Gönül Tekin

Gönul Tekin fortæller i sine erindringer om ankomsten til Danmark fra Tyskland – og om mødet med Danmark og det at blive en del af det danske samfund. Hun er glad for at bo i Over Hornbæk ved Randers, hvor hun har boet i 20 år. Gør ejerskabskrav på erindring

Tak til Danmark

Erindringer fra mit møde med Randers.

 

Jeg er født og vokset op i Tyrkiet. Min far var gæstearbejder, der i starten af 70´erne kom til Tyskland. Jeg boede mange år i Tyskland inden vi besluttede at flytte til Randers i Danmark i 1998.

Vi havde været på ferie i Danmark flere gange. Et land jeg kom til at holde meget af, og som virkede ”overskueligt”, trygt og godt. Danmark var et dejligt land, hvor børn kan vokse op som selvstændige unge i frie omgivelser.

Jeg var 30 år og min dreng var 9 år. Han var lige blevet færdig med 3. klasse i sin folkeskole i Køln.

Mit første indtryk af Danmark, var at landskabet forekom meget fladt, da vi kørte over grænsen ved Kruså. Jeg havde en fornemmelse af, at vi kørte i et øde område, hvor man tilfældigt havde bygget en vej. Det var en tidlig søndag morgen, og jeg blev lidt bekymret, for der var næsten tomt på vejene. Det undrede mig, at der var så stor forskel på trafikken.

Vi flyttede til et rækkehus, som lå tæt på skolen i Over Hornbæk ved Randers. Vi var omgivet af naboer som hilste, når man mødte dem på vejen. Men alligevel var der ikke så mange, der havde tid eller interesse i small-talk. Hvis der endelig var en anledning til samtale, blev der ofte spurgt: ”Hvad er grunden til at I flyttet til Danmark?”.

En dag så jeg genboen havde stillet et rødt og hvidt Dannebrog foran døren. Det undrede mig, hvad kunne være årsagen? Det var ikke en nationaldag. Da jeg fik øje på naboen, der røg pibe udenfor sin dør, spurgte jeg, hvad der var anledningen. Han fortalte, at de lige havde fået deres andet barn, og i Danmark markerer man fødsler ved at hejse flaget. Der kom et lille smil på mine læber. Tænk at fejre begivenheder med flag, det havde jeg aldrig oplevet før. De steder jeg kendte til, var det næsten kun staten, der brugte flaget ved nationale højtider. Her i Danmark har vi et personligt forhold til Dannebrog.

Dengang vi købte vores rækkehus, var der ikke bygget ret mange huse efter broen over motorvejen. Jeg kan huske, at husene på Myrdalsvej først blev bygget på et senere tidspunkt og at området dengang var et dejligt sted for en 9-årig at udforske.

I Over Hornbæk var der en forretning som hed ”Din Butik”, hvor ejeren hed Allan. Butikken var meget hyggelig og lokal. Den var lille, men man kunne finde alt fra brød til legetøj i butikken. Jeg kan huske, jeg ofte købte mine rundstykker her om søndagen. Der var en god stemning i butikken, og det virkede som om, alle butikkens kunder kendte hinanden. Folk talte til Allan og omvendt.

Jeg kan huske, at jeg var inde i Randers centrum, hvor folk gik med joggingbukser, træsko eller gummistøvler. Dette syn var jeg ikke vant til at se i Köln. Folk her virkede mere afslappede og de havde deres børn med i byen.
Jeg søgte hurtigt et job som ufaglært i Randers. I min jobsøgning oplevede jeg, at folk forventede, at jeg kunne tale dansk. Selv om de fleste kolleger kunne tale og forstå lidt tysk, var det ikke et sprog, de ville kommunikere på. Jeg oplevede, at folk var flinke til at modtage min ansøgning, men jeg fik ofte at vide, at mine manglende danskkundskaber var grunden til, at jeg ikke kunne få et arbejde.

Endelig fik jeg et vikariat på Hornbæk skole som rengøringsassistent. Dengang var det kommunen, der var arbejdsgiver på rengøringsområdet. Jeg fik de sødeste kolleger på Hornbæk skolen. Vi var 6 piger, der mødte kl. 5 hver dag fra mandag til fredag. Jeg havde 15 timer om ugen fra kl. 5 til kl. 8. I pausen fra kl. 6.10 til kl.6.30, fik vi en kop kaffe og en hjemmebagt bolle. I Köln var jeg vant til, at man enten læste avis eller en bog eller prøvede at slappe lidt af i pauserne. Men jeg observerede på min nye arbejdsplads, hvor vigtigt det var at indgå i et fællesskab. Folk snakkede med hinanden og fortalte om deres børn, familie og hund. Jeg kan huske en sjov ting, at reklamer og diverse tilbud var emner folk ofte delte med hinanden. En af kollegerne, som hed Laila, var min makker. Vi gik sammen i hallen og gjorde rent. Laila var meget imødekommende og hjælpsom. Jeg glædede mig hver dag til at møde på arbejde. Hun talte næsten uafbrudt. Hun fik min fulde opmærksomhed, fordi jeg VILLE forstå alt, hvad hun ville fortælle til mig.

Efter arbejdstid måtte jeg tage bussen for at komme på sprogskolen i Dronningborg. Bussen var meget ofte fyldt med passagerer. En dag sad jeg bag to unge piger i bussen. Jeg hørte tydeligt, hvad de sagde, men jeg forstod ikke et eneste ord. Det virkede som om, at det danske sprog udelukkende bestod af lange ubrudte sætninger. De talte så hurtigt med hinanden, at jeg måtte beundre dem, at de kunne forstå hinanden med alle disse ord uden ”mellemrum”. Jeg forsøgte at fange bare enkelte ord fra samtalen, som jeg kunne forstå, men desværre lykkedes det ikke.

Jeg blev tit testet, om jeg kunne sige ”rødgrød med fløde”. Jeg fik at vide, at hvis man kan sige denne sætning, så bliver man opfattet som én, der kan tale dansk. Jeg vidste ikke engang, hvordan rødgrød så ud, eller hvad det var.
Jeg havde også lagt mærke til, når jeg tog med bussen, at der var ikke så mange, som læste bøger eller aviser i bussen. Det virkede meget anderledes, at folk talte sammen i bussen eller kiggede ud af vinduerne. Da jeg boede i Köln og tog U- Bahn, husker jeg at folk kiggede i en bog eller avis. Der var ikke så meget kontakt med den ”omgivende verden”.

Jeg havde min bil med fra Tyskland. Inden jeg fik danske nummerplade kørte jeg i min Peugeot 405. I Danmark lagde jeg mærke til, at fodgængerne ventede på bilerne ved fodgængerfeltet. I Danmark virker det helt naturligt, at det er fodgængerne, der må vente på bilerne, men ikke omvendt. Hvis man skal holde tilbage foran overgangen, skal man næsten komme i øjenkontakt med dem, som hentyder til ” jeg venter nu, og du må gå over”. Det er ikke en selvfølge at holde tilbage for fodgængerne. Jeg fik mit kørekort i Tyskland. At køre over striberne, mens fodgænger venter, svarer det til at køre over for rødt.

Min 9-årige søn startede i en modtagelsesklasse på Nørrevangskolen. Den første dag var en lidt kaotisk start for os. Der var ingen, som modtog os på skolen. Vi vidste ikke, hvor på skolen vi skulle møde. Der var ingen skilte. Endelig lykkedes det at finde skolekontoret og en lærer viste, hvor jeg kunne finde modtagelses-klassen. Der var måske 6-7 børn i klasselokalet og jeg kunne se, at der var en stor aldersforskel mellem børnene. Efter præsentationen, spurgte jeg læreren om undervisningsmetode og læringsform. Læreren virkede meget afslappet. Hun fortalte, at børnene lærte det danske sprog gennem leg i klassen og igennem bøgerne. Jeg havde kastet et blik i undervisningsmaterialet, og opdagede at det næsten var egnet for en børnehaveklasse.

Da min søn kom hjem efter skole, fortalte han, at nogle af hans klassekammerater var født i Danmark. Det gav ikke mening, at børn som var født i Danmark, startede i en modtagelsesklasse. Jeg troede, at min søn havde misforstået noget. Efter to dage var min søn meget ked af det. Han synes ikke, der var faglige udfordringer. Han græd, fordi han ikke lærte noget nyt. Efter tre måneder, fik min søn mulighed for at deltage i en almindelig 3. klasse. Grunden til at han lærte det danske sprog så hurtig, tror jeg, at dels talte han tysk som andet sprog, dels gik han i SFO efter skoletid. Han havde let ved at få mange legekammerater, og jeg fik en meget positiv tilbagemelding om min søn fra pædagogerne. Han blev hurtig en del af børneflokken i skolefritidsordningen.

Min søn blev hentet hver dag foran vort huset af en taxa. Det var en service kommunen tilbød for eleverne i modtagelsesklasse. Jeg kunne ikke forstå, at der fandtes sådan et tilbud. Jeg havde svært ved at se taxi- chaufføren i øjnene. Jeg havde det dårligt med, at min søn blev kørt gratis til skolen. Tak til Danmark.

Årene gik og jeg blev gravid med min datter. Samtidig blev min søster mor for 3. gang. Vi oplevede, at efter en uge, kom en sundhedsplejerske til huset. Sundhedsplejersken havde fokus på barnet, moren og trivslen. Jeg var mundlam, at der var en ekspert, der kom i ens private hjem for at vejlede og rådgive. Det var et tilbud, jeg kun kunne forstille mig i min fantasi. Da jeg blev mor, havde jeg den sødeste og rareste sundhedsplejerske til min datter, og jeg blev spurgt, om jeg ville være med i en mødregruppe. Det var underligt for mig, at komme sammen med andre mødre, som jeg ikke kendte i forvejen. Det bedste og mest spændende øjeblik var, når sundhedsplejersken vejede vores børn. Desværre kunne jeg ikke deltage i mødregruppen i de efterfølgende år. Det er en glæde, at én af min datters bedste veninder i dag, er datter til en mor fra min ”gamle” mødregruppe.

I Danmark har jeg kun boet i Over Hornbæk. I de 20 år har der ikke været mange nybygninger, men det er ved at ændre sig. Bydelen udvikler og udvider sig. Det er stadigvæk et godt og trygt sted at leve og vokse op i.

 

Over Hornbæk 8920 DK
Get directions

Fødselsdag:

1967

Erindringen ønskes afleveret til:

Randers Stadsarkiv