Gerhard Petersen

Gerhard Petersen beretter i sin erindring om sin barndom og ungdom, som foregik i blandt andet Lyngby og Gentofte. Hans morfar var hofsnedker i Fredensborg, så Gerhard Petersen oplevede også hverdagen på Fredensborg Slot, hvor han blandt andet mødte de tre unge prinsesser. Han kom siden ud og sejle med patruljejageren Willemoes og hans arbejde for den amerikanske hær i Tyskland, hvor det også blev til en oplevelse med Præsident Kennedy. Gør ejerskabskrav på erindring

Gerhards første år

Jeg blev født i 1940 i Gentofte (Snogegaardsvej), men vi flyttede efter et par måneder til Kiplings Alle i Søborg, hvor far havde lejet et stykke jord, som blev omdannet til gartneri.

Det var i krigens tid, så der var ingen, der skulle købe haveplanter. Far dyrkede derfor også grøntsager. Desuden solgte han puder og kranse til kirkegården (det var der mere brug for).  Udover dette heldagsarbejde havde far nogle andre jobs – bl.a. som snerydder om vinteren. Han fik et såkaldt snetegn, der betød, at han måtte skovle sne for kommunen mod betaling. Penge skulle de jo have.

Men jeg mindes også noget om, at han skulle stå til rådighed, da han havde stort kørekort og derfor kunne rydde sne med en traktor. Det var vist ikke noget, man kunne undslå sig fra, selvom man ville.

Mor cyklede på arbejde hver dag – på et kontor.

Jeg kan kun huske nogle få ting fra tiden i Søborg:

På et tidspunkt fik vi hund – en dejlig vamset fyr, som vi kaldte Bjørn. Den kom tilløbende og havde intet halsbånd på. Mor gav den mad, så den blev hos os. Far var ked af, at den gik tværs over hans fine bede og mistbænke, men han fik den opdraget, så den gik fint på stierne.   En dag kom en mand og så hunden. Han kaldte på den under et helt andet navn, og den sprang ham i møde. Den var løbet væk fra ham, og han havde savnet den i så lang tid. Så havde vi ikke den mere!

Så fik vi besøg af Gertrud. Det var en pige fra Tyskland, der på en eller anden måde havnede hos os i pleje.  Hvor længe hun var der, ved jeg ikke. Vi havde ingen penge, men der var altid mad nok til en til!

Legetøj havde vi ikke noget af, men så legede vi med nogle kålsommerfuglelarver, som vi lavede væddeløb med – op ad muren!

Erling Miller (en ven af far fra hans barndom) kom og hjalp ham i gartneriet. Han var en værre gavtyv – men han var flink og lavede bl.a. et gevær til mig af træ.

Huset var meget lille, og der var toilet i en træbygning ved siden af huset. Jeg tror, at huset var på ca 70 kvadratmeter, så der var ikke meget plads til 4 mennesker.

Renlighed er en god ting, så vi fik bad i en tinbalje  i køkkenet en gang i mellem.

For os drenge synes gartneriet meget stort, men i virkeligheden var det ganske lille. Jeg har som voksen kørt forbi stedet, og kunne slet ikke forestille mig at der havde ligget et gartneri. Nu var der vistnok ældreboliger.

Pengene var som sagt små – men vi skulle jo have et ur. Det klarede far på den måde, at han fik et spareur. Det var et 4-kantet ur med en sprække foroven.  Der skulle man så putte en krone i, for at uret kunne gå. En gang hver måned – eller kvartal – kom en mand og låste boksen op med en nøgle.

Han tog så pengene med. Når uret på den måde var betalt, fik far nøglen!

Det var trange tider, men vi havde det godt.  Bent og jeg gik flere gange til banken på Søborg hovedgade med en veksel fra far. Den skulle fornyes.  Far var vekselrytter – men han betalte enhver sit.

Bagefter kan jeg godt se, at det var meget hårdt for far og mor. De skulle kæmpe mod krig, økonomisk krise og anden modgang, samtidig med, at de skulle opdrage 2 børn. De kæmpede for én ting: Bent og jeg skulle have et bedre liv, end de havde haft det. For dem var det ensbetydende med en god uddannelse, et godt job og en god familie. Fars drøm for os var også, at vi kom til at tjene gode penge, og at vi kunne få et hus og en bil!  Jeg husker fars ”visdomsord”: Du skal aldrig være gartner”.

Mors drøm var, at vi kom til at opleve den store verden – det havde altid været hendes egen drøm. Men ”store verden” var nok begrænset til Europa. Hun havde ikke fantasi til at drømme om resten af verden.

Jeg husker ikke meget fra krigens tid, men kan dog huske, da englænderne kom flyvende meget lavt ind mod København.  De fløj så lavt, at jeg troede, at jeg kunne nå dem, når jeg løb op på kompostbunken bagerst i haven. Det kunne jeg dog ikke!

Bag gartneriet løb en lille å, og på den anden side af åen lå J.E. Ohlsens Enkes frømarker. Længere ude var der nogle høje træer, og bag dem kunne vi en gang i mellem se nogle store tyske transportfly lette. Far sagde at var ”dicke Bertha”

Hardy (mors bror) besøgte os ofte. Han var med i modstandsbevægelsen, men det vidste jeg jo ikke noget om, og ville heller ikke vide, hvad det betød.

Hardy har fortalt mig, at han en dag var på vej til far og mor med en maskinpistol i en stor pose. Lige før gartneriet blev han stoppet af Marokko Jensen (Hans Christian Marius Jensen). Hardy kendte ham godt – han var håndlanger for tyskerne, så Hardy var meget bange for, at han skulle finde maskinpistolen. Men Marokko Jensen spurgte ham blot, hvor han skulle hen.

Da Hardy svarede, at han skulle besøge sin søster og svoger, og hvem det var, så sagde Marokko Jensen bare farvel. Det var en meget lettet Hardy, der fortsatte hen til os.  Marokko Jensen boede ca 3-4 huse fra os, og vi kendte ham godt. Så snart krigen var slut, begyndte vi at kaste sten mod hans vinduer medens vi råbte Stikker-Jensen.  Vi forstod ikke hvorfor, vi gjorde det – men det gjorde alle de andre drenge! Det mærkelige er, at der også var en modstandsmand, der blev kaldt Marokko-Jensen. Hans rigtige navn var Jens Paul Jensen.

Mor og far havde gemt nogle våben for Hardy, og de var parate, hvis tyskerne skulle komme.  Mor havde også en kort gummiknippel, som hun kunne have i ærmet (det var vist godt, at tyskerne aldrig kom).

Jeg mindes også de tyske lyskastere, der specielt mod krigens slutning, afsøgte himlen efter fjendtlige fly.

Man så ofte biler drevet af en gasgenerator, for benzin var svær at få fat på under krigen, og den var dyr.

Der var jo mørklægning under krigen. Det betød, at der skulle være sorte gardiner trukket for, så intet lys kunne komme ud og på den måde hjælpe englændernes fly. En aften skulle far og mor ud, og Bent og jeg var alene hjemme, Han var vel omkring 6 år og jeg 4. Men det kunne vi jo sagtens klare. For at få tiden til at gå satte vi en stol midt på gulvet. Vi tog hinanden i hænderne og gik rundt om stolen, som vi legede var et juletræ. Så gik den tid – men det blev vi dog også trætte af. Vi savnede far og mor, så vi trak gardinet fra, kravlede ud af vinduet og løb op på vejen, hvor vi så ventede, til de kom hjem. De fik mildest talt et chok, da de så os ved havelågen, medens lyset strømmede ud fra det åbne vindue.

En anden ting, jeg husker er, at vi ved juletid kunne være så heldig at få en appelsin eller banan.  Specielt bananen husker jeg, idet vi havde en håndsæbe, der var formet som en banan.

Farven var den samme, så da vi fik fat på en banan nægtede jeg at spise af den. Jeg var sikker på, at det var sæbe.

Jeg husker, at far en gang havde fået skaffet en meget enkelt filmfremviser. Jeg ved ikke hvornår det var, men jeg vil tro, at det må have været under krigen – altså medens vi boede i Søborg.  Det var -  set med vore øjne i dag – et meget enkelt apparat. Der var 2 spoler, en lampe og et håndtag.  Der var vist kun en film med – og den var meget simpel. Det var omkring 1 meter lang film, der blev splejset sammen, så den dannede en ring. Den blev sat rundt om spolerne og forbi lampen. Far drejede så på håndtaget, og filmen blev så kastet op på en skærm ca 1 meter foran filmapparatet. Den handlede om en gymnast, der løb hen til en plint, som han sprang over, så fortsatte han hen til en plint, som han sprang over etc etc etc. indtil far ikke gad dreje på håndtaget længere. Det var alt, men vi var begejstrede – og far var stolt.

Bent og jeg legede med et par andre børn på vejen – Lise og hendes to brødre.

Vi var i Fredensborg på sommerferie hvert år og i øvrigt også alle andre ferier. Det må have været hårdt for mormor og morfar!

De første år var på cykel! Mor og far –  og nogle gange Hardy og Birgit – cyklede til Fredensborg med os bagpå og foran på cyklerne. Der er ca 30 km – hver vej!

Senere begyndte vi selv at cykle hele vejen. Det var en hård tur – specielt Geels Bakke. Det er en af Danmarks største bakker.

Men nogle gange kørte vi også med toget – et rigtigt gammelt tog med et osende lokomotiv foran og togvogne, der havde ”altan” i begge ender.

Morfar var hofsnedker på Fredensborg Slot. Det vil sige, at han stod for alt snedkerarbejdet på slottet -  reparation af stole etc. etc. Han havde et lille snedkerværksted i en gård bag slottet i skoven. Her havde slottets håndværkere deres værksteder – murer, tømrer etc.

Jeg mindes den herlige lugt, der var på morfars snedkerværksted. Der stod altid en gryde med lim på komfuret ved siden af høvlbænken.

Jeg husker en gang, hvor prinsesse Margrethe havde bedt ham om at hjælpe sig med at lave et smykkeskrin, som hendes mor skulle have i fødselsdagsgave.   Det var meget fint, og han havde lakeret det mange gange.   Udover snedkerarbejdet var morfar vægter på slottet, så om aftenen gik han sin runde. Han var også med i kirken under gudstjenesterne. Hans opgave der var at træde orglet!  Der var nogle pedaler, som han skulle træde ned, for at der kunne komme luft ind til orglet. Endelig var han fyrbøder. Der var et stort fyrrum på slottet. 4-5 store brændeovne kørte hele tiden – nok kun om vinteren – og de skulle fyldes med kul.   Over hver brændeovn var der en stor beholder, og det var den, der skulle fyldes.   Det skete ved, at morfar på kulloftet skulle fylde kul i en stor tragt, der hang under loftet i selve fyrrummet.

Når tragten var fyldt med kul skulle morfar trække den på en skinne hen under loftet til beholderne over brændeovnene og på den måde fylde dem med kul. Vi var med et par gange, men det var simpelthen for varmt.

En gang i mellem kom de tre prinsesser og inviterede mormor og morfar op til en teaterforestilling på slottet. Det var de tre prinsesser, der selv optrådte.

Mormor arbejdede i en periode i en tørvemose uden for Fredensborg. Her skulle hun grave tørv ud og stable dem, så de kunne tørres og senere bruges som brændsel. Jeg har med et par gange.

Morfar og mormor boede i Røde Længe – et langt rødt hus tæt ved slottet. Der var nok omkring 20 lejligheder til slottets ansatte – gartnere etc. etc.  Det var små lejligheder, men de ansatte var glade for at bo der..

Der var i hver lejlighed en kakkelovn, og den skulle have kul. Det fik de leveret af en hestevogn, som smed kullene ude på vejen foran Røde Længe. Vi skulle så hjælpe mormor med at slæbe kullene op på loftet, hvorfra man så igen skulle hente dem ned i stuen efterhånden som de skulle bruges.  Det var besværligt.

Der var mange andre børn at lege med.  Jeg husker, at jeg sammen med nogle andre drenge løb rundt på slottets loft. Vi kom ind gennem hestestalden, og derfra kunne vi kravle op på loftet. Vi kunne så bevæge os over det meste af slottet uden at nogen så os.

Vi kunne også ude fra komme ind i slotshaven ved at kravle over muren, men det gjorde vi kun når kongeparret ikke var hjemme.  Vi var ofte inde på slottet, når kongeparret ikke var hjemme. Her hjalp vi til (det var vist ikke megen hjælp) med at bære de slidte tæpper ned på bankepladsen. Den lå på græsplænen over for Røde Længe.  Der var 2 store stativer, hver med en lang rulle. Her blev tæpperne så anbragt og derefter banket med en tæppebanker, medens en mand drejede på et håndtag.

Juleaften var altid en meget speciel fest, og den blev altid holdt hos mommi og morfar.

De lånte som regel et tomt værelse lige ved siden af deres egen lejlighed, og her blev der pyntet op efter alle kunstens regler. Et nisselandskab var bygget op i vat på et bord i det ene hjørne. Det må have været omkring en meter på hver led.  Der var kirke og mange små huse samt skibakker, søer og nogle nissehuler. Hen over det hele hang en baldakin ned fra loftet lavet af (eller belagt med) vat. Midt på gulvet stod så juletræet. Så vidt jeg husker blev det skubbet til siden, når vi skulle spise.   Jeg husker også, at jeg en gang fik lov til at tænde en bordbombe. Den fløj op og antændte nissetaget. Det var en værre redelighed.

Jeg forstår ikke hvordan de kunne finde kræfter til at lave alt dette.  Der skulle jo også laves mad  etc. etc.  Vi var mange til  bords. Mommi og morfar, Hardy og Birgit samt deres 3 børn (Inge, Frank og Kent), far og mor samt Bent og jeg.   Fridtjof og Mille var med nogle gange men om de også havde deres søn med, det husker jeg ikke.

Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har set ham. Midt under det hele skulle morfar af sted på sin vægterrute. Det skete altid lige inden julemanden kom, så de to mødtes aldrig! Men Bent opdagede en gang, at julemanden havde samme armbåndsur som morfar – så var det opdaget.

Morfar sled sig selv op. Han fik mavesår og blev opereret, men der skete et eller andet, så han blev lam i den ene side.  Han brugte derfor en masse tid indendørs.  Tiden skulle gå med noget, så han havde et lille flipperspil, hvor en lille kugle skulle gennem en forhindringsbane. Det kunne han godt lide.  Men en dag gik det galt. Jeg have leget med spillet og fik puttet kuglen ned i min lomme.  Så gik jeg ude for at lege med de andre på den store græsplæne foran slottet. Halvdelen af denne store græsplæne var kortklippet og den anden del var langhåret.  Da mormor kaldte på mig, opdagede jeg, at kuglen var væk. Jeg styrtede rundt for at finde den, men den var væk.  Jeg var fortvivlet og faldt ned på mine knæ på den langhårede del af græsplænen og bad en bøn – vil du ikke godt finde den kugle til mig??  Det virkede – kuglen lå under mit knæ!!

Jeg mindes også når mormor skulle telefonere til f.eks. slagteren. Det var en gammeldags telefon, hvor man først skulle dreje på et håndtag for at få forbindelse til centralen. Mommi havde ikke telefonnummeret på slagteren, men sagde simpelthen, at hun skulle tale med slagteren. Når hun skulle ringe til Ane (en gammel dame, som hun kendte, så foregik det på samme måde:  ”Jeg skal lige tale med Ane”. Nogle gange fik hun så besked på, at ”Ane er ikke hjemme – hun er ovre hos Lydia” Telefondamen vidste alt.  Man kunne også sige til hende, at hun skulle ringe lidt kraftigt, for Ane hører ikke så godt! Så fik den en ekstra gang med klokken. Det var nu hyggeligt.

Jeg husker, at mommi fik leveret mælk og smør af en hvidmælkevogn – en hestevogn. Men så vidt jeg husker, skulle man selv have en kande med ud, som mælken så blev hældt over i fra mælkejungen. Billedet viser mælkeflasker, men de kom først senere.

Jeg mener også at kunne huske, at der ikke var indlagt rindende vand i Røde Længe. Der var en gammeldags vandpumpe uden for husene. Den var til fælles afbenyttelse. Men senere blev der lagt vand ind.

I et lokale på selve slotte var der indrettet vaskerum, som de ansatte kunne benytte. De havde så hver en vaskedag, og vi hjalp så mommi med at slæbe hendes vasketøj derop. Der var en gammel gruekedel og i et andet rum stod en meget stor rullemaskine. Den bestod af en stor slæde, hvorpå der blev anbragt sten for at gøre den tung. Denne slæde trak man så hen over lagner og dynebetræk. Hvor megen hjælp vi var til, det ved jeg ikke, men mindet er der da.

På et tidspunkt blev ”Røde Længe” restaureret. Der skulle lægges vand ind og der skulle isoleres etc. etc. Samtidig skulle der åbnes ud mod slotshaven, således at beboerne kunne få et lille stykke have inde i slotshaven. Det var meget lille og i begyndelsen skulle beboerne kravle ud gennem vinduerne. Det var åbenbart besværligt at lave døre i de gamle bygninger. Det blev senere ændret, således at der blev en dør til ”haven”.

Morfar havde en stor nøgle hængende. Den var til jernlågen, der første ind til marmorhaven. Den blev sjældent brugt.

Morfar var som sagt blevet lam i den ene side, så han gik dårligt. Mormor havde fået at vide, at han skulle træne benet og fik så den ide, at det bedst kunne ske på en cykel, men da morfars balance samtidig var dårlig, så kunne han ikke cykle.  Hun gav ikke op, så hun fik fremstillet en cykelbil af træ. Der var plads til 2 personer og nu kunne han komme rundt, men ak….! Han havde ikke kræfter nok til at træde den – specielt ikke hvis de begge to sad i vognen.

Mormor gav stadig ikke op, så hun fik lagt en motor i vognen. Men nu kom politiet og sagde, at man skulle have kørekort for at køre den vogn.

Hun gav stadigvæk ikke op, så hun begyndte at tage køretimer. Efter omkring 60-70 timer bestod hun mærkelig nok prøven og fik sit kørekort.  Så var alt jo godt – nej! Det var jo morfar, der skulle træne sit ben, så det hjalp ikke, at mormor havde kørekort til en bil med motor!  Så opgav hun!
Cykelbilen blev solgt og i stedet købte hun en lille Austin (fra ca 1934). Mormor var stolt, når hun skulle ud og køre i sin fine bil, men det gik ikke stærkt. Jeg kan huske, at vi en dag kom hjem og fortalte morfar, at vi havde overhalet en cyklist!  Hun var også noget bange for at køre i byen, så når hun skulle ind til København for at besøge Hardy eller mor og far, så kørte hun til en station lige uden for byen – f.eks. Gentofte  Station og ringede derfra til Hardy og bad ham komme og hente hende!

Med morfar spillede vi kort. Han var lam i den ene side, så han kunne ikke bruge en ene hånd (jeg tror at det var den venstre), men han havde fået lavet et stativ, hvor han kunne sætte kortene op, og så kunne vi spille. Det kunne han godt lide.

Bagefter kan jeg indse, hvor svært det var for mormor og morfar at have os på besøg, hver gang, der var ferie fra skolen. Og så havde de jo også meget ofte Hardys og Birgits 3 børn!

De havde næsten intet at gøre godt med – økonomisk – men de tog i mod os med åbne arme.

I lang tid sendte mor hver måned 100 kroner til mormor for at hjælpe hende økonomisk! Det må have været en formue den gang, hvor en månedsløn nok var på omkring kr 1000.

En lille sjov ting er, at morfars gamle snedkerværktøj nu er kommet i brug igen. Han reparerede jo ting for kongefamilien og hans værktøj var af den meget gamle slags. Min mor fik det hele, da han døde, og hun havde det så liggende fra omkring 1960 til hun døde i 2005. Der overtog jeg det så. Men hvad skulle jeg nu bruge det til?

Jeg tog kontakt med Amalienborg og der findes et snedkerværksted, hvor man reparerer møbler fra kongehusets mange slotte. Allerhelst bruger de gamle værktøjer, så de var begejstrede for at få morfars gamle snedkerværktøj, der netop havde været brugt til samme formål tidligere. De fik det derfor omkring 2007.

Bent skulle begynde i skolen i 1945, men skolen var lukket, da bygningen blev brugt som midlertidigt hjem for tyske soldater efter krigens slutning. Vi begyndte derfor i samme klasse på Søborg skole i august 46 – da var Bent 7½ og jeg lige fyldt 6.

Vi gik så i samme klasse helt frem til 1955 hvor Bent gik på gymnasiet og jeg gik i realklassen.

Vi så ikke meget til fars familie. Farfar og farmor boede jo i Haderslev, og fars lillebror Hans boede ved Tønder. Det samme gjaldt fars søster, tante Cille, hvis mand var død i krigen. Han var østriger.  Fars andre brøde, ”Nicke” (Nickolai), Georg og Audi (August) boede i Københavnsområdet, men det var kun Georg, som vi så noget til. Han var skrædder og boede i Buddinge.

Mors 2 brødre: Hardy og Fridtjof så vi lidt mere til – specielt Hardy (og Birgit) med deres 3 børn: Inge, Frank og Kent. Fridtjof var gift med Mille og de havde sønnen Freddie, som vi aldrig så.

Fridtjof var vist uddannet mekaniker, men arbejdede som lagerchef på Tekno – legetøjsfabrikken med de fine bil modeller.  Han kunne meget inden for mekanikken. Det gav sig udtryk i bl.a. at han fik købt en gammel amerikansk ambulance, der havde overlevet verdenskrigen.  Den fik han indrettet, så der var et par senge og et bord bagi. Der havde normalt været plads til 5-6 bårer, så den var stor.  Jeg var med nogle gange, når han kørte i den, og han nød det, når de andre bilister troede, at de kunne køre fra dette store skrummel. Så trådte han lidt på speederen, og så fløj bilen fra alle de andre.

I bilen havde han fået installeret en radio, hvor han kunne aflytte politiets radio. Det var meget usædvanligt på den tid, men han havde selv opfundet det.

Han kørte i en overgang i ”Dødsdromen” på Bakken.  Det var en meget stor rund silo, hvor han på motorcykel skulle køre rundt på siderne – vandret ud i luften. Det krævede en god fart at kunne det, og det var ikke ufarligt – deraf navnet.

Han boede i en lejlighed i Sydhavnen i København. Her havde han også et værksted nede i kælderen. Han havde opfundet en slags hustelefon, så han fra kælderen kunne tale med Mille på 3.die sal. Det var omkring 1950, så han var mange år forud for sin tid.

Når der var familiefester, så kunne Fridtjof optræde med et nummer, hvor han holdt tale. Talen var som regel lidt uartig og under talen kunne man pludselig se hans slips stå vandret ud i luften!  Han havde sat en snor rundt om brystkassen og fastgjort denne snor til en kraftig ståltråd, der gik ud gennem slipset på indersiden. Når han trak vejret dybt udvidede brystkassen sig og trak i ståltråden, som så fik slipset til at stå vandret ud i luften. Fridtjof var normalt en meget stille nærmest undseelig mand, så hans nummer var meget overraskende.

Hardy var bankuddannet. Men lige før verdenskrigen var han i søværnet og blev søofficer. Den stilling var der ikke megen brug for under krigen, men han brugte den på en anden måde. Han var modstandsmand og var med til at sænke den danske flåde – vist nok i 1943. Efter krigen kom han til Handelsbanken hvor han var resten af sin arbejdskarriere.

En gang var vi med far og mor kørt i bil til Haderslev for at besøge min farfar og farmor. Jeg aner ikke hvis bil det var, for vi havde ikke nogen.  Farfar havde en rugecentral i kælderen på Lille Bakkevej i Haderslev. Der udrugede han kyllinger. Han nægtede at sætte sig ind i en bil, og det ønske blev respekteret hele livet. Da han døde blev kisten kørt bort i en hestevogn.  Farmor var speciel på en anden måde. Hun ville ikke fotograferes – og blev det aldrig!

Bent og jeg var en gang i det kgl. Teater med Skolescenen.  Det var efter, at vi var flyttet til Lyngbyvej. Far havde lånt en lastbil, så vi – hele klassen – sad bagpå ladet, medens han kørte ad Lyngbyvejen ind til Kgs Nytorv.  Vi blev stoppet af politiet – det var ikke forbudt, men vi skulle sidde ned – ikke stå op!  Året efter blev det forbudt at have flere passagerer med, end der var sæder til.

En anden gang, hvor jeg var med Skolescenen i teatret i København, så skulle jeg med trolleybussen hjem til Gentofte, men jeg havde brugt nogle af pengene til en sodavand, så jeg måtte gå havdelen af hjemvejen. Det var vel omkring 4-5 km. Så fik jeg skæld ud for at komme så sent hjem.

Der var ikke mange penge at gøre godt med, men Bent og jeg skulle alligevel have en ”normal” barndom som alle de andre børn. Det var svært, for vore klassekammerater kom fra rige familier, hvor der ikke manglede noget. Det var direktører, landsretsdommere etc. etc. – ofte med ”ung pige i huset”.   Men vi skulle som sagt ikke mangle noget.  Det gjorde vi dog.   Hvor de andre havde varme vinterfrakker, havde vi en regnfrakke af oilskind.  Det var  ikke en af de frakker, der nu er moderne med blødt skind.

Næh, den var meget stiv i frostvejr og absolut ikke varm. Vi havde ofte istapper fra øjnene, da tårerne frøs til is.

Vi havde et par gamle skøjter til deling, så vi skulle skiftes til at bruge dem – eller løbe med hver en skøjte. Vinterstøvler havde vi ikke – det blev et par gummistøvler.

Det lykkedes da far og mor at skaffe et sommerhus i Allinge på Bornholm til et par ferier. Jeg tror, at det var lånte sommerhuse gennem en af mors kolleger.

Og et par år lånte vi et sommerhus af Frank Larsens far. (Frank var gift med Anna, Juttas søster) Det lå ved Skammelbæks radio ved Fårevejle i Sejrøbugten.  Vi kørte derop i en lastvogn, som far fik købt brugt. Det var en værre skrammelkasse med en selvlavet udbygning bagpå, så den fungerede som varevogn.  Der lå Bent og jeg, men vi skulle være meget stille, hvis vognen stoppede, for det var forbudt at have passagerer bagi. Far kørte som regel tilbage til sit gartneri, men når han så kom tilbage til sommerhuset, så kunne vi høre ham langt væk. Så blev kaffen sat over, og den var færdig inden han ankom.

I 1947  blev fars lejemål i Søborg opsagt, da kommunen skulle bruge grunden til plejehjem. Vi flyttede derfor til Lyngbyvejen (nr 376) hvor far forpagtede Gentofte Planteskole efter hollænderen Van Kleff .

Det var et stort hus, der lå halvvejs ud over Lyngbyvejen. Gartneriet strakte sig ned til Gentofte sø.

Huset havde to etager plus kælder. Van Kleff boede det første stykke tid i stueetagen, så vi boede på første sal.

Efter et års tid flyttede van Kleff, og vi flyttede så ned i stueetagen.

Onkel Sander og Tante Anna kom fra Tyskland og flyttede ind på første sal. Det var morfars bror og svigerinde  og forældre til Jutta og Anne.

De havde boet i Hamburg fra begyndelsen af 30’erne. Under krigen havde de nogle rystende oplevelser. Bl.a. blev deres hus bombet, så halvdelen forsvandt.

Morfars anden broder – Lauritz var emigreret til USA, hvor han blev gift ( med Ruth) og stiftede familie.

De var hjemme i Danmark lige efter krigen – vistnok i 1947 – de besøgte mommi og morfar og vi var på besøg.  Onkel Lauritz viste en smalfilm fra hans æblefarm i USA. Der viste han os bl.a. hvordan nogle små fly fløj hen over plantagerne og sprøjtede mod skadelige insekter.

Vi var vildt imponeret –sikke en rigdom!

Vi mistede kontakten til dem, men jeg fandt dem så igen, da vi kørte med motorhome gennem USA i 1982. Da var Lauritz død, men hans amerikanske kone Ruth viste mig nogle breve, som Sander havde sendt til Lauritz under krigen. De var på dansk, så Ruth kunne ikke læse dem.  I disse breve havde Sander beskrevet, hvordan det var at bo i Hamburg under krigen.  Det var en mærkelig følelse at læse disse breve 40 år efter.

Huset på Lyngbyvej: Stueetagen var stor og indeholdt bl.a. køkken, en spisestue, en opholdsstue, far og mors soveværelse samt en meget stor veranda. Hvor sov Bent og jeg? Jeg mener at vi fortsat sov på første sal.

I kælderen var der toilet, og gruekedel, et badekar samt flere andre rum.

Vi fik bad en gang i mellem. Vandet blev varmet op i gruekedlen og hældt over i badekarret.

I et af de andre rum sov kattene. Der var mellem 6 og 10 katte, der holdt til i gartneriet. De kom aldrig indenfor, men sov i en gammel lænestol i kælderen.  De hed alle sammen Mussi. Det var praktisk.  Når vi havde spist vor havregrød om morgenen fik de resten.  Det samme gjaldt, hvis der var noget til overs om aftenen. Mor (eller far) stillede sig ud på køkkentrappen og kaldte ”Mui, Mui, Mui”. Som kom kattene stormede.  Bortset fra disse rester klarede de sig selv  - formodentlig med mus.

Nogle af kattene var meget kælne – selvom de nærmest var vilde. En af killingerne fandt vi halvdød – åbenbart efter at have mødt en ræv i mosen ved siden af gartneriet.  Den fik lov til at bo i et drivhus indtil den kom sig – og den behandling, den fik, gjorde at den blev så kælen, at den fulgte os overalt – også når vi skulle over Lyngbyvejen. Det blev dens skæbne. En dag, da den fulgte efter mig, blev den kørt over, medens jeg hjælpeløs så til. Det var hårdt.

