Gerhard Petersen

Gerhard Petersen har været 48 år i rejsebranchen. Han har blandt andet arbejdet for Solferie og Hans H. Kristensen til han rundede karrieren af som selvstændig med firmaet Specialrejser. Gerhard deler her et udpluk af sine erindringer fra sit arbejdsliv, hvor han specialiserede sig i at arrangere alt fra charterferier til grupperejser - hvad der har givet mange oplevelser og mærkværdige møder verden rundt.

En dejlig livslang rejse

Mit liv på arbejdsmarkedet har været en lang og herlig rejse med mange spændende mellemlandinger.

Jeg har været i rejsebranchen i 48 år, og jeg har haft så mange spændende oplevelser, at det vil være umuligt at få det hele med på så få sider. Jeg har derfor udvalgt de bedste ting – og dem, jeg kan huske (det er nok også de bedste.)

 En tilfældighed

Hvis nogen den gang, hvor jeg skulle starte på arbejdsmarkedet, sagde, at jeg skulle tilbringe de næste 50 år i rejsebranchen, så ville jeg havde troet, at de var tossede.
Jeg anede ikke hvad rejsebranchen var for noget – og hvad man lavede der.
Alene det at komme ud at rejse, det var for mig uvirkeligt. Når jeg så film fra fjerne lande, som f.eks. England, Tyskland og helt vildt som USA, ja så var det som en uopnåelig drøm – det var på linje med månen.
Det var derfor en tilfældighed, der gjorde, at det var netop der, jeg havnede. Det er lidt sjovt at tænke på, at det netop var min mors drøm, at hendes børn skulle komme ud og se verden.
Min arbejds”karriere” begyndte i 1956, hvor jeg forlod skolen for at få et arbejde.
Der var ikke mange penge derhjemme, så mine forældre skulle ikke have den ekstra omkostning, at jeg skulle læse videre. Det var derfor ikke af lyst, at jeg forlod skolen. Men når jeg nu tænker tilbage, så var det en rigtig god beslutning! Hvordan mit liv ville have udformet sig, hvis jeg var fortsat i gymnasiet etc. etc. – det ved jeg ikke, men det kunne ikke have været bedre!

Gerhard Petersen, Holstebro

De første år

Jeg skulle finde mig et arbejde. Jeg havde ikke nogle specielle tanker om min fremtid, men et eller andet skulle jeg jo lave. Jeg fik job i Kjøbenhavns Handelsbank. Jeg begyndte som elev i juli 1956. Lønnen var kr 256 per måned. Den første måned skulle jeg gå i deres skole, som lå øverst i bygningen på Kgs. Nytorv i København. Vi var vel 10-12 elever, der startede samtidig. I elevtiden var vi dus, men ellers skulle man sige De til alle ansatte – og bruge efternavnet. Selv når man var udlært, skulle man sige De – også til de andre nyligt udlærte, som man før var dus med!
Efter en måneds skolegang kom vi ud i de forskellige afdelinger. Jeg kom til arbitrage afdelingen.
Her var jeg ca 3 måneder, hvorefter jeg blev sendt til filialen i Nærum.
Det blev ikke sjovt, for jeg skulle afløse en, der netop havde udstået sin elevtid. Han havde været der i 2½ år og kunne derfor det hele. De forventede, at jeg kunne lave det samme som ham. Det kunne jeg ikke!

Handelsbanken og jeg blev aldrig gode venner, så jeg skiftede efter et halvt år til DFDS. Her var min startløn kr 291 per måned incl. dyrtidstillæg.
Jeg arbejdede i teknisk afdeling. Det var den afdeling, der tog sig bygning af nye skibe, og reparation af de gamle skibe og som sørgede for at alle skibene fik den olie, de skulle have under deres ophold i København. Efter et års tid blev jeg overflyttet til indenrigs godsafdeling, der havde ansvaret for alle de mindre coasters, der sejlede rundt mellem de danske havne. Jeg skulle hver dag føre mængden af gods ind i store bøger og lægge tallene sammen for hver måned. Regnemaskiner brugte man ikke! Jeg blev udlært som shippingmand i 1959 (men jeg anede ikke hvad en rigtig shippingmand lavede!)

Jeg benyttede mig en del af, at vi havde gratis rejse med DFDS passagerbåde. De sejlede hver nat mellem København og Aalborg og Århus – og desuden sejlede de til Oslo og mellem Esbjerg og Harwich. Jeg var ofte med bådene til Aalborg men også et par gange til Oslo. Jeg havde en sjov oplevelse en gang på turen til Oslo.
Jeg havde fået min køje og gik ind i restauranten. En mand sad alene ved et bord og læste en avis. Jeg satte mig ved samme bord. Tjeneren kom. Det var en lidt ældre type og virkede hovskisnovski. ”Hvad ønsker herskabet?” Jeg bestilte så vidt jeg husker en kop kaffe og et stykke wienerbrød, og den anden herre sagde, at han gerne ville have en kop kaffe med citron og en ostemad. Tjeneren sagde spørgende ”Kaffe med citron??” Manden læste stadig, men så op på tjeneren og svarede ”Ja tak”.
Jeg havde sat mig til at læse i en bog, men jeg læste den samme linie igen og igen, for jeg skulle følge med i denne samtale. Tjeneren vendte sig om og gik ud af døren til køkkenet. Han kom tilbage med en bakke og gik hen til vort bord. Han satte han min kaffe og wienerbrød og derefter den anden mands bestilling med ordene ”Værsgod, her er Deres kaffe med citron og Deres ostemad”. Han blev stående lidt, medens vi begge to læste videre. Min medpassager så op på tjeneren og sagde så ”Tak” – og læste videre. Så gik tjeneren over til køkkendøren. Her blev han stående og så ned mod vort bord. Min medpassager tog åndsfraværende citronen og pressede saften ud i kaffen, rørte rundt og tog en slurk. Så gik tjeneren ud af døren til køkkenet. Nu kunne jeg ikke dy mig længere og spurgte: ”Undskyld, men nyder De den kaffe?” ”Nej”, svarede manden, ”Men jeg nyder tjenerens reaktion – hver gang. Jeg kan ikke lade være, når det er sådan en overlegen tjener

London

Efter 1½ år i marinen var jeg i 1962 10 mdr. i London på DFDS´s rejsebureau. Det var mit første møde med rejsebranchen – og det blev et langt bekendtskab!
Rejsebureauet i London var slået sammen med det danske turistbureau og også DSB. Vor hovedopgave var at få solgt alle pladser på Esbjerg-Harwich ruten. Det var før computerens tid! Vi havde nogle store lister – en for hver afgang. Listerne var en plan over skibene, så listen indeholdt alle kahytter med hver 4 køjer.
Når vi reserverede en køje til en passager, så skulle vi blot skrive hans navn med blyant. Når han bekræftede ved at betale sit depositum, så blev det rettet til kuglepen!
Alle listerne stod i mapper i kælderen, hvor der sad et hold telefonsælgere. De havde kontakt med alle agenterne. Da 70 % af alle pladser blev solgt af agenter eller per telefon, så stod mapperne fast hos dem. Det var altså os andre, der hele tiden skulle myldre ned i kælderen og op igen for at se, hvor der var pladser og så reservere. Vi lærte at skynde os, for mapperne skulle jo meget hurtigt tilbage på plads, da der ellers ville være problemer for telefonsælgerne. Det må være noget lettere nu om dage!

Et par specielle oplevelser

En meget velhavende dansker i London rejste hvert år på familiebesøg i Danmark – med bilen. Han skruede hvert år kofangeren af bilen, for at den skulle blive lidt kortere, så han kunne spare penge – ca £50 hver vej!

En familie bestående af far, mor og en datter på omkring 10 år skulle med båden. Det skulle være billigt, så jeg gav dem prisen for ophold i en 4-køjes kahyt. Det accepterede de. Men da jeg spurgte, hvem der skulle ligge i den 4. køje – en mand eller en dame – så blev der pinlig tavshed. De skulle selvfølgelig deles op så herren fik en køje i en 4-køjes for herrer og damerne i en damekahyt. Sådan var det den gang. Mit spørgsmål var ment som en vittighed, men de blev helt stumme indtil det gik op for dem, at det var for sjov.

En tredje hændelse var en gang, hvor der var mange mennesker i butikken. Jeg havde netop ekspederet en herre med et tydeligt arbejdersprog – cockney. Bagefter kom der en ”meget fin herre” med oxford accent. Jeg kunne ikke lade være med at følge med over i det sprog. Det faldt mig naturligt, men han blev fornærmet og sagde, at jeg ikke skulle gøre nar af ham. Jeg spurgte, hvad han mente, og han svarede, at han havde da lige hørt at mit sprog var cockney og nu talt jeg pludselig oxford engelsk. Jeg måtte så sige til ham, at mit sprog var dansk! Han blev rød i hovedet og fremstammede undskyld.

Jeg var i London fra februar til oktober – og så gik det hjem igen.

I London koncentrerede jeg mig så meget om at få lært engelsk, at jeg var ved at glemme mit tyske. Tysk havde været mit hovedsprog efter dansk (det havde far sørget for), men da jeg pludselig en dag i London stod over for et par tyskere måtte jeg konstatere, at jeg slet ikke kunne tale tysk! Jeg forstod alt, men kunne simpelthen ikke få munden til at sige noget på tysk.

Tyskland

Derfor besluttede jeg mig for at tage til Tyskland for at genoparbejde det tyske sprog. DFDS ville ikke give mig orlov, så jeg sagde op og tog i februar 1963 på sprogkursus i Neckargemünd ved Heidelberg. Det var en sprogskole, der var ejet af en vis Simon Spies! Efter en måned på skolen valgte jeg at finde mig et job, så jeg kunne blive i Tyskland i hvert fald et års tid. For ikke nu at glemme mit engelske sprog, måtte jeg finde et job, hvor jeg kunne bruge begge sprog. Det fandt jeg hos den amerikanske hær.

Tyskland var efter 2. verdenskrig delt i 4: Den østlige del var under sovjetisk kontrol. Det blev senere til DDR. Den nordlige del var engelsk, den vestlige del var fransk, og den sydlige del under amerikansk kontrol.

Heidelberg var hovedsæde for de amerikanske styrker, og det var også her, hæren havde hovedkontor for deres flyvetjeneste – ikke at forveksle med dette amerikanske luftvåben.
Hærens flyvetjeneste havde en lang række mindre lufthavne i hele det sydlige Tyskland, og en flåde af mindre fly og helikoptere. De blev brugt til at transportere officerer og andet højtstående personel fra sted til sted.

Jeg skulle arbejde hos AFOF (Armed Forces Operational Facilities) i Pleikartsförsterhof lige uden for Heidelberg. Her skulle jeg modtage og videresende flyplaner for de forskellige fly – bl.a . oplyse brændstofmængde, hvilken rang, den højesttående officer havde etc. etc. Vi skulle så holde øje med, at flyene ankom til tiden til destinationen eller om de evt. kom for langt ind over ADIZ (den afmilitariserede zone, imellem den vestlige og den østlige del af Tyskland)

Den høstrangerede person, vi havde med i den periode var en vist John F Kennedy, der i juni besøgte Tyskland – bl..a. Berlin. (Ich bin ein Berliner). Den periode var vi i højeste beredskab.
Når Kennedy skulle flyve fra sted til sted, så skete det i helikopter, og der var altid 8 helikoptere, der fløj samtidig, så man ikke vidste hel nøjagtigt, hvilken maskine han var med. Det skabte vild panik, da vi modtog en besked: Helicopter No 2 scratched (Helikopter nr 2 streget (kom ikke af sted)). Af en af tyskerne på vort kontor blev det opfattet som Helicopter No 2 crashed (helikopter nr 2 forulykket!) Der er unægtelig forskel!

 

En anden sjov episode var denne: Vi havde besøg på flyvestationen af en fransk flyver, der kom i en Alouette. Han skulle videre, så vi så ham kravle ombord og starte propellen. Så taxiede han ud til startbanen og tog tilløb til at gå i luften. Vi fulgte ham med øjnene og efter et par minutter så vi flyet falde ned. En helikopter fløj ud til ulykkesstedet og tog piloten med hjem. En times tid senere sad han i kantinen og blev så spurgt om han nu var færdig med at flyve. ”Hvorfor dog det?” spurgte han og tilføjede, at det var 5. gang ”hun” havde lavet det nummer med ham. ”Hun” skulle lige fikses op, og så skulle han flyve hjem!

Senere på sommeren fik vi et gevaldigt tordenvejr. Himlen var kulsort, men solen skinnede ind under tordenskyen. Helt oppe under skyen så vi to store svævefly. De skinnede i solens stråler og pludselig kunne vi se dem vippe med vingerne, som om de gav et tegn. Nogle af flyveofficererne genkendte signalet og sagde, at de bad om landingstilladelse. Fra tårnet signaliserede man så et ”ok” til dem og så begyndte de langsomt at cirkle ned mod jorden. De foretog begge en perfekt landing på vor landingsbane. Alle klappede og de to piloter fortalte, at de var blevet overrasket over tordenvejret. Så de var glade for at få lov til at lande på en militær flyveplads. Hvordan de kom videre – det ved jeg ikke.

Jeg fik hurtigt lært rutinerne i afdelingen og blev anbefalet som ny supervisor, da den hidtidige supervisor holdt op. Men reglerne sagde, at man skulle være tysker for at kunne være supervisor, så det kunne jeg ikke være. Jeg havde på det tidspunkt arbejdet der i 3-4 måneder medens de fleste andre havde været der i flere år. Det var noget af et skulderklap.

Mod slutningen af året var der ikke meget at lave, så jeg sagde op og rejste hjem.

Nordair

Her fik jeg straks job i salgsafdelingen hos charterselskabet Nordair til en løn af hele kr 1400 per måned. Den steg fra marts 1964 til kr 1600 per måned.

Nordair blev startet af Erik Østbirk i september 1960. Han var direktør i SAS, men da SAS ikke ville følge hans ide med at starte et charterselskab, så brød han ud og startede selv et charterselskab med hjælp af Oscar Pedersen og Jørgen Tønnesen. Det var Nordair. Deres kunder var en række rejsebureauer i Danmark og senere også i Sverige og lidt i England samt Norge.
Senere kom andre charterselskaber til – Først Krogagers Sterling Airways og siden Spies’ Conair . Spies overtog hurtigt derefter et andet selskab Flying Enterprise. I Sverige dukkede Transair op og senere Scanair og Osterman Air Charter. Maersk Air i Danmark kom igen noget senere – efter at de havde købt Falck Air.

Solferie

Nordair gik nedenom og hjem i august 1964, men jeg fik job hos Frederiksberg Rejsebureau i Falkoner Centret fra 2. november 1964. Her skulle jeg arbejde i deres charterafdeling Solferie. Startløn kr 1700 pr måned.
Efter et par måneder blev jeg udnævnt til leder af Solferie. Det var mit første chef-job (jeg var kun 24 år). Vi var 7-8 ansatte i den afdeling.
Udover ansvaret for salg og afvikling af rejserne (rejseledere etc.) skulle jeg sørge for hotelkontrakter på alle rejsemålene og være med til at lave vort årlige rejsekatalog.

Det betød, at jeg ofte var på farten til vore rejsemål, der i begyndelsen var Italien (Gardasøen og Italienske Riviera samt Rimini og Lido di Jesolo. Senere kom Rosapineta til) og Rhodos i Grækenland. Om vinteren havde vi et oplæg med tog til St Johann i Tyrol for vintersport. Først nogle år efter kom vi i gang med Spanien – Costa del Sol, Gran Canaria og Mallorca. Jeg skulle finde hoteller og ansætte rejseledere.

Det var en speciel opgave at lave hotelkontrakter. For sommerdestinationernes vedkommende foregik det som regel i det sene efterår, og vi skulle være færdige med alle kontrakter og kalkuler i januar, således at sommerprogrammet kunne være færdigt i marts. Men i det sene efterår skete det ofte, at hotelejerne (eller –direktørerne) var alene på skansen og de, der kunne tale engelsk eller tysk, de var rejst på ferie efter en travl sæson. Jeg skulle så klare mig med en blanding af diverse sprog – bl.a. fingersprog. Det kan godt være svært at få alle detaljer med i sådan en aftale, men det lykkedes som regel.

Vintersæsonen i St Johann i Tyrol blev tilrettelagt om sommeren, og det var lidt specielt at besøge denne skønne by midt på sommeren og så tale om skilifter etc. etc.

Flyvningerne blev udført med forskellige charterselskaber – først med Aero Nord og siden med Internord.

Der var ingen computere den gang – og heller ikke telefax. Alt skulle foregå per telefon, telex eller per brev. Det betød en bunke skriverier med passagerlister, lister til hotellerne etc. etc. Og vi brugte mange timer hver uge på at kontrollere, at alle lister stemte. Der var sat store tavler op på væggen. Her kunne man hurtigt se, hvor der var plads på flyene (både ud- og hjemrejsen).

På trods af, at vi kontrollerede og kontrollerede, kunne fejl ikke undgås.

 

En enkelt episode:

Vi havde en afgang til Genova den 5 juni. Flyet kunne tage 100 passagerer. Heraf skulle 15 være i Italien i 8 dage, 70 i 2 uger og 15 i 3 uger. Få dage før afrejsen opdagede vi en fejl. Der var en overbooking på hjemrejsen den 26. juni! Den sidste passager hed Gunnar Mathiesen. Nåh, der var jo en del tid, så det skulle jo nok gå. Det kunne jo være, at der var nogle af 2 uger gæsterne med afrejse den 12 juni – eller en-uges gæsterne den 19 juni, der afbestilte. Det gjorde de ikke, så da de sidste gæster var rejst ud den 19 juni, var vi klar over, at det ville koste en flybillet med ruteflyet, at få denne overbooking hjem. Det var dyrt! Den 24. juni ringede rejselederen og fortalte, at der var sket et dødsfald: Det var utroligt nok netop Gunnar Mathiesen, der var død dagen før.! Uhyggeligt – specielt fordi, det var ham, der stod som en overbooking.
Men det blev værre endnu. Jeg ringede til Europæiske rejseforsikring og fortalte dem om dødsfaldet. Den pige, jeg talte med, spurgte om mandens adresse. Da hun fik den oplyst, sagde hun: Det er min onkel

 

Mærkeligt nok kan jeg huske en af de første bookinger, vi havde til Mallorca. Bookingen kom fra et andet rejsebureau. Det var 2 damer, der rejste sammen. Den ene hed Häslig og den anden hed Grimm! Det var næsten synd for dem!

Sommeren var jo højsæson, så der blev knoklet igennem – ofte til sent om aftenen.

Jeg var chef, så jeg ville være på kontoret, når resten af personalet kom. Det betød, at jeg tog hjemmefra Dragør ca kl 8 om morgenen og ankom til kontoret i Falkonercentret kl 0845. Og så blev der arbejdet igennem hele dagen – kun afbrudt af en kort frokost.
Den officielle arbejdstid var fra 9 til 17, men der var ingen, der så på uret om eftermiddagen, så de første begyndte at gå hjem omkring 17.30, med mindre de havde en aftale – så kunne de selvfølgelig gå tidligere. Mange blev til 20.00 – 20.30, og jeg var ofte den sidste til at gå. Det var i højsæsonen omkring kl. 21.30-22.00. Der var ingen busser på det tidspunkt, men firmaet betalte for min taxa hjem (og også aftensmad. Det var i stedet for overarbejdsbetaling).
Min hjemtur sidst på aftenen var en kærkommen indtjening hos ”Mini-taxa”. En aften, da jeg havde ringet efter en vogn, gik jeg ned på gaden og satte mig ind i vognen. Chaufføren svingede ud på vejen, og da han begyndte at køre spurgte han mig, om jeg skulle have smørrebrød med hjem.
Så kom jeg i tanker om, at jeg slet ikke havde sagt, hvor jeg skulle hen. Da jeg spurgte ham, hvor han kørte mig hen, så svarede han, at jeg skulle vel til Dragør??
Han fortalte mig, at deres chauffører simpelthen kørte rundt omkring Falkonercentret hver aften og håbede at få min tur, for jeg skulle jo helt til Dragør!
Det var lange arbejdsdage – i sæsonen stort set ca 12-13 timer hver dag. Weekenderne var lidt anderledes.
Ofte var jeg i lufthavnen til afgangene, men andre gange var jeg på kontoret. Det var ikke hver weekend. Jeg havde dog også et privatliv ved siden af. Men jeg var nok oppe på omkring 280 timer om måneden.

Overarbejdsbetaling kendte man ikke – jeg havde jo indvilget i at klare den arbejdsopgave, så hvis jeg ikke kunne nå det om dagen, så måtte jeg tage natten til hjælp. Det passede mig fint. Jeg kunne selv bestemme, og det var en herlig tid.

Men der var også tid til lidt personalehygge. Vi var en lille flok, der mødtes efter arbejdstid et par gange om måneden og hyggede os med et spil bordtennis og lignende.

Vinteren blev brugt til at klare alle hotelkontrakter, ansættelse af rejseledere og forberedelse af næste års rejsekatalog – samtidig med at vi skulle gennemføre vor serie til St Johann for skiløberne.
Det var togrejser i begyndelsen.

I 1967 flyttede firmaet Solferie til Meldalsgade i København. Firmaet var vokset, så der nu var omkring 30 ansatte. Jeg skulle fortsat være chef for den tekniske afdeling. Det betød, at det var mit ansvar at få afviklet hele programmet. Der var som sagt ingen computere, så alt blev skrevet i hånden. En booking bestod af reservation af flypladser ud og hjem samt hotel.
Alt var mit ansvar, og alt skulle checkes igennem masser af gange. Hotellernes lister skulle checkes igen og igen for at undgå fejl.
Jeg havde været vant til, at jeg skulle lave det hele – alle flylister, alle hotellister etc. etc., men efter at vi var flyttet til større lokaler havde jeg nu pludselig 7-8 mand under mig og jeg skulle kontrollere, at de lavede det rigtigt. Det havde jeg det ikke godt med. Jeg følte ikke, at jeg havde kontrol over det, så sagde til min chef, at det ville jeg ikke længere. Ja, men hvad vi De så? spurgte han. Jeg vil sætte mig ned midt i lokalet og tage ansvar for kun Mallorca, svarede jeg.
Det gik han med til, men min stilling blev ikke besat af andre. Jeg var glad, for nu havde jeg helt kontrol over det, jeg lavede.
Ham, der tidligere havde haft Mallorca – han blev fyret. Han havde brugt hele dagen plus overarbejdstimer for at klare det, og han overnattede nogle gange på lageret! Men trods alt det arbejde, så lavede han for mange fejl.
Jeg satte arbejdet i system, og efter et par uger kunne jeg klare hele Mallorca på 2-3 timer hver dag. Så begyndte jeg at hjælpe de andre med at sætte deres afdelinger i system, og efter et par måneder var jeg tilbage i lederstillingen! Men nu havde jeg følelsen, at jeg havde kontrol over det hele, og jeg kendte hver eneste detalje bedre end de, der arbejdede ”under mig”. Jeg var tilfreds.
Jeg havde mange sjove episoder, og jeg rejste meget. Der gik nok ikke 2 uger uden at jeg var på besøg på en af vore destinationer, hvor jeg gav en hånd med som hjælpe-rejseleder eller lignende.

Jeg husker et par episoder fra Mallorca:

En dag, hvor jeg kom ind på vort servicekontor på Mallorca var guiderne meget stille. Jeg spurgte dem, hvad der var sket. De forklarede, at en svensk pige var kommet til skade.
Nu lå hun på sygehuset. En af guiderne var nu på sygehuset for at høre hvordan det gik hende.
Guiden kom ind på kontoret lige efter mig, og hun fortalte grinende, hvad der var sket.
Den svenske pige havde været ude at feste, og havde inviteret en spansk fyr med hjem på hotelværelset. Det var et ”indvendigt” værelse uden vinduer.
Hendes gæst skulle give hende en halv time til at tage bad etc. etc. Medens hun tog bad, kom hun i tanker om, at hun havde stillet sin taske med penge og pas inde på natbordet. Hvis han nu kom og tog den?? Hun gik derfor ind på værelset og så sig om efter et sted at stille tasken. Hvor kunne hun gemme den på et lille hotelværelse? Så opdagede hun en lem på væggen højt oppe. Hvad mon det var. Hun kunne ikke se noget derinde, for det var mørkt, men hun skubbede tasken derind.
Men så blev hun alligevel bange, for hun kunne slet ikke føle den. Hun stillede sig op på en stol. Nu var hun på højde med lemmen, så hun bøjede hele kroppen ind i rummet og faldt så ned i mørket.
Lemmen førte ikke ind til et rum men til den indre gård
Hotellets personale sad nede i gården og fik en godnat øl – og pludselig faldt en nøgen svensk pige ned i buskene! De fik hende på sygehuset – og da vor guide bekymret besøgte hende, spurgte hun først om hun kunne få en cigaret! Hun var ikke kommet noget til! Det var sikkert fordi hun havde drukken en del, at hun faldt så afslappet!

En anden episode var Sankt Hans aften. Vor chefrejseleder og jeg fandt ud af, at vi skulle lave et bål og have noget fyrværkeri. Man måtte ikke tænde bål i Palma, man skulle helt ud til Magaluf, der den gang lå meeeeget langt ude. Vi fik fat i et par store turistbåde, der hver kunne tage omkring 15 passagerer, og så skulle vi sejle passagererne derud. Men vi skulle jo også lave bålet og dertil skulle der bruges mange grene etc. etc. Rejselederen fik fat på en bus med chauffør, der nok skulle klare det. Fyrværkeriet blev skaffet fra en lokal mand nordpå.
Vi solgte udflugten og tog afsted med de 2 både. Vi kom ud til Magaluf og fik sat gang i bålet. Så uddelte vi nogle sedler med sankt hans sangen. Der var en skøn stemning, men der var ingen, der ville synge med, så rejselederen og jeg sang solo! Så skulle vi sende fyrværkeriet afsted. Rejselederen havde fået lavet et bræt med huller i. Der skulle vi sætte raketterne ned. Fint nok, men hvor skulle vi stille brættet? Det endte med, at jeg holdt brættet foran mig, medens rejselederen fyrede raketterne af. Det var et utroligt held, at der ikke skete mig noget!
Efter nogle flasker vin skulle vi sejle hjem igen. Det var en skøn aften, så jeg dansede på fordækket af en af bådene sammen med 2-3 af guiderne, men passagererne frøs, så de sad indenfor.
Jeg tror, at vi morede os mere end passagererne gjorde.

Den sidste episode, jeg husker, er lidt mere ulækker. Vi havde haft en grisefest tur til et gammelt slot.
Der blev drukket megen vin til de fester og i bussen på vejen hjem, var der en af gæsterne, der sagde, at han havde mistet sit gebis. Han havde kastet op udenfor lige inden han skulle op i bussen, og gebisset må være røget med ud.
Ja, men hvordan skal vi finde det igen?? Jo, svarede han, jeg har sat et kryds på rækværket, der hvor jeg kastede op! Nu ville han så tilbage, når det blev lyst og så ville han kravle over rækværket og lede efter sit gebis! Om det lykkedes, det ved jeg ikke, jeg tog til Danmark næste morgen.

Der var mange sjove – interessant mennesker i rejsebranchen den gang. Specielt huskes Simon Spies og Eilif Krogager. De var modsætninger. Eilif Krogagers Tjæreborg var bygget op med lånte penge og nyt udstyr. Spies brugte ikke en krone, før han havde tjent den.
Når Eilif Krogager havde 100 kroner, så blev de brugt til udbetaling på et nyt fly, medens Simon Spies sparede sammen og pludselig købte han måske 5 gamle fly kontant. Men hans fly var helt i orden. Alt blev skilt af, smurt og samlet, så det var skinnede rent.
Og Spies tjente penge – mange penge. Og det til trods for, at han var mest kendte for at sælge rejser til uhørt lave priser (195 kr til Mallorca med hotel etc ).
Han forklarede det gerne: Jeg behøver da ikke tjene ret meget. Kan jeg bare tjene 50 kroner per person, så er jeg godt tilfreds – Han sendte dengang omkring 200.000 mennesker på ferie hvert år, så 50 x 200.000 svarer til 10 millioner kroner. Det var godt nok til ham!

I februar 1969 måtte Solferie lukke, da hovedaktionæren Internord gik konkurs.

Hvad skulle jeg nu lave? Et eller andet skulle jeg finde på. Jeg var gift og havde børn, så der skulle penge på bordet hver måned. Jeg var nu ikke bange – nærmere spændt på, hvad det endte med. Der var masser af rejsebureauer, men hvem havde brug for mig?
I mit hoved – og de fleste danskeres hoved – var et rejsebureau et firma, der sendte danskerne på charterferie. Det var firmaer som Spies, Tjæreborg, Bang, Raffel etc. etc. De andre typer rejsebureauer kendte jeg ikke noget til.

Hans H Kristensen

En af mine kolleger fortalte mig om et rejsebureau, der hed Hans H Kristensen. De skulle vist bruge et par folk. Jeg fik aftalt et møde med ejeren.
Ejeren af rejsebureauet – Hans – sad på sit kontor og startede med at sige, at han hed Hans og at alle var dus! Det var noget helt nyt for mig. Han havde et stort verdenskort på væggen. Der var et skilt hen over kortet:
This is my World! Det er min verden. – og det var det!

Hans skulle bruge en person, der havde forstand på charterflyvninger.
Jeg havde jo arbejdet for et charterselskab (Nordair) og et rejsebureau, der arrangerede charterrejser
så jeg blev ansat.
Dagen efter – altså 10 marts 1969 begyndte jeg mit arbejde.

Man kunne dengang opdele rejsebranchens firmaer i 6 kategorier:
1. IATA bureauerne (der tog sig af de erhvervsrejsende),
2. lokale bureauer, der betjente lokalbefolkningen med stort set alle typer rejser
3. busrejsearrangører
4. charterrejsebureauerne (og arrangørerne af store oversøiske grupperejser)
5. incoming bureauerne
6. og så var der Hans

De første 2 kategorier var geografisk begrænset, idet de stort set betjente kunder indenfor en radius på mellem 50 og 100 km. Kategori 3 og 4 betjente stort set hele Danmark – og i nogle tilfælde Skandinavien. Nr 5 tog sig af udenlandske turister i Danmark. Og så var der Hans!
Hans H Kristensen var anderledes!

Alle i branchen vidste, hvem Hans var, men ingen vidste, hvad han lavede.
Det kan ikke siges kort, men her er et forsøg:

Hans var født i Kolding 1933 – han var landmandssøn, og blev selv uddannet som landmand.
Men Danmark var ikke stort nok. Han rejste til Canada (Edmonton). Han kunne imidlertid ikke få arbejde som landmand, idet han ikke havde og kunne få arbejdstilladelse. Han skulle jo tjene penge, så han arbejdede som sælger af stort set alt – pots and pans (potter og pander) etc.
Det irriterede ham, at danske landmænd ikke kunne arbejde i Canada. Landmændene i Canada ville gerne have hjælp i deres højsæson, og de danske landmænd ville gerne til Canada for at arbejde, så hvorfor ikke gøre det muligt? Så startede Hans i 1963 en organisation: IAEA (International Agricultural Exchange Association).
Men der var også en anden opgave. Han og mange andre danskere i Canada ville gerne have besøg af deres danske familie, men det var alt for dyrt. De ville også gerne selv hjem på besøg i Danmark, men også det var alt for dyrt. En dag så Hans et skilt i Edmonton: Wardair charter! Han gik ind på kontoret og talte med Max Ward.
Hans ville gerne leje et fly, så han og de andre kunne flyve på besøg i Danmark.

Max Ward kiggede på ham, og sagde: Jeg har ikke noget fly, men hvis du kan skaffe 100 passagerer, så skal jeg nok skaffe et fly – det blev starten på Wardair og også starten på SCVScandinavisk Canadisk Venskabsforening. Begge blev starter i 1962.

 

Hans mødte Karen i Edmonton. De blev gift og flyttede til Danmark. Her startede Hans så et rejsebureau i sit eget navn: Hans H Kristensen. De 2 vigtigste arbejdsområder var IAEA og SCV.

IAEA voksede fra at være en forening af danske landmænd, der gerne ville til Canada til at være en forening af unge landmænd over hele Verden, der ville arbejde i et andet land.
Det var en kamp med myndighederne i stort set alle lande og med luftfartsmyndighederne – men Hans havde talegaverne i orden, og han fik f.eks. de canadiske landmænd til at hjælpe sig.
Efter nogle år var IAEA blevet så stærk en organisation, at de styrede udvekslingen af unge landmænd fra hele verden. Hvis en ung landmand fra Australien ønskede at rejse til Canada for at arbejde en tid, så skulle han gå gennem IAEA for at få arbejdstilladelse! IAEA eksisterer stadigvæk.
Hans havde en klippefast tro på mennesker, og det smittede. Han var ikke bange for at give andre et ansvar. Det gjorde, at de, der fik sådant et ansvar, også automatisk kæmpede for at leve op til det.
Hans var også af den type, der ikke kunne sige nej. Uanset opgaven, så sagde han, at det skulle han nok klare. Han lærte med tiden at sige ”vi” og spørge mig først, om det kunne lade sig gøre. Jeg havde på det tidspunkt lært, hvor svært det var at sige nej. Så mit svar var også næsten altid: Ja.
Det gav mange og meget svære, men også spændende opgaver.

Da jeg kom til firmaet den 10. marts 1969 var jeg nr. 12 ansat.

Jeg blev ansat fordi jeg var charterekspert! Jeg havde jo arrangeret charterrejser til Sydeuropa, men dette rejsebureau arrangerede charterrejser til Canada – og var noget helt andet!

En måned efter min ansættelse skulle jeg køre Hans til lufthavnen – han skulle til Canada. På vej op i flyet fik han sagt til mig, at jeg skulle huske at få tilladelserne bragt i orden for charterflyvningerne til Canada for SCV og IAEA! Farvel! Så var han væk.
Igen viste Hans, at han stolede på andre – at de nok skulle leve op til den tillid, han viste dem.

Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre for at få ”tilladelserne bragt i orden”, men jeg skulle jo gå for at være ekspert, så jeg måtte finde ud af det.
Jeg fandt charterkontrakterne og læste dem så igennem. Så kontaktede jeg luftfartsdirektoratet og bad om oplysninger med hensyn til, hvordan jeg skulle søge om tilladelser.
Chefen for luftfartsdirektoratet grinte og sagde, at det var ganske let, for han havde sagt til Hans gennem de sidste 3-4 år, at vi ikke kunne få tilladelse til disse flyvninger! Så der var ingen grund for mig til at søge. Det gjaldt både for SCV og IAEA. Han ville da gerne sende mig charterreglerne, så kunne jeg selv se hvorfor.
Dem fik jeg, og der stod ganske kort, at charterflyvninger mellem Danmark og Nordamerika ikke var muligt. Jeg gravede lidt mere i det og fandt så en regel, der sagde, at bona fide charter kunne være muligt – d.v.s. charterflyvninger for en forening, der havde et andet formål end rejser. Kun folk, der havde været medlem i mindst 6 måneder måtte flyve med. Den regel måtte kunne bruges.

Jeg fik så fat på formanden for den danske afdeling af IAEA (Danmarks landboungdom). Han kom til København, og sammen tog vi et møde med direktoratet. Her sagde chefen, at IAEA kunne ikke accepteres fordi formålet var at rejse – det sagde navnet jo : Exchange.
Jeg vidste at SSTS (Scandinavian Student Travel Service) havde et charterprogram, så jeg spurgte ydmygt, hvordan det så kunne tillades – det navn sagde da meget tydeligt at det var en rejseorganisation. Hans svar var ”Det er jo studenter og det er noget helt andet end landmænd”. Det skulle han ikke have sagt – formanden for Danmarks Landboungdom vågnede op og blev gal: Hvad forskel er der egentlig?? Vi fik tilladelsen – ikke kun for dette år men for fremtiden!

Så kom turen til SCV efter en måneds tid. Igen et møde og med samme resultat: Vi fik tilladelsen for nu og for fremtiden.

Da disse 2 opgaver var løst, havde jeg en del tid til overs. Jeg gik rundt på kontoret og fandt mærkelige ting – bl.a. en brochure – godt støvet – over en landbrugsfaglig studierejse gennem Europa for nogle amerikanske landmænd – en forening der kaldte sig Future Farmers of America.
Jeg fik et chok, da jeg så datoen: august 1969! Det var om ca. 3 måneder. Jeg spurgte mig omkring, om der var nogen, der kendte til det – bl.a. Hans’s sekretær. Ingen kendte noget til det, men vi fandt da en seddel med navnet til en person i den amerikanske organisation.

Han fik en fax, hvori jeg spurgte om denne tur blev til noget? Han kom tilbage efter et par dage: Ja, der var 32 tilmeldte! Vort firma stod for alt – flybilletter, hoteller, bustransporter, faglige besøg etc. etc.
Hans var som sædvanligt i Canada, så der var ingen hjælp at hente. Hans sekretær ringede til ham, og spurgte ham, hvad han havde arrangeret for denne gruppe. ”Ingenting” lød svaret. Han kunne godt huske turen, men der var intet arrangeret. ”Det må Gerhard tage sig af – hjælp ham så godt du kan”. Det var da en klar besked.
Jeg kendte intet til grupperejser med rutefly – og så fra USA! Og heller intet til landbrug eller busture gennem Europa etc. etc., – og det var slet ikke det, jeg var ansat til, men en eller anden skulle lave det, så jeg gik i gang – og det lykkedes at få turen på skinner.

Det var starten på min karriere som arrangør af grupperejser. Og der var nok at se til. Hans var den fødte sælger, men han var ikke god til at organisere eller følge det op. Priser var noget, han stort set gættede sig til.

Jeg gik så i gang med at organisere firmaet – forstået på den måde, at jeg ville have en plan over, hvilke grupperejser, vi havde hvorhenne og hvornår. Det var et kæmpe arbejde, men vi sparede en del penge, ved, at vi ofte kunne kombinere nogle transporter etc. etc.

Min første erfaring som rejseleder kom i oktober 1969.

Jeg skulle til Toronto og se vort kontor. Inden afrejsen gav Hans mig en plastikpose med nogle papirer. ”Når du er færdig i Toronto, så tager du til New York. Den 19. oktober kommer jeg til New York med en gruppe fra Odd Fellows. Jeg vil gerne have, at du checker busserne, så de er parate i lufthavnen til at køre os til hotellet. Du kan blive derovre og tage med som guide indtil vi ankommer til Baltimore. Så kommer der en anden og overtager resten af turen. Jeg er med hele vejen. Check også op på hotellerne”!! Jeg havde fået turistvisum til USA, men jeg måtte ikke arbejde i USA, og jeg havde aldrig været der før! Igen en sag, hvor man fik smidt noget i hovedet i forventning om, at det skulle jeg nok klare. Jeg bladede papirerne igennem og så, at der skulle komme 200 passagerer! En af Hans’ venner – en proprietær fra Kolding skulle med til Canada. Han havde boet i USA i nogle år, så han kunne nok give mig lidt gode råd!
Medens vi var i Toronto ringede Hans og fortalte, at han alligevel ikke kom med flyet, men først ville støde til os i Baltimore. Indtil da, skulle jeg klare opgaven, og Hans’s ven ville tage med og hjælpe mig!
Jeg fik min sag for, men det lykkedes, og jeg fik en masse erfaring, hvordan man ikke skal arrangere en sådan rejse! Det hjalp mig meget fremover.

 

Jeg har gennem mit arbejdsliv haft nogle gode lærermestre. En af mine første chefer gav mig en lektion, som jeg aldrig glemmer. Han bad mig lave et eller andet (jeg husker ikke hvad), og da jeg afleverede det, spurgte han mig, om jeg var tilfreds med det. Jeg svarede tøvende: Ikke helt. Så fik jeg det tilbage, uden at han havde set på det – og han fulgte det op med ordene: Hvis De ikke selv er tilfreds, hvorfor skulle jeg så være det?
En anden gang gav jeg ham nogle breve til underskrift. Han underskrev uden at læse det igennem. Da jeg så spurgte ham, om han ikke skulle læse det igennem, så sagde han: Jeg går ud fra, at det er i orden, når De tør give mig det til underskrift.

De 2 ting har fulgt mig hele livet sammen med en anden ting, jeg lærte af en god ven:
Hans filosofi var: Hjemme er det mig der træffer de store beslutninger og min kone, der træffer de små beslutninger, men det er hende, der sætter grænsen.
Den har jeg brugt hele mit liv som chef. Jeg husker samtidig, at Hans i sin tid viste mig en meget stor tillid lige fra starten. Det har altid været mit princip at vise medarbejderne tillid og lade dem selv tage ansvar.
Jeg har sagt til medarbejderne, at jeg ikke satte nogen grænse for, hvad de måtte bestemme, men at de skulle tage ansvar for det, de lavede.

Jeg har også altid haft det princip, at arbejdsopgaverne skulle deles ud mellem de ansatte, men at jeg som chef ikke skulle have et fast arbejde. Jeg ville ikke have, at jeg på grund af mit arbejde måtte afvise at tale med en medarbejder. De skulle altid kunne komme til mig – og jeg skulle have tid til at lytte og hjælpe. Jeg mener, at det er lykkedes ganske godt – og det har flere af mine medarbejdere sagt – også længe efter at vi ikke har arbejdet sammen længere.

I 1977 havde jeg en sjov oplevelse. En hundeklub i Nordjylland ville en tur til London for at overvære Crofts dog Show. De var ikke nok til at fylde en charter, så jeg fik lokket fjerkræavlerforeningen til at tage med til England på en studietur. De var heller ikke nok, men sammen kunne de fylde et charterfly. Problemet var dog, at det måtte man ikke ifølge charterreglerne. Hvis 2 foreninger skulle dele et fly, så skulle de have samme formål. Luftfartsdirektoratet spurgte hvilket fælles formål de 2 klubber havde: En fjerkræavlerforening og en hundeklub?? Svaret var, at der var hønsehunde med på Crofts Dog Show! Den blev accepteret med et svedent grin!

De fleste grupper (udover SCV) hos Hans H Kristensen rejste med rutefly, og da jeg startede i firmaer, anede jeg intet om rutefly. Det skulle læres. Men at lære alt om rejser med rutefly var en større opgave. Det ville tage mange år og mange kurser, så jeg måtte koncentrere mig om at lære det, jeg fik med at gøre – grupperne. Det var der var ingen, der kunne lære mig i en håndevending. Der var kun en enkelt på kontoret, der var uddannede i IATA (den internationale organisation for ruteflyselskaber) – og det var kun sparsomt og kun for individuelle. Jeg spurgte Hans til råds – for han måtte jo vide det. Som svar stak han mig en stor grøn bog: IATAs APT. Det var IATAs bibel på omkring 2000 sider. I den stod alt, det man skulle vide – på engelsk. Der var alle priser og regler for ruteflyvning mellem alle lufthavne over hele jorden. Det blev min trofaste følgesvend i mange år. Computere fandtes jo ikke, så man måtte bare slå op i bogen – der stod det, man skulle vide. Den udkom hvert år, og stort set hvert kvartal kom der et tillæg!
Men det er sin sag at finde en pris på en gruppe, der skal rejse fra Sydney via Stillehavet over Nordamerika til Europa og hjem via Asien – og være gyldig i et helt år. Men jeg fik lært det – oven i købet så godt, at jeg kunne udnytte alle de små huller, der var i reglerne.

Den gang var der faste priser, som alle flyselskaber skulle rette sig efter. Samme pris for en billet mellem f.eks. Denver i USA til Auckland i New Zealand – uanset om man købte den i USA eller i New Zealand – eller i Danmark for den sags skyld. Men…. som alt andet var der smuthuller og dem kunne man finde, hvis man læste alt det med små bogstaver. Det blev en hel sport og førte til mange spændende diskussioner. Man var jo helt oppe at køre, hvis man havde fundet et smuthul, der betød store besparelser. Og jeg kunne ofte sætte flyselskabernes folk skakmat.

Hans var den fødte sælger, men havde ikke megen forstand på økonomi. Det medførte, at han – specielt i udlandet fik lovet en del, som ikke kunne passe. ”Den tur kan vi lave for $XXX per person”. Når vi andre så skulle leve op til det, så kneb det. Men dels lærte han ikke at give en pris, før han havde talt med mig – og dels lærte jeg meget om, hvordan jeg skulle lave det billigere end først antaget.

Vi havde forrygende travlt. Da jeg blev ansat, havde vi nok omkring 10-12 fast ansatte, og efter et par år var vi oppe på omkring 30. 10 år senere var det snarere 60.

Travlheden i firmaet betød, at der ikke var tid til at stoppe op for at se, om vi faktisk tjente penge på det, vi lavede, og om vi kunne omorganisere firmaet og lave arbejdet mere rationelt.
Så blev der ansat en konsulent med det ene mål for øje, at lave om på arbejdsgangen.
Han skulle være der i 3-4 måneder, men blev der i 10 år. Ham lærte jeg en utrolig bunke af – og Hans havde stor respekt for ham. Vi 3 kom til at udgøre chefgruppen – forstået på den måde, at Hans var sælgeren, konsulenten var økonomimanden og jeg var producenten. Meningen var, at alle store sager skulle drøftes mellem os 3. Hvis Hans kom med en begejstret ide om en stor opgave, så kunne økonomimanden skære igennem og sige: Nej, den går ikke – det er der ikke økonomi i. Jeg kunne også sige, at det kunne ikke lade sig gøre, men Hans var jo sælgeren – han kunne sælge hvad som helst og til hvem som helst. Så han kunne også sælge sine ideer til os andre, og det gjorde han. Så i realiteten var det Hans, der bestemte, hvad der skulle laves, men økonomimanden der bestemte de interne systemer og hele den finansielle del af forretningen. Jeg skulle så sørge for at få det hele til at fungere – rent teknisk

Ånden hos Hans var helt speciel og meget anderledes end hos de fleste andre firmaer. Der var altid nogle, der arbejdede over, for ”man gik da ikke hjem, hvis man ikke var færdig”. Overarbejdsbetaling var ikke noget, vi kendte til, men der var mange andre goder – bl.a. i form af rejser etc. etc.
Filosofien var, at man var ansat til at udføre et stykke arbejde, og det fik man løn for. Der stod i kontrakterne, at man skulle påregne, at en del af arbejdet skulle foregå uden for normal arbejdstid – bl.a. søn- og helligdage. Det skulle man acceptere, og jeg hørte aldrig nogen kritik.

Vi havde hvert år 2 fester. Den traditionelle julefrokost for personalet alene – og så en sommerfest. I sommerfesten deltog i begyndelsen hele personalet med ægtefæller plus forretningsforbindelser.
Vi havde vor bankmand med, forsikringsmanden, et par repræsentanter for flyselskaberne samt nogle af de største kunder. Det havde man ikke set før, men det gav en god stemning, og alle fik snakket og lært hinanden at kende. Efter nogle år var vi blevet så mange, at vi måtte ændre dette til at blive en skovtur for de ansatte med ægtefæller – men uden folk udefra.

I min tid hos Hans var jeg på mange rejser – både studieture, individuelle forretningsrejser og som rejseleder. Jeg har været Jorden rundt 5-6 gange og mødt utroligt mange spændende mennesker.

Under et besøg i Goroka på New Guinea fik jeg en snak med en lokal guide – en ung pige. Hun fortalte, at hun kom fra en landsby ikke langt herfra. Hun var datter af den lokale medicinmand og fortalte, at landsbyen var en meget typisk landsby, hvor alle kendte hinanden og hjalp hinanden. Måltiderne blev indtaget rundt om bålet.
Hendes bedsteforældre havde været kanibaler. De spiste ikke andre mennesker for sult, men fordi de mente, at de derved kunne få nogle af de egenskaber, det døde menneske havde haft.
Hun var selv blevet undervist af en omrejsende missionær – en dansker – og da han syntes, at hun var god til pidgin-engelsk, så sagde han, at hun skulle flytte ind til den store by og gå i en rigtig skole. Pidgin-engelsk er et specielt engelsk-lignende sprog, hvor man blander de lokale sprog med engelske ord.

Hendes forældre sagde ja, så det gjorde hun. Hun var god i skolen og efter skoleafslutningen arbejdede hun på et sygehus. Måske skyldes det hendes fars ”erhverv”. Når der så kom fine folk fra f.eks. Australien, så blev hun bedt om at vise dem rundt – først på sygehuset og siden også i byen. Hun var jo lokal fra New Guinea og talte flydende engelsk og nogle de lokale sprog. (New Guinea havde mere end 700 forskellige sprog).
Derved blev hun turistguide.
Hun fortalte, at når hun tog hjem for at besøge sine forældre, så skiftede hun tøj bag en busk i nærheden af landsbyen – og hun spiste sammen med dem omkring lejrbålet.
Jeg spurgte om hun fortalte dem hvad hun lavede i byen, men hun svarede med et spørgsmål: Hvordan skal jeg forklare dem, at jeg er turistguide?
Hun fortalte i øvrigt, at der var et fint samarbejde mellem den lokale medicinmand og de ”rigtige” læger. De respekterede hinanden og sendte gerne folk videre, hvis de mente, at den anden bedre kunne klare netop den sygdom!

New Guinea var den gang et protektorat under Australien og netop i de dage, hvor jeg var der, var der optakt til et valg med temaet: Skal New Guinea være selvstændigt eller forblive under Australien. Der var delte meninger, men medens vi stod ved lufthavnen, fik jeg en snak med en en lokal mand om netop det emne. Han sagde til min overraskelse, at han håbede at valget endte med, at de blev under Australien! Hvorfor?
Jo, sagde han: Vi er ikke klar til at være selvstændige endnu. Han forklarede det ved to eksempler:
En lille maskine skulle til at lande og han sagde: Se nu hvad der sker. Maskinen landede og passagererne steg ud. En lokal drager løb over til maskinen og tog 2 kufferter, som han bar ind i bygningen – ud igen etc. etc.

Bag ved landede en anden maskine af samme størrelse. Passagererne steg ud, medens en hvid drager så til. Da alle var kommet ud, greb han en trækvogn og gik ud til maskinen – smed kufferterne på vognen og gik ind med den. Han havde talt passagererne, så han vidste hvad der skulle til.
Der kan du se, sagde min ”ven”. De laver samme stykke arbejde, men hvem er mest effektiv?

Det andet eksempel var, at han kendte en ung lokal mand, der havde fået et god job som mekaniker i byen. Han købte sig en fin bil og kørte til den landsby hvor han kom fra. Nu skulle han prale med sin fine status.
Det skabte splid og min ”ven” var bekymret for hvad der ville ske, hvis de blev selvstændige inden der var gået mindst en generation.

Jeg var imponeret over de lokale. De kom direkte fra landsbyerne ind til byerne og begyndte at tage en uddannelse. Nogle arbejdede som mekanikere i lufthavnen med jet-maskiner, og som revisorer etc. etc. De har ikke kunnet få nogen hjælp fra deres forældre. De har simpelthen sprunget et par generationer over.

Det synspunkt fik jeg fortalt en australier, som jeg på et tidspunkt samlede op på en tur i Danmark.
Han var på rundrejse inden han skulle arbejde for sin far – en stor entreprenør i Australien. Den unge mand skulle til New Guinea for at arbejde for faders firma deroppe. Det var han træt af, for de var luddovne deroppe – dovne og dumme! Da jeg gav ham mit synspunkt blev han tavs. Han tænkte og sagde efter et stykke tid, at det havde han aldrig hørt før endsige tænkt over, men han kunne godt se, at der måske var noget om det. Nu ville han tage der til med et åben sind. Om det lykkedes, det ved jeg ikke, men jeg håber.
…………………………………………
På en anden rejse var jeg i Canada. Jeg kørte alene i lejet bil fra Vancouver til Calgary og kom på vejen gennem en lille by i BC. Kort inden jeg kom ind i byen passerede jeg en indianer, der gik modløs med et gevær over skulderen. Han havde åbenbart haft en dårlig jagt dag, men ca. 50 meter bag ham stod en flot kronhjort midt på vejen og så efter ham. Jeg er sikker på, at den grinte af ham!
………………………………………

 

Et par andre rejseoplevelser

I Sydney blev jeg besøgte jeg en eftermiddag en af de ansatte. Hun havde lejet nogle værelser i en villa i Sydney. Der var en stor have rundt om huset, og hun bad mig vente i haven medens hun gik ind. Jeg fandt en havestol og trak den ind under et stort træ for at komme væk fra den bagende sol. Da hun kom ud, sagde hun, at jeg skulle sætte mig ud i solen. Hvorfor? Jo, svarede hun: ”jeg ville ikke sætte mig under det træ – der kan være edderkopper. En af de farligste edderkopper i dette land sidder i træerne – parat til at falde ned på et byttedyr

I Alice Springs, Australien var jeg omkring 1973 på en turisttur gennem byen. Vor guide fortalte vidt og bredt om byen med telegrafstationen, Flying Doctor, School of the Air etc. etc. Vi så på vejen nogle aboriginals sidde ved vejkanten. Det fik en af deltagerne til at spørge om hvor mange mennesker, der boede i Alice Springs. Guiden svarede ”ca. 5000”. Så blev han spurgt om det inkluderede aboriginals, hvortil han hånligt svarede: ”Nej, og vi tæller ikke fårene med!

En uhyggelig oplevelse

I oktober 1969 var jeg på besøg i firmaets canadiske afdeling – i Oakville ved Toronto.
Da jeg kom, var alle optaget, så jeg satte mig i receptionen, hvorfra jeg kunne se stort set alle medarbejdere (ca. 10) i hver deres glasbur. Yderst til venstre sad chefen og 2-3 glasbure længere nede sad en pige, der netop var flyttet fra hovedkontoret i København til Canada.
Chefen talte i telefon, og da han var færdig med den samtale, ringede telefonen med det samme igen. Han slog beklagende ud med armen mod mig og tog telefonen. Så satte han sig ned med et forkert udtryk i ansigtet. Der var lydisoleret, så man kunne ikke høre, hvad han sagde.
Så så jeg pludselig den unge pige rette sig op i stolen og holde op med at skrive på maskinen. Hun sad bare helt stiv.
Da chefen var færdig kom han ud og gik ned mod pigens kontor. Hun kom ham i møde og sagde med ulykkelig tone: ”Det er min bror, ikke?” ”Han er kommet til skade, ikke?
Chfen bad hende sætte sig, og så forklarede han, at Hans netop havde ringet og sagt at pigens bror var blevet kørt ned for en time siden.
Det var uhyggeligt, for hvordan kunne hun vide det? Jeg spurgte hende siden, og hun svarede, at hun ikke kunne forklare det. Men telefonen havde ringet så mærkeligt, sagde hun.

Drengen var 16 år og sund og rask, så hvordan kunne hun mærke, at der var sket noget med ham? Det kunne jo dreje sig om alt muligt andet og alle mulige andre mennesker, men hun havde en kraftig fornemmelse af, at der var sket noget med ham. Det var en uhyggelig oplevelse.

Mit arbejde førte mig på mange rejser over hele Verden.

Jeg har aldrig været udsat for flystyrt på mine flyrejser, men haft mange uhyggelige oplevelser – bl.a. en gang, hvor jeg skulle til Australien med British Airways. Jeg havde fået en agentbillet til Business Class på British Airways, men der var indbygget en ”upgrade” til first class, hvis der var ledig plads. Da jeg checkede ind i London fik jeg besked på, at alle pladser var optaget på første klasse, så jeg fik en plads på business class. Det var 3 sæder ved siden af hinanden og ved siden af mig sad en ung mor med en lille søn på ca. 4 år – samt en baby i en baby lift. Det skulle nok blive en hyggelig rejse! Jeg viste stewardesse min billet og spurgte om, der alligevel ikke var en plads på første klasse. Det var der ikke. Øv.
Vi lettede og straks efter starten hørte jeg en forkert lyd. Det var lige som en lille eksplosion. Stewardessen stod lige foran mig og dikkede den lille baby. Hun hørte også lyden og så mig i øjnene, hvorefter hun signaliserede, at jeg ikke skulle sige noget. Hun gik ud i cockpit og kom hurtigt tilbage. Hun hviskede så til mig, at der var brand i den ene motor, men jeg måtte ikke sige noget. Så meddelte piloten over højtaleren, at der var en fejl i den ene motor, og at vi ville vende tilbage til London. Der skulle vi så over i en anden maskine. Vi landede igen i London, hvor vi så spiste middagen medens de klargjorde den anden maskine. Da vi kom ombord i den, sagde stewardessen til mig, at der nu var plads på første klasse – om jeg ville have den?? Det tog mig 10 sekunder at få samlet mit grej og komme ind på første klasse. Her kunne jeg så sove hele vejen til Melbourne! Der var 2 personer, der ikke ville flyve efter den lille episode!

Arbejdet med IAEA var krævende. Min del af opgaven var alle rejserne – d.v.s. flyvningerne, bustransporter og hotelovernatninger.
En del af dem ( ca. 150 hvert år) rejste med et specielt charterfly fra Europa til Canada i april og hjem i oktober, men alle de andre – ca. 850 – rejste med rutefly. Det var:
Canadiere til Australien og New Zealand i november og hjem i april. Europæere til Australien og New Zealand i november og hjem i april – eller fortsat via Stillehavet til Canada i april og så derfra hjem i november – altså 1 år.
Og så var der et stigende antal unge landmænd fra Australien og New Zealand, der rejste både til Canada og til Europa. Der skulle arrangeres fly til alle strækninger, og det var lidt svært i begyndelsen at få luftfartsselskaberne til at forstå, at jeg fra København skulle reservere plads på nogle fly mellem Fiji og Hawaii om 15 måneder!
Det var et meget stort puslespil, at få alle disse grupper til at mødes, rejse sammen hist og her og bo på samme hoteller med udflugter etc. etc. Men det var sjovt!

På vejen Jorden rundt skulle de unge landmænd besøge forskellige steder som Thailand, Filippinerne, Fiji, Hawaii og Toronto/New York. Overalt skulle der arrangeres bustransporter, faglige besøg og hoteller.

En enkelt opgave står klart i erindringen:

På Fiji-øerne boede de unge som regel 3 nætter på et hotel, der hed Dominion. Den ene hele dag besøgte de så en koralø, der hedder Beachcomber Island, og den anden dag var fri. Det var lidt for meget transport i forhold til, hvad de nåede at opleve, så jeg rejste til Fiji og indlogerede mig på samme hotel. Om morgenen henvendte jeg mig til receptionen og spurgte, hvor jeg kunne få lidt hjælp til at arrangere nogle ture for nogle grupper. Svaret var: ”Tal med Rosie” – det var ejerens kone: Rosie Whitton. Hun sad ved et lille bord i receptionen under et skilt: Rosie Tours. Jeg sagde, at jeg gerne ville ud til Beachcomber Island, og det arrangerede hun for mig. Det viste sig, at det var en ret lille ø, som man kunne gå rundt om på en times tid. Der var et hotel – eller rettere nærmest en slags vandrerhjem – og resten var sand, palmer og så var der koraller rundt om hele øen.
Der var plads til omkring 80 personer i et par store sovesale.
Da jeg kom tilbage til mit hotel, sagde jeg til Rosie, at den ø skulle jeg have i 2 dage i april måned – hvert år, så der ikke var andre end vor gruppe på øen i de dage. Nu kunne de unge så nøjes med en nat på Dominion og så få 2 nætter på øen. Det blev de meget glade for, og det fungerede sådan i mange år fremover.
Rosie Tours voksede – delvist som følge af disse grupper – og er i dag det største rejsebureau på Fiji-øerne med Rosies søn Tony Whitton som direktør. Det er sjovt at tænke på, at jeg var med til det.

 

En af de mere specielle oplevelser skete i London.
IAEA skulle have ca 100 unge mennesker med British Airways til Calgary.
Men der var protester mod at British Airways skulle flyve til Calgary, så der var en strejke.
Den medførte at afgangen blev udsat et døgn. Det fik vi at vide dagen før, de skulle rejse.
Problemet var, at alle de unge landmænd kom fra 6-7 europæiske lande. Vi satte hele IAEA i gang med at prøve at kontakte dem og fortælle dem, at de skulle vente med at tage til London til næste dag. Der var omkring 6-7 personer i gang med telefonerne hele dagen.

Men det var ikke let. Mange af de unge var ude for at feste med deres venner for at sige farvel. Andre boede på et værelse i stedet for hos deres forældre – og i mange tilfælde havde man ikke en gang deres telefonnumre. Sagen var jo, at de var tilmeldt deltagelsen i IAEAs program gennem deres lokale landboungdomsorganisation.

Det lykkedes at få fat på næsten alle sammen. Der manglede ca. 15, og dem mødte man så i London og sørgede for hotel til dem der.

Jeg rejste til Australien som rejseleder for en gruppe unge landmænd og mødte så i Bangkok en anden gruppe unge landmænd, der skulle til New Zealand.
Med denne anden gruppe var der også en ung pige fra København. Det hørtes tydeligt på hendes sprog! Jeg kom til at sidde ved siden af hende ved middagen om aftenen og spurgte hende, hvad hun egentlig lavede på en landbrugstur. Hun svarede, at hun ville ned til New Zealand og skulle arbejde som ung pige i huset hos en landmandsfamilie.
Så spurgte jeg hende, om hun kunne mærke forskel på de unge, hun normalt var sammen med, og så denne gruppe. Spørgsmålet undrede hende: Forskel – næh, det er da unge mennesker alle sammen, svarede hun.
Et års tid efter mødte jeg hende igen. Hun kom ind på kontoret sammen med sin mor. Da hun så mig, sagde hun til sin mor ”Det er ham der, jeg har fortalt dig om, mor”. Jeg blev noget overrasket og tænkte, hvad har jeg nu gjort?
Men jeg fik lejlighed til at snakke med hende og hendes mor over en kop kaffe, og der forklarede hun sig. Om jeg kunne huske mit spørgsmål om forskellen på de unge? Ja, det kunne jeg godt.
Nu kunne hun se forskellen! De unge hun rejse sammen med – de var ægte og ærlige. De sagde det, de mente og kun det. Hvorimod de unge danskere, hun normalt havde været sammen med i København, de forstillede sig hele tiden og sagde det, de troede, at andre gerne ville høre etc., etc. Hun kunne slet ikke snakke med sine gamle kammerater efter at hun var kommet hjem. De var så umodne! Det var en interessant samtale.

Og så var en sag om flyreservationer! Det australske flyselskab Qantas havde kontor i København. De havde fået en ny direktør. Han var kommet for at hilse på – som en del af hans tur rundt til rejsebureauerne. Han startede som en meget stor mand – allerførst ville han fortælle os, hvor Australien lå, og så fortalte han lidt om flyselskabet.
Hvis vi skulle få en ordre for folk der skulle derned, så skulle vi bare kontakte ham. Havde vi nogle spørgsmål eller kommentarer???
Hans så spørgende på mig: Vil du eller skal jeg?? Jeg nikkede, så han startede:

 

Ja, Vi har faktisk en lille gruppe, der skal til Australien. Kan du ikke reservere pladserne til os??
Staklen tog et visitkort frem fra brystlommen, og var parat til at skrive på bagsiden.
Hvor mange regner I med? 60! 60? Ja – måske lidt flere. Han skrev. Og hvornår skal de rejse?? De skal af sted den 28 oktober fra London til Bangkok. Ja, men skal de ikke fra København?? Jo nogle af dem, men det tager vi senere. Ok, men hvad så derefter? Den 1. november skal de så til Manila på Filippinerne, og den 5. november videre til Sydney. (Stakkels mand, han vidste ikke, hvad der ventede ham!). Han tog et nyt visitkort og fortsatte med at skrive. Ok og hvornår skal de så hjem?? Jeg gav ham en A4 skriveblok – han fik brug for den!. Hans fortsatte: Foreløbig er vi ikke færdige med udrejsen. Øh, hvad skal de da så?? Den 9 november skal de så til Melbourne med den maskine, der går kl 09.10. Ok, er det så endemålet?? Nej da. 25 af dem skal videre den 12 november til Christchurch på New Zealand. Ja, men hvad så med resten?? De skal forskellige stedet i Australien, men det kommer vi tilbage til, når vi ved nøjagtig hvor.
Dem, der skal til Christchurch, hvornår skal de så hjem?? Ikke hjem, men videre! Øh??
Den 10 april skal de så fra Auckland til Nadi på Fiji-øerne. Ja, men du sagde før at det var i november. Det var det også, men de skal jo videre. De 25 fra Australien skal rejse samme dag – altså 10 april fra Sydney til Fiji – men det skal være med morgenmaskinen.
Sådan fortsatte det efter 5 dage til Hawaii – derfra til Vancouver og Calgary.
Da vi så fortalte ham, at de skulle fra Calgary den 20 oktober til Toronto og derfra videre via New York og den 26 oktober tilbage til London, så var han helt færdig.
Han var rugbyspiller – så han var bredskuldret, men han var blevet meget lille, og han ville ønske at han kunne finde et musehul, der var stort nok. Han undskyldte mange gange, at han ikke havde læst på lektien inden han kom til os!!

 

SCV var en meget speciel kunde. Det var Hans og hans kone, der byggede den forening op fra nulpunktet til en forening med omkring 2000 medlemmer. De betalte alle en mindre beløb for at være medlem, og til gengæld kunne de spare mange hundrede kroner på rejsen til Canada. Det var en fed fidus for dem og også for firmaet. Men der var noget, som jeg syntes var forkert: De fleste var i Canada 3-4 uger – nogle op til 6 uger. Hvad lavede de i den tid? Jeg talte med en del af dem efter hjemkomsten. De sagde, at efter den første dag sammen med familien, var der ikke så meget mere at tale om, og de skulle være der i 3 (nogle gange op til 6 uger)!

Jeg ville derfor prøve at få dem til at se noget mere af Canada. F.eks. leje en bil eller motorhome. Den troede Hans og hans kone ikke på, men vi lavede et enkelt forslag om billeje, som vi så gav til alle, der havde købt en rejse til Canada. Der var eet par, der lejede en bil i 8 dage!
Men jeg var stædig, og året efter begyndte det at gå bedre. I løbet af 3-4 år var det næsten halvdelen af deltagerne, der købte en ekstra ydelse – billeje, motorhome, busrejse eller togrejse plus nogle hoteller!

Mit arbejde hos Hans H var først og fremmest SCV og IAEA men efterhånden kom jeg også til at arrangere store grupperejser overalt i verden.

Arbejdet med IAEA gav os mange kontakter inden for landbruget, og det medførte så en del studierejser inden for landbruget – bl.a. en landbrugsfaglig studietur til Irland:

For at tilrettelægge denne rejse tog jeg til Dublin. Her aftalte jeg et møde med en af direktørerne.
Jeg skulle være i hovedkontoret kl. 09.00. Det var en stor bygning lige uden for Dublin. Jeg var der kl. 08.55. Døren var lukket og låst.
Så slentrede jeg lidt rundt, og kl. 09.00 kom så en medarbejder. Hun låste op og spurgte mig, hvad jeg ville. Det svarede jeg på, og så sagde hun, at han snart kom, men jeg kunne komme med ind og vente i receptionen. Det gjorde jeg, og det gav mig lejlighed til at se hvem, der kom og hvornår. Det myldrede ind og omkring 09.20 kom han så selv. Vi gik op til hans kontor og fik en kop kaffe. Ingen undskyldning. Jeg tillod mig at spørge, hvad den normale arbejdstid var. Den er 9 til 16, var svaret.
Jeg undrede mig og sagde, at så vidt jeg kunne se var der ingen ankommet kl. 09.00. Hans svar var blot, at 9-16 betød at de første kom kl. 09.00 og de sidste gik kl. 16. Jeg kunne ikke lade være og sagde derfor, at hos os betød det, at de sidste kom lidt i 9 og var parat på arbejdspladsen kl. 9 og de første forlod arbejdspladsen kl. 16.00. Hvis man I Irland fulgte samme mønster, så kunne der jo spares masse af arbejdspladser. Hans svar var: Ja, men så fik jo mange flere arbejdsløse!

 

Landsbladets mange studieture

Vi brugte det hollandske flyselskab KLM ret meget, og jeg blev gode venner med deres danske direktør. En dag, hvor vi sludrede sammen fremkom tanken om vi ikke kunne lave nogle læserrejser i samarbejde med Landsbladet (landbrugets fagblad, der kommer ud til alle landmænd i hele landet). KLMs direktør kendte redaktøren for Landsbladet Et møde kom i stand, og det resulterede i en landbrugsfaglig studierejse til det østlige Canada og USA. Den blev revet væk, så den gentog vi de næste 3 år. Allerede året efter satte vi en ny rejse i gang: Det vestlige Canada og USA. Den var også væk i løbet af nul komma 5.
Da folk kom tilbage fra den tur spurgte de: Hvor skal vi hen næste år?

Så måtte vi i gang med at lave en rejse til Australien og New Zealand, og når de nu var kommet så langt, så skulle de da også hele vejen jorden rundt med besøg i Thailand, Filippinerne på udrejsen og Fiji og Mexico på hjemvejen.

Det var en meget stor og dyr tur. Jeg tror, at den kostede omkring kr 15.000, hvilket var mange penge den gang (ca. omkring 1975). Det kneb da også at få tilmeldinger. Vi havde lavet et fint program, men det kan være svært at overbevise folk – og måske specielt landmænd – om at de skal bruge så mange penge på en sådan tur.

Jeg fik en henvendelse fra en landmand i nærheden af Roskilde. Han ville gerne høre nærmere. I stedet for at sende nogle brochurer, tog jeg ud til ham – og han sad sammen med konen og naboerne, som også var lidt interesserede. Vi talte sammen en times tid, og så var de sikre på, at det var noget for dem. Det gav mig så ideen til en foredragsturné. Hvis jeg tog rundt i landet og samlede de interesserede til nogle aftener, så kunne jeg måske overbevise dem. Jeg talte med Landsbladets redaktør. Han syntes at det var en fin ide men havde ikke selv mulighed for at følge med. Men jeg tog af sted sammen med en repræsentant fra KLM og Qantas..
Vi startede i Brønderslev og arbejdede os vej syd og østpå.
Den første aften var der omkring 25 deltagere. En af dem spurgte i pausen (uden at andre hørte det), om de skulle tilmelde sig med det samme. Jeg sagde bagefter til alle, at de ikke skulle tilmelde sig nu, men gå hjem og tænke over det. Efter mødet sagde Qantas repræsentanten, at jeg skulle have sagt, at de skulle skynde sig at tilmelde sig. Nu kunne det være, at de fortrød. Men jeg sagde, at det var bedre, at de tænkte sig om – og at det var jyske landmænd, ikke københavnere. De satte pris på ærlighed og ville ikke blive tvunget til at tage en hurtig beslutning.
Jeg fik ret – 2 uger senere havde vi 40 tilmeldinger og et par måneder senere havde vi 110! Dem sendte vi så af sted i 2 grupper med en uges mellemrum!

Jeg fik på den tur bekræftet, hvor stor forskel, der er på mennesker i de forskellige dele af landet. I Nordjylland ville de først tænke sig om, og så var der ingen andre, der skulle vide, at de måske var interesserede. På Sjælland skulle de nok sørge for at alle vidste, at de da havde råd til en sådan tur.

Nu blev det sværere, for hvad skulle vi nu finde på?

Det blev en kombination af Thailand og Nepal, en tur til Brasilien og Argentina og endelig en tur til Kenya og Tanzania.

Denne sidste tur husker jer specielt, fordi det første faglige besøg var hos TAMTU ved Arusha i Tanzania. TAMTU står for Tanganyika Agricultural Testing Unit – en slags forsøgsgård for landbrugsmaskiner. Det lød fint, men deltagerne fik et chok, da de så de såkaldte maskiner. Det viste sig at være en kombination af plove, leer etc. etc.
Befolkningen var meget fattig – så det hjalp ikke at have en forretning med moderne store maskiner – mejetærskere etc. etc. De landbrugsredskaber, man havde brugt i Danmark for 1000 år siden var et klart fremskridt for landbruget i Tanzania. Det satte tankerne lidt i gang hos vore deltagere!

 

Vi var ved at løbe ind i et problem med den tur. Den Østafrikanske union, der bestod af Tanzania, Uganda og Kenya brød sammen. Tanzania var socialistisk, Kenya meget vestligt orienteret og Uganga under Idi Amin skulle være et afrikansk land uden nogen indflydelse fra andre lande. Der blev uroligheder, og de fleste rejsebureau skyndte sig at få deres turister hjem. Men vi sende tværtimod folk derud! Jeg havde talt med udenrigsministeriet og de havde sagt, at de ikke anså det for farligt at rejse dertil. Jeg havde gudskelov arrangeret rejsen gennem Tanzania sammen med statens officielle rejsebureau. Og jeg havde fundet en meget dygtig rejseleder – en landmand der havde boet i Tanzania sammen med sin kone og som talte Swahili.
Det hjalp! Da gruppen landede i Arusha airport (Kilimanjaro) bad han gruppen om at vente i lufthavnen, medens han gik udenfor. Her fandt han en gruppe lokale mænd, der sad og snakkede.
Han satte sig hos dem og snakkede om alt muligt. De spurgte hvad han skulle i deres by og så fortalte han, at han havde 40 danske landmænd inde i bygningen. De skulle bruge en bus i nogle dage. Det ville de da gerne hjælpe med, og så kom det i stand. Regeringens egne busser, som vi havde en aftale med – de dukkede først op dagen efter!
Regeringen var sure på de danske rejsebureauer, fordi de som regel sendte turister til Kenya og som en del af deres ophold i Kenya tog de med Kenyanske busser ind i Tanzania for at se Serengeti national park og Kilimanjaro. Deltagerne fattede ikke, at de besøgte Tanzania. Men vort rejsebureau var meget populært, fordi vi startede i Tanzania og lagde hovedvægten der.

For at tilrettelægge denne tur, som også blev solgt i Sverige året efter, tog jeg derned – både til Tanzania og Kenya. I Kenya fik jeg en taxa chauffør til at køre mig rundt i et par dage og han tøede op lidt efter lidt og fortalte så om situationen i Kenya. Der var så megen korruption. Der var f.eks. en berømt skole – Stahere Boy Center. Den var startet af en amerikaner, der besøgte landet. Han så de mange hjemløse drenge, der løb rundt på gaderne. Det brød han sig ikke om, så han fik åbnet en skole, hvor han selv underviste – og børnene kunne sove i en sal på skolen.
Han skaffede midler fra private donorer i USA, og det gav ham mulighed for at ansætte rigtigt gode lærere. Men han skulle have tilladelse til projektet. Det fik han kun ved at love at ministerens børn måtte gå på skolen!

Det blev værre og værre efter hånden. For han måtte udvide skolen og skaffe flere bygninger, flere lærere etc. etc. Det endte med, at der var næsten lige så mange ”overklasse” børn som forældreløse børn, men skolen hjalp mange hjemløse, og det gør den stadigvæk.
Børnene har besøgt Danmark i forbindelse med nogle spejderlejre. I den forbindelse var der artikler i aviserne om disse hjemløse drenge, der blev hjulpet af en amerikaner! Det var jo bare ikke hele sandheden.
Jeg besøgte også den danske ambassade, og de bekræftede korruptionen, men som de sagde: Hvis vi ikke brugte nogle af midlerne til ting, der ville gavne ”de høje herrer”, så kunne vi slet ikke få lov til at hjælpe de fattige.

Det var ikke altid lige let at få arrangeret de landbrugsfaglige ture. Hvorfor skulle man f.eks. tage på en landbrugsfaglig studietur til Nepal eller Tanzania? Hvad kunne man lære der?
Det er en kombination! Dels kan man se den slags landbrug – eller landbrug på det stadie, som danske landmænd var på for mange mange år siden (og det er sundt at kende baggrunden) og for det andet, så ser deltagerne landet på en hel anden måde, end hvis de havde besøgt det på en almindelig turistrejse. På vor rejse kom de bag facaden – ofte ind i de private hjem. Landmændene så landet gennem en landmands øjne. En landmandskone, der var lærerinde, ville meget gerne besøge en skole – og det hjalp jeg med. På den måde fik de set landet på en hel anden måde end den normale turist

Når man tænker på at op til 80% af befolkningen i netop disse 2 lande lever af landbrug, så kan det virke lidt mærkeligt, at turister besøger landet og bagefter ikke aner et suk om, hvad 80% af befolkningen laver!
En anden ting var National Parkerne. Vi fik det arrangeret sådan, at deltagerne om aftenen før, de skulle ind i parken, fik et foredrag af en park-ranger. Han fortalte om parken og dens dyreliv. En park-ranger havde gennemgået en træning gennem flere år – bl.a. på universitetet for at kunne få jobbet. De var stort set altvidende. Jeg har talt med danskere, der gennem andre rejsebureauer har været i Kenya – jeg har spurgt dem, hvor højt hegnet omkring nationalparkerne er. Svarene var forskellige – men ingen svarede det rigtige: Det er intet hegn. Det er sørgeligt at man lader folk betale i dyre domme for at tage til Kenya for at besøge nationalparkerne, og så lærer de intet om hvorfor nationalparkerne er der!

Jeg tog til Nepal sammen med min kone for at tilrettelægge den landbrugsfaglige studietur. Den bedste måde måtte være at få en samtale med landbrugsministeriet. Vore agenter i Nepal – et ægtepar ved navn Shresta – var på rejse, men deres datter, Sanghita, var hjemme. Hun modtog os i lufthavnen og havde arrangeret en privat chauffør for os under hele vort ophold (3 dage). Han holdt uden for vort hotel hele perioden. Så havde hun arrangeret en middag for os i sit private hjem. Her skulle jeg kunne møde ledende fagfolk fra landbrugsministeriet. Det var jo herligt.
Vi ankom og fandt omkring 10-15 mennesker, der gik rundt og småsnakkede. Vi blev præsenteret og faldt ind i snakken. Så blev der sagt, at middagen var klar. Det var en slags stående taffel – man tog maden og fandt et eller andet sted, hvor man kunne spise den. Det gjorde vi så, og jeg var så forberedt på at skulle tale med landbrugsministeriet efter middagen. Men ak, alle forsvandt sammen med de sidste krummer fra bordet! Den snak vi havde før middagen – det var den officielle del. Det kunne Sanghita godt have fortalt os!
Men jeg fandt da ud af, at man var i gang med nogle store planer – 5 års planer.
Tidligere var det således, at alle landsbyer prøvede at være selvforsynende med alt. De dyrkede grøntsager, havde kvæg, tekstilproduktion etc etc. Men det fandt man så ud af ikke var smart. Det var bedre at lave stordrift og så samarbejde med de andre landsbyer.
F.eks. æbler. Landet er jo meget bjergrigt og i en bestemt højde – måske 500 meters højde, var klimaet særdeles velegnet til æbler. Så kunne de landsbyer, der lå i den højde koncentrere sig om æbleproduktion. Andre kunne så tage sig af de andre ting.
Men det kiksede. Æblerne blev høstet i rigt mål. Det væltede frem med saftige og gode æbler, men hvordan skulle man få dem ned fra bjerget? Den sektion, de skulle bygge vejene, var ikke kommet så langt. Derfor fik man indrettet en slags tovbane – eller svævebane. Store master blev rejst og så blev æblerne transporteret ned i store kurve! Det var bare en af de mange problemer, der dukkede op og blev løst.
Det skete bl. a. i samarbejde mellem Schweiz, Norge og Nepal! De tre lande har det fælles problem, at deres marker ligger på stejle bjergsider – så de kunne inspirere hinanden

Vi skulle sørge for rejseledere til hver gruppe. Det skulle være en person, der kendte til det fag, som deltagerne havde studieture i – uanset om det var landmænd, ornitologer, læger eller gartnere. Samtidig skulle vedkommende helst kunne tale sproget i det land, de besøgte. Der var mange, der kunne tale engelsk – men kunne de også oversætte de landbrugsfaglige udtryk? De skulle også have et indgående kendskab til de lande, de besøgte – bl.a. kulturen.

Et eksempel

Jeg skulle arrangere en studietur for skandinaviske journalister til Tanzania. Det var de skandinaviske hjælpeorganisationer, der inviterede – Danida, Sida etc. etc.
Jeg skulle så finde en rejseleder. Hende fandt jeg i Esbjerg. En flot pige fra Tanzania, der var dansk gift. Hun talte flydende dansk og også Swahili. Hun blev kaldt Chris
Jeg skulle præsentere hende for lederne af Danida, Sida og den norske organisation.
Under dette møde blev der fremvist en film, som en dansk journalist havde optaget fra en landsby i Tanzania. Det viste sig at være den landsby som Chris kom fra. Hun begyndte at fnise højlydt under filmen og fortalte bagefter hvorfor. Der var nogle piger på filmen, der havde sagt et eller andet på swahili om filmfotografen, men hvad det var, ville Chris ikke sige – det var langt fra pænt!
På et andet tidspunkt under filmen var hun ved at græde og måtte så forklare, at en gammel mand på filmen var hendes bedstefar. Han var nu død.
Da hun blev spurgt om flerkoneri sagde hun, at hun meget gerne ville have være kone nr 3, hvis hun skulle bo i Tanzania!!
Forklaringen var, at hvis en mand havde 3 koner, så var han velhavende og hvis hun var nr 3, så var hun den yngste! Nr 1 skulle stå for rengøringen og madlavningen, nr 2 skulle tage sig af børnene og nr 3 var den, man hyggede sig mest med og som blev vist frem. Den gjorde lykke hos forsamlingen.

 

Der var et meget stort arbejde med hver eneste gruppe.

Turen til Brasilien og Argentina var også lidt speciel at arrangere.
Jeg tog til Rio de Janeiro og indlogerede mig på et hotel. Der var ikke mange i Brasilien, der talte engelsk, og mit portugisiske var af endnu lavere standard. Jeg fandt så en hjælper. Det var en pige, der arbejdede i receptionen på hotellet. Hun fik nogle dage fri. Vi besøgte sammen et landbrugscenter, men de forstod slet ikke hvad jeg ville.
Så gik vi tilbage til hotellet og spiste en god middag – en herlig bøf. Jeg spurgte tjeneren, hvor den kom fra: Han svarede, at den kom fra køkkenet!! Tak for det. Så fik jeg fat i chefkokken og gentog spørgsmålet. Bøffen kom fra et kødfirma i byen. Så gik vi derhen med samme spørgsmål. De sagde at kødet kom fra én kødgrosserer den vestlige del af Brasilien.
Så havde jeg endelig et firmanavn og en adresse.
Samme måde blev brugt til at finde frem til en kaffefarm.
Derefter kunne vore agenter i Brasilien arbejde videre og langt om længe fik vi produceret en god tur.

 

Det gik jo fint for de rejser med Landsbladet, så jeg tog kontakt til det svenske søsterblad Land og foreslog lignende ture. De sagde ja, men det blev lidt anderledes rejser, de ønskede .
USA, Canada, Tanzania og Kenya var de samme, men en dag ringede deres redaktør til mig og spurgte, om jeg kunne lave en studietur til Afghanistan. Jeg sagde med det samme ja. Efter at have lagt røret på fandt jeg et verdenskort for at se, hvor det lå henne! Det var omkring 1978.
Turen blev gennemført med succes.

Og svenskerne skulle jo også på en tur jorden rundt. Den blev noget anderledes:
Først var der Thailand – og det gik fint, men så kom turen til Manila på Philippinerne. Det gik godt nok, men da de så skulle af sted, var der problemer. De kørte fra hotellet til lufthavn, og der fandt de så ud af, at flyet til Australien var aflyst. De kunne først komme af sted dagen efter. Ergo – de vendte om med bussen og kørte tilbage til hotellet – kun for at konstatere, at det var brændt i mellemtiden!
Ok, det var et lille uheld, men de kom da til Australien, og efter besøget i Melbourne og Sydney fortsatte de til Surfers Paradise, syd for Brisbane. Her skulle de bo på Hotel 10, Esplanade. Det var en højhus helt ude ved stranden. Men, som en af deltagerne bagefter beskrev det: ”Han kom ind fra havet, stor og mægtig og rev alt med sig”. ”Han” var en tornado, der ramte kysten med fuld styrke. Det varede vist kun nogle timer, men det var så voldsomt, at sandet fra stranden havnede op til 100 km længere inde i landet.
De fortsatte turen via Fiji til Mexico. Her blev de udsatte for et jordskælv, der fik husene til at revne. Videre til New York og Washington DC. Her besøgte de Arlington kirkegården og medens de var der, var der er en begravelse. En senator var død og skulle begraves med pomp og pragt.
Gæsterne var bagefter meget imponeret over alt det, de havde fået lov til at opleve!! Men det var nu heller ikke let at arrangere!

Det var ikke kun fra Skandinavien, at vi lavede landbrugsfaglige studierejser. Det gjaldt også for landmænd fra Canada, USA, Australien og New Zealand – ja selv fra Sydafrika.
Der var specielt 2 ture, der skilte sig ud: En flok australske landmænd kom på en tur Jorden Rundt. Det startede med et besøg i Sydafrika og derfra til Sovjetunionen inden de fløj til Danmark og kørte i bus gennem Europa. Derefter fløj de til USA og hjem via Stillehavet. Vi skulle sørge for visum til Sovjetunionen, men det var lidt svært at forklare de sovjetiske myndigheder, hvorfor vi i Danmark skulle sørge for visum for en flok Australske landmænd, der kom fra Sydafrika.

Til en flok canadiske landmænd lejede vi en båd, der kunne sejle dem i 3 dage på Rhinen – en anden gruppe fik et krydstogtskib i 4 dage i Fiji.

Det kommer for vidt at beskrive alle de landbrugsfaglige ture, jeg var med til at arrangere, men der var også mange ture, der intet havde at gøre med landbrug – f.eks. har jeg arrangeret en række ture rundt om i Verden for danske folkedansere, danske supermarkeder, ornitologer, sygehusledere og orkestre.

 

Men her er et par eksempler

Womens Weekly – sightseeingtur fra Vancouver til Banff og videre til San Francisco.
På en flyverejse fra Vancouver til Sydney fik Hans fat i chefen for et stort rejsebureau i Melbourne. Han havde fundet ud af, at et stort Australsk dameblad: Womens Weekly, arrangerede en rejse for deres læsere. Det var et krydstogt, der startede i Sydney, Australien og sejlede via New Zealand, Fiji og Hawaii til Vancouver i Canada. Derfra gik turen til San Francisco og Mexico – gennem Panama kanalen til Florida og New York inden turen fortsatte til London. Herfra fløj deltagerne tilbage til Sydney. De ville være tilbage i Australien i oktober måned.

Der var solgt 150 billetter til denne tur, der startede ca. 1. april. Det var jo var en fantastisk oplevelse, men min chef gjorde opmærksom på, at deltagerne hele tiden så sol og sommer. Det kendte de til i forvejen, da de fleste kom fra delstaten Queensland, hvor det er sommer hele året.
De fik slet ikke oplevet sne og vinter. Han forslog dem så, at man skulle tilbyde deltagerne en ekstra tur: Medens skibet sejlede fra Vancouver til San Francisco kunne deltagerne opleve Banff National Park i Rocky Mountains og så komme tilbage på skibet i San Francisco. Det bled vedtaget og 80 af deltagerne sagde ja tak til denne ekstra tur. Jeg fløj så til Vancouver, samlede gruppen op og fløj dem til Calgary, hvorfra vi i bus kørte til Banff. Det var omkring 1. maj og dagen før havde sneen væltet ned, men da vi ankom til Banff var der blå himmel, masser af sne og ca 15 graders frost.

Under opholdet i Banff besøgte de Lake Louise – en smuk bjergsø, der nu var tilfrosset. Det var et syn for guder at se denne flok ældre mennesker gå rundt på søen og lave sneboldkamp!

Flertallet af dem havde aldrig set sne i deres liv, og nu gik de på vandet med sneklædte bjerge i baggrunden!

Den dag, de skulle afsted igen begyndte det at sne og nogle af dem stod med tårer i øjnene og sagde: Nu ved vi også hvor det kommer fra!

Det var hel uvirkeligt, at jeg som en dengang ung dansker skulle arrangere en sightseeing tur i Canada for en flok ældre mennesker fra Australien, der var på en tur Jorden Rundt, men det var virkeligheden.

Deres guide fortalte mig, at der havde være 4-5 dødsfald på turen fra Sydney til Vancouver! Det ødelagde lidt af stemningen ombord, når der manglede en ved middagsbordet om aftenen!

 

De svenske blomsterhandlere var en tur gennem USA. De var 36 i alt og jeg var rejseleder. Det gik nu meget fint, men en enkelt episode var lidt svær:
Vi skulle flyve fra Cleveland til Denver med en stor maskine – ca 300 personer.
Straks efter starten i Cleveland lød de sædvanlige lyde med hjulene, der blev trukket op, men da det skete 3 gange, blev jeg lidt bekymret. Ganske rigtigt: Piloten sagde over højttaleranlægget, at der tilsyneladende var et problem med landingsstellet. Instrumenterne viste, at hjulene ikke var kommet helt op, så vi skulle lige flyve hen over lufthavnen en gang til, så man fra tårnet kunne se, om hjulene var helt oppe. Det gjorde vi, og det blev rapporteret, at der tilsyneladende ikke var noget problem, så vi fortsatte flyvningen til Denver.
Jeg glædede mig over, at mine deltagere ikke kunne forstå, hvad der blev sagt ( – drævende amerikansk over en højttaler kan være lidt svært.) Men glæden var kort, for stewardessen bad mig på vegne af kaptajnen om at tage mikrofonen og gentage, hvad han havde sagt. Det blev jeg så nødt til, men selvom jeg forsøgte at holde det i så udramatiske vendinger som muligt, så så jeg flere af dem folde hænderne – holde hinanden i hænderne og se meget bekymrede ud.
Der skete intet på vejen, og vi landede sikkert i Denver, selvom det var lidt dramatisk. Der var et hav af brandbiler og ambulancer, der med blinkende lys holdt parat på begge sider af landingsbanen.
Ved Denver havde vi et specielt besøg, der intet havde at gøre med blomster:
Vi besøgte Monfort Feedlot ved Greeley nord for Denver, Colorado i USA.
Det er en enorm stor landbrugsvirksomhed.
En feedlot er en opfedningscentral. Man indkøber kalve i en vis alder og transporterer dem til feedlotten. Her bliver de sat i en indhegning (bås) og opfedet indtil de er store nok til at blive slagtet. Det tager som regel 4 måneder. Hovedfoderet er cornflakes.
En bås har som regel 20 køer/kalve og der kan være mange båse i en feedlot. Montford havde 3 feedlots og hver havde ca 5000 båse. Det vil sige, at der i alt var ca 300.000 køer i alt. De slagtes efter 4 måneder og så kommer der nye til – d.v.s. 3 gange hvert år skiftes der ud. I alt slagtes altså ca 1 million køer fra Montford feedlots hvert år! Det sker på deres eget slagteri og cornflakes kommer fra deres egen fabrik. Det er verdens næststørste cornflakes producent – kun overgået af Kelloggs!
Det er store tal, men vi er også i USA!

 

Høm Typehuse var en tur i USA. De ville gerne se noget af det gamle USA – altså fra begyndelsen af de europæernes bosættelse – ikke indianderperioden.
Det blev så til en bustur mellem New Orleans og New York. Da den skulle foregå fra sidst i februar og ind i marts, så syntes jeg det var bedst at begynde sydpå, således at de kom til New York så langt henne på året som muligt.
De sagde ja, og så skulle jeg bare reservere hotellerne. Ak, jeg havde ikke set, at det var Mardi Gras perioden. Det er det amerikanske karneval, hvor tusinder af turister valfarter til New Orleans.
Vi var i december måned, så der var kun et par måneder til.
Jeg kontaktede nogle hoteller og fik samme svar – umuligt. Et hotel svarede at de måske kunne finde værelser – om 2 år!

Jeg fik så fat i en dame, der tidligere havde hjulpet mig med nogle arrangementer i byen. Jeg forklarede, at jeg havde lovet gæsterne denne tur, så det skulle løses og deltagerne skulle ikke bo 100 km væk – de skulle bo i byen – kunne hun please redde mit liv??
Hun svarede efter et par dage ganske kort: Jeg har reddet dit liv.
Hun fandt værelserne, men hvad hun gjorde for at få dem, det aner jeg ikke og vil helst heller ikke vide det. Men hun fik en pæn gave som tak.

 

En noget speciel tur var jeg også med til. Handelsfremstød i Australien! Det var selvfølgelig Hans’ ide. Han fik Privatbanken (nu Nordea) til at ”invitere” nogle af deres store virksomheder med på en tur til Australien. Grundideen var, at der kun måtte være eet firma fra hver branche – altså ingen konkurrence. Hvert firma skulle sende en af deres ledende Salgsmedarbejdere (salgschef eller eksportchef), der kunne træffe beslutninger på stedet. Det kunne være import og export.
Turen skulle efter et kort besøg i Singapore starte i Perth og derefter videre til Adelaide, Melbourne Canberra, Brisbane og så slutte i Sydney. Vi havde på forhånd fået en række oplysninger om hvert firma, hvad de lavede etc. etc. Disse oplysninger var så sendt til det lokale handelskammer i hver by. Når man så ankom til byen, så var der et cocktailparty, hvor repræsentanter fra byens erhvervsråd var mødt op sammen med lederne af en række af byens firmaer – specielt firmaer, som var interesseret i netop de ting, som de danske firmaer repræsenterede. Her var der så lejlighed til et par timer snak, og så gjaldt det om for firmaerne at få aftalt et møde eller flere med de firmaer, der var til stede.
Man blev i byen i et par dag. Hans var med som rejseleder og desuden fulgte en dygtig sekretær. Hver firma havde medbragt deres eget brevpapir. Man skal huske, at der var før Internettets tid – så ingen mail eller lignende. Alting forgik via fax og telefon.
Om aftenen slappede man af, og her var der mange gode samtaler. ”Hvad har du lavet i dag” og hvad fik du ud af det. Flere af dem kunne komme med gode nyheder og kontakter til nogle af de andre. Der var jo ingen konkurrenter på turen. Man hjalp hinanden
Der var kun et problem – og det var stort: Flere firmaer havde udsolgt hele deres produktion inden de nåede frem til Melbourne. De kunne ikke modtage flere ordrer. Det var en enestående succes for langt de fleste af de deltagende firmer. Jeg mener ikke, at nogen har brugt ideen senere – og det er dumt!

Udover grupperejserne var der tid til at arrangere en verdenskongres i Danmark:

Verdenskongres for Jerseyavlere 1972

Den internationale jerseyavlerforening skulle have verdenskongres i Danmark i 1972, og den fik jeg ansvaret for. Det skulle være på hotel Mercur i Århus, og der kom ca. 500 delegerede fra hele verden.
Jeg var med i hele perioden, og en af mine bekendte fungerede ved flere lejligheder som simultan tolk. Han fik smilene frem ved en enkelt periode, da han kom til at oversætte den amerikanske formands velkomst fra amerikansk til engelsk! Amerikaneren så på ham, og sagde noget i retning af: Er mit sprog så slemt??

Kongressen gik såmænd fint, men indledningen var lidt sjov. Formanden for de danske jerseyavlere talte ikke engelsk! Han spurgte mig, om jeg ikke lige ville byde velkommen den første dag. De sad alle sammen og ventede på at blive budt velkommen, og så får jeg besked med et minuts forberedelsestid! Og det skulle selvfølgelig ske på engelsk. Det var første gang, jeg skulle tale til en forsamling på mere end 25 personer, men det gik fint.

Men den sidste aften kunne han ikke undslå sig. Jeg havde hjulpet med at skrive talen ned. Formanden forberedte sig, men det gik alligevel galt: På forreste række i salen sad Jarlen af Jersey, som var æresmedlem. Han og hans frue deltog altid. De var vel omkring 50 år. Formanden startede med at takke alle for at være kommet og fortsatte med ordene ”….especially you mr Earl of Jersey, who I know is a very impotent person….!
Stor jubel – specielt hos jarlens kone. Formanden forstod først langt senere, at han skulle have sagt ”…. very important person…” Det giver jo nogen anden mening.

I Australien skulle jeg vise et par canadiske landmænd rundt i delstaten Queensland

Vi kørte rundt i lejet bil, og sidste aften overnattede vi i en by ved navn Toowoomba. Næste morgen skulle de flyve til Sydney og derfra tidlig eftermiddag tilbage til Canada. I Toowoomba hørte jeg, at indenrigsselskabet TAA var gået i strejke, og det ville vare mindst 3 dage. Oh shit, så blev vi nødt til at fortsætte i den lejede bil med det samme mod Sydney. Der var knap 1000 km, så det gjaldt om at komme af sted. Det var kun mig, der kørte – og vi skulle køre igennem hele natten – på en vej, jeg ikke kendte. Vi kunne køre ud til kysten og følge Pacific Highway til Sydney, men i radioen havde de sagt, at den vej var totalt pakket med busser og biler, der alle skulle samme vej. Jeg valgte derfor at køre gennem landet – selvom det betød mindre veje (bl.a. mange kilometer grusveje).
Da vi midt på natten kom til ”grænsen” mellem delstaterne Queensland og New South Wales, sagde jeg i spøg til mine passagerer, at de skulle have passet parat. Kort tid efter blev vi stoppet ved grænsen af en tolder. Han ville kontrollere, om vi havde frugt med ind i NSW, for det måtte man ikke have! Den var ny for mig!
Vi nåede frem til lufthavnen en hel time før flyet skulle gå til Canada!

Jeg havde en tur til Australien som rejseleder for en gruppe skandinaviske rejsebureaufolk. Vi skulle overnatte ved Ayers Rock. Denne tur foregik inden man måtte lave bygninger, der havde betonfundament. Der var således ingen fine hoteller. Vi skulle bo på Red Sands resort – det var nogle skurvogne, der sat op på betonklodser. Jeg havde på vejen i bussen fortalt lidt om slangerne i Australien. Da vi var gået til ro bankede det på min dør. En svensker bad mig komme med ind på hans værelse. Jeg satte mig på hans seng og spurgte, hvad jeg kunne hjælpe ham med. Han stod ved døren og bad mig fortælle det om slangerne en gang til, men det kunne jeg jo ikke huske. Jeg havde læst det op fra en bog, men hvorfor?? Jo sagde han. En slange, der ser sådan og sådan ud, er den giftig??
Det anede jeg ikke, men spurgte ham hvorfor. Så svarede han stille og roligt, at sådan en lå der inde under den seng, som jeg sad på!
Jeg fik den ud og kunne så gå til ro. Om den virkelig var farlig – det aner jeg ikke!

Missionsselskaberne.

Jeg havde et meget alsidigt arbejde! Jeg arrangerede bl.a. rejser for Dansk Missionsselskab (DMS), der omfattede stort set alle missionsselskaber i Danmark – Danmission, Santalmissionen etc. etc.
Missionsselskaberne sendte personale ud til alle egne af jorden – specielt der, hvor der var mest behov for hjælp. Det kunne være svært, idet netop de steder, hvor behovet var størst, ofte var sværest tilgængelige.
Vi samarbejdede med det hollandske selskab Raptim, der havde fået lavet nogle særregler hos IATA. De gik ud på, at der gjaldt særlige regler for missionsfolk, der skulle rejse rundt i verden.
Det var billigere billetter og lempeligere regler. Jeg var med på en studierejse til Tanzania, hvor vi bl.a. var inviteret med til åbningen af Den nye lufthavn ved Kilimanjaro. Her mødte vi bl.a. Præsident Julius Nyerere og så flere tusinde dansere fra mange forskellige egne af Tanzania. De havde vandret i mange dage og optrådte i et farvestrålende kostymer i store grupper midt på startbanen. Jeg talte med turistministeren, og han havde aldrig oplevet noget lignende.
Vi besøgte også på denne tur øen Zanzibar, der den gang endnu var stort set ukendt af turisterne. Vi var på en dejlig strand og kunne dagen efter stadig se vore egne fodspor!
Om aftenen på Zanzibar var vi inviteret til en fin middag på hotellet – Oberoi – Her kom øens turistminister med sit følge på 10-12 personer. Vi blev bænket omkring et bord, hvor vi sad spredt – indfødte og europæere blandet. Turistministeren var en meget fin herre. Han var som en konge – når han var mæt, så holdt alle op med at spise etc. etc.
Han holdt en tale på Swahili – og det blev så oversat til engelsk. Pludselig så jeg, at der gik en seddel rundt blandt mine rejsefæller, og den havnede hos mig. Der stod ganske simpelt, at jeg skulle holde takketalen! Jeg fik den seddel et par minutter før, det åbenbart var min tur til at sige noget. Da jeg rejste mig op, holdt alle op med at spise og betragtede mig spændt.
Turistministeren havde i sin tale sagt noget om, at han håbede at vort besøg ville medføre øget turisme til øen – bl.a. charterturisme fra Europa.
Så jeg startede med at sige, at jeg ikke håbede, at hans ønsker om charterturisme blev opfyldt!!
I takt med at det blev oversat til swahili, så blev turistministeren mere og mere bleg. Men jeg nåede dog at forklare, hvad jeg mente, inden han rejse sig for at gå. Jeg forklarede, at vi havde set Zanzibar som en utrolig perle – vi havde aldrig set så flotte strande og mødt så venlige mennesker. Det måtte ikke ødelægges af charter turister. Vi ville i vore lande arbejde at sende de rigtige menneske til Zanzibar – de mennesker, der ville påskønne dette skønne sted og derfor ville komme igen gang på gang. Det ville give større indtægter end chaterturisterne.. Ministeren fik farven tilbage i hovedet og var lutter smil. Dagen var reddet.

Privatbanken

Privatbankens bestyrelse skulle til Washington DC. De var vel ca. 20 personer, og de skulle rejse 1. klasse, men Hans havde fået dem overtalt til at benytte Det britiske overlydsfly Concorden den ene vej. De måtte ikke rejse sammen alle sammen af sikkerhedsmæssige grunde, så halvdelen fløj ud med Concorden og de andre med alm fly på 1, klasse. Og så byttede de på hjem turen. Hvorfor jeg fik den opgave ved jeg ikke, men det var en dyr tur og den vakte opsigt hos British Airways!

Verdens største charterrejse:
Veteranatletikfolk fra de skandinaviske lande til New Zealand i 1980-81

Det var den største tur, jeg fik lavet under min tid hos HHK: Verdens største charterrejse!
En charterflyvning Jorden Rundt på 4 uger 4 verdensdele med 120 pax
Flyet var en Maersk Air Boeing 720. Der var normalt plads til 160 men vi havde fjernet 40 sæder for at få mere plads til de enkelte rækker.
Vi fik kun tilladelse til at gennemføre denne charterflyvning som en Own Use Charter.
Det vil sige, at vi skulle bruge den samme maskine hele tiden og den samme besætning i alle 4 uger. Besætningen og maskinen – måtte ikke bruges til andet i de 4 uger. Denne blå maskine vakte opsigt overalt på ruten: Via Grønland til San Francisco. Videre til Hawaii, hvor vi fejrede nyt-år. Så til Fiji og endelig New Zealand hvor verdensmesterskaberne skulle afvikles i Christchurch. Efter VM fortsatte vi til Sydney og så via Jakarta til Colombo (Sri Lanka) Derfra hjem.
Der var folk fra Island, Finland, Sverige, Danmark og Norge – 120 personer og jeg var ene rejseleder i 4 uger. Vi overnattede i San Francisco, Hawaii, Fiji, New Zealand, Sydney og Kandi plus Colombo på Sri Lanka. Jeg havde hjemmefra forsøgt at lave det så godt som muligt ved at fordele pladserne ombord på en sådan måde, at man skiftedes til at sidde foran, midt i og bagerst. Skiftevis ved vinduet, midt i og ved midtergangen. Samtidig skulle svenskerne sidde samlet, finnerne samlet etc. etc. Det var et kæmpe puslespil! Men det gik op!
Der var plads til rygerne bagerst og vi havde arrangeret fri bar hele vejen. Nu kunne jeg ikke gøre det bedre, og der kunne vel så ikke opstå nogle problemer eller klager?? Jo!
Det viste sig, at svenskerne (som udgjorde ca 80 ud af de 120) var afholdsfolk. De hverken drak eller røg. Til gengæld gjorde finnerne begge dele i rigt mål (de var kun 12) Det betød at nogle svenskere var lidt misfornøjede med at de nu havde betalt for at finnerne kunne drikke gratis! Og finnerne ville sidde bagerst hele vejen, så de kunne ryge! Min plan faldt totalt sammen. Ydermere var vi løbet tør for juice inden vi nåede San Francisco medens der var masse af øl.
Det hele blev løst til alles tilfredshed.
Jeg skulle også passe på at dele mig selv op ligeligt mellem de forskellige grupper. Jeg måtte ikke være hos danskerne hele tiden.
I land var der det problem, at vi var for mange. Vi kunne ikke nøjes med én bus – overalt stod der 5 busser parat til at tage gruppen. Vi kunne heller ikke nøjes med ét hotel – vi måtte bruge 2-4 hoteller hvert sted. På Fiji og Sri Lanka måtte vi dele op i 2 byer og så bytte efter 2 dage. Dette betød, at jeg ikke kunne tale med dem samlet. Jeg skulle springe fra sted til sted uafbrudt. Men på flyet havde jeg dem i min hule hånd. De kunne ikke gå – de havde ikke andet at lave end at sidde stille og lytte efter, når jeg tog mikrofonen. Det var herligt.
En sjov episode (ud af mange): På vej over Stillehavet gik piloten en tur gennem kabinen med et lille lommeatlas. Han stoppede op flere gange og så ud af vinduet hvorefter han bladede i sit verdenskort. Han undskyldte højt, men han ville lige være sikker på at vi fløj den rette vej!
Og så ville han se den berømte ø Pitcairn Island (fra Mytteriet på Bounty). Den var med i hans lommeatlas men ikke i det kor, man normalt bruger i cockpittet.
Besætningen havde det skønt – det var en herlig tur for dem, og jeg hørte at de alle havde meldt sig frivilligt og nærmest bedt om at måtte komme med. Det var også for dem en oplevelse for livet.
Jeg mødte rent tilfældigt en af stewardesserne et par år senere på en flyvning mellem London og Billund. Hun kunne godt huske mig og turen (specielt turen ville hun aldrig glemme)

En anden episode fra samme tur

På hjemvejen skulle vi overnatte på Sri Lanka. Gruppen var på grund af størrelsen delt op i 2: Svenskerne skulle bo ved kysten først og de sidste 2 nætter inde i landet. Vi andre gjorde det omvendt.
Flyet skulle afgå ved 10 tiden om morgenen. Det betød at svenskerne skulle forlade deres hotel ved 6 tiden, medens vi andre kunne sove helt til kl 7. Vi kunne nå at få morgenmad på hotellet, men svenskerne måtte vente til de ankom til lufthavnen.
De blev forsinkede, så for at de skulle nå at få morgenmad, bad jeg dem sætte deres bagage i afgangshallen og gå direkte i transithallen. Så skulle jeg nok sørge for bagagen.
Mærsk Airs besætning stod og ventede ved skranken medens jeg skulle til at slæbe bagagen derover.
Så kom der en officer fra lufthavnen og spurgte om alle de kufferter tilhørte mig. Det måtte jeg jo sige nej til. Ja, men hvis ejerne vil have kufferterne med, så må de komme herned, sagde han.
Ejerne sad netop og spiste morgenmad, men intet hjalp. Så løb jeg op i transithallen og fik fat på 6 -7 af danskerne (de havde jo spist morgenmad). Jeg sagde at de skulle tage deres pas med og lade som om det var deres kufferter.
Nu var der jo 80 svenskere i alt og jeg havde kun fået bakset halvdelen af kufferterne over. Så der stod mindst 25 kufferter tilbage.
Dem begyndte vi så at slæbe over og gik straks tilbage efter flere. Mærsk Airs besætning skrupgrinte. Officeren kom hen og bad den ene af danskerne om at lukke ”sin” kuffert op. Alle var spændt på, om den var låst – eller om den indeholdt dametøj! Intet problem. Det var herretøj.
Da alt var på plads kom officeren hen til mig og sagde med et smil: Well done! Godt klaret

Jeg har aldrig i mit liv været så træt, som jeg var efter den tur. Ene rejseleder for ca 120 personer fra 5 lande i 4 uger på en tur jorden rundt. Jeg var ”på” uafbrudt hver dag fra tidlig morgen til sen aften. Da jeg kom hjem, var jeg mere død end levende, og jeg sov flere dage i træk, men de snakkede alle om den tur i mange år som deres største oplevelse – og vi var på TV og i aviserne overalt hvor vi kom frem.

Veteranerne rejste siden til mange andre steder bl.a. Japan og Puerto Rico – og de fulgte med mig på mine senere jobs.
Jeg var selv rejseleder 2-3 gange med veteranerne – bl.a. til Australien

Firmaet voksede og voksede – ikke kun i Danmark, men også i de andre lande, hvor vi havde kontorer: Canada, Australien, New Zealand og USA

I 1983 havde vi et personale på omkring 100 personer. Det var en fantastisk og meget spændende udvikling siden jeg begyndte 14 år tidligere, men det var også svært at følge med. I begyndelsen kendte jeg alle de ansatte, og de kendte mig, men nu var det helt umuligt at følge med i hvem, der var ansat hvor – der skete ændringer hele tiden.

I 1983 syntes jeg, at nu var det nok, så jeg forlod firmaet og funderede så over, hvad jeg nu skulle gøre.

Holstebro

Rejsebranchen er relativt lille – speciel på lederniveau, så alle kender alle, og nyheder kommer hurtigt ud i alle kroge.
Jeg havde på forhånd tænkt over hvilke bureauer, jeg kunne tænke mig at fortsætte i og øverst på listen stod Vestjydsk Rejsebureau i Holstebro – et firma som jeg ofte var stødt på som konkurrent og kollega.

Dagen efter min opsigelse fik jeg så en henvendelse fra Niels Jørgen Benn, der ejede Vestjydsk Rejsebureau i Holstebro (det senere Benns Rejser). Han havde hørt, at jeg var ledig og ville gerne have en samtale – om jeg havde lyst til at komme til Holstebro for at snakke med ham.

Det gjorde jeg – og besøgte ham på sygehuset, hvor han var indlagt
Benn havde på det tidspunkt en lille rejsebureau i Holstebro, der var delt i 2: Benns Rejser, der lavede busrejser gennem Europa – og Vestjydsk Rejsebureau, der var et almindeligt IATA bureau men specialist på Australien (Venskabsforeningen – kopieret efter Hans H´s succes med SCV)
Der var 12-13 ansatte – heraf en bogholder, en kassedame/telefondame, 2 elever, 2 på barsel, 2-3 i busafdelingen samt 2 der var IATA uddannede!

NJB var klar over, at det ikke gik i længden. Firmaet var både for lille og for stort til at klare fremtiden. Enten skulle han drosle ned og klare et lille lokalt rejsebureau sammen med sin kone og en eller 2 andre – eller også skulle der satset.

Han ville helst satse, men han var selv syg, og vidste samtidig, at der nok skulle andre kræfter til. Hverken han eller noget af personalet havde den erfaring, der skulle til.
Da han hørte, at jeg var ledig, greb han telefonen. Han spurgte om jeg evt. var interesseret i at flytte til Holstebro og arbejde sammen med ham. Da hans firma stod øverst på min liste over mulige steder, hvor jeg gerne ville arbejde, tog det mig ikke lang tid at sige ja. Jeg tog derfor til Holstebro og besøgte ham på sygehuset.

Han fortalte mig, hvad han havde i tankerne, og jeg havde 2 spørgsmål: Var der noget af hans personale, der ville føle sig forbigået, hvis jeg kom. Og havde han nogle børn, der kunne tænke sig at ville blande sig?

Han svarede, at personalet var positivt indstillet – han havde talt med lederen af Australiens afdelingen (som kendte mig), og hun syntes, at det var en god ide.
Han havde 3 børn, der ikke var interesseret i at komme ind i firmaet. En boede i Kina, en var lastvognschauffør og en var styrmand på et skib.
Så sagde jeg, at jeg var interesseret i at investere i firmaet, hvis jeg skulle flytte til Holstebro. Det var han med på, for hans egne børn var som sagt ikke interesseret i firmaet, så det ville være med til at sikre firmaets fremtid, hvis jeg f.eks. købte halvdelen og på længere sigt måske resten. Det kunne bare ikke ske med det samme, svarede han, for det var et privat-ejet firma, og hvis jeg skulle investere, så skulle det omdannes til et A/S, men den følgevirkning at IATA ville stille krav om en garantisum.

Jeg rejse tilbage til Sjælland og talte med min kone – og sammen med børnene tog vi en uges tid senere igen en tur til Holstebro. Her blev vi enige om at sige ja, og vi gik i gang med at sælge vort hus og finde et andet i Holstebro.

Den 17 dec 1983 rejste vi så til byen og jeg startede den 1. januar 1984.

Jeg delte i mit hoved firmaet op i op i disse afdelinger:
Benns Rejser, Venskabsforeningen og diverse (forretningskunder og skranken). Jeg skulle fra starten ikke have noget at gøre med Benns Rejser – altså busrejseafdelingen – kun de øvrige afdelinger.

Computer fandtes ikke på det tidspunkt – d.v.s. jo, det fandtes, men det var ikke udbredt – og slet ikke PCere. Benn have anskaffet en computer, som han stolt viste frem i december 1983 lige inden jeg startede i firmaet. Det var et stort skrummel, der stod i et rum for sig selv. Den fyldte hele rummet og var vel omkring 2-3 meter på hver led. Jeg tror, at den kun var beregnet til regnskab.

Det stod meget hurtigt ret klart, at der skulle laves om for forretningsgangen.

Jeg spurgte efter et budget for året. Det havde man da ikke. Hvad skulle man dog bruge det til?? Så måtte jeg jo se at få lavet et. Jeg prøvede forgæves at forklare dem, at et hvert firma måtte have et budget at arbejde efter. De forstod det simpelthen ikke. Så jeg startede helt forfra med Adam og Eva.

Det var en svær opgave, men langsomt lysnede det. En enkelt ting stod klart for mig: Der skulle ansættes en sekretær til at skrive alle deres breve. For de breve, de sendte ud så ud af h….. til. Samtidig med at de tog alt for megen tid fra den enkelte medarbejder – tid, der kunne være brugt til andet.

Da budgettet var færdigt for hele året, så delte jeg det ud på måneder. Nogle måneder gav et underskud, medens andre gav et overskud. Sådan er det jo – og det er årets slutresultat, der er vigtigt. Men det kneb gevaldigt – speciel for NJBenn at forstå det
Da februar var gået, rev han sig i håret af fortvivlelse. Der er jo et stort underskud kr 60.000– hvad laver du???? På bare 2 måneder har du lavet et underskud på 60 ts – det vil sige et minus på kr 360.000 for hele året!!
Jeg måtte så en gang til prøve at forklare ham, at resultatet var som forventet i budgettet og faktisk bedre. Efter budgettet skulle vi have haft et underskud på de 2 måneder på 70.000.
Hvis vi hele tiden fulgte budgettet, så ville resultatet blive godt.
Først da de gode måneder var overstået, var han glad igen, men han lærte aldrig at forstå meningen med et budget.

Vi fik også ansat en sekretær og langsomt fik jeg fat på nogle medarbejdere, der havde en rejsebureauuddannelse.
Det lykkedes også at få fat på en del af de kunder, jeg kendte fra min tid hos Hans H Kristensen. Jeg ville ikke kontakte dem, men de fandt frem til mig og begyndte så at købe deres rejser i Holstebro.

Langsomt fik vendt skuden, så den sejlede den rigtige vej, men jeg ville gerne mere. Jeg forsøgte at overtale NJB til at vi åbnede kontor i København og Sverige samt Sydney i Australien.
Han troede at jeg var vanvittig, men efter 3-4 år åbnede vi kontor i København og Göteborg.

En af de kunder der havde fundet frem til mig i Holstebro var veteranatletik folkene – fra både Danmark, Sverige og Norge. De ville gerne have mig til at lave deres rejser og det havde jeg svært ved at sige nej til. Det blev til grupperejser til bl.a. Puerto Rico, Rom, Melbourne og USA

På rejsen for veteraner til Melbourne, var jeg rejseleder. Vi havde mange en sjove oplevelse – bl.a. denne:
Et hold nordmænd var i byen en aften. Blandt dem var en vis Egil Danielsen. Efter middagen gik de ind i en bar og her fandt de på en drinkslisten en drink, der hed 85,91. De syntes at det var en sjovt navn, så de spurgte bartenderen, der også var ejer af baren: Hvorfor kalder du en drink for 85,91??
Jo, svarede han, under de olympiske lege i Melbourne i 1956 var der en mand, der kastede sit spyd helt ud på 85,91 meter. Det var så fantastisk. Jeg ved ikke, hvad han hed, så derfor opkaldte jeg drinken efter resultatet.
Nordmændene måtte så fortælle ham, at navnet på den spydkaster var Egil Danielsen og han sidder der!
Den aften var der gratis drinks i baren til alle!

 

Af andre større grupperejser skal nævnes et stort orkester, der var på de vestindiske øer med Kurt Ravn i spidsen for at fejre jubilæum for slavernes frigivelse.

Under en af mine mange rejser besøgte jeg igen Singapore. Her skulle jeg bo på Holiday Inn Park View. Jeg mødte salgschefen – en ung dame ved navn Wei Meh. Det var lidt sjovt, for det blev udtalt som why me. Men rigtigt sjovt blev det, da hun året efter blev gift med en kineser ved navn Wen. Så var hendes navn Wen, Wei Meh (sagt på engelsk When, why me?)

Hun fortalte at hun var blevet nødsaget til at fyre telefondamen på hotellet. Det var en malaysisk pige, der ikke kunne sige p. Wei Meh ringede hjem til hotellet fra byen, og blev mødt med en munter stemme, der sagde: Holiday Inn Fuck You. I stedet for Holiday Inn Park View.
Det var synd, men den gik jo ikke.

I 1988 blev jeg inviteret på en tur til Australien i forbindelse med Expo88 (verdensudstillingen), der blev afholdt i Brisbane. Det var Canadian Pacific Airlines, der inviterede nogle af deres største kunder på en luksusrejse. Vi var 4 fra Europa (2 fra England, en hollænder og så mig) og det blev en luksusrejse!
Jeg fik min kone med på turen, og vi rejste på business klasse. På vejen gjorde vi ophold i Vancouver og tog en afstikker til Eugene i Oregon for at se de hoteller, jeg skulle bruge året efter til verdensmesterskaberne i Veteranatletik.
Der havde vi en uhyggelig oplevelse. Vi var gået en tur i byen, og på vejen hjem passerede vi et stort parkeringshus. Vi så, at der stod en person øverst oppe, og da vi havde passeret stedet hørte vi et klask bag os. Han var faldet eller sprunget ned og ramt fortovet. Vi løb tilbage og så, at han lå der. Det var sent om aftenen, så der var ingen mennesker at se. Vi løb rundt om parkeringshuset og fandt nogle mennesker, der sad i en slags portnerloge. De sendte bud efter ambulance og politi, men da de kom ned til det sted, hvor han var faldet ned, var han væk! Ingen ved, hvad der skete.
Vi gjorde også ophold på Hawaii og derfra fulgtes vi med de andre, der var inviteret til Australien.

Jeg havde også en meget speciel sag: En Svensk skoleklasse til New Zealand – æblegruppen

Verdens længste skolerejse

En dame, der arbejdede i et stort supermarked nord for Stockholm, skulle pakke en kasse æbler ud. I kassen fra New Zealand fandt hun et brev. Da hun ikke kunne forstå engelsk, tog hun brevet med hjem, og hendes mand læste brevet. Det var en lille dreng på ca 10 år, der have skrevet brevet. Hans klasse havde fået til opgave at finde ud af, hvor de new zealandske æbler havnede. Derfor havde han skrevet brevet, som blev lagt i en kasse æbler. I brevet bad han finderen om at sende ham et brev og fortælle, hvor og hvornår brevet blev fundet.
Manden, der nu læste brevet, havde et barnebarn på samme alder, så han gav brevet videre til dette barnebarn – en dreng. Drengen var i gang med at lære engelsk, men en håndskrift fra en lille dreng var ikke så let, så han tog brevet med i skole. Her blev brevet læst op, og klassen var sammen om at sende et brev tilbage til New Zealand. Det blev begyndelsen til en livlig korrespondance.
Så fik den svenske drengs far en ide: Det kunne være sjovt hvis den svenske klasse nu kunne besøge den new zealandske. Han talte med klasselæreren og de andre forældre. Nogle synes, at han var tosset, mens andre straks var med. Men hvordan skulle de skaffe pengene?
Faderen tog kontakt til New Zealands Turistkontor i Europa og bad om en god kontakt i New Zealand. Den New Zealandske turistchef svarede at den bedste kontakt sad i Holstebro, Danmark. Det var mig.
Jeg blev så kontaktet at svenskerne og rejste til et møde med dem i Järfälla nord for Stockholm.
Det var vigtigt, at klassen ikke fik noget at vide om planerne!
De startede en indsamling af gamle aviser, de solgte boller på gaden etc. etc. Børnene fik at vide, at pengene skulle gå til en rejse, men hvorhen? Det afhang af hvor meget de fik indsamlet.
Rygterne gik. Efter mit besøg hos den enes forældre var alle enige om, at hvis der kom mange penge ind, så skulle de måske til Danmark!
Men der kom så mange penge ind, at de kunne rejse til New Zealand.
Jeg har hørt hvordan den besked blev modtaget i klassen – det var ubeskriveligt!
Men så kom der et andet problem. Børnene var ikke så gamle, og nogle af dem turde ikke rejse så langt uden far og mor. Så skulle de jo også med, men hvad med storebror eller søster??
Det endte med at i alt ca 85 personer rejste på verdens længste skolerejse til New Zealand.

Firmaet blev ved med at vokse. I 1990 var vi ca 80 mand ansat på kontorerne i Holstebro, København og i Gøteborg.

Men samarbejdet med Niels Jørgen Benn gik ikke så godt. Han benyttede en hver lejlighed til at fortælle mig og alle andre, at det var ham, der ejede firmaet. Aftalen om, at jeg skulle købe en del af firmaet, blev lagt i glemmebogen. Hver gang jeg mindede ham om det, blev det bortforklaret.
Og også på et andet område løb han fra sine løfter. Hans 3 børn skulle med ind i firmaet – om de ville det eller ej. Og de skulle deltage i ledermøderne. For, som han forsøgte at forklare mig: Det var jo vigtigt, at de skulle lære, hvordan firmaet kørte, når de skulle videreføre det!

På et personalemøde i 1990 sagde Benn stolt, at vor målsætning var nået: En omsætning på 200 millioner på et år, og vi var størst i Skandinavien på rejser til Australien og New Zealand. Den målsætning havde han håbet, at vi kunne nå inden år 2000. Nu nåede vi den 10 år tidligere. Den målsætning havde han ikke fortalt mig noget om – og jeg var direktør!!

Det kunne jo ikke holde i længden så jeg forlod firmaet. Nu blev det hele jo noget sværere
for nu stod jeg i Holstebro uden job, med et hus og familie.
Der var ikke andre rejsebureauer i Holstebro – det havde jeg selv været med til at sørge for!

Herning

Efter en måneds tid fik jeg en henvendelse fra en ledende mand i rejsebranchen, som jeg kendte fra tidligere. Han tilbød mig et job som direktør for Falke Rejser i Herning, idet dette firma var blevet opkøbt sammen med Fritidsrejser og Solrejser af et konsortium ved navn Team Sterling. Jeg sagde ja og startede 1. maj 1991

Det var en svær opgave. Jeg skulle have firmaet integreret i Team Sterling og det var der megen modstand mod blandt personalet. Det var et lille og meget jysk firma. Der var vel omkring 20 personer ansat i Herning. Mange af dem var i familie med hinanden – de havde deres egen ånd, og det fungerede godt.

Min opgave var imidlertid at sørge for at firmaet blev integreret i den fælles skandinaviske rejsekoncern Team Sterling og det job havde jeg påtaget mig. Det vfar imidlertid meget svært at overtage jobbet som direktør i et lille firmaforetagende, der var åbenlys modstander af tanken om at skulle slås sammen med et københavnsk og et svensk firma. Og så var jeg ovenikøbet københavner!

Det var op ad bakke hele vejen at blive eet med dem og få firmaet integreret. Det holdt meget hårdt, men langsomt lykkedes det at få sat skik på det, og det lykkedes for mig at blive en del af deres fællesskab.

I 1992 var jeg rejseleder på en gruppe danske rejseskribenter til Spanien. Vi tog først via Malaga til
Sevilla og derfra til Mallorca. Her havde vi en meget sjov oplevelse. Vi var alle på en bar om aftenen for at få en øl. Der var fodbold på TV. Det var finalen i europamesterskaberne i fodbold mellem Danmark og Tyskland. Nogle tyske turister i baren grinte lidt af os, da de opdagede at vi var danske, men bagefter sneg de sig ud – 2-0 til Danmark. Uha.

I 1994 var Falke Rejse endeligt blevet en del af firmaet, som i mellemtiden havde skiftet navn til Star Tour. Jeg overlod pladsen som direktør til en anden og startede så selv en IATA afdeling i huset – Star Tour Specialrejser. Baggrunden var, at der var mange trofaste kunder hos Falke Rejser, der også gerne ville købe alt andet – specielt billetter med rutefly. Det kunne man ikke klare i det nuværende firma, men det kunne jeg i den nye afdeling (når jeg fik lært det!).
Jeg startede igen fra helt bar bund. Mit kendskab til rutefly (IATA) var begrænset til grupperne, som jeg kendte fra min tid hos Hans H Kristensen. Nu skulle jeg også vide alt om individuelle rejser med rutefly! (Reservation af flystrækninger, prisudregninger, billetudstedelse etc. etc.), så jeg skulle først skaffe nogle bøger og andet materiale. Det fik jeg fra Star Tour Specialrejser i København. Dem kunne jeg også ringe til, hvis jeg fik problemer – og det fik jeg. Den første kunde fik jeg efter 2 dage – en ung pige skulle til New York. Det var per telefon, så det var ret let at lade som om, jeg havde fuldt styr på det hele, men i virkeligheden måtte jeg ringe til København og få det hele lavet der. Computerne var fortsat i begynderstadiet, så det havde vi ikke.

Det danskejede rejsebureau i Toronto, Canada: Pedersen World Tours henvendte sig til mig – Teddy Pedersen ville gerne have mig til at repræsentere hans firma i Danmark. Det firma arrangerede charterrejser mellem Danmark og Canada.

Jeg fik efterhånden ansat nogle medarbejdere – 4 stk.
Det lykkedes mig også at få lavet lidt grupperejser – bl.a. Veteranatletikken til Japan i 1993. Den tur husker jeg klart af én speciel grund:

Der var vel omkring 60 personer der skulle til Japan fra København. De skulle først til Bangkok og derfra videre til Miyazaki i det sydlige Japan. Jeg havde kæmpet med flyselskabet gennem mange måneder for at få pladserne bekræftet fra Bangkok til Miyazaki, men havde fået besked på, at de stod på venteliste.
Det var der ingen andre, der vidste, men jeg fortalte rejselederen det, da gruppen havde checket ind i København. Han tog det roligt, da jeg fortalte ham, at det tog 10 timer at flyve til Bangkok, og at jeg nok skulle få det i orden inden de ankom dertil. Jeg gamblede, men jeg mente, at når det gik op for flyselskabet, at der var 60 personer på vej fra København, så skulle de nok sørge for at de kunne komme videre. Det lykkedes!

 

Der skete jo mange ting rundt om i Verden i de år – bl.a. i Sydafrika.
Apartheid var blevet ophævet i 1993, og det betød en stor lettelse – også for rejsebranchen. I mange år var rejser til Sydafrika bandlyst. Det var gået så vidt, at rejsebranchen ikke måtte arrangere eller reklamere med rejser til Sydafrika. Vi måtte ikke have brochurer, kort eller lignende til det land. Det gav store trængsler for hele turistindustrien i Sydafrika, som måtte undvære turister fra hele den vestlige verden. Det var selvfølgelig indført for at lægge pres på Sydafrikas hvide regering til at indføre retfærdige vilkår for de sorte, der udgjorde mere end 80 procent af befolkningen, men som intet havde at skulle have sagt.
Der var pres på det hvide styre, men det medførte også at masser af sorte blev arbejdsløse.

Jeg havde brug for at komme til Sydafrika, idet jeg skulle arrangere rejser fra Skandinavien til Sydafrika i forbindelse med verdensmesterskaberne i veteranatletik i 1997. Jeg blev inviteret til at deltage i den første Sydafrikanske rejsemesse – Indaba – i Durban i 1996 og det gjorde jeg, fordi jeg her kunne få kontakt med en masse hoteller, busselskaber og rejsebureauer idet tidligere så lukkede land.

Holstebro

I efteråret 1996 blev jeg kontaktet af et stort Københavnsk rejsebureau. De kendte mig og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at komme over til dem. Jo, men hvad skal jeg lave og hvor skal jeg have kontor? Det måtte jeg selv bestemme. Jeg kunne starte et kontor i Herning eller etablere et kontor i mit eget hus i Holstebro – og jeg måtte selv bestemme, hvad jeg ville lave.
Det lød for godt til at være sandt, men det var sandt.

Den første januar 1997 startede jeg så et lille rejsebureau hjemme i boligen i Holstebro.
Firmaet betalte indretningen af mit kontor med computer etc. etc. Det jeg tjente kunne jeg selv beholde som løn bortset fra en procentsats til firmaet. Jeg havde jo mange kontakter, så jeg regnede med at det nok skulle gå. Og det gjorde det i høj grad.

Det gav et pænt overskud allerede første år. Kunderne kom fra hele landet.
Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg skulle være helt selvstændig og ikke arbejde som en del af et andet rejsebureau. Fra 2000 arbejdede jeg derfor som et enkeltmandsfirma. Jeg var direktør og postbud og alt derimellem. Firmaet hed Specialrejser.

De næste 10 år arbejdede jeg så alene og fik oparbejdet en god kundekreds af individuelle, der skulle på langture – gerne luksus. De kom efter ”mund til mund” metoden. Rygtet spredtes, at her var der et lille bureau, hvor man kunne give den gode gamle service, hvor der var kælet for alle detaljer. Det var ofte rejser på business class eller første klasse til Australien og New Zealand – eller Sydafrika – med billeje og luksushoteller. Andre tog hvert år på luksuskrydstogt i 3-4 uger.
Det var en kundekreds, som mange bureauer gerne ville have, men det var samtidig kræsne mennesker, der ville have top service, og det var der ikke mange rejsebureauer, der kunne levere. Jeg lærte dem at kende med hver deres specielle smag og krav. De viste alle, at de kunne ringe til mig døgnet rundt hver dag hele ugen. Det kunne godt være, at jeg ikke var hjemme, så lagde de blot en besked på telefonsvareren, og jeg ringede tilbage.

Lidt mere specielle rejser blev det også til – bl.a. en biltur gennem USA for en familie på 4 – far, mor og 2 ”børn” – der begge havde muskelsvind, så de skulle sidde i kørestol hele vejen. Jeg skulle altså finde en bil, der kunne tage begge kørestolsbrugere. Og de skulle begge kunne se ud af vinduerne selvom den ene havde en jernstok gennem ryggen for at kunne holde hovedet oppe. Det ville den anden nok få i løbet af et år. De var begge omkring de 20 år. Hotellerne skulle jo også være indrettet og velegnede til kørestolsbrugere med brede døre til badeværelserne og specielle badekar. Det var en opgave, men det lykkedes.

En anden situation var en ung pige, der spurgte om jeg kunne hjælpe hende med at arrangere en rejse til Canada for et hold, der skulle spille basketball. Det kunne jeg da sagtens – også da det viste sig, at de var kørestolsbrugere alle sammen! Pigen fortsatte efter stævnet på skiferie i USA.
Hun sad selv i kørestol men ville gerne på skiferie, hvis jeg kunne skaffe en skilærer og specielle ski! Det lykkedes og hun fik en fin ferie.

Og så var grupperne – mit speciale gennem mange år. Dem havde jeg mange af, selvom jeg arbejdede alene. Et par af de mere specielle var en rejse i samarbejde med Dansk Golf Union til Dubai i år 2001, hvor Thomas Bjørn slog Tiger Wood.

Jeg kom også til at arrangere Den Kgl. Danske Livgardes tur til Japan og Tivoligardens tur sammen med Pantomime Teatret ligeledes til Japan,

Det var nogle skønne år, men det var hårdt – simpelthen for hårdt, når man er alene om det.
Jeg arbejdede meget med Canada og Australien. På grund af tidsforskellen arbejdede de, medens jeg sov og omvendt.
Mit arbejdsprogram så nogenlunde således ud:
Op om morgen ved 7 tiden og straks ned til computeren for at se, om der var kommet noget i løbet af natten. Jeg kunne være så heldig, at jeg på grund af tidsforskellen kunne nå at ”tale” med mine kontakter i Australien og New Zealand, inden de gik hjem efter dagens arbejde
Så få lidt morgenmad og tilbage til arbejdet ved 8 tiden. Ved 9-tiden skulle jeg hente post i min postboks.
Derefter kunne jeg så arbejde frem til 1300 tiden, hvor jeg holdt en kort pause frokostpause (ofte ved skrivebordet). Videre med arbejdet til aftensmaden ved 17-1800 tiden.
Efter aftensmaden tilbage til arbejdet, hvor jeg nogle gange sad til midnat.
Kunderne vidste, at de kunne ringe når som helst – også i week-enderne – og det gjorde de. Hvis jeg var hjemme, så tog jeg telefonen. De mange timers arbejde uden nogen form for at blive afbrudt – uden kontakt med kolleger etc. etc. betød, at arbejdet var 100% effektiv, hvor det på en normal arbejdsplads vel ligger på omkring 70.
En normal arbejdsuge var på omkring 40 timer, men med 70% koncentration svarer det til 28 effektive timer. Jeg arbejdede omkring 70 timer om ugen koncentreret – altså mere end det dobbelte af normalen… Fridage eller ferie var der ikke noget af så ca. 315 timer per måned.

Jeg kunne heller ikke tillade mig at holde ferie – endsige tage af sted på rejser, (og jeg måtte heller ikke blive syg).

I 1999 fik jeg en advarsel i form af en blodprop i hjertet, men det var først da jeg fik 2.den advarsel – en blodprop i hjernen i 2005, at jeg tog det alvorligt.

Jeg trappede ned og holdt helt op i 2010, da jeg fyldte 70.

 

…………………………………………………………………….

 

Mit liv har været en lang og spændende rejse.

København 2100 DK
Get directions

Fødselsdag:

1940

Erindringen ønskes afleveret til:

Det Lokalhistoriske Arkiv i Herning
Københavns Stadsarkiv