singapore strædet med omkring 35 graders varme – og her var det et japansk juletræ af crepepapir – men det er en anden historie.

Der var en stor familiefest derhjemme, mens vi lå og rodede rundt ude på Stillehavet. Mine forældre havde nemlig sølvbryllup. Det var lidt underligt at tænke på, at hele familien var samlet til en større festivitas, mens jeg måtte nøjes med et telegram, men sådan var det jo. Jeg tror nok, at de også ved denne lejlighed følte et større savn, end jeg gjorde, men jeg vidste heller ikke før lang tid senere, hvad der egentlig var foregået, da jeg så billeder og beretningen efter min hjemkomst.

Vi nåede lige ind til San Francisco til nytår og oplevede, hvordan man i en sådan havneby fejrede nytåret med nogle kanonbranderter og fest og ballade.           

 

Og turen gik videre. En blodig affære.

Da vi var kommet igennem Panama kanalen og efter at have været på Cuba, skulle vi over mod Kap Hatteras, der er det østligste punkt af USA. Det var i midten af januar, og vi røg ind i den værste orkan – bortset fra tyfonerne ude ved Japan – jeg oplevede i de 2 år. Der skete nogle ganske bestemte begivenheder ombord, mens vi væltede rundt i bogstaveligste forstand. Jeg selv lå og rodede i mit pantry med nogle fade, der kørte frem og tilbage med voldsomt bulder, og mens jeg lå der med den ene hånd på skabet, blev jeg slynget baglæns med det resultat, at jeg rev det yderste af langfingeren på venstre hånd halvt over, så det blødte som fra en stukket gris. Jeg slog flere baglæns kolbøtter så der – tro mig eller ej – var blod helt oppe i loftet og rundt på alle skotter og skabe. Da jeg endelig kom på benene, tog jeg et viskestykke om hånden og gik ind for at finde høkeren. Han var ved at binde de store lænestole i salonen, men var faldet omkuld i én af dem og kørte frem og tilbage mellem stole og borde fra den ene side af skibet til den anden. Jeg forklarede ham, hvad der var sket og blev sendt op til 1. styrmand, der var en slags læge. Oppe på næste etage, hvor skipperen og styrmændene boede var alt kaos. Deres skuffer og skabe var sprunget op, og tøj og papirer fløj rundt ud over deres kabiner.

Styrmanden fik da endelig forbundet mig, og jeg fik hele hånden bundet ind. Jeg kunne derfor ikke gøre ”bakstørn”, dvs. vaske op om aftenen, og blev derfor sendt ned til bageren for at hjælpe med aftensmaden, mens Flemming kom op og skulle klare mit job. Så ingenting så galt, at det ikke er godt for noget.

Og så kommer næsten det værste. Det var endelig stilnet lidt af, men skibet tog stadig nogle ordentlige ture, og på et tidspunkt sender bageren mig ind efter noget salat i grøntboksen. Da jeg bukker mig ned for at tage salaten, tager skibet endnu en tørn, med det resultat, at jeg falder ind mod en spand med rødbeder i masser af saft, der hænger i en krog over salaten. Spanden krænger over og sender det halve af sit indhold ind over hele min overkrop, og da jeg kommer ud til bageren ligner jeg én, der har fået halsen skåret over med rødt ”blod” over det hele.

Bageren, der i forvejen havde nogle ret store øjne, blev fuldstændig perpleks og havde nær gloet øjnene helt ud af deres huler. ”Hvad fanden i hede hule helvede har du nu lavet”, fik han fremstammet, inden jeg fik ham beroliget igen. Det ”blodbad” måtte jeg høre for meget længe.

 

Tidsforskelle og datolinien.

En stor del af de lange stræk vi sejlede var mere eller mindre øst – vest eller omvendt. Dvs. at vi løbende skulle stille uret i løbet af et døgn. Nu kunne vi selvfølgelig ikke gøre det flere gange om dagen, så det blev gjort i løbet af aftenen. Når vi sad i messerne ud på aftenen kom aftenvagten og kunne f.eks. sige: ”I skal stille uret henholdsvis 20-25 minutter frem eller tilbage”. Så var vi a-jourført tidsmæssigt.

Det var lidt mere kompliceret de gange, vi passerede datolinien. Så var det enten en dag mere i ugen – dog uden ekstra løn – eller en dag mindre i ugen. Da jeg på de knap to år passerede datolinien 5 gange med 3 fra den ene side og 2 fra den anden har jeg mistet 3 dage, men fået 2 igen. Så der mangler på én eller anden måde ”regnskab” for 1 dag, den dag det samlede regnskab skal gøres op.

Jeg har tidligere beskrevet, at vi måtte sige farvel til Karl og Flemming, de to drenge fra henholdsvis Middelfart og København.

Det foregik på den måde, at der kom et telegram mens vi sejlede fra Panama mod San Francisco på en af turene, at de skulle afmønstre i nærmeste havn og køre med ”Greyhound – bus ” tværs over USA tilbage til New York og påmønstre en anden Mærsk-båd der.

Men så gik der en djævel i den styrmand, der skulle give dem besked, og han bildte Karl ind, at de ville blive afhentet af en helikopter i rum sø og fløjet ind til kysten. Karl var noget naiv og godtroende, så han troede på historien, og pludselig var stort set alle med på historien, så Karl fik travlt med at vaske tøj og pakke og gøre ved, selv om vi var et par dage fra San Francisco. Men på et tidspunkt fik de alligevel dårlig samvittighed, og styrmanden måtte gå til bekendelse over for ham og fortælle, at det var en dårlig joke. Så de måtte pænt vente og tage bussen som oprindeligt planlagt.

Når man læser mine oplevelser på det gode skib ”Sally Mærsk”, kan man få det indtryk – og det er jeg jo selv skyld i – at vi mere eller mindre har ligget i druk det meste af tiden. For det første, har der såmænd ikke været så forfærdeligt meget at fortælle om hverdagen til søs. Den ene dag har lignet den anden. Meget arbejde fra tidlig morgen til aften, ikke mindst for os drenge, og kun udsigt til vand en stor del af tiden, når vi var på søen. Og ikke noget med fridage. Man siger, at A.P. Møllers logo med den syvtakkede stjerne betyder, at man arbejder syv dage om ugen – og det gjorde vi jo. Så når lejligheden bød sig, og der kunne gå mange dage imellem, ja så skulle der ske noget. Vi var aldersmæssigt for de flestes vedkommende fra 17 til 30 – 40 år, alle af hankøn og fulde af gå-på mod, så det var vel meget naturligt at vi slog nogle skævere, når vi fik fast grund under fødderne.  Men i sammenligning med mange af nutidens unge, der ligger mere eller mindre i sprit hver weekend, lå vi langt bagud. Og da vi jo havde både kost og ikke mindst logi, var der ikke noget med at melde sig syg på en ”blå mandag”. Chefen var for tæt, på og man kunne jo ikke bare sende bud efter en afløser, fordi man var lidt uoplagt. Alle havde en opgave, som andre var afhængig af, så bare afsted om morgenen. Og da vi jo levede i en så lille verden, som et skib er, kunne det heller ikke hjælpe noget, hvis man blev sur på én af de andre. Vi skulle se hinanden hele tiden, så var der problemer, måtte man simpelt hen få dem løst i en fart.

 

Afmønstring fra Sally i Japan. ”Kate Mærsk”.       

Efterhånden var der gået ca. 14 måneder på ”Sally”. Vi havde taget turen 2 gange til Fjernøsten og USA og var halvt igennem 3. tur, da der kom et telegram fra hovedkontoret, at Bent og jeg skulle afmønstre, når vi nåede Japan med henblik på hjemrejse. Men heller ikke dengang fløjtede man samme dag, som man spidsede munden.

Det blev ændret til, at vi, dvs. Bent og jeg, skulle overføres til en nybygning, der var ved at blive færdiggjort i Tamano i Japan, nemlig en motortanker ”Kate Mærsk” på ca. 20.000, og derfra sendes hjem. Så da vi nåede til Kobe, sagde vi farvel til dem, vi havde sejlet sammen med helt fra København og fik i land. Det var lidt hårdt at sige farvel, da vi jo efterhånden kendte hinanden særdeles godt og havde delt mange både spændende og sjove oplevelser, men det er jo sømandens lod.

I Kobe boede vi i lille uges tid, så kom ”Leise Mærsk” – en dengang lidt ældre fragtbåd – og tog os med til Nagoya og endelig derfra med tog til Tamano, der er en skibsværftsby på størrelse med Nakskov og med et noget større værft end det, der var der. Her mødte vi den nye kok og koksmath, som det viste sig, at vi tilfældigvis havde mødt i Hong Kong, og en ny dreng der hed Calle.

Der gik vel omkring 3 ugers tid, inden de var færdige med at rigge til og gøre ved. Så vi havde ikke noget at lave, og vi nød tilværelsen i fulde drag. Vi lånte nogle cykler og kom lidt rundt i byens omegn. Det var et rigtigt landbrugsområde med ganske små landsbyer og enkeltliggende huse, så vi vakte en del opsigt, når vi f.eks. gik ind hos en sådan landmand og bad om noget at drikke. De var vældig flinke, og børnene var meget optaget af at se på os og høre os tale.

Men endelig kom den store dag, hvor et orkester spillede ”Der er et yndigt land”, så jeg aldrig har hørt noget lignende, og vi så kom af sted. Turen gik til Persergolfen, hvor vi skulle hente en last bestående af olie og benzin – i hver deres tanke naturligvis. Og turen! Ja, tænke sig, der blev jubel hos en del af os, da vi fik at vide, at vi skulle af tilbage til Philippinerne. Det var sgu da underligt, men dejligt.

 

Men lidt om det gode skib Kate Mærsk.

Det var som sagt et tankskib på 20.000 tons dødvægt. Det lyder ikke af så meget i dag efter de store supertankere på op mod det ti-dobbelte, men det var et ganske stort skib i 1955. Det var bygget som man gjorde det dengang med overbygning midtskibs, hvor dæksofficerene boede og med kommandobro og hvad dertil hører. Som et kuriosum kan nævnes, at man kalder den øverste etage på kommandobroen for ”Monkey-Island”. Man kan jo selv gætte hvorfor.

Agterude var maskinrummet og her boede den øvrige besætning, dvs. maskinfolkene, dæksbesætningen og restaurationen. Fra helt forude til agter var der en såkaldt løbebro, dvs. en forbindelse i ca. 3 meters højde over dækket, så man kunne komme frem og tilbage også i dårligt vejr. Der var jo kun et par meters fribord fra vandoverfladen til dækket, når vi var fuldt lastet, så vandet skyllede uafbrudt hen over dækket, bare der var en smule sø.

Besætningens størrelse var som på Sally. Vi var omkring 40 mands besætning fra kaptajn til os drenge, men der var ikke bager og tjener, da der selvfølgelig ikke var passagerer med.

Kaptajnen var Hjalmar Houborg, der var en noget andet type end Karl Hansen på Sally, og han interesserede sig på én eller anden måde for os drenge. Han snakkede en del med mig om min fremtid og opmuntrede mig til at gå i land og blive skolelærer. Jeg kan ikke huske førstestyrmanden, men 2. styrmand og jeg kom ikke så godt ud af det med hinanden. Der skal trods alt noget til, at en dreng siger noget til en styrmand, men han fik brokket sig så meget, at jeg følte, at nu kunne det være nok, og da jeg gik direkte til ham, var der ikke mere vrøvl med ham resten af den tid jeg var på Kate Mærsk.

Maskinmesteren var også noget af et brokkehoved, og han var aldrig til at gøre tilpas, når jeg havde ordnet hans kamre, men det var der ikke rigtig noget at gøre ved.

Da vi alle i den menige besætning boede agterude, var der større samvær mellem os alle sammen på kryds og tværs af faggrænserne, så vi var alle sammen om aftenen i vores fælles rygesalon eller ude på dækket, når vi sejlede på varmen. Der var også et svømmebassin oppe ved soldækket, hvor vi alle blandede os.

Kokken og koksmathen lærte vi som tidligere beskrevet at kende allerede i Hongkong og var en del sammen med dem under ventetiden i Tamano. Hovmesteren var en forvirret hund fra Fyn, og han og kaptajnen kunne ikke så godt sammen, og på et tidspunkt blev han –  altså hovmesteren – syg og blev sendt hjem. Vi sejlede så uden hovmester et stykke tid, og vi var et par drenge, der blev sendt i ”Kælderen” for at tælle hele lageret op. Hans løn blev så i øvrigt delt ud på alle os i restaurationen, så det var jo godt nok. Kokken blev udnævnt til hovmester, og vi fik en anden ny kok fra en anden Mærskbåd. Det var en værre gut. Han var omkring tres år og havde været gået på r…. med en restaurant i København, og han fortalte nogle værre røverhistorier.

Da jeg ikke kunne enes med de maskinassistenter, hvis kamre jeg skulle ordne, blev jeg flyttet midtskibs og skulle ordne officerskamrene og så hjælpe til med aftensmaden, og efterhånden ordnede jeg alt den kolde mad til besætningen. Dvs. lave pålægget gjorde jeg selvfølgelig ikke, men jeg skar pålæg og lavede fade til og alt det der.

Tømmermanden var et stort brød fra København. Han og jeg spillede ofte Dam om aftenen, og lige så sikkert som ”Amen i kirken”, stak han en cigaret i munden og brummede med sin meget dybe basstemme: ”Man skal ha’ ild i munden, når man spiller med djævle”.

Vi havde også en ”Pumpemand”, dvs. en ansvarlig for losning og lastning af olie, benzin eller hvad vi ellers sejlede med. Jeg skulle engang bruge noget benzin til at tage pletter af skotterne, og gik ud til ham og spurgte, om han havde noget. ”For helvede knægt, du står på 10.000 tons”, svarede han og hev en spand – eller pøs – som vi kaldte den ned i lasten, og hev en spandfuld op til mig. Så kunne jeg bare gå i krig.

Vi havde også en skibshund til stor fortrydelse for skipperen, men den var kommet ombord uden at han så den, og det var for sent, da vi var ude på søen. Det var en mærkelig hund af ubestemmelig race. Vi kaldte den Ino, hvilket skulle betyde hund på japansk. Den kunne godt finde ud af at kravle op af trapper, men ikke ned igen, da trappetrinene var af jerngitre, som den kunne se igennem, og så kravlede den op ved broen og sad og hylede, til én eller anden bar den ned igen. Den stak af på en af turene på Ceylon, og vi så den så aldrig mere.

 

Den Persiske Golf og Australien.

Da vi kom tilbage fra Phillippinerne gik vi ind i Persergolfen igen og op til oliehavnen Abadan i Irak. Men lidt om sikkerhedsreglerne på et sådant tankskib.

På dækket måtte man ikke bruge træsko eller anden form for fodtøj, der kunne skabe gnister. Der måtte heller ikke ryges ude i det fri, bortset fra et område helt bagude på skibet. Det var markeret med en malet linie, så når man nåede dertil røg cigaretskoddet ud over siden. Midtskibs måtte der normalt ryges inden døre, men f.eks. i Abadan var al form for åben ild forbudt. Heller ikke komfuret måtte bruges, så der kunne kun laves varm mad i de dampgryder, der var til at koge og lave varmt vand i. Der kom sikkerhedsfolk ombord for at holde øje med, at forbuddet blev overholdt, men hele luften i byen, som dengang var Verdens største olieraffinaderi, var så fyldt med oliedampe, så man havde en fornemmelse af, at en gnist kunne få hele lortet til at gå til vejrs.

Vi tankede også i Kuwait og en mindre oliehavn, der hed Mena al Madi. Det var steder med en lang oliepier og rør, og gik vi i land var vi i kanten af Verdens største sandkasse. Sand og sand og 2-3 huse med olieledninger, der forsvandt ind i landet og ikke andet.

Så der var ingen ”Sorte piger” på kajen eller værtshuse at gå ombord i. Der var et par forkølede sømandsklubber med kun sodavander og cola. De var ikke muhamedanere for ingen ting.

Men det med sandet kunne vi allerede mærke længe inden vi overhovedet kunne se land. Der lå noget ganske fint sand, nærmest støv alle vegne. Lidt rødligt var det, og det kunne trænge ind overalt.

Når vi lå der på Strømmen og ventede, hejsede vi en stor lampe eller ”Sol”, som den blev kaldt ned lige over havoverfladen, og så trak den ellers fisk og andet levende til. Der var små slanger og masser af insekter – ganske som vi gjorde det på Fjernøsten – så der var meget at se på, når vi nu alligevel ikke kunne komme i land.

 

Julen 1995 i Singapore strædet.

Det kunne godt være en smule svært at komme i julestemning, da jeg skulle holde min 2. jul til søs. Året før havde jo været i ”havvejr” i den nordlige del af Stillehavet, og nu lå vi meget tæt på Ækvator på vej mod Phillippinerne i tropisk klima i Singapore strædet. Vi kunne på et tidspunkt se ind til det, der i dag er en meget stor millionby og en selvstændig bystat. Der var ikke noget med grønne danske juletræer. Hovmesteren kom en dag med en paprulle på 1½ m længde. ”Her er juletræet”, sagde han. ”Åh, hold da kæft”, var svaret. Men han havde sgu ret. Vi hev et stavær frem. Det var grønt crepe, og skulle vride grenene ud, og så kom det til at ligne et af de juletræer, som børn tegner.

Juleaften blev holdt med andesteg og hele dynen i 35 – 40 graders varme, og vi slog vores feltsenge op på dækket og sov der om natten for i det hele taget at kunne holde den fugtige varme ud. Jeg fik igen en gave fra en af de mange flittige håndarbejdere. Denne gang fra Sønderjylland. Et par tykke hjemmestrikkede vanter! Og huskede igen at skrive tak, og at de gjorde god nytte.

Turen gik som tidligere beskrevet til Phillippinerne og til Cebu, hvor vi tidligere havde slået vore folder. Der fik vi fejret nytårsaften efter alle kunstens regler inden turen gik tilbage til Persergolfen.

 

Australien.    

Og vi skulle som sagt til Australien. Ned over det Indiske Ocean og syd om hele fastlandet. Det var noget af en rejse. Da vi kom ud af Golfen forsvandt det sidste blik på land, og nu var det 22 døgn i søen og ikke noget som helst at se på andet end vand og vand. Som Tommy Steele senere sang: ”Water, water everywhere…”

Når en sådan tanker er fuldt lastet, er der ikke uden 2-3 meter fribord, så når vi var kommet et døgns tid i søen ”dykkede” vi, som vi sagde, og så var det slut med at komme på mellemdækket. Jo længere vi kom sydover, jo mere sø var der, og bølgerne skyllede uafbrudt hen over det meste af skibet, så det var med at beregne søerne, når man skulle hen over løbebroen.

Jeg husker en bestemt begivenhed, hvor jeg i havvejr skulle over midtskibs, og jeg havde lagt mærke til, at der var et sted, hvor søerne ikke havde nået hele dagen, og der var helt tørt på løbebroen det bestemte sted. Så i stedet for at løbe alt hvad remmer og tøj kunne holde, gik jeg bare ud og stillede mig det pågældende sted og ventede – og selvfølgelig – den eneste sø, der med fuld drøn skulle ramme hele løbebroen kom netop på det tidspunkt. Så jeg var drivende våd og måtte tilbage og have tørt tøj på. Satans også.

Vi passerede i øvrigt Ækvator på nedturen, men desværre brugte man ikke at foretage nogen ”liniedåb”. Det kunne ellers have været sjovt. Jeg skulle spille lidt klog, da vi fik at vide, at vi var ved at være ved Ækvator. Jeg kunne huske at have lært i skolen, at nord for Ækvator løber vandet i en hvirvel én vej ud af et kar, og syd for en anden vej, og det fortalte jeg vidt og bredt ombord. Så da vi skulle være lige på ”Stregen” prøvede vi, men eksperimentet var ikke særligt vellykket, da det ikke rigtigt var til at konstatere, så der blev jeg lidt til grin. Jeg nåede at passere Ækvator ikke mindre end 6 gange – 3 fra hver side – og datolinjen 5 gange. Så det her med ”2 torsdage i en uge”, som vi altid sagde før i tiden, har jeg faktisk prøvet 3 gange.

Efter de godt og vel 3 uger i søen kom vi endelig rundt om fastlandet og nærmede os Melbourne, som var første stop på turen. Vi havde for øvrigt netop et par dage inden mødt ”Kista Dan”. Det var et dengang meget kendt motorskib, der gjorde sig meget berømt ved sine ture til både de nordlige som sydligste egne. Det var isforstærket, og skroget var rødmalet, så det var let at få øje på i pakisen, og det servicerede de ekspeditioner, der var så mange åf netop i de år til Sydpolarlandet.

Der var egentlig ikke så meget at sige om de australske byer. De lignede de andre store havnebyer i Verden. Vi tog hele turen rundt, dvs. Melbourne, til Sidney (det var længe inden den berømte operabygning), men vi nåede at spadsere over den nok så berømte bro, til Brisbane og endeligt helt nordpå ved Cairns.

Selv om ”Kate” var en tanker, lå vi ret mange dage i havn, da de ingen af stederne havde nogen særlig stor kapacitet til at tage olien fra, så vi fik da et lille indtryk af byerne. Én af de ting, der gjorde indtryk var f.eks. helt dernede i det sydlige, var værtshusene og pubberne kun åbne fra kl. 16.00 til kl. 18.00 om eftermiddagen, så jeg har aldrig set så mange mennesker blive så hurtigt fulde på så kort tid.

Jeg var efterhånden nået at blive 18 år og dermed gammel nok til at blive kunde hos ”høkeren” til øl og ligeledes at kunne komme ind på værtshusene, og jeg husker, da vi var inde på en sådan pub og skulle nå at få drukket, inden vi blev smidt ud igen.

Vi stod i flere lag ved baren med et ølglas med fadøl i den ene hånd og et glas whisky i den anden, og så var det bare med at få høvlet nogle glas i sig. Der var ikke tid til at få nye glas. De blev bare fyldt op igen, og om det var ens eget eller naboens glas man fik næste gang, var rent spil i lotteriet.

Når vi var i land, kunne vi besøge nogle sømandskirker eller sømandsklubber. Der var danskerklubber, men der var vi kun en enkelt gang. De var så snobbede og højrøvede over for os almindelige kulier, så det bestemt ikke var noget for os.

 

Nord om Australien.                  

Fra Cairns, der var én af de mindre byer, gik turen videre nordpå forbi og op langs med det store koralrev, der strækker sig langs hele den nordlige del af landet. Vi kom igennem Torres Strædet og nu efter så mange års forløb, er det gået op for mig, at vi kom ret tæt på den ø, hvor en sømand fra Langebæk, eneboeren Enevoldsen kom til at tilbringe så mange år af sit liv i årene før, under og efter den 1. Verdenskrig. Denne Enevoldsen som min senere bekendt og ven, Helmuth Frederiksen så levende skrev og fortalte om.

Da vi den ene gang var på vej gennem de her skildrede områder, fik vi en lidt speciel oplevelse. Af én eller anden grund, jeg husker ikke hvilken, skulle maskinen standses nogle timer her i rum sø fordi et eller andet skulle udskiftes. Så vi lå pludselig stille og drev rundt i de store rolige dønninger. Der var ingen vind, og da der heller ikke var nogen motorlarm, var det en helt underlig fornemmelse. Vi havde af og til fisket lidt, når vi lå i havn. Bl.a. havde en af matroserne fanget en ulk, eller ”københavner”, som de kaldte den, men også en lille haj på en meters længde og et par sugefisk af dem, der af og til sætter sig fast på de større hajer. Nå, men nu skulle vi have storfangst. Et par matroser og kokken riggede en wire med en kødkrog til med et større stykke kød som madding, og for at trække hajer til, smed de en spand vand blandet med blod fra optøningen af kødet til dagens middag ud over siden. Og så ventede vi. Men desværre forgæves. Der kom ikke skyggen af nogen af de større fisk. Vi havde ellers i fantasien set os vælte rundt i en kamp på liv og død med en kæmpehaj. Men så fik vi da prøvet det.

Og så gik turen derfra videre over Indiske Ocean og ind til Ceylon eller Sri Lanka, som øen jo hedder i dag, og til Colombo, hvor vi skulle i dok og have ordnet bunden og malet efter de mange og hårde søer. Jeg måtte benytte lejligheden til at få et nyt pas, da mit gamle var ved at udløbe, så jeg måtte op på den danske ambassade og få taget billede og udfylde de nødvendige papirer. At jeg skulle have et nyt pas helt derude på en dansk ambassade, gav i øvrigt anledning til, at jeg en del år efter fik en skideballe på paskontoret i Vordingborg. Endda af to gange. Da jeg skulle have mit pas fornyet, kunne jeg ikke finde det fra Ceylon, og ham, der skulle udstede det i Vordingborg blev skide sur og ikke mindst, da jeg så fortalte ham, hvor det gamle var udstedt. Nu ville skæbnen, at jeg fandt det en uges tid efter, og så tænkte jeg, at jeg da hellere måtte køre ind til paskontoret og aflevere det. Men det skulle jeg nok ikke have gjort – for nu blev han sgu tosset igen. Det har man af at være flink.

Men ellers var det næsten det samme gedemarked som i dokken i Colombo på Ceylon som det havde været i Hongkong med skibsværftsarbejdere alle vegne mens det stod på.

Men efter nogle dage med reparationer både ude som inde gik turen så videre tilbage til ”Persergolfen” for at hente en ny ladning, hvorefter den samme tur gentog sig – altså rundt om Australien og retur via Colombo.

Derefter skulle vi sydover til Mombasa i Kenya og derfra videre til Madagaskar som øen hed dengang til en by, der hedder Tamatave. Øen var dengang stadig en fransk koloni, og det hele virkede noget uorganiseret, så det varede nogle dage, selv om vi vist nok ikke skulle af med særligt meget olie. Det var for øvrigt en oplevelse at se en flok arbejdere trække de store slanger ind til kajen mens de i korsang ”shanty’er”.

Vi var selvfølgelig en tur i byen, og sammen med telegrafisten endte jeg ude i udkanten af byen i et veritabelt slumkvarter, hvor husene eller rettere hytterne var dækket af nogle udbankede olietønder. Det ved jeg, fordi der kom en regnbyge, og vi krøb i læ under en af hytterne under en infernalsk larm af regnen der trommede løs på taget. Jeg fik i øvrigt en ordentlig skideballe af skipperen, fordi vi for det første kom for sent om morgenen, for det andet fordi han ikke mente, at ”gnisten” var noget ordentligt selskab for mig. Og det var han vel heller ikke.

På tilbageturen fra Madagaskar mod den Persiske Golf kunne vi være kommet ud for en måske barsk oplevelse. Godt en uges tid inden vi sejlede nordpå, var et skib forsvundet i farvandet, og der blev udsendt en anmodning til alle skibe i området om at holde forstærket udkig, hvis der skulle være overlevende i en båd eller flåde. Så der stod i et par dage 2-3 matroser og styrmænd og kiggede ud over vandet uafbrudt i dagtimer samtidig med, at radaren kørte. Men der var ingen tegn på liv, og det kunne måske på den ene side have været lidt makabert at finde en flåde med nogle søfolk, der lå døde af tørst i den stærke varme, der prægede området her under Ækvator, men selvfølgelig også dejligt, hvis der kunne være overlevende. Men vi hørte aldrig senere, om der var noget resultat fra andre skibe.

 

På vej hjem.

Der var efterhånden gået mere end 20 måneder, så det var efterhånden blevet vores tur til at komme tilbage mod Danmark igen. Vi – var Bent Davidsen fra Næstved, som jeg havde gjort hele turen sammen med på både ”Sally og Kate”, koksmaten, som jeg i dag kun kan huske hed Poul Erik, og så mig ”sagde hunden”.

”Kate” blev dirigeret mod Montreal i Canada via Suez kanalen, så da vi kom til byen Suez, blev vi 3 gutter afmønstret og installeret på et hotel i nærheden af Kanalen. Her boede vi i en uges tid og havde derved tid til at få et indtryk af byen, der vel dengang var på 20-30.000 mennesker. Vi travede rundt og så på det brogede folkeliv og kom bl.a. i snak med nogle mænd, der sad og sludrede over kaffe eller te og røg vandpibe, og det skulle vi selvfølgelig også prøve.

Vi havde fået hævet nogle lommepenge af vores hyre, men de forslog som en skrædder i helvede, så allerede dagen efter måtte vi ud til agenten, der repræsenterede Mærsk, for at få fat i nogle flere. Han blev skide sur, men som vi sagde, det var da for fanden vores egne penge, så efter noget brokkeri fik vi nogle flere med besked om, at de skulle slå til resten af vores ophold.

Efter en uges tid kom et fragtskib, der hed ”Henning Mærsk”, hvor vi blev forhyret for nogle dage, mens turen gik gennem Suez kanalen og videre gennem Middelhavet.

Suez kanalen var ikke noget særlig, bare en lang grøft med en sø i midten, men det var naturligvis en oplevelse at sejle igennem den. Det foregår i konvojer i langsom hastighed, og da vi nåede ind til midten, måtte vi så vente et stykke tid, til konvojen nordfra nåede frem og derefter fortsætte. Det hele foregik sent om aftenen og i løbet af natten og varede i godt 8 timer.

Vi nåede endelig frem til storbyen Alexandria, hvor skibet blev oversvømmet af handelsmænd, der ville benytte lejligheden til at forsøge at sælge alskens varer.

”Ingen betaling, kapitanen betaler”, råbte de på deres gebrokne skandinavisk. ”Speciel price for you” hed det ligeledes, og det var sidste chance for at få noget eksotisk med hjem.

Her skal det lige indskydes, at det foregik ca. 3 måneder inden det hele brændte sammen dernede i november 1956. Nasser nationaliserede jo hele kanalzonen og smed franskmændene og englænderne og deres lodser ud og lod egypterne overtage hele butikken. Det ville de jo ikke finde sig i, og den første Mellemøsten-krig startede og medførte, at kanalen blev lukket i en længere årrække, og et dansk skib med besætning og det hele blev lukket inde i ”Bitter-søen”, hvor de måtte tilbringe flere år inden de fik lov til at komme hjem. Tænk hvis det var sket for os!!

Fra Alexandria gik turen så til Triest, der dengang var en frihavn med særlige rettigheder og delt mellem Jugoslavien og Italien. Vi blev mønstret af sammen med nogle søfolk fra ”Henning Mærsk”, og vi skulle så med en bus hjem derfra.

Det var en lidt speciel bus, der var sendt ned med en flok søfolk, og nu skulle tage os med tilbage til Danmark. Turen gik gennem Italien over ”Brenner-passet” og videre gennem Østrig og Tyskland mod Danmark. Det tog et par dage, som vi tilbragte i bussen hele vejen. Der blev selvfølgelig drukket en del i bussen, og chaufføren var ind imellem skide sur over, at når vi var rigtig godt i gang, var der nogle stykker, der skulle ud at lade vandet. Så der var en hel del stop, som der ikke var regnet med.

Men endelig nåede vi til den dansk/tyske grænse. Og vi var godt brugte, da vi endelig kørte det sidste stykke op gennem Jylland, over Fyn og med Storebæltsfærgen til Korsør og endelig til slut det sidste stykke til København Hovedbanegård ved 6-tiden om morgenen, hvor mor og far havde ventet det meste af natten og endelig kunne tage mod den ”fortabte og genfundne søn” efter 23 måneder og 20 dages ophold uden for Danmarks grænser.

 

Hjemme i Langebæk igen.

Det var selvfølgelig en stor begivenhed at mødes med hele familien og se, hvordan de og jeg havde udviklet os i den mellemliggende tid. Det første der slog mig var, at de snakkede sgu da underligt. Jeg havde tilbragt 2 år i to besætninger, der overvejende bestod af enten jyder eller københavnere, og var kommet til at snakke en sådan underlig dialekt midt imellem, og nu syntes jeg pludselig at sydsjællandsk lød meget skægt og anderledes. Der gik nu ikke lang tid før det var overstået, og jeg snakkede lige som alle de andre.

En anden ting var, at når man selv har været væk så længe og har oplevet så utroligt mange forskellige ting og set så mange steder, var det svært at komme hjem til kammerater og familie og opdage, at de jo ikke havde oplevet en skid i forhold til, hvad jeg syntes at jeg havde, og at deres dagligdag havde været den samme trummerum, som da jeg forlod Langebæk. Og hvad, efter 8 dage på Gran Canaria, tror man jo også at hele byen har forandret sig, når man er hjemme igen.

Allerede et par dage efter skulle jeg til A.P. Møllers hovedkontor i København og afregne for hjemturen, og de sidste lønninger skulle reguleres, så det tog lige en dags tid. Efter knap 2 år uden fridage, havde jeg da heldigvis oparbejdet en efter den tids forhold og i forhold til min løn, en ganske pæn slat penge at tage med hjem. Jeg blev da for resten med det samme tilbudt en ny hyre, hvis jeg skulle have lyst til at komme ud igen, men nøjedes med at sige pænt tak, da jeg havde helt andre planer for min fremtid.

 

En ny tilværelse starter. Seminarieelev eller lærerstuderende.

Det skal jo ikke glemmes, at der var flere årsager til, at jeg tog ud at sejle. Dels fordi jeg gerne ville se en del af den store Verden, dels af eventyrlyst, og så skulle jeg jo opnå den fornødne alder til at komme ind på seminariet, og jeg havde bestemt ikke lyst til på det tidspunkt at tage arbejde på en eller anden virksomhed eller hos en håndværker for at få de 2 år til at gå.

Så i slutningen af juli måned 1956 tog jeg ud til Vordingborg Seminarium for at blive indskrevet og for at starte min læreruddannelse. Det var seminariets inspektør Henry Holm, der tog imod mig og efter en længere samtale blev det bestemt, at jeg skulle starte i ”præparandklassen” i midten af august måned.

Læreruddannelsen var dengang 4 år, men hvis man havde været væk fra skolen eller manglede realeksamen eller lignende var der en ekstra klasse – forberedelsesklasse eller præparandklasse – som det hed. Det var for at give folk med f.eks. almindelig folkeskolebaggrund mulighed for at kunne blive lærer. ”Manden fra ploven” som det så smukt hed. Det betød også, at der kunne være en aldersmæssig ret stor spredning i en sådan klasse. Og da vi startede viste det sig da også, at fra de yngste, der var lige fyldt 18 år og til den ældste var der mere end 20 års forskel i alder. Men det var rigtig godt, da vi på den måde fik samlet både den aldersmæssige erfaring, men også erhvervs- erfaring, da der var både landmænd, købmænd, ekspedienter, kontorister og håndværkere. Og en yderligere tillægsgevinst var den, at når man satser både tid og ikke mindst økonomi på at få en drøm opfyldt om at blive lærer i en mere moden alder, ja så går man til opgaven med større flid og interesse. Og det smittede af på indstillingen hos de fleste i klassen og på seminariet. Ikke at vi knoklede en vis legemsdel ud af bukserne, men arbejdet blev alligevel taget lidt mere alvorligt.

Men ”præp-klassen” var også en ”knald – eller fald” klasse. Vi vidste, at ca. halvdelen af os ikke ville blive optaget på seminariet efter den eksamen, som vi skulle op til efterfølgende, så der var en speciel stemning over forholdene og den indbyrdes konkurrence, der var imellem os. Men alligevel havde vi et rigtigt godt kammeratskab, og jeg fandt hurtigt sammen med nogle stykker, som jeg svingede godt sammen med. De fleste på seminariet kom jo fra andre steder i landet og havde derfor værelse rundt om i byen, så der var tit besøg hos hinanden, både under festlige former, men også i det samarbejde og den hjælp vi kunne give hinanden i det rent faglige.

 

Seminarie – og klassekammerater.     

I præp-klassen, som den kaldtes i dagligdagen, var mine kammerater Jens Jakobsen, der havde været kommis hos købmand Clausen i Langebæk, og som var gift med Lise. Hende kendte jeg helt tilbage fra Købmagergade, hvor vi havde boet i samme hus. Hun var i en periode i huset hos Grethe og Poul, da de havde forretning i Amaliegade. En anden var Carlo Gregersen, som var nogle år ældre og var uddannet som dekoratør i manufakturbranchen. Så var der Poul Petersen fra Nykøbing Falster. Han var også lidt ældre og gift med Rita. Der var også Per Jensen, en god og stærk fodboldspiller fra B 1901. Vi var en hel del sammen især i klassen, men ikke så meget ude for seminariet. Her var det mere nogle gutter som Ole Johansson, en festlig fætter, der altid var uden på skæg og ballade og som elskede at optræde og tage gas på folk. Der var Poul Koppelgård, Finn Sørensen og Per Lindegård De tre havde fulgtes lige fra deres start i Folkeskolen i Errindlev på det sydlige Lolland. Dem lærte jeg særdeles godt at kende, og var ved flere lejligheder på besøg i deres hjem dernede på ”Plutten”.

Men ham, jeg i de 5 år var mest sammen med, og som jeg kom tættest på i det kammeratlige og ikke mindst sociale samvær, var Ole Rasmussen fra Ærø. Vi havde den samme humor og kunne se det skægge i de samme situationer, så vi fandt hurtigt ud af det sammen. Jeg levede jo stadig meget på minderne om mine år til søs, og da hans far var kaptajn og sejlede på de store have, og Ole flere gange havde været med, havde han – altså Ole – et vist kendskab til og viden om, hvad det var jeg havde oplevet.

Han boede i de første år i præstegården i Kastrup, og der blev snakket om tingene og drukket nogle bajere i årenes løb på hans værelse. Efter præp-klassen sad vi sammen i de resterende 4 år, og man kan ikke påstå, at vi var de mest flittige elever, men det gik alligevel.

Der var selvfølgelig en masse andre i klassen. Vi var omkring et par og tredve, og vi mødtes naturligvis på kryds og tværs dels hos hinanden, dels ved festerne på Seminariet dels i byen og hos hinanden. Nogle stykker fra klassen indførte en form for ”sportsdisciplin”, nemlig madpapirkastning. Vi var jo en 5-7 stykker, der som hjemmeboende havde madpakke med i skole, og når vi havde spist, krøllede vi madpapiret sammen og satte affaldsspanden i det ene hjørne af klasselokalet, og så kastede vi til måls. Vi førte regnskab over en længere tidsperiode, og gik op i det med liv og sjæl til stor irritation for en del af de øvrige i klassen, der syntes, at vi var fuldstændig åndssvage.

De fodboldinteresserede eller fodboldtosserne, som nogen kaldte os, på Seminariet, og vi var mange, var på én eller anden måde delt op i to grupper. Størstedelen var tilhængere af B 1901 i Nykøbing F., og resten var Næstved-fans. De to klubber spillede dengang begge i 2. division, og der var mange og tætte kampe mellem de to arvefjender. Og afhængig af, hvem der vandt, fik det vindende hold ”håneretten” over de andre, og der blev ikke lagt fingre imellem. Ja, der var elever, der ikke kom på seminariet i op til flere dage efter, at deres hold havde tabt, for ikke at høre for meget på de andre.

 

Lærerne dengang. 

Forstanderen – han blev først tituleret rektor, da seminariet blev Statsseminarium – var Morten Bredsdorff. Han var ud af en i skole- og universitetskredse meget kendt og omtalt slægt og i øvrigt far til Thomas, som havde været min sidekammerat i 3 år i Mellemskolen. Bredsdorff svævede en hel del over vandene og var meget brugt af undervisningsministeriet og var bl.a. udsendt til én af de vestindiske øer, for at hjælpe dem med at opbygge deres skolevæsen. Han var en fremragende taler, en oratorisk begavelse og det var altid en fornøjelse at høre ham holde foredrag i den store samlings- sal, hvor vi samledes hver morgen og startede dagen med morgensang og meddelelser.

Souschefen var inspektør Henry Holm, der senere blev leder på Hjørring Seminarium. Han var bornholmer med den for bornholmere så karakteristiske stemme, og han havde det sikre administrative overblik og flair, som supplerede Bredsdorffs mere udadvendte virke. Hvis der var noget vrøvl med nogle elever, fik de af Holm på klingende bornholmsk at vide at: ”Dørene her på Seminariet lukker ud af !!”. Sådan.

Af de øvrige lærere kan nævnes vores dansklærer frk. Karen Drud. Når hun gennemgik grammatik på tavlen gik det som lyn og torden. Det var med at holde ørerne stive fra starten. Hendes stemme var af en sådan styrke, at hun også kunne instruere os i svømmehallen, selv om vi havde 2-3 meter vand over hovedet.

Vores regne- matematik-  og skrivelærer var fru Mølvig. Hende havde vi en til skræk grænsende respekt for, ja, én af eleverne, Tormod, blev simpelt hen nærmest hypnotiseret, når fru Mølvig ville have ham op til tavlen for at høre ham i de matematiske formler. Selv om han kunne det hele på fingrene, blev han fuldstændig tom i hjernen og gik i sort. Og vi fik også lært at instruere i ”Herman Larsens skråskriftsystem”. Det var – og op og op og op og ned og ned og ned……….

Biologilærer Anfred Petersen var et kapitel for sig. Han var én af landets førende eksperter i korsblomster og fagidiot ud over alle grænser. Han var lige kommet fra en fri mellemskole i København og kunne blive fuldstændig frådende af raseri, hvis vi ikke kendte alle de mere eller mindre ligegyldige blomster eller småkravl, der fandtes rundt i omegnen af Vordingborg. Men utroligt dygtig på ikke mindst korsblomsterne, og han tilbragte efter sigende flere sommerferier på Botanisk Museum i København med at se på deres samlinger af herbarier.

Geografilæreren Jens Peter Jensen var hans fuldstændige modstykke, og ham var vi meget glade for på grund af hans rolige menneskelige egenskaber. At han blev leder af et seminarium i Jylland senere, var egentlig ikke overraskende. Som uddannet lærer deltog jeg nogle år efter min ansættelse på Stensved skole i adskillige kurser i geografi hos ham, og det var godt, som det altid er, når man undervises af en kapacitet på sit område.

Tysk- og engelsklæreren var frk. Asta Lange. Hun var hamrende dygtig, men ikke ligefrem det største livsstykke, men hvad gjorde det, når vi lærte et rigtigt godt engelsk. Til min overraskelse – og i øvrigt på samme dag som min søster Birthe blev gift, blev hun gift med seminarierektor Bredsdorff.

Gymnastiklæreren var Kring-Jørgensen. Han var en udmærket lærer og meget vellidt af os. Vi fik lov at spille både fodbold og håndbold både på de store græsbaner såvel som i Vordingborg Hallen.  Historielæreren var min gamle engelsklærer fra mellemskolen, Bertelsen. Han tog det meget fra oven af og havde megen lune. Vi husker ham fra en bestemt begivenhed. Han kom en morgen med en ordentlig blæser på. Han havde vist været ude at feste hele natten, og hvad han fik fyret af i løbet af den morgentime var ikke småting. Han blev i øvrigt rektor på Køge Gymnasium og dermed lærer for nogen fra min familie, der dengang boede i Køge.

 

Dagligliv på seminariet.

Den daglige undervisning var egentlig ikke meget forskellig fra, hvad vi havde været vant til i folkeskolen eller mellem- og realskolen. Det var ganske almindelig klasseundervisning, og vi blev stort set behandlet som eleverne i de før omtalte skoleformer. Det er måske lidt underligt at tænke på i dag, men det var altså længe før, der var nogen der havde tænkt på ungdomsoprør eller lignende.

Men naturligvis kunne det da mærkes, at de fleste var voksne mennesker, når vi kom til at diskutere både i klassen, i frikvartererne og rundt på værelserne i fritiden. Det ville vel også have været lidt mærkeligt, da en stor del af eleverne havde været igennem en eller anden form for uddannelse inden seminarietiden.

De fleste på seminariet anså lærergerningen som et ”kald” og det, at de havde fået chancen for at få den uddannelse gjorde, at man rettede ind. Vi havde en elevforening, men den var mere optaget af at arrangere fester og sportsarrangementer end at se på dagligdagen og undervisningen. Men der var såmænd heller ikke ret mange af os menige medlemmer, der opfordrede til andet eller havde nogen særlige revolutionære tanker og ideer.  Generalforsamlingerne i elevrådet kunne være ganske underholdende med alle former for skøre indfald og gags.

I dagligdagen i Vordingborg, var der dengang 2 typer af unge mennesker, der dominerede i gadebilledet. Seminarieelever og værnepligtige. Begge parter var i en form for uniform. Seminarieeleverne i plus-fours eller knickers og nogle sågalt iført baskerhuer. De andre i den noget kedelige og ret så ufikse uniform, der skulle bæres når man havde orlov eller friaften i byen.  Mens de værnepligtige først og fremmest kom på ”Turisten”, den nuværende ”Påfuglen”, som var deres stamcafe, var det sociale samvær blandt seminarieelever rundt på værelserne i byen.

Det første år i præp-klassen gik hurtigt. Der var så mange indtryk og begivenheder, der gjorde at tiden nærmest fløj af sted. Jeg havde anskaffet mig en knallert, en ”Skylon Swing” med fjedrende forgaffel, men ellers noget værre lort, der skulle til mekaniker den ene gang efter den anden. Jeg tror, at jeg havde fået en ”mandagsmodel”, og jeg brugte megen tid på landevejen mellem Langebæk og Vordingborg i al slags vejr. Men en sidegevinst var der trods alt. Jeg var stort set aldrig forkølet trods det, at jeg tit kom næsten gennemblødt på seminariet og gik med de våde bukser hele formiddagen.

Tiden for den skæbnesvangre afslutningsprøve, der skulle skille fårene fra bukkene nærmede sig med hastige skridt. Den sidste aften inden prøven holdt hele klassen en fest i Kirkeskoven sammen, da det kunne blive sidste gang, vi alle sammen mødte hinanden – og det blev det jo desværre også for en dels vedkommende.

Adgangsprøven bestod i en skriftlig og en mundtlig del. Vi kunne gå op i flere fag på samme dag, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Lad mig bare få det overstået”, så jeg tog 4 fag samme dag. Vi fik ikke nogen karakter for hvert fag. Det hele ville blive vurderet efter et samlet hele, og vi skulle blot møde op på Seminariet et par dage efter, og så ville vi få det endelige resultat.

Én af prøverne husker jeg. Det var i kristendomskundskab eller religion. Vi havde jo en tidligere teolog, Pastor Dines, som var censor sammen med superlektor Mikkelsen, der havde undervist os i faget. Jeg kom op i Paulus’ 3. rejse, og jeg anede ikke en hylende fis om hverken hans første, anden eller tredje rejse. Så jeg var rigtig godt på s……, og mens jeg vævede løs om Mellemøsten og alt det der, kunne jeg se, at Dines sad og tegnede små djævle, der kogte missionærer i en stor gryde. Det var lige præcis, som jeg selv følte mig. Det var godt nok en lang halv time.

Og nogle dage efter kom så det helt store gedemarked. Selv den største idiot kunne ikke have fundet en mere kaotisk måde at gøre det på. Der var jo kommet næsten lige så mange ude fra, der ikke havde gået i præp, så vi var vel omkring 100 til 120 mennesker, der trængtes om en lille opslagstavle, hvor der blev sat nogle A4 ark op med lange rækker af navne og den korte lakoniske meddelelse: Bestået optaget, bestået ikke optaget, ikke bestået ud for hvert navn.

Jeg havde på forhånd ikke nogen helt klar fornemmelse af, om jeg havde klaret skærene, så jeg havde lagt min søfartsbog frem og gjort klar til at tage ind til A.P. Møller for en hyre, hvis det var gået galt. Så det kunne måske være endt med en kok evt. hovmester i handelsflåden i stedet for en folkeskolelærer.

Men i det store virvar og kaos lykkedes det mig at trænge frem mellem kammerater, der enten vrælede af sorg eller glæde for så at opdage, at der ud for mit navn stod det rigtige, nemlig bestået/optaget, så den var jo god nok.

Jeg husker en ordveksling mellem en af gutterne og en pige, der stor og hulkede, så tårerne nærmest fossede ned af kinderne. Han sagde: ”Ja, men det går da nok. Du kan da forsøge et andet seminarium” og alt det der. Hvortil hun fik fremstammet: ”Jamen jeg er optaget”, og han så svarer: ”Hvad fanden vræler du så for !!”.

Jo, sikke et cirkus.  Og så var vi optaget på seminariet i 1. klasse og klar til den egentlige uddannelse.

 

I første seminarieklasse.

Der var kommet en del nye i klassen, og vi skulle nu til at samarbejde. Den ”bitterhed” man kunne frygte, da de jo havde skubbet nogle af de gamle ud, var der måske en smule af et kort stykke tid, men det aftog hurtigt. Vi kom snart ind i den samme gamle gænge med besøg hos hinanden og det sociale samvær både på seminariet og i fritiden.

Dagligdagen i undervisningssituationerne ændrede sig heller ikke voldsomt meget det første år. Der var et par nye fag som psykologi og pædagogik og derfor nogle nye lærere. Der var Hedeman og den gamle selv – altså Bredsdorff.

Hedeman var en lidt sindig jyde, der i sin undervisning brugte også dagligdags ting som eksempler i sin måde at anskue tingene på. Han var en slags klasselærer og skulle holde øje med vores fremmøde. Noget man i perioder gik mere op i end i andre, men nogen egentlig og effektiv kontrol af os, var der ikke.

Bredsdorff var som bekendt en strålende taler og hans undervisning var stort set i form af forelæsninger. Men både inspirerende og spændende. Hans viden om verden var helt utrolig og både ham og hele hans familie havde jo en viden om og kendskab til alle de store ånder og kulturpersonligheder. Hans søn, Thomas, min klasse- og sidekammerat i mellemskolen har på fineste vis fortsat familiens traditioner som professor i litteratur ved Universitetet i København.

Vi havde også en hr. Møller bl.a. i kunstforståelse. Jeg skal indrømme, at det ikke har min store interesse, og det slog stort set aldrig fejl, at når han havde rost et billede, eller havde gennemheglet et andet, var min personlige mening om kunstværkerne lige den stik modsatte af hans – men det behøver selvfølgelig ikke at være hans fejl.

 

Turen til Bornholm.    

Vi skulle i 1. klasse på ekskursion til Bornholm, og det blev en både sjov og særpræget oplevelse. Vi startede med at tage til København, og der havde vi nogle timer til vores rådighed, og vi røg i fuld fart i Tivoli – det var i juni måned, så den fik alt hvad den kunne trække med fadøl i spandevis (og i ”støvler”) og besøg i Dansetten, en danserestaurant i Tivoli.

Så da færgen skulle af sted ved 23- tiden, var der en ansats – for ikke at sige, at vi var ret skæve. Jeg røg omkuld på en bænk ude på dækket med en regnfrakke over mig og vågnede ved 4-tiden rystende af kulde og med nogle kodyle tømmermænd.

Vi gik i land og blev med det samme modtaget og sat i sving af en oplagt Anfred Petersen, der med glæde havde set frem til at piske os rundt på øen. Det var nemlig både ham og Jens Peter Jensen, der styrede foretagendet. Vi var indlogeret på Bornholms højskole, der lå inde midt i på øen. Det var nogle gamle tyskerbarakker, der var pis utætte.

Men vi fik da set hele øen fra A til Z og pisket rundt i terrænet, og det kom mig til gode, da jeg år senere som lærer adskillige gange var på øen med mine egne klasser.

 

Tilbage til dagligdagen.

Vi var nået dertil, at vi skulle have praktik på de to folkeskoler i Vordingborg. Vi startede på Kirketorvets skole i det, vi kaldte punktpraktik.  Dvs. at vi var et hold på 5-6 seminarieelever, der på skift skulle prøve at undervise i de forskellige klasser. Det kunne være i alt mellem himmel og jord og var det, som den pågældende lærer var nået til i faget. Det må ind imellem have været strengt for både lærere og ikke mindst elever at skulle stå model til os.

Hold da helt kæft nogle brølere vi ind imellem lavede. Jeg var meget hæmmet i starten, da min generthed gjorde, at jeg havde meget svært ved at være åben og fri over for eleverne, især fordi der var både en lærer og de andre klassekammerater, der sad og hørte på og registrerede alt, hvad der skete. Og vi fik hele tiden løbende kritik og ind imellem ros, så det kunne naturligvis ikke være anderledes. Men det begyndte efterhånden at gå op for os, hvad det egentlig var, vi skulle foretage os efter seminariet.

Der var dengang en meget stor lærermangel, så det skete af og til, at vi skulle være en slags vikarer, og have praktik i en klasse uden, at der var en lærer tilstede.

Lærermangelen betød også at vi i 3. klasse skulle ”på græs”, dvs. ud i en periode på et halvt års tid og vikariere på én eller anden skole i landet. Men det kommer jeg tilbage til.

 

Det sociale liv på seminariet.   

Ud over de besøg hos hinanden og til fest i byen, blev der arrangeret en hel del sociale og kammeratlige ting på og i tilknytning med seminariet.

Vi havde sportsstævner med både fodbold og atletik, hvor vi dels kæmpede mod hinanden i de forskellige klasser, men også havde besøg fra andre seminarier, eller drog ud til dem. Vi havde flere stævner med besøg fra Haslev og Jonstrup seminarier med efterfølgende fest om aftenen. Men også på det ”internationale” plan var det med besøg i Kristianstad i Sydsverige og genbesøg derfra.

Det kunne gå ret hårdt til efter et sådant stævne. Der blev gået til den. Især var dem fra Haslev helt fra sans og samling, når de blev sluppet ud fra byens jerngreb. Byen og seminariet var jo meget præget af Indre Mission med den navnkundige pastor Bartholdy i spidsen, så når de var kommet ud på egen boldgade, fik den ikke for lidt. Vi startede altid en sådan fest med spisning, socialt samvær og dans med masser af sjov.

På turen til Kristiansstad arrangeret af elevrådet og med det formål at dyste i atletik, fodbold og svømning, fik den heller ikke for lidt. Vi var indlogeret i en meget stor gymnastiksal, og der var fest og ballade resten af natten i forlængelse af aftenfesten. Men som Bredsdorff sagde, da vi drog af sted: ”Kan I nu ha’ en rolig fest”, med tryk på ordet rolig, der jo på svensk har en lidt anden betydning – og det fik vi !

 

På græs og i periodepraktik.

Vi var nået til 3. klasse, og det år var vi næsten ikke på seminariet. Vi startede umiddelbart efter sommerferien med at skulle ud i en længere periode på en skole i området. Vi var tre gutter, der havde valgt Kalvehave skole, hvor vi skulle være i praktik fra august til efter efterårsferien. Det var Ole Rasmussen, Hans Erik Stilling og mig selv. Vi fik et skema, som fordelte os på de forskellige lærere på skolen, både enkeltvis og samlet.

Men først lidt om Kalvehave skole på den tid. Den lå i Gl. Kalvehave, hvor der i dag er et slags plejehjem. Det var sidste år, den skulle fungere i de daværende bygninger, da man for længst havde besluttet og igangsat byggeri af en ny skole i den anden og nordlige ende af byen umiddelbart ved Viemose. Skolerne i Kalvehave sogn skulle nemlig i henhold til den nye skolelov centraliseres, og eleverne skulle også på landet til at gå i skole hver dag.

Der var 4 lærere på skolen. Skolelederen var Vestergaard. Han var en dygtig administrator og ikke mindst på biblioteksområdet, hvor han var landskendt og ofte taget med på råd ved indretningen af biblioteker på de nye centralskoler. Så var der Alfred Gotthelf. Han var ikke helt almindelig. Han havde et heftigt temperament, der ind imellem gav nogle heftige skideballer til de arme elever.

Arne Rasmussen – kaldet ”Røde ørn” – kunne også have et heftigt temperament.  Han var rødhåret og meget rødmosset, deraf tilnavnet. Han var ud over at være lærer også landmand, og det var nok det han gik mest op i.

Den fjerde var den tidligere forskolelærerinde fra Langebæk, fru Møller. Hun huserede i de mindre klasser, lige som i forskolen.

Men de 4 lærere skulle vi så være sammen med i små 3 måneder, og det gik rigtigt godt. Vi fik lov til at prøve at være meget selvstændige, og det gav os megen erfaring. Men der var også i høj grad nogle pudsige episoder, som jeg skal prøve at beskrive i det følgende.

Da vi startede på skolen var det neget varmt. Der var næsten hedebølge, og der kunne blive meget varmt i de lavloftede klasselokaler. En dag lige over middag, hvor vi alle 3 havde praktik hos Arne Rasmussen, sad vi nede bag i klassen og ventede, mens eleverne blev sat i gang med noget skriftligt arbejde. Arne Rasmussen sad ved katederet og begyndte at glippe med øjnene, og stille og roligt faldt han i søvn – dvs. særligt stille var det nu ikke – han begyndte at snorke så det rungede i klassen. Vi skævede lidt til hinanden, men blev så enige om, at vi kunne gå lidt rundt i klassen og hjælpe eleverne mens Arne fik sin skønhedssøvn. Efter timen gik vi alle ud i Vestergaards have og satte os. Så sige Arne:” Jeg tror sgu, at jeg blundede et øjeblik. Men jeg tror nu ikke ungerne opdagede noget”.

En anden gang kom han i slutningen af en time og fortalte mig, at han havde en so, der skulle fare i løbet af natten, så han ville nok komme lidt sent næste dag, men om jeg ikke bare kunne starte klassen. Det skulle jeg nok, og jeg startede så den 6.klasse i dansk som aftalt. Der var én af eleverne, der regnede med, at nu skulle der være lidt fest i klassen, så han spillede så meget op, at jeg blev arrig og gav ham en på skrinet. Bagefter blev jeg dog lidt betænkelig, så da Arne kom fortalte jeg ham det. ”Skide være med det”, sagde han bare. ”Den har han sgu trængt til længe”.

Ham havde en enorm stemmestyrke, så selv om eleverne af og til var ret så højrøstede, så råbte han blot endnu højere, så støjniveauet kunne godt komme op på adskillige decibel i løbet af dagen.

Mit skema var i øvrigt lagt sådan, at jeg havde fri om tirsdagen, og da min far og bror var ved at lave VVS arbejde og tag på den nye skole i Kalvehave, brugte jeg den dag på at hjælpe til der. Og det var for nogen af eleverne en kilde til forundring, at en af de praktikanter de havde på skolen også kunne ses i arbejdstøj et andet sted i byen. En af drengene fra 6. klasse kom da også en dag og spurgte mig, om jeg nu skulle være rigtig skolelærer, eller om det, som han udtrykte det: ”Bare var noget ved siden af”.

Men alt får jo en ende, og da vi efter en rigtig god frokost hos Vestergaard sluttede af med at give hende en stor buket blomster, fik vi en god udtalelse fra skolen og vendte for nogle få måneder tilbage til Seminariet.

 

Et par begivenheder fra ”hjemmefronten”.

I 1959, altså omkring samme tid som praktikperioden på Kalvehave skole og mit senere ophold i Melby, fik jeg kørekort til bil. Far havde jo haft flere forskellige biler i løbet af årene, bl.a. en beigefarvet Opel Rekord varevogn og fik så også råd til en decideret luksusvogn. Det var en tofarvet Rekord med hvidt tag og ”calypsofarvet”, dvs. rød underdel og med masser af krom. Et rigtigt lille dollargrin, som både han og mor var utroligt stolte af. Og nu skulle jeg så have et kørekort, hvor jeg startede hos en kørelærer, der hed Charles i Vordingborg. Han havde bl.a. været med hospitalsskibet ”Jutlandia” under Koreakrigen, hvad han snakkede meget om. Jeg fik ikke gjort mine køretimer færdig, da han skulle på ferie, så jeg kørte de sidste af mine i alt 12 køretimer hos Matthies fra Mern.

Men nu skulle vi på ferie i Jylland. Vi var 4, der skulle af sted. Far, mor, Birthe og jeg. Turen gik først til Randers, hvor vi skulle se mit fødested på Gethersvej, hvor vi skulle overnatte hos nogle venner, som vi havde holdt forbindelsen ved lige med siden fraflytningen. Vi fik også set den gasmålerfabrik, hvor far havde arbejdet i en årrække. Turen gik videre nordover til den berømte Hvidsten Kro, hvor den meget omtalte familie Fiil havde været meget aktive frihedskæmpere, og derved blev taget til fange og flere familiemedlemmer blev henrettet lige inden slutningen af krigen.

Videre til Sæby og Frederikshavn. Vi var jo ikke vant til de store armbevægelser i vores familie, så da vi skulle finde et sted at sove, kørte vi resolut ind til en forretning med campingudstyr og købte et af de almindelige spidstelte, som vi brugte til overnatning på resten af turen, der førte os videre til Skagens Gren og ned over Vestkysten til Hvide Sande. Med et lille campingbord klarede vi os udmærket, så det var en billig tur, og jeg fik lejlighed til at bruge mit nye kørekort. 

 

På ”græs”.   

Som tidligere beskrevet var der en voldsom lærermangel overalt i landet i de år, og derfor var det bestemt fra højere sted, at alle landets seminarieelever i deres 3. studieår skulle ud og være med til at afhjælpe de massive problemer – og heldigvis mod at få løn i perioden.

Så på et tidspunkt skulle vi søge eet eller andet sted hen i fædrelandet, og jeg søgte 2-3 steder og blev så henvist til en skole i Melby i Nordsjælland. Det var dengang som nu et mondænt feriested for københavnerne, som kom i tusindtal og oversvømmede hele området i sommermånederne. Nu var vikarjobbet fra 1. januar, så der var stille og fredeligt i den lille landsby. Der var ved at blive bygget en ny skole, så ikke alle faciliteter var helt i orden. Vi havde f.eks. ikke noget lærerværelse, men var henvist til et tilfældigt klasseværelse. Jeg havde selvfølgelig ikke nogen indflydelse på det skema, jeg skulle undervise efter, og måtte derfor tage al drengegymnastikken på skolen. Det var jeg sgutte meget for, men heldigvis findes der da en masse boldspil til både indendørs som udendørs brug. Det var ganske vist ikke så populært på skolen, men det gjorde vi nu alligevel, og drengene elskede det. Helt galt blev det, da vi begyndte at spille fodbold allerede inden sneen var væk, men da jeg selv spillede med, hjalp det lidt på kritikken.

Som gymnastiklærer prøvede jeg det, som jeg egentlig troede hørte krigsperioden til. Dengang havde vi ”badedag”. Dvs. vi skulle have håndklæde og sæbe med, og en gang om ugen var der så bad med afvaskning af hele kroppen og med lærerens kontrol af, om vi nu havde fået hæle og øren gjort helt rene. Og det måtte jeg som lærer også prøve på Melby skole. Alle knægtene fik sådan en tur under bruseren og derefter ind og lege i gymnastiksalen efterhånden, som de var renskurede.

 

Lidt om det private liv i Melby.       

Jeg var placeret på skolen sammen med Birgit Carmel fra samme klasse. Vi kendte stort set ikke hinanden, inden vi kom derop, men blev da enige om, at vi lige så godt kunne hjælpe og støtte hinanden, og vi blev også hurtigt enige om, at vi kunne lave mad sammen og spise det varme måltid sammen hos hende. Jeg havde selv fået en ret stor lejlighed i den ene ende af skolen, og hun havde en tilsvarende i den anden ende af skolen.

Vi havde selvfølgelig kontakt til nogen af de andre fra klassen, og vi havde da et helt selskab, hvor en 5-6 stykker af de andre kom til frokost og efterfølgende gilde hos os. Det var vældig festligt.

Jeg fik også besøg af Harald og Poul Sørensen fra Langebæk, og det medførte en større fest med øl og snapse og med en bytur i Frederiksværk, som var den nærmeste by.

Da jeg havde fået løn et par gange, og vi nærmede os påsken, havde jeg fået råd til at købe en scooter. Men først skulle jeg have kørekort, så jeg kontaktede en kørelærer i Frederiksværk, og efter 3 x 20 minutters køretid – det var helvedes koldt i de dage – gik jeg til køreprøve sammen med en flok andre og fik et foreløbigt kørekort, så jeg kunne komme hjem og købe den Vespa-scooter, som stod parat hos autoforhandleren i Stensved. Så påskedagene gik med at drøne rundt og hilse på de forskellige. Bl.a. var jeg en tur i Errindlev ved Rødby hos Finn og Per fra klassen.

Den scooter havde jeg i mange år selv om det var en lille model. Dengang var det meget populært med en sådan scooter. Næsten alle unge i vores omgangskreds drønede rundt på dem. De populæreste var Vespa, Lambretta og NSU modellerne. Sammen med bl.a. Jon Mortensen og Hugo Fritsen kørte vi landevejene tynde i området i de år.

Jeg nåede da også at bruge scooteren til en tur til København med Birgit Carmel på bagsædet. Brasilien var jo lige blevet verdensmestre i fodbold ved mesterskaberne i Stockholm, og de kom med alle stjernerne til Idrætsparken og skulle spille opvisningskamp, og der havde jeg været så svineheldig at redde mig en billet. Så vi kørte ind hos hendes familie, og jeg videre til Parken, hvor jeg så Pele, Garrincha og hvad de ellers hed i en forrygende kamp, hvor man sprængte portene og havde det største antal tilskuere nogensinde i København. Jo, det var en oplevelse.

 

Den sidste periode på Seminariet.

Turen til Italien.

Tilbage på seminariet var jeg efterhånden nået til afgangsklassen og dermed de afsluttende prøver og forhåbentlige afgangsbeviset for de snart 5 år. Men inden skulle klassen på en studietur til Italien. Når det blev derned skyldtes det nok, at der på seminariet var en efterhånden ældre ”superlektor” Mikkelsen, der i mange år havde arrangeret studieture til Rom og Napoli, så i efteråret 1959 drog hele klassen af sted.

Vi rejste fra Vordingborg med den internationale ekspres og blev fordelt rundt i vognene, hvor der var plads. Vi havde ikke pladsbestilling eller sovevogne, så det var lidt primitivt men alligevel så vi frem til den helt store oplevelse.

Da vi var kommet et stykke syd for Hamburg, måtte vi finde nogle ledige sæder i kupeerne og så få os vredet rundt i sovestilling. Det var ikke lige let, men næste morgen da vi kørte gennem Østrig og Svejts siddende i spisevognen med morgenmad, var der den rette internationale stemning. Vi skiftede i Rom og kørte videre direkte til Napoli, hvor vi blev indkvarteret på et lille hotel i den lidt skumle del af byen. Der gik ludere rundt lige neden for hotellet – bogstaveligt talt på fliserne på det modsatte fortov.

Men nok om det. Vi kom til Pompeii og så de spændende udgravninger og museer i tilknytning til den udgravede by og var også længere sydpå til en by, der hedder Paestum ved et tempel fra romertiden. Et andet højdepunkt fra Napoli var en sejltur til Capri og besøg på øen. Det var en oplevelse, selv om det var en hård tur, da der var meget store bølger, så næsten alle var søsyge.

Og så endelig til Rom, hvor vi boede meget tæt på centrum på et lille pensionat. Herfra travede og kørte vi hele byen rundt og fik set alle seværdighederne fra Peterskirken, Engelsborg, Colosseum, Palnatinerhøjen, Forum Romanum, og hvad der ellers er at se byen. Også en udflugt til ”Tivoli” med alle de imponerende springvand fik vi set og oplevet.

Jo, det var en fantastisk tur. Selv om han – vores rejsefører Mikkelsen – egentlig talte et meget elendigt italiensk, når man tænker på, hvor tit han havde været der, så kunne han sgu finde de spændende og interessante steder.

Hjemturen var naturligvis lige så trættende som udturen, men alt i alt anstrengelserne værd.

 

Lidt mere fra den private sfære.  

Jeg havde i årenes løb rendt efter nogle forskellige piger og været lidt ”småforlovet” med et par forskellige, men det var ikke rigtigt blevet til noget. Vi – dvs. de unge fyre fra Langebæk drønede stadig rundt til baller i både Stensved, Viemose, Kalvehave og på Møn, og så var den ikke længere.

Men nu tog min storesøster affære, og inviterede til et besøg i Køge, hvor hun havde fået én af sine arbejdskolleger Ulla Eliasson med. Min søster Birthe var med deroppe, og i løbet af aftenen var vi til fest eller bal på ”Landsbyen”, og det hele endte med at vi fattede interesse for hinanden, så der kom adskillige besøg i Køge på scooteren i løbet af de næste måneder. Det resulterede i, at vi på et tidspunkt skulle til at være forældre, og at vi blev gift 9. april 1961 i Køge kirke, og at vores førstefødte Helle kom til verden 3. august samme år. Brylluppet blev holdt i et telt til formålet i haven i Nyportstræde samme dag, som Jette, Ullas mellemste søster skulle konfirmeres. Det var lidt synd for hende, da hun jo desværre ikke blev dagens midtpunkt, som en konfirmand bør være.

I den forbindelse kan jeg ikke nære mig for at sige, at 9. april nu ikke var så tosset en dag at gifte sig på. Når man ser, at alle offentlige bygninger flager på halv frem til middag, husker man automatisk, hvad det er for en dag. I øvrigt har jeg flere gange foreslået, at vi jo også kunne fejre dagen lige som det ”offentlige” med 2 minutters stilhed kl. 12.00.

Jeg bar mig for resten ret idiotisk ad, umiddelbart inden jeg skulle starte på de forskellige afsluttende prøver til lærereksamen. Sammen med Peter Jakobsen, som jeg tidligere har beskrevet i forbindelse med Ungdomshjemmet, skulle jeg være med til at grave et stort hul til en olietank ved Petersgaard. Vi knoklede i flere dage med det her store hul som skulle graves med skovl, hakke og spade i noget forbandet hårdt lerjord. En af dagene skulle jeg til købmanden i Langebæk og hente noget at drikke ved frokosttid, og jeg tog scooteren. Da mine gummistøvler var oversmurt med mudder, ville jeg klare det ved at stikke benet ind i det høje græs i rabatten, så det kunne rense støvlerne af. Der lå en mindre vandpyt i vejsiden, så jeg stod lige på hoved og r.. med det resultat at jeg skrabede hele hovedet og brækkede mit højre håndled. Så det var en tur på sygehuset og jeg kom hjem med forbindinger om hovedet og armen i gips. Det gav naturligvis anledning til mange drillende bemærkninger, da den nygifte mødte op med alle disse skrammer på seminariet efterfølgende.

Men også lidt problemer med visse af de prøver, der skulle besvares skriftligt.

 

Afsluttende eksamen og lærer juni 1961.

Jo, de afsluttende prøver nærmede sig. Der var skriftlige prøver i Vordingborg Hallen, hvor vi som alle andre i samme situation på 3 eller 4 timer skulle skrive, regne og lave matematik, og der var de mundtlige, hvor vi sad ved det grønne bord med lærer og censor.

Jeg fik en jævn god eksamen – kunne vel heller ikke forlange ret meget mere med den indsats, der var gjort i de forløbne 5 år, men der var nu ikke noget job lige om hjørnet. Jeg havde i slutningen af min seminarietid været på session ikke mindre end 3 gange, og lige foran lurede militærtjenesten.

 

Nyportstræde.

Men lad mig fortælle lidt om den familie, som jeg jo var blevet en del af, og som blev min familie i resten af min tilværelse. Ulla var på det tidspunkt ansat ved KTAS som telefonistinde, som det hed på det tidspunkt. Hendes forældre – mine svigerforældre – var Karen og Knud Eliasson. Som navnet antyder, var der svenske aner, idet Knuds far var indvandret svensker, der fik arbejde inden for landbruget ved Vallø Hovedgård. Knud selv startede også inden for landbruget som stor dreng og senere bondekarl, men flyttede ind til Køge og blev butikskarl ved en af de store købmandsgårde. Han var ikke så høj, men stærk som en bjørn, med overarme næsten som mine lår. Da jeg kom i Nyportstræde, arbejdede han på Codan Gummifabrik, eller ”Gummien”, som den hed i daglig tale. Han trak slanger, dvs. sammen med en sjak, trak de 50 m trykslange ud af en maskine, så tilbage efter 50 m igen osv. Med sin bjørnekræfter var han den, der sørgede for, at det gik som det skulle. Men et meget ensformigt arbejde, så de muntrede sig på anden vis. Bl.a. ved at drikke nogle bajere, hvad der sikkert også kunne være god grund til i det inferno af støv, de gik i.

Knud var utrolig kreativ på mange måder. Han var storproducent af blomsterborde af birk med udskårne fugle og alle mulige andre snurrigheder. Så han et stykke træ eller en trærod, havde han en fantasi uden lige, og kunne straks se, hvordan den med et par øjne kunne blive til et fantasidyr. Der stod en overgang mere end 100 forskellige figurer i haven på Nyportstræde 24. Han solgte i hundredvis af disse forskellige ting, hvilket gav ham en hel del lommepenge. Hans altid gode humør og evne til at se komikken i alle situationer, gjorde ham meget vellidt af alle hans bekendte og kolleger. Han havde altid et skævt grin og kunne lige se og ramme dem, der stillede sig op og troede, de ”var noget”. ” Boullion du gamle”, var en af hans stående udtryk. Hans hus og have var efterhånden så kendt i Køge, at de optrådte i både film og turistbrochurer om Køge.

Knud havde i nogle år, inden jeg lærte ham at kende et meget specielt job. Han var testkører af forskellige slags dæk og slanger til cykler. Han skulle cykle en bestemt rute ud i omegnen af Køge, så han kom på alle slags veje, asfalt og grusveje. Han skulle stemple et slags ur, lige som nattevægterne, så man kunne se, at han nu også havde været der – og i øvrigt cykle i al slags vejr. Men da han var et udpræget friluftsmenneske, var det et arbejde han var glad for og ofte snakkede om senere.

Karen var ligeledes på ”Gummien”, da jeg startede i Nyportstræde. Hun var utrolig fingernem, og var med til at udvikle prototyper af de forskellige slags fodtøj, gummisko og – støvler, som de fremstillede. Hun herskede inden døre, og udviste en stor tålmodighed med Knuds skævere. I de endog meget små og meget lavloftede stuer blev vi altid modtaget med stor gæstfrihed.

En anden skæg begivenhed husker jeg også fra de første måneder i Nyportstræde. Vi skulle have lidt fest og ballade en aften, bl.a. sammen med nogle af Ullas veninder– så vidt jeg husker skulle vi se den berømte fodboldkamp fra OL, hvor målmanden, Henry From, satte sit tyggegummi fast på målstolpen. Ulla havde fundet en halv flaske snaps frem, som vi skålede i. Vi blev da også i godt humør under indflydelse af snapsen. Pludselig begyndte Knud, min svigerfar, at grine. Han var kommet i tanke om, at han havde haft fat i flasken og sammen med et par gutter næsten tømt den. Så havde han resolut erstattet indholdet med vand, så hvordan vi ligefrem kunne blive påvirkede af den brændevin er lidt af en gåde.

Der var jo på det tidspunkt de to mindre søstre, der også boede i det lille hus. Jette var 13-14 år, da jeg kom der. Hun var nok præget af, at være den mellemste, og var som meget naturligt lidt i trodsalderen, som en stor halvvoksen teenage pige. Lene var snotforkælet.  Hun havde en ret lang snor i dagligdagen. Jeg lærte hende for øvrigt at køre på cykel. Jeg tog hende med ned på Lovparken, et parkanlæg i forlængelse af Nyportstræde, hvor jeg satte hende op og cyklen og gav den et skub. Så kørte hun hylende og skrigende til hun væltede, men da det var en græsplæne, kunne hun jo ikke slå sig, og kom ret hurtigt efter det med at holde balancen. Måske ikke særligt pædagogisk, men meget effektivt.

 

Om huset og haven i Nyportstræde 24.

Huset var umådelig gammelt. I bogen ”Bevaringsværdige huse i Køge” omtales det, som værende opført i årene omkring 1778. Da familien Eliasson flyttede ind i huset, var det brugt til 3 lejemål.  3 familier og et værelse, og det var lidt af en gåde, hvordan man kunne få plads. Men i huset var der 2 køkkener og spor af et tredje. Huset fyldte grunden ud i siderne, så man kunne ikke komme rundt om huset, men måtte gå via en gang ind i gården og haven. Haven var meget lang og nåede op til en lille parkeringsplads, hvorfra man kunne komme ud og ind. Det hele var småt og lavloftet, men meget hyggeligt.

Ulla og jeg, og senere Helle, fik en lille bitte lejlighed bestående af en ministue, soveværelse og køkken, hvor vi først boede sammen og Ulla og Helle alene, mens jeg var inde i kongens klæder ved Marinen.

Da Knud, min svigerfar jo var meget fingernem og elskede at stå og rode i sit værksted, var det samlingsstedet, når vi var i Køge. Dels af nogle af hans arbejdskammerater og senere, da vi var 3 svigersønner, stedet hvor vi mødtes over en øl inden og efter middagsmaden, så der er blevet fortalt mange sjove og skægge historier – ikke altid lige sande, men altid med skæg og ballade.

Der var et par andre udhuse og bagest i haven ligeledes et udhus og et lille drivhus. Så man kan sige, at hver kvadratmeter var fuldt udbygget.

Når vi samledes i haven om sommeren under moreltræet med kaffe, mad og øl, var det fuldstændig som i ”Mormors kolonihavehus”, som Eva Madsen synger om. Vi kom som regel søndag formiddag. Så passede det med at ungerne kunne lege i haven, mens Ulla og jeg gik til fodboldkamp på Køge stadion. Køge var i mange år vores favoritklub, som vi fulgte både hjemme og ude. Det var altid spændende at komme til fodbold der, ikke mindst med de mange ”arvefjendeopgør” med B 1901, Næstved og senere Holbæk og Slagelse.

Helle meldte sin ankomst i august 1961, men det var en lidt langstrakt affære med et par ”blinde alarmer”, hvor vi var på sygehuset og hjem igen. Da det endelig så ud til, at der skulle ske noget, fik jeg af sygeplejersken at vide, at jeg godt kunne gå en lang tur, så jeg gik til fodboldkamp på Køge stadion, og da jeg kom tilbage var det hele overstået. Der var dengang ikke noget med, at faderen kunne komme ind og overvære seancen.

 

For konge og fædreland.

Jeg skulle ind og springe soldat. Jeg havde som tidligere skrevet været på session endda et par gange og fået udsættelse, men nu kaldte ”Den kongelige Marine”. Da jeg var på den besluttende session, ville de først have mig til livgarden. Jeg havde højden – det skal tilføjes, at med mine 183 cm, var jeg højere end mange, da gennemsnitshøjden var en del lavere end i dag – men da lægen og de udpegende myndigheder begyndte at snakke om garden sagde jeg straks, at der var tradition for, at vi i vores familie blev taget til flåden. Det havde alle mine forfædre været i, jeg ved ikke hvor mange generationer, og det havde man respekt for, så det blev søværnet.

Jeg skulle møde 8. eller 9. august, så det var en meget nybagt fader, der drog af sted mod Auderød ved Arresø i Nordvestsjælland.

Men inden havde jeg nået at være ansat på ”Junckers” savværk i Køge i godt en måneds tid for at tjene lidt penge, hvad der godt kunne trænges til. Ulla var jo gået på barsel, og alle de ordninger med barselsorlov, barselspenge og hvad ved jeg, var jo ikke opfundet dengang. Vi fik lov at bo i Nyportstræde hos Ullas forældre under min værnepligtstid. Det var en flot gestus fra deres side, da de jo heller ikke havde for meget at slå til side med.

 

Rekrut i Auderød.       

”Hvorfor se Neapel og dø – når du kan kede dig ihjel ved Arresø”, var et ordsprog blandt de nyindkaldte dengang. Vi mødtes på rekrutskolen i Auderød for at blive indrulleret og udleveret udrustning og alt, hvad dertil hører. Alle, som har startet et sådant sted, ved hvordan det hele tilsyneladende er én stor forvirring og renden frem og tilbage og venten her og der, inden man slæbende på hele sin udrustning finder frem til den stue, hvor man skal tilbringe en rum tid sammen med 7 ukendte andre fra forskellige steder i landet.

Vi var en blanding af alle aldre og uddannelser, men som det jo næsten altid går, så finder man hurtigt ud af det sammen. Ikke for at sammenligne med filmene ”Soldaterkammerater” – … , så alligevel. Da jeg er ret god til at affinde mig med de forskellige situationer, jeg kommer i, havde jeg det også godt med de andre, selv om jeg var et par år ældre end de fleste.

I øvrigt lå jeg på rekrutskolen sammen med Ole Johansson fra seminariet, ganske vist i et andet kompagni end tredje, hvor jeg selv lå. Og en af de kongelige, Prins Christian, var også rekrut i Auderød. Hans far, arveprinsen var for øvrigt på besøg en aften, hvor der var den helt store underholdning med bl.a. ”Four Jacks” og en tryllekunstner og parodist. Han kom uforvarende til at bruge det kendte udtryk: ” Så tager vi den én gang til for prins Knud”, hvilket gav et stormende bifald og jubel.

Rekrutuddannelsen inden for søværnet er ikke særlig slem. Vi fik ingen rigtige ”røvture”, men fik i løbet af de ca. 8 uger den nødvendige grunduddannelse, så vi kunne marchere i takt, gøre honnør og samle vores gevær, og derefter sendes ud på det tjenestested, der ventede.

Jeg havde selvfølgelig søgt ”Stevnsfortet”, der jo kun lå 16-18 km fra Køge, og fik da også mit ønske opfyldt, og i løbet af oktober blev jeg sammen med en del andre sendt derned fra Auderød, og kunne sige farvel til de andre fra stuen.

 

Basse på Stevnsfortet.  

Jeg husker ganske tydeligt den første dag eller rettere aften. Jeg var kommet i snak med en fyr, der viste sig at være fra Køge og i besiddelse af en motorcykel af mærket ”Triumf” af de helt store. Han tilbød mig, at jeg kunne køre hjem til Køge med ham, og glad var jeg. Da jeg fortalte det til en af de andre, grinede han skævt og sagde: ”God fornøjelse”. Jeg spurgte ham, hvad han mente med det, men han grinede bare og sagde, at det fandt jeg sgu nok ud af.

Og ganske rigtig. Om aftenen, da vi fik fri, og jeg satte mig op bagpå, lød der nærmest et brøl fra maskinen, og med en sindssyg fart nærmest fløj vi gennem Lille Heddinge og videre gennem byen Store Heddinge mod Køge, mens jeg med tårer og snot ud af øjne og næse klamrede mig fast til føreren. I løbet af ingen tid var vi i Nyportstræde, og jeg nærmest faldt af motorcyklen. ”Jeg er her igen ved 10- tiden”, sagde han, og væk var han igen.

Da vi skulle tilbage igen, nærmest tryglede jeg ham om ikke at køre så stærkt. Det hjalp en smule, men jeg svor på, at jeg aldrig skulle op på bagsædet af den helvedesmaskine igen.

Det var nu heller ikke nødvendigt, da jeg jo igen havde min scooter, der med sin max. hastighed på 70-80 km bedre passede til mit temperament.

 

Dagligdagen på Stevnsfortet.   

Alle vi nyankomne blev indrulleret i stambesætningen, dvs. blandt dem der tog sig af de daglige gøremål fra madlavning til post og regnskab. Jeg blev ”IT-skriver” på Intendantur kontoret, hvor mit daglige arbejde var at – sammen med en makker – klargøre, sende og modtage post og føre løn-regnskab for alle de ugelønnede dvs. de menige og konstabeleleverne. Vores daglige chefer var Intendanten og en sergent, og da vi jo kun var 6 mand og en sekretær, var vi hurtigt enige om, at vi ikke skulle lege militær i dagligdagen, men at man forventede, at vi klarede vores daglige pligter hver især. Så det var mere et kontorjob end at være soldat, og vi havde det egentligt ganske godt med de begrænsninger et 2-skiftet vagt giver.

Jeg tilhørte ”Kongens kvarter” og min makker ”Dronningens”. Det betød, at vi hver anden uge havde megen frihed på skift og hver anden week-end fri modsat hinanden, så der altid var en ”skriver” på tjenestestedet.

Vi blev purret ud ved 6.30 tiden om morgenen og efter morgentoilette og morgenmad stillede hele fortets mandskab op på ”Stillepladsen” og hilste på, og der blev tjekket, om vi alle var mødt. Derefter gik vi på arbejdet rundt på fortet frem til vores 2½ times frokostpause. Så igen på Stillepladsen og tilbage på job til ved 16.- tiden.

Jeg havde ingen vagter, så medmindre der var én af officererne, der skulle have noget på kontoret, var der fri til at spise og gå på ”Orlogshjemmet”, der lå på en nedlagt landbrugsejendom lige ved fortet.

 

Stevnsfortet – dets indretning.   

Stevnsfortet var noget særligt. Det var bygget umiddelbart efter krigen og var armeret med 40 mm luftværnkanoner og to 150 mm kanoner fra et tysk ”lomme-slagskib”. Alt pegende ud mod Øresund, som det var fortets opgave at bevogte.

Men det der gjorde fortet til noget helt særligt var de underjordiske anlæg, der bestod af adskillige km. gange, rum, depoter og kommandocentraler i ca. 10-15 meters dybde udgravet i den kalk og limsten, som hele det yderste af halvøen Stevns består af.

Ud over at sidde på kontoret var jeg også medlem af det mandskab, der skulle betjene de store kanoner, så en gang imellem blev vi sendt ned i ”Undergrunden”, som vi kaldte det, og øvede os i at armere de store og tunge projektiler, der af og til blev skudt af ud over Sundet med nogle øredøvende brag så hele området rystede.

Det overjordiske anlæg bestod af de gulstensbygninger, der i dag bruges til en lukket institution for de mere hårde ungdomskriminelle nysere fra hele landet.

Bag selve fortet lå feltbanen, hvor især de unge konstabelelever og 40 mm folkene fik deres daglige motion i form af nogle røvture gennem banen. Min kollega som IT-skriver og jeg har sikkert været betragtet af konstabeleleverne som nogle dumme hundehoveder. Når de arme sataner var på ud på feltbanen eller tilbage efter røvturene, sad vi og læste dagens aviser i god varme og tørvejr på en sådan måde, at de ikke kunne undgå at se vore brede grin.

 

Mere dagligdag på fortet.

Da jeg havde været på fortet et stykke tid, blev jeg valgt til talsmand, dvs. en slags tillidsmand i forhold til befalingsmændene og officererne. Ikke at der var de store problemer, da vi jo var et lille tjenested, hvor man ikke hængte sig så meget i detaljerne i dagligdagen. Men det gav mig et godt alibi for at dalre rundt stort set, hvor det passede mig. Når man tog et papirark i hånden – en ”simulator” kaldet – kunne man gå rundt og ”lede” efter hvem som helst hvor som helst.

Jeg havde også 2 gange den opgave, at jeg blev sendt til Køge havn for at være tolk. Den ene gang var det en tysk marinekutter. Nogle af de værnepligtige, som jeg lærte at kende særligt godt, tog jeg med på tur i Køge by, og de var også med hjemme at spise i vores trange stuer, hvor jeg så havde lejlighed til at lufte mine tyskkundskaber.

Anden gang var på et engelsk marinefartøj. Der oplevede jeg, at jeg på lige fod med de øvrige, fik en portion rom, som man ifølge traditioner helt tilbage fra middelalderen stadig fik hver formiddag i den engelske flåde. Så jeg drak en ordentlig hivert hver dag i den uge, jeg var der.

På Stevnsfortet gjorde jeg mig til vane at drikke formiddagskaffe i kabyssen hver formiddag sammen med kokkene, og hvis hovmesteren dukkede op, spurgte han bare: ” Er alt nu i orden talsmand?”  Og det kunne jeg berolige ham med, og så for han af sted igen. Der havde nemlig været en del brok over maden på Holmen, og det havde været omtalt i aviserne, så det ville han for alt i verden ikke risikere.

En søndag da vi havde vagt, var der som sædvanlig ikke rigtig noget at lave, så vi var nogle stykker, der fik den ide, at vi ville lave mad. Kokken var lykkelig, for han var træt af at stå og røre i gryderne, så vi gik i krig.

På madplanen stod der suppe, men vi synes nu at kødet var for godt til at blive kogt, så vi blev enige om, at vi ville stege kødet og lave suppe udelukkende af grønsagerne. Da vi havde kogt dem, og vi stod og kiggede i gryderne siger Ernst – en af 40 mm mændene: ” Der mangler sgu da noget”. Så smed han en pakke margarine i gryden. ”Der skal være perler på suppen”, forkyndte han, så det blev der. De andre brokkede sig, men fik beskeden: ”Bare æd. I får ikke noget andet!”

Det var også Ernst, der en dag tog en frikadelle og kylede den op i væggen, så den kom flyvende tilbage, hvorefter han tørt bemærkede: ”Havde tyskerne haft den opskrift, havde de aldrig tabt krigen.”

Arbejdet på kontoret var ikke i stand til at give sved på panden. 2-3 timers arbejde skulle række til hele dagen og med lidt øvelse lykkedes det ganske godt. Også at se travlt optaget ud samtidig.  

Når vi skulle efter post foregik det på den måde, at én af chaufførerne skulle køre mig de 2-3 km til Rødvig, hvor posten skulle hentes og bringes. En del af brevene var fortrolige og skulle forsegles med segllak og præges med et stempel, lige som i middelalderen. Vi kørte efter det forhåndenværende princip, dvs. det køretøj, der var til rådighed. Så det kunne være fra en lastbil til et folkevognsrugbrød eller en motorcykel. Især det sidstnævnte kunne give mig sved på panden.

Én af chaufførerne hed Valde. Han kørte motorcykel, en ”Nimbus” med sidevogn, og han beordrede mig hver gang ned i sidevognen under mine kraftige protester. Så snart vi kom ud af fortet kørte han ud i vejkanten og hævede sidevognen, så jeg hang i en halv meters højde ud over grøften hele turen, mens Valde grinede hult over min skræk. Vi skulle som regel til købmand for bl.a. de befalingsmænd, der havde vagt og hente smøger og andet godt. Det betød da også, at vi havde lidt mere snor end nogle af de andre, da det ikke var helt efter bogen sådan at rende byærinder i tjenestetiden.

 

Frem og tilbage til Køge.

Det kunne være lidt besværligt at komme frem og tilbage fra Stevnsfortet, og det begyndte også at blive koldere, og marineuniformen er der nu ikke meget varme i.

Vi fra en 5-6 stykker fra Køge, deriblandt Ernst en matros tidligere omtalt og én af chaufførerne kaldet ”Pinocchio” eller ”Nokke”. Han var mekaniker i det civile liv, og en aften besluttede Ernst at han ville købe en bil. ”Nokke” kendte en, der havde en Ford A, en gammel 32 model, så vi var nogle stykker, der kørte ud i Køges udkant til manden, og købte bilen for 1500 kr. Det var en af de modeller, der havde håndgas og høj og lav tænding. Den skulle som regel startes med håndsving, men nu var vi kørende.

Ernst kørte som regel til Køge. Så blev vi sat af, og bilen parkeret. Han og de andre gutter gik så på druk, og da jeg ”kun” skulle hjem til kone og barn, var det som regel min opgave at få bil og de andre tilbage til fortet. Så jeg lærte at køre Ford A, og vi kunne nu komme frem og tilbage uden at få forfrysninger den vinter.

Én af dem som jeg også lærte at kende godt, og som jeg hyggede mig en del med var ”høkeren”. Han var værnepligtig lige som os andre – var i øvrigt fra Nakskov – og ind imellem, når vi havde vagt i weekenden kunne vi finde på at gå i kabyssen sent om aftenen og lave natmad. Han stod jo for indkøb og havde nøgler til det hele, så vi kunne finde på at stege nogle store koteletter eller halve kyllinger og sidde og smovse os med natmad på dronningens ”regning”. Der var også et par gæve jyder bl.a. Laus, der havde med vasketøjet at gøre. Han kunne sove i næsten 20 timer i døgnet, og når han så tog hjem i Nordvestjylland til Hanstholm, var han til gengæld på druk i 2-3 døgn i træk uden at gå til køjs.

Jeg fik klaret et par ting på systemets regning. Som tidligere beskrevet, stod jeg, umiddelbart efter at jeg var blevet gift i maj måned 1961, på hovedet med scooteren og brækkede mit spolebene i min højre arm og skrabede det halve af hovedet. Det efterlod noget ”asfalteksem” i panden, så der var et par store mørke pletter, der ikke ville forsvinde. Jeg fik lægen på Stevnsfortet til at sende mig på ”Finsensinstituttet”, hvor jeg fik noget allerhelvedes dyrt salve, som i løbet af relativ kort tid fik afbleget pletterne.

Der kom også en værnepligtig tandlæge med et gammeldags klinikbord. Han skulle efterse vores tænder, og mine var desværre ikke i så god stand, da jeg ikke havde været til tandlæge i flere år. Han ville så reparere nogle huller og skulle til at bore med et af de gammeldags bor. ”Hov, hov”, sagde jeg. ”Du holder fingrene fra mine tænder. Du kan sende mig til en rigtig tandlæge i Store Heddinge”.

Det gjorde han så, så jeg fik hele gebisset ordnet uden at betale en klink, så det var jo godt nok.

Nå, men alt har jo en ende, og i oktober 1962 var det ved at være tid for hjemsendelse, og efter at vi havde afleveret en del af vores grej på Stevnsfortet, blev vi sendt ind på Holmen med resten og fik vores hjemsendelsespapirer og lidt skillinger, så vi kunne invitere koner og kærester på middag, og så var det slut med Den Kongelige Marine for mit vedkommende.

Så nu skulle der ske noget andet.

 

”Løbedegn i Magleby og Klippinge”. 

Jeg skulle jo til at finde et job, og da jeg stadig var lidt usikker på, hvad det nu skulle være for en skole, valgte jeg en mindre skole i Nr. Jernløse lidt syd for Holbæk.

Men der skulle gå 14 dage eller 3 uger, inden jeg skulle starte, og derfor tog jeg et vikariat ved Magleby skole på Stevns.

Vi havde jo et særligt forhold til byen og området i det hele taget, da vi – dvs. Ulla og jeg – gennem årene var kommet hos Ullas moster og onkel Eva og Holger og hos hendes morbror og tante Åge og Grethe. Ulla var kommet der fra barnsben og jeg i de senere år, så det var jo helt spændende at skulle være skolelærer for børnene Rita, Verner og Ingelise.

Skolen i Magleby og Klippinge var ved at blive afløst af en ny skole, der netop var ved at blive opført, så undervisningen foregik 4 forskellige steder. På Magleby skole, Klippinge skole, det gamle kommunekontor og i Forsamlingshuset i Magleby. Og da jeg havde scooteren, kørte jeg rundt i løbet af skoledagen og havde timer både her og der.

I 1962 var gennemsnitshøjden lidt lavere end i dag, og med mine ca. 183 cm, var jeg ikke af de mindste den gang, og da jeg første gang skulle undervise 7. klasse, der holdt til i Forsamlingshuset, kunne jeg se, hvordan eleverne stimlede sammen bag ved hækken for at se, hvad det nu var for en fyr de skulle undervises af. Så kunne jeg høre, at én af dem sagde til de andre:” Han er eddermalme stor”. Og jeg havde da heller ingen problemer med at holde disciplin og justits i mit korte ophold på stedet.

Jeg havde en anden lidt pudsig oplevelse under mit vikariat i Magleby. Jeg skulle vikariere for en ældre lærerinde, der i øvrigt havde været lærerinde for hele Ullas familie, og da den første dag var overstået, og eleverne fik besked på, at de måtte gå hjem, sagde Verner lidt forsigtigt. ”Du skal stille dig ved døren og sige farvel til os, det gør frk. Jørgensen altid”. Jamen det gjorde jeg da så også, og alle børnene kom i en lang række og tog mig i hånden og bukkede eller nejede og sagde: ”Farvel og tak for i dag”. Jo, der var orden i tingene.

 

Min første rigtige ansættelse. Lærer i Nr. Jernløse.

Som sagt havde jeg søgt og fået en stilling som ”lærer på prøve”, som det hed dengang, i Nr. Jernløse, som ligger ca. 7-8 km syd for Holbæk. En lille landsby med nogle få hundrede indbyggere langt uden for lov og ret. Jeg tænkte, at det kunne være mere passende for mig at starte på en lille skole, da jeg stadig var meget usikker på alt det nye og rent ud sagt ikke helt vild med at skulle starte på for stor en skole.

Skolen var vel på 120 elever, og vi var 7 lærere under ledelse af Johannes Hagemann, som jeg senere fandt ud af var svoger til Poul Hartling, idet hans kone var Hartlings søster. Hagemanns ambitioner rakte nok til lidt mere end en skole af Nr. Jernløses størrelse, men han måtte nøjes med skolelederjobbet der og med at skrive et par bøger og boganmeldelser i vores fagblad ”Folkeskolen”. De andre kolleger var Preuss, som gerne ville være politiker – konservativ – og en lærerinde fru De Boer, der var gift med en indvandret hollænder, og som vi kom til at kende særlig godt. De andre lærere kan jeg se for mig, men ikke huske deres navne.

Skolen var noget gammelt l…, og skolebøgerne ligeså. Vi havde ikke noget lærerværelse, men måtte tage til takke med at sidde i et tilfældigt klasselokale med vores habengut.

Jeg måtte naturligvis tage det skema, der nu var til rådighed, da jeg kom midt i et skoleår, og blev igen gymnastiklærer til min store fortrydelse. Også her havde vi ”vaskedag”, hvilket i allerhøjeste grad var nødvendigt. Der var vist ikke mange badeværelser rundt på gårdene i det område. Der var naturligvis også mange undtagelser med rent undertøj o. lign., men ellers!

 

Lidt om byen og lærerboligen.      

Nr. Jernløse var en ualmindelig trist by. Der var hverken skov eller strand i nærheden, kun en gade med lidt huse og småforretninger, en kirke og en fodboldbane.  Og når man kommer som ny lærer og for Ullas vedkommende lærerkone fra en større by, kunne det være meget svært at komme i kontakt med folk. Jeg havde det naturligvis en hel del lettere, da jeg havde kontakt gennem børnene i skolen, og jeg begyndte at spille lidt fodbold i den lokale sportsklub.

Når vi gik sammen, eller Ulla alene, gennem byen, kunne vi fornemme, at folk stod og gemte sig bag gardinerne og spejdede efter os. Men det havde nok været det samme problem uanset hvilken lille by vi var flyttet til. Sådan er man mange steder over for fremmede.

Huset som vi havde fået stillet til rådighed var en helt ny lærerbolig, der lå i udkanten af byen, men ganske tæt ved skolen. Det var bygget som et traditionelt parcelhus på vel omkring små 100 kvadrat- meter. Der var ikke oliefyr i starten, så jeg skulle lære at fyre med fast brændsel og holde liv i ilden natten over. Lige da vi var flyttet ind, var der mange mus, der var flyttet ind i efteråret, så det raslede og puslede bag skabe og paneler i de første uger, indtil det lykkedes os at slippe af med de ubudne gæster.

I skolen gik det rigtig godt. Nu hvor jeg var alene med mine klasser og ikke havde nogen lærer til at kontrollere mine daglige timer, blev jeg mere fri og fik efterhånden smidt min generthed overbord og fandt ud af, at jeg havde, når jeg selv skal sige det, gode evner som underviser og én af de lærere, som børnene hurtigt fik tillid til og respekt for.

Da jeg var naturfagslærer med biologi og geografi, brugte jeg en del af undervisningen til at cykle ud i omegnen med mine klasser og botanisere og se på områdets geografi. Det var de bestemt ikke vant til, men det var noget eleverne var meget begejstrede for. Vi havde akvarier og terrarier med fisk og dyr. Vi pressede planter, og de skrev løs i deres faghæfter om, hvad vi fandt og samlede.

Men som sagt, deres bøger var i en elendig forfatning. Skolevæsenet var i den grad udsultet i kommunen.

 

Et barn mere. Lone.

Ulla fik efterhånden mere og mere svært ved at finde sig til rette i Nr. Jernløse, og hun tog ofte på besøg i Køge, eller blev dernede i flere dage, når vi havde været der. Til vores store sorg havde det vist sig, at Helle var født med nogle desværre store problemer i form af, hvad man kalder ”vand i hovedet”, hvilket medførte, at hun flere gange var indlagt på forskellige hospitaler i København og opereret bl.a. på Bispebjerg Hospital. Men vi ventede nummer 2, og da vi efterhånden indså, at det nok ikke skulle være i Nr. Jernløse vores fremtid skulle være, tog vi konsekvenserne og jeg søgte en ny stilling, først ved Højelse skole ved Køge, som jeg ikke fik og derefter den stilling i Stensved, som blev endemålet.

Fødselen skete i Køge, og jeg blev ringet op en formiddag, den 17. juni 1963 – altså en uges tid inden sommerferien, –  at nu var der kommet en pige til verden, så jeg syntes, at jeg måtte give øl til lærerværelset efter de obligate lykønskninger, inden turen gik til Køge for at se det nye vidunder. Der var jo ikke noget med fridage eller barselsorlov til fædre, så jeg måtte tilbage til Nr. Jernløse igen og færdiggøre mit job, inden vi kunne pakke og flytte til Langebæk.

Der fik vi, hvad man kan kalde en ny start.

 

Tilbage i Langebæk.    

Da jeg startede på Stensved skole med ansættelse pr. 1. august 1963, fik vi anvist en lærerbolig i Langebæk. Det var den bolig, der i folkemunde hed ”Sygeplejeboligen”, da den daværende hjemmesygeplejerske fru Silleman boede i den i min drengetid. Boligen, der eksisterer endnu, havde dengang – ligesom i Nr. Jernløse – fyr med fast brændsel og en underlig gammeldags vaskemaskine. Fyret blev dog ret hurtigt efter udskiftet med et oliefyr, og vi fik da også en mere almindelig vaskemaskine. Men der kunne godt i de små landsbykommuner dengang være en lidt speciel holdning til alle disse nye lærere, der kom til. At man som arbejdsgiver og udlejer havde nogle forpligtelser og krav, der skulle efterkommes med hensyn til boliger og udstyr i husene. Det tog nogen tid at få de forskellige ting, man som lejer havde krav på.

Der var en stor have til med en lang og meget høj hæk ud mod landevejen. Så der var gode udenomsfaciliteter for en børnefamilie.

Der er en lille historie netop om den høje og lange hæk. En morgen ringede det på døren, og da jeg åbnede døren stod ”Stære Peter” uden for. Han talte med en noget snøvlende stemme og spurgte: ”Ka’ jeg lane en stige?” Da jeg noget forundret spurgte ham, hvad han skulle med den, svarede han blot. ”Jeg ska’ sgu da klippe din hæk”. Hvad jeg ikke vidste var, at da huset jo var kommunens, var én af Peters opgaver at køre rundt og klippe alle hækkene ved deres huse. Så jeg fandt hurtigt en stige frem til Peter.

Selve huset var lidt upraktisk til en børnefamilie med trappe op til soveværelse og gæsteværelse på 1. sal, men det opvejedes som sagt af den dejlige store have med græsplæne og stor køkkenhave.

Helle, som jo havde haft temmelig svært ved at lære at gå, hun lærte f.eks. at gå inden hun kunne kravle, var efterhånden kommet ganske godt med, og var ofte med når vi skulle ned at handle i Tatol eller hos købmanden i byen, hvad enten det var hos købmand Christensen, der havde afløst Eskesti Sørensens og hans senere efterfølger Hugo Rasmussen og Kirsten. I Tatol var det Mary Christiansen – ”Brød Mary” kaldet, da det var hende, der i min barndom og ungdom, havde haft bageriudsalget – og når man gik ud af butikken, sagde hun med meget høj og skingrende stemme ”Farvelogtaaak”. En dag, da vi var på vej ud af døren råbte Helle det samme, og Mary spurgte forundret; ”Hvad sagde hun?”.  Jeg gav hende en sludder for en sladder, da vi grinende skyndte os ud af døren.

Det var jo dejligt at komme til de mere kendte græsgange igen, og vi havde nu mulighed for at komme rundt til familien og bruge de dejlige spadseremuligheder i skovene rundt om Langebæk.

 

På Stensved skole.

Skolen var dengang ret ny. Taget i brug i 1960 – jeg havde jo selv været med til at bygge den – og i 1963 var den jo stadig ny på mange måder. Jeg kendte lidt til nogle af lærerne, men ikke særlig meget, da der allerede var sket et par flytninger, og inspektøren Viktor Henriksen kendte jeg til fra den gamle skole i Stensved, og ligeledes den gamle forskolelærerinde Margit Frølund. Hendes far havde jo i en meget høj alder været vikar i Langebæk nogle år tidligere. Fra den gamle skole i Stensby var der Haldor Hansen, der dengang var mest kendt som kirkesanger i Stensby, og så det at han altid gik med bare ben i skoene sommer som vinter. Også den tidligere forskolelærerinde Inger Fløe Jensen var blevet ansat på skolen. Det var hos hende, at min søster Birthe havde været i huset og passet deres drenge.

Men der var selvfølgelig også kommet en del nye lærere. Svend Erik Østergaard Nielsen og Hans Henrik Dyrløv, Tage Bertelsen og så en ny lærer Rigmor Jensen, samtidig med mig. Hun var mærkeligt nok var kommet fra Sønder Jernløse kun få km fra Nr. Jernløse, uden at vi dog kendte spor til hinanden.

Inspektør Henriksen, var af ”den gamle skole” med de meget bestemte holdninger, der prægede den type lærere. Meget gammeldags i forhold til disciplin og om, hvordan børn eller elever skal opføre sig. Han var respekteret og egentlig kunne rigtig mange af børnene godt lide ham. De vidste selv, hvor grænserne gik i dagligdagen, og hvad konsekvenserne kunne være, hvis de overskred dem. Ind imellem kunne det selvfølgelig være noget hårdt og lidt overdrevet, men sådan var han nu. Dengang havde vi morgensang, hvor hele skolen samledes i aulaen og sang en salme og derefter bad vi ”Fader vor”. Om lørdagen suppleret med trosbekendelsen.

 

En dagligdag på Stensved skole  –  dengang.    

Vi boede jo i Langebæk, så der var godt 4 km til skole, en afstand jeg tilbagelagde på cykel i de første måneder. Skolen startede dengang kl. 8.00 og en hel del af eleverne kom med skolebus. De, der havde en vis afstand til skole måtte cykle, men de nærmeste skulle gå til skole. Henriksen havde udstedt en bestemmelse om, hvem der hørte til hvilken kategori. Han bestemte også om eleverne måtte betræde græsarealerne. Hvis det var regnvejr havde han et lille skilt, der blev hængt op på skolegangen, og det betød at græsset ikke måtte betrædes. Og det blev overholdt.               

Da jeg kom til skoleårets start, havde jeg naturligvis ikke haft indflydelse på mit skema, så jeg startede med at være dansk- og orienteringslærer samt klasselærer i en 8. klasse. Men det gik ganske godt. Jeg og eleverne kom fra starten af godt ud af det med hinanden. Også med de andre klasser gik det godt. Men allerede dengang besluttede jeg, at jeg helst ikke ville være dansklærer i en af de store klasser igen. At sidde og rette stile, var ikke lige mig, men orienteringsfag, geografi og biologi kunne jeg godt lide.

Jeg startede året efter som klasselærer for en hel ny 1. klasse. Der var i klassen 14 piger og kun 4 drenge. Det var meget dygtige piger, så det kørte bare derudad. Af børn og fulde folk skal man jo sandheden, og jeg var ikke ret god til at synge, når jeg stod der foran klassen. Men ikke desto mindre, ville jeg prøve med: ”Tre små kinesere på Højbro Plads…” og så skulle vi indsætte forskellige vokaler. Som en af eleverne sagde til mig bagefter: ”Det er du ikke ret go’ til”. Ved en anden lejlighed sagde jeg til én af drengene, da han kom og viste mig en side med bogstaver i en skrivetime: ” Det er du ikke sluppet ret godt fra”. ”Næh”, sagde han – ”men det gik eddermalme stærkt”.

Min nevø gik i den klasse og hans bror i 6. klasse, og de fortalte mig, at da jeg kom og skulle undervise dem, var de i et meget stort dilemma. Man sagde jo ”De” og ”Nielsen” til læreren, men det syntes de alligevel var lidt underligt til deres farbror, så en dag kom de begge to og spurgte, hvordan de skulle tiltale mig. Og da jeg sagde, at vi nu bare snakker til hinanden, som vi plejede, slappede de af igen.

Forholdet til de andre lærere kom også hurtigt ind i en god gænge. Da Rigmor Jensen og vi, var

kommet samtidig, og da vi ”svingede” godt sammen, fandt vi hurtigt sammen familiemæssigt og vores familier havde et rigtigt godt forhold i alle årene.

Skolen var som antydet styret efter ret så autoritære principper, men det faldt os egentligt meget naturligt. Børnene var vant til at have respekt for de voksne. Som tidligere beskrevet var det efternavn og De, så det var hr. Nielsen og fru Jensen osv. Man stillede op i skolegården klassevis, når klokken ringede, og så gik man ind i klassen og stillede sig ved sin plads og ventede på læreren, der dengang kom meget hurtigt, idet vi rejste os fra lærerværelset og begav os på vej med det samme.

Jeg blev ret hurtigt efter min ansættelse fast gårdvagt, så det var min opgave at styre eleverne også i frikvartererne i skolegården. Det gav en masse frisk luft og lidt mere i lønningsposen, hvilket også var tiltrængt, da en lærerløn ikke var noget at skrive hjem om. Og da Ulla jo var hjemmegående, og med 2 småbørn var det også af den grund tiltrængt.

Skolen var jo, som tidligere beskrevet, ret ny, og der var forholdsvis nye skolebøger, så de undervisningsmæssige forhold var gode. Der var dengang omkring 150 elever fra 1. til 9. senere 10.klasse. Men i løbet af relativt få år fik skolen vokseværk og fra omkring 1970 efter kommunesammenlægningen steg den til 400 – 500 elever og fra 10-12 lærere til i nærheden af 50, men mere derom senere.

Jeg fik jo efterhånden gaflet mig ind på de fag, som jeg gerne ville arbejde med, og blev mere og mere orienteringsfaglærer med geografi, biologi og senere samtidsorientering og ikke mindst historie. Det var fag, der passede til mit temperament og min lyst og glæde til at fortælle. Det kunne være svært for ungerne at komme til orde, da jeg hele tiden var i gang med at berette så om det ene og så om det andet. Jeg blev også regnelærer – altså rigtig gammeldags regning, og selv i de timer kunne eleverne lokke mig til at fortælle bl.a. ud fra regnestykkerne, så også de timer blev en slags historie- eller samfundsfagstimer.

I nogle år cyklede jeg med mine 7. klasser helt til Møns Klint på en fridag og studerede kridt og flint. Det var noget af en cykeltur i både regn og blæst, men både eleverne og jeg havde mod på det, så det var bare med at komme af sted.

Allerede året efter jeg kom til skolen, tog jeg på en lejrskoletur til Bornholm med en 7. klasse, og for at spare lidt og bruge ressourcerne, blev Ulla spurgt om hun ikke havde lyst til at tage med, hvad hun havde, og vi fik en rigtig god tur derover. Vi gik ganske vist forkert, da vi skulle fra Rytterknægten til Ekkodalen, så vi fik en ordentlig travetur. Det måtte jeg høre for i lange tider efter, og det kostede da også ”kvajeis” til ungerne efterfølgende.

Det blev i årenes løb til ret så mange ture til Bornholm, vel en 6-7 gange med lejrskoler, så efterhånden kendte jeg hvert et hjørne af øen.

 

Eftersommeren og efteråret 1963.          

Vi var som sagt flyttet ind i ”sygeplejerskeboligen” i juli måned. I september sker der så en begivenhed, der jo var en rystende oplevelse for hele familien. Mor havde i nogle år lidt af problemer med hjertet, men det var dog ikke så meget, at vi havde nogen mistanke om, at det var rigtig alvorligt. Men en dag i september havde vi inviteret far og mor til at komme og spise til aften, og da de kom, fortalte hun, hvor megen energi hun havde haft den dag og havde arbejdet både ude og inde.

Da vi efter maden satte os i sofaen for at se TV-avis faldt hun pludselig om med et hjertestop: Jeg for op og hentede lægen, men der var ikke noget at gøre. Vi fik fat i Erik og Inger, og ringede til Grethe i Køge, og Erik og jeg kørte til Orehoved, hvor Birthe og Flemming boede og orienterede dem om, hvad der var sket.

Da vi jo var totalt uforberedte, rystede det os som sagt alle sammen. Så både denne begivenhed og den efterfølgende begravelse, var et hårdt slag for hele familien.

Men livet skulle jo gå videre, og far blev boende i huset i nogle år, inden det blev solgt og han fik bygget et nyt og mindre hus her i Stensved. Han og Erik indrettede et nyt værksted også her i Stensved, men han trak sig gradvist ud af firmaet og begyndte at bruge mere og mere tid på vandet i en lidt større jolle, som han fik bygget sig.

I november samme år skete der en anden og mere verdensomspændende begivenhed, nemlig da den amerikanske præsident John F. Kennedy blev skudt i Dallas. Det påstås jo, at alle voksne personer kan huske, hvad de lavede, da begivenheden blev meldt ud i æteren. Og det kan jeg også, da jeg husker, at jeg sad i stuen og pludselig hørte speakeren meddele det.

Dette ikke for overhovedet at sammenligne de to ting, men det var alligevel noget skelsættende på én eller anden måde for mig og min familie.

 

Vi flytter til Stensved.

Kommunen havde på grund af skolens vokseværk besluttet at bygge nogle flere lærerboliger i Stensved, og selv om det jo på mange måder var et dejligt hus, men temmelig upraktisk med trapper op til 1. sal med soveværelse og børneværelse, og med de problemer Helle havde og en stadig ret ny Lone, der lige havde lært at stavre rundt selv, besluttede vi at søge en af de nye boliger. Vi fik så igen et helt flunkende nyt hus på Drosselvej i et nybyggerkvarter, der var ved at skyde op bag ved Hotellet og den for længst nedlagte Kalvehavebane. Her oplevede vi at se og følge, at der kom en stribe nye huse og dermed nye naboer, som vi jo efterhånden lærte at kende. Vi følte os godt tilpas i de nye omgivelser, og på et tidspunkt kom der igen familieforøgelse. 9. februar 1965 meldte Lars sin ankomst, så nu var der et drengebarn i familien. I Køge havde Jette og Jan fået først én så en til pige, og med vores 2 var det ganske passende med et drengebarn. Han blev da også godt forkælet allerede fra starten.

Lige over for begyndte der sommeren efter at ske en hel del. En stor flok mennesker begyndte at grave og rode i jorden. Det viste sig at være to familier, der med både fætre, brødre og venner var i gang med at gøre klar til at bygge et nyt parcelhus. Da jeg fik skudt mig ind på dem, viste det sig, at det var mine gamle genboere fra Strandgade og Riddergade, nemlig familien Kock. Dvs. at det var Grethe og Jørgen, der flyttede ind, og som jeg havde et lidt periferisk kendskab til. I løbet af nogle år udviklede det kendskab sig til et meget holdbart venskab, der medførte, at vi næsten blev optaget i hinandens familier og deltog i barnedåb, konfirmationer, runde fødselsdage, ferieture og udflugter med hinanden.

En anden nybygger på vejen dengang var ”Bulder Jørgen” og Agnes, som byggede hus sammen med Niels Erik – ”Nisser” på Svalevej. På Drosselvej bygge Anders og Else og én af fars gamle lærlinge, nemlig Villy Olsen, så efterhånden blev de tomme grunde fyldt ud på hele vejen.

For at vende tilbage til Bulder Jørgen. Mens jeg gik og sludrede med ham under hans byggeri, fik han mig overtalt til at gå med ind i Stensved Idræts Forening, og ikke bare gå med i bestyrelsen, nej, jeg skulle også være formand. Det blev starten på et næsten livslangt arbejde med foreninger og senere politik. Men det kunne jeg jo ikke vide på det tidspunkt!!

 

Foreningsarbejdet.

Som sagt var det Buller, der satte mig i gang. Han var kasserer i Stensved Idræts Forening på det tidspunkt, og i en årrække, blev det ham og mig, der stort set kørte hele butikken. Jeg afløste Arnfred Rasmussen, der havde været formand i en årrække. Han blev i bestyrelsen i det første år og var en god hjælp, da jeg jo ikke havde nogen som helst erfaring i foreningsarbejde.

Som jeg tidligere har beskrevet om foreningerne i Stensved, var der en indbyrdes rivalisering mellem de to store foreninger, Stensved Gymnastikforening og Stensved Idræts Forening. Det var lidt ”finere” at være i gymnastikforeningen. Det gjorde sig også gældende på skolen, hvor inspektør Henriksen, havde noget lettere ved at acceptere, at gymnastikforeningen brugte skolens gymnastiksal til det frivillige arbejde, end når idrætsforeningen ville ind og træne i vinterhalvåret.

Så da han om morgenen efter generalforsamlingen, som han vidste, at jeg havde været til, spurgte, hvordan det var gået, og jeg så fortalte ham og de andre, at jeg var blevet formand for S.I.F, kunne jeg godt både se og mærke, at det ikke var så godt.

Vi havde da også en episode et par år senere, da jeg på foreningens vegne havde ansøgt om mulighed for at få nøgler, så vi selv kunne låse os ind i weekenderne. Da kom det til et mindre sammenstød mellem en del af de andre lærere og mig. Én af dem spurgte, om jeg ville låne min private nøgle til ”vildfremmede” mennesker, som kunne gå og komme som det passede dem i mit hjem. Da blev jeg ret ophidset, og fortalte med ret store bogstaver, at skolen fand’me ikke var hverken hans eller mit private hjem. Enden på det blev da også, at der blev ordnet et låsesystem, så vi kunne komme ud og ind uden at skulle besvære pedellen.

I løbet af de samme år, fik vi flyttet badmintonspillet til skolen, da den gymnastiksal, som var ved hotellet blev solgt, og da havde man accepteret, at sådan skulle det være. Nu var skolen i brug næsten hver weekend, da badmintonkampene som regel blev spillet lørdag eftermiddag og søndag formiddag. Der kunne være et leben, når spillerne havde ægtefæller og børn med, og der blev drukket kaffe og sodavand under opholdet, der kunne strække sig over mange timer med kun én bane.

Jeg var ud over at være formand for foreningen, også træner for drenge og lilleputter, og havde den oplevelse, at de samme elever, der om formiddagen sagde: ”De og Nielsen”, godt kunne sige ”Geert” om eftermiddagen under træningen, og skelne hvornår det var læreren og hvornår det var deres fodboldtræner.

 

Frem til 1970’erne – til nye skelsættende år.

Årene frem til 1970 gik da også ret stille og roligt. Vi havde ikke for mange penge at rutte med, da Ulla var mere eller mindre hjemmegående. Mere eller mindre, da hun ind imellem prøvede lidt forskellige jobs. Hun var en overgang ansat på Amtshospitalet, og i en periode på mejeriet i ostepakkeriet, men i hovedsagen skulle vi leve af min løn. Jeg blev på et tidspunkt ”overtalt” af min far og Erik til at købe en bil – en lille Ford ”Anglia” – og det var da også påkrævet med 3 mindreårige. Men vi måtte afhænde den igen, da vi kort og godt ikke havde penge til afdrag og benzin.  Så det kunne godt være lidt bøvlet at komme frem og tilbage. Og det var ikke lettere, da Helle desværre stadig med kortere eller længere mellemrum måtte af sted til sygehus og hospital.

I 1971/72 besluttede vi at nu ville vi vove springet og bygge vores eget hus. Vi ville egentlig gerne have købt den lærerbolig, som vi boede i på Drosselvej. Men kommunen ville på det tidspunkt ikke sælge nogen af lærerboligerne fra, så vi måtte i krig med vores eget. Én af dem fra ”syklubben”, nemlig Harry Bauer Sørensen havde en tom byggegrund på Lupinvej, og den kunne vi købe, hvis han måtte bygge huset. Det var så i orden, og i efteråret og vinteren 1971 og 1972 blev huset bygget, og vi kunne flytte ind og blive selvejere lige som stort set alle andre i vores bekendtskabskreds. Nu kunne vores 3 børn også få hver deres værelse, og det var jo godt nok.  Det har så været rammen om vores hverdag lige siden, og dermed det sted, som jeg har boet længst af alle de steder, jeg har opholdt mig siden min barndom.

Det gik stadig godt på skolen. Jeg havde det godt med kollegerne og eleverne havde respekt for mig, så jeg måtte af og til tage ”de vanskelige klasser”, men det havde jeg ingen problemer med.

 

Viceinspektør på Stensved skole.

Da Langebæk kommune opstod ved sammenlægningen af de 3 sognekommuner, Mern, Øster Egesborg og Kalvehave, skulle der ske en del ændringer af skolevæsenet. Ændringer der betød, at Stensved skole skulle udvides med både flere elever og på det administrative niveau. Skoleinspektøren skulle være ledende skoleinspektør, og der blev oprettet en stilling som viceinspektør. Det havde i en del år været skoleinspektørens svigersøn, Sv. Erik Østergård, der havde gået til hånde med forskellige ting, så man havde vel egentlig regnet med, at det skulle være ham, der skulle have den stilling. Men nogle kolleger spurgte mig, om jeg ikke ville søge stillingen.

Det havde jeg overhovedet ikke gjort mig nogen tanker om, men efter en del overvejelser besluttede jeg mig for det, og skrev en ansøgning. Det gav en hel del tumult, som jeg ikke skal beskrive i detaljer, men det var ikke til alles store begejstring, at jeg fik stillingen.

Det medførte da også, at samarbejdet mellem Henriksen og mig, var længe om at komme ind i en fornuftig gænge, men i de sidste par år, gik det da meget godt.

Jeg kan i den forbindelse fortælle om en munter og lidt speciel episode, der skete mellem Henriksen og mig en eftermiddag. Vi stod i aulaen efter, at alle de andre var gået hjem, og så kom vi til at snakke om de gamle spil, som vi legede, da vi var børn. Bl.a. om det gamle pindespil. Og med en pegepind og en anden stump gren, spillede vi pind i aulaen, så pindene drønede ind i vægge og døre. At se denne ellers 100 procent korrekte mand blive fuldstændig kåd, var en sjov oplevelse. Vi var dog enige om, at det fortalte vi ikke til de andre efterfølgende.

Forholdet til mine kolleger gik heldigvis stadig godt. Ikke at vi altid var enige om, hvordan f.eks. fagfordelingen skulle foregå. Der var lærere, for hvem det var vigtigere, at have mange timer med deres elever, og som derfor ville undervise i fag, som de af og til ikke rigtig havde det faglige overblik over. Min holdning var – og er stadig, at eleverne får mere ud af det med de rigtige og kompetente lærere, selv om det af og til kun er få timer, de har med den pågældende lærer. Et fag, som historie, kræver en viden og et overblik, som man ikke opnår ved bare at være 3-4 timer foran eleverne i sine forberedelser. Faget er jo desværre også blevet sjoflet i mange år i de danske skoler, så vi efterhånden har et par generationer, der er mere eller mindre historieløse.

Sådanne ting kunne vi tage mange og af og til hidsige diskussioner over ved lærermøderne, eller pædagogisk råd, som det kom til at hedde. Også den pædagogiske linje kunne give anledning til nogle debatter. Nogle lærere kunne diskutere op ad vægge og ned ad stolper med eleverne om, hvad der nu skulle ske. Man kan naturligvis godt inddrage eleverne i mange ting, men af og til må man sætte tingene på plads og fortælle dem, at her er det altså mig, der bestemmer, og at tingene skal være sådan og sådan, og at det ikke er til diskussion.

Jeg har da også senere fået mange tilkendegivelser fra mine gamle elever om, at det nu ikke var helt galt, at sætte nogle krav og ikke mindst grænser i det daglige arbejde.

Hvad der i øvrigt var karakteristisk i de år, var at vi hvert år måtte ansætte 3-4 nye lærere, så skolen en periode voksede til næsten 600 elever med over 50 lærere. Det gav naturligvis store problemer med at skaffe plads, og vi måtte da også udvide skolen i 1968 og i 1978 med to ekstra fløje og en sportshal med faglokaler, til den størrelse, som skolen har i dag.

Alle disse nye lærere var stort set nyuddannede eller forholdsvis nye. Det kunne selvfølgelig for nogens vedkommende være lidt af en overgang at skulle arbejde på en skole, med en så autoritær leder som Henriksen jo var, men man indordnede sig. Men alligevel skete der en gradvis ændring i både indretning og i den daglige omgangstone. Nu var det ikke længere så almindeligt, at eleverne sagde ”De” og efternavn, og både elever og lærere fik en mere afslappet tøjstil. Drengene blev mere og mere langhårde, og lærerne fulgte med.

Jeg husker et par begivenheder i denne her forbindelse. En dag kom én af disse lærere og spurgte mig, hvad der ville ske, hvis vedkommende klappede en elev et par på siden af hovedet. Dertil kunne jeg kun svare, at det ikke ville være nogen god ide. Der var kun en, der ”klappede til eleverne” på Stensved skole. Og det var mig. Den forstod hun godt.

En anden gang var, da jeg var temmelig træt af at høre fra en lærer, der uden selv at have undervisningstimer i de problemfyldte 8. og 9. klasser, altid havde en helvedes masse gode råd om, hvordan vi skulle klare alle problemer. Jeg foreslog eller rettere forlangte, at Henriksen satte vedkommende på en af de nye 8. klasser som klasselærer og dansklærer. Allerede året efter måtte klassen have ny lærer, men vi hørte aldrig flere gode råd fra vedkommende.

Som viceinspektør var en større del af mit arbejde naturligvis af administrativ karakter. En stor del af dagligdagen var at sørge for de praktiske gøremål, der skal have en skoledag til at fungere på en skole med efterhånden op til i nærheden af 600 elever. Det var min opgave at sørge for indkøb af alt fra skolebøger, hæfter, pegepinde og linealer, kontorartikler, ja. Stort set alt mellem himmel og jord. Jeg skulle også sørge for at kopimaskinerne var i orden og blev udskiftet efterhånden som de blev slidte og umoderne. A4 pædagogikken udvikledes jo voldsomt i de år. Der var lærere, der groft sagt, kun kunne undervise, hvis de uafbrudt fodrede eleverne med kopi på kopi. Vi havde ikke altid penge til nye lærebøger, så der var også af den grund ind imellem drøn på kopimaskinerne.

En nok så vigtig opgave som ”vicer” var at sætte vikarer på, når der var sygemeldinger. Lærerne skulle sygemelde sig mellem kl. 7.00 og 7.15, så der kunne undertiden være tryk på, når der skulle ringes efter vikar eller aflyses timer først på dagen. Jeg kunne blive skide sur, når det hele var på plads, og der så var en lærer, der først fik ringet ved 7.30 tiden eller senere. Så skulle det hele laves om, og så kunne det godt være svært at ønske ”god bedring” på den rette måde, så de også fik indtryk af, at jeg mente det.

Når jeg så havde fået klaret de nødvendige opringninger, gik turen til skolen, hvor der skulle sættes beskeder til lærere og elever. Derefter mødtes jeg med pedellen, i de fleste år med Benny Madsen. Der kunne af og til være nogle problemer vi lige skulle kigge på. Manglende oprydning eller lignende fra dagen før f.eks. Det var ikke altid at eleverne – og af og til lærerne, havde fået klaret deres del af opgaven. Der kunne blandt en del af eleverne være en lidt nedladende holdning til, at de skulle respektere dem der gjorde rent efter os. Jeg kunne blive voldsomt ophidset, når jeg hørte et udtryk som: ”Det kan rengøringsdamerne klare. Det er det, de får deres penge for”. At det kunne udløse en voldsom skideballe, kan flere elver utvivlsomt erindre. Jeg forlangte respekt for alle, der gjorde et stykke arbejde på skolen, ude som inde.

Også eksamens- og terminsprøver var mit ansvarsområde. Det kunne også være noget af et puslespil. En eksamen kostede undertiden flere hundrede skemaændringer i perioden maj/juni. Så der kunne af og til være pres på boldbanerne og remedierne til fodbold og rundbold i de mindre klasser. Men da vejret jo som regel er godt i eksamensperioden gik det.

Den uundværlige medarbejder i det daglige var skolesekretæren. Vi ”jokede” en gang imellem med, at inspektøren kunne være væk en uges tid uden at nogen lagde mærke til det. Jeg kunne være væk et par dage, før man manglede mig. Som regel fordi der manglede papir til kopimaskinerne. Men sekretæren – hvis hun ikke sad på sin pind ved skoledagens start, var der næsten panik. I de første mange år var det Anne Grethe (Kristiansen), men Anne Grethe i daglig tale af alle. Hun samlede trådene i sine hænder. Hjalp lærerne med breve og sedler, der skulle med hjem. Sorterede post – altid med de største kuverter nederst og de øvrige pænt lagt i størrelsesorden. Det beundrede jeg hende tit for. Hun hjalp med piller og afhjalp smerterne ved hvepsestik. Intet for stort og intet for småt. Vi delte kontor i alle årene, lige fra det lille kontor, der oprindelig var inspektørkontor, og så lille, at vi næsten skulle gå uden for, hvis vi skulle tage en rigtig dyb indånding, til vi fik det store kontor, som var et tidligere klasseværelse og som gav en hel del mere plads. Med skranker og det hele.

Da Anne Grethe besluttede at holde, var det med nogen bekymring jeg så frem til hendes afløser. Hvordan skulle det dog kunne gå med en ny efter det gode samarbejde, som vi havde haft i alle årene? Men heldigvis fik vi en ny sekretær, som jeg meget hurtigt fik et lige så fantastisk samarbejde med. Vores kemi passede utroligt godt sammen, og vi nåede at få et rigtigt godt kollegialt forhold, så det var med vemod, at jeg måtte sige farvel til Anette, da jeg forlod Stensved skole. Vi holdt løbende forbindelsen ved lige, men kort tid efter fik Anette alvorlige problemer med sin lever, og selv om hun fik en transplantation kunne hendes organisme ikke klare de store belastninger, og hun døde i en meget ung alder.

I 1974 havde Henriksen haft sit 40 års jubilæum, og besluttede at trække sig tilbage og gå på pension, hvad han også havde fortjent. Han havde gjort hele udviklingen med fra enelærer på den lille landsbyskole til den store centralskole med de mange lærere og klasser. Jeg fik igen opfordring til at søge stillingen, men havde ikke rigtig lyst. Jeg var ved at involvere mig i foreningsarbejde og organisatorisk politisk arbejde, så det blev en ny inspektør udefra. Det gav naturligvis ikke så få ændringer. Ikke lige med det samme, men efterhånden ændrede en række ting sig i forholdet mellem både elever og lærere og ledelse. Om jeg kunne have gjort noget anderledes bliver jo aldrig konstateret. Mine lederevner er i mellemtiden blevet brugt i andre sammenhænge.

På det mere private plan set i forholdet til kollegerne, var der i de første år efter 1970 et meget større samvær os imellem. Mange af os kom privat sammen og drev sågar sport. Vi spillede volleyball rundt i skolernes gymnastiksale. Vi så hinanden til familiefester, og for nogets vedkommende blev det til årelange venskaber, især da vores og deres børn var mindre. Efterhånden som både de andre og vi selv har fået børnebørn er det gledet lidt ud, men ikke mindst med Inger og Peter Jacobsen og deres familie er det blev til mange både fester og rejser sammen. Ligeledes med Birthe og Poul Ejner Jensen og deres familie. Også efter Birthe er faldet væk og bl.a. på grund af vores politiske samarbejde, har Poul og jeg holdt forbindelsen ved lige uden at sidde ”lårene af hinanden”.

Hvorvidt man har det store sammenhold lærerne på det private plan lærerne imellem i dag skal jeg ikke gøre mig klog på. Men da så stor en del af beboerne her i Stensved dengang var nye tilflyttere, var det nok også en mere naturlig konsekvens dengang.

Da jeg efter de godt 30 år forlod Stensved skole, hvor jeg havde været til en enorm udvikling og mange ændringer, er jeg ofte blevet spurgt, om jeg ikke har savnet skolen, eleverne og kollegerne. Og naturligvis har jeg da det. Jeg var glad for at være der, for samværet med kollegerne og alt det, som det indebar at være på en arbejdsplads i så lang tid. At se den ene generation efter den anden gå gennem ”systemet” og modtage deres børn, som årene gik. At se nogle af dem udvikle sig fra at være nogle lange flabede uinteresserede ”lømler” – nogle af dem – til at blive dygtige engagerede familiefædre og –mødre, man kunne møde med deres unger rundt i byen eller i Hallen.

Men det jeg har savnet mest er at stå i en skoleklasse og fortælle historier, hvad enten det er Danmarks- eller   verdenshistorie eller H.C. Andersens ”Store Claus og Lille Claus”, der var et af mine glansnumre. Eller at få en ganske almindelig god gammeldags regnetime til at blive en time i samfundsorientering, eller hvad det nu kunne udvikle sig til. Sådan omkring 20 unger i sin hule hånd, det var nu ikke så ringe endda.

Og i 1991 kom så den helt store omvæltning, nemlig overgangen til fuldtidspolitiker Det jo mit brændende ønske og ambition, der gik i opfyldelse, da jeg rykkede teltpælene op og flyttede mit arbejde og engagement ca. 4 km længere østpå.        

 

Mit politiske liv og hvad dermed fulgte.

Når jeg ser tilbage på, hvad jeg lidt ubeskedent kalder min politiske karriere, vil udgangspunktet være, hvad jeg tidligere har skrevet: ” 1970, et skelsættende år”.  Jeg var jo blevet meget engageret i foreningsarbejde og var interesseret i samfundsforhold i det hele taget, men endnu ikke så meget i det politiske liv i lokalsamfundet. Det var ved opstarten af valgkampen til den nye storkommune, Langebæk kommune, at der skulle opstilles kandidater, at jeg så småt kom lidt tættere på det kommunalpolitiske.

Det var sammen med ”Buller- Jørgen” eller rettere Jørgen Christensen, det startede. Vi var på grund af en bestemt begivenhed blevet enige om, at vi ville gå aktivt ind og støtte Jens E. Jensen, ”Mejerist Jens” i hans kandidatur for socialdemokraterne i Langebæk.

Buller og jeg kørte derfor rundt en aften her i Stensved og tegnede 12-14 medlemmer til socialdemokratiet i løbet af et par timers tid, hvorefter vi ringede til den daværende formand og spurgte, om vi kunne få stemmeret på generalforsamlingen og opstillingsmødet. Han blev lidt fortumlet ved henvendelsen, men ved tanken om så mange nye medlemmer fik vi bestyrelsens accept, og vi mødte så op og var med til at sikre Jens en sådan plads på listen, at han blev valgt ind i den nye kommunalbestyrelse.

Et par års tid efter var jeg til generalforsamling i partiforeningen, og da jeg på et tidspunkt rejste mig og stillede nogle spørgsmål vedrørende en legeplads her i Stensved, ja så gik det som det så ofte er set, at jeg blev foreslået til bestyrelsen og valgt. Her kom jeg kom til at sidde sammen med de gamle kæmper som Julius Jensen, Harry Hansen, Arne Hansen og flere af veteranerne fra både Kalvehave og Mern området.  Af de yngre var det først og fremmest Poul Christensen, der allerede dengang var ved at samle magten i sine hænder både politisk og organisatorisk. Så kom Poul Ejner Jensen, Preben Knudsen, Poul Jensen – Kornbakken, Jens E. Jensen, Harry Bauer Sørensen og så mig selv. Vi var mange, og der var gang i den.

Poul Christensen, Poul E. Jensen, Preben Knudsen og jeg dannede, hvad vi inspireret af tiden kaldte ”4-banden”, som ofte blev tilbage efter de andre på bestyrelsesmøderne og diskuterede politik til langt ud på natten. Vi inspirerede hinanden og prøvede mange ideer af på hinanden, og det var nogle spændende aftener. Efter nogle år blev jeg selv valgt til formand for partiforeningen, og Poul Ejner blev valgt til kredsformand og var også med i amtsbestyrelsen, og han og jeg styrede en stor del af det organisatoriske i et godt og frugtbart samarbejde. Vi havde meget ens holdninger til mange ting og et utroligt godt samarbejde. Partiet stod i det hele taget meget stærkt i området i de år. Vi havde et stort antal medlemmer, sad på både borgmester- og viceborgmesterposten og på alle udvalgsformandsposterne, så vi satte dagsordenen for stort set hele det politiske liv i kommunen.

 

Valget i 1978 og de første år i byrådet.

Op til valget i marts måned i 1978 besluttede både Poul Ejner og jeg, at vi ville prøve at opstille som kandidater. Vi ville nu gerne være med i fora, hvor beslutninger blev truffet. Valget gik rigtigt godt. Vi fik 8 mand i gruppen, dvs. rent flertal og kunne nu sætte os på det hele – og det gjorde vi. Det mandat vi havde fået, skulle bruges. Man kan i ”bagklogskabens ulideligt skarpe lys” –  for at citere en kendt rundhovedet dansker, diskutere om det nu også var en klog beslutning, men vi syntes det var det rigtige i situationen, og man nu engang ikke styre verden i bakspejlet.

For mit eget vedkommende var det ret så spændende. Jeg var opstillet som nr. 8 på vores liste, og det var med det yderste af stemmerne, jeg slap med på det 8. mandat. Lige til det sidste var jeg i skarp konkurrence med Freddy Christensen fra Mern, og først ved optællingen af de sidste stemmer blev det endeligt afgjort.

Men som sagt med de 8 mandater blev konstitueringen afgjort. Julius Jensen fortsatte som borgmester, Poul Christensen som viceborgmester og formand for Teknisk udvalg, Jens E. Jensen som formand for Kulturudvalget, og vi 2 nye, nemlig Poul E. Jensen og jeg som henholdsvis formand for Socialudvalget og Ejendomsudvalget. Det var noget af en opgave for sådan et par nyvalgte, men vi kløede på med krum hals, og det gik da også ganske godt i de første år af byrådsperioden 1978 – 82.

 

En lidt kuriøs opgave som byrådsmedlem.

I forbindelse med det konstituerende møde i gruppen, skulle vi bl.a. komme med en indstilling til et byrådsmedlem til bestyrelsen for Øster Egesborg sogns sparekasse. ”Den indstiller vi dig til”, sagde Julius til mig. ”Jamen, hvad går det ud på”, spurgte jeg overrasket.  ”Ja, det er sgu lige meget”, siger Julius så. ”Det bliver alligevel Harald Olsen fra venstre. Vi skal bare komme med en indstilling fra vores side også”.

Ja, det var jo godt nok, men så kom der besked fra Handelsministeriet, at han ikke kunne bruges, da han ville fylde 60 år inden byrådsperiodens udløb. Så en dag kom der brev underskrevet af daværende handelsminister, Arne Christensen, at jeg var indtrådt i sparekassens bestyrelse. Og der sad jeg så sammen med Arne Johannesen og Frode Christensen fra Skovhuse samt nogle andre landmænd fra Øster Egesborg og Rødstofte. Der var efterhånden ikke den afgrøde eller kvægsygdom, jeg ikke kendte til efter et sådant bestyrelsesmøde.

Men vi skulle ikke bare være bestyrelse, nej vi skulle også på skift være sammen med den daglige bestyrer, Keld Kristensen og brugsuddeleren H.P. Jensen fra Øster Egesborg brugs, hver 6.uge. Han førte regnskabet på den gode gammeldags metode med rentebrøkstreger, som vi kendte fra skolen. Bankforretningerne fandt sted i et baglokale i Brugsen, hvor lånerne eller indskyderne mødte op. Det var nu ikke de store summer, vi jonglerede med. Årsbalancen var under 900.000 kr., så det endte da også med, at sparekassen ”fusionerede” med SDS. Årslønnen var det fyrstelige på ikke mindre end 200 kr., hvoraf skattevæsenet trak halvdelen. Men vi kompenserede ved at tage på Udby kro med ægtefæller og æde os en pukkel til i andesteg hver Mortens aften. Men det var da meget sjovt at prøve.

 

Formand for ”Uffe” – Udvalget for Faste Ejendomme.

Jeg var som sagt blevet formand for det her nævnte udvalg, og jeg fik som min nærmeste medarbejder, Svend Aage Bertelsen. Jeg kendte lidt til ham i forvejen, da han i mine drengeår også rejste med Kalvehavebanen til Vordingborg, hvor han arbejde i en bank. Svend Aage var en utrolig god medarbejder. Altid i et godt humør, og han kunne snakke sig ud af enhver situation med sit store charmerende grin, der kunne høres på lang afstand. Vi havde det rigtig godt sammen, og fik sat flere skibe i søen, bl.a. omkring finansieringen af ejendommene, som kommunen havde ikke mindre end ca. 90, da jeg trådte til.

Jeg var samtidig medlem af Udvalget for Teknik og Miljø, og det er vel ganske pudsigt, at jeg, som jo ikke havde brilleret med den store tekniske indsigt, skulle blive medlem af netop disse to udvalg.

Én af årets store begivenheder i ejendomsudvalget var, når vi skulle på rundtur til alle kommunens ejendomme og vurdere deres tilstand og bestemme, hvad der skulle ske i løbet af det kommende år. Mine medkombattanter i udvalget var Harry Hansen og Tage Ersgaard fra socialdemokratiet, Villy Hansen fra de radikale og Villy Hauballe Jensen fra Fremskridtspartiet. (Så vidt jeg husker).

 

Sagen om borgmesterposten i 1980.

Efter valget i 1978 lod Julius Jensen os vide, at hvis Poul Christensen lod være med at blive udvalgsformand i Amtsrådet, hvor han dengang havde sæde, (det var før forbuddet med dobbeltmandater var indført), ja så ville han – altså Julius – påtænke at trække sig i løbet af byrådsperioden og give plads for Poul i borgmesterstolen. Det er set i lyset af, hvad der videre skete, vigtigt her at understrege, at det var Julius selv, der bragte sagen på bane ved et møde i Ungdomshjemmet, der jo var vores samlingssted på daværende tidspunkt.

Sådan var aftalen, og da vi var kommet godt 2 år ind i valgperioden, skød jeg hjertet op i livet og bragte sagen på bane over for ham. Jeg var på det tidspunkt både medlem af byrådet og formand for partiforeningen, så det var ligesom mig, der skulle tage snakken med ham.

Men…. Hold da helt kæft!   Det blev taget meget fortrydeligt op. Julius nærmest bandede og svor på, at nu skulle vi unge fløse ikke komme og presse ham ud og tage magten, og jeg ved ikke hvad.       

Det hele gik i kage, og det endte med, at han sygemeldte sig og pressen fik nys om sagen og kørte på den i mange og store artikler på lokalsiderne. Vi unge fløse fik hele opinionen mod os. Vi havde sparket til den gamle og nu syge mand, og det sammen med en ophidset debat om kloakeringen i kommunen, hvor Poul Christensen, der var formand for Udvalget for Teknik og Miljø, og derfor fik en masse mennesker på nakken, gjorde at 1980 og 81 udviklede sig helt katastrofalt for os socialdemokrater i Langebæk kommune.

Poul var blevet borgmester i juli 81, da Julius trak sig på grund af sygdom, og der skulle så rokeres rundt i gruppen. Jeg fik posten som formand for teknisk udvalg, og der blev foretaget en række rokeringer, som ikke faldt i god jord hos alle de implicerede.

Valget i november 1981 gik da også elendigt. Valgtallene har jeg ikke, men vi tabte 2 mandater, så vi sammen med Socialistisk Valgforbund var kommet i mindretal. De borgerlige vejrede naturligvis morgenluft, så der gik en masse forhandlinger i gang på alle leder og kanter. Men da der gik personfnidder i forhandlingerne mellem de borgerlige – problemer som jeg naturligvis ikke kender så meget til – så vi nogle muligheder.

Jeg var som sagt formand for partiforeningen og fik som sådan én af de oplevelser, som man egentlig kun skulle kunne opleve én gang i sit politiske liv, men rent faktisk selv oplevede som borgmesterkandidat igen nogle år senere. Men det vil jeg komme tilbage til.

 

”Kanslergade” – forliget.

Min telefon ringede ved midnatstid en af disse bevægede dage/nætter umiddelbart efter valget. Det var Poul Christensen. ”Du skal komme ned til Svend Aage Nielsen med det samme”, lød beskeden. Ingen diskussion bare kom!

Jeg fik travlt med at komme i klunset og af sted. Jeg skulle til Viemose, hvor Svend Åge Nielsen havde en maskinstation. Han repræsenterede på det tidspunkt Venstre sammen med Kjeld Jensen fra Sandvig og Svend Erik Østergård Nielsen, min kollega fra Stensved skole. Da jeg kom derned, så jeg Poul Christensens og Kjeld Jensens (V) ’s biler. Forhandlingerne mellem de borgerlige var brudt sammen, fik jeg at vide, så nu skulle vi finde ud af noget.

Vi fire, Poul Christensen, Svend Aage Nielsen, Kjeld Jensen og jeg gik så i gang. Vi forhandlede resten af natten, og ved 4-tiden om morgenen satte jeg mig til et gammelt hakkebræt af en skrivemaskine og nedfældede en aftale mellem socialdemokratiet og venstre i Langebæk kommune.

Essensen af aftalen var, at vi fortsat skulle besætte borgmesterposten med Poul Christensen, venstres Kjeld Jensen skulle være viceborgmester og formand for teknisk udvalg. Svend Aage skulle i økonomiudvalget. Jeg skulle være formand for ligningskommissionen for nu at nævne de tilstedeværende først. Poul Ejner skulle fortsætte som formand for socialudvalget. Ejendomsudvalget blev nedlagt.

Kulturudvalgets formandspost kunne Venstre disponere over. De gav den til de konservatives Max G. Jensen, der var kommet ind i byrådet, da Th. Frederiksen døde. Samme Max G. Jensen havde jo været de borgerliges borgmesterkandidat i valgkampen.

Derudover var der nogle andre punkter i aftalen. Én af de vigtigste!!! var, at der ikke måtte oprettes en offentlig cykelsti på den nuværende ”Agerstien” – ”Svinestien” som den hed på daværende tidspunkt.

Jeg har aldrig rigtig fundet ud af, hvordan og hvornår Poul og Svend Aage fik tilrettelagt denne strategi, og de har da også efterfølgende benægtet, at det var en aftale, de havde lavet umiddelbart efter valget, og at der kun var ført ”skinforhandlinger” mellem de borgerlige.  Men faktum er, at vi lavede et lokalt ”Kanslergadeforlig”, der lukkede de konservative ude i kulden ligesom dengang i 30’erne mellem Socialdemokratiet og Venstre.

Og så brød fanden løs. Der blev vild opstandelse i de politiske parter.  Nu troede hele den borgerlige del af kommunen, at man endelig efter mere end 60 år havde fået skovlen under de satans socialdemokrater, og så tog vi en vis legemsdel på dem. Det var naturligvis først og fremmest Venstres repræsentanter, der måtte lægge ryg til, men Poul og jeg måtte også gennem nogle drøje forklaringer over for nogle af vore egne, fordi vi havde allieret os med fjenden. Men set i lyset af et tabt valg var det da utroligt godt klaret, hvad bestyrelsen og gruppen da også snart fandt ud af. Så der faldt hurtigt ro over gemytterne igen i vores lejr og til dels hos Venstre.

I øvrigt fik vi et godt samarbejde med Venstres i byrådet. Et forhold der holdt sig i en årrække også efter det nye borgmesterskifte, som kom ret hurtigt efter valget.

Og det vil jeg komme ind på nu.

 

Endnu et borgmesterskifte.

Amtsborgmesteren Søren Trolborg havde besluttet at trække sig tilbage med udgangen af 1983, dvs. midt i perioden, og efter nogen diskussion blev man i amtsrådsgruppen enige om at pege på Poul Christensen som ny amtsborgmester. Det fik så den konsekvens, at vi også skulle have en ny borgmester her i Langebæk, og da Poul havde orienteret mig som gruppeformand, tog vi et møde med Svend Aage Nielsen og Kjeld Jensen. Deres umiddelbare reaktion var, at så skulle jeg være borgmester. Det var jeg ikke meget for. Vist var det da ærefuldt og alt det der, men det korte af det lange var, at jeg rent ud sagt ikke havde råd til at sige ja tak. En borgmesterløn var nogenlunde det samme som en viceskoleinspektørs, men da jeg også havde et ganske vist mindre honorar som formand for ligningskommissionen og diæter som byrådsmedlem, ville jeg miste 20 – 30.000 om året, og det kunne vi ikke klare økonomisk. Så efter adskillige forhandlinger og pres fra Poul, måtte jeg endegyldigt sige fra. Jeg følte mig heller ikke rigtig sikker på, at jeg var moden til opgaven på det tidspunkt.

Der blev så efter nogle forhandlinger og diskussioner i gruppen enighed om, at det var Jens E. Jensen, der skulle peges på, og sådan blev det.

 

Formand for socialudvalget.

Efter ca. 1 ¾ års forløb besluttede Poul Ejner Jensen i forbindelse med et jobskifte, at stoppe som socialudvalgsformand og foreslog, at han og jeg byttede job. Det var jeg ret tilbageholdende over for, da mit arbejde som viceskoleinspektør sammenlagt med byrådsarbejdet var ret så omfattende, men på en ferie ved Gardasøen kom Poul Ejner med familie på besøg, og vi snakkede så en del om, hvad en rokade mellem os ville betyde arbejdsmæssigt. Det overbeviste mig om, at det kunne jeg godt klare, og da vi kom hjem, orienterede vi den socialdemokratiske gruppe og fik dens accept, så det blev en realitet fra august samme år altså i 1983.

Og det har jeg aldrig fortrudt. Fra stort set den samme dag følte jeg mig utrolig godt tilpas i socialforvaltning og –udvalg. Det var spændende og interessant, og der var mange nye opgaver at tage fat på. Nu var byttet også godt, fordi jeg aldrig rigtig fattede interesse for ligningsarbejdet. Penge og økonomi og ikke mindst skat har aldrig haft min store interesse, og selv efter mine mere end 20 år i byrådet, var det ikke budgetter og regnskaber, som jeg synes er den mest spændende del af det politiske arbejde.

Nej, sager med mennesker og planlægning. Samarbejdet med alle de ansatte på alle niveauer i det sociale system og hele børneområdet, der dengang hørte under socialudvalget. Det var spændende og interessant, så jeg kørte på med krum hals og fik meget hurtigt et rimeligt godt overblik og kendskab til stort set hele området, så jeg kunne diskutere med mine medarbejdere næsten på lige fod om alt mellem himmel og jord på det sociale område. Det er ganske vist en del i modstrid med mine holdninger om, at vi politikere ikke skal være sagsbehandlere, men det er svært i så lille en kommune og forvaltning.

Ikke mindst med daværende socialchef Ove Danielsen og souschef Anne Marie Christensen havde jeg nogle gode diskussioner og snak om, hvordan vi skulle få hele dette omfattende område til at fungere bedst muligt. Så jeg var meget tæt inde på en stor del af den overordnede planlægning på hele socialområdet i de år. Og det lykkedes mig også at holde sagerne og mine private følelser adskilte, så jeg ikke tog ”arbejdet med hjem”, men holdt mig så objektivt til sagerne som det nu var muligt.

Da jeg overtog sagsområdet, havde Poul Ejner, som jo var en meget stærk og indsigtsfuld socialudvalgsformand fået planlagt og sat fuld gang i nogle bygningsmæssige ændringer på begge plejehjemmene. Det var en meget omfattende renovering, der fandt sted. Ændringer, der grundlæggende forbedrede forholdene for beboerne, men også var medvirkende til, at det nu i højere grad var plejehjem, så de beboere, der blev visiteret ikke længere var meget selvhjulpne, men med et stort plejebehov.

Der blev i første omgang lagt planer og udført arbejder på det fysiske område. Vi ombyggede og moderniserede begge plejecentrene. Værelserne blev udbygget til små lejligheder, og der blev dagligstuer og opholdsarealer på gangene.

 

Sagen om hunden.

Vi havde ikke i første omgang gjort så meget ud af normeringsforhandlingerne, og det tog vi nu fat på. Her må jeg indrømme, at jeg var mere naiv end godt var. Jeg troede, at beregninger og dermed grundlaget for antal ansatte, kunne souschefen Anne Marie Christensen og jeg selv klare uden at tage de faglige organisationer med på råd. Og det skal man ikke, og fejlen var min. Vi måtte om igen, og jeg fik ikke ligefrem ros fra nogen sider. Men endelig var det på plads, og vi fik sagen op i byrådet til endelig vedtagelse. Så vidt så godt, og så brød helvede løs igen på grund af en forbandet hund!!!

Det var nemlig sådan, at de tidligere plejehjemsbestyrere havde haft deres lejlighed på stedet, og den daværende havde en halvstor hund af meget ubestemmelig race. En noget voldsom hund, som det var mit indtryk, at en del beboere var lidt utrygge ved. Da hun flyttede til Kalvehave, havde hun gjort det til en vane at tage hunden med på arbejde, så den færdedes rundt på gangene, og det havde fagforeningens repræsentant opgjort til, at det skulle koste 15 timer om måneden i yderligere rengøring. Det sagde jeg og resten af udvalget nej til. De penge kunne anvendes til noget mere fornuftigt, så bestyreren fik besked på, at hun skulle lade hunden blive hjemme.

Hold da helt kæft!  Det fik pressen fat i. Glemt var, at vi havde udbygget og moderniseret plejehjemmet for et tocifret millionbeløb, og at vi havde forøget normeringer og dermed hævet hele niveauet og standarden på alle områder. Nej, at vi kunne være så onde at fratage de gamle mennesker deres daglige lyspunkt i en hund, der løb rundt på gangene, det var der presse i. Hele den samlede Verdenspresse fra Ekstra Bladet til Se og Hør samt Danmarks Radio var i oprør og den journalist der vil, kan også få de svar han vil have – og det fik de. Jeg husker en morgen ved 7- tiden, da jeg blev ringet op fra DR’s morgenradio, der ville have en kommentar til radioavisen om, hvad de betegnede oprøret på plejehjemmet. Jeg svarede dem, at jeg ikke havde nogen kommentarer, og at det i øvrigt ikke var en sag, der vakte den store opsigt her i kommunen, men at det var noget landspressen havde opfundet. De blev smækfornærmede og ville så snakke med borgmesteren, hvad de også kom til, og det er jo den slags sager, som man ikke kan snakke sig ud af, for ligegyldigt, hvad man siger, vil det virke som nogle søgte søforklaringer.

Nå, alt får en ende, og det fik den sag også stille og roligt efter et par ugers forløb. Men det er meget sigende for, hvad der kan blive en sag, når de ”rigtige” journalister tager fat.

 

I pressens søgelys – igen.

En anden sag, der et par år efter bragte mig i pressens negative bevågenhed, var en sag om en ”stakkels mor” med 3-4 børn, der efter i lang tid at have drevet gæk med forvaltningen blev sat i beskæftigelse. Vi havde dengang desværre rigtigt mange uden nogen form for arbejde og havde derfor mange forskellige former for aktiveringer. Én af dem var på vores produktionsskole i Mern, hvor der blandt mange aktiviteter var en maskine, der pakkede forskellige kulørte blade bl.a. ”Anders And” blade. Kvinden var egentlig uddannet lægesekretær, men ville have en anden uddannelse og havde derfor sagt nej til alle de tilbud, som hun var stillet over for.

Men nu skulle det være. Hun fik anvist pladser til sine børn i henholdsvis Kalvehave og Stensved børnehaver og skulle efter at have afleveret dem der, køre til Mern og arbejde. Det ville hun ikke og fik sat pressen på sagen.

Jeg blev ringet op en søndag formiddag af en kvindelig journalist, der skulle ned og lave en reportage til DR TV. Om jeg ville medvirke i den udsendelse, der skulle vises i TV-avisen om aftenen?  Jeg sagde først nej, da vi som princip ikke kommenterer personsager, men journalisten lovede så, at det var sagens principielle karakter, vi skulle drøfte, og jeg gik så ind på at medvirke og at mødes med hende på Rådhuset, efter hun havde talt med den pågældende dame og hendes børn.

Optagelsen fandt sted uden for Rådhuset, og det varede næsten 30 minutter, før hun var tilfreds og stoppede med optagelsen. Da jeg om aftenen så udsendelsen, gik det op for mig hvorfor hun blev ved så længe. Jeg havde dengang nogle briller, der tog farve af lyset, så de blev mørkere efter nogen tid, og da vi som sagt stod i næsten en halv time udenfor, var mine briller temmelig mørke, så jeg lignede en ”mafioso” fra Sicilien. Det var også lykkedes hende at få mig irriteret så meget, at jeg på et tidspunkt nærmest snerrede af hende, og det blev elegant klippet sammen i et par korte sekvenser, så den stakkels mor og hendes børn naturligvis fik hele sympatien, og jeg kom til at fremstå som en helt utrolig usympatisk og følelseskold politiker af værste skuffe.

Udsendelsen var da også knap overstået før jeg fik den første opringning af en forarget dame, der gav mig den første omgang. Hun blev fulgt op af flere andre. Også helt oppe fra Nordjylland. En brevskriver lovede mig lige så mange tærsk, der kunne ligge på min forargelige krop. Jo, det var sgu hyggeligt.

Men kommunen havde en sidegevinst ved sagen – mange af de kontanthjælpsmodtagere, der var i kommunen forsvandt, for de skulle ikke op og pakke Anders And blade, og det varede længe, inden de begyndte at komme igen.

Jeg har siden været på et mediekursus og lært lidt om at begå mig på fjernsyn, og jeg ville nok i dag have tacklet problemerne noget anderledes, men af skade bliver man klog – sjældent rig.

 

Medierne og mig.

Mit forhold til medierne har ellers været præget af et godt forhold. Jeg har altid været ret åben i mit samarbejde med de lokale medier. Især vores lokalradio ”Radio Valde”s chef og lokalredaktører har været præget af gensidig tillid. Jeg ved, at når jeg får løfte om, at de ikke bringer en nyhed før de får lov, ja så kan vi godt snakke om løst og fast uden, at det bliver misbrugt. Det lokale eller regionale TV Øst var det sjældent, jeg samarbejdede med. Det skete af og til, men da det var så sjældent var det svært at være naturlig i det medie. Som jeg lidt selvironisk plejede at sige – mit ansigt gjorde sig bedst i radioen.

Jeg havde tidligere været en ret så flittig læserbrevsskribent, som regel i forbindelse med valgkampe og de debatter, der følger med sådanne, men det stoppede efterhånden. Men det kan jo være det kommer igen.

 

Et par personligheder på Rådhuset.

Inden jeg går videre med det politiske, er der nogle personer fra Rådhuset, som fortjener et par ord med på vejen. Først og fremmest den daværende kæmner, Emanuel Jeppesen eller blot Jeppesen som vi kaldte ham. Jeppesen var en personlighed med et meget stort P. Han kom oprindelig fra midten af Jylland, nemlig byen Mørke. Der skete det, at man i 1942 fik behov for hjælp til at styre kommunen, nemlig Kalvehave sogn mere professionelt. Og Jeppesen, der efter forskellige jobs havde uddannet sig indenfor det kommunale system, søgte og fik stillingen. En stilling han bestred frem til han tog sin afsked i 1983, altså i mere end 40 år. I løbet af denne lange tid blev han en institution i sognet og senere kommunen. Fra min barndom husker jeg, når han i sin grå frakke gik hjemmefra til kommunekontoret i kælderen på alderdomshjemmet, hvor den kommunale administration havde til huse i et par efterhånden godt tilrøgede lokaler. Han virkede som en lidt verdensfjern person, altid med en cigar i munden og lidt duknakket uden tilsyneladende at lægge mærke til sin omgivelser. Men det skulle man ikke lade sig narre af. Han kendte hver person og alle børnene i gadebilledet og fulgte med i, hvad der skete overalt i byen. På kontoret og senere på Rådhuset, havde han i rigtig mange år et godt overblik over alt, hvad der skete. Jeppesen var rigtig registreret socialdemokrat, hvad der måske ikke var så almindeligt, at den øverste administrative chef meldte ud, men sådan var han. Og trods sin lidt bryske facon var han meget engageret i foreningslivet og ungdommen i det hele taget. Han var bl.a. sekretær for det nye Fritidsnævn og Fritidskommission, da det blev oprettet i 1970. Han og jeg havde et nærmest far/søn forhold, idet han jo havde kendt mig siden mit 11. år, og vi havde været nærmest genboer i Langebæk.

Han havde i mange år en lille pram, som han tog ud og stangede ål med. Den var ofte i en elendig stand, og jeg drillede ham tit med at vandet ved Langø var renere i hans tid, da det nærmest blev filtreret ved at trække gennem bunden af hans gamle pram.

Han var ud over det kommunale med i alle foreninger i Langebæk området enten som sekretær eller kasserer og meget ofte dirigent ved deres generalforsamlinger. Folk, der kom på Rådhuset, havde i gamle dage altid været vant til at gå til Jeppesen, så de spurgte som regel efter ham, også længe efter der var oprettet de forskellige forvaltninger.

Der er en historie om ham, som ofte er blevet fortalt. Om den er helt korrekt, ved jeg ikke, men den siger utroligt meget om ham og hans indflydelse og måde at styre tingene på. Under et møde, i eet af de mange udvalg, hvor han var sekretær, var de forskellige politikere i gang med en længere diskussion om et bestemt punkt på dagsordenen, og om hvad der skulle stå i protokollen. Jeppesen holdt sig helt ude af deres debat og sad roligt tilbagelænet og pulsede på sin uundværlige cigar. Da man endelig var nået til enighed, ville formanden så diktere, hvad der skulle stå i protokollen. Jeppesen svarede stille og roligt: ”Det I har besluttet er ikke lovligt, og jeg har i øvrigt også skrevet, hvad der skal så”. Så læste han sine bemærkninger op, og det var så beslutningen.

Han kunne ikke fordrage ”Karl Smarter”, dvs. dem, der troede, at man kunne klare det hele med en smart bemærkning. ”Vindbøjtler” mumlede han om dem.

Jeg prøvede en gang at komme i sparekassens repræsentantskab på min egen liste, og fik en masse mennesker til at skrive under på en stillerliste og stemme på mig, og fik ganske mange stemmer, men naturligvis ikke nok til at blive valgt. Jeppesen, der sad i bestyrelsen for SDS mødte mig dagen efter uden for Rådhuset med et svedent grin. ”Nåh, du troede du kunne klare giganterne”, drillede han mig. Og det kunne jeg jo ikke.

En anden person, der også fik mere end 40 år i kommunens tjeneste, var Erik Nielsen, ”Kommune-Erik”, eller ”Skatte-Erik”, som var hans kaldenavne. Han blev ansat året efter Jeppesen og de to drev kommunen med nogle sekretærer frem til kommunesammenlægningen i 1970, hvor Jeppesen så blev kæmner og Erik Nielsen, skatteinspektør. Han havde i øvrigt så svært ved at trække sig tilbage, at han måtte have hjælp til at skrive sin afskedsansøgning.

Men de fik begge fortjenstmedaljen for lang og tro tjeneste efter deres mere end 40 år i stillingerne.

 

Mine kolleger i byrådet.

Jeg vil i de kommende afsnit fortælle lidt mere om de efterhånden mange forskellige personer, som jeg har siddet sammen med i byrådet i de cirka 23 år, det blev til. Det skal naturligvis understreges, at det er min subjektive vurdering og hukommelse, der ligger til grund for, hvad jeg skriver i det følgende.

Da jeg startede 1. april 1978 var det som tidligere beskrevet Julius Jensen, der var borgmester. Julius var en rigtig socialdemokrat af den gamle skole. Han havde tidligere siddet i sognerådet i Øster Egesborg bl.a. sammen med den godsejer, han var ansat under som fodermester på Lilliendal. Han blev valgt som borgmester på grund af et samarbejde med de konservative, og var meget populær blandt borgerne i Langebæk kommune og i samtaler med folk var han meget tillidsvækkende. I byrådssalen havde han god presse og kunne sige ting, der for andre kunne have givet store overskrifter. Han overlod en stor del af diskussionerne til Poul Christensen, der i sådanne situationer uanset modstandernes antal var som en fisk i vandet, når der skulle diskuteres eller brygges politiske forlig eller rævekager sammen. De to havde et godt samarbejde og en god arbejdsfordeling i en lang årrække. De styrede gruppen suverænt og med gode resultater.

Poul Christensen var en politisk begavelse, der i sine velmagtsdage helt suverænt og overlegent beherskede det politiske spil i alle dets facetter. En god hukommelse også for detaljen og evne til at sætte sig ind i de mange og undertiden indviklede sager, han beskæftigede sig med. Både det politiske såvel som administrative niveau klarede han. Han blev skolet, da han i en meget ung alder blev valgt som tillidsmand for sine kolleger på Lindholm, og hans evne til at køre sine modstandere trætte ved at blive ved at diskutere og til at overtale folk, bragte ham meget hurtigt til tops i lokalområdet. Ud over sin plads i byrådet var han også medlem af amtsrådet, hvor de samme evner førte ham helt til tops som amtsborgmester og hurtigt derefter som formand for amtsrådsforeningen i Danmark.

Poul E. Jensen eller som vi begyndte at kalde ham, Poul Ejner, har jeg i alle årene arbejdet utroligt godt sammen med. Det startede i privatlivet, da han med familie flyttede til kommunen. Da de flyttede til, var det i den periode, hvor skolen udviklede sig med adskillige nye lærere hvert år, og vi lærere fandt sammen privat og holdt fester og diskussioner ofte til langt ud på de små timer. Jeg var blevet viceskoleinspektør og havde måske af den grund særlig megen kontakt til mange af de nye. Men Poul og jeg fik hurtigt et godt og fortroligt forhold og arbejde godt sammen fra starten. Vi blev begge medlemmer af partiet omkring 1970 og blev valgt til bestyrelsen begge to. Da vi blev valgt ind i byrådet ved valget i 1978, blev begge udvalgsformænd. Jeg har tidligere beskrevet disse forhold, så det vil jeg ikke bruge mere tid på, og i rigtig mange år havde vi et tæt samarbejde. Jeg tillader mig at være så ubeskeden at mene, at der var en gensidig respekt for hinanden, og vi støttede og supplerede hinanden godt. Poul Ejner havde en hel del af Poul Christensens talenter – evnen til at sætte sig ind i en sag og til at gribe en situation i luften i en debat og finde de rigtige svar og spørgsmål til modparten. Han blev vores gruppeformand og politiske ordfører ved mange af debatterne i byrådssalen.  Han valgte en anden karriere og gik fra sit job som TV reparatør fra at være beskæftigelseskonsulent i Langebæk kommune til fagbevægelsen og sidder i dag som en respekteret formand for lokalafdelingen i HK dækkende Vordingborg, Langebæk og Præstø. Vi ser da heldigvis stadig hinanden og ses ved mange lejligheder uden, at vi dog sidder ”lårene af hinanden” . Trods det, at vi nu begge har forladt den aktive politik, har vi stadig både kontakter – Poul naturligvis ikke mindst gennem sit arbejde og engagement i fagbevægelsen – jeg mere uformelt, men vi er begge lidt med i det lokale partiarbejde fra sidelinien. Ikke for at spille kloge og de ”grå eminencer”, men hjælper gerne, når vi får anmodninger derom.

Der er vist ikke mange generalforsamlinger i de lokale foreninger indbefattet partiforeningen, hvor det ikke er én af os, der er dirigent.

Jens E. Jensen, som jeg jo har kendt lige fra min drengetid, vil jeg også skrive lidt om. Når jeg har kendt ham fra drengetiden, hænger det sammen med, at han var meget aktiv på fodboldbanen både som spiller over en meget lang årrække, men også som træner og bestyrelsesmedlem. Han var en habil yderwing på højre fløj, lidt af en luksusspiller – afleveringerne skulle ligge, så han ikke havde nødig at rende særligt langt efter dem, ellers faldt der en skideballe, der var til at forstå. Vi har ligeledes kommet privat sammen i den såkaldte ”syklub”. Skrevet i citationstegn, da det omtrent det eneste, der stort set aldrig er foregået i flokken af kvinderne. Men det har givet meget socialt samvær i alle årene.

Men her er det som politiker jeg vil søge at beskrive vores forhold. Jens var i en lang årrække formand for Kulturudvalget og dermed for skoleområdet, hvor jeg jo var ansat. Netop skoleområdet var hans hjertebarn, og han tålte ikke ret god kritik af samme område. De fysiske rammer og indhold blev tilgodeset godt i hans periode som ”kulturminister” i Langebæk kommune.

Han blev som sagt vores borgmester på grund de tidligere beskrevne situationer, en post han bestred i ca. 10 år. Han var meget populær blandt kommunens borgere. Han fik flere personlige stemmer end nogen af os andre borgmestre og hans styrke var hans evne til at snakke med mange forskellige mennesker.

Vi har ofte nydt godt af en stor gæstfrihed og har da også ved flere lejligheder holdt ferie sammen både ved Garda Søen og i Tyskland ved Rhinen ud over den årlige weekend med ”Syklubben”.

Hans ualmindelige gode hukommelse gør, at han kan citere mange og lange verselinier og passager i klassikkerne, og det er noget han ofte gør meget gerne. Hans taler er altid spækket med citater.

Bent Olsen, som jeg kom til at konkurrere med uden at nogen af os egentlig ønskede det, havde jeg også altid haft et godt samarbejde med og arbejdsmæssigt politisk godt forhold til. Han afløste mig som formand for socialudvalget, et job han klarede udmærket i de 8 år, han nåede at være udvalgsformand.  Bent var meget populær som socialudvalgsformand hos de ældre på plejehjem og i ældreråd mv. Vi arbejdede i 8 år sammen i økonomi-udvalget, hvor vi havde et fortrinligt samarbejde, da vi jo kendte hinanden særdeles godt og vidste, hvad på forhånd, hvad den anden part mente om dette eller hint.

En anden af dem, der var med i stort set hele perioden var Freddy G. Christensen. Hans styrke var måske ikke så meget i det udadvendte arbejde, men altid et godt og loyalt medlem af gruppen, som man altid kunne stole hundrede procent på, når vi havde indgået en aftale. Vores samarbejde startede ellers med en voldsom rivalisering, som tidligere beskrevet, da det kun var meget få stemmer, der afgjorde at det blev mig og ikke ham, der kom i byrådet første gang i 1978.

Men det vil føre for vidt at nævne alle dem, jeg gennem årene samarbejdede med i den socialdemokratiske gruppe, men for dem alle gælder det, at vi arbejdede godt sammen og har haft et godt sammenhold i grupperne. Naturligvis med diskussioner ind imellem. Selv om vi er fra samme parti betyder det jo ikke, at vi ser fuldstændig ens på alle detaljer.

 

Andre politiske venner, samarbejdspartnere og kolleger.

Det særegne ved politik er jo blandt andet, at man undertiden kan opbygge nogle bekendtskaber og venskaber, der i nogle situationer går på tværs af partiskel og grupper. Ja, i nogle tilfælde er det lettere at være sammen med de andre, fordi man ikke behøver at være så ”politisk korrekt”.

Jeg vil her fortsætte med at fortælle lidt om nogle af de politiske modstandere og modspillere, jeg har arbejdet sammen med gennem årene. Det er på ingen måde nogen form for karaktergivning, blot nogle betragtninger over, hvordan jeg har opfattet vores samarbejde og samvær.

 

Venstremændene.

Svend Åge Nielsen, venstremand og tidligere ejer af en større maskinstation og hos hvem vores ”Kanslergadeforlig” fandt sted, var en af de politikere, som jeg fik et rigtigt godt forhold til. Vi startede ellers med at skrive harmdirrende læserbreve mod hinanden på grund af ”Langebæk-Hallen”.

Ja vi nærmest svinede hinanden til i aviserne i en længere periode. Men da vi først var kommet i byrådet begge to og lærte hinanden at kende, blev vi rigtig gode venner. Vi snakkede godt sammen og havde det rigtigt hyggeligt ved mange lejligheder. Vi har udvekslet mange historier gennem årene. Han kom ofte med et skævt grin og startede med:” Kender du den om…”.

Ved en bestemt lejlighed, hvor vi var til delegeretmøde i Toreby Hallen, var det meget varmt og vi var begge blevet endog meget tørstige, så jeg måtte skynde mig og give 2 kolde øl. ”Der reddede du sgu en venstremands liv”, stønnede Svend Åge. ”Ja, og det holder du din kæft med”, kunne jeg kun svare.

Hans Hougaard ligeledes fra Venstre, var også én af dem jeg havde det godt sammen med.  Han var bestyrer på herregården Lekkendegård.  Vi respekterede hinandens synspunkter og så ens på mange ting i det politiske liv. Hans var meget loyal i det samarbejde, som vi i de år havde med Venstre.

Kjeld Jensen, den tredje venstremand og også med i det natlige møde, der startede samarbejdsperioden. Kjeld var en rigtig politiker, næsten altid glad og let at snakke med. Som storbonde fra den nordlige del af kommunen ville han gerne fremme de lokales interesser, hvad han også havde rig lejlighed til, da han havde tillidsposter inden for snart sagt alle områder i hans lokalsamfund. I de år han sad som sparekassebestyrer i Mern, fik han naturligvis mange henvendelser, som han bragte med på Rådhuset.

En af mine kolleger fra skolen, Svend Erik Østergård Nielsen, i daglig tale Østergård, kom jeg til at sidde i både byråd og socialudvalg sammen med. Han var en inkarneret venstremand, og selv om vi havde en slags ”gentlemansaftale” om ikke at diskutere politik på lærerværelset, kunne vi ikke altid overholde aftalen.  Han var i øvrigt med i utroligt mange forskellige ting gennem årene, både idræt, menighedsråd, loger mv.

Venstre var i en lang periode repræsenteret ved H. C. Rasmussen. Da han kom ind i byrådet, kom der lidt andre boller på suppen i samarbejdet mellem os og Venstre, da det for ham drejede sig om at få et systemskifte i byrådet.  Det skal indrømmes, at det tog mig nogen tid at komme ind på ham og omvendt. Først efter flere år, da jeg var blevet borgmester, fik vi et rimeligt godt forhold og i periode et fornuftigt samarbejde med hinanden.

Vagn Nielsen var Venstres spidskandidat ved valget i 1993 og kom til at repræsentere partiet i en periode. Han var landmand fra Mern og blev bl.a. medlem af Økonomiudvalget, hvor jeg var formand. Hans stadige omkvæd var: – ”Pas nu på pengene”, eller: – ”Hvad mon det nu koster”. Jeg kan med et smil tænke tilbage på, at det blev mig, der i min sidste periode i økonomiudvalget, af og til kom til at bruge de samme udtryk om de økonomiske forhold. Ak ja.

 

Den radikale.

Der var i min første byrådsperiode også en enkelt repræsentant fra Det radikale Venstre. Villy Hansen fra Sandvig, ”fisker Villy” kaldet. Han og hans slægt har i generationer siddet tungt på hele Sandvig-området, og de radikale havde tidligere altid været i sognerådet i både Kalvehave og Mern sogne. Ja, de radikale havde ved flere lejligheder haft posten som sognerådsformand i Mern. Villy Hansen var en dygtig politiker og en dreven taktiker og forstod altid at spille sine kort på den rigtige måde. Vi havde et godt samarbejde. Villy gled imidlertid ud efter det næste valg og fik senere en karriere i Danmark Fiskeriforening, hvor han efterhånden avancerede til formand for alle fiskerne i landet. De radikale har siden 1982 ikke været repræsenteret i byrådet.

 

De konservative.

Fra de konservatives lejr vil jeg starte med Randi Frederiksen. I øvrigt en søster til det nuværende medlem, købmanden. Hun var indirekte skyld i, at jeg blev borgmester, så jeg er egentlig hende stor tak skyldig. Jeg håber, at hun tilgiver mig, når jeg her skriver, at hun var en meget højredrejet konservativ i de første år, men da så hun kom med i socialudvalget, hvor jeg var formand ændrede hun meget hurtigt holdninger, og   hun viste her en god social forståelse, og vi fik et utroligt godt samarbejde i resten af de år, hun var med. Jeg skal på ingen måde postulere, at det var min skyld eller påvirkning. Sådan var det bare.

Hun var oprindeligt opstillet for Venstre, men netop vores ”Kanslergadeforlig” med Venstre gjorde, at hun skiftede til de konservative. Hun var deres spidskandidat ved valget i 1993, men da der af forskellige årsager opstod nogle modsætningsforhold i den borgerlige lejr, fik jeg chancen, hvad jeg vil komme tilbage til. På trods af alle disse trakasserier, fik Randi og jeg som sagt et godt samarbejde i årenes løb og i min første borgmesterperiode.

En anden markant personlighed hos de konservative er Max G. Jensen. Han kom ind i byrådet et halvt års tid senere end mig, og blev ved flere valg de konservatives og derved den borgerlige gruppes spidskandidat. Han har et efterhånden stort erfaringsgrundlang, da han har siddet i mange forskellige udvalg. Vi ligner lidt hinanden i vores politik, han er ikke så konservativ så det gør noget (tror jeg nok), og jeg er jo en lidt højredrejet socialdemokrat. Han havde jo en lang karriere i flyvevåbnet og sluttede som major. Dygtig, dreven og flittig i sit politiske arbejde på mange områder. Jeg har altid haft et godt samarbejde med Max præget af gensidig respekt for hinandens meninger og holdninger. Meget fortroligt sagt, så var vi egentlig lidt bange for, at hvis han først var kommet til at sidde i borgmesterstolen, kunne det have været svært at slippe af med ham igen.

 

Upolitisk liste.

Den upolitiske liste i byrådet har været repræsenteret af flere forskellige. Den første var tidligere kørelærer Børge Rasmussen i det gamle sogneråd. De kom igen ind efter valget i 1982 og fik indvalgt Kurt Jensen, søn af Julius Jensen, og tidligere indvalgt for socialdemokratiet. Det var den hidsige debat i forbindelse med kloakeringen af hele kommunen, der bragte listen ind i byrådet igen. Han blev afløst af Walther Simonsen i 1985. I de første år hvor Walther sad i ØK-udvalget og i Byrådet sammen med Jens E. Jensen, var der et noget anstrengt forhold mellem de to. Skylden for det skal nok findes lidt på begge sider.

Jeg fik Walther med i socialudvalget i en periode, og vi fik hurtigt et godt samarbejde. Det gode samarbejde fra socialudvalget, tror jeg var medvirkende til, at det gik som det gjorde i forbindelse med konstitueringen i november/december 1993.  Som jeg plejede at udtrykke det: ”Walther arbejder ikke sammen med socialdemokraterne som gruppe i byrådet. Han arbejder sammen med mig”. Det vil jeg komme tilbage til senere. Når Walther og jeg havde indgået en aftale, kunne jeg altid være sikker på, at han ville slås som en løve for at overholde den. Og omvendt naturligvis.

Da jeg var blevet borgmester og havde konstitueret mig sammen med Upolitisk Liste, skete det af og til, at jeg ringede til Walter, om han kunne afse en halv times tid, og så kørte jeg en tur til Præstø og fik en uformel snak om, hvad der skulle ske, og hvad der skulle lægges op til i udvalg og byråd. Det var givende for begge parter.

Walther er præget af sine mange år i først postetaten og senere i politiet. Meget regelret og utrolig flittig, og han sætter sig ind i alle detaljer på en måde, som ingen andre lokalpolitiker, jeg kender. Uden at gå nogen andre for nær, vil jeg påstå, at han er den flittigste kommunalpolitiker, der har siddet i Langebæk Byråd.

Det andet medlem af hans gruppe var Jens Hæsum. Uden at fornærme ham, (og skulle jeg gøre det, er der ikke noget at gøre ved det) vil jeg mene, at han er sognepolitiker i ordets egentlige betydning. Han har i høj grad været på banen, når det har været sager fra den nordlige ende af kommunen, hvor han da også er meget aktiv i bylavet og i aktiviteterne i Øster Egesborg området.

 

Venstrefløjen

På den yderste venstrefløj har der været adskillige repræsentanter i årenes løb. Her kan nævnes Hanne Dalsgaard og Jørgen Luffe. I en stor del af deres byrådsperioder, havde de et meget aktivt bagland, der ofte var repræsenteret på tilskuerpladserne i byrådssalen, hvor de holdt meget nøje øje med, at de holdt sig meget strengt til de aftaler, der var indgået på forhånd.

Især Jørgen Luffe var en oplevelse at være sammen med. Han var erklæret gammelkommunist, og inden han kom i byrådet var han en altid højttalende deltager i borgermøder og valgmøder, hvor han altid havde de rigtige og lette løsninger på alle problemer, men da han først kom ind og fik nogen viden om, hvorfor vi gjorde dette og hint, blev han from som et lam og meget loyal i socialudvalget, hvor vi arbejdede sammen i nogle år. Han elskede at provokere gennem sin påklædning og udseende. Jeg husker ved en bestemt lejlighed, da vi skulle holde fest for byrådsmedlemmer med ledsagere. Vi andre kom i det pæne nålestribede og så jævnt ens og lidt kedelige ud, men Jørgen kom i en spraglet kravledragt og et par godt udtrådte Ecco-sko.

Han fik i socialudvalget den opgave at være kontaktperson til plejehjemmet i Mern, og han kom en dag grinende og fortalte, at da han var taget op for at besøge hjemmet, havde personalet, inden han nåede at præsentere sig, tilbudt ham en madpakke, fordi de troede han var en af landevejens farende svende på grund af hans lange hår og skæg.

Han blev afløst af Gorm Scavenius Jensen, der repræsenterede tværsocialisterne i en lang årrække. Vi havde et godt samarbejde i alle årene. Ikke at han ikke kunne være både kritisk og bidende i sine argumentationer.

Han fik stort set alle sine ønsker opfyldt i løbet af sin byrådskarriere, så han var godt tilfreds, da han valgte at trække sig ved sidste valg.

I dag er listens kandidat Kjeld Christensen. En ræverød tidligere kommunist, ligesom Jørgen Luffe, og med sine standpunkter i behold. Han har sine meningers mod og kæmper stædigt for sine ideologier og kan være meget underholdende i sin argumentation.

Repræsentanten for Tværsocialisterne deltager altid i vore gruppemøder. Det er til gensidig fordel, da de jo med kun eet mandat kan have svært ved at overskue alle de forskellige områder en sådan dagsorden omfatter.

Fælles for alle dem, jeg her har nævnt var, at vi, synes jeg da, havde et godt, kollegialt forhold til hinanden. Vi kunne være uenige, og der kunne falde nogle ind imellem skarpe ordvekslinger, men som regel altid i en ordentlig tone, og efter meningsudvekslingerne gik vi sammen til Rådhusets kantine og spiste et par stykker mad en enkelt øl og snaps. Og for manges vedkommende sluttede en sådan aften med et spil kort. Det var også mit indtryk, at de, der var valgt til byrådet for de forskellige lister, forsøgte at repræsentere deres vælgere på en sådan måde, at de prøvede at skaffe sig så stor indflydelse som muligt. Først og fremmest i udvalgene, men også i debatterne i byrådssalen.

Ikke for at jeg skal være nogen bedrevidende Jeronimus, men jeg har tilladt mig at være til et par byrådsmøder, efter at jeg var aftrådt. Det har været en lidt deprimerende oplevelse. Tonen og stemningen i byrådssalen har virket både kold og ind imellem personlig. Der har manglet ”glimtet i øjet”, og den lune lidt mere afslappede stemning mellem de forskellige grupperinger. Det er synd for det kommunale selvstyre og for de borgere, der har valgt de forskellige repræsentanter ind for, at de skal gøre et ordentligt stykke arbejde.

 

Borgmesterkandidat i 1993.

Jeg vil prøve at beskrive de to valgkampe og valg, jeg har oplevet som borgmesterkandidat. Første gang var for nu 7 år siden, altså i 1993, da jeg var opstillet som afløser for Jens. Vi havde på det tidspunkt rent flertal i byrådet, dvs. 8 mandater og selv om vi måtte forvente et tab, da vi jo nu stillede med en del nye kandidater, var vi ret sikre på, at vi med 7 kandidater og en tværsocialist nok skulle bevare flertallet. Men på selve valgaftenen, lige da vi var færdige med at tælle stemmer op i Stensved, men inden jeg selv var kommet på Rådhuset, blev jeg ringet op fra Regionalradioen om min kommentar til, at vi havde tabt 2 mandater og ikke længere havde noget flertal. Jeg blev noget groggy, og havde ikke rigtigt noget fornuftigt at sige, mens det kværnede løs inde i hovedet. Jeg havde desværre overhovedet ikke tænkt den tanke igennem, at vi kunne tabe så meget, og havde derfor ikke haft kontakt til nogen af de borgerlige eller den upolitiske liste, så der var lige som ikke noget at komme efter på selve den aften.

Som ventet havde hele den ”anden side af Salen” helt naturligt set, at her var deres store chance for et politisk skifte ganske som i 1982. Ingen ville på noget tidspunkt af aftenen snakke med mig, og det skal indrømmes, at jeg var meget rådvild og som nogen siden har fortalt mig, flakkede jeg rundt

på gangene på Rådhuset og så kun rygge.  Så jeg var stadig en del rystet, da jeg endelig sent på aftenen køret hjem til en sovepille for overhovedet at falde i søvn. En enkelt trøst var det dog, da de personlige stemmer blev offentliggjort. Jeg fik 654 personlige stemmer, næsten 3 gange så mange som nr. 2, men hvad hjalp det?

Næste dag blev jeg ringet op af Gorm fra tværsocialisterne. Han kunne fortælle mig, at der var gået ”ged i det” i den borgerlige lejr. De kunne ikke blive enige om, hvem der skulle være borgmester. Randi Frederiksen havde, som tidligere omtalt, stået fast på, at det skulle være hende, og de konservative følte sig åbenbart forpligtiget til at holde fast.

Så jeg gik hjem fra skole og begyndte at ringe lidt rundt. Jeg ringede bl.a. til Venstres spidskandidat Vagn Boberg, men han kunne ikke rigtig sige noget.

Men så om torsdagen, dvs. 3 dage efter valget, hvor situationen stadig var flydende, fik jeg en opringning fra Walther Simonsen. Han havde ved valget fået 3 mandater og sad derfor med nøglen til hele løsningen.

 

Konstitueringen og nyt samarbejde.

Walther ringede som sagt og spurgte, om jeg stadig gerne ville være borgmester. Det var der jo ingen grund til at lægge skjul på, hvad jeg da også sagde til ham. Vi aftalte så et møde samme aften, hvor vi skulle forhandle. Han havde lovet at mødes med den borgerlige fællesgruppe, men havde ingen forhåbninger om, at de ville kunne blive enige, så jeg skulle være parat sammen med min gruppe og bestyrelse. Så ville han også komme med hele sit bagland. Alt sammen på Rådhuset. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg var utroligt spændt, da jeg stod og ventede på parkeringspladsen, for at kunne springe ind i hans bil, så snart han kom. Han beroligede mig og sagde, at det kun ville vare et kort øjeblik, så ville han komme tilbage. De minutter var nogle af de længste i mit liv, og vi sad alle, gruppe og bestyrelse og bed negle.

Men så pludselig stod han i døren og sagde: ”Lad os så komme i gang”. Man kunne ligefrem høre et lettelsens suk fra os alle, og så gik Walther og jeg alene ind på et kontor og udfærdigede en samarbejdsaftale, hvor vi placerede alle de 10 mandater.

Aftalen blev, at jeg skulle være borgmester, Walther viceborgmester og formand for Udvalget for Teknik og Miljø, Bent Olsen formand for Socialudvalget og Joan Johansen for Børn, Unge og Kultur. Jens Hæsum for Skatteankenævnet. Derudover fordeling af resten af pladserne mellem os, men hvad der er værd at understrege, ingen politiske bindinger. Vi aftalte, at vi ville holde tæt kontakt og file evt. knaster af, men ville ellers stå frit i den politik, vi ville føre i Byrådet. Begge grupper og bestyrelser godkendte naturligvis straks samarbejdsaftalen, og så kunne vi ellers drikke en velfortjent øl sammen, inden vi røg i telefonerne for at underrette hjem til. Jeg skyndte mig at lægge en oversigt til den lokale journalist over fordelingen af posterne, og så var det ellers at vente på reaktionerne fra de øvrige.

Den var naturligvis næsten lige så voldsom som i 1982. Det var sgu da også mærkeligt, at jeg 2 gange skulle komme til at medvirke i en sådan situation med et aften/nattemøde med så store politiske konsekvenser, og hvor det endnu en gang lykkedes at holde de borgerlige fra magten.

 

Borgmester og hvad så?

Nu var det så endelig lykkedes at nå den højeste post som kommunalpolitiker i min hjemkommune. Så kunne det være fristende at citere Cæsar, som skulle have udtalt: ”Hellere være 1. mand i en flække, end være 2. mand i Rom”!!!!

Tænk lige på det, alle I folketingspolitikere, der mener, at I er både bedre og klogere end os, der er i første geled. Det hedder vel ikke ”primære kommuner” for ingen ting. Og hvad skulle denne post nu bruges til?

Hvis man går ind i kommunalpolitik – eller politik i det hele taget, så er det vel for at opnå indflydelse på alle de niveauer og områder, som posten giver mulighed for. Og i kommunalpolitik skal man stræbe efter den højeste post, da det er der den største indflydelse ligger, nemlig borgmesterposten. Indflydelse eller lad os kalde det ved det rette ord, magt. At få trukket sit lokalsamfund i den rigtige kurs, og som socialdemokrat i overensstemmelse med ens grundholdning. Ikke at man sidder og kigger i partiets love og arbejdsprogram til daglig, men ud fra de overordnede retningslinier, når goderne skal fordeles og byrderne pålægges de forskellige samfundsgrupper. Og man skal så også være parat til at gribe til, når chancen byder sig.  Men alt naturligvis i de samarbejder, der følger med ved at være opstillet af et parti eller bevægelse, som mit parti er.  Og frem for alt, skal det huskes og understreges, at politik er holdarbejde. I et demokrati er det jo først og fremmest muligheden for at skaffe flertal for sine ideer, der overhovedet giver chance for, at de kan gennemføres.

Jeg vil også gerne her understrege, at for mig var det meget vigtigt, at et møde i byrådet foregik på en ordentlig måde. Tonen måtte meget gerne være munter, og tingene sagt med et glimt i øjet, men bandeord og nedladende og personlige bemærkninger, slog jeg hårdt ned på. Der skal være respekt om hvervet og den måde, det udføres på. Min egen person var det jo ikke, at det drejede sig om, det var embedet – borgmesterens rolle, der betød noget. Jeg kunne nok være lidt ”skolemester-agtig”, men det er nu min mening om det lokale folkestyre.

Men jeg havde selvfølgelig gjort mig mine tanker, og i et godt samarbejde med mine embedsmænd og med min gruppe og med konstitueringspartnere gik det så slag i slag i et næsten hæsblæsende tempo.

Allerede på eet af de første møder ændrede jeg på byrådsmødets form. Efter det åbne møde indførtes en pause, hvor alle tilhørere og presse fik mulighed for at få en snak med de enkelte medlemmer over tår øl eller en vand, samtidig med, at der var rygepause. Derefter optog vi mødet med en temadel, hvor et udvalg eller forvaltning kunne redegøre for deres planer på et område eller en konkret opgave. Denne temadel kunne tilhørerne overvære og i nogle tilfælde give deres kommentarer med. Denne åbenhed blev godt modtaget ligesom min mere åbne stil over for pressen.

De enkelte forvaltninger satte vi også godt i gang, så vi næsten havde et utal af ”skibe i søen” på et tidspunkt. Jeg skal komme tilbage til en række af de tiltag, som var på stort set alle områder.

Jeg brugte også den første tid til at komme rundt i alle kroge af de kommunale institutioner og derved skaffe mig et godt overblik og kendskab til alle de forskellige dele en kommunal forvaltning består af. Jeg gjorde det ligeledes til en vane, at jeg mindst 2 gange om året besøgte samtlige de kommunale institutioner på alle niveauer og fik hilst på de ansatte. Den ene gang var ved juletid, hvor jeg sammen med kommunaldirektøren tog rundt med en juledekoration til dem alle sammen. Det tog lidt tid, men den var givet godt ud, da vi ved den slags uformelle lejligheder får snakket med andre end de ledere, vi naturligvis også holdt møder med nogle gange om året.

 

Embedsmændene og administrationen.

Vi havde også hver tirsdag et møde i vores chefgruppe under ledelse af kommunaldirektøren. Det var ikke noget, som jeg indførte. Det er gammel skik på Rådhuset, og den er videreført. Den chefgruppe jeg startede med var Torben Rasmussen, der var min nærmeste medarbejder og sparringspartner. Jan Jørgensen som vicekommunaldirektør og chef for teknisk forvaltning. Så var der Helge Pedersen som kultur- og socialchef, Bjarne Petersen var økonomichef og Christian Dideriksen var skatteinspektør. Der skete efterhånden nogle ændringer, som jeg vil komme tilbage til.

En borgmester er utrolig afhængig af, at han og især kommunaldirektøren har et godt og ikke mindst tillidsfuldt samarbejde. Man skal altid kunne stole på, at de afgørelser man træffer er juridisk i orden. Da det at være borgmester ikke kræver nogen faglig baggrund, som jeg plejede at sige lidt spøgefuldt: ” I Langebæk skal man bare kunne tælle til 8”. Men så er det, så meget mere nødvendigt med den baggrundsviden, som man må forlange af sin nærmeste medarbejder. Man skal også kunne regne med deres loyalitet i forhold til dagligdagen, først og fremmest kommunaldirektøren, og derfor er det en helt nødvendig forudsætning, at hans og ens egen kemi passer sammen. Det er jo også én af årsagerne til, at der efter et kommunevalg ryger en del kommunaldirektører ud over landet. Jeg lærte Torben at kende, da vi sammen beskæftigede os med hele fritids- og foreningsområdet. Vi svingede godt sammen og havde mange af de samme holdninger til foreningslivet. Lige som tidligere kæmner Jeppesen i øvrigt. Senere blev Torben sekretariatsleder og endelig øverste chef for hele Rådhusets administrative personale. Han styrer dagligdagen på Rådhuset, og har en finger med i utroligt mange ting. Vi måtte ind imellem prøve at få ham ”gearet” lidt ned, men det var svært, da han selv rager arbejdet til sig. Men som tidligere skrevet, havde vi et rigtig godt både arbejdsmæssigt og fortroligt forhold i vores daglige samarbejde. Hvis eller når jeg kvajede mig – og hvem kommer ikke til det i en aktiv periode – så var det i hvert fald ikke hans skyld.

Den chefgruppe jeg arbejdede sammen med   ændrede sig i løbet af årene. Der blev rokeret rundt på opgaverne, så Christian Dideriksen nu socialforvaltningen, og den nye økonomichef Jan Planeta blev både økonomi- og kulturchef. Jeg synes, at jeg havde et godt samarbejde med hele chefgruppen, og at vi i dagligdagen kunne tage alle mulige emner op i en god fordragelig tone.

I det hele taget bestræbte jeg mig på at være mig selv i min daglige færden rundt i huset. Når jeg havde tid og ellers var i humør til det, gav jeg mig tid til altid at sludre og komme med en munter eller opmuntrende bemærkning til dem, jeg mødte på gangene eller på de forskellige kontorer. De måtte lægge ører til mange historier og flade vittigheder. Lidt af en hyggeonkel, uden jeg tror, at nogen af os var i tvivl om, hvor grænserne gik. Når jeg bruger udtrykket, ”være mig selv”, hænger det sammen med, at det er min natur, og man kan ikke forstille sig i længere tid. Hvis jeg var startet med at være selvhøjtidelig, ville jeg hurtigt være faldt igennem.

Mine nærmeste ud over kommunaldirektøren og forvaltningscheferne var naturligvis min sekretær og de øvrige ansatte på løn- og personalekontoret. Vi havde naturligvis et vist frisprog, hvor der kunne ryge nogle historier over disken. Også med sekretariatet havde jeg et rimeligt tæt samarbejde. Jeg var af og til ”korrekturlæser”, da jeg er god til at finde skrive- og slåfejl. Nok noget præget af min fortid i folkeskolen. Det har et par gange ”irriteret” lederen af sekretariatet, Marianne Skudnik, og i øvrigt også kostet hende en flaske rødvin.

Også ”Rådhusbisserne” i modtagelsen havde jeg det fint med. Da man passerer dem mange gange i løbet af en dag, falder det naturligt af fyre en vits eller historie af, eller kommentere deres småsnak, når vejen faldt forbi.

Og en yderligere fordel havde jeg også i, at jeg havde arbejdet sammen med alle forvaltninger, da jeg jo havde haft med dem alle at gøre som udvalgsformand for samtlige områder på nær kulturudvalget. Men det område kendte jeg jo fra mit arbejde på skolen.

En særlig bemærkning skal også pedelparret, Knud og Annie have med på vejen. Knud sludrede jeg med stort set hver dag, når vi løb på hinanden på Rådhusets gange, og Annie stod jo for kantinen med alt hvad det medførte og i fællesskab rengøring ude og inde. Særlig Annie kom med mange undertiden barske bemærkninger. F.eks.: ”Du får din løn – jeg tjener min”.

Da jeg blev borgmester havde jeg naturligvis nogle ideer om, hvad jeg ville have sat gang i løbet af kort tid. Jeg listede en række forslag op, som jeg fremlagde for mine byrådskolleger og konstitueringspartnere og fik deres tilslutning til, at det var noget, der skulle arbejdes videre med. Og en stor del af dem er heldigvis for længst udført.

Af forslagene skal nævnes, at vi skulle videreudvikle en erhvervs- og turistplan. Det udviklede sig senere videre til det udvalg jeg fik nedsat og startede som formand for, nemlig ”Jet-udvalget”, som står for Job, Erhverv og Turisme.

Vi stod kort tid efter over for kommunens 25-års jubilæum. Jeg prøvede forgæves sammen med kommunaldirektøren, at få mine byrådskolleger til at gøre det til et større festligt arrangement for samtlige kommunens ansatte, uanset om de arbejdede på Rådhuset – eller ”Kommunen” som de sagde – eller ude i institutionerne, men det var der ikke megen forståelse for. Lidt modstræbende gik man dog med til at vi fik et jubilæumsarrangement på benene i Rådhuset med indbudte gæster og spisning, lige som vi benyttede lejligheden til at få ”shinet” huset og omgivelserne lidt op.

Vi har arbejdet videre med vores venskabsby i Tyskland. Også det har i høj grad været et spørgsmål om, at jeg tog de nødvendige initiativer for at fastholde og udbygge samarbejdet. Men svært var det, da Goldenstädt og senere Banzkow er så små kommuner.

Skolerne fik allerede det første år i perioden nogle løft. Stensved skole fik nye vinduesfacader på hele vestsiden og alle 3 skoler fik både nye skolekøkkener og EDB-apparatur.

Vi startede udviklingen af personalet op gennem MedarbejderUdviklingsSamtaler (MUS) samtaler, og det er mit indtryk, at det har givet dem alle nogle bedre forudsætninger for samarbejde og service over for borgerne.

I 1995 d. 5. maj fejrede vi 50-året for afslutningen af 2. verdenskrig. Sammen med lokalarkivaren fik jeg sammensat en udstilling på Stensved skole. Den afsluttede vi med en sammenkomst og spisning, hvor vi havde fået en del af de gamle frihedskæmpere samlet. Det var en meget hyggelig dag. Derudover var der festgudstjeneste i kirken med taler og kransenedlæggelse ved en grav på Øster Egesborg kirkegård.

I 1994 havde jeg en del brevskrivning til bl.a. daværende indenrigsminister Birthe Weiss om låneproblematikken i regionen. Den gav også debat i TV, hvor jeg blev sat over for en af spidserne fra Realkreditinstitutionerne. TV er nu nok ikke lige min styrke, men det gik da.

Vi havde et stort udviklingsprojekt om Kraft-Varme et såkaldt ”Barmarks projekt” i Viemose og Langebæk i gang. Det blev dog heldigvis ikke til noget. Sælgerne af produktet var utroligt dårlige, så heldigvis når jeg ser på, hvordan det gik i de kommuner, der sprang på det projekt og som tingene udviklede sig.

I 1995 fik jeg indstiftet en såkaldt ”forskønnelsespris” for en bygning eller haveanlæg, der er restaureret eller vedligeholdt på en smuk måde. Den pris uddeler vi én gang om året.

Samme år købte vi jord i Mern til genbrugsstation og boligbyggeri. Genbrugsstationen har vi fået, men boligbyggeriet er først nu efter mange år ved at komme i gang.  I forbindelse med genbrugspladsen skal da også her nævnes et nyt renovationssystem. Det var en stor affære, der førte til mange diskussioner, og her var et emne, hvor det var en lykke, at formanden for teknisk udvalg var så utrolig flittig, og gjorde et meget stærkt stykke arbejde med at få alle tingene på plads.

En speciel oplevelse var det at skaffe os en skovbørnehave, så den fortjener et par ord med på vejen. Kulturudvalget og forvaltningen havde i lang tid forgæves forsøgt at skaffe plads i en af de private skove til en såkaldt ”skovbørnehave”. Så fik vi mulighed for at købe en skov ved ”Horsebjerg” eller som den nu hedder ”Troldehøj” mellem Stensved og Langebæk, og da det var faldet på plads kørte jeg ud til ejeren af den lille landbrugsejendom, der lå op til skoven. Elna Nielsen hed hun, og hun havde i en årrække af sin folkepension og det lille udkomme, hun havde af landbruget givet adskillige tusinder af kroner til vores socialvæsen i kommunen.

Jeg startede med at spørge, om vi kunne leje et stykke jord af hende til omtalte institution. ”Nej”, svarede Elna, ”I skal jo have det alt sammen alligevel. Det står jo i mit testamente”. Nå, det var jo en anden snak, så jeg fik sat gang i en overdragelse med sagkyndig bistand. Det skulle gå rigtigt til, så enden på historien blev, at kommunen overtog hele ejendommen og vurderingssummen gik ind på Elnas konto og skal på et tidspunkt bruges som garantikapital til nogle ældreboliger i Stensved området, som der står i omtalte testamente. En rigtig solstrålehistorie, hvor vi kunne invitere Elna med til at indvie institutionen. Lad mig slutte den med hendes begrundelse for at hjælpe. Elna havde aldrig været gift eller fået børn selv, men som hun sagde:” Børnene har ikke bedt om at blive sat i verden. Men nu er de her, og så må vi også tage os af dem.”  Sådan.

Jeg nævner disse ting for at vise, hvordan man arbejder med store og små ting i en kommune af vores størrelse. Tingenes størrelse afhænger dog ofte også af, hvem det ”går ud over”. Er man part i en sag, vil man ofte finde den både stor og betydningsfuld.

 

Afskedigelser.

Noget af det værste jeg har været ud for som borgmester, har været de gange, hvor jeg skulle afskedige nogle af de ansatte i kommunen. Det er naturligvis aldrig rart at skulle skrive under på en fyreseddel uanset, hvad årsagen er. I en så lille kommune som vores, kender man jo næsten alle. Det er ikke bare navne og numre. Det er mennesker af kød og blod, som man kan møde i byen, hos købmanden eller lign. Men i forbindelse med langtidssyge og nedskæringer, har det været nødvendigt og sker af og til. Men der er en begivenhed, der har sat sig nogle ret så skarpe og markante spor, nemlig da jeg måtte lægge navn til afskedigelsen af min gamle inspektør fra Stensved skole.

Det skulle ske i forbindelse med ØK-mødet i oktober 1998, og på byrådets møde i november.

Men netop i november havde han 25-års jubilæum.

Jeg fik udskudt den endelige afgørelse, men netop den dag, han fejrede sit jubilæum på skolen, skulle vi om eftermiddagen have ØK-møde og her tage stilling til hans fremtid. Så det var utroligt svært at stå som tidligere kollega og holde tale for ham med det i baghovedet. Så jeg måtte finde på en dødssyg undskyldning om, at jeg skulle nå tilbage til Rådhuset inden de andre gæster kom, og fik så afleveret en check og en buket med en noget forvirret tale.

Når jeg har taget historien med her, er det for at vise, at der naturligvis altid vil være sager, som man ikke altid bryder sig om, men som også følger med jobbet og ansvaret.

 

Mine borgmesterkolleger og samværet med dem.

Langebæk kommune havde naturligvis en række samarbejdsrelationer med vore nabokommuner, og dermed havde jeg ved mange lejligheder mulighed for at være sammen med mine borgmesterkolleger ikke bare i Sydsjælland, men også andre steder i landet.

Én af de første jeg var sammen med og samarbejdede med var Peter Madsen i Præstø, og senere i den ”lille borgmesterklub” en række andre kolleger. Vi havde alle sammen en række fælles træk, at vi skulle have vores byråd til at fungere optimalt, og selv om vi kunne være ret så forskellige af natur – og politisk observans, har vi haft et godt kollegialt samarbejde, som jeg satte meget stor pris på. Jeg har nævnt Peter Madsen fra Præstø, som jeg var glad for at lære at kende, men også Poul Erik Sørensen fra Suså, Ove Larsen fra Holmegård, Ole Steffensen fra Fladså, Finn Hansen fra Rønnede var både gode kolleger og samarbejdspartnere. Vi mødtes ved mange forskellige lejligheder, og også Signe Bartels fra Fakse og Gina Øbakke fra Stevns satte jeg stor pris på. På Møn var det i de første år Knud Larsen og i de sidste 4 år Birgitte Steen Jørgensen som jeg også havde det godt sammen med.

Jeg kom i bestyrelsen for STS, dvs. Storstrøms Amts Trafikselskab, hvor jeg også lærte en række kolleger fra kommunerne syd for Strømmen at kende. Møns borgmester Knud Larsen var jeg sammen med i flere kommunale sammenhænge ligesom først Elvar Thomsen og senere Bent Pedersen fra Vordingborg.

Især sidstnævnte fik jeg ikke bare et kollegialt samvær med, men også på det menneskelige plan, hvor vi ofte mødtes – og stadig gør det som venner sammen med vore koner. Vi rejste flere gange til årsmøder og kongresser i socialdemokratiet, hvor vi alle 4 var af sted, dvs. Bents kone Jonna og Ulla og jeg.

En anden borgmesterkollega, som jeg lærte at kende og sætte stor pris på, var Jakob Dauerhøj fra Kerteminde. Vi svinger rigtig godt sammen og har tilbragt mange timer sammen, når lejlighed bød sig.

 

En 60-års dag.

I 1997 var jeg nået til min 60 års fødselsdag, og i min egen verden, var det vel alt andet lige en privat begivenhed. At jeg havde nået den alder, var jo trods alt kun et spørgsmål om fødselsattestens data. Og det var mit eget ønske, at fødselsdagen skulle holdes under private former med et ”åbent hus” arrangement for familie og venner. Private som politiske.

Men min viceborgmester, Walter Simonsen, syntes, at det skulle fejres, når kommunens førstemand nu rundede et så skarpt hjørne. Han havde fat i mig adskillige gange, men jeg slog det hen. Så allierede han sig med kommunaldirektøren, og med to så kompetente ”modspillere”, måtte jeg give mig. Så det blev lidt af et tilløbsstykke med telt i Rådhusets have og taler og sange, og alt hvad dertil hører. Naturligvis blev jeg da glad og lidt rørt. Som min kollega fra Fladså, Ole Steffensen, sagde det: ”Nu, skal du sgu nyde det med alle de pæne ord. Det hører du først igen, når du stopper”.

Og det havde han da ret i.

Men vi fejrede det nu også under mere private former med fest og musik, hvor Ulla bl.a. havde sørget for ”Goose Town” orkesteret fra Vordingborg. Og hvad der nær havde slået benene væk under mig. Pludselig kom Prins Jørgens Garde med hele orkesteret og piber og trommer. Det var vores venner fra Koch familien, der havde sørget for det. Så det var et par utroligt festlige dage med ikke mindst den nærmeste familie og alle de forskellige, der var mødt op og gjorde det hele uforglemmeligt.

Som en lille parentes med det at blive 60 år. Der kom kort tid efter et valgkort. Nu kunne jeg stemme til ÆLDRERÅDET!!!   Det kunne jeg ikke få mig selv til – Ældrerådet. Jeg må med skam tilstå, at jeg ikke deltog i det valg. Det er også både første og eneste gang, at jeg ikke har brugt min demokratiske ret og pligt til at deltage i et valg af én eller anden art. Men jeg har dog gjort det godt igen og deltog i det seneste valg til rådet.

 

Rejseliv og oplevelser som borgmester.  

Vordingborg har ved flere lejligheder haft royalt besøg. Jeg husker fra min drengetid, da jeg stod på Slotstorvet og så Frederik d. 9 med familie. Det var kongebesøget i 1957, og prinsesserne var ikke ret gamle, men kongen var nu en flot fyr.

Anden gang husker jeg en hel del bedre, da jeg sammen med min kone fik indbydelse til at komme ombord på kongeskibet til middag en sommeraften i 1996. Det var en meget speciel oplevelse at trække i det mørke tøj og med den fine indbydelse at stille sig op i en lang række på kajen i Sydhavnen, hvor jeg havde rendt rundt som knægt i korte bukser og sorte tæer en del år forinden. Men vi kom da ombord og fik et kongeligt håndtryk af både majestæten og prinsen. Her kvajede jeg mig lidt. For det første var jeg temmelig længe om at komme ned af trappen, da der var så meget at se på, og først for foden af trappen kunne jeg i halvmørket se, at de to kongelige stod og ventede. Høflig som jeg jo altid er, lod jeg Ulla gå forrest, men da det var mig, der var ”hovedpersonen”, hvert fald ved denne lejlighed, og mit fornavn jo kan bruges af begge køn, var der næsten ved at ske en misforståelse, da der blev sagt ”borgmester Geert A. Nielsen, Langebæk”. Men det gik alligevel, og vi havde en hyggelig aften på agterdækket med prinsen som vært, hvor en buffet var opstillet. Det var en af de meget lune aftener, og dem, der var i dronningens selskab inden døre, havde svedt tran i deres salon.

Selve kongeskibet var en oplevelse i sig selv, og vi fik heldigvis lejlighed til at snuse lidt rundt og se en del af skibet. Da vi på et tidspunkt stod og sludrede med nogle andre, kom vi til at stå i vejen for dronningen, da hun gik rundt, og vi vekslede et par ord med hende. Ved samme lejlighed kunne jeg beundrende se, hvordan hun med en hånd var i stand til at fiske en cigaret og en lighter op af tasken og tænde den hurtigere, end jeg kan beskrive det i ord. Jo, vi fik prøvet lidt af glimmeret fra de øverste i riget.

Og rejserne. Der er af og til fokus på de rejser en politiker deltager i. Det er vel bl.a. iblandet en del misundelse, når nogle borgere eller desværre også politiske kolleger eller modstandere ryger med på vognen med kritik.  

Umiddelbart efter mit valg til borgmester, blev jeg opfordret til at blive medlem af repræsentantskabet i ”Byfornyelsesselskabet”, hvor jeg fik lejlighed til et par gange om året at deltage i møder forskellige steder i landet, hvor vi havde mulighed for at se, hvordan man renoverede og byfornyede rundt om. Det gav mig rejser til forskellige steder i landet, men også et par spændende rejser til Skotland med besøg i Glasgow og Edingburgh. Begge byer med store forskelle i bebyggelserne, og hvor der var sket rigtig store renoveringer af hele kvarterer. På disse rejser eller konferencer fulgtes jeg gerne med Jakob fra Kerteminde, hvad der absolut gjorde rejserne både bedre og hyggeligere.

Vi var også i Ruhr-distriktet, hvor vi så nogle spændende byfornyelser ved én af floderne med huse og lejligheder ud til kunstige sidekanaler.

Som borgmester kom jeg jo også én gang om året til delegeretmøde i Aalborg, Aarhus eller Odense sammen med økonomiudvalget. Ture der ud over det faglige, gav god mulighed for at få snakket med borgmesterkolleger fra de forskellige kommuner. Kolleger jeg havde lært at kende, og som det ofte var rigtig godt at få snakket med, da man som borgmester har et ret ensomt job på mange måder. Ensomt fordi du er alene om en række beslutninger. Man har som tidligere beskrevet sin kommunaldirektør og byrådskolleger, men må i den sidste ende af og til selv træffe nogle afgørelser, som man egentlig kun har en kollega til at ”rådføre” sig med.

 

Turen til USA og Canada.  

Men den mest spændende tur var turen i oktober/november i år 2000. Det foregik på den måde, at vi i den lille borgmesterklub kom til at snakke om, at det kunne være spændende at få gentaget en lignende tur, der havde fundet sted et par år tidligere, hvor en flok borgmestre og kommunaldirektører havde været på studietur med ”Kommunedata”.

På en spiseaften efter et af vore møder, blev vi enige om, at vi skulle tage kontakt regionschefen på Kommunedata i Tappernøje om få sat turen i værk. Der blev udarbejdet et program og en pris og det var så op til den enkelte deltager og kommune, om man ville deltage. Jeg forelagde turens program og pris i Økonomiudvalget, og sagde, at jeg meget gerne ville med, men at betingelsen skulle være, at man var enige om det, og at man ikke skulle ”bruge det imod mig” senere, da det jo selvfølgelig var en ret bekostelig affære. Kommunaldirektøren havde på forhånd sagt fra, så det var fra Langebæk kommune kun mig, der skulle af sted. Der var ingen som helst problemer. Man ønskede mig god tur, så der var noget at se frem til. Vi blev i alt 14 personer her fra det Sydsjællandske.

Som turen nærmede sig, blev jeg mere og mere spændt. Vi skulle besøge en række spændende EDB- og IT virksomheder og projekter, men der var også lagt nogle utroligt interessante rejse- og turistmål. Så da vi mødtes i Københavns lufthavn lørdag d. 21. oktober kl. 13.30 var vi alle både spændte og forventningsfulde. Der var afgang med SAS kl. ca. 17.30 og så gik turen ellers over Nordatlanten og Grønland på en ca. 10 timers tur til ankomsten i den utroligt store lufthavn i Chicago, hvor vi skiftede til et indenrigsfly med afgang til Vancouver, hvortil vi ankom, hvad der svarede til kl. 7.00 om morgenen. På grund af tidsforskellen klokken kun 21.30 om aftenen, hvor vi blev indkvarteret på et stort hotel midt i byen.

Efter lidt småsnak var det på hovedet i seng og næste morgen startede vi med en forelæsning på 12-14 etage om IT teknologi. Fra middag tog vi på en sight seeing rundt i den meget smukke by og omegn. Vancouver er én af de smukkeste byer i Canada. Fra hotellet kunne vi se ud over fjorden og havneområdet, hvor jeg havde været i 1954 med det gode skib ”Sally Mærsk”, så det var et nostalgisk tilbageblik – hvad der i øvrigt var mulighed for adskillige gange på turen. Vi så den store park med totempæle, byens imponerende sky-line og bjergene, der omkranser byen. Jo, det var en flot indledning på turen.

Dagen efter tog vi på besøg på en, hvad der svarer til én af de Mellemskoler, vi havde før i tiden, nemlig Rockridge Middle School. En ny og moderne skole, der ligger i et meget smukt klippeområde, delvis bygget ind i klipperne. Her havde vi lejlighed til at se, hvordan man anvender IT i undervisningen, og jeg kunne ikke nære mig for at gå ind i en klasse og spørge, hvad de kendte til Danmark – og det var ikke ret meget!

Efter en frokost kørte vi til en mindre kommune, hvor vi hørte om det kommunale styre i en mindre kommune og så deres administration og byrådslokale. Også her hørte vi om deres brug af EDB i det administrative og politiske arbejde.

Senere på eftermiddagen kørte vi med en bus de godt 200 km til USA, nærmere betegnet Seattle. Det var en spændende tur, hvor vi rigtig havde lejlighed til at se en del småbyer ”bagfra” og følge den ret kraftige trafik med de enorme lastbiler, der kører overalt på de amerikanske landeveje. I Seattle besøgte vi først et administrationskontor, hvor man samarbejder om IT med en række institutioner.

Derefter havde vi lejlighed til at besøge én af de rigtig store attraktioner, nemlig det fantastiske fiskemarked, hvor man falbyder alle mulige og umulige arter af fisk og en række andre varer og souveniers.

Om eftermiddagen kom vi på Rådhuset, hvor der var byrådsmøde, og hvor vi så fik set, hvordan man arbejder med direkte TV og med mulighed for, at borgere kan ringe eller maile under mødet til et byrådsmedlem, der alle sidder med EDB skærm og hele molevitten.

 

San Francisco.

Næste morgen var der tidlig afgang til lufthavnen og derfra med fly til San Francisco. Det var noget jeg havde glædet mig til, nemlig at se hvordan byen havde udviklet sig siden medio 50’erne, hvor jeg vel sammenlagt over 5 gange havde været en lille måneds tid.

Ved ankomsten ved 13.tiden var der en bus med guide, der kørte os rundt i omegnen og ud til Stillehavet, hvor vi kunne se ud over det store ocean. Derfra kørte vi til Twin Peaks, der er et højdedrag, hvor der er udsigt over hele byen med Oakland Bay Bridge og ikke mindst Golden Gate og havnen med Alcatraz og hovedgaden Market Street. Det var lige før jeg kneb en tåre og jeg kunne næsten ikke løsrive mig, men plaprede løs til de andre om, hvor vi havde ligget med Mærsk-bådene og alt det der.

Om aftenen gik turen ned til havnen. Det var nu heller ikke ret langt, da vi boede meget tæt på. Men vi var ved Fishermanns Wharf og ved det område, hvor der holder flere hundrede søløver til på nogle store pontoner under en infernalsk larm, men meget interessant. I havne flyver der hele tiden ikke bare måger, men en masse pingviner, der dykke efter fisk og fiskerester.

Næste morgen var det ikke bare tidligt, men meget tidligt. Kl. 5.30 var der udpurring og så af sted i den myldrende morgentrafik ud af byen og sydpå. Vi skulle nemlig til Silicon Valley og besøge en af sværvægterne, nemlig Siemens.

Her blev vi i et par større virksomheder bombarderet med oplysninger og viden om Internet, borgerservice, mobil business og hvad ved jeg. Som alle de andre steder udelukkende på engelsk, så det var med at holde ørerne stive.

Tilbageturen bød på en speciel oplevelse. Vi kørte ud til en dal, hvor de kæmpestore træer, ”Redwood” træerne voksede. Træer med en alder på ca. 1500 – 2000 år og en omkreds forneden på 30-40 meter og mere end 100 – 150 m i højden. Fantastisk at opleve.

Middagen om aftenen var i sig selv en oplevelse. Med limousine kørte vi til havnen, hvor der på en udflugtsbåd var bestilt borde, og vi sejlede så ud i havnen ud under Golden Gate broen og helt over til Oakland, med spisning og dans. Det var et fantastisk syn at se San Francisco fra søsiden om aftenen ved lys.

Vi skulle næste dag besøge Rådhuset, og jeg må med det samme erkende, at det var noget større forhold end i Langebæk. Man servicerer 5 mio. mennesker, dvs. næsten lige så mange som i hele Danmark, og forholdene var både størrelsesmæssigt som i udseende og standard også derefter. Det er et imponerende bygningsværk, og når man så tænker på, at det hele var sunket i grus ved det store jordskælv i 80’erne bliver det ikke mindre fantastisk. Vi skulle have haft møde med borgmesteren, men det blev desværre ikke til noget, men vi blev på rundturen ført ind gennem hans kontor, hvor han sad og holdt møde, men det generede ham ikke. Men det var en oplevelse at høre om, hvordan man styrer et rådhus for, hvad der svarer til hele Danmarks befolkning.

Om eftermiddagen var vi på egen hånd, så efter en tur med de berømte kabelsporvogne gik jeg sammen med Poul Erik fra Suså gennem hele byen ad Market Street tilbage til hotellet. Det var en rigtig nostalgi tur, for selv om byen naturligvis har ændret sig en hel del, er der alligevel ting, jeg kunne huske fra dengang.

 

Grand Canyon og Hoover Dam.

Efter dagene i San Francisco gik turen med fly til Phoenix. Det tog et par timers tid og der gik vi ombord i nogle lejede biler og kørte mod endnu et højdepunkt, nemlig Grand Canyon. Turen gik fra et nærmest tropisk varme og gennem et nærmest ørkenagtigt område med kæmpestore kaktusser på

op til 10 – 15 meters højde. Rent western land, hvor vi da også var inde på en rigtig cowboy- restaurant og spise hamburgers og drikke cola.

Da vi kom længere nordpå skiftede klimaet og blev næsten vinteragtigt med mindre snedriver i det sidste stykke vej inden vi ved 18-tiden nåede til nationalparken ved Grand Canyon. Næste morgen stod vi tidligt op for at overvære solopgangen over det helt utroligt fantastiske landskab med den næsten 3 km dybe dal med de mest fantastiske farvesammensætninger og klippeformationer. Ubeskriveligt smukt og storslået.

Vi kunne have brugt meget mere tid i dette område, men måtte i løbet af formiddagen begive os af sted mod Las Vegas. Turen gik tilbage gennem cowboy-landet over statsgrænsen til Nevada og vejen gik over Hoover Dam – et af Verdens store ingeniørværker. Her gjorde vi holdt og fik set denne enorme dæmning både fra oven og fra neden. En kuriositet er, at der går en tidszone gennem midten af dæmningen, så vi pludselig skulle sætte uret en time tilbage. Det havde jeg ofte gjort, da jeg sejlede og ved flyveture, men det var første gang, at jeg skulle prøve det lige bestemt på et sted på landjorden.

 

Las Vegas.

Vi forlod området ved Hoover Dam sidst på eftermiddagen, og det var så meningen, at vi skulle nærme os Las Vegas, når mørket var faldet på. Og det kom til at passe, og hvilken oplevelse. Så langt øjet rakte ud i horisonten så vi lys og atter lys.

Det var egentligt tankevækkende, at vi om morgenen havde stået ved et af verdens naturmæssige underværker, og nu var på vej til et samfund, der var baseret på udelukkende menneskeskabt pragt og simili uden lige eller fortilfælde i verdenshistorien.

Da vi endelig kom ind i byen og kørte ind mod centrum var det et helt ufatteligt syn. Kæmpestore hoteller og casinoer, det ene større og mere imponerende end det andet. Vi blev selv indlogeret på et noget mere ydmygt sted – nærmest et ”sovested” med ret så spartanske værelser, men vi skulle jo også bare sove. Vi nåede at få det første indtryk af byen på en spadseretur ud og ind af spillesteder, som der er alle vegne. Er der plads til en spillemaskine eller et roulettebord, ja, så står det der også.

Formålet med turen til Las Vegas var, at vi skulle til møde med en dansk distributør af Docs Open som vi mødte på hans hotelværelse på 20. etage. Hotellet havde godt et par tusind !! dobbeltværelser og med casino og hele svineriet i stueplan.

 

Slut og hjem til hverdagen igen.

Men alt får som bekendt en ende, og efter 12 dage spækket med indtryk kunne vi begynde at pakke vore kufferter og begive os til lufthavnen og flyve tilbage til Chicago og derfra med SAS mod København.

En helt utrolig og spændende tur med oplevelser af mange forskellige arter var slut. At flyve fra USA og til Danmark, er dog noget af en af de svære oplevelser. Ikke sådan at forstå, at det er meget anderledes at være i flyet, men da vi fløj mod øst, blev hele vores tidsfornemmelse totalt ændret. Jetlaget varede næsten halvanden uge, hvor jeg ikke kunne sove om natten og næsten ikke holde mig vågen om dagen.

Men hele turen og oplevelsen var så fantastisk, at det var noget jeg kunne se tilbage på med stor glæde – hvad min beskrivelse sikkert ikke lader nogen være i tvivl om. Oplevelser og rejsefæller var helt i top.

 

Hverdag igen.

Mit sidste år i politik – det havde jeg jo selv besluttet – var heldigvis også præget af et godt samarbejde med både min gruppe og de andre. Vi havde på et opstillingsmøde, som jeg senere vil komme tilbage til, besluttet hvem der skulle være den nye borgmesterkandidat, og for at give ham så gode muligheder og arbejdsbetingelser, var jeg tit i kontakt med ham i løbet af dagligdagen. Ikke at han skulle bestemme, men set ud fra et mere langsigtet perspektiv også i forholdet til dem, han skulle samarbejde med.

Jeg brugte også en hel del tid på tværkommunalt samarbejde i de sammenhænge, hvor vi havde med nabokommunerne at gøre. Det kommunale samarbejde er nødvendigt på mange måder og kan være gavnligt, men med de nye storkommuner, vil en del af dem jo blive overflødige, og det er vel også én af årsagerne til sammenlægningerne, at man får fastlagt den egentlige ansvarsfordeling. Nu ved vi, hvilket byråd og byrådsmedlemmer, der i den sidste ende bestemmer over de kommunale institutioner.

 

 

Valget d. 20.  november 2001.

Frem mod valget i 2001 havde jeg for længst besluttet, at det nu skulle være slut på min politiske karriere. Jeg havde nået alt det, man som kommunalpolitiker kan opnå – havde været formand for stort set det hele og med en alder på 64 år, syntes jeg at nu måtte der skulle gives plads til yngre og nyere kræfter.

Men jeg var ikke alene om beslutningen i den socialdemokratiske gruppe. Freddy Christensen, Åge Henriksen og Bent Olsen havde besluttet det samme af hver deres personlige årsager. Jeg havde på et tidspunkt egentlig håbet at Bent Olsen ville have prøvet at tage kampen op som vores borgmesterkandidat. Det var mit indtryk, at han som den populære socialudvalgsformand ville have gode muligheder, han havde også alderen og var kendt. Vi måtte derfor satse på en ny kandidat og havde heldigvis også i Henrik Holmer en egnet kandidat, selv om han stadig var lidt grøn i det kommunalpolitiske. Men han havde i kraft af, at han havde været gruppeformand og politisk ordfører kombineret med hans job i Køge kommunes forvaltning, opnået en god rutine i at debattere og argumentere

Og nu kom der pludselig mange kandidater på banen. Jeg er så ubeskeden at mene, at hvis jeg havde sagt ja til endnu en periode – eller en del af en periode, ja så havde de andre lister ikke stillet med så mange kandidater. Men pludselig meldte de konservative ud med – ja, hvem andre end Max G. Jensen, venstre stillede med Andreas Hastrup og Walther Simonsen kom også med et kandidatur, så der var pludselig noget at vælge imellem.

Den kommunale valgkamp i Langebæk kommune var ret tam. Det var jo lykkedes at lave så mange forlig og samarbejde i hele byrådet, så de alle havde et medansvar for, hvordan udviklingen havde været i de seneste år med skoleombygninger, børne- og ældrepolitik og en rimelig god kassebeholdning, så der var ikke rigtig noget at bruge i valgkampen. Men vores statsminister havde desværre fået den ”geniale” ide, at der skulle holdes både Folketings -, Amtsråds- og Kommunalvalg på samme dag, så regions- og landspolitikken kom til at spille en større rolle end normalt i vores kommune. Og da Venstre jo på landsplan kørte en desværre for os socialdemokrater meget effektiv og strømlinet valgkamp, smittede det voldsomt af på de lokale resultater. Dette kombineret med, at der var så store udskiftninger i vores gruppe skulle give os bagslag.

Og det gjorde det. Vi fik en ordentlig øretæve og mistede 2 mandater. Vores liste var med 3 af de daværende kandidater, nemlig Henrik Holmer, Sten K. Hansen og Ann Marri Herløv. Alle de andre var helt nye og uprøvede kræfter. Selv Ann Marri, der jo ellers havde været med i flere perioder, kunne ikke opnå genvalg. Så nu hed holdet Henrik Holmer, Sten K. Hansen, Preben Petersen, Poul Rasmussen og Kenneth Ericsson.

Venstre stormede derimod frem og gik fra 2 til 5 mandater. De havde de bestemt ikke fortjent, da de stort set ikke havde lavet noget i de foregående år. Men det var Anders Fogh-effekten, der slog så voldsom og uberettiget igennem.

 

Valgaftenen – valgnatten – konstitueringen.

Venstrefolkene kunne naturligvis næsten ikke få armene ned, da resultaterne i løbet af aftenen blev indtelefoneret til Rådhuset.

Hver gang jeg kunne oplyse resultatet fra et nyt valgsted var der begejstring. Desværre gik der ged i det forbandede EDB-system, så hvem der var valgt kunne først oplyses ved 2-tiden, og så gik der ellers gang i forhandlingerne. Grupperne sad, som sædvanlig i hver sit lokale, og der var et rend frem og tilbage og de første sonderinger.

Med det resultat var Venstres Andreas Hastrup og købmanden Jens Chr. Jensen helt naturligt sikre på, at nu skulle de til fadet. Men de manglede jo stadig eet mandat, da de lige pludselig ikke kunne regne med Walther Simonsen. Og efterfølgende fik vi at vide, at de havde forsøgt den svinestreg, at få påvirket flere af dem fra de andre partier og lister. To af vores folk, Jens Hæsum fra Upolitisk liste og sågar Kjeld Christensen fra Tværsocialisterne.

Da Walther holdt fast på, at han ville være borgmester, og der var naturligvis en hel del andre forhandlinger, der ikke førte til noget, gik det hele i stå, og da Henrik Holmer heller ikke kunne få Max G. Jensen i tale, blev der efterhånden tomt på Rådhuset, og man gik hver til sit.

Næste morgen startede fintællingerne af både Kommune- og Amtsrådsvalget på Rådhuset og i løbet af formiddagen tog det fart igen. Hele Venstres nyvalgte gruppe mødte op på Rådhuset og de pressede løs på ikke mindst Kjeld Christensen, der på et tidspunkt stod maset op i et hjørne med hele flokken foran sig. Walther havde de afskrevet, og de begik yderligere den fatale fejl at de undervurderede ham.

Jeg var jo ikke med i inderkredsen – lige som jeg selv havde valgt det 8 år før – havde Henrik og hans nærmeste fået kompetencen til at føre forhandlingerne. I øvrigt havde jeg da også nok at bestille med at styre hele valghandlingen og optællingen sammen med sekretariatet og kommunaldirektøren.

Men i løbet af formiddagen kunne alle jo se hvordan tingene begyndte at udvikle sig. Naturligvis ikke mindst Walther og på et tidspunkt, da han og jeg sad i Byrådssalen og fulgte optællingen og tog stilling til de tvivlsomme stemmesedler, spurgte han mig, om vi ikke kunne snakke lidt sammen i fortrolighed. Vi gik ind på mit kontor og Walther siger så, at han ikke rigtig troede på, at han kunne arbejde sammen med Henrik Holmer. Det skal da også siges, at Henrik ind imellem havde været lidt hård ved Upolitisk liste i Salen.

Jeg kunne med det samme mærke, at her var der vist nogle muligheder, og vi tog en god snak om, hvordan vi havde samarbejdet gennem årene, og jeg forsøgte derved at hælde olie på vandene i forholdet mellem de to. Og heldigvis får jeg set ud af vinduet, at Henrik var på vej ind på Rådhuset, så jeg fik prajet ham og fik ham ind på kontoret, uden at de andre så ham. Jeg fik sat ham i en stol ved siden af Walther og de begyndte så at snakke om tingene. Henrik har jo evnen til ”at snakke en hest ud af en havremark”, så da jeg kunne fornemme, at her var vist noget vigtigt under opsejling, listede jeg ind i Byrådssalen og fik fat i Kjeld Christensen. ”Der er vist ved at ske noget spændende på mit kontor”, hviskede jeg til ham. Så han kom med i samtalen, og i løbet af en god times tid fandt de så ud af, hvordan kagen skulle skæres og posterne fordeles.

De fik ligeledes hurtigt samlet deres grupper og alle sanktionerede aftalen, så nu kunne Henrik og Walther oplyse den borgerlige gruppe, at spillet var overstået.

I fordelingen af poster, som jo nu er historie, fik Socialdemokratiet fortsat borgmesterposten ved Henrik Holmer, Upolitisk Liste viceborgmesterposten og formanden for BUK-udvalget ved Walther Simonsen, formandsposten for Udvalget for Teknik og Miljø ved Jens Hæsum. Tværsocialisterne formandsposten i Socialudvalget ved Kjeld Christensen, mens vi fik formandsposten i Skatteankenævnet og Folkeoplysningsudvalget ved Sten K. Hansen.

Lidt dyrt måske, men når der handles uden at man faktisk selv havde noget at komme med, er det vel ganske godt klaret.

Men: det er sgu da helt utroligt, at jeg tre gange skulle opnå at være med til de afgørende forhandlinger om borgmesterposten. I 1981, i 1993 og igen i 2001. Det er ikke mange kommunalpolitikere beskåret.!!

 

Lidt mere fra den hjemlige sfære.

Venskabsbysamarbejde og vores venner i Tyskland.

Mens Jens E. Jensen var borgmester fik han en ide om, at vi skulle have en venskabskommune og gerne i det tidligere DDR. Muren var jo faldet, og der var skabt nogle muligheder i hele det Østtyske område. Han tog sammen med Poul Ejner Jensen en tur til Schwerin og besøgte den lokale afdeling af SPD. Der fik han navn og adresse på en mindre kommune, der var styret af Socialdemokratiet, dvs. SPD. Det blev en endog meget lille kommune på kun omkring 600 indbyggere ca. 16 km ret syd for Schwerin. Goldenstädt var navnet, og besøget resulterede i, at der først drog en delegation fra Langebæk derned, og derefter et returbesøg dernede fra. Jeg var ikke med på den første tur til Goldenstädt, men deltog i samværet ved deres returbesøg.

Vi kom åbenbart så godt ud af det, at der igen blev arrangeret en tur, der skulle resultere i, at der skulle underskrives en ”Venskabs- og samarbejdsaftale” kommunerne imellem. Og så skulle vi også deltage i et karneval, der blev afholdt i de dage, vi var dernede. Vi havde ægtefæller med, og skulle indkvarteres privat, så det var naturligvis meget spændende, hvad det var for en familie vi skulle bo hos. Det viste sig at være viceborgmesteren – lige som jeg selv var på det tidspunkt – så vi mødtes med ham og hans kone, og kørte så med dem hjem, efter at vi havde spist og set på, at de to borgmestre skrev under på traktaten. Vi skulle så mødes igen om aftenen på den lokale kro til fest og karneval.

Familien som vi nu skulle lære at kende bestod af 2 piger på henholdsvis 6-7-årige Nadine og en på 12 – 13 år Katja på det tidspunkt. Fruen i huset, Anke, var ansat i den lokale børnehave som uddannet pædagog og manden

Jürgen Pahl var uddannet maskinsmed og nu ansat som sælger af lastbiler i et lokalt firma. Der er en ret stor aldersforskel, idet Ulla og jeg er ca. 20 år ældre end dem, men fra det første øjeblik fik vi et utroligt godt forhold til hinanden, og vi følte os straks hjemme. Også pigerne tog rigtigt godt imod os, og vi har lige siden i de nu mere end 10 år, der er gået blevet en del af deres familie og omvendt. Vi har hvert år besøgt hinanden 2-3 gange, og de har deltaget i alle vores runde dage og familiefester.

Da vi startede med at komme der, mærkede vi en form for ”taknemmelighed” over, at vi fra Danmark havde lyst til at komme i deres hjem, og vi fik gaver, både når vi kom, og når vi rejste hjem igen. Vi havde naturligvis også lidt med til dem i form af noget dansk, men det tog nogen tid at få dem til at forstå, at vores glæde ved at besøge dem og omvendt på ingen måde havde nødig at udfolde sig i gaver eller taknemlighed på den måde, så det har heldigvis ændret sig i en mere naturlig omgangsform, som vi sætter stor pris på, og de heldigvis også fra deres side.

Som årene er gået har vi haft lejlighed til at følge udviklingen i området og naturligvis især hos Pahl- familien. De har været heldige. Anke har beholdt sit arbejde som pædagog i den stedlige børnehave. Hun har videreudviklet sin uddannelse og tager sig nu af et par børn med vanskeligheder af forskellig art. Som et kuriosum kan fortælles, at hendes grunduddannelse foregik på slottet i Schwerin, som i DDR tiden bl.a. blev brugt til pædagogseminarium.

Jürgen har skiftet arbejdsplads et par gange, men det har hele tiden handlet om, at han er bilsælger af lastbiler. Han er ansat i et firma, der er hjemmehørende i Hamburg, og har derfor løn som vesttyskerne, hvilket giver dem en ganske god samlet indkomst, hvilket også kan mærkes i deres levefod. Ikke at de skejer ud i hverdagen, men de har anskaffet sig mange ting og har ved hans egen arbejdskraft forbedret deres hus på mange måder. De holder mange og lange ferier i udlandet. De tager revanche for de år, hvor de ikke kunne bevæge sig uden for Østområdet.

Pigerne er begge nærmest UG-piger, forstået på den måde, at de er utroligt velbegavede og bruger deres evner rigtigt.

Katja, den ældste, som nu er ca. 20 år er i fuld gang med et studium, der vil give hende mulighed for at undervise bl.a. i skandinaviske sprog. Hun læser på universitetet i Greifswald, hvor hun studerer dansk og svensk. Som led i studiet har hun været på ophold i Aarhus i et halvt år, og taler efterhånden godt og let forståeligt dansk, så det er sjovt, når vi er hos dem, at vi kan snakke sammen uden at de andre forstår, hvad vi snakker om. Derfor får vi naturligvis også talt meget på tysk, så de kan følge med.

Nadia, eller Nadin, går stadig på gymnasiet. Hun er 18 år her i skrivende stund og lige så dygtig. Men hendes interesser går mere i retning af fransk og EDB og IT. Hun er lidt af et computergeni og er ved at få ansættelse i IBM i Mannheim som edb-ingeniør eller noget i den retning.

Selv om det her i skrivende stund efterhånden er 3 år siden, at jeg forlod Rådhuset, holder jeg så godt som det nu er muligt kontakt til vores venner i Goldenstädt. Desværre er det fra officiel side næsten droslet ned til et minimum. Jeg fik endda samarbejdet til også at omfatte nabokommunen ”Banzkow” og amtsborgmesteren for hele det kommunale samarbejde, med gensidige besøg både her og i deres kommuner. Men der er åbenbar ikke tilstrækkelig vilje og evne til at fastholde og udbygge arbejdet. Og det er ærgerligt, da det efter min mening kunne være med til at udbygge og stabilisere venskaberne og kendskabet over vandet mellem Sjælland og Nordtyskland.

 

Pensionist og hvad så? 

Da jeg forlod mit politiske arbejde og jo for længst havde sluppet folkeskolen, stod jeg i den situation, at jeg pludselig ikke rigtig havde noget i min kalender. Jeg havde ganske vist i mine afskedsinterview med både aviser og radio fortalt om, hvordan jeg glædede mig til selv at skulle bestemme over min egen tid. Men jeg havde også frygtet en lille smule, hvordan det nu skulle gå.

Det er jo en lidt underlig situation, at man ikke skal ud af huset til en bestemt tid. Ganske vist var der ingen officiel arbejdstid for en borgmester, men jeg havde gjort det til en vane, at være der fra morgenstunden. Hvis jeg skal noget bestemt, vil jeg gerne i gang så tidligt som muligt om morgenen eller formiddagen.

Jeg var så småt begyndt at spille golf, og gør det stadig med stor fornøjelse. Ikke at jeg er så stor en ”nørd”, at jeg sætter alt til side for at komme på golfbanen. Mine evner rækker heller ikke til så store ændringer i mit handicap, at jeg bliver nogen ny Thomas Bjørn, men det går ganske godt min alder og fysik taget i betragtning. Da Ulla også spiller, har vi dels selv mange timer på banen, men i høj grad også i selskab med andre seniorer hygger vi os og får både luft og motion derovre i det mønske. Vi er også begyndt på lidt motionssvømning i Vordingborg, så det er jo godt nok.

Allerede en måneds tid efter min afgang som borgmester, fik jeg en henvendelse fra ”Ældre Sagen”, om jeg ikke havde lyst til at blive medlem af bestyrelsen for den lokale afdeling i Vordingborg/Langebæk. Den har ikke mindre end 3000 medlemmer, så det var lidt af en opgave. Jeg sagde ja, og blev med det samme valgt til formand. Det var da ganske interessant, men sagen greb mig nu ikke så fuldstændig, så efter et par års forløb, trak jeg mig fra posten. Det var både Ældre Sagen og jeg nok bedst tjent med.

Nej, der var kommet en anden mulighed, som jeg var meget mere interesseret i. I alle de år jeg var på Rådhuset, var jeg ofte i kontakt med Lokalarkivets daglige leder, Poul Dehn. Jeg har jo lige fra mine drengeår været utrolig interesseret i mit lokalsamfund og hvad der rører sig deri. Det går helt tilbage til min barndom, hvad disse skriverier jo også er et vidnesbyrd om. Dette parret med en god solid nysgerrighed, har været drivkraften i meget af, hvad jeg har foretaget mig. Og det har samtidig gjort, at jeg efterhånden har fået opbygget et meget stort kendskab til hele området, der omfatter både Vordingborg og Langebæk.

I årenes løb har jeg ved adskillige lejligheder fortalt og holdt foredrag om området, ret ubeskedent sagt, med stor succes. Ved konstitueringerne efter kommunevalgene har jeg bestemt ikke holdt mig tilbage med at rage poster til mig, og blandt dem jeg ville have, var posten som byrådets repræsentant i arkivets bestyrelse. Så da arkivlederen efter lang og særdeles tro tjeneste trak sig tilbage fra sit job, blev jeg forespurgt, om det ikke var noget for mig – og det var det!!

Da jeg samtidig er så heldig, at der er en række af mine venner og bekendte, der også synes, at det er sjovt at komme i arkivet, ja, så er det jo alle tiders. Poul Sørensen og maler John og Anni Johansen fra Langebæk, Jørgen Koch, John Jerichow, Kirsten Carlsen og Inger Jakobsen her fra Stensved og ikke mindst vores kasserer Rosa Olsen fra Sandvig, nu Vordingborg er de faste støtter samt en del andre. Så kigger vi på billeder og alle de andre ting, der er samlet. Vi er i fuld gang med at registrere det hele på EDB. Og det er noget af en opgave. Samtidig giver det mig mulighed for at komme på Rådhuset igen. Hvilket giver mig mulighed for at hilse på medarbejderne. Som jeg har sagt: ”Jeg savner dem på Rådhuset. Ikke så meget dem, der kommer på Rådhuset”.

 

Til slut – min egen familie.

I en avis polemik med en politisk modstander, bad jeg om, at man holdt min familie udenfor diskussioner på det politiske plan. Men her, hvor det er en beskrivelse af mit liv og levned gennem de ca. 60 år min hukommelse rækker tilbage, skal der naturligvis lige falde et par ord om mine nærmeste. Jeg er gift på 43. år, og det har sgu nok ikke altid været lige nemt med sådan en ”flakke”, men Ulla har jo selv haft og har mange interesser. I mange år hjemmegående, så i postetaten med skiftende arbejdspladser og de senere år med foreningsarbejde på forskellige områder. Og naturligvis ikke mindst hus og have, hvor det altid har været hende med ideerne og mand for at få dem gennemført. At haven og huset ser ud som det gør er i hvert tilfælde ikke min skyld.

Så blev det jo til 3 børn, Helle, Lone og Lars. De voksede op med hver deres særkende. Helle med en utrolig klæbehjerne og hukommelse og boglige interesser trods hendes medfødte handicap. Lone med en utrolig evne til at tage sig af børn og evne til at knytte dem til sig. At hun skulle blive pædagog kunne ikke forbavse nogen. Lars som bygningshåndværker, maler, men på grund af sin store højde med rygproblemer. Han er i gang med forstudierne til at blive lærer, hvad han utvivlsomt vil blive god til. Han er en skattet og respekteret ungdomstræner i B 1921.

Både han og Lone var habile badmintonspillere i deres unge alder, og jeg har tilbragt mange timer i sportshallerne til både badminton- og håndboldstævner. Lars spillede naturligvis også fodbold, og jeg har både som ”forælder” og dommer været med til mange af hans kampe.

Vi blev som forældre og de som søskende ikke forskånet for det værste, der kan ske i en familie. Helle blev meget syg og døde fra os i en alder af kun 30 år. Hun var blevet gift med Søren, og de havde fået en lille pige, der kun var godt 2 år, da det skete. Næsten samtidig havde Lone, som er gift med Robin, alle svigermødres drøm, fået ligeledes en pige, så nu var der de 2 børnebørn, Marlene og Mie. De er nu 15 år, og en stadig kilde til stor glæde. De bliver – eller blev lige som vores egne børn, ”slæbt” rundt til alle mulige attraktioner og seværdigheder i hele landet på vores kortere eller længere ture. Jeg elsker at fortælle om de historiske begivenheder, der har udspillet sig de pågældende steder.  De to piger ligner deres mødre. Marlene har den samme klæbehjerne og de hurtige bemærkninger som sin mor, hun har endog fået det samme lyse hår og sarte hud. Hun har mange talenter, men endnu ikke besluttet, hvad de skal bruges til. Mie har arvet sin mors talent for at tage sig af børn, så hun ender nok også med at blive pædagog.

I løbet af de mange år, har vi nået at bo ret så mange steder. Vores første fælles adresse var Nyportstræde i Køge. Så en lærerbolig i Nr. Jernløse. Derefter sygeplejeboligen i Langebæk. Så en lærerbolig på Drosselvej i Stensved og endelig huset her på Lupinvej.

Og de sidste par år har vi udbygget vores rejselyst. Vi har gennem årene turet rundt i Europa. I mange år selv kørende i bil til Tyskland og Østrig, senere i bus til Italien især ved Garda søen. Da jeg blev borgmester tillod jeg mig at holde vinterferie i Tunesien og senere på de Canariske øer. Men nu som pensionist, har vi accelereret vores rejser. 8-9 gange om året på kortere eller længere ture, hvor jeg får udbygget og stimuleret min nysgerrighed og videbegærlighed alle de forskellige steder, hvor rejserne går hen. Det er nu rart at kunne tage af sted på tidspunkter, der passer os, og hvor rejserne er mere overkommelige i pris.

Mit helbred har hele mit liv været præget af, hvad vi i min barndom kaldte bronkitis og i dag kalder astma allergi. Det blev noget slemmere for en del år siden, og jeg begyndte at få daglige indsprøjtninger hos min læge i Langebæk. Så mange, at hvis jeg bøjede mig frem, når jeg drukket et eller andet, blev min skjorte våd.

For et par år siden fik jeg en blodprop i det ene ben – ret voldsomt og med blå blink til sygehuset. Det betragter jeg lidt som et gult kort, på grund af en ret presset periode med stress symptomer. Der er stadig lidt eftervirkninger at benet er hævet i løbet af dagen, men ellers går det godt nok.

For mit valgsprog har til min kones ind imellem store irritation været: ”Det går sgu nok”. – og det har det vel egentlig også gjort!!

Vejen fra pantry- eller messedreng i Mærskflåden til borgmesterstolen i Langebæk har været lang og kroget, men spændende har det været. Og jeg ville ikke lave noget af det om i dag.

 

 

Lupinvej 6
Stensved 4773 DK
Get directions

Fødselsdag:

1937

Erindringen ønskes afleveret til:

Langebæk Lokalhistoriske Arkiv