På verandaen blev der sat et bordtennisbord op – ikke et rigtigt, men tæt nok, så vi kunne bruge det. Mor spillede en gang imellem bordtennis hos Dyrup efter arbejdstid. Jeg fik lært det og blev rimelig god til det.

Pengene var stadigvæk små, men Bent og jeg skulle da have en cykel hver.  Det fik vi, og de var meget fine.  Vi var bare lidt kede af, at vi ikke måtte bruge dem, medens der var kunder i gartneriet. Så skulle cyklerne stå i kælderen. Far ville ikke have, at en af hans kreditorer tilfældigt skulle se, at han havde råd til at købe cykler til os!

Tiden lige efter krigen (og sikkert også under krigen) var barsk. Det var småt med alting, så der blev indført rationaliseringsmærker til bl.a. sukker, smør og kaffe. De skulle afleveres i forretningerne, hvis man ville og kunne købe disse varer.

Jeg mindes også, at vi havde fået installeret et isskab i køkkenet. Det var forgængeren for køleskabet.  Det var et stort isskab, så der skulle en halv stang is til for at det kunne køle. Bent og jeg cyklede til Ismejeriet og købte så denne stang is, som vi så satte på bagagebæreren. Så gjaldt det om at komme hurtigt hjem inden al isen var smeltet!

Far skulle jo bruge gødning i gartneriet. Det fik han billigt hos Tuborg!  De brugte humle til deres ølbrygning,  og resterne af humlen afleverede de så til far, som brugte det som gødning. Det kom i hestevogn. En gang var jeg kravlet op på kuskesædet efter at vognen var tømt. Kusken var inde for at få en kop kaffe.  Jeg fik sagt eller gjort et eller andet, for pludselig begyndte hesten at gå. Jeg kunne ikke stoppe den, så den fortsatte gennem nogle stedsegrønne planter, som blev helt ødelagt. Endelig stoppede den, og far kom styrtende.  Det kom til at gøre ondt bagi på mig, men far sagde, at det gjorde mere ondt på ham!

Vi oplevede også et par gange, at det brændte. Den ene gang skete det i huset. Der var en stor kamin i stuen og der gik et rør fra denne kamin ind gennem muren og op i skorstenen. Men på vejen gik røret i en bue ind gennem far og mors garderobe. Røret var afskærmet, men af en eller anden grund var en af mors frakker eller kjoler kommet i berøring med røret, og det var varmt. Jeg husker, at far talte i telefon i stuen, og medens han talte, så han og vi andre, at der kom røg indefra soveværelset under døren. Mor skyndte sig hen til døren og far nåede ikke at stoppe hende, før hun havde åbnet døren.  Så gik det stærkt. Flammerne stod ud fra soveværelset, da der pludselig kom luft til dem. Jeg gik i panik og skreg, men far og mor fik mig beroliget og de fik hentet Onkel Sander og Tante Anna fra første salen. De var vandt til sådanne situationer, så de tog det meget roligt og fik organiseret vandtransport bestående af gulvspande, der blev fyldt op og smidt på branden. En eller anden fik sendt bud efter brandvæsenet og de kom talstærkt med 4-5 biler. Men da var branden stort set slukket.

En anden gang gik der brand ved et af drivhusene. Det var et drivhus, som far kaldte ”formeringen” Der fik han fremdrevet planter ved hjælp af varme. Et oliefyr i et skur ved siden af drivhuset blev drevet af spildeolie,  Far købte denne olie billigt og en olietønde blev så lagt på taget. Herfra dryppede olien gennem et rør ned til fyret. Her stor en blæser, der simpelthen pustede olien direkte ind i flammerne. Det var meget effektivt og der var meget varmt i ”formeringen”, men en dag gik det galt. En medarbejder, der boede i et værelse i det gamle hus,  der lå nede ved  Gentofte sø, opdagede branden og løb og efter far. Far løb i pyjamas ned i gartneriet og sprang op på taget af skuret, hvor han fik skubbet olietønden væk.

Det var vist et mirakel, at det ikke eksploderede medens han var der oppe! Men jeg tror, at han gjorde de bl.a. for at myndighederne ikke skulle se, denne farlige indretning. Hvordan den sag endte, ved jeg ikke, men branden blev hurtigt slukket.

En anden episode, jeg husker, var en aften, hvor vi alle sad i stuen. Så ringede det på døren. Det var politiet. De ledte efter en person, der havde kørt en bil ind i en lysmast på Lyngbyvejen lige ud for vort hus. Føreren var væk, men bilen var totalskadet, så man var bange for, at føreren var hårdt såret og havde søgt skjul et eller andet sted i gartneriet. Nu ville politiet gerne have vor hjælp til at lede efter denne person. Det var lidt uhyggeligt at gå rundt i mørket med en lygte og se efter en såret person.  Vi fandt ikke nogen.

Far havde et fløjtesignal, som han og Erling havde brugt fra deres barndom.   Det lærte vi også at bruge.  Jeg husker en gang, hvor vi var med mor til Bellevue badestrand. Der var pakket med mennesker, men far sagde, at han nok skulle finde os. Det gjorde han ikke, men vi fandt ham. Han stillede sig på trappen ned til stranden og fløjtede. Der var mange hundrede – måske tusinde mennesker – men det signal – det virkede!

Omkring 1950 skulle Bent og jeg holde ferie hos fars bror – Hans - i Tønder. Vi skulle køre derned med tog alene.  Bent må have været 11 år og jeg 10, men det skulle vi da nok klare!  Det var jo før Storebæltsbroen, men der var nogle af de andre passagerer, der hjalp os på færgen. Også da vi skulle skifte i Tinglev.  På Tønder station skulle Hans så hente os.

Men der var ingen Hans –   ja, der var slet ingen!  Vi stod med hinanden i hånden og hver sin lille taske, og vi anede ikke hvad vi skulle gøre. Vi havde ingen adresse eller telefonnummer.  Men vi kunne huske, at far havde fortalt, at onkel Hans boede på et gammelt mejeri – og det hed noget med lille  Em….. Vi spurgte en politimand om vej. Han forklarede, at der var noget, der hed Lille Emmerske, og han viste os,  hvilken vej vi skulle gå.  Der er ca 6 kilometer fra stationen til Lille Emmerske og vi havde små og meget trætte ben! Utroligt, at han bare accepterede, at vi skulle traske derud alene!

Vi gik derud af, og da vi var kommet ud på landet fik vi stoppet en lastvogn.  Da vi sagde at vi skulle besøge en, der hed Hans Petersen på et gammelt mejeri, var han helt klar over, hvor det var, så vi kom op på ladet, og så kørte han os derud.  Hans sad i stuen os læste sin avis, da vi kom. Han fik et chok ved at se os og hørte, at vi var gået fra stationen.  Han havde troet, at vi kom den følgende dag.  Vi havde en dejlig uge og hjalp ham med at køre hans mælkerute.

Far brugte gartneriet til bl.a. grøntsager, som han solgte på grønttorvet – men også som en rigtig planteskole. Vi hjalp til med at sælge planterne og grøntsagerne (fra et bord, der blev opstillet på fortovet på Lyngbyvej). Om vinteren solgte vi også juletræer.

Jutta kom til at bo i en lille lejlighed i træbarakkerne nederst i gartneriet – helt nede ved søen.

Far fik bygget et stort drivhus, helt oppe ved Lyngbyvejen. Her blev der indrettet en blomsterforretning, der blev bestyret af Fru Glensfeldt.

Vi begyndte så (i 1947) på Tjørnegaardsskolen – igen i samme klasse.

Vi kunne hjemmefra næsten se en anden skole – Bakkegårdsskolen, men den måtte vi ikke gå på – for så skulle vi passere Lyngbyvejen,  og den var alt for trafikeret!  At vi alligevel skulle passere Lyngbyvejen når vi skulle cykle hjem – det tænkte man ikke på.

Men Tjørnegaardsskolen var en god skole med plads til ca 1400 elever. Vi cyklede som regel til skole. Der var vel omkring 4-5 km.  Men vi kunne også gå langs Gentofte sø – det var lidt kortere.

På et tidspunkt var både Bent og jeg med til at udgive et skoleblad – Tjørnebladet.

I 1950 blev Bent ramt af en bil på Lyngbyvej og lå flere dage bevidstløs.

Skoletiden husker jeg ikke for noget særligt. Det var den gammeldags skole, hvor vi skulle stå op ved siden af pultene til læreren var kommet ind og havde sagt, at nu måtte vi sætte os.  Vi havde naturligvis en del forskellige lærere, men jeg husker nu specielt to:  Skoleinspektøren Ernst Thomsen og Herr Ilsø.  Men vore klasselærere husker jeg også . Det var først Ebba Baumann – en meget lille og gammel dame, der skulle føre os op gennem grundskolen. Det var hendes sidste klasse – så gik hun af med pension. Hun ses til venstre på billedet.

Derefter blev det Herr Bager, der tog os resten af vejen. Han var meget dygtig til regning, men han duede ikke til at undervise.

Vi var mange i klassen – mellem 25 og 32 – skiftende lidt fra år til år.

Jeg kan huske, at Bent og jeg var de eneste, der ikke røg! De andre prøvede at få os til det, og det gjorde os stærke, så vi aldrig kom til at ryge.

Inspektøren skulle ikke undervise faste klasse, men han kunne ikke holde sig væk. Han gik nogle runder og dukkede så pludselig op i en tilfældig klasse.  Her overtog han undervisningen i en time.  Han var noget anderledes, og det kunne han vel også tillade sig, da han kun var i klassen den ene time.  En dansk time var han hos os, og han havde taget en stavl aviser med. Han rev siderne ud af avisen og delte så siderne ud på de enkelte pulte.  Nu skulle vi så sætte en ring rundt om de stavefejl, som vi kunne finde. Vi fik et beløb for hver stavefejl – nok omkring 2 ører – men hvis vi satte ring rundt om noget, der ikke var en fejl, så skulle vi betale 5 ører. Det var en lidt anderledes måde at gøre det på. Det satte mig i gang med at lege med ord – en leg, der har fulgt mig hele livet – bl.a. i form af at skrive vers, finde stavefejl, løse kryds og tværs etc. etc.

Herr Ilsø var tysklærer. Min far havde terpet tysk med os. Det var jo det sprog, han var vokset op med, så det skulle vi sandelig også lære. Han terpede specielt udtalen, og vi skulle blive ved, til det var helt perfekt.  Det hjalp også, og Ilsø var imponeret.  Men det var nu den tyske grammatik, jeg holdt mest af. Det kunne far ikke hjælpe med, men jeg opfattede det som en hobby at lave de tyske stile helt korrekt, og det skete mere end en gang, at jeg var i diskussion med Ilsø om noget grammatik. Han måtte give mig ret flere gange – efter at have undersøgt det grundigt.

Far hjalp os også med regning – på sin egen måde. Vi fik altid slynget et regnestykke ud, når der var et eller andet, der skulle gøres. Den, de var hurtigst med det rigtige resultat, slap for at lave det, der skulle laves.

På et tidspunkt skulle jeg lære at svømme og kørte derfor om eftermiddagen til Hellerup, hvor jeg fik undervisning.  Det var skolen, der havde sørget for det til dem, som ville.

Om eftermiddagen kørte jeg som bud for far – altså planter ud til kunderne.  Det foregik på en budcykel. Den var lidt svært, når planterne var store, men det gik. Det var lidt sværere om vinteren, når jeg skulle ud med juletræer. De var store at have på en budcykel, og så var det ofte hundekoldt.

I nogle år havde jeg også en tjans som cykelbud om søndagen for Jægersborg mejeri. Jeg skulle bringe mælk, fløde og brød ud til kunderne.  Det foregik med en ”Longjohn”. Det var lidt svært at styre den – specielt når det var glat og der var 2-3 kasser med mælk og fløde på.

Jeg husker et par specielle episoder:

En kunde klagede over, at der var små sten i hans fløde, og at kapslen var i stykker. Det skete åbenbart flere gange. Så ville jeg finde ud af, hvad der skete og efter aftale med kunden stod vi bag et gardin og holdt øje med cyklen. Så så vi en musvit komme flyvende, sætte sig på flødeflasken og hakke hul i kapslen.  Den bøjede hele overkroppen ned gennem flaskehalsen og drak af fløden.  Når den ikke kunne nå længere ned, fløj den ind under hækken og kom snart efter tilbage med næbbet fuld af sten, som den så lod falde ned i flasken. Så steg fløden, og den kunne drikke videre!!

En anden kunde klagede over,  at jeg ikke havde sat hans morgenbrød på trappen – det måtte jeg have glemt.  Jeg var sikker på, at jeg havde sat posen, men kunden har jo altid ret, så jeg kørte ud med en ny pose.  Næste søndag var jeg meget opmærksom på at sætte hans pose – men alligevel ringede han med samme besked.  Nu var den gal, så jeg forklarede ham, at der måtte være en, der stjal posen. Det troede han ikke på, men indvilgede dog i, at vi den følgende søndag sammen holdt øje med,  hvad der skete.

Efter at havde sat posen cyklede jeg væk, satte cyklen fra mig og listede ad bagvejen ind i huset. Derfra kunne vi lidt senere se naboens schæferhund liste sig ind i haven og hugge posen!

Det er sådanne episoder, der gjorde det sjovt at være bud om morgenen!

Om eftermiddagen kørte jeg i et års tid som bud for en grønthandler på Kildegårds Plads.

I 1953 var vi med klassen på en tur til Tyskland. Her besøgte vi bl.a. Hamborg. Jeg kan huske de mange områder, der var spærret af, fordi der formodentlig stadig lå bomber i ruinerne. Det var et uhyggeligt syn.  På samme tur var vi i Rüdesheim og Koblenz  samt Bacharach. Vi sejlede også forbi Lorelei klippen.

Jeg havde nogle penneveninder – en i Japan og en i Tyskland (Heidi). Det havde jeg megen fornøjelse af.

I 1954 blev fars lejemål af gartneriet opsagt, og vi flyttede igen.  Grunden blev eksproprieret, da Lyngbyvejen skulle udvides. Det var en af Danmarks mest befærdede veje.

Vi flyttede denne gang til Nybrogård på Nybrovej. Her havde far i sin tid arbejdet som unggartner,  og det var her, at han traf mor, som arbejdede som ung pige i huset på Nybrogårds hovedgård.

Vi kom til at bo i Tyrolerhuset på Nybrovej.

Nr 315

Det var et stort og flot hus med en svalegang hele vejen rundt.  Gartneriet var på 40 tønder land – der var store drivhuse med blomster til afskæring.

En del af gartneriet blev kaldt Radiomarken. Det var her Valdemar Poulsen startede sine radioforsøg sammen med P.O.Pedersen.  Valdemar Poulsen anerkendes i dag som opfinderen af radioen.

Det blev senere til Lyngby Radio.

Huset er stadigvæk kendt som Tyrolerhuset, og det huser nu i dag et Bådelaug.

3. oktober 1954 blev Bent og jeg konfirmeret – samme dag.

Vi gik stadigvæk på Tjørnegårdsskolen. Så det var langt at cykle, men vi fandt en smutvej, idet man var i gang med at bygge en motorvej  - Danmarks første motorvej  kaldet Hørsholm motorvejen. Den kunne vi bruge et godt stykke vej – indtil den blev indviet som motorvej i januar 1956.

I 1956 tog jeg sammen med en klassekammerat, Jens Erik Ottosen, på en tur til Tyskland. Vi rejste på tommelfingeren.

Første mål på rejsen var Marburg, hvor jeg ville besøge min penneveninde Heidi. Det gjorde vi så og fortsatte helt ned til Bodensøen.

Endnu en gang gik det galt for far. Firmaet, der ejede gartneriet, gik konkurs med en papirfabrik (Schjerbeck), så de måtte sælge hele grunden.  Det må have været i 1955-56

Nu havde far fået nok, så han fik job som jord- og beton arbejder hos J&B, medens vi flyttede til Fortunbyens rækkehuse (Thorsvang nr 83).

Det var et rækkehus i 2 etager plus en kælder. Der boede vi kun et enkelt år. Det var simpelthen for dyrt. Jeg mener at kunne huske,  at vi skulle betale kr. 279 per måned!

Far og mor prøvede at bytte huset til en lejlighed, men alle kendte disse rækkehuse som noget, der var for dyrt. Endelig lykkedes det, så vi kunne flytte til en lejlighed på Ulrikkenborg Plads nr 10 i Lyngby.

Jeg husker den dag, far og mor kom hjem med besked om, at vi skulle flytte. Bent sad i stuen og lyttede til noget klassisk musik – eller balletmusik. Jeg var på vej ned fra mit værelse, da far og mor kom ind af døren og sagde, at vi skulle flytte. Bent blev sur over, at de havde afbrudt hans musikinteresse. De skulle have ventet til musikken var færdig!

Bent og jeg var meget forskellige. Når vi var på ferie i Fredensborg, så ville han hellere sidde inden for i stedet for at komme ud og lege med de andre – f.eks. fodbold. Sport interesserede ham ikke!

Den gang var fodboldkampe mellem Danmark og Sverige årets højdepunkt. Det var noget alle talte om i måneder inden kampen og måneder efter. Gaderne lå øde på selve dagen – alle sad med ørerne klistret til radioen.  Men ikke Bent.  Man kunne spørge ham: Hvordan gik kampen?? Han ville med det samme svare: hvilken kamp??

Vi havde ikke mange interesser til fælles, men når der ikke var andre legekammerater, så kunne vi sagtens lege sammen. Det gjorde vi fint både i Søborg og medens vi boede på Lyngbyvej – men så var det også slut. Vi havde intet til fælles og var i mange år langt fra hinanden – åndeligt talt.

Lejligheden på Ulrikkenborg Plads havde  3 værelser plus køkken og bad. Bent fik det ene værelse og jeg det andet, medens far og mor sov i stuen.

Far kørte af sted hver morgen på knallert. Nogle gange skulle han helt til Amager. Det var en lang og kold tur. Jeg husker ham stadig, når han trak et stort stykke plastik op foran sig, så det kunne tage af for vinden.  Mor cyklede til Søborg,  hvor hun arbejdede på kontoret hos Dyrup & Co.   Men jeg hørte dem aldrig beklage sig.

Vi fik 20 øre i timen for at hjælpe far i gartneriet, medens vi boede på Lyngbyvej og vistnok 2 kroner hver uge i lommepenge.  Da jeg også havde mine jobs som bud, havde jeg på et tidspunkt fået sparet kr 230 sammen. Far spurgte, om han måtte låne dem. Det fik han lov til, men hver gang jeg spurgte, om jeg kunne få dem tilbage, spurgte han, om jeg skulle bruge dem. Hvis jeg sagde nej, så fik han lov til at  vente. Jeg fik dem til sidst.

Far  og mors økonomi var så dårlig, at jeg besluttede at gå ud af skolen. Jeg tog realeksamen i 1956, og startede som elev i Handelsbanken straks efter.  Hele min ”arbejdskarriere” har jeg beskrevet separat, så i disse erindringer er det kun kort nævnt.

Bent tog studentereksamen i 1957. Traditionen tro skulle de nybagte studenter danse rundt om Krinsen på Kgs Nytorv.  Jeg arbejdede i Handelsbankens hovedsæde ved Kgs. Nytorv, så jeg smuttede ud på pladsen for at se Bent og de andre danse rundt.  Jeg var godt misundelig!

Jeg husker endnu, at Bent en dag efter sin studentereksamen sad og studerede avisen. Jeg så, at det var rubrikken ”særskilte stillinger” – altså ledende stillinger. Da jeg spurgte, hvad han levede, svarede han, at han skulle finde sig et arbejde.  Jeg tillod mig at sige, at det, der stod under den rubrik, var forbeholdt folk, der havde en uddannelse.   Det skulle jeg nok ikke have sagt. ”Jeg er student”, lød svaret.

Bent fik job som assistent hos Fridtjof (mors bror) på lageret hos Tekno, men det gik vist ikke særligt godt. Siden blev han vikar som skolelærer og tog også lærereksamen, så han kunne blive fastansat på Ballerup skole. Her mødte han Yvonne. Hun var en af hans elever.  Nogle år senere (1985) begyndte de at komme sammen og bo sammen. Derefter var de sammen 24 timer i døgnet hele året rundt. De blev gift i 2004.

Far og mor havde kun en meget gammel og meget slidt radio  og de havde ikke råd til en ny, men det havde jeg, for jeg arbejdede  jo i Banken! (til en løn af kr 256 per måned). Så jeg købte en stor Siemens  radio (kr 1250) . Den havde jeg til gengæld ikke plads til, så den kom til at stå i stuen. Den brugte de i mange år – og nu står den på vort loft – pænt pakket ind i plastik!

TV havde de selvfølgelig heller ikke, men det havde fars broder, Georg, som boede i Buddinge. Vi var derovre nogle gange for at se 6-dages løb og Ungarns indsamlingen i 1957 (eller 1956??)

Bent flyttede hjemmefra, og han levede sit eget liv -  helt efter sit eget hoved. Hans interesser var vidt forskellige fra mine. Han var mest interesseret i kunst – moderne avantgarde kunst - og klassisk musik. Materielle goder interesserede ham ikke. Han fik aldrig kørekort og ejede aldrig et TV.  Hans bedste tøj var noget, han havde arvet fra far.

Han holdt ved sine interesser og meninger hele livet. Far og mor forstod ikke, at det var det liv, som han gerne ville have, og at han var glad og lykkelig på sin måde. Det kneb også for mig at forstå ham og vi skændes ofte – når vi endelig var sammen.

Mange år senere lærte jeg at forstå Bent og hvad det var for et liv, han gerne ville have – og som han havde.   Vi lærte begge to at respektere hinanden og forstå at vi blot havde hvert vor syn på, hvordan livet skulle leves. Det er jeg meget glad for at vi fandt ud af og jeg er glad for at vi talt ud sammen. Men jeg er til gengæld meget ked af, at far og mor aldrig fandt ud af det. Når Bent ikke levede på den måde, som de syntes, at han skulle leve, så var det forkert og så var det synd for ham!  At Bent havde præcis det liv, som han gerne ville have, det fattede de aldrig.  Mor kom troligt til nogle af de receptioner og ferniseringer, som Bent inviterede til, men det gjorde far ikke. Han hverken kunne eller ville prøve at forstå Bent.

Men alle var meget glade for at Bent og Yvonne havde fundet hinanden. Hvordan skulle han have klaret sig alene i alle de år?

Bent startede et kunstforlag, der hed North. Det udgav en kunstkalender hvert år samt et månedligt blad om avantgarde kunst og Bent arrangerede udstiller rundt om i landet samtidig med at han holdt foredrag. Bent var meget respekteret i kunstnerkredse i Danmark.

Det lykkedes far at erhverve en grund ved Hjortespring. Her startede han et gartneri. Her fremdyrkede han planter, som han så solgte til anlægsgartnerne.

Men ved siden af havde han sit arbejde  som jord- og betonarbejder for firmaet, der hed  J&B (Jord og Betonarbejderne). De vidste ikke, at far var gartner før han selv en dag spurgte chefen, hvorfor de ikke selv lavede den gartnermæssige del af anlægsarbejdet.  Han fik jobbet! Og nu kunne han i fritiden lave de planter, som han senere skulle bruge  som gartner for J&B.  Det var helt efter aftale med firmaet.

De første år blev de boende på Ulrikkenborg Plads, og far kørte frem og tilbage til Hjortespring, men så købte de en dobbeltgrund i Trevangsområdet i Farum. Der byggede de et hus. Det må have været omkring 1960. Det var et sommerhusområde, så de måtte ikke bo der året rundt – officielt, men det gjorde de nu alligevel. Det var et god hus og far fik anlagt haven meget flot. Det var hans stolthed.

Efter alle de år gennem krig og modgang var det nu endelig lykkedes for dem at opnå det, de gerne ville: At have et hus og en have, der var helt deres eget. De nød at have gæster og vise haven frem. Det havde de virkeligt fortjent!

Handelsbanken var et forkert sted for mig, så jeg skiftede efter et halvt år til DFDS, hvor jeg blev udlært som shippingmand i 1959.

I 1958 var jeg på session. På grund af mine dårlige øjne kunne jeg slippe for at komme i militæret, men jeg sagde, at jeg gerne ville være soldat. Da de så foreslog kystbevogtningen, sagde jeg, at så ville jeg nok tage i mod tilbuddet at slippe for militærtjeneste.

Så fik jeg lov til at komme i marinen.  På grund af, at jeg var under uddannelse, skulle jeg først starte i sommeren 1960.

Her startede jeg i Avderød lejren som sanitetskonstabel – og da jeg bestod eksamen blev jeg korporal.

Så blev jeg udstationeret på patruljejageren Willemoes.  Det var sammen med søsterskiber Huitfeldt flådens stolthed.

De var blevet bygget lige før krigen.  Det vil sige påbegyndt bygget, men da Danmark blev besat, ” kunne man ikke finde”  tegningerne. Byggeriet gik derfor i stå, men straks efter befrielsen dukkede tegningerne op på mirakuløs vis. Nu kunne man bygge skibene færdigt. Da de blev færdige var de en sensation. Prøvesejladsen var i 1946.  Skibene havde dampturbiner og kunne sejle 36 knob, hvilket den gang var næsten uhørt.  Der var lidt over 100 mand ombord og skibet var ca 100 meter langt og kun 11 meter bredt. Det var 2 af de hurtigste og mest moderne krigsskibe i Europa. Der var stort alle slags våben ombord: Miner, minerydningsmateriel, 105 mm kanoner, 40 mm, 05 25 mm kanoner, torpedoer og meget mere.

Skibet  sig selv var  som en torpedo – bygget til fart.  Når vi sad op ad skroget (der var ingen indvendig beklædning), kunne vi mærke bølgerne på den anden side – og i søgang kunne vi virkelig mærke havets kræfter. Når jeg for eksempel i høj søgang stod aller bagerst på skibet, så kunne jeg se hele forenden rejse sig op for derefter at falde ned igen med stor kraft, så vandet skyllede ind over skibet.

Mandskabet sov i hængekøjer på 2 store banjer (soverum).

At sove i en hængekøje er nu meget sjovt, når man får vænnet sig til det, men når der er 100, der alle snorker og man ligger i 2 etager – over og under hinanden – så tæt, at man skal skubbe de andre væk for at komme ud – så bliver det lidt trangt.  Når der er høj søgang, så mærker man det ikke, for køjen gynger bare med, men når man så kommer ned på dørken, så kan det gå galt, for dørken følger  jo skibets bevægelser og ikke hængekøjens.

Jeg har bagefter erfaret, at Hardy også har sejlet med Willemoes. Han var med fra starten, da skibet blev prøvesejlet i 1946 og frem til omkring 1948. Han var befalingsmand ombord.

Jeg var – udover at være sanitetsmand – også skriver for banjemesteren. Det var den underofficer, der skulle styre den menige besætning.  Alle menige var værnepligtige. Der var ingen frivillige.

Mit job som sanitetsmand gjorde, at jeg havde ansvaret for al medicin om bord. Jeg skulle tage mig af de syge og sårede etc. etc.   Udover et par småskader, var det en let opgave.

Jeg lærte meget – bl.a  at afføringspiller er meget effektive mod halsbetændelse:

Vi havde strepcils ombord til hjælp mod halsbetændelse, men man fandt hurtigt ud af, at de smagte som bolsjer. Derfor var der flere, der lidt for ofte fik halsbetændelse.

Jeg spurgte dem, om de nu var helt sikre på, at det var halsbetændelse og om det virkelig gjorde ondt.   Hvis jeg kunne se, at det var fup, så fortalte jeg om en ny tablet, jeg havde fået  som virkede meget bedre.   De kunne jo ikke undslå sig, så de fik en afføringstablet. Den må have virket, for de soldater kom aldrig igen!

Det var en skøn tid, og da jeg var sanitetsmand, slap jeg for vagter!  Så snart vi lagde til kajs i en by, så var jeg ofte første mand fra borde – (sammen med trosserne). Jeg skulle på posthuset efter post til skibet.

Kaptajnen – Georg Schmidt-Jensen var en guttermand. Han gik ikke så meget op i disciplinen – bare vi udførte vor opgave og gjorde skibet stolt.  Jeg husker mange episoder, hvor han spurgte besætningen, hvad den ville gøre i en given situation.

Bl.a. en gang, hvor vi skulle til Norge på flådebesøg. Det var til Stavanger. Vi havde været i Frederikshavn for at få ordnet bunden af skibet. Der blev sat et hav af nye nagler i før turen over Skagerrak. Der var varslet storm, men det blev ændret til Orkan. Kaptajnen kaldte os sammen på dækket og forklarede situationen. Han sagde, at vi enten kunne sende afbud på grund af vejret – eller vise os som danske vikinger og gennemføre turen.   Hvad ville vi helst?  Svaret var indlysende, så vi fortsatte.  Af de 100 mand ombord, var der ca 10, der intet mærkede, ca 15, der kunne mærke noget, men ikke meget og resten var så søsyge, at de ikke kunne arbejde.  Jeg hørte gudskelov til de 15, der kunne mærke lidt,  men ikke meget.  Det værste var stanken fra alle dem, der virkelig var syge!

Da vi nærmede os Stavanger kom der pludselig en helikopter imod os og den vendte meget hurtigt om!  Man havde ikke troet, at vi kom, så modtagelses- kommissionen var aflyst.  Nu fik de travlt, og de nåede lige akkurat at få startet et par motortorpedobåde op inden vi ankom!

Efter besøget sejlede vi direkte tilbage til Frederikshavn for at få efterset bunden og ganske rigtigt: de fleste nagler var væk!

Vi var også på flådebesøg i Frankrig – i byen Nantes. Det var det første danske flådebesøg siden vikingerne, og det skulle vi naturligvis vise dem. Vi havde på vejen til Frankrig malet skjolde, som blev sat fast på rælingen, og flere af os havde ladet skægget gro, så vi kunne ligne vikinger. Der var skaffet nogle få vikinge-dragter, hvoraf jeg fik den ene.

Det havde vi meget fornøjelse af.

Det er næsten utroligt, men på vejen til Frankrig underviste jeg mandskabet i fransk!

Jeg havde haft fransk et år i skolen – og det var mere end år siden. Men de lærte da noget!

Efter den tur brugte vi altid ravnebanneret, når vi sejlede

Jeg tror ikke, det var helt efter reglerne, men skipper var ligeglad.

Jeg husker en anden episode, hvor skipper vakte lidt opsigt. Vi skulle besøge en raketbase uden for København.  Vi var vel omkring 50 mand og vi kom ind på kasernen i bus.  Da vi steg ud sagde skipper, at vi skulle gå i flok – ikke i geledder, som  man normalt gjorde.  Mandskabet på basen stirrede på os – og de troede ikke deres egne øjne og ører, da de hørte skipper kalde os sammen ved at bruge et rigtigt gadedrengepift! Først troede de, at han var en almindelig matros, men da de så hans flotte uniform med stjerner og medaljer, så fik de vist, at de kunne så stramt!  Vi havde stor respekt for skipper og han vidste godt, at vi kunne optræde som rigtige soldater. Han behøvede ikke at demonstrere at han var chef!

Medens jeg var på Willemoes udgav jeg et skibsblad – ”Kompasset – det man retter sig efter.”

Hjemsendt fra marinen i december 1961. Men… jeg kunne være kommet til Congo som FN soldat. Jeg fik ”tilbuddet”, men sagde nej. Jeg havde jo en kontrakt md DFDS, der lød på, at jeg fik halv løn i min militærperiode mod til gengæld at komme tilbage til DFDS i mindst et år efter min militær tjeneste.

Jeg afmønstrede i Ålborg og tog toget til København, for dagen efter at skulle aflevere papirerne på Holmen. På vejen hjem i toget havde jeg en sjov oplevelse. Der var altid  drillerier mellem fodtusserne og marinerne og ind i min kupe, hvor jeg alene, kom 4 fodtusser. Nu skulle jeg jo drilles!. Når man ikke har lang tid tilbage i militæret, så har man et centimetermål i lommen, som man så klipper af – en centimeter hver dag.

For at drille mig hev en af fodtusserne et centimetermål op af lommen og klippede nr  18 af – han havde altså 17 dage tilbage.    Jeg trak så mit centimetermål op og klippede nr 30 af.

Så grinte de andre – ”åh, det er synd – har du 29 dage tilbage?” -  jeg svarede bare: ”Det er timer!”  Så blev de lidt stille.

I 1962 var jeg i London på DFDS´s rejsebureau fra februar til september. Det var en god tid, for ud over lønnen fik jeg et ”udetillæg” på 500 kroner skattefrit hver måned.  Jeg boede først hos en engelsk familie (Brent) i  Muswell Hill, men resten af tiden sammen med 2 danske kolleger i en lille lejlighed på Kilburn Highroad.

Jeg havde mange sjove oplevelser medens jeg boede hos denne familie. De var med i metodistkirken, men de var nu ikke overdrevne religiøse. De havde en stor omgangskreds og jeg blev ofte inviteret med, når de havde gæster. En gang var der en gammel mand med – han var omkring 80 og var oprindelig fra Danmark. Han var kommet til London som 17 årig og havde aldrig besøgt Danmark siden!  Da han kom til England kunne han ikke tale et ord engelsk, men han var en dygtig gartner og så var sproget ikke så vigtigt! Han kunne tale dansk, men han sagde, at det sværeste for ham var, at han skulle tale rigsdansk for at jeg kunne forstå ham. Hvis han talte sit normale dansk – sønderjysk – så ville jeg ikke kunne forstå ham. Ufatteligt, at han efter 63 år i England stadig kunne tale dansk og samtidig tage hensyn til at jeg ikke kunne forstå hans dialekt!

Efter et par måneder fik jeg virkelig hjemve!  Jeg købte en flybillet med natflyet  til København. Det var det første jetfly, der var sat i rutedrift til København – en BEA Comet fra de Haviland fabrikkerne.

Jeg havde fortalt far, at jeg ville komme hjem – bare for en enkelt nat, så han undlod at låse døren – og han havde redt seng til mig på mit gamle værelse, uden at mor opdagede det.  Næste morgen da mor som sædvanlig var gået ud på altanen for at vinke farvel til far, stod jeg lige bag hende. Hun fik et mindre chok. Men jeg havde en dejlig dag og sidst på aftenen tog jeg tilbage til London. Det var en dyr billet, men turen var pengene værd!

Under opholdet i London lærte jeg Collette Allcock at kende. En sød pige fra Guidea Park uden for London. Hun kom ind i rejsebureauet for at købe en billet til Danmark og vi fik en lang sludder. Hun havde været i Danmark flere gange og var meget glad for landet. Jeg besøgte tog med hende til et marwked udenfor London. Her havde jeg en grim oplevelse. En sigøjnerkvinde kom hen til os og ville absolut fortælle os om vor fremtid. Vi sagde begge nej, men hun fyrede så en salve af til Collette:  Denne dag vil du huske i lang tid, da der vil ske dig noget slemt! Samme aften faldt Collette ned fra en stige og brækkede ryggen!  Uhyggeligt

Jeg bestræbte mig så meget på at lære engelsk i London, at jeg fik glemt mit tyske. Det tyske sprog havde ellers været det bedste for mig.

Hjem igen til København i september, hvor jeg flyttede ind hos far og mor. I oktober fik jeg kørekort og arbejdede et par måneder hos DFDS.  Samme måned tog jeg kørekort.

Men jeg ville gerne til Tyskland for at genopfriske mit tyske sprog.

DFDS ville ikke give mig orlov, så jeg sagde op. Så tog jeg til Tyskland. Det blev Heidelberg.

Jeg kørte med bus derned. Bussen skulle videre med turister til Barcelona.

Den første måned (januar 1963) gik jeg på Europaschule – en tysk sprogskole startet og ejet af en vis dansker ved navn Simon Spies. Her fik jeg igen lært at tale tysk.

Jeg boede i Neckargemünd hos en tysk familie. Jeg havde et lille værelse i deres kælder, men da huset lå oppe på et lille bjerg, var der selv fra kælderen en fin udsigt over dalen. Jeg skulle stå på en stol for at se ud af det lille vindue – men der var dog et vindue!.

Den vinter var udsædvanlig streng (minus 15-25) – så selv Neckarfloden var frosset til.  Det betød, at det var småt med alting – for floderne var vigtigste transportveje.  Jeg havde en kakkelovn på mit værelse. Men jeg fik kun udleveret et stykke brænde hver dag. Det måtte være nok, mente fruen!  På skolen var der et lag is på radiatorerne!

Jeg havde jo fået kørekort året før – så nu kunne jeg jo køre bil (troede jeg). Køretimerne blev taget i en Opel med ratgear, men det kunne vel ikke gøre nogen forskel, at de fleste biler havde bundgear, vel?  Jeg skal sent glemme en tur, som vi tog på fra skolen i 2 lejede folkevogne! Vi kørte i 2 folkevogne til Schweiz og overnattede i Schauffhausen. Så tilbage igen næste dag.  Der var bl.a. en del bjergkørsel ad  mindre sneklædte veje.  Det var lidt hårdt for en, der lige havde fået kørekort i en bil med ratgear.  Vi havde nogle lidt for spændende oplevelser i bjergene, men vi kom da hjem igen!

Efter et par uger ville jeg købe en brugt bil. Den skulle være billig, og vor lærer  (Rolf Martin) kendte en, som kunne sådan noget, så han blev mægler. Han fandt da også en gammel VW, som jeg kunne købe for 1400 DM. Papirerne sagde, at den var fra 1952, men adskillige dele var udskiftet.  bl.a.. en helt ny motor.  Den ældste del var nok snarere fra omkring 1948

Der var håndgas i bunden af vognen og todelt bagrude.

Mægleren sagde, at vi skulle lade papirerne stå i den tidligere ejers navn, indtil forsikringen udløb. Så kunne jeg spare de penge. Det betød så også, at jeg ikke fik registreringsattesten før en del senere. Da den kom, viste det sig, at der stod at vognen var fra 1949!

Jeg fandt senere ud af, at det meste af den nok snarere var fra 1944. Der var ikke meget af det oprindelige tilbage.

Men det sjove var, at den startede bedre i den isnende kulde end naboens fine Mercedes. Jeg skulle bare skovle sneen væk og så bruge håndgassen!

Efter et stykke tid endte jeg bagerst i et harmonikasammenstød. Der skete ikke de store skader, men det var for dyrt for mig at få den repareret, så jeg solgte resterne. Jeg fik DM 1000 for den.

Det gav lidt problemer, for mægleren havde ikke ændret forsikringspapirerne. Jeg brugte megen tid på at prøve at finde ham, men han var forduftet!

Heidi – min penneveninde fra Marburg var også flyttet til Heidelberg. Hun skulle uddannes som ergoterapeut på en skole, der lå i Schlierbach – midt mellem Heidelberg og Neckargemünd. Vi  mødtes tit under hele mit ophold i Tyskland, og vi var meget fine venner. Jeg tror aldrig at jeg har så meget som givet hende hånden. Vi talte bare sammen, og det gjorde vi godt !

Da måneden var gået ville jeg blive i Tyskland for virkelig at få lært tysk – men jeg ville samtidig skulle bruge engelsk, så jeg ikke glemte at tale det sprog.  Resultatet blev, at jeg fik job i den amerikanske hærs flyvetjeneste  (AFOF i Pleikartsförsterhof). Der skulle jeg arbejde som civil tysker. Det var i 1963.

Men – inden jeg kunne begynde arbejdet skulle jeg have en arbejdstilladelse, og den kunne jeg kun få hos den tyske ambassade i København. Altså hjem og vende – det er utroligt bureaukratisk!

Endelig kunne jeg komme i gang. Begyndelsen var svær med alle de fagudtryk og forkortelser, men efter et stykke tid gik det fint – så fint at alle mine kolleger og de amerikanske chefer ville have, at jeg skulle være supervisor. Men det måtte jeg ikke blive, fordi regler sagde, at lederen skulle være en tysk statsborger. Men det var da et fint skulderklap.

En af de episoder, jeg husker bedst, var da præsident Kennedy besøgte Tyskland. Han rejste rundt i Tyskland med amerikansk militærhelikopter. Det var under vort ansvarsområde, så vi skulle følge hans færden. Af sikkerhedsmæssige grunde var der altid 8 helikoptere, der fulgtes ad og man vidste ikke, i hvilken helikopter, præsidenten sad. Vi fik bare en meddelelse om, at de 8 helikoptere startet fra ?? lufthavn med kurs mod XX lufthavn, etc. etc.  Men så skete der noget. Pludselig indløb der en besked: ”Helicopter crashed”  Helikopter forulykket!  Det var en uhyggelig besked under alle omstændigheder, men specielt når President Kennedy kunne være ombord.  Det viste sig dog hurtigt, at det var en fejl. Den mand, der havde modtaget beskeden var en tysker og han havde hørt forkert. Der blev sagt ”scratched” (streget) og ikke ”crashed” (styrtet).  Der var en fejl i motoren, så den blev taget ud af drift.!

Under mit ophold i Tyskland blev jeg pludselig syg – jeg fik hæmorider! Det kan jo ske, men for mig var det noget særligt. Jeg havde i mere end 10 år ikke haft en eneste sygedag – ikke mistet en eneste skoledag – eller arbejdsdag og aldrig kommet for sent en eneste gang. Og så pludselig kom dette! Det var øv.

Opholdet i Tyskland var en dejlig tid. Vi var en flok danskere, der alle havde gået på Europaschule, og som var blevet boende i Neckargemünd efter skolen.  Vi var vel omkring 10-12 stykker og fælles for os alle var, at vi ikke havde nogen penge. Men det skete da, at en af os havde købt en dansk avis – og den gik så på omgang. Alt blev læst –  selv hver  eneste annonce.

Nogle af dem gik fortsat på en skole – men de fleste havde fundet et job, så de kunne klare sig igennem.  Det var billig arbejdskraft! Varm mad var noget, vi fik en gang om ugen. Vi mødtes som regel på Rathauskeller eller den græske vinstue. Og så blev der snakket – alt blev endevendt. En gang hvor vi sad ca 10-12 stykker rundt om et bord, var de en der spurgte, hvad vi skulle snakke om. Nu havde vi ligesom snakket om alt, mente han. En sagde (for sjovt), at vi da ikke havde diskuteret religion. Svaret kom prompte: Det kan man da ikke diskutere! Hvorfor ikke?, kom svaret og så var den diskussion i gang.

Den 1. maj var vi igen på Rathauskeller. Det var en stor dag i Tyskland – for det var forårets komme, men det var også Simon Spies’ komme. Han kom pludselig anstigende på Rathauskeller med 4 unge damer. Han var bare på en tur i Europa – kørende i en stor Mercedes. Pigerne havde alle en pels, men den fik de nu hurtigt smidt, for vi ville danse, og det ville de også.  Det passede ikke Spies. De skulle sidde hos ham og ikke føjte rundt med os! Men denne gang gjorde de ikke, hvad han sagde!

Vi holdt ud til den lyse morgen – og de næste 2-3 dage og nætter. Spies forduftede med sine piger straks den første morgen, men vi andre festede videre og bød foråret velkommen. Det blev kun afbrudt af, at nogle af os jo skulle på arbejde.  Det var en festlig tid.

Jeg havde fundet et andet værelse hos en anden familie. Det var stort og lyst. Jeg tror at familien hed Muster.

I weekenderne gik vi ofte lange ture – 4-6 personer. Vi gik blot af sted gennem bjergene uden at have en ide om, hvor vi ville hen. Ved middagstid søgte vi så til en landsby og fandt et sted at spise. Der spurgte vi så, hvor vi var – og så gik vi ad en anden rute hjem igen – over bjergene.  Vi prøvede så bagefter at finde ud af på et kort hvilken vej, vi var gået og hvor langt, det var. Det viste sig flere gange, at vi havde gået omkring 30-40 km på en dag. Det var meget godt taget i betragtning, at det var i bjergene.  Det blev fejret med en hyggeaften,  og så gik vi en ny tur dagen efter.   Det var som regel turen fra Neckargemünd til Heidelberg slot. Den er på ca 10 km hver vej gennem Odenwald.

Det var utroligt smukt i Odenwald langs hele Neckarfloden.

Det år blev Bent gift med Berit. Jeg kunne jo ikke være med, men Bent og Berit blev enige om at bryllupsrejsen skulle gå til Odenwald – altså ved Heidelberg.  Så ville de besøge mig.

De kom da også med tog – og de havde cyklerne med – med en NEFA lygte  (det kunne jo blive mørkt i bjergene)!   Jeg spurgte, hvor de skulle bo – for jeg havde ikke plads på mit værelse.

Bent hev en fortegnelse over vandrerhjem frem! Det var her de skulle bo (på deres bryllupsrejse!). Den gang var der store sovesale på vandrerhjemmene - damer og herrer adskilt.  Jeg tror, at de var i Tyskland en uges tid, men jeg så ikke mere til dem, for de rejste fra by til by på cykel.

AFOF lå en del uden for Heidelberg på den anden side af byen i forhold til Neckargemünd. Der var vel omkring 10-12 km totalt.  I begyndelsen kørte jeg med bus, men jeg købte så en anden vogn af en skotsk kollega  (700DM) . En Austin Sommerset Maugham (1952). Det var en stor bil med ratgear!. Den kunne finde på at nægte at starte, men så skulle man bare rokke den lidt frem og tilbage – så kom den! Den havde jeg megen fornøjelse af!

Det var dog ikke så smart at have en engelsk bil i Tyskland, for de havde andre mål, og der skulle derfor specielt værktøj til!  Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kaldte den PLØK. Jeg må have været forudseende, for det sidste jeg så til den, da jeg rejste hjem var, at den stod på en stor plads ved Neckargemünd, og der var rejst et stort cirkustelt på pladsen. Teltet var fastgjort til min bil, som altså blev brugt som PLØK.

I juni måned ville jeg et smut hjem  til Danmark, men da jeg ingen penge havde, ville jeg tage på tommelfingeren.  Gudskelov var der en af de amerikanske officerer (Mr Travis), der gerne ville besøge Danmark, og han ville køre derop. Så hvis jeg ville vise ham lidt rundt, så ville han tage mig med!

Det var en flot vogn, han kørte i! Jeg kan huske, at vi bl..a besøgte Fredensborg Slot.  Indkørslen til selve slotsområdet var forbeholdt dem, der boede derinde – bl.a. i Røde Længe. Mormor og morfar var begge døde, så jeg kendte ingen deroppe. Men det var der jo ingen, der vidste, så jeg sagde til ham, at vi bare skulle køre gennem den store gitterport.

Da folk så denne store vogn med de anderledes nummerplader, så veg de ærbødigt til side og nogle af dem vinkede pænt til os!

Vi kørte også en tur gennem Strøget i København. Den var netop lavet om til gågade (i 1962), men det vidste vi ikke. En venlig politimand fik os lempet ud igen uden problemer.

Efter 9 måneder var der ikke så meget at lave i AFOF, så jeg sagde op.

Så kom jeg tilbage til Danmark. Jeg fik job hos charterselskabet Nordair.

Jeg havde fået fat på en lejlighed på Florensvej tilhørende Oda Madsen, som jeg traf  på Europaschule i Neckargemünd. Det var en fremleje, så jeg kunne kun bo der i et år. Derefter fandt jeg et værelse hos en dame på Vestgrønningen i Dragør.

Nordair gik nedenom og hjem, men jeg fik job hos rejsebureauet Solferie (en del af Frederiksberg Rejsebureau).

Her var jeg i 5 år.

Jytte arbejdede i regnskabsafdelingen.,

I 1964 havde vi julefrokost, hvor 5-6 af os fortsatte bagefter i byen. Jytte var med!

Og så i maj måned 1965  var vi på skovtur med hele firmaet.

Det siger sig selv: Det var på Frederiksberg, det var i maj! Så var jeg forelsket!  

Når jeg nu tænker tilbage på min barndom, så er jeg klar over, hvor utroligt svært, det har været for far og mor.  De tilbragte deres ungdom i tiden mellem de to verdenskrige.   Det var for begges vedkommende små kår, men de havde det, så vidt jeg har hørt, godt. De mødte hinanden lige før anden verdenskrig. Det må ikke have været let at skulle opfostre 2 drenge i krigens tid.  Alle var fattige, og tyskerne var overalt, men som jeg husker vor barndom, så manglede vi ikke noget.

Vi kunne godt se, at de andre børn i skolen (specielt på Tjørnegaardsskolen) havde det økonomisk langt bedre, end vi havde det, men det gjorde os ikke noget.  Når jeg besøgte nogle af de andre i deres hjem, så så jeg, at de havde deres egne store værelser, og der var der ofte en ung pige i huset, men min far havde et stort gartneri, hvor der var masser af plads!

Jeg er dybt taknemmelig for det kæmpe arbejde, far og mor lagde for dagen og de afsavn, de har måttet lide for at Bent og jeg skulle få et så godt liv.

Jeg er glad for at det lykkedes for dem at komme gennem modgangen og krigen, så de selv kunne nyde den tilværelse, som de havde drømt om i så mange år. 

Deres mål var hele tiden, at Bent og jeg skulle have bedre vilkår for et godt liv, end de selv havde haft . Det lykkedes til fulde, men jeg er ked af, at det aldrig gik op for dem, at Bent havde præcis det liv, som han gerne ville have. De forstod  simpelt hen ikke, at han var totalt ligeglad med materielle goder som hus, bil og TV.  Det liv, som jeg havde – det var mere i deres ånd og de var stolte over, at det var lykkedes for dem at give mig muligheden for det gode liv.

Jeg nåede gudskelov at tale ud med Bent og vi forstod hinanden – eller rettere sagt: Vi lærte at respektere hinanden og acceptere, at vi levede i 2 meget forskellige verdener.

Kongens Lyngby 2800 DK
Get directions

Fødselsdag:

1940

Erindringen ønskes afleveret til:

Fredensborg Arkiverne
Lokalhistorisk Arkiv i Gentofte
Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv