Hanne Witschas

I 1960 blev Hanne Witschas ansat ved Slotsforvaltningen og hun fortæller her om tiden i etaten. Afdelingen varetog lønningsregnskab for slotsbetjentene og rengøringspersonalet samt udførte diverse bogholderiopgaver og receptionsarbejde for hele forvaltningen. Som den yngste på kontoret var der mere at lære i forhold til passende og dannet opførsel, bl.a. det at kunne neje. Gør ejerskabskrav på erindring

DE SKAL LÆRE AT NEJE

 

Den 15. marts 1960 blev jeg ansat ved Christiansborg Slotsforvaltning, Prins Jørgens Gård 2. Kontorlokalerne var placeret lige over gennemkørslen til Prins Jørgens Gård, mellem slotskirken og slottet. Ved porten stod der altid en skildvagt i fuld uniform, der sørgede for at kontrollere de ansattes adgangskort. Når der var audiens kom garder-husarerne med hesteeskadronen fra Næstved og tog opstilling i ”vores gård”. Dengang var det meget prestigefyldt at være ansat i etaten. Samtidig krævede det visse personlige kvaliteter. Påklædningen skulle være tækkelig og præsentabel. Tiltaleformen var ”De” og man brugte altid titler over et vist niveau.

Afdelingen bestod af 6 personer, hvor jeg var den yngste. Den øverste chef var Slotsforvalter K. De Fine Licht. Slotsforvalteren var en meget royal og streng herre, men en retfærdig og elskelig person, der besad ironi, varme og som også havde en fin humoristisk sans. Jeg dummede mig af og til, men blev altid tilgivet på grund af min unge alder. Af slotsforvalteren blev jeg tiltalt ”lille frøken Hanne”. Næste chef i hierarkiet var min afdelingsleder frk. Von Qualen som levede sammen med en kvinde, der også var ansat i etaten. Forholdet blev omtalt uden omsvøb og var derfor accepteret af alle. Det var først og fremmest disse 2 ledere jeg kom til at holde meget af, og som også kom til at betyde meget for mig i min videre arbejdsmæssige karriere, men ikke mindst i min personlige udvikling.

Afdelingens opgaver var bl.a. at varetage lønningsregnskab for slotsbetjente og rengøringspersonale samt udføre diverse bogholderiopgaver og receptionsarbejde for hele forvaltningen. Vi var i alt 1500 ansatte i forvaltningen, der hørte under Boligministeriet.

Arbejdsdagen startede kl. 10.00 og sluttede kl. 16.00 på hverdage og kl. 10-13 om lørdagen.  Hver dag gik slotsforvalteren en runde og sagde god morgen til hver enkelt af de ansatte på kontoret. Jeg fik ofte besked på, at mine lange røde negle ikke var velset på en arbejdsplads som Slotsforvaltningen. Jeg beholdt dog de røde negle.

Herefter var det tid til morgenkaffen. En pensioneret slotsbetjent, der savnede sin omgang med kollegaerne, kom tidligt hver morgen for at brygge kaffe til personalet og jeg blev altid forkælet med varm chokolade. Herefter kunne arbejdet gå i gang. Jeg skulle lære Rufbogholderi og skrive giro betalinger til de lejemål staten havde rundt om i København. Hver 14. dag skulle der udbetales løn til slotsbetjentene og så blev der indkaldt ekstra personale i form af 3 kvindelige vikarer, der kom i 2 dage. Så gik det løs, først skulle alle lønsedlerne kontrolleres manuelt fordi der på hver seddel var forskellige tillæg for forskudte vagter og lignende. Lønsedlerne var skrevet med blyant så tallene nemt kunne rettes. Når alt var i orden fik jeg udleveret en stor maskine, hvor lønposerne var placeret sammen med en journal med gennemslag.

Når en lønpose var skrevet trak jeg i et håndtag og posen blev skubbet ud. Arbejdet foregik på samlebånd, hvor vi alle sad omkring et stort mødebord. Når alle poser var skrevet og kontrolleret skulle der tælles penge op.

Herefter blev beløbene fordelt i de respektive poser. De fyldte lønposer blev placeret i kasser og leveret ind til hovedbogholderiet, hvor en meget fornem dame residerede  på en forhøjning, bag en glasluge. På udbetalingsdagen stod alle slotsbetjentene på en lang række udenfor på gangen. Det var strengt forbudt at betræde kassekontoret.

Alle skulle tælle efter om beløbet stemte. Herefter blev der kvitteret for modtagelsen og næste person trådte ydmygt frem! Hvis der var uro på gangen under udbetalingen hørte man ofte kassererens skarpe stemme ”Stilhed på gangen, mine herrer, tak”! Jeg fik, som den eneste, lov til at medvirke ved udbetalingerne for at lære processen. Samme myndige dame havde også et andet betydningsfuldt hverv. Når kongehuset skulle afholde selskabelighed måtte Flora Danica stellet ofte suppleres. Da den betydningsfulde kasserer var tidligere porcelænsmaler ved den kongelige Porcelænsfabrik var det oplagt, at dette vigtige arbejde blev udført af hende. Dette blev betragtet som en stor ære, der ofte blev meget rosende omtalt.

 

Følgende episoder er nogle af mine øvrige erindringer fra tiden i etaten, hvor alt foregik efter faste procedurer.

Det blev bekendtgjort, at vi ansatte på kontoret måtte komme til forpremiere på Hofteatret, hvor Poul Rheumert skulle spille med i Holbergs komedie “Barselsstuen”. Det var meget spændende da også Kong Frederik og Dronning Ingrid skulle være til stede. Betingelsen var, at vi alle skulle optræde med den dybeste ærbødighed og pli. Derfor skulle vi på nejekursus og i øvrigt opføre os dannet.

Det var Slotsforvalteren der underviste i den svære teknik at gå dybt ned i knæene sænke blikket og holde ud i nederdelen i begge sider. Stillingen skulle holdes indtil majestæterne havde passeret hele rækken af os ”nedbøjede” ansatte. For en ung pige som mig der havde meget let til latter, var det en svær øvelse at gennemføre. Hver gang den lille trinde chef i jakkesættet viste øvelsen, brød jeg simpelthen sammen så tårerne trillede. Dette ud løste hver gang en meget alvorlig reprimande.

Så oprandt endelig den vigtige dag, hvor vi begav os til teatersalen. Alle stod langs væggen bagerst i lokalet og holdt øje med dørhåndtaget. Når dette bevægede sig, skule vi starte med at neje for så ankom majestæterne. Nejeøvelsen blev udført og da Kongen og Dronningen var på plads på forreste række gik jeg op og satte mig på rækken lige bagved. Da jeg kiggede efter mine kollegaer sad de pænt på bagerste række i teatret. Jeg turde ikke skabe yderligere uro, så jeg blev siddende under hele forestillingen. På scenen i Barselsstuen kravlede Poul Rheumert rundt under et bord.  Han ville også gerne gøre et godt indtryk på majestæterne.

Efter forestillingen blev jeg kaldt til en alvorlig samtale hos slotsforvalteren, der kun tilgav min upassende opførsel på grund af min unge alder. På et senere tidspunkt fik jeg lov til, med forvalteren som guide, at bese Riddersalen, hvor der var dækket op til taffel for det Thailandske kongepar, det var en meget imponerende oplevelse. I øvrigt fik vi 6 ansatte hvert år en håndskrevet personlig hilsen fra Slotsforvalteren. Kortet var en håndtegnet skitse med et motiv fra Rom, der var hans foretrukne årlige rejsemål. Yderligere fik hver ansat en lille hvid engel fra den Kgl. Porcelæns-fabrik.

Ja, jeg oplevede mange morsomme og lærerige episoder i de år. Kontorassistenten Frk. Drejer, der var frøken med stort ”F” holdt meget af dyr, fordi mandfolk var noget skidt. Frøken Drejer ankom en lørdag til kontoret med en stor hvid papkasse, hvor der i låget var en del huller. Vi troede at det var kager til eftermiddags kaffen. Men nej, det var skildpadden Egon, der ikke kunne være alene hjemme efter en slem forkølelse! Kassen var inddelt i både sovested og spiseafdeling.

Sovestedet var nydeligt indrettet med en blød vaskeklud og i spiseafdelingen var der godt med gulerødder og salatblade. Egon var iført en turkisblå strikket frakke med 4 ærmer, et til hvert ben.

Frakken var knappet på maven med små fikse perlemorsknapper.  Adjudantstaben, der hver lørdag var bemandet med en menig soldat, havde kontor ved siden af vores. Mellem kontorerne var der en solid stor egetræs dør. Skildpadden Egon, der desværre var uden opsyn et øjeblik så sit snit til at kravle ind under døren og jeg glemmer aldrig soldatens udbrud da Egon kom på besøg i sin strikkede frakke.

Da jeg fyldte 18 år under min ansættelse skulle jeg op til køreprøven. Det var ikke almindeligt, at unge piger fik kørekort i 1961. Jeg bestod heldigvis og da jeg efter prøven kom tilbage på kontoret, var der dækket op på mit skrivebord med en flot buket blomster, flag samt en chokoladebil i sølvpapir. Hvis jeg ikke var bestået skulle arrangementet være for at trøste mig.

Når jeg tænker på episoden kan jeg stadigvæk blive varm og glad.

Selv om jeg, gennem mine 42 år på abejdsmarkedet, har været ansat på andre arbejdspladser har jeg aldrig glemt minderne fra tiden ved Christiansborg Slotsforvaltning, hvor jeg bl.a. lærte “at neje”.

 

Hanne Witschas 2017.

Fødselsdag:

1942

Erindringen ønskes afleveret til:

Københavns Stadsarkiv