Gurli Tørnæs

I september 1944 flygtede Gurli med sin familie fra Rødvig til Sverige i farens fiskerbåd. Med sig havde de også en politimand, som de hjalp ud af landet. Familien blev i Østra Torp i Sverige til krigen var forbi. Gør ejerskabskrav på erindring

Erindringer fra Krigen og Barndommen

 

Jeg spurgte min mor, hvordan det var, når der ikke var krig, for alle mennesker snakkede om krigen. Min mor sagde, at så kunne man købe alting bl.a. margarine, chokolade, appelsiner, bananer, tøj, fodtøj, rigtige cykler med luft i dækkene i stedet, for dem med faste ringe o.m.a.

Jeg syntes ikke, at vi manglede noget, men min far var fisker, så det skete, at han lossede fisk i Sverige. Så kom han hjem med mange af de ting, som andre manglede. Sverige var et neutralt land, så det var ulovligt, det han gjorde.

En dag stod vi i haven, min mor, min lillebror og jeg og så de sorte tyske flyvemaskiner skyde efter de engelske og pludselig blev den ene maskine ramt og den styrtede til jorden. Min lillebror skreg, han troede den ville ramme os, men den faldt ned på en mark ca. 15 km væk. Jeg tror, vi var 6 og 8 år gamle.

Der faldt også en flyver ned, som ramte den ene ende af Store Heddinge sygehus. Vi var ude og se den og jeg samlede en lille dims op, som souvenir.

Der blev kastet sølvpapirstrimler ned, som der blev skudt efter, de var i forskellige bredder og vi samlede dem op, når det blev lyst.

En dag sagde min far, at vi skulle sejle til Bornholm i min fars fiskekutter, for at holde ferie, men vi måtte ikke fortælle det til nogen. Jeg havde en god veninde og hende måtte jeg altså fortælle det til, for ellers kunne hun jo ikke forstå, hvor jeg var. Min mor pakkede en masse tøj og vores dyner kom også med ned ombord og jeg kunne se, at min far havde faet en ny mand med ombord. Det var i september 1944 og jeg fik senere at vide, at den nye mand var politibetjent og han havde fået en kedeldragt på og var blevet forhyret ombord, for at komme ud af landet.

Min far havde været hos sognefogeden og fået lavet en søfartsbog til den nye mand og sognefogeden syntes, at det var en god ide, at få politimanden ud af landet.

Inden fiskekutterne skulle ud at fiske, kom der altid en tysk soldat ombord, som skulle foretage en ransagning, men ham, der kom den dag, var en af de gamle og han ønskede os bare god ferie. Betjenten blev lidt bange, da han så den tyske soldat og sagde til min far, at han ville stikke af, men min far sagde, at hvis han gjorde det, så ville det gå ud over os alle ombord.

Vi kom godt afsted og det var fint vejr, så jeg blev ikke søsyg.

Da vi havde sejlet i nogle timer, spurgte min far os tre børn (min yngste bror var kun 10 mdr. på det tidspunkt) om vi skulle sejle til Bornholm eller til Sverige. Vi råbte i munden på hinanden ”Sverige, for der kan vi få bananer!

Vi sejlede ind i Sveriges sydligste havn Østra Torp, den hedder i dag Smygehamn. På molen ved indsejlingen stod der et par svenske soldater med geværer. De havde samme farve uniformer på som tyskerne, så politimanden troede, at der også var tyskere i Sverige.

Vi var kommet til Sverige.

Vi skulle i karantæne, for vi kom jo som flygtninge, min mor, mine 2 brødre og jeg. Min far skulle ud og fiske med det samme, han skulle jo forsørge os, der var vist ikke noget der hed flygtningehjælp.

Vi kom op på ladet af en stor lastbil med en presenning over og så blev vi kørt til en skole måske i Trelleborg, hvor vi sov i en gymnastiksal på madrasser på gulvet i papirslagner. Vi blev lægeundersøgt og jeg kan huske, at vi fik havregrød af nogle meget grove havregryn. Min mor fik selv lov til at lave maden til min yngste bror, han kunne ikke spise de grove gryn.

Alex og jeg blev fotograferet, som et par forbrydere med nummer foran.

Min far havde jo losset fisk i Sverige, mens vi boede i Rødvig og inden vi sejlede til Sverige gravede min far penge op ude i haven. Det har min mor fortalt mig.

Vi var 7 familier fra den lille fiskerby Rødvig, som boede i den lille by Østra Torp i Sverige.

Min far havde losset fisk til en fiskeeksportør, som havde fortalt, at hans nabo havde et loftsværelse, hvor vi kunne bo. Det var et åbent loft med et kvistværelse ud mod havnen. Jeg kan huske, at vi havde en udtræksseng med og i den sov min bror Alex og jeg, den stod ude på det åbne loft, som også var køkken. Min mor og far sov i værelset med min mindste bror, der stod en slagbænk, som kunne trækkes ud. Da vinteren nærmede sig, blev der sat en væg op, så køkkenet blev lukket. Der var en vandhane, men affaldsvandet blev båret ned ad trappen i en spand. Der var wc i gården. Dem vi boede hos hed Algot og Selma, deres søn var ældre end mig. Når Algot havde fået sin løn, blev gardinet rullet ned, så han kunne syppe i fred med vennerne.

Min far fik malet svensk flag på siden af kutteren, den fik svensk navn og nummer. ” Sjöfåglen ” TG 231.

Jeg var den ældste af børnene, som kom med til Sverige og derfor kom jeg i skole i 2. klasse. Jeg gik i skole fra 2. januar 1945 til krigen sluttede. Jeg lærte hurtigt at snakke og skrive svensk. Jeg kunne skrive en diktat på fejlfrit svensk. Lærerinden hed fru Görranson og jeg fik en salmebog af hende, som et minde fra min tid i Sverige. Jeg skulle skrive et brev til min veninde i Rødvig, som min far skulle aflevere til hendes far til havs. Da jeg begyndte at skrive, måtte min mor rette i brevet, der var for mange svenske ord i det. Min far mødtes med kollegaerne fra Rødvig og på den måde, fik min mor sin symaskine til Sverige og de fik også rugbrød, de kunne ikke lide det søde svenske rugbrød. Det kunne vi børn godt.

2. klasse i Østra Torp skole med fru Görransson og Ingrid i hvid kjole. Jeg fulgtes med fiskeeksportørens datter (Ingrid) i skole. Vi blev meget gode venner og hun græd, da krigen sluttede og vi skulle hjem.

Krigens slutning

Min mor hørte noget af” fredsbudskabet ” i radioen og da der pludselig kom en springende op ad trappen, var hun sikker på at hun havde hørt rigtigt.

Da krigen var slut blev min far bedt om at sejle til Helsingborg og følge ” Den danske Brigade ” hjem. Da min far var sejlet, fik vi besøg af en person, som spurgte, om vi manglede noget for ellers kunne han hjælpe os.

Når man er flygtning, rejser man selvfølgelig hjem, hurtigst muligt efter at krigen er slut. Vi sejlede hjem til Rødvig den 10. maj 1945.

Vores hus i Rødvig, som stod tomt, blev tilset af vores nabokone. En dag kom der nogle mennesker (nazister) og sagde at de havde nogle venner, som manglede noget at bo i, så de ville leje huset. Nabokonen sagde nej og fortalte at alle møblerne stod i hele huset. Så sagde de, at dem ville de flytte ovenpå. Nabokonen ringede efter min mormor, hun boede 15 km fra Rødvig og hun flyttede ind i huset og blev der til vi kom hjem.

 

 

Østersøvej 12
Rødvig Stevns 4673 DK
Get directions

Fødselsdag:

1936

Erindringen ønskes afleveret til:

Stevns Lokalhistoriske Arkiv