Hanne Witschas

Hanne husker tydeligt sin fars frisørforretning på Gustav Adolfsgade 2, København Ø. Faren drev forretningen fra 1939-1958 og Hanne tilbragte mange timer med ham der. I sin erindring tager hun os med i butikken og fortæller om gode og mindre gode oplevelser. Gør ejerskabskrav på erindring

Frisør

 

Den 6. december 1938 fik min far næringsbrev som mester i barber- frisør- og paryk-mager faget.

Min far havde allerede truffet min mor, og far håbede på at blive gift og få fod under eget bord som selvstændig frisør, så han kunne forsørge familien.

Mine forældre Lilly og Georg blev gift på Københavns Rådhus den 6.maj 1939.

Nu skulle der dannes familie. Det unge par havde lejet en lille 2-værelsers lejlighed i Hesseløgade 21 på Østerbro. Min far var stolt over, at kunne købe frisørforretningen som han havde sparet op til gennem en del år af sin løn som svend hos forskellige etablerede frisørmestre i Hellerup og på Østerbro.

Jeg blev født i 1942 og husker meget tydeligt forretningen. Udefra var der et stort vindue og til højre 2 trin op til indgangsdøren.

Har du lyst, så kom med indenfor:

Gulvet var dækket af brunt linoleum. Til venstre var der 2 betjeningspladser og en høj stol til børn. På væggen var der foran hver plads en sort marmorhylde og et stort spejl. Mellem spejlene var smalle glashylder med de varer der var til salg.

Der var kamme, tandpasta, Brüel creme, Bay-Rhum, Birkehårvand, Brilliantine, barbersæbe,  samt barber koste af ægte mårhår til hjemme barbering.

Nederst i lokalet var en gasvandvarmer med en slange og en håndvask.

Ved siden af vasken hang de rene hvide stofslag til kunderne, som de fik på inden behandlingerne. Min far havde en særlig knage til sin egen altid rene stivede hvide kittel.

Ved siden af vasken var en dør der førte ind til en lille lejlighed, der hørte med til lejemålet. Min mormor, der kom fra Randers boede nogle år i lejligheden, inden hun fik sin egen lejlighed i ”Brumleby” på Østerbrogade overfor forretningen.

Til højre for døren bagest i lokalet var en træhylde med en skuffe der fungerede som kasseapparat. Over hylden hang et stueur med pendul som jeg nu har hængende.

Ved højre væg stod 2 stole og et lille bord med telefon og en hylde med blade til de ventende kunder. På væggen var yderligere placeret en række knager til kundernes overtøj. Fra 1947 da min bror Henning blev født og til 1958 da butikken blev solgt, tilbragte jeg rigtig mange dejlige timer i forretningen hos min far.

Jeg holdt meget af min far og var stolt over, at han var frisørmester. Jeg var også ”fars pige”. Og jeg husker stadigvæk om de mange gode stunder jeg fik alene med min far som jeg elskede og beundrede. Han var mit faste holdepunkt og store forbillede gennem hele min barndom og ungdom.

Far var udadvendt, humoristisk og meget servicemindet. Samtidig var han dygtig til sit fag og han fik gennem alle årene mange faste kunder. Der var ikke så mange klipninger de fleste skulle kun barberes og det kostede 70 øre. Jeg mindes stadig min fars elegante håndbevægelser når han svingede barberkniven. Knivene blev jævnligt slebet på en lang læderstrimmel der lignede et bælte og som hang på væggen bagest i lokalet.

Enkelte  kunder fik både vasket, permanentet og krøller i håret. Krøllejernet, der var et vigtigt værktøj, blev opvarmet med gas i et lille apparat med en rille.

Det var altid svært at beregne temperaturen, men det var meget vigtigt, at jernet havde den rette varme, så håret ikke blev svedet, hvis det en enkelt gang skete, lugtede det meget fælt!

Når jeg fik lov til at gå ned til far, gik jeg fra Strandvejsskolen og ad Østerbrogade til Gustav Adolfsgade, hvor forretningen lå. En tur på ca. 2 km.

Jeg var stolt og følte mig meget voksen når jeg kunne sige til skolekammeraterne, at jeg skulle til min far i ”vores” forretning.

En gang imellem inviterede jeg en veninde med, det var nu ikke så tit, for jeg ville helst have min far for mig selv. Min mor var altid hjemme og passede min lillebror og det var ikke nær så spændende.

Forretningen var åben mandag-torsdag kl. 8.00 til 18.00 fredag 8.00 til 20.00 og lørdage fra 8.00 til 16.00. Efter lukketid var der nogle kunder der ikke selv kunne komme til butikken og som min far besøgte i deres hjem. For det meste var det klipninger og barberinger der her skulle udføres.

Nogle gange måtte jeg gerne komme med, det var altid spændende at komme nye steder med min far og der faldt tit en skilling ekstra af til mig, når der skulle betales.

Som nævnt havde jeg mange gode oplevelser i forretningen, men ikke alt var lige godt, nogle episoder gjorde, at jeg blev ret bange.

Der var ikke toilet i forretningen eller i den tilhørende lejlighed. Derfor skulle forretningen først låses og der skulle medbringes en nøgle, så skulle man ud gennem en port og ud i gården bag butikken. Der var 3 trappetrin op til døren og i bunden af et langt gul malet rum stod et toilet. Der var ingen håndvask, det gik man ikke så meget op i den gang.

Når jeg skulle på toilettet og far havde kunder, måtte jeg selv klare toiletbesøget.

Jeg var meget bange for, at der skulle stå en børnelokker i gården. Min veninde Birte havde mødt flere børnelokkere og det var meget uhyggeligt og ulækkert at høre når hun fortalte, hvad en børnelokker kunne finde på at fremvise!

I forretningen fik jeg hurtigt opgaver så jeg kunne hjælpe til. For eksempel skulle jeg feje gulvet efter kunderne og åbne døren når de skulle gå og sige ”farvel og mange tak”. Når min far skulle et ærinde fik jeg lov til at passe forretningen. Det var lige mig, så følte jeg virkelig, at jeg hjalp far og havde fået et meget stort ansvar.

Kunderne var en broget flok og der kom mange forskellige typer. Der kom flest mænd, men en gang imellem kom også damer med børn, der skulle klippes. Nogle af børnene hylede og skreg, men min far var god til at optræde og lave grimasser så det gik som regel godt, men jeg syntes, at børn var nogle værre pivehoveder.

Der kom ofte en fast kunde hos far, som jeg var bange for.

Det var ostehandler Knudsen. Knudsen var en stor brovtende mand, der havde en stor og meget fin forretning, på Trianglen på Østerbro. I butikken rislede vandet ned af vinduerne for at køle ostene, smørret, æggene og de mange andre sarte varer.

Knudsen var altid iført et brunt jakkesæt med skjorte, vest og slips. Når han bøjede sig ned mod mig husker jeg den stramme oste lugt, der ramte mig lige i ansigtet. Men det var bare med at smile pænt og neje høfligt for Knudsen. I hans frakkelommer gemte der sig nemlig nogle meget lækre flødekarameller, som jeg altid fik et par stykker af.

Der var dog den betingelse, at jeg først skulle fremsige enten ”Nede i fru Hansens kælder”, ”Peter Matisen”  eller ”Petermester snedkersen”. Versene kunne jeg udenad, og når jeg havde fremsagt den valgte remse smagte de skønne bløde flødekarameller ekstra godt.

Det blev dog for meget med ostehandler Knudsen, da han på et tidspunkt meget gerne ville forloves med mig. Jeg var omring 6 år og ringen havde han medbragt i form af et fint ”guld” mave bælte fra en cigar. Efter dette frieri var det slut med versene og jeg nægtede herefter at tage imod flere karameller fra Knudsen.

I det lille smalle køkken bag forretningen havde min far hængt en blå lærreds-hængekøje op mellem 2 vandrør. Her blev jeg løftet op når jeg skulle sove til middag og jeg husker tydeligt, at når det mørke lærred lukkede sig sammen om mig, var det en meget tryg og rar fornemmelse.

Når der ikke var kunder legede jeg ude på fortovet. Jeg havde en trehjulet cykel med træsæde som jeg kørte på, men kun på fortovet for det var strengt forbudt, at krydse gaden. Min far lærte mig også, at hækle dobbelte stangmasker. Så kunne jeg hækle fine grydelapper og jeg hæklede også adskillige meter hestetømme på en garntrisse med 4 søm. Grydelapperne brugte jeg som gaver, når der var fødselsdage i vores familie.

Da jeg blev omkring 10 år måtte jeg pudse spejlene og tørre støv af på hylderne.

Det gav 10 øre i lommepenge. Hvis far ikke var i nærheden og jeg ikke gad flytte tingene, pustede jeg bare støvet væk. Desværre opdagede far altid mit snyd, det var meget flovt når jeg ikke fik min 10 øre, som jeg ellers brugte til en lækker salmiakstang.

Min far var meget påholdende med pengene, ganske sikkert fordi der til tider ikke var ret mange kunder, og dermed ingen penge i kassen til at forsørge os.

Det bedste var dog når det blev 1. december, så skulle der julepyntes i vinduet. Far havde selv fremstillet en hvidmalet trætrappe med 3 trin, der lige passede i vinduets bredde.

På trappen blev der lagt pladevat og så kom nisserne til, det blev til et meget flot sne landskab. Mellem nisserne blev der stillet forskellige varer op der var til salg.

I loftet hjalp jeg min far med at hænge fine røde glas kugler op i sytråde. Hvert år fik vi stor ros af kunderne for det flotte vindue og jeg var meget glad og ret stolt.

 

Når jeg var udenfor på fortovet kunne jeg se lige over på købmandsbutikken, der lå på modsatte side. Især den store blanke kaffemølle i vinduet var flot og spændende. Det var et flot syn når de store messinghjul på møllen snurrede rundt.

Bag disken styrede fru Madsen med stram myndighed den velassorterede butik. Alt mellem himmel og jord der kunne friste kunderne var til salg. Der var bl.a. kaffe, mel og sukat, sukker, kiks og gryn, tobak, cigaretter slik og også gummistøvler og gryder kunne man købe.

Det bedste var den store metalkasse med låg, der altid stod på disken. Her gemte sig de lækreste kager, ”provstindens guf”, det var fine aflange honning-kager med smørcreme. De var meget lækre, men de kostede også hele 15 øre.

Ved siden af købmandsbutikken var der en systue, hvor de unge sypiger stod udenfor på fortovet og røg cigaretter, når de havde pauser.

Engang fik de mig alligevel lokket over gaden fordi de gerne ville se min nye hinkesten i rødt glas med motivet fra Hyrdinden og skorstensfejeren, men en af pigerne drillede mig og smed min fine hinkesten ned i kloakristen.

Ak og Ve, jeg tudede længe over tabet, men jeg havde jo selv været ude om det, ved at gå over gaden for jeg vidste udmærket godt, at det var strengt forbudt.

 

Far havde kun 1 uges ferie om året i alle de år han var selvstændig. Min far var ikke medlem af nogen fagforening.

Hvis far blev syg var butikken lukket og der var ingen indtjening. Desuden følte han sig meget bundet af forretningen, som desværre ofte kun gav en meget sparsom indtjening til familiens underhold.

I 1958 da min far fyldte 44 år og havde været selvstændig i 19 år var han godt træt af faget og det at være bundet til en meget svingende indtjening. Far ville prøve noget helt andet til en fast indtægt. Forretningen blev solgt og en ny tid begyndte. En af min fars kunder var assurandør og på hans anbefaling blev far ansat som assurandør i Nordisk Liv og Ulykkes-forsikring.

Med det nye job fulgte en kørselsordning så nu blev det muligt, at anskaffe familiens første bil, en metal lyseblå Folkevogn der straks blev døbt ”Smutte.” Samtidig med, at min far nu kunne køre rundt og besøge kunderne, var der også mulighed for at bruge bilen privat.

Den bragte, gennem mange år, vores familie på mange dejlige ture rundt i landet.

 

Fødselsdag:

1942

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv