Hanne Witschas

Hanne fortæller her om sin barndoms gade, Madsnedøgade, hvor hun i 1947 flyttede i en treværelses lejlighed med sine forældre og lillebror. Hun beskriver hjemmet, livet i opgangen og flere episoder fra gården og gaden. Gør ejerskabskrav på erindring

Barndommens gade på Østerbro i København (Masnedøgade)

 

”Min gade” som jeg vil fortælle om, ligger mellem Jagtvej og Tåsingegade på Østerbro.

I maj måned 1947 da jeg var 6 år flyttede min mor, far, min bror Henning og jeg ind lejligheden i nr. 5 på 3. sal til højre. Der var 78 trin op ingen elevator, men en god udsigt. Henning var kun 6 uger gammel, så han blev båret op i en flettet vaskekurv.

Lejligheden bestod af 3 værelser med et køkken, et lille bitte toilet uden bruser og håndvask. Der var kun koldt vand i køkkenet, men det var almindeligt den gang. I den ene stue stod en rund sort kakkelovn, der var eneste varmekilde i hele lejligheden. Der var 3,40 meter til loftet med smuk stuk i de 2 stuer mod gaden, og til gården var der et lille smalt kammer og et soveværelse. Til lejligheden hørte også et loftrum og et kælderrum, der blev brugt til at opbevare de koks, der skulle varme lejligheden op. I bebyggelsen var der i alt 5 opgange på venstre side af gaden 1, 3, 5, 7 og 9.

 

Jeg vil gå en tur i mindernes gade og starter oppe ved Jagtvejen. På hjørnet, et par trapper oppe lå en beværtning der hed ”Guldhornet” og det var en rigtig guldgrube for ejerne.

Der var altid trafik ind og ud af døren. Der kunne købes øl og diverse andre drikkevarer. Det mest populære var øllet, det var billigt og der var rigeligt af det. Der kom mange stamgæster især mændene fra fabrikken kom og fik den daglige fyraftensbajer.

Jeg kan ikke huske, at jeg har set en eneste kvinde bortset fra de sure koner, der hentede manden hjem, ofte med et par børn på slæb. Da vi boede ca. midt i gaden var det ikke til gene for os, men jeg måtte ikke tale med dem der gik ud eller ind, men altid skynde mig forbi. En dag så jeg skuespilleren Ib Mossin komme ud fra beværtningen, han var meget flot, ham havde jeg længe sværmet for. Dagen var reddet, jeg var stolt af, at have set den flotte fyr.

På hele højre side af gaden lå Hertz skotøjsfabrik. På hjørnet lå en stor villa, hvor værkføreren boede. Derefter en lang række lave røde træbygninger. Det var garverierne. Hver dag kom ladvogne højt læsset med huder som skulle garves og forarbejdes til fremstillingen af de fine sko. Huderne blev lagt i store høje kar med diverse kemiske væsker. Der var tit, især om sommeren, en fæl stank af kemikalier i hele gaden.

Der var mange arbejdere ansat i processen og der blev ikke brugt masker eller anden form for beskyttelse ved arbejdet. Bag de lave bygninger lå den store gule murstensfabrik, hvor den videre proces med skofremstillingen foregik.

Hver morgen, formiddag og eftermiddag lød fabriksfløjten og så strømmede alle de ansatte ud på gaden for at få en velfortjent pause og ryge sig en smøg..

Overfor fabrikken, efter nummer 9, lå også lave træbygninger. Her boede en skomager og der var en kiosk. I alle opgangene  var der kælderaktiviteter.

Det var forskellige driftige mænd, der havde lejet et par rum til forskellige håndværkerformål.

I vores opgang var der sadelmager og et snedkerværksted. I et anden kælderrum var der et stort lager for Carlsbergbryggeriet og i andre rum var der et par marskandisere der handlede med ting og sager. På hjørnet af Tåsingegade lå ismejeriet ”Kyvsgaard” og overfor i kælderen boede grønthandler Hemmingsen.

Der var altid en livlig trafik i gaden med hestevogne, cykler og enkelte biler. Der skete altid noget i ”vores” gade, der var en af de pænere gader på Østerbro.

 

Jeg husker forskellige episoder der skete i gården og på gaden.

Hver opgang havde sin selvstændige gård med et cykelskur til hver lejlighed og 4-6 metalsnore, hvor tøjet kunne hænges til tørre. Vaskeloftet med den store gruekedel var placeret på 4. sal over vores lejlighed og det var tungt for husmødrene at slæbe de fyldte vaskekurve med vådt tøj ned i gården.

Det var strengt forbudt at spille bold i gården, hvis der hang vasketøj til tørre, hvad der som regel gjorde. På gaden var det alt for farligt at spille bold på grund af trafikken, med de mange store hestevogne og lastbiler.

Vi var mange børn i hver gård, men det var ikke alle vi legede med. Drengene var dumme og de store piger hviskede og tiskede altid. Drengene hønsede, spillede terre eller kugler. Vi piger kunne bedst lide at sjippe og helst med 2 tove. Jeg var ret skrap til at sjippe og svinge.

Når jeg skulle komme op råbte min mor ud af vinduet ”Putte, kom op” jeg kunne ikke fordrage det kælenavn og jeg blev moppet af de større børn. Min mor forstod det slet ikke.

Livet i gården blev ekstra spændende når gårdsangerne dukkede op. Det var som regel sømænd på landlov der kunne tjene en ekstra skilling ved at spille redekam eller harmonika og synge til.

Sange som ”Katinka, Katinka luk vinduet op” var populære og så blev de fleste vinduer i ejendommen smækket op. Småpenge, som regel 2 eller 5-ører blev pakket i et stykke avispapir og kastet ned til sangerne og så blev der råbt ”tak anden sal” så kunne alle jo høre, hvem de glade givere var.

Skærsliberen kom også på besøg i gårdene med slibestenen på cyklen og så stod husmødrene i kø for at få slebet køkken værktøjet.

I gården var der placeret store metalskraldespande uden låg der altid lugtede fælt.

Skraldespandene blev tømt af på ladet af en lastbil af nogle raske mænd med et stykke skind på ryggen for at skåne tøjet. Ofte kom ”Syvtallerne”, mænd med en stang med krog, og rodede i skraldebøtterne for at se, om der var noget de kunne bruge.

I vores køkken havde vi en trækasse med låg med en indsats i zink. I bunden var en hane til at lukke vandet ud i et vandfad.  Det var vores ”køleskab”. I sommertiden kom der flere gange om ugen en isvogn i gaden. Det var en ladvogn trukket af 2 store heste. På ladet lå lange stænger af is der var dækket af en presenning. Jeg fik 50 øre og skulle ned fra 3. sal efter en blok is. Ismanden huggede med en syl og en hammer et passende stykke is af og pakkede det  ind i den medbragte avis.

Jeg skulle hurtigt op af alle de 78 trin Jeg tog mig dog altid tid, til at slikke på den dejlige kolde is. Isen skulle hurtigt i kassen så vi kunne opbevare vores mælk,smør og margarine køligt.

Da min far skulle passe sin frisørforretning var der ikke råd til at holde sommerferie. Når jeg havde ferie fra skolen og vejret var godt, fik jeg et gammelt tæppe med ned. Ved siden af opgangen på fortovet kunne jeg sidde og læse bøger. Og følge med i, hvad der skete i gaden.

Jeg var en flittig gæst på det lokale bibliotek, der lå lige rundt om hjørnet på Jagtvej. Allerede dengang var jeg en rigtig læsehest.

På regnvejrsdage afholdt vi børn ofte tombola i gennemgangen ind til gården. Vi brugte meget tid på at fremstille papirlodder med få numre. Men vi var ikke så glade for at komme af med vores sparsomme legetøj. Alligevel var det skønt at tjene nogle 5-ører som lodderne kostede og købe slik hos slikmutter for pengene vi havde tjent.

Koksene til den ene kakkelovnen vi havde i lejlighed , blev leveret med lastbil i løs vægt. Raske mænd skovlede koksene ned i trillebøre og kørte ind i gården og læssede af gennem et vindue lige ned i vores kælderrum.

Jeg kunne ikke fordrage når jeg skulle hente koks og slæbe spanden op på 3.sal. Det var et beskidt og hårdt arbejde.

Da min lillebror Henning var ca. 5år gammel hørte vi en dag nogle på gaden der råbte: “Højere, højere“. Min mor lukkede vinduet op og så til sin rædsel, at en bleg Henning sad og klamrede sig til en lysmast i 2. sals højde. Han var klatret op af de skrå metalpinde i masten og turde ikke se ned. Det kan nok være at mor drønede ned af de 78 trin og fik min bror gelejdet ned igen. De efterhånden mange mennesker forsamlet og alle klappede da han igen var nede på sikker grund.

En anden episode står også klart i min erindring fra dengang jeg boede i gaden.

Vi handlede næsten hver dag i ismejeriet på hjørnet. Der var hvide kakler på alle væggene og der duftede altid friskt og lidt syrligt. Man kunne købe æg, mælk, drittelsmør, margarine og nogle skønne, men dyre flødeboller samt wienerbrød. Jeg havde altid en seddel med, hvor der stod hvad jeg skulle købe. Sedlen blev afleveret til den skrappe fru Kyvsgaard i mejeriet. En dag skulle jeg igen ned at handle og mente, at nu kunne jeg sagtens undvære den sædvanlige barnlige huskeseddel. Jeg gentog hele vejen “1 pund margarine og 1/4 pund smør“.

Men desværre gik det grueligt galt. Jeg forlangte 1 pund smør og 1/4 pund margarine. Den skrappe frue, i den stivede hvide kittel ekspederede varerne, men hun kunne ikke forstå at jeg ikke havde nok penge med.

Vi betalte altid kontant, men nu måtte resten af beløbet skrives på en regning. Jeg fornemmede at noget var helt galt, men turde ikke sige noget. Da jeg kom op med varerne blev min mor meget vred, især fordi at vi nu havde en regning i mejeriet.

Jeg skulle have en lærestreg. Det var ydmygende og meget flovt, da jeg måtte gå den tunge vej tilbage med smør og margarine. Af fruen i mejeriet fik jeg også en skideballe, da hun normalt ikke måtte bytte mejerivarerne. Det gik dog for denne gang og vi slap for ekstraregningen.

Næste gang huskede jeg, at få en seddel med, når jeg skulle handle for min mor.

 

Fødselsdag:

1942

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv