Hanne Witschas

Mens Hanne var ansat ved Christiansborg Slotsforvaltning, blev hun medlem af beredskabsstyrken på slottet - Christianborgs samaritterkolonne under Røde Kors. Hun fortæller her om tiden med forberedelser, teoretiske og praktiske øvelser, der til sidst mundede ud i en diplomeksamen. Færdighederne har Hanne siden gjort brug af i mange forskellige sammenhænge. Gør ejerskabskrav på erindring

Udkald

 

I 1961 var jeg ansat ved Christiansborg Slotsforvaltning i Prins Jørgens gård 2, 1. Foruden Slotsforvalteren som øverste chef, var vi 8 ansatte i bogholderiet/lønningskontoret. De 4 andre damer var ansat på deltid og blev kun indkaldt når der hver 14. dag skulle køres løn. Dengang var kvinderne så småt ved at dukke op på arbejdsmarkedet. Ofte var kvinder kun ansat få timer om ugen. For mange familier var det en nødvendighed med et tilskud til budgettet. Hjemmet og børnene krævede stor opmærksomhed. Det var fortrinsvis mænd, der arbejdede hele dagen, så de huslige pligter var stadigvæk i mange hjem kvindernes domæne. Husmødrene på vores kontor brugte næsten alle frokost pauserne til at købe ind til aftensmaden i de nærliggende små butikker.

Jeg var 19 år og arbejdede fra 10-16 på hverdage og 10-13 om lørdagen. Den sene mødetid var en særlig overenskomstmæssig aftale for de ministerielle arbejdspladser. Det var kutyme, at vi 3 lørdagsramte spiste morgenmad sammen. Ofte inviterede vi vores nabo adjudanten til morgenhygge. Adjudantkontoret var altid bemandet med en menig soldat. I tilfælde af en truende situation kunne han tilkalde udrykning. Funktionen medvirkede, sammen med Garderhusarregimentet fra Næstved, til at holde ro og orden, når der blev afholdt Nytårskur, statsbesøg  eller mandagsaudiens på Slottet.

Ved min ansættelse havde jeg nævnt, at jeg i en del år var medlem af Det Danske Spejderkorps. Derfor mente Slotsforvalteren, at jeg skulle have den ære at blive medlem af beredskabsstyrken på slottet. Det var Christiansborgs lovbestemte samaritterkolonne under Røde Kors. Jeg fik pointeret, at det var et meget betydningsfuldt og ærefuldt tilbud. Det var naturligvis en ulønnet opgave at deltage 2 gange om ugen efter arbejdstid. Foruden praktik var der en del meget tørt medicinsk læsestof. Der var absolut mødepligt og man skulle bestå 2 skrappe prøver inden den udvidede diplom eksamen sidst på året.

Vi startede 8 mænd og 2 kvinder i kasematterne under slottet. Til første time blev vist en sort/hvid film fra vinterkrigen på slagmarken i Rusland. Det var så barske sager, at flere elever besvimede. De der ikke klarede mosten var udelukket fra den videre undervisning. Jeg holdt stand og vi var 8 der fik ok til at fortsætte. Mange praktiske og teoretiske øvelser blev trænet. Kaptajnen der underviste mødte altid op i uniform med kasket, læderstøvler og en pegepind. Pegepinden blev ofte benyttet til at svirpe ned i skrivebordet. Dette for at holde os på mærkerne! Der blev holdt en striks militær disciplin gennem hele forløbet. Som eneste kvinde i flokken var det som regel altid mig der skulle være ”offer” til øvelserne.

Med mine 50 kg var jeg den letteste på holdet.  Jeg husker det kunstige åndedræt efter Holger Nielsen metoden (Livredning 1932). Presset ned i stengulvet på maven med tryk på lungerne herefter blev der hevet i armene, det var en barsk omgang. Efter den første eksamen skulle vi acceptere tilkaldevagter på forskellige adresser.

Jeg boede stadigvæk hjemme og en nat kl. 02 blev der ringet med besked om, at der var sket et bombeangreb på en ejendom i Havnegade. Jeg kom hurtigt i tøjet op spurtede på cyklen til adressen bag ved Kongen Nytorv.

Da jeg ankom i buldrende mørke var der allerede en del udrykningskøretøjer på stedet.  Der var murbrokker og glasskår overalt. Jeg fik meldt mig til min kontaktperson og fik udleveret en kraftig stavlygte og en forbindingskasse. Efterhånden var vi alle samlet og blev delt op med 4 i hver gruppe. Vi blev dirigeret op af en fritstående stentrappe i den faldefærdige bygning. Der lød høje skrig og jammer overalt.

 

På 2.etage skulle vi starte. I lyset fra lygten kunne vi se flere sårede personer. Flere lå under nedstyrtede bjælker og andre havde store glasstykker i kroppen. Der var blod overalt, det værste var skrigende fra de mange sårede. Selv om vi alle godt vidste at det var en øvelse, virkede det hele meget realistisk.

Først måtte vi flytte de tunge bjælker så vi forsigtigt kunne trække offeret med det åbne benbrud ud på gulvet. En trædør der lå ved væggen kunne anvendes til båre. Herefter blev der bundet træstykker på hver side af det brækkede ben. Nu kunne den til skadekomne lægges op på døren. Vi 4 talte 1-2-3 og ”løft” op på skulderen med døren. Det gjorde nas, men nu skulle vi balancere 2 etager ned af den usikre trappe. Hele vejen ned var der en del jamren fra offeret. Det lykkedes at bringe ham sikkert ned og ind i den ventende ambulance. Så var det op igen til næste offer. Forbindingskassen rummede hvad der var brug for, men det var svært at arbejde og forbinde korrekt med lyset fra lygten.

Da morgenlyset brød frem blev øvelsen afblæst. Herefter blev vi kaldt sammen til en evaluering af forløbet. Vores hold fik stor ros for vores rolige overblik og prioritering af de skadelidte. Endelig efter 1 års forløb var det tid til den udvidede store diplom eksamen. I grupper på 3 terpede vi både teoretiske og praktiske øvelser. Især de mange forbindinger der skulle udføres med stor akkuratesse kunne volde kvaler. Vi øvede alle flittigt indtil alle forbindinger var optimale.

De skriftlige opgaver blev udført og løst over 2 hverdage. Nu ventede de realistiske praktiske udfordringer. Vi afventede efter tur, men vi vidste ikke hvad opgaven gik ud på før vi åbnede døren til lokalet.

Da det blev min tur var en person faldet om med en kraftig pulsåre blødning. Jeg sprang hen og fik klemt ned på blødningen. Op med armen og så skulle der lægges en stram forbinding. Næste øvelse var en person der havde fået et fremmedlegeme i øjet. Jeg rullede øjenlåget op om en tændstik hvorefter ”dimsen” kunne fjernes. Efterfølgende blev øjet dryppet med saltvand og en klap sat for øjet.

På kontoret var der næste dag arrangeret kaffebord for alle ansatte med lækre flødekager fra La Glace konditoriet. Jeg var meget stolt, da jeg af Slotsforvalteren fik overrakt mit eksamensbevis. Det blev pointeret, at jeg sikkert havde lært noget vigtigt, der forhåbentlig i mange år kunne blive til stor gavn.

Ved senere lejligheder har jeg været vagt ved flere sportsstævner og andre offentlige begivenheder. Ved store arrangementer var det lovbefalet at der skulle være adgang til samaritter assistance. Jeg har gennem årene fået brug for mange af de færdigheder jeg lærte som deltager i Christiansborgs beredskabskolonne.

Jeg har forbundet mange forstuvninger, brugt adskillige pakker plaster og lagt en del forbindinger når behovet er opstået. Ikke mindst når min datter, en af hendes venner, en nabo, et familiemedlem eller en helt fremmed har haft brug for ”nødhjælp”.

Tiden i gruppen for så mange år siden har jeg aldrig glemt. Jeg husker stadig med stor glæde det gode kammeratskab, men også de barske, men dygtige militær læger, der underviste. Det var alle timerne værd, selv om det var surt af og til, at jeg skulle bruge så mange timer på sagen efter arbejdstid.

 

Flere af mine kammerater fra dengang er siden blevet Falckreddere, og en særlig god ven gjorde i mange år tjeneste i Helikopter redningstjenesten.

 

Hanne Witschas

Fødselsdag:

1942

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv