Hanne Gravesen

Tante Anna fra Amerika kom til Danmark i sommeren 1961 og boede hos noget familie i Brøndbyvester. Fortælleren erindrer en eftermiddag, hvor hun var på tur i Glostrup med tante Anna. Anna Steffensen, som hun hed var tilbage i Danmark for første gang i 38 år. Hun blev født 4. november 1891 i Ødsted sogn ved Vejle. Hun var sygeplejerske og havde arbejdet på Skodsborg- og Frydenstrand Badesanatorium ved Frederikshavn inden hun i 1923 immigrerede til Amerika. Gør ejerskabskrav på erindring

Tante Anna

 

Jeg hedder Hanne Gravesen, er født i 1956 og opvokset i Tranevænget i Brøndbyvester.

Her er en historie, som jeg gerne vil dele med dig. Den var i sommeren 1961. Det ved jeg med sikkerhed. Min mor var højgravid og ventede min lillesøster. Hun blev født i september. Tid var et flygtigt begreb. Det var lyst om dagen og mørkt om natten. Ingen ting der imellem.

Der skete noget, som jeg aldrig har glemt. Hændelserne og indtrykkene brændte sig ind i mit naive og modtagelige barnesind. Det er blevet en del af mig. Noget jeg altid vil bære i mig. Det blev en erindring og kilde til evig forundring. Slet ikke noget dramatisk, overnaturligt eller fantastisk.

Som du kan forstå, så tumler min hjerne stadig nu og da med tanker omkring den sommer. Mindet er blevet modnet. Vi har alle historier, der er værd at fortælle.

Tante Anna, en slægtning på min farmor og fars side, rejste til Amerika, som man sagde dengang, i 1923. Bortset fra de breve, som hun flittigt sendte hjem til familien i Danmark gennem årene, kendte vi ikke rigtig noget til hende. Vi vidste, at hun havde arbejdet som sygeplejerske blandt adventister. Først i Battle Creek og senere i Californien. Hun var nu næsten 70 år og havde spinket og sparet til en returbillet hjem til et gensyn med familien i Danmark. De få, der var tilbage og de nye, der var kommet til. Dem, som hun aldrig havde mødt.

Med ører så store som elefanten Dumbos sugede jeg til mig, når mine forældre og min farmor talte om Anna. Det var meget spændende. Hun skulle åbenbart bo hos os. Vi havde en 2 værelses med kammer og havde derfor bedst plads til hende. Mit værelse, kammeret, blev klargjort til gæsten fra Amerika og jeg blev flyttet ind i mine forældres soveværelse.

Der var mange forberedelser inden alt var parat. Også justeringer af husreglerne. Far skulle bande mindre og ikke ryge ved spisebordet. Jeg skulle huske at banke stille og roligt på lukkede døre og ikke flå dem op.

Den store dag kom og i en lejet Opel Captain hentede vi tante Anna i Kastrup Lufthavn. Vi trådte ind i ankomsthallen og højtaleren gjaldede et ding-dong og skrattede: ”Pan Am flyet fra New York lander om få minutter!

Det er hendes fly!” Min far trak afsted med mig og mor og farmor fulgte efter på klaprende hæle.

Landingstrappen blev kørt frem. En strøm af passagerer gik fra borde. ”Mon hun er til at kende? Jeg husker hende stadig, som hun så ud, da hun rejste ud?” Farmor bed sig eftertænksomt i læben.

Ja, du er den eneste, der har set hende.” Far havde blikket stift rettet mod trappen.

Der er hun!” Farmor skyndte sig afsted og standsede en ældre dame med hat og grå spadseredragt. Begge blev meget bevægede og gav gensynstårerne frit løb.

Med fuldt læs gik turen nu hjemad til Tranevænget. Tante Anna talte med dreven amerikansk accent. Det kneb nogen gange med at finde de danske ord og hun brugte amerikanske i stedet. Det var første gang, hun havde fløjet. Det havde naturligvis været mere bekvemt end dengang hun tog turen med immigrantskibet Laconia fra Liverpool over Atlanterhavet til New York.

Hun sad mellem farmor og mig på bagsædet. De mørkegrå øjne kiggede ud på det København, som vi kørte igennem. Efterhånden gled de trætte i og Anna lagde hovedet tilbage. Mor hviskede til mig, at jeg skulle lade hende sove. Solen skinnede og faldt i en stribe på hendes fine ansigt. Lyse sølvgrå striber glitrede i hendes mørke hår.

En fremmed var flyttet ind hos os. Et nøjsomt og stille væsen. Tante Anna var syvende dags adventist med stærke rødder i sin tro. Hun var vegetar. Det var slut med røde pølser og stegt flæsk den sommer. Til gengæld fik vi masser af kål og grøntsagssuppe.

En sjæl med behov for meget regelmæssig levevis. Om eftermiddagen, når tante Anna skulle hvile sig, skulle jeg lade være med at hoppe i gulvet. Ikke klapre med brevsprækken og ikke kalde på andre børn, når de var på vej op i opgangen.

Tante Anna boede i mit værelse. Det var næsten ikke til at kende. På hylden over sengen, hvor der før havde siddet bamser, stod der nu rammer med en slags glansbilleder. Især et af dem virkede meget dragende på mig. En rød solnedgang. Mennesker i hvide lange skjorter omkring en gammel mand med langt gråt skæg. Det smukke sollys sugede mig ind og jeg kunne mærke varmen. Ved siden af lå et par sorte bøger med guldkors. Dem måtte jeg under ingen omstændigheder røre. Alvoren lyste ud af Annas mørkegrå øjne og den løftede pegefinger så truende ud.

På kommoden, hvor mit dukkehus plejede at stå, stod nu krukker med cremer og brune pipetteflasker på række. Riflede glaskrukker. Fine sirligt håndskrevne etiketter og sorte låg. Kun Anna måtte stikke fingrene ned i cremerne. Hver creme var enestående og havde sin specielle godgørende virkning. De kunne kurere skavanker på krop og sjæl, der aldrig kunne adskilles. Det var meget spændende men jeg måtte ikke prøve noget af det. Ikke en gang holde om krukkerne.

Efter få dage i Danmark blev tante Anna lagt ned af en voldsom forkølelse, der satte sig på bihulerne. Hun sad ved spisebordet og under et håndklæde indåndede hun kamilledampe over et vandfad. Jeg satte mig på den anden side af bordet og så undrende på.

Sommervejret 1961 var, som det ofte er. Omskifteligt med regn, byger og kølig blæst. Annas medbragte garderobe kunne ikke matche det danske sommerklima. Tøjsituationen blev løst. Min far afstod et halstørklæde, et par uldne sokker og en islandsk sweater.

Børn var ikke noget for tante Anna. Hun brød sig ikke om den larm, vi lavede. Umotiverede ligefremme udbrud og spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Trods små knaster blev vi gode venner og fik glæde af hinandens selskab.

Opel Captainen kørte os vidt omkring den sommer mens min far havde ferie fra kabelfabrikken. Han var utrættelig som chauffør og en glimrende turarrangør. Vi andre, min mor, farmor, Anna og jeg fik os en på opleveren. I bagagerummet stod madkurven, der var pakket med hårdkogte maste æg med krakeleret skal og klapsammen madder.

Vi besøgte Klintekongens hvide rige. Så kornet skinne som guld i solen og danse fejende med vinden. Vi stod i Højerup Gamle Kirke ved klintens kant, så langt fremme vi kunne mens havet åd sig ind. Vi fik kuldegysninger ved tanken om, at kirken hver julenat rykker et hanefjed ind i landet for ikke at styrte i havet. Vi skridtede grusstierne af i Fredensborg Slotshave og defilerede rundt mellem de kongelige sarkofager i Roskilde Domkirke.

Hvis nogen var en flittig brevskriver, så var det tante Anna. Vejen til Glostrup kendte hun ikke men det gjorde jeg. Det var sjovt og at følges med hende op til postkontoret i Glostrup, når brevene skulle sendes.

En eftermiddag husker jeg særlig godt. En rigtig god en. Det havde regnet fra morgen til middag. Dråberne hang som glasperler på ruden og trillede ned i striber. Solen brød frem og spredte skydækket. Hvide skyer drev afsted og blev til ansigter og dyr, når jeg kiggede op på dem. Blæsten hvirvlede dem videre over himlen. De drev ind mellem hinanden, forandrede sig og forsvandt.

Vi gik hånd i hånd ud af Tranevænget. Gyvelbusken lyste med gule blomster og birketræerne flimrede og dryssede små støvskyer. Vi fulgte Brøndbyvestervej forbi gartneriet, HB og Hector Sko og krydsede over Kirkebjerg Alle ved Vilains købmandshandel. Det sidste stykke gik vi ad Kærmindevej og Tunnelvej, hvor duften af sæbe fra Sunlights fabrik slog os i møde. Vi gik ned af trapperne under Glostrup Station og i det samme som et brunt S-tog startede og hvinede mod skinnerne.

Inde på postkontoret var der mange mennesker. Her bagest i køen var der udsigt til rygge med brune frakker. Irriterede og utålmodige stemmer. Det tog lang tid. Ovenover os svævede en tåge af tobaksrøg. Lyden af svirpende stempler, girotalloner og klingende mønt, der blev talt op, rykkede nærmere.

Næste!” Det var os. Vi stod ved lugen foran en uoplagt postekspedient. Et stikkende blik kiggede på os bag brilleglas tykke som hinkesten. Anna rakte ham de lyseblå breve: ”Airmail, please!

Fra posthuset slentrede vi videre ud i gaderne i den gamle stationsby. Det var inden Stationsvej og Jernbanevej med de små butikker forsvandt med et pennestrøg på en byplanvedtægt sidst i 60’erne.

Vi så på butiksvinduer. Et dukkehoved med hat og glitrende slør fængslede mit blik. Dukkens øjne fulgte mig uanset, hvor jeg stillede mig. Jeg trak i Tante Annas håndled og vi standsede foran ruden.

Den hat må jeg bare prøve!” Anna tog beslutsomt i det knagende messinghåndtag. En fin bjældeagtig klokke ringede, da vi trådte ind. En ekspeditrice hentede hatten ind.

Tante Anna tog hatten på og rettede håret. Vendte og drejede sig foran spejlet. Lagde koket hovedet på skrå og smilede indsmigrende til sig selv. Hun lignede en filmstjerne! Forvandlet. En lattermild natur slap ud af sit hylster. En løssluppen Anna tittede frem for en stund og slog gækken løs.

Den hat gør altså noget særligt for Dem. Den klæder Dem så godt! Og er meget anvendelig. De vil ikke fortryde!

Hatten blev vendt og drejet mellem fingrene. Kigget på fra alle vinkler. Inde i tante Anna kæmpede fristelsen og fornuften om at vinde. Længe så det ud til at hatten skulle med.

Hun gik frem til disken med hatten. Standsede og spekulerede. Det næsten knagede. ”Desværre,” sagde Anna, idet hun vendte om og rakte hatten tilbage til ekspeditricen: ”Jeg kan ikke rende rundt med sådan en hat i Santa Barbara. Not suitable!

Vi gik ud og fandt en bænk og delte vores medbragte kiks og saftevand. Tante Anna var glad og lidt pjattet. Det med hatten havde haft sin virkning. Bagefter lokkede jeg tante Anna med op til Glostrup Legetøjsmagasin på Hovedvejen. Det var det bedste sted at se på legetøj. Det var et eventyrhus og det flotteste i byen, syntes jeg. Ovenpå taget var der en spindeltrappe. I min fantasi forestillede jeg mig, hvordan det måtte være at sidde deroppe om aftenen. Kigge op i stjernerne og lægge sig til at sove mellem alt legetøjet.

Min far tog mig ofte med til Glostrup. Han havde lavet en god aftale med mig. Hvis jeg kunne være tålmodig mens han så på radioer hos ”Kobbersmeden” på Hovedvejen, så skulle vi bagefter i Glostrup Legetøjsmagasin. Det var alletiders!

Tante Anna tog i døren og vi trådte ind i eventyrland. Forretningens indehaver, var en kvinde, som altid klædt i herretøj. Hun og tante Anna småsnakkede fint sammen. Stemningen var tryg. Mens snakken gik om det at rejse væk og komme tilbage efter mange år, tullede jeg rundt i slaraffenland mellem de dejlige legesager. Bløde plysbamser med rare glasøjne, magiske glaskugler og et rigtigt lille klaver.

På en hylde bag disken sad en lille glasdukke. Den havde det sødeste ansigt. Jeg kunne ikke få øjnene fra den. Kvinden i mandetøj rakte smilende dukken ned til mig. Den blev puttet i en dukkevogn og jeg ventede på, at den faldt i søvn. Det var kærlighed ved første blik.

Vi skulle videre og dukken kom op på sin plads igen. Adskillelsen var svær og skar i hjertet. Døren gled i bag os med et klemt og et ”Ha’ en dejlig tid her og god rejse hjem til Californien!

Det undrede mig, hvorfor kvinden altid var klædt som en mand. Jeg havde spurgt far masser af gange men lige lidt svar fik jeg. Gang på gang gentog min far, at sådan var det bare. Man skulle ikke have svar på alting.

Godt trætte gik vi hjemad. Ved lakridsfabrikken hang en dejlig duft af sød lakrids. Vi slæbte vores tunge fødder over Østbroen, hvor benzinos fra en lind strøm af biler blandede sig med lakridsen. Det sidste stykke ad Brøndbyvestervej, inden vi nåede Tranevænget, føltes mine ben som bly. Gæssene i haven til den røde villa før gartnerboligen skræppede af os.

Stik imod reglerne sparkede jeg mine sko af og de landede med bump på gulvet. Heldigvis hørte min mor det ikke, fordi symaskinen var i gang. Så lagde jeg mig på divanen inde i stuen og lukkede øjnene. Altandøren stod åben. Jeg kunne høre fuglekvidder fra lærketræet. Den sene eftermiddagssol varmede min kind og tegnede mønstre på indersiden af mine øjenlåg. Det sidste jeg hørte inden jeg faldt i søvn, var en høj snorken fra Annas kammer.

Det blev dagen, hvor tante Anna skulle rejse hjem. Hun havde taget hatten og den grå spadseredragt på igen. Som hun stod der, lignende hun en, der gerne ville hjem nu. Kufferter og tasker stod i entreen. Kammeret så nu underlig forladt ud uden hendes ting. Sengen var redt helt stramt. Vinduet stod på klem og der duftede stadig af Annas krukker og flasker med magiske dråber. En let syrlighed, der blev derinde i en tid efter hun var rejst.

Far havde igen kørt den lånte Opel Captain til døren. Farmor var kommet for at følge med til lufthavnen. Mor blev hjemme og hvilede sig.

Anna sad i midten mellem farmor og mig på bagsædet. Stemningen var lidt trist. Der blev ikke sagt meget. Det behøvedes ikke. Hun tog farmors hånd og lagde armen omkring mine skuldre. Det sagde mere end ord.

Inde i lufthavnshallen genlød gulvet af trippen og klapren af fødder og kufferter. Rejsende var ved at løbe hinanden over ende for at komme til det rigtige sted. Højtalerstemmen havde travlt.

Der blev kaldt ud til flyet. Afskedens stund var kommet. Far tog det som en mand men farmor havde det svært. Anna forsøgte at trøste hende men havde selv svært ved at tage afsked med os. Da hun skulle sige farvel til mig, bøjede hun sig ned over mig og strøg min kind. Hendes blik var dybt og fuldt af fortrolighed. Hun så lige ind i min sjæl. ”Take care, Sweetey!” Det gik lige i mit barnehjerte.

Hun gled ind i køen til flyet. Vendte sig om en sidste gang og fastholdt øjenkontakt med os i de sidste sekunder, inden vi tabte hinanden af syne.

Tiden gik og sommeren med tante Anna føltes lysår væk. Skolen og veninderne fyldte mit liv. Hver dag skyndte jeg mig hjem og tændte transistoren. ”Efter skoletid” strømmede ud i æteren. Når de fedeste blev spillet lagde jeg passer og blyant fra mig, trådte ud på gulvet og tog en svingom mens jeg sang til.

Nytårsnat 1970 til 71. Det var lidt efter midnat. Vi havde fejret det nye år med familien ovenover. De var nu gået op til sig selv og vi sad i stuen mellem resterne af kransekage og halvtomme glas. Telefonen ringede. Min far tog den. Ud fra det han sagde, kunne jeg lægge to og to sammen og forstå, at det var fra Californien. Røret blev rakt så langt ud i stuen, som den snoede sorte stofledning strakte. ”Åben det store vindue og altandøren. Tante Anna skal høre nytårsfyrværkeriet!

Det sorte telefonrør fangede lyden af raketter, der spruttede og hvislede om kap med bragende kanonslag og hvinende heksehyl. Far fortalte levende, hvor flot det så ud.

Tusinder af glødende lysstreger fløj op i den blåsorte nat. Et utal af knitrende guldtråde eksploderede. De oversåede himlen med blomster af guldregn og gled ned og brændte ud i lange tynde røde og grønne stråler.

En god uges tid efter dumpede et lyseblåt brev ind ad brevsprækken. Det var fra tante Annas præst, som skrev, at hun var død og at hun kort før sin død havde bedt ham skrive til os, så vi vidste besked.

 

Tranevænget
Brøndby 2605 DK
Get directions

Fødselsdag:

1956

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv